Derfor sørger jeg ikke over Mærsks død

Glansbilledet i de fleste nekrologer over den døde skibsreder svarer ikke til virkeligheden.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

16. april døde Arnold Mærsk Mc-Kinney Møller eller ”Hr. Møller” som mainstream-medierne, med sædvanlig underdanighed over for landets rigeste og mest magtfulde personer, omtalte ham. Ved sin død i en alder af 98 år var han med en formue på omkring 100 milliarder kr. en af verdens rigeste mennesker og den suverænt mest velhavende her i landet.

Han forstod at udnytte sin enestående magt til at indrette lovgivningen så den maksimerede hans erhvervsimperiums profit. F.eks. i forhold til Nordsø-olien, hvor staten siden 2003 har mistet ca. 75 milliarder kr. på grund af slap lovgivning. Et andet eksempel er, at shipping-delen af Mærsk-koncernen, der udgør den største del, kun betaler et mindre millionbeløb årligt i skat.

Mærsk formede også i høj grad dansk udenrigspolitik, bl.a. ved under såvel første som anden Irak-krig at bidrage til massemyrderierne med våbentransporter for den amerikanske hær. Mærsk forsøgte desuden at få adgang til Iraks eftertragtede olie. Her blev koncernen selv af amerikanske embedsmænd beskyldt for at optræde som en ”kolonimagt” og som en af de mest skrupelløse krigsprofitører. I sidste ende jagede modstand fra lokalbefolkningen dog Mærsk ud af Irak.

I Danmark cementerede Mærsk Mc-Kinney sin indflydelse gennem store donationer til de borgerlige partier, inklusive det racistiske Dansk Folkeparti. Han nærede desuden et indædt had til fagforeninger. Dette har f.eks. i El Salvador betydet brug af løgnedetektorer under afhøringen af ansatte om bl.a. fagforenings-medlemskab og seksuel orientering. I Mumbai i Indien får fagligt aktive på Mærsks havneterminal tæsk.

Operaen på Holmen bliver stående som et monument over den døde skibsreder. Efter at have tromlet dette byggeri igennem, krævede, og fik, Mærsk Mc-Kinney på forhånd den daværende Nyrup-regerings officielle ”takkebrev” til gennemsyn. Det skete selv om skatteyderne direkte eller indirekte har finansieret operahuset og fortsat kommer til at betale et kæmpe millionbeløb for drift. De kinesiske arbejdere, der under livsfarlige forhold forarbejdede granitten til Mærsks operahus, sørger næppe over hans død. Det gør jeg heller ikke.