Regeringen freder banker og spekulanter - igen

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Debatten om beskatning af finansielle transaktioner viser endnu en gang, at S-R-SF ikke har tænkt sig at lade banker og spekulanter betale regningen for krisen.

Forslaget om en skat på finansielle overførsler har skabt voldsom debat både i Danmark og i de øvrige EU-lande. EU-Kommissionen har således foreslået at indføre en såkaldt Tobin-skat, opkaldt efter den amerikanske økonom og nobelpristager James Tobin. Konkret foreslår Kommissionen en skat på én promille af handler med aktier og obligationer samt 0,1 promille på salg af derivater. Et stort flertal af EU’s regeringer, anført af Frankrig og Tyskland, støtter ideen om en finansskat, mens især Storbritannien tegner sig for modstanden.

At den danske regering på EU-plan hører til de få modstandere skyldes især Det Radikale Venstre, der da også får økonomisk støtte fra bankernes brancheforening Finansrådet, hvis toplobbyist hedder Lars L. Nielsen og repræsenterer De Radikale i DR’s bestyrelse. Netop De Radikales ihærdige forsvar for bankernes interesser ønskede ungdomsorganisationerne DSU, SFU og SUF at sætte fokus på i en annonce-kampagne med overskriften ”Margrethe Vestager er i lommen på bankerne”. Da S-SF havde banket deres ungdomsorganisationer på plads, blev den dog aflyst i sidste øjeblik.

Opgør med markedslogikken
Regeringens bekæmpelse af den foreslåede finansskat er ikke første eksempel på regeringens modstand mod yderligere beskatning af finanssektoren. Som bekendt forsvandt S-SF’s foreslag om en bankskat på beskedne 2 milliarder under regeringsforhandlingerne. Regeringen begrunder sin modstand mod Tobin-skatten med påstået svækkelse af EU’s konkurrenceevne over for resten af verden. Dette er blot en zombieagtig gentagelse af de seneste årtiers altdominerende argument for de utallige angreb på velfærdsydelser, lønninger og arbejdsforhold, der har fundet sted i samme periode. Som socialister må vi dog aldrig lade os indfange af markedets logik.

Hvorvidt vi støtter et givent politisk krav bør derfor ikke afhænge af om det øger eller mindsker lysten hos private investorer, som regel store multinationale virksomheder, til at investere kapital. Modsat private investorer, hvis beslutninger i sidste ende tages ud fra snævre profit-hensyn, skal vi derfor basere vores krav på, om de opfylder menneskelige behov eller ej. F.eks. er behovet for nødvendige forbrugsgenstande fra industrien og landbruget samt pleje, pasning, undervisning osv. fra den offentlige sektor ikke blevet mindre på grund af kapitalismens krise. Tværtimod.

Forhindrer ikke nye kriser
Derfor skal vi kræve, at samfundets økonomi indrettes efter tilfredsstillelsen af disse grundlæggende menneskelige behov og ikke efter om det øger private investorers profit. Samme holdning bør vi have til den foreslåede beskatning af den finansielle sektor. Hvis indtægterne fra denne skat, 420 milliarder kroner årligt ifølge Kommissionens seneste beregninger, bruges på nye nødhjælpspakker til trængte spekulanter, har den ikke vores støtte. Hvis den derimod går til oprettelsen af nye arbejdspladser, praktikpladser, til at forbedre velfærdsordningerne osv., vil vi til enhver tid kæmpe for det.

Den nuværende økonomiske krise udspringer i sidste ende af faldende profitrater i den såkaldte ”realøkonomi”. Det var dét, der var årsagen til den finansielle sektors, herunder diverse spekulative aktiviteters, eksplosive vækst de sidste årtier. Derfor vil den foreslåede finansskat ikke forhindre nye kriser. Men den kan være med til at sikre, at de, der tjente fedt på den bristede økonomiske boble, også betaler regningen for krisen. Danmarks EU-formandskab i første halvdel af 2012 er en oplagt lejlighed til at mobilisere for dette krav.

Bragt i Socialistisk Arbejderavis nr. 317, 12. februar 2012.