Er arbejderklassen blevet til et prekariat?

Et kig på modeteorien om, at arbejderklassen i stigende grad erstattes af et ”prekariat” med mere usikre (”prekære”) jobs.

AF JOSEPH CHOONARA

“Nu mere end syv millioner briter i prekær beskæftigelse”, erklærede en artikel på forsiden af avisen The Guardian tidligere på måneden. Den hævdede, at stigende prekariatet skyldes, at ”virksomhederne insisterer på at bruge flere arbejdere med status som selvstændige og i stigende grad rekrutterer ansatte på midlertidige og nul-time-kontrakter.”

Sådanne påstande er hverdagskost. I 2011 hævdede Guy Standings bog ”Prekariatet”, at ”vi kan måske formode, at lige nu er i mange lande mindst en fjerdedel af den voksne befolkning en del af prekariatet.” Sidste år erklærede to akademikere, der deler dette teoretiske udgangspunkt, at i “Storbritannien tilhører næsten to tredjedele af kvinderne prekariatet” sammen med “en tredjedel af mændene”.

En artikel for nylig i New Statesman af Labours finansordfører John McDonnell hævder, at ”prekære jobs og nul-time-kontrakter er blevet normen inden for store dele af arbejdsmarkedet.”

Det er vigtigt at udstille forholdene for arbejdere på nul-time-kontrakter og arbejdere, der af skruppelløse arbejdsgivere tvinges til en vildledende status som selvstændige.

Mindre velkommen var en tale fra arbejdsminister Damian Green i sidste uge. Han priste, at det var slut med jobs, som indebærer ”en fast månedsløn med faste timer, betalt ferie, løn under sygdom, en pensionsordning og andre kontraktmæssige goder.”

Green hyldede fremkomsten af ”opgaveøkonomien” og ”hverdagsentreprenøren”.

Imidlertid kan de generaliserende påstande om stigende prekariatet – fra begge sider af det politiske spektrum – være stærkt misvisende. Når folk tænker på prekært arbejde, tænker de ofte på midlertidig ansættelse. Faktisk har andelen af sådanne kontrakter været usædvanligt stabil.

I løbet af de sidste tre årtier er midlertidig beskæftigelse kun steget med 0,3 % til 6,3 % af arbejdsstyrken.

Nul-time-kontrakter, der ikke garanterer et vist antal timers arbejde, er først blevet fremtrædende for nylig, og dataene om dem er mindre pålidelige. Men de ser dog ud til at blive brugt stadig hyppigere.

Alligevel er der to vigtige begrænsninger på brugen af nul-time-kontrakter.

For det første kan de udfordres. Tidligere på året lovede sportsudstyrsfirmaet Sports Direct at tilbyde butiksansatte et garanteret timetal efter fagforeningsprotester, medieafsløringer og kritik fra regeringen.

Løftet gælder ikke lagerarbejdere ansat via jobbureauer, men selv her er arbejdere ikke magtesløse. Fagforeningen Unites ret til at forhandle overenskomst med ledelsen ved Sport Directs store lager i Shirebrook har været anerkendt siden 2008.

Desuden vil der, når nul-time-kontrakter bruges på store arbejdspladser såsom universiteter eller hospitaler, være andre arbejdere med mere sikre ansættelsesforhold. De kan potentielt slutte sig til en kamp for at udvide bedre ansættelsesforhold til alle.

For det andet er nul-time-kontrakter, selv om de bruges på et væld af forskellige arbejdspladser, stærkt koncentrerede inden for to sektorer – ”hoteller og restauranter” og ”sundheds- og socialsektoren”.

Den første af disse led under et høje niveauer af løsansættelser længe før nul-time-kontrakterne – tænk f.eks. på studerende, der arbejder sort på barer eller caféer, mens de studerer.

Gensidig afhængighed
Det andet område omfatter hospitaler, hvor tilkaldevikarer, der dækker midlertidige behov for personale, i stigende grad sættes på nul-time-kontrakter.

Det omfatter også et stort antal af dem, som arbejder med hjemmepleje af syge og ældre.

Dette er et område, som rovdyrs-lignende private aktieselskaber går efter som en kilde til let profit, og plejeindustrien i Storbritannien bliver i vide kredse set som en krise, som venter på bryde ud.

Personaleudskiftningen i hjemmeplejen kan være så høj som en fjerdedel af de ansatte årligt, et lignende tal som ved Sports Direct-arbejdsstyrken.

Men de fleste arbejdspladser kan ikke drives på denne måde. At fyre arbejdere, at ansætte erstatninger og at oplære disse er en dyr forretning. Det kan også skabe kaos og indebærer at miste know-how og færdigheder, der er opbygget gennem år.

Selv i kølvandet på den seneste økonomiske krise, hvor arbejdsgiverne gladeligt angreb lønninger og arbejdsforhold, gjorde de sig ofte umage for at minimere antallet af fyringer.

Dette afslører en grundlæggende sandhed om, hvordan kapitalismen fungerer. Den udbytning, arbejderne lider under, er ikke blot en form for undertrykkelse, men et gensidigt afhængighedsforhold.

Arbejderen er afhængig af sin arbejdsgiver for at få en løn. Men arbejdsgiveren er også afhængig af at være i stand til at presse arbejde, og dermed profit, ud af arbejderen.

I en moderne kapitalistisk økonomi er arbejdsgiverne også afhængige at få den rette slags arbejdere med den rette uddannelse og ekspertise – og når de får dem, forsøger de ofte at holde på dem.

Hvad med dem, der ikke formelt er ansat af et firma? Den seneste vækst i selvstændige er ubestridelig og er nået op på en hidtil uset andel på 15 % af arbejdsstyrken – om end tallet var 13 % i slutningen af 1980’erne.

Der er en bekymring, som kom til udtryk i sidste uges The Guardian-artikel, for, at en stor del af den seneste stigning skyldes en udvidelse af ”opgaveøkonomien”.

En potentiel styrkeposition
Hvis dette betyder folk, som har flere jobs på samme tid, er der ikke meget belæg.

En undersøgelse for nylig fra tænketanken Resolution Foundation viste, at kun én ud af 250 arbejdere har to jobs som selvstændige. Og ca. én ud af 100 har et hovedjob som lønarbejder sammen med et bijob i rollen som selvstændig.

Ydermere arbejder de fleste selvstændige ikke i ”opgaveøkonomien”. Det store flertal af dem beskriver sig selv som ”leder af egen virksomhed”. Kun ca. én ud af fem angiver deres primære jobbetegnelse som ”udførelse af freelancearbejde”, og én ud af 10 angiver den til at være ”underleverandør eller kontraktarbejder”.

Flertallet er også tilfreds med at være selvstændig og leder ikke efter job med en arbejdsgiver. En temmelig stor del af den seneste stigning skyldes, at arbejdsstyrken bliver ældre. Ældre mennesker er mere tilbøjelige til at være selvstændige og bliver ofte selvstændige op til de går på pension.

Det betyder ikke at ignorere misbrug, der finder sted på dette område. En arbejdsretssag, som for nylig blev anlagt af Uber-taxichauffører, udfordrede firmaets kategorisering af sine arbejdere som selvstændige.

Kendelsen fastslog: “Den opfattelse, at Uber i London udgør en mosaik af 30.000 små virksomheder forbundet af en fælles “platform” er efter vores mening lettere latterlig.”

Selv på disse områder er arbejderne dog ikke magtesløse. Dette kan man se af kampen hos Deliveroo, madudbringningsfirmaet, hvor budene tvang firmaets ejere til et ydmygende tilbagetog i forhold til nye arbejdsbetingelser ved at anvende en meget traditionel kampmetode – en strejke.

Overordnet set er billedet af den britiske arbejdsstyrke domineret af sikre, permanente jobs, med lommer af usikkerhed – ikke omfattende prekariatet. I gennemsnit kan en arbejder i Storbritannien forvente at være hos sin nuværende arbejdsgiver i 16 år, omkring det samme som i 1975.

Der har været et beskedent fald i fastansættelse for mænd, men det udlignes af en stigning i fastansættelse for kvinder, som i dag udgør halvdelen af arbejdsstyrken.

Dette afspejler forbedringer i barselslovgivning, men også den voksende stabilitet i deltidsarbejde, der i høj grad udføres af kvinder.

Dette klumpes ofte sammen med midlertidigt arbejde som en form for prekær beskæftigelse. Men i gennemsnit vil kvindelige deltidsarbejdere være lige så længe ved en arbejdsgiver som fuldtidsbeskæftigede kvindelige arbejdere.

Deltidsarbejde har været en form, hvorved et stort antal kvinder er blevet trukket ind i stabil, langvarig beskæftigelse.

Den relative stabilitet i beskæftigelse i Storbritannien har to følger.

For det første har vi ikke kun brug for en kamp for at sikre et mindretal af prekære arbejderes rettigheder. Der er masser af arbejdere med sikkerhed i ansættelsen, der lider under elendig løn, stadig mindre selvbestemmelse på arbejdspladsen, lange arbejdsdage, tyranniske chefer osv.

For det andet kan vi udkæmpe disse kampe fra en potentiel styrkeposition. Vi lever stadig i en verden, hvor kapitalisternes profitter afhænger af den fortsatte udbytning af arbejdere, der er koncentrerede på store arbejdspladser.

Dette betyder, at arbejderne har magten til at stoppe systemet ved at få det til at styrte sammen. Udfordringen er at udøve denne magt, ikke at lade den forsvinde mellem vores fingre.

Oversat fra Socialist Worker (UK), nr. 2531, 22.11.2016.