2017/02/15

En brandbombe i et giftigt politisk klima


En chokerende sag fra den jyske by Ry har skabt debat om mobning og racisme.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Her blev den 16-årige dansk-afghanske dreng Ali angrebet med en brandbombe af fire drenge fra samme skole. En anden dreng fra samme skole er tidligere dømt for vold mod Ali. Iflg. offerets familie forsøgte en dreng for nylig at stikke ham med en saks, og de fire drenge, der er sigtet for brandattentatet, havde en uge inden forsøgt at overfalde og kvæle ham.

En pige, der har gået i klasse med offeret og to af de sigtede drenge, skriver, at ”de altid (i hverfald så længe jeg kan huske) har været efter Ali… Det har på ingen måder været Ali der har været problemet. Det er dem der er problemet." Offerets bror siger, at Ali ”jævnligt [er] blevet skubbet og truet af drengene på skolen. Eksempelvis et skub med skulderen, når han gik forbi dem på gangen. Han er også tit blevet kaldt ’perker’, og de har sagt ting som ’skrub hjem til dit eget land’”.

Offeret far udtaler: ”Roden til problemerne er skolen… De her problemer har været her gennem flere år. Det er ikke kun min søn, der har været udsat for de her racistiske chikanerier. Mine andre børn har også oplevet det.” Faren er pga. af sønnens udtalelser og politiets oplysninger ”100 procent sikker” på, at overfaldet på sønnen skyldtes racisme.

Angrebet er sket i et giftigt politisk klima, hvor Folketinget lige har vedtaget, at ”indvandrere” og ”efterkommere” ikke er danskere. Selv om vi ikke kender alle detaljer i sagen fra Ry, øger den langvarige dæmonisering og dehumanisering af flygtninge og muslimer, som ledende politikere og medier står bag, selvsagt risikoen for den type angreb.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar