Danmark har slaveblod på sit flag

I anledning af 100-året for salget af de vestindiske øer til USA bringes her historien om Danmark som slavehandlernation og voldelig kolonimagt i Caribien og Afrika.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Fra midten af 1600-tallet til starten af 1800-tallet blev ca. 111.000 slaver kidnappet og under dansk flag sejlet fra Afrika til Caribien. I disse år stod Danmark for ca. 2,3 % af og var 7. største aktør i den atlantiske slavehandel. De caribiske øer Skt. Croix, Skt. Thomas og Skt. Jan, hvor europæiske kolonialister i forvejen havde udryddet den indfødte befolkning, blev danske kolonier. Især Skt. Thomas’ havn blev internationalt centrum for slavehandel, og det er en myte, at danske slaver havde bedre forhold, hvilket alle kolonimagter hævder om egne slaver.

Slaverne blev brændemærket, og under den 2-3 måneder lange sejlads over Atlanterhavet sad den enkelte slave lænket på mindre plads end en ligkiste. Ca. hver 6. slave døde under overfarten, og mange andre inden for første år på øerne. I et dansk 1700-talsreglement var straffen til slaver for tyveri at blive knebet tre gange med gloende tænger og derefter hængning. For flugtforsøg var den amputation af benet, men hvis slaven blev tilgivet af sin herre, var den i stedet 150 piskeslag og afskæring af øret. For en slave, der slog, truede eller talte hårdt til en hvid, var den at blive knebet tre gange med gloende tænger og bagefter hængning, hvis den hvide ønskede det. Ellers afhugning af slavens hånd. Ét ”retskaffent” hvidt vidne var nok til at få en slave dømt, og ved ”formodninger” i sagen skulle slaven tortureres.

Med vold og blod blev land bygget
Enorme formuer blev skabt af den såkaldte ”trekantshandel”, hvor bl.a. våben byttedes til slaver i den danske koloni Guldkysten i nutidens Ghana, hvorefter slaverne fragtedes til Caribien til tvangsarbejde på plantager. Derfra blev bl.a. sukker og rom sendt til Danmark.

Profitten fra slavehandel byggede en stor af del af København, bl.a. Christian IX’s palæ (hvor Dronningen bor), Det Gule Palæ (der huser Kongehusets administration), Odd Fellow Palæet, Dehns Palæ og Admiral Hotel. Det gælder også statsministerboligen Marienborg og en række andre danske landsteder. Slaveprofitterne var en af de økonomiske motorer for ”den florissante” (dvs. blomstrende) handelsperiode, som gjorde borgerskabet til en afgørende magtfaktor i det danske samfund.

”Opdagelsen af guld- og sølvlandene i Amerika, udryddelsen, trældommen og begravelsen af den indfødte befolkning i bjergværkerne, den begyndende erobring og udplyndring af Ostindien, Afrikas forvandling til et indelukke for handelsjagt på sorthudede, kendetegner den kapitalistiske produktionsæras morgenrøde. Disse idylliske processer er hovedmomenter i den oprindelige akkumulation.” Sådan beskrev Karl Marx kolonialisme og slaveri som afgørende faktorer i kapitalismens gennembrud.

”Den oprindelige akkumulation” betød også af, at europæiske bønder voldeligt fik frataget jorden, hvilket skabte et besiddelsesløst landproletariat, som senere blev til den industrielle arbejderklasse. Racismen opstod som ideologi for at legitimere slavehandelen og blev sammen med råsukker bragt til Danmark i det 18. århundrede.

Allerede som ung formulerede Marx et krav om at ”omstyrte alle forhold”, hvor mennesket er ”fornedret” og ”kuet”, og han anså desuden slaveriet for en hindring for arbejderklassens befrielse, uanset hudfarve, lige som han forstod amerikansk slavebomulds betydning for tekstilindustrien i kapitalismens daværende britiske centrum. Han skrev, at i USA ”var enhver selvstændig arbejderbevægelse lammet, så længe slaveriet skæmmede en del af republikken. Arbejdet kan ikke frigøre sig i hvid hud, hvor det er brændemærket i sort hud.”

Oprør og revolutioner stopper slaveriet
Et af de første og mest langvarige slaveoprør på de to amerikanske kontinenter brød i 1733 ud på den danske koloni Skt. Jan. Her overtog slaverne det meste af øen, men med udenlandske tropper blev oprøret kvalt efter ni måneder. Oprørere blev tortureret og henrettet, men de fleste valgte selvmord frem for overgivelse. Flere selvstændige amerikanske stater havde allerede forbudt slaveri i 1770’erne og 1780’erne, Frankrig forbød det i 1794 og Storbritannien frigav slaverne i 1834. I kølvandet på den franske revolution 1789 og slaverevolutionen på Haiti 1791 forbød Danmark i 1792 handel med nye slaver fra Afrika. Ikke handel med slaver i Caribien. Danmark frygtede et britisk forbud, og desuden døde slaverne hurtigere end de kunne reproducere sig selv. Det danske forbud indførtes med varsel på 10 år, hvor danske plantageejere med favorable statslige lån og tilskud importerede flere slaver end nogensinde før for at blive selvforsynet.

På de danske øer i Caribien blev slaveriet først ophævet i det europæiske revolutionsår 1848, hvor enevælden faldt i Danmark. Kort før var der slaveoprør på de franske øer Martinique og Guadeloupe. På Skt. Croix marcherede 8.000 slaver til byen Frederiksted og krævede øjeblikkelig frigivelse, frem for gradvis løsladelse over 12 år som lovet året før. Slaverne var bevæbnede med knive og knipler og deres leder, som de kaldte General Buddo, truede guvernør von Scholten med generalstrejke, hvorefter denne frigav dem. Under von Scholtens efterfølger henrettedes 17 af oprørerne. General Buddo overgav sig efter løfter om frit lejde, men blev deporteret til Trinidad, mens plantageejerne fik erstatning for krænket ejendomsret over slaverne.

Arbejderkamp og dansk menneskehandel
De tidligere slaver arbejdede videre på plantagerne, hvor de nu i stedet var bundet af langvarige arbejdskontrakter. Forholdene på øerne var så miserable, at i 1870’erne døde 1.433 børn for hver 1.000 fødte børn. Ved arbejderopstanden Fireburn på Skt. Croix i 1878 blev bl.a. butikker, pakhuse, varehuse, godser og sukkerraffinaderier plyndret og antændt. 12 oprørere blev straks henrettet til skræk og advarsel. Tre kvindelige oprørsledere (kaldet ”queens”) fik dødsdom, senere ændret til fængsel med hårdt arbejde på livstid. Op mod 250 arbejdere blev dræbt, og et medlem af plantageejernes væbnede korps skrev, at ”[d]er blev omtrent skudt 10 eller 12 Negro og 3 eller 4 paa Plantagen Work & Rest, hvorefter vi ikke havde den fornøielse at skyde flere før om Eftermiddagen paa Plantagen Glynn.”

Det danske socialdemokrati støttede i sin avis de sorte arbejdere, idet ”[d]e Rige Plantere har som overalt, hvor Kapitalisterne regerer og huserer, gjort Øen til et Helvede for dem, som maa arbejde.” Den fortsatte elendighed førte i 1916 til en succesrig generalstrejke blandt de sorte landarbejdere anført af David Hamilton Jackson, der havde organiseret dem i fagforening. Sidstnævnte blev set som så stor en trussel, at der blev sendt et krigsskib fra Danmark. I 1917 blev øerne uden folkeafstemning blandt deres befolkning solgt til USA for 25 mio. dollars (svarende til 1/3 af den danske stats årsindtægt).

Jackson kaldte det ”en Skandale, at Danmark gaar ind herpaa, hellere end at give Folket dets fulde Frihed!” Den danske revolutionære Gerson Trier protesterede i et brev til Stauning, der var trådt ind i regeringen under 1. verdenskrig, over den manglende afstemning på øerne som et brud på folkenes selvbestemmelsesret og krævede Socialdemokratiets hovedbestyrelse indkaldt øjeblikkeligt. Fra udlandet skrev Lenin om salget: ”Hvem har sagt, at man ikke sælger mennesker i vor tid? Det gør man ganske glimrende”. Det er denne skamplet på Danmarkshistorien, der i 2017 fylder 100 år.