Global økonomisk krise og fornyet trussel fra højre

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Krisen i den kapitalistiske verdensøkonomi kan give øget medvind til racistiske og fascistiske bevægelser. Men hvor alvorlig er truslen fra de højreekstreme kræfter egentlig?

De seneste årtier har vi i en række europæiske lande set partier, der deler mange træk med den klassiske fascisme, men oftest går under betegnelsen ”højrepopulisme”, få stor indflydelse på de siddende regeringers politik, ja, endda i flere tilfælde opnå ministerposter. Generelt har disse partier imidlertid adskilt sig fra traditionelle fascistiske bevægelser ved som f.eks. Dansk Folkeparti formelt at bekende sig til parlamentarisk demokrati og ved ikke på gadeplan at have opbygget stormtropper, der angriber arbejderbevægelsens partier og fagforeninger.

For flere af disse partier har det været led i en bevidst strategi om at opnå ”legitimitet” ved udadtil at distancere sig fra tidligere tiders mest belastede symboler, organisationsformer og programpunkter. Front National i Frankrig regnes ofte for at have pioneret denne ”euro-fascistiske” strategi i 1970'erne. Denne generelle mangel på egentlige stormtropper forhindrer dog også disse partier i at spille den samme rolle som de klassiske fascistiske bevægelser i Italien og Tyskland.

Fascismens funktion
Hitler og Mussolini kom således til magten efter forinden at have vist borgerskabet deres værd ved at lade deres tilhængere terrorisere arbejderbevægelsen, som i begge lande havde en styrke, der forhindrede den herskende klasse i at regere på ”normal” parlamentarisk vis. Fascismen blev af storkapitalen anset for en mindre trussel end socialismen og fik derfor overdraget magten på parlamentarisk vis og i koalition med traditionelle borgerlige partier. De grundlæggende kapitalistiske produktionsforhold blev da også bevaret under fascismen.

Derfor lægger den marxistiske analyse mere vægt på fascismens funktion frem for f.eks. dens (ofte stærkt modsætningsfyldte) ideologi, herunder diverse racistiske forestillinger. Fascismen adskiller sig fra andre autoritære og racistiske strømninger ved at være en massebevægelse baseret på småborgerskabet, der i krisesituationer kan bruges af borgerskabet til at rydde arbejderbevægelsen og andre hindringer for fortsat kapitalakkumulation af vejen. Som den russiske revolutionære Leon Trotskij formulerede det, er fascismens ”funktion af knuse arbejderklassen, ødelægge dens organisationer og udrydde de politiske frihedsrettigheder, når kapitalisterne ser sig ude af stand til at regere og dominere ved hjælpe af det demokratiske maskineri”.

Krisen og truslen fra højre
Naturligvis er nutidens økonomiske, sociale og politiske krise langt fra lige så dyb som i årene umiddelbart efter 1. verdenskrig og i 1930'erne. I de fleste lande er det politiske system langt mere stabilt, og de herskende klasser har ved at pumpe billioner og atter billioner af kroner ind i økonomien forhindret den globale kapitalistiske krise i foreløbig at nå samme dybde som i 1930'erne. Dette dækker dog over et uhyre svagt opsving og har ført til den nuværende gældskrise. Samtidig kan den politiske desillusionering over mainstream-partierne hurtigt accelerere efterhånden som de alle accepterer behovet for brutale nedskæringsprogrammer.

I den situation er det afgørende, at der findes et klart socialistisk alternativ, som insisterer på ikke at lade arbejderklasen betale kapitalismens krise. Ellers bliver vinderen det yderste højre. Det gælder naturligvis også herhjemme under en evt. S-SF-regering. For som professor Curt Sørensen har påpeget, repræsenterer Dansk Folkeparti en potentiel fascismemodel. Og som afsløringen af det hemmelige racistiske netværk ”ORG” viser, er overgangen mellem den ”pæne” højrefløj og de voldelige gadebøller flydende.