Den nationale befrielses arv

I en tid, hvor vi er vidne til fremkomsten af en ny og aggressiv form for imperialisme, er spørgsmålet om, hvad venstrefløjen kan lære af fortidens erfaringer med nationale befrielsesbevægelser yderst aktuelt. David Finkel, der er redaktør af det amerikanske tidsskrift Against the Current, forsøger i denne artikel at give nogle svar.

For at forstå de forandringer, som 1960’ernes og 1970’ernes nationale befrielsesbevægelser skabte, start med at forestil dig, at du så på et verdensatlas fra omkring 1960. Bare på det afrikanske kontinent ville du finde lande med navne som Tanganyika, Nord-Rhodesia, Syd-Rhodesia, Sydvestafrika, Fransk Ækvatorial-Guinea, Belgisk Congo og lignende. Forvandlingen fra dette kort til Tanzania, Zambia, Namibia etc. går langt videre end til navne på et stykke papir – den markerede praktisk talt en ny epoke, en forandring fuldt ud lige så dybtgående som stalinismens sammenbrud og 1990’ernes overgang fra Den Kolde Krig til den virksomhedsdrevne globalisering.

Nogle af siderne ved denne forandring blev ikke foregrebet af de klassiske marxistiske imperialismeteorier, der blev udviklet i kølvandet på opdelingen af verden i koloniimperier i slutningen af det 19. århundrede. I årtier derefter blev det antaget, at det, som Lenin kaldte for ”kapitalismens højeste stadium”, forudsatte koloniimperier, enten til udplyndring for råstoffer eller til eksport af kapital fra det metropolitanske centrum. Ud fra den præmis så det ud som om, at disse konkurrerende koloniimperier kun ville blive opløst af stødet fra en international socialistisk revolution.

Vi bør starte med at fastslå, at for marxister er landes ret til selvbestemmelse vigtig af flere forskellige grunde. For det første er den en legitim demokratisk rettighed, som er gyldig i sig selv, uanset om den har direkte revolutionære følger eller ej. For det andet er den ofte en nødvendig betingelse for en uafhængig klasse-baseret politik, fordi arbejderklassen i et land, der er en koloni eller er undertrykt, har en tilbøjelighed til anse sig selv for at have fælles interesser med ”sin egen” hjemlige kapitalistklasse. For det tredje kan kampen for national befrielse faktisk bringe revolutionære muligheder frem både i det undertrykte land og i undertrykkerstaten. I hvert fald kan ingen arbejderklasse befri sig selv så længe den selv deltager i undertvingelsen af et andet folk, som Marx bemærkede for længe siden i tilfældet med Storbritannien og Irland.

I hvert fald fra 1960 var afkoloniseringsprocessen i gang – med opløsning af de europæiske imperier, der havde opdelt en stor del af kloden mellem sig i slutningen af det 19. århundrede og trukket den menneskelige civilisation ind i to verdenskrige. Sommetider overdrog kolonimagten mere eller mindre fredeligt herredømmet til lokale eliter, i andre tilfælde først efter flere års voldelig kamp, men generelt skete det uden nogen social eller blot politisk revolution hos den imperialistiske magt.

Algeriet var netop i gang med at opnå uafhængighed fra Frankrig efter flere års oprør og blodig undertrykkelse. Det britiske protektorat i Irak var blevet væltet kort forinden (1958). Det, der var tilbage af såvel det britiske som det franske imperialistiske herredømme i Mellemøsten, var stort set gået i opløsning (bortset fra den britisk- kontrollerede levning Aden[i]), da den amerikanske Eisenhower-regering tvang de to lande til at opgive deres fælles erobring, sammen med Israel, af Suezkanalen (1956).

For at vende tilbage til Afrika, ville du ved den sydlige spids af dit kort fra 1960 finde ”Sydafrikanske Union”. Den skulle netop til at udskille sig fra det britiske Commonwealth og omdøbe sig til en ”republik” til trods for en verdensomspændende fordømmelse af apartheid. Umiddelbart kunne det se ud som om Sydafrika blev isoleret af resten af verden; i virkeligheden strømmede investeringerne ind efter, at den internationale kapital så, hvordan der fulgte ”stabilitet” i kølvandet på apartheids største succes, Sharpeville-massakren.[ii]

De sidste mere eller mindre intakte koloniale besiddelser i Afrika var ”de oversøiske portugisiske provinser” Angola, Mozambique og Guinea (i dag Guinea-Bissau) samt Kap Verde-øerne, Macao, Sao Tome-Principe og Østtimor. Mens det gjorde krav på disse kolonier som ”provinser”, var Portugal blandt de værste af de europæiske magter til at udbytte deres besiddelser af råstoffer, samtidig med, at det intet gjorde for at opbygge en infrastruktur, skabe økonomisk udvikling eller en statslig forvaltning, som de uafhængige lande kunne arve. Kun Belgien, med dets ubeskrivelige historie af folkemord og udplyndring i Congo, kan måske påberåbe sig et mere modbydeligt generalieblad.

Portugals stædige greb om dets afrikanske besiddelser – ”the last to leave”, som en revolutionær portugisisk socialist kaldte det – hang nøje sammen med landets situation som den mest tilbagestående af de resterende kolonimagter. Befrielseskampene i Angola, Mozambique og Guinea-Bissau gav næring til revolutionære omvæltninger, der rystede selve Portugal – og i et lovende øjeblik endda truede kapitalens stabilitet i Vesteuropa – i 1974-75. Dette er dog at springe lidt frem i vores historie.

Mens det tilbagestående Portugal var en anakronisme[iii] da den klassiske kolonialisme var i tilbagegang, var der opstået et nyt paradigme med udgangspunkt i verdens mægtigste imperialistiske stat, USA. Den amerikanske imperialisme havde næsten perfektioneret den nye videnskab om global udbytning uden nogen formelle kolonier. USA havde selvfølgelig sine egne kolonier, navnlig Puerto Rico, men dets herredømme, først og fremmest i Latinamerika, kunne nu udøves gennem formelt uafhængige, men købte og betalte klientregimer. Dette var generelt en højest effektiv strategi, hvor enorme profitter til den metropolitanske kapital blev garanteret af lokale juridiske og undertrykkende klient-maskinerier – mens den magt, som den amerikanske hær, flåde og marinesoldaterne udgjorde, var ude af syne og kun blev tilkaldt som sidste udvej.

Det var en succesfuld model, især på højden af efterkrigstidens lange kapitalistiske boom, men den indeholdt også sine egne vanskeligheder. I selve USA’s ”baggård” så den cubanske revolution 1959, der oprindeligt blev støttet af Washington ud fra en formodning om, at et inkompetent diktatur ville blive erstattet af en pålidelig kapitalistisk koalitionsregering, fra 1960 ud som en uvelkommen udvikling. Og i en anden del af verden, som kun få amerikanere kendte noget til, havde USA overtaget styringen af et land, som den franske kolonialisme for nylig var blevet fordrevet fra – Vietnam.

Den nationale befrielse og venstrefløjen
Lad os fra det globale perspektiv gå over til et par afgørende kamp, der på dramatisk vis formerede 1960’ernes og 1970’ernes venstrefløjs tankegang, mens vi husker på, at begreber som ”national befrielse”, ”national uafhængighed” og sågar ”tredjeverdensbefrielse” blev brugt mere eller mindre synonymt.

Først og fremmest blev det sorte samfund i Nordamerika dybt inspireret af, at de nye afrikanske stater opnåede uafhængighed. Det er værd at notere sig, at Malcolm X efter sin skilsmisse fra Nation of Islam, kaldte sin nye organisation for Organization of Afro-American Unity, et navn inspireret af den Organization of African Unity, der blev oprettet af de afrikanske stater (OAU, for nylig omdøbt til Den Afrikanske Union).

Det var vigtigt, i hvert fald symbolsk, at FN ikke længere kun var de rige landes klub og begyndte at se ud lige som sammensætningen af verdens folkeslag.

Borgerrettighedsbevægelsen i de amerikanske sydstater udviklede meget af sin taktik ud fra masse-ulydighedskampagnerne i Sydafrika og en fortolkning af Gandhis ikke-voldelige modstand i Indien mod den britiske kolonialisme. Da bevægelsens radikale fløj bevægede sig over til ”Black Power” og ”sort befrielse”, inklusive retten til væbnet selvforsvar, fandt man yderligere inspiration i såvel de kinesiske og cubanske revolutioner som væbnede afrikanske befrielseskampe.

Disse forskellige modeller indeholdt utvivlsomt deres egne modsætninger. En absolut insisteren på ikke-vold, som gav god taktisk mening under forholdene i de amerikanske sydstater med terror fra staten og Ku Klux Klan, kunne blive til en fetich og endda støde dele af bevægelsen væk – som det sås med mange afroamerikanere fra nordstaternes vrede afvisning af Martin Luther Kings udtalelse om, at ”hvis der skal flyde blod, så lad det være vores.”

Men også den væbnede kamp kunne blive til en fetich, og det ikke kun i USA. Et element af væbnet selvforsvar for befolkninger, der lider under hård undertrykkelse og terror – afroamerikanere, de indfødte folkeslag i USA og Canada, det nationalistiske (katolske) samfund i Nordirland eller det palæstinensiske folk, der lever under besættelse i deres hjemland og hård undertrykkelse i flygtningelejre i Jordan, Libanon etc. – var præcist dette: en nødvendig defensiv bestanddel i større politisk kamp.

Tragisk nok gav denne dynamik næring til en illusion om, at selve befrielsen kunne opnås af en væbnet avantgarde, der kunne befri de sorte, drive Storbritannien ud af Nordirland, nedkæmpe zionismen etc. Resultaterne af denne forventning om en væbnet revolutionær sejr var ofte ufatteligt destruktive (tænk f.eks. på Black Panther Partys skæbne. Når hvide mennesker fra ”det nye venstre”[iv] uden nogen form for social basis overtog idéen om at ”gribe til våbnene” var resultatet endnu mere frygteligt).

Her er den overordnede pointe imidlertid, at det sorte samfund i USA altid har været mere internationalistisk i sin tankegang end befolkningen som helhed. 1960’ernes genoplivning af den amerikanske venstrefløj startede med inspiration fra borgerrettighedsbevægelsen og de sortes befrielseskamp, bevægelser der allerede så sig selv som del af en international kamp. Og fordi de sortes kamp i sig selv i udpræget grad er en undertrykt nations (eller nationalitet, hvis man foretrækker det sprog) kamp internt i USA, kan man sige, at en national befrielseskamp i hjertet af det amerikanske samfund spillede en afgørende rolle i omdannelsen af 1960’ernes og 1970’ernes venstrefløj.

Derudover var der selvfølgelig én kamp, der mere end nogen anden dominerede bevægelserne i årtiet 1965-75: Vietnam. Her havde USA, i modstrid med dets eget postkoloniale paradigme, overtaget styringen af et land efter, at franskmændene havde lidt nederlag, og prøvede nu ved anvendelse af en overvældende militær magt at undertrykke den vietnamesiske stræben efter national enhed og uafhængighed. Resultaterne af denne fiasko skulle forhindre en gentagelse i næsten 30 år – lige indtil George W. Bushs messiansk-imperialistiske præsidentadministration besluttede, at en erobring af Irak ville begynde en omdannelse af Mellemøsten...men her springer vi igen for langt frem.

Hvad vi lærte af Vietnam
Det er vanskeligt at gengive den fulde betydning af Vietnam-krigens omskabende rolle, men nogle af de afgørende træk kan beskrives kort.

Koldkrigs-baggrunden. 1950’ernes fastfrosne polarisering mellem Øst- og Vestblokkene var ved at tø op efter den kinesisk-russiske splittelse og ”normaliseringen” af den amerikansk-sovjetiske rivalisering efter den cubanske missilkrise i oktober 1962, men i amerikansk indenrigspolitik dominerede diskursen om ”den kommunistiske fare” fortsat endnu mere end nutidens debatkvælende ”global terrorisme-trussel” gør.

Liberalismens rolle. Den massive forøgelse af den amerikanske militære tilstedeværelse i Vietnam fra 1964 og frem, samt den bombning af Sydvietnam der gik forud, blev ikke gennemført af nutidens højrerepublikanere, men af John F. Kennedys og Lyndon B. Johnsons liberale demokratiske regeringer.

Race, klasse og krig. USA indsatte i Vietnam en hær bestående af hundredtusinder af værnepligtige, indkaldt fra arbejderklassen, de sorte og latinoerne, som ikke havde de collegestuderendes mulighed for udsættelse af militærtjenesten eller andre måder at undgå indkaldelse.

Nationalismens politik. Med Tet-offensiven i foråret 1968 stod det klart for den amerikanske offentlighed og de politiske eliter, at krigen ikke kunne ”vindes”, ikke blot fordi, at den værnepligtige hær i felten var i opløsning, men også på grund af nationalismens magt: den sydvietnamesiske befolkning havde forenet sig i sin støtte til Den Nationale Befrielsesfront (FNL) mod den amerikanske besættelse, hvad enten de støttede det kommunistiske parti, som styrede FNL, eller ej.

Massekampe. Students for a Democratic Society[v] indkaldte i 1965 til den første landsdækkende demonstration for en øjeblikkelig tilbagetrækning, og stod snart i spidsen for den radikale fløj af en omfattende anti-krigsbevægelse. Den frygt og afsky, som militærindkaldelserne fremkaldte, skabte store kampe på universitets-campusserne mod værnepligten og antikrigs-caféer, og i slutningen af 1960’erne var dukket stærke anti-krigsholdninger op i geledderne hos militærfolk i aktiv tjeneste. Alt dette faldt sammen med de sorte opstande i storbyerne og fremkomsten af kvindernes befrielseskampe – og udbrud af utilfredshed på gulvplan i fagforeningerne.

Hvilken betydning fik alt dette for en venstrefløj, der netop var ved at genopstå? Der blev indhøstet mange erfaringer på ufattelig kort tid, nogle af dem var positive og andre var dybt modsætningsfyldte. For at opregne nogle få:

(i) Først og fremmest var det utroligt befriende at lære, at det amerikanske imperiums overvældende magt kunne udfordres – og overvindes! Der var intet i vores umiddelbare erfaring, der havde forberedt os på det: Der havde selvfølgelig været invasionen af Svinebugten i 1961, men at selve det amerikanske militær led nederlag i direkte kamp med et lille land, der kæmpede for sin uafhængighed, var overvældende og uden fortilfælde.

(ii) Den amerikanske offentlige mening var ikke monolitisk[vi] i sig selv: Folk kunne bevæges ved en kombination af moralske argumenter og virkningen af de menneskelige og økonomiske omkostninger ved det militære eventyr. Titusinder af soldater, der vendte tilbage i ligposer, betød selvfølgelig noget, ligesom angrebet af krigsforårsaget inflation; men det samme gjorde My Lai-massakren på vietnamesiske landsbyboere og billedet af en ung pige, der flygtede med tøjet brændt væk af napalm.

Vietnam-krigen væltede to amerikanske regeringer, Lyndon B. Johnsons og i sidste ende også Richard Nixons. De Watergate-forbrydelser, der knuste Nixon var trods alt et direkte resultat af den ”blikkenslager-enhed”, som var blevet skabt af inderkredsen i Nixon-regimet for at stoppe, at der blev lækket ufavorable oplysninger om den upopulære krig. Enhver lighed med de narrestreger, der for nylig er blevet afsløret om George W. Bushs bande, er absolut utilfældig.

(iii) 1960’ernes antikrigs- og venstrefløjsaktivister fik stærke lektioner i liberalismens og Demokraternes imperialistiske karakter – realiteter, som det er sværere for en nyere generation at forstå, eftersom nutidens grusomheder-i-”frihedens”-navn bliver begået af republikanere fra partiets yderste højrefløj. Det er en af grundene, at det vigtigt at studere 1960’erne: Dagens demokrater som John Kerry, Hilary Clinton og Joseph Lieberman, der er modstandere af kampen for en øjeblikkelig tilbagetrækning fra Irak, er i høj grad i overensstemmelse med deres partis historie, selvom de er ude af berøring med deres egen vælgerbase, som er imod krigen.

I sin behandling af spørgsmålet om kommunisme begyndte venstrefløjen at have held til at udfordre den nationale konsensus om, at ethvert land eller enhver bevægelse, i udlandet eller i hjemlandet, der måske var ledet af kommunister, fortjente at blive udslettet af den amerikanske magt. Ja, for hele den amerikanske befolkning fik koldkrigsmyten om, at et ”tab” af Vietnam ville føre til ”væltede dominobrikker” over hele Asien nogle alvorlige skud for boven i denne kamp. Denne erfaring var dog også modsætningsfyldt for venstrefløjen.

Højst beklageligt bredte der sig på store dele af venstrefløjen en opfattelse af, at stalinistiske partier, såsom det vietnamesiske kommunistparti, var redskaber til befrielse – ikke bare til national befrielse, men endda til ”socialisme”. Denne opfattelse skilte ikke alene den radikale venstrefløj fra størstedelen af den amerikanske arbejderbefolkning, men var også enormt desorienterende. F.eks. var det en almindelig antagelse, at de nordvietnamesiske og kinesiske kommunistiske regimer kæmpede skulder ved skulder i en ”anti-imperialistisk, anti-revisionist front”. I virkelighedens verden hadede disse regimer og partier hinanden fra 1966-67 og frem, især efter, at Beijing forhindrede, at sovjetisk hjælp nåede frem til Vietnam (for ikke at nævne hvordan Kulturrevolutionens afsindige krig mellem forskellige fraktioner blev set af de vietnamesiske kommunister).

Endvidere blev en stor del af den anti-imperialistiske venstrefløj, ved at gøre den vietnamesiske ledelse til et politisk forbillede, tiltrukket af stalinistiske metoder. F.eks. fremstillede FNL sig i Sydvietnam som en stort set repræsentativ national bevægelse. Det var hvad den var på papiret, og i sit officielle program lovede den at sikre syds autonomi og politisk pluralisme efter sejren. Den virkelige magt lå imidlertid hos et kommunistisk parti, der var fast besluttet på at forene Vietnam under sit eget et-partistyre. Nogle af dem på den amerikanske venstrefløj, der forstod denne realitet, drog den konklusion, at den slags manipulationer var måden at lave politik på, med katastrofale følger.

(v) Den vellykkede vietnamesiske krig mod den imperialistiske besættelse frembragte både en vis tilbedelse af guerillakrig som strategien for en revolutionær sejr (her blev de vietnamesiske og kinesiske erfaringer igen sammenblandet på absurd vis) og en verdensanskuelse, som nogle gange kaldes ”tredje verden-isme”, i følge hvilken de revolutionære masser i den tredje verden ville omringe og overmande de rige lande med deres ”bestukne og privilegerede” arbejderklasse. (Det skal her siges, at de vietnamesiske kommunister ikke selv fremsatte sådan en argumentation, selvom det maoistiske styre i Kina foregav at mene noget i den stil, til fordel for dets udenlandske beundrere. Men i bund og grund var det en illusion, som var fremavlet i Vesten).

(vi) Tredje verden-ismens illusion havde også virkning tilbage på den amerikanske venstrefløjs forsøg på at tage livtag med det vigtigste spørgsmål, vi stod overfor – at forstå og ændre vores eget samfund. Som tidligere bemærket havde en fløj af borgerrettighedsbevægelsen havde udviklet sig til Black Power og hen imod revolutionær politik; og vrede i sorte samfund i nord over politibrutalitet, økonomisk apartheid og Vietnam-krigen frembragte en bølge af ghettoopstande. Det var fuldkommen korrekt at se et potentielt socialt oprør i disse udviklinger, der kunne inddrage grupper af militante sorte arbejdere som en avantgarde i den amerikanske arbejderklasse som helhed.

Det var dog en katastrofal fejltagelse, når både hvide og afroamerikanske revolutionære anså dette for at være den egentlige begyndelse på en revolution, hvor de (mytiske) sorte revolutionære masser udgjorde forlængelsen af den (mytiske) tredjeverdensrevolution ind i et korrupt og dekadent amerikansk samfund. Implicit eller eksplicit fremkom der en forestilling om, at revolutionen ville blive gennemført af et mindretal, støttet af en oplyst revolutionær elite, som allierede sig med den tredje verden, imod det reaktionære flertals (dybest set hvide arbejdere) interesser og ønsker.

På grundlag af denne illusion befandt en stor del af 1960’ernes venstrefløj sig hurtigt i ekstrem social isolation, som blev efterfulgt af selvdestruktion, fuldstændig demoralisering eller et forbløffende hurtigt tilbagefald til liberalisme. Naturligvis er dette en komprimering og forsimpling af et komplekst og vigtigt stykke historie, men dette var i en nøddeskal ”det nye venstres” fremkost og tragiske fiasko.

Fra Vietnam til Centralamerika
Amerika havde i bund og grund tabt sin krig i Vietnam fra foråret 1968, og alligevel fortsatte blodbadet frem til ”Saigons fald” i 1975. I virkeligheden var der sandsynligvis flere vietnamesere, der døde mellem 1969 og 1975 end i de foregående seks år – en lære, der sender en advarsel til nutidens kamp for at slutte Irak-krigen.

Afslutningen på Vietnam-krigens æra medførte imidlertid en ny bølge af befrielseskampe og solidaritetsbevægelser. Portugal var det stærkeste eksempel på en i sandhed organisk alliance mellem befrielsesbevægelser i kolonierne og revolutionære militante i kolonilandet, hvor de førstnævntes igangsatte en proces, der var meget tæt på at kulminere i en arbejderrevolution i selve Portugal.

For den nordamerikanske venstrefløj kom den næste erfaring med national befrielse og solidaritet, der virkelig udviklede den, dog med den nicaraguanske opstand fra 1977-79 og sandinisternes sejr den 19. juli 1979. Den åbnede den bølge af folkelige revolutionære kampe (især i El Salvador og Guatemala), som frembragte den bedste organisering af solidaritet, som denne forfatter har oplevet på den amerikanske venstrefløj

Det faktum, at Den Nationale Sandinistiske Befrielsesfront (FSLN) i dag, efter 15 års nederlag, er blevet et gennemført kynisk politisk parti i et korrupt partnerskab med højrefløjen, må ikke gøre os blinde for det enorme håb, som FSLN’s sejr havde åbnet op for. I virkeligheden bekræfter den kendsgerning, at sandinisternes sociale basis, imod alle odds og praktisk talt uden ledelse, fortsætter kampen for social retfærdighed, i sig selv den vedvarende kraft i denne revolutionære impuls.

De revolutionære bevægelser i Centralamerika kombinerede da de var bedst den nødvendige militære kamp mod dødspatruljer og den amerikanske imperialismes klientregimer med mægtige sociale mobiliseringer af arbejdernes, bøndernes, de indfødtes, kvindernes og lokalsamfundenes organisationer. Der blev bygget stærke solidaritetsbånd mellem centralamerikanske og nordamerikanske samfund, hvad enten det skete gennem kirker, grupper i arbejderbevægelsen eller solidaritetskomiteer. Der dukkede en stærk asylbevægelse op i de amerikanske og canadiske byer for at beskytte vores brødre og søstre på flugt fra dødspatruljerne – en bevægelse hvor tusinder af almindelige borgere sagde til den amerikanske regering: Jeres love og jeres krige er forbrydelser mod menneskeheden, og I kan stikke dem skråt op.

Der kom vigtig lærdom ud af disse års aktivisme. For det første, selvom det er et vigtigt princip at forsvare undertrykte folkeslags ret at gribe til væbnet kamp, overgik graden af solidaritet med Centralamerika langt det, der kunne have været opbygget alene gennem støtte til militær kamp. For det andet begyndte vi, i højere grad end i tidligere bevægelser, at se vigtigheden af, at amerikanske immigrantsamfund (i dette tilfælde salvadoranske og guatemalanske) spillede en afgørende rolle i kampen både for deres hjemlande og internt i USA. For det tredje kunne disse bevægelser, hvor inspirerende de end var, i sidste ende ikke besejre overvældende amerikansk-støttet-og-finansieret undertrykkelse og massemord, medmindre det amerikanske samfund gennemtvang betydelige ændringer af regeringens politik.

Erfaringerne fra de centralamerikanske revolutioner og solidaritetsbevægelser var et uhyre fremskridt i forhold til den militaristiske ”tredje verden-isme”, som opstod på venstrefløjen i løbet af Vietnam-æraen (og den Che Guevara-inspirerede bølge af guerilla-entusiasme i samme overordnede periode). Ganske vist huskede man stadig Vietnams sejr over den amerikanske imperialismes fulde magt og vælde. Men i sidste ende havde den ikke været en sejr for guerillakrig som sådan; FNL var blevet støttet af Nordvietnams mægtige konventionelle hær, der til sidst vandt krigen, og den kunne omvendt regne med ubegrænset støtte fra Sovjetunionen (uanset hvad man politisk måtte mene om denne).

National befrielse i dag - fra Afrika til Irak
Endelig kommer så afslutningen på Den kolde krig og Sovjetunionens endelige sammenbrud, der – blandt meget andet – ændrede de betingelser, hvorunder dagens befrielseskampe må udkæmpes. Nogle på venstrefløjen betragter denne forandring som en ubetinget katastrofe, men den virkelige situation er blandet. Rent faktisk betød ”den kommunistiske trussels” forsvinden, at den amerikanske imperialisme ikke længere havde en interesse i til den bitre ende at forsvare f.eks. apartheid i Sydafrika, Mobutus kleptokrati[vii] i Zaire eller Suhartos gangsterdiktatur i Indonesien. På samme tid har den amerikanske imperialisme, særligt efter 11. september, under navn af ”Den globale krig mod terror” haft et aggressionsniveau, som var praktisk talt umulig at forestille sig i årtierne med relativ stabil ”supermagtsrivalisering”.

Som en afrunding af denne alt for hurtige oversigt, vil jeg pege på tre afgørende træk ved nutidens virkelighed, der angår de nationale befrielseskampes arv og fremtid. Det bør ikke opfattes som færdige konklusioner, men blot som udkast, som peger på vigtige nye diskussioner.

(1) For det første må vi forstå, at retten til national selvbestemmelse i den nye globale kapitalisme er lige så gyldig som tidligere – men at den ikke er ensbetydende med socialisme. Faktisk løser national uafhængighed i sig selv ikke de grundlæggende problemer, der kun kan løses på grundlag af arbejdermagt. Som John Saul formulerer det sin vigtige og tankefulde nye bog, The Next Liberation Struggle (2005), hvor han vurderer arven fra Afrikas befrielseskampe: ”Vi ved også, at befrielsen af det sydlige Afrika ikke har opfyldt meget af det løfte om at ophæve det underudviklende globale kapitalistiske hegemoni, som den revolutionære nationalisme i de tidligere portugisiske kolonier og Zimbabwe og en arbejderklasse-drevet forandring i Sydafrika så ud til muligvis at varsle.”

Sydafrika er her et virkeligt relevant eksempel. ANC har nu været den demokratisk-valgte regering i mere end et årti; alligevel er flertallet af de sorte sydafrikanere fattigere end før på grund af følgerne af de nyliberale privatiseringsprojekter, som ANC har omfavnet på den internationale kapitals diktat.

I Zimbabwe er billedet naturligvis ubeskriveligt meget værre. Intet kan mere malende illustrere de katastrofale konsekvenser af et-partistaten og en-mandsstyret end ZANU-PF’s degenerering fra 1970’ernes befrielsesbevægelse til nutidens fascistiske gangsterkult. Robert Mugabe, der skulle have været sit lands Nelson Mandela, er i stedet blevet til dets Papa Doc[viii] – noget der er særligt smerteligt for dem af os, der var aktive i politisk solidaritet og pengeindsamling til ZANU under befrielseskrigen.

(2) Landene fra ”det globale syds” nutidige kampe har tydeligvis alt at gøre med spørgsmålene om ”frihandel” og den virksomhedsdrevne globalisering. I sagens natur kan disse kampe ikke udkæmpes af enkelte lande på egen hånd. De kræver så afgjort alliancer og blokdannelser mellem landene i den forkerte ende af ”frihandelens” stok, og de kræver forbindelser med de globale retfærdighedsbevægelser, der er brudt frem siden begivenhederne i Seattle i 1999.

Med nogle vigtige undtagelser, som det ovenfornævnte Puerto Rico, er de klassiske kolonier primær et fænomen fra fortiden. Det vi ser i dag er begyndelsen af et lovende anti-nyliberalt oprør. Uanset om de passer ind i standarddefinitionen af ”nationale befrielseskampe” eller ej, må vi se på det indfødte bolivianske folks oprør mod vandprivatiseringen, Guatemalas indfødte befolknings modstand mod Glamis (canadisk-baserede) udplyndrende guldminevirksomhed, og Venezuelas ”bolivariske revolution” under præsident Hugo Chavez, som udtryk for voksende modstand.

I øvrigt er det på ingen måde min hensigt her at identificere Chavez’s regering med socialisme-fra-neden (den er mindst af alt baseret på strukturer for arbejdermagt!). Det er alligevel vigtigt at erkende, at det, der oprindeligt lignede en slags retro-populistisk form for caudillo-politik[ix], er gået langt videre med at åbne plads op for folkelig mobilisering – ironisk nok på samme tid, som Arbejderpartiets regering i Brasilien, valgt på arbejderbevægelsens og de sociale bevægelsers styrke, prøver på at afspærre denne plads. Historien er stadig fuld af overraskelser.

(3) Endelig kommer vi til Bush-bandens amokløb gennem Afghanistan og Irak. Denne regering greb den mulighed, der blev givet 11. september, til at tildele sig selv et messiansk mandat: til at ”gøre Mellemøsten til, hvad Latinamerika plejede at være, en stor amerikansk sø”, som min ven Sam Farber[x] træffende formulerede det. Planen var selvfølgelig et helt festmåltid af ”regimeændringer” med Afghanistan som appetitvækker, Irak som suppen, Iran som hovedretten og så Syrien til dessert. Som vi nu ved har de fået det hele galt i halsen.

Indtil videre er læren katastrofal for alle. Frem for at demonstrere dens ubegrænsede magt, er den amerikanske imperialisme ved at blive kvalt af Irak. Men billedet er heller ikke kønt for ”vores side”. De traditionelle kræfter for national befrielse – venstrefløjen, arbejderbevægelsen, progressiv arabisk nationalisme – er praktisk talt alle blevet knust i Irak og i den arabiske verden som helhed. Dette har overladt kamppladsen primært til baathister, islamister og religiøs-totalitære fanatiske kræfter.

Dynamikken i ”den globale krig mod terror” er blevet beskrevet bedst af den marxistiske forfatter Gilbert Achcar som et symbiotisk ”barbarismernes sammenstød”, hvor fanatisk religiøs terrorisme lever af det ukontrollerede imperialistiske militærs og den virksomhedsdrevne globaliserings katastrofale tilintetgørelse af små nationer og verdens fattige.

I en vis bizar forstand, ser vi ud til at være kommet tilbage til udgangspunktet. I en tidsalder, hvor klassisk kolonial erobring var blevet en anakronisme, har dén imperialistiske stat, der praktisk talt opfandt og perfektionerede ”nykolonialismen”, givet os en brutal påmindelse om, at den nøgne militære erobring og udplyndring af ressourcer (selvfølgelig til de indfødtes bedste, ikke til vores egen grådighed) stadig er på dagsordenen.

Med gamle og stadig uløste spørgsmål om selvbestemmelse og så mange nye fra ”frihandel” til katastrofale klimaforandringer på dagsordenen, tegner det nye århundrede til at blive lige så turbulent som det sidste.

Fra Tidsskriftet Solidaritet, nr. 5, 2006. Artiklen blev første gang bragt i det canadiske tidsskrift New Socialist Magazine (marts 2006). Oversættelse, redigering og noter af Lars Henrik Carlskov.


[i] Aden: en strategisk vigtig havneby ved det Røde Havs udmunding; i dag en del af Yemen. 

[ii] I 1960 blev 70 demonstranter dræbt og flere hundrede såret i forbindelse med en demonstration i Sharpeville mod apartheidregimets racediskriminerende love. 

[iii] Anakronisme: et fænomen der hører hjemme i en anden tidsalder. 

[iv] ”Det nye venstre”: almindelig betegnelse for den venstrefløj, der opstod i forbindelse med tressernes ungdomsoprør. I Danmark var Venstresocialisterne et typisk udtryk for ”det nye venstre”. 

[v] Students for a Democratic Society: en amerikansk studenterorganisation, som spillede en central rolle på 1960’ernes amerikanske venstrefløj. 

[vi] Monolitisk: sammenstøbt, uden sprækker. 

[vii] Kleptokrati: ”tyvevælde”. 

[viii] Papa Doc: usædvanlig brutal amerikansk-støttet diktator, der regerede Haiti 1957-71. 

[ix] Caudillo: betyder egentlig ”leder”. Bruges som betegnelse for de ”stærke mænd”, der traditionelt har domineret 
latinamerikansk politik. 

[x] Sam Farber: amerikansk socialistisk forfatter, der ligesom Finkel er medudgiver af tidsskriftet Against the Current.