En ny tid for Rusland

Sociologen Boris Kagarlitskij fortæller i dette interview om den nye venstrefløj, der er ved at opstå i Rusland trods Vladimir Putins autoritære styre.

”Rusland virker som et land uden nogen brugbar venstrefløj og i flere år var det sandheden. Formelt set har vi selvfølgelig to kommunistiske partier. Det ene er Den Russiske Føderations Kommunistiske Parti (CPRF), som er repræsenteret i parlamentet. Dette er et dybt nationalistisk parti, som ikke bare er anti-marxistisk, men som i virkeligheden bør beskrives som anti-kommunistisk. Dets erklæringer understreger ofte dette ved at insistere på ”nationale værdier” og ved at benægte ikke bare betydningen af klasser, men at klassekampen faktisk eksisterer.

Problemet med CPRF er ikke bare, at det kommer med nogle forkerte udmeldinger (som muligvis kunne ignoreres af hensyn til den internationale solidaritet). Men at dets udmeldinger og politik faktisk er baseret på forsvaret for den nationale kapital.

Det er stadig et meget stort parti og der er utvivlsomt stadig nogle ægte kommunister tilbage i det. Som det tidligere statsparti arvede det trods alt en masse medlemmer – nogle af dem var højreorienterede, andre var venstreorienterede, mange af dem var nationalister og nogle få var marxister. Jeg vil imidlertid ikke beskrive det som en videreførelse af det gamle SUKP [Sovjetunionens Kommunistiske Parti, o.a.]. Putins parti, Forenet Rusland (Jedinaja Rossija), passer bedre til den betegnelse. CPRF og Putins Forenet Rusland kan beskrives som repræsentanter for to fløje af det tidligere SUKP.

Ledelsen af CPRF er bestemt ikke venstreorienteret og vil ikke tillade, at partiet nogensinde bliver en venstrefløjsorganisation. Men der findes individuelle medlemmer og oppositionelle fraktioner, som forsøger at ændre partiets retning. Naturligvis er der ikke tale om officielle fraktioner og de bliver undertrykt af ledelsen. Officielt har partiet stadig 300.000 medlemmer. Men fra nogle af de oppositionelle kræfter ved vi, at det virkelige tal er tættere på 100.000. Under alle omstændigheder er det stadig en masseorganisation og det har mange aktive folk, der er værd at tale med.

Det andet kommunistiske parti er RKRP, Det Kommunistiske Arbejderparti. Det var tidligere en meget stor organisation, meget større end CPRF. Men CPRF fik juridisk set titlen som det ”officielle” kommunistiske parti og arvede mange af SUKP’s medlemmer. Efter kuppet var CPRF desuden det eneste venstrefløjsparti som fik tilladelse til at opstille ved valget i 1993 – disse forhold ændrede i høj grad styrkeforholdet på venstrefløjen og RKRP er nu nede på omkring 10.000 medlemmer.

I Rusland må enhver organisation, der vil opstille til valg – uanset om der er tale om lokale, regionale eller nationale – være del af et korrekt registreret nationalt politisk parti. Uafhængige kandidater bliver ikke tilladt at stille op. For at blive et parti må en organisation indlevere navn og adresse på 50.000 af dets medlemmer. Tidligere var det meget lettere at opstille ved valg, men Vladimir Putin har systematisk ændret lovene for at gøre det sværere og sværere for enhver form for opposition at dukke op.

Det Kommunistiske Arbejderparti prøver for tiden at blive indregistreret og mange mennesker lader sig hverve – ikke fordi de er rigtige medlemmer, men fordi de vil have, at partiet er i stand til at blive registreret.

For mange mennesker er det en ret stor risiko at løbe, fordi Rusland har rigtig mange af kendetegnene ved en politistat (selvom jeg ikke mener, at det er et diktatur). Så hvis man lader sit navn blive registreret er der en reel risiko for, at man kan få problemer med politiet og staten, hvilket gør det ekstremt vanskeligt at skaffe særlig mange navne.

Det Kommunistiske Arbejderparti er en ret ”gammel” organisation – ikke kun i den betydning, at dets medlemmer er oppe i årene, men også at de i høj grad lever i fortiden. Ikke desto mindre er det efter min mening et kommunistisk parti. Det anerkender nødvendigheden af klassekamp og afviser ikke den russiske revolution som en form for katastrofe, i modsætning til mange mennesker i Rusland i dag. Og det mener bestemt ikke, at den ortodokse russiske religion er vejen frem for landet, som Den Russiske Føderations Kommunistiske Parti mener. Så på den baggrund har ”det nye venstre” eller ”uafhængige venstre” et meget bedre forhold til medlemmerne af RKRP, men arbejder næsten aldrig sammen med medlemmer af CPRF.”

Den nye venstrefløj
”Der har fundet en række separate udviklinger sted, som har ført til at venstrefløjen er genopstået. For det første er den ”officielle” kommunistiske ungdom begyndt at gøre oprør. Det kommunistiske ungdomsforbund udtrykker mere og mere markant utilfredshed med ledelsen af Den Russiske Føderations Kommunistiske Parti. Der foregår en kamp mellem dem, der søger større uafhængighed fra partiet og dem der ønsker at følge ledelsens linie. Så det kommunistiske ungdomsforbund er dybt splittet mellem forskellige grupper, hvoraf nogle af dem arbejder sammen vores ”nye venstre”.

Der er også en lang række små trotskistiske grupper, hvoraf nogle er ekstremt sekteriske og dogmatiske. For eksempel var der for nylig en splittelse i den russiske sektion af Committee for a Workers’ International [trotskistisk internationale, der bygger på det flertal i den britiske Militant-tendens, som ville bygge et selvstændigt parti op uden for Labour]. Så nu er der en gruppe ved navn Socialistisk Modstand, som faktisk var mindretallet i den gamle organisation. Alligevel lykkedes det dem at ekskludere flertallet af deres partikammerater, fordi de – selv om de var mindretallet i Rusland – var enige med flertallet i CWI. De omkring 150 medlemmer, der blev ekskluderet, har oprettet en gruppe ved navn Fremad (Vpered). Jeg vil sige, at det er den eneste trotskistiske organisation, som er i stand til at arbejde sammen med andre.

Socialist Workers Party [IS-tendensens britiske moderparti, o.a.] prøvede at oprette en russisk sektion, men de ekskluderede hurtigt de få folk, de havde rekrutteret.

Desuden findes der to institutter, som er en blanding af tænketank og NGO. Det første er mit eget, Institute for Globalisation Studies, det andet er det Moskva-baserede Institute for Collective Action. Det blev oprettet af Carine Clément, som også skriver for Le Monde Diplomatique. En række miljøgrupper er også med i dem.”

Fagforeningerne slår fra sig
”Men vigtigere er det, at der er store muligheder for de russiske fagforeninger. Alle de store fagforeninger er statskontrollerede og med omkring 20 millioner medlemmer er de stadig ekstremt store. Men der er dukket en række alternative, nye fagforeninger op, som i stigende grad truer de officielle fagforeninger.

Derfor indførte Putin for tre år siden repressiv lovgivning rettet mod de nye fagforeninger. For eksempel er det nu i praksis umuligt at organisere faglige aktioner. Hvis nogen ønsker at varsle en strejke, må de arrangere et møde i ”arbejdskollektivet” ikke blot med ledelsens tilladelse, men også med dens deltagelse. Så kan den se hvem der dukker op til møderne og hvem der står i spidsen for de faglige aktioner.

Selv hvis man, på trods af alle disse restriktioner, er i stand til at få et flertal for faglige aktioner, kan man stadig ikke erklære strejke. Tidligere organiserede fagforeningerne møder, hvor de lod som om de diskuterede noget andet for at narre ledelsen, som gav dem tilladelse til at fortsætte med mødet. Kollektivet kunne varsle strejke og ledelsen kunne ikke gøre noget ved det.

For at forhindre at sådan noget sker, kan en strejke ikke længere varsles ved det første møde. I følge den nye lovgivning skal der efter, at et flertal har stemt for, afholdes endnu et møde i arbejdskollektivet inden for de næste to uger – og det skal igen godkendes af virksomhedens ledelse. Ledelsen kan simpelthen afvise at lade dette møde finde sted – hvilket betyder, at der ikke kan være nogen lovlige faglige aktioner. Dette finder sted over hele landet.

Der har ikke været en lovlig strejke i Rusland i de sidste tre år. Men de officielle fagforeninger har ikke bare adlydt denne nye lov: de hjalp med at indføre den i sin tid.

Alligevel har de alternative fagforeninger lært at omgå loven ved at organisere vilde strejker. Kort fortalt varsler de strejker uden at indblande arbejdskollektivet. Ledelsen går til retten for at stoppe det og lige før rettens dom bliver afsagt, bliver strejken stoppet. Så, et par dage senere, bliver der varslet endnu en strejke – og den bliver stoppet før politiet bliver indblandet osv. Så der finder en masse aktioner ”i små ryk” sted – det er den eneste mulige måde. Naturligvis er strejkelederne udsatte – mange af dem bliver fyret og der har endda været et par eksempler på, at de er blevet dræbt, mens de stod blokadevagt.

Trods alt dette, har de alternative fagforeninger ikke bare overlevet – de er vokset voldsomt. I modsætning hertil har de officielle fagforeninger mistet en masse medlemmer. Deres reaktionære karakter som strejkebrydere og statshåndlangere er blevet udstillet præcis på grund af denne nye lovgivning.

De alternative fagforeninger får mere og mere selvtillid og er rykket til venstre. Den største er Den alrussiske arbejderføderation (VKT), som ved sin sidste kongres for et par måneder siden valgte Boris Kravchenko, der åbent erklærer, at han er venstreorienteret, som ny formand. Selvfølgelig er der grænser og restriktioner for, hvad han er i stand til at udrette – nogle af dem vil uden tvivl være selvpålagte – men det er tegn på, at tingene er ved at ændre sig.
Indtil videre er vi godt tilfredse med hans handlinger. For eksempel har VKT organiseret en stor rekrutteringskampagne og de kæmper virkelig for at få organiseret på mange arbejdspladser. De har også stået bag mange af de ulovlige strejkehandlinger. Boris Kravchenko har også talt om nødvendigheden af at opbygge politiske alliancer med de sociale bevægelser og den organiserede venstrefløj.

VKT har måske kun 100.000 medlemmer – hvilket er få sammenlignet med de officielle fagforeningers 20 millioner. Men disse 100.000 er klar til at kæmpe og organisere og repræsenterer de mest bevidste dele af arbejderklassen.”

De sociale bevægelser
”I 2005 var der masseprotester mod den såkaldte ”monetarisering af velfærdsgoder”, hvor nogle statslige goder blev erstattet af små kontante beløb. Omkring 2,5 millioner mennesker over hele Rusland gik på gaden mod denne lov. De officielle fagforeninger var ikke at se og Den Russiske Føderations Kommunistiske Parti og Moderlandet [et nationalistisk parti med enkelte venstreorienterede træk, o.a.] dukkede først op til allersidst.

Vi fik gennemtvunget nogle markante ændringer i forhold til den oprindelige lov og nogle af de værste elementer måtte fjernes. Det var en ægte sejr og gav mange af de nye sociale bevægelser selvtillid til at fortsætte.

I april 2005 fandt det første Ruslands Sociale Forum sted og der var en stærk stemning for, at de sociale bevægelser måtte organisere på et mere overordnet og koordineret plan. Hurtigt dukkede den idé op, at venstrefløjen indenfor de sociale bevægelser må forene sig for at skabe en politisk fløj med en højere bevidsthed – der primært, men ikke kun, bliver udgjort af marxistiske grupper og enkeltpersoner. Så vi gik i gang med at skabe en politisk kerne i de sociale bevægelser, der hedder Venstrefronten.

Denne kerne udvikler sig muligvis ikke til et ordentligt politisk parti, men den indeholder et vist niveau af politisk bevidsthed og har brug for en langsigtet vision for hvad vi kæmper for. Vi afviser ikke nødvendigheden af en bevægelse, vi nægter ikke nødvendigheden af spontanitet – men vi siger, at spontanitet ikke er nok.

Vi arrangerer seminarier og møder med lokale grupper, der har lyst til at være med. Og når de føler, at de er klar, opretter de lokale afdelinger af Venstrefronten. Der er mange områder, hvor Venstrefronten har støtte, men endnu ikke har den afgørende størrelse til at opbygge en ordentlig afdeling.

Venstrefronten har en generel erklæring som alle medlemmer støtter. Det er en ret bred erklæring – vi har trods alt medlemmer med stalinistisk, trotskistisk og uden politisk baggrund. Mit problem med den er, at den er for generel. Men selvfølgelig er det en åbenlyst marxistisk erklæring, ellers ville der ikke være nogen pointe ved den. Den peger på, at klassekampen eksisterer og udtaler klart vores vision om en socialistisk fremtid.

Den kræver også nationalisering af produktionsmidlerne, hvilket er et vigtigt krav for at adskille os fra de liberale i bevægelsen. Selvfølgelig er vi klare over, at nationalisering i sig selv ikke er nok – den sovjetiske erfaring har lært os det meget tydeligt. Alligevel mener jeg, at der må tages fat på ejendomsspørgsmålet, fordi det hænger direkte sammen med borgerskabets magt.

Det er også vigtigt at huske på, at Putin har indført lovgivning, der gør det ulovligt at tilbagerulle nogle af de masseprivatiseringer, han har stået for. Så kampen for nationalisering af produktionsmidlerne – som en del i vores kamp for socialisme – er blevet et meget vigtigt krav for venstrefløjen i Rusland.”

Parti eller front?
”Venstrefronten er ikke en dogmatisk organisation, som kun tillader en holdning. Men omvendt er vi heller ikke en postmoderne, holdningsløs bunke af tænkere. Vi prøver at komme frem til en konsensus, men hvis der ikke kan findes nogen, stemmer vi. Vi har nogle grundlæggende marxistiske principper, der må opretholdes. Men der er forskellige tolkninger af nogle af dem.

Vi er ikke et marxistisk parti, fordi nogle af de forskellige tolkninger går videre end, hvad et marxistisk parti kan rumme. For eksempel har vi nogle radikale økologer, der ikke opfatter sig selv som marxister. Spørgsmålet er: er en ikke-partimæssig organisation stærk nok til at udfordre den russiske stat og kapitalismen? For at være ærlig, er jeg ikke sikker på det endnu.

Der foregår for tiden en debat om nødvendigheden af at organisere et politisk parti ud fra Venstrefronten. Men det handler mest om behovet for at opstille ved næste valg og fortsætte vores kamp i parlamentet. Der er også mange mennesker som er begyndt at forlade begge de kommunistiske partier og der snakkes om, at en gruppe socialdemokratiske medlemmer vil bryde ud fra Det liberale parti.

I virkeligheden ville sådan en ny formation have kendetegnene ved en ret reformistisk og begrænset koalition – men den ville tage sig ud som et parti for at samle de 50.000 underskrifter, som den behøver for at blive registreret og opstillet ved valgene. Senere på året afholder Venstrefronten en konference, hvor vi vil diskutere spørgsmålet. Uanset udfaldet mener jeg dog, at Venstrefronten skal opretholdes, fordi den er i stand til at være langt mere radikal og militant.

I virkeligheden er Venstrefronten ved at udvikle sig til et partiprojekt – selvom det ”parti” vi måske vil oprette ikke vil være meget andet end en valgfront. For eksempel har Venstrefronten på nuværende tidspunkt kun en lokal struktur. Imidlertid fungerer ledelsen af Venstrefronten i Moskva de facto som den nationale organisations tekniske organisationsudvalg. På vores kongres til april vælger vi vores første nationale ledelse.

Problemet er, at vi har en permanent mangel på ressourcer og penge. Vi ønsker ikke at gå på kompromis med vores politik for at få støtte fra den eller den organisation. Desværre betyder det, at vi ofte må gå langsommere frem end vi ønsker.”

Sovjetunionen
”Efter min mening er Sovjetunionen et af de spørgsmål, der ikke bliver behandlet ordentligt i vores erklæring. Vi har bestemt alle et kritisk syn på den. Vores trotskistiske venner mener, at den var en arbejderstat. Og så er der post-stalinisterne der, selvom de er enige i nogle af elementerne i den trotskistiske analyse, insisterer på at understrege de ”positive elementer” og som identificerer 1970’erne som startpunktet for USSR’s degeneration. Den marxistiske strømning, som jeg identificerer mig med, ligger et sted midt imellem. Den mener, at degenerationen startede meget hurtigt efter revolutionen.

I 1918-19 var de mest alvorlige modsætninger begyndt at udspille sig: der var den tyske arbejderklasse mislykkede forsøg på at lave revolution, selve den bolsjevikiske revolutions snævre base, etc. 1930’ernes historie handler i den forstand om en kamp mellem to forskellige tendenser. Bureaukratiet konsoliderede sig som en ny ledende elite, den nye herskende klasse. Men den kunne ikke blive en rigtig herskende klasse uden ejendom, uden kapitalistiske institutioner.

Kapitalismens genoprettelse voksede organisk ud af, at erfaringerne med sovjetter i de tidlige 1920’ere smuldrede bort. Stalinismen fremkomst som et bonapartistisk styre, koblet sammen med den revolutionære impuls’ nedgang, førte til, at selvernærende bureaukratiske strukturer voksede frem. Dette skabte et system, der kan sammenlignes med et klassesamfund, men ikke besad alle de nødvendige elementer. Dette var grunden til, at de måtte genoprette kapitalismen.

Den russiske kapitalisme er besynderlig, med stærk statslig intervention, men også med en ureguleret, vild karakter – men der er tale om ægte kapitalisme. Jeg mener, at Rusland må gennemgå den nuværende kapitalistiske fase for at bane vejen for socialisme. Kapitalismen var samfundsmæssigt set uundgåelig – men ikke moralsk eller ideologisk set. Selvfølgelig byder jeg ikke ligefrem kapitalismen velkommen, men den er uundgåelig for at ændre dynamikken i den samfundsmæssige proces. Jeg kalder den for en ”nødvendig reaktion” i en af mine bøger. Denne nuværende fase fulgte meget logisk ud fra den sidste foregående periode – den var den nødvendige konklusion.

Det har skabt en tragisk situation for den nye venstrefløj. I modsætning til de liberale må vi afvise kapitalismens genoprettelse som reaktionær. På den anden side må vi, i modsætning til dogmatiske kommunister, forklare, at denne fase udviklede sig ud fra og er en fortsættelse af den unikke sovjetiske erfaring. Vi kan ikke afvise genoprettelsen af kapitalismen uden også at kritisere den foregående udvikling, som førte til, at den blev skabt.

Den russiske stat er ikke svag, men den er meget ustabil. Den er svag institutionelt set og udgør hverken et demokrati eller et diktatur. Men på grund af denne svaghed er en politisk krise uundgåelig.

Vi er helt ved starten af en ny historisk periode, hvor venstrefløjen kan genstarte sin kamp for menneskelig befrielse og genformulere sin vision for socialisme. Det kommer måske til at tage lang tid, men vi er i gang med en ægte begyndelse. I en vis forstand kæmper vi stadig for at færdiggøre den strålende revolution 1917.”

Interviewet er foretaget af Tina Becker og blev første gang bragt i Weekly Worker 16. marts 2006. Oversat af Lars Henrik Carlskov. Artiklen har tidligere været bragt i en forkortet udgave i Tidsskriftet Solidaritet, nr. 2, 2006.