Forståelsen af imperialismen - dengang og nu

AF DAVID MCNALLY

Det er i dag banalt, at vi er trådt ind i en ny imperialistisk epoke. Fremkomsten af komplekse globale pengemarkeder, mere og mere integrerede globale produktionssystemer, militant neoliberale politikker påtvunget af institutioner som Verdensbanken og Den Internationale Valutafond samt den amerikanske stats krigeriske militarisme – alt dette bliver opfattet som nye kendetegn ved det kapitalistiske imperium.

For nogen på den radikale venstrefløj har den nye imperialisme ansporet til en tilbagevenden til de analyser, der blev udviklet af store skikkelser på den internationale venstrefløj på 1. verdenskrigs tid. Det er let af forstå hvorfor. I den periode fremkom der en række pionerarbejder om imperialismen, først og fremmest Rosa Luxemburgs Kapitalens akkumulation (1910), Nikolaj Bukharins Imperialismen og verdensøkonomien (1915) og V.I. Lenins Imperialismen som kapitalismens højeste stadium (1917).[1] På trods af deres forskelle havde disse værker en række virkelige styrker til fælles.

For det første forsøgte teoretikerne hver især at kæde de store europæiske nationalstaters ekspansion (ledsaget af USA’s og Japans) sammen med kapitalakkumulationsprocessen. Ved at gøre det, erkendte de, at deres tids imperialisme var mere end en politisk taktik; i stedet beskrev de den som direkte forbundet med strategier for kapitalistisk akkumulation. For det andet, ved at lave denne sammenkædning pegede de på 1. verdenskrig (eller i Luxemburgs tilfælde driften mod denne krig) som en af natur kapitalistisk konflikt, det blodige, rædselsvækkende udtryk for kapitalistisk rivalisering på verdensplan. I stedet for at skildre krigen som et historisk uheld, forklarede disse marxistiske forfattere den som en ekstrem form for kapitalistisk konkurrence. Handelskrige, påpegede de, bliver når alt kommer til alt løst gennem krige med krudt og kugler. I sidste instans, fremførte Bukharin, bliver økonomiske konflikter afgjort ”med våbenmagt... den militære teknik får det sidste ord”. Endelig, som følge af disse analyser udmærkede alle tre revolutionære skribenter sig med kraftige antikrigs-svar på den verdensomspændende militære brand. På en tid, hvor den europæiske socialismes store partier sluttede op om deres regeringers krigspolitik – og dermed forrådte en mangeårig forpligtelse til enhed i den internationale arbejderklasse - reddede disse revolutionære teoretikere, sammen med antikrigs-venstrefløjens aktivister, den internationale socialismes ære.

På trods af alle disse fortjenester, var der ikke desto mindre reelle begrænsninger ved disse teorier – begrænsninger som bliver et særligt stort handicap i vore dage.

Først og fremmest havde de analyser af kapitalakkumulationen, som de fremsatte, betydelige mangler. F.eks. mente Rosa Luxemburg, at imperialismen var baseret på jagten på nye markeder udenfor den kapitalistiske verden. Uden nye eksterne markeder for varer ville kapitalismen bryde sammen på grund af kronisk overproduktion, hævdede hun. For det første er der ikke meget der tyder på, at de nyligt koloniserede territorier udgjorde vigtige eksportmarkeder – hvordan kunne de det i betragtning af de koloniserede folks fattigdom? – men Luxemburg forstod ikke kapitalismens evne til såvel intensiv som ekstensiv vækst. Kort fortalt skaber kapitalismen regelmæssigt nye markeder for både forbrugs- og kapitalvarer indenfor den såkaldte ”udviklede verden” – hvad enten det er for fastfood eller computere. Selv om det er en fordel at finde markeder for både intensiv og ekstensiv vækst, ville det ikke give dødsstødet til kapitalismen, hvis det sidstnævnte forsvandt.

Også Lenins analyse led af reelle fejl. Han argumenterede eksempelvis for, at det centrale i kolonialismen var eksporten af overskydende kapital til kolonierne – kapital der ikke kunne finde noget profitabelt afsætningssted i hjemlandet. Imidlertid viste de selv samme tabeller, som han fremlagde i sin lille bog, ikke noget i den retning; i stedet vidnede de om, at størstedelen af kapitaleksporten gik fra et rigt kapitalistisk land til et andet – som den fortsætter med at gøre det i dag. Hvad angår Bukharin, tog han en historisk set særegen integration mellem kapitalen og nationalstaten i starten af det 20. århundrede og blæste den op til en iboende tendens ved den kapitalistiske udvikling, idet han argumenterede for, at kapitalen og staten smelter sammen med tiden. Imidlertid er forholdet mellem stat og kapital, som de den seneste tids bølger af privatisering og deregulering indicerer, langt mere flydende og foranderligt.

Men den største mangel ved disse imperialismeteorier er måske, at de så stormagternes besættelse af territorium som et nødvendigt træk ved den globale kapitalisme. Det er let at forstå hvorfor. Fra omkring 1875 og frem tog de herskende magter del i et utroligt kapløb om koloniale territorier. I løbet af de næste 40 år føjede Storbritannien 6,5 mio. km² til sit imperium, Frankrig 5,6 mio., og Tyskland, Italien og Belgien omkring 1,6 mio. hver. I verdenssystemet var magt på den tid i høj grad afhængig af kontrol over territorier – og disses indhold af jord, ressourcer, markeder og arbejdskraft. Som følge deraf blev krig mod andre kapitalistiske stater en velovervejet strategi til at samle sig større magt indenfor det globale system – en strategi, der især var attraktiv for Tyskland og Japan, stormagter i svøb, der ikke havde været i stand til at udvikle koloniimperier af betydning. Under disse omstændigheder, hvor de kapitalistiske nationalstaters magt var forbundet med territoriale erobringer, er det forståeligt, at Luxemburg, Lenin og Bukharin så territorialkrige mellem stormagter som et grundlæggende træk ved verdenskapitalismen. Lenin beskrev endda sådanne krige som ”fuldstændig uundgåelige”. Da første verdenskrig 20 år efter blev fulgt af en anden, virkede det som en bekræftelse af deres vurdering. Mens mange marxister således så verdenskapitalismens ekspansion som afhængig af en territorial ekspansion, der konstant fremkaldte inter-imperialistiske krige, udviklede historien sig imidlertid på uventet vis.

Den afgørende ændring skete efter 2. verdenskrig. Ikke bare blev praktisk talt hele den koloniserede verden – mod forventning – afkoloniseret i løbet af de næste 30 år – men kontrol over verden blev i stigende grad baseret på markedsmæssig magt, ikke territoriale erobringer. Afgørende var her fremkomsten af det multinationale selskab (MNC)[2], som gjorde kapitalisterne i de rige lande i stand til at bruge billig arbejdskraft og råstoffer fra den tredje verden som led i integrerede produktionsprocesser. Dette gjorde det muligt for det vestlige forretningsliv at udbytte folkeslag i det globale Syd uden at pådrage sig alle de omkostninger og risici, der var forbundet med at kolonisere deres territorium. Det samme gælder for den nyere eksplosion i långivning og gæld på verdensplan, som tømmer rigdom fra Syd til de finansielle institution i Nord: disse former for tilegnelse af overskud kan også udføres med overvejende økonomiske midler. Og efterhånden som territoriale erobringer er gået tilbage som konkurrenceform mellem kapitalister, er det samme også sket med inter-imperialistiske krige. Efter en periode, hvor stormagterne udkæmpede to verdenskrige indenfor et tidsrum på 30 år (1914-45), er vi nu gået igennem 60 år uden en eneste.

Det her skal selvfølgelig ikke forstås som en påstand om, at krig som sådan er forsvundet. Men krigens omdrejningspunkt er skiftet til slag mellem de imperiale stater og de folkeslag i det globale Syd, der ikke adlyder imperiets befalinger. Vietnam er det åbenlyse eksempel her. Men det samme gælder, på trods af alle de lokale forskelle, for den amerikanske krigsmaskines eventyr i Afghanistan og Irak.

Det er imidlertid afgørende at erkende, at disse krige ikke er om territorial kontrol. Den amerikanske imperialisme håber helt sikkert på at kunne udbytte det globale Syd. Men den foretrækker at gøre det med økonomiske midler, uden at blive pålagt de politiske og militære omkostninger ved neo-kolonial administration og besættelse. Den vil så afgjort intervenere militært. Men hvis den ikke gør det med den hensigt at besætte, hvad driver så vor tids imperialistiske militærinterventioner?

Kapitalens imperium
Det mest kraftfulde og stimulerende svar på dette spørgsmål er kommet fra Ellen Meiksins Wood i hendes nylige bog Empire of Capital (Verso, 2003). I en overdådig historisk analyse argumenterer Wood for, at den non-territoriale form for imperialisme, vi ser i dag, sandsynligvis er den mest typiske kapitalistiske slags. Kapitalistisk udbytning beror jo grundlæggende på økonomisk magt, som er organiseret gennem markeder, påpeger hun. I modsætning til feudalherrerne, hvis evne til at udvinde merværdi var afhængig af politiske privilegier (som gav dem jord, fæsteafgifter og kontrol over domstolene i lenet) sammen med et monopol på militærmagten, behøver kapitalisterne ikke sidde i regering, sidde på domstolene eller bære våben for at kunne udbytte lønarbejde. De opnår i overvejende grad det sidstnævnte med rene økonomiske midler: besiddelsen af ejendom og markedsmæssig magt. Naturligvis tilkalder de lovgiverne, politiet, domstolene og militæret fra tid til en anden for at opretholde deres økonomiske herredømme, men den daglige udbytningsproces kræver ikke magtanvendelse eller indgriben fra domstolene.

En rendyrket kapitalistisk imperialisme kan forventes at fungere på samme måde – ved at bruge ejendomsrettigheder og markedsmæssig magt til at akkumulere merværdi, mens den skyr tanken om politisk administration eller militær kontrol over erobrede territorier.

Men betyder det, at kapitalismen ikke behøver at bekymre sig om territoriale forhold, at den blot kan ignorere de faktiske globale rum og steder, hvor udbytningen og akkumulationen finder sted? Overhovedet ikke. Over for trendy, men overfladiske teorier om nationalstatens forsvinden fastholder Wood, at den globale kapitalisme er mere og mere afhængig af et territorial-baseret nationalstatssystem. I stedet for at opløse staten eller stræbe efter den usandsynlige mulighed for en forenet verdensstat, er den globale kapital godt tilfreds med at forbinde sig med lokale nationalstater, som udøver suverænitet over adskilte territorier. Faktisk er den internationale kapital afhængig af sådan et netværk af stater til at håndhæve ejendomsrettigheder, stabilisere pengeoverførsler, sikre arbejderkraftens underordning, inddæmme social uro og så videre. ”Selve essensen af globaliseringen”, skriver hun, ”er en global økonomi administreret af et utal af stater og lokale former for suverænitet, som er struktureret i et komplekst forhold af dominans og underordning” (s. 141). Om noget, hævder Wood, er det nationalstatslige system mere uundværligt for kapitalen end nogensinde før, eftersom det, og kun det, tilvejebringer de lokale forudsætninger for akkumulation.

Hvad så med krig? Her har Wood igen en anderledes forklaring. Hun hævder på ingen måde, at krige forsvinder i den nye form for kapitalistisk imperium. Hun lader dog forstå, at krige mellem de økonomisk-dominerende nationalstater ikke længere har den uundgåelighed, som Lenin og andre tillagde dem. På samme tid bliver krig som sådan allestedsnærværende på grund af det altid uafsluttede arbejde med at føre politiopsyn i en virkelig global kapitalisme. Eftersom folkelige protester, regionale konflikter og nationalistiske oprør alle kan skabe forhold, der er fjendtlige overfor den imperiale magt, kan den globaliserede kapital ikke altid regne med, at lokale stater kan sikre alle betingelserne for stabil akkumulation. Som følge heraf har de dominerende aktører behov for at sende et afskrækkende budskab ud til alle – særligt de af verdens regioner, der er mest fjendtlige overfor vestlig kapitals og staters magt – at modstand mod de globale kapitalistiske markeders herredømme ikke vil blive tolereret. De har brug for at demonstrere, at den imperiale magt, først og fremmest den amerikanske stat, vil intervenere overalt, til enhver tid. I virkeligheden er det præcis den linie, som George W. Bush lagde i sin berygtede tale efter 11. september, hvor han hævdede, at 40 % af jordens lande kan være på Amerikas likvideringsliste. Amerikanske embedsmænd, der uddybede Bush’s doktrin, erklærede, at den amerikanske stat var trådt ind i en permanent krig ”uden hverken tidsmæssige eller geografiske begrænsninger”.

Og det er præcis, hvad vi bør forvente os af den nye fase af kapitalistisk globalisering, hævder Wood. Frem for at beherske specifikke dele af kloden, handler imperialismen i dag om at føre politiopsyn med hele det globale rum for kapitalistisk akkumulation. ”Den nye imperialisme”, skriver hun, ”stræber ikke efter territorial ekspansion eller fysisk herredømme over handelsruter”. I stedet ”kræver grænseløs herredømme over en global økonomi, og de utallige stater der administrerer den, militær aktion uden ende, formål eller tid” (s. 144). Følgen er en endeløs knopskydning af krige og besættelser, hvis fokus skifter henover tid og rum.

Woods analyse er særligt overbevisende i sin forståelse af den unikke dynamik ved en imperialisme, som overvejende er baseret på ejendom og markedsmæssig magt, frem for direkte kontrol over territorier. Og mens den hævder, at militære rivaliseringer mellem de dominerende magter vil være mindre voldsomme end i løbet af første halvdel af det 20. århundrede, opklarer hendes diskussion nogle af de særlige træk ved de doktriner for krig og militær magt, som kendetegner den amerikanske stat i globaliseringens tidsalder.

Den nye imperialisme
Nogenlunde samtidig med, at Wood udgav Empire of Capital, udsendte den ansete marxistiske geograf David Harvey The New Imperialism (Oxford University Press, 2003). Ved at tage sit udgangspunkt et lidt andet sted end Wood gør, identificerer Harvey to særlige drivkræfter, der er på spil i imperialismen: et økonomisk imperativ (om at akkumulere kapital) og et territorialt imperativ (om at kontrollere rum på en måde, der forøger kapitalens rentabilitet). Harvey påpeger korrekt, at disse to logikker, som han kalder dem, ofte eksisterer i et modsætningsfyldt forhold til hinanden. Omkostningerne ved at følge det territoriale imperativ kan jo godt blive ”ineffektive” ud fra en ren økonomisk målestok (som det kan siges at være tilfældet med den stadig stigende pris på den amerikanske besættelse af Irak). Desuden lader hans analyse klart forstå, at der kan være globale asymmetrier i udøvelsen af disse to former for imperial magt, hvor nogle nationalstater operer mere som økonomiske end territoriale imperialister og vice versa.

Harvey er imidlertid mindre klar, når det kommer den forskel mellem direkte territorial kontrol og markedsbaseret herredømme, som spiller en central rolle i Woods forklaring. Hans analyse synes til tider at hælde imod den opfattelse af territorial ekspansion, som spillede en fremtrædende rolle i Lenins, Luxemburgs og Bukharins analyser. Groft sagt synes Harvey ofte udelukkende at opfatte det territoriale imperativ som besættelse, frem for en udvidelse af de kapitalistiske markeders og ejendomsrettighedernes herredømme.

Det måske mest særegne træk ved Harvey bidrag, er den vægt han lægger på akkumulation via berøvelse[3] som et centralt aspekt ved den nye imperialisme. Idet han minder os om, at kapitalismen opstod ved at berøve bønder deres land (hvilket tvang dem ind på arbejdsmarkedet), påpeger han, at lignende processer finder sted i dag. Mens de klassiske former for berøvelse accelererer (med millioner i Asien, Afrika og Latinamerika, der opgiver livet på landet), gælder det samme for andre former, der er forbundet med privatiseringen af tidligere offentlige værdier og patenteringen af livsformer, især planter og frø. Alle den slags operationer tager ejendom fra det offentlige domæne og overfører den til private ejere.

Centralt for Harveys analyse er også forestillingen om, at spændinger og rivalisering mellem kapitalistiske stormagter (inklusive opkommende af slagsen såsom Kina) spiller en fremtrædende rolle i den nye imperialismes epoke. Selvom han ikke hævder, at disse vil føre til inter-imperialistiske krige, ser han så afgjort dagens imperialisme som hærget af konflikter med rod i konkurrencen om markeder og profitter.

Her kommer Harveys analyse op imod de argumenter, der er blevet udviklet i de senere år i Socialist Register[4] af Leo Panitch og Sam Gindin, hvis arbejde kan siges at indeholde det tredje markante perspektiv på imperialismen blandt engelskskrivende marxister i dag.

Den måske største styrke ved Panitchs og Gindins standpunkt har været deres kritik af sterile gentagelser af Lenins og Bukharins imperialismeteori som om den udgør en fyldestgørende guide til den verden, vi lever i i dag. Deres standpunkt insisterer også korrekt på det gensidige forhold mellem den globale kapital og nationalstaten. Dertil kommer, at deres perspektiv nøje har fulgt særlige institutionelle former for den nye imperialisme, idet de har kortlagt den afgørende rolle, som den amerikanske forbundsbank i særdeleshed har spillet som den institution, der både fører opsyn med systemets finansielle arkitektur og bevarer dollarens hegemoni som verdensvaluta.

Der, hvor deres argumentation er knap så overbevisende, er, vil jeg mene, ved næsten helt at afviser tanken om, at fjendtligheder mellem de herskende kapitalistiske nationalstater former den verden, vi lever i i dag. Panitch og Gindin har en tilbøjelighed til at betegne den amerikanske stat – og kun den – som imperialistisk. Resten af verden, inklusiv Europa, Canada, Japan osv., bliver betragtet som fuldstændig underlagt USA. Når det er værst, nærmer det sig at tage 1960’ernes og 1970’ernes afhængighedstese – som sagde at Den tredje verden var i et afhængighedsforhold til Nord – og udvide den til alle lande på nær USA. Ved at bevæge sig i denne retning, er deres opfattelse imidlertid sårbar over for den samme kritik, der blev rejst mod afhængighedsteorierne for at ignorere klasseformationer og klassekampe internt i Den tredje verden og for at underdrive de vigtige forskelle indenfor det globale system mellem f.eks. Brasilien, i dag verdens 10. største økonomi, og Mali.

Panitchs og Gindins analyse er også på kant med den skelnen mellem imperialismens økonomiske og territoriale logikker, som Harvey fremfører. Det er uden tvivl korrekt, at den amerikanske stat klart er den dominerende militære og territoriale magt – og at det har enorme følger for begivenheder på verdensplan. Men deraf følger ikke, at andre regionale kapitaler opererer udenfor imperialismens økonomiske logik. For brugen af ejendomsrettigheder og markedsmæssig magt til at udbytte arbejde, tilegne sig ressourcer og manipulere markeder er ikke enestående for den amerikanske kapitalisme. Kapitaler i mange af de rigeste lande følger – med støtte fra staten i deres hjemland – lignende akkumulationsstrategier. Det er rigtigt, at disse kapitaler ofte forventer, at den amerikanske stat vil fungere som den globale kapitals vagthund i sidste instans. Men det betyder ikke, at f.eks. Boeings og Airbus’ interesser er identiske – som de amerikansk-europæiske handelsstridigheder om disse virksomheders metoder vidner om.

Ved at nedtone forskellen mellem imperialismens økonomiske og territoriale logikker, har Panitch og Gindin en tendens at afvise tanken om, at andre stormagter – såsom Europa, Japan og Canada – kan optræde i overensstemmelse med det imperiale mønster i deres relationer med underordnede lande. Alligevel er der, for at tage Canada som eksempel, i øjeblikket betydelige protester i Syd mod canadisk-baserede mineselskaber. Folkelige bevægelser i Mexico, Guatemala og utallige afrikanske lande vender sig mod disse canadiske multinationale på grund af deres aggressive, neo-koloniale metoder. Det er svært at se, hvorfor sådanne virksomheder (og den stat der bakker dem op) ikke bør betegnes som imperialistiske. Og det samme gælder for den europæiske og japanske kapitals operationer i Syd.

Til tider antyder Panitchs og Gindins analyse imidlertid, at der er noget anti-imperialistisk (fordi de er anti-amerikanske) over lande som Canada, Japan, selv Frankrig og Tyskland, der hævder deres suverænitet overfor amerikansk pres. Dette synes dog at falde ind under de selv samme problemer, som identificeres med afhængighedsteori: udskiftningen af klasser med lande som akse for kampen i dagens verden.

Dertil kommer, at sådan en teori ofte har en tilbøjelighed til at ignorere den interne kolonialisme, som kendetegner mange af disse stater. I Canada er undertrykkelsen af de oprindelige folkeslag og Quebecs overvejende fransktalende befolkning særligt sigende i den henseende. Alligevel glider forsvaret for national suverænitet (af tilsyneladende anti-imperialistiske grunde) alt for let over i et forsvar for magten hos stater, der baseret på eksproprieringen og undertrykkelsen af andre folk. Det har også en tendens til at nedtone betydningen af immigranters, flygtninges og farvede menneskers anti-racistiske kampe mod nationalstaten. Skildringen af den globale magt som et hierarki af nationalstater (og i høj grad som USA mod alle andre) risikerer dermed at fjerne fokus fra national og racemæssig undertrykkelse såvel som interne klasseskel.

Det skal retfærdigvis siges, at Panitch og Gindin udmærket er klar over den afgørende betydning af klassekampen – og Socialist Register har en stolt tradition for at sætte fokus på arbejderbevægelser på verdensplan (se især 2001-udgaven). De lader helt korrekt forstå, at interne kampe sandsynligvis vil komme til at kendetegne den periode, vi lever i.

Men, selvom Panitch og Gindin rigtigt understreger tilbagegangen i territorial og militære rivalisering af den slags, som kendetegnede første halvdel af det 20. århundrede, fjerner deres polemik mod tanken om ”rivalisering” inter-kapitalistisk konkurrence fra problemkomplekset. Som følge deraf er deres skildring af verdenskapitalismen blevet overdrevent unipolær, og deres imperialismeteori fokuserer udelukkende på Washington. Og ved at nedtone regionale og nationale konflikter blandt de store kapitalistiske nationalstater, risikerer deres teori at fremme et venstre-nationalistisk verdensbillede, hvor kampen mod den amerikanske magt bliver det altoverskyggende fokus for venstrefløjspolitik. Det virker særligt problematisk for socialister, som arbejder i dele af verden med et højtudviklet borgerskab, som nyder godt af udbytningen af det globale Syd. At omarbejde deres teori på en måde, som overvinder disse svagheder, vil kræve en rehabilitering af analysen af kapitalistisk konkurrence på verdensplan.

I lige så høj grad som vi må forstå, hvad der er nyt ved dagens imperialisme – og alle tre tilgange rummer virkelige indsigter i den henseende – må vi også forstå de nye former for inter-kapitalistisk konkurrence og fjendskab, som karakteriserer det kapitalistiske verdenssystem. Fremkomsten af euroen som delvis konkurrent til dollarens rolle som verdensvaluta virker for mig særligt betydningsfuld i den henseende. Og, på længere sigt, kan fremkomsten af Kina som et dynamisk økonomisk center omdanne den globale magts geografi – under forudsætning af, at landets herskere kan inddæmme social uro, udvikle mere sofistikerede finansielle markeder og begrænse skaden fra spekulationsbobler, hvilket på ingen måde er sikkert i nogle af tilfældene.

Wood er væsentlig, fordi hun ved at fokusere på ejendomsrettigheder og markedsmæssig magt - ikke territoriale erobring - som centralt for den nye imperialisme, leverer en fremstilling af nye former for international kapitalistisk konkurrence, det samme gælder Harvey skelnen mellem imperiets to logikker. Panitchs og Gindins analyse af den amerikanske forbundsbanks rolle med hensyn til at frembringe de monetære og finansielle rammer for imperiet tilføjer yderligere indsigter i imperiets mekanismer, selvom der er brug for en mere kompleks redegørelse for andre valutaer, såsom euroen..

Ikke overraskende er der stadig meget arbejde at udføre med hensyn til at udarbejde en teoretisk-omfattende og politisk-aktiverende skildring af den nye imperialisme. Heldigvis er der, som jeg har prøvet at vise, nogle vigtige nyere marxistiske værker at bygge videre på – værker der bedre passer til den nuværende situation end teorier fra næsten et århundrede siden. Men vi får også brug for klare, kammeratlige diskussioner af styrkerne og svaghederne ved nye fortolkninger, mens vi kæmper mod realiteterne under den imperialisme, som vi prøver at udfordre og, endelig, at styrte.

David McNally underviser i politologi ved York University i Toronto og er aktivist i New Socialist Group. Hans seneste bog er ”Another World is Possible: Globalization and Anti-Capitalism”. Fra Tidsskriftet Solidaritet, nr. 4, 2006. Oversættelse og noter ved Lars Henrik Carlskov. Artiklen blev oprindeligt bragt i tidsskriftet Against the Current, nr. 117, juli-august 2005.

[1] Rosa Luxemburg: Kapitalens akkumulation, Rhodos, 1976. V.I. Lenin: Imperialismen som kapitalismens højeste stadium, Udvalgte værker, bind 6, Forlaget Tiden, 1981. Nikolaj Buharins Imperialismen og verdensøkonomien findes ikke i dansk oversættelse.

[2] MNC står for Multinational Corporation.

[3] På engelsk: Accumulation by dispossession.

[4] Socialist Register: Teoretisk tidsskrift, der siden 1964 er udkommet en gang årligt. Det redigeres i dag af Leo Panitch og Colin Leys.