Er vi alle splittede af privilegier?

En indflydelsesrig teori, som opdeler folk efter en myriade af ”privilegier”, lader vores magthavere slippe af krogen – og står i vejen for sammenhold mod undertrykkelse, forklarer britisk socialist i denne artikel.

AF ESME CHOONARA

Verden er splittet af mange former for uretfærdighed og undertrykkelse – såsom racisme, sexisme og homofobi. For at kunne bekæmpe dem er det nyttigt at undersøge, hvem disse splittelser gavner og hvem, der har en interesse i at gøre op med dem.

Nogle argumenter kendt som "privilegieteori" har vundet indflydelse på det seneste. Grundlæggende er de baserede på den tanke, at undertrykkelse fungerer gennem en række ufortjente fordele.

Disse fordele stammer angiveligt fra at være mand i et sexistisk samfund, at være hvid i en racistisk verden osv.

Peggy McIntosh er en af pionererne bag denne teori. Hun beskrev "privilegier" som "lige som en usynlig vægtløs rygsæk indeholdende særlige forsyninger, forsikringer, redskaber, kort, rejsehåndbøger, lovbøger, pas, visa, tøj, kompas, nødhjælpsudstyr og blankochecks."

For mange mennesker er det at udtrykke støtte til disse idéer blot en måde at gøre opmærksom på, at der findes undertrykkelse og at den bør bekæmpes. Det er et godt udgangspunkt og mange af dem, der er enige i privilegieteori, vil være allierede i kampen.

Men denne teori er hverken tilstrækkelig til at forstå undertrykkelse eller at pege på en løsning. Hovedproblemet med privilegieteori er, at den overser, hvordan de splittelser, undertrykkelsen skaber, gavner den herskende klasse.

Det er ikke rigtigt, at racisme gavner alle hvide mennesker eller, at sexisme eller homofobi gavner alle mænd eller alle heteroseksuelle. Tag f.eks. racisme. Mange tilhængere af privilegieteori argumenterer for, at alle hvide mennesker er medskyldige i racisme alene fordi der findes racisme.

F.eks. hævder forfatteren Frances Kendall: ”Alle de af os, som har et raceprivilegium, er per definition racister.”

Mange aktivister, især i USA, er holdt op med overhovedet at diskutere racisme. De taler i stedet om ”white supremacy” [hvidt overherredømme, red.], hvilket indirekte siger, at alle hvide mennesker er en del af problemet.

På overfladen kan privilegieteori forekomme at give en vis mening. Hvis man er sort eller asiat oplever man primært racisme fra hvide enkeltpersoner, ikke ”det kapitalistiske system”. Nogle af disse enkeltpersoner er en del af arbejderklassen.

Og racisme betyder, at sorte og asiatiske mennesker kommer bag i køen – i forhold til uddannelse, jobs og retssystemet.

Men at sige, at sorte mennesker kommer bag i køen betyder ikke, at det gavner alle hvide mennesker. Hvide mennesker fra arbejderklassen har ikke gavn af racisme – tværtimod. Racistiske splittelser i arbejdsstyrken presser alles lønninger og arbejdsforhold nedad og gør kampen for højere levestandard sværere for alle.

De amerikanske sociologer Michael Reich og Al Syzmanski undersøgte specifikt dette ved at sammenligne graden af racisme på arbejdspladser og i landsdele forskellige steder i USA.

Racisme giver lavere lønninger og velfærd til alle arbejdere
De konkluderede begge, at jo større kløften var mellem sortes og hvides lønninger – eller jo højere en grad af racisme – jo lavere var lønningerne for alle.

Så selv om sorte arbejdere kommer længere bag i køen, taber hvide arbejdere også på racisme på arbejdspladsen. Den eneste vinder var arbejdsgiveren.

Reich påviste også, hvordan velfærdsydelser såsom uddannelse var dårligere i områder med mere racisme – eftersom racistiske splittelser gjorde det sværere at forsvare dem effektivt.

Racisme opstod på grund af behovet for at retfærdiggøre slavehandelens barbari. Den har overlevet, fordi den er så nyttig for vores magthavere til at levere syndebukke og splitte mennesker fra arbejderklassen.

Politikerne, medierne og resten af den herskende klasse må arbejde hårdt for at oppiske racismen, fordi mange hvide mennesker er modstandere af den.

Der findes en meget lang tradition for, at hvide mennesker fra arbejderklassen udviser solidaritet med dem, der lider under slaveri og kolonial undertrykkelse.

F.eks. under den amerikanske borgerkrig, hvor tusindvis af arbejdere i Manchester og Sheffield førte en kampagne for at stoppe Storbritanniens støtte til de slaveejende Sydstater. Dette satte deres eget levebrød på spil, eftersom slaveejere sluttede sig sammen for at stoppe råbomulds-eksporten til Europa.

Men arbejderne gjorde fælles sag med de udbyttede og undertrykte i udlandet. Den revolutionære socialist Karl Marx hyldede senere ”den engelske arbejderklasses heltemodige modstand”, som medvirkede til at stoppe slaveriet i USA.

Racisme gavner ikke hvide arbejdere – i stedet har de en interesse i at deltage i kampen mod den.

På samme måde har mænd fra arbejderklassen ikke gavn af, at kvinder tvinges til at tage en større byrde i forhold til omsorgsopgaver på grund af nedskæringer på velfærdsstaten. Lige som de heller ikke har gavn af den forvrængning af seksualiteten, som finder sted i en sexistisk og homofobisk verden.

Privilegieteori har en tendens til at fokusere på at udfordre og ændre enkeltpersoner. Men som har vi set med hensyn til racisme, fungerer undertrykkelsen ikke blot gennem en række individuelle forhold.

Den er intimt forbundet med kapitalismen og spredes og fremmes af statens og mediernes institutioner.

Der er intet i galt i, at enkeltpersoner er selvkritiske. Og det er vigtigt at udfordre sexistiske, racistiske og homofobiske personer.

Nogle mennesker argumenterer for, at vi må fjerne menneskers fordomme før de på meningsfuld vis kan blive en del af kampen. Men det forsøger at løse problemet på en omvendt måde. Ofte er det kamp, som åbner folks øjne for, hvordan verden fungerer og udfordrer deres fordomme.

F.eks. deltog kvindelige asiatiske arbejdere i en række strejker i 1970'erne [dvs. i Storbritannien, red.], hvoraf den mest kendte var den på fotoforarbejdnings-fabrikken Grunwick i London.

Disse kampe medvirkede til for en generation af britiske fagforeningsaktivister at tilintetgøre myten om den passive asiatiske kvinde. Disse kampe bidrog til at forene arbejderne. Privilegieteori splitter dem.

Hvis man ser undertrykkelse som fungerende gennem ufortjente fordele, er det muligt at identificere mange kilder til ”privilegier”.

Er det et privilegium ikke at sidde i fængsel?
The Transformative Justice Law Project of Illinois har udarbejdet en liste over et væld af forskellige privilegier. Deriblandt et uddannelses-privilegium, et kropsstørrelses-privilegium og et ”livet uden for tremmerne”-privilegium – hvor det er et privilegium ikke at sidde i fængsel!

Der er også et privilegium baseret på at være i stand til ”at gå for at være” del af mere privilegerede grupper. Der er adskillige problemer i dette. For det første forveksler det symptomer med årsager.

F.eks. er kropsstørrelse ikke en form for undertrykkelse i sig selv. Årsagen til skadelige idéer om kropsstørrelse er sexistiske idéer om normale eller ideelle kropstyper.

For det andet hjælper blot dette at identificere mange forskellige udtryk for ulighed os ikke med at forstå, hvorfor de eksisterer og hvordan vi bekæmper dem.

Mange tilhængere af privilegieteori behandler spørgsmålet om de mange forskellige undertrykkelsesformer ved at tale om ”intersektionalitet”. Dette anerkender, at forskellige undertrykkelsesformer gensidigt påvirker hinanden og ikke blot kan forstås hver for sig.

Idéen trækker især på sorte kvindeaktivisters kritik af en stor del af mainstream-feminismen for at hævde at tale på alle kvinders vegne og for at ignorere racisme.

Mange aktivister bruger også denne teoretiske ramme til anerkende, at der findes klasseforskelle både i de undertrykte og i de angiveligt ”privilegerede” grupper.

Dette kan være et fremskridt, da det anerkender, at de forskellige undertrykkelsesformer er gensidigt forbundne. Det kan dog også føre til en fragmentering af kampene.

Det understreger de undertrykte menneskers forskellige erfaringer i stedet for at forsøge at forene de bredest mulige kræfter i en fælles kamp.

Denne tilgang kan også, lige som privilegieteori, reducere klasse til blot at være en form for ulighed blandt en række forskellige andre former for ulighed. Imidlertid er klasse det grundlæggende forhold, som er systemets drivkraft – og nøglen til at ændre det.

Hvis undertrykkelse fungerer gennem række ufortjente fordele, så må den logiske konklusion da være, at de ”privilegerede” giver afkald på deres fordele.

Adskillige kommentatorer har f.eks. foreslået, at vi bør holde op med at sige, at kvinder er underbetalte i forhold til mænd og i stedet sige, at mænd er overbetalte. Betyder det, at vi skal kæmpe for lønnedgang til alle mænd?

Udryddelsen af undertrykkelse vil ikke ske automatisk – der må være en politisk kamp for at sætte en stopper for den. Men det kræver mere end progressive enkeltpersoners forbedring.

Det kræver brede kampe såsom dem, der gentagne gange har slået nazisterne tilbage i Storbritannien eller som dem, der har tilkæmpet og forsvaret abortrettigheder. Det virkelige spørgsmål er, hvorvidt enhed er mulig – kan sorte og hvide, LGBT-personer [dvs. bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner, red.] og heteroseksuelle kvinder og mænd forene sig?

Sådan en enhed er mulig baseret på klasse, fordi mennesker fra arbejderklassen har en fælles interesse i at tilintetgøre undertrykkelsen og det system, der frembringer den.

Oversat af Lars Henrik Carlskov fra Socialist Worker (UK), nr. 2366, 13. august 2013.