S-SF til tjeneste for erhvervslivet

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Udsigten til snart at kunne overtage regeringsmagten har fået S-SF til at indlede et kraftigt bejleri til erhvervslivet. Politikens økonomiske kommentator Niels Lunde kunne således for nylig afsløre, at de to partier i dybeste hemmelighed har holdt en række møder med erhvervslivets topchefer.

S-SF har her bl.a. mødtes med Allan Søgaard Larsen (Falck), Jeff Gravenhorst (ISS), Peter Torstensen (Symbion), Stine Bosse (Tryg), Thomas Hofman-Bang (NKT), Lars Nørby Johansen (Falck og regeringens vækstforum), Torben Möger Pedersen (Pension Danmark) samt ikke mindst en af verdens største lobbyorganisationer for erhvervslivets interesser, nemlig American Chamber of Commerce, hvor personer som Kim Østrup (IBM), Bill Allen (Mærsk) og Lene Skole (Coloplast) sidder i den danske afdelings bestyrelse.

Derudover har Socialdemokraterne nedsat en erhvervspolitisk arbejdsgruppe bestående af bl.a. Lars Goldschmidt (Dansk Industri), Lars Aagaard (Dansk Energi) og tidligere Danfoss-direktør Hans Kirk. På samme måde har SF arrangeret flere seminarier for erhvervsfolk og opbygget et tæt forhold til Grundfos' bestyrelsesformand Niels Due Jensen. Disse seminarier fulgte i kølvandet på, at mangemillionær og topchef for Novozymes Steen Riisgaard sidste år talte ved SF's landsmøde, efter forinden bl.a. at have skrevet en fælles kronik med Villy Søvndal i Berlingske Tidende.

Endelig hører det med til billedet af S-SF's bånd til erhvervslivet, at Stine Bosse, der i januar forlod Tryg-koncernen mod et gyldent håndtryk på 11 millioner kroner, er blevet nævnt som ministeremne i en kommende centrum-venstre regering, hvilket hun dog selv pt. afviser som uaktuelt.

Ansvarlighed over for hvem? 
Denne hektiske mødeaktivitet skal ses som endnu et led i de to partiers forsøg på at positionere sig som ”ansvarlige” og ”regeringsduelige” partier. I den her sammenhæng betyder det dybest set ”ansvarlige” over for de kapitalistiske investorer, som ikke vil tolerere en regering, der for alvor truer deres interesser, og som i givet fald er klar til at banke en sådan regering på plads, f.eks. ved at indskrænke produktionen, tilbageholde investeringerne, spekulere mod valutaen og iværksætte kapitalflugt.

Et andet helt centralt skridt i SF's forsøg på at fremstå som ”regeringsegnet” har været, at partiet er begyndt at stemme for finansloven, også under borgerlige regeringer, og også selv om det indebærer støtte til NATO og krigen i Afghanistan, ja, endda i tilfælde, hvor partiet selv betegner den pågældende finanslov som ”uansvarlig”. Men som det også fremgår af S-SF's økonomiske plan ”Fair løsning” er der snarere tale om ”ansvarlighed” over for erhvervslivet end over for arbejderklassen.

”Fair løsning” freder således stort set millionærerne og milliardærerne, som har tjent fedt på den nu bristede økonomiske boble, hvorimod planen vil sætte arbejdstiden i vejret for ganske almindelige lønmodtagere, hvilket betyder øget udbytning af dem, der allerede i arbejde og gør det sværere for arbejdsløse at finde beskæftigelse. Det er i samme ”ansvarlige” lys man bør se SF's gruppeformand (og finansministerkandidat) Ole Sohns udtalelser til hhv. Jyllands-Posten og Berlingske Tidende om, at hvis det ikke lykkes en ny centrum-venstre regering at skabe forøget vækst, er S-SF klar med nedskæringer på velfærdsydelserne.

Tankegangen om, at det er venstrefløjens opgave at redde kapitalismen fra sin krise ved at skabe øget vækst går igen i den økonomiske plan, som SF fremlagde i midten af januar. Oprindeligt skulle ”Ny vækst – nye job” have været et fælles udspil mellem de to store oppositionspartier, men Socialdemokraterne har formentlig også kunnet se behovet en selvstændig SF-markering ovenpå balladen om regeringens pointsystem. Socialdemokraterne har da også givet planen sin helhjertede opbakning, lige som en række erhvervsledere, hvilket har udløst hvidglødende raseri hos regeringen.

Kapitalistisk vækstpolitik eller anti-kapitalistisk mobilisering? 
Det grundlægende problem ved SF's vækstplan er, at den ikke løser det profitabilitetsproblem, der siden slutningen af 1960'erne har præget de fleste af verdens avancerede kapitalistiske økonomier i såvel Danmark og resten af Vesteuropa som Japan og USA. Den såkaldte ”finanskrise” udspringer således af, at kapitalisterne, pga. den lave profitabilitet i ”realøkonomien”, har kanaliseret en større andel af deres kapital over i stærkt risikable investeringer i den uproduktive finansielle sektor. Ved at pumpe milliarder og atter milliarder ind i økonomien, har verdens herskende klasser i første omgang forhindret, at krisen er blevet så dyb som i 1930'erne.

Men de har samtidig forhindret en udrensning af de uprofitable virksomheder, hvilket sammen med drastisk lønnedgang, øgning af arbejdstid- og tempo eller demontering af en stor del af velfærdsydelserne er det eneste, der kan genoprette profitabiliteten og og skabe et nyt varigt økonomisk opsving. Samtidig har de nu brugt en stor del af deres økonomiske skyts, hvilket gør verdens regeringer ekstremt sårbare over for en ny finansiel nedsmeltning.

Venstrefløjens opgave er derfor ikke at optræde ”ansvarligt” over kapitalistiske investorers jagt på profit eller det globale kapitalistiske system, der har udløst den nuværende krise. I stedet skal vi kæmpe for politiske krav, der i den aktuelle situation kan skabe mobilisering og løse en række påtrængende behov, f.eks. oprettelse af arbejdspladser, praktikpladser og højere dagpenge. Kun via denne kamp kan vi sætte spørgsmålet om et socialistisk alternativ til kapitalismens profitjagt på dagsordenen.