2013/07/02

29 millioner er småpenge for en farao


Vor altid sparsommelige dronning har bestilt gravmæle til spotpris.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Intet viser bedre, hvor enestående solidarisk et samfund Danmark er, end den kendsgerning, at de, der tjente fedt på det økonomiske opsving og var ansvarlige for spekulationsboblerne på f.eks. boligmarkedet og i den finansielle sektor – arbejdsløse, førtidspensionister, fleksjobbere, studerende og almindelige lønmodtagere – også er dem, som betaler regningen for krisen. I modsætning dertil har kongehuset som bekendt været igennem det ene magre år efter det andet.

Alligevel er det med det mådehold og den økonomiske snusfornuft, der altid har kendetegnet den royale familie, lykkedes dronningen at begrænse udgifterne til sit gravmæle til beskedne 29 millioner kroner. Og så skal hun endda dele det med Henri Marie Jean André greve de Laborde de Monpezat, som trods de talrige navne dog kun er én person og formentlig kendes bedre under navnet Henrik, Hans Kongelige Højhed Prinsgemalen (og rent faktisk stadig kun er én person).

Det er Ekstra Bladet, der via en aktindsigt har kunnet afsløre prisen på dronningens gravsted, og den vidner om en beskedenhed grænsende til det selvudslettende. Hele herligheden er udformet af Bjørn Nørgaard, der sikkert vil blive kritiseret for manglende kunstneriske ambitioner. Men det er vel blot naturligt, at den tidligere hesteslagter føler behov for at prøve noget radikalt nyt – og i disse dage må han da også føle sig voldsomt gået i bedene af Camilla Plums søn.

Naturligvis kunne man sagtens forestille sig billigere begravelsesmåder for dronningen, såsom Amagerforbrændingen, en hylde på Rigsarkivet eller blot en tur ud over rælingen på Kongeskibet. Men disse kritikere glemmer, at dronningen ikke uden grund er en af landets højest dekorerede personer – vi nævner i flæng: Mindemedaljen i anledning af hundredårsdagen for Kong Frederik IX.s fødsel, Mindemedaljen i anledning af hundredårsdagen for Kong Christian X.s fødsel, Dronning Ingrids Mindemedalje samt ikke mindst Erindringsmedaillen i anledning af 50-års dagen for Hendes Majestæt Dronning Ingrids ankomst til Danmark.

Derfor må de ondsindede rygter om, at kongefamilens økonomiske dispositioner skyldes finansiel rådgivning fra Henriette Kjær og Frederik Fetterlein også forstumme. Det burde fremgå med al ønskelig tydelighed, at Dronningens bedrifter mindst berettiger til et gravmæle på størrelse med Keops-pyramiden. 29 millioner kan lyde af mange penge – men for et gravmæle over den hidtil eneste danske farao er det småpenge.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar