Dagpengene er et åbent sår på regeringen

Få steder er Thorning & Co. så sårbare som i forhold til dagpengene. Det skal udnyttes – også til et opgør med regeringens øvrige politik.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Gennemførelsen af VK-regeringens samt De Radikales og Dansk Folkepartis dagpengeforringelser fra 2010, er formentlig den enkelt-”reform”, der har gjort den nuværende regering mest upopulær. Her halveredes dagpengeperioden til to år og optjeningsperioden fordobledes til 12 måneder. Før regeringsskiftet udtalte LO-formand Harald Børsting, at det er ”så asocialt, som det kan blive”. Og foran 50.000 demonstranter på Christiansborg Slotsplads sagde han: "Vi står her i dag for at få byttet pakken. Vi vil have pengene retur”.

På samme måde kaldte den socialdemokratiske leder Helle Thorning-Schmidt det i 2010 ”meget usympatisk, at de arbejdsløse skal betale for regeringens skattelettelser". Hun gik endda skridtet videre og sagde: "Jeg kan næsten ikke finde ord for, at de arbejdsløse først skal betale med deres job for en økonomisk krise samt bankernes kollaps. Dernæst får de at vide, at de også skal betale med deres dagpenge . . . Man dolker helt almindelige lønmodtagere i ryggen på denne måde.” Disse udmeldinger står i skærende kontrast til Socialdemokraternes og fagtoppens linje efter folketingsvalget i 2011.

Sparekniven skifter hænder
Her skiftedes som bekendt regering, og den af Thorning omtalte ”dolk i ryggen”, skiftede ved samme lejlighed hænder. Det var således den nye S-SF-R-regering, som placerede dolken i ryggen på almindelige lønarbejdere og arbejdsløse ved i praksis at føre de nævnte dagpengeforringelser ud i livet. Denne sparekniv har dog forståeligt nok været uhyre upopulær. F.eks. viste en Epinion-måling i november 2012 støtte fra 64 % af befolkningen til en optjeningsperiode som før på seks måneder. Og opbakning fra 55 % af befolkningen til den hidtidige dagpengeperiode på fire år. Regeringen har været under voldsomt pres fra sit bagland i fagbevægelsen og blandt menige socialdemokrater og SF'ere, af miserable meningsmålinger samt af mediernes løbende historier om de titusindvis af arbejdsløse, der mistede dagpengene.

Derfor har Thorning & Co. forsøgt at skaffe sig pusterum ved at foretage den ene mindre justering af reglerne efter den anden. Først et halvt års forlængelse af dagpengeperioden for dem, der ellers ville være røget ud af systemet i andet halvår af 2012. Dernæst samtaler med ”udfaldstruede” arbejdsløse (Akutpakke 1). Derefter de påståede 12.500 jobs i Akutpakke 2. Herefter fulgte den midlertidige uddannelsesydelse på kontanthjælpsniveau, der kun skulle gælde første halvår af 2013. Derefter blev den forlænget med et halvt år, samtidig med, at der indførtes en ny midlertidig ydelse svarende til kontanthjælp, arbejdsmarkedsydelsen.

Kan tvinge regeringen i knæ
Alt dette skyldtes, at regeringen følte sig presset til at foregive at tage hånd om problemerne. Den kan altså presses. Når dagpengenedskæringerne ikke er blevet helt skrottet, skyldes det, at presset trods alt ikke har været større. F.eks. droppede store dele af fagbevægelsens top hurtigt kravet om længere dagpengeperiode og nøjedes med at kræve kortere optjeningstid. Og i stedet for at bruge sine pladser i Folketinget til at opfordre til protester uden for Borgen, har Enhedslisten stort set udelukkende fokuseret på impotent forligsmageri med regeringen. Med andre ord er det ikke fra Christiansborgs bonede gulve, vi skal forvente løsningen.

I Dong-sagen bragte en online-underskriftsindsamling og demonstration på Christiansborg Slotsplads med 5.000 deltagere regeringen nær opløsning. Derfor vil strejker, studerendes nedlæggelse af undervisningen og demonstrationer med hundredtusinder af deltagere kunne tvinge regeringen helt i knæ. Imidlertid betyder kapitalismens krise et langt mindre råderum for forbedringer inden for systemets rammer. Derfor må dagpengespørgsmålet også kædes sammen med kampen mod alle de øvrige nedskæringer som følge af krisen - og dermed også mod det kapitalistiske system, der har skabt den.