2018/04/23

Den apolitiske "danske model" er ren fiktion


Overenskomst-forhandlinger og faglig kamp er altid dybt politiske.

Af Lars Henrik Carlskov

Da 3F-formand Per Christensen 14/4 var gæstetaler på SF's landsmøde var det med den løftede pegefinger fremme: ”Jeg er nødt til at sige: Lad være med at blande jer fra Christiansborgs side. Og selv om I gør det ud fra den bedste mening. Med støtte”, lød det fra talerstolen. Og i et interview med Dagbladet Information samme dag hævdede S-formand Mette Frederiksen også, at selv sympati-tilkendegivelser fra politiske partier undergraver ”den danske model”.

Få dage forinden havde den trofaste partisoldat og redaktør af det socialdemokratiske net-medie Piopio.dk Jens Jonatan Steen angrebet især Enhedslisten for utidig indblanding i overenskomst-forhandlingerne, hvilket angiveligt var særligt kritisabelt i betragtning af det, han kaldte Socialdemokratiets ”stålsatte kurs for at holde hånden over den danske model.”

Stålsatte socialdemokratiske regeringsindgreb
Denne ”stålsatte kurs” for at beskytte retten til at forhandle overenskomst uden politisk indblanding er i bedste fald af nyere dato. Det har nemlig snarere været reglen end undtagelsen, at Socialdemokratiet har foretaget regeringsindgreb i overenskomst-konflikter. Startende med den første socialdemokratiske regerings planlagte indgreb i storkonflikten 1925, over Staunings tvangsforlængelse af overenskomsterne i 1930'erne, H.C. Hansens berygtede indgreb i 1956, Anker Jørgensen-regeringernes hele tre indgreb, Nyrups tilsvarende i 1998 og Thornings i 2013.

Og Mette Frederiksen, som angiveligt ønsker at beskytte fagbevægelsen mod politisk indblanding, fremlagde såmænd selv som beskæftigelsesminister i 2013 i Folketinget regeringsindgrebet i lærerlockouten. Og 3F-formand Per Christensen er reelt en socialdemokratisk politiker i fagbevægelsen. I et portræt i Kristeligt Dagblad sidste år beskrives han således som ”en aktiv spiller i opstarten af Danmarks Socialdemokratiske Ungdom [i Aalborg, red.], hvis lokale afdeling han som 15-årig senere blev formand for.”

”Enhver klassekamp er en politisk kamp”
Og i 2016 skrev samme Christensen i Politiken, at ”[f]agbevægelsen og Socialdemokratiet har fælles rødder, og som forbundsformand for 3F har jeg den opfattelse, at netop Socialdemokratiets rolle som regeringsbærende og ansvarligt parti er afgørende for det danske samfund.” På samme måde er det en slet skjult hemmelighed, at en formandspost i mange fagforeninger kræver socialdemokratisk partibog. Det nyopfundne argument om, at politisk påvirkning af det faglige arbejde strider mod ”den danske model” er blot et desperat forsøg fra pressede socialdemokratiske politikere og fagbosser på at bevare deres partis kontrol over bevægelsen. Først i 1995 brydes de formelle bånd mellem Socialdemokratiet og fagbevægelsen. Betyder det, at ”den danske model” først er opfundet dér?

Ved dette års overenskomst-forhandlinger er modparten staten, regionerne og kommunerne, hvilket fra starten gør dem politiske. Men allerede i Det Kommunistiske Manifest påpegede Marx og Engels, at ”enhver klassekamp er en politisk kamp.” Og senere forklarede Marx, at ud af ”økonomiske bevægelser” (f.eks. krav til de enkelte kapitalister om lavere arbejdstid), vokser ”alle vegne” ”politiske bevægelser” (f.eks. krav om lavere arbejdstid fastsat ved lov). Med andre ord kan fagbevægelsens arbejde ikke undgå at være politisk. Det egentlige spørgsmål er i stedet, hvilken politisk retning (f.eks. socialdemokratisk reformisme eller revolutionær socialisme), der dominerer.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar