Bag om Kosovos selvstændighed

Kosovo erklærede sig i januar selvstændigt og blev hurtigt anerkendt af en række lande, herunder USA og Danmark. Lee Sustar ser her på den rolle, som diverse stormagtsinterventioner har spillet i dannelsen af den nye stat.

AF LEE SUSTAR

Kosovos erklæring om uafhængighed fra Serbien markerer det seneste – men ikke sidste – imperialistiske magtspil på Balkan.

Kosovo-albanernes legitime kamp for selvbestemmelse er blevet forvandlet til et redskab for stormagtspolitik – og det passer ind i et mønster, som tidligere har ført til megen blodudgydelse i regionen.

Kosovos uafhængighed kommer ni år efter den amerikansk-ledede NATO-krig mod Serbien, der dengang var den dominerende magt i det tidligere Jugoslavien, efter at Serbien slog hårdt ned på det etnisk albanske flertal i sin sydlige provins.

Siden da er Kosovo blevet administreret af FN og afpatruljeret af NATO-tropper, hvilket har skabt en kvasi-stat under vestligt formynderskab. I dag er kun et lille antal serbere tilbage i Kosovo, og de er truet af det albanske flertal.

Kosovo lå i hjertet af middelalderens serbiske kongerige, men det har været befolket af et albansk flertal i mindst 300 år. På den tid, da NAT0’s 1999-krig fandt sted, var omkring 90 procent af Kosovos befolkning på 2 millioner albanere.

Efter oprettelsen af Jugoslavien var kosovo-albanerne udsat for den værste fattigdom og underudvikling i landet og oplevede diskrimination i uddannelses-, arbejds- og boligmæssig diskrimination.

Den jugoslaviske forfatningsreform i 1974 førte til en vis styrkelse af Kosovos autonomi. Men disse reformer blev rullet tilbage efter 1989, da den tidligere jugoslaviske præsident Slobodan Milosevic, en serber, brugte Kosovo-spørgsmålet til at genoplive serbisk nationalisme. 

Milosevic valgte at begynde denne kampagne på årsdagen for et historisk slag i middelalderen mellem serberne og det tyrkiske osmanniske imperium, som endte med at sætte en stor del af nutidens Serbien under osmannisk herredømme.

Både på den kosovo-albanske og serbiske side fremsætter nationalistiske historikere stridende påstande om, hvilken gruppe der oprindelig udgjorde befolkningsflertallet. I virkeligheden levede de to gruppe side om side i århundreder, og både albanere og serbere gjorde oprindelig modstand mod osmannerne.

Ikke desto mindre blev Kosovo et afgørende symbol for serbisk nationalisme i det 19. århundrede, da serberne optrappede deres kamp mod det osmanniske styre – og, senere, det østrigsk-ungarske imperiums herredømme.

For Milosevic var serbisk nationalisme og en opfordring til en ”tilbagevenden” til Kosovo en velkommen erstatning for den miskrediterede stalinistiske politik, som styrede Jugoslavien helt frem til omvæltningerne i Østeuropa i 1989.

Milosevics nationalistiske vending blev matchet af lederne for de andre etniske gruppe i Jugoslaviens føderal struktur af ”republikker” – Franjo Tudjman, som blev præsident for Kroatien og Milan Kucan, som blev Sloveniens leder. Begge lande erklærede sig uafhængige af Jugoslavien og løsrev sig efter kortvarige militære konflikter med den serbisk-dominerede resterende del af Jugoslavien. Desuden rev også Makedonien sig løs.

Denne nationalistiske dynamik førte til en rædselsvækkende borgerkrig i den jugoslaviske republik Bosnien, som blev opdelt mellem serbere, kroater og muslimer. Fra 1992 til 1995 blev titusinder dræbt og mindst 2 millioner fordrevet.

Vestens rolle

 Krigen i Bosnien og den øvrige vold på Balkan blev fremstillet i mainstream-medierne som en fortsættelse af ældgammelt ”etnisk had”. I virkeligheden satte de store europæiske lande og USA deres fingeraftryk overalt på 1990’ernes Balkan-krige.

I starten reagerede Vesten på spændingerne i Jugoslavien ved at give Milosevic grønt lys til at holde landet sammen under serbisk dominans. Men da landet alligevel brød sammen, gik det nyligt genforenede Tyskland enegang ved at anerkende Kroatien, som havde været en lydstat under 2. verdenskrigs nazistiske besættelse.

Dette optrappede krisen – og førte blandt andet til en uafhængighedserklæring fra det serbiske mindretal i Krajina-regionen i Kroatien. ”Etnisk udrensning” – tvangsflytningen af mennesker på grund af deres nationalitet, sprog eller religion – blev en del af verdens ordforråd.

I 1994 truede blodbadet i Bosnien med at komme ud af kontrol. To af regionens NATO-partnere overvejede at intervenere – på hver sin side, da Grækenland støttede serberne og Tyrkiet bakkede op om de bosniske muslimer.

Til sidst pressede Bill Clinton Frankrig og Storbritannien til at opgive deres pro-serbiske position og til at intervenere for at inddæmme Milosevic og forhindre krisen i at sprede sig. Dette gav sig udtryk i skabelsen af en alliance mellem de bosniske kroater og muslimer mod serberne, som blev fuldendt ved at arrangere våben og penge fra Iran og arabiske og muslimske lande.

Det var Clintons centrale udsending i regionen Peter Galbraith, som organiserede krigen efter Washingtons målsætninger. Galbraith samarbejdede med ”pensionerede” amerikanske militærofficerer om at opbygge Kroatiens væbnede styrker som modvægt til Serbien, selvom den kroatiske præsident Tudjman var nøjagtig lige så stor en autoritær nationalist som Milosevic.

Den 4. august 1995 fejede den kroatiske hær under Operation Storm ind over det serbiske territorium i Krajina. ”Det var den første etape i det, der i løbet af de næste par dage skulle blive den største tvangsflytning af mennesker i Europa siden 2. verdenskrig”, skrev journalisterne Laura Silber og Allan Little. I sidste ende blev omkring 200.000 serbere tvunget til at flygte fra Krajina, hvor de havde boet i århundreder.

Krigen sluttede efter at amerikanske krigsfly havde bombet serbiske mål i Bosnien. På det tidspunkt så Milosevic at styrkeforholdene havde vendt sig imod ham og slog hånden af de bosniske serbere og underskrev en fredsaftale på en amerikansk luftbase uden for Dayton i Ohio. Kort tid efter strømmede 60.000 NATO-tropper ind i Bosnien som ”fredsbevarere” – dvs. ordenshåndhævere for en FN-kommissær der besad den reelle politiske magt i Bosnien, som forblev etnisk opdelt.

Milosevic var svækket, men holdt fast ved magten som leder af Jugoslavien – som på det tidspunkt var reduceret til Serbien, Montenegro og Kosovo, en autonom serbisk provins.

Der blev slået hårdt ned på en ikke-voldelig borgerrettighedsbevægelse blandt albanerne. 

Unge kosovo-albanere sluttede i stigende grad op om Kosovos Befrielseshær (UCK), der oprindelig havde været en venstreorienteret og maoistisk gruppe, men havde udviklet sig til en nationalistisk styrke under beskyldning for indblanding i narkosmugling.

Fra 1998 optrappede UCK de militære angreb på serbiske mål. Milosevic svarede igen med endnu en bølge af arrestationer og undertrykkelse. Endnu en gang så Balkan ud til at befinde sig på randen af en større krig, hvor Tyrkiet og Grækenland støttede hver sin side.

Med udsigt til en konflikt, der kunne komme ud af kontrol, gik Clinton-regeringen i gang med at organisere en Kosovo-krig på sine betingelser. Den beskyldte Milosevic for at planlægge et folkemord på albanerne, og udenrigsminister Madeleine Albright kom på banen for at lave et ”kompromis” i den franske by Rambouillet.

Der var tale om et tilbud, som Milosevic måtte afvise – aftalen ville have tilladt NATO-tropper fuldstændig bevægelsesfrihed over hele Jugoslavien. Milosevic havde tilbudt en ny aftale om Kosovos autonomi; Albright svarede igen ved at kræve at Jugoslavien accepterede en reel invasion.

En brik i et større spil

Da Milosevic nægtede, påbegyndte NATO en tre måneder lang bombning af Jugoslavien, hvor civile mål blev angrebet og skønsmæssigt 2.000 serbere blev dræbt.

Men krigen forværrede forholdene for de 850.000 kosovo-albanere, som allerede havde var flygtet fra deres hjem i kølvandet på den serbiske undertrykkelse. Omkring 10.000 albanere blev dræbt af de serbiske styrker i denne periode.

NATO’s luftkrig blev komplementeret på landjorden af UCK, som foretog mindre angreb på Jugoslaviens serbisk-dominerede hær. Milosevic kapitulerede – igen, for at overleve.

Efter endelig at blive tvunget fra magten i 2000, blev Milosevic til sidst tilfangetaget af NATO-styrker og fængslet i Haag for krigsforbrydelser, men han døde før retssagen var færdig.

Ligesom i Bosnien har NATO-styrker og en FN-kommissær haft den reelle politiske magt i Kosovo, hvor tidligere UCK-leder Hashim Thaci nu er premierminister. Ved nærmere eftersyn er Kosovos selvstændighed efter uafhængighedserklæringen dog begrænset.

EU vil stadig spille en stor rolle i det, FN kalder en ”overvåget uafhængighed”, og NATO-tropperne vil blive i landet på ubestemt tid. Sigende nok blev der dannet en ny nationalistisk kosovo-albansk gruppe, kendt som Selvbestemmelse, i protest mod FN’s koloni-agtige administration – og to af dens medlemmer er blevet dræbt af FN-politi og dens leder er blevet fængslet. Camp Bondsteel, som før invasionen af Irak var den største nye amerikanske militærbase siden Vietnam-krigen, vil fortsat være i Kosovo.

I praksis forsøger USA og dets allierede at manipulere kosovo-albanernes kamp for selvbestemmelse efter deres egne formål – ligesom USA har gjort med kurderne i Irak.  

USA møder en vis modstand, da Rusland – Serbiens traditionelle støtte – modsætter sig Kosovos uafhængighed, ligesom det er tilfældet med andre stater, såsom Kina og Spanien, der selv udfordres af nationalistiske bevægelser.

Imod nationalisme og imperialisme

Men disse imperialistiske manøvrer betyder ikke at Kosovos selvstændighed ikke er et legitimt politisk mål. Som en gruppe serbiske socialister for nylig formulerede det, spiller serbiske ”nationalistiske krav på Kosovo en afgørende rolle i at ”legitimere” Serbiens herskende klasse. Og truslen fra Serbien ligger til grund for den kosovo-albanske støtte til USA, som har planer om en olierørledning på Balkan (...) Nationalisme og imperialisme er på farlig vis sammenvævet i Kosovo. Det er grunden til at serbiske revolutionære socialister både må være anti-nationalistiske og anti-imperialistiske (...) Vi mener at serbiske revolutionære socialister bør respektere Kosovos ret til selvbestemmelse. Ved at gøre det trækker vi en klar skillelinie mellem os selv og vores herskende klasse. Vi argumenterer for at ved at række en internationalistisk og venskabelig hånd til kosovo-albanerne, findes der en måde at løse vores problemer uden at blive til skakbrikker for hverken østlig eller vestlig imperialisme.”

Oversat og redigeret af Lars Henrik Carlskov fra den amerikanske ugeavis Socialist Worker 9. marts 2008.

Marx og den globale miljøkrise

Det er almindeligt at betragte marxismen som en miljøfjendtlig filosofi. Men i virkeligheden var Marx og Engels pionerer inden for den økologiske tænkning, forklarer tidsskriftet Monthly Reviews redaktør John Bellamy Foster i denne artikel.

Økologi opfattes ofte som en nyere opfindelse. Men tanken om at kapitalismen nedbryder miljøet på en måde, som har de værste følger for de fattige og de koloniserede folk, blev allerede i det 19. århundrede udtrykt i Karl Marx og Friedrichs Engels værker. Da Marx i 1867 i Kapitalen skrev om Englands økologiske imperialisme over for Irland, erklærede han, at ”England gennem de sidste 150 år har eksporteret Irlands jord i indirekte form, uden at give jordens dyrkere så meget som midlerne til at erstatte jordens bestanddele”. Marx trak her på den tyske kemiker Justus von Liebigs arbejde. I indledningen til den 7. udgave (1862) af sin Organisk kemi anvendt på jordbrug og fysiologi havde Liebig argumenteret for, at ”Storbritannien berøver alle lande betingelserne for deres frugtbarhed” og fremhævet Storbritanniens systematiske udplyndring af Irlands jord som det tydeligste eksempel. For Liebig kunne et produktionssystem, der tog mere fra naturen end det gav igen, kaldes et ”udplyndringssystem” – et udtryk han brugte til at beskrive det industrielle kapitalistiske landbrug.[1]

I tilslutning til Liebig og andre analytikere af det 19. århundredes jordbundskrise, fremførte Marx at jordens næringsstoffer (kvælstof, fosfor og kalium) som mad og fibre blev sendt hundreder og tusinder af kilometre til byerne, hvor disse næringsstoffer – i stedet for at blive genanvendt og vende tilbage til jorden, endte med at forurene byerne, med katastrofale følger for menneskenes sundhed. Samtidig importerede Storbritannien, som Liebig påpegede, på grund af en stadig mere forpint jordbund knogler fra Napoleonskrigenes slagmarker, romerske katakomber samt guano fra Peru i et desperat forsøg på at gengive markerne næringsstoffer. (Senere bidrog opfindelsen af kunstgødning til at afhjælpe manglen på næringsstoffer, men dette medførte andre miljøproblemer, såsom kvælstofudledning.)

I sin behandling af disse miljøspørgsmål overtog Marx begrebet Stoffwechsel eller stofskifte fra Liebig[2] og beskrev den økologiske modsætning mellem naturen og det kapitalistiske samfund som ”et uoprettelig brud i det sociale, af livets naturlov foreskrevne stofskifte”. Faktisk kan ”den kapitalistiske produktion”, forklarede Marx, ”kun udvikle teknikken og kombinationen af de forskellige processer til et socialt hele samtidig med, at den undergraver de kilder, som al rigdom udspringer af: jorden og arbejderen”. Dette brud i stofskifte-forholdet mellem menneskeheden og naturen kunne kun overvindes, argumenterede han for, ved at man systematisk ”genopretter” stofskiftet mellem menneskeheden og naturen som ”som en lov for den samfundsmæssige produktions styring”. Men dette forudsatte de associerede producenters rationelle regulering af arbejdsprocessen (der selv defineres som menneskets stofskifte-forhold til naturen) i overensstemmelse med de kommende generationers behov. ”Ikke engang et helt samfund, en nation, ja ikke engang alle samtidig samfund taget under ét”, erklærede Marx, ”ejer jordkloden. De er kun dens besiddere, har kun brugsret til den, og som boni patres familias [gode familiefædre, red.] må de overlade den i forbedret stand til de efterfølgende generationer”.[3]

Marx’s overvejelser omkring økologi, der var forbundet med dem hos Engels, gik derfor langt videre end generelle forståelse på hans tid. I dag lyder de økologiske spørgsmål, som Marx og Engels behandlede (om end undertiden kun flygtigt) som en lang opremsning af mange af vores mest presserende miljøproblemer: skellet mellem land og by, nedbrydning af jordbunden, landlig isolation og affolkning, overbefolkning i byerne, urban spildevandsudledning, industriel forurening, spildevandsgenbrug i industrien, faldet i ernæring og sundhed, forkrøblingen af arbejderne, formøblingen af naturressourcerne (deriblandt fossilt brændstof i form af kul), afskovning, oversvømmelser, ørkendannelse, vandmangel, regionale klimaændringer, energibesparelse, forskellige arters afhængighed af skiftende omgivelser, historisk-betingede overbefolkningstendenser og hungersnød.

Marx anså den materialistiske historieopfattelse for at være forbundet med den materialistiske naturopfattelse, historievidenskaben for at være forbundet med naturvidenskaben. Han fyldte sine naturvidenskabelige notesbøger med studier i geologi, kemi, agronomi, fysik, biologi, antropologi og matematik. Han overværede på The Royal Institution i London den irsk-fødte fysiker John Tyndalls forelæsninger. Marx var fascineret af Tyndalls eksperimenter med strålevarme, deriblandt spredningen af solens stråler.[4] Det er endda muligt at han var blandt tilskuerne, da Tyndall i starten af 1860’erne fremlagde resultaterne af sine eksperimenter, der for første gang demonstrerede at vanddamp og kuldioxid var forbundet med en drivhuseffekt, som bidrog til at holde varme tilbage inden for Jordens atmosfære. (Der var selvfølgelig ingen på den tid, der havde mistanke om at drivhuseffektens samspil med kuldioxid fra menneskers afbrænding af fossile brændstoffer kunne føre til menneskeskabte globale klimaændringer – en hypotese der først i 1896 blev lanceret af den svenske videnskabsmand Svante Arrhenius.)

I dag bliver den dialektiske forståelse af vekselvirkningen mellem natur og samfund, som Marx og Engels tilsluttede sig, i stigende grad påtvunget os alle som følge af en accelererende global økologisk krise, der frem for alt symboliseres af den globale opvarmning. Nyere forskning inden for miljøsociologi har anvendt Marx’s teori om et stofskifte-brud på nutidige miljøproblemer såsom kunstgødning, døende verdenshave og klimaændringer. Brett Clark og Richard York, der skriver om de samfundsmæssige årsager til nutidens stofskifte-brud mht. kul, som stammer fra den hurtige opbrænding af fossile brændstoffer, har demonstreret at der ikke findes nogen magisk kur på dette problem, uden ændringer i de grundlæggende samfundsforhold. Det er usandsynligt at teknologien kan afhjælpe problemet i større grad, da effektivitetsstigninger under kapitalismen, i følge det der kaldes ”Jevons paradoks” (efter William Stanley Jevons som skrev The Coal Question i 1865), uvægerligt fører til udvidelse af produktionen, og den dermed forbundne stigning i forbruget af naturressourcer og energi og en yderlig belastning af biosfæren. ”Den teknologiske udvikling”, konkluderer Clark og York derfor, ”kan ikke bidrage til at udbedre stofskifte-bruddet mht. kul før den befries fra kapitalrelationernes diktater”.[5]

Den eneste virkelige, dvs. bæredygtige, løsning på det globale miljømæssige stofskifte-brud kræver, med Marx’s ord, et samfund af de ”associerede producenter”, der ”regulerer dette deres stofskifte med naturen rationelt, at de bringer det under deres fælles kontrol i stedet for at beherskes af det som en blind magt; at de fuldbyrder det med mindst mulige energiforbrug og under betingelser, der er deres menneskelige natur mest værdige og adækvate”.[6] Målene om menneskelig frihed og økologisk bæredygtig er således uløseligt forbundet, og en nødvendig betingelse for at opfylde dem er opbygningen af en socialisme for det 21. århundrede.

John Bellamy er professor i sociologi ved University of Oregon, forfatter til bl.a. Marx’s Ecology og Ecology Against Capitalism samt redaktør af tidsskriftet Monthly Review. Oversat af Lars Henrik Carlskov fra MRZine 28/11/2007.

[1] Karl Marx, Capital, vol. 1 (New York, Vintage, 1976), 860; John Bellamy Foster, Marx's Ecology (New York, Monthly Review Press, 2000), 164. Se også Erland Mårald, "Everything Circulates: Agricultural Chemistry and Recycling Theories in the Second Half of the Nineteenth Century", Environment and History, vol. 8 (2002), 65-84. [Ved oversættelsen af Marx-citaterne i denne artikel er overalt benyttet den danske udgave af Kapitalen I-III (Rhodos, København, 1972), o.a.].

[2] Som det angives af redaktørernes note til Penguin/Vintage udgaven af Kapitalens 3. bog: ”Der henvises adskillige gange til Liebig både i denne bog og i 1. bog, og det ser ud til Marx fra Liebig overtog begrebet stofskifte (Stoffwechsel), som han her anvender i en passende form til analysen af arbejdsprocessen (Kapitel 7)”. Karl Marx, Capital, vol. 3 (New York, Vintage, 1981), s. 878.

[3] Foster, Marx's Ecology, 155-70. Se også Paul Burkett, Marx and Nature (New York, St. Martin's Press, 1999); Paul Burkett and John Bellamy Foster, "Metabolism, Energy, and Entropy in Marx's Critique of Political Economy", Theory & Society, vol. 35 (2006), 109-56.

[4] Spencer R. Weart, The Discovery of Global Warming (Cambridge, Massachusetts, Havard University Press, 2003), s. 3-4; Y.M. Uranovsky, “Marxism and Natural Science”, i Nikolai Bukharin et. al., Marxism and Modern Thought (New York, Harcourt, Brace, and Co., 1935), s. 140. I 1865 berettede Friedrich Engels at en kemiker han lige havde mødt – sandsynligvis Carl Schorlemmer, som skulle blive en af Engels og Marx’s nærmeste venner, medlem af Det kongelige videnskabelige selskab og den første i England til at besidde et professorat i organisk kemi – havde forklaret Tyndalls ”solstråleeksperiment” for ham. Se W.O. Henderson, The Life of Friedrich Engels, (London, Frank Cass, 1976), vol. 1, s. 262.

[5] Brett Clark og Richard York, “Carbon Metabolism: Global Capitalism, Climate Change, and the Biospheric Rift”, Theory & Society, vol. 34 (2005), s. 419. For yderligere analyse af det stofskiftemæssige brud og den globale økologiske krise, se Rebecca Clausen og Brett Clark, ”The Metabolic Rift and Marine Ecology”, Organization & Environment, vol. 18, no. 4 (2005), s. 422-44; Philip Mancus, ”Nitrogen Fertilizer Dependency and Its Contradictions”, Rural Sociology, vol. 72, no. 2 (June 2007).

[6] Marx, Capital, vol. 3, s. 959.

En ødelæggende krise udfolder sig

Den førende marxistiske økonom og historiker Robert Brenner analyserer her den økonomiske krise. Regeringerne står nu over for vanskeligheder af et uhørt omfang, skriver Brenner.

Den nuværende krise kan godt vise sig at være den mest ødelæggende siden den store depression. Den åbenbarer dybe og uløste problemer i realøkonomien, der i årtier – bogstaveligt talt – er blevet dækket til med papir af gæld samt en mere kortsigtet kreditstramning af et omfang, som ikke er set siden 2. verdenskrig. Kombinationen af den underliggende kapitalakkumulations svaghed og banksystemets nedsmeltning er det, der har gjort den nedadgående spiral så svær at håndtere for de politiske planlæggere og dens katastrofepotentiale så alvorligt. En pest bestående af tvangssolgte og forladte huse – som ofte har været udsat for indbrud og rippet for alt, inklusive kobberwirer – hærger Detroit i særdeleshed samt andre byer i Midtvesten.

Den menneskelige katastrofe, det betyder for hundredtusinder af familier og deres samfund, er måske kun det første tegn på hvad sådan en kapitalistisk krise indebærer. De finansielle markeders historiske bull runs [betegnelse for et hurtigt stigende aktiemarked, red.] i 1980’erne, 1990’erne og 2000’erne – med deres skelsættende overførsel af indkomst og rigdom til den rigeste 1 % af befolkningen – har bortledt opmærksomheden fra den faktiske langtidssvækkelse af de avancerede kapitalistiske økonomier. Den økonomiske præstation i USA, Vesteuropa og Japan er efter praktisk talt alle standardindikatorer – væksten i output, investeringer, beskæftigelse og lønninger – blevet forringet årti for årti, konjunkturcyklus for konjunkturcyklus, siden 1973.

Årene siden begyndelsen på den nuværende cyklus, som går tilbage til starten af 2001, har været de værste af dem alle. Væksten i USA’s BNP (Bruttonationalprodukt) har været den langsomste i noget sammenligneligt interval siden slutningen af 1940’erne, mens stigningen i nyt maskineri og udstyr og jobskabelse har været henholdsvis 1/3 og 2/3 under efterkrigstidens gennemsnit. Realtimelønningerne for arbejdere i produktionen eller uden ledelsesmæssige funktioner, omkring 80 % af arbejdsstyrken, har stort ikke rokket sig ud af stedet og hensygner omkring deres 1979-niveau.

Heller ikke den økonomiske ekspansion i hverken Vesteuropa eller Japan har været signifikant stærkere. Den aftagende økonomiske dynamik i den kapitalistiske verden udspringer af et større fald i profitabiliteten, som primært skyldes en kronisk tendens til overkapacitet i verdens fremstillingssektor, der går tilbage til slutningen af 60’erne og starten af 70’erne. I år 2000 havde profitraten i den private økonomi i USA, Japan og Tyskland ikke fået noget comeback og steg ikke højere i 1990’ernes cyklus end i 1970’ernes.

Med lavere profitabilitet havde firmaerne mindre profitter at tilføje deres maskineri og udstyr samt mindre incitament til at ekspandere. Det vedvarende fald i profitabiliteten siden 1970’erne førte til en stadig formindskelse af investeringernes andel af BNP i de avancerede kapitalistiske økonomier, samt trinvise reduktioner af væksten i output, produktionsmidler og beskæftigelse.

Det lange fald i kapitalakkumulationens tempo og virksomhedernes undertrykkelse af lønningerne for at genoprette forrentningen har sammen med regeringernes beskæring af sociale udgifter for at opretholde kapitalistiske profitter resulteret i en sænkning af væksten i investeringer, forbrugernes og den offentlige efterspørgsel og følgelig i efterspørgslens vækst som helhed. Svagheden i den samlede efterspørgsel, i sidste ende konsekvensen af den reducerede profitabilitet, har længe udgjort den væsentligste hindring for vækst i de avancerede kapitalistiske økonomier.

For at modvirke den vedvarende svaghed i den samlede efterspørgsel har regeringerne, med USA i spidsen, haft svært ved at se anden mulighed end at stifte gæld i stadig større mængder, gennem stadig mere forskelligartede og barokke kanaler, for at holde økonomien i svingninger. Oprindelig, i 1970’erne og 1980’erne, var staterne nødsaget til at pådrage sig stadig større offentlige underskud for at opretholde væksten. Men selvom disse underskud sikrede en relativt stabil økonomi, gjorde de den også mere og mere stillestående: Med den tids sprogbrug fik regeringerne mindre og mindre smæk for skillingen, mindre vækst i BNP for en hvilken som helst stigning i låntagningen.

Fra budgetnedskæringer til bubblenomics

I starten af 1990’erne forsøgte regeringerne, både i USA og Europa, der bevægede sig til højre og fulgte neoliberal tænkning (privatisering og beskæring af sociale programmer), med Bill Clinton, Robert Rubin og Alan Greenspan [tidligere ledere af den amerikanske forbundsbank, red.] i spidsen at overvinde stagnationen ved at prøve at gå over til balancerede budgetter. Men selvom denne kendsgerning ikke fylder meget i de fleste skildringer af perioden, gav denne dramatiske kursændring et voldsomt bagslag.

Da profitabiliteten stadig ikke var blevet genoprettet førte de underskudsreduktioner, som fulgte af balancerede budgetter, til et enormt slag mod den samlede efterspørgsel, hvilket medførte at både Europa og Japan i første halvdel af 1990’erne oplevede ødelæggende recessioner, de værste i efterkrigstiden, og at den amerikanske økonomi oplevede det såkaldte jobløse opsving. Siden midten af 1990’erne har USA som følge deraf måtte gribe til kraftigere og mere risikable former for stimulanter for at modvirke tendensen til stagnation. Man har især erstattet den traditionelle keynesianismes offentlige underskud med private underskud og asset [aktiver, red.] inflation i det, der kan kaldes asset price keynesianisme, eller bare bubblenomics.

Under 1990’ernes store boble på aktiemarkedet oplevede virksomhederne og de velhavende husstande at deres rigdom på papiret blev voldsomt forøget. De blev derfor i stand til at indlade sig på en rekordhøj stigning i låntagningen, og på basis deraf, at opretholde en kraftig udvidelse af investeringerne og forbruget. Det boom, der var forbundet med den såkaldte Ny Økonomi, var det direkte udtryk for den historiske aktiepris-boble i årene 1995-2000. Men eftersom aktiepriserne steg til trods for faldende profitrater og eftersom nyinvesteringerne forværrede den industrielle overkapacitet, fulgte hurtigt derefter børskrakket og recessionen 2000-2001, som trykkede profitabiliteten i den ikke-finansielle sektor ned til det laveste niveau siden 1980.

Greenspan og den amerikanske forbundsband lod sig ikke afskrække og modvirkede, støttet af andre større nationalbanker, den nye cykliske nedgang med endnu en runde af asset price inflation, og dette har i bund og grund bragt os hvor vi er i dag. Ved at sænke rentefoden for kortvarige lån til nul i tre år banede de vej for en eksplosion i husstandenes låntagning uden historisk fortilfælde, der bidrog til og fik næring af at huspriserne og husstandenes rigdom røg i vejret.

I følge The Economist var den globale boligboble mellem 2000 og 2005 den største nogensinde, større end selv den i 1929. Den muliggjorde en vedvarende stigning i husstandenes forbrug og ejendomsinvesteringer, som tilsammen drev ekspansionen fremad. Personligt forbrug plus boligbygning stod i de første fem år af den nuværende konjunkturcyklus for 90-100 % af væksten i det amerikanske BNP. I løbet af det samme interval stod boligsektoren, i følge Moody’s Economy.com, alene for at øge væksten i BNP med næsten 50 % mere end den ellers ville have været – 2,3 % i stedet for 1,6 %.

På denne måde lykkedes det for en rekordhøj gæld hos husstandene, sammen med G.W. Bush’s Reagan-agtige budgetunderskud, at tilsløre præcis hvor svagt det underliggende økonomiske opsving faktisk var. Stigningen i gældsunderstøttet forbrugerefterspørgsel, samt den superbillige kredit i almindelighed, genoplivede ikke bare den amerikanske økonomi, men drev også – især ved at føre til en ny importbølge og den rekordhøje stigning i underskuddet på betalingsbalancens løbende poster (balancen mellem afbetaling og handel) – hvad der har forekommet at være en imponerende global økonomisk ekspansion fremad.

Brutal offensiv fra virksomhederne

Men hvis forbrugerne gjorde deres del, kan det samme ikke siges om det private erhvervsliv, på trods af den rekordstore økonomiske stimulans. Greenspan og forbundsbanken havde pustet boligboblen op for at give virksomhederne tid til at afsætte deres overskydende kapital og at genoptage investeringerne. Men i stedet indledte virksomhederne, der fokuserede på at genoprette deres profitrater, en brutal offensiv mod arbejderne. Virksomhederne hævede produktivitetsvæksten, ikke så meget ved at øge investeringerne i avanceret maskineri og udstyr som ved radikale beskæringer af arbejdspladser og ved at tvinge de tilbageværende ansatte til at øge tempoet. Ved at holde lønningerne nede mens de pressede mere output pr. person ud, tilegnede de sig i form af profit en historisk stor andel af den stigning, der skete i det ikke-finansielle BNP.

De ikke-finansielle virksomheder har under denne ekspansion hævet deres profitrater betydeligt, men stadig ikke op til det i forvejen lavere niveau i 1990’erne. Desuden har der i lyset af i hvor høj grad profitratens stigning blev opnået ved blot at hæve udbytningsgraden – ved at få arbejderne til at arbejde mere og betale dem mindre pr. time – været grund til at tvivle på hvor længe det kunne fortsætte. Men frem for alt har det amerikanske erhvervsliv, ved at øge profitabiliteten ved at holde jobskabelse, investeringer og lønninger nede, holdt væksten i den samlede efterspørgsel nede og dermed undergravet deres eget incitament til at ekspandere.

Samtidig har firmaerne, i stedet for at øge investeringerne, produktiviteten og beskæftigelse for at øge profitterne, forsøgt at udnytte de ultra-lave låneomkostninger til at forbedre deres egen og deres aktionærers position ved hjælp af finansiel manipulation – ved at afbetale deres gæld, udbetale dividender og opkøb af egne aktier for at drive deres værdi op, især i form af en enorm bølge af fusioner og virksomhedsopkøb. I USA er både dividenders og tilbagekøb af aktiers andel af overskudshenlæggelsen eksploderet til det højeste niveau i efterkrigstiden. Det samme er sket over hele verdensøkonomien – i Europa, Japan og Korea.

Boblerne brister

Sagens kerne er at vi siden år 2000 har været vidne til den langsomste vækst i realøkonomien i USA og resten af den avancerede kapitalistiske verden siden 2. verdenskrig og den største udvidelse af den finansielle økonomi eller papirøkonomien i amerikansk historie. Man behøver ikke en marxist til at fortælle, at det ikke kan fortsætte.

Ligesom 1990’ernes boble på aktiemarkedet til sidst bristede, styrtede boligboblen selvfølgelig til sidst sammen. Som følge deraf kører den film med en ekspansion drevet af boligsektoren, som vi så under det cykliske opsving, nu baglæns. I dag er huspriserne allerede faldet med 5 % i forhold til deres højdepunkt i 2005, men dette er kun begyndelsen. Moody’s vurderer at når boligboblen er faldet helt sammen i starten af 2009, vil huspriserne nominelt være faldet med 20 % - og endnu mere i realpriser – klart det største fald i amerikansk efterkrigshistorie.

Ligesom den positive velstandseffekt af boligboblen drev økonomien fremad, driver den negative effekt af boligkrakket den tilbage. Når værdien af deres boliger falder, kan husstandene ikke længere betragte deres huse som kontantautomater, husstandes lån bryder sammen, og følgelig bliver husstandene nødt til at forbruge mindre.

Den underliggende fare er at de amerikanske husstande, der ikke længere kan lave en såkaldt opsparing gennem deres stigende boligværdier, pludselig vil begynde en reel opsparing, og hæve niveauet af den personlige opsparing, som nu er historisk lav, og trække forbruget ned. Firmaerne, der forstod hvordan enden på boligboblen ville påvirke forbrugernes købekraft, skar ned på nyansættelserne, hvilket førte til at beskæftigelsesvæksten faldt betydeligt fra starten af 2007.

Takket være den voksende boligkrise og beskæftigelsens lavere tempo var den reale pengestrøm ind i husstandene, som var steget med omkring 4,4 % i 2005 og 2006, allerede i anden kvartal af 2007 faldet til næsten nul. Med andre ord, hvis man lægger husstandenes reale disponible indkomst sammen med hævningen af deres friværdi, plus deres forbrugerkreditlån plus kapitalgevinstrealisationer, kommer man frem til at de penge, som husstandene faktisk havde at bruge, var holdt op med at vokse. Længe før den finansielle krise brød ud sidste sommer sang ekspansionen på sidste vers.

Det der gør nedturen så uhyre kompliceret og gør den så utrolig farlig er selvfølgelig subprime-sammenbruddet, som opstod som en direkte forlængelse af boligboblen. De mekanismer, som forbinder skrupelløs pantebelåning i titanisk målestok, massive boligtvangsauktioner, sammenbruddet for et værdipapirmarked som blev holdt oppe af subprime-lån [en særlig risikabel type lån til husstande med dårlig økonomi, red.] med krisen for de store banker, som direkte besad store mængder af disse værdipapirer, kræver en særskilt diskussion.

Man kan ganske enkelt konkluderende sige at økonomien, fordi bankernes tab er så alvorlige, allerede enorme, og sandsynligvis vil vokse sig meget større mens nedturen forværres, står med udsigten til en udtømning af kreditmulighederne i selv samme øjeblik som den glider ind i en recession, hvilket er uden fortilfælde i efterkrigstiden – og at regeringerne for at forhindre dette resultat står med et problem af et omfang uden sidestykke.

Robert Brenner er professor i historie ved UCLA (University of California, Los Angeles) og forfatter til bl.a. The Economics of Global Turbulence og The Boom and the Bubble. Oversat af Lars Henrik Carlskov fra Against the Current, nr. 132 (January/February 2008).

Dræningen af Afrikas rigdomme

Patrick Bond, der er økonom ved KwaZulu Natal University i Sydafrika og forfatter til en række bøger om Afrika, fortæller i dette interview om imperialisme og modstand på det afrikanske kontinent i dag.

Hvad er dynamikken i plyndringen af Afrika?

Lad os begynde med den proces, hvor den nye imperialisme er afhængig af udvindingen af ressourcer til stadig lavere priser.

Vi befinder os i en meget forvirret periode, for siden 2002 er varepriserne - mineraler, energi, selv salgsafgrøder – steget. Men der er mange mennesker, som vil erklære sig enige, at der er tale om en lille fremgang i en varepriscyklus, som siden 1970’erne har været ude for en dramatisk tilbagegang. Det er i den forstand, at de multinationale selskabers magt, og de afrikanske eliters lydighed over for denne magt, nu har nået enestående højder.

Det er blevet så ekstremt, at selv Verdensbanken har erkendt, at der ikke er noget grundlag for økonomisk udvikling baseret på den nuværende styreforms udvinding af ressourcer. En ret ukendt rapport fra Verdensbanken, Where is the Wealth of Nations?, som blev offentliggjort på dens hjemmeside i 2005, har erkendt denne dræning af rigdom.

For eksempel var Gabons bruttonationalprodukt (BNP) per capita i 2002 på 3370 dollars, hvilket er relativt højt på grund af olierigdommene. Men nettoopsparingen per capita var på minus 1183 dollars. Det er det mest ekstreme tilfælde. Men mønsteret går igen i stort set alle de afrikanske økonomier, der er baseret på udvinding af ressourcer. I øvrigt er de to mest intensive tilfælde, Angola og Den Demokratiske Republik Congo (DRC), ikke engang talt med, fordi de ikke har tilstrækkelige data.

Her kan man se processen med udvinding af Afrikas rigdomme uden geninvesteringer. Dette bliver kombineret med de afrikanske eliters kapitalflugt – samt den ufatteligt høje GINI-koefficient [statistisk redskab til at måle ulighed, red.]. Disse lande er virkelig de værste i verden med hensyn til ulighed, til relativ kapitalflugt og til udvinding af ressourcer uden geninvestering.

I den henseende er Sudan et mere ekstremt tilfælde, men stadig en del af den overordnede proces, hvor den multinationale kapital i stedet for at flyde til Afrika hopper fra det ene mineraludvindingssted til det næste. Det er den måde, hvorpå Afrika er integreret.
Der er to andre faktorer, der skal nævnes. Den ene er den amerikanske imperialisme og den anden er den kinesiske faktor.

Udover den amerikanske imperialisme har vi har også fået en sydafrikansk sub-imperialisme, og USA og Sydafrika opererer – bortset fra nogle få retoriske forskelle i ny og næ – i temmelig stor overensstemmelse om at etablere strukturerne til at dræne Afrika for rigdom. En af disse strukturer er New Partnership for Africa’s Development – NEPAD – hvis filosofi beskrives præcist det amerikanske udenrigsministeriums navnevalg, fordi den udvider det nyliberale projekt.

Den tidligere amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfeld bekendtgjorde i 2005, at der skulle være en ny Afrika-kommando. Indtil for nylig er Afrika blevet afpatruljeret af Middelhavs-kommandoen, Europas sydlige kommando.

Den anden faktor, Kina, er afgørende på grund af det nye handelsregime, der er kommet med Kinas indtræden i WTO. Før i tiden var der en form for minimal fordel i at have fremstillingsvirksomhed i Afrika på grund af den amerikanske lov ved navn Africa Growth and Opportunity Act (AGOA), som tillod nogle få lande, som f.eks. Lesotho, at eksportere nogle få fremstillingsvarer, især beklædningstekstiler, ind i USA.

Det er nu en saga blot, og den store historie er, at praktisk talt hele Afrikas tøj- og tekstilkapacitet bliver tilintetgjort af importvarer. Det gælder også for fodtøj og elektronik i et utal af sektorer. Den kinesiske importbølge har simpelt hen tilintetgjort en stor del af Afrikas kapacitet.

Hvad er den kinesiske regerings politik i Afrika?

Den ser ud til at være et forhold baseret på opportunisme og klientelisme.

I 2005 gav den kinesiske regering et lån på 200 millioner dollars til Zimbabwes regering. Dette skete mere eller mindre præcis et år efter, at Zimbabwe havde afslået et lån på 500 millioner dollars fra den sydafrikanske regering på grund af betingelser, som efter sigende ville kunne give mere plads til opposition og konfrontationer med regimet. Derudover ville det have indebåret en større liberalisering af Zimbabwes økonomi i forhold til Sydafrikas.

Hvad kineserne har gjort, ved vi ikke i detaljer. Men det kan sammenlignes med et andet arrangement, som blev lavet i 2005, hvor Kina kautionerede for Angolas regering, der, selvom den har meget store olieindtægter, havde kraftigt brug for to milliarder dollars.
Angolas regering henvendt sig til Den Internationale Valutafond, og IMF havde et utal af betingelser. Kineserne gav lånet, formodentlig til samme eller næsten samme udlånsrente – jeg har ikke de detaljer – men uden disse betingelser.

Og på samme måde er der i Sudan masser af kinesiske investeringer i infrastrukturen for at støtte olieudvindingen – i omegnen af otte milliarder dollars, har jeg hørt.

I disse tre tilfælde, plus mange flere, hvor vi nu kender detaljerne, ser Kina ud til at udvide sine relationer med undertrykkende afrikanske regimer, og det ser ud til at ske uden nogen indflydelse fra progressive, som på den ene eller den anden måde ønsker at stille betingelser for disse relationer.

For lige at illustrere det: Græsrodsbevægelsen i Zimbabwe opfordrer til intelligente sanktioner mod Robert Mugabe. Sydafrikas forhold til Zimbabwe er også frygteligt vigtigt, fordi så stor del af de materielle ressourcer og den ideologiske støtte til Mugabe-regimet kan findes hos det officielle Sydafrika.

I Zimbabwe forekom der i september en forfærdelig tortur af fagforeningsaktivister, fængslinger af kvindeaktivister og tæv og fortsat undertrykkelse. Det er virkelig vigtigt at forstærke de progressives stemme i Zimbabwe for at få den internationale solidaritet op at køre. Pambazuka, den førende progressive afrikanske hjemmeside, er kommet med en større udgivelse om Kina, Afrika og alternativer fra neden, i stedet for de elitære, klientbaserede systemer, som ser ud til at have fundet fodfæste fra oven.

Hvordan er den politiske situation i Sydafrika?

Efter en meget forvirrende periode gav fagforeningerne, der mødtes på en konference i 2005, igen deres støtte til Jacob Zumas kandidatur i det kommende ledervalg i African National Congress (ANC).

Zuma måtte også undskylde for en ufattelig homofobisk bemærkning, han kom med til en traditionel Zulu-forsamling. Men han blev også noteret for at sige, at hvis han bliver præsident, ville han genudnævne den nyliberale finansminister, Trevor Manuel, og at det går helt fint med den økonomiske politik.

Den måde, som Zuma er blevet omfavnet af COSATU – Congress of South African Trade Unions – og det sydafrikanske kommunistparti (SACP), SACP’s ungdomsforbund og ANC’s ungdomsforbund, giver grund til en vis bekymring. Der er ingen venstrefløjskandidat.

Hvori består Zumas bagland?

Han har et mærkværdigt bagland, som det sydafrikanske kommunistpartis strateg Jeremy Cronin beskriver som dem med noget at klage over. Præsident Thabo Mbeki har optrådt så arrogant og egenrådigt, centraliseret magten, og påtvunget partistrukturen – selv byråd - sine håndplukkede bureaukrater og politikere fra oven. Et omfattende oprør har vundet fodfæste. Selvom ANC stadig er et populært parti, og Mbeki klarer sig overraskende godt i meningsmålingerne, afspejler den faktiske gensidigt ødelæggende dynamik en dyb splittelse.

Zumas bagland er til den største etniske gruppe, zulu-folket, som har haft en etnisk-baseret bekymring for, at deres underudvikling i en af de tre fattigste provinser, KwaZulu Natal, kan have noget at gøre med etnisk frygt. Jeg ved ikke om der er nogen sandhed i det, men den etniske chauvinisme er bestemt i fremgang, fordi Zuma bruger zulu-kortet så meget som muligt.

”One hundred percent Zulu boy” er en af de måder, det er kommet til udtryk som slogan. Det har optrådt på plakater og i nogle etnisk-baserede angreb på ham som zulu i nogle falske e-mails, der cirkulerede i de ledende kredse i ANC i slutningen af 2005.

Det andet, og langt vigtigere, er, at fagforeningernes ledelse – eller i det mindste den største fraktion – støttede op om Zuma. Det skyldes efter min mening til dels frustration over Mbeki og den nyliberale klike omkring ham – især Manuel, finansministeren, og Alec Erwin, minister for offentlige virksomheder.

Disse fagforeningsledere er på fortvivlelsens rand efter, at de har arbejdet for en social kontrakt mellem arbejderbevægelsen og regeringen. Den er ikke blevet opfyldt, eftersom regeringen har brudt praktisk talt alle sine løfter til dem, særligt med hensyn til den økonomiske politik.

Derfor har fagforeningslederne, der også har følge af det meste af kommunistpartiets ledelse – selvom der er nogle vigtige undtagelser – følt, at Zuma udgør en bedre vej til ANC’s ledelse.

Der er altid snak om, at med Zuma som præsident vil der måske være ministerposter, og den såkaldte stige mellem fagforeningerne og regeringen har været et meget stærkt incitament. En række af de øverste fagforeningsledere er gået fra COSATU eller beslægtede organisationer til ministerposter i regeringen.

Dette er altid en faktor – den måde som den tredelte alliance mellem ANC, SACP og COSATU reproducerer sin egen ledelsesmæssige og politiske elite uden, at der nødvendig er nogen ideologisk ramme. Zuma udgør en bedre rute for den proces end nogen, der er tættere på Mbeki.

Der er en sidste faktor, som er en ægte følelse af, at Zuma blev gjort fortræd [ved at blive tiltalt for voldtægt], og at de statslige organer blev brugt på ulovlig vis til at prøve at knuse ham.

En anden alvorlig beskyldning er, at Zuma fjernede en stor del af presset fra en parlamentarisk undersøgelse af våbenhandel, især fordi han skrev et brev til parlamentet, der lukkede et af parlamentets store undersøgelsesorganer.

Det havde angiveligt noget at gøre med en bestikkelse på 70.000 dollars, som Zuma skulle have fået af et fransk våbenfirma, Thint.

Det forlyder, at brevet var forfattet af Mbeki og blot underskrevet af Zuma. Denne våbenhandel, til en værdi af omkring én milliard dollars i angrebsvåben, placerede Sydafrika i en meget stærk sub-imperialistisk position til at foretage alle mulige slags aktiviteter over hele kontinentet.

Denne våbenhandel – som et parlamentsmedlem allerede er blevet sendt i fængsel for – kendetegner også den måde, som Zuma er blevet gjort til syndebuk for et meget bredere fænomen.

Så dette er et meget kringlet tidspunkt, hvor hæderlige mennesker sikkert støtter Zuma af nogle af disse årsager.

Selvom Zuma for nylig blev renset for anklagerne om voldtægt, findes der alle mulige beviser, som tyder på, at det han gjorde var, som Ærkebiskop Desmond Tutu sagde, at udnytte en kvinde han var dobbelt så gammel som – en HIV-positiv kvinde, som han risikerede at smitte igen, og for at beskytte sig selv mod at blive smittet, tog han sig et bad. På den måde er Zuma blevet til grin.

Der en blok i ANC, som bakker kraftigt op om Mbeki. Der er en blok i ANC og blandt fagforeningsfolkene, som bakker kraftigt op om Zuma. Og der er en uafhængig venstrefløj, som væmmes over dem begge. Hvem kender disse blokkes indbyrdes styrkeforhold? Vi kender de første tos, når Mbeki offentliggør sin egen kandidat til at erstatte sig som præsident for ANC og senere, i 2009, som landets præsident.

Hvilke sociale bevægelser er de vigtigste i Afrika i dag?

De fleste af de kampagner, som har en form for progressiv eller antikapitalistisk fokus, har været begrænset til enkelte af den nyliberale trussels projekter eller sektorer. Der er syv eller otte kampe, som er værd at holde øje med.

Der er kampen for adgang til anti-retroviral medicin [lægemiddel der forhindrer HIV-smitten i at udvikle sig yderligere, red.]. AIDS-behandlingsaktivister har brudt medicinalfirmaernes greb om deres patenterede medicin, så der nu findes mere kopimedicin i Afrika, selv om det er noget der må holdes nøje øje med.

En anden vigtig kamp er den mod presset for genmodificering – især fra Monsanto, der 
bruger Sydafrika og Kenya som affyringsrampe for GMO-afgrøder.

En tredje ville være bloddiamant-ofrenes kampe, deriblandt en i Kimberly, Sydafrika, hjemsted for en af de største diamantminer, hvor De Beers [verdens største diamantkoncern, red.] havde hovedkvarter. En anden beslægtet kamp er om diamanter og andre mineraler i Botswana, hvor Basarwa San buskmændene i Kalahari-ørkenen har kæmpet meget indædt mod De Beers og Verdensbanken for at undgå at blive tvangsforflyttet.

Dertil kommer, at Lesothos bønder gør modstand mod store vandkraft-projekter og projekter for omlægning af vandløb. Bujugali-vandkraftdæmningen nær Kampala, Uganda, møder også modstand blandt de lokale. Det er nogle meget effektive kampe, som kæder kampe for de indfødtes rettigheder og jord sammen med bekymringer over de måder vandkraft fortsat bliver fremmet gennem prestigeprojekter for dæmninger, især af Verdensbanken.

Og så har vi de olie- og energi-relaterede kampe i Tchad og Cameroun, som skyldes en stor rørledning, som er blevet bekæmpet af miljøaktivister, indfødte der er blevet fordrevet fra deres jord og menneskerettighedsaktivister, som er bekymret over, at diktaturet i Tchad får adgang til våben på grund af tilstrømningen af ressourcer.

Der har fundet en lille dans sted mellem diktaturet i Tchad og Verdensbanken om korruptionsspørgsmålet, og den endte for nylig med, at Verdensbankens præsident Paul Wolfowitz godkendte den tchadiske regerings misbrug af midler, der stammer fra nye olieindtægter.

På samme måde i Niger-deltatet, hvor den måske mægtigste kamp i Afrika mod kapitalen finder sted – især guerillagruppers skridt med at kidnappe oliearbejdere, hvilket afspejler præcis hvor håbløst og vanskeligt, det er blevet at udføre noget legalt arbejde.

Vi har set, at kvinder har ført an i dette arbejde, og besat olievirksomhedernes anlæg for at opnå miljømæssig retfærdighed og få ressourcerne til at flyde tilbage til Niger-deltaet. Det er ikke lykkedes, så nu er der grupper, som skrider til kidnapning af oliearbejdere – der så vidt jeg kan se får en anstændig behandling og er kommet ud af oplevelsen, i nogle offentligt kendte tilfælde, som tilhængere af aktivisternes krav.

Endelig vil jeg pege på de ghanesiske og sydafrikanske aktivister, der kæmper imod privatisering, især vandprivatisering. Et sydafrikansk firma er involveret i det ghanesiske projekt i hovedstaden Accra, hvilket har ført til højere priser og dårligere service.

I Sydafrika har kampen for vandet nået et punkt, hvor store retslige søgsmål bliver indgivet af venstreorienterede kræfter, som The Anti-Privatization Forum, for at forsøge at forhindre vandmålere med forudbetaling. Det viser i hvilket omfang,varegørelsen breder sig til hvert eneste aspekt af livet – selv luften, med Kyoto-aftalens handel med CO₂.

De sydafrikanske aktivister gør – selvom der er splittelser i bevægelsen undervejs – et storslået arbejde med at gøre opmærksom på alle den slags problemer, som opstår ved privatisering. De fremsætter også en socialistisk strategi med ophævelse af varegørelsen gennem gennationalisering af vand, telekommunikation, elektricitet og sundhedssystemet, og virkelig gøre det langt bedre i stand til at tjene fattige mennesker, som en meget udtalt krav.

Den kortsigtede strategi indebærer, hvad nogen autonomister vil kalde en selvaktivitet bestående af gentilslutning. Efter afbrydninger af elektricitet eller vand har Soweto Electricity Crisis Committee fået hold af blikkenslagere og elektrikere fra townshipsene til ulovligt at slutte det til igen.

I hvor stor udstrækning, at det kan fortsætte, afhænger af disse bevægelsers styrke, som indtil videre er ganske imponerende. Men det der vil ske på længere sigt, er tydeligvis udviklingen af et mere omfattende venstrefløjsprogram.

Forhåbentlig vil det i løbet af de kommende fem år få tilslutning fra fagforeninger, der har brudt med ANC – og måske vil kommunistpartiet slutte sig til dem, i et nyt venstrefløjsparti, et arbejderparti. Men det ligger et par år ude i fremtiden.

Patrick Bonds forfatterskab tæller bøger som Looting Africa: The Economics of Exploitation (2006), Talk Left, Walk Right: South Africa’s Frustrated Global Reform (2004) og Elite Transition: From Apartheid to Neoliberalism in South Africa (2000). Bond blev interviewet af Lee Sustar fra den amerikanske ugeavis Socialist Worker, hvor interviewet blev bragt 19. januar 2007. Oversættelse og noter af Lars Henrik Carlskov.