Det havde vi aldrig klaret uden hende

AF LARS HENRIK CARLSKOV

I midten af januar kunne Dronningen fejre 40-års jubilæum som officielt statsoverhoved for Danmark.

Det blev fejret efter alle kunstens regler, og de førende danske medier leverede såkaldt “væg-til-væg-dækning”, hvilket vist nok er den journalistiske pendant til en vild bytur, hvor man brænder hele månedens budget af på én gang.

Under alle omstændigheder var det sikkert underholdende, i hvert fald hvis man selv var til stede, og selv om begivenheden efterhånden ligger flere uger tilbage, har de ru tunger og brune næser næppe endnu fortaget sig hos Jes Dorph, Ulla Terkelsen og de andre journalister, der dækkede jubilæet.

Inden da truede et skændigt attentat mod monarkiet dog med helt at spolere festlighederne, idet et flertal i Københavns Borgerrepræsentation ikke ville bevillige de 400 servietter til en beskeden samlet pris på 40.000 kr., som Dronningen ønskede sig og endda selv havde designet.

Hun måtte derfor nøjes med selvdesignede servietter for 20.000 kr., ikke mindst til De Konservatives store fortørnelse, og Dronningens servietunderforsyning er da bestemt også et spørgsmål, der kan banke partiet op over spærregrænsen ved næste valg.

Også fra denne avis skal der lyde et stort og varmt til lykke til majestæten. Som ingen anden har hun nemlig perfektioneret den ædle kunst at overklippe røde snore i forbindelse med officielle åbninger og indvielser. Hun har lært håndværket af sin far, der lærte det af sin af far osv..

Med lige dele træningsiver og nedarvet talent har hun gennem årene raffineret sin overklipningsteknik til et niveau, der tangerer det sublime. En sand ekvilibrist på sit felt. Én ting er i hvert fald sikkert: Vi havde aldrig klaret alle de snore uden hende.

Bragt i Socialistisk Arbejderavis nr. 317, 12. februar 2012.

Nasserøvene er politikerne, bankerne og de store virksomheder

Det er ikke arbejdsløse og førtidspensionister, der lider af ”krævementalitet”.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Danske medier og politikere er i vildt oprør over arbejdsløses og førtidspensionisters forhold. Årsagen til opstandelsen er dog ikke den kendsgerning, at Danmark er et af de europæiske lande, hvor fattigdommen de sidste 10 år er steget hurtigst. Tværtimod er det arbejdsløses og førtidspensionister angiveligt alt for lette hverdag, der har hensat medier og politikere i en ophidselse, som ellers normalt forbindes med diverse gorilla-arters parringsritualer.

”Jeg brækker mig” lød således Joachim B. Olsen fra Liberal Alliances kommentar til til et forslag fra SF om ekstra statslig hjælp til fattige familier, som ikke har råd til at holde jul. I følge Olsen er det altid selvforskyldt, hvis nogle danskere ikke har råd til julegaver- og mad. Så når velgørenhedsorganisationerne de senere år har kunnet berette om en kraftig stigning i ansøgningerne om julehjælp skulle det således intet have at gøre med hverken den tidligere VK-regerings politik eller den økonomiske krise.

Ingen fattige?
Hvis man følger Liberal Alliances folketingsmedlems tvivlsomme logik må det således betyde, at pludselig, nærmest som et lyn fra en klar himmel, har mageligheden bredt sig i befolkningen, der derfor i stigende grad søger om julehjælp. Hvorfor og hvordan denne ”magelighed” så pludseligt har spredt sig har Joachim B. Olsen ikke givet nogen forklaring på. Og hvem havde forventet andet af en mand, hvis fordomme om fattige danskere bedst kan beskrives som, ja, en gang bræk?

En stor del af debatten har som bekendt handlet om kontanthjælpsmodtageren Carina, der af SF’s Özlem Cekic blev fremhævet som et eksempel på fattigdom, men som angiveligt tværtimod skulle bevise, at ingen lider nød i Danmark. Imidlertid har forskningsinstituttet CASA påpeget, at den nævnte Carina godt kan tilhøre kategorien af fattige, ligesom hun i følge Dansk Folkehjælp også er fattig nok til at modtage julehjælp.

Mange er endnu fattigere
Dog er mange danskere endnu fattigere. I følge en rapport fra Rockwool Fonden fra 2009 har en enlig på starthjælp således 2188 kr. om måneden efter husleje til mad og alt det øvrige. Da mad og dagligvarer købt i discountbutikker ifølge rapporten koster 3118 kr. om måneden, betyder det, at der mangler omkring 1000 kr. i budgettet. Også tidligere omtalte CASA har undersøgt leveforholdene for mennesker på nedsatte sociale ydelser som følge af starthjælp, kontanthjælpsloft og 450-timers regel.

”Over halvdelen har oplevet ikke at have råd til sko, tøj, tandlæge eller frisk frugt og grøntsager dagligt. Og omkring hver fjerde har måttet opgive at spise tre måltider mad om dagen eller at købe lægeordineret medicin”, forklarede Finn Kenneth Hansen fra CASA således til Dagbladet Arbejderen i forbindelse med præsentationen af rapporten ”Livet på de laveste sociale ydelser” fra 2009. I følge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd lever 65.000 børn og i alt 346.000 mennesker i fattigdom i Danmark.

Regeringen hetzer løs 
Selv om den nye regering vil afskaffe de såkaldte fattigdomsydelser (starthjælp, kontanthjælpsloft osv.) har den samtidig i yderst skingre toner varslet en hårdere kurs over for arbejdsløse og førtidspensionister. Socialminister Karen Hækkerup hævder således, at der skulle eksistere en ”krævementalitet”, hvor f.eks. de arbejdsløse fokuserer mere på, hvad de kan få end hvad de selv yder, hvilket bakkes op af statsminister Helle Thorning-Schmidt, der kalder dette påståede ”normskred” en ”stærk provokation”.

Desuden vil beskæftigelsesminister Mette Frederiksen bruge flere hundrede millioner kroner på at genundersøge alle de svageste lediges arbejdsevne, tvinge arbejdsløse under 30 år til at tage en uddannelse, stoppe tildelingen af førtidspension til personer under 35 år, tvinge arbejdsløse ud i særlige kontanthjælpsjobs som f.eks. havearbejde og erstatte samtaler med krav om fremmøde i et arbejde, der skal afprøve de arbejdsløses arbejdsevne.

Politikere og erhvervsliv nasser 
”Der må være en krisebevidsthed, som vi må se at få italesat noget mere”, forklarer Karen Hækkerup i sit opgør med ”krævementaliteten”. Med andre ord handler det om, at arbejdsløse og førtidspensionister mentalt skal indstille sig på at betale for den økonomiske krise, som er fremkaldt af de rige, bankerne, de store virksomheder og det kapitalistiske system, de profiterer på. Den nye regering har som bekendt valgt at frede de rige og erhvervslivet.

Det er ellers netop de sidstnævnte, og ikke arbejdsløse og førtidspensionister, der gang på kræver bankpakker og skattelettelser samtidig med, at deres egen skattebetaling de senere år er dalet kraftigt. Samme ”krævementalitet” har folketingspolitikerne lige udvist ved at fastholde deres mulighed for at gå tidligere på pension end resten af befolkningen. Og som nævnt vil de rige, erhvervslivet og politikerne tilmed sende regningen for deres økonomiske systems krise videre til os. Hvem sagde nasserøve?

Blå regeringspolitik skyldes ikke kun De Radikale

Selv en S-SF-regering uden Vestager & Co. ville ikke bryde afgørende med VKO’s politik.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

De seneste måneder har på det nærmeste budt på kødannelse i forhold til at give De Radikale skylden for den nye regerings langtfra røde politik. Det er da også rigtigt, at De Radikale, modsat Socialdemokraterne og SF, er et ægte borgerligt parti og derfor står for en asocial økonomisk politik.

Dette har dog hele tiden været velkendt, hvorfor det ikke bør komme som en overraskelse og mindst af alle for Socialdemokraterne og SF. Ikke desto mindre har begge partier såvel inden valget som før regeringsforhandlingernes start og efter præsentationen af regeringsprogrammet insisteret på, at de foretrækker regeringssamarbejde med Vestagers tropper frem for en ren S-SF-konstellation.

Skattelettelser til de rige og efterlønsfiflerier

S-SF selv har da heller ikke ligefrem brillieret ved at præsentere et klart alternativ til de sidste 10 års VKO-flertal. F.eks. ville S-SF’s nu sløjfede ”millionærskat” have betydet, at millionærerne slap billigere end før VK-regeringens skattelettelser og at personer med en indkomst mellen en halv og en hel million beholdte deres skattelettelser.

Eller tag f.eks. efterlønnen, som Socialdemokraterne allerede i 2006 var med til at forringe ved at indgå i Fogh-regeringens ”velfærdsaftale” – hvilket SF senere tilsluttede sig med tilbagevirkende kraft. I 2009 åbnede Søvndal også for at pille ved efterlønnen (omend han senere skyndte sig at trække i land). Læg dertil, at S-SF før valget truede med at afskaffe efterlønnen, hvis ikke planen om at sætte arbejdstiden i vejret med 12 minutter om dagen gik igennem.

Accept af borgerlig krisepolitik

Spørgsmålet om skattelettelser til de rigeste, efterlønsdiskussionen og de nu skrinlagte planer om at hæve arbejdstiden viser, at Socialdemokraterne og SF selv uden De Radikale ikke ville udgøre et klart alternativ til borgerlig krisepolitik. Ydermere gjorde S-SF det ved flere lejligheder før valget klart, at de, hvis den økonomiske krise fortsætter, vil skære i velfærdsydelserne.

S-SF adskiller sig, ikke mindst takket være deres bånd til fagbevægelsen, fra De Radikale ved, at størstedelen af deres bagland ønsker en væsentlig mere venstreorienteret politik end den nye regerings. Som socialister er det vores opgave at mobilisere dette bagland til et brud med den nuværende borgerlige krisepolitik. Men det kræver også, at vi klart siger, at dette brud ikke kommer, hvis bare vi får en S-SF-regering uden De Radikale.   

Finansiel krise eller kapitalistisk systemkrise?

Den vigtigste årsag til den økonomiske krise er ikke banker eller storspekulanter, men derimod det nuværende produktionssystems indbyggede modsætninger.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Lige siden den globale økonomiske krise for alvor startede i efteråret 2008 har de mest udbredte forklaringer på krisens opståen kredset om den finansielle sektors rolle. Det skyldes bl.a., at det var en række krak i finanssektoren, ikke mindst bankgiganten Lehman Brothers’ kollaps 15. september samme år, der fik den økonomiske nedgang, som allerede indledtes med sammenbruddet på det amerikanske boligmarked i 2006-2007, til at accelerere. Imidlertid har den herskende klasse og de medier, den ejer og kontrollerer, også en klar interesse i at placere ansvaret for krisen hos bankerne eller aktiemarkederne.

Hvis problemet blot er spekulanters grådighed eller fejl i de finansielle markeders funktionsmåde, er det tilstrækkeligt med mere regulering eller eventuelt nationalisering af bankerne. Der vil således ikke være behov for mere radikale skridt – skridt der kunne true den herskende klasses magt og privilegier. Selv om politikere og beslutningstagere ved krisens start fremsatte højtidelige erklæringer om mere regulering, havde det mest af alt karakter af et bluff-nummer i betragtning af, at finanssektoren hidtil er sluppet for ethvert seriøst forsøg på mere regulering. Tværtimod har stater og internationale institutioner gennem ”hjælpepakker” af historiske proportioner overtaget astronomiske mængder dårlige lån og dermed opmuntret til, at den destruktive finansielle aktivitet kan fortsætte.

Keynesianismens fallit 
Både i Danmark og resten af verden er den finansielle sektor siden 1970’erne svulmet voldsomt op på bekostning af den såkaldte realøkonomi, hvilket har fået flere iagttagere til at tale om en ”finansialisering” af økonomien. På dele af venstrefløjen har der været en tendens til først og fremmest at se denne finansialisering som et resultat af politikeres, embedsmænds, erhvervsfolks og økonomers ønske om at løsne kapitalens tøjler for derved at øge udbytningen af den brede befolkning. Selv om dette bestemt har været en medvirkende årsag til de seneste årtiers slækkede kontrol med finanssektoren, er det også kun den halve sandhed.

I realiteten var der i lige så høj grad tale om, at den daværende nationaløkonomiske ortodoksi i form af keynesianismen, der hævdede at kapitalismen gennem statsintervention kunne undgå større kriser, havde vist sig ikke at have nogen løsning på 1970’ernes strukturelle krise. I stedet førte de keynesianske politikker til ”stagflation”, dvs. en kombination af stagnation, inflation og høj arbejdsløshed. I Danmark forsøgte de socialdemokratiske regeringer under ledelse af Anker Jørgensen at begrænse arbejdernes lønninger med indkomstpolitik og hele tre overenskomstindgreb. I 1982 gav Anker Jørgensen op og overlod uden at udskrive valg regeringsmagten til de borgerlige, som derefter beholdte den de næste 11 år.

Kapitalismens grænser 
Keynesianismens fallit som praktisk politik var med andre ord grunden til, at den, trods sin forudgående status som nærmest totaltdominerende blandt økonomer og regeringer af såvel borgerlig som socialdemokratisk observans, blev erstattet af de nyliberalistiske frimarkedsidéer, der hidtil var blevet betragtet som temmelig ekstreme. De keynesianske politikker slog fejl, fordi de ikke løste det grundlæggende problem, som var den egentlige udløser af 1970’ernes krise. De forstod nemlig ikke, at den væsentligste årsag til kapitalismens kriser ikke er finansiel spekulation eller manglende efterspørgsel, men derimod indbyggede modsætninger i produktionen.

For at forstå dette må man nemlig ty til Karl Marx og det han kaldte ”den i enhver henseende vigtigste lov i moderne politisk økonomi”, nemlig ”loven om profitratens faldende tendens”. Denne tendens udspringer af, at under kapitalismen må virksomhederne hele tiden begrænse deres omkostninger i forhold til konkurrenterne eller risikere at bukke under. Dette gøres lettest ved at investere i arbejdsbesparende teknologi, men da profitten i sidste ende udspringer af menneskeligt arbejde, vil det føre til, at profitterne relativt set falder i forhold til investeringerne. Dette fører til at virksomhederne tilbageholder investeringerne, hvilket udløser en krise.

Uløste problemer 
Dette er i meget grove træk ”loven om profitratens faldende tendens”, og det var netop denne tendens, der betød, at et kvart århundrede med langvarig økonomisk vækst i starten af 1970’erne blev afløst af en ødelæggende krise. De faldende gennemsnitlige profitrater i fremstillingsindustrien førte i slutningen af årtiet til, at virksomhederne begyndte at kanalisere en stadig større andel af deres investeringer over i den finansielle sektor. Men da finansielle virksomheder ikke producerer ny værdi, men blot omfordeler værdi, der er skabt i realøkonomien, førte det i stedet for varigt økonomisk opsving til en række bobler, der efter tur er bristede. Før eller siden ville det enorme gab mellem kurserne på aktiemarkederne og den underliggende værdiproduktion igangsætte en katastrofal krise som den nuværende.

Via historiens største finansielle redningsaktioner, der for verdens ledende stater og internationale institutioner løb op i en samlet sum på omkring 20 billioner dollars, forhindrede de herskende eliter i første omgang krisen i at nå 1930’ernes dybde. Men det har også forhindret den udrensning af uprofitable virksomheder, der som det eneste kunne bane vejen for et nyt langvarigt opsving. Dette ville imidlertid også øge risikoen for sociale oprør, hvorfor vi i stedet har fået en gældskrise, hvor statsbankerotter og euroens sammenbrud blot er et par af de sandsynlige scenarier. De sidste tre årtiers neoliberale politikker har ikke formået at genoprette virksomhedernes profitrater til det høje niveau før 1970’ernes strukturelle krise, hvorfor de herskende klasser i alle klodens lande har indledt en brutal offensiv mod velfærdsydelser og arbejderklassens lønninger og arbejdsforhold.

Socialismens aktualitet 
Den økonomiske krise er således ikke blot en finansiel krise, men udspringer derimod af en uløst profitabilitetskrise, som går helt tilbage til starten af 1970’erne, der igen skyldes de systemiske modsætninger i den måde produktionen organiseres under kapitalismen. Det store spørgsmål er om verdens befolkninger fortsat vil betale for den krise, de er uden skyld i, men i stedet skyldes et system, der kun gavner en lille minoritet af klodens befolkning.

Heldigvis har 2011 budt på den største bølge af folkelige oprør i fire årtier, ikke mindst i lande som Tunesien, Egypten, Spanien, Grækenland og senest USA. Krisens dybde og den folkelige modstands størrelse viser, at socialismen både er mulig og nødvendig. For at nå dertil må vi som socialister sætte alle delkampe i forbindelse med og vurdere dem efter om de fremmer den nødvendige revolution. På gaden, arbejdspladserne, uddannelsesstederne og i boligkvartererne kan vi skabe det alternativ som det politiske system alt for tydeligt har vist sig ude af stand til.