En krig der bliver ført af de rige

Den anerkendte marxistiske geograf David Harvey fortæller i dette interview om hvordan nyliberalismen har spredt sig og hvorfor den bør anses som en strategi fra den herskende klasses side.

AF JOSEPH CHOONARA

I januar talte den New York-baserede akademiker David Harvey ved en stuvende fuld offentlig forelæsning på London School of Economics for at promovere sin nye bog A Brief History of Neo-Liberalism. Han redegjorde, med sædvanlig præcision, for historien om de tre årtiers angreb, som er blevet gennemført af den globale herskende klasse. Disse angreb, som er blevet udført i nyliberalismens navn, har betydet en voksende social polarisering, fremkomsten af nye eliter og forarmelse for mange på samfundets bund. Han sluttede af med at sige til sit publikum, at ”hvis dette ligner klassekamp og føles som klassekamp, bør vi kalde det klassekamp. Og vi bør gengælde denne klassekamp.” Denne opfattelse af nyliberalismen og behovet for at bekæmpe den gennemtrænger Harveys nye bog. Da vi mødtes, morgenen efter hans forelæsning, bad jeg ham forklare, hvorfor han skrev den.

”To ting kendetegner dette værk”, sagde han. ”For det første mit historisk-geografiske fokus på den måde, som nyliberalismen har vundet frem – dens ulige udvikling på verdensplan. Jeg tror, at man bagefter vil få et andet syn på hvordan nyliberalismen fungerer på forskellige steder og til forskellige tider. Den er ikke bare en monolitisk [fuldstændig ensartet, red.] form for historisk forandring.”

”Den anden ting er den teoretiske struktur, som i høj grad tager udgangspunkt i klasser og mekanismerne for udvinding af merværdi fra arbejderne overalt i det, der nu er et globalt kapitalistisk system.” Ligesom Karl Marx anser Harvey udbytningen af arbejderne for at være et centralt træk ved det kapitalistiske samfund. Marx argumenterede for, at selvom arbejderne arbejder en hel arbejdsdag, går kun en del af denne tid til at frembringe den værdi, der ender i deres lønningspose. Resten af tiden frembringer arbejderne ”merværdi”, som ender i hænderne på kapitalisterne og er kilden til profit.

Noget af denne profit kan så blive pumpet tilbage i produktionen og gøre det muligt for kapitalisterne at samle sig endnu større koncentrationer af maskineri, råmaterialer og arbejdere. Marx kaldte denne proces for akkumulation. At presse arbejderne til at frembringe profit, som så giver næring til akkumulation og fremtidige profitter i en tilsyneladende endeløs cyklus, er kapitalismens centrale drivkraft.

Nyliberalismen er for Harvey et svar på den dobbelte krise, der opstod i midten af 1970’erne for den herskende klasse. På den ene side stod kapitalisterne over for en ”akkumulationskrise” – det kapitalistiske system stagnerede og profitterne var faldet i forhold til de profitter, der blev opnået umiddelbart efter 2. verdenskrig. For det andet udgjorde en stigende bølge af arbejdskampe i 1960’erne og 1970’erne en trussel for den herskende elites politiske magt.

De nyliberalistiske idéer, en politik Harvey beskriver som ”deregulering, privatisering og statens tilbagetrækning fra mange områder inden for det sociale serviceområde”, levede i mange år i periferien af det intellektuelle liv. I 1970’erne blev de drevet frem til en central position som svar på den dobbelte krise. Harvey argumenterer overbevisende for, at nyliberalismen har været en bemærkelsesværdig fiasko med hensyn til at løse akkumulationskrisen. Men den har betydet en stor ændring i klassernes magt til fordel for en lillebitte elite. ”Mange andre beskrivelser af nyliberalismen omtaler dens forbindelse til akkumulationen, men meget få ser den klart som et klasse-projekt,” sagde Harvey.

Et centralt punkt i nyliberalismens vej frem, som Harvey ofte vender tilbage til, var byen New York. Han fortalte mig, at ”byen oparbejdede en masse gæld, af en mængde forskellige grunde. En af grundene var, at det var et svar på krisen i storbyerne i 1960’erne i USA. Der blev hældt penge ind i de indre byer af forbundsregeringen for at ordne raceproblemer, arbejdsløshed osv. Det kom der styrkede fagforeninger og øget beskæftigelse i den offentlige sektor ud af.”

Men efterhånden som den økonomiske krise ramte USA i 1970’erne, forsvandt støtten fra den amerikanske stat: ”I den situation måtte bystyret enten fyre en masse arbejdere eller optage lån. I første omgang optog det lån og blev tilskyndet til at gøre det af bankerne.” Denne låntagning var delvis baseret på et boom inden for fast ejendom i starten af 1970’erne, som bystyret var kraftigt involveret i. ”Da dette marked krakkede i 1973 var bystyret i en sårbar position over for bankmændene. Bankmændene så det som en mulighed for at udføre et kup mod bystyret – og til at omforme byen efter et meget anderledes mønster. Det er lidt ligesom Irak-krigen. Man ønskede at gå ind i Irak i de tidlige 1990’ere, men man kunne ikke gøre det. Men så gav 11. september dem den mulighed, de havde brug for.”

”Bankmændene ønskede i 1960’erne og de tidlige 1970’ere at disciplinere bystyret i New York. Krisen i 1973-5 gav dem deres chance. De gennemførte et banebrydende ”strukturtilpasningsprogram”, der beskar en masse offentlige serviceydelser og genforhandlede kontrakter. Det var et åbenlyst angreb på byens befolkning. Bagefter blev de selvfølgelig nødt til at genopbygge byen, fordi de havde enorme interesser i værdier inden for fast ejendom, især på Manhattan. Her begyndte de at bruge rundhåndede gaver fra det offentlige til at genopbygge byen omkring deres projekt.”

Denne taktik med at gribe muligheder, der bliver skabt af økonomiske kriser, til at gennempresse frimarkedspolitik har været mønstret lige siden. ”Det var nøjagtig de samme folk, der var indblandet i den gældskrise, der ramte Latinamerika i 1980’erne – folk fra investeringsbanker i New York. Forskellen var, at her fik de brug for den amerikanske regering til at redde dem fra at gå fallit.” Den amerikanske regering, som Ronald Reagan nu stod i spidsen for, fandt noget de kunne bruge Den Internationale Valutafond (IMF) til, som mange nyliberale tidligere havde været mistænksomme over for. Sammen med Verdensbanken gennemtvang IMF nyliberale strukturtilpasningsprogrammer over hele Latinamerika til gengæld for gælds-lettelser.

Harvey påpeger dog, at den amerikanske herskende klasse ikke den eneste, der har gavn af nyliberalismen eller arbejder for at gennemføre den. ”Det er meget sjældent, at USA intervenerer uden støtte i det pågældende land. Tag det kup, som Augusto Pinochet stod i spidsen for i Chile i 1973. Det var de øverste klasser i Chile, som egentlig ledte kuppet, med støtte fra CIA, amerikanske virksomheder og Henry Kissinger. Da Pinochet tog magten var det den herskende klasse i Chile, som for skubbede den nyliberale dagsorden frem.”

”Der er ikke tale om, at det bare er USA, der suger rigdom ud af resten af verden – der er tale om herskende eliter, der har løse indbyrdes alliancer, og som samler merværdi til sig selv. Nogen af de rigeste mennesker i verden bor i Mexico eller Østasien.”

Nyliberalismens idéer har spredt sig som en løbeild siden 1970’erne. ”Et af de store spørgsmål er, hvorfor så mange mennesker er blevet overbevist om, at nyliberalismen er en god ting, når den faktisk ikke fungerer særlig godt,” sagde Harvey. ”Jeg mener, at svaret er, at den har været en stor succes for visse grupper af mennesker, deriblandt dem, der kontrollerer medierne og de forskellige ideologiske apparater. Den anden ting er, at man altid kan pege på en lille del af verden, hvor den nyliberale orden ser ud til at fungere godt – f.eks. Kina i dag.”

Men det ironiske er, at økonomisk vækst oftest findes hos regeringer, der ignorerer den nyliberale doktrin. ”Man får en pervers form for nyliberalisme, fordi praktiske egeninteresser hersker over teorien.” Den nyliberalistiske teori siger, at statens indblanding i økonomien bør begrænses til et minimum, men i praksis fortsætter staten med at spille en central rolle i økonomier som Kina og USA.

USA har finansieret sin økonomiske vækst ved at oparbejde nogle store gældsposter, som er baseret på ”en tilstrømning af kapital i en størrelsesorden af mere end 2 milliarder $ om dagen. Budgetunderskuddet og forbrugergælden er voldsomt stigende. Det man er vidne til er en økonomi finansieret ved gældsstiftelse. Kreditorerne er primært østasiatiske og sydøstasiatiske banker. Selv krigen i Irak bliver finansieret af kineserne og japanerne, der låner penge til USA.”

”Jeg er nervøs over muligheden for, at en stor finansiel krise bryder ud i USA. Hvad ville svaret være, hvis de gennemgik en krise af den slags man så i Argentina i 2001? Hvis man ser på alle de vigtigste kendetegn ved økonomien – såsom budgetunderskuddet og handelsunderskuddet – er det et typisk tilfælde, hvor IMF normalt ville gribe ind. Men selvfølgelig, USA er IMF, så de vil ikke gribe ind.”

Det kinesiske boom bliver også finansieret af gældsstiftelse: ”De kinesiske banker udlåner pengene. Regeringen ejer aktiemajoriteten i alle bankerne.” Den kan bruge en del af sit overskud til at holde dem oven vande, men ikke desto mindre bliver boomet finansieret ved at stifte gæld. Modsat USA bliver Kina omformet på dramatisk vis. Men selv her skaber væksten nye former for ustabilitet: ”Der er meget store overinvesteringer i Kina. For eksempel er der fem internationale lufthavne i Perleflods-deltaet [Xi Jiang-floden i det sydøstlige Kina, red.]. De kappes om at blive centrum for Stillehavshandelen. De kan ikke alle overleve. Hvis man ser på bilindustrien er der en gigantisk overkapacitet. Og en krise i Kina vil have verdensomspændende virkning.”

Den ustabile vækst som USA og Kina har oplevet, har ikke genskabt verdenskapitalismens fremgang. En graf i Harveys bog viser, at væksten pr. indbygger er faldet i hver eneste årti siden 1960’erne – fra vækstrater på over 3 % årligt til omkring 1 % om året i dag. ”Den oprindelige krise i 1970’erne var en over-akkumulationskrise,” sagde Harvey. ”Den herskende klasse havde store vanskeligheder med at finde profitable afsætningsmarkeder for deres kapital. Det er sådan set aldrig lykkedes dem at løse det problem.”

Derfor spiller det, som Harvey kalder ”accumulation by dispossession” [akkumulation ved fratagelse/berøvelse, red.], nu en stor rolle ved siden af traditionelle former for akkumulation. Akkumulation ved berøvelse vil sige at åbne nye områder for kapitalister, for eksempel sundhedsvæsenet eller offentlige boliger, eller at tilbagerulle pensionsrettigheder, som tidligere blev taget for givet: ”Men det handler sådan set ikke om at øge den faktiske mængde af goder i samfundet. Når man privatiserer boligsektoren, øger man faktisk ikke mængden af boliger. Nyliberalismen er ikke særlig god til at udvide goder og tjenesteydelser.”

Nyliberalismens fiasko har ikke blot økonomiske konsekvenser. For Harvey fører den også til politisk og militær ustabilitet. Hans foregående bog, The New Imperialism, kortlagde den langvarige nedgang i USA’s økonomiske magt. Heraf udspringer fremgangen for de neo-konservative, højrefløjstænkerne omkring Bush, som vil bruge militærmagt til at opretholde USA’s herredømme over potentielle rivaler.

Hans nye bog ser også på de neo-konservative og fokuserer på deres projekt internt i USA. Harvey ser den som et svar på nyliberalismens udhuling af solidariteten i samfundet. De neo-konservative har forsøgt at genoprette den sociale sammenhængskraft med religiøs moralisme, autoritære foranstaltninger og frygt: ”Jeg mener, at der sker noget lignende mange steder. Hvis man tager Frankrig, så har man Nicolas Sarkozy [indenrigsminister og mulig kommende præsidentkandidat, red.], hvis filosofi ligger tæt op ad de neo-konservative. Eller se på nogle af de ting Tony Blair gør, hans næsten præsidentagtige regeringsmåde og hans engagement for moralsk oprustning. Neo-konservatismen er et globalt fænomen.”

Mens neo-konservatismen er den herskende klasses svar på den sociale ustabilitet, som nyliberalismen har skabt, har antiglobaliserings-bevægelsens fremkomst være svaret fra dem på bunden af samfundet. For Harvey er det vigtigt, at de ikke-statslige organisationer (NGO’erne), som ofte har spillet en fremtrædende rolle i forsamlinger som World Social Forum, ikke bliver set som den ”officielle opposition” til nyliberalismen: ”Væksten i NGO-fænomenet har været forbløffende i den nyliberale periode. Disse to ting har helt klar en sammenhæng. NGO’erne varierer enormt, og nogle af dem beundrer jeg enormt meget. Men ofte fungerer de som trojanske heste for privatisering.” NGO’erne kan træde ind i det tomrum, der opstår når staten trækker sig tilbage fra sociale serviceområder. Harvey argumenterer for, at det er nødvendigt at anlægge et kritisk syn og at forskellige NGO’er kan spille positive eller negative roller. Men fornyet klassekamp er den virkelige nøgle til at tilbagerulle nyliberalismen.

De nye klassekampe vil ikke bare være en gentagelse af dem, der fandt sted i 1960’erne eller 1970’erne, fordi samfundets struktur har ændret sig siden den tid. Harvey argumenterer for, at klasse bør behandles som et foranderligt begreb: ”Vi må igen se på begreberne om klasseformation og klassereformation [hvordan en klasse formes og omformes, red.]. Når jeg i min nye bog taler om genoprettelsen af den herskende klasses magt, taler jeg ikke nødvendigvis om at magten vender tilbage til den samme gruppe mennesker. Det er en anden konstellation nu, som er meget mere centreret omkring finans og service end før.”

”En af de største ændringer, der skete i 1970’erne, er at adskillelsen mellem ejere og direktører er væk. Tidligere var de to forskellige grupper, men så begyndte man at betale direktørerne med medejerskabsaktier, hvilket ændrede hele deres psykologi. Klasseformation er en uafsluttet, dynamisk proces.”

Harvey mener, at der er positive tegn på stigende organisering blandt servicearbejdere i USA, og han henviser til eksempler på sundhedsarbejdere i Los Angeles og transportarbejdere i New York, der for nylig gennemførte strejker. Disse kampe kan være med til at udforme den nye arbejderklasse, der bliver skabt af nyliberalismen. Harvey interesserer sig især for hvordan ”kampe, der drejer sig om akkumulation ved berøvelse [accumulation by dispossession, o.a.] kan blive forbundet med kampe af den mere traditionelle venstrefløjsslags”. Han anser den bevægelse, der kræver nationalisering af gassen i Bolivia som en af kilderne til håb.

Er der ikke en fare for nostalgi over for tidligere former for kapitalisme? ”Vi tror, at man bliver nødt til at huske på, hvor vi var i 1970’erne”, sagde Harvey. ”Dengang var der stærk kritik af velfærdsstaten – dens klassemæssige og kønsmæssige skævvridning osv. Hvis vi skal opbygge et velfærdssystem, bliver vi nødt til at være opmærksomme over for disse begrænsninger.”

”Det andet problem vi står over for, er hele genopbygningen af begreber som social solidaritet. Margaret Thatcher hævdede, at hun var ude på at ændre sjælene. Vi bliver nødt til at forholde os til den kendsgerning, at den sociale solidaritet er meget mindre i dag. Det så vi for nylig i USA. Højrefløjsfolk som Thomas Friedman [indflydelsesrig kommentator ved avisen New York Times, red.] fabler altid løs om nyliberalismens dyder, men da Katrine-orkanen ramte, blev de ved med at spørge: ”Hvad er der sket med den sociale solidaritet?” Svaret er, at den er forsvundet fordi røvhuller som ham hele tiden prædiker den slags. Det bliver vi nødt til at forholde os til – og det er et langsigtet projekt.”

Harvey mener, at arbejderklassen har brug sit eget politiske projekt for at begynde at genoprette sin magt. Jeg spurgte ham, hvordan sådan et projekt kunne se ud. ”Jeg kan ikke teoretisk udlede, hvad arbejderklassens politiske projekt bør være”, sagde han. ”Jeg har måske nogle forestillinger om det, men den afgørende ting for mig er at deltage i samtaler og lære mere om mulighederne. Jeg må sætte mine idéer ind i en dialog med bevægelserne og høre, hvad de har at sige.” Hans nye bog er et fremragende bidrag til denne samtale.

Oversat fra Socialist Review, februar 2006, af Lars Henrik Carlskov. Bragt i Gaia, nr. 52, sommeren 2006.

Imperiets tilstand: 2006

AF JAMES PETRAS

Den vanskeligste forudsigelse for år 2006 er den amerikanske økonomis retning og udvikling. I 2005 trodsede den amerikanske økonomi alle kendte læresætninger indenfor økonomisk teori: Til trods for et rekordhøjt handelsunderskud, et kæmpemæssigt budgetunderskud, en mislykket krig og store politiske skandaler, der omfattede præsidentens medarbejdere, blev dollaren styrket over for euroen og yennen, havde økonomien en vækst på 3,4 % og alle de vigtigste investeringshuse havde rekordhøje profitter. Det ser ud som om den amerikanske økonomi trodsede tyngdeloven og flød ovenover hele det politiske virvar og de strukturelle sårbarheder. Men formålet med ”spådomme” er ikke at angive den præcise dag og time, hvor en drastisk tilbagegang og lavkonjunktur begynder, men at identificere de dybe strukturelle sårbarheder og de mulige udløsende begivenheder, som kan få en krise til at eksplodere.

Den amerikanske økonomi vil fortsætte med at skille sig ud i en dobbelt betydning. Den finansielle sektor vil ekspandere i udlandet, især de store investeringshuse som Goldman Sachs, JP Morgan og Citibank, mens fremstillingssektoren, med automobilsektorens ”tre store” [General Motors, Chrysler og Ford, red.] i spidsen, vil gå endnu mere tilbage og der er en god chance for, at General Motors vil gå fallit. De amerikanske multinationale selskaber vil ekspandere på verdensplan og købe sig ind i store banker og industrier, især i Kina, og udvide imperiets økonomiske rækkevidde, mens den hjemlige økonomi vil komme til at lide efterhånden som spekulationsboblen indenfor bolig og fast ejendom bryder sammen, høje energipriser underminerer konkurrenceevnen overfor udlandet og fører til en drastisk nedgang i forbrugernes pengeforbrug. Det amerikanske imperium vil blive mere og mere lig med dets økonomiske giganter efterhånden som de mislykkede krige vil føre til en tilbagetrækning af kamptropper og en satsning på magt i luftrummet, sepoy-militærstyrker [indfødte stedfortræder-tropper, red.], økonomiske sanktioner og tilpasning til socialliberale regeringer.

Den hjemlige samfundskrise vil blive uddybet i takt med, at de udenlandske profitmuligheder bliver udvidet. I 2006 vil over 90 % af de amerikanske arbejdere betale for deres dyre individuelle sundheds- og pensionsprogrammer eller også, hvis de ikke kan betale, vil de miste dækning. Kortvarige arbejdskontrakter er normen for alle undtagen en lille sektor af offentlige ansatte. Den reelle inflation (inklusiv stigende omkostninger inden for sundhed, uddannelse, energi og pension) vil stige omkring dobbelt så meget som forbrugernes købekraft og bidrage til en yderligere nedgang i den faktiske levestandard. Boligboblens sprængning vil reducere husejernes ”papirværdi” til det halve og tvinge mange, der er stærkt forgældede, til at erklære sig fallit. Selvom millioner af små spekulanter og investorer inden for fast ejendom vil tabe milliarder af dollars, vil deres utilfredshed alligevel ikke finde politisk udtryk, som det heller ikke er sket i de seneste årtier (efter Savings and Loan, Dotcom, Enron og andre spekulationsfiaskoer). Jo større uligheder i indkomst, ejendom og rigdom mellem den finansielle og imperiale økonomiske elite på den ene side og de hjemlige lønarbejder- og funktionærklasser på den anden side, jo mindre bliver niveauet for organiseret politisk og social modstand. I 2006 vil USA blive det udviklede land med de største uligheder, med det mest vedvarende fald i levestandarden og det land, der mindst har været i stand til at organisere et forsvar for sociale rettigheder – for ikke tale om et alternativ – til den model for kapitalistisk akkumulation, som har Imperiet i centrum. Kort sagt, den hjemlige krise i levestandard vil finansiere yderlige økonomisk imperiebygning, i stedet for at udfordre den.

Den amerikanske ekspansion på verdensplan kan opretholdes på grund af de grundlæggende forandringer, som finder sted i Indien, Kina, Indo-Kina og oliekongedømmerne i Mellemøsten. Disse lande har sænket mange barrierer for udenlandske investeringer, joint ventures [selskaber med både indenlandsk og udenlandsk kapital, red.] og endda love om at eje aktiemajoriteten i højvækst-industrier, banker og energikilder. Amerikanske, europæiske og japanske multinationale selskaber og bankers indtrængen forbi de første brohoveder vil tage fart, og de vil rykke frem over alle økonomiens sektorer, med større dybde: 2006 vil blive kendetegnet ved Kinas overgang fra ”nationalkapitalisme” til en model for kapitalistisk vækst under imperialistisk og national ledelse.

USA vil fortsætte med at udskifte landkrigen med en luftkrig i Irak: Hver gang der bliver tilbagetrukket 10.000 soldater, vil der blive lagt hundreder af luftangreb til. Den amerikanske politik over for Irak er et klassisk eksempel på ”hersk eller ødelæg” i bibelsk størrelsesorden. Eftersom USA og dets marionetregeringer ikke kan herske, er Washingtons politik at få landet til at forfalde til et ”Afghanistan” med stridende religiøse og etniske krigsherrer og stammehøvdinge, som har deres base i små len. Diskussionen om en ny krig mod Iran vil ikke blive afgjort på grund af de dybe splittelser i Washington, israelske militærtrusler og spionretssagen ved højesteret mod to ledere af den store pro-israelske lobbyorganisation (AIPAC – American Israel Public Affairs Committee). Man kan forvente, at Washington vil presse på for en resolution i FN’s sikkerhedsråd om økonomiske sanktioner, der sandsynligvis vil falde til jorden på grund af et kinesisk-russisk veto. Efterfølgende er det sandsynligt, især hvis Netanyahu bliver valgt til premierminister, at Israel angriber iranske forsøgsstationer for kernekraft, med deres partnere i Det Hvide Hus og kongressens meddelagtighed. Denne israelske aggressionshandling vil sandsynligvis udløse en serie af stedfortræderkrige i Libanon, Irak (inklusiv ”Kurdisk” Irak) og andre steder og føre til en eskalering af de amerikanske tab og en svækkelse af Washingtons klientregimer (Saudi Arabien, Jordan, Ægypten etc.). Benzinpriserne vil ryge i vejret til mere end 100 $ pr. tønde, hvis Hormuz-strædet bliver blokeret af iranerne. Hvis det israelske angreb fører til en efterfølgende global økonomisk tilbagegang, kan det økonomiske chok modvirke zionisternes indflydelse i politiske kredse i Europa og måske endda i USA.

Mens der er mange omstændigheder, der kan føre til en global økonomisk tilbagegang og et anti-israelsk tilbageslag, er det klogt at overveje de værste. Mens israelsk militærekstremisme kan underminere enhver reduktion af de amerikanske militærstyrker i Mellemøsten, kan svækkelsen af de pro-israelske lobbyorganisationer få Washington til i stedet at satse på støtten til stedfortrædende irakiske og kurdiske militær- og politistyrker.

Det er højst usandsynligt, at det amerikansk-trænede irakiske militær og politi vil holde stand imod oprørerne og den folkelige modstand. Det er meget tænkeligt, at militæret vil blive splittet og gå i opløsning og de pro-amerikanske politikere og embedsmænd vil flygte fra det ødelagte og udplyndrede land og tømme statskassen på deres vej tilbage til USA og Europa. En sandsynlig følge vil blive et broget religiøst-nationalistisk styre, som er på krigsfod med den israelsk-støttede kurdiske mini-stat, der er opsat på løsrivelse og etnisk udrensning af ikke-kurdere.

I Washington vil kongressen og begge politiske partier blive yderligere miskrediteret efterhånden som Jack Abramoff, en selvindrømmet lobbyist-svindler, vil inddrage dusinvis af kongresmedlemmer, partiledere og embedsmænd i en enorm bestikkelsesskandale. Retssagen og retsforfølgelsen af kongresledere, især republikanske kongresledere, kan forhindre, at der bliver vedtaget nye retslige tilbageskridt og repressiv lovgivning, men kan tilskynde præsidenten til at engagere sig i et nyt udenlandsk militæreventyr (bombning af Iran) for at dække over krisen.

På den anden side kan endnu en mislykket militær intervention fra Det Hvide Hus i en kontekst med en miskrediteret kongres, som ledes af kriminelle partiledere, give stødet til en græsrodsbevægelse for en rigsretssag.

Et svækket amerikansk militær, de ortodokse neoliberale klienters fald og mislykkede diplomatiske initiativer i regionale foras, tvinger USA til at ”imødekomme” centrum-venstre politikere i Latinamerika. Washingtons større fleksibilitet vil komme til udtryk i en fortsættelse af de gode samarbejdsrelationer med præsidenterne i Brasilien, Uruguay, Argentina og sandsynligvis Bolivia. Udenrigsministeriets fjendtlighed over for Venezuelas præsident Chavez vil blive dæmpet af dets af tab af interne magthåndtag og de tætte samarbejdsrelationer mellem de amerikanske og venezuelanske olieselskaber. USA vil sandsynligvis ikke intervenere i valgene i Colombia, Chile, Mexico eller Brasilien, fordi alle de store kandidater er sikkert inden for det nyliberale amerikanske kredsløb.

Det usandsynlige udfald i Peru, hvor en ”nationalistisk” tidligere militærofficer tæt på Chavez er en af de store kandidater, vil sandsynligvis resultere i kraftig støtte til den konservative kandidat. Washington vil formodentlig være med i nogle ”beskidte tricks” fra bagtroppen i den venezuelanske præsidentvalgkamp, idet de på forhånd ved, at Chavez sandsynligvis vil vinde med et betydeligt flertal.

Med andre ord vil Washington miste sit automatiske stemmeflertal i Latinamerika og blive tvunget til at lægge nogle af sine groveste forsøg på at påtvinge økonomisk herredømme på hylden. Alligevel vil ingen af dets strategiske militærbaser, omfattende finansielle og ressourcemæssige støttepunkter og lukrative gældsbetalinger blive truet af valget af ”centrum-venstre” præsidenter. Den store trussel mod dette potentielle ”sameksistens-udfald” er en vellykket folkelig opstand, hvis centrum-venstre ikke leverer resultater: I så fald vil Washington sandsynligvis intervenere ved brug af lokale stedfortrædere og det vil udløse regional modstand.

For at opsummere vil 2006 helt sikkert blive et ekstremt omskifteligt og usikkert år for Imperiet. De militære nederlag, interne kriser, et stort fald for dollaren og en generel svækkelse af de hjemlige økonomiske grundpiller står i modsætning til en voksende udenlandsk økonomisk ekspansion, høje finansielle profitrater, ekstremt svag intern opposition og medgørlige eliter i Asien og Sydamerika. Den største trussel mod imperieopbygningen er ikke i hjemlandet eller i markedspladsens konkurrence, men i den endnu ikke besluttede krig mod Iran – enten et amerikansk eller et israelsk angreb kan udløse en serie af alvorlige økonomiske, politiske og militære rystelser, som vil ændre radikalt på alle de ovenstående forudsigelser og udfald med hensyn til Imperiets tilstand i 2006.

Den anden store rystelse, som er i sin vorden, er det voksende folkelige oprør mod de uhyrlige uligheder og horrible arbejdsforhold, der bliver påtvunget af den kinesiske herskende klasse i alliance med udenlandsk kapital. Endnu en rystelse kan fremkomme efter 2006, hvis og når det nuværende varemæssige boom bryder sammen og underminerer centrum-venstreregeringerne i Latin- og Centralamerikas eksportstrategi. Under disse omstændigheder er det sandsynligt, at der vil komme en ny bølge af udenomsparlamentariske, anti-imperialistiske bevægelser, som kan sende rystelser over hele Imperiet.

Oversat af Lars Henrik Carlskov fra www.rebelion.org 5. januar 2006. James Petras er en amerikansk sociolog, anti-imperialistisk forfatter og aktivist. Bragt i Gaia, nr. 52, sommeren 2006.

Hvad Marx i virkeligheden sagde

Det lykkedes ikke den amerikanske revolutionære socialist og Marx-forsker Hal Draper at færdiggøre sit banebrydende værk ”Karl Marx’s Theory of Revolution” før han døde i 1990. Her anmelder Simon Basketter det nyudkomne femte bind af værket.

Den holdning, venstrefløjen indtager til imperialismen, bliver oftest dannet ud fra, hvad den tror er den marxistiske teoris grundlag. Det seneste bind i en vigtig serie bøger af Hal Draper, Karl Marx’s Theory of Revolution[1], undersøger hvad Marx og Engels skrev om det gensidige forhold mellem krig og revolution. Vigtigt er det, at han undersøger, hvordan fejlfortolkninger i årenes løb endda har fået nogle socialister til at fordreje Marx’s tænkning til at være for imperialistisk krig.

I 1848 brød en revolutionær bølge løs over Europa. Den startede i Paris i februar og skyllede hen over Tyskland og de ungarsk-talende byer i det østrigske imperium. Revolutionerne i 1848 var langt mere end blot en simpel kamp mellem klasser. De gennemskar fire store imperiers ambitioner. Det betød, at den revolutionære proces var direkte forbundet med krig.

Marx og Engels havde ikke de store illusioner om revolutionens ledere. De var klar over, at det tyske borgerskab, højest, forsøgte at gøre det, som det franske og det engelske borgerskab havde gjort i de foregående århundreder, at forene landet under herskende kredse, der var indstillet på kapitalismens frie udvikling. De troede ikke, at dette ville føre direkte til arbejderklassens eller bondestandens befrielse. De sent modnede [i forhold til de franske og engelske kapitalister, red.], opkommende kapitalister måtte ikke bare kæmpe mod adelen over dem, men også bekymre sig om arbejderklassen og bønderne under dem.

Marx og Engels var mest optaget af at fungere som bevægelsens ekstreme venstrefløj og, gennem organisering fra neden, skubbe bevægelsen så langt som muligt.

Dette rejste spørgsmålet om de slaviske folkeslags befrielseskamp i en situation med konkurrerende europæiske imperier. Marx og Engels erkendte, at der ikke kunne komme nogen national selvbestemmelse ud af en kamp, der hele vejen igennem var organiseret af det russiske imperium mod den tyske revolution. De afskærmede sig derfor i forhold dem, der som Bakunin [russisk anarkist, red.] ønskede, at alle slavernes kampe skulle forenes under panslavismens fane – hvilket betød de slaviske massers underordning under et slavisk land, der på det tidspunkt ikke kunne spille nogen progressiv rolle, den russiske enevælde.

I modsætning til noget af den kritik, der senere har været af ham, bebrejdede Engels ikke de undertrykte nationer for deres holdning til tyskerne. Han påpeger, at de overfor valget mellem at slutte sig sammen med tyskerne i revolutionen og at bekæmpe tyskerne, ville gøre det sidstnævnte. Dette blev bekræftet af virkeligheden. Som en del af denne debat giver Draper en nyttig diskussion af Roman Rosdolskys [afdød ukrainsk trotskist og Marx-forsker, kendt for værket Kapitalens tilblivelseshistorie, der udkom i to bind på Modtryk i 1975, red.] mishandling af Engels brug af begrebet om ikke-historiske folkeslag.[2]

Marx og Engels havde dog en tendens til i kapitalismen at se en udvikling, hvor de forskellige nationer blev undertrykt og derfor bortvisnede. Det er blevet modbevist, men kun på grund af faktorer, som først dukkede op senere. Tilbagestående landes evne til at udvikle en sammenhængende national befrielsesbevægelse afhang af, at der var en klasse som småborgerskabet, der kunne udgøre et politisk tiltrækningspunkt. Dette var et fænomen, som først udviklede sig i slutningen af det 19. århundrede.

Engels’ senere diskussioner med andre i den socialistiske bevægelse om holdningen til en europæisk krig kaster et fascinerende lys over den måde, som den europæiske kapitalisme i slutningen af det 19. århundrede var i gang med at udvikle en inter-imperialistisk rivalisering. Draper skriver: ”I de sidste år af sit liv var Engels optaget af at udarbejde et politisk svar på den truende krigsfare. Han udarbejdede tjenstdygtigt en tilgang, som revolutionære socialister blev nødt til at genopfinde i løbet 1. verdenskrig, fordi Socialdemokratiets ledelse gjorde deres bedste for at begrave Engels’ politik efter, at han selv var blevet kremeret”.[3]

Det er jævnligt blevet hævdet, at Engels i sin sidste leveår støttede de første tegn på reformisme, der dukkede op i det tyske socialdemokrati og 2. Internationale, som det var en sektion af. For Engels var problemet, hvordan socialistiske tanker kunne bryde ud af den venstrefløjsghetto, som kun en håndfuld engagerede arbejdere og intellektuelle var indbyggere i.

Han fæstede sin lid til bevægelsen i Tyskland, hvor marxisterne havde haft held til at udtrykke stemningen hos brede lag af arbejderne, og dermed opnå pladser i parlamentet og påvirke politikken på landsplan. Dette indebar dog ikke, at Engels på nogen måde havde forladt sin egen overbevisning om revolutionens nødvendighed.

Det skal ikke forstås sådan, at Engels havde ret i alle sin påstande. Han baserede sit syn på de internationale begivenheder på en analyse, der var korrekt i 1840’erne, men som ikke var det et halvt århundrede senere – at Rusland var den største trussel mod de progressive kræfter over hele Europa. Det var en fejlanalyse, som 20 år efter hans død blev brug til at retfærdiggøre støtte til imperialistisk krigsførelse.

Engels nåede selv et stykke af vejen frem til en erkendelse af dette: ”Også jeg har, siden 1848, jævnligt udtalt, at den russiske tsarisme er den europæiske reaktions sidste bolværk og største reservearmé. Ikke desto mindre er der meget, der har ændret sig i Rusland i løbet af de sidste 20 år. Den såkaldte frigørelse af bønderne har skabt en dybt revolutionær situation”.[4]

Draper argumenterer for, at ”Engels, måske tidligere end nogen anden, erkendte, at statssystemet i Europa havde ændret sig dramatisk som følge af den fransk-tyske krig. Med dette politiske svar var han langt foran sine samtidige og foregreb antikrigs-venstrefløjen i 2. Internationale, men han satte sig aldrig ned og gennemtænke, hvad denne forandring betød på det teoretiske plan. Han gjorde ikke det, som Lenin senere gjorde med sin Imperialismen som kapitalismens højeste stadium. Og det betød, at når han måtte forsvare sit politiske synspunkt...stod han i en svær position”.[5]

Som følge af denne svære position giver Draper en detaljeret redegørelse for, hvordan Engels protesterede kraftigt, da redaktørerne for den tyske partiavis Vorwärts, angiveligt for at undgå retsforfølgelse, klippede de revolutionære udtryk ud af hans indledning til Marx’s Klassekampene i Frankrig.

Det er bestemt rigtigt, at Engels understregede vigtigheden af ”langsomt propagandaarbejde og parlamentarisk virksomhed”. Imidlertid skrev Engels et bitter protestbrev til Karl Kautsky, der dengang var redaktør for det tyske socialdemokratis tidsskrift, Neue Zeit: ”Til min forbavselse ser jeg i dag i Vörwärts et udtog af min indledning, trykt uden min viden, og i den grad barberet, at jeg står over for offentligheden som fredelig tilbeder af lovlighed for enhver pris.”.[6]

Bogen er blevet sammensat af Drapers mangeårige samarbejdspartner E. Haberkern, og til tider fremstår den som en samling udvidede noter (som følge deraf passer diskussionen af Marx og Engels’ holdning til den amerikanske borgerkrig ikke rigtig til resten af bogen). Til stede er også Drapers tendens til at tillægge nogle diskussioner uforholdsmæssig stor vægt ud fra spor i dokumenterne frem for deres væsentlighed. Men samlet set er den en værdifuld tilføjelse til et allerede uvurderligt værk.

Hal Draper and Ernie Haberkern: Karl Marx’s Theory of Revolution, Volume V: War and Revolution (Monthly Review Press, 2005), $17.99.

Simon Basketter er medlem af Socialist Workers Party i Storbritannien. Oversat af Lars Henrik Carlskov fra International Socialism 110, Spring 2006.

[1] Hal Draper and E Haberkern, Karl Marx’s Theory of Revolution, bind 5: War and Revolution (Monthly Review Press, 2005. De tidligere bind er: The State and Bureaucracy (1979); The Politics of Social Classes (1986); The ”Dictatorship of the Proletariat” (1986); Critique of Other Socialisms (1989) (alle udgivet på Monthly Review Press). Draper var bedre til at forstå, hvad Marx stod for, end til at analysere hvilken situation verden befandt sig i. Desuden havde Drapers politik endnu en central mangel – han var klar spørgsmålet om, hvad det tidligere sovjetiske styre ikke var, men han kunne ikke forklare, hvad det var. Det her bind lider mindre under følgerne af dette end bind 3, og er overordnet set ikke så godt som bind 1 og 2. Forholdet mellem Drapers position i den trotskistiske bevægelse og dens indvirkning på hans værker, bliver diskuteret udførligt i Steve Wright, ”Hal Draper’s Marxism”, i International Socialism 47 (Summer 1990) og i Derek Howl, ”The Legacy of Hal Draper”, International Socialism 52 (Autumn 1991). 

[2] H Draper, ”Rosdolsky v Rosdolsky, special note on Karl Marx’s Theory of Revolution, bind 5, som ovenfor, s. 199. 

[3] Som ovenfor, s. 187. 

[4] Engels til Salo Farber, 22. oktober 1885, citeret, som ovenfor, s. 169. 

[5] Som ovenfor, ss. 185-186. 

[6] Engels til Karl Kautsky, 1. april 1895, Selected Correspondence (Moskva, 1975), s. 461. [Her dog citeret efter Karl Marx og Friedrich Engels: Udvalgte skrifter i to bind, Forlaget Tiden, 1973, bind 1, s. 112, red.]

En ny tid for Rusland

Sociologen Boris Kagarlitskij fortæller i dette interview om den nye venstrefløj, der er ved at opstå i Rusland trods Vladimir Putins autoritære styre.

”Rusland virker som et land uden nogen brugbar venstrefløj og i flere år var det sandheden. Formelt set har vi selvfølgelig to kommunistiske partier. Det ene er Den Russiske Føderations Kommunistiske Parti (CPRF), som er repræsenteret i parlamentet. Dette er et dybt nationalistisk parti, som ikke bare er anti-marxistisk, men som i virkeligheden bør beskrives som anti-kommunistisk. Dets erklæringer understreger ofte dette ved at insistere på ”nationale værdier” og ved at benægte ikke bare betydningen af klasser, men at klassekampen faktisk eksisterer.

Problemet med CPRF er ikke bare, at det kommer med nogle forkerte udmeldinger (som muligvis kunne ignoreres af hensyn til den internationale solidaritet). Men at dets udmeldinger og politik faktisk er baseret på forsvaret for den nationale kapital.

Det er stadig et meget stort parti og der er utvivlsomt stadig nogle ægte kommunister tilbage i det. Som det tidligere statsparti arvede det trods alt en masse medlemmer – nogle af dem var højreorienterede, andre var venstreorienterede, mange af dem var nationalister og nogle få var marxister. Jeg vil imidlertid ikke beskrive det som en videreførelse af det gamle SUKP [Sovjetunionens Kommunistiske Parti, o.a.]. Putins parti, Forenet Rusland (Jedinaja Rossija), passer bedre til den betegnelse. CPRF og Putins Forenet Rusland kan beskrives som repræsentanter for to fløje af det tidligere SUKP.

Ledelsen af CPRF er bestemt ikke venstreorienteret og vil ikke tillade, at partiet nogensinde bliver en venstrefløjsorganisation. Men der findes individuelle medlemmer og oppositionelle fraktioner, som forsøger at ændre partiets retning. Naturligvis er der ikke tale om officielle fraktioner og de bliver undertrykt af ledelsen. Officielt har partiet stadig 300.000 medlemmer. Men fra nogle af de oppositionelle kræfter ved vi, at det virkelige tal er tættere på 100.000. Under alle omstændigheder er det stadig en masseorganisation og det har mange aktive folk, der er værd at tale med.

Det andet kommunistiske parti er RKRP, Det Kommunistiske Arbejderparti. Det var tidligere en meget stor organisation, meget større end CPRF. Men CPRF fik juridisk set titlen som det ”officielle” kommunistiske parti og arvede mange af SUKP’s medlemmer. Efter kuppet var CPRF desuden det eneste venstrefløjsparti som fik tilladelse til at opstille ved valget i 1993 – disse forhold ændrede i høj grad styrkeforholdet på venstrefløjen og RKRP er nu nede på omkring 10.000 medlemmer.

I Rusland må enhver organisation, der vil opstille til valg – uanset om der er tale om lokale, regionale eller nationale – være del af et korrekt registreret nationalt politisk parti. Uafhængige kandidater bliver ikke tilladt at stille op. For at blive et parti må en organisation indlevere navn og adresse på 50.000 af dets medlemmer. Tidligere var det meget lettere at opstille ved valg, men Vladimir Putin har systematisk ændret lovene for at gøre det sværere og sværere for enhver form for opposition at dukke op.

Det Kommunistiske Arbejderparti prøver for tiden at blive indregistreret og mange mennesker lader sig hverve – ikke fordi de er rigtige medlemmer, men fordi de vil have, at partiet er i stand til at blive registreret.

For mange mennesker er det en ret stor risiko at løbe, fordi Rusland har rigtig mange af kendetegnene ved en politistat (selvom jeg ikke mener, at det er et diktatur). Så hvis man lader sit navn blive registreret er der en reel risiko for, at man kan få problemer med politiet og staten, hvilket gør det ekstremt vanskeligt at skaffe særlig mange navne.

Det Kommunistiske Arbejderparti er en ret ”gammel” organisation – ikke kun i den betydning, at dets medlemmer er oppe i årene, men også at de i høj grad lever i fortiden. Ikke desto mindre er det efter min mening et kommunistisk parti. Det anerkender nødvendigheden af klassekamp og afviser ikke den russiske revolution som en form for katastrofe, i modsætning til mange mennesker i Rusland i dag. Og det mener bestemt ikke, at den ortodokse russiske religion er vejen frem for landet, som Den Russiske Føderations Kommunistiske Parti mener. Så på den baggrund har ”det nye venstre” eller ”uafhængige venstre” et meget bedre forhold til medlemmerne af RKRP, men arbejder næsten aldrig sammen med medlemmer af CPRF.”

Den nye venstrefløj
”Der har fundet en række separate udviklinger sted, som har ført til at venstrefløjen er genopstået. For det første er den ”officielle” kommunistiske ungdom begyndt at gøre oprør. Det kommunistiske ungdomsforbund udtrykker mere og mere markant utilfredshed med ledelsen af Den Russiske Føderations Kommunistiske Parti. Der foregår en kamp mellem dem, der søger større uafhængighed fra partiet og dem der ønsker at følge ledelsens linie. Så det kommunistiske ungdomsforbund er dybt splittet mellem forskellige grupper, hvoraf nogle af dem arbejder sammen vores ”nye venstre”.

Der er også en lang række små trotskistiske grupper, hvoraf nogle er ekstremt sekteriske og dogmatiske. For eksempel var der for nylig en splittelse i den russiske sektion af Committee for a Workers’ International [trotskistisk internationale, der bygger på det flertal i den britiske Militant-tendens, som ville bygge et selvstændigt parti op uden for Labour]. Så nu er der en gruppe ved navn Socialistisk Modstand, som faktisk var mindretallet i den gamle organisation. Alligevel lykkedes det dem at ekskludere flertallet af deres partikammerater, fordi de – selv om de var mindretallet i Rusland – var enige med flertallet i CWI. De omkring 150 medlemmer, der blev ekskluderet, har oprettet en gruppe ved navn Fremad (Vpered). Jeg vil sige, at det er den eneste trotskistiske organisation, som er i stand til at arbejde sammen med andre.

Socialist Workers Party [IS-tendensens britiske moderparti, o.a.] prøvede at oprette en russisk sektion, men de ekskluderede hurtigt de få folk, de havde rekrutteret.

Desuden findes der to institutter, som er en blanding af tænketank og NGO. Det første er mit eget, Institute for Globalisation Studies, det andet er det Moskva-baserede Institute for Collective Action. Det blev oprettet af Carine Clément, som også skriver for Le Monde Diplomatique. En række miljøgrupper er også med i dem.”

Fagforeningerne slår fra sig
”Men vigtigere er det, at der er store muligheder for de russiske fagforeninger. Alle de store fagforeninger er statskontrollerede og med omkring 20 millioner medlemmer er de stadig ekstremt store. Men der er dukket en række alternative, nye fagforeninger op, som i stigende grad truer de officielle fagforeninger.

Derfor indførte Putin for tre år siden repressiv lovgivning rettet mod de nye fagforeninger. For eksempel er det nu i praksis umuligt at organisere faglige aktioner. Hvis nogen ønsker at varsle en strejke, må de arrangere et møde i ”arbejdskollektivet” ikke blot med ledelsens tilladelse, men også med dens deltagelse. Så kan den se hvem der dukker op til møderne og hvem der står i spidsen for de faglige aktioner.

Selv hvis man, på trods af alle disse restriktioner, er i stand til at få et flertal for faglige aktioner, kan man stadig ikke erklære strejke. Tidligere organiserede fagforeningerne møder, hvor de lod som om de diskuterede noget andet for at narre ledelsen, som gav dem tilladelse til at fortsætte med mødet. Kollektivet kunne varsle strejke og ledelsen kunne ikke gøre noget ved det.

For at forhindre at sådan noget sker, kan en strejke ikke længere varsles ved det første møde. I følge den nye lovgivning skal der efter, at et flertal har stemt for, afholdes endnu et møde i arbejdskollektivet inden for de næste to uger – og det skal igen godkendes af virksomhedens ledelse. Ledelsen kan simpelthen afvise at lade dette møde finde sted – hvilket betyder, at der ikke kan være nogen lovlige faglige aktioner. Dette finder sted over hele landet.

Der har ikke været en lovlig strejke i Rusland i de sidste tre år. Men de officielle fagforeninger har ikke bare adlydt denne nye lov: de hjalp med at indføre den i sin tid.

Alligevel har de alternative fagforeninger lært at omgå loven ved at organisere vilde strejker. Kort fortalt varsler de strejker uden at indblande arbejdskollektivet. Ledelsen går til retten for at stoppe det og lige før rettens dom bliver afsagt, bliver strejken stoppet. Så, et par dage senere, bliver der varslet endnu en strejke – og den bliver stoppet før politiet bliver indblandet osv. Så der finder en masse aktioner ”i små ryk” sted – det er den eneste mulige måde. Naturligvis er strejkelederne udsatte – mange af dem bliver fyret og der har endda været et par eksempler på, at de er blevet dræbt, mens de stod blokadevagt.

Trods alt dette, har de alternative fagforeninger ikke bare overlevet – de er vokset voldsomt. I modsætning hertil har de officielle fagforeninger mistet en masse medlemmer. Deres reaktionære karakter som strejkebrydere og statshåndlangere er blevet udstillet præcis på grund af denne nye lovgivning.

De alternative fagforeninger får mere og mere selvtillid og er rykket til venstre. Den største er Den alrussiske arbejderføderation (VKT), som ved sin sidste kongres for et par måneder siden valgte Boris Kravchenko, der åbent erklærer, at han er venstreorienteret, som ny formand. Selvfølgelig er der grænser og restriktioner for, hvad han er i stand til at udrette – nogle af dem vil uden tvivl være selvpålagte – men det er tegn på, at tingene er ved at ændre sig.
Indtil videre er vi godt tilfredse med hans handlinger. For eksempel har VKT organiseret en stor rekrutteringskampagne og de kæmper virkelig for at få organiseret på mange arbejdspladser. De har også stået bag mange af de ulovlige strejkehandlinger. Boris Kravchenko har også talt om nødvendigheden af at opbygge politiske alliancer med de sociale bevægelser og den organiserede venstrefløj.

VKT har måske kun 100.000 medlemmer – hvilket er få sammenlignet med de officielle fagforeningers 20 millioner. Men disse 100.000 er klar til at kæmpe og organisere og repræsenterer de mest bevidste dele af arbejderklassen.”

De sociale bevægelser
”I 2005 var der masseprotester mod den såkaldte ”monetarisering af velfærdsgoder”, hvor nogle statslige goder blev erstattet af små kontante beløb. Omkring 2,5 millioner mennesker over hele Rusland gik på gaden mod denne lov. De officielle fagforeninger var ikke at se og Den Russiske Føderations Kommunistiske Parti og Moderlandet [et nationalistisk parti med enkelte venstreorienterede træk, o.a.] dukkede først op til allersidst.

Vi fik gennemtvunget nogle markante ændringer i forhold til den oprindelige lov og nogle af de værste elementer måtte fjernes. Det var en ægte sejr og gav mange af de nye sociale bevægelser selvtillid til at fortsætte.

I april 2005 fandt det første Ruslands Sociale Forum sted og der var en stærk stemning for, at de sociale bevægelser måtte organisere på et mere overordnet og koordineret plan. Hurtigt dukkede den idé op, at venstrefløjen indenfor de sociale bevægelser må forene sig for at skabe en politisk fløj med en højere bevidsthed – der primært, men ikke kun, bliver udgjort af marxistiske grupper og enkeltpersoner. Så vi gik i gang med at skabe en politisk kerne i de sociale bevægelser, der hedder Venstrefronten.

Denne kerne udvikler sig muligvis ikke til et ordentligt politisk parti, men den indeholder et vist niveau af politisk bevidsthed og har brug for en langsigtet vision for hvad vi kæmper for. Vi afviser ikke nødvendigheden af en bevægelse, vi nægter ikke nødvendigheden af spontanitet – men vi siger, at spontanitet ikke er nok.

Vi arrangerer seminarier og møder med lokale grupper, der har lyst til at være med. Og når de føler, at de er klar, opretter de lokale afdelinger af Venstrefronten. Der er mange områder, hvor Venstrefronten har støtte, men endnu ikke har den afgørende størrelse til at opbygge en ordentlig afdeling.

Venstrefronten har en generel erklæring som alle medlemmer støtter. Det er en ret bred erklæring – vi har trods alt medlemmer med stalinistisk, trotskistisk og uden politisk baggrund. Mit problem med den er, at den er for generel. Men selvfølgelig er det en åbenlyst marxistisk erklæring, ellers ville der ikke være nogen pointe ved den. Den peger på, at klassekampen eksisterer og udtaler klart vores vision om en socialistisk fremtid.

Den kræver også nationalisering af produktionsmidlerne, hvilket er et vigtigt krav for at adskille os fra de liberale i bevægelsen. Selvfølgelig er vi klare over, at nationalisering i sig selv ikke er nok – den sovjetiske erfaring har lært os det meget tydeligt. Alligevel mener jeg, at der må tages fat på ejendomsspørgsmålet, fordi det hænger direkte sammen med borgerskabets magt.

Det er også vigtigt at huske på, at Putin har indført lovgivning, der gør det ulovligt at tilbagerulle nogle af de masseprivatiseringer, han har stået for. Så kampen for nationalisering af produktionsmidlerne – som en del i vores kamp for socialisme – er blevet et meget vigtigt krav for venstrefløjen i Rusland.”

Parti eller front?
”Venstrefronten er ikke en dogmatisk organisation, som kun tillader en holdning. Men omvendt er vi heller ikke en postmoderne, holdningsløs bunke af tænkere. Vi prøver at komme frem til en konsensus, men hvis der ikke kan findes nogen, stemmer vi. Vi har nogle grundlæggende marxistiske principper, der må opretholdes. Men der er forskellige tolkninger af nogle af dem.

Vi er ikke et marxistisk parti, fordi nogle af de forskellige tolkninger går videre end, hvad et marxistisk parti kan rumme. For eksempel har vi nogle radikale økologer, der ikke opfatter sig selv som marxister. Spørgsmålet er: er en ikke-partimæssig organisation stærk nok til at udfordre den russiske stat og kapitalismen? For at være ærlig, er jeg ikke sikker på det endnu.

Der foregår for tiden en debat om nødvendigheden af at organisere et politisk parti ud fra Venstrefronten. Men det handler mest om behovet for at opstille ved næste valg og fortsætte vores kamp i parlamentet. Der er også mange mennesker som er begyndt at forlade begge de kommunistiske partier og der snakkes om, at en gruppe socialdemokratiske medlemmer vil bryde ud fra Det liberale parti.

I virkeligheden ville sådan en ny formation have kendetegnene ved en ret reformistisk og begrænset koalition – men den ville tage sig ud som et parti for at samle de 50.000 underskrifter, som den behøver for at blive registreret og opstillet ved valgene. Senere på året afholder Venstrefronten en konference, hvor vi vil diskutere spørgsmålet. Uanset udfaldet mener jeg dog, at Venstrefronten skal opretholdes, fordi den er i stand til at være langt mere radikal og militant.

I virkeligheden er Venstrefronten ved at udvikle sig til et partiprojekt – selvom det ”parti” vi måske vil oprette ikke vil være meget andet end en valgfront. For eksempel har Venstrefronten på nuværende tidspunkt kun en lokal struktur. Imidlertid fungerer ledelsen af Venstrefronten i Moskva de facto som den nationale organisations tekniske organisationsudvalg. På vores kongres til april vælger vi vores første nationale ledelse.

Problemet er, at vi har en permanent mangel på ressourcer og penge. Vi ønsker ikke at gå på kompromis med vores politik for at få støtte fra den eller den organisation. Desværre betyder det, at vi ofte må gå langsommere frem end vi ønsker.”

Sovjetunionen
”Efter min mening er Sovjetunionen et af de spørgsmål, der ikke bliver behandlet ordentligt i vores erklæring. Vi har bestemt alle et kritisk syn på den. Vores trotskistiske venner mener, at den var en arbejderstat. Og så er der post-stalinisterne der, selvom de er enige i nogle af elementerne i den trotskistiske analyse, insisterer på at understrege de ”positive elementer” og som identificerer 1970’erne som startpunktet for USSR’s degeneration. Den marxistiske strømning, som jeg identificerer mig med, ligger et sted midt imellem. Den mener, at degenerationen startede meget hurtigt efter revolutionen.

I 1918-19 var de mest alvorlige modsætninger begyndt at udspille sig: der var den tyske arbejderklasse mislykkede forsøg på at lave revolution, selve den bolsjevikiske revolutions snævre base, etc. 1930’ernes historie handler i den forstand om en kamp mellem to forskellige tendenser. Bureaukratiet konsoliderede sig som en ny ledende elite, den nye herskende klasse. Men den kunne ikke blive en rigtig herskende klasse uden ejendom, uden kapitalistiske institutioner.

Kapitalismens genoprettelse voksede organisk ud af, at erfaringerne med sovjetter i de tidlige 1920’ere smuldrede bort. Stalinismen fremkomst som et bonapartistisk styre, koblet sammen med den revolutionære impuls’ nedgang, førte til, at selvernærende bureaukratiske strukturer voksede frem. Dette skabte et system, der kan sammenlignes med et klassesamfund, men ikke besad alle de nødvendige elementer. Dette var grunden til, at de måtte genoprette kapitalismen.

Den russiske kapitalisme er besynderlig, med stærk statslig intervention, men også med en ureguleret, vild karakter – men der er tale om ægte kapitalisme. Jeg mener, at Rusland må gennemgå den nuværende kapitalistiske fase for at bane vejen for socialisme. Kapitalismen var samfundsmæssigt set uundgåelig – men ikke moralsk eller ideologisk set. Selvfølgelig byder jeg ikke ligefrem kapitalismen velkommen, men den er uundgåelig for at ændre dynamikken i den samfundsmæssige proces. Jeg kalder den for en ”nødvendig reaktion” i en af mine bøger. Denne nuværende fase fulgte meget logisk ud fra den sidste foregående periode – den var den nødvendige konklusion.

Det har skabt en tragisk situation for den nye venstrefløj. I modsætning til de liberale må vi afvise kapitalismens genoprettelse som reaktionær. På den anden side må vi, i modsætning til dogmatiske kommunister, forklare, at denne fase udviklede sig ud fra og er en fortsættelse af den unikke sovjetiske erfaring. Vi kan ikke afvise genoprettelsen af kapitalismen uden også at kritisere den foregående udvikling, som førte til, at den blev skabt.

Den russiske stat er ikke svag, men den er meget ustabil. Den er svag institutionelt set og udgør hverken et demokrati eller et diktatur. Men på grund af denne svaghed er en politisk krise uundgåelig.

Vi er helt ved starten af en ny historisk periode, hvor venstrefløjen kan genstarte sin kamp for menneskelig befrielse og genformulere sin vision for socialisme. Det kommer måske til at tage lang tid, men vi er i gang med en ægte begyndelse. I en vis forstand kæmper vi stadig for at færdiggøre den strålende revolution 1917.”

Interviewet er foretaget af Tina Becker og blev første gang bragt i Weekly Worker 16. marts 2006. Oversat af Lars Henrik Carlskov. Artiklen har tidligere været bragt i en forkortet udgave i Tidsskriftet Solidaritet, nr. 2, 2006.