Socialt oprør eller system-administration?

Enhedslisten forsøger i stigende grad at positionere sig som ”regeringsdueligt” parti. Men uden et revolutionært brud får vi business as usual.

Af Lars Henrik Carlskov

”Jeg ser håb. Og jeg tror, at de opbrudstider vi lever i nu, vil blive set tilbage på som årene for generationen, der lagde stenene til en ny radikal, progressiv og solidarisk forandring", skrev Enhedslistens Pernille Skipper for nylig i en kronik i Dagbladet Information. Bl.a. med henvisning til de senere års fremgang for europæiske venstrefløjskræfter som SYRIZA i Grækenland, Podemos i Spanien og Corbyns Labour i Storbritannien.

Hun fremhævede desuden den samlede opbakning fra 1/5 af befolkningen til Enhedslisten, Alternativet og SF og "et stort ønske om forandring". Det ser hun bl.a. i den seneste overenskomstkamp, unge, som "engagerer sig forbilledligt i klimakampen" og "flere og flere, der siger klart fra over for både den stigende ulighed og den umenneskelige flygtningepolitik." Og Skipper understregede regerings-ambitionerne med henvisning til partiets nye plan "100 dage med Enhedslisten – på vej mod et grønt og solidarisk Danmark".

Til højre for Labour og løsninger via markedet
Her findes 100 forslag, som skal gennemføres de første 100 dage i en regering, hvor partiet har "magt, som vi har agt." Planens indtægter på 58,4 mia. kr. er dog primært "tilbagerulninger" af f.eks. skattelettelser til de rigeste og de store virksomheder. Modsat hos det britiske socialdemokrati (fra hvis manifest, man bl.a. har kopieret layout og slogans som "for de mange, ikke for de få"), er der ingen krav om nationalisering af virksomheder. Blot stop for privatisering og udlicitering og en "arbejdsgruppe", der skal "undersøge mulighederne" for gen-nationalisering at f.eks. DONG, telenettet, Københavns Lufthavn og Statens Serum Instituts vaccineproduktion.

Nationaliserings-spørgsmålet forsøges omgået med en ”almennyttig offentlig bank”, som skal konkurrere på markedet mod de eksisterende finansielle virksomheder. Samt generelt via ”erhvervsstøtteordningerne, skatterne og afgifterne, den offentlige indkøbspolitik og den offentlige kreditgivning” at øge incitamentet til såkaldt ”samfundsgavnlig adfærd” fra erhvervslivet. Forslag fra planen såsom skattelettelser for de laveste indkomster, gratis tandlæge og billigere offentlig transport er selvsagt fornuftige. Det egentlige spørgsmål er imidlertid realismen i Enhedslistens forestilling om planens gennemførelse gennem opnåelse af 50%+1 af folketingstaburetterne.

Strukturelle grænser for reformer
Når venstre-orienterede regeringspartier som f.eks. SF under Thorning eller SYRIZA i Grækenland ender med at stå i spidsen for brutale nedskæringer, selv om de blev valgt på det modsatte, er forklaringen således ikke primært forræderi eller manglende politisk mod. Men i stedet, at enhver nok så ”rød” regering, som forsøger at administrere kapitalismen for at reformere den, må tage hensyn til systemets drivkraft: Profitten. Fører en regering ikke en såkaldt ”erhvervsvenlig” politik, der sikrer kapitalisterne tilstrækkelig profit, tilbageholdes investeringerne, hvilket i sidste ende udløser krise.

Faldende profitrater siden 1970'erne i den danske og de øvrige avancerede kapitalistiske økonomier var den dybereliggende årsag til ”den store recession”, dvs. den globale økonomiske krise, som brød ud 2007-2008. Det desperate forsøg på at genoprette den globale kapitalismes profitabilitet førte til verdens regeringers og arbejdsgiveres blodige offensiv mod lønninger, arbejdsforhold og velfærdsydelser.

Administration af nedskæringer
Det voldsomme økonomiske opsving i årene fra 2. verdenskrigs afslutning og frem til 1970'erne gjorde det i Danmark og andre lande muligt at opbygge den såkaldte ”velfærdsstat”. Men årsagerne til den langvarige højkonjunktur var den omfattende destruktion af kapital i såvel fysisk som værdimæssig forstand, som 1930'ernes økonomiske krise og 2. verdenskrig medførte, samt den kolde krigs militære oprustning. Disse betingelser for reformer inden for systemets rammer er ikke til stede i dag, hvor den danske og de øvrige vestlige kapitalistiske økonomier siden 1970'erne har oplevet relativ stagnation.

En Enhedslisten-regering vil derfor i bedste fald kunne levere bittesmå forbedringer. Og som SF's regeringstid demonstrerede, er selv disse forbedringer langt fra givet uden pres fra stærke folkelige bevægelser. Samtidig risikerer enhver reform, der rammer kapitalisternes profit, at forstærke systemets krisetendenser. Risikoen for, at Enhedslisten som regeringsparti deltager i store velfærdsnedskæringer vil derfor være overvældende. Til dem, der tror en parlamentarisk venstrefløjs-regering er vejen frem, bør vi derfor som revolutionære socialister sige (med den britiske marxist Chris Harmans ord): ”I tror, at en venstrefløjs-regering kan ændre samfundet i arbejderklassens interesse. Det gør vi ikke. Men vi vil kæmpe sammen med jer for at afprøve jeres synspunkt i praksis. Imidlertid gentager vi, at I bør stole på jeres egne kampe, ikke sætte jeres lid til jeres politiske ledere.”

Svømmeforbud er anti-muslimsk racisme

Alle partier i Aarhus Byråd (minus EL og R) stemte for forbuddet mod kvindesvømning i kommunalt regi. Det skal ”redde” kvinderne.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Den postkoloniale teoretiker Spivak beskrev med ordene ”hvide mænd redder brune kvinder fra brune mænd” idéerne bag forbuddet mod kvindesvømningen i Gellerupbadet. En populær fritidsaktivitet i et af landets fattigste boligområder, der i forvejen har færre fritidstilbud end resten af byen, og hvor hver 6. familie rammes af kontanthjælpsloftet.

Som Elsebeth Frederiksen, talsperson for Kvindesvømningens Venner, der bekæmper forbuddet, påpeger, ville ingen have anset svømningen for et problem i rigmandskvarteret Risskov. Iflg. borgmester Jacob Bundsgaard (S) er ”der en udfordring i nogle af de muslimske miljøer i Aarhus med kvindeundertrykkelse og formentlig også andre steder”.

Bundsgaard gør her kvindeundertrykkelse til et unikt problem for muslimer eller et problem primært dér. Dog mener en lige så stor andel (10 %) af Dansk Folkepartis vælgere som muslimer, at kvinders plads er i hjemmet. Byrådet har ikke iværksat initiativer mod dette ”parallelsamfund” eller rigmandsghettoer, hvor undersøgelser viser, at skattesvindel og sort arbejde er mest udbredt.

Del af en større kamp
Idéen om, at ”Vesten” med vold befrier muslimske kvinder er gammel. F.eks. invaderede og besatte Storbritannien i 1882 Egypten, og lederen af besættelsen, Lord Cromer, forsvarede den bl.a. med henvisning til kvinderettigheder. Samtidig var han i hjemlandet medstifter af en forening mod kvinders stemmeret. På samme måde hævdede George W. Bush, der bl.a. bekæmpede fri abort og prævention, at USA’s krig ville befri afghanske kvinder.

Muslimske kvinder ses her som passive ofre og ude af stand til at tale og handle på egne vegne. Kampen om kvindesvømning viser det modsatte. Demonstrationer, offentlige møder, læserbreve og en underskriftsindsamling vandt kampen om opinionen, så et stort flertal af byens borgere i en meningsmåling var imod forbud. Det handler bl.a. om kvindekampens krav om retten til selv at bestemme, hvor lidt – eller hvor meget – tøj, man bærer, og om at bestemme over egen krop. Men da forbuddet skyldes islamofobi, er det også nødvendigt med en bredere anti-racistisk kamp. Den internationale aktionsdag mod racisme 18/3 handler netop om det.

Følg ”Kvindesvømningens Venner i Gellerupbadet” på Facebook. Møderne er normalt søndag kl. 16 i Beboerhuset Yggdrasil, Dortesvej 35A, 8220 Brabrand.

Kamp mod islamofobiske politikere i Aarhus

Et samlet byråd (minus R+EL) i Aarhus vil forbyde tre timers ugentlig kønsopdelt svømning i Gellerupbadet.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Det er klokkeklar diskrimination med lovgivning, der primært rammer en bestemt etnisk og religiøs gruppe - her muslimer. Byrådsflertallet henviser bl.a. til TV2's mistænkeliggørende og stærkt kritiserede "dokumentar" ved navn "Moskeerne bag sløret". Præmissen var her, at dårlig integration skyldes nogle imamer, ikke f.eks. hetz og diskrimination, manglende jobs, dårlige boligforhold osv.

Det pågældende svømmetilbud optræder tilmed slet ikke i TV2's tendentiøse "dokumentar". Alligevel henviser byrådsflertallet, inkl. S-SF, flittigt til den. F.eks. har Gert Bjerregaard (V) om en undersøgelse, der viser, at svømningen er kvindernes eget valg sagt, at ”[é]t er, hvad man siger for rullende kameraer, noget andet er, hvad der sker i det skjulte. Det lærte vi af dokumentaren ”Moskéerne bag sløret”...”.

Altså den klassiske islamofobiske stereotyp om, at ”muslimer taler med to tunger.” Desuden opererer forbudspolitikerne med kollektiv skyld ved at bruge enkelte muslimers (her nogle imamers) endda delvist fiktive handlinger til at mistænkeliggøre alle foreninger i Gellerup. Er alle Venstre-folk også under mistanke, fordi Løkke og andre V-politikere fusker med bilag? Det er selvsagt også sexistisk, når et primært mandligt byrådsflertal som her vil diktere, hvordan kvinder svømmer og klæder sig. To Venstre-mænd har stillet forslaget, og 19 ud af 25 af dets tilhængere i byrådet er mænd.

En meningsmåling viser, at 56,9 % af byens borgere ”i mindre grad eller slet ikke” er enige med byrådet i denne sag, mens kun 37,3 % ”i høj grad eller nogen grad” er enige. Desuden har aktivistgruppen ”Kvindesvømningens Venner i Gellerupbadet” indsamlet omkring 3.000 underskrifter mod forbuddet samt demonstreret, lavet gadefremstød og holdt flere offentlige møder. 18. januar skal byrådet stemme om forbuddet. Uanset udfaldet fortsætter kampen dog.

”SF må være Danmarks mest overflødige parti"

I forbindelse med SF's landsmøde skruede formand Pia Olsen Dyhr kraftigt op for den DF-inspirerede retorik.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Hun talte bl.a. for at fratage ikke-vestlige kvinder kontanthjælp og udråbte dele af islam og asylansøgerne til ”nutidens største trussel”. I Politiken gav politisk kommentator Brian Esbensen 19. april SF tørt på: “... at udråbe flygtningstrømme og radikal islam til ’tidens største trussel’ i en kontekst, hvor flere europæiske demokratier degenererer indefra, hvor Trump har en reel mulighed for at blive præsident i USA, hvor det lige er blevet afsløret, at verdens rige skjuler 39.000.000.000.000 i skattely, og hvor klimakatastrofen er manifest og mere omfattende end selv pessimisterne forudsagde, er simpelthen vanvittigt.

SF kunne have gået forrest i kampen for et helt andet og mere solidarisk og bæredygtigt samfund, men i stedet forfalder man til at tale dels indbildte dels overdrevne problemer op i en desperat kamp for at undgå det, der ironisk nok - og forhåbentligt – bliver udfaldet af den skarpe højredrejning: vælgerfrafald og exit fra Folketinget.

Fremtiden, uanset hvor meget højrefløjen og andre reaktionære hopper og danser, er multikulturel.

Inden for den ramme er det venstrefløjens opgave at arbejde for fredelig sameksistens, økonomisk lighed, religionsfrihed og frihed til slet ikke at have nogen religion, solidaritet, grøn omstilling og bæredygtighed. I den ligning må SF være Danmarks mest overflødige parti.”

Vel skrevet af Esbensen - og skam over SF for at traske i højrefløjens fodspor.   

De vælter sig i luksus, mens vi skal spare

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Debatten om politikerlønninger viser, at den herskende klasse ser sig selv som en slags overmennesker højt hævet over os andre.

Ramaskriget over Vederlagskommissionens vilde lønfest til landets politikere førte til et af de hurtigste tilbagetog i nyere politisk Danmarkshistorie. De partier, der hidtil havde sværget at ville følge kommissionens anbefalinger (V-K-R-S-SF), fik pludseligt kolde fødder.

I december måned nedstemte et folketingsflertal ellers Enhedslistens forslag om at lade folketingsmedlemmers og ministres pensionsalder svare til det øvrige arbejdsmarked. Forslaget afvistes netop med henvisning til, at man ville følge Vederlagskommissionens indstillinger. Ved samme lejlighed hævedes pensionsalderen for den øvrige befolkning med et år (til 68 år og gældende fra 2030).

Vederlagskommissionen blev håndplukket for at tildele politikerne lønforhøjelser og samtidig kunne tørre ansvaret af på en ”uafhængig” gruppe af såkaldte ”eksperter”. Eller som kommissionens formand Michael Christiansen, nr. 27 på listen over magteliten i Grau Larsens, Ellersgaards og Bernsens bog af samme navn fra 2015, forklarede dengang: "Man tager jo ikke løn fra folk".

Straf til os, belønning til dem
Den påstand vil de almindelige lønarbejdere, arbejdsløse, førtidspensionister, fleksjobbere, studerende m.fl., der som følge af de seneste års angreb fra politikere og arbejdsgivere har oplevet faldende indkomst, formentlig have ualmindeligt svært ved at genkende. Kommissionsformandens udtalelse viser, hvordan den herskende klasse i Danmark opfatter sig selv som en slags overmennesker, der konstant skal have større gulerødder for at bevare motivationen.

Samtidig docerer Overdanmark stadig flere pisk til Underdanmark, der ellers angiveligt ikke gider arbejde. ”Arbejde” betyder her som fodsoldater i den ”konkurrencestat”, tidligere finansminister Bjarne Corydon beskrev som ”den moderne velfærdsstat”. Derfor har vi siden den økonomiske krises udbrud set en sand gaveregn til de rigeste, de ledende banker og øvrige store virksomheder. Dvs. dem, der sammen med det kapitalistiske system, de tjener fedt på, var ansvarlige for krisen. Den brede befolkning, der var uden skyld i krisen, har i samme periode oplevet en nærmest uendelig række af nedskæringer og forringelser.

Derfor må det nuværende parlamentariske pampervælde og nedskæringsregime erstattes med et ægte, socialistisk demokrati. Hvor magten ligger hos menneskerne på gulvplan, og hvor ”magthaverne” til enhver tid kan tilbagekaldes og ikke tjener mere end en almindelig arbejder. Hvis du er enig i det perspektiv, bør du gå med i Internationale Socialister og sammen med os kæmpe for, at det bliver til virkelighed.

Taburetter uden magt til venstrefløj uden svar

Valgresultaterne for SF, Enhedslisten og Alternativet afspejler på hver sin måde en parlamentarisk venstrefløj uden politisk kompas.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Valget var en brutal afklapsning af SF og straf for deltagelse i Thorning-regeringen og dens slagtning af velfærden. At Enhedslisten kan tilføje to stk. til samlingen af taburetter i folketingssalen, er partiets hidtil bedste resultat ved et folketingsvalg. Men viser også, at næsten hele den store fremgang i meningsmålingerne undervejs i valgperioden er smuldret mellem fingrene på den parlamentariske højrefløj, som har sat sig solidt på magten i partiet.

Det er sket under den alvorligste kapitalistiske krise i syv årtier, med folkelige oprør og revolutioner verden over, mens den øvrige parlamentariske venstrefløj herhjemme sad i en voldsomt upopulær spareregering. Den overvældende del af vælgerprotesten mod krisepolitikken blev således kanaliseret helt uden om SF og Enhedslisten, der af disse vælgere sås som mere integrerede i det etablerede politiske system end f.eks. Alternativet og Dansk Folkeparti.

Udviskning af forskellen til Thorning
Selv Enhedslisten stemte for tre ud af fire af Thornings finanslove, hvis nulvækst i den offentlige sektor har betydet titusindvis af fyringer. Og støttede bl.a. også nedskæringer på arbejdsløses selvvalgte uddannelse, seniorjobs og voksenundervisning til udlændinge samt de imperialistiske stormagters militærinterventioner i Mali og senest Irak.

Frem for at udnytte den parlamentariske platform til at opfordre til protester uden for Borgen, har Enhedslistens folketingsgruppe bl.a. brugt den under lærerlockouten i 2013 til cheerleading for fagbureaukratiet i form af Danmarks Lærerforenings top, hvis defensive linje lod medlemmerne i stikken. Samt bl.a. også til udskældning af den folkelige modstand mod Thorning & Co. 1. maj samme år som ”udemokratisk”. Partitoppen har heller ikke forsøgt at mobilisere imod den hysteriske kampagne mod flygtninge, muslimer og østarbejdere, men tværtimod splittet dette arbejde ved at kræve nul samarbejde med militante anti-fascister.

Løkke stoppes ikke af 30 taburetter
Alternativets retorik om, at ”småjusteringer ikke er nok”, ”ny politisk kultur”, ”nyt vækstbegreb” og nedsat arbejdstid kunne derfor fremstå mere systemoverskridende end både SF og Enhedslisten. Sidstnævntes valgvideo var således nærmest ”socialdemokratisme classic” og fremstillede bl.a. velfærdsstaten som værn mod kapitalismens tilbagevendende kriser.

Alternativet bygger dog på den logisk selvmodsigende idé om ”grøn kapitalisme” og er lige som SF og Enhedslisten primært et parlamentarisk projekt. En vælgerforening. Facit er, at de tre partiers sammenlagt 30 taburetter i Folketinget er magtesløse i forhold til at stoppe den nye regerings og arbejdsgivernes ”reformer” (new speak for forringelser). Løkkes svage mindretalsregering kunne minde om Hartlings Venstre-regering, der 1973-75 sad på blot 22 mandater og blev tvunget fra magten af masseprotester. Noget lignende kan ske igen. Vores opgave er at sørge for det sker.

Thornings dagpengemassakre fortsætter

Arbejdsløse i tusindvis mister fortsat dagpengene. Og mens regeringen jubler over faldende ledighed, er der reelt ikke skabt flere jobs.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

34.000 arbejdsløse mistede i følge A-kassernes Samvirke dagpengene i 2013. I 2010, hvor dagpengeperioden halveredes til 2 år og optjeningsperioden fordobledes til 12 måneder, hævdede Finansministeriet, at kun 2.000-4.000 ville miste dagpengene pr. år. Det tal skulle altså tidobles.

I 2012 lovede regeringen desuden 12.500 akutjobs til arbejdsløse, der risikerede at miste dagpengene. Men som en undersøgelse fra Politiken Research har vist, blev det til sølle 321 akutjobs. Det var denne eklatante fiasko, Bjarne Corydon i sin tid kaldte ”en fuld, hel og dækkende løsning” og ”Danmark når det er bedst”.

Endnu en ”succes” for regeringen
Og det slutter ikke engang her, for i følge A-kassernes Samvirke vil yderligere 14.000 personer miste dagpengene i år – altså mellem 3,5 og 7 gange flere end forudsagt i 2010. Og 7-14 gange flere end de 1.000-2.000 pr. år, der røg ud af dagpengesystemet dengang. Imens hævder regeringen, at arbejdsløsheden er på retur. Ved nærmere eftersyn viser denne ”succes” for regeringen sig dog næsten lige så tvivlsom som Corydons akutjob-plan.

Danmarks Statistiks nyeste tal viser, at AKU-ledigheden - den definition, som bl.a. ILO (Den Internationale Arbejdsorganisation) bruger - fra februar 2013-februar 2014 faldt med beskedne 7.000 personer til 202.000, hvilket giver en arbejdsløshedsprocent på 7,0. Men samtidig er antallet af beskæftigede i samme periode faldet med 4.000 til 2.680.000. Med andre ord er der ikke kommet flere i job – men færre. Den reelle arbejdsløshed er endda højere. I følge den nævnte definition er man således kun ledig, hvis man er helt uden job, har søgt job inden for seneste måned og kan tiltræde inden for to uger.

Fattigdom undergraver fagbevægelsen
De, der ikke har søgt job inden for seneste måned, fordi de har opgivet håbet pga. de dårlige udsigter, regnes f.eks. ikke for arbejdsløse. Heller ikke f.eks. de deltidsledige. Dagpengereformen betyder, at mindst 5.000 arbejdsløse i følge A-kassernes Samvirke nu står uden indtægt. Desuden er mange tidligere dagpengemodtagere blevet flyttet over på de langt lavere uddannelsesydelse og arbejdsmarkedsydelse. Ydermere får tusindvis af mennesker frataget deres indtægt pga. den gensidige forsørgerpligt i kontanthjælpsreformen.

Her tvinges unge arbejdsløse samtidig over på den såkaldte uddannelseshjælp, der er lavere end både kontanthjælp og SU. Alt dette resulterer i øget fattigdom, som ikke kun er et problem for dem, der lever under disse usle vilkår. Men også for fagbevægelsen, fordi flere af økonomiske grunde fravælger a-kasse og fagforening. Og for dem i job, fordi frygten for arbejdsløshed øges, hvilket medfører større accept af dårlige løn- og arbejdsforhold. Venstrefløjen og ikke mindst fagbevægelsen må derfor blæse til kamp mod hele regeringens fattigdomsskabende politik.

Forudsigelig fiasko: SF's vej til regering

Jo nærmere ministerposter, jo større har SF's kriser altid været.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

SF blev dannet i kølvandet på den sovjetiske leder Khrustjovs tale på kommunistpartiets kongres i 1956, hvor nogle af stalinismens værste forbrydelser indrømmedes. Samme år nedkæmpede tropper fra Warszawa-pagten – med opbakning fra DKP (Danmarks Kommunistiske Parti) - arbejderopstanden i Ungarn.

Med stiftelsen af SF i 1959 opstod et parti til venstre for Socialdemokratiet uden DKP's afhængighed af Sovjetunionen og med plads til intern opposition. Imidlertid var SF aldrig i nærheden af DKP's faglige styrke blandt tillidsfolk osv. Og langt klarere end DKP, som siden ”folkefrontsperioden” fra 1935 delvist var slået ind på samme kurs, understregede SF, at socialismen skulle gennemføres ad parlamentarisk vej.

Første gang under åget
"Den parlamentariske vej til socialismen” bygger på, at nogle få lederes forhandlinger med arbejdsgivere og politikere er vigtigere end arbejdernes egen aktivitet såsom strejker og demonstrationer. Da S-SF under ”det røde kabinet” 1966-1967 får flertal i Folketinget indføres momsen (dengang 10 %), der vender den tunge ende nedad, således med SF's og de faglige toplederes støtte af hensyn til det parlamentariske ”arbejderflertals” beståen.

S-regeringen under Krag var mere optaget af at splitte SF, end at forhandle sig frem til forbedringer for arbejderklassen. Med socialdemokraten Per Hækkerups ord skulle SF ”under åget” ved at stemme imod egen politik. Det kom SF ved, ud over bl.a. ”den lede moms”, i 1967 for første gang at stemme for finansloven med bevillingerne til kongehus, politi og militær. Da Socialdemokratiet vil indfryse to dyrtidsportioner (der skulle modvirke inflationens udhuling af lønninger og overførselsindkomster), har et mindretal i SF's folketingsgruppe fået nok - og vælter regeringen.

Fra hængekøje til Søvndal
Derefter splittes SF og Venstresocialisterne dannes, og det tog nu SF næsten 15 år at genvinde sit mandattal. 1980'erne er dog den borgerlige Schlüter-regerings tid, hvor SF's manglende parlamentariske indflydelse gør, at der tales om et ”hængekøje-parti”. Alternativet til dette sås under massestrejkerne påsken 1985, som SF's daværende formand Gert Petersen, tro mod ”den parlamentariske vej til socialismen”, imidlertid afviste skulle ”ryste samfundet i sin grundvold”.

Det statskapitalistiske systems kollaps i Østeuropa 1989-1991 får SF til at opgive idéen om demokratisk planlægning af økonomien til fordel for ”socialistisk markedsøkonomi”. Pga. regeringsambitionerne er SF under Holger K. Nielsen med til at få ændret nej'et ved folkeafstemningen om EF i 1992 til et ja ved afstemningen om ”de fire forbehold” året efter. Belønningen for forræderiet mod EF-modstanden er en kold skulder fra Socialdemokratiet, og at Enhedslisten i 1994 kommer i Folketinget. Ved samtlige folketingsvalg 1988-2005 går SF tilbage.

Protester giver medvind
I 2005 overtager Søvndal, og SF går oprindeligt kraftigt frem. Det opsamler en stor del af den folkelige utilfredshed, der bl.a. ses ved de omfattende velfærdsprotester 2006, overenskomst-konflikten 2008 og i modstanden mod Irak-krigen. Ønsket om ministerposter medfører dog en u-vending, hvor SF i regering vil videreføre både skattestop og 24-års regel. SF forråder velfærdsprotesterne ved nu at tilslutte sig VK's efterlønsforringelser, der i 2006 udløste protesterne.

Søvndal laver sit berygtede udfald mod Hizb-ut-Tahrir og vil ”tage et slagsmål med indvandrerne” (ikke bare ”nogle”) om ligestilling, SF støtter øget udvisning af kriminelle ”udlændinge”, brug af rockerlov og mere politi i ”ghettoer”, minimumsstraffe og et ”rødt” pointsystem. Partiet vil nu stemme for finansloven, også under borgerlige regeringer, og bliver – i lodret modstrid med en af partiets oprindelige grundpiller - tilhænger af NATO.

Fra kapitalistisk krise til SF-krise
Partidemokratiet indskrænkes ved at indføre en landsledelse med mindre magt over folketingsgruppen, og i det nye principprogram tales der ikke længere om ”en revolutionær proces”, som ”gradvist afskaffer kapitalismen”. Regningen for den kapitalistiske systemkrise efter 2008 vil S-SF sende videre til arbejderklassen. Arbejdstiden skal hæves med en time pr. uge (12 minutter dagligt). Ellers vil S-SF afskaffe efterlønnen. Med de to partiers ”millionærskat” slipper de rige billigere end før VK's skattelettelser.

Mangemillionæren Steen Riisgaard fra Novozymes taler på SF's landsmøde, og der holdes hemmelige møder med erhvervslivets topchefer, som da også roser partiets vækstplan. S-SF forklarer flere gange, at de vil skære i velfærden, hvis ikke den private vækst øges. Da det er kapitalisterne, der kontrollerer investeringerne, og en parlamentarisk regering, trods nok så stor en charmeoffensiv, ikke kan få dem til at investere, hvis de forventer større profit ved at vente, var spørgsmålet før regeringsskiftet blot, hvor dybt SF ville være villigt til at skære i velfærden. Partiet var atter under åget.

Samlet angreb kræver samlet modsvar

Regeringen ser sine nedskæringer som en samlet pakke – derfor må de forskellige protester mod dens politik forenes til en samlet kamp. 

AF LARS HENRIK CARLSKOV

”Vi er gået reformamok”, pralede statsminister Helle Thorning-Schmidt tidligere i år på den internationale magtelites møde i World Economic Forum. Og regeringen har da også gennemført ”reformer” (dvs. brutale forringelser) for set stort alle grupper i samfundet – naturligvis lige bortset fra den lillebitte, men ekstremt magtfulde gruppe af milliardærer, millionærer, banker og multinationale selskaber. Nu står de studerende så for skud.

Den røde tråd i en stor del af regeringens overklasse-politik er målet om øget arbejdsudbud. Trods høj arbejdsløshed skal den i forvejen hårde konkurrence om de få ledige jobs forstærkes. Det skal presse lønningerne endnu længere ned, og dermed give dansk kapitalisme en ”konkurrencefordel” i det globale kapløb mod bunden. Et kapløb, hvis konsekvenser allerede i dag ses i f.eks. Tyskland, hvor fattigdommen det seneste årti er vokset eksplosivt.

Isolerede protester ikke nok
Det er realiteterne bag finansminister Bjarne Corydons udtalelser om ”konkurrencestaten som den moderne velfærdsstat”. Imidlertid ville regeringens og arbejdsgivernes felttog mod almindelige lønarbejdere, dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere, efterlønnere, fleksjobbere, førtidspensionister og studerende ikke få et ben til jorden, hvis disse grupper kæmpede sammen i stedet for som hidtil hver for sig.

Regeringen lægger ikke skjul på, at de mange nedskæringer er del af en samlet ”reform-politik”. Derfor bør de studerende, der nu på inspirerende vis siger fra over for ”hurtigere-ud-reformen”, også se denne ”reform” som led i en bredere kamp mod ”konkurrence-staten”. De studerende må således opbygge alliancer med alle de andre befolkningsgrupper, der rammes af den aktuelle offensiv mod velfærdsydelser, lønninger og arbejdsforhold.

Kan lamme regeringen
Det gælder ikke mindst arbejderklassen i bredeste forstand – dvs. det store flertal af befolkningen, både i den offentlige og den private sektor, som må sælge sin arbejdskraft, fordi det ikke ejer og kontrollerer produktionsmidlerne (fabrikker, kontorbygninger, maskiner, jord osv.). Arbejderklassen skaber den merværdi, hvorfra den profit stammer, som er kapitalismens motor. Dermed kan arbejderklassen også ved f.eks. at strejke sætte samfundet i stå.

Grupper som f.eks. transportarbejdere har desuden større potentiel magt end andre dele af arbejderklassen til at lamme samfundet – og dermed også regeringens handlemuligheder. Ikke bare har arbejderne, inklusive dem uden job, og studerende en fælles interesse i at stoppe regeringens nedskæringer, fordi begge grupper er under angreb. Men også fordi gennemførelsen af forringelser for én gruppe, gør det lettere bagefter at gennemføre forringelser for den næste. Og endelig har stort set alle arbejdere i job venner eller familie, der er arbejdsløse eller studerende – og omvendt.

Systemisk alternativ
Den samlede rigdom i Danmark er større end nogensinde før. Alligevel ser vi nu et forsøg på at slagte de historiske fremskridt, arbejderbevægelsen har tilkæmpet sig. Det skyldes Thorning & Co.'s forsøg på at administrere en kapitalisme i sin alvorligste krise i syv årtier. I den kapitalistiske produktionsmåde overskygger profit-hensynet som bekendt alle andre hensyn, såsom menneskelige behov. I uddannelsessystemet betyder det ”uddannelse for erhvervslivet” (profitmaksimering) - ”ikke for livet” (menneskelige behov).

Den igangværende kapitalistiske systemkrise og de systematiske angreb på arbejderklassens levestandard, der udspringer derfra, viser behovet for et systemisk alternativ – et socialistisk samfund baseret på menneskelige behov frem for profit. For at koordinere og organisere de forskellige delkampe til en samlet bevægelse, er det nødvendigt med et revolutionært socialistisk parti, der løbende kan forsøge at opsummere og generalisere erfaringerne fra disse kampe. Det er sådan et parti, vi prøver at opbygge i Internationale Socialister.

Thorning: Børn bør ikke være nær vandpistoler

Protesterne 1. maj får statsministeren til at frygte for børns sikkerhed på kampdagen.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Ganske vist har regeringen netop fået vedtaget sin offentlighedslov, men det betyder ikke, at der ikke længere er mulighed for gedigne journalistiske afsløringer. F.eks. har vi jo stadig Femina. Og det er netop dette blad, som i sit nye nummer kan bringe en opsigtsvækkende historie: Det er ikke let at være Helle Thorning-Schmidt.

Bl.a. skød en person 1. maj efter hende med en vandpistol, og i et stort interview med Femina udtaler Thorning-Schmidt: ”Jeg troede faktisk først, det var øl. Man ved jo ikke helt, hvad det er, når man lige bliver ramt af noget vådt…”. Unægtelig en chokerende oplevelse. Bl.a. da det viste sig kun at være vand - og ikke mindst fordi statsministens PET-vagter burde have været mere årvågne, og hvis det havde været øl, vendt hende i den rigtige retning og åbnet hendes mund. Thorning-Schmidt forklarer videre, at hun bagefter talte med ”verdens mindste pige”, uden dog i øvrigt at oplyse mere om dette sensationelt lille barn. Men hvis oplysningerne er korrekte, bør dette rekordtilfælde straks indberettes til Guinness Rekordbog.

Statsministeren oplyser dog, at hun ”blev vred på den lille piges vegne og på min datters vegne – hun var i Fælledparken den dag. Skal det pludselig være sådan, at 1. maj er et så voldsomt sted, at børnene ikke kan være en del af det, som ellers skulle være en fest?” Selv om hun som tidligere nævnt desværre gik glip af øllet, burde Thorning-Schmidt midt i ærgelsen dog nok alligevel have husket, at 1. maj ikke blot er en festdag, men også en kampdag. Hun og den øvrige regering plejer ellers ikke at være blege for lidt klassekamp, også selv om de lidt klodset har fået vendt den den forkerte vej.

Men derudover er det selvfølgelig korrekt, at der 1. maj ikke kun blev sprøjtet med vand. Bl.a. brugte tusindvis af mennesker som bekendt dagen til at protestere mod regeringens nedskæringer. F.eks. forklarede TV2 Østjyllands udsendte reporter på dagen, at ”tusindvis, tusindvis, af mennesker ... højlydt og meget, meget tydeligt har givet udtryk for, at de slet ikke er tilfredse med den politik, regeringen fører.”

Om protesterne generelt udtaler Helle Thorning-Schmidt til Femina: ”Det er 1. maj. Hvis man ikke er enig, kan man bare blive væk, ikke?” - uden dog at uddybe, hvad hun i fremtiden vil bruge sine nu ledige 1. maj-dage til. Men måske er hun alligevel lettere forsinket ved at indstille sig på, at Socialdemokraternes monopol på arbejderbevægelsen blev brudt for knap 100 år siden. Glædeligt, at Socialdemokraterne så småt er ved at omstille sig til en ny virkelighed – f.eks. den, at partiet i flere meningsmålinger står til det dårligste folketingsvalg siden 1898. At antyde, som flere kommentatorer har gjort det, en sammenhæng mellem den kendsgerning og 1.maj-protesterne, må dog betegnes som ondskabsfulde insinuationer.

Man må her heller ikke glemme, at der ved 1. maj i Fælledparken i København faktisk bl.a. blev smidt en røgbombe og opstod lidt skubberi – bl.a. fra S-SF's partisoldater, som forsøgte at mase sig helt op foran scenen. Og selv om det kan forekomme relativt mildt sammenlignet med den behandling regeringen bl.a. har givet arbejdsløse, førtidspensionister, fleksjobbere, studerende samt offentligt ansatte som f.eks. lærere, undervisere, gymnasielærere og SAS-arbejderne, er det hamrende irrelevant. Lige som det er irrelevant, at en stor del af befolkningerne i lande som Irak, Afghanistan, Libyen og Mali nok gerne havde set Danmarks og dets allierede dér anvendte bomber udskiftet med røgbomber og vandpistoler.

Det væsentlige i den her sammenhæng er nemlig, som statsministeren så rigtigt påpeger, at der ikke bør anvendes vandpistoler på en 1. maj, når der er børn til stede. Derfor er det kun godt, at regeringen gennem en af sine seneste reformer har været så fremsynet at sikre, at børnene fremover skal gå i skole det meste af dagen, og derfor undgår at komme i nærheden af vandpistoler og andre farlige genstande - både 1. maj og andre skoledage.

Ikke nødvendigt at vælge "det mindste onde"

Kamp mod skolelukning i Århus viser, at folkelige protester kan stoppe nedskæringer.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Flere af Enhedslistens topfolk har hævdet, at det var nødvendigt at indgå en dårlig finanslovsaftale med regeringen, fordi alternativet havde været en endnu værre aftale mellem regeringen og Venstre. Med andre ord en tankegang om, at Enhedslisten bør vælge ”det mindste onde” for at undgå et større onde. Altså den samme argumentation, som Socialdemokraterne og SF traditionelt set har benyttet til at forsvare diverse nedskæringer.

Problemet er her, at det tages for givet, at det eneste, der er at vælge imellem, er en række onder. I virkeligheden er der dog altid et alternativ til disse onder, nemlig gennem udensomsparlamentariske bevægelser at ændre styrkeforholdene og dermed udvide rammerne for, hvad der er ”muligt” i den givne situation. Det viser f.eks. bevægelsen mod lukningen af Rundhøjskolen i Århus.

Med eller imod de folkelige protester? 
Her støttede Enhedslistens byrådsmedlem Jette Jensen oprindeligt sammen med De Radikale, Socialdemokraterne og SF besparelser for 10-15 millioner kroner på skoleområdet og lukning af Rundhøjskolen sammen med to andre skoler. Et af argumenterne var her, at der ellers var blevet lukket endnu flere skoler. Imidlertid fik voldsom modstand fra Enhedslistens Århus-afdeling partiets byrådsmedlem til at trække sin støtte til nedskæringerne.

I stedet tog Enhedslisten derefter aktivt del i den bevægelse mod lukning af Rundhøjskolen, der 16. november fik byrådsflertallet til at droppe planerne om lukning. Det skete efter en månedlang kamp med bl.a. 7.000 indsamlede underskrifter, mere end 300 læserbreve, flere demonstrationer foran rådhuset og stormøder på skolen med hundredvis af deltagere.

Kamp kan fjerne onderne
Efterfølgende interviewede JPAarhus en række ”eksperter”, der frygtede, at det kunne danne præcedens, at politikerne havde bøjet sig for det folkelige pres. Bl.a. Andreas Rasch-Christensen, forsknings- og udviklingschef ved VIA University College Aarhus, der forklarede: ”Det bliver sværere for politikerne at træffe den slags beslutninger i fremtiden. Det viser sig jo, at det kan betale sig at protestere”.

Kampen mod lukningen af Rundhøjskolen i Århus er således et glimrende eksempel på, at det ikke er nødvendigt at vælge mellem to eller flere onder, f.eks. større eller mindre nedskæringer. Tværtimod kan det med den bekymrede eksperts ord ”betale sig at protestere”, fordi folkelig mobilisering kan sikre, at onderne helt fjernes.

Oppositionen der forsvandt

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Enhedslisten har godkendt den blå regerings samlede økonomiske prioriteringer ved at stemme for finansloven.

Mens der få måneder før taltes om ”ikke-eksisterende” tillid til regeringen og ”krone for krone”-kompensation til de grupper, der blev ramt af regeringens nedskæringer, lagdes selv kravet om dagpengeforlængelse ”på hylden” under finanslovs-forhandlingerne.

Den tidligere brudte tillid til regeringen er således blevet genoprettet i samme periode som den har intensiveret sin klapjagt på fleksjobbere og førtidspensionister og barslet med planer om nye forringelser af kontanthjælpen samt SU'en.

Stemmen for finansloven er derudover i lodret modstrid med den årsmødevedtagne politik, nemlig, at en finanslov ikke må ”indeholde forringelser”, skal indeholde ”markante forbedringer” og ikke må ”opsummere et års nedskæringspolitik”.

Finansloven ”opsummerer” således i udpræget grad ”et års nedskæringspolitik”, da det sidste år har budt på en endeløs række af nedskæringer og forringelser gennemført med højrefløjen. Og er der f.eks. nogen, der seriøst mener, at alle de grupper, der er blevet ramt af regeringens nedskæringer, i finansloven får forbedringer, der opvejer disse forringelser? Det er ellers, hvad der hidtil har været vores politik. Dertil kommer bl.a. de løbende forringelser via regeringens nul-vækst i det offentlige, hvilket de facto betyder nedskæringer.

Enhedslistens ledelse har tilmed ignoreret den strøm af protester, der er kommet fra baglandet. Der er derfor på næste årsmøde brug for en grundig udskiftning i Hovedbestyrelsen og blandt de øverste folketingskandidater, så vi får en ledelse, der er lydhør overfor baglandet, respekterer årsmødebeslutninger og udviser langt mere rygrad under forhandlinger.

Og det bør nu stå klart, at vi ikke får væsentlige forbedringer alene via parlamentariske forhandlinger, hvorfor vores hovedfokus bør være på at opbygge de udenomsparlamentariske massemobiliseringer, der kan skabe et brud med den nuværende politik - og i sidste ende også et andet samfundssystem.

Vores alternativ til finansloven og frygten for Løkke

Svaret på Thornings og Løkkes blå politik ligger uden for Folketinget. 

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Finanslovforhandlingerne er langt fra overståede, men allerede nu står det klart, at der ligesom de foregående år blot forhandles om ca. 1 % af det samlede budget. Lige så klart står det, at den kommende finanslov vil indeholde alle det forløbne års mange nedskæringer. Derfor vil det være en alvorlig svækkelse af venstrefløjen, også uden for Christiansborg, hvis Enhedslisten lader sig afpresse af frygten for at få Lars Løkke tilbage som statsminister til at stemme for finansloven.

Det vil betyde, at modstanden mod den nedskæringsdagsorden, som regeringen og den borgerlige opposition har til fælles, ikke længere har en klar parlamentarisk stemme. Det vil i den folkelige bevidsthed forstærke myten om, at der ikke findes noget alternativ til den nuværende politik. Det vil styrke de borgerlige kræfter, ikke mindst den yderste højrefløj. For hvis selv erklærede socialister stemmer for velfærdsforringelser, hvorfor så ikke vælge den ”ægte” borgerlige vare?

Kamp fra neden giver resultater
Modsvaret til regeringens offensiv mod velfærdsydelserne er derfor ikke at lade sig skræmme til at stemme for finansloven. Svaret er nemlig slet ikke parlamentarisk, men består derimod i at organisere den folkelige utilfredshed, der findes uden for Borgens mure. Selve den levestandard og det velfærdsniveau, vi har i dag, er nemlig i høj grad et resultat af en sådan udenomsparlamentarisk kamp fra neden. Det understreges f.eks. af historikeren Søren Mørch.

I sin bog Den sidste Danmarkshistorie skriver han således om det ”påfaldende sammenfald mellem … generende eller ligefrem truende samfundsomdannende aktiviteter og mere eller mindre storstilede socialpolitiske tiltag.”. Et lille glimt af sådanne ”generende” aktiviteter så vi ved trepartsforhandlingerne før sommerferien, hvor presset fra tillidsmands- og fagforenings-møderne i Horsens og København fik Dansk Metals ledelse til at blokere for regeringens planer om at forhøje arbejdstiden.

Potentialet er til stede 
Bare de sidste to år har budt på en lang række eksempler på, at viljen til udenomsparlamentarisk kamp er til stede i befolkningen. F.eks. mødtes 3.500 tillidsfolk 20. maj 2010 i Fredericia for at protestere mod offentlige besparelser. 8. juni samme år var der landsdækkende demonstrationer, herunder 50.000 mennesker på Christiansborg Slotsplads, mod VKO's beskæring af dagpenge og børnecheck.

Sidste år var ingen undtagelse med de 5.000 tillidsfolk, 4.000 flere end forventet, der 2. februar samledes i Odense for at vise deres modstand mod afskaffelsen på efterlønnen. Af samme årsag udbrød der dagen efter de første politiske strejker i Danmark i mange år. Også i 2012 har vi set ret store mobiliseringer. F.eks. 31. marts i Århus, hvor 6.000-8.000 mennesker deltog i den største anti-racistiske demonstration i Danmark i 20 år. Senest demonstrerede 2.000 mennesker 4. august i Vejle mod restauranten Vejlegårdens forsøg på at underminere det nuværende overenskomstsystem. 

Modstanden skal organiseres
Potentialet for et brud med den nuværende krisepolitik er således til stede. Det placerer imidlertid et kolossalt ansvar hos Enhedslisten for at udnytte sine enorme ressourcer, i form af medlemmer, ansatte, økonomiske midler og folketingsgruppens medieadgang, til at leve op til partiprogrammets ord om at ”virke som inspirator og organisator i de folkelige bevægelser”. Det kræver dog et opgør med det hidtidige og voldsomt overdrevne fokus på parlamentariske forhandlinger.

Her har det revolutionære venstre, i og uden for Listen, en dobbelt opgave: 1) I praksis vise, at vores metoder er den bedste måde at sikre længere dagpengeperiode, flere praktikpladser og alle de andre reformkrav. 2) Overbevise vores medkæmpere i disse spørgsmål om, at der blot er tale om mindre kampe i et større slag, som i sidste ende handler om hvem, der skal betale regningen for det nuværende kapitalistiske produktionssystems krise.

Hverken moderne, praktisk eller socialisme

SF’eren Mattias Tesfaye har vakt stor røre både i medierne og sit eget parti med sine teser om en ”moderne” og ”praktisk” socialisme.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Forud for SF’s landmøde 13.-15. april har et bittert opgør om partiets næstformandspost påkaldt sig stor opmærksomhed. Tidligere folketingsmedlem Pernille Frahm har således angrebet ledelsens foretrukne kandidat til posten, Mattias Tesfaye, for at have synspunkter, der snarere hører hjemme ”i et af de kommunistiske partier”.

Det skyldes en række ”teser om praktisk socialisme”, som Tesfaye skrev tilbage i 2008 og som han efter den megen kritik for nylig opdaterede i Politiken. Såvel i medierne som på store dele af venstrefløjen bliver Tesfaye set som talsmand for en væsentlig mere venstreorienteret linje end den, SF står for i dag.

Lad os derfor prøve at se på om hans teser, de gamle og de nye, virkelig repræsenter en ”moderne” og ”praktisk” socialisme.

Ikke kun økonomi
I begge versioner af teserne fremhæver Tesfaye, at venstrefløjens opgave er at føre klassekamp. Dette undermineres imidlertid af en gennemgående tendens til at se klassekampen som en rent økonomisk kamp for bedre løn og arbejdsvilkår. F.eks. skriver han i sine oprindelige teser, at ”kategorier” som ”køn, etnicitet, tro og seksualitet” udelukkende er ”interessante som en del af samfundets sociale struktur”. Med andre ord synspunkter, der er nært beslægtede med den såkaldte ”økonomisme”, som Lenin leverede en sønderlemmende kritik af.

Lenin påpegede, at arbejdere, der blot har indset behovet for at kæmpe for mere i løn og forbedrede arbejdsforhold, endnu kun har opnået en såkaldt ”trade-unionistisk” (fagforenings) bevidsthed. Først hvis arbejderne også er villige til f.eks. at strejke på grund af forfølgelsen af jøder eller studenter, har de ifølge Lenin en ægte socialistisk klassebevidsthed. Her foretager Tesfaye et kraftigt tilbagetog i den nye version af sine teser, idet han skriver, at fokuset på arbejderklassens kamp ikke skal forstås sådan, at ”kampen for ligestilling og mod diskrimination er mindre vigtig”.

Her medfører Tesfayes økonomisme dog igen, at han beskriver denne kamp som et rent økonomisk spørgsmål om, hvorvidt man primært skal prioritere ligeløn for ”sosu-assistenten” eller ”økonomidirektøren”. Ganske rigtigt findes der klare klassemodsætninger inden for de forskellige køn, etniske minoriteter og seksuelle grupper, men kampen mod f.eks. sexisme, racisme og homofobi kan på ingen måde reduceres til blot økonomi. Frem for hinandens modsætninger, bør disse kampe derfor, som det f.eks. er tilfældet i den klassiske marxisme (Marx, Engels, Luxemburg, Lenin, Trotskij, Gramsci m.fl.), ses som en integreret del af klassekampen.

Dannebrogs-socialisme?
I modsætning til hos Tesfaye findes der således i den klassiske marxisme en klar forståelse af, at splittelserne i arbejderklassen (f.eks. faglærte/ufaglærte, mænd/kvinder, indfødte/migrantarbejdere, privatansatte/offentligt ansatte) har eksisteret lige så længe som den kapitalistiske produktionsmåde. Det skyldes, at kapitalismen fremmer den interne konkurrence mellem forskellige dele af arbejderklassen om løn, jobs osv.

Den aktive, ikke kun økonomiske, kamp mod f.eks. racisme, sexisme og homofobi er derfor nødvendig for at overvinde disse splittelser i arbejderklassen. Og uden et opgør med det kapitalistiske produktionssystem, hvilket Tesfaye karakteristisk nok ikke nævner, vil disse fordomme blive reproduceret igen og igen. Ud over at undlade at konfrontere disse splittelser, medvirker Tesfaye endda selv til at skabe dem. Han har således beskrevet østeuropæiske migrantarbejdere som ”nasserøve”.

Både i sine nye og gamle teser slår han desuden til lyd for, at venstrefløjen flager med Dannebrog, men glemmer her, at dette flag er et symbol på et ”nationalt fællesskab”, der angiveligt skulle overskride kampen mellem forskellige klasser med modstridende interesser. Tesfayes såkaldte klassekamp bliver her til ren og skær nationalisme, lige som det er tilfældet for hans forslag om at ”begrænse indvandringen”, hvor han ud over igen at skabe skel mellem ”danske” og ”udenlandske” arbejdere, overser, at der kun under kapitalismen og dens iboende tendens til at skabe en ”reservehær” af arbejdsløse kan være for meget arbejdskraft.

Moderne og praktisk?
Tesfaye beskriver selv sine synspunkter som ”moderne” og ”praktisk” socialisme. I virkeligheden er de hverken moderne, praktiske eller socialisme.

Ikke moderne, fordi der i den klassiske marxisme findes en langt mere nuanceret forståelse af klassekampen. Ikke praktiske, fordi han ikke bidrager til at overvinde splittelsen i arbejderklassen, hvilket er en forudsætning for både at vinde reformer og på længere sigt at indføre et socialistisk samfundssystem. Og ikke socialistiske, fordi hans teser ikke indbefatter et brud med kapitalismen.

I stedet for et systemskifte er ”praktisk socialisme” for Tesfaye ”de forandringer, vi kan skabe lige nu og her. En legeplads fri for kanyler, en bedre gadebelysning i villakvarteret, et køleskab i skurvognen”. Med andre ord svarer Tesfayes ”praktiske socialisme” nogenlunde til programmet for organisationer som Kattens Værn derved, at der er tale om bittesmå forbedringer inden for det nuværende system.

Som revolutionære socialister støtter vi selv den mindste reform, dels for at skabe forbedringer for arbejderklassen nu og her, men primært fordi denne kamp er en forudsætning for at skabe den organisationsevne og klassebevidsthed, som gennemførelsen af den socialistiske revolution kræver. Uden dette nødvendige systemskifte nøjes vi med, som Marx skrev, lige som Tesfaye at bekæmpe virkninger frem for årsager.

Regeringen freder banker og spekulanter - igen

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Debatten om beskatning af finansielle transaktioner viser endnu en gang, at S-R-SF ikke har tænkt sig at lade banker og spekulanter betale regningen for krisen.

Forslaget om en skat på finansielle overførsler har skabt voldsom debat både i Danmark og i de øvrige EU-lande. EU-Kommissionen har således foreslået at indføre en såkaldt Tobin-skat, opkaldt efter den amerikanske økonom og nobelpristager James Tobin. Konkret foreslår Kommissionen en skat på én promille af handler med aktier og obligationer samt 0,1 promille på salg af derivater. Et stort flertal af EU’s regeringer, anført af Frankrig og Tyskland, støtter ideen om en finansskat, mens især Storbritannien tegner sig for modstanden.

At den danske regering på EU-plan hører til de få modstandere skyldes især Det Radikale Venstre, der da også får økonomisk støtte fra bankernes brancheforening Finansrådet, hvis toplobbyist hedder Lars L. Nielsen og repræsenterer De Radikale i DR’s bestyrelse. Netop De Radikales ihærdige forsvar for bankernes interesser ønskede ungdomsorganisationerne DSU, SFU og SUF at sætte fokus på i en annonce-kampagne med overskriften ”Margrethe Vestager er i lommen på bankerne”. Da S-SF havde banket deres ungdomsorganisationer på plads, blev den dog aflyst i sidste øjeblik.

Opgør med markedslogikken
Regeringens bekæmpelse af den foreslåede finansskat er ikke første eksempel på regeringens modstand mod yderligere beskatning af finanssektoren. Som bekendt forsvandt S-SF’s foreslag om en bankskat på beskedne 2 milliarder under regeringsforhandlingerne. Regeringen begrunder sin modstand mod Tobin-skatten med påstået svækkelse af EU’s konkurrenceevne over for resten af verden. Dette er blot en zombieagtig gentagelse af de seneste årtiers altdominerende argument for de utallige angreb på velfærdsydelser, lønninger og arbejdsforhold, der har fundet sted i samme periode. Som socialister må vi dog aldrig lade os indfange af markedets logik.

Hvorvidt vi støtter et givent politisk krav bør derfor ikke afhænge af om det øger eller mindsker lysten hos private investorer, som regel store multinationale virksomheder, til at investere kapital. Modsat private investorer, hvis beslutninger i sidste ende tages ud fra snævre profit-hensyn, skal vi derfor basere vores krav på, om de opfylder menneskelige behov eller ej. F.eks. er behovet for nødvendige forbrugsgenstande fra industrien og landbruget samt pleje, pasning, undervisning osv. fra den offentlige sektor ikke blevet mindre på grund af kapitalismens krise. Tværtimod.

Forhindrer ikke nye kriser
Derfor skal vi kræve, at samfundets økonomi indrettes efter tilfredsstillelsen af disse grundlæggende menneskelige behov og ikke efter om det øger private investorers profit. Samme holdning bør vi have til den foreslåede beskatning af den finansielle sektor. Hvis indtægterne fra denne skat, 420 milliarder kroner årligt ifølge Kommissionens seneste beregninger, bruges på nye nødhjælpspakker til trængte spekulanter, har den ikke vores støtte. Hvis den derimod går til oprettelsen af nye arbejdspladser, praktikpladser, til at forbedre velfærdsordningerne osv., vil vi til enhver tid kæmpe for det.

Den nuværende økonomiske krise udspringer i sidste ende af faldende profitrater i den såkaldte ”realøkonomi”. Det var dét, der var årsagen til den finansielle sektors, herunder diverse spekulative aktiviteters, eksplosive vækst de sidste årtier. Derfor vil den foreslåede finansskat ikke forhindre nye kriser. Men den kan være med til at sikre, at de, der tjente fedt på den bristede økonomiske boble, også betaler regningen for krisen. Danmarks EU-formandskab i første halvdel af 2012 er en oplagt lejlighed til at mobilisere for dette krav.

Bragt i Socialistisk Arbejderavis nr. 317, 12. februar 2012.

Nasserøvene er politikerne, bankerne og de store virksomheder

Det er ikke arbejdsløse og førtidspensionister, der lider af ”krævementalitet”.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Danske medier og politikere er i vildt oprør over arbejdsløses og førtidspensionisters forhold. Årsagen til opstandelsen er dog ikke den kendsgerning, at Danmark er et af de europæiske lande, hvor fattigdommen de sidste 10 år er steget hurtigst. Tværtimod er det arbejdsløses og førtidspensionister angiveligt alt for lette hverdag, der har hensat medier og politikere i en ophidselse, som ellers normalt forbindes med diverse gorilla-arters parringsritualer.

”Jeg brækker mig” lød således Joachim B. Olsen fra Liberal Alliances kommentar til til et forslag fra SF om ekstra statslig hjælp til fattige familier, som ikke har råd til at holde jul. I følge Olsen er det altid selvforskyldt, hvis nogle danskere ikke har råd til julegaver- og mad. Så når velgørenhedsorganisationerne de senere år har kunnet berette om en kraftig stigning i ansøgningerne om julehjælp skulle det således intet have at gøre med hverken den tidligere VK-regerings politik eller den økonomiske krise.

Ingen fattige?
Hvis man følger Liberal Alliances folketingsmedlems tvivlsomme logik må det således betyde, at pludselig, nærmest som et lyn fra en klar himmel, har mageligheden bredt sig i befolkningen, der derfor i stigende grad søger om julehjælp. Hvorfor og hvordan denne ”magelighed” så pludseligt har spredt sig har Joachim B. Olsen ikke givet nogen forklaring på. Og hvem havde forventet andet af en mand, hvis fordomme om fattige danskere bedst kan beskrives som, ja, en gang bræk?

En stor del af debatten har som bekendt handlet om kontanthjælpsmodtageren Carina, der af SF’s Özlem Cekic blev fremhævet som et eksempel på fattigdom, men som angiveligt tværtimod skulle bevise, at ingen lider nød i Danmark. Imidlertid har forskningsinstituttet CASA påpeget, at den nævnte Carina godt kan tilhøre kategorien af fattige, ligesom hun i følge Dansk Folkehjælp også er fattig nok til at modtage julehjælp.

Mange er endnu fattigere
Dog er mange danskere endnu fattigere. I følge en rapport fra Rockwool Fonden fra 2009 har en enlig på starthjælp således 2188 kr. om måneden efter husleje til mad og alt det øvrige. Da mad og dagligvarer købt i discountbutikker ifølge rapporten koster 3118 kr. om måneden, betyder det, at der mangler omkring 1000 kr. i budgettet. Også tidligere omtalte CASA har undersøgt leveforholdene for mennesker på nedsatte sociale ydelser som følge af starthjælp, kontanthjælpsloft og 450-timers regel.

”Over halvdelen har oplevet ikke at have råd til sko, tøj, tandlæge eller frisk frugt og grøntsager dagligt. Og omkring hver fjerde har måttet opgive at spise tre måltider mad om dagen eller at købe lægeordineret medicin”, forklarede Finn Kenneth Hansen fra CASA således til Dagbladet Arbejderen i forbindelse med præsentationen af rapporten ”Livet på de laveste sociale ydelser” fra 2009. I følge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd lever 65.000 børn og i alt 346.000 mennesker i fattigdom i Danmark.

Regeringen hetzer løs 
Selv om den nye regering vil afskaffe de såkaldte fattigdomsydelser (starthjælp, kontanthjælpsloft osv.) har den samtidig i yderst skingre toner varslet en hårdere kurs over for arbejdsløse og førtidspensionister. Socialminister Karen Hækkerup hævder således, at der skulle eksistere en ”krævementalitet”, hvor f.eks. de arbejdsløse fokuserer mere på, hvad de kan få end hvad de selv yder, hvilket bakkes op af statsminister Helle Thorning-Schmidt, der kalder dette påståede ”normskred” en ”stærk provokation”.

Desuden vil beskæftigelsesminister Mette Frederiksen bruge flere hundrede millioner kroner på at genundersøge alle de svageste lediges arbejdsevne, tvinge arbejdsløse under 30 år til at tage en uddannelse, stoppe tildelingen af førtidspension til personer under 35 år, tvinge arbejdsløse ud i særlige kontanthjælpsjobs som f.eks. havearbejde og erstatte samtaler med krav om fremmøde i et arbejde, der skal afprøve de arbejdsløses arbejdsevne.

Politikere og erhvervsliv nasser 
”Der må være en krisebevidsthed, som vi må se at få italesat noget mere”, forklarer Karen Hækkerup i sit opgør med ”krævementaliteten”. Med andre ord handler det om, at arbejdsløse og førtidspensionister mentalt skal indstille sig på at betale for den økonomiske krise, som er fremkaldt af de rige, bankerne, de store virksomheder og det kapitalistiske system, de profiterer på. Den nye regering har som bekendt valgt at frede de rige og erhvervslivet.

Det er ellers netop de sidstnævnte, og ikke arbejdsløse og førtidspensionister, der gang på kræver bankpakker og skattelettelser samtidig med, at deres egen skattebetaling de senere år er dalet kraftigt. Samme ”krævementalitet” har folketingspolitikerne lige udvist ved at fastholde deres mulighed for at gå tidligere på pension end resten af befolkningen. Og som nævnt vil de rige, erhvervslivet og politikerne tilmed sende regningen for deres økonomiske systems krise videre til os. Hvem sagde nasserøve?

Blå regeringspolitik skyldes ikke kun De Radikale

Selv en S-SF-regering uden Vestager & Co. ville ikke bryde afgørende med VKO’s politik.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

De seneste måneder har på det nærmeste budt på kødannelse i forhold til at give De Radikale skylden for den nye regerings langtfra røde politik. Det er da også rigtigt, at De Radikale, modsat Socialdemokraterne og SF, er et ægte borgerligt parti og derfor står for en asocial økonomisk politik.

Dette har dog hele tiden været velkendt, hvorfor det ikke bør komme som en overraskelse og mindst af alle for Socialdemokraterne og SF. Ikke desto mindre har begge partier såvel inden valget som før regeringsforhandlingernes start og efter præsentationen af regeringsprogrammet insisteret på, at de foretrækker regeringssamarbejde med Vestagers tropper frem for en ren S-SF-konstellation.

Skattelettelser til de rige og efterlønsfiflerier

S-SF selv har da heller ikke ligefrem brillieret ved at præsentere et klart alternativ til de sidste 10 års VKO-flertal. F.eks. ville S-SF’s nu sløjfede ”millionærskat” have betydet, at millionærerne slap billigere end før VK-regeringens skattelettelser og at personer med en indkomst mellen en halv og en hel million beholdte deres skattelettelser.

Eller tag f.eks. efterlønnen, som Socialdemokraterne allerede i 2006 var med til at forringe ved at indgå i Fogh-regeringens ”velfærdsaftale” – hvilket SF senere tilsluttede sig med tilbagevirkende kraft. I 2009 åbnede Søvndal også for at pille ved efterlønnen (omend han senere skyndte sig at trække i land). Læg dertil, at S-SF før valget truede med at afskaffe efterlønnen, hvis ikke planen om at sætte arbejdstiden i vejret med 12 minutter om dagen gik igennem.

Accept af borgerlig krisepolitik

Spørgsmålet om skattelettelser til de rigeste, efterlønsdiskussionen og de nu skrinlagte planer om at hæve arbejdstiden viser, at Socialdemokraterne og SF selv uden De Radikale ikke ville udgøre et klart alternativ til borgerlig krisepolitik. Ydermere gjorde S-SF det ved flere lejligheder før valget klart, at de, hvis den økonomiske krise fortsætter, vil skære i velfærdsydelserne.

S-SF adskiller sig, ikke mindst takket være deres bånd til fagbevægelsen, fra De Radikale ved, at størstedelen af deres bagland ønsker en væsentlig mere venstreorienteret politik end den nye regerings. Som socialister er det vores opgave at mobilisere dette bagland til et brud med den nuværende borgerlige krisepolitik. Men det kræver også, at vi klart siger, at dette brud ikke kommer, hvis bare vi får en S-SF-regering uden De Radikale.   

Derfor svigter Thorning og Søvndal

Den nye regerings manglende opgør med VKO skyldes i sidste ende S-SF’s fejlagtige strategi.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Der er forståeligt nok stor skuffelse i Socialdemokraternes og SF’s bagland over det nye regeringsprogram, der lægger op til at videreføre størstedelen af de sidste 10 års borgerlige politik. De rigeste beholder skattelettelserne samtidig med, at forringelserne af dagpenge og efterløn ikke som lovet rulles tilbage. Den planlagte bankskat er også sløjfet, og S-R-SF varsler tilmed en ny lempelse af topskatten. I regeringsgrundlaget står det endda direkte: ”Udgangspunktet for regeringen er VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand”.

For at føje spot til skade, står den nye regering på udlændingeområdet, med juraprofessor Jens Vedsted-Hansens ord, ”stort set” for VK-regeringens politik frem til 2009, hvilket bl.a. indebærer, at fremmedfjendske monumenter som 24-års-reglen og tilknytningskravet består. Hvordan kan det være, at Socialdemokraterne og SF ikke engang er i stand til at præsentere et klart alternativ til den tidligere regering, som vel at mærke var den mest højreorienterede i Danmark siden 1929?

Parlamentarisk tunnelsyn 
Svaret skal findes i Socialdemokraternes og SF’s fejlagtige strategi for social forandring. De to partier forestilllede sig, at deres oprindelige mål om socialisme kunne gennemføres på parlamentarisk, dvs. reformistisk, vis. Imidlertid tages mange af de vigtigste beslutninger slet ikke af parlamentet, men derimod af ikke-valgte embedsmænd som f.eks. departementschefer, dommere, militærchefer og politidirektører, der via deres opvækst, uddannelse, løn og livsstil er tæt knyttet til borgerskabet og derfor vil forsøge at underminere ethvert forsøg på at afskaffe deres privilegier.

Dertil kommer, at enhver regering, der forsøger at føre en anti-kapitalistisk politik, straks vil møde benhård modstand fra kapitalejerne, f.eks. i form af indskrænkninger af produktionen, tilbageholdelse af investeringerne, kapitalflugt og spekulation mod valutaen. Og hvis alle disse former for sabotage ikke er nok, vil borgerskabet, som utallige historiske eksempler har vist, ikke tøve med at gribe til væbnet oprør for at vælte en demokratisk valgt regering, der truer deres klassemagt.

Reformisme uden reformer 
Da det, i modsætning til hvad Socialdemokraterne og SF i sin tid hævdede, således ikke er muligt at indføre socialismen via det borgerlige parlament, har vi i stedet set den stigende borgerliggørelse af de to partier. Strategien om gradvis reformering af kapitalismen så ganske vist ud til at virke under det langvarige økonomiske opsving i 1950’erne og 1960’erne. De høje vækstrater var dog kun mulige på grund af 2. verdenskrigs omfattende destruktion af kapital og Den kolde krigs militære oprustning, og de forbedrede levestandarder skyldtes snarere folkeligt pres fra neden end parlamentariske forhandlinger.

I starten af 1970’erne kom den kapitalistiske verdensøkonomi imidlertid i krise og har siden da været inde i en relativ tilbagegang. Derfor har vi både i Danmark og udlandet gang på gang set reformistiske partier, der som S-SF lader muligheden for reformer afhænge af kapitalismens vækst, angribe lønninger, arbejdsforhold og velfærdsydelser.

Behov for et udenomsparlamentarisk alternativ 
Kapitalismens nuværende krise er den dybeste siden 1930’erne, og vi har formentlig endnu det værste til gode. Danmark, der blot udgør 0,4 % af verdensøkonomien, vil naturligvis ikke gå fri af den opblussende krise. Allerede før valgkampen varslede S-SF nedskæringer på velfærden, hvis det ikke lykkes at skabe vækst i den private sektor.

Derudover har den nye regering både før og efter valget krævet løntilbageholdenhed fra arbejderklassen, der med andre ord både skal betale for kapitalismens krise gennem efterlønnen, dagpengene og lønnen. Men udenfor Folketinget kan vi opbygge en massebevægelse, der sikrer, at dette ikke sker og som, hvis den bliver bred nok, kan skabe et demokratisk og socialistisk alternativ til den nuværende nedskæringspolitik.

Ikke mod, men sammen med østarbejderne

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Østarbejderne er en udfordring og en mulighed for venstrefløjen. En udfordring, fordi arbejdsgiverne har let ved at udbytte disse arbejdere på grund af deres lave organiseringsgrad - og dermed også kan bruge dem til at presse danske arbejdere på deres løn- og arbejdsvilkår. Og en mulighed, fordi venstrefløjen, hvis vi formår at organisere disse udenlandske arbejdere, har taget et vigtigt skridt i bekæmpelsen af de forskellige splittelser i arbejderklassen.

Det er disse interne splittelser blandt arbejderne, som forklarer, hvorfor kapitalisterne, der kun udgør et lille mindretal, alligevel kan fortsætte med at udbytte arbejderklassen, selv om den er det store flertal af befolkningen. I forhold til denne splittelse, er det dummeste man overhovedet kan gøre at skabe fjendebilleder af andre arbejdere. Det er desværre præcis det, som f.eks. SF har gjort. Det gælder ikke bare de forskellige udfald mod muslimer, men også i forhold til østeuropæiske arbejdere.

Udenlandske arbejdere som syndebukke 
F.eks. har Villy Søvndal udtalt, at det ”ikke [er] nogen undskyldning for nasseri at komme fra Østeuropa”. På samme måde har Mattias Tesfaye fra SF's Landsledelse kaldt østeuropæiske arbejdere for ”nasserøve” og foreslået at lukke grænserne for dem. Det var dog intet imod partiets integrationsordfører Astrid Krag, der i et interview med Politiken, under henvisning til nogle katolikkers reaktionære holdninger til kvinders og homoseksuelles rettigheder, udnævnte polske gæstearbejdere til en potentiel trussel på linje med Hizb-ut-Tahrir.

Som socialister kan vores løsning aldrig være at lukke grænserne for udenlandske arbejdere. Kun under kapitalismen kan der være ”for meget” arbejdskraft. Selv om der på grund af den økonomiske krise lige nu er stor arbejdsløshed, er der ikke siden krisen brød ud blevet mindre behov for at pleje de ældre, passe børnene, undervise i skolerne, fremstille de nødvendige produkter i industrien osv. osv. Problemet er derfor ikke mængden af arbejdskraft, men den kapitalistiske produktionsmåde, der, som Karl Marx påpegede allerede i midten af 1800-tallet, har en indbygget tendens til at frembringe en ”reservehær” af arbejdsløse.

Den virkelige fjende 
I stedet for de udenlandske arbejdere bør vi derfor rette skytset mod det globale kapitalistiske system, hvor millioner og atter  millioner af mennesker er arbejdsløse, udelukkende fordi det efter kapitalisternes profithensyn ikke kan betale sig at ansætte dem. Det er således ikke udenlandske arbejderes, men kapitalistiske arbejdsgiveres, skyld, at danske arbejdere fyres eller får forringet deres løn- og arbejdsforhold.

Fra Norge kan den danske fagbevægelse hente vigtige erfaringer i at organisere østeuropæiske arbejdere. F.eks. hos Oslo Bygningsarbeiderforening, der har flere udlændinge som medlemmer end nordmænd. En af de afgørende forskelle er, at ”illegale” arbejdere her ikke meldes til myndighederne og at der aktioneres og laves blokader sammen med, men ikke mod, de udenlandske arbejdere. Den slags erfaringer er vigtige at lære af, når vi skal organisere os til kamp mod det kapitalistiske system af udbytning og opsplitning af arbejdere efter nationalitet.

S-SF til tjeneste for erhvervslivet

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Udsigten til snart at kunne overtage regeringsmagten har fået S-SF til at indlede et kraftigt bejleri til erhvervslivet. Politikens økonomiske kommentator Niels Lunde kunne således for nylig afsløre, at de to partier i dybeste hemmelighed har holdt en række møder med erhvervslivets topchefer.

S-SF har her bl.a. mødtes med Allan Søgaard Larsen (Falck), Jeff Gravenhorst (ISS), Peter Torstensen (Symbion), Stine Bosse (Tryg), Thomas Hofman-Bang (NKT), Lars Nørby Johansen (Falck og regeringens vækstforum), Torben Möger Pedersen (Pension Danmark) samt ikke mindst en af verdens største lobbyorganisationer for erhvervslivets interesser, nemlig American Chamber of Commerce, hvor personer som Kim Østrup (IBM), Bill Allen (Mærsk) og Lene Skole (Coloplast) sidder i den danske afdelings bestyrelse.

Derudover har Socialdemokraterne nedsat en erhvervspolitisk arbejdsgruppe bestående af bl.a. Lars Goldschmidt (Dansk Industri), Lars Aagaard (Dansk Energi) og tidligere Danfoss-direktør Hans Kirk. På samme måde har SF arrangeret flere seminarier for erhvervsfolk og opbygget et tæt forhold til Grundfos' bestyrelsesformand Niels Due Jensen. Disse seminarier fulgte i kølvandet på, at mangemillionær og topchef for Novozymes Steen Riisgaard sidste år talte ved SF's landsmøde, efter forinden bl.a. at have skrevet en fælles kronik med Villy Søvndal i Berlingske Tidende.

Endelig hører det med til billedet af S-SF's bånd til erhvervslivet, at Stine Bosse, der i januar forlod Tryg-koncernen mod et gyldent håndtryk på 11 millioner kroner, er blevet nævnt som ministeremne i en kommende centrum-venstre regering, hvilket hun dog selv pt. afviser som uaktuelt.

Ansvarlighed over for hvem? 
Denne hektiske mødeaktivitet skal ses som endnu et led i de to partiers forsøg på at positionere sig som ”ansvarlige” og ”regeringsduelige” partier. I den her sammenhæng betyder det dybest set ”ansvarlige” over for de kapitalistiske investorer, som ikke vil tolerere en regering, der for alvor truer deres interesser, og som i givet fald er klar til at banke en sådan regering på plads, f.eks. ved at indskrænke produktionen, tilbageholde investeringerne, spekulere mod valutaen og iværksætte kapitalflugt.

Et andet helt centralt skridt i SF's forsøg på at fremstå som ”regeringsegnet” har været, at partiet er begyndt at stemme for finansloven, også under borgerlige regeringer, og også selv om det indebærer støtte til NATO og krigen i Afghanistan, ja, endda i tilfælde, hvor partiet selv betegner den pågældende finanslov som ”uansvarlig”. Men som det også fremgår af S-SF's økonomiske plan ”Fair løsning” er der snarere tale om ”ansvarlighed” over for erhvervslivet end over for arbejderklassen.

”Fair løsning” freder således stort set millionærerne og milliardærerne, som har tjent fedt på den nu bristede økonomiske boble, hvorimod planen vil sætte arbejdstiden i vejret for ganske almindelige lønmodtagere, hvilket betyder øget udbytning af dem, der allerede i arbejde og gør det sværere for arbejdsløse at finde beskæftigelse. Det er i samme ”ansvarlige” lys man bør se SF's gruppeformand (og finansministerkandidat) Ole Sohns udtalelser til hhv. Jyllands-Posten og Berlingske Tidende om, at hvis det ikke lykkes en ny centrum-venstre regering at skabe forøget vækst, er S-SF klar med nedskæringer på velfærdsydelserne.

Tankegangen om, at det er venstrefløjens opgave at redde kapitalismen fra sin krise ved at skabe øget vækst går igen i den økonomiske plan, som SF fremlagde i midten af januar. Oprindeligt skulle ”Ny vækst – nye job” have været et fælles udspil mellem de to store oppositionspartier, men Socialdemokraterne har formentlig også kunnet se behovet en selvstændig SF-markering ovenpå balladen om regeringens pointsystem. Socialdemokraterne har da også givet planen sin helhjertede opbakning, lige som en række erhvervsledere, hvilket har udløst hvidglødende raseri hos regeringen.

Kapitalistisk vækstpolitik eller anti-kapitalistisk mobilisering? 
Det grundlægende problem ved SF's vækstplan er, at den ikke løser det profitabilitetsproblem, der siden slutningen af 1960'erne har præget de fleste af verdens avancerede kapitalistiske økonomier i såvel Danmark og resten af Vesteuropa som Japan og USA. Den såkaldte ”finanskrise” udspringer således af, at kapitalisterne, pga. den lave profitabilitet i ”realøkonomien”, har kanaliseret en større andel af deres kapital over i stærkt risikable investeringer i den uproduktive finansielle sektor. Ved at pumpe milliarder og atter milliarder ind i økonomien, har verdens herskende klasser i første omgang forhindret, at krisen er blevet så dyb som i 1930'erne.

Men de har samtidig forhindret en udrensning af de uprofitable virksomheder, hvilket sammen med drastisk lønnedgang, øgning af arbejdstid- og tempo eller demontering af en stor del af velfærdsydelserne er det eneste, der kan genoprette profitabiliteten og og skabe et nyt varigt økonomisk opsving. Samtidig har de nu brugt en stor del af deres økonomiske skyts, hvilket gør verdens regeringer ekstremt sårbare over for en ny finansiel nedsmeltning.

Venstrefløjens opgave er derfor ikke at optræde ”ansvarligt” over kapitalistiske investorers jagt på profit eller det globale kapitalistiske system, der har udløst den nuværende krise. I stedet skal vi kæmpe for politiske krav, der i den aktuelle situation kan skabe mobilisering og løse en række påtrængende behov, f.eks. oprettelse af arbejdspladser, praktikpladser og højere dagpenge. Kun via denne kamp kan vi sætte spørgsmålet om et socialistisk alternativ til kapitalismens profitjagt på dagsordenen.