Dansk Folkepartis fupopgør med eliten

Kristian Thulesen Dahl og hans tropper elsker at fremstille sig som i opposition til eliten, hvis interesser de tjener og selv er en del af.

Af Lars Henrik Carlskov

Netop pga. medlemskab af elitens eksklusive klub overdænger Kongehuset DF-toppen med ordener. F.eks. Thulesen Dahls ”ridder af 1. grad af Dannebrogordenen”, gruppeformand Peter Skaarups ”ridder af Dannebrogordenen” og ”ridder af Dannebrogordenen af 1. grad” og Pia Kjærsgaards ”ridder af Dannebrogordenen”, ”ridder af 1. grad af Dannebrogordenen”, ”kommandørkorset af Dannebrogordenen” og ”kommandør af 1. grad af Dannebrogordenen”.

Eliteinteresser ligger også bag, at A.P. Møller-Mærsk siden 1998 har foræret millioner af kr. til partiet. Der til gengæld konsekvent har stemt for skattelettelser til de store koncerner, millionærer og milliardærer. F.eks. blev olie- og gasmillionerne fra A.P. Møller-Mærsk i 2017 vekslet til DF-støtte til seneste aftale om Nordsø-rigdommene med skatterabat på 5 mia. kr. til Mærsk og resten af Dansk Undergrunds Consortium.

DF-toppen rager til sig
Imens lever DF-toppen et liv i sus og dus. Thulesen Dahl scorer som folketingsmedlem og partiformand over 1 mio. kr. om året. DF's Mikkel Dencker indkasserer også mere end 1 mio. kr. årligt som folketingsmedlem og viceborgmester i Hvidovre. Hele 17 af 22 politikere, der benytter sig af finten med løn fra både Folketinget og byråd, er DF'ere.

Som folketingsformand skovler Pia Kjærsgaard 3 mio. kr. ind om året. Plus fryns som luksuslejlighed, fri bil med chauffør og fornemt kontor. Samtidig har ægtefællen Henrik Thorup raget en række fede politiske ”ben” til sig, der indbringer over 1 mio. kr. årligt. Så er der også råd til både villaen i mondæne Gentofte og sommerhus på den græske ø Santorini med tårnhøje kvadratmeterpriser.

Mens de fjerner din velfærd
I 2010 lovede Thulesen Dahl ”under ingen omstændigheder [at] støtte reformer, der skærer i efterlønnen eller sænker dagpengeperioden”. Hvorefter DF stemte for begge dele. Og i 2015 ville han ”gøre det helt krystalklart, at vi ikke er med på at skære i folks ydelser” såsom "førtidspensionen, kontanthjælpen, dagpengene og så videre." Og forsikrede i både DR's partilederrunde og kandidattest om sin modstand mod kontanthjælpsloftet. Igen stemte DF bagefter for.

I 2015 kom det frem, at DF havde stemt for i 57 ud af 66 kommuner med nedskæring i udgift pr. ældre de foregående fire år. Året efter viste det sig, at partiet havde lagt stemmer til i 24 ud af 29 kommuner med besparelser på ældre i seneste budgetforlig. Under Thorning-regeringen 2012-2015 faldt kommunernes udgifter pr. borger over 65 år med 9,2 %. Endnu værre var dog 11,8 %-nedskæringen i foregående treårsperiode med DF som VK-regeringens støtteparti. Rundbarberingen fortsætter bl.a. med støtte til seneste finanslov og dens udgiftsloft, hvor kommunerne får 500 mio. mindre pr. år til bl.a. ældre, daginstitutioner og skoler.

Og udsulter "Udkantsdanmark"
Også det, der nedladende kaldes "Udkantsdanmark", rammes brutalt af DF's sparekniv. Siden VK-regeringens strukturreforms kommunesammenlægninger i 2007 (som Lars Løkke Rasmussen som indenrigs- og sundhedsminister stod i spidsen for og DF sikrede flertal for) er 20 (eller næsten hver fjerde) sygehuse lukket. Ligesom 400 skoler, 800 daginstitutioner og 100 biblioteker.

I samme periode er andelen af svage ældre, der modtager hjemmehjælp faldet fra 43 % til 25 %. Med direktør i Ældre Sagen Bjarne Hastrups ord: ”Kommunalreformen åbnede op for den største nedskæring i den danske velfærdsstat siden anden verdenskrig”. Konklusionen er derfor klar: Din velfærd trues ikke af muslimer, romaer eller østeuropæiske arbejdere, men af Dansk Folkeparti og den øvrige politisk-økonomiske elite.

"Reformer" koster titusinder dagpengene

AF LARS HENRIK CARLSKOV

I 2010 forkortede et flertal bestående af Venstre, Konservative, Radikale og Dansk Folkeparti dagpengeperioden fra fire til to år og fordoblede genoptjeningsperioden fra seks måned til et år. En ny analyse fra 3F viser, at siden 2013, hvor aftalen trådte i kraft, har 82.553 personer, eller i snit 1.720 om måneden, mistet dagpengene. I 2016 skete det for 12.287 personer. Før forringelserne i 2010 skete det årligt for 1.000-2.000 mennesker, og Finansministeriet hævdede, at tallet fremover ville blive 2.000-4.000. I modsætning dertil var dagpengeperioden frem til 1993 ubegrænset, hvorefter den nedsattes til syv år.

3F-toppen i ynkeligt tilbagetog om pensionsalder

AF LARS HENRIK CARLSKOV

3F dropper kampagnen ”Fair pensionsalder”, trods støtte fra 217.000 underskrifter. Trods modstand fra 59 % af befolkningen i en meningsmåling mod at lade pensionsalderen stige i takt med længere levetid (og blot 20 % på tilhængersiden). Trods modstand fra 69 % af de socialdemokratiske vælgere og næsten tre ud af fire DF-vælgere. Og trods nederlaget for regeringens planer om at hæve pensionsalderen et halvt år mere end allerede aftalt.

3F hævder i stedet at ville være ”løsningsorienteret” og har derfor opgivet at ændre de tidligere forlig, som betyder, at en nyfødt i dag har udsigt til en pensionsalder på 76,5 år. Når fagtoppen trods overvældende folkelig opbakning til kampen mod højere pensionsalder alligevel opgiver kampen, er det naturligvis bl.a. for at holde hånden over Socialdemokratiet, som støtter disse forlig. Samt fordi fagtoppen frygter ikke at kunne styre sine menige medlemmer, hvis de mobiliseres. Det viser endnu engang behovet for et netværk på fagbevægelsens bund, der kan udfordre de håbløse pampere i toppen.

Nu igen: Medier og politikere amok i roma-hetz

Mens milliarderne fosser i skattely, ønsker magthaverne fokus på flaskesamlere.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

”Jøderne har magtet at sætte et nyt lavmål for, hvor uciviliseret man kan opføre sig. Jeg vil gøre alt for at stoppe jøde-besættelsen. Det er på tide, at vi sætter ordentligt ind mod jøde-plagen. Et jøde-opgør er uundgåeligt.” Et udpluk af udtalelser fra Venstres udlændingeordfører Marcus Knuth, hvis man udskifter ”roma” med ”jøde”.

Også romaerne blev under 2. verdenskrig udsat for et folkemord af nazismen, der udryddede mellem 250.000 og 1,5 millioner af dem. Herhjemme afvistes de ved grænsen og endte i kz-lejr. Racisme mod jøder regnes heldigvis ikke længere for acceptabelt i den offentlige debat. Det modsatte er desværre tilfældet, hvad angår romaer.

Det viser ikke kun førnævnte Knuths retorik, men også den hos andre ledende politikere og mainstream-medierne, som har stået i kø for at hælde benzin på roma-hadets bål. For at ”løse” påståede problemer med (et mindretal af) roma-hjemløse har regeringen samt DF og S indført 14 dages ubetinget fængsel for tiggeri. Inspireret deraf har et nazistisk tæskehold været på ”roma-jagt”.

Men som forskere og hjælpeorganisationer påpeger, er der tale om et fattigdomsproblem, som ikke løses med bøder og fængsel. Udover fattigdom, kommer hjemløse romaer til Danmark, fordi de også i deres hjemland rammes af systematisk diskrimination. Derfor holder mange velfungerende romaer i Danmark og andre lande ofte deres roma-baggrund skjult. Og mens medier og politikere – igen - spreder gift mod en forfulgt etnisk minoritet, griner overklassen hele vejen til skattely.

Kamp mod islamofobiske politikere i Aarhus

Et samlet byråd (minus R+EL) i Aarhus vil forbyde tre timers ugentlig kønsopdelt svømning i Gellerupbadet.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Det er klokkeklar diskrimination med lovgivning, der primært rammer en bestemt etnisk og religiøs gruppe - her muslimer. Byrådsflertallet henviser bl.a. til TV2's mistænkeliggørende og stærkt kritiserede "dokumentar" ved navn "Moskeerne bag sløret". Præmissen var her, at dårlig integration skyldes nogle imamer, ikke f.eks. hetz og diskrimination, manglende jobs, dårlige boligforhold osv.

Det pågældende svømmetilbud optræder tilmed slet ikke i TV2's tendentiøse "dokumentar". Alligevel henviser byrådsflertallet, inkl. S-SF, flittigt til den. F.eks. har Gert Bjerregaard (V) om en undersøgelse, der viser, at svømningen er kvindernes eget valg sagt, at ”[é]t er, hvad man siger for rullende kameraer, noget andet er, hvad der sker i det skjulte. Det lærte vi af dokumentaren ”Moskéerne bag sløret”...”.

Altså den klassiske islamofobiske stereotyp om, at ”muslimer taler med to tunger.” Desuden opererer forbudspolitikerne med kollektiv skyld ved at bruge enkelte muslimers (her nogle imamers) endda delvist fiktive handlinger til at mistænkeliggøre alle foreninger i Gellerup. Er alle Venstre-folk også under mistanke, fordi Løkke og andre V-politikere fusker med bilag? Det er selvsagt også sexistisk, når et primært mandligt byrådsflertal som her vil diktere, hvordan kvinder svømmer og klæder sig. To Venstre-mænd har stillet forslaget, og 19 ud af 25 af dets tilhængere i byrådet er mænd.

En meningsmåling viser, at 56,9 % af byens borgere ”i mindre grad eller slet ikke” er enige med byrådet i denne sag, mens kun 37,3 % ”i høj grad eller nogen grad” er enige. Desuden har aktivistgruppen ”Kvindesvømningens Venner i Gellerupbadet” indsamlet omkring 3.000 underskrifter mod forbuddet samt demonstreret, lavet gadefremstød og holdt flere offentlige møder. 18. januar skal byrådet stemme om forbuddet. Uanset udfaldet fortsætter kampen dog.

”SF må være Danmarks mest overflødige parti"

I forbindelse med SF's landsmøde skruede formand Pia Olsen Dyhr kraftigt op for den DF-inspirerede retorik.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Hun talte bl.a. for at fratage ikke-vestlige kvinder kontanthjælp og udråbte dele af islam og asylansøgerne til ”nutidens største trussel”. I Politiken gav politisk kommentator Brian Esbensen 19. april SF tørt på: “... at udråbe flygtningstrømme og radikal islam til ’tidens største trussel’ i en kontekst, hvor flere europæiske demokratier degenererer indefra, hvor Trump har en reel mulighed for at blive præsident i USA, hvor det lige er blevet afsløret, at verdens rige skjuler 39.000.000.000.000 i skattely, og hvor klimakatastrofen er manifest og mere omfattende end selv pessimisterne forudsagde, er simpelthen vanvittigt.

SF kunne have gået forrest i kampen for et helt andet og mere solidarisk og bæredygtigt samfund, men i stedet forfalder man til at tale dels indbildte dels overdrevne problemer op i en desperat kamp for at undgå det, der ironisk nok - og forhåbentligt – bliver udfaldet af den skarpe højredrejning: vælgerfrafald og exit fra Folketinget.

Fremtiden, uanset hvor meget højrefløjen og andre reaktionære hopper og danser, er multikulturel.

Inden for den ramme er det venstrefløjens opgave at arbejde for fredelig sameksistens, økonomisk lighed, religionsfrihed og frihed til slet ikke at have nogen religion, solidaritet, grøn omstilling og bæredygtighed. I den ligning må SF være Danmarks mest overflødige parti.”

Vel skrevet af Esbensen - og skam over SF for at traske i højrefløjens fodspor.   

"Men han har jo ikke noget på"

Thulesen Dahls og resten af Dansk Folkepartis mange velfærdsløfter er historien om kejserens nye klæder.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

F.eks. lovede partileder Thulesen Dahl sidste år over for Politiko.dk: ”Når det handler om reformer, går det meget ofte ud på at skære ned i folks ydelser - i førtidspensionen, kontanthjælpen, dagpengene og så videre. Og der vil vi bare gøre det helt krystalklart, at vi ikke er med på at skære i folks ydelser”. Og før folketingsvalget svarede han i DR's partilederrunde ”nej” til spørgsmålet om der ”skulle indføres et loft/skæres i kontanthjælpen”?”

I DR's kandidattest skrev han, at ”[d]en økonomiske gevinst ved at arbejde skal være større, men ikke ved at sænke kontanthjælpen.” I lodret modstrid dermed har Dansk Folkeparti stemt for det kontanthjælpsloft, der iflg. Danske Handicaporganisationer rammer 14.000 handicappede, som Rådet for Socialt Udsatte advarer om fører til flere fattige og hjemløse og som Red Barnet påpeger rammer børn hårdt.

Ældre får kniven
Også ældre rammes brutalt af Dansk Folkepartis sparekniv. Politiken Research viste således sidste år, at partiet i 57 ud af 66 kommuner har stemt for nedskæringer i udgifterne til ældre. Dansk Folkeparti stemte også for seneste kommuneaftale, hvor et milliardbeløb til de ældre blev sløjfet samt senest finanslov med dens gaveregn over de rigeste boligejere, milliardærarvinger og lavere afgift på luksusbiler og sendte regningen til bl.a. de arbejdsløse.

Trods talrige advarsler fra bl.a. Ældre Sagen støttede partiet den lavere boligydelse, der ville ramme af 150.000-175.000 af de fattigste pensionister med op mod 8.000 kr. om året. Først efter en større shitstorm på bl.a. de sociale medier trak partiet i land og krævede nyforhandlinger, med endnu uvist resultat.

Under folketingsvalgkampen kaldte næstformand Søren Espersen kravet om 0,8 % vækst i den offentlige sektor ”ufravigeligt. Vi skal ikke ind i diskussioner, om det er 0,5 eller 0,6 procent.” Efterfølgende stemte Dansk Folkeparti for finanslovens vækst på blot 0,3 %, der betyder voldsomme velfærdsbesparelser på bl.a. børne- og ældreområdet.

Løftebrud står i kø
Det gælder også partiets støtte til omprioriteringsbidraget, hvor kommunerne skal spare 1 % 2017-2019. Thulesen-Dahl forsikrede i 2010 over for Jyllands-Posten, at partiet ”under ingen omstændigheder [kan] støtte reformer, der skærer i efterlønnen eller sænker dagpengeperioden”. Året efter var hans parti med til at halvere dagpengeperioden, fordoble genoptjeningstiden og afskaffe efterlønnen. Partiet deltog også i den seneste dagpengeaftale, hvor f.eks. nyuddannede arbejdsløse mister 1881 kr. pr. måned.

Ikke så mærkeligt, at partiet har fået penge af bankerne og Mærsk. Det er blot endnu et borgerligt nedskæringsparti, hvis racisme er nyttig for den herskende klasses del og hersk-politik om at splitte arbejderklassen efter etniske skillelinjer for at undgå modstand mod deres angreb på velfærd og løn- og arbejdsforhold.

Taburetter uden magt til venstrefløj uden svar

Valgresultaterne for SF, Enhedslisten og Alternativet afspejler på hver sin måde en parlamentarisk venstrefløj uden politisk kompas.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Valget var en brutal afklapsning af SF og straf for deltagelse i Thorning-regeringen og dens slagtning af velfærden. At Enhedslisten kan tilføje to stk. til samlingen af taburetter i folketingssalen, er partiets hidtil bedste resultat ved et folketingsvalg. Men viser også, at næsten hele den store fremgang i meningsmålingerne undervejs i valgperioden er smuldret mellem fingrene på den parlamentariske højrefløj, som har sat sig solidt på magten i partiet.

Det er sket under den alvorligste kapitalistiske krise i syv årtier, med folkelige oprør og revolutioner verden over, mens den øvrige parlamentariske venstrefløj herhjemme sad i en voldsomt upopulær spareregering. Den overvældende del af vælgerprotesten mod krisepolitikken blev således kanaliseret helt uden om SF og Enhedslisten, der af disse vælgere sås som mere integrerede i det etablerede politiske system end f.eks. Alternativet og Dansk Folkeparti.

Udviskning af forskellen til Thorning
Selv Enhedslisten stemte for tre ud af fire af Thornings finanslove, hvis nulvækst i den offentlige sektor har betydet titusindvis af fyringer. Og støttede bl.a. også nedskæringer på arbejdsløses selvvalgte uddannelse, seniorjobs og voksenundervisning til udlændinge samt de imperialistiske stormagters militærinterventioner i Mali og senest Irak.

Frem for at udnytte den parlamentariske platform til at opfordre til protester uden for Borgen, har Enhedslistens folketingsgruppe bl.a. brugt den under lærerlockouten i 2013 til cheerleading for fagbureaukratiet i form af Danmarks Lærerforenings top, hvis defensive linje lod medlemmerne i stikken. Samt bl.a. også til udskældning af den folkelige modstand mod Thorning & Co. 1. maj samme år som ”udemokratisk”. Partitoppen har heller ikke forsøgt at mobilisere imod den hysteriske kampagne mod flygtninge, muslimer og østarbejdere, men tværtimod splittet dette arbejde ved at kræve nul samarbejde med militante anti-fascister.

Løkke stoppes ikke af 30 taburetter
Alternativets retorik om, at ”småjusteringer ikke er nok”, ”ny politisk kultur”, ”nyt vækstbegreb” og nedsat arbejdstid kunne derfor fremstå mere systemoverskridende end både SF og Enhedslisten. Sidstnævntes valgvideo var således nærmest ”socialdemokratisme classic” og fremstillede bl.a. velfærdsstaten som værn mod kapitalismens tilbagevendende kriser.

Alternativet bygger dog på den logisk selvmodsigende idé om ”grøn kapitalisme” og er lige som SF og Enhedslisten primært et parlamentarisk projekt. En vælgerforening. Facit er, at de tre partiers sammenlagt 30 taburetter i Folketinget er magtesløse i forhold til at stoppe den nye regerings og arbejdsgivernes ”reformer” (new speak for forringelser). Løkkes svage mindretalsregering kunne minde om Hartlings Venstre-regering, der 1973-75 sad på blot 22 mandater og blev tvunget fra magten af masseprotester. Noget lignende kan ske igen. Vores opgave er at sørge for det sker.

Messerschmidt: Tåregas mindre skægt end forventet

Morten Messerschmidt har fået en smagsprøve på sit partis egen medicin.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

”Jeg får det ... i ansigtet, og det brænder virkelig, jeg får det i øjnene og kan slet ikke se, mister fuldstændig orienteringen”, forklarede Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt 23. juni til DR-Nyheder. I modsætning til, hvad man måske skulle tro, skyldtes disse udtalelser ikke, at han endnu en gang var blevet personligt forulempet af et af DR's ræverøde programmer, og derfor var ved at genoplive Kritiske Licensbetalere.

I stedet drejede det sig om, at Dansk Folkepartis ariske pragteksemplar var blevet fanget i en demonstration i Istanbul i Tyrkiet, som politiet angreb med vandkanoner tilsat tåregas. Messerschmidt var således i Istanbul for at optage et tv-program, dog ikke en ny sæson af Big Brother VIP, hvor han ellers tidligere har fejret store triumfer, men om det EU-system, den tidligere reality-deltager nu boltrer sig i.

Som bekendt har Messerschmidts eget parti tidligere foreslået at indsætte vandkanoner med tåregas mod demonstranter, og det må derfor have været en grim skuffelse for den unge DF'er, at denne idé, som ellers på papiret virker hysterisk morsom, viser sig ikke at være nær så skæg i virkeligheden. I det mindste vil han dog stadig have mulighed for skærmtid, hvis han skulle blive stemt hjem fra EU-parlamentet. F.eks. vil han med sin racisme-dom være en oplagt kandidat til et af tv-kokken Claus Meyers programmer, hvor man følger tidligere dømtes vej tilbage til samfundet.

Stueren - det bliver hun aldrig

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Dette budskab er værd at gentage i anledning af Pia Kjærsgaards exit som partileder for Dansk Folkeparti. Tværtimod har hun overalt på sin vej gennem dansk politik efterladt sig et søle af nyliberalisme, nationalisme og racisme tilsat en hæslig stank af demagogi og opportunisme. Hvis man tror, at Pia Kjærsgaard på en eller anden måde repræsenterer en røst fra "folkedybet", skulle man måske overveje, hvorfor Landsforeningen af Erhvervsinteresser har kåret hende til "årets politiker", hvorfor Dronningen har udnævnt hende til Ridder af Dannebrog, hvorfor Mærsk har støttet Dansk Folkeparti økonomisk, hvorfor hun og ægtefællen statsrevisor Henrik Thorup tilsammen har en indtægt på omkring 2 millioner kroner om året og er bosat i det mondæne Gentofte samt ikke mindst, hvilke sociale grupper, der især har haft gavn af DF's politik. Og til alle dem, der besværgende erklærer sig uenige med Pia Kjærsgaards holdninger, men ikke desto mindre beundrer hendes evner som politiker, vil vi nøjes med at påpege, at vi er nogle stykker, der har haft en anelse svært ved at stå på sidelinjen og beundre den rent tekniske udførelse af den statsracisme og institutionaliserede diskrimination, som Dansk Folkeparti har været en drivkraft bag og fortsætter under den nye regering.

Derfor sørger jeg ikke over Mærsks død

Glansbilledet i de fleste nekrologer over den døde skibsreder svarer ikke til virkeligheden.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

16. april døde Arnold Mærsk Mc-Kinney Møller eller ”Hr. Møller” som mainstream-medierne, med sædvanlig underdanighed over for landets rigeste og mest magtfulde personer, omtalte ham. Ved sin død i en alder af 98 år var han med en formue på omkring 100 milliarder kr. en af verdens rigeste mennesker og den suverænt mest velhavende her i landet.

Han forstod at udnytte sin enestående magt til at indrette lovgivningen så den maksimerede hans erhvervsimperiums profit. F.eks. i forhold til Nordsø-olien, hvor staten siden 2003 har mistet ca. 75 milliarder kr. på grund af slap lovgivning. Et andet eksempel er, at shipping-delen af Mærsk-koncernen, der udgør den største del, kun betaler et mindre millionbeløb årligt i skat.

Mærsk formede også i høj grad dansk udenrigspolitik, bl.a. ved under såvel første som anden Irak-krig at bidrage til massemyrderierne med våbentransporter for den amerikanske hær. Mærsk forsøgte desuden at få adgang til Iraks eftertragtede olie. Her blev koncernen selv af amerikanske embedsmænd beskyldt for at optræde som en ”kolonimagt” og som en af de mest skrupelløse krigsprofitører. I sidste ende jagede modstand fra lokalbefolkningen dog Mærsk ud af Irak.

I Danmark cementerede Mærsk Mc-Kinney sin indflydelse gennem store donationer til de borgerlige partier, inklusive det racistiske Dansk Folkeparti. Han nærede desuden et indædt had til fagforeninger. Dette har f.eks. i El Salvador betydet brug af løgnedetektorer under afhøringen af ansatte om bl.a. fagforenings-medlemskab og seksuel orientering. I Mumbai i Indien får fagligt aktive på Mærsks havneterminal tæsk.

Operaen på Holmen bliver stående som et monument over den døde skibsreder. Efter at have tromlet dette byggeri igennem, krævede, og fik, Mærsk Mc-Kinney på forhånd den daværende Nyrup-regerings officielle ”takkebrev” til gennemsyn. Det skete selv om skatteyderne direkte eller indirekte har finansieret operahuset og fortsat kommer til at betale et kæmpe millionbeløb for drift. De kinesiske arbejdere, der under livsfarlige forhold forarbejdede granitten til Mærsks operahus, sørger næppe over hans død. Det gør jeg heller ikke.

Farvel og utak til VKO

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Ved folketingsvalget 15. september har vi muligheden for at smide Danmarks mest højreorienterede regering i syv årtier på den politiske losseplads. Ikke siden Venstre-regeringen 1926-1929 under ledelse af godsejeren Thomas Madsen-Mygdal har det parlamentariske flertal her i landet befundet sig så langt til højre i det politiske spektrum.

Anders Fogh Rasmussen indledte sin tid i statsministerembedet med at proklamere et ”opgør med klassekampen”. Han og efterfølgeren Lars Løkke Rasmussen har gennem deres politik selv leveret det bedste dementi af den påstand. Millionærerne, milliardærerne og de store virksomheder er blevet forgyldt med store skattelettelser. Imens er uligheden og fattigdommen eksploderet. Vel at mærke før vi har set konsekvenserne af sidste års halvering af dagpengeperioden og beskæring af børnechecken samt den nye 2020-plans afskaffelse af efterlønnen og fjernelse af SU'en for hjemmeboende og studerende, der ikke gennemfører uddannelsen på normeret på tid.

Den borgerlige klassekamp har ramt de etniske minoriteter ekstra hårdt. Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti (VKO) har indført en særlig lav, fattigdomsfremkaldende ydelse ved navn ”starthjælp” for arbejdsløse flygtninge og indvandrere. Den berygtede 24-års regel ved familiesammenføring, senere afløst af det såkaldte ”pointsystem”, er et andet af VKO's mere diskriminerende påfund. Den konstante mistænkeliggørelse og forhånelse af muslimer og deres religion fremkaldte efter Jyllands-Postens Muhammed-karikaturer en international krise, hvor Danmark blev et symbol på statsracisme og systematiseret diskrimination.

I de 10 år Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti har været ved magten, har Danmark ført krig i hele tre forskellige lande. Løgnen om masseødelæggelsesvåben førte i Irak til mere end én million døde og torturscenerne i Abu Ghraib. I Afghanistan er situationen i dag værre end under Taliban, hvis man f.eks. spørger menneskerettighedsaktivisten Malalai Joya og kvindeorganisationen RAWA. Under påskud af menneskerettigheder bomber danske F16-fly nu Libyen, selv om udenrigsminister Lene Espersen så sent som sidste år godkendte salg af militærudstyr til Gaddafi-regimet. Det var næppe heller af hensyn til befolkningen i Bahrain, at regeringen tidligere i år lod Dronning Margrethe overrække en orden til den lokale diktator.

Vi kunne fortsætte med at opremse VKO's politik i forhold til den økonomiske krise, klimaet, uddannelse, sundhed osv. osv. Men alene det allerede nævnte burde være rigelig med grund til, hvorfor det er tid til at sige farvel, men bestemt ikke tak, til VKO.

Global økonomisk krise og fornyet trussel fra højre

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Krisen i den kapitalistiske verdensøkonomi kan give øget medvind til racistiske og fascistiske bevægelser. Men hvor alvorlig er truslen fra de højreekstreme kræfter egentlig?

De seneste årtier har vi i en række europæiske lande set partier, der deler mange træk med den klassiske fascisme, men oftest går under betegnelsen ”højrepopulisme”, få stor indflydelse på de siddende regeringers politik, ja, endda i flere tilfælde opnå ministerposter. Generelt har disse partier imidlertid adskilt sig fra traditionelle fascistiske bevægelser ved som f.eks. Dansk Folkeparti formelt at bekende sig til parlamentarisk demokrati og ved ikke på gadeplan at have opbygget stormtropper, der angriber arbejderbevægelsens partier og fagforeninger.

For flere af disse partier har det været led i en bevidst strategi om at opnå ”legitimitet” ved udadtil at distancere sig fra tidligere tiders mest belastede symboler, organisationsformer og programpunkter. Front National i Frankrig regnes ofte for at have pioneret denne ”euro-fascistiske” strategi i 1970'erne. Denne generelle mangel på egentlige stormtropper forhindrer dog også disse partier i at spille den samme rolle som de klassiske fascistiske bevægelser i Italien og Tyskland.

Fascismens funktion
Hitler og Mussolini kom således til magten efter forinden at have vist borgerskabet deres værd ved at lade deres tilhængere terrorisere arbejderbevægelsen, som i begge lande havde en styrke, der forhindrede den herskende klasse i at regere på ”normal” parlamentarisk vis. Fascismen blev af storkapitalen anset for en mindre trussel end socialismen og fik derfor overdraget magten på parlamentarisk vis og i koalition med traditionelle borgerlige partier. De grundlæggende kapitalistiske produktionsforhold blev da også bevaret under fascismen.

Derfor lægger den marxistiske analyse mere vægt på fascismens funktion frem for f.eks. dens (ofte stærkt modsætningsfyldte) ideologi, herunder diverse racistiske forestillinger. Fascismen adskiller sig fra andre autoritære og racistiske strømninger ved at være en massebevægelse baseret på småborgerskabet, der i krisesituationer kan bruges af borgerskabet til at rydde arbejderbevægelsen og andre hindringer for fortsat kapitalakkumulation af vejen. Som den russiske revolutionære Leon Trotskij formulerede det, er fascismens ”funktion af knuse arbejderklassen, ødelægge dens organisationer og udrydde de politiske frihedsrettigheder, når kapitalisterne ser sig ude af stand til at regere og dominere ved hjælpe af det demokratiske maskineri”.

Krisen og truslen fra højre
Naturligvis er nutidens økonomiske, sociale og politiske krise langt fra lige så dyb som i årene umiddelbart efter 1. verdenskrig og i 1930'erne. I de fleste lande er det politiske system langt mere stabilt, og de herskende klasser har ved at pumpe billioner og atter billioner af kroner ind i økonomien forhindret den globale kapitalistiske krise i foreløbig at nå samme dybde som i 1930'erne. Dette dækker dog over et uhyre svagt opsving og har ført til den nuværende gældskrise. Samtidig kan den politiske desillusionering over mainstream-partierne hurtigt accelerere efterhånden som de alle accepterer behovet for brutale nedskæringsprogrammer.

I den situation er det afgørende, at der findes et klart socialistisk alternativ, som insisterer på ikke at lade arbejderklasen betale kapitalismens krise. Ellers bliver vinderen det yderste højre. Det gælder naturligvis også herhjemme under en evt. S-SF-regering. For som professor Curt Sørensen har påpeget, repræsenterer Dansk Folkeparti en potentiel fascismemodel. Og som afsløringen af det hemmelige racistiske netværk ”ORG” viser, er overgangen mellem den ”pæne” højrefløj og de voldelige gadebøller flydende.

Rød-brun demo bør være en lærestreg for venstrefløjen

AF LARS HENRIK CARLSKOV 

Fredag eftermiddag oplevede vi desværre atter det tåkrummende syn af fremtrædende repræsentanter for Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten stående skulder ved skulder med racistiske politikere og erklærede nazister i en demonstration mod den islamistiske organisation Hizb-ut-Tahrir. Velkendte islamofober som Karen Jespersen og Farshad Kholghi var inviteret som talere, og ud over repræsentanter fra venstrefløjen mødte intet mindre end otte ministre op, foruden naturligvis delegationer fra højreradikale grupper som Danmarks Nationale Front og SIAD. Så der blev både heilet og råbt perker ved demonstrationen.

På forhånd havde det vakt voldsom opstandelse, at Hizb-ut-Tahrir i invitationen til arrangementet i Den Sorte Diamant afbilledede en kiste svøbt i dannebrog og forklarede, at mødet ville:

”...sætte fokus på pligten til væbnet modstand for muslimerne i Afghanistan og omegn. Vi anser denne modstand som fuldt ud legitim. I den sammenhæng vil myndighedernes forsøg på at kriminalisere eller intimidere enhver krigsmodstander også blive belyst.”

Dette resulterede som bekendt i, at kulturminister Per Stig Møller forsøgte at forhindre afholdelsen af mødet samt, at justitsminister Lars Barfoed, på opfordring fra De Radikale og SF, bad rigsadvokaten om igen at undersøge muligheden for at forbyde organisationen. Lars Barfoed forklarede endvidere, at det falder uden for ytringsfrihedens rammer at beskrive afghanernes væbnede modstand mod NATO's besættelse som legitim.

Hvis vi skal følge den særegne Barfoed'ske logik, bør det således også være strafbart, som f.eks. den fremtrædende amerikanske jurist Marjorie Cohn har gjort det, at betegne NATO's krig som ”ulovlig”, idet det indebærer, at afghanernes modstand, voldelig såvel som ikke-voldelig, er lovlig. Til kategorien af strafbare handlinger hører det dermed også at citere FN-charterets artikel 51 og FN-resolution 42/159, der begge fastslår retten til at gøre oprør mod en besættelse.

Selvom justitsministeren, tilmed assisteret af De Radikale og SF, vil bruge domstolene til at forhindre udbredelsen af sådanne ytringer, må det være på sin plads at understrege, at retten til modstand mod besættelse og undertrykkende regimer ikke er afhængig af en juridisk forhåndsgodkendelse. Tværtimod vil magthaverne oftest stemple legitim modstand som ”terrorisme”, på samme måde som den danske modstandsbevægelse oplevede det under 2. verdenskrig og som det efterfølgende er sket for nationale befrielsesbevægelser lige fra Algeriet og Vietnam til Sydafrika og Palæstina. Nøjagtig det samme er tilfældet i Afghanistan i dag, på trods af, at selv amerikanske efterretningsrapporter vurderer, at blot omkring 10 % af oprørerne tilhører grupper som Taliban og al-Qaeda.

Fremmer racisternes og krigstilhængernes agenda
Det er pinligt nok i sig selv at se dele af venstrefløjen demonstrere side om side med borgerlige ministre og højreradikale grupper. Men pinligheden bliver bestemt ikke mindre af, at arrangørerne havde opfordret til at medbringe dannebrogsflag og gule ”Støt vore soldater”-sløjfer. Venstrefløjen forsyner således ikke blot racisme og nationalisme med et skær af respektabilitet, men lader sig tilmed indrullere i støtten til den danske krigsførelse.

For netop det påståede hensyn til de udsendte soldater dominerer debatten om den danske krigsdeltagelse og bruges af krigstilhængerne til at forsøge at lukke på munden på kritikkerne, samtidig med, at "fjenden" i Afghanistan frakendes enhver form for legitimitet. De betragtes, for nu at bruge Bush-regeringens betegnelse, som "illegale kombattanter. Hvis politikerne virkelig bekymrer sig om de udsendte soldater, bør de straks trække dem hjem og sikre, at de får den nødvendige hjælp i overgangen til et civilt liv. Ansvaret for eventuelle drab på danske soldater hviler således på de politikere, der har sendt dem i krig for at tjene NATO's geopolitiske interesser.


Betyder alt dette, at venstrefløjen aldrig kan demonstrere mod Hizb-ut-Tahrir? Nej, det ville være lige så tåbeligt som på forhånd at fraskrive sig retten til at demonstrere mod en hvilken som helst anden organisation. Men i en situation, hvor organisationen er komplet marginaliseret og det politiske klima er så betændt, at Danmark er blevet indehaver af Europas strammeste udlændingepolitik og et internationalt symbol på racistisk hetz og diskrimination, flyder sådanne demonstrationer uvægerligt sammen med den generelle fremmedfjendskhed.

Det er således ingen tilfældighed, at et flertal af landets muslimer, trods deres uvilje mod Hizb-ut-Tahrir, ikke brød sig om Villy Søvndals skrid-ad-helvede-til-retorik. Lige så lidt er det tilfældigt, at formanden for soldaterveteranforeningen De Blå Baretter uden at møde den mindste kritik kunne kræve Hizb-ut-Tahrirs medlemmer arresteret med den begrundelse, at i ”alle andre krige har man interneret fjender af nationen”. Med andre ord: Oprettelsen af en form for koncentrationslejre som f.eks. under 2. verdenskrig, hvor danske kommunister blev interneret i Horserødlejren og hvor amerikanere med tysk, italiensk eller japansk baggrund i USA blev interneret i lejre. Når sådan et krav kan passere uden at møde en storm af protester, siger det alt om, hvilken reaktionær dagsorden venstrefløjen fremmer ved at tilslutte sig hylekoret mod Hizb-ut-Tahrir. 

Fascisme?
Men er Hizb-ut-Tahrir da ikke en fascistisk organisation, som vi i lighed med andre højreradikale grupper bør demonstrere imod? Er partiet f.eks. ikke imod demokrati og kvinders og homoseksuelles rettigheder? Sådan lyder en populær indvending på venstrefløjen. Desværre lider dette argument under en helt igennem borgerlig fascisme-forståelse, der udspringer af den primitive totalitarisme-teori, hvor man finder nogle enkelte fællestræk mellem forskellige ideologier og bevægelser (som f.eks. nazismen, kommunismen og islamismen) og på baggrund deraf konkluderer, at der grundlæggende er tale om ét og samme fænomen.

Ud fra en lignende logik kunne man således beskrive 1950'ernes USA som et fascistisk samfund, idet det var præget af storkapitalens dominans, voldsom anti-kommunisme, imperialistisk udenrigspolitik, raceadskillelse osv. osv. Imidlertid er der den afgørende forskel, at der også fandtes parlamentarisk demokrati (selvom det diskriminerede den sorte del af befolkningen), hvilket gav venstrefløjen en række muligheder for legalt arbejde, som ikke findes i fascistiske stater.

For at kunne bekæmpe den virkelige fascistiske trussel, som har gode vækstbetingelser under den kapitalistiske verdensøkonomis nuværende krise, er det afgørende at droppe den sløsede omgang med fascisme-betegnelsen, hvor den snarere bruges som skældsord end analytisk begreb. Fascismen grundlæggende historiske kendetegn var, at den var en massebevægelse baseret på det småborgerskab, der på grund af 1920'ernes og 1930'ernes økonomiske krise truedes af proletarisering, og som borgerskabet derfor, da det ikke længere kunne regere på almindelig parlamentarisk vis, kunne bruge til at smadre arbejderbevægelsens organisationer for at sikre det kapitalistiske systems fortsatte eksistens. Det er derfor meget svært at se, hvad der, bortset fra nogle få overfladiske lighedstegn, kvalificerer Hizb-ut-Tahrir eller andre islamistiske, eller for den sags skyld stalinistiske, partier til fascisme-betegnelsen.

Modsat fascistiske organisationer har Hizb-ut-Tahrir ingen stormtropper, og der findes ingen dokumentation for, at partiet skulle stå bag voldelige overfald, selvom den militante, til tider endda antisemitiske, retorik har indbragt flere medlemmer domme for trusler. I modsætning dertil overfalder højreekstreme grupper jævnligt venstreorienterede, etniske minoriteter og homoseksuelle. Den nutidige trussel om fascisme kommer i dag ikke fra nogen islamistisk gruppe, men derimod snarere fra kredse noget tættere på regeringen og ikke mindst dens parlamentariske støtteparti. Og i den aktuelle sag er det personer som justitsminister Lars Barfoed og kulturminister Per Stig Møller, der har angrebet såvel forsamlingsfriheden og ytringsfriheden som retten til frit at danne partier. 

En lærestreg for venstrefløjen
Hvis venstrefløjen skal formå at tiltrække de muslimer, der måtte føle sig tiltrukket af Hizb-ut-Tahrir og lignende gruppers militante modstand mod den islamofobiske hetz, krigene i Irak og Afghanistan og de vestlige regeringers accept af besættelsen af Palæstina, er det mildest talt en håbløs strategi at istemme racisternes og krigstilhængernes hysteriske fordømmelse af disse grupper, uanset hvor lidt vi i øvrigt bryder os om dem. Som forskeren Kirstine Sinclair påpeger kan sådanne grupper tværtimod "bruge [det] til at sige til andre muslimer, at de alle sammen er uønskede i det danske samfund". 

Fredagens rød-brune sammenrend uden for Den Sorte Diamant burde vise med al ønskelig tydelighed, hvordan venstrefløjen risikerer, at berettiget kritik af reaktionære tendenser, instrumentaliseres til en generel hetz mod muslimer. Og dermed risikerer vi også, at det for det store flertal af muslimerne, der ingen sympati føler for islamistiske strømninger, vil se ud som om venstrefløjen gør fælles front med krigsførende og racistiske politikere.

Den bedste måde venstrefløjen kan forhindre, at grupper som Hizb-ut-Tahrir vinder opbakning, er med andre ord ved at gøre op med den statsracisme og krigspolitik, der udgør deres vigtigste rekrutteringsgrundlag. Som den aktuelle sag viser, har venstrefløjen her meget at lære. Men hvis den ikke lærer det efter fredagens fadæse, kan man frygte, at den aldrig lærer det.

Svar til Kasper Bjering fra SF's landsledelse om regeringens udlændingeaftale

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Atter en gang udlægger Kasper Bjering fra SF’s Landsledelse teksten for partiets hastigt stigende antal af tvivlere. I sit blogindlæg hævder Bjering således:

”Men faktum er, at SF-toppen ikke havde andre muligheder end at følge trop. Havde man taget den offentlige konfrontation med S, var oppositionen blevet voldsomt destabiliseret og Løkke havde udskrevet et snarligt valg, som han, Pia og Anders havde vundet. Så alvorlig var situationen.”

I disse blot tre sætninger er komprimeret en lang række opsigtsvækkende påstande. Desværre giver Bjering ikke den mindste smule begrundelse for én eneste af disse mange påstande. Vi får derfor hverken at vide, hvorfor uenighed mellem S og SF på dette punkt havde medført, at oppositionen var ”blevet voldsomt destabiliseret”, hvorfra han ved, at ”Løkke havde udskrevet et snarligt valg” eller hvorfor den borgerlige blok per automatik havde vundet dette valg. Da Bjering ikke fremsætter nogen nærmere begrundelse for alt dette, er der tale om rene og skære postulater. Da det som bekendt bør betragtes som et altoverskyggende hensyn at bevare den gode tone mellem oppositionspartierne, vil jeg dog afstå fra at kalde Bjerings postulater for demagogi og skræmmekampagne.

I Bjerings blog-indlæg kan man desuden læse at:

”Oppositionens to tunge partier, S og SF, må og skal gå ind og ud af en kommende valgkamp på et fuldstændigt klart fælles udlændingepolitisk program. Ellers er endnu en VKO-sejr så sikker, som ammen i kirken.”

Der findes med andre ord ikke længere en selvstændig SF-udlændingepolitik. Den er efterhånden blevet pantsat hos Socialdemokraterne, der omvendt har pantsat sin udlændingepolitik hos Dansk Folkeparti. For hvis der opstår større uenigheder, bliver oppositionen ”voldsomt destabiliseret”, Løkke udskriver ”et snarligt valg”, hvorved ”endnu en VKO-sejr [er] så sikker, som ammen i kirken.” Alt sammen dog kun, hvis Kasper Bjerings ord står til troende (og her bør der være en tyk streg under ”troende”).

Beroligende skriver Bjering om den nuværende regerings udlændingepolitik, at det er et ”faktum”, at:

"... en kommende S-SF-regering ikke vil stramme disse regler yderligere. Tværtimod vil der med meget stor sandsynlighed blive lempet og blødt op på dem. Om det bliver meget eller lidt ved vi i skrivende stund ikke noget om. Forhåbentligt lytter socialdemokraterne til deres kloge borgmestre ude hos os på Vestegnen.”

Desværre fortæller han heller ikke, hvorfra han ved, at det er et ”faktum”, at såvel den socialdemokratiske som folkesocialistiske kvote af udlændingepolitiske stramninger fra dags dato er opbrugt. Desuden vil der i sagens natur altid være en løbende risiko for, at Dansk Folkeparti fremsætter forslag til nye stramninger, der efterfølgende får socialdemokratisk støtte og som SF derfor må acceptere for ikke at ”destabilisere oppositionen”. Ser man på mængden, hyppigheden og karakteren af Socialdemokraternes støtte til udlændingepolitiske stramninger de sidste 10-15 år, er der grund til at tvivle kraftigt på, at denne kvote nu skulle være endegyldigt opbrugt. På samme måde er den kendsgerning, at der ikke i de eksisterende S-SF-udspil er udsigt til yderligere stramninger, ikke ensbetydende med, at de to partier ikke i fremtiden vil kunne enes om nye diskriminerende tiltag. Igen må vi nøjes med blindt at stole på Bjerings løse postulater og fromme ønsker om, at der ”forhåbentligt” vil blive lyttet til ”kloge borgmestre” og strategisk tænkende elevrådsformænd i Ishøj og omegn.

Ud fra det ovenfor skrevne burde det fremgå med al ønskelig tydelighed, præcis hvor stor værdi, man bør tillægge Bjering-udsagn om at have ”et helt isbjerg i maven”, at ”historien vil hylde SF’s ledelse for at have handlet rigtigt”, tynget som denne ledelse var af ”virkelighedens tunge ansvar”.

Bjering fremhæver, at ”SF er et parti der søger politiske resultater”. Findes der noget politisk parti, der ikke ”søger resultater”? Når Bjering har svaret på det, kan han måske forklare den formentlig voksende skare af undrende Modkraft-læsere præcis hvilke resultater, SF har opnået gennem de sidste tre års heftige omklamring af Socialdemokraterne? Jo, SF har såmænd udsigt til regeringsdeltagelse. Men prisen har været en endeløse række af indrømmelser. Og hvad har SF fået som modydelse? Bortset fra netop udsigten til regeringsdeltagelsen, er dette vanskeligt, endog meget vanskeligt, at få øje på andre "resultater". Og jo, det er også korrekt, at S har accepteret den såkaldte ”millionærskat”. Men i betragtning af, at dette forslag betyder, at millionærerne slipper billigere end før VK’s skattelettelser, og at personer med indkomster mellem 600.000 og 1.000.000 kr. får lov at beholde deres skattelettelser, må det siges at være et noget magert udbytte til gengæld for efterhånden at have slugt den samlede bestand af politiske kameler.

Naturligvis er der plads til uenighed i oppositionen, også om væsentlige spørgsmål, som nu f.eks. udlændingepolitikken. Det modsatte ville være lig med politikkens ophør. Større interne uenigheder mellem S, SF og Ø medfører på ingen måde, at oppositionen automatisk bliver ”voldsomt destabiliseret”. Ellers kunne der lige så vel blot være ét stort oppositionsparti. Og dette ændrer selvfølgelig på ingen måde ved, at hovedskytset bør rettes mod den fælles fjende i form af VKO og Liberal Alliance. Men uden, at der fra venstre side er kritik af såvel S-SF-R som VKO og Liberal Alliance (og denne kritik bakkes op af massemobiliseringer fra neden), kan de to store oppositionspartier helt uhindret rykke til højre. Og i betragtning af den økonomiske krises dybde og de to partiers seneste udvikling, er der stor risiko for, at en S-SF-regering vil føre en politik, som ikke er kvalitativt forskellig fra det nuværende borgerlige flertals.

Offentliggjort 15. november 2010 på Modkraft.dk som svar på et blogindlæg, hvor Kasper Bjering Jensen fra SF's landsledelse forsvarer S-SF's "røde" pointsystem ved familiesammenføring.

Sol, sommer og stanken af racisme

 

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Gør klar til at holde dig for næsen. For udover sommervarme har den sidste måned budt på et sandt amokløb i racistiske udmeldinger fra Christiansborg-politikerne. Her er et lille udvalg – hvis du ellers kan klare stanken.

Venstres integrationsordfører Karsten Lauritsen foreslog, at udlændinge de første seks måneder på arbejdsmarkedet skal nøjes med det halve af minimumslønnen, altså en løn på ned til 50 kr. i timen. At dette er en fuldstændig grotesk idé, fremgår af, at selv Dansk Folkeparti afviste den som diskrimination. Lauritsen ønskede desuden at indføre en “hollandsk model“, hvor familiesammenføring tildeles på baggrund af om ansøgeren kommer fra et land med risiko for tvangsægteskaber. Det viste sig dog, at denne “model“ ikke findes i Holland eller noget andet sted, bortset fra i Karsten Lauritsens egen diskriminerende fantasi.

De Konservatives integrationsordfører Naser Khader vakte opsigt, da en stening i Iran fik ham til at udtale, at “mange af verdens største idioter er muslimer“, og at han derfor overvejede at forlade islam. For Khader er det åbenbart lige så let at skifte religion som politisk parti, og sidstnævnte har han da også en vis erfaring med.

“Der skal ikke være nogen blødsødenhed“
Spørger man regeringspartierne, findes der dog næsten ikke racisme i Danmark. Da regeringens rapport til FN’s komité til udryddelse af racediskrimination blev kritiseret for at udelade en lang række sager, forklarede Karsten Lauritsen således, at racismen i Danmark er “meget, meget lav sammenlignet med andre lande“, mens Naser Khader mente, at FN i stedet skulle koncentrere sig om “racisme i Iran eller Saudi Arabien, hvor man hverken må medbringe Bibelen eller bygge kristne kirker“.

I juli måned skete der også det, at 23 rumænske romaer udvistes fra Danmark. Deres forbrydelse? De havde overnattet i en park og en nedlagt fabrik. Men “sigøjnere stjæler jo“, som en gammel fordom lyder, og derfor krævede Københavns socialdemokratiske overborgmester Frank Jensen dem udvist, og “der skal ikke være nogen blødsødenhed“, erklærede justitsminister Lars Barfoed. For at pågribe disse farlige roma-campister mente politiet i øvrigt, at det var nødvendigt at sende en hjemmeværnshelikopter på vingerne. Heldigvis har romaerne efterfølgende anlagt sag mod den danske stat for diskrimination.

“Homoseksuelle har løse håndled og elsker tæsk“
Dansk Folkeparti har – blandt meget andet – krævet indførelsen af billeder på sygesikringsbeviset (for at ramme “illegale“ indvandrere), en undersøgelse af om muslimske buschauffører diskriminerer blinde med førerhunde, en undersøgelseskommission af udgifterne til udlændinge, et stop for al “ikke-vestlig“ indvandring og at erstatte den nuværende 24-årsregel med en 28-årsregel. Det sidstnævnte blev kritiseret som grænsende til det racistiske af Folketingets øvrige partier, men nøjagtig det samme kan naturligvis siges om disse partiers, inklusive De Radikale, Socialdemokraterne og SF, accept af 24-årsreglen.

Da en intern DF-mail ved en fejl slap ud i pressen, blev det endegyldigt dokumenteret, at DF ikke bare er et racistisk, men også et homofobisk parti. Her kalder partiets pressemedarbejder Helene MacCormac en angiveligt homoseksuel mand for “journalisten med de løse håndled“ og forklarer, at “de ekstremistiske homoseksuelles fraktionsgrupper skal have nogle tærsk (Jeg håber de ikke kan lide den slags!)“. Efter sådan en sommer er der mere end nogensinde brug for et klart socialistisk alternativ til DF’s og de andre partiers racistiske politik.

Oprindeligt bragt i Socialistisk Arbejderavis nr. 300, 12. august 2010.

Uden borde og stole - en Århus-historie

AF LARS HENRIK CARLSKOV

I Århus har man afskaffet borde og stole. Dog kun kortvarigt, og kun ved eksamen – og naturligvis kun ved eksamen for udlændinge. For at opnå dansk statsborgerskab skal man nemlig bestå en skriftlig ”indfødsretsprøve”. Men da denne prøve 3. juni blev afviklet i Århus, var det lokale, der normalt anvendes, optaget på grund af Dronningens besøg i byen. Derfor måtte de 270 deltagere i stedet tage prøven på tilskuerrækkerne i håndboldhallen NRGi Arena, hvor de måtte bruge skødet som skriveunderlag. Denne særprægede eksamensafvikling er blevet godkendt af Integrationsministeriet. Og da almindelige borde og stole tilsyneladende ikke tillægges nogen særlig betydning, kan det undre, at ministeriets embedsmænd ikke selv for længst har flyttet deres kontorer ind på tilskuerrækkerne i landets håndboldhaller.

Dumpekarakter
Det koster 1660 kr. - ikke at bestille et bord, for dem var der ingen af – men at tage prøven. Der skal nemlig både betales et ”grundgebyr” og ”deltagergebyr” for at få lov at svede, ikke over det manglende eksamensbord, men over selve prøven. Og Integrationsministeriets embedsmænd er trods alt så humane, at de ikke vil fratage udlændinge fornøjelsen ved at svede, eksamensborde eller ej. Det kan dog ikke på forhånd udelukkes, at dette vil være et krav fra Dansk Folkeparti ved de kommende finanslovsforhandlinger. Tidligere på året viste en undersøgelse i Ugebrevet A4, at hver tredje DF-vælger (og en femtedel af befolkningen) ville dumpe indfødsretsprøven og dermed ikke kunne opnå dansk statsborgerskab. Men hvis udlændinge, der i mange tilfælde er født og opvokset i her i landet, ikke består prøven, skyldes det naturligvis, at de har brugt for meget tid i al-Qaeda-terroristtræningslejr eller på at forsøge at proppe deres kone ned i en burka.

Søren Krarups hoved
Også den her gang var det lykkedes at udarbejde prøvespørgsmål, hvor ingen af svarmulighederne var korrekte. Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech har efterfølgende nægtet at give dispensation til dem, der går glip af statsborgerskab på grund af denne fejl. Men alle den slags bagateller bør naturligvis ikke overskygge glæden over vores kongehus. Og hvem har i grunden brug for borde og stole, for når de kongelige er i nærheden skal man, hvis ikke kaste sig i støvet, så dog i hvert fald rejse sig op. Man kan dog også vælge at se hele denne vaskeægte Århus-historie som et eksempel på, hvordan den racistiske og diskriminerende udlændingepolitik virker i praksis. Dertil kommer, at Kongehuset er det ultimative symbol på klassesamfundet, hvor ikke alle er født med blåt blod i årerne og en sølvske i røven. Og mens Århus sættes på den anden ende til ære for kongefamilien, bliver de mindre heldige forvist til tilskuerrækkerne i en håndboldhal af samme betonagtige beskaffenhed som Søren Krarups hoved.

Bragt i Socialistisk Arbejderavis nr. 299, 15. juli 2010.

Pia & Co. er nede - men er de færdige?

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Når ord som ”smæk”, ”tæsk” og ”lussing” bruges i sammenhæng med Dansk Folkeparti, handler det normalt om partiets ønske om at genindføre forældres ret til at slå deres børn. Men her er disse ord faktisk hentet fra mediernes beskrivelse af en række meningsmålinger, hvor Pia Kjærsgaard & Co. får prygl på grund af halveringen af dagpengene og beskæringen af børnechecken. DF har ellers haft uafbrudt fremgang siden stiftelsen for 15 år siden, og før deltagelsen i regeringens spareplan var der udsigt til, at den stigende kurve ville fortsætte ved næste valg. Men nu står Pia Kjærsgaards tropper både til mandatmæssig tilbagegang og til at miste rollen som parlamentarisk støtteparti for en siddende regering. DF er blevet taget på fersk gerning i løftebrud i forhold til dagpengeperioden, som partiet flere gange har garanteret ikke at forkorte, og forsøget på at opbygge et image som ”socialt ansvarlig” har fået gevaldige ridser i lakken.

Hvem skal betale?
Det er dog langt fra første gang, at Dansk Folkeparti lægger stemmer til forringelser for almindelige lønmodtagere, studerende, arbejdsløse, førtidspensionister og de ældre. F.eks. har partiet stået last og brast med regeringens skattestop, som i kommunerne har medført store nedskæringer på ældreplejen, børnepasningen, folkeskolerne og det sociale område. Men når det ikke før har givet bagslag, skyldes det, at oppositionens alternativ er så svagt. F.eks. konkurrerer De Radikale på det økonomiske område med regeringen og Liberal Alliance om at have den mest asociale politik. Dertil kommer, at Socialdemokraterne og SF bl.a. både har accepteret skattestoppet, den diskriminerende 24-års regel, det udemokratiske og liberalistiske EU-projekt, krigen i Afghanistan, fokusset på hårdere straffe samt store dele af den DF-inspirerede asylpolitik og retorik omkring flygtninge og indvandrere. Når DF først bliver straffet nu, skyldes det sandsynligvis, at mange mennesker har svært ved at forstå, hvorfor de arbejdsløse og børnefamilierne skal betale for en økonomisk krise, de er uden skyld i.

For tidligt at juble
Selvom DF lige nu er i defensiven, er det vigtigt at huske, at en kommende socialdemokratisk-ledet regering vil lade store dele af den racistiske udlændingepolitik forblive intakt. Den vil også fortsætte Afghanistan-krigen, som fremmer en racistisk forestilling om, at afghanerne ikke kan styre deres eget land uden NATO's imperialisme. Og nok så vigtigt har kapitalismen frembragt en økonomisk krise og en truende klimakatastrofe, både herhjemme og i resten af verden. Dette vil sandsynligvis øge den politiske polarisering, f.eks. over spørgsmålet om, hvem der skal betale for krisen. I den situation øges risikoen for, at de herskende klasser spiller racismekortet for at splitte arbejderklassen og undgå sociale oprør. Dette kan give DF ny vind i sejlene, fordi folk ofte foretrække ”den ægte vare” frem for partier, der nølende efterligner. Med andre ord er racisme-spørgsmålet tæt forbundet med andre politisk-økonomiske kampe. Og findes der et bedre tidspunkt til en anti-racistisk offensiv end nu, hvor Pia & Co. stadig er groggy?

Fra Socialistisk Arbejderavis nr. 299, 15. juli 2010

Dansk Folkeparti og forklaringens problem

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Det er næppe nødvendigt over for dette blads læsere at begrunde, hvorfor forklaringen af Dansk Folkepartis succes udgør en central opgave for venstrefløjen. For et par måneder siden udkom en antologi, der leverer vigtige brikker til en sådan forklaring, nemlig Stuerent? Dansk Folkeparti, populisme, antimuslimsk retorik og offermytologi, som er redigeret af Anne Jessen fra Demos.

Enhver analyse af Dansk Folkeparti må nødvendigvis forholde sig til, om partiets politik kan karakteriseres som racistisk. I sit bidrag til bogen fremhæver Ole Krarup den højesteretsdom, som netop konkluderede, at Pia Kjærsgaards synspunkter kan beskrives som racistiske. Dommen påpegede, at racisme ikke kun er betegnelsen for teorier om visse ”racers” biologiske underlegenhed, men også for fjendtlighed over for mennesker med anden etnisk eller national baggrund. F.eks. hævder DF, at muslimers ”underlegenhed” er religiøst og kulturelt funderet, ikke biologisk. Partiet gør her islam til den mono-kausale forklaring på adfærdsformer – virkelige såvel som indbildte – som påstås at stride mod danske ”værdier”. Denne islamofobi dokumenteres i bogen af Rune Engelbreth Larsen, der konkluderer, at DF ikke skelner mellem muslimer, islam og islamisme, men ser muslimer som en forskelsløs masse, ”islamificerer” de fleste samfundsproblemer og freder konservative og fundamentalistiske retninger inden for andre kulturer og religioner. Faktisk har en lutheransk fundamentalist spillet en hovedrolle for DF's politiske gennembrud, nemlig Søren Krarup. Dels med kampagnen mod udlændingeloven fra 1983 og stiftelsen af Den Danske Forening. Dels ved at sidde i Folketinget og sammen med fætteren Langballe i Trykkefrihedsselskabet og Tidehverv at have samlet store dele af den intellektuelle højrefløj. Krarups ekstremisme udstilles i Christian Braad Thomsen overordentligt velskrevne artikel, som påviser DF-præstens systematiske sammenblanding af politik og teologi. 

Et andet vigtigt element i partiets ideologiske univers, er forestillingen om en særlig ”danskhed”, og her demonstrerer Henrik Jøker Bjerre overbevisende, at dette begrebs elasticitet gør DF i stand til at hævde, at ”danskhed” er lig med partiets til enhver tid førte politik. Fordi det traditionelle nationale fællesskab undermineres af globalisering og økonomisk liberalisering, søger DF's vælgere tilflugt i et fællesskab baseret på forestillingen om en fælles opfattelse af danskhed, ”den partikulære etniske substans”, der ifølge Jøker Bjerre er lig med samfundets uskrevne regler eller ”vaner”. Han mener, at svaret derpå er, at venstrefløjen, i stedet for at gentage tidens populære floskler om netværksøkonomi og selvrealisering gennem et kreativt arbejdsliv, opstiller et alternativt fællesskab.  På lignende vis beskriver Mikkel Thorup i sit indlæg, hvordan højrepopulismes internationale fremmarch skyldes, at det politiske systems selvfortælling og legitimitet er under pres, og at disse partier har taget patent på systemkritikken. Den generelt afideologiserede venstrefløj har også i forhold til migrationsdebatten accepteret modstanderens ”grundfortælling”, nemlig at den har undertrykt udlændingedebatten og været blind for problemerne. Thorup begår dog selv en lignende fejltagelse ved at hævde, at VKO-alliancen bygger på en arbejdsdeling, hvor VK forsvarer overklassens økonomiske interesser og DF varetager underklassens. 

Et åbenlyst eksempel på overtagelse af modstanderens præmisser er naturligvis Villy Søvndals påstand om, at ligestilling er et spørgsmål, som venstrefløjen ”i langt højere grad” fremover ”skal turde tage et slagsmål med indvandrerne om.” Som Rikke Andreassens artikel påpeger, generaliseres indvandrerne, ved således at tale om dem i bestemt form og flertal, til en homogen og patriarkalsk masse, hvilket fører til en opdeling i et farvet ”dem” uden ligestilling og et hvidt ”os” med ligestilling. Andreassens fokus er dog påvisningen af, at DF ikke har nogen egentlig ligestillingspolitik, men i stedet instrumentaliserer både feminisme og kampen for seksuelle mindretals rettigheder til en kritik af etniske minoriteter. Og når partiet f.eks. vil bestemme muslimske kvinders tøjvalg, indskriver det sig i en lang tradition, hvor andre forsøger at diktere kvinders påklædning. Også retspolitik er i dag omdannet til et våben vendt mod muslimerne, hvilket er emnet for Preben Wilhjelms artikel, som dokumenterer DF's magt over regeringens politik på dette område og fremhæver, at store dele af oppositionen ofte passivt tilslutter sig denne udvikling. Vi kan for egen regning tilføje, at det desværre er en generel international tendens, at centrum-venstre partierne overtager denne (neo)konservative ”lov og orden”-agenda.

Som det gerne skulle fremgå, byder bogen på mange gode argumenter og vigtige elementer til en forklaring af højrepopulismens fremvækst. Man savner dog ofte, at de forskellige indsigter sættes ind i en større social og historisk helhed. Der findes næppe bedre kvalificerede til denne opgave end Curt Sørensen, der bidrager til bogen med artiklen ”Samfundskrise, demokratikrise og højrepopulisme”, som indledningsvis kritiserer en række fashionable teorier om disse nye højrepartier. F.eks. formår den politologiske mainstream med sine ”spørgeskemaundersøgelser og statistiske korrelationer” kun at udvikle partielle teorier, som blot viser behovet for ”endnu mere omfattende teorier og forståelse af historiske sammenhænge og lange udviklingstendenser”. Desuden kritiseres de teorier, der –  i forlængelse politologen Inglehart – forklarer højrepopulismens fremvækst på baggrund af en udvikling fra industrisamfund med materiel interessekamp til postindustrielt samfund og værdikamp. 

Teorien om overgang til postindustrielle samfund domineret af værdikampe overser nemlig, at konflikterne i det såkaldte industrisamfund langt fra kun var snævre økonomiske kampe. F.eks. handlede arbejderbevægelsens projekt ikke kun om økonomiske forbedringer, men også om politiske spørgsmål som valgret og og ”stats- og nationsbygningsproblemer” såvel som ”kulturel selvhævdelse”. Omvendt er den nuværende økonomiske krise blot det tydeligste eksempel på, at de materielle interessekampe overhovedet ikke er forsvundet i dag. I det hele taget er det problematisk at se politik, økonomi og kultur som isolerede fra hinanden. Disse faktorer er tværtimod ”sammenfiltrede” ifølge Sørensen, der som eksempel giver den globale kapitalisme, hvis udbredelse også har omfattende politiske og kulturelle konsekvenser. Teorien om postindustrielt samfund og værdikamp kritiseres ydermere for at være evolutionistisk og teknologisk deterministisk. 

Ingleharts teori skinner også igennem i den meget omtalte og roste bog ”Kampen om sandhederne”, skrevet af Rune Lykkeberg fra Dagbladet Information. Bogen beskriver DF's fremgang som et underklasseoprør mod en ”kulturel overklasse”. Udover den allerede beskrevne kritik af forestillingen om ”postindustrielt samfund” og ”værdikampe”, argumenterer Sørensen for, at tesen om en ”kulturel overklasse” overtager vigtige dele af DF's selvforståelse, ”blokerer for en erkendelse og adækvat analyse” af de vigtigste samfundsproblemer, tillægger kulturarbejdere en magt på linie med lederne af ”de store politiske, økonomiske og militære institutioner”, hvortil skal føjes ”den komparative analytiske brist” ved at se partiet som et isoleret dansk fænomen. 

I Sørensens egen ”skitse til en generel og kompleks forklaringskonstruktion” ses de højrepopulistiske og højreradikale partiers fremgang på baggrund af processer af stats- og nationsbygning, kapitalistisk udvikling og globalisering, der har skabt en alvorlig ”solidaritets- og identitetskrise”, hvor den sociale ordens sammenhængskraft krakelerer og demokratiet nedbrydes, hvilket forstærkes af arbejderbevægelsens svækkelse. På baggrund af denne generelle og alvorlige samfundskrise, frygter han hvilke kræfter, en langvarig og dyb økonomisk krise eller et terrorangreb (her bør også en økologisk katastrofe nævnes) kan slippe løs. I en sådan situation udgør højrepopulismen en potentiel fascisme-model for det 21. århundrede. Selvom et parti som DF ikke er fascistisk, da det bekender sig til demokrati (forstået som majoritetsvælde) og ikke har stormtropper på gaden, repræsenterer højrepopulismen ikke desto mindre en mulig proto-fascisme. 

Den af Sørensen skitserede forklaringskonstruktion er et ambitiøst og vægtigt bidrag til at løse det, han selv kalder ”forklaringens problem”. Efter undertegnedes mening kan analysen dog med fordel inddrage den profitabilitets- og overakkumulationskrise, som Robert Brenner og andre påpeger har kendetegnet de avancerede kapitalistiske økonomier siden slutningen af 1960'erne. Dette ”long downturn” er med til at forklare, hvorfor de socialdemokratiske partier, som har bundet sig op på kapitalismens evne til at skabe økonomisk vækst, har haft stadig sværere ved at gennemføre reformer til fordel for sine traditionelle vælgergrupper, hvilket har skabt plads til partier som Dansk Folkeparti. 

En præcis forklaring af højrepopulismens fremvækst giver os vigtige hints om, hvordan venstrefløjen kommer i offensiven. Denne anmeldelse vil dog allerede nu tillade sig at drage visse konklusioner: Hvis en stor del af højrepopulismens appel skyldes, at den har fået lov at tage patent på systemkritikken, kan svaret ikke være den udbredte tendens til, at venstrefløjen søger mod midten. Omvendt kræver genopbygningen af arbejderbevægelsen et fokus på, hvor bevægelsen selv opstod: på arbejdspladserne. Hvis det er selve den kapitalistiske udviklingstendens, der har undergravet det traditionelle fællesskab og dets værdier, er partielle reformer ikke nok i selv. Der er derfor brug for et kvalitativt andet system. Og det burde forklare, hvorfor f.eks. appel til humanistiske værdier eller opfordringer til sproglig kamp mod hegemoniske diskurser (som er det indtryk, man får af hhv. Rune Engelbreth Larsens og Rikke Andreassens i øvrigt glimrende indlæg) ikke kan stå alene.    

Trods enkelte sjuskefejl (f.eks. artikler med henvisninger til litteraturlister, der er forsvundet), kan Stuerent? Dansk Folkeparti, populisme, antimuslimsk retorik og offermytologi anbefales som den måske hidtil bedste bog om emnet.

Anne Jessen (red.): Stuerent? Dansk Folkeparti, populisme, antimuslimsk retorik og offermytologi. 147 sider. Frydenlund. 199 kr. Udkom 9. november.

En ny socialistisk strategi?

AF LARS HENRIK CARLSKOV

I forbindelse med sidste nummers tema om Dansk Folkeparti (Solidaritet, nr. 1, 2009) opstiller Mattias Tesfaye i artiklen ”Praktisk socialisme i punktform” en række teser for en ny venstrefløjsstrategi. Da han samtidig foretager et radikalt opgør med mange af venstrefløjens hidtidige positioner, vil vi i det følgende undersøge, hvordan hans forskellige forslag stemmer overens med hans to centrale præmisser, nemlig at ”politik er klassekamp” og at ”arbejderfamiliernes kamp for bedre livsvilkår” bør stå i fokus for venstrefløjens politiske arbejde.

Trade-unionisme og socialistisk klassebevidsthed
Som nævnt ønsker Tesfaye at tage udgangspunkt i klassekampen. Desværre afslører hans artikel en højst besynderlig og én-dimensional opfattelse af, hvad klassekamp er. Han skriver således, at ”kategorier” som ”køn, etnicitet, tro og seksualitet” kun er ”interessante som en del af samfundets sociale struktur”. Ifølge Tesfaye er det derfor ”i bedste fald forstyrrende, og i værste fald direkte skadeligt for kampen for social retfærdighed”, hvis venstrefløjen beskæftiger sig med andre former for undertrykkelse end den rent økonomiske udbytning af arbejderklassen. Tesfaye har såmænd ikke uret i, at ”køn, etnicitet, tro og seksualitet” spiller en stærkt ”forstyrrende” og ”skadelig” rolle i klassekampen. Men når det er tilfældet, er det ikke et resultat af, at venstrefløjens agitatorer på en eller anden måde har indpodet disse ”kategorier” i arbejdernes bevidsthed. Forklaringen er snarere, at kapitalismen har en iboende tendens til at fremme den indbyrdes konkurrence mellem arbejderne, hvilket giver grobund for diverse fordomme mod dele af klassen. I det omfang der også i arbejderklassen findes eksempelvis racisme, sexisme og homofobi, må det således primært ses som en konsekvens af det relativt lave klassekampsniveau under de seneste årtiers nyliberale offensiv.

Når socialister må bekæmpe fordomme mod kvinder, etniske grupper og seksuelle mindretal, skyldes det derfor den simple indsigt, at en arbejderklasse, som er splittet efter disse og andre skillelinier, ikke er i stand til at stå sammen og organisere et effektivt forsvar mod arbejdsgiverne. Omvendt er det en forudsætning for at kunne overbevise arbejderne om deres fælles interesser, at venstrefløjen også tager den særlige form for undertrykkelse, som dele af klassen oplever, alvorligt. Det burde desuden sige sig selv, at for de arbejdere, der f.eks. er udsat for racisme, er kampen mod denne undertrykkelse en uadskillelig del af deres ”kamp for bedre livsvilkår”. Når en socialistisk strategi må baseres på arbejderklassen, er det fordi denne klasse udgør det store flertal af befolkningen og indtager en strategisk vigtig rolle i produktionen. Men naturligvis indebærer den grundlæggende socialistiske lighedstanke, at venstrefløjen også må bekæmpe undertrykkelse, hvis den rammer grupper uden for arbejderklassen.

Alt dette lyder måske temmelig banalt og velkendt. Når det her er nødvendigt at gentage disse selvfølgeligheder, skyldes det, at Tesfaye ikke nået videre end til den rene ”økonomisme”. Som enhver, der har læst ”Hvad må der gøres?”, vil vide angreb Lenin i denne bog heftigt den såkaldte ”økonomistiske” retning i arbejderbevægelsen, der ligesom Tesfaye i dag ville reducere klassekampen til den snævre faglige kamp for højere løn og bedre arbejdsbetingelser. Lenin påpegede her, at arbejdere, som kun har indset behovet for at tilslutte sig en fagforening og strejke for mere i løn, endnu befinder sig på det såkaldte trade-unionistiske stadium. Først hvis disse arbejdere f.eks. også er klare til at strejke på grund af forfølgelsen af studenter eller jøder, har de udviklet en ægte socialistisk klassebevidsthed. Imidlertid løber det som en rød tråd gennem de fleste af Tesfayes forslag, at han stadig befinder sig på det trade-unionistiske stadium og derfor kun fokuserer på de mest nærtliggende mål.

Klassekamp og nationalstat
Dette kommer også indirekte til udtryk i forhold til det nationale spørgsmål. Tesfaye ønsker på dette område et ”opgør med venstrefløjens antinationale tendenser”. Dette indebærer at ”elske Danmark” og at ”flage med Dannebrog”, fordi ”kærligheden til os selv er forudsætningen for at kunne elske andre”. Spørgsmålene hober sig naturligvis op efter sådan en svada. Er det statsborgerskab, man tilfældigvis er udstyret med, ikke et lidt spinkelt grundlag for national selvglæde? Er danskerne da en forskelsløs, homogen masse uden klasser med modstridende interesser? Er Tesfayes forestilling om et ”nationalt fællesskab” ikke et udtryk for den tankegang, der har så ødelæggende en virkning på klassekampen, nemlig, at vi alle, arbejdere såvel som kapitalister, er i ”samme båd”? Og er Dannebrog ikke netop symbolet på dette postulerede nationale fællesskab, som ophæver konflikterne mellem de forskellige klasser?

Tesfaye fortsætter i samme spor ved at tale for at ”begrænse indvandringen”. Derfor ønsker han i forhold til udenlandsk arbejdskraft en politik, der ”sikrer at de rejser hjem igen, når arbejdsløsheden igen begynder at stige”. I stedet for at placere ansvaret for undermineringen af danske arbejderes løn- og arbejdsforhold hos arbejdsgiverne, gør Tesfaye udenlandske arbejdere til syndebukke. Dermed frikender han indirekte det globale kapitalistiske system, som konstant frembringer en ”industriel reservehær” af arbejdsløse, der naturligvis søger arbejde, hvor det findes. Tesfayes indskrænkede trade-unionisme fører ham således til at opfatte klasseinteresser som nationale interesser, der står i modsætning til udenlandske arbejderes. Som følge deraf er det måske ikke så overraskende, Tesfaye også hævder, at ”meget af det Dansk Folkeparti (giver udtryk for at mene) er godt”, at venstrefløjen ”ikke stillede nok integrationskrav”, ”spiste for mange af med sociale ydelser” og ”godkendte familiesammenføringer” i for stort omfang. Af pladsmæssige hensyn må vi dog her gå over til at se på, hvad Tesfaye i grunden forstår ved ”praktisk socialisme”.

Socialisme og magt
Tesfaye mener, at venstrefløjen i stedet for at være ”vagthund” skal være ”arbejderklassens magthund”. Han skriver endvidere, at folk ”støtter op om de kolleger og de partier, der kan skaffe resultater”. Dette er muligvis korrekt, men hvordan skaffer man så bedst resultater? Tesfaye ser det som et spørgsmål om at være ”kompromissøgende” i faglige og parlamentariske sammenhænge. Vi vil nøjes med et enkelt aktuelt eksempel på, at dette er en absurd opfattelse. Når partier som Socialdemokraterne og SF f.eks. accepterer skattestoppet for at få større indflydelse på parlamentariske forlig, kan det måske give visse kortsigtede gevinster. Men samtidig har disse to partier forstærket det liberale hegemoni og dermed bidraget til at underminerer mulighederne for mere langsigtede resultater. Når Socialdemokraterne og SF i årtier har udvist denne parlamentariske ”kompromisvillighed”, har konsekvensen været, at selve den oprindelige grundidé om et socialistisk samfund langsomt er gledet ud af begge partiers programmer. Det samme er gennem historien sket for samtlige andre socialistiske partier i udlandet, der også har set parlamentarisk ”kompromisvillighed” som en smutvej til grundlæggende forandringer. Tesfaye allestedsnærværende trade-unionisme munder således endnu en gang ud i, at arbejderklassens langsigtede interesser ofres til fordel for kortsigtede forbedringer for dele af klassen.

Det grundlæggende problem med denne parlamentariske ”kompromisvillighed” er, at den overser, at magten i et kapitalistisk samfund ikke ligger i parlamentet, men snarere i de multinationale selskabers bestyrelseslokaler. Vejen til varige og grundlæggende forandringer må derfor gå over opbygningen af udenomsparlamentariske bevægelser, med særlig vægt på organiseringen på arbejdspladserne. Kampen mod kapitalen vil efterhånden nødvendiggøre, at disse udenomsparlamentariske bevægelser udvikler deres egne demokratiske koordineringsorganer, som når tiden moden må tage magten og erstatte parlamentet og resten af den borgerlige stat. Tesfaye tror, at det betyder, at venstrefløjen indtil da skal nøjes med at skråle op om revolution. Imidlertid ser revolutionære socialister reformkampe som nødvendige, både for at skabe resultater nu og her, men ikke mindst for at skabe den grad af organisation og bevidsthed, som er nødvendig for at arbejderklassen kan overtage magten og starte overgangen til socialismen.

I modsætning hertil anser Tesfaye socialisme for at være noget, der ”lever i de forandringer vi kan skabe lige nu og her. En legeplads fri for kanyler, en bedre gadebelysning i villakvarteret, et køleskab i skurvognen”. Her kunne man naturligvis indvende, at arbejdere, der har adgang til et køleskab på jobbet, stadig i allerhøjeste grad bliver udbyttet. Men det er ikke det væsentligste i denne sammenhæng. Pointen er derimod, at enhver reform, den være nok så beskeden, konstant vil skulle forsvares mod arbejdsgivernes angreb, så længe arbejderklassen ikke har overtaget magten over produktionsapparatet. Så længe man ikke arbejder for afskaffelsen af det kapitalistiske lønsystem, bekæmper man kun virkninger, ikke årsagen. I sit opgør med Bernstein kaldte Rosa Luxemburg dette for et ”sisyfosarbejde”. Ligesom denne græske sagnskikkelse må Tesfaye således igen og igen rulle stenen op af bjerget, hvis bare han skal bevare sine ”socialistiske” køleskabe og legepladser.

Vi er nu ved vejs ende og må konkludere, at Tesfayes målsætning om at føre klassekamp til fordel for ”arbejderfamiliernes livsvilkår” blokeres af, at han ikke ser opgøret med racisme, sexisme, nationalisme og homofobi som en uadskillelig del af klassekampen. Og hans ”praktiske” socialisme er ikke et alternativt samfundssystem, men er snarere beslægtet med almindelig borgerlig socialreformatorisk virksomhed. Det er muligt, at hans forslag kan føre til et køleskab i skurvognen eller ministertaburetter til partifællerne i SF. Men så heller ikke til ret meget mere.

Bragt i tidsskriftet Solidaritet, nr. 2, 2009.