Nidkær jagt på de små fisk, mens de store går fri

Ressourcerne bruges på at jagte små millionbeløb, der i det store billede er peanuts.

Af Lars Henrik Carlskov

I forbindelse med de hyppige skandaler om overklassesvindel i form af bl.a. hvidvask, udbytteskat og brug af skattely, hører vi om manglende ressourcer hos staten til at forhindre disse forbrydelser. Men i virkeligheden er det ikke manglende ressourcer, men manglende vilje hos ledende politikere og embedsmænd, der er problemet.

F.eks. blev der i januar måned indsat intet mindre end 130 ansatte fra Skat, Arbejdstilsynet, Fødevarestyrelsen og politiet i en samlet aktion i Bazar Vest i Aarhus-bydelen Gellerup. Det skyldtes angiveligt mistanke om bl.a. socialt bedrageri og sort arbejde hos stedets mange små forretninger (hvis ejere og ansatte oftest har etnisk minoritetsbaggrund). Alle indgange blev spærret for at sikre, at ingen ”forbrydere” undslap.

Men hvis du venter på, at der vil blive indsat en mindre hær på 130 ansatte fra forskellige statslige myndigheder i en samtidig aktion mod Danske Bank og resten af overklassens svindel for milliarder og atter milliarder af kroner, kommer du til at vente længe.

En ekstraordinær præstation, der bør belønnes

Af Lars Henrik Carlskov

Jørgen Mads Clausen er en plaget mand.

Han er tvunget i knæ af en nådesløs tilværelse. Knockoutet af en hård og ubarmhjertig skæbne. Tildelt kort af livet, hvor han sad tilbage med sorteper. En brik i det store eksistentielle ludo, der brutalt blev slået hjem. Omstændigheder uden for hans kontrol rottede sig sammen mod ham. De gav ham aldrig en chance. Nu åbner han op om den familietragedie, som ramte hans søskendeflok: De arvede milliarder.

Ikke desto mindre rider tanken om, at formuen havde været større uden arveafgift stadig Danfoss' bestyrelsesformand som en mare. 7. maj lagde Berlingske Business spalter til denne lidelseshistorie. Fortalt af manden selv med al den sociale indignation, det er menneskeligt muligt at mobilisere som milliardær tronende på sit kontor i en zebra-stol og med en udstoppet løve ved sin side (naturligvis alt sammen arvet, som det fremgår af billedteksten). ”Den ulykkelige familie er altid på sin måde ulykkelig”, bemærkede Tolstoj i Anna Karenina. Og Jørgen Mads Clausens familie er tilsyneladende ulykkelig på den dér milliardær-i-zebrastol-med-udstoppet-løve-agtige måde.

Han forklarer, at uden arveafgift kan virksomhederne ”investere pengene i vækst og beskæftigelse frem for at frygte for, om man må lukke”. Med en familieformue på 13,1 mia. kr. og et Danfoss-overskud på 5,1 mia. kr. sidste år (700 mio. højere end året før), må man således forstå, at kampen mod arveafgiften er en desperat handling fra en desperat mand. Drevet helt ud til kanten af systemet. Det virker derfor småligt grænsende til det ondskabsfulde at påpege (som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har gjort), at flertallet af de afdøde danskere (55 %) sidste år efterlod sig gæld eller værdier under bundgrænsen for arveafgift på 289.000 kr.

Kun et menneske blottet for empati kan undgå at blive berørt af Mads Jørgen Clausens hjerteskærende beretning om sit livs jammerdal. Uvægerligt ser man for sit indre blik hans ansigt indsat på et af de malerier af grædende børn, som tidligere prydede væggene i landets hjem. Og vi skal huske at værdsætte dem, der gør en særlig indsats. Som udviser risikovillighed. Der iværksætter. F.eks. i dette tilfælde egen fødsel ind i en af landets rigeste familier. En ekstraordinær præstation, der bør belønnes med milliarder og forhåbentlig kan tjene som inspiration for andre ambitiøse fostre.

Hvidvaskede milliarder - straffes med et ”fy"

Vi har to forskellige retssystemer: Èt for overklassen og ét for alle os andre.

Af Lars Henrik Carlskov

Det ses bl.a. i skandalen om Danske Banks hvidvask af astronomiske summer gennem sin estiske filial. Bl.a. 18 mia. kr. fra det korrupte regime i Aserbajdsjan samt 7 mia. kr. fra den russiske præsident Putins familie og landets efterretningstjeneste FSB. Bankens ansatte har endda hjulpet med at skjule kundernes identitet for myndighederne. Både i 2013 og 2014 blev banken advaret om ulovligheder, men iværksatte først i september sidste år en undersøgelse. Iflg. Finanstilsynet har banken i mindst 16 tilfælde brudt reglerne. Alligevel fører det hverken til politianmeldelse eller bøde.

På grund af den negative omtale har Danske Bank dog ofret en af sine direktører, Lars Mørch. Med sig ud af døren får han 15 mio. kr. og kan derfor formentlig lige akkurat holde den værste nød fra døren. De ansvarlige for kriminalitet i milliardklassen går altså fri og forgyldes endda. Til sammenligning indførtes for nylig bl.a. øget kontrol i lufthavne af arbejdsløse, som anklages for socialt bedrageri, hvis de tager på ferie uden at give kommunen besked.

Skipper & Co. mellem modstand og tilpasning

Enhedslisten stemmer ofte som eneste parti i Folketinget imod racisme, krig og nedskæringer, men er ikke stedet at opbygge en revolutionær venstrefløj.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

13 sekunder. Det fyldte kampen uden for den parlamentariske arena i Enhedslistens politiske ordfører Pernille Skippers mere end 17 minutter lange årsmødetale for nylig: ”I onsdags, der så vi Velfærdsalliancen demonstrere for vores velfærd en gang til. Og til alle, der var med ude i hele landet, tusind tak, godt gået, det er en hamrende vigtig kamp”. Det var alt – men også symptomatisk.

For selv om der internt i partiet tales om at ”gå på to ben”, det parlamentariske og det udenomsparlamentariske, fylder arbejdet i Folketinget, byråd osv. i praksis suverænt mest. Bl.a. går hovedparten af budgettet til valgkamp og ansættelser på Christiansborg, lige som partiets topfolk sjældent eller aldrig understreger behovet for at opbygge den folkelige modstand uden for Borgen. Det gælder også partiets materiale, der som regel blot opfordrer til at blive medlem og vælger.

Parlamentarisk fokus giver passive medlemmer
Resultatet er et overvældende flertal af ikke-aktive medlemmer. Og en del af de aktive er det kun i forbindelse med valgkampe. Mange medlemmer er gode aktivister i andre sammenhænge, men dette sker uden fælles koordinering og strategi. Da dette arbejde sker som enkeltpersoner frem for som del af et politisk kollektiv, reduceres den samlede slagkraft kraftigt. I Enhedslisten findes der ganske vist også revolutionære socialister, men partiets venstrefløj er internt for uenig til organiseret samarbejde.

I stedet siver de revolutionære medlemmer ud af partiet enkeltvis. Samtidig forsøger partitoppen at undgå opstilling af revolutionære kandidater ved valg og, hvis det mislykkes, at underminere deres kandidatur. Nogle gange lykkes det de menige medlemmer på årsmøder at få nedstemt nogle af toppens forsøg på at dreje partiet i en mere ”ansvarlig” (læs: systembevarende) retning. Men når det virkelig gælder, som f.eks. spørgsmålet om Thorning-regeringens finanslove, sættes årsmødevedtagelser ud af kraft. Enhedslistens venstrefløj fører derfor en defensiv kamp for at bevare status quo – et parti, som i forvejen primært er en vælgerforening.

Systemskifte kræver anden type parti
De fleste henvisninger til revolution er udraderet fra principprogrammet, der understreger, at ”revolutionen” skal ske via en ”socialistisk grundlov” i Folketinget. På samme måde udlagde en af partiets strateger, finansordfører Pelle Dragsted, for nylig i et interview med magasinet RÆSON revolution som summen af en række reformer. Men al historisk erfaring viser, at kapitalistklassen ved at tilbageholde investeringerne, indskrænke produktionen, kapitalflugt, spekulation mod valutaen og i sidste ende også væbnede kup vil bekæmpe enhver nok så demokratisk valgt regering, der for alvor udfordrer dens magt.

Derfor kan et systemskifte kun ske ved, at en socialistisk massebevægelse i en revolutionær situation erstatter Folketinget og resten af den kapitalistiske statsmagt med sine egne demokratiske organer baseret på f.eks. arbejdspladser, uddannelsessteder og i boligkvarterer. Enhedslisten kan derfor bedst beskrives som ”venstre-reformistisk” ligesom partier som Die Linke i Tyskland, SYRIZA i Grækenland og Podemos i Spanien. Dvs. til venstre for klassisk socialdemokratisme, men stadig baseret på strategien om en reformvej til socialismen.

Men da det er en blindgyde, vil det i længden føre til gradvis tilpasning til det eksisterende kapitalistiske system. Ikke mindst hvis Enhedslisten i fremtiden kommer til at administrere systemet som deltager i en parlamentarisk regering. Så selv om vi i Internationale Socialister ofte samarbejder med mange enkeltmedlemmer af Enhedslisten, er det ikke indenfor Listens rammer, at et kæmpende venstrefløjsparti kan opbygges. Et revolutionært parti, hvis vigtigste kampplads ikke er Christiansborgs parlamentariske cirkus, men den daglige folkelige modstandskamp mod kapitalens angreb.

Guide til Trumps rædselskabinet

Trumps udnævnelser afslører hans løfte om opgør med eliterne i Washington og på Wall Street som en grotesk løgn.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

De 17 personer, den nyvalgte amerikanske præsident Donald Trump i midten af december havde nomineret til de centrale regeringsposter, har iflg. business-mediet Quartz en samlet formue på 66,5 milliarder kr. Det gør dem rigere end de fattigste 43 millioner husstande i USA tilsammen, og Trumps regering til den klart rigeste i amerikansk historie.

Som ”chefstrateg” og toprådgiver har Trump udnævnt Stephen Bannon fra mediet Breitbart News, der har tråde til den yderste racistiske og nazistiske højrefløj. Tidligere Ku Klux Klan-leder David Duke har kaldt denne udnævnelse ”en glimrende nyhed”. Som mange andre Trump-folk har Bannon desuden en fortid hos banken Goldman Sachs, hvilket bl.a. også gælder finansminister Steven Mnuchin.

Justitsminister Jeff Sessions er kendt som hardcore bekæmper af lovgivning mod diskrimination af sorte amerikanere og andre minoriteter og fik i 1986 sin udnævnelse til forbundsdommer blokeret pga. racistiske udtalelser. Forsvarsminister James Mattis stod som chef for marinekorpset i spidsen for USA's for drab på tusinder af civile og andre krigsforbrydelser under belejringen af Fallujah i Irak i 2004. National sikkerhedsrådgiver Mike Flynn har kaldt muslimer en ”ondartet kræftsygdom” og frygt for dem ”rationel”.

Vicepræsident Mike Pence har som guvernør forsøgt at fjerne offentlig tilskud til organisationer, der hjælper kvinder med prævention og fri abort, gennemført en lov om tvungen begravelse af abort-fostre og støttet en lov, der giver arbejdsgivere ret til at diskriminere bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner.

Udenrigsminister Rex Tillerson fra oliegiganten ExxonMobil er såkaldt "klimaskeptiker", hvilket bl.a. også gælder miljøminister Scott Pruitt – og Trump selv. Dette var blot et lille udvalg af Trumps rædselskabinet, som Danmark iflg. Lars Løkke Rasmussen står "skulder til skulder" med.

Velkommen kritik af valgcirkusset, men...

Ny bog opfordrer til ”vælgerstrejke” i protest mod folketingsvalgets manglende demokratiske indhold – men er det svaret?

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Iflg. bogen ”Hæv stemmen!” af Søren Mau bør man ikke stemme ved det kommende folketingsvalg, da det er at legitimere et udemokratisk politisk system. Her er de demokratiske problemer, der findes i enhver kapitalistisk økonomi (såsom pengemagtens indflydelse) blevet forstærket af de seneste årtiers udvikling.

F.eks. den globale økonomiske integrations underminering af nationalstaternes magt, overflytning af beslutninger fra politikere til embedsmænd i ministerier, EU og ekspertkommissioner, forvandling af partier til private virksomheder, som reproducerer magteliten og ser vælgerne som forbrugere samt den mediemæssige skævvridning af den politiske debat.

Revolutionære må forbinde sig med flertallet
Frem for at stemme bør man derfor ”opfinde nye politiske former”, f.eks. ved at kæmpe for demokrati på arbejdspladser og uddannelsessteder og i boligkvarterer og personlige forhold, hvorfra kampen bør ”vokse og forbinde sig med andre kampe”. Altså en langt mere radikal kritik af det kapitalistiske demokrati end man finder hos et parti som Enhedslisten, og derfor langt tættere på ”ånden” i enhver genuin marxisme. Som sådan er bogen et velskrevet og velkomment bidrag.

Desværre vil abstrakt propaganda kun overbevise en minoritet, mens det overvældende flertal må lære af egne (kamp)erfaringer. Derfor er valgboykot en fejltagelse, idet man afskærer sig fra at opbygge en bevægelse med den store del af de 80-90 % af vælgerne, som stemmer, men er helt eller delvist enige i kritikken af det parlamentariske cirkus. Og trods den minimale forskel mellem ”rød” og ”blå” blok, især i krisetider, er en socialdemokratisk regering mere sårbar over for pres nedefra.

Deres valgkamp og os
Det sås bl.a. i 2012, hvor relativt beskedne protester fra fagbevægelsens græsrødder stoppede regeringens og fagtoppens tyveri af feriedage. Det ville en Venstre-regering bedre kunne ignorere, da fagbevægelsen ikke tilhører dens bagland. En valgsejr til de borgerlige partier vil også svække selvtilliden i dele af arbejderklassen samt gøre det sværere at argumentere mod reformistiske løsninger, da Socialdemokraterne i opposition formentlig til en vis grad vil dreje til venstre. Bogen hævder, at et parti, der brugte den parlamentariske platform til f.eks. at tale for revolutionær kamp, ville falde for spærregrænsen pga. mainstream-mediernes funktionsmåde.

Det er dog ingen selvfølge, da holdninger bl.a. også dannes pga. påvirkning fra kolleger, medstuderende, naboer, venner og familie. En valgfremgang for f.eks. Enhedslisten vil trods partiets reformistiske praksis være udtryk for et venstreskred i dele af befolkningen, dvs. give et større hav for revolutionære at svømme i. Derfor bør man trods alt stemme Enhedslisten – men uendeligt vigtigere er det at organisere den folkelige modstand uden for Folketinget og et revolutionært parti med dette som hovedfokus. Det er sådan et parti, vi ønsker at opbygge i Internationale Socialister.

Søren Mau: Hæv stemmen!. Forlaget Nemo. 94 sider. Udkom 17. april.

Samlet angreb kræver samlet modsvar

Regeringen ser sine nedskæringer som en samlet pakke – derfor må de forskellige protester mod dens politik forenes til en samlet kamp. 

AF LARS HENRIK CARLSKOV

”Vi er gået reformamok”, pralede statsminister Helle Thorning-Schmidt tidligere i år på den internationale magtelites møde i World Economic Forum. Og regeringen har da også gennemført ”reformer” (dvs. brutale forringelser) for set stort alle grupper i samfundet – naturligvis lige bortset fra den lillebitte, men ekstremt magtfulde gruppe af milliardærer, millionærer, banker og multinationale selskaber. Nu står de studerende så for skud.

Den røde tråd i en stor del af regeringens overklasse-politik er målet om øget arbejdsudbud. Trods høj arbejdsløshed skal den i forvejen hårde konkurrence om de få ledige jobs forstærkes. Det skal presse lønningerne endnu længere ned, og dermed give dansk kapitalisme en ”konkurrencefordel” i det globale kapløb mod bunden. Et kapløb, hvis konsekvenser allerede i dag ses i f.eks. Tyskland, hvor fattigdommen det seneste årti er vokset eksplosivt.

Isolerede protester ikke nok
Det er realiteterne bag finansminister Bjarne Corydons udtalelser om ”konkurrencestaten som den moderne velfærdsstat”. Imidlertid ville regeringens og arbejdsgivernes felttog mod almindelige lønarbejdere, dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere, efterlønnere, fleksjobbere, førtidspensionister og studerende ikke få et ben til jorden, hvis disse grupper kæmpede sammen i stedet for som hidtil hver for sig.

Regeringen lægger ikke skjul på, at de mange nedskæringer er del af en samlet ”reform-politik”. Derfor bør de studerende, der nu på inspirerende vis siger fra over for ”hurtigere-ud-reformen”, også se denne ”reform” som led i en bredere kamp mod ”konkurrence-staten”. De studerende må således opbygge alliancer med alle de andre befolkningsgrupper, der rammes af den aktuelle offensiv mod velfærdsydelser, lønninger og arbejdsforhold.

Kan lamme regeringen
Det gælder ikke mindst arbejderklassen i bredeste forstand – dvs. det store flertal af befolkningen, både i den offentlige og den private sektor, som må sælge sin arbejdskraft, fordi det ikke ejer og kontrollerer produktionsmidlerne (fabrikker, kontorbygninger, maskiner, jord osv.). Arbejderklassen skaber den merværdi, hvorfra den profit stammer, som er kapitalismens motor. Dermed kan arbejderklassen også ved f.eks. at strejke sætte samfundet i stå.

Grupper som f.eks. transportarbejdere har desuden større potentiel magt end andre dele af arbejderklassen til at lamme samfundet – og dermed også regeringens handlemuligheder. Ikke bare har arbejderne, inklusive dem uden job, og studerende en fælles interesse i at stoppe regeringens nedskæringer, fordi begge grupper er under angreb. Men også fordi gennemførelsen af forringelser for én gruppe, gør det lettere bagefter at gennemføre forringelser for den næste. Og endelig har stort set alle arbejdere i job venner eller familie, der er arbejdsløse eller studerende – og omvendt.

Systemisk alternativ
Den samlede rigdom i Danmark er større end nogensinde før. Alligevel ser vi nu et forsøg på at slagte de historiske fremskridt, arbejderbevægelsen har tilkæmpet sig. Det skyldes Thorning & Co.'s forsøg på at administrere en kapitalisme i sin alvorligste krise i syv årtier. I den kapitalistiske produktionsmåde overskygger profit-hensynet som bekendt alle andre hensyn, såsom menneskelige behov. I uddannelsessystemet betyder det ”uddannelse for erhvervslivet” (profitmaksimering) - ”ikke for livet” (menneskelige behov).

Den igangværende kapitalistiske systemkrise og de systematiske angreb på arbejderklassens levestandard, der udspringer derfra, viser behovet for et systemisk alternativ – et socialistisk samfund baseret på menneskelige behov frem for profit. For at koordinere og organisere de forskellige delkampe til en samlet bevægelse, er det nødvendigt med et revolutionært socialistisk parti, der løbende kan forsøge at opsummere og generalisere erfaringerne fra disse kampe. Det er sådan et parti, vi prøver at opbygge i Internationale Socialister.

Hvad kan revolutionære bruge parlamentet til?

Socialismen kan ikke gennemføres via Folketinget, men pladserne derinde kan bruges til at styrke kampen uden for Borgens mure.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

I et kapitalistisk samfund som det danske ligger den virkelige magt ikke i parlamentet, men på store multinationale virksomheders direktionsgange. Derfor er ”den parlamentariske vej til socialismen” en illusion. Men socialister kan udnytte den medieadgang, taburetterne i Folketinget, byråd og regionsråd giver, til at inspirere til udenomsparlamentariske protester.

Det gælder selv i parlamenter, som ikke er baserede på almindelige demokratiske valg. Det viste f.eks. Lenin og det russiske bolsjevikparti i zar-tidens Duma, hvorfra de agiterede for strejker, demonstrationer osv. Når revolutionære taler i parlamentet er det derfor ikke for at overbevise de andre politikere, men er med Rosa Luxemburgs ord en ”tale gennem vinduet”, dvs. til befolkningen.

Støtte de folkelige protester 
Et klassisk eksempel på, hvordan man gør det, gav den tyske socialist Karl Liebknecht under 1. verdenskrig, hvor han ved at stemme imod militærbevillingerne og tordne imod den imperialistiske krig, satte krigsmodstanden på dagsordenen. Derfor kan et parti som Enhedslisten også under de langt lettere forhold i dag bruge den parlamentariske platform på lignende vis. Det er desværre langt fra det, Enhedslistens parlamentarikere gør.

F.eks. tog Enhedslistens folketingsgruppe med Johanne Schmidt-Nielsen i spidsen afstand fra protesterne 1. maj, hvor titusindvis af mennesker – f.eks. op imod 30.000 alene i Aarhus – viste deres utilfredshed med regeringen. Og så endda en så mild protestform som at buhe og pibe af talerne fra regeringen. I stedet burde man selvfølgelig have opfordret til at organisere og udbygge protesterne.

Forhandlingsløsninger eller kamp?
Faktisk er det yderst sjældent, at Johanne Schmidt Nielsen & Co. overhovedet taler om nødvendigheden af at opbygge folkelig modstand uden for Christiansborg. I stedet udtrykker de tiltro til, at regeringens nedskæringer kan fjernes ved at vise ”forhandlingsvillighed” og ”kompromisvilje”. Men det virker demobiliserende i forhold til at skabe bevægelse på gader, arbejdspladser og uddannelsessteder. For hvis forringelserne kan fjernes blot ved, at nogle politikere forhandler, hvorfor er det så nødvendigt, at folk går på gaden og protesterer?

Betoningen af rene forhandlingsløsninger sås også under forårets lærer-lockout, hvor Enhedslistens topfolk, i stedet for f.eks. at opfordre til sympati-konflikter, nøjedes med at opfordre Kommunernes Landsforening til at gå tilbage til forhandlingsbordet. På samme måde var der heller ingen kritik af Danmarks Lærerforenings ledelse, som endda opfordrede til regeringsindgreb og hvis Forsigtig-Per-strategi svigtede lærerne. Heller ikke den øvrige fagtops passivitet var der nogen kritik af.

Ikke den vigtigste kampplads
Revolutionære skal arbejde i parlamentet, fordi det store flertal i befolkningen endnu ikke er overbevist om nødvendigheden af at erstatte det borgerlige demokrati med socialistisk demokrati. Desuden forsvarer vi det nuværende indskrænkede demokrati mod forsøg på at indskrænke det yderligere. Det ændrer dog ikke ved, at vi må vise, hvor begrænset demokratiet er i dag. F.eks. ved at udstille, at regeringens nedskæringskurs først og fremmest skyldes, at man lader sin politik diktere af frygten for reaktionen hos ikke-demokratiske instanser som de finansielle markeder.

Samtidig må vores modstand mod det kapitalistiske system altid fremstå krystalklar – hvorfor man selvfølgelig bør stemme imod den kapitalistiske stats budget i form af finansloven. Enhedslistens folketingsmedlemmer skal naturligvis ikke undlade at forhandle og stemme for eventuelle forbedringer ved delforlig. Men større sejre opnås ikke uden et massivt folkeligt pres. Derfor er det parlamentariske arbejde altid underordnet det udenomsparlamentariske arbejde. De bonede gulve på Christiansborg er aldrig den vigtigste kampplads.

Hvad solidaritet betyder for arbejdsgiverne

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Under den økonomiske krise flyder der fra arbejdsgivernes side en lind strøm af opfordringer til arbejderklassen om at udvise ”solidaritet” ved at acceptere lønnedgang, dårligere arbejdsforhold og forringelse af velfærdsydelserne. Topcheferne og deres virksomheder har dog selv givet en række endog særdeles pædagogiske eksempler på, hvad denne form for ”solidaritet” indebærer for deres eget vedkommende.

F.eks. kunne Dagbladet Politiken i marts måned fortælle, at direktørlønningerne i landets 16 største børsnoterede virksomheder er steget eksplosivt siden den økonomiske krises start. Således var der fra 2008 til 2010 en vækst på 23 %, fra 358 millioner kr. til 440 millioner, i udgifterne til direktørlønningerne. Denne udvikling skal vel at mærke ses på baggrund af andre tal fra Berlingskes Nyhedsmagasin, som viser, at direktionsmedlemmerne fra landets største børsnoterede selskaber har fået en gennemsnitlig lønstigning på intet mindre end 400 % siden 1994.

I den nævnte periode er direktionsmedlemmernes løn steget hele fem gange mere end almindelige lønmodtageres. Som følge deraf scorede direktionsmedlemmerne fra virksomhederne på C20-indekset i gennemsnit 8,9 millioner kroner sidste år. Ved årtusindeskiftet tjente en industriarbejder mellem en ottende- eller niendedel af en af topchef, hvorimod tallet i dag er styrtdykket til omkring en syttendedel.

Øget ulighed og fattigdom
De talrige opfordringer til arbejderklassen om under kapitalismens krise at udvise solidaritet med overklassen bliver sat yderligere i perspektiv af den kendsgerning, at det i høj grad var de rigeste, som blev forgyldt af det økonomiske opsving, der gik forud. Som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd påviste i et notat sidste år, havde de 10 % rigeste i gennemsnit 75.700 kroner mere i disponibel indkomst i 2007 end i 2001, hvorimod indkomsten for de 10 % fattigste i samme periode blot steg med 2.100 kroner.

En anden undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd dokumenterede i juni måned, at antallet af fattige danskere mellem 2002 og 2009 voksede med 55 % til 346.000 personer. I samme periode er antallet af fattige børn steget med 51 %, hvilket betyder 65.000 børn, der lever i fattigdom. På Lolland vokser næsten hver tiende barn, eller 9,4 %, op i fattigdom. Danmark er tilmed blandt de lande i Europa, hvor uligheden øges hurtigst.

To slags solidaritet
En anden måde at aflæse, hvad solidaritet betyder for arbejdsgiverne og deres venner i regeringen, er at se på udviklingen i erhvervslivets betaling af skattekroner til statskassen. Her er der siden 1989 sket en halvering af selskabsskatten, fra 50 % til 25 %. Dette forhindrede dog ikke regeringen i før sommerferien at offentliggøre planer om at sænke selskabsskatten yderligere – nu til blot 20 %. Dertil kommer, at kun hver fjerde virksomhed overhovedet finder det umagen værd at bidrage til statskassent. Således er antallet af virksomheder, der betaler selskabsskat, ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd siden 1998 faldet fra 60 % til 26 %.

For de danske arbejdsgivere betyder solidaritet med andre ord, at de forgylder sig selv og samtidig forventer, at arbejderklassen accepterer mindre lønninger, dårligere arbejdsbetingelser og lavere velfærdsydelser. Man kan således ikke just beskylde arbejdsgiverne for lav klassebevidsthed. Som modsvar må vi sætte arbejderklassens solidaritet, hvor vi står sammen for at forhindre, at regningen for den økonomiske krise, de har skabt, bliver sendt videre til os.

S-SF til tjeneste for erhvervslivet

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Udsigten til snart at kunne overtage regeringsmagten har fået S-SF til at indlede et kraftigt bejleri til erhvervslivet. Politikens økonomiske kommentator Niels Lunde kunne således for nylig afsløre, at de to partier i dybeste hemmelighed har holdt en række møder med erhvervslivets topchefer.

S-SF har her bl.a. mødtes med Allan Søgaard Larsen (Falck), Jeff Gravenhorst (ISS), Peter Torstensen (Symbion), Stine Bosse (Tryg), Thomas Hofman-Bang (NKT), Lars Nørby Johansen (Falck og regeringens vækstforum), Torben Möger Pedersen (Pension Danmark) samt ikke mindst en af verdens største lobbyorganisationer for erhvervslivets interesser, nemlig American Chamber of Commerce, hvor personer som Kim Østrup (IBM), Bill Allen (Mærsk) og Lene Skole (Coloplast) sidder i den danske afdelings bestyrelse.

Derudover har Socialdemokraterne nedsat en erhvervspolitisk arbejdsgruppe bestående af bl.a. Lars Goldschmidt (Dansk Industri), Lars Aagaard (Dansk Energi) og tidligere Danfoss-direktør Hans Kirk. På samme måde har SF arrangeret flere seminarier for erhvervsfolk og opbygget et tæt forhold til Grundfos' bestyrelsesformand Niels Due Jensen. Disse seminarier fulgte i kølvandet på, at mangemillionær og topchef for Novozymes Steen Riisgaard sidste år talte ved SF's landsmøde, efter forinden bl.a. at have skrevet en fælles kronik med Villy Søvndal i Berlingske Tidende.

Endelig hører det med til billedet af S-SF's bånd til erhvervslivet, at Stine Bosse, der i januar forlod Tryg-koncernen mod et gyldent håndtryk på 11 millioner kroner, er blevet nævnt som ministeremne i en kommende centrum-venstre regering, hvilket hun dog selv pt. afviser som uaktuelt.

Ansvarlighed over for hvem? 
Denne hektiske mødeaktivitet skal ses som endnu et led i de to partiers forsøg på at positionere sig som ”ansvarlige” og ”regeringsduelige” partier. I den her sammenhæng betyder det dybest set ”ansvarlige” over for de kapitalistiske investorer, som ikke vil tolerere en regering, der for alvor truer deres interesser, og som i givet fald er klar til at banke en sådan regering på plads, f.eks. ved at indskrænke produktionen, tilbageholde investeringerne, spekulere mod valutaen og iværksætte kapitalflugt.

Et andet helt centralt skridt i SF's forsøg på at fremstå som ”regeringsegnet” har været, at partiet er begyndt at stemme for finansloven, også under borgerlige regeringer, og også selv om det indebærer støtte til NATO og krigen i Afghanistan, ja, endda i tilfælde, hvor partiet selv betegner den pågældende finanslov som ”uansvarlig”. Men som det også fremgår af S-SF's økonomiske plan ”Fair løsning” er der snarere tale om ”ansvarlighed” over for erhvervslivet end over for arbejderklassen.

”Fair løsning” freder således stort set millionærerne og milliardærerne, som har tjent fedt på den nu bristede økonomiske boble, hvorimod planen vil sætte arbejdstiden i vejret for ganske almindelige lønmodtagere, hvilket betyder øget udbytning af dem, der allerede i arbejde og gør det sværere for arbejdsløse at finde beskæftigelse. Det er i samme ”ansvarlige” lys man bør se SF's gruppeformand (og finansministerkandidat) Ole Sohns udtalelser til hhv. Jyllands-Posten og Berlingske Tidende om, at hvis det ikke lykkes en ny centrum-venstre regering at skabe forøget vækst, er S-SF klar med nedskæringer på velfærdsydelserne.

Tankegangen om, at det er venstrefløjens opgave at redde kapitalismen fra sin krise ved at skabe øget vækst går igen i den økonomiske plan, som SF fremlagde i midten af januar. Oprindeligt skulle ”Ny vækst – nye job” have været et fælles udspil mellem de to store oppositionspartier, men Socialdemokraterne har formentlig også kunnet se behovet en selvstændig SF-markering ovenpå balladen om regeringens pointsystem. Socialdemokraterne har da også givet planen sin helhjertede opbakning, lige som en række erhvervsledere, hvilket har udløst hvidglødende raseri hos regeringen.

Kapitalistisk vækstpolitik eller anti-kapitalistisk mobilisering? 
Det grundlægende problem ved SF's vækstplan er, at den ikke løser det profitabilitetsproblem, der siden slutningen af 1960'erne har præget de fleste af verdens avancerede kapitalistiske økonomier i såvel Danmark og resten af Vesteuropa som Japan og USA. Den såkaldte ”finanskrise” udspringer således af, at kapitalisterne, pga. den lave profitabilitet i ”realøkonomien”, har kanaliseret en større andel af deres kapital over i stærkt risikable investeringer i den uproduktive finansielle sektor. Ved at pumpe milliarder og atter milliarder ind i økonomien, har verdens herskende klasser i første omgang forhindret, at krisen er blevet så dyb som i 1930'erne.

Men de har samtidig forhindret en udrensning af de uprofitable virksomheder, hvilket sammen med drastisk lønnedgang, øgning af arbejdstid- og tempo eller demontering af en stor del af velfærdsydelserne er det eneste, der kan genoprette profitabiliteten og og skabe et nyt varigt økonomisk opsving. Samtidig har de nu brugt en stor del af deres økonomiske skyts, hvilket gør verdens regeringer ekstremt sårbare over for en ny finansiel nedsmeltning.

Venstrefløjens opgave er derfor ikke at optræde ”ansvarligt” over kapitalistiske investorers jagt på profit eller det globale kapitalistiske system, der har udløst den nuværende krise. I stedet skal vi kæmpe for politiske krav, der i den aktuelle situation kan skabe mobilisering og løse en række påtrængende behov, f.eks. oprettelse af arbejdspladser, praktikpladser og højere dagpenge. Kun via denne kamp kan vi sætte spørgsmålet om et socialistisk alternativ til kapitalismens profitjagt på dagsordenen.

Undertrykkelse og modstand i Kina

I Kina har undertrykkelse og en kompleks historisk arv hidtil forhindret en forenet arbejderbevægelse i at opstå. Men der er nu tegn på at det er ved at ændre sig.

AF JOHN CHEN OG MICHAEL LIU

Den 27. november blokerede omkring 1.500 arbejdere den vigtigste hovedvej til den sydkinesiske by Dongguan. De arbejder for Alco, et stort Hong Kong-baseret transnationalt selskab, som producerer forbrugerelektronik.

Arbejderne er primært indenlandske migranter fra landområderne, som tjener minimumslønnen, som i Dongguan er cirka 430 kr. om måneden.

De unge arbejdere havde nedlagt arbejdet efter at firmaet – som af arbejdsgivermagasinet Forbes er blevet udråbt til en af Asiens ”bedste” virksomheder – havde gennemført en 75 % stigning på kantinepriserne.

Selvom der på det seneste er sket en opblødning af politiets syn på strejker i et-partistaten, følte ordensmagten sig tvunget til at rykke ind med hunde, stave og skjolde for at fjerne arbejderne fra hovedvejen.

Ledelsen, der blev forskrækket over arbejdernes selvtillid og muligheden for en eskalering – og utvivlsomt var under pres fra nervøse regeringsembedsmænd – gav imidlertid efter og ophævede stigningen i priserne på et måltid mad.

Tusinder af kilometer derfra i Shandong-provinsen, på omtrent samme tid, strejkede hundredvis af oliearbejdere fra Qilu Petro Chemical Corporation for en lønforhøjelse.

Tidligere ansatte i virksomheden, hvis arbejdsliv blev afbrudt af de massefyringer som fulgte en delvis privatisering i 2001, sluttede sig til mange strejkevagter foran virksomhedens hovedkvarter.

De strejkendes lønkrav skal ses på baggrund af stigende inflation og virksomhedens rekordhøje profitter, som især skyldes høje globale oliepriser. Politiet iagttog de strejkende, men skred ikke ind. Arbejderne på Qilu-fabrikken er hovedsageligt lokale folk, som har haft en stolt tradition for at opbygge ”socialisme” siden 1949-revolutionen, og de tjener mellem 625 og 1250 kr. om måneden.

Det Kinas herskere frygter mest er potentialet for enhed mellem disse to halvdele af Kinas hastigt voksende arbejderklasse – migranter fra landområderne og etablerede arbejdere i byerne.

Det ville være tåbeligt at komme med forudsigelser, men der er noget der tyder på at et interessesammenfald rykker længere op på dagsorden i takt med at barriererne for enhed bortfalder under Kinas umættelige trang til fortsat vækst og akkumulation.

En af de store tilbageværende hindringer for enhed er de drakoniske restriktioner på bosættelsesmulighederne. Hukou-systemet (husstands-registrering) binder folk fra landet til deres fødselssted og tillader dem kun at bo i byerne, hvis de er i arbejde og har papirerne i orden.

I det sidste årti har regeringen været tvunget til at lempe disse regler efter pres fra kapitalisterne, der behøver en stor reservehær af arbejdsløse til at holde lønningerne nede.

Samtidig har både erhvervslivet og staten set hukou-systemet som et vigtigt kontrolredskab, som gør det muligt at tvinge militante arbejdere tilbage til landområderne.

I 1990’erne og starten af dette årtusinde havde arbejdsgiverne og direktørerne for de statslige virksomheder, der for nylig var blevet uafhængige, det som blommen i et æg. Op imod 45 millioner arbejdere blev afskediget i byerne og op imod 150 millioner migranter fra landområderne forlod markerne for at lede efter arbejde i byerne.

I takt med at Kina omfavnede den kapitalistiske globalisering skabte statens politik et uimodståeligt klima for investorer og multinationale selskaber.

Dette gjaldt især i de sydlige og østlige kystprovinser, som har stået i spidsen for landets forvandling fra en økonomi, der primært producerer til hjemmemarkedet, til en økonomi der producerer til de globale markeder. Der er ingen retslig beskyttelse af strejkeretten og ingen foreningsfrihed.

Alle fagforeninger må være tilsluttet den Al-kinesiske Fagforeningssammenslutning (ACFTU). Denne organisation var dybt involveret i at lave udkastene til en række love arbejderbeskyttelseslove. Men dens forfatningsmæssige underordning i forhold til Kommunistpartiet forhindrer den i at gøre et seriøst forsøg på at sikre håndhævelsen af disse love.

Partiets ledende rolle i forhold til ACFTU sikrede at sidstnævnte ikke gjorde modstand mod privatiseringer og massefyringer i statssektoren. ACFTU har lagt vægt på at oprette fagforeninger i den private sektor – som ofte ledes af cheferne eller deres stråmænd – i modsætning til at organisere arbejderne på gulvplan på kontorerne og i fabrikkerne.

Dette har gjort ACFTU ude af stand til at udfordre lokale alliancer mellem griske kapitalister og embedsmænd, der har en interesse i at sikre fortsatte investeringer.

Arbejderne har selv ført en energisk, men spredt modstand mod afskedigelserne i statssektoren. Et vendepunkt var de omfattende uroligheder i 2002 – navnlig i de strategisk vigtige oliefelter – efter at olieselskaberne afskedigede arbejdere for at kunne hamle op med den udenlandske konkurrence, som fulgte efter WTO-medlemskabet.

Militærenheder blev sat på standby i den nordøstlige by Daqing da op imod 80.000 arbejdere demonstrerede i mere end ti dage for bedre fyringskompensation.

Deres aktioner blev kopieret i mindre grad i mindst tre andre oliefelter. Men en kombination af undertrykkelse, overtalelse, historiske splittelser og nøje udvalgte lønstigninger forhindrede statssektor-arbejdere fra forskellige områder i at slutte sig sammen.

I de sjældne tilfælde hvor det skete, frembragte det en voldsom reaktion fra myndigheder, som uddelte arrestationer og fængselsstraffe til arbejdernes ledere.

Omvendt har migrantarbejdernes kampe i eksportzonerne og boom-byerne været handikappet af drakoniske chefer, autoritære embedsmænd, interne splittelser og manglende erfaring med fabrikssystemet.

Lovende tegn

I de seneste år er de forhold, som har bidraget til at forhindre fremkomsten af en arbejderbevægelse, imidlertid blevet fortrængt af et langt mere lovende scenario.

I 2004 begyndte der at opstå mangel på arbejdskraft – et passende vidnesbyrd om kapitalismens manglende evne til at skabe virkelige fremskridt i et land med en gennemsnitlig national arbejdsløshedsprocent på otte procent.

Der blev mangel på faglært og erfarne arbejdere efterhånden som Yangtze-floddeltaet og regeringens urbaniseringspolitik begyndte at trække arbejderne væk fra de traditionelle magnetområder i Fuijan- og Guandong-provinserne.

Dette har tvunget cheferne til at forbedre forholdene og lokalregeringerne til at hæve niveauet på minimumslønnen, samtidig med at NGO’er, der arbejder med at forbedre arbejdsforholdene melder om en generel stigning i bevidstheden om rettigheder blandt migrantarbejderne.

Faglærte arbejdere og værkførere har spillet en afgørende rolle. De har brugt deres erfaring og favorable markedsposition til at tilkæmpe sig indrømmelser fra arbejdsgiverne ved at organisere strejker og protester.

De privatiserede tidligere statsvirksomheder oplever også, at modstanden fra arbejdere i beskæftigelse, i modsætning til defensive kampe fra allerede fyrede arbejdere, gradvist er ved at genopstå.

Omkring 7.000 tekstilarbejdere opretholdt en 24-timers strejkevagt i seks uger – muligvis den længste kendte strejke i Kinas historie siden 1949-revolutionen – uden for Xianyang Huarun-fabrikken. De kæmpede imod dårligere nye kontrakter og tab af anciennitet over for vandkanoner og kampklædt politi efter et opkøb fra det Hong Kong-baserede fastlandskonglomerat China Ressources.

Siden der blev indført økonomiske reformer i landbrugssektoren i 1978 har Kinas vækst været vedvarende og spektakulær efter enhver standard. Efter at have overhalet USA i 2003 er landet verdens største modtager af udenlandske direkte investeringer.

I 2005 blev Kina verdens tredje største handelsnation og i 2006 nåede bruttonationalproduktet op på 2,2 milliarder dollars, kun overgået af USA, Japan og Tyskland. Men politikken om ”vækst for enhver pris” støder nu på alvorlige forhindringer. 

Den kinesiske borgerrettighedsbevægelse, Weiquan, omfatter nu såvel bønder, der kæmper 
mod voldelige udviklingsprojekter for at bevare deres jord, som strejkende arbejdere, der ønsker at få del i landets vækst.

Denne bevægelse har tvunget den nye ledelse bestående af kommunistpartiets sekretær Hu Jintao og premierminister Wen Jiabao til at ændre regimets retorik fra ”vækst for enhver pris” til opbygningen af et ”harmonisk samfund” baseret på ”videnskabelig udvikling”. 

Denne ændring har ikke inddæmmet den voksende utilfredshed blandt bønderne og arbejderne, der sammenligner deres egen vedvarende forarmelse og hårde arbejdsliv med det spektakulære privatforbrug hos Kinas nouveau riche.

En afgørende fase

Kinas udvikling er på vej ind i en afgørende fase, hvor eksterne og interne faktorer truet med at støde sammen i 2008. Mens partiet forbereder sig på at fremvise sit ”økonomiske mirakel” – grundlæggende set en gradvis og forsigtig gennemføring af neoliberale politikker – ved de olympiske lege i Beijing, skælver den amerikanske økonomi.

I december sprøjtede centralbankerne i Nordamerika og Europa et uhørt beløb på 100 milliarder dollars ind i det finansielle system som led i det analytikere fra BNP Paribas [stor fransk bank, red.] har kaldt ”en drastisk handling for at forhindre kreditmæssige spændinger i at sprede sig til en større del af markederne og blive katalysator for en global økonomisk krise”.

Sådan en krise vil have alvorlige følger for Kinas eksport-drevne vækst og yderligere underminere den kinesiske regerings bestræbelser på at fremme beskæftigelse og social harmoni.

Som en Beijing-baseret advokat for arbejderbevægelsen for nylig fortalte os: ”Mens der fortsat er vækst kan regeringen sandsynligvis holde en dæmper på protesterne. Men hvis der kommer en recession vil de blive meget vanskeligt at styre.”

Det berygtede ”farvel” til arbejderklassen kort før de store franske strejker i 1968 tjener stadig som en advarsel imod spådomme om klassekampens udvikling. De kinesiske arbejderes voksende vilje til at begrænse deres udbytning repræsenterer imidlertid en central udfordring for den kapitalistiske globaliserings modstandere.

I Kina har åben undertrykkelse kombineret med en kompleks historisk arv forhindret fremkomsten af en forenet arbejderklassebevægelse.

Dette er fortsat de vigtigste barrierer som møder arbejderklassen og de militante aktivister, som potentielt kunne lede den. Uden for Kina, og særligt i lande som Storbritannien, har arbejderne for længst vundet retten til at organisere sig.

Det er vores opgave at vise aktiv solidaritet med vores brødre og søstre i Kina. Det er i vores alles fælles interesse at gøre det.

Oversat og redigeret af Lars Henrik Carlskov fra den britiske ugeavis Socialist Worker 22. december 2007. Læs mere om Kinas nye arbejderbevægelse på China Labour Bulletin (www.china-labour.org.hk/en).

Dræningen af Afrikas rigdomme

Patrick Bond, der er økonom ved KwaZulu Natal University i Sydafrika og forfatter til en række bøger om Afrika, fortæller i dette interview om imperialisme og modstand på det afrikanske kontinent i dag.

Hvad er dynamikken i plyndringen af Afrika?

Lad os begynde med den proces, hvor den nye imperialisme er afhængig af udvindingen af ressourcer til stadig lavere priser.

Vi befinder os i en meget forvirret periode, for siden 2002 er varepriserne - mineraler, energi, selv salgsafgrøder – steget. Men der er mange mennesker, som vil erklære sig enige, at der er tale om en lille fremgang i en varepriscyklus, som siden 1970’erne har været ude for en dramatisk tilbagegang. Det er i den forstand, at de multinationale selskabers magt, og de afrikanske eliters lydighed over for denne magt, nu har nået enestående højder.

Det er blevet så ekstremt, at selv Verdensbanken har erkendt, at der ikke er noget grundlag for økonomisk udvikling baseret på den nuværende styreforms udvinding af ressourcer. En ret ukendt rapport fra Verdensbanken, Where is the Wealth of Nations?, som blev offentliggjort på dens hjemmeside i 2005, har erkendt denne dræning af rigdom.

For eksempel var Gabons bruttonationalprodukt (BNP) per capita i 2002 på 3370 dollars, hvilket er relativt højt på grund af olierigdommene. Men nettoopsparingen per capita var på minus 1183 dollars. Det er det mest ekstreme tilfælde. Men mønsteret går igen i stort set alle de afrikanske økonomier, der er baseret på udvinding af ressourcer. I øvrigt er de to mest intensive tilfælde, Angola og Den Demokratiske Republik Congo (DRC), ikke engang talt med, fordi de ikke har tilstrækkelige data.

Her kan man se processen med udvinding af Afrikas rigdomme uden geninvesteringer. Dette bliver kombineret med de afrikanske eliters kapitalflugt – samt den ufatteligt høje GINI-koefficient [statistisk redskab til at måle ulighed, red.]. Disse lande er virkelig de værste i verden med hensyn til ulighed, til relativ kapitalflugt og til udvinding af ressourcer uden geninvestering.

I den henseende er Sudan et mere ekstremt tilfælde, men stadig en del af den overordnede proces, hvor den multinationale kapital i stedet for at flyde til Afrika hopper fra det ene mineraludvindingssted til det næste. Det er den måde, hvorpå Afrika er integreret.
Der er to andre faktorer, der skal nævnes. Den ene er den amerikanske imperialisme og den anden er den kinesiske faktor.

Udover den amerikanske imperialisme har vi har også fået en sydafrikansk sub-imperialisme, og USA og Sydafrika opererer – bortset fra nogle få retoriske forskelle i ny og næ – i temmelig stor overensstemmelse om at etablere strukturerne til at dræne Afrika for rigdom. En af disse strukturer er New Partnership for Africa’s Development – NEPAD – hvis filosofi beskrives præcist det amerikanske udenrigsministeriums navnevalg, fordi den udvider det nyliberale projekt.

Den tidligere amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfeld bekendtgjorde i 2005, at der skulle være en ny Afrika-kommando. Indtil for nylig er Afrika blevet afpatruljeret af Middelhavs-kommandoen, Europas sydlige kommando.

Den anden faktor, Kina, er afgørende på grund af det nye handelsregime, der er kommet med Kinas indtræden i WTO. Før i tiden var der en form for minimal fordel i at have fremstillingsvirksomhed i Afrika på grund af den amerikanske lov ved navn Africa Growth and Opportunity Act (AGOA), som tillod nogle få lande, som f.eks. Lesotho, at eksportere nogle få fremstillingsvarer, især beklædningstekstiler, ind i USA.

Det er nu en saga blot, og den store historie er, at praktisk talt hele Afrikas tøj- og tekstilkapacitet bliver tilintetgjort af importvarer. Det gælder også for fodtøj og elektronik i et utal af sektorer. Den kinesiske importbølge har simpelt hen tilintetgjort en stor del af Afrikas kapacitet.

Hvad er den kinesiske regerings politik i Afrika?

Den ser ud til at være et forhold baseret på opportunisme og klientelisme.

I 2005 gav den kinesiske regering et lån på 200 millioner dollars til Zimbabwes regering. Dette skete mere eller mindre præcis et år efter, at Zimbabwe havde afslået et lån på 500 millioner dollars fra den sydafrikanske regering på grund af betingelser, som efter sigende ville kunne give mere plads til opposition og konfrontationer med regimet. Derudover ville det have indebåret en større liberalisering af Zimbabwes økonomi i forhold til Sydafrikas.

Hvad kineserne har gjort, ved vi ikke i detaljer. Men det kan sammenlignes med et andet arrangement, som blev lavet i 2005, hvor Kina kautionerede for Angolas regering, der, selvom den har meget store olieindtægter, havde kraftigt brug for to milliarder dollars.
Angolas regering henvendt sig til Den Internationale Valutafond, og IMF havde et utal af betingelser. Kineserne gav lånet, formodentlig til samme eller næsten samme udlånsrente – jeg har ikke de detaljer – men uden disse betingelser.

Og på samme måde er der i Sudan masser af kinesiske investeringer i infrastrukturen for at støtte olieudvindingen – i omegnen af otte milliarder dollars, har jeg hørt.

I disse tre tilfælde, plus mange flere, hvor vi nu kender detaljerne, ser Kina ud til at udvide sine relationer med undertrykkende afrikanske regimer, og det ser ud til at ske uden nogen indflydelse fra progressive, som på den ene eller den anden måde ønsker at stille betingelser for disse relationer.

For lige at illustrere det: Græsrodsbevægelsen i Zimbabwe opfordrer til intelligente sanktioner mod Robert Mugabe. Sydafrikas forhold til Zimbabwe er også frygteligt vigtigt, fordi så stor del af de materielle ressourcer og den ideologiske støtte til Mugabe-regimet kan findes hos det officielle Sydafrika.

I Zimbabwe forekom der i september en forfærdelig tortur af fagforeningsaktivister, fængslinger af kvindeaktivister og tæv og fortsat undertrykkelse. Det er virkelig vigtigt at forstærke de progressives stemme i Zimbabwe for at få den internationale solidaritet op at køre. Pambazuka, den førende progressive afrikanske hjemmeside, er kommet med en større udgivelse om Kina, Afrika og alternativer fra neden, i stedet for de elitære, klientbaserede systemer, som ser ud til at have fundet fodfæste fra oven.

Hvordan er den politiske situation i Sydafrika?

Efter en meget forvirrende periode gav fagforeningerne, der mødtes på en konference i 2005, igen deres støtte til Jacob Zumas kandidatur i det kommende ledervalg i African National Congress (ANC).

Zuma måtte også undskylde for en ufattelig homofobisk bemærkning, han kom med til en traditionel Zulu-forsamling. Men han blev også noteret for at sige, at hvis han bliver præsident, ville han genudnævne den nyliberale finansminister, Trevor Manuel, og at det går helt fint med den økonomiske politik.

Den måde, som Zuma er blevet omfavnet af COSATU – Congress of South African Trade Unions – og det sydafrikanske kommunistparti (SACP), SACP’s ungdomsforbund og ANC’s ungdomsforbund, giver grund til en vis bekymring. Der er ingen venstrefløjskandidat.

Hvori består Zumas bagland?

Han har et mærkværdigt bagland, som det sydafrikanske kommunistpartis strateg Jeremy Cronin beskriver som dem med noget at klage over. Præsident Thabo Mbeki har optrådt så arrogant og egenrådigt, centraliseret magten, og påtvunget partistrukturen – selv byråd - sine håndplukkede bureaukrater og politikere fra oven. Et omfattende oprør har vundet fodfæste. Selvom ANC stadig er et populært parti, og Mbeki klarer sig overraskende godt i meningsmålingerne, afspejler den faktiske gensidigt ødelæggende dynamik en dyb splittelse.

Zumas bagland er til den største etniske gruppe, zulu-folket, som har haft en etnisk-baseret bekymring for, at deres underudvikling i en af de tre fattigste provinser, KwaZulu Natal, kan have noget at gøre med etnisk frygt. Jeg ved ikke om der er nogen sandhed i det, men den etniske chauvinisme er bestemt i fremgang, fordi Zuma bruger zulu-kortet så meget som muligt.

”One hundred percent Zulu boy” er en af de måder, det er kommet til udtryk som slogan. Det har optrådt på plakater og i nogle etnisk-baserede angreb på ham som zulu i nogle falske e-mails, der cirkulerede i de ledende kredse i ANC i slutningen af 2005.

Det andet, og langt vigtigere, er, at fagforeningernes ledelse – eller i det mindste den største fraktion – støttede op om Zuma. Det skyldes efter min mening til dels frustration over Mbeki og den nyliberale klike omkring ham – især Manuel, finansministeren, og Alec Erwin, minister for offentlige virksomheder.

Disse fagforeningsledere er på fortvivlelsens rand efter, at de har arbejdet for en social kontrakt mellem arbejderbevægelsen og regeringen. Den er ikke blevet opfyldt, eftersom regeringen har brudt praktisk talt alle sine løfter til dem, særligt med hensyn til den økonomiske politik.

Derfor har fagforeningslederne, der også har følge af det meste af kommunistpartiets ledelse – selvom der er nogle vigtige undtagelser – følt, at Zuma udgør en bedre vej til ANC’s ledelse.

Der er altid snak om, at med Zuma som præsident vil der måske være ministerposter, og den såkaldte stige mellem fagforeningerne og regeringen har været et meget stærkt incitament. En række af de øverste fagforeningsledere er gået fra COSATU eller beslægtede organisationer til ministerposter i regeringen.

Dette er altid en faktor – den måde som den tredelte alliance mellem ANC, SACP og COSATU reproducerer sin egen ledelsesmæssige og politiske elite uden, at der nødvendig er nogen ideologisk ramme. Zuma udgør en bedre rute for den proces end nogen, der er tættere på Mbeki.

Der er en sidste faktor, som er en ægte følelse af, at Zuma blev gjort fortræd [ved at blive tiltalt for voldtægt], og at de statslige organer blev brugt på ulovlig vis til at prøve at knuse ham.

En anden alvorlig beskyldning er, at Zuma fjernede en stor del af presset fra en parlamentarisk undersøgelse af våbenhandel, især fordi han skrev et brev til parlamentet, der lukkede et af parlamentets store undersøgelsesorganer.

Det havde angiveligt noget at gøre med en bestikkelse på 70.000 dollars, som Zuma skulle have fået af et fransk våbenfirma, Thint.

Det forlyder, at brevet var forfattet af Mbeki og blot underskrevet af Zuma. Denne våbenhandel, til en værdi af omkring én milliard dollars i angrebsvåben, placerede Sydafrika i en meget stærk sub-imperialistisk position til at foretage alle mulige slags aktiviteter over hele kontinentet.

Denne våbenhandel – som et parlamentsmedlem allerede er blevet sendt i fængsel for – kendetegner også den måde, som Zuma er blevet gjort til syndebuk for et meget bredere fænomen.

Så dette er et meget kringlet tidspunkt, hvor hæderlige mennesker sikkert støtter Zuma af nogle af disse årsager.

Selvom Zuma for nylig blev renset for anklagerne om voldtægt, findes der alle mulige beviser, som tyder på, at det han gjorde var, som Ærkebiskop Desmond Tutu sagde, at udnytte en kvinde han var dobbelt så gammel som – en HIV-positiv kvinde, som han risikerede at smitte igen, og for at beskytte sig selv mod at blive smittet, tog han sig et bad. På den måde er Zuma blevet til grin.

Der en blok i ANC, som bakker kraftigt op om Mbeki. Der er en blok i ANC og blandt fagforeningsfolkene, som bakker kraftigt op om Zuma. Og der er en uafhængig venstrefløj, som væmmes over dem begge. Hvem kender disse blokkes indbyrdes styrkeforhold? Vi kender de første tos, når Mbeki offentliggør sin egen kandidat til at erstatte sig som præsident for ANC og senere, i 2009, som landets præsident.

Hvilke sociale bevægelser er de vigtigste i Afrika i dag?

De fleste af de kampagner, som har en form for progressiv eller antikapitalistisk fokus, har været begrænset til enkelte af den nyliberale trussels projekter eller sektorer. Der er syv eller otte kampe, som er værd at holde øje med.

Der er kampen for adgang til anti-retroviral medicin [lægemiddel der forhindrer HIV-smitten i at udvikle sig yderligere, red.]. AIDS-behandlingsaktivister har brudt medicinalfirmaernes greb om deres patenterede medicin, så der nu findes mere kopimedicin i Afrika, selv om det er noget der må holdes nøje øje med.

En anden vigtig kamp er den mod presset for genmodificering – især fra Monsanto, der 
bruger Sydafrika og Kenya som affyringsrampe for GMO-afgrøder.

En tredje ville være bloddiamant-ofrenes kampe, deriblandt en i Kimberly, Sydafrika, hjemsted for en af de største diamantminer, hvor De Beers [verdens største diamantkoncern, red.] havde hovedkvarter. En anden beslægtet kamp er om diamanter og andre mineraler i Botswana, hvor Basarwa San buskmændene i Kalahari-ørkenen har kæmpet meget indædt mod De Beers og Verdensbanken for at undgå at blive tvangsforflyttet.

Dertil kommer, at Lesothos bønder gør modstand mod store vandkraft-projekter og projekter for omlægning af vandløb. Bujugali-vandkraftdæmningen nær Kampala, Uganda, møder også modstand blandt de lokale. Det er nogle meget effektive kampe, som kæder kampe for de indfødtes rettigheder og jord sammen med bekymringer over de måder vandkraft fortsat bliver fremmet gennem prestigeprojekter for dæmninger, især af Verdensbanken.

Og så har vi de olie- og energi-relaterede kampe i Tchad og Cameroun, som skyldes en stor rørledning, som er blevet bekæmpet af miljøaktivister, indfødte der er blevet fordrevet fra deres jord og menneskerettighedsaktivister, som er bekymret over, at diktaturet i Tchad får adgang til våben på grund af tilstrømningen af ressourcer.

Der har fundet en lille dans sted mellem diktaturet i Tchad og Verdensbanken om korruptionsspørgsmålet, og den endte for nylig med, at Verdensbankens præsident Paul Wolfowitz godkendte den tchadiske regerings misbrug af midler, der stammer fra nye olieindtægter.

På samme måde i Niger-deltatet, hvor den måske mægtigste kamp i Afrika mod kapitalen finder sted – især guerillagruppers skridt med at kidnappe oliearbejdere, hvilket afspejler præcis hvor håbløst og vanskeligt, det er blevet at udføre noget legalt arbejde.

Vi har set, at kvinder har ført an i dette arbejde, og besat olievirksomhedernes anlæg for at opnå miljømæssig retfærdighed og få ressourcerne til at flyde tilbage til Niger-deltaet. Det er ikke lykkedes, så nu er der grupper, som skrider til kidnapning af oliearbejdere – der så vidt jeg kan se får en anstændig behandling og er kommet ud af oplevelsen, i nogle offentligt kendte tilfælde, som tilhængere af aktivisternes krav.

Endelig vil jeg pege på de ghanesiske og sydafrikanske aktivister, der kæmper imod privatisering, især vandprivatisering. Et sydafrikansk firma er involveret i det ghanesiske projekt i hovedstaden Accra, hvilket har ført til højere priser og dårligere service.

I Sydafrika har kampen for vandet nået et punkt, hvor store retslige søgsmål bliver indgivet af venstreorienterede kræfter, som The Anti-Privatization Forum, for at forsøge at forhindre vandmålere med forudbetaling. Det viser i hvilket omfang,varegørelsen breder sig til hvert eneste aspekt af livet – selv luften, med Kyoto-aftalens handel med CO₂.

De sydafrikanske aktivister gør – selvom der er splittelser i bevægelsen undervejs – et storslået arbejde med at gøre opmærksom på alle den slags problemer, som opstår ved privatisering. De fremsætter også en socialistisk strategi med ophævelse af varegørelsen gennem gennationalisering af vand, telekommunikation, elektricitet og sundhedssystemet, og virkelig gøre det langt bedre i stand til at tjene fattige mennesker, som en meget udtalt krav.

Den kortsigtede strategi indebærer, hvad nogen autonomister vil kalde en selvaktivitet bestående af gentilslutning. Efter afbrydninger af elektricitet eller vand har Soweto Electricity Crisis Committee fået hold af blikkenslagere og elektrikere fra townshipsene til ulovligt at slutte det til igen.

I hvor stor udstrækning, at det kan fortsætte, afhænger af disse bevægelsers styrke, som indtil videre er ganske imponerende. Men det der vil ske på længere sigt, er tydeligvis udviklingen af et mere omfattende venstrefløjsprogram.

Forhåbentlig vil det i løbet af de kommende fem år få tilslutning fra fagforeninger, der har brudt med ANC – og måske vil kommunistpartiet slutte sig til dem, i et nyt venstrefløjsparti, et arbejderparti. Men det ligger et par år ude i fremtiden.

Patrick Bonds forfatterskab tæller bøger som Looting Africa: The Economics of Exploitation (2006), Talk Left, Walk Right: South Africa’s Frustrated Global Reform (2004) og Elite Transition: From Apartheid to Neoliberalism in South Africa (2000). Bond blev interviewet af Lee Sustar fra den amerikanske ugeavis Socialist Worker, hvor interviewet blev bragt 19. januar 2007. Oversættelse og noter af Lars Henrik Carlskov.

Immigration og klasse

Den amerikanske økonom Rick Wolff giver her en marxistisk forklaring på forholdet mellem indvandring og kapitalisme.

Migration mellem lande finder sted, hvis og når den ”løser” sociale og især klassemæssige modsætninger indenfor begge lande. Ét sæt af modsætninger skubber mennesker ud af et land på samme måde som et andet sæt af modsætninger i andre lande trækker dem ind. Endelig, mens migration ”løser” nogle sociale modsætninger, afføder og skærper den ligeledes andre.

Nu om dage dumper den kapitalistiske globalisering (f.eks. amerikanske multinationale selskaber, der producerer eksportvarer i Kina) billige varer i lande, hvis hjemlige producenter ikke kan konkurrere med dem. Den indfører globale detailhandelsvirksomheder (f.eks. Wal Mart), der knuser de hjemlige handlende. Endelig skaber globaliseringens opture og nedture pludselige tilstrømninger og udstrømninger af privat kapital, som yderligere destabiliserer nationale økonomier. På disse måder skærper den kapitalistiske globalisering de sociale modsætninger. Migration følger deraf som én måde, hvorpå mennesker og virksomheder forsøger at klare disse modsætninger.

I mange mindre udviklede økonomier har de to vigtigste hjemlige klassestrukturer været under et ekstremt og stigende pres i nogle år. Små selvstændige producenter kan ikke frembringe nok værdi af det, de producerer og sælger, til at sikre deres virksomheds reproduktion. Hjemlige kapitalistiske virksomheder er sjældent i stand til at konkurrere med de multinationale selskaber, når de sidstnævnte invaderer deres markeder, konkurrerer med dem om tilførsel af råmaterialer, redskaber og udstyr samt presser deres adgang til kredit. De kapitalistiske klassestrukturer – de indtrængende multinationale selskaber og de overlevende hjemlige kapitalister – skaber sjældent nok nye arbejdspladser til at absorbere de menneskemasser, der bliver gjort arbejdsløse af de multinationale selskabers invasion. Når desperate bønder udvandrer til storby- og industriområder internt i landet, får de ikke kun den allerede høje arbejdsløshed som findes der, til at svulme op; de opdager også hurtigt de to mulige ”løsninger”, der er på denne arbejdsløshed.

Én gruppes løsning er at træde ind i den omfattende, fattige og usikre ”uformelle sektor” (en ustabil blanding af legale og illegale småproducenter, der sælger varer og tjenesteydelser til meget lave priser og med meget små fortjenester). Skikkene i denne overbefolkede sektor adskiller sig ofte radikalt fra alt dette, denne gruppe kendte og troede på før deres klasse blev opløst af eller underlagt de invaderende multinationale selskaber. Over hele kloden bliver menneskemasserne i stort omfang traumatiserede under deres gennemgang til de uformelle sektorer. Rodfæstede konventioner om arbejde, påklædning, familieliv, seksuel aktivitet, slægtskab, religiøs aktivitet osv. bryder hurtigt og grundigt sammen. En anden gruppes løsning er emigration – enten i stedet for at træde ind i den uformelle sektor eller efter at have oplevet det.

Det er vigtigt at bemærke, at det ikke er fattigdom, der skaber emigration. Fattigdom har været normen i mange dele af verden i lange tidsrum uden at fremkalde emigration. Emigration er sædvanligvis resultatet af samspillet mellem eksterne og interne betingelser, der opløser dybe produktionsstrukturer og mønstre for det sociale liv i almindelighed. De nyeste bølger af emigration er ingen undtagelse. Katalysatoren var opløsningen af klassestrukturerne for de selvbeskæftigede og mindre kapitalistiske producenter i Den tredje verden. Faktisk støttede de få tredjeverdenskapitalister, der havde økonomisk fremgang – sædvanligvis ved at finde en måde at tjene og dermed overleve de multinationales invasion – også (åbenlyst eller skjult) masseemigration. Deres samfund var ved at blive polariseret til en ”moderne” sektor (de relativt få succesfulde kapitalister og deres vedhæng blandt akademikerne, statslige embedsmænd og arbejdere, forhandlere af eksklusive detailvarer samt diverse leverandører af personlig service) og den ”uformelle” sektor. Det politiske problem overalt var og er, hvordan man styrer og inddæmmer den potentielle eksplosion fra masserne af traumatiserede interne migranter, der lever under ekstremt usikre forhold. De udgjorde et skræmmende spektrum af potentiel politisk opposition til de ”moderniserende” klasser. Hvor meget bedre ville det ikke være at få dem til at forlade landet og måske sende penge tilbage til de desperate slægtninge, der bliver efterladt!

Udsigten til masseemigration forekom modernisatorerne at være den bedste tilgængelige løsning på problemet med deres ”uformelle sektorer”. De ville ikke påtage sig (og i langt mindre grad betale for) beskæftigelsesprogrammer i massiv målestok finansieret, f.eks., ved skatter på hjemlige eller multinationale kapitalister eller en indenlandsk omfordeling af rigdom og indkomster. De turde ikke tage nogle indenrigspolitisk skridt, der kunne risikere at vække fjendskab fra den multinationale ”blok” bestående af virksomheder og de internationale organisationer, som de eller deres hjemlige regering kontrollerede. Sådan et fjendskab kunne føre til kapitalflugt, valutasammenbrud og at der dermed bliver fremkaldt yderligere sociale uro. De overvejede heller ikke muligheden af at tage en konfrontation med den multinationale blok ved en koordination mellem mange tredjeverdensøkonomier (som den, der kæmper for at komme til live i Latinamerika). Således fandt lederne af mange tredjeverdensregeringer, sammen med deres støtter i virksomhederne, måder hvorpå de kunne fremskynde masseemigration.

På samme tid har også globaliseringens anden side – de rige industrielle kapitalistiske økonomier (RIKØ’er) – også oplevet klassemodsætninger og kriser. Global konkurrence driver alle kapitalister i RIKØ’erne til at sænke varepriserne uden at reducere profitten. Et centralt middel i dette indebærer at flytte jobs til billigere arbejdere i udlandet (outsourcing, kapitaleksport etc.). Et andet indebærer at flytte billigere arbejdere, via immigration, til jobs indenfor RIKØ’erne. Således har amerikanske industrier såsom landbrug, byggebranchen, turisme, restauranter og hotel samt hospitaler – alle sammen industrier der ikke let kan outsources – længe rekrutteret og støttet immigration af lavtlønnede arbejdere, legalt eller illegalt. Immigration ”løser” deres konkurrencemæssige problemer.

Imidlertid fremkalder løsningen af et problem et andet. Masseindvandring af lavtlønnede arbejdere har alle mulige former for modsætningsfyldte effekter på værtslandet. De ressourcer, der er tilgængelige for (især lokale) regeringer og efterspørgslen efter offentlige serviceydelser ændrer sig, ofte på måder, der fremkalder konflikter mellem de nye immigranter og deres ikke-immigrant naboer. Konflikter følger også når immigranter hæver og sænker forskellige løn- og prisniveauer, ændrer bosættelsesmønstre og boligforhold, øger profitterne for nogle virksomheder og formindsker andres, ændrer partiernes medlemssammensætning og politik, og ændrer sammensætningen af religiøse institutioner og praksisser, der hvor de bosætter sig.

De amerikanske virksomheder, der rekrutterer og ansætter immigranter, har ikke noget ansvar for at finansiere og dermed lette deres integration i lokalsamfund. Byrden falder dermed over på regeringen på et tidspunkt, hvor de statslige ressourcer – især i USA – allerede er udnyttede til det yderste og genstand for betydelige sociale konflikter. Immigranter og immigration bliver fanget i en skærpet hjemlig konflikt, ofte som syndebukke i et land, der har en lang historisk tradition for at forskyde klassemæssige konflikter til anti-immigrant agitation samt racemæssige, etniske og religiøse spændinger. I dag er immigranter, ligesom dem der kom før dem, udsat for alle mulige former for diskrimination.

I dag, som i fortiden, er spørgsmålet politisk. Vil immigranter og ikke-immigranter forsøge at løse deres økonomiske og sociale problemer ved at bekæmpe hinanden eller vil de forene sig for at lede efter andre løsninger? Vil den socialpolitikken i deres nye lande sørge for, at både immigranter og indfødte får jobs, boliger og skoler af en kvalitet, der kan lette deres integration samtidig med, at den minimerer diskriminationen mod dem? Vil disse indenrigspolitikker blive finansieret af midler, der primært er hentet fra den virksomhedsprofit, som er blevet fed af billig immigrantarbejdskraft? Vil de ledende landes udenrigspolitik lade immigranternes oprindelsesland sørge for anstændige økonomiske muligheder for deres folk, så emigration bliver et reelt valg frem for en desperat sidste udvej? Det er svært at se sådanne forandringer fremkomme så længe, at kapitalismens klassestrukturer og imperativer har overherredømmet i økonomierne i begge ender af migranternes rejse.

Det som immigranterne og de indfødt således har mest brug for – og som derfor måske kan være et grundlag for strategisk enhed – er en forandring i klassestrukturerne i begge ender. At sige, at sådan en strategi ikke er ”realistisk” ser bort fra den kendsgerning, at 200 år med kapitalisme som den hegemoniske klassestruktur og utallige ”realistiske immigrationsreformer” ikke grundlæggende har ændret den moderne migration. Den fortsætter med at være skueplads for masselidelse, sociale og personlige traumer, grotesk uretfærdighed og smertelige kampe, der sætter immigranter op mod ikke-immigranter, mens de kapitalister, som immigrationen er til fordel for, fortsætter med at profitere på den.

Rick Wolff er professor i økonomi ved University of Massachusetts i Armherst. Oversat af Lars Henrik Carlskov fra internet-tidsskriftet MRZine (www.monthlyreview.org/mrzine) 10. maj 2006. Bragt i Tidsskriftet Solidaritet, nr. 5, 2006.

Forståelsen af imperialismen - dengang og nu

AF DAVID MCNALLY

Det er i dag banalt, at vi er trådt ind i en ny imperialistisk epoke. Fremkomsten af komplekse globale pengemarkeder, mere og mere integrerede globale produktionssystemer, militant neoliberale politikker påtvunget af institutioner som Verdensbanken og Den Internationale Valutafond samt den amerikanske stats krigeriske militarisme – alt dette bliver opfattet som nye kendetegn ved det kapitalistiske imperium.

For nogen på den radikale venstrefløj har den nye imperialisme ansporet til en tilbagevenden til de analyser, der blev udviklet af store skikkelser på den internationale venstrefløj på 1. verdenskrigs tid. Det er let af forstå hvorfor. I den periode fremkom der en række pionerarbejder om imperialismen, først og fremmest Rosa Luxemburgs Kapitalens akkumulation (1910), Nikolaj Bukharins Imperialismen og verdensøkonomien (1915) og V.I. Lenins Imperialismen som kapitalismens højeste stadium (1917).[1] På trods af deres forskelle havde disse værker en række virkelige styrker til fælles.

For det første forsøgte teoretikerne hver især at kæde de store europæiske nationalstaters ekspansion (ledsaget af USA’s og Japans) sammen med kapitalakkumulationsprocessen. Ved at gøre det, erkendte de, at deres tids imperialisme var mere end en politisk taktik; i stedet beskrev de den som direkte forbundet med strategier for kapitalistisk akkumulation. For det andet, ved at lave denne sammenkædning pegede de på 1. verdenskrig (eller i Luxemburgs tilfælde driften mod denne krig) som en af natur kapitalistisk konflikt, det blodige, rædselsvækkende udtryk for kapitalistisk rivalisering på verdensplan. I stedet for at skildre krigen som et historisk uheld, forklarede disse marxistiske forfattere den som en ekstrem form for kapitalistisk konkurrence. Handelskrige, påpegede de, bliver når alt kommer til alt løst gennem krige med krudt og kugler. I sidste instans, fremførte Bukharin, bliver økonomiske konflikter afgjort ”med våbenmagt... den militære teknik får det sidste ord”. Endelig, som følge af disse analyser udmærkede alle tre revolutionære skribenter sig med kraftige antikrigs-svar på den verdensomspændende militære brand. På en tid, hvor den europæiske socialismes store partier sluttede op om deres regeringers krigspolitik – og dermed forrådte en mangeårig forpligtelse til enhed i den internationale arbejderklasse - reddede disse revolutionære teoretikere, sammen med antikrigs-venstrefløjens aktivister, den internationale socialismes ære.

På trods af alle disse fortjenester, var der ikke desto mindre reelle begrænsninger ved disse teorier – begrænsninger som bliver et særligt stort handicap i vore dage.

Først og fremmest havde de analyser af kapitalakkumulationen, som de fremsatte, betydelige mangler. F.eks. mente Rosa Luxemburg, at imperialismen var baseret på jagten på nye markeder udenfor den kapitalistiske verden. Uden nye eksterne markeder for varer ville kapitalismen bryde sammen på grund af kronisk overproduktion, hævdede hun. For det første er der ikke meget der tyder på, at de nyligt koloniserede territorier udgjorde vigtige eksportmarkeder – hvordan kunne de det i betragtning af de koloniserede folks fattigdom? – men Luxemburg forstod ikke kapitalismens evne til såvel intensiv som ekstensiv vækst. Kort fortalt skaber kapitalismen regelmæssigt nye markeder for både forbrugs- og kapitalvarer indenfor den såkaldte ”udviklede verden” – hvad enten det er for fastfood eller computere. Selv om det er en fordel at finde markeder for både intensiv og ekstensiv vækst, ville det ikke give dødsstødet til kapitalismen, hvis det sidstnævnte forsvandt.

Også Lenins analyse led af reelle fejl. Han argumenterede eksempelvis for, at det centrale i kolonialismen var eksporten af overskydende kapital til kolonierne – kapital der ikke kunne finde noget profitabelt afsætningssted i hjemlandet. Imidlertid viste de selv samme tabeller, som han fremlagde i sin lille bog, ikke noget i den retning; i stedet vidnede de om, at størstedelen af kapitaleksporten gik fra et rigt kapitalistisk land til et andet – som den fortsætter med at gøre det i dag. Hvad angår Bukharin, tog han en historisk set særegen integration mellem kapitalen og nationalstaten i starten af det 20. århundrede og blæste den op til en iboende tendens ved den kapitalistiske udvikling, idet han argumenterede for, at kapitalen og staten smelter sammen med tiden. Imidlertid er forholdet mellem stat og kapital, som de den seneste tids bølger af privatisering og deregulering indicerer, langt mere flydende og foranderligt.

Men den største mangel ved disse imperialismeteorier er måske, at de så stormagternes besættelse af territorium som et nødvendigt træk ved den globale kapitalisme. Det er let at forstå hvorfor. Fra omkring 1875 og frem tog de herskende magter del i et utroligt kapløb om koloniale territorier. I løbet af de næste 40 år føjede Storbritannien 6,5 mio. km² til sit imperium, Frankrig 5,6 mio., og Tyskland, Italien og Belgien omkring 1,6 mio. hver. I verdenssystemet var magt på den tid i høj grad afhængig af kontrol over territorier – og disses indhold af jord, ressourcer, markeder og arbejdskraft. Som følge deraf blev krig mod andre kapitalistiske stater en velovervejet strategi til at samle sig større magt indenfor det globale system – en strategi, der især var attraktiv for Tyskland og Japan, stormagter i svøb, der ikke havde været i stand til at udvikle koloniimperier af betydning. Under disse omstændigheder, hvor de kapitalistiske nationalstaters magt var forbundet med territoriale erobringer, er det forståeligt, at Luxemburg, Lenin og Bukharin så territorialkrige mellem stormagter som et grundlæggende træk ved verdenskapitalismen. Lenin beskrev endda sådanne krige som ”fuldstændig uundgåelige”. Da første verdenskrig 20 år efter blev fulgt af en anden, virkede det som en bekræftelse af deres vurdering. Mens mange marxister således så verdenskapitalismens ekspansion som afhængig af en territorial ekspansion, der konstant fremkaldte inter-imperialistiske krige, udviklede historien sig imidlertid på uventet vis.

Den afgørende ændring skete efter 2. verdenskrig. Ikke bare blev praktisk talt hele den koloniserede verden – mod forventning – afkoloniseret i løbet af de næste 30 år – men kontrol over verden blev i stigende grad baseret på markedsmæssig magt, ikke territoriale erobringer. Afgørende var her fremkomsten af det multinationale selskab (MNC)[2], som gjorde kapitalisterne i de rige lande i stand til at bruge billig arbejdskraft og råstoffer fra den tredje verden som led i integrerede produktionsprocesser. Dette gjorde det muligt for det vestlige forretningsliv at udbytte folkeslag i det globale Syd uden at pådrage sig alle de omkostninger og risici, der var forbundet med at kolonisere deres territorium. Det samme gælder for den nyere eksplosion i långivning og gæld på verdensplan, som tømmer rigdom fra Syd til de finansielle institution i Nord: disse former for tilegnelse af overskud kan også udføres med overvejende økonomiske midler. Og efterhånden som territoriale erobringer er gået tilbage som konkurrenceform mellem kapitalister, er det samme også sket med inter-imperialistiske krige. Efter en periode, hvor stormagterne udkæmpede to verdenskrige indenfor et tidsrum på 30 år (1914-45), er vi nu gået igennem 60 år uden en eneste.

Det her skal selvfølgelig ikke forstås som en påstand om, at krig som sådan er forsvundet. Men krigens omdrejningspunkt er skiftet til slag mellem de imperiale stater og de folkeslag i det globale Syd, der ikke adlyder imperiets befalinger. Vietnam er det åbenlyse eksempel her. Men det samme gælder, på trods af alle de lokale forskelle, for den amerikanske krigsmaskines eventyr i Afghanistan og Irak.

Det er imidlertid afgørende at erkende, at disse krige ikke er om territorial kontrol. Den amerikanske imperialisme håber helt sikkert på at kunne udbytte det globale Syd. Men den foretrækker at gøre det med økonomiske midler, uden at blive pålagt de politiske og militære omkostninger ved neo-kolonial administration og besættelse. Den vil så afgjort intervenere militært. Men hvis den ikke gør det med den hensigt at besætte, hvad driver så vor tids imperialistiske militærinterventioner?

Kapitalens imperium
Det mest kraftfulde og stimulerende svar på dette spørgsmål er kommet fra Ellen Meiksins Wood i hendes nylige bog Empire of Capital (Verso, 2003). I en overdådig historisk analyse argumenterer Wood for, at den non-territoriale form for imperialisme, vi ser i dag, sandsynligvis er den mest typiske kapitalistiske slags. Kapitalistisk udbytning beror jo grundlæggende på økonomisk magt, som er organiseret gennem markeder, påpeger hun. I modsætning til feudalherrerne, hvis evne til at udvinde merværdi var afhængig af politiske privilegier (som gav dem jord, fæsteafgifter og kontrol over domstolene i lenet) sammen med et monopol på militærmagten, behøver kapitalisterne ikke sidde i regering, sidde på domstolene eller bære våben for at kunne udbytte lønarbejde. De opnår i overvejende grad det sidstnævnte med rene økonomiske midler: besiddelsen af ejendom og markedsmæssig magt. Naturligvis tilkalder de lovgiverne, politiet, domstolene og militæret fra tid til en anden for at opretholde deres økonomiske herredømme, men den daglige udbytningsproces kræver ikke magtanvendelse eller indgriben fra domstolene.

En rendyrket kapitalistisk imperialisme kan forventes at fungere på samme måde – ved at bruge ejendomsrettigheder og markedsmæssig magt til at akkumulere merværdi, mens den skyr tanken om politisk administration eller militær kontrol over erobrede territorier.

Men betyder det, at kapitalismen ikke behøver at bekymre sig om territoriale forhold, at den blot kan ignorere de faktiske globale rum og steder, hvor udbytningen og akkumulationen finder sted? Overhovedet ikke. Over for trendy, men overfladiske teorier om nationalstatens forsvinden fastholder Wood, at den globale kapitalisme er mere og mere afhængig af et territorial-baseret nationalstatssystem. I stedet for at opløse staten eller stræbe efter den usandsynlige mulighed for en forenet verdensstat, er den globale kapital godt tilfreds med at forbinde sig med lokale nationalstater, som udøver suverænitet over adskilte territorier. Faktisk er den internationale kapital afhængig af sådan et netværk af stater til at håndhæve ejendomsrettigheder, stabilisere pengeoverførsler, sikre arbejderkraftens underordning, inddæmme social uro og så videre. ”Selve essensen af globaliseringen”, skriver hun, ”er en global økonomi administreret af et utal af stater og lokale former for suverænitet, som er struktureret i et komplekst forhold af dominans og underordning” (s. 141). Om noget, hævder Wood, er det nationalstatslige system mere uundværligt for kapitalen end nogensinde før, eftersom det, og kun det, tilvejebringer de lokale forudsætninger for akkumulation.

Hvad så med krig? Her har Wood igen en anderledes forklaring. Hun hævder på ingen måde, at krige forsvinder i den nye form for kapitalistisk imperium. Hun lader dog forstå, at krige mellem de økonomisk-dominerende nationalstater ikke længere har den uundgåelighed, som Lenin og andre tillagde dem. På samme tid bliver krig som sådan allestedsnærværende på grund af det altid uafsluttede arbejde med at føre politiopsyn i en virkelig global kapitalisme. Eftersom folkelige protester, regionale konflikter og nationalistiske oprør alle kan skabe forhold, der er fjendtlige overfor den imperiale magt, kan den globaliserede kapital ikke altid regne med, at lokale stater kan sikre alle betingelserne for stabil akkumulation. Som følge heraf har de dominerende aktører behov for at sende et afskrækkende budskab ud til alle – særligt de af verdens regioner, der er mest fjendtlige overfor vestlig kapitals og staters magt – at modstand mod de globale kapitalistiske markeders herredømme ikke vil blive tolereret. De har brug for at demonstrere, at den imperiale magt, først og fremmest den amerikanske stat, vil intervenere overalt, til enhver tid. I virkeligheden er det præcis den linie, som George W. Bush lagde i sin berygtede tale efter 11. september, hvor han hævdede, at 40 % af jordens lande kan være på Amerikas likvideringsliste. Amerikanske embedsmænd, der uddybede Bush’s doktrin, erklærede, at den amerikanske stat var trådt ind i en permanent krig ”uden hverken tidsmæssige eller geografiske begrænsninger”.

Og det er præcis, hvad vi bør forvente os af den nye fase af kapitalistisk globalisering, hævder Wood. Frem for at beherske specifikke dele af kloden, handler imperialismen i dag om at føre politiopsyn med hele det globale rum for kapitalistisk akkumulation. ”Den nye imperialisme”, skriver hun, ”stræber ikke efter territorial ekspansion eller fysisk herredømme over handelsruter”. I stedet ”kræver grænseløs herredømme over en global økonomi, og de utallige stater der administrerer den, militær aktion uden ende, formål eller tid” (s. 144). Følgen er en endeløs knopskydning af krige og besættelser, hvis fokus skifter henover tid og rum.

Woods analyse er særligt overbevisende i sin forståelse af den unikke dynamik ved en imperialisme, som overvejende er baseret på ejendom og markedsmæssig magt, frem for direkte kontrol over territorier. Og mens den hævder, at militære rivaliseringer mellem de dominerende magter vil være mindre voldsomme end i løbet af første halvdel af det 20. århundrede, opklarer hendes diskussion nogle af de særlige træk ved de doktriner for krig og militær magt, som kendetegner den amerikanske stat i globaliseringens tidsalder.

Den nye imperialisme
Nogenlunde samtidig med, at Wood udgav Empire of Capital, udsendte den ansete marxistiske geograf David Harvey The New Imperialism (Oxford University Press, 2003). Ved at tage sit udgangspunkt et lidt andet sted end Wood gør, identificerer Harvey to særlige drivkræfter, der er på spil i imperialismen: et økonomisk imperativ (om at akkumulere kapital) og et territorialt imperativ (om at kontrollere rum på en måde, der forøger kapitalens rentabilitet). Harvey påpeger korrekt, at disse to logikker, som han kalder dem, ofte eksisterer i et modsætningsfyldt forhold til hinanden. Omkostningerne ved at følge det territoriale imperativ kan jo godt blive ”ineffektive” ud fra en ren økonomisk målestok (som det kan siges at være tilfældet med den stadig stigende pris på den amerikanske besættelse af Irak). Desuden lader hans analyse klart forstå, at der kan være globale asymmetrier i udøvelsen af disse to former for imperial magt, hvor nogle nationalstater operer mere som økonomiske end territoriale imperialister og vice versa.

Harvey er imidlertid mindre klar, når det kommer den forskel mellem direkte territorial kontrol og markedsbaseret herredømme, som spiller en central rolle i Woods forklaring. Hans analyse synes til tider at hælde imod den opfattelse af territorial ekspansion, som spillede en fremtrædende rolle i Lenins, Luxemburgs og Bukharins analyser. Groft sagt synes Harvey ofte udelukkende at opfatte det territoriale imperativ som besættelse, frem for en udvidelse af de kapitalistiske markeders og ejendomsrettighedernes herredømme.

Det måske mest særegne træk ved Harvey bidrag, er den vægt han lægger på akkumulation via berøvelse[3] som et centralt aspekt ved den nye imperialisme. Idet han minder os om, at kapitalismen opstod ved at berøve bønder deres land (hvilket tvang dem ind på arbejdsmarkedet), påpeger han, at lignende processer finder sted i dag. Mens de klassiske former for berøvelse accelererer (med millioner i Asien, Afrika og Latinamerika, der opgiver livet på landet), gælder det samme for andre former, der er forbundet med privatiseringen af tidligere offentlige værdier og patenteringen af livsformer, især planter og frø. Alle den slags operationer tager ejendom fra det offentlige domæne og overfører den til private ejere.

Centralt for Harveys analyse er også forestillingen om, at spændinger og rivalisering mellem kapitalistiske stormagter (inklusive opkommende af slagsen såsom Kina) spiller en fremtrædende rolle i den nye imperialismes epoke. Selvom han ikke hævder, at disse vil føre til inter-imperialistiske krige, ser han så afgjort dagens imperialisme som hærget af konflikter med rod i konkurrencen om markeder og profitter.

Her kommer Harveys analyse op imod de argumenter, der er blevet udviklet i de senere år i Socialist Register[4] af Leo Panitch og Sam Gindin, hvis arbejde kan siges at indeholde det tredje markante perspektiv på imperialismen blandt engelskskrivende marxister i dag.

Den måske største styrke ved Panitchs og Gindins standpunkt har været deres kritik af sterile gentagelser af Lenins og Bukharins imperialismeteori som om den udgør en fyldestgørende guide til den verden, vi lever i i dag. Deres standpunkt insisterer også korrekt på det gensidige forhold mellem den globale kapital og nationalstaten. Dertil kommer, at deres perspektiv nøje har fulgt særlige institutionelle former for den nye imperialisme, idet de har kortlagt den afgørende rolle, som den amerikanske forbundsbank i særdeleshed har spillet som den institution, der både fører opsyn med systemets finansielle arkitektur og bevarer dollarens hegemoni som verdensvaluta.

Der, hvor deres argumentation er knap så overbevisende, er, vil jeg mene, ved næsten helt at afviser tanken om, at fjendtligheder mellem de herskende kapitalistiske nationalstater former den verden, vi lever i i dag. Panitch og Gindin har en tilbøjelighed til at betegne den amerikanske stat – og kun den – som imperialistisk. Resten af verden, inklusiv Europa, Canada, Japan osv., bliver betragtet som fuldstændig underlagt USA. Når det er værst, nærmer det sig at tage 1960’ernes og 1970’ernes afhængighedstese – som sagde at Den tredje verden var i et afhængighedsforhold til Nord – og udvide den til alle lande på nær USA. Ved at bevæge sig i denne retning, er deres opfattelse imidlertid sårbar over for den samme kritik, der blev rejst mod afhængighedsteorierne for at ignorere klasseformationer og klassekampe internt i Den tredje verden og for at underdrive de vigtige forskelle indenfor det globale system mellem f.eks. Brasilien, i dag verdens 10. største økonomi, og Mali.

Panitchs og Gindins analyse er også på kant med den skelnen mellem imperialismens økonomiske og territoriale logikker, som Harvey fremfører. Det er uden tvivl korrekt, at den amerikanske stat klart er den dominerende militære og territoriale magt – og at det har enorme følger for begivenheder på verdensplan. Men deraf følger ikke, at andre regionale kapitaler opererer udenfor imperialismens økonomiske logik. For brugen af ejendomsrettigheder og markedsmæssig magt til at udbytte arbejde, tilegne sig ressourcer og manipulere markeder er ikke enestående for den amerikanske kapitalisme. Kapitaler i mange af de rigeste lande følger – med støtte fra staten i deres hjemland – lignende akkumulationsstrategier. Det er rigtigt, at disse kapitaler ofte forventer, at den amerikanske stat vil fungere som den globale kapitals vagthund i sidste instans. Men det betyder ikke, at f.eks. Boeings og Airbus’ interesser er identiske – som de amerikansk-europæiske handelsstridigheder om disse virksomheders metoder vidner om.

Ved at nedtone forskellen mellem imperialismens økonomiske og territoriale logikker, har Panitch og Gindin en tendens at afvise tanken om, at andre stormagter – såsom Europa, Japan og Canada – kan optræde i overensstemmelse med det imperiale mønster i deres relationer med underordnede lande. Alligevel er der, for at tage Canada som eksempel, i øjeblikket betydelige protester i Syd mod canadisk-baserede mineselskaber. Folkelige bevægelser i Mexico, Guatemala og utallige afrikanske lande vender sig mod disse canadiske multinationale på grund af deres aggressive, neo-koloniale metoder. Det er svært at se, hvorfor sådanne virksomheder (og den stat der bakker dem op) ikke bør betegnes som imperialistiske. Og det samme gælder for den europæiske og japanske kapitals operationer i Syd.

Til tider antyder Panitchs og Gindins analyse imidlertid, at der er noget anti-imperialistisk (fordi de er anti-amerikanske) over lande som Canada, Japan, selv Frankrig og Tyskland, der hævder deres suverænitet overfor amerikansk pres. Dette synes dog at falde ind under de selv samme problemer, som identificeres med afhængighedsteori: udskiftningen af klasser med lande som akse for kampen i dagens verden.

Dertil kommer, at sådan en teori ofte har en tilbøjelighed til at ignorere den interne kolonialisme, som kendetegner mange af disse stater. I Canada er undertrykkelsen af de oprindelige folkeslag og Quebecs overvejende fransktalende befolkning særligt sigende i den henseende. Alligevel glider forsvaret for national suverænitet (af tilsyneladende anti-imperialistiske grunde) alt for let over i et forsvar for magten hos stater, der baseret på eksproprieringen og undertrykkelsen af andre folk. Det har også en tendens til at nedtone betydningen af immigranters, flygtninges og farvede menneskers anti-racistiske kampe mod nationalstaten. Skildringen af den globale magt som et hierarki af nationalstater (og i høj grad som USA mod alle andre) risikerer dermed at fjerne fokus fra national og racemæssig undertrykkelse såvel som interne klasseskel.

Det skal retfærdigvis siges, at Panitch og Gindin udmærket er klar over den afgørende betydning af klassekampen – og Socialist Register har en stolt tradition for at sætte fokus på arbejderbevægelser på verdensplan (se især 2001-udgaven). De lader helt korrekt forstå, at interne kampe sandsynligvis vil komme til at kendetegne den periode, vi lever i.

Men, selvom Panitch og Gindin rigtigt understreger tilbagegangen i territorial og militære rivalisering af den slags, som kendetegnede første halvdel af det 20. århundrede, fjerner deres polemik mod tanken om ”rivalisering” inter-kapitalistisk konkurrence fra problemkomplekset. Som følge deraf er deres skildring af verdenskapitalismen blevet overdrevent unipolær, og deres imperialismeteori fokuserer udelukkende på Washington. Og ved at nedtone regionale og nationale konflikter blandt de store kapitalistiske nationalstater, risikerer deres teori at fremme et venstre-nationalistisk verdensbillede, hvor kampen mod den amerikanske magt bliver det altoverskyggende fokus for venstrefløjspolitik. Det virker særligt problematisk for socialister, som arbejder i dele af verden med et højtudviklet borgerskab, som nyder godt af udbytningen af det globale Syd. At omarbejde deres teori på en måde, som overvinder disse svagheder, vil kræve en rehabilitering af analysen af kapitalistisk konkurrence på verdensplan.

I lige så høj grad som vi må forstå, hvad der er nyt ved dagens imperialisme – og alle tre tilgange rummer virkelige indsigter i den henseende – må vi også forstå de nye former for inter-kapitalistisk konkurrence og fjendskab, som karakteriserer det kapitalistiske verdenssystem. Fremkomsten af euroen som delvis konkurrent til dollarens rolle som verdensvaluta virker for mig særligt betydningsfuld i den henseende. Og, på længere sigt, kan fremkomsten af Kina som et dynamisk økonomisk center omdanne den globale magts geografi – under forudsætning af, at landets herskere kan inddæmme social uro, udvikle mere sofistikerede finansielle markeder og begrænse skaden fra spekulationsbobler, hvilket på ingen måde er sikkert i nogle af tilfældene.

Wood er væsentlig, fordi hun ved at fokusere på ejendomsrettigheder og markedsmæssig magt - ikke territoriale erobring - som centralt for den nye imperialisme, leverer en fremstilling af nye former for international kapitalistisk konkurrence, det samme gælder Harvey skelnen mellem imperiets to logikker. Panitchs og Gindins analyse af den amerikanske forbundsbanks rolle med hensyn til at frembringe de monetære og finansielle rammer for imperiet tilføjer yderligere indsigter i imperiets mekanismer, selvom der er brug for en mere kompleks redegørelse for andre valutaer, såsom euroen..

Ikke overraskende er der stadig meget arbejde at udføre med hensyn til at udarbejde en teoretisk-omfattende og politisk-aktiverende skildring af den nye imperialisme. Heldigvis er der, som jeg har prøvet at vise, nogle vigtige nyere marxistiske værker at bygge videre på – værker der bedre passer til den nuværende situation end teorier fra næsten et århundrede siden. Men vi får også brug for klare, kammeratlige diskussioner af styrkerne og svaghederne ved nye fortolkninger, mens vi kæmper mod realiteterne under den imperialisme, som vi prøver at udfordre og, endelig, at styrte.

David McNally underviser i politologi ved York University i Toronto og er aktivist i New Socialist Group. Hans seneste bog er ”Another World is Possible: Globalization and Anti-Capitalism”. Fra Tidsskriftet Solidaritet, nr. 4, 2006. Oversættelse og noter ved Lars Henrik Carlskov. Artiklen blev oprindeligt bragt i tidsskriftet Against the Current, nr. 117, juli-august 2005.

[1] Rosa Luxemburg: Kapitalens akkumulation, Rhodos, 1976. V.I. Lenin: Imperialismen som kapitalismens højeste stadium, Udvalgte værker, bind 6, Forlaget Tiden, 1981. Nikolaj Buharins Imperialismen og verdensøkonomien findes ikke i dansk oversættelse.

[2] MNC står for Multinational Corporation.

[3] På engelsk: Accumulation by dispossession.

[4] Socialist Register: Teoretisk tidsskrift, der siden 1964 er udkommet en gang årligt. Det redigeres i dag af Leo Panitch og Colin Leys.