Ufologi i Ørestaden

For nylig afbrød undervisningsminister Merete Riisager besøget på Ørestad Gymnasium.

Af Lars Henrik Carlskov

Bagefter beskrevet af ministeren, spindoktoren, præsten Kathrine Lilleør og vanligt servile medier som havde de været udsat for omtrent akut livsfare. Præsten var der som formand for regeringens såkaldte ”Råd til Demokratisk Dannelse”. Og er med sin baggrund i Tidehverv, hvis lære er blevet defineret som ”Gud er alt, jeg er intet – og du er en idiot”, en fornem repræsentant for princippet om demokratisk dialog.

Riisager og Lilleør havde endvidere sikret optimalt udgangspunkt for ligeværdig dialog ved at ankomme til det nedskæringsramte gymnasium i BMW og Porsche. En dialogorienteret tilgang, som siden fortsatte med ministeriel indberetning til Politiets Efterretningstjeneste og krav om sanktioner mod eleverne. Der havde begået den demokratisk set utilgivelige handling at give udtryk for deres mening om nedskæringer og lærerfyringer. Ved at demonstrere mod den ansvarlige minister.

Først hævdedes det, at der blev råbt luder og kastet mønter. Der blev til én mønt. Som blev til et dødsensfarligt og lemlæstende mordvåben i form af en kapsel. ”Jeg kan i hvert fald bekræfte, at der faldt noget ned oppefra,” lød det til sidst fra Lilleør. Altså en form for Uidentificeret Flyvende Objekt. En UFO. Hun har nu suppleret teologien med ufologien. Hvilket måske alligevel ikke er en helt overraskende udvikling. Men den pågældende elev bør selvsagt ikke bruge et sexistisk skældsord. Og i stedet have kaldt ministeren en Merete Riisager. Den ikke-kønsspecifikke betegnelse for en løgnagtig, neoliberal nedskæringsentusiast.

Løkkes finanslov er en åben krigserklæring

Gaveregn over de rigeste og fingeren til resten. Så kort kan regeringens finanslovsforslag opsummeres.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Finansloven kaldes ofte samfundets ”husholdningsbudget”. Men vi er naturligvis ikke én stor familie, men i stedet opdelt i sociale klasser med fjendtlige interesser. Finansloven er årsbudgettet for den kapitalistiske stat, hvis primære funktion er at beskytte de dominerende klasseinteresser. Nemlig ejerne af de store koncerner, disses bestyrelsesmedlemmer og de herskende grupper i staten.

Reelt er det blot nogle få procent af finansloven (næste år mere end 716.000.000.000 kr.), partierne forhandler om. Hovedparten af finanslovens udgifter er aftalt mellem ministeriernes embedsmænd længe inden partierne inviteres til officielle forhandlingsmøder. Som derfor ofte er politisk teater til ære for de rullende kameraer. Ikke desto mindre betyder Løkkes finanslovsudspil et sandt blodbad på en lang række i forvejen pressede grupper.

Massakre på uddannelse og velfærd
Der regnes med offentlig vækst på 0,5 % i 2018, men der er (pga. flere børn og ældre) brug for vækst på mindst 0,7 % for at opretholde velfærden. For at velfærdsudviklingen følger velstandsudviklingen skulle tallet være 1,1 %. Kun omkring halvdelen af den planlagte vækst går til ”kernevelfærd”. Resten går til mere politi og militær. Og 1 mia. ud af de ekstra 2,5 mia. kr. til kernevelfærd er genbrug af penge fra kommunale sparerunder.

Vækst i det offentlige forbrug på 0,5 % næste år og 0,3 % derefter frem til 2025, betyder 24.700 færre offentlige ansatte til den tid. Uddannelsesområdet får kniven af regeringen og skal frem mod 2021 spare 4,2 mia. kr. Det svarer i 2018 til 6.000 kr. pr. gymnasieelev og 4.000 kr. pr. erhvervsskoleelev – og endnu mere i 2021. Og universiteter, professionshøjskoler og erhvervsakademier rundbarberes med hhv. 1,1, 0,6 og 0,2 mia. kr. frem til 2021.

Favoriserer overklassen
Fremover får kun de to første børn børnecheck, 3. barn kun 75 % og resten intet, hvilket ligesom brugerbetaling på danskundervisning er designet til at ramme etniske minoriteter. DSB udsultes med yderligere 2 mia. kr. I 2019 vil antallet af offentlige ansatte, der bekæmper social dumping, være nede på fem (mod 139 i 2015). Arbejdstilsynet går fra 677 årsværk i 2015 til 487 i 2021. Bøder for at overtræde arbejdsmiljøloven mindskes med 25 % i 2018 og forventes fremover kun at være det halve af 2015-niveauet.

De ansattes protester fik for nylig fjernet kravet om 2 % årlig produktivitetsstigning på sygehuse, men regeringens aftale med DF lægger op til flere ”effektiviseringer” og kompenserer ikke for tidligere besparelser. Alt dette skal finansiere overklassepolitikken med skattelettelser og lavere registreringsafgift på luksusbiler, som favoriserer landets rigeste. I august viste en Wilke-måling, at 50,5 % af befolkningen ønsker velfærd frem for skattelettelser og kun 10,4 % for det modsatte. Dette flertal må organiseres til aktiv modstand.

Fra 1917 til 2017 mod et nyt samfundssystem

Accelererende klimaødelæggelse og nye bølger af krige, racisme og nedskæringer kan skabe fortvivlelse, men bør ikke føre til resignation.

For som bl.a. den russiske oktoberrevolution 1917, hvis jubilæum fejres i år, viste, er radikale samfundsomvæltninger mulige. Også selvom en blodig kontrarevolution senere førte til stalinismens rædsler. For dette nederlag var ikke givet på forhånd, men resultatet af en kamp, der kunne have været vundet ved revolutionens spredning til andre lande.

Revolutionen viste, at alle dem, der pga. manglende ejendom må arbejde (eller overleve på usle sociale ydelser), kan tage magten i egne hænder og begynde opbygningen af et bedre samfund. Det kan ske igen. Men ikke uden organisering og koordinering af de forskellige sociale kampe, som der allerede i dag findes et væld af.

Ingen sejr uden samlet kamp
F.eks. forårets kampagne og strejker mod den nye overenskomst, Uddannelsesalliancens demonstrationer mod uddannelsesbesparelser, diverse fagforeningers initiativ ”Danmark for velfærd” og protesterne mod behandlingen af arbejdsløse og syge. Desuden er Danmark tæt forbundet med den øvrige verden, hvor mange lande har set omfattende folkelige oprør og protester de senere år.

Herhjemme har vi langt fra set sådanne bevægelser, men de protester, der trods alt har været, viser, at et betydeligt mindretal af befolkningen er klar til at kæmpe. Samtidig havde disse protesters effektivitet været væsentligt større, hvis der ikke kæmpedes hver for sig. Endelig er de blevet yderligere svækket af manglen på aktiv støtte fra fagtop og den etablerede venstrefløj.

Den etablerede venstrefløjs fallit
Det gælder desværre selv Enhedslisten, hvor mange enkeltmedlemmer udfører et godt politisk arbejde, men hvis fokus alligevel primært er Borgens taktiske forhandlingsspil og nærmest permanent valgkamp. Budgetforlig i kommuner og regioner viser også, at man i stigende grad ser sig som administrator af systemet. Det understreges af en aktuel kampagne, der kalder politiet ”velfærdens helte”. Også selvom Enhedslisten er mindst ringe alternativ på valgdagen. Derfor må det mindretal, som allerede i dag ser behovet for en revolutionær omvæltning af det nuværende profitsystem, gå sammen i en selvstændig organisation for at vinde flertallet over på sin side.

Her er Internationale Socialister de første beskedne skridt til en sådan organisation. Vi må også opbygge magt dér, hvor systemet kan sættes i stå. På arbejdspladserne, hvor der skabes den profit, som er kapitalismens drivkraft. Magt i form af netværk på gulvplan, som kan udfordre regering, arbejdsgivere og fagtop. F.eks. også ved overenskomstforhandlinger som de kommende i den offentlige sektor. Men det kræver overvindelse af den giftige racisme, Overdanmark bruger til at splitte alle os i Underdanmark. Her er den internationale aktionsdag mod racisme 17. marts en oplagt mulighed for at danne nye netværk for folkelig modstand.

Stormøde i studenter-protestbevægelse

AF LARS HENRIK CARLSKOV

I weekenden 13.-15. marts holder studenterbevægelsen Et Andet Universitet sit første nationale stormøde. Et Andet Universitet har spredt sig fra Københavns Universitet til Aarhus Universitet, Roskilde Universitet (RUC) og senest Aalborg Universitet. Bevægelsen har de seneste måneder bl.a. gjort sig bemærket med blokader, demonstrationer og andre protester mod fremdriftsreformen, dimensioneringsplanen og erhvervslivets indflydelse på uddannelsessystemet.

Stormødet, der finder sted på Aarhus Universitet, er åbent for alle, der kan støtte kravene (”træk nedskæringerne tilbage - væk med fremdriftsreform og dimensioneringsforslag” og ”lad viden og uddannelse være mål for universitetet, ikke erhvervsrelevans”). Uanset om man selv er studerende eller ansat ved et universitet. Stormødets deltagere skal bl.a. diskutere politisk grundlag, organisationsform og kommende aktioner. Bl.a. er der allerede luftet planer om en fælles national aktionsdag med samtidige protester på de forskellige universiteter.

Lørdag aften under stormødet, dvs. 14. marts, er der desuden arrangeret indsamlingsfest for bevægelsen, som ligeledes er åben for alle sympatisører. I Aarhus har Et Andet Universitet desuden planlagt en aktion i forbindelse med den lokale universitetsbestyrelses møde 25. februar (dvs. efter denne avis' deadline). Man kan bl.a. læse mere om Et Andet Universitet på https://www.facebook.com/etandetuniversitet og kontakte bevægelsen via etandetuniversitet@gmail.com.

Velfærdsstaten var ikke et socialistisk projekt

Velfærdsstaten er både en serviceordning for kapitalen og et resultat af arbejderbevægelsens kamp.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Den moderne velfærdsstats forbillede var den tyske kansler Bismarcks sociallovgivning i 1880'erne. Nemlig en række forsikringsordninger mod alderdom, arbejdsløshed, sygdom og ulykker. Samtidig, under ”socialistloven” 1878-1890, gjordes det tyske socialdemokrati delvist illegalt. Bismarcks socialpolitik var et forsøg på hindre socialismens spredning, f.eks. en arbejderopstand som Pariserkommunen 1871 i Frankrig, og undgå udvandring af arbejdskraft til USA.

Også i Danmark var borgerskabet skrækslagent pga. Pariserkommunen og stiftelsen af Socialdemokratiet. Derfor nedsattes i 1875 en ”arbejderkommission”, dog uden de store resultater. Samme motiv sås ved socialreformen 1891-1892. Her ændredes fattigloven ved at indføre statsstøtte til begravelser og besøg hos læge og jordemoder. Desuden indførtes alderdomsunderstøttelse til de ”værdigt trængende”, der nu ikke ville miste stemmeret, hvis de ikke tidligere havde fået fattighjælp. Endelig vedtoges en lov, hvor betaling til sygekasse gjorde det muligt at få støtte under sygdom.

Forsikring mod uroligheder
Den anden store socialreform kom i 1933 efter ”Kanslergadeforliget”. Kommunisterne var lige kommet i folketinget for første gang, og arbejdsgiverne krævede 20 % lønnedgang og varslede lockout. Statsminister Stauning forudså ”en mere urolig konflikt, end vi nogensinde tidligere har set”. Om socialreformen forklarede socialminister Steincke, at ”gennem skatterne til sociallovgivningen betaler de besiddende altså en risikopræmie for om muligt at sikre en fortsat rolig samfundsudvikling”.

Der var primært tale om videreførelse og forenkling af eksisterende love. Dog ville modtagelsen af socialhjælp (med undtagelse af drankere, hjemløse og de ”arbejdssky”) nu ikke længere betyde indskrænkning af borgerrettigheder. Bagsiden var tvangsforlængelse af overenskomsterne og strejkeforbud, hvilket sammen med en valutadevaluering betød en lønnedgang tæt på de 20 %, arbejdsgiverne havde krævet. En tredje helt central reform kom i 1956, nemlig folkepensionen. Den udlagdes af den socialdemokratiske regering som kompensation for indgrebet i massestrejkerne under overenskomstkonflikten samme år.

Kontrol og reproduktion af arbejdskraft
Dette lille udsnit af myriaden af velfærdsreformer, viser, at frygt for klassekamp og revolution var led i flere af de største reformer. Set fra kapitalens synspunkt sikrer et relativt udbygget socialvæsen, sundhedsvæsen, uddannelsessystem og netværk af daginstitutioner også reproduktion af en arbejdsstyrke med et fornødent niveau af sundhed og kvalifikationer. Staten, der repræsenterer kapitalistklassen som helhed, kan gennemtrumfe de reformer, de enkelte kapitalister ikke vil indføre for deres egne arbejdere af frygt for at miste en fordel over for konkurrenterne.

Mange velfærdsydelser indeholder også vigtige elementer af social kontrol (f.eks. skal arbejdsløse ”stå til rådighed for arbejdsmarkedet” og børn skal via disciplin, eksamener, tests osv. gøres klar til livet som lønarbejdere). Omvendt har arbejderbevægelsens kamp utvivlsomt betydet højere velfærd end ønsket af kapitalen. Mange velfærdsfunktioner vil blive videreført og forbedret under socialismen. Men ikke den nuværende kapitalistiske (velfærds)stat, hvor velfærden indebærer ekstrem social kontrol og bureaukrati og i sidste ende er underlagt profit.

Samlet angreb kræver samlet modsvar

Regeringen ser sine nedskæringer som en samlet pakke – derfor må de forskellige protester mod dens politik forenes til en samlet kamp. 

AF LARS HENRIK CARLSKOV

”Vi er gået reformamok”, pralede statsminister Helle Thorning-Schmidt tidligere i år på den internationale magtelites møde i World Economic Forum. Og regeringen har da også gennemført ”reformer” (dvs. brutale forringelser) for set stort alle grupper i samfundet – naturligvis lige bortset fra den lillebitte, men ekstremt magtfulde gruppe af milliardærer, millionærer, banker og multinationale selskaber. Nu står de studerende så for skud.

Den røde tråd i en stor del af regeringens overklasse-politik er målet om øget arbejdsudbud. Trods høj arbejdsløshed skal den i forvejen hårde konkurrence om de få ledige jobs forstærkes. Det skal presse lønningerne endnu længere ned, og dermed give dansk kapitalisme en ”konkurrencefordel” i det globale kapløb mod bunden. Et kapløb, hvis konsekvenser allerede i dag ses i f.eks. Tyskland, hvor fattigdommen det seneste årti er vokset eksplosivt.

Isolerede protester ikke nok
Det er realiteterne bag finansminister Bjarne Corydons udtalelser om ”konkurrencestaten som den moderne velfærdsstat”. Imidlertid ville regeringens og arbejdsgivernes felttog mod almindelige lønarbejdere, dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere, efterlønnere, fleksjobbere, førtidspensionister og studerende ikke få et ben til jorden, hvis disse grupper kæmpede sammen i stedet for som hidtil hver for sig.

Regeringen lægger ikke skjul på, at de mange nedskæringer er del af en samlet ”reform-politik”. Derfor bør de studerende, der nu på inspirerende vis siger fra over for ”hurtigere-ud-reformen”, også se denne ”reform” som led i en bredere kamp mod ”konkurrence-staten”. De studerende må således opbygge alliancer med alle de andre befolkningsgrupper, der rammes af den aktuelle offensiv mod velfærdsydelser, lønninger og arbejdsforhold.

Kan lamme regeringen
Det gælder ikke mindst arbejderklassen i bredeste forstand – dvs. det store flertal af befolkningen, både i den offentlige og den private sektor, som må sælge sin arbejdskraft, fordi det ikke ejer og kontrollerer produktionsmidlerne (fabrikker, kontorbygninger, maskiner, jord osv.). Arbejderklassen skaber den merværdi, hvorfra den profit stammer, som er kapitalismens motor. Dermed kan arbejderklassen også ved f.eks. at strejke sætte samfundet i stå.

Grupper som f.eks. transportarbejdere har desuden større potentiel magt end andre dele af arbejderklassen til at lamme samfundet – og dermed også regeringens handlemuligheder. Ikke bare har arbejderne, inklusive dem uden job, og studerende en fælles interesse i at stoppe regeringens nedskæringer, fordi begge grupper er under angreb. Men også fordi gennemførelsen af forringelser for én gruppe, gør det lettere bagefter at gennemføre forringelser for den næste. Og endelig har stort set alle arbejdere i job venner eller familie, der er arbejdsløse eller studerende – og omvendt.

Systemisk alternativ
Den samlede rigdom i Danmark er større end nogensinde før. Alligevel ser vi nu et forsøg på at slagte de historiske fremskridt, arbejderbevægelsen har tilkæmpet sig. Det skyldes Thorning & Co.'s forsøg på at administrere en kapitalisme i sin alvorligste krise i syv årtier. I den kapitalistiske produktionsmåde overskygger profit-hensynet som bekendt alle andre hensyn, såsom menneskelige behov. I uddannelsessystemet betyder det ”uddannelse for erhvervslivet” (profitmaksimering) - ”ikke for livet” (menneskelige behov).

Den igangværende kapitalistiske systemkrise og de systematiske angreb på arbejderklassens levestandard, der udspringer derfra, viser behovet for et systemisk alternativ – et socialistisk samfund baseret på menneskelige behov frem for profit. For at koordinere og organisere de forskellige delkampe til en samlet bevægelse, er det nødvendigt med et revolutionært socialistisk parti, der løbende kan forsøge at opsummere og generalisere erfaringerne fra disse kampe. Det er sådan et parti, vi prøver at opbygge i Internationale Socialister.

Børsting: Vigtigt at deltage i kapløb mod bunden

LO-formanden skyder med skarpt mod kritikerne og fremlægger sin vision for fagbevægelsens og samfundets fremtid.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Måske er regeringen ikke videre populær i befolkningen, men den bør dog prise sig lykkelig over ved sin side at have en kapacitet som Harald Børsting. Han kan bl.a. trække på sine egne erfaringer på arbejdsmarkedet, nemlig i fiskeindustrien i forrige årtusinde, nærmere bestemt i 1970'erne, og må derfor formodes at have en særlig indsigt i, hvad der rører sig blandt LO's 1,1 million medlemmer, og hvordan man udlægger regeringens politik overfor manden og kvinden på gulvplan.

Og ikke overraskende sætter LO-formanden da også i et længere interview med Jyllands-Posten regeringens kritikere på plads med en blanding af stringent logik, hårdtslående argumenter og nøje udvalgte pædagogiske eksempler. Ifølge Børsting er det største problem ved regeringens politik således ikke indholdet, men indpakningen. Han indrømmer, at konsekvensen af denne politik ”lige nu er, at vi ikke helt lever op til det, vi gerne ville på den fordelingspolitiske bane og på den socialpolitiske bane”, men langt alvorligere er det dog, at regeringen ”i for ringe grad [har] taget sig tid til at forklare befolkningen, hvad hele det her projekt går ud på.”

Lad os hurtigt springe over Børstings brug af ordet ”vi” om regeringens politik - selv om det muligvis vil komme som en overraskelse for en del LO-medlemmer, at deres formand er en del af regeringen. Og ganske vist viser en undersøgelse af folketingsvalget i 2011, med Professor Jørgen Goul Andersens ord, at ”de adspurgte danskere [udtrykker] en grundlæggende uvilje imod større ulighed i samfundet. De vil hellere have velfærd end skattelettelser, de ønsker en øget beskatning på høje indtægter, og de mener ikke, at ulighed gavner samfundet”.

De adspurgte danskerne har nemlig ikke forstået, hvad der er godt for dem selv, men så ville de jo heller ikke have brug for en type som netop Harald Børsting. Han vælger klogeligt at se bort fra forældede ideer såsom, at det skulle være fagbevægelsens opgave at forsvare medlemmernes lønninger, og understreger i stedet behovet for forstærket konkurrence om de ledige jobs gennem øget arbejdsudbud. Børsting har nemlig blik for det store billede, og han kan derfor heller ikke bebrejdes ikke nærmere at beskrive, hvad det øgede arbejdsudbud vil betyde for medlemmernes lønninger

For ”det handler om at skabe arbejdspladser, når vi kommer længere frem”, som han forklarer, uden dog at uddybe, om det er krystalkugle, kaffegrums, tarotkort eller lignende, som har gjort ham i stand til at forudsige, at der ikke vil være krise og mangel på jobs, ”når vi kommer længere frem”. Hvilket er dobbelt ærgerligt med tanke på det midlertidige tilbageslag, han og resten af fagtoppen oplevede under sidste års trepartsforhandlinger, ”hvor vi jo havde en tilgang, at der kunne laves en fornuftig handel ved at bytte et par fridage væk i forhold til andre forbedringer”.

Her må der have været tale om forbedringer, som er så indlysende store, at det er overflødigt for LO-formanden at nævne dem, om end han måske burde have ladet et par velvalgte ord om disse falde over for de faglige græsrødder, hvis oprør stoppede trepartsforhandlingerne. Så havde de måske i højere grad forstået, at selvom det kaldes arbejderbevægelsen er opgaven ikke f.eks. at kræve lavere arbejdstid, men derimod at sikre, at medlemmerne arbejder mere. Bliver de først forklaret sagens rette sammenhæng af Børsting og resten af fagtoppen, vil medlemsflugten fra LO utvivlsomt ophøre. Inden den dag, der, hvis LO's nuværende faglige og politiske linje fortsætter, uden tvivl snart oprinder, er det dog nødvendigt, at vi med Børstings hjælp lige forstår et par andre af regeringens reformer bedre.

”De, der skal skifte fleksjob, får en lang ringere aflønning. Men så kan man igen diskutere: Er det så unfair? Det synes jeg ikke, for de får stadig mere, end de kunne få ved at være fuldtidsarbejdsløse”, påpeger Børsting skarpsindigt. Ja, hvorfor skulle fagbevægelsen være imod lavere lønninger, f.eks. til sine medlemmer med nedsat arbejdsevne, så længe de tjener mere, end de ville få på kontanthjælp eller dagpenge? Omvendt skal det ifølge Børsting kunne betale sig at arbejde, hvilket dog ikke handler om utopiske forestillinger såsom at hæve de laveste lønninger, men derimod om at sænke f.eks. kontanthjælpen. Derfor ser Børsting heller ingen grund til at kritisere sidste års skattereform, hvor ”man reducerer reguleringen af overførselsindkomsterne en lille smule” og derfor ”ikke er nogen katastrofe”, eftersom den angiveligt sikrer, at det kan betale sig at arbejde – hvilket det dog ifølge Børsting allerede kan, bortset fra ”nogle få hundrede familier”.

Og derfor bør vi også rose regeringens kontanthjælpsreform, hvor kontanthjælpsmodtagere over 25 år fremover skal forsørges af deres samlever, hvis denne tjener over 30.000 kroner om måneden eller har formue. Den samme reform indfører som bekendt uddannelsestvang for unge arbejdsløse, der desuden får halveret deres hidtidige ydelse, hvilket, bortset fra for de allersvageste kontanthjælpsmodtageres vedkommende, suppleres af arbejdspligt i nyttejobs. Det er nemlig alt sammen nødvendigt ifølge Børsting, eftersom ”nogle kontanthjælpsfamilier er groet fast i kontanthjælp, fordi det ikke kan betale sig at arbejde”, om end, som vi tidligere så, det ifølge ham selv kun drejer sig om ”nogle få hundrede familier”.

Vi bør nemlig fokusere på det store billede, og hvorfor så i øvrigt ikke, for lige at være på den sikre side, smide halvering og fjernelse af kontanthjælp, uddannelsespligt og nyttejob-tvang oven i. Og lykkeligvis findes der allerede nu på nyttejob-området kommuner som pionerer regeringens og LO's tanker ved f.eks. at sætte arbejdsløse til at fjerne hundelort og asbest. Hvis Harald selv var arbejdsløs, og ikke tilfældigvis efter 33 års fuldtidsbeskæftigelse i fagbevægelsen tjente 1,2 millioner om året, ville han naturligvis være mere end villig til at udføre nyttejobs som disse med glæde og taknemmelighed. Og så endda til en timeløn på 47 kroner i timen, som da også bør vække applaus fra fagbevægelsens side.

Da den tidligere regering sammen med De Radikale og Dansk Folkeparti i 2010 halverede dagpengeperioden og fordoblede genoptjeningsperioden kaldte Børsting det som bekendt for ”så asocialt, som det kan blive” og indkaldte til stor demonstration på Christiansborg Slotsplads. Men tiderne skifter, lige som regeringen gør det, og derfor er det fuldt forståeligt, at Børsting, modsat dengang, ikke "vil have pengene retur", og derfor nu begrænser sig til at tale for ”et stærkt toårigt system, der er i balance”, hvis det f.eks. suppleres af ”en optjeningsperiode på et halvt år”. Og selv om den seneste finanslov var den strammeste siden 1990, og selv om det medfører tusindvis af fyringer i den offentlige sektor, er tiden heller ikke til tillidsmandsmøder for offentlige ansatte, som det i 2010 med 3.500 deltagere, som fagbevægelsen dengang arrangerede. Og nok er det den nuværende regering, som har afskaffet efterlønnen, men der er ikke brug for et tillidsmandsmøde som det med 5.000 deltagere i 2011, der skulle forsvare efterlønnen.

Dengang forklarede Børsting, at fagbevægelsens ”største styrke er vores mange tusinder tillidsrepræsentanter, der har et solidt netværk rundt omkring på landets arbejdspladser”. Godt at Børsting gemmer ”fagbevægelsens største styrke” til et tidspunkt, hvor det for alvor brænder på, og godt, at f.eks. 3F har aflivet sin Skævt-kampagne, selv om den nuværende regering viderefører VK's skattelettelser til de rigeste. For det første ville det risikere at sætte Børsting, der som nævnt betragter sig selv som en del af regeringen, i en akavet situation. Men endnu vigtigere er det, at sådanne aktiviteter hurtigt kunne afspore Børstings planer. Det er planer, hvor SU-forringelser samtidig med, at der gives skattelettelser til erhvervslivet, ikke er noget problem. ”Når nogen siger, at nu har du taget 2 mio. kr. fra SU'en og givet selskabslettelser for, så er det noget pladder”, forklarer Børsting – inden han lettere forvirrende modificerer sit udsagn med, at det ”hele går jo ind i den samlede kasse”. Skattelettelser og SU-besparelser er altså en del af samme kasse, men Børsting formår, i modsætning til regeringens kritikere, at holde dem adskilt.

”Det kan måske være svært at dokumentere, at selskabsskattelettelser giver nogle job. Men det skal ses som en samlet pakke, og vi bliver nødt til at erkende, at det, der foregår i Europa lige nu, er et kapløb mod bunden omkring selskabsskatterne. Og jeg kan ikke se nogen særlig grund til, at vi skal stå bagerst i køen”, udtaler LO-bossen. Med andre ord er det nødvendigt at give skattelettelser til erhvervslivet, selv om vi ikke kan dokumentere, at det virker, fordi der foregår et kapløb mod bunden, som vi bør deltage i og sikre, at vi ikke rammer bunden sidst. Lad os håbe, at Børstings bagland ikke sætter en stopper for hans vision for fagbevægelsen og samfundet om at ramme bunden.

Vi bør derfor være fulde af fortrøstning over udsigten til, at det under Børstings og regeringens kyndige lederskab vil lykkes os at ramme bunden. Og mon ikke Børsting også til den tid vil være klar til at forklare os, at det hele vil blive meget værre under en borgerlig regering?

Giv ferie til nogle andre!

AF LARS HENRIK CARLSKOV

I intet af regeringens mange ministerier trives de højtsvævende og banebrydende visioner bedre end i det, som meget passende er blevet døbt ”Videnskabsministeriet”. I spidsen for dette ministerium har regeringen sat unikt innovative og dynamiske personligheder som først Helge Sander og senest Charlotte Sahl-Madsen; to ministre, hvis skyhøje personlige kvalifikationer må være helt åbenlyse, hvis man kender disse kvalifikationer (og muligvis findes der et eller andet sted faktisk nogen, der gør det).

Det var f.eks. føromtalte Helge Sander, der lancerede det legendariske slogan om, at universiteterne skulle forkorte vejen ”fra forskning til faktura”. Oversat fra Sanders særegne herningensiske uldkræmmer-prosa til normaldansk betød dette reklameslogan, at universiteterne skulle målrettes efter det private erhvervslivs ønsker og udsigt til kortsigtet profit, hvilket da også er sket. Og som et vellykket ejer- eller generationsskifte i en købmandsbutik, har Charlotte Sahl-Madsen videreført denne politik, siden hun overtog posten som videnskabsminister.

En politik det tager århundreder at forstå
Chou En-lai, en af Mao Tse-tungs ledende ministre, blev efter sigende engang spurgt, hvordan han vurderede betydningen af den franske revolutionen i 1789, hvortil han angiveligt svarede, at ”det er for tidligt at sige”. På samme måde vil vi almindelige mennesker sikkert først om flere århundreder blot tilnærmelsesvist forstå det fulde omfang af de storstilede planer og initiativer, der i vor egen tid udgår fra Videnskabsministeriet, og vi må derfor nok overlade det til langt senere generationer at bedømme disse initiativer og planers verdenshistoriske betydning.

Der findes dog mennesker, der hævder allerede nu at kunne skimte, i hvert fald i det små og brudstykkevist, konturerne af nogle af de mere umiddelbare konsekvenser af regeringens kulturrevolution på universiteterne. Hvor besynderlig det end kan lyde, findes der således blandt masserne af studerende og universitets-ansatte flere oppositionelle grupper, som ikke deler begejstringen for den parole om ”fra forskning til faktura”, de ellers har fået udstukket af den politiske avantgarde i Videnskabsministeriet.

En ferie der aldrig slutter
Til disse regime-kritiske elementer hører f.eks. de studerende på Københavns Universitet, som på det seneste har lavet flere blokader af deres egne institutter - og det endda med opbakning fra de ansatte. De undrer sig bl.a. over, at ”uddannelse og forskning i verdensklasse”, en anden af regeringens paroler beregnet på folkemasserne, indebærer færre undervisningstimer og kortere semestre. Ved at sige nej til dette, siger de således også nej til længere ferie. Til gengæld kan du være nogenlunde sikker på, at de gerne vil give ferie til nogle helt andre, nemlig regeringen – og helst en ferie, der varer så længe som muligt og aldrig slutter. 

Bragt i Socialistisk Arbejderavis nr. 308, 8. april 2008.