Nasserøvene er politikerne, bankerne og de store virksomheder

Det er ikke arbejdsløse og førtidspensionister, der lider af ”krævementalitet”.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Danske medier og politikere er i vildt oprør over arbejdsløses og førtidspensionisters forhold. Årsagen til opstandelsen er dog ikke den kendsgerning, at Danmark er et af de europæiske lande, hvor fattigdommen de sidste 10 år er steget hurtigst. Tværtimod er det arbejdsløses og førtidspensionister angiveligt alt for lette hverdag, der har hensat medier og politikere i en ophidselse, som ellers normalt forbindes med diverse gorilla-arters parringsritualer.

”Jeg brækker mig” lød således Joachim B. Olsen fra Liberal Alliances kommentar til til et forslag fra SF om ekstra statslig hjælp til fattige familier, som ikke har råd til at holde jul. I følge Olsen er det altid selvforskyldt, hvis nogle danskere ikke har råd til julegaver- og mad. Så når velgørenhedsorganisationerne de senere år har kunnet berette om en kraftig stigning i ansøgningerne om julehjælp skulle det således intet have at gøre med hverken den tidligere VK-regerings politik eller den økonomiske krise.

Ingen fattige?
Hvis man følger Liberal Alliances folketingsmedlems tvivlsomme logik må det således betyde, at pludselig, nærmest som et lyn fra en klar himmel, har mageligheden bredt sig i befolkningen, der derfor i stigende grad søger om julehjælp. Hvorfor og hvordan denne ”magelighed” så pludseligt har spredt sig har Joachim B. Olsen ikke givet nogen forklaring på. Og hvem havde forventet andet af en mand, hvis fordomme om fattige danskere bedst kan beskrives som, ja, en gang bræk?

En stor del af debatten har som bekendt handlet om kontanthjælpsmodtageren Carina, der af SF’s Özlem Cekic blev fremhævet som et eksempel på fattigdom, men som angiveligt tværtimod skulle bevise, at ingen lider nød i Danmark. Imidlertid har forskningsinstituttet CASA påpeget, at den nævnte Carina godt kan tilhøre kategorien af fattige, ligesom hun i følge Dansk Folkehjælp også er fattig nok til at modtage julehjælp.

Mange er endnu fattigere
Dog er mange danskere endnu fattigere. I følge en rapport fra Rockwool Fonden fra 2009 har en enlig på starthjælp således 2188 kr. om måneden efter husleje til mad og alt det øvrige. Da mad og dagligvarer købt i discountbutikker ifølge rapporten koster 3118 kr. om måneden, betyder det, at der mangler omkring 1000 kr. i budgettet. Også tidligere omtalte CASA har undersøgt leveforholdene for mennesker på nedsatte sociale ydelser som følge af starthjælp, kontanthjælpsloft og 450-timers regel.

”Over halvdelen har oplevet ikke at have råd til sko, tøj, tandlæge eller frisk frugt og grøntsager dagligt. Og omkring hver fjerde har måttet opgive at spise tre måltider mad om dagen eller at købe lægeordineret medicin”, forklarede Finn Kenneth Hansen fra CASA således til Dagbladet Arbejderen i forbindelse med præsentationen af rapporten ”Livet på de laveste sociale ydelser” fra 2009. I følge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd lever 65.000 børn og i alt 346.000 mennesker i fattigdom i Danmark.

Regeringen hetzer løs 
Selv om den nye regering vil afskaffe de såkaldte fattigdomsydelser (starthjælp, kontanthjælpsloft osv.) har den samtidig i yderst skingre toner varslet en hårdere kurs over for arbejdsløse og førtidspensionister. Socialminister Karen Hækkerup hævder således, at der skulle eksistere en ”krævementalitet”, hvor f.eks. de arbejdsløse fokuserer mere på, hvad de kan få end hvad de selv yder, hvilket bakkes op af statsminister Helle Thorning-Schmidt, der kalder dette påståede ”normskred” en ”stærk provokation”.

Desuden vil beskæftigelsesminister Mette Frederiksen bruge flere hundrede millioner kroner på at genundersøge alle de svageste lediges arbejdsevne, tvinge arbejdsløse under 30 år til at tage en uddannelse, stoppe tildelingen af førtidspension til personer under 35 år, tvinge arbejdsløse ud i særlige kontanthjælpsjobs som f.eks. havearbejde og erstatte samtaler med krav om fremmøde i et arbejde, der skal afprøve de arbejdsløses arbejdsevne.

Politikere og erhvervsliv nasser 
”Der må være en krisebevidsthed, som vi må se at få italesat noget mere”, forklarer Karen Hækkerup i sit opgør med ”krævementaliteten”. Med andre ord handler det om, at arbejdsløse og førtidspensionister mentalt skal indstille sig på at betale for den økonomiske krise, som er fremkaldt af de rige, bankerne, de store virksomheder og det kapitalistiske system, de profiterer på. Den nye regering har som bekendt valgt at frede de rige og erhvervslivet.

Det er ellers netop de sidstnævnte, og ikke arbejdsløse og førtidspensionister, der gang på kræver bankpakker og skattelettelser samtidig med, at deres egen skattebetaling de senere år er dalet kraftigt. Samme ”krævementalitet” har folketingspolitikerne lige udvist ved at fastholde deres mulighed for at gå tidligere på pension end resten af befolkningen. Og som nævnt vil de rige, erhvervslivet og politikerne tilmed sende regningen for deres økonomiske systems krise videre til os. Hvem sagde nasserøve?

Blå regeringspolitik skyldes ikke kun De Radikale

Selv en S-SF-regering uden Vestager & Co. ville ikke bryde afgørende med VKO’s politik.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

De seneste måneder har på det nærmeste budt på kødannelse i forhold til at give De Radikale skylden for den nye regerings langtfra røde politik. Det er da også rigtigt, at De Radikale, modsat Socialdemokraterne og SF, er et ægte borgerligt parti og derfor står for en asocial økonomisk politik.

Dette har dog hele tiden været velkendt, hvorfor det ikke bør komme som en overraskelse og mindst af alle for Socialdemokraterne og SF. Ikke desto mindre har begge partier såvel inden valget som før regeringsforhandlingernes start og efter præsentationen af regeringsprogrammet insisteret på, at de foretrækker regeringssamarbejde med Vestagers tropper frem for en ren S-SF-konstellation.

Skattelettelser til de rige og efterlønsfiflerier

S-SF selv har da heller ikke ligefrem brillieret ved at præsentere et klart alternativ til de sidste 10 års VKO-flertal. F.eks. ville S-SF’s nu sløjfede ”millionærskat” have betydet, at millionærerne slap billigere end før VK-regeringens skattelettelser og at personer med en indkomst mellen en halv og en hel million beholdte deres skattelettelser.

Eller tag f.eks. efterlønnen, som Socialdemokraterne allerede i 2006 var med til at forringe ved at indgå i Fogh-regeringens ”velfærdsaftale” – hvilket SF senere tilsluttede sig med tilbagevirkende kraft. I 2009 åbnede Søvndal også for at pille ved efterlønnen (omend han senere skyndte sig at trække i land). Læg dertil, at S-SF før valget truede med at afskaffe efterlønnen, hvis ikke planen om at sætte arbejdstiden i vejret med 12 minutter om dagen gik igennem.

Accept af borgerlig krisepolitik

Spørgsmålet om skattelettelser til de rigeste, efterlønsdiskussionen og de nu skrinlagte planer om at hæve arbejdstiden viser, at Socialdemokraterne og SF selv uden De Radikale ikke ville udgøre et klart alternativ til borgerlig krisepolitik. Ydermere gjorde S-SF det ved flere lejligheder før valget klart, at de, hvis den økonomiske krise fortsætter, vil skære i velfærdsydelserne.

S-SF adskiller sig, ikke mindst takket være deres bånd til fagbevægelsen, fra De Radikale ved, at størstedelen af deres bagland ønsker en væsentlig mere venstreorienteret politik end den nye regerings. Som socialister er det vores opgave at mobilisere dette bagland til et brud med den nuværende borgerlige krisepolitik. Men det kræver også, at vi klart siger, at dette brud ikke kommer, hvis bare vi får en S-SF-regering uden De Radikale.   

Finansiel krise eller kapitalistisk systemkrise?

Den vigtigste årsag til den økonomiske krise er ikke banker eller storspekulanter, men derimod det nuværende produktionssystems indbyggede modsætninger.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Lige siden den globale økonomiske krise for alvor startede i efteråret 2008 har de mest udbredte forklaringer på krisens opståen kredset om den finansielle sektors rolle. Det skyldes bl.a., at det var en række krak i finanssektoren, ikke mindst bankgiganten Lehman Brothers’ kollaps 15. september samme år, der fik den økonomiske nedgang, som allerede indledtes med sammenbruddet på det amerikanske boligmarked i 2006-2007, til at accelerere. Imidlertid har den herskende klasse og de medier, den ejer og kontrollerer, også en klar interesse i at placere ansvaret for krisen hos bankerne eller aktiemarkederne.

Hvis problemet blot er spekulanters grådighed eller fejl i de finansielle markeders funktionsmåde, er det tilstrækkeligt med mere regulering eller eventuelt nationalisering af bankerne. Der vil således ikke være behov for mere radikale skridt – skridt der kunne true den herskende klasses magt og privilegier. Selv om politikere og beslutningstagere ved krisens start fremsatte højtidelige erklæringer om mere regulering, havde det mest af alt karakter af et bluff-nummer i betragtning af, at finanssektoren hidtil er sluppet for ethvert seriøst forsøg på mere regulering. Tværtimod har stater og internationale institutioner gennem ”hjælpepakker” af historiske proportioner overtaget astronomiske mængder dårlige lån og dermed opmuntret til, at den destruktive finansielle aktivitet kan fortsætte.

Keynesianismens fallit 
Både i Danmark og resten af verden er den finansielle sektor siden 1970’erne svulmet voldsomt op på bekostning af den såkaldte realøkonomi, hvilket har fået flere iagttagere til at tale om en ”finansialisering” af økonomien. På dele af venstrefløjen har der været en tendens til først og fremmest at se denne finansialisering som et resultat af politikeres, embedsmænds, erhvervsfolks og økonomers ønske om at løsne kapitalens tøjler for derved at øge udbytningen af den brede befolkning. Selv om dette bestemt har været en medvirkende årsag til de seneste årtiers slækkede kontrol med finanssektoren, er det også kun den halve sandhed.

I realiteten var der i lige så høj grad tale om, at den daværende nationaløkonomiske ortodoksi i form af keynesianismen, der hævdede at kapitalismen gennem statsintervention kunne undgå større kriser, havde vist sig ikke at have nogen løsning på 1970’ernes strukturelle krise. I stedet førte de keynesianske politikker til ”stagflation”, dvs. en kombination af stagnation, inflation og høj arbejdsløshed. I Danmark forsøgte de socialdemokratiske regeringer under ledelse af Anker Jørgensen at begrænse arbejdernes lønninger med indkomstpolitik og hele tre overenskomstindgreb. I 1982 gav Anker Jørgensen op og overlod uden at udskrive valg regeringsmagten til de borgerlige, som derefter beholdte den de næste 11 år.

Kapitalismens grænser 
Keynesianismens fallit som praktisk politik var med andre ord grunden til, at den, trods sin forudgående status som nærmest totaltdominerende blandt økonomer og regeringer af såvel borgerlig som socialdemokratisk observans, blev erstattet af de nyliberalistiske frimarkedsidéer, der hidtil var blevet betragtet som temmelig ekstreme. De keynesianske politikker slog fejl, fordi de ikke løste det grundlæggende problem, som var den egentlige udløser af 1970’ernes krise. De forstod nemlig ikke, at den væsentligste årsag til kapitalismens kriser ikke er finansiel spekulation eller manglende efterspørgsel, men derimod indbyggede modsætninger i produktionen.

For at forstå dette må man nemlig ty til Karl Marx og det han kaldte ”den i enhver henseende vigtigste lov i moderne politisk økonomi”, nemlig ”loven om profitratens faldende tendens”. Denne tendens udspringer af, at under kapitalismen må virksomhederne hele tiden begrænse deres omkostninger i forhold til konkurrenterne eller risikere at bukke under. Dette gøres lettest ved at investere i arbejdsbesparende teknologi, men da profitten i sidste ende udspringer af menneskeligt arbejde, vil det føre til, at profitterne relativt set falder i forhold til investeringerne. Dette fører til at virksomhederne tilbageholder investeringerne, hvilket udløser en krise.

Uløste problemer 
Dette er i meget grove træk ”loven om profitratens faldende tendens”, og det var netop denne tendens, der betød, at et kvart århundrede med langvarig økonomisk vækst i starten af 1970’erne blev afløst af en ødelæggende krise. De faldende gennemsnitlige profitrater i fremstillingsindustrien førte i slutningen af årtiet til, at virksomhederne begyndte at kanalisere en stadig større andel af deres investeringer over i den finansielle sektor. Men da finansielle virksomheder ikke producerer ny værdi, men blot omfordeler værdi, der er skabt i realøkonomien, førte det i stedet for varigt økonomisk opsving til en række bobler, der efter tur er bristede. Før eller siden ville det enorme gab mellem kurserne på aktiemarkederne og den underliggende værdiproduktion igangsætte en katastrofal krise som den nuværende.

Via historiens største finansielle redningsaktioner, der for verdens ledende stater og internationale institutioner løb op i en samlet sum på omkring 20 billioner dollars, forhindrede de herskende eliter i første omgang krisen i at nå 1930’ernes dybde. Men det har også forhindret den udrensning af uprofitable virksomheder, der som det eneste kunne bane vejen for et nyt langvarigt opsving. Dette ville imidlertid også øge risikoen for sociale oprør, hvorfor vi i stedet har fået en gældskrise, hvor statsbankerotter og euroens sammenbrud blot er et par af de sandsynlige scenarier. De sidste tre årtiers neoliberale politikker har ikke formået at genoprette virksomhedernes profitrater til det høje niveau før 1970’ernes strukturelle krise, hvorfor de herskende klasser i alle klodens lande har indledt en brutal offensiv mod velfærdsydelser og arbejderklassens lønninger og arbejdsforhold.

Socialismens aktualitet 
Den økonomiske krise er således ikke blot en finansiel krise, men udspringer derimod af en uløst profitabilitetskrise, som går helt tilbage til starten af 1970’erne, der igen skyldes de systemiske modsætninger i den måde produktionen organiseres under kapitalismen. Det store spørgsmål er om verdens befolkninger fortsat vil betale for den krise, de er uden skyld i, men i stedet skyldes et system, der kun gavner en lille minoritet af klodens befolkning.

Heldigvis har 2011 budt på den største bølge af folkelige oprør i fire årtier, ikke mindst i lande som Tunesien, Egypten, Spanien, Grækenland og senest USA. Krisens dybde og den folkelige modstands størrelse viser, at socialismen både er mulig og nødvendig. For at nå dertil må vi som socialister sætte alle delkampe i forbindelse med og vurdere dem efter om de fremmer den nødvendige revolution. På gaden, arbejdspladserne, uddannelsesstederne og i boligkvartererne kan vi skabe det alternativ som det politiske system alt for tydeligt har vist sig ude af stand til.

Derfor svigter Thorning og Søvndal

Den nye regerings manglende opgør med VKO skyldes i sidste ende S-SF’s fejlagtige strategi.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Der er forståeligt nok stor skuffelse i Socialdemokraternes og SF’s bagland over det nye regeringsprogram, der lægger op til at videreføre størstedelen af de sidste 10 års borgerlige politik. De rigeste beholder skattelettelserne samtidig med, at forringelserne af dagpenge og efterløn ikke som lovet rulles tilbage. Den planlagte bankskat er også sløjfet, og S-R-SF varsler tilmed en ny lempelse af topskatten. I regeringsgrundlaget står det endda direkte: ”Udgangspunktet for regeringen er VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand”.

For at føje spot til skade, står den nye regering på udlændingeområdet, med juraprofessor Jens Vedsted-Hansens ord, ”stort set” for VK-regeringens politik frem til 2009, hvilket bl.a. indebærer, at fremmedfjendske monumenter som 24-års-reglen og tilknytningskravet består. Hvordan kan det være, at Socialdemokraterne og SF ikke engang er i stand til at præsentere et klart alternativ til den tidligere regering, som vel at mærke var den mest højreorienterede i Danmark siden 1929?

Parlamentarisk tunnelsyn 
Svaret skal findes i Socialdemokraternes og SF’s fejlagtige strategi for social forandring. De to partier forestilllede sig, at deres oprindelige mål om socialisme kunne gennemføres på parlamentarisk, dvs. reformistisk, vis. Imidlertid tages mange af de vigtigste beslutninger slet ikke af parlamentet, men derimod af ikke-valgte embedsmænd som f.eks. departementschefer, dommere, militærchefer og politidirektører, der via deres opvækst, uddannelse, løn og livsstil er tæt knyttet til borgerskabet og derfor vil forsøge at underminere ethvert forsøg på at afskaffe deres privilegier.

Dertil kommer, at enhver regering, der forsøger at føre en anti-kapitalistisk politik, straks vil møde benhård modstand fra kapitalejerne, f.eks. i form af indskrænkninger af produktionen, tilbageholdelse af investeringerne, kapitalflugt og spekulation mod valutaen. Og hvis alle disse former for sabotage ikke er nok, vil borgerskabet, som utallige historiske eksempler har vist, ikke tøve med at gribe til væbnet oprør for at vælte en demokratisk valgt regering, der truer deres klassemagt.

Reformisme uden reformer 
Da det, i modsætning til hvad Socialdemokraterne og SF i sin tid hævdede, således ikke er muligt at indføre socialismen via det borgerlige parlament, har vi i stedet set den stigende borgerliggørelse af de to partier. Strategien om gradvis reformering af kapitalismen så ganske vist ud til at virke under det langvarige økonomiske opsving i 1950’erne og 1960’erne. De høje vækstrater var dog kun mulige på grund af 2. verdenskrigs omfattende destruktion af kapital og Den kolde krigs militære oprustning, og de forbedrede levestandarder skyldtes snarere folkeligt pres fra neden end parlamentariske forhandlinger.

I starten af 1970’erne kom den kapitalistiske verdensøkonomi imidlertid i krise og har siden da været inde i en relativ tilbagegang. Derfor har vi både i Danmark og udlandet gang på gang set reformistiske partier, der som S-SF lader muligheden for reformer afhænge af kapitalismens vækst, angribe lønninger, arbejdsforhold og velfærdsydelser.

Behov for et udenomsparlamentarisk alternativ 
Kapitalismens nuværende krise er den dybeste siden 1930’erne, og vi har formentlig endnu det værste til gode. Danmark, der blot udgør 0,4 % af verdensøkonomien, vil naturligvis ikke gå fri af den opblussende krise. Allerede før valgkampen varslede S-SF nedskæringer på velfærden, hvis det ikke lykkes at skabe vækst i den private sektor.

Derudover har den nye regering både før og efter valget krævet løntilbageholdenhed fra arbejderklassen, der med andre ord både skal betale for kapitalismens krise gennem efterlønnen, dagpengene og lønnen. Men udenfor Folketinget kan vi opbygge en massebevægelse, der sikrer, at dette ikke sker og som, hvis den bliver bred nok, kan skabe et demokratisk og socialistisk alternativ til den nuværende nedskæringspolitik.

Arbejdsløshedens og nedskæringernes Europa

Over hele Europa er vi vidne til brutale nedskæringsprogrammer, voldsom arbejdsløshed og tårnhøj offentlig gæld. 

AF LARS HENRIK CARLSKOV

I dag står én ud af ti europæere uden arbejde. Hvis vi ser på arbejdsløshedsprocenterne i den seneste oversigt fra ILO (Den Internationale Arbejdsorganisation), befinder lande som Norge (3,2%), Schweiz (4,4 %), Holland (4,6 %) og Østrig (4,6 %) sig i den “lave” ende af skalaen. I den store mellemgruppe, med arbejdsløshed på 5-10 %, finder vi bl.a. Tyskland (6,7 %), Belgien (7,2 %), Storbritannien 7,7 (%), Danmark (8,2 %), Italien (8,6 %), Sverige (8,8 %) og Frankrig (9,5 %). I f.eks. Polen (10 %), Ungarn (11,6 %), Portugal (12,4 %) og Irland (13,9 %) ligger arbejdsløshedsheden på mellem 10 og 15 procent. Og i lande som Grækenland (15,9 %) og Spanien (21,3 %) er den endnu højere.

Ledigheden risikerer tilmed at skyde yderligere i vejret, ikke mindst i tilfælde af en ny finansiel nedsmeltning. Kapitalismens krise har allerede i dag nået en dybde, der truer euroen, den fælles valuta for 17 af EU’s medlemsstater, på livet. Gigantiske hjælpepakker til bankerne og resten af erhvervslivet har gjort de forskellige stater dybt forgældede. Det svage opsving har fremkaldt panik hos investorerne over staternes manglende evne til at betale deres gæld.

Gældskrisen har spredt sig fra Grækenland, Irland og Portugal i eurozonens periferi til EU’s kernelande. F.eks. Italien, hvis statsgæld sidste år i følge OECD var på 126,8 % af BNP og dermed mindre end den græske, men større end både den irske og portugisiske gæld (hhv. 147,3 %, 102,4 % og 103,1 % af BNP). Italiens BNP er ca. tre gange så stort som de tre landes til sammen, hvorfor IMF’s og EU’s krisefonde ikke vil kunne redde Italien fra en forestående statsbankerot, der vil sende langt større chokbølger gennem verdens aktiemarkeder end en lignende situation i f.eks. Grækenland, Irland eller Portugal.

Senest er den tyske økonomi, Danmark største eksportmarked og hidtil eurozonens vækstmotor, bremset kraftigt op med en vækst på blot 0,1 % i andet kvartal af 2011. Også i Sverige, Danmarks næststørste eksportmarked, er væksten næsten gået i stå. Forude venter derfor endnu en bølge af angreb på jobs, lønninger, arbejdsforhold og velfærdsydelser med mindre vi allerede nu begynder at opbygge den folkelige modstand.

Farvel og utak til VKO

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Ved folketingsvalget 15. september har vi muligheden for at smide Danmarks mest højreorienterede regering i syv årtier på den politiske losseplads. Ikke siden Venstre-regeringen 1926-1929 under ledelse af godsejeren Thomas Madsen-Mygdal har det parlamentariske flertal her i landet befundet sig så langt til højre i det politiske spektrum.

Anders Fogh Rasmussen indledte sin tid i statsministerembedet med at proklamere et ”opgør med klassekampen”. Han og efterfølgeren Lars Løkke Rasmussen har gennem deres politik selv leveret det bedste dementi af den påstand. Millionærerne, milliardærerne og de store virksomheder er blevet forgyldt med store skattelettelser. Imens er uligheden og fattigdommen eksploderet. Vel at mærke før vi har set konsekvenserne af sidste års halvering af dagpengeperioden og beskæring af børnechecken samt den nye 2020-plans afskaffelse af efterlønnen og fjernelse af SU'en for hjemmeboende og studerende, der ikke gennemfører uddannelsen på normeret på tid.

Den borgerlige klassekamp har ramt de etniske minoriteter ekstra hårdt. Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti (VKO) har indført en særlig lav, fattigdomsfremkaldende ydelse ved navn ”starthjælp” for arbejdsløse flygtninge og indvandrere. Den berygtede 24-års regel ved familiesammenføring, senere afløst af det såkaldte ”pointsystem”, er et andet af VKO's mere diskriminerende påfund. Den konstante mistænkeliggørelse og forhånelse af muslimer og deres religion fremkaldte efter Jyllands-Postens Muhammed-karikaturer en international krise, hvor Danmark blev et symbol på statsracisme og systematiseret diskrimination.

I de 10 år Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti har været ved magten, har Danmark ført krig i hele tre forskellige lande. Løgnen om masseødelæggelsesvåben førte i Irak til mere end én million døde og torturscenerne i Abu Ghraib. I Afghanistan er situationen i dag værre end under Taliban, hvis man f.eks. spørger menneskerettighedsaktivisten Malalai Joya og kvindeorganisationen RAWA. Under påskud af menneskerettigheder bomber danske F16-fly nu Libyen, selv om udenrigsminister Lene Espersen så sent som sidste år godkendte salg af militærudstyr til Gaddafi-regimet. Det var næppe heller af hensyn til befolkningen i Bahrain, at regeringen tidligere i år lod Dronning Margrethe overrække en orden til den lokale diktator.

Vi kunne fortsætte med at opremse VKO's politik i forhold til den økonomiske krise, klimaet, uddannelse, sundhed osv. osv. Men alene det allerede nævnte burde være rigelig med grund til, hvorfor det er tid til at sige farvel, men bestemt ikke tak, til VKO.

Global økonomisk krise og fornyet trussel fra højre

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Krisen i den kapitalistiske verdensøkonomi kan give øget medvind til racistiske og fascistiske bevægelser. Men hvor alvorlig er truslen fra de højreekstreme kræfter egentlig?

De seneste årtier har vi i en række europæiske lande set partier, der deler mange træk med den klassiske fascisme, men oftest går under betegnelsen ”højrepopulisme”, få stor indflydelse på de siddende regeringers politik, ja, endda i flere tilfælde opnå ministerposter. Generelt har disse partier imidlertid adskilt sig fra traditionelle fascistiske bevægelser ved som f.eks. Dansk Folkeparti formelt at bekende sig til parlamentarisk demokrati og ved ikke på gadeplan at have opbygget stormtropper, der angriber arbejderbevægelsens partier og fagforeninger.

For flere af disse partier har det været led i en bevidst strategi om at opnå ”legitimitet” ved udadtil at distancere sig fra tidligere tiders mest belastede symboler, organisationsformer og programpunkter. Front National i Frankrig regnes ofte for at have pioneret denne ”euro-fascistiske” strategi i 1970'erne. Denne generelle mangel på egentlige stormtropper forhindrer dog også disse partier i at spille den samme rolle som de klassiske fascistiske bevægelser i Italien og Tyskland.

Fascismens funktion
Hitler og Mussolini kom således til magten efter forinden at have vist borgerskabet deres værd ved at lade deres tilhængere terrorisere arbejderbevægelsen, som i begge lande havde en styrke, der forhindrede den herskende klasse i at regere på ”normal” parlamentarisk vis. Fascismen blev af storkapitalen anset for en mindre trussel end socialismen og fik derfor overdraget magten på parlamentarisk vis og i koalition med traditionelle borgerlige partier. De grundlæggende kapitalistiske produktionsforhold blev da også bevaret under fascismen.

Derfor lægger den marxistiske analyse mere vægt på fascismens funktion frem for f.eks. dens (ofte stærkt modsætningsfyldte) ideologi, herunder diverse racistiske forestillinger. Fascismen adskiller sig fra andre autoritære og racistiske strømninger ved at være en massebevægelse baseret på småborgerskabet, der i krisesituationer kan bruges af borgerskabet til at rydde arbejderbevægelsen og andre hindringer for fortsat kapitalakkumulation af vejen. Som den russiske revolutionære Leon Trotskij formulerede det, er fascismens ”funktion af knuse arbejderklassen, ødelægge dens organisationer og udrydde de politiske frihedsrettigheder, når kapitalisterne ser sig ude af stand til at regere og dominere ved hjælpe af det demokratiske maskineri”.

Krisen og truslen fra højre
Naturligvis er nutidens økonomiske, sociale og politiske krise langt fra lige så dyb som i årene umiddelbart efter 1. verdenskrig og i 1930'erne. I de fleste lande er det politiske system langt mere stabilt, og de herskende klasser har ved at pumpe billioner og atter billioner af kroner ind i økonomien forhindret den globale kapitalistiske krise i foreløbig at nå samme dybde som i 1930'erne. Dette dækker dog over et uhyre svagt opsving og har ført til den nuværende gældskrise. Samtidig kan den politiske desillusionering over mainstream-partierne hurtigt accelerere efterhånden som de alle accepterer behovet for brutale nedskæringsprogrammer.

I den situation er det afgørende, at der findes et klart socialistisk alternativ, som insisterer på ikke at lade arbejderklasen betale kapitalismens krise. Ellers bliver vinderen det yderste højre. Det gælder naturligvis også herhjemme under en evt. S-SF-regering. For som professor Curt Sørensen har påpeget, repræsenterer Dansk Folkeparti en potentiel fascismemodel. Og som afsløringen af det hemmelige racistiske netværk ”ORG” viser, er overgangen mellem den ”pæne” højrefløj og de voldelige gadebøller flydende.

Hvad solidaritet betyder for arbejdsgiverne

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Under den økonomiske krise flyder der fra arbejdsgivernes side en lind strøm af opfordringer til arbejderklassen om at udvise ”solidaritet” ved at acceptere lønnedgang, dårligere arbejdsforhold og forringelse af velfærdsydelserne. Topcheferne og deres virksomheder har dog selv givet en række endog særdeles pædagogiske eksempler på, hvad denne form for ”solidaritet” indebærer for deres eget vedkommende.

F.eks. kunne Dagbladet Politiken i marts måned fortælle, at direktørlønningerne i landets 16 største børsnoterede virksomheder er steget eksplosivt siden den økonomiske krises start. Således var der fra 2008 til 2010 en vækst på 23 %, fra 358 millioner kr. til 440 millioner, i udgifterne til direktørlønningerne. Denne udvikling skal vel at mærke ses på baggrund af andre tal fra Berlingskes Nyhedsmagasin, som viser, at direktionsmedlemmerne fra landets største børsnoterede selskaber har fået en gennemsnitlig lønstigning på intet mindre end 400 % siden 1994.

I den nævnte periode er direktionsmedlemmernes løn steget hele fem gange mere end almindelige lønmodtageres. Som følge deraf scorede direktionsmedlemmerne fra virksomhederne på C20-indekset i gennemsnit 8,9 millioner kroner sidste år. Ved årtusindeskiftet tjente en industriarbejder mellem en ottende- eller niendedel af en af topchef, hvorimod tallet i dag er styrtdykket til omkring en syttendedel.

Øget ulighed og fattigdom
De talrige opfordringer til arbejderklassen om under kapitalismens krise at udvise solidaritet med overklassen bliver sat yderligere i perspektiv af den kendsgerning, at det i høj grad var de rigeste, som blev forgyldt af det økonomiske opsving, der gik forud. Som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd påviste i et notat sidste år, havde de 10 % rigeste i gennemsnit 75.700 kroner mere i disponibel indkomst i 2007 end i 2001, hvorimod indkomsten for de 10 % fattigste i samme periode blot steg med 2.100 kroner.

En anden undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd dokumenterede i juni måned, at antallet af fattige danskere mellem 2002 og 2009 voksede med 55 % til 346.000 personer. I samme periode er antallet af fattige børn steget med 51 %, hvilket betyder 65.000 børn, der lever i fattigdom. På Lolland vokser næsten hver tiende barn, eller 9,4 %, op i fattigdom. Danmark er tilmed blandt de lande i Europa, hvor uligheden øges hurtigst.

To slags solidaritet
En anden måde at aflæse, hvad solidaritet betyder for arbejdsgiverne og deres venner i regeringen, er at se på udviklingen i erhvervslivets betaling af skattekroner til statskassen. Her er der siden 1989 sket en halvering af selskabsskatten, fra 50 % til 25 %. Dette forhindrede dog ikke regeringen i før sommerferien at offentliggøre planer om at sænke selskabsskatten yderligere – nu til blot 20 %. Dertil kommer, at kun hver fjerde virksomhed overhovedet finder det umagen værd at bidrage til statskassent. Således er antallet af virksomheder, der betaler selskabsskat, ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd siden 1998 faldet fra 60 % til 26 %.

For de danske arbejdsgivere betyder solidaritet med andre ord, at de forgylder sig selv og samtidig forventer, at arbejderklassen accepterer mindre lønninger, dårligere arbejdsbetingelser og lavere velfærdsydelser. Man kan således ikke just beskylde arbejdsgiverne for lav klassebevidsthed. Som modsvar må vi sætte arbejderklassens solidaritet, hvor vi står sammen for at forhindre, at regningen for den økonomiske krise, de har skabt, bliver sendt videre til os.

”Vores revolution kan skabe et alternativ til imperialismen"

Socialistisk Arbejderavis har talt med formanden for Egyptens første uafhængige fagforening om den revolution, der tidligere på året væltede diktatoren Mubarak, og de kampe, der venter forude. 

I Egypten blev RETA, der organiserer landets ejendomsskatteopkrævere, i 2009 den første uafhængige fagforening siden Nassers militærjunta 52 år tidligere kvalte den daværende fagbevægelse. Oprettelsen af RETA skete i kølvandet på 55.000 ejendomsskatteopkræveres tre måneder lange strejke i efteråret 2007, som medførte et fald i skatteopkrævningen på 90 % og endte med sejr i form af en lønstigning på 325 %. Fagforeningens formand Kamal Abu Aita besøgte for nylig Danmark i forbindelse med Enhedslistens årsmøde, hvor han blev interviewet af denne avis.

Om strejkebevægelserne i årene op til Mubaraks fald, de største i Egypten siden 2. verdenskrig, forklarer han:

”De mange strejker før revolutionen, op imod 5000, har dækket næsten alle industrier og brancher. De har rystet systemet og vist det egyptiske folk en metode til at sejre over regimet og opnå sine krav.”

De succesfulde strejker gav befolkningen modet til at kræve sin rettigheder og betød, at modstanden mod regimet ikke længere var begrænset til små grupper af politiske aktivister.

”Strejkerne og den nye arbejderbevægelse bragte kampen til et højere, folkeligt niveau, og dette resulterede i en reel krise for systemet”, fortæller Aita.

Revolutionen fortsætter
Militærregeringen har lovet frie valg til efteråret, og en række af februar-revolutionens middelklasse-aktivister opfordrer nu til ro på gader og arbejdsplader for at sikre en ”glat overgang til demokrati”.

Egyptens nye fagbevægelse fortsætter dog ufortrødent kampen, selvom der ved flere lejligheder er blevet slået hårdt ned på strejker og andre protester. 30. januar blev Føderationen af Uafhængige Fagforeninger dannet og ”siden har flere fagforeninger sluttet sig til hver dag”, siger Aita.

Efter Mubaraks afgang blev Ismail Fahmi, en af systemets mænd, indsat som arbejdsminister, men ”vi væltede ham til sidst, og vi erstattede ham med en mand, som tror på retten til at danne uafhængige fagforeninger”, siger Aita med henvisning til den nye arbejdsminister, Ahmed el-Borai.

Ud over retten til frit at organisere er de nye fagforeningers krav bl.a. en retfærdig mindsteløn, stop for alle privatiseringer, tilbagerulning af tidligere privatiseringer samt genansættelse af de fyrede arbejdere.

Derudover er Aita sammen med en række andre fremtrædende fagforeningsaktivister underskriver på en støtteerklæring for Det Demokratiske Arbejderparti, der er ved at blive dannet og skal sikre arbejderne en stemme i Egyptens kommende politiske landskab.

Lige nu har etableringen af uafhængige fagforeninger dog højeste prioritet, men ”vi betragter fagligt arbejde som en skole, der kan forberede nye politiske bevægelser i fremtiden”.

Alternativ til imperialismen
Et vigtigt element i den egyptiske revolution har været ønsket om et opgør med rollen som Israels vagthund over for palæstinenserne i de besatte områder. Egypten har været med til at opretholde blokaden af Gaza og samtidig indgået en række handelsaftaler, bl.a. om eksport af egyptisk gas, som har været særdeles lukrative for Israel.

”Et af de fundamenterne for den store mobilisering af de arabiske befolkninger har været et opgør med den arabiske nederlagsfølelse over for den zionistiske stat”, forklarer Aita, der ser NATO's intervention i Libyen som en trussel mod de folkelige opstande.

”Vi er imod enhver form for udenlandsk indblanding i de arabiske revolutioner, fordi det vil afspore revolutionen. Det eneste vi har brug for er, at støtten til de imperialistiske kræfter i vores lande stopper”, siger Aita.

”Læg nøje mærke til, at vores befolkninger, som er parate til at bekæmpe undertrykkerne i deres egne lande, også er klar til at bekæmpe vestlig indblanding, selv hvis det kræver at stå side om side med deres undertrykkere”, understreger han.

”Jeg håber, at I vil viderebringe dette budskab til vores kammerater, der trods gode intentioner og modstand mod imperialismen alligevel har politiske mangler på disse områder, hvilket man kunne se på afstemningsresultatet i dag”, lyder meldingen fra Aita om afstemningen på Enhedslistens årsmøde, der endte med snæver opbakning til oprettelsen af flyforbudszonen over Libyen.

Den egyptiske fagforeningsmand slutter interviewet med dette perspektiv for de folkelige opstande i Mellemøsten og Nordafrika:

”Vi kan gennem revolutionerne i de arabiske lande opbygge en humanistisk og folkelig union, som gør op med imperialistiske overgreb og umenneskelig globalisering.”

George W. Bush dræbt - tillykke til Irak

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Det er netop blevet officielt meddelt, at irakiske kommandosoldater efter en skududveksling har dræbt George W. Bush, den ansvarlige for Irak-krigen, der skjulte sig på en ranch i Texas. Da det som meningsdanner som bekendt gælder om at være hurtigt ude med en kommentar, genbruges her Jyllands-Postens leder fra 2. maj om drabet på bin Laden. Der er blot foretaget nogle få rettelser, som er markeret med fed skrift.

TIlLYKKE IRAK

Ligesom vi alle var irakere den 19. marts 2003, så er vi også alle irakere i dag.

Endelig! Otte års traume efter krigen mod Irak har fået et solidt skud for boven med meddelelsen om terrorchefen George W. Bushs død. Tillykke til Irak; tillykke til os alle.

Det er næsten som i en meget amerikansk Hollywood-film: Først går man grueligt meget igennem, så trækker tingene i langdrag, og så sejrer retfærdigheden alligevel til sidst. De gode vinder; de onde taber. Sådan skal det være. Derfor er tilfredsstillelsen i dag global.

Det er et åbent sår i Iraks sjæl, som nu er kommet meget nærmere at læges. Det er muligt, at Bush i dag ikke har meget med det praktiske terror-håndværk at gøre. Pentagon hævdes gerne at være mere eller mindre selvstyrende. Allerede under den tidligere premierminister Ibrahim al-Jaafari, som var særligt martret af den udeblivende succes med at fange eller dræbe Bush, skiftede Irak til synspunktet om, at Pentagon var blevet meget mere end Bush. Det er kun blevet rigtigere, jo længere tiden er gået.

Alligevel er neutraliseringen af Bush en stor triumf for Irak; for os alle. Han var og blev et samlende symbol for de formørkede, middelalderlige kræfter, som hader Mellemøsten, og ikke skyer noget middel for at ramme Mellemøsten. Han var et terrorens ikon; en ondskabsfuld og totalt hensynsløs katalysator for et irrationelt had, for hvem menneskeliv intet betød.

George W. Bush er samtidig selv det bedste dementi af de hændervridende forsøg på at forklare terroren med sociale årsager. Bush selv var som bekendt multimilliardær. Mange af dem, der har startet krige i de forløbne otte år har været velsituerede, veluddannede og velfungerende mennesker. Det gælder også de neo-konservative høge bag massemordet i Irak. Til gåden Bush knytter sig derfor også gåden om, hvad der egentlig driver de kapitalistiske terrorister.

Nu er han død. Triumfen er endnu større, end da Wall Street-svindleren Bernard Madoff blev hevet ud af sin luksuslejlighed. Et vigtigt skridt i terrorbekæmpelsen er taget, i det mindste psykologisk. Foran det irakiske parlament jubler irakere af alle slags. Ligesom vi alle var irakere den 19. marts 2003, så er vi også alle irakere i dag.

Det tog otte år. Men det lykkedes. Det er en god dag.

Socialisme, pacifisme og krig

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Enhedslistens beslutning om at stemme for bombningen af Libyen rejser spørgsmålet om, hvordan vi som socialister forholder os til krig. Den revolutionære marxistiske tradition, som vi i Internationale Socialister betragter os selv som en del af, har udviklet en nyttig metode til at afgøre om en given krig fortjener vores støtte eller ej. Vi er nemlig ikke pacifister, da vi mener, at vold desværre kan være et nødvendigt onde. Alle historiske erfaringer viser således, at den herskende klasse ikke skyr nogen midler for at forsvare sin magt og rigdom.

Den herskende klasse, som har vist sig villig til den mest ekstreme vold i form af Irak-krigen og derigennem at ofre hundredtusinder af menneskeliv for at få kontrol over et andet land og dets olie, vil være så meget desto villigere til at bruge vold mod en socialistisk massebevægelse, der (modsat f.eks. Saddam Hussein-regimet) udgør en direkte trussel mod dens ejendom og privilegier. I sådanne situationer risikerer vi at blive slagtet, hvis vi udelukkende fokuserer på sit-down aktioner og andre former for ikke-voldelig civil ulydighed.

Krig som politikkens fortsættelse
I stedet for pacifistisk modstand mod enhver krig, har vi som nævnt en marxistisk analysemetode til afgøre vores stillingtagen. Denne metode er måske bedst af alle blevet beskrevet af den russiske socialist og revolutionære leder V.I. Lenin, der forklarede, at vi i hvert enkelt tilfælde konkret må undersøge ”krigens klassekarakter: Hvad er årsagen til denne krig, hvilke klasser fører den og hvilke historiske og historisk-økonomiske forhold banede vej for den”. Lenin forklarede desuden om ”dialektikken” (dvs. vores metode) at:

”Med hensyn til krig er dialektikkens hovedtese... at ”krig blot er politikkens fortsættelse med andre [dvs. voldelige] midler”. Sådan lyder formlen hos Clausewitz, en af de største skribenter om krigens historie, hvis tænkning blev stimuleret af Hegel. Og dette var altid synspunktet hos Marx og Engels, der betragtede enhver krig som en fortsættelse af politikken hos de pågældende magter – og hos de forskellige klasser inden for disse lande – i en bestemt periode.”

Når ”krig blot er politikkens fortsættelse med andre midler”, betyder det, at de involverede stater og regeringer i sådanne situationer er drevet af de samme grundlæggende interesser og motiver, som driver deres politik på hjemmefronten og deres mere ”fredelige” udenrigspolitiske initiativer. Det forklarer også, hvorfor det er komplet absurd (som f.eks. Enhedslisten har gjort i forhold til Libyen) at forvente en ”humanitær aktion” fra en række regeringer, herunder den danske regering, der på hjemmefronten står for asocial nedskæringspolitik, forgyldning af millionærerne og milliardærerne og stribevis af racistiske love.

Forskellen mellem politisk og militær støtte
Som socialister betragter vi de imperialistiske stormagter som hovedfjenden. Derfor kan vi i nogle tilfælde, som f.eks. krigen 1980-1988 mellem Irak og Iran, finde på at støtte ”sub-imperialistiske” magter mod imperialismen. Sub-imperialistiske lande er placeret på et lavere trin i hierarkiet mellem verdens forskellige stater og er f.eks. blot regionale stormagter. I denne krig mellem to sub-imperialistiske lande smed USA sin vægt ind bag Irak. Derfor betød Iraks sejr også en sejr for imperialismen og dens muligheder for at intervenere i andre lande og et nederlag for de progressive kræfter overalt i verden, herunder også de folkelige forhåbninger og aktioner, der havde væltet Shahens styre i Iran i 1979 og trods det brutale præstestyre stadig prægede landet. Vi støtter desuden altid ubetinget, men kritisk nationale befrielseskrige mod imperialismen, som f.eks. tidligere i Algeriet, Vietnam og Sydafrika og i dag i bl.a. Palæstina, Irak og Afghanistan.

Vi skelner derudover mellem politisk og militær støtte. Politisk støtte giver vi kun til bevægelser, partier eller regeringer, der lige som os selv er revolutionære socialister. Selv om vi omvendt kan finde på at støtte militær sejr for kræfter, som vi i øvrigt er dybt uenige med, betyder det på ingen måde, at vi pludselig opgiver vores politiske kritik af dem. Militær støtte betyder støtte til militær sejr for den ene part i en krig. I praksis kan militær støtte betyde alt lige fra blot propaganda for den parts sejr i en krig, til våbenhjælp og i yderste konsekvens udsendelsen af uafhængige militære brigader af socialister på den ene side i en krig.

Men i alle tilfælde gælder det, at vi aldrig kan give hverken politisk eller militær støtte til verdens førende imperialistiske staters krige, som f.eks. NATO's bombning af Libyen.

Bragt i Socialistisk Arbejderavis nr. 308, 8. april 2011.

Giv ferie til nogle andre!

AF LARS HENRIK CARLSKOV

I intet af regeringens mange ministerier trives de højtsvævende og banebrydende visioner bedre end i det, som meget passende er blevet døbt ”Videnskabsministeriet”. I spidsen for dette ministerium har regeringen sat unikt innovative og dynamiske personligheder som først Helge Sander og senest Charlotte Sahl-Madsen; to ministre, hvis skyhøje personlige kvalifikationer må være helt åbenlyse, hvis man kender disse kvalifikationer (og muligvis findes der et eller andet sted faktisk nogen, der gør det).

Det var f.eks. føromtalte Helge Sander, der lancerede det legendariske slogan om, at universiteterne skulle forkorte vejen ”fra forskning til faktura”. Oversat fra Sanders særegne herningensiske uldkræmmer-prosa til normaldansk betød dette reklameslogan, at universiteterne skulle målrettes efter det private erhvervslivs ønsker og udsigt til kortsigtet profit, hvilket da også er sket. Og som et vellykket ejer- eller generationsskifte i en købmandsbutik, har Charlotte Sahl-Madsen videreført denne politik, siden hun overtog posten som videnskabsminister.

En politik det tager århundreder at forstå
Chou En-lai, en af Mao Tse-tungs ledende ministre, blev efter sigende engang spurgt, hvordan han vurderede betydningen af den franske revolutionen i 1789, hvortil han angiveligt svarede, at ”det er for tidligt at sige”. På samme måde vil vi almindelige mennesker sikkert først om flere århundreder blot tilnærmelsesvist forstå det fulde omfang af de storstilede planer og initiativer, der i vor egen tid udgår fra Videnskabsministeriet, og vi må derfor nok overlade det til langt senere generationer at bedømme disse initiativer og planers verdenshistoriske betydning.

Der findes dog mennesker, der hævder allerede nu at kunne skimte, i hvert fald i det små og brudstykkevist, konturerne af nogle af de mere umiddelbare konsekvenser af regeringens kulturrevolution på universiteterne. Hvor besynderlig det end kan lyde, findes der således blandt masserne af studerende og universitets-ansatte flere oppositionelle grupper, som ikke deler begejstringen for den parole om ”fra forskning til faktura”, de ellers har fået udstukket af den politiske avantgarde i Videnskabsministeriet.

En ferie der aldrig slutter
Til disse regime-kritiske elementer hører f.eks. de studerende på Københavns Universitet, som på det seneste har lavet flere blokader af deres egne institutter - og det endda med opbakning fra de ansatte. De undrer sig bl.a. over, at ”uddannelse og forskning i verdensklasse”, en anden af regeringens paroler beregnet på folkemasserne, indebærer færre undervisningstimer og kortere semestre. Ved at sige nej til dette, siger de således også nej til længere ferie. Til gengæld kan du være nogenlunde sikker på, at de gerne vil give ferie til nogle helt andre, nemlig regeringen – og helst en ferie, der varer så længe som muligt og aldrig slutter. 

Bragt i Socialistisk Arbejderavis nr. 308, 8. april 2008.

Ikke mod, men sammen med østarbejderne

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Østarbejderne er en udfordring og en mulighed for venstrefløjen. En udfordring, fordi arbejdsgiverne har let ved at udbytte disse arbejdere på grund af deres lave organiseringsgrad - og dermed også kan bruge dem til at presse danske arbejdere på deres løn- og arbejdsvilkår. Og en mulighed, fordi venstrefløjen, hvis vi formår at organisere disse udenlandske arbejdere, har taget et vigtigt skridt i bekæmpelsen af de forskellige splittelser i arbejderklassen.

Det er disse interne splittelser blandt arbejderne, som forklarer, hvorfor kapitalisterne, der kun udgør et lille mindretal, alligevel kan fortsætte med at udbytte arbejderklassen, selv om den er det store flertal af befolkningen. I forhold til denne splittelse, er det dummeste man overhovedet kan gøre at skabe fjendebilleder af andre arbejdere. Det er desværre præcis det, som f.eks. SF har gjort. Det gælder ikke bare de forskellige udfald mod muslimer, men også i forhold til østeuropæiske arbejdere.

Udenlandske arbejdere som syndebukke 
F.eks. har Villy Søvndal udtalt, at det ”ikke [er] nogen undskyldning for nasseri at komme fra Østeuropa”. På samme måde har Mattias Tesfaye fra SF's Landsledelse kaldt østeuropæiske arbejdere for ”nasserøve” og foreslået at lukke grænserne for dem. Det var dog intet imod partiets integrationsordfører Astrid Krag, der i et interview med Politiken, under henvisning til nogle katolikkers reaktionære holdninger til kvinders og homoseksuelles rettigheder, udnævnte polske gæstearbejdere til en potentiel trussel på linje med Hizb-ut-Tahrir.

Som socialister kan vores løsning aldrig være at lukke grænserne for udenlandske arbejdere. Kun under kapitalismen kan der være ”for meget” arbejdskraft. Selv om der på grund af den økonomiske krise lige nu er stor arbejdsløshed, er der ikke siden krisen brød ud blevet mindre behov for at pleje de ældre, passe børnene, undervise i skolerne, fremstille de nødvendige produkter i industrien osv. osv. Problemet er derfor ikke mængden af arbejdskraft, men den kapitalistiske produktionsmåde, der, som Karl Marx påpegede allerede i midten af 1800-tallet, har en indbygget tendens til at frembringe en ”reservehær” af arbejdsløse.

Den virkelige fjende 
I stedet for de udenlandske arbejdere bør vi derfor rette skytset mod det globale kapitalistiske system, hvor millioner og atter  millioner af mennesker er arbejdsløse, udelukkende fordi det efter kapitalisternes profithensyn ikke kan betale sig at ansætte dem. Det er således ikke udenlandske arbejderes, men kapitalistiske arbejdsgiveres, skyld, at danske arbejdere fyres eller får forringet deres løn- og arbejdsforhold.

Fra Norge kan den danske fagbevægelse hente vigtige erfaringer i at organisere østeuropæiske arbejdere. F.eks. hos Oslo Bygningsarbeiderforening, der har flere udlændinge som medlemmer end nordmænd. En af de afgørende forskelle er, at ”illegale” arbejdere her ikke meldes til myndighederne og at der aktioneres og laves blokader sammen med, men ikke mod, de udenlandske arbejdere. Den slags erfaringer er vigtige at lære af, når vi skal organisere os til kamp mod det kapitalistiske system af udbytning og opsplitning af arbejdere efter nationalitet.

Udenlandske arbejdere under slavelignende forhold

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Stort set hver eneste dag byder på nye eksempler på grotesk, ofte slavelignende, udnyttelse af de titusindvis af udenlandske arbejdere, der særligt siden EU's østudvidelse er søgt til Danmark. Ingen har overblik over det præcise antal af arbejdere fra de nye central- og østeuropæiske EU-lande. I starten af sidste år angav beskæftigelsesminister Inger Støjberg og Arbejdsmarkedsstyrelsen antallet til ca. 25.000, men Avisen.dk har i samarbejde med forskere fra Københavns Universitet fundet frem til, at det reelle tal snarere er 44.000.

Arbejdsgivernes hæmningsløse udbytning af disse migrant-arbejdere lettes af, at kun ca. 3 % af dem er fagligt organiseret. Denne udbytning er vel at mærke godkendt fra officiel statslige side. Det fremgår bl.a. af den vejledning, som Arbejdsmarkedsstyrelsen gennem flere år har givet til landmænd på jagt efter billig udenlandsk arbejdskraft.

”Lad dem sove hos dyrene i stalden” 

På hjemmesiden seasonalwork.dk skrev Styrelsen således: "Det er en fordel, hvis der er en stald til rådighed, hvor de ansatte kan overnatte i tilfælde af heftig regn". Et andet råd lød: "Skulle der opstå utilfredshed eller uoverensstemmelser, er det vigtigt lynhurtigt at få løst problemet, evt. ved at udvise ballademagere”. Opfordringerne til arbejdsgiverne om at lade de ansatte sove hos dyrene i stalden, hurtigt skille sig af med ”ballademagere” og mange andre lignende råd trak Arbejdsmarkedsstyrelsen først tilbage efter mere end tre år, og først efter voldsom offentlig kritik.

Et andet frisk eksempel på de horrible forhold, der møder migrant-arbejdere i Danmark, er sagen om de polske håndværkere, som kæden Fitness World sidste år via en underentreprenør havde ansat til at bygge og renovere fitnesscentre. Mindst fire af dem fik i Danmark tæsk efter at have brokket sig over urimelige huslejekrav, og mindst fire andre blev, efter at være flygtet hjem til Polen, udsat for trusler, fordi de kontaktede Malernes Fagforening i København for at klage over arbejdsgiveren.

Gyldne løfter og slavelignende forhold 

Der er desværre ikke tale om enkeltstående tilfælde. Ifølge Ugebrevet A4 siger hver tredje polske arbejder i København således selv, at de blevet er blevet snydt én eller flere gange af deres arbejdsgiver. Fra fagbevægelsens side lyder vurderingen dog, at det snarere drejer sig om mere end 80 %. En del af de udenlandske arbejdere er blevet kørt i bus til Danmark og får ud over kost og logi måske blot 5 kr. i timen, hvilket gør dem dybt afhængige af deres arbejdsgiver.

Disse slavelignende forhold svarer til det billede, Center mod Menneskehandel for nylig tegnede af udenlandske arbejdere, der med gyldne løfter lokkes til landet via vikarbureauer og praktikantaftaler, men i stedet må arbejde stort set i døgndrift, næsten uden løn og noget at spise og under tæsk, trusler og kummerlige indkvarteringsforhold. Det er sådanne forhold, vi som socialister må kæmpe sammen med de udenlandske arbejdere for at stoppe.

S-SF til tjeneste for erhvervslivet

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Udsigten til snart at kunne overtage regeringsmagten har fået S-SF til at indlede et kraftigt bejleri til erhvervslivet. Politikens økonomiske kommentator Niels Lunde kunne således for nylig afsløre, at de to partier i dybeste hemmelighed har holdt en række møder med erhvervslivets topchefer.

S-SF har her bl.a. mødtes med Allan Søgaard Larsen (Falck), Jeff Gravenhorst (ISS), Peter Torstensen (Symbion), Stine Bosse (Tryg), Thomas Hofman-Bang (NKT), Lars Nørby Johansen (Falck og regeringens vækstforum), Torben Möger Pedersen (Pension Danmark) samt ikke mindst en af verdens største lobbyorganisationer for erhvervslivets interesser, nemlig American Chamber of Commerce, hvor personer som Kim Østrup (IBM), Bill Allen (Mærsk) og Lene Skole (Coloplast) sidder i den danske afdelings bestyrelse.

Derudover har Socialdemokraterne nedsat en erhvervspolitisk arbejdsgruppe bestående af bl.a. Lars Goldschmidt (Dansk Industri), Lars Aagaard (Dansk Energi) og tidligere Danfoss-direktør Hans Kirk. På samme måde har SF arrangeret flere seminarier for erhvervsfolk og opbygget et tæt forhold til Grundfos' bestyrelsesformand Niels Due Jensen. Disse seminarier fulgte i kølvandet på, at mangemillionær og topchef for Novozymes Steen Riisgaard sidste år talte ved SF's landsmøde, efter forinden bl.a. at have skrevet en fælles kronik med Villy Søvndal i Berlingske Tidende.

Endelig hører det med til billedet af S-SF's bånd til erhvervslivet, at Stine Bosse, der i januar forlod Tryg-koncernen mod et gyldent håndtryk på 11 millioner kroner, er blevet nævnt som ministeremne i en kommende centrum-venstre regering, hvilket hun dog selv pt. afviser som uaktuelt.

Ansvarlighed over for hvem? 
Denne hektiske mødeaktivitet skal ses som endnu et led i de to partiers forsøg på at positionere sig som ”ansvarlige” og ”regeringsduelige” partier. I den her sammenhæng betyder det dybest set ”ansvarlige” over for de kapitalistiske investorer, som ikke vil tolerere en regering, der for alvor truer deres interesser, og som i givet fald er klar til at banke en sådan regering på plads, f.eks. ved at indskrænke produktionen, tilbageholde investeringerne, spekulere mod valutaen og iværksætte kapitalflugt.

Et andet helt centralt skridt i SF's forsøg på at fremstå som ”regeringsegnet” har været, at partiet er begyndt at stemme for finansloven, også under borgerlige regeringer, og også selv om det indebærer støtte til NATO og krigen i Afghanistan, ja, endda i tilfælde, hvor partiet selv betegner den pågældende finanslov som ”uansvarlig”. Men som det også fremgår af S-SF's økonomiske plan ”Fair løsning” er der snarere tale om ”ansvarlighed” over for erhvervslivet end over for arbejderklassen.

”Fair løsning” freder således stort set millionærerne og milliardærerne, som har tjent fedt på den nu bristede økonomiske boble, hvorimod planen vil sætte arbejdstiden i vejret for ganske almindelige lønmodtagere, hvilket betyder øget udbytning af dem, der allerede i arbejde og gør det sværere for arbejdsløse at finde beskæftigelse. Det er i samme ”ansvarlige” lys man bør se SF's gruppeformand (og finansministerkandidat) Ole Sohns udtalelser til hhv. Jyllands-Posten og Berlingske Tidende om, at hvis det ikke lykkes en ny centrum-venstre regering at skabe forøget vækst, er S-SF klar med nedskæringer på velfærdsydelserne.

Tankegangen om, at det er venstrefløjens opgave at redde kapitalismen fra sin krise ved at skabe øget vækst går igen i den økonomiske plan, som SF fremlagde i midten af januar. Oprindeligt skulle ”Ny vækst – nye job” have været et fælles udspil mellem de to store oppositionspartier, men Socialdemokraterne har formentlig også kunnet se behovet en selvstændig SF-markering ovenpå balladen om regeringens pointsystem. Socialdemokraterne har da også givet planen sin helhjertede opbakning, lige som en række erhvervsledere, hvilket har udløst hvidglødende raseri hos regeringen.

Kapitalistisk vækstpolitik eller anti-kapitalistisk mobilisering? 
Det grundlægende problem ved SF's vækstplan er, at den ikke løser det profitabilitetsproblem, der siden slutningen af 1960'erne har præget de fleste af verdens avancerede kapitalistiske økonomier i såvel Danmark og resten af Vesteuropa som Japan og USA. Den såkaldte ”finanskrise” udspringer således af, at kapitalisterne, pga. den lave profitabilitet i ”realøkonomien”, har kanaliseret en større andel af deres kapital over i stærkt risikable investeringer i den uproduktive finansielle sektor. Ved at pumpe milliarder og atter milliarder ind i økonomien, har verdens herskende klasser i første omgang forhindret, at krisen er blevet så dyb som i 1930'erne.

Men de har samtidig forhindret en udrensning af de uprofitable virksomheder, hvilket sammen med drastisk lønnedgang, øgning af arbejdstid- og tempo eller demontering af en stor del af velfærdsydelserne er det eneste, der kan genoprette profitabiliteten og og skabe et nyt varigt økonomisk opsving. Samtidig har de nu brugt en stor del af deres økonomiske skyts, hvilket gør verdens regeringer ekstremt sårbare over for en ny finansiel nedsmeltning.

Venstrefløjens opgave er derfor ikke at optræde ”ansvarligt” over kapitalistiske investorers jagt på profit eller det globale kapitalistiske system, der har udløst den nuværende krise. I stedet skal vi kæmpe for politiske krav, der i den aktuelle situation kan skabe mobilisering og løse en række påtrængende behov, f.eks. oprettelse af arbejdspladser, praktikpladser og højere dagpenge. Kun via denne kamp kan vi sætte spørgsmålet om et socialistisk alternativ til kapitalismens profitjagt på dagsordenen.

Rød-brun demo bør være en lærestreg for venstrefløjen

AF LARS HENRIK CARLSKOV 

Fredag eftermiddag oplevede vi desværre atter det tåkrummende syn af fremtrædende repræsentanter for Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten stående skulder ved skulder med racistiske politikere og erklærede nazister i en demonstration mod den islamistiske organisation Hizb-ut-Tahrir. Velkendte islamofober som Karen Jespersen og Farshad Kholghi var inviteret som talere, og ud over repræsentanter fra venstrefløjen mødte intet mindre end otte ministre op, foruden naturligvis delegationer fra højreradikale grupper som Danmarks Nationale Front og SIAD. Så der blev både heilet og råbt perker ved demonstrationen.

På forhånd havde det vakt voldsom opstandelse, at Hizb-ut-Tahrir i invitationen til arrangementet i Den Sorte Diamant afbilledede en kiste svøbt i dannebrog og forklarede, at mødet ville:

”...sætte fokus på pligten til væbnet modstand for muslimerne i Afghanistan og omegn. Vi anser denne modstand som fuldt ud legitim. I den sammenhæng vil myndighedernes forsøg på at kriminalisere eller intimidere enhver krigsmodstander også blive belyst.”

Dette resulterede som bekendt i, at kulturminister Per Stig Møller forsøgte at forhindre afholdelsen af mødet samt, at justitsminister Lars Barfoed, på opfordring fra De Radikale og SF, bad rigsadvokaten om igen at undersøge muligheden for at forbyde organisationen. Lars Barfoed forklarede endvidere, at det falder uden for ytringsfrihedens rammer at beskrive afghanernes væbnede modstand mod NATO's besættelse som legitim.

Hvis vi skal følge den særegne Barfoed'ske logik, bør det således også være strafbart, som f.eks. den fremtrædende amerikanske jurist Marjorie Cohn har gjort det, at betegne NATO's krig som ”ulovlig”, idet det indebærer, at afghanernes modstand, voldelig såvel som ikke-voldelig, er lovlig. Til kategorien af strafbare handlinger hører det dermed også at citere FN-charterets artikel 51 og FN-resolution 42/159, der begge fastslår retten til at gøre oprør mod en besættelse.

Selvom justitsministeren, tilmed assisteret af De Radikale og SF, vil bruge domstolene til at forhindre udbredelsen af sådanne ytringer, må det være på sin plads at understrege, at retten til modstand mod besættelse og undertrykkende regimer ikke er afhængig af en juridisk forhåndsgodkendelse. Tværtimod vil magthaverne oftest stemple legitim modstand som ”terrorisme”, på samme måde som den danske modstandsbevægelse oplevede det under 2. verdenskrig og som det efterfølgende er sket for nationale befrielsesbevægelser lige fra Algeriet og Vietnam til Sydafrika og Palæstina. Nøjagtig det samme er tilfældet i Afghanistan i dag, på trods af, at selv amerikanske efterretningsrapporter vurderer, at blot omkring 10 % af oprørerne tilhører grupper som Taliban og al-Qaeda.

Fremmer racisternes og krigstilhængernes agenda
Det er pinligt nok i sig selv at se dele af venstrefløjen demonstrere side om side med borgerlige ministre og højreradikale grupper. Men pinligheden bliver bestemt ikke mindre af, at arrangørerne havde opfordret til at medbringe dannebrogsflag og gule ”Støt vore soldater”-sløjfer. Venstrefløjen forsyner således ikke blot racisme og nationalisme med et skær af respektabilitet, men lader sig tilmed indrullere i støtten til den danske krigsførelse.

For netop det påståede hensyn til de udsendte soldater dominerer debatten om den danske krigsdeltagelse og bruges af krigstilhængerne til at forsøge at lukke på munden på kritikkerne, samtidig med, at "fjenden" i Afghanistan frakendes enhver form for legitimitet. De betragtes, for nu at bruge Bush-regeringens betegnelse, som "illegale kombattanter. Hvis politikerne virkelig bekymrer sig om de udsendte soldater, bør de straks trække dem hjem og sikre, at de får den nødvendige hjælp i overgangen til et civilt liv. Ansvaret for eventuelle drab på danske soldater hviler således på de politikere, der har sendt dem i krig for at tjene NATO's geopolitiske interesser.


Betyder alt dette, at venstrefløjen aldrig kan demonstrere mod Hizb-ut-Tahrir? Nej, det ville være lige så tåbeligt som på forhånd at fraskrive sig retten til at demonstrere mod en hvilken som helst anden organisation. Men i en situation, hvor organisationen er komplet marginaliseret og det politiske klima er så betændt, at Danmark er blevet indehaver af Europas strammeste udlændingepolitik og et internationalt symbol på racistisk hetz og diskrimination, flyder sådanne demonstrationer uvægerligt sammen med den generelle fremmedfjendskhed.

Det er således ingen tilfældighed, at et flertal af landets muslimer, trods deres uvilje mod Hizb-ut-Tahrir, ikke brød sig om Villy Søvndals skrid-ad-helvede-til-retorik. Lige så lidt er det tilfældigt, at formanden for soldaterveteranforeningen De Blå Baretter uden at møde den mindste kritik kunne kræve Hizb-ut-Tahrirs medlemmer arresteret med den begrundelse, at i ”alle andre krige har man interneret fjender af nationen”. Med andre ord: Oprettelsen af en form for koncentrationslejre som f.eks. under 2. verdenskrig, hvor danske kommunister blev interneret i Horserødlejren og hvor amerikanere med tysk, italiensk eller japansk baggrund i USA blev interneret i lejre. Når sådan et krav kan passere uden at møde en storm af protester, siger det alt om, hvilken reaktionær dagsorden venstrefløjen fremmer ved at tilslutte sig hylekoret mod Hizb-ut-Tahrir. 

Fascisme?
Men er Hizb-ut-Tahrir da ikke en fascistisk organisation, som vi i lighed med andre højreradikale grupper bør demonstrere imod? Er partiet f.eks. ikke imod demokrati og kvinders og homoseksuelles rettigheder? Sådan lyder en populær indvending på venstrefløjen. Desværre lider dette argument under en helt igennem borgerlig fascisme-forståelse, der udspringer af den primitive totalitarisme-teori, hvor man finder nogle enkelte fællestræk mellem forskellige ideologier og bevægelser (som f.eks. nazismen, kommunismen og islamismen) og på baggrund deraf konkluderer, at der grundlæggende er tale om ét og samme fænomen.

Ud fra en lignende logik kunne man således beskrive 1950'ernes USA som et fascistisk samfund, idet det var præget af storkapitalens dominans, voldsom anti-kommunisme, imperialistisk udenrigspolitik, raceadskillelse osv. osv. Imidlertid er der den afgørende forskel, at der også fandtes parlamentarisk demokrati (selvom det diskriminerede den sorte del af befolkningen), hvilket gav venstrefløjen en række muligheder for legalt arbejde, som ikke findes i fascistiske stater.

For at kunne bekæmpe den virkelige fascistiske trussel, som har gode vækstbetingelser under den kapitalistiske verdensøkonomis nuværende krise, er det afgørende at droppe den sløsede omgang med fascisme-betegnelsen, hvor den snarere bruges som skældsord end analytisk begreb. Fascismen grundlæggende historiske kendetegn var, at den var en massebevægelse baseret på det småborgerskab, der på grund af 1920'ernes og 1930'ernes økonomiske krise truedes af proletarisering, og som borgerskabet derfor, da det ikke længere kunne regere på almindelig parlamentarisk vis, kunne bruge til at smadre arbejderbevægelsens organisationer for at sikre det kapitalistiske systems fortsatte eksistens. Det er derfor meget svært at se, hvad der, bortset fra nogle få overfladiske lighedstegn, kvalificerer Hizb-ut-Tahrir eller andre islamistiske, eller for den sags skyld stalinistiske, partier til fascisme-betegnelsen.

Modsat fascistiske organisationer har Hizb-ut-Tahrir ingen stormtropper, og der findes ingen dokumentation for, at partiet skulle stå bag voldelige overfald, selvom den militante, til tider endda antisemitiske, retorik har indbragt flere medlemmer domme for trusler. I modsætning dertil overfalder højreekstreme grupper jævnligt venstreorienterede, etniske minoriteter og homoseksuelle. Den nutidige trussel om fascisme kommer i dag ikke fra nogen islamistisk gruppe, men derimod snarere fra kredse noget tættere på regeringen og ikke mindst dens parlamentariske støtteparti. Og i den aktuelle sag er det personer som justitsminister Lars Barfoed og kulturminister Per Stig Møller, der har angrebet såvel forsamlingsfriheden og ytringsfriheden som retten til frit at danne partier. 

En lærestreg for venstrefløjen
Hvis venstrefløjen skal formå at tiltrække de muslimer, der måtte føle sig tiltrukket af Hizb-ut-Tahrir og lignende gruppers militante modstand mod den islamofobiske hetz, krigene i Irak og Afghanistan og de vestlige regeringers accept af besættelsen af Palæstina, er det mildest talt en håbløs strategi at istemme racisternes og krigstilhængernes hysteriske fordømmelse af disse grupper, uanset hvor lidt vi i øvrigt bryder os om dem. Som forskeren Kirstine Sinclair påpeger kan sådanne grupper tværtimod "bruge [det] til at sige til andre muslimer, at de alle sammen er uønskede i det danske samfund". 

Fredagens rød-brune sammenrend uden for Den Sorte Diamant burde vise med al ønskelig tydelighed, hvordan venstrefløjen risikerer, at berettiget kritik af reaktionære tendenser, instrumentaliseres til en generel hetz mod muslimer. Og dermed risikerer vi også, at det for det store flertal af muslimerne, der ingen sympati føler for islamistiske strømninger, vil se ud som om venstrefløjen gør fælles front med krigsførende og racistiske politikere.

Den bedste måde venstrefløjen kan forhindre, at grupper som Hizb-ut-Tahrir vinder opbakning, er med andre ord ved at gøre op med den statsracisme og krigspolitik, der udgør deres vigtigste rekrutteringsgrundlag. Som den aktuelle sag viser, har venstrefløjen her meget at lære. Men hvis den ikke lærer det efter fredagens fadæse, kan man frygte, at den aldrig lærer det.

SF og kapitalismens krise: Spare-marxisme?

AF LARS HENRIK CARLSKOV

I dagens Berlingske Tidende har SF's finansordfører (og kandidat til posten som ny finansminister) Ole Sohn nogle interessante betragtninger om de udfordringer, han mener en kommende S-SF-regering står over for. SF er klar til at skære i velfærdsydelserne, hvis det mod forventning ikke lykkes at skabe mere vækst i den private sektor:

”Hverken vores plan eller regeringens plan giver tilstrækkeligt med penge til at redde økonomien, hvis ikke der kommer gang i væksten. Og så er der kun to svar: Enten skal vi have gang i væksten og genskabe de arbejdspladser, vi har tabt, eller også må vi tilpasse den offentlige sektor. Den offentlige service, vi giver i dag, kan kun fastholdes, hvis vi får gang i den private vækst.”

Den udmelding er for så vidt ikke nogen nyhed, da Sohn for kort tid siden fremsatte samme budskab i Jyllands-Posten. Ved den lejlighed udtalte han:

”Der er kun to muligheder - enten får vi sparket gang i den private vækst eller reduceret den offentlige.”

Begge gange er Sohn blevet bakket op af Socialdemokraternes politiske ordfører Henrik Sass Larsen. Det kan undre, at det lige netop er i landets to største borgerlige aviser, Sohn står frem med dette budskab. Hvem er det, han prøver at berolige?

Faktisk kan det ikke forstås på anden måde end som endnu et signal om, at SF er klar til at udvise ”økonomisk ansvarlighed”, dvs. påtage sig ansvaret for at administrere den globale kapitalistiske krise, som også har ramt Danmark. Hvis det ikke lykkes en S-SF-regering at skabe forøget vækst i Danmark, som vel at mærke er dybt afhængig af udviklinger i den globale økonomi, rammer sparekniven velfærdsydelserne.

Det mest naturlige ville ellers være at sende regningen for krisen retur til de rige, der under den nu bristede økonomiske boble tjente fedt på vild finansiel spekulation. Men i deres fælles økonomiske plan ”Fair Løsning” vil S-SF mere eller mindre lade de rige gå fri. Ganske vist indeholder planen en ”millionærskat”, men det magre resultat af denne skat vil være, at millionærerne slipper billigere end før VK's skattelettelser og at indkomsterne fra 500.000-1.000.000 beholder deres skattelettelser. Endnu værre er som bekendt forslaget om at øge arbejdstiden med 12 minutter om dagen, hvilket vil øge udbytningen af den del af arbejderklassen, der allerede er i arbejde og gøre det sværere for de arbejdsløse at finde beskæftigelse.

I sit principprogram erklærer SF ellers, at partiets ”udgangspunkt er en udogmatisk socialisme, der har sit udspring i arbejderbevægelsens kampe og i den marxistiske samfundsforståelse”. Det kunne ved lejlighed være interessant at høre Ole Sohn redegøre nærmere for, hvordan han ved hjælp af den dialektisk-materialistiske metode har analyseret sig frem til den nye spare-marxistiske inje.

Der er dog et alternativ til at lade velfærden afhænge af kapitalistiske investorers lyst til at investere. Men det kræver, at vi opbygger en udenomsparlamentariske massebevægelse, som kan rykke S-SF til venstre. Et godt udgangspunkt er kampen mod angrebet på efterlønnen. Den kamp er der allerede nogen, der har taget initiativ til at organisere.

Reklameindustrien er en alvorlig trussel mod klimaet

 

Reklamebranchen fungerer som olie på tandhjulene i den kapitalisme, der har skabt den nuværende tingsliggjorte kultur. Dermed er den også en af hovedårsagerne til klimakrisen. Det forklarer den fransk-brasilianske sociolog Michael Löwy i denne artikel.

Klimaændringerne har bragt den globale miljøkrise til en foreløbig kulmination. Den vigtigste pointe er i den forbindelse, at klimaændringerne accelererer langt hurtigere end tidligere forudsagt. Ophobningen af kuldioxid, stigende temperaturer, smeltningen af polernes iskapper og af de ”evige” islag, tørker, oversvømmelser; alle disse fænomeners tempo stiger, og næppe er blækket tørt på de foregående videnskabelige analyser, før de viser sig at have været for optimistiske. I stigende grad bliver de højeste estimater i forudberegningerne for de næste 10, 20 eller 30 år til det accepterede minimum. Og dertil skal lægges de alt for lidt undersøgte forstærkende faktorer, som i dag repræsenterer en risiko for et kvalitativt spring i drivhuseffekten, som kan føre til en global opvarmning ude af kontrol.

Der er stadig omkring 400 milliarder tons kuldioxid indesluttet i permafrosten, den frosne tundra, som strækker sig fra Canada til Sibirien. Men hvordan kan gletscherne smelte uden, at permafrosten også smelter? Der findes kun få beskrivelser af worst-case scenariet, hvor den globale temperatur stiger med 5-6 grader; videnskabsfolkene undgår at optegne billeder af katastrofer. Men vi ved allerede, hvad der venter: stigende vandstand i havene, med oversvømmelse ikke bare af Dacca og andre asiatiske kystbyer, men også af London, Amsterdam, Venedig og New York; gigantiske ørkendannelser; mangel på drikkevand; gentagne naturkatastrofer. Listen fortsætter. Ved en temperaturstigning på 6 grader bliver det tvivlsomt om kloden stadig vil være beboelig for vores art. Vi har desværre ikke nogen anden planet at flytte til.

Hvem er ansvarlig for denne situation, som er uden fortilfælde i menneskehedens historie? Videnskabsfolkenes svar er – mennesker. Et korrekt svar, men en anelse mangelfuldt. Der har levet mennesker på jorden i adskillige årtusinder, men mængden af kuldioxid i atmosfæren er først blevet farlig for nogle få årtier siden. I virkeligheden ligger skylden hos det kapitalistiske system – med dets absurde og irrationelle logik af ubegrænset ekspansion og kapitalakkumulation; dets tvangsprægede fremstød for at øge den materielle produktion i jagten på profit.

Det kapitalistiske markeds indskrænkede rationalitet, med dets kortsigtede kalkule over profit og tab, står i sit væsen i modsætning til det levende miljøs rationalitet, som opererer efter lange, naturlige cyklusser. Det skyldes ikke, at ”dårlige” miljøfjendske kapitalister står i vejen for ”gode” grønne kapitalister. Det er selve systemet, baseret på ubarmhjertig konkurrence, kravet om afkast på investeringer og jagten på hurtig profit, som ødelægger den økologiske ligevægt.

I modsætning til vareproduktionens fetichisme og de neoliberale økonomers selvregulerende økonomi, drejer det sig om indførelsen af en ”moralsk økonomi” - økonomiske politikker baseret på ikke-monetære og ekstra-økonomiske kriterier, som foreslået af E.P. Thompson [britisk socialist og historiker (1924-1993), red.]: med andre ord om at genintegrere økonomi i dens naturlige miljømæssige, sociale og politiske sammenhæng. Delreformer er fuldstændig utilstrækkeligt. Der er brug for at erstatte profitabilitetskriteriets mikro-rationalitet med en miljømæssig og social makro-rationalitet, hvilket betyder, at den menneskelige civilisation bliver nødt til at følge et andet paradigme. Dette er ikke muligt uden en gennemgribende teknologisk transformation med henblik på at erstatte de nuværende energikilder med ikke-forurenende og vedvarende kilder som direkte sol- og vindenergi. Det første spørgsmål, der melder sig, handler derfor om kontrollen over produktionsmidlerne og ikke mindst over beslutningerne om investeringer og valg af teknologi, som må fratages bankerne og de andre virksomheder for at fungere i samfundets interesse.

Varefetichisme og en tingsliggjort kultur
Naturligvis må der ske radikale ændringer ikke bare af produktionen, men også af forbruget. Alligevel er problemet med den industrielle kapitalistiske civilisation ikke – som nogle miljøforkæmpere ofte hævder – massernes ”overforbrug”, og løsningen er ikke en generel ”begrænsning” af forbruget, ikke engang i de avancerede kapitalistiske samfund. Problemet er den fremherskende forbrugsform, som er baseret på ”kunstige behov”: praleri, spild og varefetichisme. Der er brug for en produktion, som er indrettet efter tilfredsstillelsen af ægte behov, med udgangspunkt i de behov, man kunne kalde ”bibelske”: mad, vand, husly og klæder.

Hvordan kan man skelne mellem disse ægte behov og deres kunstige og uægte modparter? Fordi de sidstnævnte frembringes af det system af åndelig manipulation, som kaldes ”reklamer”. I modsætning til ideologien om det frie markeds påstand, er udbud ikke et svar på efterspørgsel. De kapitalistiske virksomheder skaber normalt efterspørgslen til deres produkter med diverse marketingsteknikker, reklametricks og planlagt forældelse. Reklamebranchen spiller en afgørende rolle i frembringelsen af forbrugerefterspørgsel ved at opfinde kunstige ”behov” og ved at stimulere dannelsen af tvangsprægede forbrugsvaner, der fuldstændig strider mod betingelserne for opretholdelsen af klodens økologiske ligevægt. Det kriterium, som man kan bruge til at skelne et autentisk behov fra et kunstigt, er om det kan forventes at eksistere uden hjælp fra reklamebranchen. Hvor længe ville forbruget af Coca Cola eller Pepsi Cola fortsætte, hvis de evindelige reklamekampagner for disse produkter ophørte? Man kan finde på en uendelighed af nye eksempler.

”Det er selvfølgelig rigtigt”, vil pessimisterne indvende, ”men individer er motiveret af en uendelig række ønsker og aspirationer, og det er dem, der ville skulle kontrolleres og undertrykkes.” Ja, håbet om en ændring af den menneskelige civilisations paradigme er lige præcis baseret på antagelsen, fremsat af Karl Marx, om, at i et samfund befriet fra kapitalismen vil ”væren” blive vurderet højere end ”at have”: at personlig tilfredsstillelse vil blive opnået gennem kulturelle, sportslige, erotiske, politiske, kunstneriske og lystbetonede aktiviteter, frem for gennem den ubegrænsede ophobning af ejendom og produkter. Den type ophobning, som er fremkaldt af det fetichistiske forbrug, som er indbygget i det kapitalistiske system, af den herskende ideologi og af reklamebranchen – og som ikke har det mindste at gøre med en ”evig menneskelig natur”.

Mens kapitalismen, særligt i sin nuværende nyliberalefetichisering af forbrug, reduktionen af alle værdier til penge, den ubegrænsede akkumulation af varer og kapital, og ”forbrugersamfundets” merkantile kultur. De former for rationalitet, som følger af reklamesystemet og det kapitalistiske system, er intimt forbundne, og de er begge dybt perverse.

Reklamerne forurener såvel det mentale landskab som omgivelserne i byen og på landet; de behersker aviserne, filmene, fjernsynet, radioen. Intet undslipper deres nedbrydende indflydelse. I vores tid er vi vidne til, at sport, religion, kultur, journalistik, litteratur og politik styres af reklamen. Alt gennemtrænges af reklamebranchens holdning, dens stil, dens metoder, dens argumentationsform. Samtidig chikaneres vi altid og uafbrudt af reklamer: uden pause, uden hvile, ubønhørligt og aldrig ferierende plager reklamerne os, forfølger os, overfalder os i byen og på landet, på gaden og derhjemme, fra morgen til aften, fra mandag til søndag, fra januar til december, fra vugge til grav.

Alligevel er disse reklamer ikke andet en et værktøj, et redskab, som kapitalen bruger til at afhænde sit output, til at kaste sine tarvelige varer på markedet, til at udvide sine profitmarginer og til at udvide sine ”markedsandele”. Reklamerne eksisterer ikke i et tomrum: De er en nødvendig del, et afgørende tandhjul i det kapitalistiske produktion- og forbrugssystem. Uden kapitalismen ville der ikke være nogen grund til at reklamerne fandtes: de kunne ikke fortsætte blot et sekund i et post-kapitalistisk samfund. Og omvendt ville kapitalismen uden reklamer være som en maskine med grus i maskineriet.

Lad os i forbifarten tilføje, at selv om der ikke var reklamer i de lande, hvis bureaukratiske planøkonomier ophørte efter Berlinmurens fald, fandtes der en løgnagtig politisk propaganda, som ikke var mindre umenneskelig og undertrykkende. Dette må også undgås i enhver overgang til et post-kapitalistisk samfund.

Nutidens allestedsnærværende kommercielle reklamer er dog uløseligt forbundet med kapitalismen. Det er kapitalistiske virksomheder, der udvikler, finansierer og profiterer på reklamekampagner og som ”sponserer” - dvs. gennem reklamer forurener – aviser, fjernsynet, sportskonkurrencer og kulturelle begivenheder. Reklamer spiller rollen som brandtaler, alfons og nidkær tjener for kapitalens interesser: Vores mål, forklarede topchefen for TF1 [Frankrigs førende kommercielle tv-kæde, red.], er at sælge Coca Cola i al den tid, vi har vores seeres hjerner til rådighed. Kapitalismen og reklamebranche er uløseligt forbundne og skaber og promoverer aktivt kommodificeringen af verden, kommercialiseringen af sociale relationer, sjælens forvandling til penge.

Ødelæggelse af miljøet
Hvilke konsekvenser har reklamer så for miljøet? Miljøgrupper er med god grund bestyrtede over reklamebranchens brug af falske ”miljørigtige” argumenter til at vaske hvad som helst grønt: atomkraftværker, genmodificerede organismer, biler og snart – hvorfor ikke? - tung godstransport på landevejen. For modstanderne af reklamer er det ikke ligefrem nogen nyhed; vi har længe vidst, at det falder reklameindustrien lige så naturligt at lyve som at trække vejret. Ikke på grund af en flosset moral hos reklamebranchens gentlemen, men fordi reklamesystemet er sygt af natur. Mystifikation og manipulation af bevidstheden er desværre dens eneste eksistensberettigelse; reklamen, som ikke lyver, er et dyr lige så svært at finde som en krokodille, der er vegetar. Ikke desto mindre udgør falske grønne reklamer blot toppen af isbjerget. Det er af mere fundamentale, strukturelle grunde, at reklamemaskinen er en farlig fjende for miljøet. Her er to af disse grunde:

1. Reklamer er et gigantisk, frygteligt spild af vores klodes begrænsede ressourcer. Alene i Frankrig svarer reklameudgifterne til mere end mange afrikanske landes statsbudget. For et sådant beløb ville man kunne bygge tusindvis af daginstitutioner, hospitaler, skoler og boliger, begynde at løse arbejdsløshedsproblemet og give storstilet hjælp til den tredje verden. Hvor mange millioner hektar skov bliver hvert eneste år fældet for at trykke den stadigt stigende mængde reklamer, som dynger sig op i vores postkasser, eller for at fremstille de tavler og plakater, som fylder husmurene i vores gader og tildækker landområderne? Hvor mange hundreder millioner kilowatttimer bliver hvert eneste år brugt på de neonreklamer, som ”pryder” vores byer, fra Shanghai til New York? Hvor mange tons affald efterlader denne aktivitet? Hvor mange millioner tons drivhusgas udledes for at tilfredsstille reklamecirkussets behov? Og så videre. Skadevirkningerne er, skønt svære at beregne, utvivlsomt gigantiske. Og hvilket formål tjener dette enorme spild? Til at overbevise befolkningen om, at vaskemiddel X vasker hvidere end vaskemiddel Y. Giver det mening? Selvfølgelig ikke, men det skaber profit (for annoncørerne). Hvis man leder efter en økonomisk sektor, som er overflødig, som let kan fjernes uden at skade befolkningen, samtidig med, at man sparer store mængder energi og råmaterialer – hvilket bedre eksempel findes der så end reklameindustrien? Det ville selvfølgelig indebære at fyre ganske mange mennesker, men frem for at dømme dem til arbejdsløshed, kunne de med fordel ansættes i nye ”grønne” jobs.

2. Alle miljøforkæmpere er enige om at fordømme de vestlige (dvs. avancerede kapitalistiske) landes ”forbrugerisme” for at være en af hovedårsagerne til den økologiske katastrofe, der truer os. Men de ved ikke, hvordan man kan ændre på tingenes tilstand. Ved at give forbrugerne skyldfølelse? Med taler, der prædiker mådeholdenhed? Ved frivilligt at gøre ens eget liv til et eksempel på askese? Alt sammen legitime aktiviteter, men de har en meget begrænset virkning på den bredere offentlighed og medfører, i nogle tilfælde, en risiko for at gøre befolkningen mindre villig til at rette sig efter miljørigtige krav. En ændring af forbrugsvanerne vil ikke kunne opnås på én dag; det er en social proces, som vil tage år. Den kan ikke gennemtvinges ovenfra, ligesom den heller ikke blot kan overlades til den private individer ”gode vilje”. Den indebærer en ægte politisk kamp, hvor de offentlige myndigheders aktive uddannelsesaktiviteter må spille en rolle. Men de centrale aktører for forandring vil være oplysning og kampe fra forbrugersammenslutninger, fagforeninger, miljøbevægelser og – hvor ikke? - politiske partier. En af de afgørende fronter i denne kamp er kampen for fuldstændig og definitiv afskaffelse af reklameimperialismen, dette gigantiske forsøg på at kolonisere vores hjerner og vores adfærd, hvis frygtelige effektivitet ikke kan overvurderes.

Som vi har set er reklamerne en af de hovedfaktorer, som er ansvarlige for de moderne samfunds tvangsprægede forbrug; for den stadig mere irrationelle tendens til at ophobe (oftest overflødige) materielle goder; med andre ord, for et fuldstændigt ikke-bæredygtigt forbrugsparadigme. Tvangspræget forbrug er en af de afgørende drivkræfter for den proces af ekspansion og ubegrænset ”vækst”, som altid har karakteriseret den moderne kapitalisme og som nu driver os, med stadig større fart, mod en afgrund af global opvarmning. Det er således ikke nogen tilfældighed, at udgiverne af et af de seneste års mest innovative ”reklamefobiske” blade, Adbusters, også har startet miljømagasinet Objecteurs de Croissance [”vækst-nægtere”, red.]; reklamechikane og ubegrænset vækst udgør to uadskillelige dimensioner i systemet, to brystvorter, som kapitalakkumulationen dier fra. Som følge deraf er omdannelsen af de nuværende forbrugsvaner tæt forbundet med kampen mod reklamens fangarme. Hvordan kan folk overbevises om at opgive forbrugsvaner, som er uforenelige med økologisk ligevægt, uden at sætte en stopper for reklamernes konstante torden, som opfordrer, opmuntrer og tilskynder dem nat og dag til at købe igen og igen? Hvordan kan enkeltpersoner frigøre sig fra den kultur af pralende forbrug – som den amerikanske økonom Thorstein Veblen lavede berømte studier af ved århundredeskiftet - der fortæller dem, at de kun kan bekræfte deres identitet ved at købe og fremvise angiveligt ”eksklusive” produkter; bortset fra ved at befri dem fra de reklamer, som uophørlige reproducerer denne tingsliggjorte kultur? Hvordan kan befolkningen befries fra ”modens” diktatur, som gennemtvinger den hurtige forældelse af produkter, der i selv kun har kort levetid, uden et opgør med reklamens hovedudstopning, for ikke at sige hjernevask? Hvordan kan man sætte en stopper for det tyranni af ”brands”, den neurotiske besættelse af ”logoer”, uden at slå reklamernes skrækkelige, hjernebehandlings-maskine i stykker?

Forudsætninger for et opgør med reklamer og systemet
Den tvangsprægede forbrugeradfærd i det avancerede kapitalistiske samfund er ikke udtryk for ”den menneskelige natur”, heller ikke en eller anden medfødt tendens hos individer til at forbruge mere og mere igen. Der er aldrig blevet fundet noget lignende i præ-kapitalistiske samfund og fællesskaber; den er et særkende ved den kapitalistiske modernitet og uadskillelig fra den herskende fetichistiske ideologi, fra den religiøse kult af varetilbedelse, som reklamesystemet aktivt fremmer. Og det, den frembringer, er ikke blot begæret efter at anskaffe sig dette eller hint produkt – det er en kultur, et verdenssyn, vaner, adfærd. Med andre ord, en hel livsstil.

Frem for at forsøge at tvinge enkeltpersoner til at ”sænke deres levestandard” eller at ”nedsætte deres forbrug” - en abstrakt, blot kvantitativ tilgang – er der behov for at skabe nogle betingelser, hvor folk, lidt efter lidt, kan opdage deres virkelige behov og kvalitativt ændre deres forbrugsvaner; for eksempel ved at vælge mere kultur, uddannelse, sundhed eller boligforbedringer frem for at købe nyt ragelse, nye mindre og mindre nyttige varer. For at opnå dette er standsningen af reklamernes chikanerier en nødvendig betingelse.

Dette alene er selvfølgelig ikke tilstrækkeligt. Tænk f.eks. på den såkaldte ”fordistiske” kapitalismes ikoniske vare, den private bil, hvis skadelighed for miljøet – med luftforurening, asfaltering af grønne rum og frem for alt CO2-udslip – ikke kræver nogen bevisførelse. Den stadige indskrænkning af dens plads i vores byer – der på demokratisk vis skal besluttes af befolkningen selv - vil kun have held til at blive gennemført, hvis byplanlægningen, sideløbende med ophævelsen af de evindelige og løgnagtige bilreklamer, stærkt favoriserer alternative transportformer: kollektiv transport, cykler og fodgængere.

Reklamer er et afgørende tandhjul i den infernalske nyliberale/kapitalistiske spiral med stadig øget, stadigt ekspanderende (”Expansion” er titlen er på et prestigefuldt magasin for erhvervsfolk) produktion/forbrug/akkumulation – den spiral, som via klimaændringer fører os frem til en katastrofe uden fortilfælde i menneskehedens historie. Reklamer kan endda ses som den olie, der smører de frygteligt effektive mekanismer, som tilintetgør kloden og som udmærket, på nogle få årtier, kan gøre den ubeboelig fra mennesker.

Denne histories morale lyder sådan her: en anden verden er mulig, hinsides kapitalismens tingsliggørelse, varefetichisme og reklamer. Men vi kan ikke bare vente på, at den dukker op; kampen for en anden fremtid begynder nu og her. Ethvert tænkeligt forsøg på at sætte grænser for reklamernes agressive fremfærd er – indtil vi, en dag, er i stand til at helt at afskaffe dem – en miljømæssig pligt, et politisk og moralsk imperativ for alle, der håber på at redde vores miljø fra ødelæggelse. Kampen for andet civilisatorisk paradigme skal føres gennem lige præcis den slags initiativer. Vi kæmper for at tøjle reklamevanvidet, på samme måde som anti-kapitalister mobiliserer for reformer – som f.eks. Tobin-skatten – der bremser kapitalens ubegrænsede begær. Hver eneste succes, selv om den er begrænset, er, hvis den opnås gennem kollektiv handling, et skridt i den rigtige retning og frem for alt fremskridt i at opnå folkets bevidstgørelse og selvorganisering – hovedbetingelsen for den totale afskaffelse af systemet.

Artiklen blev bragt i Tidsskriftet Solidaritet, nr. 2+3., maj 2010. Michael Löwy er forskningschef ved Det Nationale Center for Videnskabelig Forskning i Paris og medlem af NPA (Nouveau Parti Anticapitaliste) og IV. Internationale. Han er forfatter til bl.a. Georg Lukács: from Romanticism to Bolchevism (1981), The War of Gods: Religion and Politics in Latin America (1996) og senest (sammen med Olivier Besancenot) Che Guevara: His Revolutionary Legacy (2009). Oversat og redigeret af Lars Henrik Carlskov fra Monthly Review, January 2010, Volume 61, Number 8.