SF's fremgang - en styrkelse af venstrefløjen?

Opinionstallene har på det seneste været usædvanlig gode for SF. Men hvilken dagsorden fremmer SF og Villy Søvndal med de voldsomme angreb på Hizb ut-Tahrir og Islamisk Trossamfund – og er SF's fremgang udtryk for et reelt venstreskred i befolkningen?

AF LARS HENRIK CARLSKOV

I de seneste måneder er SF stormet frem i opinionsmålingerne, efter i forvejen at være gået markant frem ved sidste års folketingsvalg. I enkelte målinger har partiet tilmed overhalet det traditionelle storebroderparti, Socialdemokraterne. Udover store vælgervandringer fra S til SF, viser flere målinger også en mandatfremgang for den samlede oppositionsblok. Det kunne således umiddelbart ligne et klart venstreskred blandt vælgerne, men er det rimeligt at tolke SF’s fremgang som en reel styrkelse af venstrefløjen?

En politisk kolbøtte

Hvis Villy Søvndal er så fladpandet, at han virkelig ønsker socialismen indført, så er han kommet til det forkerte land... Der er – hvilket i sig selv er tragisk – lande i verden, som er tættere på denne tosses våde drøm. Så hvis ønsket er socialisme – så er potentialet meget, meget større i lande som f.eks. Nordkorea og i Cuba. Så herfra en klar opfordring: Du må videre – og det kan kun gå for langsomt!

Sådan lyder Villy Søvndal nu berømte udfald mod Hizb ut-Tahrir og Islamisk Trossamfund, hvis man bytter ordene ”kalifat” og ”sharia” ud med ”socialisme”, landene ”Iran” og ”Saudi Arabien” ud med ”Nordkorea” og ”Cuba” osv. I Morgenavisen Jyllands-Posten uddybede Søvndal budskabet til en opfordring om at ”skride ad helvede til”. Som enhver kan se er det en type retorik, som hørte til den kolde krig – og som Dansk Folkeparti har gjort til sit varemærke i dag. Ekstern lektor i strategisk og politisk kommunikation ved Københavns Universitet Mads Christian Esbensen betegnede da også i Nyhedsavisen udtalelserne som ”klassisk DF-retorik”.

Den konkrete anledning til denne bandbule fra Søvndals side var en demonstration mod JP’s berygtede tegning af profeten Muhammed med en bombe i turbanen. Oprindelig havde Søvndal kaldt disse tegninger ”befriende”, men da vreden spredte sig til den muslimske verden og skabte en krise for Fogh-regeringen, foretog han en decideret kovending og kaldte nu karikaturerne for ”stupide” og ”ondskabsfulde”. Forståeligt nok vakte det derfor en vis undren, at protester mod de selv samme tegninger kunne få SF’s formand til at lyde som en kopi af Dansk Folkeparti. Villy Søvndal fornemmede hvilken vej vinden blæste og fuldendte sin politiske kolbøtte ved i et interview med netavisen Altinget at kalde karikaturerne for ”nødvendige”. Han begrundede her sin oprindelige holdningsændring med, at Jyllands-Postens Flemming Rose havde luftet tanker om et samarbejde med iranske medier om Holocaust-karikaturer. Imidlertid glemmer Villy Søvndal i sin populistiske bersærkergang, at han allerede 31. januar 2006 kritiserede Anders Fogh for ikke før at have taget afstand fra tegningerne – hvorimod det først var 8. februar at Rose fremsatte ideen om Holocaust-samarbejdet med de iranske medier.

Til gavn for?

Et oplagt spørgsmål er hvilken dagsorden – en progressiv eller reaktionær – disse angreb på Hizb ut-Tahrir og Islamisk Trossamfund egentlig fremmer. I forhold til at bekæmpe Hizb ut-Tahrir er det højst tvivlsomt om de har en positiv effekt. Således siger Kirstine Sinclair, der er medforfatter til bogen ”Hizb ut-Tahrir i Danmark”, at foreningen kan bruge ”Villy Søvndals udfald... til at sige til andre muslimer at de alle sammen er uønskede i det danske samfund”. Angrebene på Islamisk Trossamfund er til gengæld i en kategori for sig. Søvndal vurderer selv på sin weblog at denne forening repræsenterer omkring 1/5 af landets muslimer, hvilket i realiteten vil sige at han beder 20 % af landets muslimer om at rejse. Er det virkelig meningen at vi skal acceptere dette som en progressiv dagsorden?

Et andet spørgsmål er hvordan Søvndals ”værdi- og kulturkamp” på afgørende vis adskiller sig fra den ”kulturkampens nye front”, vendt imod ”middelalderlig muslimsk kultur”, som kulturminister Brian Mikkelsen proklamerede i 2005? Det er formentlig også en overvejelse værd, hvad der får ærkereaktionære aviser som Berlingske Tidende og Jyllands-Posten til at rydde forsiden på grund af Villy Søvndal - næppe for at fremme en specielt venstreorienteret dagsorden.

Et opgør med slaphed

Sideløbende med denne ”værdi- og kulturkamp” udbrød der rundt omkring i landet uroligheder i bydele med en høj koncentration af etniske minoriteter. En gruppe, der underskrev sig som ”Drengene fra Indre Nørrebro”, offentliggjorde en erklæring, der om optøjerne forklarede:

”I bund og grund handler urolighederne om måden vi bliver mødt af politiet, som både er brutale, racistiske og fuldstændigt uacceptabelt krænkende... Der bliver blandt andet snakket grimt til os, og vi bliver visiteret flere gange om dagen af samme betjent, og disse visitationer er meget æreskrænkende, fordi de vil have os til at smide tøjet, og de lyser med deres lygter i vores private dele offentligt... Det der fik os til at reagere på den måde er, at en ældre og respekteret mand fra lokalområdet fra lokalområdet blev skubbet omkuld, og derefter slået med knipler af politiet.”

Det er langt fra noget nyt problem, de unge påpeger i deres erklæring. Allerede i 1998 måtte Københavns Politi i et internt nyhedsbrev erkende at have et problem med fordomme over for etniske minoriteter. Imidlertid afviste SF fuldstændigt denne vinkel på urolighederne og beskrev dem i stedet som et ”opgør om narkomarkedet”. Integrationsordfører Astrid Krag kritiserede såvel regering som politi for ”slaphed”, og SF lancerede en såkaldt ”akutplan mod nye uroligheder”, som bl.a. indeholdt brug af rockerloven, ”mandsopdækning” af ballademagere, øget brug af tvangsfjernelser og tvungen forældreopdragelse (”familie-coaching”).

Den fremadskridende socialdemokratisering

I de seneste årtier har verdens socialdemokratiske partier alle gennemløbet en parallel udvikling, hvor enhver tanke om socialisme er blevet erstattet af en neoliberal økonomisk politik, en konservativ lov og orden-politik på retsområdet, kombineret med stribevis af stramninger af udlændingelovgivningen og en ofte fremmedfjendsk retorik.

I den henseende har det danske socialdemokrati været klassens duks. Eksempelvis privatiserede Nyrup-regeringen otte gange så meget som den foregående borgerlige regering, foretog op imod 40 stramninger af udlændingelovgivningen og indførte den berygtede rockerlov sammen en lang række andre markante stramninger på retspolitiske område. Som den konservative tyske avis Frankfurter Allgemeine Zeitung bemærkede i februar 2000 i forbindelse med den diplomatiske krise som følge af Jörg Haiders regeringsdeltagelse i Østrig: ”Haiders teser er regeringspolitik i Danmark”.

Et centralt element i SF’s strategi har alle dage været at fungere som ”katalysator” for en venstredrejning af Socialdemokraterne, eksempelvis gennem et regeringssamarbejde. Men da SF i årene 1988 og 2005 gik tilbage ved samtlige folketingsvalg, og S altid har hældt mere mod midten end mod venstre, er det snarere Socialdemokraterne, der har fungeret som katalysator for en højredrejning af SF end omvendt.

I et interview med Weekendavisen fra november sidste år fortalte Villy Søvndal, at SF’s projekt er, ikke at erstatte kapitalismen, men at ”tøjle” kapitalen, dvs. et klassisk socialdemokratisk projekt. De seneste måneders udvikling viser at den fremadskridende socialdemokratisering af SF ikke kun foregår på det økonomiske område, men nu også på det retslige og udlændingepolitiske område.

Så selvom SF i de seneste måneder har kunnet sole sig i gode i meningsmålinger, ville det være absurd at tolke det som en styrkelse af venstrefløjen, når fremgangen er foregået på baggrund af en entydig højredrejning.

Undertrykkelse og modstand i Kina

I Kina har undertrykkelse og en kompleks historisk arv hidtil forhindret en forenet arbejderbevægelse i at opstå. Men der er nu tegn på at det er ved at ændre sig.

AF JOHN CHEN OG MICHAEL LIU

Den 27. november blokerede omkring 1.500 arbejdere den vigtigste hovedvej til den sydkinesiske by Dongguan. De arbejder for Alco, et stort Hong Kong-baseret transnationalt selskab, som producerer forbrugerelektronik.

Arbejderne er primært indenlandske migranter fra landområderne, som tjener minimumslønnen, som i Dongguan er cirka 430 kr. om måneden.

De unge arbejdere havde nedlagt arbejdet efter at firmaet – som af arbejdsgivermagasinet Forbes er blevet udråbt til en af Asiens ”bedste” virksomheder – havde gennemført en 75 % stigning på kantinepriserne.

Selvom der på det seneste er sket en opblødning af politiets syn på strejker i et-partistaten, følte ordensmagten sig tvunget til at rykke ind med hunde, stave og skjolde for at fjerne arbejderne fra hovedvejen.

Ledelsen, der blev forskrækket over arbejdernes selvtillid og muligheden for en eskalering – og utvivlsomt var under pres fra nervøse regeringsembedsmænd – gav imidlertid efter og ophævede stigningen i priserne på et måltid mad.

Tusinder af kilometer derfra i Shandong-provinsen, på omtrent samme tid, strejkede hundredvis af oliearbejdere fra Qilu Petro Chemical Corporation for en lønforhøjelse.

Tidligere ansatte i virksomheden, hvis arbejdsliv blev afbrudt af de massefyringer som fulgte en delvis privatisering i 2001, sluttede sig til mange strejkevagter foran virksomhedens hovedkvarter.

De strejkendes lønkrav skal ses på baggrund af stigende inflation og virksomhedens rekordhøje profitter, som især skyldes høje globale oliepriser. Politiet iagttog de strejkende, men skred ikke ind. Arbejderne på Qilu-fabrikken er hovedsageligt lokale folk, som har haft en stolt tradition for at opbygge ”socialisme” siden 1949-revolutionen, og de tjener mellem 625 og 1250 kr. om måneden.

Det Kinas herskere frygter mest er potentialet for enhed mellem disse to halvdele af Kinas hastigt voksende arbejderklasse – migranter fra landområderne og etablerede arbejdere i byerne.

Det ville være tåbeligt at komme med forudsigelser, men der er noget der tyder på at et interessesammenfald rykker længere op på dagsorden i takt med at barriererne for enhed bortfalder under Kinas umættelige trang til fortsat vækst og akkumulation.

En af de store tilbageværende hindringer for enhed er de drakoniske restriktioner på bosættelsesmulighederne. Hukou-systemet (husstands-registrering) binder folk fra landet til deres fødselssted og tillader dem kun at bo i byerne, hvis de er i arbejde og har papirerne i orden.

I det sidste årti har regeringen været tvunget til at lempe disse regler efter pres fra kapitalisterne, der behøver en stor reservehær af arbejdsløse til at holde lønningerne nede.

Samtidig har både erhvervslivet og staten set hukou-systemet som et vigtigt kontrolredskab, som gør det muligt at tvinge militante arbejdere tilbage til landområderne.

I 1990’erne og starten af dette årtusinde havde arbejdsgiverne og direktørerne for de statslige virksomheder, der for nylig var blevet uafhængige, det som blommen i et æg. Op imod 45 millioner arbejdere blev afskediget i byerne og op imod 150 millioner migranter fra landområderne forlod markerne for at lede efter arbejde i byerne.

I takt med at Kina omfavnede den kapitalistiske globalisering skabte statens politik et uimodståeligt klima for investorer og multinationale selskaber.

Dette gjaldt især i de sydlige og østlige kystprovinser, som har stået i spidsen for landets forvandling fra en økonomi, der primært producerer til hjemmemarkedet, til en økonomi der producerer til de globale markeder. Der er ingen retslig beskyttelse af strejkeretten og ingen foreningsfrihed.

Alle fagforeninger må være tilsluttet den Al-kinesiske Fagforeningssammenslutning (ACFTU). Denne organisation var dybt involveret i at lave udkastene til en række love arbejderbeskyttelseslove. Men dens forfatningsmæssige underordning i forhold til Kommunistpartiet forhindrer den i at gøre et seriøst forsøg på at sikre håndhævelsen af disse love.

Partiets ledende rolle i forhold til ACFTU sikrede at sidstnævnte ikke gjorde modstand mod privatiseringer og massefyringer i statssektoren. ACFTU har lagt vægt på at oprette fagforeninger i den private sektor – som ofte ledes af cheferne eller deres stråmænd – i modsætning til at organisere arbejderne på gulvplan på kontorerne og i fabrikkerne.

Dette har gjort ACFTU ude af stand til at udfordre lokale alliancer mellem griske kapitalister og embedsmænd, der har en interesse i at sikre fortsatte investeringer.

Arbejderne har selv ført en energisk, men spredt modstand mod afskedigelserne i statssektoren. Et vendepunkt var de omfattende uroligheder i 2002 – navnlig i de strategisk vigtige oliefelter – efter at olieselskaberne afskedigede arbejdere for at kunne hamle op med den udenlandske konkurrence, som fulgte efter WTO-medlemskabet.

Militærenheder blev sat på standby i den nordøstlige by Daqing da op imod 80.000 arbejdere demonstrerede i mere end ti dage for bedre fyringskompensation.

Deres aktioner blev kopieret i mindre grad i mindst tre andre oliefelter. Men en kombination af undertrykkelse, overtalelse, historiske splittelser og nøje udvalgte lønstigninger forhindrede statssektor-arbejdere fra forskellige områder i at slutte sig sammen.

I de sjældne tilfælde hvor det skete, frembragte det en voldsom reaktion fra myndigheder, som uddelte arrestationer og fængselsstraffe til arbejdernes ledere.

Omvendt har migrantarbejdernes kampe i eksportzonerne og boom-byerne været handikappet af drakoniske chefer, autoritære embedsmænd, interne splittelser og manglende erfaring med fabrikssystemet.

Lovende tegn

I de seneste år er de forhold, som har bidraget til at forhindre fremkomsten af en arbejderbevægelse, imidlertid blevet fortrængt af et langt mere lovende scenario.

I 2004 begyndte der at opstå mangel på arbejdskraft – et passende vidnesbyrd om kapitalismens manglende evne til at skabe virkelige fremskridt i et land med en gennemsnitlig national arbejdsløshedsprocent på otte procent.

Der blev mangel på faglært og erfarne arbejdere efterhånden som Yangtze-floddeltaet og regeringens urbaniseringspolitik begyndte at trække arbejderne væk fra de traditionelle magnetområder i Fuijan- og Guandong-provinserne.

Dette har tvunget cheferne til at forbedre forholdene og lokalregeringerne til at hæve niveauet på minimumslønnen, samtidig med at NGO’er, der arbejder med at forbedre arbejdsforholdene melder om en generel stigning i bevidstheden om rettigheder blandt migrantarbejderne.

Faglærte arbejdere og værkførere har spillet en afgørende rolle. De har brugt deres erfaring og favorable markedsposition til at tilkæmpe sig indrømmelser fra arbejdsgiverne ved at organisere strejker og protester.

De privatiserede tidligere statsvirksomheder oplever også, at modstanden fra arbejdere i beskæftigelse, i modsætning til defensive kampe fra allerede fyrede arbejdere, gradvist er ved at genopstå.

Omkring 7.000 tekstilarbejdere opretholdt en 24-timers strejkevagt i seks uger – muligvis den længste kendte strejke i Kinas historie siden 1949-revolutionen – uden for Xianyang Huarun-fabrikken. De kæmpede imod dårligere nye kontrakter og tab af anciennitet over for vandkanoner og kampklædt politi efter et opkøb fra det Hong Kong-baserede fastlandskonglomerat China Ressources.

Siden der blev indført økonomiske reformer i landbrugssektoren i 1978 har Kinas vækst været vedvarende og spektakulær efter enhver standard. Efter at have overhalet USA i 2003 er landet verdens største modtager af udenlandske direkte investeringer.

I 2005 blev Kina verdens tredje største handelsnation og i 2006 nåede bruttonationalproduktet op på 2,2 milliarder dollars, kun overgået af USA, Japan og Tyskland. Men politikken om ”vækst for enhver pris” støder nu på alvorlige forhindringer. 

Den kinesiske borgerrettighedsbevægelse, Weiquan, omfatter nu såvel bønder, der kæmper 
mod voldelige udviklingsprojekter for at bevare deres jord, som strejkende arbejdere, der ønsker at få del i landets vækst.

Denne bevægelse har tvunget den nye ledelse bestående af kommunistpartiets sekretær Hu Jintao og premierminister Wen Jiabao til at ændre regimets retorik fra ”vækst for enhver pris” til opbygningen af et ”harmonisk samfund” baseret på ”videnskabelig udvikling”. 

Denne ændring har ikke inddæmmet den voksende utilfredshed blandt bønderne og arbejderne, der sammenligner deres egen vedvarende forarmelse og hårde arbejdsliv med det spektakulære privatforbrug hos Kinas nouveau riche.

En afgørende fase

Kinas udvikling er på vej ind i en afgørende fase, hvor eksterne og interne faktorer truet med at støde sammen i 2008. Mens partiet forbereder sig på at fremvise sit ”økonomiske mirakel” – grundlæggende set en gradvis og forsigtig gennemføring af neoliberale politikker – ved de olympiske lege i Beijing, skælver den amerikanske økonomi.

I december sprøjtede centralbankerne i Nordamerika og Europa et uhørt beløb på 100 milliarder dollars ind i det finansielle system som led i det analytikere fra BNP Paribas [stor fransk bank, red.] har kaldt ”en drastisk handling for at forhindre kreditmæssige spændinger i at sprede sig til en større del af markederne og blive katalysator for en global økonomisk krise”.

Sådan en krise vil have alvorlige følger for Kinas eksport-drevne vækst og yderligere underminere den kinesiske regerings bestræbelser på at fremme beskæftigelse og social harmoni.

Som en Beijing-baseret advokat for arbejderbevægelsen for nylig fortalte os: ”Mens der fortsat er vækst kan regeringen sandsynligvis holde en dæmper på protesterne. Men hvis der kommer en recession vil de blive meget vanskeligt at styre.”

Det berygtede ”farvel” til arbejderklassen kort før de store franske strejker i 1968 tjener stadig som en advarsel imod spådomme om klassekampens udvikling. De kinesiske arbejderes voksende vilje til at begrænse deres udbytning repræsenterer imidlertid en central udfordring for den kapitalistiske globaliserings modstandere.

I Kina har åben undertrykkelse kombineret med en kompleks historisk arv forhindret fremkomsten af en forenet arbejderklassebevægelse.

Dette er fortsat de vigtigste barrierer som møder arbejderklassen og de militante aktivister, som potentielt kunne lede den. Uden for Kina, og særligt i lande som Storbritannien, har arbejderne for længst vundet retten til at organisere sig.

Det er vores opgave at vise aktiv solidaritet med vores brødre og søstre i Kina. Det er i vores alles fælles interesse at gøre det.

Oversat og redigeret af Lars Henrik Carlskov fra den britiske ugeavis Socialist Worker 22. december 2007. Læs mere om Kinas nye arbejderbevægelse på China Labour Bulletin (www.china-labour.org.hk/en).

Bag om Kosovos selvstændighed

Kosovo erklærede sig i januar selvstændigt og blev hurtigt anerkendt af en række lande, herunder USA og Danmark. Lee Sustar ser her på den rolle, som diverse stormagtsinterventioner har spillet i dannelsen af den nye stat.

AF LEE SUSTAR

Kosovos erklæring om uafhængighed fra Serbien markerer det seneste – men ikke sidste – imperialistiske magtspil på Balkan.

Kosovo-albanernes legitime kamp for selvbestemmelse er blevet forvandlet til et redskab for stormagtspolitik – og det passer ind i et mønster, som tidligere har ført til megen blodudgydelse i regionen.

Kosovos uafhængighed kommer ni år efter den amerikansk-ledede NATO-krig mod Serbien, der dengang var den dominerende magt i det tidligere Jugoslavien, efter at Serbien slog hårdt ned på det etnisk albanske flertal i sin sydlige provins.

Siden da er Kosovo blevet administreret af FN og afpatruljeret af NATO-tropper, hvilket har skabt en kvasi-stat under vestligt formynderskab. I dag er kun et lille antal serbere tilbage i Kosovo, og de er truet af det albanske flertal.

Kosovo lå i hjertet af middelalderens serbiske kongerige, men det har været befolket af et albansk flertal i mindst 300 år. På den tid, da NAT0’s 1999-krig fandt sted, var omkring 90 procent af Kosovos befolkning på 2 millioner albanere.

Efter oprettelsen af Jugoslavien var kosovo-albanerne udsat for den værste fattigdom og underudvikling i landet og oplevede diskrimination i uddannelses-, arbejds- og boligmæssig diskrimination.

Den jugoslaviske forfatningsreform i 1974 førte til en vis styrkelse af Kosovos autonomi. Men disse reformer blev rullet tilbage efter 1989, da den tidligere jugoslaviske præsident Slobodan Milosevic, en serber, brugte Kosovo-spørgsmålet til at genoplive serbisk nationalisme. 

Milosevic valgte at begynde denne kampagne på årsdagen for et historisk slag i middelalderen mellem serberne og det tyrkiske osmanniske imperium, som endte med at sætte en stor del af nutidens Serbien under osmannisk herredømme.

Både på den kosovo-albanske og serbiske side fremsætter nationalistiske historikere stridende påstande om, hvilken gruppe der oprindelig udgjorde befolkningsflertallet. I virkeligheden levede de to gruppe side om side i århundreder, og både albanere og serbere gjorde oprindelig modstand mod osmannerne.

Ikke desto mindre blev Kosovo et afgørende symbol for serbisk nationalisme i det 19. århundrede, da serberne optrappede deres kamp mod det osmanniske styre – og, senere, det østrigsk-ungarske imperiums herredømme.

For Milosevic var serbisk nationalisme og en opfordring til en ”tilbagevenden” til Kosovo en velkommen erstatning for den miskrediterede stalinistiske politik, som styrede Jugoslavien helt frem til omvæltningerne i Østeuropa i 1989.

Milosevics nationalistiske vending blev matchet af lederne for de andre etniske gruppe i Jugoslaviens føderal struktur af ”republikker” – Franjo Tudjman, som blev præsident for Kroatien og Milan Kucan, som blev Sloveniens leder. Begge lande erklærede sig uafhængige af Jugoslavien og løsrev sig efter kortvarige militære konflikter med den serbisk-dominerede resterende del af Jugoslavien. Desuden rev også Makedonien sig løs.

Denne nationalistiske dynamik førte til en rædselsvækkende borgerkrig i den jugoslaviske republik Bosnien, som blev opdelt mellem serbere, kroater og muslimer. Fra 1992 til 1995 blev titusinder dræbt og mindst 2 millioner fordrevet.

Vestens rolle

 Krigen i Bosnien og den øvrige vold på Balkan blev fremstillet i mainstream-medierne som en fortsættelse af ældgammelt ”etnisk had”. I virkeligheden satte de store europæiske lande og USA deres fingeraftryk overalt på 1990’ernes Balkan-krige.

I starten reagerede Vesten på spændingerne i Jugoslavien ved at give Milosevic grønt lys til at holde landet sammen under serbisk dominans. Men da landet alligevel brød sammen, gik det nyligt genforenede Tyskland enegang ved at anerkende Kroatien, som havde været en lydstat under 2. verdenskrigs nazistiske besættelse.

Dette optrappede krisen – og førte blandt andet til en uafhængighedserklæring fra det serbiske mindretal i Krajina-regionen i Kroatien. ”Etnisk udrensning” – tvangsflytningen af mennesker på grund af deres nationalitet, sprog eller religion – blev en del af verdens ordforråd.

I 1994 truede blodbadet i Bosnien med at komme ud af kontrol. To af regionens NATO-partnere overvejede at intervenere – på hver sin side, da Grækenland støttede serberne og Tyrkiet bakkede op om de bosniske muslimer.

Til sidst pressede Bill Clinton Frankrig og Storbritannien til at opgive deres pro-serbiske position og til at intervenere for at inddæmme Milosevic og forhindre krisen i at sprede sig. Dette gav sig udtryk i skabelsen af en alliance mellem de bosniske kroater og muslimer mod serberne, som blev fuldendt ved at arrangere våben og penge fra Iran og arabiske og muslimske lande.

Det var Clintons centrale udsending i regionen Peter Galbraith, som organiserede krigen efter Washingtons målsætninger. Galbraith samarbejdede med ”pensionerede” amerikanske militærofficerer om at opbygge Kroatiens væbnede styrker som modvægt til Serbien, selvom den kroatiske præsident Tudjman var nøjagtig lige så stor en autoritær nationalist som Milosevic.

Den 4. august 1995 fejede den kroatiske hær under Operation Storm ind over det serbiske territorium i Krajina. ”Det var den første etape i det, der i løbet af de næste par dage skulle blive den største tvangsflytning af mennesker i Europa siden 2. verdenskrig”, skrev journalisterne Laura Silber og Allan Little. I sidste ende blev omkring 200.000 serbere tvunget til at flygte fra Krajina, hvor de havde boet i århundreder.

Krigen sluttede efter at amerikanske krigsfly havde bombet serbiske mål i Bosnien. På det tidspunkt så Milosevic at styrkeforholdene havde vendt sig imod ham og slog hånden af de bosniske serbere og underskrev en fredsaftale på en amerikansk luftbase uden for Dayton i Ohio. Kort tid efter strømmede 60.000 NATO-tropper ind i Bosnien som ”fredsbevarere” – dvs. ordenshåndhævere for en FN-kommissær der besad den reelle politiske magt i Bosnien, som forblev etnisk opdelt.

Milosevic var svækket, men holdt fast ved magten som leder af Jugoslavien – som på det tidspunkt var reduceret til Serbien, Montenegro og Kosovo, en autonom serbisk provins.

Der blev slået hårdt ned på en ikke-voldelig borgerrettighedsbevægelse blandt albanerne. 

Unge kosovo-albanere sluttede i stigende grad op om Kosovos Befrielseshær (UCK), der oprindelig havde været en venstreorienteret og maoistisk gruppe, men havde udviklet sig til en nationalistisk styrke under beskyldning for indblanding i narkosmugling.

Fra 1998 optrappede UCK de militære angreb på serbiske mål. Milosevic svarede igen med endnu en bølge af arrestationer og undertrykkelse. Endnu en gang så Balkan ud til at befinde sig på randen af en større krig, hvor Tyrkiet og Grækenland støttede hver sin side.

Med udsigt til en konflikt, der kunne komme ud af kontrol, gik Clinton-regeringen i gang med at organisere en Kosovo-krig på sine betingelser. Den beskyldte Milosevic for at planlægge et folkemord på albanerne, og udenrigsminister Madeleine Albright kom på banen for at lave et ”kompromis” i den franske by Rambouillet.

Der var tale om et tilbud, som Milosevic måtte afvise – aftalen ville have tilladt NATO-tropper fuldstændig bevægelsesfrihed over hele Jugoslavien. Milosevic havde tilbudt en ny aftale om Kosovos autonomi; Albright svarede igen ved at kræve at Jugoslavien accepterede en reel invasion.

En brik i et større spil

Da Milosevic nægtede, påbegyndte NATO en tre måneder lang bombning af Jugoslavien, hvor civile mål blev angrebet og skønsmæssigt 2.000 serbere blev dræbt.

Men krigen forværrede forholdene for de 850.000 kosovo-albanere, som allerede havde var flygtet fra deres hjem i kølvandet på den serbiske undertrykkelse. Omkring 10.000 albanere blev dræbt af de serbiske styrker i denne periode.

NATO’s luftkrig blev komplementeret på landjorden af UCK, som foretog mindre angreb på Jugoslaviens serbisk-dominerede hær. Milosevic kapitulerede – igen, for at overleve.

Efter endelig at blive tvunget fra magten i 2000, blev Milosevic til sidst tilfangetaget af NATO-styrker og fængslet i Haag for krigsforbrydelser, men han døde før retssagen var færdig.

Ligesom i Bosnien har NATO-styrker og en FN-kommissær haft den reelle politiske magt i Kosovo, hvor tidligere UCK-leder Hashim Thaci nu er premierminister. Ved nærmere eftersyn er Kosovos selvstændighed efter uafhængighedserklæringen dog begrænset.

EU vil stadig spille en stor rolle i det, FN kalder en ”overvåget uafhængighed”, og NATO-tropperne vil blive i landet på ubestemt tid. Sigende nok blev der dannet en ny nationalistisk kosovo-albansk gruppe, kendt som Selvbestemmelse, i protest mod FN’s koloni-agtige administration – og to af dens medlemmer er blevet dræbt af FN-politi og dens leder er blevet fængslet. Camp Bondsteel, som før invasionen af Irak var den største nye amerikanske militærbase siden Vietnam-krigen, vil fortsat være i Kosovo.

I praksis forsøger USA og dets allierede at manipulere kosovo-albanernes kamp for selvbestemmelse efter deres egne formål – ligesom USA har gjort med kurderne i Irak.  

USA møder en vis modstand, da Rusland – Serbiens traditionelle støtte – modsætter sig Kosovos uafhængighed, ligesom det er tilfældet med andre stater, såsom Kina og Spanien, der selv udfordres af nationalistiske bevægelser.

Imod nationalisme og imperialisme

Men disse imperialistiske manøvrer betyder ikke at Kosovos selvstændighed ikke er et legitimt politisk mål. Som en gruppe serbiske socialister for nylig formulerede det, spiller serbiske ”nationalistiske krav på Kosovo en afgørende rolle i at ”legitimere” Serbiens herskende klasse. Og truslen fra Serbien ligger til grund for den kosovo-albanske støtte til USA, som har planer om en olierørledning på Balkan (...) Nationalisme og imperialisme er på farlig vis sammenvævet i Kosovo. Det er grunden til at serbiske revolutionære socialister både må være anti-nationalistiske og anti-imperialistiske (...) Vi mener at serbiske revolutionære socialister bør respektere Kosovos ret til selvbestemmelse. Ved at gøre det trækker vi en klar skillelinie mellem os selv og vores herskende klasse. Vi argumenterer for at ved at række en internationalistisk og venskabelig hånd til kosovo-albanerne, findes der en måde at løse vores problemer uden at blive til skakbrikker for hverken østlig eller vestlig imperialisme.”

Oversat og redigeret af Lars Henrik Carlskov fra den amerikanske ugeavis Socialist Worker 9. marts 2008.