Skuffelse over EL må føre til forstærket kamp

Enhedslisten er kommet i politisk stormvejr på grund af valget af borgmesterpost i København.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Reformramte, bl.a. fra grupper som Jobcentrets Ofre og Næstehjælperne, måber over partiets valg af teknik- og miljøborgmesterposten frem for beskæftigelsesområdet. Mange er rasende og taler om forræderi.

Det var ellers disse grupper, som med deres utrættelige aktivisme fik sat spotlys på Københavns Kommunes menneskefjendske behandling af syge og arbejdsløse. Og bidrog til at underminere den radikale beskæftigelsesborgmester Anna ”Ansvarsløs” Mee Allerslev (selvom medierne foretrak at gøre det til et spørgsmål om bryllupslokaler).

Mange har fået indtryk af, at Enhedslisten ville vælge beskæftigelsesborgmester-posten. Dette er blevet bestyrket af tvetydige udmeldinger fra partiets topfolk, som formentlig af valgtaktiske grunde ikke klart har sagt, at beskæftigelsesborgmesterposten i bedste fald var 2. prioritet.

Forsøg på at få Enhedslisten til at præcisere sine prioriteter overfor jobcenterbevægelsen er enten blevet ignoreret eller nedtysset som skadelige for partiets valgkampsstrategi. Og efter at have talt ved Jobcentrets Ofres og Næstehjælpernes demonstration 8. august understregede den lokale spidskandidat Ninna Hedeager Olsen, at ”det er kun borgmesteren, der kan ændre på hvilken kultur, der gennemstrømmer forvaltningen oppefra, og hvilke retningslinjer, der administreres efter.”

Forståelig frustration og skuffelse
Efter denne logik var det oplagt at tro, at Enhedslisten satsede på at overtage borgmesterposten på området. Det skete som bekendt ikke, og i stedet gik den til Venstres Cecilia Lonning-Skovgaard, der for nylig krævede, at arbejdsløse skal tvangsrengøre København.

Det er i lyset af alt dette, at man skal forstå frustrationen blandt de reformramte. ”Snedige”, men fortænkte valgkampstaktiske overvejelser er endt med at give bagslag og resultere i en større shitstorm. Dette har man desværre kun sig selv at takke for.

Som fagborgmester for et bestemt område risikerer man som socialist hurtigt at ende som gidsel i administrationen af en lovgivning, man egentlig er imod, og som er dikteret af kommunens politiske flertal og Christiansborg. Det skete f.eks. i høj grad for Enhedslistens Mikkel Warming i dennes tid som socialborgmester, hvor han i offentligheden kædedes sammen med en række skandalesager.

I det parlamentariske arbejde må socialister derfor placere sig i en position, hvor vores grundlæggende modstand mod den nuværende lovgivning og det nuværende system fremstår tydeligst muligt. Vores opgave er ikke at administrere systemet marginalt anderledes end socialdemokraterne og de borgerlige partier, men at omstyrte det og indføre et andet.

Hvor galt det kan gå, når man forsøger at administrere systemet har vi også set skræmmende eksempler på både herhjemme med bl.a. SF's regeringsdeltagelse og i udlandet, hvor f.eks. Enhedslistens græske søsterparti SYRIZA nu blot viderefører de brutale nedskæringer, det tidligere hævdede at ville bekæmpe.

Hvad byrådstaburetterne kan bruges til
Omvendt kan posten som menigt byrådsmedlem bruges til at afsløre ulovligheder og skandaler på jobcentrene og forbinde sig med det gryende folkelige oprør, hvilket f.eks. Enhedslistens egen Ulf Harbo har vist i Norddjurs Kommune. Men det kræver bl.a., at Enhedslisten i København dropper sit tætte parløb med den socialdemokratiske overborgmester Frank Jensen og hans økonomiske prioriteter, som partiet har lagt stemmer til gennem utallige budgetforlig.

Ikke desto mindre bør vi fortsat kræve, at Københavns Kommune dropper sin praksis med f.eks. at tildele langt færre førtidspensioner pr. indbygger end andre steder i landet. Dette er selvsagt muligt indenfor den nuværende lovgivning. Men vi bør også kræve, at venstrefløjens politikere stiller sig i spidsen for et kommunalt oprør, der sprænger de regeringsdikterede rammer. Rammer, der bogstaveligt talt koster menneskeliv.

Men sker ikke uden et massivt pres folkeligt pres, f.eks. fra jobcenterbevægelsen, fagbevægelsen og andre protestbevægelser. Her var det et skridt i den rigtige retning, at 41 fagforbund i august gik ud og krævede ændringer af den forhadte fleks- og førtidsreform fra 2013. Men enlig svale gør som bekendt ingen sommer.

Kampen mod forringelser og overgreb mod de reformramte bør være central for hele fagbevægelsen, som derfor må vågne af sin hidtidige tornerosesøvn. Her kan den bl.a. lære noget af den københavnske fagforening LFS (Landsforeningen af Socialpædagoger), der aktivt har støttet jobcenterprotesterne.

Forstærket kamp mod reform-amok-politikken
De løbende angreb på syge og arbejdsløse er også med til at underminere fagbevægelsens egen kamp for sine medlemmer i job, idet fattiggørelsen får flere til at droppe medlemskab af fagforening og a-kasse, og fordi frygten for at blive udsat for samme uværdige behandling som de syge og arbejdsløse får færre i job til at sige fra overfor dårlige løn- og arbejdsforhold.

Den kapitalistiske stat, som kommunerne er en del af, er ikke sat i verden for at være flink mod de arbejdsløse og syge, men først og fremmest for at undgå social uro og sikre forsyningen af arbejdskraft til kapitalejerne. Derfor er den ikke en allieret i kampen mod sociale forringelser.

Men som den seneste tid viser, kan protester fra samfundets gulvplan føre til både borgmester-afgange og et begyndende oprør mod den såkaldte ”nødvendighedens politik” og dens ”reform-amok”. Her kan Enhedslisten være en vigtig allieret, hvis fokus flyttes fra forhandlinger og det politiske spil på rådhuse og i Folketinget til kampen uden for de bonede gulve.

Løkkes finanslov er en åben krigserklæring

Gaveregn over de rigeste og fingeren til resten. Så kort kan regeringens finanslovsforslag opsummeres.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Finansloven kaldes ofte samfundets ”husholdningsbudget”. Men vi er naturligvis ikke én stor familie, men i stedet opdelt i sociale klasser med fjendtlige interesser. Finansloven er årsbudgettet for den kapitalistiske stat, hvis primære funktion er at beskytte de dominerende klasseinteresser. Nemlig ejerne af de store koncerner, disses bestyrelsesmedlemmer og de herskende grupper i staten.

Reelt er det blot nogle få procent af finansloven (næste år mere end 716.000.000.000 kr.), partierne forhandler om. Hovedparten af finanslovens udgifter er aftalt mellem ministeriernes embedsmænd længe inden partierne inviteres til officielle forhandlingsmøder. Som derfor ofte er politisk teater til ære for de rullende kameraer. Ikke desto mindre betyder Løkkes finanslovsudspil et sandt blodbad på en lang række i forvejen pressede grupper.

Massakre på uddannelse og velfærd
Der regnes med offentlig vækst på 0,5 % i 2018, men der er (pga. flere børn og ældre) brug for vækst på mindst 0,7 % for at opretholde velfærden. For at velfærdsudviklingen følger velstandsudviklingen skulle tallet være 1,1 %. Kun omkring halvdelen af den planlagte vækst går til ”kernevelfærd”. Resten går til mere politi og militær. Og 1 mia. ud af de ekstra 2,5 mia. kr. til kernevelfærd er genbrug af penge fra kommunale sparerunder.

Vækst i det offentlige forbrug på 0,5 % næste år og 0,3 % derefter frem til 2025, betyder 24.700 færre offentlige ansatte til den tid. Uddannelsesområdet får kniven af regeringen og skal frem mod 2021 spare 4,2 mia. kr. Det svarer i 2018 til 6.000 kr. pr. gymnasieelev og 4.000 kr. pr. erhvervsskoleelev – og endnu mere i 2021. Og universiteter, professionshøjskoler og erhvervsakademier rundbarberes med hhv. 1,1, 0,6 og 0,2 mia. kr. frem til 2021.

Favoriserer overklassen
Fremover får kun de to første børn børnecheck, 3. barn kun 75 % og resten intet, hvilket ligesom brugerbetaling på danskundervisning er designet til at ramme etniske minoriteter. DSB udsultes med yderligere 2 mia. kr. I 2019 vil antallet af offentlige ansatte, der bekæmper social dumping, være nede på fem (mod 139 i 2015). Arbejdstilsynet går fra 677 årsværk i 2015 til 487 i 2021. Bøder for at overtræde arbejdsmiljøloven mindskes med 25 % i 2018 og forventes fremover kun at være det halve af 2015-niveauet.

De ansattes protester fik for nylig fjernet kravet om 2 % årlig produktivitetsstigning på sygehuse, men regeringens aftale med DF lægger op til flere ”effektiviseringer” og kompenserer ikke for tidligere besparelser. Alt dette skal finansiere overklassepolitikken med skattelettelser og lavere registreringsafgift på luksusbiler, som favoriserer landets rigeste. I august viste en Wilke-måling, at 50,5 % af befolkningen ønsker velfærd frem for skattelettelser og kun 10,4 % for det modsatte. Dette flertal må organiseres til aktiv modstand.

Fra 1917 til 2017 mod et nyt samfundssystem

Accelererende klimaødelæggelse og nye bølger af krige, racisme og nedskæringer kan skabe fortvivlelse, men bør ikke føre til resignation.

For som bl.a. den russiske oktoberrevolution 1917, hvis jubilæum fejres i år, viste, er radikale samfundsomvæltninger mulige. Også selvom en blodig kontrarevolution senere førte til stalinismens rædsler. For dette nederlag var ikke givet på forhånd, men resultatet af en kamp, der kunne have været vundet ved revolutionens spredning til andre lande.

Revolutionen viste, at alle dem, der pga. manglende ejendom må arbejde (eller overleve på usle sociale ydelser), kan tage magten i egne hænder og begynde opbygningen af et bedre samfund. Det kan ske igen. Men ikke uden organisering og koordinering af de forskellige sociale kampe, som der allerede i dag findes et væld af.

Ingen sejr uden samlet kamp
F.eks. forårets kampagne og strejker mod den nye overenskomst, Uddannelsesalliancens demonstrationer mod uddannelsesbesparelser, diverse fagforeningers initiativ ”Danmark for velfærd” og protesterne mod behandlingen af arbejdsløse og syge. Desuden er Danmark tæt forbundet med den øvrige verden, hvor mange lande har set omfattende folkelige oprør og protester de senere år.

Herhjemme har vi langt fra set sådanne bevægelser, men de protester, der trods alt har været, viser, at et betydeligt mindretal af befolkningen er klar til at kæmpe. Samtidig havde disse protesters effektivitet været væsentligt større, hvis der ikke kæmpedes hver for sig. Endelig er de blevet yderligere svækket af manglen på aktiv støtte fra fagtop og den etablerede venstrefløj.

Den etablerede venstrefløjs fallit
Det gælder desværre selv Enhedslisten, hvor mange enkeltmedlemmer udfører et godt politisk arbejde, men hvis fokus alligevel primært er Borgens taktiske forhandlingsspil og nærmest permanent valgkamp. Budgetforlig i kommuner og regioner viser også, at man i stigende grad ser sig som administrator af systemet. Det understreges af en aktuel kampagne, der kalder politiet ”velfærdens helte”. Også selvom Enhedslisten er mindst ringe alternativ på valgdagen. Derfor må det mindretal, som allerede i dag ser behovet for en revolutionær omvæltning af det nuværende profitsystem, gå sammen i en selvstændig organisation for at vinde flertallet over på sin side.

Her er Internationale Socialister de første beskedne skridt til en sådan organisation. Vi må også opbygge magt dér, hvor systemet kan sættes i stå. På arbejdspladserne, hvor der skabes den profit, som er kapitalismens drivkraft. Magt i form af netværk på gulvplan, som kan udfordre regering, arbejdsgivere og fagtop. F.eks. også ved overenskomstforhandlinger som de kommende i den offentlige sektor. Men det kræver overvindelse af den giftige racisme, Overdanmark bruger til at splitte alle os i Underdanmark. Her er den internationale aktionsdag mod racisme 17. marts en oplagt mulighed for at danne nye netværk for folkelig modstand.

Anti-kapitalistisk modstand i Trumps æra

Aktuelle bøger af Naomi Klein og Mikkel Bolt analyserer Trump-fænomenet og potentialet for kampen mod de højrepopulistiske kræfter.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Her anvender Kleins ”No is not Enough” de analyser og begreber, hun har udviklet i tidligere værker såsom ”No Logo”, ”Chokdoktrinen” og ”Intet bliver som før” til at forstå årsagerne til hans sejr. Således beskrives Trumps ”brand” (eller varemærke) og hans forsøg på at fusionere sidstnævnte med ”det ultimative symbol på magt og autoritet: Det Hvide Hus”. Samtidig repræsenterer han for Klein en ny form for nyliberal ”chok-politik”, der beskrives som en særlig ekstrem version af kapitalismen. Denne chok-metafor kan i nogle tilfælde være nyttig til at beskrive de ofte brutale metoder, gennemtvingelsen af nyliberale politikker om privatisering, udlicitering og angreb på velfærdsydelser, lønninger og arbejdsforhold har krævet i en række lande.

F.eks. Chile under Pinochets militærdiktatur, det tidligere Sovjetunionen efter murens fald eller Irak i kølvandet på 2003-invasionen. Men det afgørende skifte til nyliberalisme i f.eks. Storbritannien, USA, Danmark samt en række lande i den såkaldte ”tredje verden” skete ikke i kølvandet på noget tilsvarende ”chok”. Det afgørende var her oftest den svækkede selvtillid i arbejderklasen efter nederlag i afgørende konfrontationer med staten og kapitalen (f.eks. den britiske minearbejderstrejke eller flykontrollørernes tilsvarende i USA).

Identificering af fjenden
Sammen med en tendens til at fokusere på aktører og idéer på bekostning af, hvordan nutidens chok og kriser udspringer af kapitalismens grundlæggende strukturer, fører det til en tvetydighed, der også kendes fra Kleins tidligere værker: Er fjenden det kapitalistiske system som sådan eller blot en særlig (nyliberal) variant af samme? Således beskrives Trumps magtovertagelse som et ”kup” fra de store virksomheders side. I modsætning dertil understreges det senere, at der ikke er tale om et ”brud”, men en ”kulmination” på ”katastrofekapitalismens” politik.

Med en vis nostalgi beskrives f.eks. 1930'ernes amerikanske ”New Deal” under Roosevelt og efterkrigstidens "keynesianske" epoke i verdensøkonomien frem til 1970'ernes ”nyliberale revolution”. Men det var netop keynesianismens manglende evne til at løse den daværende profitabilitetskrise i de avancerede kapitalistiske økonomier, som skabte betingelserne for nyliberalismens fremmarch. En tilbagevenden til keynesianisme, heller ikke i en imaginær version med demokratisering, økologisk bæredygtighed og ligestilling af kvinder, LGBT+-personer og etniske mindretal, er derfor ikke et reelt svar.

I modsætning dertil tager Mikkel Bolts ”Trumps kontrarevolution” netop udgangspunkt i, hvordan rødderne til den nuværende globale fremgang for højrenationalistiske og fascistiske kræfter skal findes i kapitalismens strukturelle krise i 1970'erne og nyliberalismens indtog som konsekvens deraf. I den henseende ligger bogen i forlængelse af forfatterens ”Krise til opstand” fra 2013.

Trump som fascist
Ligesom Klein ser Bolt Trumps valgsejr som et oprør mod status quo og begge understreger, at den er led i en international trend. For Bolt er Trump udtryk for en ”antisystemisk protest fra højre” mod ”den såkaldte neoliberale globalisering” og et miskrediteret politisk system samt dets forvaltere. Men som følge af den etablerede venstrefløjs fallit, kommer i hvert fald dele af denne protest til udtryk i en forvrænget form med støtte til f.eks. racistiske kræfter, der ikke repræsenterer et reelt opgør med det nuværende system.

Trump repræsenter for Bolt ”senkapitalistisk fascisme” og en ”præventiv kontrarevolution” mod f.eks. ”de arabiske revolter, pladsbesættelsesbevægelserne og Black Lives Matter” og den ”begyndende afvisning af kapitalismen”, de repræsenterer. En korrekt sammenkædning af kapitalismens stadig mere autoritære tendenser med systemets stigende vanskeligheder ved at fungere på ”normal” vis som følge af bl.a. økonomisk svaghed og folkelige protester. Ikke desto mindre har disse protester på internationalt plan endnu ikke nået samme styrke, som f.eks. i slutningen af 1960'erne og 1970'erne. Og selv i denne situation kunne kapitalismen overleve uden at ty til sin fascistiske kriseløsning.

Derfor er beskrivelsen af Trump som fascist også misvisende, selvom der ligesom hos andre højrepopulister er fællestræk. Trump-regeringens politik har endnu ikke i praksis brudt afgørende med de republikanske og demokratiske forgængere. Modsat f.eks. den tyske og italienske fascisme er han heller ikke kommet til magten som et aktivt tilvalg fra den herskende klasse (hvis store flertal støttede Hillary Clinton) og ved forinden at have opbygge stormtropper på gadeplan, der kan bruges til at knuse arbejderbevægelsens og de øvrige demokratiske institutioner. Sidstnævnte er dog ikke nødvendigt ifølge Bolt pga. Trumps besiddelse af statsmagten. Men konsekvensen af dette er inflation i brugen af fascisme-begrebet, som ud fra samme logik kunne anvendes om et væld af højreorienterede regeringer, der enten har indskrænket demokratiet eller indført et decideret diktatur. Og som nævnt er denne fascistiske kriseløsning endnu ikke nødvendig for at sikre kapitalistklassens mulighed for fortsat at regere.

Menneskehedens fremtid på spil
Ikke desto mindre udgør Trump en alvorlig trussel, der har givet højreorienterede og egentlige fascistiske kræfter øget selvtillid. Som begge forfattere understreger befinder vi os i en nødsituation med en række overlappende kriser, som alle direkte eller indirekte udspringer af det nuværende profitsystem. Hurtige og radikale samfundsomvæltninger er derfor nødvendige, ikke mindst på grund af den truende klimakatatrofe. Med henvisning til intersektionalistisk feminisme understreger Klein, hvordan de forskellige kampe og former for undertrykkelse er gensidigt forbundne og advarer samtidig mod gøre oplistningen af forskellige former for privilegier til en intern konkurrence blandt de undertrykte.

Men for at forstå, hvorfor de forskellige former for undertrykkelse er opstået og derfor kan afskaffes, har vi brug for den marxistiske klasseanalyse. Denne peger samtidig på den afgørende strategiske rolle, arbejderklassen (det store flertal af befolkningen, der ikke ejer og kontrollerer produktionsmidlerne) spiller pga. sin evne til at stoppe kapitalismens drivkraft, profitten, ved at strejke. Dette element er dog desværre enten fraværende eller underprioriteret hos Klein og Bolt.

Intet af dette ændrer dog på, at såvel Bolt som Klein leverer væsentlige bidrag til forståelsen af betingelserne for kampen mod Trump og tilsvarende kræfter i andre lande. Og som begge forfattere understreger, afhænger en leveværdig fremtid for klodens befolkning bogstaveligt talt af et succesfuldt udfald af denne kamp.

Naomi Klein: No is Not Enough. Defeating the New Shock Politics. Allen Lane (UK), 2017 (dansk udgave: Nej er ikke nok. Modstand mod Trump og højrepopulismens chok-politik, Forlaget Klim, 2017). Mikkel Bolt: Trumps kontrarevolution, Forlaget Nemo, 2017.

Lars Seier skaber jobs og pleasure

Hvis du tilfældigvis skulle have 75.000 euro (eller ca. 560.000 kr.) tilovers i feriebudgettet (og hånden på hjertet, hvem har ikke det i disse tider?), kan du leje Saxo Bank-stifter Lars Seier Christensens luksusyacht en uge.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Denne helt uundværlige forbrugerinformation kan man læse i livsstilsmagasinet Børsen Pleasure, der at dømme ud fra navnet sandsynligvis henvender sig til en hidtil overset målgruppe, som forbinder en særlig form for lyst med aktier, obligationer og andre værdipapirer.

Og da få ting som bekendt ligger os mere på sinde her på avisen end netop finansverdenens lyst, nydelse og genelle velbefindende, er denne oplysning hermed videregivet. Men hæderen for at have opstøvet denne for offentligheden helt afgørende information bør naturligvis tilfalde det frimarkedselskende Dagbladet Børsen, hvis årlige statsstøtte på 17,5 millioner kr. derfor forekommer en anelse i underkanten. Demokratiet havde været fattigere uden.

Børsen forklarer, at ”alene bådens størrelse betyder, at personalet må kommunikere via walkie-talkie.” Lars Seier er det, man kalder en jobskaber, for hvem kan benægte, at uden ham og andre milliardærer og millionærer ville produktionen af walkie-talkies til luksusyachter falde markant? ”På båden er der hele tiden styr på, hvor vi er, og hvad vi laver”, kan Børsen endvidere oplyse. Denne tilsyneladende luksuriøse betjening skal dog nok snarere ses som en præventiv foranstaltning for at undgå livsfarlige situationer, hvor f.eks. Hella Joof kommer på besøg og i nærheden af tændstikker.

Det beskrives desuden, hvordan der spises frokost ved den franske riviera blandt russiske oligarker, dvs. folk, som er kommet lige så ærligt til deres penge som Lars Seier Christensen. Men særligt én detalje ved Seiers yacht giver Børsen ægte pleasure: ”Et besøg på toilettet afslører, at det yderste stykke af toiletpapiret er sirligt foldet i en kvadratisk fold over den gyldne metallåge, der dækker over toiletpapiret. Sådan er det på ethvert toiletbesøg ombord på båden.”

Her ser vi igen Seier som jobskaber - og endda i vitale samfundsfunktioner såsom wc-papirfoldere for rigmænd, der skal en tur på tønden. Men desværre formår den typiske danske misundelsessyge ikke at værdsætte folk som Seier, der har arbejdet sig hele vejen op fra sidegadevekselerer til stiftelsen af fondsmæglerselskabet Midas med selskabstømmerpenge til Saxo Bank, hvis forretningsmodel med Bagmandspolitiets ord har ”en særlig høj risiko” for ”hvidvask eller terrorfinansiering”.

Tanken om at leve i et samfund, der ikke belønner den type adfærd, bør vække rædsel i os alle.

Idéer til at forstå og styrte systemet

Interview med Joseph Choonara om marxismens relevans i dag.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

”Det ville være tåbeligt at sige, at verden er præcis som Marx beskrev den i Kapitalen. Imidlertid er det også vigtigt at forstå, at Marx i ”Kapitalen” havde et specifikt projekt om i generelle vendinger at afdække det kapitalistiske samfunds bevægelseslove, frem for at beskrive Victoriatidens kapitalisme i Storbritannien”. Det siger Joseph Choonara, medlem af Internationale Socialisters britiske søsterparti SWP og forfatter til en ny introduktion til Karl Marx's hovedværk ”Kapitalen”.

”I den forbindelse trækker Marx en del på sin tids kapitalisme og bruger det til at illustrere og føre sin argumentation gennem bogen. Men selv her, er én af de ting, som slår mig ved genlæsning af "Kapitalen" 150 år senere, ikke så meget, at alt er ændret, men, at der fortsat er slående paralleller.

Oplevelsen af fornedrelse og fremmedgørelse på arbejdspladsen, selv om den ikke er så slem som Victoriatidens Storbritannien, vækker helt sikkert genklang i nutidens Storbritannien. Og i nogle henseender er de metoder, som anvendes i traditionelle kapitalistiske fabrikker, blevet generaliseret ind i områder af økonomien som servicesektoren, den offentlige sektor osv.

Og hvis man ser på kapitalismen som globalt system, er der tydeligvis elementer af den fornedrelse af den britiske arbejderklasse, som Marx beskrev, der bliver gentaget. Man kan f.eks. se på tæppeindustrien i Pakistan, hvor der er omfattende brug af børnearbejde eller endda fabrikker i Kina, hvor arbejdsforholdene er så forfærdelige, at der opsættes ”selvmordsnet” for at forhindre folk i at begå selvmord ved at hoppe ud fra taget”, forklarer Choonara.

Udbytning er indbygget i systemet
”Marx forsøger at redegøre for den måde, hvorpå kapitalisme af natur er er et udbyttende system. I den forstand er kapitalismen det seneste i en række af klassedelte samfund, der går tilbage til de antikke slavesamfund i Grækenland og Rom eller de feudale samfund, der fandtes før kapitalismen i store dele af Europa.

Marx siger, at vi har en ny type samfund, der også er udbyttende, og ydermere kritiserer han andre venstrefløjstilgange, der så kapitalismen som blot en form for svindel. Så hvis man ser på Marx's venstrefløjsrivalers skrifter, f.eks. Proudhons, behandles udbytning som en form for trick – et almindeligt synspunkt i datidens venstrefløjslitteratur. Logikken i det er at konkludere, at kapitalismen potentielt kan styres på en måde, der ikke er udbyttende.

Marx siger, at det ikke rigtigt. Så snart man har et system, hvor et mindretal bestående af kapitalister ejer produktionsmidlerne og arbejderne sælger deres arbejdskraft til disse kapitalister for at få adgang til produktionsmidlerne, har man denne af natur af udbyttende proces, hvor værdi pumpes fra én klasse og over i hænderne på en herskende klasse, der udgør et mindretal. Marx siger, at dette er uløseligt forbundet med det kapitalistiske system, og hvis man vil stoppe udbytningen, må man i sidste ende omstyrte kapitalismen.”

Det ”prekære” arbejde
Ifølge Choonara kan man også bruge Marx til at analysere den nutidige ”prekæritet”, dsv. usikre forhold på og udenfor arbejdsmarkedet.

”Niveauet af prekæritet i arbejderklassen var uendeligt højere på Marx's tid end i dag. Ikke desto mindre er der nogle interessante paralleller. Den første og mest indlysende er, at Marx taler om et system, hvor kapitalen altid er afhængig af at sikre sin adgang til arbejdskraft, den kan udbytte. Dette er et gensidigt afhængighedsforhold. Ofte tales der i den nutidige litteratur om, hvordan arbejderne er afhængige kapitalen. Men den udelader fra ligningen det omfang, som kapitalen er afhængig af arbejderne – og den kollektive magt, som har arbejderne har, er et resultat deraf.

For det andet er der nogle mere detaljerede argumenter, som Marx fremsætter, der er interessante. F.eks. diskuterer han gennemførelsen af fabrikslovene, der begrænsede arbejdstiden i fabrikkerne. De blev indført efter enorme kampe fra arbejderbefolkningen, men afspejlede også et modsætningsfyldt pres på kapitalen selv.

På den side ønskede de kapitalister, der styrede fabrikkerne, at presse arbejdskraften så hårdt som muligt. På den anden side begyndte dele af den herskende klasse, især dem forbundet med staten, at bekymre sig om det kapitalistiske systems behov for at kunne reproducere sig selv på lang sigt. Med andre ord, hvordan bevarer man en arbejderklasse, som er sund nok til at blive udbyttet? Denne komplicerede tresidige kamp mellem forskellige grupper inden for den herskende klasse og arbejderklassen førte i sidste ende til indførelsen af fabrikslovene i midten af det 19. århundrede.

Her er en interessant pointe, Marx fremsætter, at så snart man har gennemført disse love i fabrikkerne, er der et pres på staten for at udvide disse love til andre områder af økonomien såsom mere primitive industrigrene for at sikre ens spilleregler på arbejdsmarkedet og for at forhindre disse industrigrene i at få en konkurrencefordel i forhold til det langt mere avancerede fabrikssystem. Man kan se nogle paralleller i den måde, hvorpå selv temmelig ondartede højreorienterede regeringer er tvunget til, i en vis udstrækning, at regulere dele af arbejdsmarkedet.”

Marx må bruges kreativt
”Marx er involveret i et projekt med at stige fra de abstrakte begreber, han udvikler i ”Kapitalens” første bind, især i de første kapitler, til de langt mere konkrete begreber, han udvikler mod slutningen af værket, især i tredje bind. I princippet kan vi fortsætte denne proces i dag, og bruge denne metode til at forstå den meget anderledes kapitalisme, der findes i dag.

Hvis man ser på den generation af marxister, der fulgte efter Friedrich Engels, var de tvunget til at håndtere fremkomsten af imperialismen, i takt med, at kapitalens enheder blev større og mere sammenfiltrede med staten, og kapitalismen blev et system med global konkurrence, der fører til militærkonflikt mellem stormagterne. En hel generation af marxister, der omfattede Rosa Luxemburg, Leon Trotskij, Lenin, Bukharin, Hilferding osv., var tvunget til at tumle med dette spørgsmål. Det gjorde de i det store og hele med de kategorier, som Marx udvikler i Kapitalen, men de forsøgte på kreativ vis at anvende denne forståelsesmetode til en verden, der var under forandring. Efter min mening må vi fortsætte denne proces i dag.

Vi lever stadig i en verden, der styres af kapitalismens sociale relationer, men det er en meget anderledes verden, så vi bliver nødt til at være kreative i måden, vi anvender teorien på.

Den nuværende radikale venstrefløj er opstået på et tidspunkt, hvor marxismen ideologisk set er relativt perifer på en måde, den ikke var tidligere i det 20. århundrede. Så det store paradoks er, at vi ser denne enorme revival for radikalisme under et fravær af nogle af de mest effektive idéer, som kan være en guide for og forme denne radikalisme – marxismens idéer præget af begrebet om arbejderklassens selvbefrielse.

Så jeg mener, at det pålægger den nuværende generation af marxister at forsøge at gøre disse idéer tilgængelige og sikre sig, at de er blandt de ressourcer, som folk, der bliver radikaliserede i dag, kan trække på i deres forsøg på at forstå, og sidste ende styrte, kapitalismen”, slutter Joseph Choonara.

Oversat, redigeret og forkortet fra Socialist Review nr. 426. Joseph Choonaras bog ”A Reader’s Guide to Marx’s Capital” kan inden længe købes på Internationale Socialisters forlag www.modstand.org.

"Reformer" koster titusinder dagpengene

AF LARS HENRIK CARLSKOV

I 2010 forkortede et flertal bestående af Venstre, Konservative, Radikale og Dansk Folkeparti dagpengeperioden fra fire til to år og fordoblede genoptjeningsperioden fra seks måned til et år. En ny analyse fra 3F viser, at siden 2013, hvor aftalen trådte i kraft, har 82.553 personer, eller i snit 1.720 om måneden, mistet dagpengene. I 2016 skete det for 12.287 personer. Før forringelserne i 2010 skete det årligt for 1.000-2.000 mennesker, og Finansministeriet hævdede, at tallet fremover ville blive 2.000-4.000. I modsætning dertil var dagpengeperioden frem til 1993 ubegrænset, hvorefter den nedsattes til syv år.

3F-toppen i ynkeligt tilbagetog om pensionsalder

AF LARS HENRIK CARLSKOV

3F dropper kampagnen ”Fair pensionsalder”, trods støtte fra 217.000 underskrifter. Trods modstand fra 59 % af befolkningen i en meningsmåling mod at lade pensionsalderen stige i takt med længere levetid (og blot 20 % på tilhængersiden). Trods modstand fra 69 % af de socialdemokratiske vælgere og næsten tre ud af fire DF-vælgere. Og trods nederlaget for regeringens planer om at hæve pensionsalderen et halvt år mere end allerede aftalt.

3F hævder i stedet at ville være ”løsningsorienteret” og har derfor opgivet at ændre de tidligere forlig, som betyder, at en nyfødt i dag har udsigt til en pensionsalder på 76,5 år. Når fagtoppen trods overvældende folkelig opbakning til kampen mod højere pensionsalder alligevel opgiver kampen, er det naturligvis bl.a. for at holde hånden over Socialdemokratiet, som støtter disse forlig. Samt fordi fagtoppen frygter ikke at kunne styre sine menige medlemmer, hvis de mobiliseres. Det viser endnu engang behovet for et netværk på fagbevægelsens bund, der kan udfordre de håbløse pampere i toppen.

Nu igen: Medier og politikere amok i roma-hetz

Mens milliarderne fosser i skattely, ønsker magthaverne fokus på flaskesamlere.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

”Jøderne har magtet at sætte et nyt lavmål for, hvor uciviliseret man kan opføre sig. Jeg vil gøre alt for at stoppe jøde-besættelsen. Det er på tide, at vi sætter ordentligt ind mod jøde-plagen. Et jøde-opgør er uundgåeligt.” Et udpluk af udtalelser fra Venstres udlændingeordfører Marcus Knuth, hvis man udskifter ”roma” med ”jøde”.

Også romaerne blev under 2. verdenskrig udsat for et folkemord af nazismen, der udryddede mellem 250.000 og 1,5 millioner af dem. Herhjemme afvistes de ved grænsen og endte i kz-lejr. Racisme mod jøder regnes heldigvis ikke længere for acceptabelt i den offentlige debat. Det modsatte er desværre tilfældet, hvad angår romaer.

Det viser ikke kun førnævnte Knuths retorik, men også den hos andre ledende politikere og mainstream-medierne, som har stået i kø for at hælde benzin på roma-hadets bål. For at ”løse” påståede problemer med (et mindretal af) roma-hjemløse har regeringen samt DF og S indført 14 dages ubetinget fængsel for tiggeri. Inspireret deraf har et nazistisk tæskehold været på ”roma-jagt”.

Men som forskere og hjælpeorganisationer påpeger, er der tale om et fattigdomsproblem, som ikke løses med bøder og fængsel. Udover fattigdom, kommer hjemløse romaer til Danmark, fordi de også i deres hjemland rammes af systematisk diskrimination. Derfor holder mange velfungerende romaer i Danmark og andre lande ofte deres roma-baggrund skjult. Og mens medier og politikere – igen - spreder gift mod en forfulgt etnisk minoritet, griner overklassen hele vejen til skattely.

Kontanthjælpschok: Familie må klare sig for 5.500 kr.'s shopping i timen

En grum historie om livet på velfærdsdanmarks skyggeside.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Ingen i Margrethe Alexandrine Þórhildur Ingrids familie har nogensinde haft et almindeligt lønarbejde. Tilværelsen på offentlige ydelser er gået i arv. Generation efter generation parkeret på kontanthjælp. Der kunne laves rystende dokumentarer om prinsesserne fra blokken (og prinserne og dronningen selv) på Amalienborg Slotsplads. Også kendt som blokken på bistand, der er helt på røven i København K.

Så fattige, at familien har sparet efternavnet væk. Og kommer der gæster til middag, må de nøjes med til maden at få serveret en praktisk talt udrikkelig hjemmelavet vin. Og for nylig kom det frem, at familien i 2016 måtte klare sig for blot 5.500 kr.’s shopping i timen, 24 timer i døgnet.

De økonomiske bekymringer, når man lever på et sultebudget, kan gøre det svært at finde overskud til at deltage i ganske almindelige fritidsaktiviteter såsom at køre i guldkaret, gå med sabel, tage fjerprydede sovsekander på hovedet, iføre sig uniform og ordener, posere med en stabel nedskudte dyr og private søndagsudflugter i forsvarets helikoptere. Rigelige forsyninger med foie gras er her en ringe trøst.

Den psykiske spidsbelastning fra livet på et eksistensminimum har nu ført til, at Margrethe Alexandrine Þórhildur Ingrids mand er flyttet fra hende. Man har splittet en familie. Det er som om systemet først er tilfreds, når familien er helt nede at ligge i rendestenen. Kun jævnlige økonomiske tilskud fra landets rigeste familier har afværget den totale sociale deroute.

Men når landets 40 rigeste familier selv må vende hver en krone af de 487.263.000.000 kroner, de har, kan man ikke fortænke dem i, hvis de på et tidspunkt også begynder at tænke en smule på sig selv.

Og det er da heller ikke ukendt i disse kredse at måtte modtage almisser for at holde nøden fra døren – f.eks. bankpakkernes 3.500.000.000.000 kr. i garantier og lån for 46.000.000.000. kr. Så selv om det sociale sikkerhedsnet trods alt ikke er helt væk, betyder det selvsagt ikke, at vi som de uansvarlige socialister foreslår bare kan bruge løs på velfærd og flygtningehjælp - for hvor vil de finde pengene?

Skipper & Co. mellem modstand og tilpasning

Enhedslisten stemmer ofte som eneste parti i Folketinget imod racisme, krig og nedskæringer, men er ikke stedet at opbygge en revolutionær venstrefløj.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

13 sekunder. Det fyldte kampen uden for den parlamentariske arena i Enhedslistens politiske ordfører Pernille Skippers mere end 17 minutter lange årsmødetale for nylig: ”I onsdags, der så vi Velfærdsalliancen demonstrere for vores velfærd en gang til. Og til alle, der var med ude i hele landet, tusind tak, godt gået, det er en hamrende vigtig kamp”. Det var alt – men også symptomatisk.

For selv om der internt i partiet tales om at ”gå på to ben”, det parlamentariske og det udenomsparlamentariske, fylder arbejdet i Folketinget, byråd osv. i praksis suverænt mest. Bl.a. går hovedparten af budgettet til valgkamp og ansættelser på Christiansborg, lige som partiets topfolk sjældent eller aldrig understreger behovet for at opbygge den folkelige modstand uden for Borgen. Det gælder også partiets materiale, der som regel blot opfordrer til at blive medlem og vælger.

Parlamentarisk fokus giver passive medlemmer
Resultatet er et overvældende flertal af ikke-aktive medlemmer. Og en del af de aktive er det kun i forbindelse med valgkampe. Mange medlemmer er gode aktivister i andre sammenhænge, men dette sker uden fælles koordinering og strategi. Da dette arbejde sker som enkeltpersoner frem for som del af et politisk kollektiv, reduceres den samlede slagkraft kraftigt. I Enhedslisten findes der ganske vist også revolutionære socialister, men partiets venstrefløj er internt for uenig til organiseret samarbejde.

I stedet siver de revolutionære medlemmer ud af partiet enkeltvis. Samtidig forsøger partitoppen at undgå opstilling af revolutionære kandidater ved valg og, hvis det mislykkes, at underminere deres kandidatur. Nogle gange lykkes det de menige medlemmer på årsmøder at få nedstemt nogle af toppens forsøg på at dreje partiet i en mere ”ansvarlig” (læs: systembevarende) retning. Men når det virkelig gælder, som f.eks. spørgsmålet om Thorning-regeringens finanslove, sættes årsmødevedtagelser ud af kraft. Enhedslistens venstrefløj fører derfor en defensiv kamp for at bevare status quo – et parti, som i forvejen primært er en vælgerforening.

Systemskifte kræver anden type parti
De fleste henvisninger til revolution er udraderet fra principprogrammet, der understreger, at ”revolutionen” skal ske via en ”socialistisk grundlov” i Folketinget. På samme måde udlagde en af partiets strateger, finansordfører Pelle Dragsted, for nylig i et interview med magasinet RÆSON revolution som summen af en række reformer. Men al historisk erfaring viser, at kapitalistklassen ved at tilbageholde investeringerne, indskrænke produktionen, kapitalflugt, spekulation mod valutaen og i sidste ende også væbnede kup vil bekæmpe enhver nok så demokratisk valgt regering, der for alvor udfordrer dens magt.

Derfor kan et systemskifte kun ske ved, at en socialistisk massebevægelse i en revolutionær situation erstatter Folketinget og resten af den kapitalistiske statsmagt med sine egne demokratiske organer baseret på f.eks. arbejdspladser, uddannelsessteder og i boligkvarterer. Enhedslisten kan derfor bedst beskrives som ”venstre-reformistisk” ligesom partier som Die Linke i Tyskland, SYRIZA i Grækenland og Podemos i Spanien. Dvs. til venstre for klassisk socialdemokratisme, men stadig baseret på strategien om en reformvej til socialismen.

Men da det er en blindgyde, vil det i længden føre til gradvis tilpasning til det eksisterende kapitalistiske system. Ikke mindst hvis Enhedslisten i fremtiden kommer til at administrere systemet som deltager i en parlamentarisk regering. Så selv om vi i Internationale Socialister ofte samarbejder med mange enkeltmedlemmer af Enhedslisten, er det ikke indenfor Listens rammer, at et kæmpende venstrefløjsparti kan opbygges. Et revolutionært parti, hvis vigtigste kampplads ikke er Christiansborgs parlamentariske cirkus, men den daglige folkelige modstandskamp mod kapitalens angreb.

Støjberg i rigsvåbenet

”Med Støjberg på menneskejagt i Middelhavet” lyder en overskrift i Berlingske 11. marts.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Fra et fly tilhørende EU’s grænsepoliti Frontex deltog ministeren nemlig forleden i jagten på flygtninge og migranter, mens de i usikre og overproppede både forsøger at krydse Middelhavet. Her druknede ca. 4.500 af dem sidste år.

”Vi står i et skæbneår for Europa og selvsagt også for Danmark i forhold til at få løst den her problematik”, forklarede Støjberg til samme avis 8. marts og tilføjede: ” Og derfor er det vigtigt for mig at se den udvikling, som foregår lige i øjeblikket, med mine egne øjne”.

Særlig mishag vækker det hos ministeren, at ”mange af migranterne ganske enkelt tror, at de kan få lov til at opholde sig i Europa og skabe sig et bedre liv her”, og hun er derfor klar med løsningen: ”Vi skal simpelthen have informeret dem om, hvad det egentlig indebærer at komme til Europa, og at de jo aldrig nogensinde vil få lov til at opholde sig her, og at de bliver sendt hjem igen.”

Nu, hvor ministeren er blevet indsat i frontlinjen i bekrigelsen af de formastelige, der ”tror, at de kan få lov til at opholde sig i Europa og skabe sig et bedre liv”, må det være på sin plads med en opdatering af den gamle nationalsang:

Hendes Værge hamrede saa fast,
At Gothens Hielm og Hierne brast.
Da sank hvert fiendtligt Speil og Mast
I Røg og Damp.
Flye, skreg de, flye, hvad flygte kan!
Hvo staaer for Danmarks Inger
I Kamp?

Også Johannes V. Jensens digt ”Tilegnelse” kunne med en enkelt ændring til ”vildkvinden” være skrevet om Støjberg:

Jeg kommer ud fra skovene.
Kender I min kølle!
Vid, jeg er vildkvinden
i det danske våben!

Jeg bringer fra blå bølger
havets barbariske hjerte.
Jeg sætter det til symbol
i feltet med springende løver.

Her står jeg ved skjoldet.
Jeg vil slå fornægteren.
Jeg vil bekræfte de raske
i retten til riget.

Mon ikke Folketinget inden længe vedtager at tilføje Støjberg til de to
køllebevæbnede vildmænd, som allerede findes i rigsvåbenet?

Er arbejderklassen blevet til et prekariat?

Et kig på modeteorien om, at arbejderklassen i stigende grad erstattes af et ”prekariat” med mere usikre (”prekære”) jobs.

AF JOSEPH CHOONARA

“Nu mere end syv millioner briter i prekær beskæftigelse”, erklærede en artikel på forsiden af avisen The Guardian tidligere på måneden. Den hævdede, at stigende prekariatet skyldes, at ”virksomhederne insisterer på at bruge flere arbejdere med status som selvstændige og i stigende grad rekrutterer ansatte på midlertidige og nul-time-kontrakter.”

Sådanne påstande er hverdagskost. I 2011 hævdede Guy Standings bog ”Prekariatet”, at ”vi kan måske formode, at lige nu er i mange lande mindst en fjerdedel af den voksne befolkning en del af prekariatet.” Sidste år erklærede to akademikere, der deler dette teoretiske udgangspunkt, at i “Storbritannien tilhører næsten to tredjedele af kvinderne prekariatet” sammen med “en tredjedel af mændene”.

En artikel for nylig i New Statesman af Labours finansordfører John McDonnell hævder, at ”prekære jobs og nul-time-kontrakter er blevet normen inden for store dele af arbejdsmarkedet.”

Det er vigtigt at udstille forholdene for arbejdere på nul-time-kontrakter og arbejdere, der af skruppelløse arbejdsgivere tvinges til en vildledende status som selvstændige.

Mindre velkommen var en tale fra arbejdsminister Damian Green i sidste uge. Han priste, at det var slut med jobs, som indebærer ”en fast månedsløn med faste timer, betalt ferie, løn under sygdom, en pensionsordning og andre kontraktmæssige goder.”

Green hyldede fremkomsten af ”opgaveøkonomien” og ”hverdagsentreprenøren”.

Imidlertid kan de generaliserende påstande om stigende prekariatet – fra begge sider af det politiske spektrum – være stærkt misvisende. Når folk tænker på prekært arbejde, tænker de ofte på midlertidig ansættelse. Faktisk har andelen af sådanne kontrakter været usædvanligt stabil.

I løbet af de sidste tre årtier er midlertidig beskæftigelse kun steget med 0,3 % til 6,3 % af arbejdsstyrken.

Nul-time-kontrakter, der ikke garanterer et vist antal timers arbejde, er først blevet fremtrædende for nylig, og dataene om dem er mindre pålidelige. Men de ser dog ud til at blive brugt stadig hyppigere.

Alligevel er der to vigtige begrænsninger på brugen af nul-time-kontrakter.

For det første kan de udfordres. Tidligere på året lovede sportsudstyrsfirmaet Sports Direct at tilbyde butiksansatte et garanteret timetal efter fagforeningsprotester, medieafsløringer og kritik fra regeringen.

Løftet gælder ikke lagerarbejdere ansat via jobbureauer, men selv her er arbejdere ikke magtesløse. Fagforeningen Unites ret til at forhandle overenskomst med ledelsen ved Sport Directs store lager i Shirebrook har været anerkendt siden 2008.

Desuden vil der, når nul-time-kontrakter bruges på store arbejdspladser såsom universiteter eller hospitaler, være andre arbejdere med mere sikre ansættelsesforhold. De kan potentielt slutte sig til en kamp for at udvide bedre ansættelsesforhold til alle.

For det andet er nul-time-kontrakter, selv om de bruges på et væld af forskellige arbejdspladser, stærkt koncentrerede inden for to sektorer – ”hoteller og restauranter” og ”sundheds- og socialsektoren”.

Den første af disse led under et høje niveauer af løsansættelser længe før nul-time-kontrakterne – tænk f.eks. på studerende, der arbejder sort på barer eller caféer, mens de studerer.

Gensidig afhængighed
Det andet område omfatter hospitaler, hvor tilkaldevikarer, der dækker midlertidige behov for personale, i stigende grad sættes på nul-time-kontrakter.

Det omfatter også et stort antal af dem, som arbejder med hjemmepleje af syge og ældre.

Dette er et område, som rovdyrs-lignende private aktieselskaber går efter som en kilde til let profit, og plejeindustrien i Storbritannien bliver i vide kredse set som en krise, som venter på bryde ud.

Personaleudskiftningen i hjemmeplejen kan være så høj som en fjerdedel af de ansatte årligt, et lignende tal som ved Sports Direct-arbejdsstyrken.

Men de fleste arbejdspladser kan ikke drives på denne måde. At fyre arbejdere, at ansætte erstatninger og at oplære disse er en dyr forretning. Det kan også skabe kaos og indebærer at miste know-how og færdigheder, der er opbygget gennem år.

Selv i kølvandet på den seneste økonomiske krise, hvor arbejdsgiverne gladeligt angreb lønninger og arbejdsforhold, gjorde de sig ofte umage for at minimere antallet af fyringer.

Dette afslører en grundlæggende sandhed om, hvordan kapitalismen fungerer. Den udbytning, arbejderne lider under, er ikke blot en form for undertrykkelse, men et gensidigt afhængighedsforhold.

Arbejderen er afhængig af sin arbejdsgiver for at få en løn. Men arbejdsgiveren er også afhængig af at være i stand til at presse arbejde, og dermed profit, ud af arbejderen.

I en moderne kapitalistisk økonomi er arbejdsgiverne også afhængige at få den rette slags arbejdere med den rette uddannelse og ekspertise – og når de får dem, forsøger de ofte at holde på dem.

Hvad med dem, der ikke formelt er ansat af et firma? Den seneste vækst i selvstændige er ubestridelig og er nået op på en hidtil uset andel på 15 % af arbejdsstyrken – om end tallet var 13 % i slutningen af 1980’erne.

Der er en bekymring, som kom til udtryk i sidste uges The Guardian-artikel, for, at en stor del af den seneste stigning skyldes en udvidelse af ”opgaveøkonomien”.

En potentiel styrkeposition
Hvis dette betyder folk, som har flere jobs på samme tid, er der ikke meget belæg.

En undersøgelse for nylig fra tænketanken Resolution Foundation viste, at kun én ud af 250 arbejdere har to jobs som selvstændige. Og ca. én ud af 100 har et hovedjob som lønarbejder sammen med et bijob i rollen som selvstændig.

Ydermere arbejder de fleste selvstændige ikke i ”opgaveøkonomien”. Det store flertal af dem beskriver sig selv som ”leder af egen virksomhed”. Kun ca. én ud af fem angiver deres primære jobbetegnelse som ”udførelse af freelancearbejde”, og én ud af 10 angiver den til at være ”underleverandør eller kontraktarbejder”.

Flertallet er også tilfreds med at være selvstændig og leder ikke efter job med en arbejdsgiver. En temmelig stor del af den seneste stigning skyldes, at arbejdsstyrken bliver ældre. Ældre mennesker er mere tilbøjelige til at være selvstændige og bliver ofte selvstændige op til de går på pension.

Det betyder ikke at ignorere misbrug, der finder sted på dette område. En arbejdsretssag, som for nylig blev anlagt af Uber-taxichauffører, udfordrede firmaets kategorisering af sine arbejdere som selvstændige.

Kendelsen fastslog: “Den opfattelse, at Uber i London udgør en mosaik af 30.000 små virksomheder forbundet af en fælles “platform” er efter vores mening lettere latterlig.”

Selv på disse områder er arbejderne dog ikke magtesløse. Dette kan man se af kampen hos Deliveroo, madudbringningsfirmaet, hvor budene tvang firmaets ejere til et ydmygende tilbagetog i forhold til nye arbejdsbetingelser ved at anvende en meget traditionel kampmetode – en strejke.

Overordnet set er billedet af den britiske arbejdsstyrke domineret af sikre, permanente jobs, med lommer af usikkerhed – ikke omfattende prekariatet. I gennemsnit kan en arbejder i Storbritannien forvente at være hos sin nuværende arbejdsgiver i 16 år, omkring det samme som i 1975.

Der har været et beskedent fald i fastansættelse for mænd, men det udlignes af en stigning i fastansættelse for kvinder, som i dag udgør halvdelen af arbejdsstyrken.

Dette afspejler forbedringer i barselslovgivning, men også den voksende stabilitet i deltidsarbejde, der i høj grad udføres af kvinder.

Dette klumpes ofte sammen med midlertidigt arbejde som en form for prekær beskæftigelse. Men i gennemsnit vil kvindelige deltidsarbejdere være lige så længe ved en arbejdsgiver som fuldtidsbeskæftigede kvindelige arbejdere.

Deltidsarbejde har været en form, hvorved et stort antal kvinder er blevet trukket ind i stabil, langvarig beskæftigelse.

Den relative stabilitet i beskæftigelse i Storbritannien har to følger.

For det første har vi ikke kun brug for en kamp for at sikre et mindretal af prekære arbejderes rettigheder. Der er masser af arbejdere med sikkerhed i ansættelsen, der lider under elendig løn, stadig mindre selvbestemmelse på arbejdspladsen, lange arbejdsdage, tyranniske chefer osv.

For det andet kan vi udkæmpe disse kampe fra en potentiel styrkeposition. Vi lever stadig i en verden, hvor kapitalisternes profitter afhænger af den fortsatte udbytning af arbejdere, der er koncentrerede på store arbejdspladser.

Dette betyder, at arbejderne har magten til at stoppe systemet ved at få det til at styrte sammen. Udfordringen er at udøve denne magt, ikke at lade den forsvinde mellem vores fingre.

Oversat fra Socialist Worker (UK), nr. 2531, 22.11.2016.

En brandbombe i et giftigt politisk klima

En chokerende sag fra den jyske by Ry har skabt debat om mobning og racisme.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Her blev den 16-årige dansk-afghanske dreng Ali angrebet med en brandbombe af fire drenge fra samme skole. En anden dreng fra samme skole er tidligere dømt for vold mod Ali. Iflg. offerets familie forsøgte en dreng for nylig at stikke ham med en saks, og de fire drenge, der er sigtet for brandattentatet, havde en uge inden forsøgt at overfalde og kvæle ham.

En pige, der har gået i klasse med offeret og to af de sigtede drenge, skriver, at ”de altid (i hverfald så længe jeg kan huske) har været efter Ali… Det har på ingen måder været Ali der har været problemet. Det er dem der er problemet." Offerets bror siger, at Ali ”jævnligt [er] blevet skubbet og truet af drengene på skolen. Eksempelvis et skub med skulderen, når han gik forbi dem på gangen. Han er også tit blevet kaldt ’perker’, og de har sagt ting som ’skrub hjem til dit eget land’”.

Offeret far udtaler: ”Roden til problemerne er skolen… De her problemer har været her gennem flere år. Det er ikke kun min søn, der har været udsat for de her racistiske chikanerier. Mine andre børn har også oplevet det.” Faren er pga. af sønnens udtalelser og politiets oplysninger ”100 procent sikker” på, at overfaldet på sønnen skyldtes racisme.

Angrebet er sket i et giftigt politisk klima, hvor Folketinget lige har vedtaget, at ”indvandrere” og ”efterkommere” ikke er danskere. Selv om vi ikke kender alle detaljer i sagen fra Ry, øger den langvarige dæmonisering og dehumanisering af flygtninge og muslimer, som ledende politikere og medier står bag, selvsagt risikoen for den type angreb.

Smilets by giver racismen det røde kort

Aarhus protesterer også 18/3 mod nationalismens fremmarch.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

”Valget af Donald Trump til amerikansk præsident for nylig var blot et af mange tegn på, at nationalistiske og fremmedfjendske kræfter har vind i sejlene over en stor del af verden. Det gælder også herhjemme, hvor Dansk Folkeparti er Folketingets næststørste parti og det endnu mere yderliggående Nye Borgerlige i flere målinger står til valg. Samtidig har mistænkeliggørende retorik og diskriminerende politik, som tidligere var forbeholdt den nationalistiske højrefløj, i dag vundet indpas langt inde i den politiske mainstream.

Derfor ønsker vi at samle alle gode kræfter til en fælles manifestation, f.eks. med taler og musikalske og kunstneriske indslag, mod den truende politiske udvikling. Vores mål er at samle alt lige fra politiske partier til fagforeninger, uddannelsesorganisationer græsrodsorganisationer og interesserede enkeltpersoner til en stor og folkelig markering af, at ”nok er nok”, og at vi ønsker en by og et samfund præget af mangfoldighed og respekt for forskellighed.”

Sådan lyder indkaldelsen i Aarhus til aktionsdag mod racisme 18/3. Bl.a. revolutionære socialister, socialdemokrater, kvindesvømmere fra Gellerup, fagforeninger, elev- og studenterorganisationer samt ”humanitære” foreninger, står bag en bred manifestation mod racisme og diskrimination. Følg med på Aarhus for Mangfoldigheds Facebook-side eller skriv til formangfoldighed@gmail.com.

Svømmeforbud er anti-muslimsk racisme

Alle partier i Aarhus Byråd (minus EL og R) stemte for forbuddet mod kvindesvømning i kommunalt regi. Det skal ”redde” kvinderne.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Den postkoloniale teoretiker Spivak beskrev med ordene ”hvide mænd redder brune kvinder fra brune mænd” idéerne bag forbuddet mod kvindesvømningen i Gellerupbadet. En populær fritidsaktivitet i et af landets fattigste boligområder, der i forvejen har færre fritidstilbud end resten af byen, og hvor hver 6. familie rammes af kontanthjælpsloftet.

Som Elsebeth Frederiksen, talsperson for Kvindesvømningens Venner, der bekæmper forbuddet, påpeger, ville ingen have anset svømningen for et problem i rigmandskvarteret Risskov. Iflg. borgmester Jacob Bundsgaard (S) er ”der en udfordring i nogle af de muslimske miljøer i Aarhus med kvindeundertrykkelse og formentlig også andre steder”.

Bundsgaard gør her kvindeundertrykkelse til et unikt problem for muslimer eller et problem primært dér. Dog mener en lige så stor andel (10 %) af Dansk Folkepartis vælgere som muslimer, at kvinders plads er i hjemmet. Byrådet har ikke iværksat initiativer mod dette ”parallelsamfund” eller rigmandsghettoer, hvor undersøgelser viser, at skattesvindel og sort arbejde er mest udbredt.

Del af en større kamp
Idéen om, at ”Vesten” med vold befrier muslimske kvinder er gammel. F.eks. invaderede og besatte Storbritannien i 1882 Egypten, og lederen af besættelsen, Lord Cromer, forsvarede den bl.a. med henvisning til kvinderettigheder. Samtidig var han i hjemlandet medstifter af en forening mod kvinders stemmeret. På samme måde hævdede George W. Bush, der bl.a. bekæmpede fri abort og prævention, at USA’s krig ville befri afghanske kvinder.

Muslimske kvinder ses her som passive ofre og ude af stand til at tale og handle på egne vegne. Kampen om kvindesvømning viser det modsatte. Demonstrationer, offentlige møder, læserbreve og en underskriftsindsamling vandt kampen om opinionen, så et stort flertal af byens borgere i en meningsmåling var imod forbud. Det handler bl.a. om kvindekampens krav om retten til selv at bestemme, hvor lidt – eller hvor meget – tøj, man bærer, og om at bestemme over egen krop. Men da forbuddet skyldes islamofobi, er det også nødvendigt med en bredere anti-racistisk kamp. Den internationale aktionsdag mod racisme 18/3 handler netop om det.

Følg ”Kvindesvømningens Venner i Gellerupbadet” på Facebook. Møderne er normalt søndag kl. 16 i Beboerhuset Yggdrasil, Dortesvej 35A, 8220 Brabrand.

Danmark har slaveblod på sit flag

I anledning af 100-året for salget af de vestindiske øer til USA bringes her historien om Danmark som slavehandlernation og voldelig kolonimagt i Caribien og Afrika.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Fra midten af 1600-tallet til starten af 1800-tallet blev ca. 111.000 slaver kidnappet og under dansk flag sejlet fra Afrika til Caribien. I disse år stod Danmark for ca. 2,3 % af og var 7. største aktør i den atlantiske slavehandel. De caribiske øer Skt. Croix, Skt. Thomas og Skt. Jan, hvor europæiske kolonialister i forvejen havde udryddet den indfødte befolkning, blev danske kolonier. Især Skt. Thomas’ havn blev internationalt centrum for slavehandel, og det er en myte, at danske slaver havde bedre forhold, hvilket alle kolonimagter hævder om egne slaver.

Slaverne blev brændemærket, og under den 2-3 måneder lange sejlads over Atlanterhavet sad den enkelte slave lænket på mindre plads end en ligkiste. Ca. hver 6. slave døde under overfarten, og mange andre inden for første år på øerne. I et dansk 1700-talsreglement var straffen til slaver for tyveri at blive knebet tre gange med gloende tænger og derefter hængning. For flugtforsøg var den amputation af benet, men hvis slaven blev tilgivet af sin herre, var den i stedet 150 piskeslag og afskæring af øret. For en slave, der slog, truede eller talte hårdt til en hvid, var den at blive knebet tre gange med gloende tænger og bagefter hængning, hvis den hvide ønskede det. Ellers afhugning af slavens hånd. Ét ”retskaffent” hvidt vidne var nok til at få en slave dømt, og ved ”formodninger” i sagen skulle slaven tortureres.

Med vold og blod blev land bygget
Enorme formuer blev skabt af den såkaldte ”trekantshandel”, hvor bl.a. våben byttedes til slaver i den danske koloni Guldkysten i nutidens Ghana, hvorefter slaverne fragtedes til Caribien til tvangsarbejde på plantager. Derfra blev bl.a. sukker og rom sendt til Danmark.

Profitten fra slavehandel byggede en stor af del af København, bl.a. Christian IX’s palæ (hvor Dronningen bor), Det Gule Palæ (der huser Kongehusets administration), Odd Fellow Palæet, Dehns Palæ og Admiral Hotel. Det gælder også statsministerboligen Marienborg og en række andre danske landsteder. Slaveprofitterne var en af de økonomiske motorer for ”den florissante” (dvs. blomstrende) handelsperiode, som gjorde borgerskabet til en afgørende magtfaktor i det danske samfund.

”Opdagelsen af guld- og sølvlandene i Amerika, udryddelsen, trældommen og begravelsen af den indfødte befolkning i bjergværkerne, den begyndende erobring og udplyndring af Ostindien, Afrikas forvandling til et indelukke for handelsjagt på sorthudede, kendetegner den kapitalistiske produktionsæras morgenrøde. Disse idylliske processer er hovedmomenter i den oprindelige akkumulation.” Sådan beskrev Karl Marx kolonialisme og slaveri som afgørende faktorer i kapitalismens gennembrud.

”Den oprindelige akkumulation” betød også af, at europæiske bønder voldeligt fik frataget jorden, hvilket skabte et besiddelsesløst landproletariat, som senere blev til den industrielle arbejderklasse. Racismen opstod som ideologi for at legitimere slavehandelen og blev sammen med råsukker bragt til Danmark i det 18. århundrede.

Allerede som ung formulerede Marx et krav om at ”omstyrte alle forhold”, hvor mennesket er ”fornedret” og ”kuet”, og han anså desuden slaveriet for en hindring for arbejderklassens befrielse, uanset hudfarve, lige som han forstod amerikansk slavebomulds betydning for tekstilindustrien i kapitalismens daværende britiske centrum. Han skrev, at i USA ”var enhver selvstændig arbejderbevægelse lammet, så længe slaveriet skæmmede en del af republikken. Arbejdet kan ikke frigøre sig i hvid hud, hvor det er brændemærket i sort hud.”

Oprør og revolutioner stopper slaveriet
Et af de første og mest langvarige slaveoprør på de to amerikanske kontinenter brød i 1733 ud på den danske koloni Skt. Jan. Her overtog slaverne det meste af øen, men med udenlandske tropper blev oprøret kvalt efter ni måneder. Oprørere blev tortureret og henrettet, men de fleste valgte selvmord frem for overgivelse. Flere selvstændige amerikanske stater havde allerede forbudt slaveri i 1770’erne og 1780’erne, Frankrig forbød det i 1794 og Storbritannien frigav slaverne i 1834. I kølvandet på den franske revolution 1789 og slaverevolutionen på Haiti 1791 forbød Danmark i 1792 handel med nye slaver fra Afrika. Ikke handel med slaver i Caribien. Danmark frygtede et britisk forbud, og desuden døde slaverne hurtigere end de kunne reproducere sig selv. Det danske forbud indførtes med varsel på 10 år, hvor danske plantageejere med favorable statslige lån og tilskud importerede flere slaver end nogensinde før for at blive selvforsynet.

På de danske øer i Caribien blev slaveriet først ophævet i det europæiske revolutionsår 1848, hvor enevælden faldt i Danmark. Kort før var der slaveoprør på de franske øer Martinique og Guadeloupe. På Skt. Croix marcherede 8.000 slaver til byen Frederiksted og krævede øjeblikkelig frigivelse, frem for gradvis løsladelse over 12 år som lovet året før. Slaverne var bevæbnede med knive og knipler og deres leder, som de kaldte General Buddo, truede guvernør von Scholten med generalstrejke, hvorefter denne frigav dem. Under von Scholtens efterfølger henrettedes 17 af oprørerne. General Buddo overgav sig efter løfter om frit lejde, men blev deporteret til Trinidad, mens plantageejerne fik erstatning for krænket ejendomsret over slaverne.

Arbejderkamp og dansk menneskehandel
De tidligere slaver arbejdede videre på plantagerne, hvor de nu i stedet var bundet af langvarige arbejdskontrakter. Forholdene på øerne var så miserable, at i 1870’erne døde 1.433 børn for hver 1.000 fødte børn. Ved arbejderopstanden Fireburn på Skt. Croix i 1878 blev bl.a. butikker, pakhuse, varehuse, godser og sukkerraffinaderier plyndret og antændt. 12 oprørere blev straks henrettet til skræk og advarsel. Tre kvindelige oprørsledere (kaldet ”queens”) fik dødsdom, senere ændret til fængsel med hårdt arbejde på livstid. Op mod 250 arbejdere blev dræbt, og et medlem af plantageejernes væbnede korps skrev, at ”[d]er blev omtrent skudt 10 eller 12 Negro og 3 eller 4 paa Plantagen Work & Rest, hvorefter vi ikke havde den fornøielse at skyde flere før om Eftermiddagen paa Plantagen Glynn.”

Det danske socialdemokrati støttede i sin avis de sorte arbejdere, idet ”[d]e Rige Plantere har som overalt, hvor Kapitalisterne regerer og huserer, gjort Øen til et Helvede for dem, som maa arbejde.” Den fortsatte elendighed førte i 1916 til en succesrig generalstrejke blandt de sorte landarbejdere anført af David Hamilton Jackson, der havde organiseret dem i fagforening. Sidstnævnte blev set som så stor en trussel, at der blev sendt et krigsskib fra Danmark. I 1917 blev øerne uden folkeafstemning blandt deres befolkning solgt til USA for 25 mio. dollars (svarende til 1/3 af den danske stats årsindtægt).

Jackson kaldte det ”en Skandale, at Danmark gaar ind herpaa, hellere end at give Folket dets fulde Frihed!” Den danske revolutionære Gerson Trier protesterede i et brev til Stauning, der var trådt ind i regeringen under 1. verdenskrig, over den manglende afstemning på øerne som et brud på folkenes selvbestemmelsesret og krævede Socialdemokratiets hovedbestyrelse indkaldt øjeblikkeligt. Fra udlandet skrev Lenin om salget: ”Hvem har sagt, at man ikke sælger mennesker i vor tid? Det gør man ganske glimrende”. Det er denne skamplet på Danmarkshistorien, der i 2017 fylder 100 år.

Hvad byrådsfatter gør, er altid det rigtige

Indlæg i Århus Stiftstidende: "De to mænd, byrådsbrødrene Gert Bjerregaard og Hans Skou fra Venstre, vil bekæmpe påstået mandlig muslimsk tvang mod kvinder ved at erstatte den med anden mandlig tvang mod kvinder - deres egen...

Alligevel er det, som om d'herrers faderlige omsorg ikke værdsættes. Heller ikke den ikke mindre faderligt beskyttende favn hos de 17 andre byrådsmænd, som vil sikre, at kvinderne kan svømme frit ved at forbyde kvindernes svømning.

Kvinderne demonstrerer, skriver læserbreve, arrangerer offentlige møder og virker i det hele taget sært utaknemmelige over, at det mandlige byrådsflertal allerede har defineret kvindernes undertrykkelse for dem."

Guide til Trumps rædselskabinet

Trumps udnævnelser afslører hans løfte om opgør med eliterne i Washington og på Wall Street som en grotesk løgn.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

De 17 personer, den nyvalgte amerikanske præsident Donald Trump i midten af december havde nomineret til de centrale regeringsposter, har iflg. business-mediet Quartz en samlet formue på 66,5 milliarder kr. Det gør dem rigere end de fattigste 43 millioner husstande i USA tilsammen, og Trumps regering til den klart rigeste i amerikansk historie.

Som ”chefstrateg” og toprådgiver har Trump udnævnt Stephen Bannon fra mediet Breitbart News, der har tråde til den yderste racistiske og nazistiske højrefløj. Tidligere Ku Klux Klan-leder David Duke har kaldt denne udnævnelse ”en glimrende nyhed”. Som mange andre Trump-folk har Bannon desuden en fortid hos banken Goldman Sachs, hvilket bl.a. også gælder finansminister Steven Mnuchin.

Justitsminister Jeff Sessions er kendt som hardcore bekæmper af lovgivning mod diskrimination af sorte amerikanere og andre minoriteter og fik i 1986 sin udnævnelse til forbundsdommer blokeret pga. racistiske udtalelser. Forsvarsminister James Mattis stod som chef for marinekorpset i spidsen for USA's for drab på tusinder af civile og andre krigsforbrydelser under belejringen af Fallujah i Irak i 2004. National sikkerhedsrådgiver Mike Flynn har kaldt muslimer en ”ondartet kræftsygdom” og frygt for dem ”rationel”.

Vicepræsident Mike Pence har som guvernør forsøgt at fjerne offentlig tilskud til organisationer, der hjælper kvinder med prævention og fri abort, gennemført en lov om tvungen begravelse af abort-fostre og støttet en lov, der giver arbejdsgivere ret til at diskriminere bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner.

Udenrigsminister Rex Tillerson fra oliegiganten ExxonMobil er såkaldt "klimaskeptiker", hvilket bl.a. også gælder miljøminister Scott Pruitt – og Trump selv. Dette var blot et lille udvalg af Trumps rædselskabinet, som Danmark iflg. Lars Løkke Rasmussen står "skulder til skulder" med.

Kamp mod islamofobiske politikere i Aarhus

Et samlet byråd (minus R+EL) i Aarhus vil forbyde tre timers ugentlig kønsopdelt svømning i Gellerupbadet.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Det er klokkeklar diskrimination med lovgivning, der primært rammer en bestemt etnisk og religiøs gruppe - her muslimer. Byrådsflertallet henviser bl.a. til TV2's mistænkeliggørende og stærkt kritiserede "dokumentar" ved navn "Moskeerne bag sløret". Præmissen var her, at dårlig integration skyldes nogle imamer, ikke f.eks. hetz og diskrimination, manglende jobs, dårlige boligforhold osv.

Det pågældende svømmetilbud optræder tilmed slet ikke i TV2's tendentiøse "dokumentar". Alligevel henviser byrådsflertallet, inkl. S-SF, flittigt til den. F.eks. har Gert Bjerregaard (V) om en undersøgelse, der viser, at svømningen er kvindernes eget valg sagt, at ”[é]t er, hvad man siger for rullende kameraer, noget andet er, hvad der sker i det skjulte. Det lærte vi af dokumentaren ”Moskéerne bag sløret”...”.

Altså den klassiske islamofobiske stereotyp om, at ”muslimer taler med to tunger.” Desuden opererer forbudspolitikerne med kollektiv skyld ved at bruge enkelte muslimers (her nogle imamers) endda delvist fiktive handlinger til at mistænkeliggøre alle foreninger i Gellerup. Er alle Venstre-folk også under mistanke, fordi Løkke og andre V-politikere fusker med bilag? Det er selvsagt også sexistisk, når et primært mandligt byrådsflertal som her vil diktere, hvordan kvinder svømmer og klæder sig. To Venstre-mænd har stillet forslaget, og 19 ud af 25 af dets tilhængere i byrådet er mænd.

En meningsmåling viser, at 56,9 % af byens borgere ”i mindre grad eller slet ikke” er enige med byrådet i denne sag, mens kun 37,3 % ”i høj grad eller nogen grad” er enige. Desuden har aktivistgruppen ”Kvindesvømningens Venner i Gellerupbadet” indsamlet omkring 3.000 underskrifter mod forbuddet samt demonstreret, lavet gadefremstød og holdt flere offentlige møder. 18. januar skal byrådet stemme om forbuddet. Uanset udfaldet fortsætter kampen dog.

Åbent brev til S: Hvorfor skal vi tages som gidsler?

Åbent brev til Socialdemokratiet i Århus Stiftstidende: "Derfor spørger vi de socialdemokratiske byrådspolitikere: Hvorfor skal vi og vores kroppe tages som gidsler i jeres politiske spil? Det fortjener jeres vælgere - ikke mindst i Aarhus Vest - svar på, nu hvor kommunalvalget nærmer sig.

Forbuddet falder, hvis I stemmer imod. I modsat fald vil vi stille jer til politisk ansvar. En måling fra Wilke viser stort flertal blandt århusianerne for at bevare kvindesvømningen i Gellerupbadet. Mon ikke det også gælder i det socialdemokratiske bagland?

Vi opfordrer derfor til, at man også her giver sin utilfredshed til kende. Denne opfordring gælder i øvrigt alle århusianere. Vis politikerne, at de pinlige planer om svømmeforbud strider mod vores ønsker for en mangfoldig by."

Behov for vindueskiggeri?

Læserbrev i Århus Stiftstidende: "Når et primært mandligt flertal vil diktere, hvordan kvinder svømmer, er det et frontalangreb på årtiers kvindekamp. Bl.a. kvinders ret til at bestemme over egen krop. F.eks. i forhold til abort og prævention - eller som her påklædning, og hvor meget af sin krop man viser. Når politikerne er færdige med detailstyringen af svømning i århusianske forstæder og andre storpolitiske problemer, lægger de sig vel i selen for at stoppe tiltag som Femø-lejren, hvor kvinder også mødes uden mandlig adgang."