Thornings dagpengemassakre fortsætter

Arbejdsløse i tusindvis mister fortsat dagpengene. Og mens regeringen jubler over faldende ledighed, er der reelt ikke skabt flere jobs.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

34.000 arbejdsløse mistede i følge A-kassernes Samvirke dagpengene i 2013. I 2010, hvor dagpengeperioden halveredes til 2 år og optjeningsperioden fordobledes til 12 måneder, hævdede Finansministeriet, at kun 2.000-4.000 ville miste dagpengene pr. år. Det tal skulle altså tidobles.

I 2012 lovede regeringen desuden 12.500 akutjobs til arbejdsløse, der risikerede at miste dagpengene. Men som en undersøgelse fra Politiken Research har vist, blev det til sølle 321 akutjobs. Det var denne eklatante fiasko, Bjarne Corydon i sin tid kaldte ”en fuld, hel og dækkende løsning” og ”Danmark når det er bedst”.

Endnu en ”succes” for regeringen
Og det slutter ikke engang her, for i følge A-kassernes Samvirke vil yderligere 14.000 personer miste dagpengene i år – altså mellem 3,5 og 7 gange flere end forudsagt i 2010. Og 7-14 gange flere end de 1.000-2.000 pr. år, der røg ud af dagpengesystemet dengang. Imens hævder regeringen, at arbejdsløsheden er på retur. Ved nærmere eftersyn viser denne ”succes” for regeringen sig dog næsten lige så tvivlsom som Corydons akutjob-plan.

Danmarks Statistiks nyeste tal viser, at AKU-ledigheden - den definition, som bl.a. ILO (Den Internationale Arbejdsorganisation) bruger - fra februar 2013-februar 2014 faldt med beskedne 7.000 personer til 202.000, hvilket giver en arbejdsløshedsprocent på 7,0. Men samtidig er antallet af beskæftigede i samme periode faldet med 4.000 til 2.680.000. Med andre ord er der ikke kommet flere i job – men færre. Den reelle arbejdsløshed er endda højere. I følge den nævnte definition er man således kun ledig, hvis man er helt uden job, har søgt job inden for seneste måned og kan tiltræde inden for to uger.

Fattigdom undergraver fagbevægelsen
De, der ikke har søgt job inden for seneste måned, fordi de har opgivet håbet pga. de dårlige udsigter, regnes f.eks. ikke for arbejdsløse. Heller ikke f.eks. de deltidsledige. Dagpengereformen betyder, at mindst 5.000 arbejdsløse i følge A-kassernes Samvirke nu står uden indtægt. Desuden er mange tidligere dagpengemodtagere blevet flyttet over på de langt lavere uddannelsesydelse og arbejdsmarkedsydelse. Ydermere får tusindvis af mennesker frataget deres indtægt pga. den gensidige forsørgerpligt i kontanthjælpsreformen.

Her tvinges unge arbejdsløse samtidig over på den såkaldte uddannelseshjælp, der er lavere end både kontanthjælp og SU. Alt dette resulterer i øget fattigdom, som ikke kun er et problem for dem, der lever under disse usle vilkår. Men også for fagbevægelsen, fordi flere af økonomiske grunde fravælger a-kasse og fagforening. Og for dem i job, fordi frygten for arbejdsløshed øges, hvilket medfører større accept af dårlige løn- og arbejdsforhold. Venstrefløjen og ikke mindst fagbevægelsen må derfor blæse til kamp mod hele regeringens fattigdomsskabende politik.

Dagpengene er et åbent sår på regeringen

Få steder er Thorning & Co. så sårbare som i forhold til dagpengene. Det skal udnyttes – også til et opgør med regeringens øvrige politik.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Gennemførelsen af VK-regeringens samt De Radikales og Dansk Folkepartis dagpengeforringelser fra 2010, er formentlig den enkelt-”reform”, der har gjort den nuværende regering mest upopulær. Her halveredes dagpengeperioden til to år og optjeningsperioden fordobledes til 12 måneder. Før regeringsskiftet udtalte LO-formand Harald Børsting, at det er ”så asocialt, som det kan blive”. Og foran 50.000 demonstranter på Christiansborg Slotsplads sagde han: "Vi står her i dag for at få byttet pakken. Vi vil have pengene retur”.

På samme måde kaldte den socialdemokratiske leder Helle Thorning-Schmidt det i 2010 ”meget usympatisk, at de arbejdsløse skal betale for regeringens skattelettelser". Hun gik endda skridtet videre og sagde: "Jeg kan næsten ikke finde ord for, at de arbejdsløse først skal betale med deres job for en økonomisk krise samt bankernes kollaps. Dernæst får de at vide, at de også skal betale med deres dagpenge . . . Man dolker helt almindelige lønmodtagere i ryggen på denne måde.” Disse udmeldinger står i skærende kontrast til Socialdemokraternes og fagtoppens linje efter folketingsvalget i 2011.

Sparekniven skifter hænder
Her skiftedes som bekendt regering, og den af Thorning omtalte ”dolk i ryggen”, skiftede ved samme lejlighed hænder. Det var således den nye S-SF-R-regering, som placerede dolken i ryggen på almindelige lønarbejdere og arbejdsløse ved i praksis at føre de nævnte dagpengeforringelser ud i livet. Denne sparekniv har dog forståeligt nok været uhyre upopulær. F.eks. viste en Epinion-måling i november 2012 støtte fra 64 % af befolkningen til en optjeningsperiode som før på seks måneder. Og opbakning fra 55 % af befolkningen til den hidtidige dagpengeperiode på fire år. Regeringen har været under voldsomt pres fra sit bagland i fagbevægelsen og blandt menige socialdemokrater og SF'ere, af miserable meningsmålinger samt af mediernes løbende historier om de titusindvis af arbejdsløse, der mistede dagpengene.

Derfor har Thorning & Co. forsøgt at skaffe sig pusterum ved at foretage den ene mindre justering af reglerne efter den anden. Først et halvt års forlængelse af dagpengeperioden for dem, der ellers ville være røget ud af systemet i andet halvår af 2012. Dernæst samtaler med ”udfaldstruede” arbejdsløse (Akutpakke 1). Derefter de påståede 12.500 jobs i Akutpakke 2. Herefter fulgte den midlertidige uddannelsesydelse på kontanthjælpsniveau, der kun skulle gælde første halvår af 2013. Derefter blev den forlænget med et halvt år, samtidig med, at der indførtes en ny midlertidig ydelse svarende til kontanthjælp, arbejdsmarkedsydelsen.

Kan tvinge regeringen i knæ
Alt dette skyldtes, at regeringen følte sig presset til at foregive at tage hånd om problemerne. Den kan altså presses. Når dagpengenedskæringerne ikke er blevet helt skrottet, skyldes det, at presset trods alt ikke har været større. F.eks. droppede store dele af fagbevægelsens top hurtigt kravet om længere dagpengeperiode og nøjedes med at kræve kortere optjeningstid. Og i stedet for at bruge sine pladser i Folketinget til at opfordre til protester uden for Borgen, har Enhedslisten stort set udelukkende fokuseret på impotent forligsmageri med regeringen. Med andre ord er det ikke fra Christiansborgs bonede gulve, vi skal forvente løsningen.

I Dong-sagen bragte en online-underskriftsindsamling og demonstration på Christiansborg Slotsplads med 5.000 deltagere regeringen nær opløsning. Derfor vil strejker, studerendes nedlæggelse af undervisningen og demonstrationer med hundredtusinder af deltagere kunne tvinge regeringen helt i knæ. Imidlertid betyder kapitalismens krise et langt mindre råderum for forbedringer inden for systemets rammer. Derfor må dagpengespørgsmålet også kædes sammen med kampen mod alle de øvrige nedskæringer som følge af krisen - og dermed også mod det kapitalistiske system, der har skabt den.

Velfærdsstaten var ikke et socialistisk projekt

Velfærdsstaten er både en serviceordning for kapitalen og et resultat af arbejderbevægelsens kamp.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Den moderne velfærdsstats forbillede var den tyske kansler Bismarcks sociallovgivning i 1880'erne. Nemlig en række forsikringsordninger mod alderdom, arbejdsløshed, sygdom og ulykker. Samtidig, under ”socialistloven” 1878-1890, gjordes det tyske socialdemokrati delvist illegalt. Bismarcks socialpolitik var et forsøg på hindre socialismens spredning, f.eks. en arbejderopstand som Pariserkommunen 1871 i Frankrig, og undgå udvandring af arbejdskraft til USA.

Også i Danmark var borgerskabet skrækslagent pga. Pariserkommunen og stiftelsen af Socialdemokratiet. Derfor nedsattes i 1875 en ”arbejderkommission”, dog uden de store resultater. Samme motiv sås ved socialreformen 1891-1892. Her ændredes fattigloven ved at indføre statsstøtte til begravelser og besøg hos læge og jordemoder. Desuden indførtes alderdomsunderstøttelse til de ”værdigt trængende”, der nu ikke ville miste stemmeret, hvis de ikke tidligere havde fået fattighjælp. Endelig vedtoges en lov, hvor betaling til sygekasse gjorde det muligt at få støtte under sygdom.

Forsikring mod uroligheder
Den anden store socialreform kom i 1933 efter ”Kanslergadeforliget”. Kommunisterne var lige kommet i folketinget for første gang, og arbejdsgiverne krævede 20 % lønnedgang og varslede lockout. Statsminister Stauning forudså ”en mere urolig konflikt, end vi nogensinde tidligere har set”. Om socialreformen forklarede socialminister Steincke, at ”gennem skatterne til sociallovgivningen betaler de besiddende altså en risikopræmie for om muligt at sikre en fortsat rolig samfundsudvikling”.

Der var primært tale om videreførelse og forenkling af eksisterende love. Dog ville modtagelsen af socialhjælp (med undtagelse af drankere, hjemløse og de ”arbejdssky”) nu ikke længere betyde indskrænkning af borgerrettigheder. Bagsiden var tvangsforlængelse af overenskomsterne og strejkeforbud, hvilket sammen med en valutadevaluering betød en lønnedgang tæt på de 20 %, arbejdsgiverne havde krævet. En tredje helt central reform kom i 1956, nemlig folkepensionen. Den udlagdes af den socialdemokratiske regering som kompensation for indgrebet i massestrejkerne under overenskomstkonflikten samme år.

Kontrol og reproduktion af arbejdskraft
Dette lille udsnit af myriaden af velfærdsreformer, viser, at frygt for klassekamp og revolution var led i flere af de største reformer. Set fra kapitalens synspunkt sikrer et relativt udbygget socialvæsen, sundhedsvæsen, uddannelsessystem og netværk af daginstitutioner også reproduktion af en arbejdsstyrke med et fornødent niveau af sundhed og kvalifikationer. Staten, der repræsenterer kapitalistklassen som helhed, kan gennemtrumfe de reformer, de enkelte kapitalister ikke vil indføre for deres egne arbejdere af frygt for at miste en fordel over for konkurrenterne.

Mange velfærdsydelser indeholder også vigtige elementer af social kontrol (f.eks. skal arbejdsløse ”stå til rådighed for arbejdsmarkedet” og børn skal via disciplin, eksamener, tests osv. gøres klar til livet som lønarbejdere). Omvendt har arbejderbevægelsens kamp utvivlsomt betydet højere velfærd end ønsket af kapitalen. Mange velfærdsfunktioner vil blive videreført og forbedret under socialismen. Men ikke den nuværende kapitalistiske (velfærds)stat, hvor velfærden indebærer ekstrem social kontrol og bureaukrati og i sidste ende er underlagt profit.

"Velfærdskapitalismen" var en historisk undtagelse

En tilbagevenden til velfærdsstatens storhedstid er hverken muligt eller ønskeligt.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Modsat en populær myte, kom kapitalismen ikke ud af 1930'ernes verdenskrise via øget regulering. Ved 2. verdenskrigs udbrud var arbejdsløsheden således stadig tårnhøj. F.eks. 18 % i Danmark i 1939. Den økonomiske højkonjunktur begyndte reelt først flere år efter 2. verdenskrig – og ikke pga. regulering, men via krigen og det, Marx kaldte ”ødelæggelsen af kapital som følge af kriser”. Krisen og krigen betød således en destruktion af kapital i fysisk og værdimæssig forstand uden historisk fortilfælde.

Derfor faldt priserne på finansielle aktiver og realaktiver såsom bygninger, maskiner osv. voldsomt. Dette gjorde det billigere for de kapitalister, der ikke bukkede under for krisen, at investere. Resultatet var en kraftig stigning i kapitalismens drivkraft, nemlig profitten. Det skabte det langvarige opsving i den kapitalistiske verdensøkonomi i årene fra 1950'erne til ca. 1973. Et boom større end nogensinde før og efter, som derfor ofte af økonomiske historikere kaldes ”kapitalismens guldalder”.

Bagsiden af velfærdsmedaljen
Paradoksalt nok udskød den kolde krigs våbenkapløb en ny krise. Våben kan ikke bruges som produktionsmidler eller subsistensmidler i produktionen af andre varer, og skaber derfor ikke ny værdi. Militæroprustning betyder derfor lavere økonomisk vækst end ellers. Men ved at dæmpe kapitalakkumulationens tempo, dæmpes også den tendens, der normalt følger akkumulationen. Nemlig investering i nye produktionsmidler frem for at hyre flere arbejdere, hvilket medfører profitratens fald – og krisen.

Bagsiden af 1950'ernes og 1960'ernes økonomisk fremgang var derfor imperialistiske koloni- og stedfortræder-krige i den tredje verden og atombombens trussel. På samme måde modsvaredes store reallønstigninger, rekordlav arbejdsløshed og markant kortere arbejdstid også af et voldsomt øget arbejdstempo og skattetryk. Tidsstudier, akkord og andre produktivitetsfremmende lønsystemer blev indført. Sammen med ny teknologi betød det, at produktiviteten skød i vejret – men arbejderlønningerne steg langt fra i samme takt.

Velfærdsillusionen brister
”Den permanente våbenøkonomi”, dvs. periodens forhøjede militærbudgetter, kunne imidlertid kun sinke, ikke forhindre profitratens fald eller krisen, der for alvor brød ud i 1973. Heller ikke her havde keynesianismen nogen løsning. I stedet førte den til stagflation (stagnation, inflation og høj arbejdsløshed). Det gjaldt også i Danmark, hvor Socialdemokratiet gentog forsøget (første gang var den såkaldte ”helhedsløsning” fra 1963) på at begrænse arbejdernes lønninger via indkomstpolitik. Bl.a. med hele tre overenskomstindgreb i 1970'erne. I 1982 gav Anker Jørgensen op og overlod uden valg regeringsmagten til de borgerlige, der beholdte den i 11 år.

Angrebene på velfærdsydelser og løn- og arbejdsforhold begyndte således allerede i den såkaldte ”keynesianske” periode. Keynesianismens fallit medførte kapitalismens nuværende nyliberale fase, der langt fra har genoprettet profitraten til sit tidligere niveau og samtidig har udløst den nuværende globale krise. Efterkrigstidens velfærdsstat havde sine klare begrænsninger, og byggede bl.a. på verdenskrise, verdenskrig og koldkrig. Nutidens økologisk katastrofe sætter tilmed nye barrierer for kapitalismens ekspansion. Derfor er det hverken muligt eller ønskeligt med en tilbagevenden til ”velfærdskapitalismen”. Ægte og bæredygtig velfærd kræver et systemskifte.

"2011 var revolutionens genkomst"

Det mener Mikkel Bolt, aktuel med bogen Krise til opstand – noter om det igangværende sammenbrud.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Mikkel Bolt er lektor i kunsthistorie ved Københavns Universitet. Med sin seneste bog Krise til opstand leverer han noget så sjældent i en dansk kontekst som en radikal og sammenhængende kapitalisme-kritik. ”Det er et forsøg på at lave en analyse af forløbet fra finanskrisen til protestbevægelserne, der starter i 2011. Et forsøg på at tage den kritik, jeg synes kommer til udtryk i protesterne fra Nordafrika til Sydeuropa og til Occupy-bevægelsen, som udgangspunkt. Jeg synes, at de fleste af de analyser, der har været fremme, har været for dårlige, fordi de to fænomener ikke i særlig høj grad er blevet forbundet”, forklarer Bolt til Socialistisk Arbejderavis.

”Noget af det, jeg beskæftiger mig med i bogen, er den afvikling, der har fundet sted af et kritisk, marxistisk vokabularium [ordforråd/begrebsapparat, red.]. Et sprogligt problem, som gør, at det ikke er muligt at tale om krisen som havende noget at gøre med den neoliberale kapitalisme eller kapitalismen i det hele taget. Massevis af mennesker er ramt af krisen, men det er svært at forbinde alle de forskellige personlige problemer med nogle strukturelle forhold. Det stiller os over for en stor udfordring med, hvordan vi skal organisere os og mobilisere på baggrund af krisen og forvitringen af et kritisk vokabularium, som kan adressere alle disse problemer.”

Krisens dybe rødder
Modsat de gængse forklaringer, der primært ser krisen som finansiel og startende i 2008, mener Mikkel Bolt, at krisens rødder går flere årtier tilbage, herunder til de til faldende profitrater på daværende tidspunkt i de vestlige kapitalistiske økonomier. Her bygger han bl.a. på den amerikanske økonomiske historiker Robert Brenner. ”På nogle måder startede krisen ikke i 2008, men begyndte egentlig tilbage i starten af 1970'erne. Årsagerne til krisen skal findes i opbremsningen i de avancerede økonomier sidst i 1960'erne. Her sker der en overgang fra et keynesiansk akkumulations-regime til neoliberal globalisering,” forklarer Bolt.

”Dette tager form af indrullering af en masse nye lønarbejdere i Sydøstasien og Kina, men også af introduktionen af gæld og kredit og spredningen af arbejdspladser, som betyder, at der finder en stagnation og et fald i reallønnen sted i USA og Vesteuropa. For at muliggøre, at vi stadig har adgang til nogenlunde den samme velfærd og velstand, bliver der introduceret en masse nye kredit- og lånemodeller. Det, jeg forsøger at gøre, er at trække krisen helt tilbage og pege på, at vi har at gøre med nogle langt mere omfattende processer, end nogle af de syndebukteorier, vi almindeligvis præsenteres for i medierne. Hinsides en idé om, at krisen skyldes grådige finansfolk, at den amerikanske middelklasse har boet i for dyre huse eller introduktionen af uigennemsigtige lånemodeller.”

Destruktion og nedsmeltning
Mikkel Bolt vil ikke afvise muligheden for en løsning på krisen inden for kapitalismes rammer, men ”klimaet og biosfærens nedsmeltning sætter en tidsfrist for alle de forskellige forsøg på at fortsætte kapitalakkumulationen. Den stadige stigende eksklusion, der finder sted af millioner af mennesker i verden, peger også på nogle grundlæggende modsigelser mellem kapital og arbejde. Det ser ud til, at vi har nået en form for skifte med en mere opdelt verden, end vi allerede har. Hvor ganske få har rigtig meget og resten skal overleve i en stadig større uformel økonomi”, siger Bolt.

Han fremhæver kombinationen af en form for fascisme og kapitalisme som et muligt (skræk)scenarie. ”Måske er den periode, vi er på vej ind i, ikke ulig perioden fra 1914-1945. Man kan forestille sig en så omfattende destruktion af kapital, at der bliver skabt mulighed for en ny ekspansiv fase”, siger han med henvisning til den kapital-destruktion, som krige og kriser dengang medførte. ”En af ideerne med læsningen af krisen som på en måde startende i 1973, er, at kapitalismen er en form krise for krisestyring. Men klima-destruktionen er en ny faktor, som gør dette endnu sværere end tidligere”.

Den etablerede venstrefløjs fallit
”En del af min analyse er, at venstrefløjen har spillet fallit eller mangler et projekt i dag. I alt for høj grad har den etablerede arbejderbevægelse og venstrefløj ladet sig smelte sammen med en neoliberal diskurs, og derfor er der god grund til at vende tilbage og genopdage en marxistisk kritik af den kapitalistiske produktionsmåde. Problemet er, at den reformistiske arbejderbevægelse og venstrefløj lagde den revolutionære kritik af kapitalismen på hylden for længe siden,” siger Bolt, der også er kritisk over for f.eks. Enhedslisten: ”Jeg synes, at venstrefløjens partier, og i Danmark er det reelt kun Enhedslisten, som er et venstrefløjs-parti i dag, i for høj grad lader sig begrænse af det politiske demokrati og af det politiske demokratis indlejring i en nationalstat.”

”Problemet bliver, at det nationale demokrati kommer til at sætte nogle bestemte rammer op for diskussionen og det, vi forholder os til. Det synes jeg også sagtens, at man kan se hos Enhedslisten. Hele principprogram-diskussionen er udtryk for, at partiet i stadig stigende grad er blevet professionaliseret, og at der sidder nogle politikere på Christiansborg, som formodentlig ikke forstår det principprogram, Enhedslisten egentlig havde. Og at der bliver en modsætning mellem et principprogram og disse politikeres forestilling om stigende vælgertilslutning.”

Det kommunistiske perspektiv
Alternativet til den globale kapitalismes stadig mere destruktive tendenser ser Bolt i det oprindelige ”kommunistiske perspektiv om ophævelse og afvikling af kapitalismen”. Dette bør vel at mærke ikke forveksles med ”det, der fandt sted i Sovjetunionen og Kina, hvor ejerskabet over produktionsmidlerne overgik fra borgerskabet til et partidiktatur under en form for statskapitalisme.” En sejrrig opstand i f.eks. Nordafrika, Mellemøsten eller Sydeuropa må ifølge Bolt sprede sig til resten af verden, som led i en ”permanent verdensrevolution”, hvis ikke den skal ende i ”regionale eller nationale statskapitalistiske projekter”. ”Noget af det interessante i 2011, var, at der faktisk fandt denne spredning sted - fra Nordafrika, til Mellemøsten, til Sydeuropa og til USA.” "Kun ved at blive international kan en revolutionær bevægelse sejre. Hvis vi skal trække det hårdt op, kan vi sige, at kun en global revolution mod kapitalismen kan redde os fra den industrialiserede biosfæriske nedsmeltning, der allerede er i fuld sving."

”Det kommunistiske perspektiv er, at arbejderklassen foretager en radikal selv-negation [ophævelse af sig selv, red.]. Det er illusorisk at forestille, at staten og den lokale kapitalistklasse frivilligt giver magten fra sig. Så i den forstand vil vold, eller snarere mod-vold, formodentlig nødvendigvis være en del af en revolutionær situation, som det har været i alle historiske situationer fra den franske revolution til Pariserkommunen til Oktober-revolutionen i Rusland. Det er ikke noget valg, men snarere fordi man er konfronteret med en kontra-revolutionær dynamik, som vil gøre alt i verden for at undgå, at det revolutionære perspektiv bliver etableret og kan brede sig. Så forestillingen om en form for parlamentarisk overgang til socialismen, som spiller en rolle i Enhedslisten og i et af programudkastene [dvs. udkastet fra skrivegruppen nedsat af partiets hovedbestyrelse, red.], synes jeg simpelt hen er en dårlig analyse.”

Mikkel Bolts bog ”Krise til opstand – noter om det igangværende sammenbrud” kan bl.a. købes på Forlaget Antipyrines hjemmeside: http://antipyrin.blogspot.dk/

Forudsigelig fiasko: SF's vej til regering

Jo nærmere ministerposter, jo større har SF's kriser altid været.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

SF blev dannet i kølvandet på den sovjetiske leder Khrustjovs tale på kommunistpartiets kongres i 1956, hvor nogle af stalinismens værste forbrydelser indrømmedes. Samme år nedkæmpede tropper fra Warszawa-pagten – med opbakning fra DKP (Danmarks Kommunistiske Parti) - arbejderopstanden i Ungarn.

Med stiftelsen af SF i 1959 opstod et parti til venstre for Socialdemokratiet uden DKP's afhængighed af Sovjetunionen og med plads til intern opposition. Imidlertid var SF aldrig i nærheden af DKP's faglige styrke blandt tillidsfolk osv. Og langt klarere end DKP, som siden ”folkefrontsperioden” fra 1935 delvist var slået ind på samme kurs, understregede SF, at socialismen skulle gennemføres ad parlamentarisk vej.

Første gang under åget
"Den parlamentariske vej til socialismen” bygger på, at nogle få lederes forhandlinger med arbejdsgivere og politikere er vigtigere end arbejdernes egen aktivitet såsom strejker og demonstrationer. Da S-SF under ”det røde kabinet” 1966-1967 får flertal i Folketinget indføres momsen (dengang 10 %), der vender den tunge ende nedad, således med SF's og de faglige toplederes støtte af hensyn til det parlamentariske ”arbejderflertals” beståen.

S-regeringen under Krag var mere optaget af at splitte SF, end at forhandle sig frem til forbedringer for arbejderklassen. Med socialdemokraten Per Hækkerups ord skulle SF ”under åget” ved at stemme imod egen politik. Det kom SF ved, ud over bl.a. ”den lede moms”, i 1967 for første gang at stemme for finansloven med bevillingerne til kongehus, politi og militær. Da Socialdemokratiet vil indfryse to dyrtidsportioner (der skulle modvirke inflationens udhuling af lønninger og overførselsindkomster), har et mindretal i SF's folketingsgruppe fået nok - og vælter regeringen.

Fra hængekøje til Søvndal
Derefter splittes SF og Venstresocialisterne dannes, og det tog nu SF næsten 15 år at genvinde sit mandattal. 1980'erne er dog den borgerlige Schlüter-regerings tid, hvor SF's manglende parlamentariske indflydelse gør, at der tales om et ”hængekøje-parti”. Alternativet til dette sås under massestrejkerne påsken 1985, som SF's daværende formand Gert Petersen, tro mod ”den parlamentariske vej til socialismen”, imidlertid afviste skulle ”ryste samfundet i sin grundvold”.

Det statskapitalistiske systems kollaps i Østeuropa 1989-1991 får SF til at opgive idéen om demokratisk planlægning af økonomien til fordel for ”socialistisk markedsøkonomi”. Pga. regeringsambitionerne er SF under Holger K. Nielsen med til at få ændret nej'et ved folkeafstemningen om EF i 1992 til et ja ved afstemningen om ”de fire forbehold” året efter. Belønningen for forræderiet mod EF-modstanden er en kold skulder fra Socialdemokratiet, og at Enhedslisten i 1994 kommer i Folketinget. Ved samtlige folketingsvalg 1988-2005 går SF tilbage.

Protester giver medvind
I 2005 overtager Søvndal, og SF går oprindeligt kraftigt frem. Det opsamler en stor del af den folkelige utilfredshed, der bl.a. ses ved de omfattende velfærdsprotester 2006, overenskomst-konflikten 2008 og i modstanden mod Irak-krigen. Ønsket om ministerposter medfører dog en u-vending, hvor SF i regering vil videreføre både skattestop og 24-års regel. SF forråder velfærdsprotesterne ved nu at tilslutte sig VK's efterlønsforringelser, der i 2006 udløste protesterne.

Søvndal laver sit berygtede udfald mod Hizb-ut-Tahrir og vil ”tage et slagsmål med indvandrerne” (ikke bare ”nogle”) om ligestilling, SF støtter øget udvisning af kriminelle ”udlændinge”, brug af rockerlov og mere politi i ”ghettoer”, minimumsstraffe og et ”rødt” pointsystem. Partiet vil nu stemme for finansloven, også under borgerlige regeringer, og bliver – i lodret modstrid med en af partiets oprindelige grundpiller - tilhænger af NATO.

Fra kapitalistisk krise til SF-krise
Partidemokratiet indskrænkes ved at indføre en landsledelse med mindre magt over folketingsgruppen, og i det nye principprogram tales der ikke længere om ”en revolutionær proces”, som ”gradvist afskaffer kapitalismen”. Regningen for den kapitalistiske systemkrise efter 2008 vil S-SF sende videre til arbejderklassen. Arbejdstiden skal hæves med en time pr. uge (12 minutter dagligt). Ellers vil S-SF afskaffe efterlønnen. Med de to partiers ”millionærskat” slipper de rige billigere end før VK's skattelettelser.

Mangemillionæren Steen Riisgaard fra Novozymes taler på SF's landsmøde, og der holdes hemmelige møder med erhvervslivets topchefer, som da også roser partiets vækstplan. S-SF forklarer flere gange, at de vil skære i velfærden, hvis ikke den private vækst øges. Da det er kapitalisterne, der kontrollerer investeringerne, og en parlamentarisk regering, trods nok så stor en charmeoffensiv, ikke kan få dem til at investere, hvis de forventer større profit ved at vente, var spørgsmålet før regeringsskiftet blot, hvor dybt SF ville være villigt til at skære i velfærden. Partiet var atter under åget.