Kamp og konflikt formede det moderne Danmark

Bogen ”De stridbare danskere” punkterer den nationalromantiske myte om den nuværende samfundsmodels fredsommelige tilblivelse.

Af Lars Henrik Carlskov

Historikeren og sociologen René Karpantschof har således et radikalt andet udgangspunkt end mainstreamfortællingen om konsensuspræget udvikling. Hvor parterne angiveligt ved det bedre arguments kraft og forhandlingsbordet fandt frem til en fællesnævner, som nogenlunde ligeligt tilgodeså de forskellige klassemæssige og andre interesser. I stedet anlægges et langt mere frugtbart konfliktperspektiv på den pågældende periode (1848-1920) af Danmarkshistorien.

Samtidig leveres et fornemt eksempel på historieskrivning nedefra, hvis primære fokus ikke er enkeltpersoner fra den fåtallige overklasse, men i stedet kollektive bevægelser og kollektiv kamp med udspring i brede befolkningslag. Som forfatteren fremhæver, spillede frygten for eller ønsket om underklasserevolution her en væsentlig rolle i disse års politiske og sociale udvikling.

Militant kamp gav reformer
Det medførte en række reformtiltag for at dæmpe den folkelige utilfredshed. Disse reformer var dog ikke blot præventive foranstaltninger ”fra oven”, men ofte også et produkt af langvarige og helt eller delvist sejrrige massekampe mod den herskende klasses forbitrede modstand. Her bør dog også inddrages den nok så væsentlige faktor, som Karl Marx bl.a. påpegede sin berømte analyse af arbejdsdagens længde.

Nemlig, at staten som repræsentant for kapitalistklassen som helhed, kan gennemtvinge reformer i systemets mere langvarige interesse (f.eks. en arbejdsstyrke med fornøden sundhed og uddannelse) som enkeltkapitalisten typisk vil modsætte sig af frygt for at miste en fordel overfor konkurrenterne. Resultatet af disse komplekse årsagssammenhænge var begrænsede, men mærkbare reformer. F.eks. udvidelse af stemmeretten til hovedparten af den voksne befolkning, anerkendelse af fagbevægelsens kollektive forhandlingsret og de spæde skridt til den såkaldte velfærdsstat.

Fortjener bred læserskare
I årene umiddelbart efter 1. verdenskrig og den socialistiske oktoberrevolution 1917 i Rusland mundede dette konfliktfyldte forløb ifølge Karpantschof ud i en ”episk styrkeprøve mellem” politiske kræfter, der kæmpede for to konkurrerende ”samfundssystemer: kapitalisme eller socialisme”. I den forbindelse og generelt understreger bogen internationale begivenheders betydning.

I følge forfatteren kan man omkring 1920 tydeligt identificere mange af det moderne danske samfunds grundtræk: De nuværende grænser, den kapitalistiske produktionsmåde, parlamentarismen, partisystemet og forløberne for mange sociale bevægelser. Trods det høje sideantal, er bogen letlæst, og bør læses af alle historisk interesserede. Ikke mindst dem, der, som denne avis' læsere, ønsker at lære af historien for selv at skabe historie.

René Karpantschof: De stridbare danskere. Efter enevælden og før demokratiet 1848-1920. Gads Forlag. 2019. 544 sider.

Corona spreder kapitalismens autoritære virus

Den globale pandemi har sat turbo på årtiers udhuling af det i forvejen stærkt begrænsede liberale demokrati.

Af Lars Henrik Carlskov

De seneste ugers indskrænkning af grundlæggende demokratiske rettigheder er den suverænt mest vidtgående i landet siden 2. verdenskrig. Uden høringsfase, hvor f.eks. juraeksperter, menneskerettighedsorganisationer og almindelige borgere kunne fremsætte indvendinger. I rekordtempo er der foretaget voldsomme indgreb i bl.a. den personlige frihed, forsamlingsfrihed, bevægelsesfrihed og retten til at bestemme over egen krop.

F.eks. mulighed for forbud mod forsamlinger ned til 2 personer, tvangsundersøgelser, tvangsbehandling, tvangsvaccinering og nedlukning af legepladser og fodboldbaner. I følge en række eksperter er det svært at vurdere, hvad der er sundhedsfagligt begrundet eller blot et politisk ønske fra regeringen. Kloden over smugles et væld af autoritære tiltag ind ad bagdøren.

I Ungarn har Orbáns højreradikale regering f.eks. tildelt sig selv diktatoriske beføjelser uden tidsbegrænsning. Borgere kan fængsles i op til 5 år for at bryde coronakarantæne eller for at offentliggøre "falske" eller "forvrængede" oplysninger, som kan skabe "uro" eller "ophidse" befolkningen. I USA har præsident Donald Trump varslet stop for indvandring. På samme måde blev den danske grænselukning modsagt af sundhedseksperter. Desuden er der bl.a. indført mulighed for dobbelt eller firedobbelt straf for ”corona”-lovovertrædelser.

Garanti for misbrug
Strømmen af såkaldte antiterrorlove siden angrebet 2001 på USA's forsvarsministerium og World Trade Center, viser samtidig den overhængende fare for misbrug af foranstaltninger, der er indført med henvisning til COVID-19. Politiets øgede magtbeføjelser er blevet brugt i sager, som intet har at gøre med terror. Om alt lige fra bander, narko, menneskesmugling, børneporno, økonomisk kriminalitet, brandstiftelse og bedrageri til røveri og drab.

International solidaritet med legitime oprørsbevægelser i f.eks. Colombia, Palæstina og Kurdistan er blevet kriminaliseret. Og det kurdiske Roj TV mistede sendetilladelsen pga. en beskidt handel om tyrkisk støtte til Anders Fogh Rasmussen som NATO-generalsekretær. Derfor er det også naivt at tro, at coronalovene ikke vil blive brugt på alle mulige andre områder. Midlertidige begrænsninger af rettigheder bliver hurtigt permanente.

Længe inden den nuværende pandemi var den globale kapitalisme inficeret af en autoritær virus. Bl.a. steg den amerikanske fængselsbefolkning under især Reagan og Clinton med eksplosiv fart. USA har verdens største antal fængslede pr. indbygger, og stigningen fortsætter stadig. Den danske udvikling er mindre ekstrem, men på mange punkter fulgt i samme spor.

Orwells mareridt er vores virkelighed
Antallet af indsatte i danske fængsler er rekordhøjt. Især i slutningen af Nyrups regeringsperiode fra 1993-2001 accelererede den autoritære udvikling. Der kom maskeringsforbud (senest udvidet med burka- og niqāb-loven). Rockerloven betød forbud mod enkeltpersoners ophold bestemte steder såsom klubhuse. Nu udvidet til zoneforbud mod ophold i f.eks. en hel kommune. Det rammer også f.eks. hjemløse, der samtidig kan få bøder for at tigge.

Senere har vi bl.a. fået civile agenter, visitationszoner, præventive anholdelser og længere varetægtsfængslinger. Plus vandkanoner, heste og peberspray til politiet (sidstnævnte oprindeligt et alternativ til brug af stave og pistoler). Samt mulighed for dobbeltstraf i såkaldte ghettoer og håndtrykstvang for at få statsborgerskab. Arbejdsløse og syge er ramt af mere kontrol og flere sanktioner.

Efterretningstjenesterne kan sammen med techgiganter som Amazon, Apple, Facebook og Google overvåge selv de mest intime detaljer i vores privatliv. Orwells totale overvågningssamfund er på mange måder vores virkelighed.

Autoritær stat er nyliberalismens siamesiske tvilling
De sidste tre årtier har kriminaliteten i Danmark været faldende, så hvad forklarer de evige nye stramninger? Den italienske marxist Antonio Gramsci påpegede, hvordan den herskende klasses hegemoni (”overherredømme”) bygger på en blanding af rå magt og ”konsensus” (samtykke fra befolkningen). Den styrer ikke blot ved hjælp af politi, domstole og militær, men også gennem institutioner som kirker og skoler samt civilsamfundets partier, foreninger, medier osv. Faldende profitrater for de store koncerner førte i 1970'erne til kapitalismens nuværende nyliberale fase. I denne periode er de nævnte institutioner blevet kraftigt undermineret. Det har svækket den herskende klasses folkelige legitimitet (se f.eks. rekordhøj mistillid til medier og politikere).

Derfor har den herskende klasse være tvunget til at styrke statens repressive apparat. Nyliberalismen betyder derfor ikke mindre stat (de offentlige udgifters andel af BNP er tværtimod vokset). Men derimod en omstilling af staten, hvor de mere direkte kontrol- og undertrykkelsesfunktioner vokser på bekostning af f.eks. levering af velfærdsydelser. I takt med, at kapitalismens kriser bliver stadig mere ukontrollable (virusser, økonomiske kriser, klimakatastrofen etc.), vokser kapitalens afhængighed af staten (og f.eks. dens finansielle støttepakker).

Liberalt demokrati versus socialistisk demokrati
Den nuværende situation viser det kan være legitimt at indskrænke nogle individuelle ”friheder” (f.eks. handlinger, der udsætter andre for livsfare). På samme måde forhindrer en lille minoritet af kapitalisters ”ret” til at eje og kontrollere de vigtigste produktionsmidler som maskiner, fabrikker, kontorbygninger og råstoffer i praksis alle andre fra at udøve samme ”ret”. Man kan få ubetinget fængsel for tyveri af en flaske håndsprit, men arbejdsgiverne kan uden straf tvinge ansatte på arbejde under livsfarlig smitterisiko. Og hvert år dør omkring 1.600 mennesker af arbejdsrelateret kræft i Danmark. Og 2.000 mennesker dør årligt af andre arbejdsmiljøfremkaldte sygdomme. I allerværste tilfælde kan et dødsfald koste en arbejdsgiver, ikke fængsel, men en bøde på 500.000 kr.

Forfatteren Anatole France skrev, at den nuværende formelle lighed for loven består i, at ”saavel Rig som Fattig [forbydes] at sove under Broerne, betle på Gaderne og at stjæle Brød.” Karl Marx, hvis idéer den moderne arbejderbevægelse og venstrefløj bygger på, påpegede begrænsningerne i ”menneskerettighederne”. De var et produkt af de borgerlige revolutioner i USA 1776 og Frankrig 1789. De var for Marx ”de rettigheder som tilkommer samfundsmedlemmet, d.v.s. det egoistiske, fra medmennesket og det fælles-menneskelige adskilte mennesker” og ”i praksis... den private ejendomsret.”

Senere påpegede Marx, hvordan udbytningen af arbejdere for merværdi sker efter lovens principper om frihed og lighed (hvor arbejderen ”frit” sælger sin arbejdskraft til kapitalisten). Men under overfladen hersker der reelt ufrihed og ulighed, da arbejderen pga. manglen på produktionsmidler er tvunget til at sælge sin arbejdskraft. Kapitalismen og dens liberale demokrati med formel frihed og lighed befinder sig i en krisetilstand. Som revolutionære socialister må vi derfor kæmpe for at erstatte dem med et reelt demokrati, hvor de væsentligste beslutninger over økonomi og samfund tages kollektivt de steder, folk arbejder, går i skole eller bor.

Man tager sig til hovedet: Alka solgt til Tryg

I huj og hast og uden medlemsdebat solgte fagbevægelsen i december forsikringsselskabet Alka for 8,2 mia. kr.

Af Lars Henrik Carlskov

Inkl. dets over 500 ansatte og 380.000 kunder. Men måske er det heller ikke nødvendigt med medlemsdebat, når man som formand for Alkas bestyrelse og HK Kim Simonsen har "kunder" frem for "medlemmer" ("vores rolle i dag [er] ikke at eje det her selskab, men at sørge for, at vores kunder har nogle gode tilbud"). Han forsvarer på bedste solkonge-vis manglende medlemsinddragelse med, at sagen skam har været oppe på et enkelt hovedbestyrelsesmøde.

Alka har ellers tilhørt fagbevægelsen siden 1903 og sikrer den hvert år hundrede millioner af kr. i overskud. Selvom Alkas kunder er lovet samme vilkår de næste fem år, er det logik for burhøns, at priserne senere sættes i vejret, når et børsnoteret selskab med fokus på aktionærudbytte overtager et firma som Alka med fokus på lave priser. Som samtidig har været med til at holde priserne nede for alle andre forsikringsselskabers kunder ved at lægge markedets bundniveau.

Der er med andre ord tale om en ny Dong-sag i form af socialdemokratisk magtarrogance af den corydon'ske slags. Som ser stort på demokratisk debat til fordel for milliardsalg til rovgriske kapitalister. Aktivister fra Facebook-siden "Nej til 42 timer - VORES OK20" demonstrerede mod salget foran 3F's hovedkvarter. Og viste dermed endnu engang svælget mellem fagbevægelsens top og bund.

Kampen var hans element

Filmen ”Den unge Karl Marx” skildrer en af verdenshistoriens vigtigste skikkelsers forvandling fra borgerlig humanist til kommunist og revolutionær.

Af Lars Henrik Carlskov

Instruktøren Raoul Peck kendes bl.a. for den kritikerroste dokumentar ”I Am Not Your Negro” om den sorte amerikanske forfatter og borgerrettighedsaktivist James Baldwin. Denne gang dramatiserer han den berømte filosof, økonom, socialistleder m.m.'s politisk formative ungdomsår. Dvs. perioden fra jobbet som redaktør af en liberal avis gør Marx til flygtning frem til udgivelsen af "Det Kommunistiske Manifest".

Vi ser mødet med medtænkeren og medkæmperen Friedrich Engels. En rig fabrikants søn, som gennem diskussioner, fælles politisk handling, venskab og økonomisk støtte får afgørende betydning for Marx. Centrale for hans intellektuelle udvikling og forståelse af arbejderklassen og den økonomiske analyses nødvendighed var bl.a. to skrifter af Engels ("Rids af en kritik af nationaløkonomien" og "Den arbejdende klasses stilling i England"). Også de mange politiske møder og diskussioner med diverse arbejderforeninger og pionerer i socialismens historie såsom Proudhon, Bakunin og Weitling vækkes her til live på det store lærred.

Ikke nogen lænestols-teoretiker
Udover at være filmisk interessant, er én af "Den unge Karl Marx's" forcer netop fremhævelsen af Marx som en handlingens mand med hyppig kontakt og diskussioner med datidens mest fremtrædende socialister og arbejderledere. Modsat det gængse billede af en lænestols-teoretiker med næsen begravet i bøger. Sidstnævnte havde han selvsagt ofte. Men de sidste fire årtier af sit liv spillede han tillige en uvurderlig aktivistisk rolle i den spirende arbejderbevægelse.

Han var ikke bare forfatter til værker som "Det Kommunistiske Manifest" og "Kapitalen". Men også hovedrolleindehaver i sammenslutningen "1. Internationale", som førte til oprettelsen af socialistiske partier og fagforeninger i en række lande. Herhjemme i form af det socialdemokrati, som ironisk nok i dag lukker grænsen for flygtninge som Marx selv. Og sammen med Engels fungerede han, bl.a. via omfattende brevkorrespondance, også som den nye internationale arbejderbevægelses politiske rådgiver.

Fremfor alt revolutionær
Som tidligere nævnt omhandler filmen dog kun begivenhederne frem til den knap 30-årige Marx på vegne af "Kommunisternes Forbund" skriver en af verdenshistoriens mest indflydelsesrige politisk tekster. Nemlig "Manifestet", som udkom på tærsklen til Europas revolutionære bølge i 1848. Som bl.a. i Danmark førte til (en begrænset og borgerlig form for) demokrati. "Den unge Karl Marx" formår den svære balancegang mellem præsentation af politiske idéer og underholdende historiefortælling.

Desuden er skuespillerpræstationerne glimrende og personkarakteristikkerne virker virkelighedstro. Og på nær nogle få detaljer, der sagtens kan forsvares som nødvendige dramaturgiske greb, er filmen også historisk korrekt. Det gælder også fremstillingen af Marx's kone Jenny og Engels partner Mary som stærke og politiske personligheder. Og den arbejderklasse, der skulle give kapitalismen dødsstødet, findes i allerhøjeste grad stadig. Nemlig defineret som alle, der pga. manglende ejendom må sælge deres arbejdskraft eller overleve på usle sociale ydelser. Derfor er filmen politisk højaktuel. Ikke mindst fordi den viser den Marx, om hvem Engels sagde, at han "var fremfor alt revolutionær" og "kampen var hans element".

"Den unge Karl Marx”, Frankrig/Tyskland/Belgien, 2017, 118 min., premiere 9. november.

Anti-kapitalistisk modstand i Trumps æra

Aktuelle bøger af Naomi Klein og Mikkel Bolt analyserer Trump-fænomenet og potentialet for kampen mod de højrepopulistiske kræfter.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Her anvender Kleins ”No is not Enough” de analyser og begreber, hun har udviklet i tidligere værker såsom ”No Logo”, ”Chokdoktrinen” og ”Intet bliver som før” til at forstå årsagerne til hans sejr. Således beskrives Trumps ”brand” (eller varemærke) og hans forsøg på at fusionere sidstnævnte med ”det ultimative symbol på magt og autoritet: Det Hvide Hus”. Samtidig repræsenterer han for Klein en ny form for nyliberal ”chok-politik”, der beskrives som en særlig ekstrem version af kapitalismen. Denne chok-metafor kan i nogle tilfælde være nyttig til at beskrive de ofte brutale metoder, gennemtvingelsen af nyliberale politikker om privatisering, udlicitering og angreb på velfærdsydelser, lønninger og arbejdsforhold har krævet i en række lande.

F.eks. Chile under Pinochets militærdiktatur, det tidligere Sovjetunionen efter murens fald eller Irak i kølvandet på 2003-invasionen. Men det afgørende skifte til nyliberalisme i f.eks. Storbritannien, USA, Danmark samt en række lande i den såkaldte ”tredje verden” skete ikke i kølvandet på noget tilsvarende ”chok”. Det afgørende var her oftest den svækkede selvtillid i arbejderklasen efter nederlag i afgørende konfrontationer med staten og kapitalen (f.eks. den britiske minearbejderstrejke eller flykontrollørernes tilsvarende i USA).

Identificering af fjenden
Sammen med en tendens til at fokusere på aktører og idéer på bekostning af, hvordan nutidens chok og kriser udspringer af kapitalismens grundlæggende strukturer, fører det til en tvetydighed, der også kendes fra Kleins tidligere værker: Er fjenden det kapitalistiske system som sådan eller blot en særlig (nyliberal) variant af samme? Således beskrives Trumps magtovertagelse som et ”kup” fra de store virksomheders side. I modsætning dertil understreges det senere, at der ikke er tale om et ”brud”, men en ”kulmination” på ”katastrofekapitalismens” politik.

Med en vis nostalgi beskrives f.eks. 1930'ernes amerikanske ”New Deal” under Roosevelt og efterkrigstidens "keynesianske" epoke i verdensøkonomien frem til 1970'ernes ”nyliberale revolution”. Men det var netop keynesianismens manglende evne til at løse den daværende profitabilitetskrise i de avancerede kapitalistiske økonomier, som skabte betingelserne for nyliberalismens fremmarch. En tilbagevenden til keynesianisme, heller ikke i en imaginær version med demokratisering, økologisk bæredygtighed og ligestilling af kvinder, LGBT+-personer og etniske mindretal, er derfor ikke et reelt svar.

I modsætning dertil tager Mikkel Bolts ”Trumps kontrarevolution” netop udgangspunkt i, hvordan rødderne til den nuværende globale fremgang for højrenationalistiske og fascistiske kræfter skal findes i kapitalismens strukturelle krise i 1970'erne og nyliberalismens indtog som konsekvens deraf. I den henseende ligger bogen i forlængelse af forfatterens ”Krise til opstand” fra 2013.

Trump som fascist
Ligesom Klein ser Bolt Trumps valgsejr som et oprør mod status quo og begge understreger, at den er led i en international trend. For Bolt er Trump udtryk for en ”antisystemisk protest fra højre” mod ”den såkaldte neoliberale globalisering” og et miskrediteret politisk system samt dets forvaltere. Men som følge af den etablerede venstrefløjs fallit, kommer i hvert fald dele af denne protest til udtryk i en forvrænget form med støtte til f.eks. racistiske kræfter, der ikke repræsenterer et reelt opgør med det nuværende system.

Trump repræsenter for Bolt ”senkapitalistisk fascisme” og en ”præventiv kontrarevolution” mod f.eks. ”de arabiske revolter, pladsbesættelsesbevægelserne og Black Lives Matter” og den ”begyndende afvisning af kapitalismen”, de repræsenterer. En korrekt sammenkædning af kapitalismens stadig mere autoritære tendenser med systemets stigende vanskeligheder ved at fungere på ”normal” vis som følge af bl.a. økonomisk svaghed og folkelige protester. Ikke desto mindre har disse protester på internationalt plan endnu ikke nået samme styrke, som f.eks. i slutningen af 1960'erne og 1970'erne. Og selv i denne situation kunne kapitalismen overleve uden at ty til sin fascistiske kriseløsning.

Derfor er beskrivelsen af Trump som fascist også misvisende, selvom der ligesom hos andre højrepopulister er fællestræk. Trump-regeringens politik har endnu ikke i praksis brudt afgørende med de republikanske og demokratiske forgængere. Modsat f.eks. den tyske og italienske fascisme er han heller ikke kommet til magten som et aktivt tilvalg fra den herskende klasse (hvis store flertal støttede Hillary Clinton) og ved forinden at have opbygge stormtropper på gadeplan, der kan bruges til at knuse arbejderbevægelsens og de øvrige demokratiske institutioner. Sidstnævnte er dog ikke nødvendigt ifølge Bolt pga. Trumps besiddelse af statsmagten. Men konsekvensen af dette er inflation i brugen af fascisme-begrebet, som ud fra samme logik kunne anvendes om et væld af højreorienterede regeringer, der enten har indskrænket demokratiet eller indført et decideret diktatur. Og som nævnt er denne fascistiske kriseløsning endnu ikke nødvendig for at sikre kapitalistklassens mulighed for fortsat at regere.

Menneskehedens fremtid på spil
Ikke desto mindre udgør Trump en alvorlig trussel, der har givet højreorienterede og egentlige fascistiske kræfter øget selvtillid. Som begge forfattere understreger befinder vi os i en nødsituation med en række overlappende kriser, som alle direkte eller indirekte udspringer af det nuværende profitsystem. Hurtige og radikale samfundsomvæltninger er derfor nødvendige, ikke mindst på grund af den truende klimakatatrofe. Med henvisning til intersektionalistisk feminisme understreger Klein, hvordan de forskellige kampe og former for undertrykkelse er gensidigt forbundne og advarer samtidig mod gøre oplistningen af forskellige former for privilegier til en intern konkurrence blandt de undertrykte.

Men for at forstå, hvorfor de forskellige former for undertrykkelse er opstået og derfor kan afskaffes, har vi brug for den marxistiske klasseanalyse. Denne peger samtidig på den afgørende strategiske rolle, arbejderklassen (det store flertal af befolkningen, der ikke ejer og kontrollerer produktionsmidlerne) spiller pga. sin evne til at stoppe kapitalismens drivkraft, profitten, ved at strejke. Dette element er dog desværre enten fraværende eller underprioriteret hos Klein og Bolt.

Intet af dette ændrer dog på, at såvel Bolt som Klein leverer væsentlige bidrag til forståelsen af betingelserne for kampen mod Trump og tilsvarende kræfter i andre lande. Og som begge forfattere understreger, afhænger en leveværdig fremtid for klodens befolkning bogstaveligt talt af et succesfuldt udfald af denne kamp.

Naomi Klein: No is Not Enough. Defeating the New Shock Politics. Allen Lane (UK), 2017 (dansk udgave: Nej er ikke nok. Modstand mod Trump og højrepopulismens chok-politik, Forlaget Klim, 2017). Mikkel Bolt: Trumps kontrarevolution, Forlaget Nemo, 2017.

Skipper & Co. mellem modstand og tilpasning

Enhedslisten stemmer ofte som eneste parti i Folketinget imod racisme, krig og nedskæringer, men er ikke stedet at opbygge en revolutionær venstrefløj.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

13 sekunder. Det fyldte kampen uden for den parlamentariske arena i Enhedslistens politiske ordfører Pernille Skippers mere end 17 minutter lange årsmødetale for nylig: ”I onsdags, der så vi Velfærdsalliancen demonstrere for vores velfærd en gang til. Og til alle, der var med ude i hele landet, tusind tak, godt gået, det er en hamrende vigtig kamp”. Det var alt – men også symptomatisk.

For selv om der internt i partiet tales om at ”gå på to ben”, det parlamentariske og det udenomsparlamentariske, fylder arbejdet i Folketinget, byråd osv. i praksis suverænt mest. Bl.a. går hovedparten af budgettet til valgkamp og ansættelser på Christiansborg, lige som partiets topfolk sjældent eller aldrig understreger behovet for at opbygge den folkelige modstand uden for Borgen. Det gælder også partiets materiale, der som regel blot opfordrer til at blive medlem og vælger.

Parlamentarisk fokus giver passive medlemmer
Resultatet er et overvældende flertal af ikke-aktive medlemmer. Og en del af de aktive er det kun i forbindelse med valgkampe. Mange medlemmer er gode aktivister i andre sammenhænge, men dette sker uden fælles koordinering og strategi. Da dette arbejde sker som enkeltpersoner frem for som del af et politisk kollektiv, reduceres den samlede slagkraft kraftigt. I Enhedslisten findes der ganske vist også revolutionære socialister, men partiets venstrefløj er internt for uenig til organiseret samarbejde.

I stedet siver de revolutionære medlemmer ud af partiet enkeltvis. Samtidig forsøger partitoppen at undgå opstilling af revolutionære kandidater ved valg og, hvis det mislykkes, at underminere deres kandidatur. Nogle gange lykkes det de menige medlemmer på årsmøder at få nedstemt nogle af toppens forsøg på at dreje partiet i en mere ”ansvarlig” (læs: systembevarende) retning. Men når det virkelig gælder, som f.eks. spørgsmålet om Thorning-regeringens finanslove, sættes årsmødevedtagelser ud af kraft. Enhedslistens venstrefløj fører derfor en defensiv kamp for at bevare status quo – et parti, som i forvejen primært er en vælgerforening.

Systemskifte kræver anden type parti
De fleste henvisninger til revolution er udraderet fra principprogrammet, der understreger, at ”revolutionen” skal ske via en ”socialistisk grundlov” i Folketinget. På samme måde udlagde en af partiets strateger, finansordfører Pelle Dragsted, for nylig i et interview med magasinet RÆSON revolution som summen af en række reformer. Men al historisk erfaring viser, at kapitalistklassen ved at tilbageholde investeringerne, indskrænke produktionen, kapitalflugt, spekulation mod valutaen og i sidste ende også væbnede kup vil bekæmpe enhver nok så demokratisk valgt regering, der for alvor udfordrer dens magt.

Derfor kan et systemskifte kun ske ved, at en socialistisk massebevægelse i en revolutionær situation erstatter Folketinget og resten af den kapitalistiske statsmagt med sine egne demokratiske organer baseret på f.eks. arbejdspladser, uddannelsessteder og i boligkvarterer. Enhedslisten kan derfor bedst beskrives som ”venstre-reformistisk” ligesom partier som Die Linke i Tyskland, SYRIZA i Grækenland og Podemos i Spanien. Dvs. til venstre for klassisk socialdemokratisme, men stadig baseret på strategien om en reformvej til socialismen.

Men da det er en blindgyde, vil det i længden føre til gradvis tilpasning til det eksisterende kapitalistiske system. Ikke mindst hvis Enhedslisten i fremtiden kommer til at administrere systemet som deltager i en parlamentarisk regering. Så selv om vi i Internationale Socialister ofte samarbejder med mange enkeltmedlemmer af Enhedslisten, er det ikke indenfor Listens rammer, at et kæmpende venstrefløjsparti kan opbygges. Et revolutionært parti, hvis vigtigste kampplads ikke er Christiansborgs parlamentariske cirkus, men den daglige folkelige modstandskamp mod kapitalens angreb.

Lenin og Luxemburg - det er ikke enten-eller

Enhedslisten-strateg bag ny bog om den fremtrædende marxistiske teoretiker og revolutionære leder Rosa Luxemburg.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Forfatteren er Per Clausen, fhv. formand for partiets folketingsgruppe og nuværende byrådsmedlem i Aalborg, der supplerer sin gennemgang af Luxemburgs liv og værk med personlige anekdoter.

Desværre mest med polemiske udfald mod andre dele af venstrefløjen, der sjældent sættes navn på, hvorfor det mest minder om skyggeboksning.

Per gentager Luxemburgs kritik fra 1904 af Lenins “ultra-centralistiske” partiteori, men overser bl.a. Hal Drapers påvisning af den som en fejludlægning af Lenins synspunkter.

Paul Le Blanc har desuden vist, at det socialdemokratiske parti i Polen-Litauen (hvis ledelse Luxemburg var et fremtrædende medlem af) ikke var mindre “centralistisk” end Lenins bolsjevikker. I begge tilfælde fordi partierne måtte arbejde illegalt under det russiske zarregime.

“Rigtig linje findes ikke”
Det sås også, da Lenin efter 1905-revolutionen og dens langt bedre muligheder for at arbejde i åbenhed, talte for at “åbne portene” for nye partimedlemmer.

Per fremstiller Luxemburg som “spontanist”, men hun understregede netop i sin pjece om massestrejken, at socialister ikke med “korslagte arme” skal vente på en revolutionær situation, men må give bevægelsen politisk ledelse for at sikre en sejrrig revolution.

Alligevel forsøger Per at bruge Luxemburg til et opgør med forestillingen om en “korrekt” og “forkert” politisk linje. Han hævder, at reformismen er noget, “vi alle” er underlagt, men nævner ikke, at Luxemburg specifikt forbinder den med “borgerlig parlamentarisme”.

Det stinkende lig
Der er al mulig grund til at læse eller genlæse Rosa Luxemburg i dag.

Langt klarere end f.eks. Lenin beskrev hun massestrejkens dynamik og dens rolle som forløber for en revolutionær opstand. Lige som hun leverede en uovertruffen analyse af reformismen, dvs. den traditionelle socialdemokratiske idé om, at man gradvist kan reformere kapitalisme til socialisme.

Men at se disse to giganter i arbejderbevægelsens historie som modsætninger giver ingen mening. Tværtimod supplererer de hinanden.

Per henviser til det tyske Socialdemokrati anno 1910 og erklærer sig smigret over sammenligninger med Enhedslisten.

Men han glemmer, for det første, at Luxemburg få år senere karakteriserede det som “et stinkende lig”, især på grund af dets støtte til den imperialistiske 1. verdenskrig.

For det andet glemmer han, at da revolutionen kom – i både Rusland og Tyskland – så havde en Lenin en organisation, der kunne levere det politisk lederskab, både Luxemburg og Lenin mente var nødvendigt for at vinde.

Det havde Luxemburg ikke i den tyske revolution. Det betød både revolutionens nederlag – og at Luxemburg og mange af hendes kampfæller blev dræbt. Det er den vigtigste lære for socialister i dag.

Per Clausen: Rosa Luxemburg, Forlaget Solidaritet, 70 sider, 20 kr.

De vælter sig i luksus, mens vi skal spare

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Debatten om politikerlønninger viser, at den herskende klasse ser sig selv som en slags overmennesker højt hævet over os andre.

Ramaskriget over Vederlagskommissionens vilde lønfest til landets politikere førte til et af de hurtigste tilbagetog i nyere politisk Danmarkshistorie. De partier, der hidtil havde sværget at ville følge kommissionens anbefalinger (V-K-R-S-SF), fik pludseligt kolde fødder.

I december måned nedstemte et folketingsflertal ellers Enhedslistens forslag om at lade folketingsmedlemmers og ministres pensionsalder svare til det øvrige arbejdsmarked. Forslaget afvistes netop med henvisning til, at man ville følge Vederlagskommissionens indstillinger. Ved samme lejlighed hævedes pensionsalderen for den øvrige befolkning med et år (til 68 år og gældende fra 2030).

Vederlagskommissionen blev håndplukket for at tildele politikerne lønforhøjelser og samtidig kunne tørre ansvaret af på en ”uafhængig” gruppe af såkaldte ”eksperter”. Eller som kommissionens formand Michael Christiansen, nr. 27 på listen over magteliten i Grau Larsens, Ellersgaards og Bernsens bog af samme navn fra 2015, forklarede dengang: "Man tager jo ikke løn fra folk".

Straf til os, belønning til dem
Den påstand vil de almindelige lønarbejdere, arbejdsløse, førtidspensionister, fleksjobbere, studerende m.fl., der som følge af de seneste års angreb fra politikere og arbejdsgivere har oplevet faldende indkomst, formentlig have ualmindeligt svært ved at genkende. Kommissionsformandens udtalelse viser, hvordan den herskende klasse i Danmark opfatter sig selv som en slags overmennesker, der konstant skal have større gulerødder for at bevare motivationen.

Samtidig docerer Overdanmark stadig flere pisk til Underdanmark, der ellers angiveligt ikke gider arbejde. ”Arbejde” betyder her som fodsoldater i den ”konkurrencestat”, tidligere finansminister Bjarne Corydon beskrev som ”den moderne velfærdsstat”. Derfor har vi siden den økonomiske krises udbrud set en sand gaveregn til de rigeste, de ledende banker og øvrige store virksomheder. Dvs. dem, der sammen med det kapitalistiske system, de tjener fedt på, var ansvarlige for krisen. Den brede befolkning, der var uden skyld i krisen, har i samme periode oplevet en nærmest uendelig række af nedskæringer og forringelser.

Derfor må det nuværende parlamentariske pampervælde og nedskæringsregime erstattes med et ægte, socialistisk demokrati. Hvor magten ligger hos menneskerne på gulvplan, og hvor ”magthaverne” til enhver tid kan tilbagekaldes og ikke tjener mere end en almindelig arbejder. Hvis du er enig i det perspektiv, bør du gå med i Internationale Socialister og sammen med os kæmpe for, at det bliver til virkelighed.

Velkommen kritik af valgcirkusset, men...

Ny bog opfordrer til ”vælgerstrejke” i protest mod folketingsvalgets manglende demokratiske indhold – men er det svaret?

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Iflg. bogen ”Hæv stemmen!” af Søren Mau bør man ikke stemme ved det kommende folketingsvalg, da det er at legitimere et udemokratisk politisk system. Her er de demokratiske problemer, der findes i enhver kapitalistisk økonomi (såsom pengemagtens indflydelse) blevet forstærket af de seneste årtiers udvikling.

F.eks. den globale økonomiske integrations underminering af nationalstaternes magt, overflytning af beslutninger fra politikere til embedsmænd i ministerier, EU og ekspertkommissioner, forvandling af partier til private virksomheder, som reproducerer magteliten og ser vælgerne som forbrugere samt den mediemæssige skævvridning af den politiske debat.

Revolutionære må forbinde sig med flertallet
Frem for at stemme bør man derfor ”opfinde nye politiske former”, f.eks. ved at kæmpe for demokrati på arbejdspladser og uddannelsessteder og i boligkvarterer og personlige forhold, hvorfra kampen bør ”vokse og forbinde sig med andre kampe”. Altså en langt mere radikal kritik af det kapitalistiske demokrati end man finder hos et parti som Enhedslisten, og derfor langt tættere på ”ånden” i enhver genuin marxisme. Som sådan er bogen et velskrevet og velkomment bidrag.

Desværre vil abstrakt propaganda kun overbevise en minoritet, mens det overvældende flertal må lære af egne (kamp)erfaringer. Derfor er valgboykot en fejltagelse, idet man afskærer sig fra at opbygge en bevægelse med den store del af de 80-90 % af vælgerne, som stemmer, men er helt eller delvist enige i kritikken af det parlamentariske cirkus. Og trods den minimale forskel mellem ”rød” og ”blå” blok, især i krisetider, er en socialdemokratisk regering mere sårbar over for pres nedefra.

Deres valgkamp og os
Det sås bl.a. i 2012, hvor relativt beskedne protester fra fagbevægelsens græsrødder stoppede regeringens og fagtoppens tyveri af feriedage. Det ville en Venstre-regering bedre kunne ignorere, da fagbevægelsen ikke tilhører dens bagland. En valgsejr til de borgerlige partier vil også svække selvtilliden i dele af arbejderklassen samt gøre det sværere at argumentere mod reformistiske løsninger, da Socialdemokraterne i opposition formentlig til en vis grad vil dreje til venstre. Bogen hævder, at et parti, der brugte den parlamentariske platform til f.eks. at tale for revolutionær kamp, ville falde for spærregrænsen pga. mainstream-mediernes funktionsmåde.

Det er dog ingen selvfølge, da holdninger bl.a. også dannes pga. påvirkning fra kolleger, medstuderende, naboer, venner og familie. En valgfremgang for f.eks. Enhedslisten vil trods partiets reformistiske praksis være udtryk for et venstreskred i dele af befolkningen, dvs. give et større hav for revolutionære at svømme i. Derfor bør man trods alt stemme Enhedslisten – men uendeligt vigtigere er det at organisere den folkelige modstand uden for Folketinget og et revolutionært parti med dette som hovedfokus. Det er sådan et parti, vi ønsker at opbygge i Internationale Socialister.

Søren Mau: Hæv stemmen!. Forlaget Nemo. 94 sider. Udkom 17. april.

For hvem er Alternativet et alternativ?

Hvad har det nye parti at tilbyde de mange, der ønsker et opgør med det etablerede politiske system og den såkaldte ”nødvendighedens politik”?

AF LARS HENRIK CARLSKOV

I spidsen for Alternativet står Uffe Elbæk, der måtte træde tilbage som kulturminister pga. nepotisme-anklager. Han har beskrevet partiet som ”mere rødt, mere solidarisk og mere iværksætter-agtigt” end De Radikale, men nærmere dette partis ”grundrødder”, dog ”i en ny tid”. Han vil desuden kombinere ”det bedste” fra Liberal Alliance og Enhedslisten. Altså en form for mellemvej mellem nyliberalisme og socialisme.

Som i socialliberalisme og et borgerligt parti som f.eks. De Radikale, hvor Elbæk og en række af Alternativets andre topfolk da også kommer fra. Modsat De Radikale ønsker Alternativet dog et opgør med stadig økonomisk vækst som samfundsmål. Desværre forestiller man sig det muligt uden et brud med historiens mægtigste vækstmaskine, dvs. den globale kapitalistiske produktionsmåde.

Fanget i vækstmaskinen
Vækst-tvangen er således en del af selve kapitalismens DNA. Marx definerede kapital som "selvekspanderende værdi". Pga. konkurrencen med andre virksomheder må enhver virksomhed vokse eller bukke under. Det gælder også for kapitalismen som helhed, hvor faldende eller negativ vækst er lig med krise. Iflg. Alternativets partiprogram er ”småjusteringer og symptombehandling” ikke nok. Desværre vil partiets politik netop blot betyde en justering, ikke en afskaffelse, af kapitalistisk klimadestruktion og biosfærisk nedsmeltning.

Det gælder forslag om finansskat, stærkere kapitalkontrol samt forbud mod hedgefonde, kapitalfonde og diverse finansielle instrumenter. Det gælder også forslag om et ”fuld reserve”-banksystem (hvor udlån ikke må overstige indlån) og opdeling af finanssektoren mellem ”almindelige” erhvervsbanker og andre finansielle institutioner. Intet af dette er f.eks. mere vidtgående end den socialliberale økonom Keynes' berømte forslag om ”aktiv dødshjælp” til rentenyderne og socialisering af investeringerne.

Middelklassen som ideal
Iflg. Alternativet tvang finanssektoren ”hele den globale økonomi i knæ”. Reelt var det dog blot den umiddelbart udløsende årsag. Den dybereliggende årsag var det fald i produktionssektorens profitrater i de ledende kapitalistiske økonomier, som efter 70'ernes krise førte til en voldsom opsvulmning af investeringer i finanssektoren. Profitratens fald var til gengæld en konsekvens af konkurrencen, hvor virksomhederne som tidligere nævnt må foretage stadig større investeringer.

Alternativet foreslår desuden en skat, hvor miljøbelastningen indgår i vareprisen, så ”markedsmekanismerne fungerer korrekt”. ”Andels- og kooperationsbevægelsen” skal ”genopfindes” i den nye ”fjerde sektor”, dvs. ”det bedste” fra den ”private, den offentlige og den frivillige” sektor. Små ”grønne” virksomheder er idealet, dvs. middelklassen/småborgerskabet. Det går bl.a. igen i ønsket om øget støtte til grupper som kioskejere etc. og ”kreative erhverv” (den såkaldte ”kreative klasse”). Desværre viser netop andelsbevægelsen tydeligt, hvordan enhver virksomhed enten må tilpasse sig markedet eller forsvinde (tænk f.eks. Arla).

”Ny politisk kultur” eller systemskifte?
Alternativet ønsker ”en ny politisk kultur”, der skal fjerne den historisk høje mistillid til politikerne. Bl.a. skal et vist antal online-stemmer betyde, at lovforslag behandles i Folketinget. Men den ”nødvendighedens politik”, der er årsag til politikerleden, skyldes i sidste ende, at uden et brud med kapitalismen vil presset fra finansmarkederne tvinge politikere uanset partifarve til at føre den politik, investorerne ønsker. Alternativet ”tror på det gode i os alle”, men har desværre intet blik for de klasseinteresser, som blokerer for omstilling til bæredygtighed.

Partiet forestiller sig, at omstillingen skal ske via de eksisterende politiske institutioner såsom Folketinget, EU og Verdenshandelsorganisationen (WTO). Det svarer nogenlunde til at ville reformere den katolske kirke til at være protestantisk. Alternativet er i bedste fald et alternativ for den mellemklasse af små virksomhedsejere, der bliver presset af konkurrencen fra storkapitalen. Men deres chance for at vokse fra små til større kapitalister er i forvejen minimal. Som alle andre småborgerlige partier vil Alternativet vakle mellem de stærke klasser: Kapitalen og arbejderklassen. For sidstnævnte har Alternativet intet at tilbyde.

Skulder ved skulder - med regeringen, kong Henrik og Saudi-Arabien

AF LARS HENRIK CARLSKOV

”Vi står skulder ved skulder”, erklærede statsminister Helle Thorning-Schmidt med patos i stemmen ved mindehøjtideligheden 16. februar for terrorofrene i København. Ved sin skulder havde hun kronprins Frederik. Mon de mindedes, hvordan netop kronprinsen og forsvarsminister Nicolai Wammen tre uger forinden havde stået skulder ved skulder med det saudiarabiske diktatur ved mindehøjtideligheden for den afdøde kong Abdullah?

I Aarhus talte samme Wammen ved mindehøjtideligheden for terrorofrene. Mod den wahhabistiske ideologi, som gerningsmanden fandt hos Islamistisk Stat, som omvendt har fået den og finansiering fra Saudi-Arabien. Altså det Saudi-Arabien, som kronprinsen og Wammen besøgte for at ære den despot, hvis regime hyppigt stod bag bl.a. offentlig piskning, håndsafhugning og halshugning for ”trolddom”.

Grusomheder som dem Islamistisk Stat begår - og som officielt er grunden til Danmarks foreløbig fjerde krig i Irak (1990-1991, 1998, 2003-2007 og 2014-?). Endnu en krig oven i de tre krige, hvorfra Islamistisk Stat opstod. Det danske kongehus, hvis fine fornemmelse for undersåtternes bekymringer ofte er blevet prist, satte det hele i perspektiv, da prinsgemalen på et pressemøde afbrød sine kones udtalelser om terror ved at gentage sit ønske om at blive tituleret konge. Måske er vi alligevel mange, der ikke ønsker at stå skulder ved skulder med Thorning, Wammen, kong Henrik og det saudiske diktatur?

Stormøde i studenter-protestbevægelse

AF LARS HENRIK CARLSKOV

I weekenden 13.-15. marts holder studenterbevægelsen Et Andet Universitet sit første nationale stormøde. Et Andet Universitet har spredt sig fra Københavns Universitet til Aarhus Universitet, Roskilde Universitet (RUC) og senest Aalborg Universitet. Bevægelsen har de seneste måneder bl.a. gjort sig bemærket med blokader, demonstrationer og andre protester mod fremdriftsreformen, dimensioneringsplanen og erhvervslivets indflydelse på uddannelsessystemet.

Stormødet, der finder sted på Aarhus Universitet, er åbent for alle, der kan støtte kravene (”træk nedskæringerne tilbage - væk med fremdriftsreform og dimensioneringsforslag” og ”lad viden og uddannelse være mål for universitetet, ikke erhvervsrelevans”). Uanset om man selv er studerende eller ansat ved et universitet. Stormødets deltagere skal bl.a. diskutere politisk grundlag, organisationsform og kommende aktioner. Bl.a. er der allerede luftet planer om en fælles national aktionsdag med samtidige protester på de forskellige universiteter.

Lørdag aften under stormødet, dvs. 14. marts, er der desuden arrangeret indsamlingsfest for bevægelsen, som ligeledes er åben for alle sympatisører. I Aarhus har Et Andet Universitet desuden planlagt en aktion i forbindelse med den lokale universitetsbestyrelses møde 25. februar (dvs. efter denne avis' deadline). Man kan bl.a. læse mere om Et Andet Universitet på https://www.facebook.com/etandetuniversitet og kontakte bevægelsen via etandetuniversitet@gmail.com.

"2011 var revolutionens genkomst"

Det mener Mikkel Bolt, aktuel med bogen Krise til opstand – noter om det igangværende sammenbrud.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Mikkel Bolt er lektor i kunsthistorie ved Københavns Universitet. Med sin seneste bog Krise til opstand leverer han noget så sjældent i en dansk kontekst som en radikal og sammenhængende kapitalisme-kritik. ”Det er et forsøg på at lave en analyse af forløbet fra finanskrisen til protestbevægelserne, der starter i 2011. Et forsøg på at tage den kritik, jeg synes kommer til udtryk i protesterne fra Nordafrika til Sydeuropa og til Occupy-bevægelsen, som udgangspunkt. Jeg synes, at de fleste af de analyser, der har været fremme, har været for dårlige, fordi de to fænomener ikke i særlig høj grad er blevet forbundet”, forklarer Bolt til Socialistisk Arbejderavis.

”Noget af det, jeg beskæftiger mig med i bogen, er den afvikling, der har fundet sted af et kritisk, marxistisk vokabularium [ordforråd/begrebsapparat, red.]. Et sprogligt problem, som gør, at det ikke er muligt at tale om krisen som havende noget at gøre med den neoliberale kapitalisme eller kapitalismen i det hele taget. Massevis af mennesker er ramt af krisen, men det er svært at forbinde alle de forskellige personlige problemer med nogle strukturelle forhold. Det stiller os over for en stor udfordring med, hvordan vi skal organisere os og mobilisere på baggrund af krisen og forvitringen af et kritisk vokabularium, som kan adressere alle disse problemer.”

Krisens dybe rødder
Modsat de gængse forklaringer, der primært ser krisen som finansiel og startende i 2008, mener Mikkel Bolt, at krisens rødder går flere årtier tilbage, herunder til de til faldende profitrater på daværende tidspunkt i de vestlige kapitalistiske økonomier. Her bygger han bl.a. på den amerikanske økonomiske historiker Robert Brenner. ”På nogle måder startede krisen ikke i 2008, men begyndte egentlig tilbage i starten af 1970'erne. Årsagerne til krisen skal findes i opbremsningen i de avancerede økonomier sidst i 1960'erne. Her sker der en overgang fra et keynesiansk akkumulations-regime til neoliberal globalisering,” forklarer Bolt.

”Dette tager form af indrullering af en masse nye lønarbejdere i Sydøstasien og Kina, men også af introduktionen af gæld og kredit og spredningen af arbejdspladser, som betyder, at der finder en stagnation og et fald i reallønnen sted i USA og Vesteuropa. For at muliggøre, at vi stadig har adgang til nogenlunde den samme velfærd og velstand, bliver der introduceret en masse nye kredit- og lånemodeller. Det, jeg forsøger at gøre, er at trække krisen helt tilbage og pege på, at vi har at gøre med nogle langt mere omfattende processer, end nogle af de syndebukteorier, vi almindeligvis præsenteres for i medierne. Hinsides en idé om, at krisen skyldes grådige finansfolk, at den amerikanske middelklasse har boet i for dyre huse eller introduktionen af uigennemsigtige lånemodeller.”

Destruktion og nedsmeltning
Mikkel Bolt vil ikke afvise muligheden for en løsning på krisen inden for kapitalismes rammer, men ”klimaet og biosfærens nedsmeltning sætter en tidsfrist for alle de forskellige forsøg på at fortsætte kapitalakkumulationen. Den stadige stigende eksklusion, der finder sted af millioner af mennesker i verden, peger også på nogle grundlæggende modsigelser mellem kapital og arbejde. Det ser ud til, at vi har nået en form for skifte med en mere opdelt verden, end vi allerede har. Hvor ganske få har rigtig meget og resten skal overleve i en stadig større uformel økonomi”, siger Bolt.

Han fremhæver kombinationen af en form for fascisme og kapitalisme som et muligt (skræk)scenarie. ”Måske er den periode, vi er på vej ind i, ikke ulig perioden fra 1914-1945. Man kan forestille sig en så omfattende destruktion af kapital, at der bliver skabt mulighed for en ny ekspansiv fase”, siger han med henvisning til den kapital-destruktion, som krige og kriser dengang medførte. ”En af ideerne med læsningen af krisen som på en måde startende i 1973, er, at kapitalismen er en form krise for krisestyring. Men klima-destruktionen er en ny faktor, som gør dette endnu sværere end tidligere”.

Den etablerede venstrefløjs fallit
”En del af min analyse er, at venstrefløjen har spillet fallit eller mangler et projekt i dag. I alt for høj grad har den etablerede arbejderbevægelse og venstrefløj ladet sig smelte sammen med en neoliberal diskurs, og derfor er der god grund til at vende tilbage og genopdage en marxistisk kritik af den kapitalistiske produktionsmåde. Problemet er, at den reformistiske arbejderbevægelse og venstrefløj lagde den revolutionære kritik af kapitalismen på hylden for længe siden,” siger Bolt, der også er kritisk over for f.eks. Enhedslisten: ”Jeg synes, at venstrefløjens partier, og i Danmark er det reelt kun Enhedslisten, som er et venstrefløjs-parti i dag, i for høj grad lader sig begrænse af det politiske demokrati og af det politiske demokratis indlejring i en nationalstat.”

”Problemet bliver, at det nationale demokrati kommer til at sætte nogle bestemte rammer op for diskussionen og det, vi forholder os til. Det synes jeg også sagtens, at man kan se hos Enhedslisten. Hele principprogram-diskussionen er udtryk for, at partiet i stadig stigende grad er blevet professionaliseret, og at der sidder nogle politikere på Christiansborg, som formodentlig ikke forstår det principprogram, Enhedslisten egentlig havde. Og at der bliver en modsætning mellem et principprogram og disse politikeres forestilling om stigende vælgertilslutning.”

Det kommunistiske perspektiv
Alternativet til den globale kapitalismes stadig mere destruktive tendenser ser Bolt i det oprindelige ”kommunistiske perspektiv om ophævelse og afvikling af kapitalismen”. Dette bør vel at mærke ikke forveksles med ”det, der fandt sted i Sovjetunionen og Kina, hvor ejerskabet over produktionsmidlerne overgik fra borgerskabet til et partidiktatur under en form for statskapitalisme.” En sejrrig opstand i f.eks. Nordafrika, Mellemøsten eller Sydeuropa må ifølge Bolt sprede sig til resten af verden, som led i en ”permanent verdensrevolution”, hvis ikke den skal ende i ”regionale eller nationale statskapitalistiske projekter”. ”Noget af det interessante i 2011, var, at der faktisk fandt denne spredning sted - fra Nordafrika, til Mellemøsten, til Sydeuropa og til USA.” "Kun ved at blive international kan en revolutionær bevægelse sejre. Hvis vi skal trække det hårdt op, kan vi sige, at kun en global revolution mod kapitalismen kan redde os fra den industrialiserede biosfæriske nedsmeltning, der allerede er i fuld sving."

”Det kommunistiske perspektiv er, at arbejderklassen foretager en radikal selv-negation [ophævelse af sig selv, red.]. Det er illusorisk at forestille, at staten og den lokale kapitalistklasse frivilligt giver magten fra sig. Så i den forstand vil vold, eller snarere mod-vold, formodentlig nødvendigvis være en del af en revolutionær situation, som det har været i alle historiske situationer fra den franske revolution til Pariserkommunen til Oktober-revolutionen i Rusland. Det er ikke noget valg, men snarere fordi man er konfronteret med en kontra-revolutionær dynamik, som vil gøre alt i verden for at undgå, at det revolutionære perspektiv bliver etableret og kan brede sig. Så forestillingen om en form for parlamentarisk overgang til socialismen, som spiller en rolle i Enhedslisten og i et af programudkastene [dvs. udkastet fra skrivegruppen nedsat af partiets hovedbestyrelse, red.], synes jeg simpelt hen er en dårlig analyse.”

Mikkel Bolts bog ”Krise til opstand – noter om det igangværende sammenbrud” kan bl.a. købes på Forlaget Antipyrines hjemmeside: http://antipyrin.blogspot.dk/

"Jeg vil understøtte kampene imod nedskæringer"

Det siger Peter Iversen, medlem af Internationale Socialister og nummer fire på Enhedslistens kandidatliste ved kommunalvalget i Aarhus. 

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Han er 58 år, ansat som grafisk medarbejder og har især sin baggrund i det faglige arbejde. ”Det har været alt fra sikkerhedsrepræsentant til tillidsmand og fællestillidsmand, jeg har været formand for Trykkernes Landssammenslutning, jeg har siddet i Grafisk Forbunds hovedbestyrelse, siddet i sektorbestyrelse i HK, branchesektions bestyrelse og den lokale bestyrelse i HK-Østjylland. Det har været rigtig meget forskelligt”, fortæller Peter Iversen. ”Inden for de sidste 5-6 år er jeg også blevet aktiv i beboer-arbejdet i min boligforening. Først som bestyrelsesmedlem i en afdelingsbestyrelse og nu som bestyrelsesmedlem i Brabrand Boligforening”.

”Men min langt vigtigste aktivist-erfaring er tilbage fra påskestrejkerne i 1985, hvor den daværende Schlüter-regering greb ind i overenskomst-forhandlingerne, hvilket førte til omfattende aktioner. Jeg var med til at planlægge blokader og strejker dengang. På den korte bane førte det ikke umiddelbart til noget, men i de efterfølgende overenskomstforhandlinger fik vi nedsat den ugentlige arbejdstid”, forklarer han, der dengang var ansat på en større grafisk arbejdsplads, Purup, som i dag er lukket.

Ingen studehandler
”Der er altid en fare for, at velmenende folk, som bliver valgt ind i byrådet, bliver fanget ind i det parlamentariske spil. Det væsentligste er her at have et parti og gode kammerater til at holde en på rette vej, så man ikke kommer til at spille med på en nedskærings-dagsorden. Det har vi set for mange gøre gennem tiden”, mener Peter Iversen og uddyber:

”I byrådsarbejde er man helt klart i opposition til systemet, som kommunen er en del af. Politikken bør være, at vi går ind for enhver forbedring og imod enhver forringelse. Hvis man begynder at føle sig ”ansvarlig”, dvs. ansvarlig over for det nuværende system og ikke ansvarlig over for de folk, som er ofre for systemet, så svigter man, og det er det, der sker, når man begynder at lave studehandler.”

Talerør for dem krisen rammer
Hvis Peter Iversen skulle blive valgt, har han på forhånd fastlagt sine prioriteter: ”Jeg vil understøtte de kampe, der foregår imod nedskæringspolitikken. For mig vil de tre væsentligste ting være at fungere som talerør for de folk, der mærker krisen og mærker nedskæringspolitikken, at bruge den platform, som en byrådspost giver, til aktivt at støtte de kampe, som opstår uden for byrådet og at bruge byrådsarbejdet til at grave ting frem, som er med til at afsløre systemet”, siger han og tilføjer:

”De store forandringer kommer udefra. Derfor er det udenomsparlamentariske ”ben” langt det vigtigste. Der kommer ikke socialisme via byrådet. Den kamp bliver nødt til at blive taget uden for byrådet. Men ved, at der er socialister, som bliver valgt ind i byråd rundt omkring i landet, kan vi understøtte de kampe, der foregår og propagandere for anti-kapitalistiske løsninger.”

”Det handler om at få folk til selv at handle”

Interview med irsk og tysk socialist om at være revolutionær i det borgerlige parlament.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Christine Buchholz sidder i det tyske parlament for det socialistiske parti Die Linke og er desuden tilknyttet den revolutionære gruppe Marx21, mens Richard Boyd Barrett er medlem af Socialist Workers Party i Irland (søsterparti til IS, som udgiver denne avis), hvor han repræsenterer venstrefløjs-koalitionen People Before Profit i landets parlament. Her fortæller de, om hvordan de som revolutionære socialister bruger deres plads i parlamentet.

”Parlamentet er en del af statsmaskinen, som fuldstændig beherskes af kapitalist-klassen. Mens der i teorien tales om magtens tredeling, om adskillelse af magten, er det den udøvende magt, der dominerer den lovgivende magt [parlamentet, red.]. Og den udøvende magt, dvs. hæren, politiet, statsbureaukratiet, regeringsmaskinen osv., beherskes af klasse-interesser, som står i modsætning til det store flertal af befolkningen. Dette fører til en situation, hvor partierne hvert fjerde år forsøger at indfange stemmer ved at love alt muligt for derefter at gøre alt, hvad de tror er i ”den nationale interesse”, dvs. kapitalens interesse", forklarer Christine Buchholz om sin daglige arbejdsplads, den tyske forbundsdag. Richard Boyd Barrett er ikke mindre kritisk over for det irske parlament, The Dáil:

”Det grundlæggende problem er, at parlamentet ikke står til ansvar for befolkningen til daglig, og at vi derfor har brug for en form for demokrati, der er langt mere direkte og baseret på deltagelse, ja, i virkeligheden taler jeg om et demokrati, hvor vi ikke har professionelle politikere, men snarere har folk, der på organisk vis repræsenterer arbejderklassen og almindelige mennesker – hvor folk kan stilles til regnskab på ugentlig, ja, daglig basis, og kan erstattes, hvis de ikke formår at gennemføre den politik, de hævder at stå for.”

Eliten ikke interesseret i argumenter
"Hovedprioriteten er at bruge parlamentet som en platform til at organisere modstand uden for parlamentet. At bruge det til at koordinere og forbinde forskellige kampe, som finder sted uden for parlamentet - på arbejdspladserne, i lokalsamfundene samt diverse kampe mod nedskæringer. Men parlamentet i sig selv er ikke modtageligt for forandring, og det står meget klart for mig efter to et halvt år derinde, at det eneste tidspunkt, regeringen påvirkes af, hvad vi siger i parlamentet, er, når der er mange mennesker på gaderne uden for parlamentet, for regeringen og landets eliter er ikke interesserede i gode argumenter", forklarer Boyd Barrett, mens Buchholz siger:

”Min vigtigste prioritet er at understøtte klassekampen og bevægelserne i Tyskland og at styrke Die Linkes venstrefløj. Jeg mener, at det er vigtigt at prioritere. Et eksempel: Da jeg sad i undersøgelses-komiteen om Kundus-bombningen [hvor 140 civile afghanere i 2009 blev dræbt af NATO, red.], organiserede jeg sammen med en kammerat en rejse til Afghanistan for at mødes med ofrene. Da vi havde en intern debat om, hvorvidt vi skulle stemme imod en fredsbevarende FN-styrke i Sudan eller stemme blankt, rejste jeg til Sudan for at styrke argumenterne hos dem, som var imod enhver form for militærintervention. Men jeg deltog aldrig i officielle parlamentariske delegationer eller lignede rejser, som ikke er forbundet med debatterne og aktiviteterne i bevægelserne og på venstrefløjen.”

Den parlamentariske boble
Med andre ord ser de to socialister det som deres opgave at støtte de udenomsparlamentariske protester. Om erfaringerne med dette siger Buchholz: ”Ligesom de andre parlamentsmedlemmer fra Die Linke stemte jeg imod finanspagten og redningspakkerne til de europæiske banker. Men det vigtigste arbejde bestod i at mobilisere aktivt imod trojkaens [Den Internationale Valutafond, EU-kommissionen og Den Europæiske Centralbank, red.] politik og Merkel [den tyske forbundskansler, red.] til en landsdækkende demonstration i Frankfurt. Da politiet forbød at demonstrere i byen i 2012, holdt jeg en tale i forbundsdagen, der fordømte det. Da politiet angreb en del af ”Blockupy”-demonstrationen i 2013, brugte jeg og andre Die Linke-medlemmer parlamentet til at stille regeringen til regnskab. Sammen med andre parlamentsmedlemmer brugte jeg min position til at deltage i sit-down protester for at blokere nazisternes march i Dresden. For nogle af parlamentsmedlemmerne betød det, at deres parlamentariske immunitet blev fjernet. Det handler om gennem sin position som parlamentsmedlem at stå til rådighed for de udenomsparlamentariske aktiviteter – og ikke omvendt.”

Boyd Barrett supplerer: ”Det handler om, hvor mange mennesker, man kan mobilisere for at presse forandringer igennem. Jeg synes, at vi har gjort dette ganske godt på en række områder, ikke mindst gennem kampagnen for nylig for at stoppe privatiseringen af offentlig skovdrift her i landet. Her stod vi spidsen for kampagnen uden for parlamentet, men brugte parlamentet som fokuspunkt til at koordinere det hele. Der har også været en række succesrige protester imod nedskæringer på handikappede, udsatte skoler, lokale kampe for at forhindre et oliefirma i at placere en boreplatform i bugten ud for Dublin, hvor jeg igen mener, at vi brugte parlamentet på en god måde til at opbygge og støtte modstandsbevægelser uden for. Så det kan godt lade sig gøre, men det er afgørende ikke at blive suget ind i den parlamentariske boble.”

Forandring kommer nedefra 
Som revolutionær socialist arbejder man på en anden måde end andre parlamentsmedlemmer, hvilket Buchholz beskriver på denne måde: "Som revolutionær prioriterer jeg alle former for mobiliseringer – ikke kun krigsmodstanden, som jeg dækker som Die Linkes fredspolitiske ordfører - men også f.eks. i forhold til de store anti-kapitalistiske protester. Vigtigst af alt er, at jeg som revolutionær ikke bare kan arbejde på egen hånd. Jeg er forbundet med mange inden for partiet og bevægelsen, og jeg er del af et netværk af andre revolutionære inden for Die Linke, hvilket betyder, at man bevarer jordforbindelsen og hvilket fungerer som en ramme for kollektive diskussioner."

Boyd Barrett fortæller, at de andre venstrefløjs-medlemmer af det irske parlament "har en tendens til først og fremmest at formulere en alternativ politik, og mene, at hvis man får tilstrækkelig mange til at stemme for den politik, kan man ændre tingene gennem parlamentet. Det mener jeg ikke. Jeg mener, at det er folkemagt og arbejdermagt, der kan ændre tingene. Jeg mener, at uanset om det er bevidst eller ej, sælger man folk en illusion, hvis man siger "stem på mig og jeg ændrer det for dig" til dem. Derfor understreger jeg altid i alt, jeg gør, folks magt til at skabe forandringer. Når vi har haft mest succes med kampagner, har det ikke været fordi, at jeg har holdt gode taler i parlamentet, men fordi, at disse taler har fået styrke og vægt af det, der er sket uden for. Det mener jeg er det afgørende, at forandring kommer nedefra, og at venstreorienteredes rolle i parlamentet er at opmuntre almindelige mennesker til at handle selv – ikke at erstatte dem."

Oversat og redigeret fra tidsskriftet Irish Marxist Review, Vol 2, No 7, 2013:
http://www.irishmarxistreview.net/index.php/imr/article/view/82/84

Hvad kan revolutionære bruge parlamentet til?

Socialismen kan ikke gennemføres via Folketinget, men pladserne derinde kan bruges til at styrke kampen uden for Borgens mure.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

I et kapitalistisk samfund som det danske ligger den virkelige magt ikke i parlamentet, men på store multinationale virksomheders direktionsgange. Derfor er ”den parlamentariske vej til socialismen” en illusion. Men socialister kan udnytte den medieadgang, taburetterne i Folketinget, byråd og regionsråd giver, til at inspirere til udenomsparlamentariske protester.

Det gælder selv i parlamenter, som ikke er baserede på almindelige demokratiske valg. Det viste f.eks. Lenin og det russiske bolsjevikparti i zar-tidens Duma, hvorfra de agiterede for strejker, demonstrationer osv. Når revolutionære taler i parlamentet er det derfor ikke for at overbevise de andre politikere, men er med Rosa Luxemburgs ord en ”tale gennem vinduet”, dvs. til befolkningen.

Støtte de folkelige protester 
Et klassisk eksempel på, hvordan man gør det, gav den tyske socialist Karl Liebknecht under 1. verdenskrig, hvor han ved at stemme imod militærbevillingerne og tordne imod den imperialistiske krig, satte krigsmodstanden på dagsordenen. Derfor kan et parti som Enhedslisten også under de langt lettere forhold i dag bruge den parlamentariske platform på lignende vis. Det er desværre langt fra det, Enhedslistens parlamentarikere gør.

F.eks. tog Enhedslistens folketingsgruppe med Johanne Schmidt-Nielsen i spidsen afstand fra protesterne 1. maj, hvor titusindvis af mennesker – f.eks. op imod 30.000 alene i Aarhus – viste deres utilfredshed med regeringen. Og så endda en så mild protestform som at buhe og pibe af talerne fra regeringen. I stedet burde man selvfølgelig have opfordret til at organisere og udbygge protesterne.

Forhandlingsløsninger eller kamp?
Faktisk er det yderst sjældent, at Johanne Schmidt Nielsen & Co. overhovedet taler om nødvendigheden af at opbygge folkelig modstand uden for Christiansborg. I stedet udtrykker de tiltro til, at regeringens nedskæringer kan fjernes ved at vise ”forhandlingsvillighed” og ”kompromisvilje”. Men det virker demobiliserende i forhold til at skabe bevægelse på gader, arbejdspladser og uddannelsessteder. For hvis forringelserne kan fjernes blot ved, at nogle politikere forhandler, hvorfor er det så nødvendigt, at folk går på gaden og protesterer?

Betoningen af rene forhandlingsløsninger sås også under forårets lærer-lockout, hvor Enhedslistens topfolk, i stedet for f.eks. at opfordre til sympati-konflikter, nøjedes med at opfordre Kommunernes Landsforening til at gå tilbage til forhandlingsbordet. På samme måde var der heller ingen kritik af Danmarks Lærerforenings ledelse, som endda opfordrede til regeringsindgreb og hvis Forsigtig-Per-strategi svigtede lærerne. Heller ikke den øvrige fagtops passivitet var der nogen kritik af.

Ikke den vigtigste kampplads
Revolutionære skal arbejde i parlamentet, fordi det store flertal i befolkningen endnu ikke er overbevist om nødvendigheden af at erstatte det borgerlige demokrati med socialistisk demokrati. Desuden forsvarer vi det nuværende indskrænkede demokrati mod forsøg på at indskrænke det yderligere. Det ændrer dog ikke ved, at vi må vise, hvor begrænset demokratiet er i dag. F.eks. ved at udstille, at regeringens nedskæringskurs først og fremmest skyldes, at man lader sin politik diktere af frygten for reaktionen hos ikke-demokratiske instanser som de finansielle markeder.

Samtidig må vores modstand mod det kapitalistiske system altid fremstå krystalklar – hvorfor man selvfølgelig bør stemme imod den kapitalistiske stats budget i form af finansloven. Enhedslistens folketingsmedlemmer skal naturligvis ikke undlade at forhandle og stemme for eventuelle forbedringer ved delforlig. Men større sejre opnås ikke uden et massivt folkeligt pres. Derfor er det parlamentariske arbejde altid underordnet det udenomsparlamentariske arbejde. De bonede gulve på Christiansborg er aldrig den vigtigste kampplads.

Hvis lov, hvis politi, hvis militær?

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Sommerens medievirak om Enhedslistens program og holdning til revolution har afsløret vigtige strategiske uenigheder internt i partiet.

En central diskussion har her været partiprogrammets ord om ”opløsning af politiet og militæret”, idet flere af Enhedslistens topfolk har undsagt dette programpunkt. Bagved dette lurer naturligvis en diskussion, som gang på gang er dukket op i løbet af arbejderbevægelsens historie, nemlig hvorvidt den nuværende stat, inklusive dens parlament, politi, militær osv., kan bruges til at gennemføre socialismen.

Dette er ikke et abstrakt akademisk spørgsmål, men har allerede i den aktuelle politiske situation store praktiske konsekvenser. F.eks. vil man naturligt have en tendens til at tillægge arbejdet i Folketinget og andre parlamentariske forsamlinger større betydning på bekostning af udenomsparlamentarisk mobilisering, hvis man mener, at socialismen kan indføres via de eksisterende statslige institutioner.

Strukturelle begrænsninger
I sit hovedværk Kapitalen skrev Karl Marx om staten: ”Det er altid de umiddelbare relationer mellem produktionsbetingelsernes ejere på den ene side og de umiddelbare producenter på den anden side ... hvori vi finder den inderste hemmelighed, det skjulte grundlag for hele samfundets opbygning og derfor også … for den til enhver tid herskende specifikke statsform.” I dagens Danmark og resten af verdens lande er det, der i ovenstående citat kaldes ”produktionsbetingelsernes ejere”, lig med kapitalistklassen, der ejer og kontrollerer produktionsmidlerne (fabrikker, kontorbygninger, maskiner, råstoffer osv.).

Det, Marx ovenfor kalder ”de umiddelbare producenter”, er i det moderne samfund arbejderklassen, der udgør det store flertal af befolkningen, men pga. sin mangel på produktionsmidler er tvunget til at sælge sin arbejdskraft. Men arbejderklassen skaber mere værdi end den får løn for. Resten, som Marx kalder merværdien, beholder kapitalistklassen, og derfra stammer den profit, som er kapitalismens drivkraft. Staten er en ”overbygning” på denne grundlæggende økonomiske struktur. Staten er derfor ikke neutral, men en kapitalistisk stat. Dette er stadig tilfældet, selv om det i Danmark og en række andre lande gennem tiden er lykkedes arbejderklassen at tilkæmpe sig forbedrede levestandarder og forskellige demokratiske og sociale rettigheder.

Kontrollerer staten kapitalen?
Enhver regering, der forsøger at bruge den kapitalistiske stats parlament til at føre en anti-kapitalistisk politik, vil blive mødt af økonomisk sabotage i form af indskrænkninger af produktionen, tilbageholdelse af investeringerne, kapitalflugt og spekulation mod valutaen. Men det er ikke blot økonomien, som ikke er under demokratisk kontrol. Det gælder også størstedelen af staten, som på ingen måde er demokratisk. Staten er opbygget på en stærkt bureaukratisk og hierarkisk måde, og embedsmændene som f.eks. departementschefer, dommere og ledelsen af politiet og militæret er ikke demokratisk valgte. Og via deres løn samt oftest også deres familiebaggrund, uddannelse og sociale omgangskreds har de tætte bånd til kapitalistklassen.

Intet viser tydeligere statsmagtens egentlige funktion end arbejdskonflikter. Det er gang på gang sket, at politiet og militæret er blevet sat ind mod arbejdernes demonstrationer, strejker, blokader eller arbejdspladsbesættelser. Derimod er selve tanken om at indsætte politiet og militæret mod arbejdsgivere, der nedlægger arbejdspladser, lockouter arbejdere eller står bag kapitalflugt absurd under det nuværende system. Det skyldes, at loven netop beskytter den private ejendomsret til produktionsmidlerne, som betyder, at arbejderklassen må sælge sin arbejdskraft og lade sig udbytte for merværdi.

Revolutionen mod den kapitalistiske stat
Derfor har spørgsmålet om, hvorvidt man kan bruge den nuværende stat til at indføre socialismen lige siden Marx's tid været en afgørende skillelinje mellem revolutionære socialister og reformister. Når socialismen kun kan indføres via en revolution, der indebærer et opgør med den kapitalistiske stat, skyldes det ikke ”marxistisk dogmatik”, men en grundlæggende analyse, som igen og igen er blevet bekræftet af de historiske erfaringer. Hvis en socialistisk massebevægelse for alvor truer kapitalistklassens privilegier, vil det overvældende flertal af ledelsen i politiet, militæret og de forskellige andre dele af statsapparatet tilslutte sig forsøgene på at nedkæmpe denne bevægelse.

De hidtidige revolutionære erfaringer viser, at arbejderklassen i sådanne situationer kan udvikle en ny form for demokrati, der potentielt kan erstatte det eksisterende statsapparat. Den russiske revolution 1917, den spanske revolution 1936, den ungarske revolution 1956, den iranske revolution 1978-1979 og Solidarność-bevægelsen i Polen 1980-1981 er blot de mest kendte eksempler på dette. Gennem demokratisk valgte råd på arbejdspladserne, uddannelsesstederne og i boligkvartererne, kan arbejderklassen selv styre økonomien og resten af samfundet samt varetage de politi- og militærfunktioner, der stadig er nødvendige. Men for ikke at blive kvalt i fødslen, må en sådan socialistisk revolution opløse det nuværende politi og militær.

Derfor svigter Thorning og Søvndal

Den nye regerings manglende opgør med VKO skyldes i sidste ende S-SF’s fejlagtige strategi.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Der er forståeligt nok stor skuffelse i Socialdemokraternes og SF’s bagland over det nye regeringsprogram, der lægger op til at videreføre størstedelen af de sidste 10 års borgerlige politik. De rigeste beholder skattelettelserne samtidig med, at forringelserne af dagpenge og efterløn ikke som lovet rulles tilbage. Den planlagte bankskat er også sløjfet, og S-R-SF varsler tilmed en ny lempelse af topskatten. I regeringsgrundlaget står det endda direkte: ”Udgangspunktet for regeringen er VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand”.

For at føje spot til skade, står den nye regering på udlændingeområdet, med juraprofessor Jens Vedsted-Hansens ord, ”stort set” for VK-regeringens politik frem til 2009, hvilket bl.a. indebærer, at fremmedfjendske monumenter som 24-års-reglen og tilknytningskravet består. Hvordan kan det være, at Socialdemokraterne og SF ikke engang er i stand til at præsentere et klart alternativ til den tidligere regering, som vel at mærke var den mest højreorienterede i Danmark siden 1929?

Parlamentarisk tunnelsyn 
Svaret skal findes i Socialdemokraternes og SF’s fejlagtige strategi for social forandring. De to partier forestilllede sig, at deres oprindelige mål om socialisme kunne gennemføres på parlamentarisk, dvs. reformistisk, vis. Imidlertid tages mange af de vigtigste beslutninger slet ikke af parlamentet, men derimod af ikke-valgte embedsmænd som f.eks. departementschefer, dommere, militærchefer og politidirektører, der via deres opvækst, uddannelse, løn og livsstil er tæt knyttet til borgerskabet og derfor vil forsøge at underminere ethvert forsøg på at afskaffe deres privilegier.

Dertil kommer, at enhver regering, der forsøger at føre en anti-kapitalistisk politik, straks vil møde benhård modstand fra kapitalejerne, f.eks. i form af indskrænkninger af produktionen, tilbageholdelse af investeringerne, kapitalflugt og spekulation mod valutaen. Og hvis alle disse former for sabotage ikke er nok, vil borgerskabet, som utallige historiske eksempler har vist, ikke tøve med at gribe til væbnet oprør for at vælte en demokratisk valgt regering, der truer deres klassemagt.

Reformisme uden reformer 
Da det, i modsætning til hvad Socialdemokraterne og SF i sin tid hævdede, således ikke er muligt at indføre socialismen via det borgerlige parlament, har vi i stedet set den stigende borgerliggørelse af de to partier. Strategien om gradvis reformering af kapitalismen så ganske vist ud til at virke under det langvarige økonomiske opsving i 1950’erne og 1960’erne. De høje vækstrater var dog kun mulige på grund af 2. verdenskrigs omfattende destruktion af kapital og Den kolde krigs militære oprustning, og de forbedrede levestandarder skyldtes snarere folkeligt pres fra neden end parlamentariske forhandlinger.

I starten af 1970’erne kom den kapitalistiske verdensøkonomi imidlertid i krise og har siden da været inde i en relativ tilbagegang. Derfor har vi både i Danmark og udlandet gang på gang set reformistiske partier, der som S-SF lader muligheden for reformer afhænge af kapitalismens vækst, angribe lønninger, arbejdsforhold og velfærdsydelser.

Behov for et udenomsparlamentarisk alternativ 
Kapitalismens nuværende krise er den dybeste siden 1930’erne, og vi har formentlig endnu det værste til gode. Danmark, der blot udgør 0,4 % af verdensøkonomien, vil naturligvis ikke gå fri af den opblussende krise. Allerede før valgkampen varslede S-SF nedskæringer på velfærden, hvis det ikke lykkes at skabe vækst i den private sektor.

Derudover har den nye regering både før og efter valget krævet løntilbageholdenhed fra arbejderklassen, der med andre ord både skal betale for kapitalismens krise gennem efterlønnen, dagpengene og lønnen. Men udenfor Folketinget kan vi opbygge en massebevægelse, der sikrer, at dette ikke sker og som, hvis den bliver bred nok, kan skabe et demokratisk og socialistisk alternativ til den nuværende nedskæringspolitik.

Global økonomisk krise og fornyet trussel fra højre

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Krisen i den kapitalistiske verdensøkonomi kan give øget medvind til racistiske og fascistiske bevægelser. Men hvor alvorlig er truslen fra de højreekstreme kræfter egentlig?

De seneste årtier har vi i en række europæiske lande set partier, der deler mange træk med den klassiske fascisme, men oftest går under betegnelsen ”højrepopulisme”, få stor indflydelse på de siddende regeringers politik, ja, endda i flere tilfælde opnå ministerposter. Generelt har disse partier imidlertid adskilt sig fra traditionelle fascistiske bevægelser ved som f.eks. Dansk Folkeparti formelt at bekende sig til parlamentarisk demokrati og ved ikke på gadeplan at have opbygget stormtropper, der angriber arbejderbevægelsens partier og fagforeninger.

For flere af disse partier har det været led i en bevidst strategi om at opnå ”legitimitet” ved udadtil at distancere sig fra tidligere tiders mest belastede symboler, organisationsformer og programpunkter. Front National i Frankrig regnes ofte for at have pioneret denne ”euro-fascistiske” strategi i 1970'erne. Denne generelle mangel på egentlige stormtropper forhindrer dog også disse partier i at spille den samme rolle som de klassiske fascistiske bevægelser i Italien og Tyskland.

Fascismens funktion
Hitler og Mussolini kom således til magten efter forinden at have vist borgerskabet deres værd ved at lade deres tilhængere terrorisere arbejderbevægelsen, som i begge lande havde en styrke, der forhindrede den herskende klasse i at regere på ”normal” parlamentarisk vis. Fascismen blev af storkapitalen anset for en mindre trussel end socialismen og fik derfor overdraget magten på parlamentarisk vis og i koalition med traditionelle borgerlige partier. De grundlæggende kapitalistiske produktionsforhold blev da også bevaret under fascismen.

Derfor lægger den marxistiske analyse mere vægt på fascismens funktion frem for f.eks. dens (ofte stærkt modsætningsfyldte) ideologi, herunder diverse racistiske forestillinger. Fascismen adskiller sig fra andre autoritære og racistiske strømninger ved at være en massebevægelse baseret på småborgerskabet, der i krisesituationer kan bruges af borgerskabet til at rydde arbejderbevægelsen og andre hindringer for fortsat kapitalakkumulation af vejen. Som den russiske revolutionære Leon Trotskij formulerede det, er fascismens ”funktion af knuse arbejderklassen, ødelægge dens organisationer og udrydde de politiske frihedsrettigheder, når kapitalisterne ser sig ude af stand til at regere og dominere ved hjælpe af det demokratiske maskineri”.

Krisen og truslen fra højre
Naturligvis er nutidens økonomiske, sociale og politiske krise langt fra lige så dyb som i årene umiddelbart efter 1. verdenskrig og i 1930'erne. I de fleste lande er det politiske system langt mere stabilt, og de herskende klasser har ved at pumpe billioner og atter billioner af kroner ind i økonomien forhindret den globale kapitalistiske krise i foreløbig at nå samme dybde som i 1930'erne. Dette dækker dog over et uhyre svagt opsving og har ført til den nuværende gældskrise. Samtidig kan den politiske desillusionering over mainstream-partierne hurtigt accelerere efterhånden som de alle accepterer behovet for brutale nedskæringsprogrammer.

I den situation er det afgørende, at der findes et klart socialistisk alternativ, som insisterer på ikke at lade arbejderklasen betale kapitalismens krise. Ellers bliver vinderen det yderste højre. Det gælder naturligvis også herhjemme under en evt. S-SF-regering. For som professor Curt Sørensen har påpeget, repræsenterer Dansk Folkeparti en potentiel fascismemodel. Og som afsløringen af det hemmelige racistiske netværk ”ORG” viser, er overgangen mellem den ”pæne” højrefløj og de voldelige gadebøller flydende.

”Vores revolution kan skabe et alternativ til imperialismen"

Socialistisk Arbejderavis har talt med formanden for Egyptens første uafhængige fagforening om den revolution, der tidligere på året væltede diktatoren Mubarak, og de kampe, der venter forude. 

I Egypten blev RETA, der organiserer landets ejendomsskatteopkrævere, i 2009 den første uafhængige fagforening siden Nassers militærjunta 52 år tidligere kvalte den daværende fagbevægelse. Oprettelsen af RETA skete i kølvandet på 55.000 ejendomsskatteopkræveres tre måneder lange strejke i efteråret 2007, som medførte et fald i skatteopkrævningen på 90 % og endte med sejr i form af en lønstigning på 325 %. Fagforeningens formand Kamal Abu Aita besøgte for nylig Danmark i forbindelse med Enhedslistens årsmøde, hvor han blev interviewet af denne avis.

Om strejkebevægelserne i årene op til Mubaraks fald, de største i Egypten siden 2. verdenskrig, forklarer han:

”De mange strejker før revolutionen, op imod 5000, har dækket næsten alle industrier og brancher. De har rystet systemet og vist det egyptiske folk en metode til at sejre over regimet og opnå sine krav.”

De succesfulde strejker gav befolkningen modet til at kræve sin rettigheder og betød, at modstanden mod regimet ikke længere var begrænset til små grupper af politiske aktivister.

”Strejkerne og den nye arbejderbevægelse bragte kampen til et højere, folkeligt niveau, og dette resulterede i en reel krise for systemet”, fortæller Aita.

Revolutionen fortsætter
Militærregeringen har lovet frie valg til efteråret, og en række af februar-revolutionens middelklasse-aktivister opfordrer nu til ro på gader og arbejdsplader for at sikre en ”glat overgang til demokrati”.

Egyptens nye fagbevægelse fortsætter dog ufortrødent kampen, selvom der ved flere lejligheder er blevet slået hårdt ned på strejker og andre protester. 30. januar blev Føderationen af Uafhængige Fagforeninger dannet og ”siden har flere fagforeninger sluttet sig til hver dag”, siger Aita.

Efter Mubaraks afgang blev Ismail Fahmi, en af systemets mænd, indsat som arbejdsminister, men ”vi væltede ham til sidst, og vi erstattede ham med en mand, som tror på retten til at danne uafhængige fagforeninger”, siger Aita med henvisning til den nye arbejdsminister, Ahmed el-Borai.

Ud over retten til frit at organisere er de nye fagforeningers krav bl.a. en retfærdig mindsteløn, stop for alle privatiseringer, tilbagerulning af tidligere privatiseringer samt genansættelse af de fyrede arbejdere.

Derudover er Aita sammen med en række andre fremtrædende fagforeningsaktivister underskriver på en støtteerklæring for Det Demokratiske Arbejderparti, der er ved at blive dannet og skal sikre arbejderne en stemme i Egyptens kommende politiske landskab.

Lige nu har etableringen af uafhængige fagforeninger dog højeste prioritet, men ”vi betragter fagligt arbejde som en skole, der kan forberede nye politiske bevægelser i fremtiden”.

Alternativ til imperialismen
Et vigtigt element i den egyptiske revolution har været ønsket om et opgør med rollen som Israels vagthund over for palæstinenserne i de besatte områder. Egypten har været med til at opretholde blokaden af Gaza og samtidig indgået en række handelsaftaler, bl.a. om eksport af egyptisk gas, som har været særdeles lukrative for Israel.

”Et af de fundamenterne for den store mobilisering af de arabiske befolkninger har været et opgør med den arabiske nederlagsfølelse over for den zionistiske stat”, forklarer Aita, der ser NATO's intervention i Libyen som en trussel mod de folkelige opstande.

”Vi er imod enhver form for udenlandsk indblanding i de arabiske revolutioner, fordi det vil afspore revolutionen. Det eneste vi har brug for er, at støtten til de imperialistiske kræfter i vores lande stopper”, siger Aita.

”Læg nøje mærke til, at vores befolkninger, som er parate til at bekæmpe undertrykkerne i deres egne lande, også er klar til at bekæmpe vestlig indblanding, selv hvis det kræver at stå side om side med deres undertrykkere”, understreger han.

”Jeg håber, at I vil viderebringe dette budskab til vores kammerater, der trods gode intentioner og modstand mod imperialismen alligevel har politiske mangler på disse områder, hvilket man kunne se på afstemningsresultatet i dag”, lyder meldingen fra Aita om afstemningen på Enhedslistens årsmøde, der endte med snæver opbakning til oprettelsen af flyforbudszonen over Libyen.

Den egyptiske fagforeningsmand slutter interviewet med dette perspektiv for de folkelige opstande i Mellemøsten og Nordafrika:

”Vi kan gennem revolutionerne i de arabiske lande opbygge en humanistisk og folkelig union, som gør op med imperialistiske overgreb og umenneskelig globalisering.”