Samlet angreb kræver samlet modsvar

Regeringen ser sine nedskæringer som en samlet pakke – derfor må de forskellige protester mod dens politik forenes til en samlet kamp. 

AF LARS HENRIK CARLSKOV

”Vi er gået reformamok”, pralede statsminister Helle Thorning-Schmidt tidligere i år på den internationale magtelites møde i World Economic Forum. Og regeringen har da også gennemført ”reformer” (dvs. brutale forringelser) for set stort alle grupper i samfundet – naturligvis lige bortset fra den lillebitte, men ekstremt magtfulde gruppe af milliardærer, millionærer, banker og multinationale selskaber. Nu står de studerende så for skud.

Den røde tråd i en stor del af regeringens overklasse-politik er målet om øget arbejdsudbud. Trods høj arbejdsløshed skal den i forvejen hårde konkurrence om de få ledige jobs forstærkes. Det skal presse lønningerne endnu længere ned, og dermed give dansk kapitalisme en ”konkurrencefordel” i det globale kapløb mod bunden. Et kapløb, hvis konsekvenser allerede i dag ses i f.eks. Tyskland, hvor fattigdommen det seneste årti er vokset eksplosivt.

Isolerede protester ikke nok
Det er realiteterne bag finansminister Bjarne Corydons udtalelser om ”konkurrencestaten som den moderne velfærdsstat”. Imidlertid ville regeringens og arbejdsgivernes felttog mod almindelige lønarbejdere, dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere, efterlønnere, fleksjobbere, førtidspensionister og studerende ikke få et ben til jorden, hvis disse grupper kæmpede sammen i stedet for som hidtil hver for sig.

Regeringen lægger ikke skjul på, at de mange nedskæringer er del af en samlet ”reform-politik”. Derfor bør de studerende, der nu på inspirerende vis siger fra over for ”hurtigere-ud-reformen”, også se denne ”reform” som led i en bredere kamp mod ”konkurrence-staten”. De studerende må således opbygge alliancer med alle de andre befolkningsgrupper, der rammes af den aktuelle offensiv mod velfærdsydelser, lønninger og arbejdsforhold.

Kan lamme regeringen
Det gælder ikke mindst arbejderklassen i bredeste forstand – dvs. det store flertal af befolkningen, både i den offentlige og den private sektor, som må sælge sin arbejdskraft, fordi det ikke ejer og kontrollerer produktionsmidlerne (fabrikker, kontorbygninger, maskiner, jord osv.). Arbejderklassen skaber den merværdi, hvorfra den profit stammer, som er kapitalismens motor. Dermed kan arbejderklassen også ved f.eks. at strejke sætte samfundet i stå.

Grupper som f.eks. transportarbejdere har desuden større potentiel magt end andre dele af arbejderklassen til at lamme samfundet – og dermed også regeringens handlemuligheder. Ikke bare har arbejderne, inklusive dem uden job, og studerende en fælles interesse i at stoppe regeringens nedskæringer, fordi begge grupper er under angreb. Men også fordi gennemførelsen af forringelser for én gruppe, gør det lettere bagefter at gennemføre forringelser for den næste. Og endelig har stort set alle arbejdere i job venner eller familie, der er arbejdsløse eller studerende – og omvendt.

Systemisk alternativ
Den samlede rigdom i Danmark er større end nogensinde før. Alligevel ser vi nu et forsøg på at slagte de historiske fremskridt, arbejderbevægelsen har tilkæmpet sig. Det skyldes Thorning & Co.'s forsøg på at administrere en kapitalisme i sin alvorligste krise i syv årtier. I den kapitalistiske produktionsmåde overskygger profit-hensynet som bekendt alle andre hensyn, såsom menneskelige behov. I uddannelsessystemet betyder det ”uddannelse for erhvervslivet” (profitmaksimering) - ”ikke for livet” (menneskelige behov).

Den igangværende kapitalistiske systemkrise og de systematiske angreb på arbejderklassens levestandard, der udspringer derfra, viser behovet for et systemisk alternativ – et socialistisk samfund baseret på menneskelige behov frem for profit. For at koordinere og organisere de forskellige delkampe til en samlet bevægelse, er det nødvendigt med et revolutionært socialistisk parti, der løbende kan forsøge at opsummere og generalisere erfaringerne fra disse kampe. Det er sådan et parti, vi prøver at opbygge i Internationale Socialister.

"Jeg vil understøtte kampene imod nedskæringer"

Det siger Peter Iversen, medlem af Internationale Socialister og nummer fire på Enhedslistens kandidatliste ved kommunalvalget i Aarhus. 

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Han er 58 år, ansat som grafisk medarbejder og har især sin baggrund i det faglige arbejde. ”Det har været alt fra sikkerhedsrepræsentant til tillidsmand og fællestillidsmand, jeg har været formand for Trykkernes Landssammenslutning, jeg har siddet i Grafisk Forbunds hovedbestyrelse, siddet i sektorbestyrelse i HK, branchesektions bestyrelse og den lokale bestyrelse i HK-Østjylland. Det har været rigtig meget forskelligt”, fortæller Peter Iversen. ”Inden for de sidste 5-6 år er jeg også blevet aktiv i beboer-arbejdet i min boligforening. Først som bestyrelsesmedlem i en afdelingsbestyrelse og nu som bestyrelsesmedlem i Brabrand Boligforening”.

”Men min langt vigtigste aktivist-erfaring er tilbage fra påskestrejkerne i 1985, hvor den daværende Schlüter-regering greb ind i overenskomst-forhandlingerne, hvilket førte til omfattende aktioner. Jeg var med til at planlægge blokader og strejker dengang. På den korte bane førte det ikke umiddelbart til noget, men i de efterfølgende overenskomstforhandlinger fik vi nedsat den ugentlige arbejdstid”, forklarer han, der dengang var ansat på en større grafisk arbejdsplads, Purup, som i dag er lukket.

Ingen studehandler
”Der er altid en fare for, at velmenende folk, som bliver valgt ind i byrådet, bliver fanget ind i det parlamentariske spil. Det væsentligste er her at have et parti og gode kammerater til at holde en på rette vej, så man ikke kommer til at spille med på en nedskærings-dagsorden. Det har vi set for mange gøre gennem tiden”, mener Peter Iversen og uddyber:

”I byrådsarbejde er man helt klart i opposition til systemet, som kommunen er en del af. Politikken bør være, at vi går ind for enhver forbedring og imod enhver forringelse. Hvis man begynder at føle sig ”ansvarlig”, dvs. ansvarlig over for det nuværende system og ikke ansvarlig over for de folk, som er ofre for systemet, så svigter man, og det er det, der sker, når man begynder at lave studehandler.”

Talerør for dem krisen rammer
Hvis Peter Iversen skulle blive valgt, har han på forhånd fastlagt sine prioriteter: ”Jeg vil understøtte de kampe, der foregår imod nedskæringspolitikken. For mig vil de tre væsentligste ting være at fungere som talerør for de folk, der mærker krisen og mærker nedskæringspolitikken, at bruge den platform, som en byrådspost giver, til aktivt at støtte de kampe, som opstår uden for byrådet og at bruge byrådsarbejdet til at grave ting frem, som er med til at afsløre systemet”, siger han og tilføjer:

”De store forandringer kommer udefra. Derfor er det udenomsparlamentariske ”ben” langt det vigtigste. Der kommer ikke socialisme via byrådet. Den kamp bliver nødt til at blive taget uden for byrådet. Men ved, at der er socialister, som bliver valgt ind i byråd rundt omkring i landet, kan vi understøtte de kampe, der foregår og propagandere for anti-kapitalistiske løsninger.”

”Det handler om at få folk til selv at handle”

Interview med irsk og tysk socialist om at være revolutionær i det borgerlige parlament.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Christine Buchholz sidder i det tyske parlament for det socialistiske parti Die Linke og er desuden tilknyttet den revolutionære gruppe Marx21, mens Richard Boyd Barrett er medlem af Socialist Workers Party i Irland (søsterparti til IS, som udgiver denne avis), hvor han repræsenterer venstrefløjs-koalitionen People Before Profit i landets parlament. Her fortæller de, om hvordan de som revolutionære socialister bruger deres plads i parlamentet.

”Parlamentet er en del af statsmaskinen, som fuldstændig beherskes af kapitalist-klassen. Mens der i teorien tales om magtens tredeling, om adskillelse af magten, er det den udøvende magt, der dominerer den lovgivende magt [parlamentet, red.]. Og den udøvende magt, dvs. hæren, politiet, statsbureaukratiet, regeringsmaskinen osv., beherskes af klasse-interesser, som står i modsætning til det store flertal af befolkningen. Dette fører til en situation, hvor partierne hvert fjerde år forsøger at indfange stemmer ved at love alt muligt for derefter at gøre alt, hvad de tror er i ”den nationale interesse”, dvs. kapitalens interesse", forklarer Christine Buchholz om sin daglige arbejdsplads, den tyske forbundsdag. Richard Boyd Barrett er ikke mindre kritisk over for det irske parlament, The Dáil:

”Det grundlæggende problem er, at parlamentet ikke står til ansvar for befolkningen til daglig, og at vi derfor har brug for en form for demokrati, der er langt mere direkte og baseret på deltagelse, ja, i virkeligheden taler jeg om et demokrati, hvor vi ikke har professionelle politikere, men snarere har folk, der på organisk vis repræsenterer arbejderklassen og almindelige mennesker – hvor folk kan stilles til regnskab på ugentlig, ja, daglig basis, og kan erstattes, hvis de ikke formår at gennemføre den politik, de hævder at stå for.”

Eliten ikke interesseret i argumenter
"Hovedprioriteten er at bruge parlamentet som en platform til at organisere modstand uden for parlamentet. At bruge det til at koordinere og forbinde forskellige kampe, som finder sted uden for parlamentet - på arbejdspladserne, i lokalsamfundene samt diverse kampe mod nedskæringer. Men parlamentet i sig selv er ikke modtageligt for forandring, og det står meget klart for mig efter to et halvt år derinde, at det eneste tidspunkt, regeringen påvirkes af, hvad vi siger i parlamentet, er, når der er mange mennesker på gaderne uden for parlamentet, for regeringen og landets eliter er ikke interesserede i gode argumenter", forklarer Boyd Barrett, mens Buchholz siger:

”Min vigtigste prioritet er at understøtte klassekampen og bevægelserne i Tyskland og at styrke Die Linkes venstrefløj. Jeg mener, at det er vigtigt at prioritere. Et eksempel: Da jeg sad i undersøgelses-komiteen om Kundus-bombningen [hvor 140 civile afghanere i 2009 blev dræbt af NATO, red.], organiserede jeg sammen med en kammerat en rejse til Afghanistan for at mødes med ofrene. Da vi havde en intern debat om, hvorvidt vi skulle stemme imod en fredsbevarende FN-styrke i Sudan eller stemme blankt, rejste jeg til Sudan for at styrke argumenterne hos dem, som var imod enhver form for militærintervention. Men jeg deltog aldrig i officielle parlamentariske delegationer eller lignede rejser, som ikke er forbundet med debatterne og aktiviteterne i bevægelserne og på venstrefløjen.”

Den parlamentariske boble
Med andre ord ser de to socialister det som deres opgave at støtte de udenomsparlamentariske protester. Om erfaringerne med dette siger Buchholz: ”Ligesom de andre parlamentsmedlemmer fra Die Linke stemte jeg imod finanspagten og redningspakkerne til de europæiske banker. Men det vigtigste arbejde bestod i at mobilisere aktivt imod trojkaens [Den Internationale Valutafond, EU-kommissionen og Den Europæiske Centralbank, red.] politik og Merkel [den tyske forbundskansler, red.] til en landsdækkende demonstration i Frankfurt. Da politiet forbød at demonstrere i byen i 2012, holdt jeg en tale i forbundsdagen, der fordømte det. Da politiet angreb en del af ”Blockupy”-demonstrationen i 2013, brugte jeg og andre Die Linke-medlemmer parlamentet til at stille regeringen til regnskab. Sammen med andre parlamentsmedlemmer brugte jeg min position til at deltage i sit-down protester for at blokere nazisternes march i Dresden. For nogle af parlamentsmedlemmerne betød det, at deres parlamentariske immunitet blev fjernet. Det handler om gennem sin position som parlamentsmedlem at stå til rådighed for de udenomsparlamentariske aktiviteter – og ikke omvendt.”

Boyd Barrett supplerer: ”Det handler om, hvor mange mennesker, man kan mobilisere for at presse forandringer igennem. Jeg synes, at vi har gjort dette ganske godt på en række områder, ikke mindst gennem kampagnen for nylig for at stoppe privatiseringen af offentlig skovdrift her i landet. Her stod vi spidsen for kampagnen uden for parlamentet, men brugte parlamentet som fokuspunkt til at koordinere det hele. Der har også været en række succesrige protester imod nedskæringer på handikappede, udsatte skoler, lokale kampe for at forhindre et oliefirma i at placere en boreplatform i bugten ud for Dublin, hvor jeg igen mener, at vi brugte parlamentet på en god måde til at opbygge og støtte modstandsbevægelser uden for. Så det kan godt lade sig gøre, men det er afgørende ikke at blive suget ind i den parlamentariske boble.”

Forandring kommer nedefra 
Som revolutionær socialist arbejder man på en anden måde end andre parlamentsmedlemmer, hvilket Buchholz beskriver på denne måde: "Som revolutionær prioriterer jeg alle former for mobiliseringer – ikke kun krigsmodstanden, som jeg dækker som Die Linkes fredspolitiske ordfører - men også f.eks. i forhold til de store anti-kapitalistiske protester. Vigtigst af alt er, at jeg som revolutionær ikke bare kan arbejde på egen hånd. Jeg er forbundet med mange inden for partiet og bevægelsen, og jeg er del af et netværk af andre revolutionære inden for Die Linke, hvilket betyder, at man bevarer jordforbindelsen og hvilket fungerer som en ramme for kollektive diskussioner."

Boyd Barrett fortæller, at de andre venstrefløjs-medlemmer af det irske parlament "har en tendens til først og fremmest at formulere en alternativ politik, og mene, at hvis man får tilstrækkelig mange til at stemme for den politik, kan man ændre tingene gennem parlamentet. Det mener jeg ikke. Jeg mener, at det er folkemagt og arbejdermagt, der kan ændre tingene. Jeg mener, at uanset om det er bevidst eller ej, sælger man folk en illusion, hvis man siger "stem på mig og jeg ændrer det for dig" til dem. Derfor understreger jeg altid i alt, jeg gør, folks magt til at skabe forandringer. Når vi har haft mest succes med kampagner, har det ikke været fordi, at jeg har holdt gode taler i parlamentet, men fordi, at disse taler har fået styrke og vægt af det, der er sket uden for. Det mener jeg er det afgørende, at forandring kommer nedefra, og at venstreorienteredes rolle i parlamentet er at opmuntre almindelige mennesker til at handle selv – ikke at erstatte dem."

Oversat og redigeret fra tidsskriftet Irish Marxist Review, Vol 2, No 7, 2013:
http://www.irishmarxistreview.net/index.php/imr/article/view/82/84

Hvad kan revolutionære bruge parlamentet til?

Socialismen kan ikke gennemføres via Folketinget, men pladserne derinde kan bruges til at styrke kampen uden for Borgens mure.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

I et kapitalistisk samfund som det danske ligger den virkelige magt ikke i parlamentet, men på store multinationale virksomheders direktionsgange. Derfor er ”den parlamentariske vej til socialismen” en illusion. Men socialister kan udnytte den medieadgang, taburetterne i Folketinget, byråd og regionsråd giver, til at inspirere til udenomsparlamentariske protester.

Det gælder selv i parlamenter, som ikke er baserede på almindelige demokratiske valg. Det viste f.eks. Lenin og det russiske bolsjevikparti i zar-tidens Duma, hvorfra de agiterede for strejker, demonstrationer osv. Når revolutionære taler i parlamentet er det derfor ikke for at overbevise de andre politikere, men er med Rosa Luxemburgs ord en ”tale gennem vinduet”, dvs. til befolkningen.

Støtte de folkelige protester 
Et klassisk eksempel på, hvordan man gør det, gav den tyske socialist Karl Liebknecht under 1. verdenskrig, hvor han ved at stemme imod militærbevillingerne og tordne imod den imperialistiske krig, satte krigsmodstanden på dagsordenen. Derfor kan et parti som Enhedslisten også under de langt lettere forhold i dag bruge den parlamentariske platform på lignende vis. Det er desværre langt fra det, Enhedslistens parlamentarikere gør.

F.eks. tog Enhedslistens folketingsgruppe med Johanne Schmidt-Nielsen i spidsen afstand fra protesterne 1. maj, hvor titusindvis af mennesker – f.eks. op imod 30.000 alene i Aarhus – viste deres utilfredshed med regeringen. Og så endda en så mild protestform som at buhe og pibe af talerne fra regeringen. I stedet burde man selvfølgelig have opfordret til at organisere og udbygge protesterne.

Forhandlingsløsninger eller kamp?
Faktisk er det yderst sjældent, at Johanne Schmidt Nielsen & Co. overhovedet taler om nødvendigheden af at opbygge folkelig modstand uden for Christiansborg. I stedet udtrykker de tiltro til, at regeringens nedskæringer kan fjernes ved at vise ”forhandlingsvillighed” og ”kompromisvilje”. Men det virker demobiliserende i forhold til at skabe bevægelse på gader, arbejdspladser og uddannelsessteder. For hvis forringelserne kan fjernes blot ved, at nogle politikere forhandler, hvorfor er det så nødvendigt, at folk går på gaden og protesterer?

Betoningen af rene forhandlingsløsninger sås også under forårets lærer-lockout, hvor Enhedslistens topfolk, i stedet for f.eks. at opfordre til sympati-konflikter, nøjedes med at opfordre Kommunernes Landsforening til at gå tilbage til forhandlingsbordet. På samme måde var der heller ingen kritik af Danmarks Lærerforenings ledelse, som endda opfordrede til regeringsindgreb og hvis Forsigtig-Per-strategi svigtede lærerne. Heller ikke den øvrige fagtops passivitet var der nogen kritik af.

Ikke den vigtigste kampplads
Revolutionære skal arbejde i parlamentet, fordi det store flertal i befolkningen endnu ikke er overbevist om nødvendigheden af at erstatte det borgerlige demokrati med socialistisk demokrati. Desuden forsvarer vi det nuværende indskrænkede demokrati mod forsøg på at indskrænke det yderligere. Det ændrer dog ikke ved, at vi må vise, hvor begrænset demokratiet er i dag. F.eks. ved at udstille, at regeringens nedskæringskurs først og fremmest skyldes, at man lader sin politik diktere af frygten for reaktionen hos ikke-demokratiske instanser som de finansielle markeder.

Samtidig må vores modstand mod det kapitalistiske system altid fremstå krystalklar – hvorfor man selvfølgelig bør stemme imod den kapitalistiske stats budget i form af finansloven. Enhedslistens folketingsmedlemmer skal naturligvis ikke undlade at forhandle og stemme for eventuelle forbedringer ved delforlig. Men større sejre opnås ikke uden et massivt folkeligt pres. Derfor er det parlamentariske arbejde altid underordnet det udenomsparlamentariske arbejde. De bonede gulve på Christiansborg er aldrig den vigtigste kampplads.

Marx vs. Keynes - klassekamp eller klassesamarbejde?

Keynesianisme og marxisme er ikke to gensidigt supplerende teorier – tværtimod handler det om borgerlig eller socialistisk krisepolitik.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Ikke overraskende har den liberale økonom John Maynard Keynes (1883-1946) fået et comeback under den globale økonomiske krise. Det skyldes hans opgør med den (neoklassiske) økonomiske skole, der hævder, at den kapitalistiske økonomi, via prismekanismen, tenderer mod en ”ligevægtstilstand” mellem udbud og efterspørgsel.

Altså de økonomiske teorier, som dominerede i årene forud for ”Den Store Depression” i 1930'erne - og igen fra 1970'erne og frem til den aktuelle krises udbrud. Den keynesianske revival skyldes dog ikke mindst, at disse idéer for den globale herskende klasse, modsat f.eks. marxismen, udgør en acceptabel ”løsning” på kapitalismens tilbagevendende kriser, idet de ikke indebærer en omvæltning af de bestående ejendomsforhold.

Kapitalistisk destruktion
I modsætning til sin tids økonomiske ortodoksi fremhævede Keynes imidlertid nødvendigheden af omfattende statsintervention for at redde kapitalismen fra selvdestruktion gennem økonomiske kriser og social revolution. Derfor må staten regulere efterspørgslen, bl.a. ved at justere skatter og renter, og f.eks. i nedgangstider sænke disse for at øge incitamentet til forbrug i stedet for opsparing. Dette skal stimulere den private efterspørgsel og dermed også virksomhedernes investeringslyst.

Eller f.eks. ved at udvide det offentligt forbrug, f.eks. gennem offentligt byggeri, om nødvendigt via ”underskudsfinansiering”, som senere vil tjene sig selv ind pga. større indtægter fra skatter og afgifter. Ligesom andre borgerlige økonomer giver Keynes dog aldrig noget tilfredsstillende svar på, hvad der i første omgang får kapitalisterne til at tilbageholde investeringerne og udløser krise.

Hvad skaber profitten?
Grunden til dette er hans afhængighed af den konventionelle økonomiteoris idé om værdi som bestemt af udbud og efterspørgsel. Men som Marx påpegede, forklarer det ikke, hvorfor nogle varers værdi er større end andres ved ligevægt mellem udbud og efterspørgsel. Alle varer har imidlertid det til fælles, at de direkte eller indirekte er et produkt af menneskeligt arbejde. Det, der bestemmer en vares værdi, er således i sidste ende mængden af ”samfundsmæssigt nødvendigt arbejde”, hvilket vil sige den tid, det i et givent samfund på et givent tidspunkt gennemsnitligt tager at fremstille den.

Arbejderklassen, som udgør det overvældende flertal af befolkningen, ejer og kontrollerer ikke produktionsmidlerne, hvorfor den må aflevere en del af den værdi, den skaber (”merværdien”), til kapitalistklassen. Og det er hemmeligheden bag såvel den kapitalistiske produktionsmådes drivkraft, profitten, som dens iboende modsigelser, dvs. krisetendenserne og potentialet for dens omstyrtelse.

Hvilken vej ud af krisen?
For at undgå at blive udkonkurreret må kapitalisterne konstant øge deres profit, hvilket lettest gøres ved at investere i arbejdsbesparende teknologi (produktionsmidler). Men eftersom profitten i sidste ende stammer fra menneskeligt arbejde, vil det efterhånden føre til et relativt fald i profitten for systemet som helhed i takt med, at investeringerne i produktionsmidler vokser på bekostning af investeringerne i arbejdskraft. Et sådant fald i profitraten udløste i 1970'erne en verdensøkonomisk krise. Her førte de keynesianske politikker til stagflation (økonomisk stagnation samt høj inflation og arbejdsløshed).

Derfor fik vi ”nyliberalismen” og de nu bristede spekulationsbobler, bl.a. i finanssektoren, som dog ikke genoprettede det tidligere profit-niveau. Da keynesianismen ikke forstår, hvorfra profitten stammer, har den ingen løsning på det problem. Valget står derfor mellem accept af klassesamarbejde og voldsomme forringelser af lønninger, arbejdsforhold og velfærden i et desperat forsøg på at genoprette profitten - eller klassekamp for at erstatte det nuværende profitsystem med en socialistisk økonomi baseret på demokratisk planlægning efter menneskelige behov. Her kan arbejderklassen med massestrejker forhindre tilførelsen af ny værdi til kapitalismen og derved sætte en stopper for den.

"Tag aldrig syd for Lyngby"

Reportage i Berlingske viser, at klassesamfundet er dødt og borte.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Klassekampen er som bekendt forlængst forbi, og selv om det pga. en beklagelig forglemmelse endnu ikke er blevet oplyst, hvem der vandt, kan man f.eks. besøge Rungsted Havn, hvis man stadig er i tvivl. Og det er netop, hvad Berlingske har gjort, og derfor kan avisen 27. juli bringe en reportage sprængfyldt med eksempler på, at det klasseløse samfund har indfundet sig.

Det er dog ikke uden vanskeligheder at være udsendt reporter i Rungsted, for ”Berlingske vil nok få svært ved at finde nogen, der vil snakke”, som lokale piger med ”tasker fra mærker, der koster en kvart månedsløn”, forklarer avisen. ”For alle dem, der er noget ved noget, er på ferie i Cannes. Og resten er bange for at blive stemplet som højrøvede.” Et chokerende vidnesbyrd om, at de rige selv i ellers trygge omgivelser langs den nordsjællandske strandvej martres af den ondskabsfulde jantelov. Heldigvis er det lykkedes Berlingske at indsamle vidneudsagn fra nogle af jantelovens forpinte ofre.

F.eks. fra Niclas Milvertz: ”Hvis du har en dyr bil, går folk ud fra, at du har snydt dig til pengene. Ingen tænker, at det kan være, fordi man faktisk har arbejdet hårdt. Det er mentaliteten. Folk har slet ikke nogen respekt.” Desværre har respektløsheden nu bredt sig til selv Berlingske, som således få linjer senere skriver om Milvertz og hans venner, at da "de var yngre, fik de flere hårde kontanter. Nu er det mere goder: En bil i 18-års fødselsdagsgave, adgang til speedbåden, en verden af muligheder og gode råd.” Da det mangler på listen, er det åbenbart først senere i livet, at man i de kredse får bankpakker.

”Der er kun to rigtige uddannelser, hedder det i Vedbæk-hjemmet og det er revisor og advokat”, skriver Berlingske om en pige, avisen møder ved havnen i Rungsted. Og det er ikke kun janteloven, man bør frygte, idet denne pige derhjemme er blevet belært om, at ”hun ikke må komme »syd for Lyngby«, for man ved aldrig, hvad det er for nogle typer”. Syd for Lyngby stopper civilisationen, og hvem frygter ikke de barbariske stammer, som er kendt for at leve der og for at skrumpe statsautoriserede revisorers hoveder og koge suppe på ejendomsadvokater fra Vedbæk?

”Folk på vores gymnasium har som regel forældre, der har penge. De har ambitioner om at starte egen virksomhed, vil gerne have et fedt job, tjene godt og leve livet. Det er typer, der bare stiler efter alt”, fortæller den 18-årige Rasmus Louw-Reimer til avisen. De stiler efter alt, og sammen med de partier, der varetager deres interesser i Folketinget, har de bl.a. stilet efter at sikre almindelige lønmodtagere lavere lønninger og dårligere arbejdsforhold samt at fjerne efterlønnen, halvere dagpengeperioden, fordoble genoptjeningsperioden, sænke kontanthjælpen, beskære SU'en og forringe forholdene for fleksjobbere og førtidspensionister. Og hvis ikke janteloven eller barbarer, syd for Lyngby og andre steder, forhindrer dem i det, vil de sikkert fortsat stile efter at sikre dig mindre løn, ringere arbejdsforhold og lavere velfærdsydelser.

Børsting: Vigtigt at deltage i kapløb mod bunden

LO-formanden skyder med skarpt mod kritikerne og fremlægger sin vision for fagbevægelsens og samfundets fremtid.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Måske er regeringen ikke videre populær i befolkningen, men den bør dog prise sig lykkelig over ved sin side at have en kapacitet som Harald Børsting. Han kan bl.a. trække på sine egne erfaringer på arbejdsmarkedet, nemlig i fiskeindustrien i forrige årtusinde, nærmere bestemt i 1970'erne, og må derfor formodes at have en særlig indsigt i, hvad der rører sig blandt LO's 1,1 million medlemmer, og hvordan man udlægger regeringens politik overfor manden og kvinden på gulvplan.

Og ikke overraskende sætter LO-formanden da også i et længere interview med Jyllands-Posten regeringens kritikere på plads med en blanding af stringent logik, hårdtslående argumenter og nøje udvalgte pædagogiske eksempler. Ifølge Børsting er det største problem ved regeringens politik således ikke indholdet, men indpakningen. Han indrømmer, at konsekvensen af denne politik ”lige nu er, at vi ikke helt lever op til det, vi gerne ville på den fordelingspolitiske bane og på den socialpolitiske bane”, men langt alvorligere er det dog, at regeringen ”i for ringe grad [har] taget sig tid til at forklare befolkningen, hvad hele det her projekt går ud på.”

Lad os hurtigt springe over Børstings brug af ordet ”vi” om regeringens politik - selv om det muligvis vil komme som en overraskelse for en del LO-medlemmer, at deres formand er en del af regeringen. Og ganske vist viser en undersøgelse af folketingsvalget i 2011, med Professor Jørgen Goul Andersens ord, at ”de adspurgte danskere [udtrykker] en grundlæggende uvilje imod større ulighed i samfundet. De vil hellere have velfærd end skattelettelser, de ønsker en øget beskatning på høje indtægter, og de mener ikke, at ulighed gavner samfundet”.

De adspurgte danskerne har nemlig ikke forstået, hvad der er godt for dem selv, men så ville de jo heller ikke have brug for en type som netop Harald Børsting. Han vælger klogeligt at se bort fra forældede ideer såsom, at det skulle være fagbevægelsens opgave at forsvare medlemmernes lønninger, og understreger i stedet behovet for forstærket konkurrence om de ledige jobs gennem øget arbejdsudbud. Børsting har nemlig blik for det store billede, og han kan derfor heller ikke bebrejdes ikke nærmere at beskrive, hvad det øgede arbejdsudbud vil betyde for medlemmernes lønninger

For ”det handler om at skabe arbejdspladser, når vi kommer længere frem”, som han forklarer, uden dog at uddybe, om det er krystalkugle, kaffegrums, tarotkort eller lignende, som har gjort ham i stand til at forudsige, at der ikke vil være krise og mangel på jobs, ”når vi kommer længere frem”. Hvilket er dobbelt ærgerligt med tanke på det midlertidige tilbageslag, han og resten af fagtoppen oplevede under sidste års trepartsforhandlinger, ”hvor vi jo havde en tilgang, at der kunne laves en fornuftig handel ved at bytte et par fridage væk i forhold til andre forbedringer”.

Her må der have været tale om forbedringer, som er så indlysende store, at det er overflødigt for LO-formanden at nævne dem, om end han måske burde have ladet et par velvalgte ord om disse falde over for de faglige græsrødder, hvis oprør stoppede trepartsforhandlingerne. Så havde de måske i højere grad forstået, at selvom det kaldes arbejderbevægelsen er opgaven ikke f.eks. at kræve lavere arbejdstid, men derimod at sikre, at medlemmerne arbejder mere. Bliver de først forklaret sagens rette sammenhæng af Børsting og resten af fagtoppen, vil medlemsflugten fra LO utvivlsomt ophøre. Inden den dag, der, hvis LO's nuværende faglige og politiske linje fortsætter, uden tvivl snart oprinder, er det dog nødvendigt, at vi med Børstings hjælp lige forstår et par andre af regeringens reformer bedre.

”De, der skal skifte fleksjob, får en lang ringere aflønning. Men så kan man igen diskutere: Er det så unfair? Det synes jeg ikke, for de får stadig mere, end de kunne få ved at være fuldtidsarbejdsløse”, påpeger Børsting skarpsindigt. Ja, hvorfor skulle fagbevægelsen være imod lavere lønninger, f.eks. til sine medlemmer med nedsat arbejdsevne, så længe de tjener mere, end de ville få på kontanthjælp eller dagpenge? Omvendt skal det ifølge Børsting kunne betale sig at arbejde, hvilket dog ikke handler om utopiske forestillinger såsom at hæve de laveste lønninger, men derimod om at sænke f.eks. kontanthjælpen. Derfor ser Børsting heller ingen grund til at kritisere sidste års skattereform, hvor ”man reducerer reguleringen af overførselsindkomsterne en lille smule” og derfor ”ikke er nogen katastrofe”, eftersom den angiveligt sikrer, at det kan betale sig at arbejde – hvilket det dog ifølge Børsting allerede kan, bortset fra ”nogle få hundrede familier”.

Og derfor bør vi også rose regeringens kontanthjælpsreform, hvor kontanthjælpsmodtagere over 25 år fremover skal forsørges af deres samlever, hvis denne tjener over 30.000 kroner om måneden eller har formue. Den samme reform indfører som bekendt uddannelsestvang for unge arbejdsløse, der desuden får halveret deres hidtidige ydelse, hvilket, bortset fra for de allersvageste kontanthjælpsmodtageres vedkommende, suppleres af arbejdspligt i nyttejobs. Det er nemlig alt sammen nødvendigt ifølge Børsting, eftersom ”nogle kontanthjælpsfamilier er groet fast i kontanthjælp, fordi det ikke kan betale sig at arbejde”, om end, som vi tidligere så, det ifølge ham selv kun drejer sig om ”nogle få hundrede familier”.

Vi bør nemlig fokusere på det store billede, og hvorfor så i øvrigt ikke, for lige at være på den sikre side, smide halvering og fjernelse af kontanthjælp, uddannelsespligt og nyttejob-tvang oven i. Og lykkeligvis findes der allerede nu på nyttejob-området kommuner som pionerer regeringens og LO's tanker ved f.eks. at sætte arbejdsløse til at fjerne hundelort og asbest. Hvis Harald selv var arbejdsløs, og ikke tilfældigvis efter 33 års fuldtidsbeskæftigelse i fagbevægelsen tjente 1,2 millioner om året, ville han naturligvis være mere end villig til at udføre nyttejobs som disse med glæde og taknemmelighed. Og så endda til en timeløn på 47 kroner i timen, som da også bør vække applaus fra fagbevægelsens side.

Da den tidligere regering sammen med De Radikale og Dansk Folkeparti i 2010 halverede dagpengeperioden og fordoblede genoptjeningsperioden kaldte Børsting det som bekendt for ”så asocialt, som det kan blive” og indkaldte til stor demonstration på Christiansborg Slotsplads. Men tiderne skifter, lige som regeringen gør det, og derfor er det fuldt forståeligt, at Børsting, modsat dengang, ikke "vil have pengene retur", og derfor nu begrænser sig til at tale for ”et stærkt toårigt system, der er i balance”, hvis det f.eks. suppleres af ”en optjeningsperiode på et halvt år”. Og selv om den seneste finanslov var den strammeste siden 1990, og selv om det medfører tusindvis af fyringer i den offentlige sektor, er tiden heller ikke til tillidsmandsmøder for offentlige ansatte, som det i 2010 med 3.500 deltagere, som fagbevægelsen dengang arrangerede. Og nok er det den nuværende regering, som har afskaffet efterlønnen, men der er ikke brug for et tillidsmandsmøde som det med 5.000 deltagere i 2011, der skulle forsvare efterlønnen.

Dengang forklarede Børsting, at fagbevægelsens ”største styrke er vores mange tusinder tillidsrepræsentanter, der har et solidt netværk rundt omkring på landets arbejdspladser”. Godt at Børsting gemmer ”fagbevægelsens største styrke” til et tidspunkt, hvor det for alvor brænder på, og godt, at f.eks. 3F har aflivet sin Skævt-kampagne, selv om den nuværende regering viderefører VK's skattelettelser til de rigeste. For det første ville det risikere at sætte Børsting, der som nævnt betragter sig selv som en del af regeringen, i en akavet situation. Men endnu vigtigere er det, at sådanne aktiviteter hurtigt kunne afspore Børstings planer. Det er planer, hvor SU-forringelser samtidig med, at der gives skattelettelser til erhvervslivet, ikke er noget problem. ”Når nogen siger, at nu har du taget 2 mio. kr. fra SU'en og givet selskabslettelser for, så er det noget pladder”, forklarer Børsting – inden han lettere forvirrende modificerer sit udsagn med, at det ”hele går jo ind i den samlede kasse”. Skattelettelser og SU-besparelser er altså en del af samme kasse, men Børsting formår, i modsætning til regeringens kritikere, at holde dem adskilt.

”Det kan måske være svært at dokumentere, at selskabsskattelettelser giver nogle job. Men det skal ses som en samlet pakke, og vi bliver nødt til at erkende, at det, der foregår i Europa lige nu, er et kapløb mod bunden omkring selskabsskatterne. Og jeg kan ikke se nogen særlig grund til, at vi skal stå bagerst i køen”, udtaler LO-bossen. Med andre ord er det nødvendigt at give skattelettelser til erhvervslivet, selv om vi ikke kan dokumentere, at det virker, fordi der foregår et kapløb mod bunden, som vi bør deltage i og sikre, at vi ikke rammer bunden sidst. Lad os håbe, at Børstings bagland ikke sætter en stopper for hans vision for fagbevægelsen og samfundet om at ramme bunden.

Vi bør derfor være fulde af fortrøstning over udsigten til, at det under Børstings og regeringens kyndige lederskab vil lykkes os at ramme bunden. Og mon ikke Børsting også til den tid vil være klar til at forklare os, at det hele vil blive meget værre under en borgerlig regering?

Thorning: Børn bør ikke være nær vandpistoler

Protesterne 1. maj får statsministeren til at frygte for børns sikkerhed på kampdagen.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Ganske vist har regeringen netop fået vedtaget sin offentlighedslov, men det betyder ikke, at der ikke længere er mulighed for gedigne journalistiske afsløringer. F.eks. har vi jo stadig Femina. Og det er netop dette blad, som i sit nye nummer kan bringe en opsigtsvækkende historie: Det er ikke let at være Helle Thorning-Schmidt.

Bl.a. skød en person 1. maj efter hende med en vandpistol, og i et stort interview med Femina udtaler Thorning-Schmidt: ”Jeg troede faktisk først, det var øl. Man ved jo ikke helt, hvad det er, når man lige bliver ramt af noget vådt…”. Unægtelig en chokerende oplevelse. Bl.a. da det viste sig kun at være vand - og ikke mindst fordi statsministens PET-vagter burde have været mere årvågne, og hvis det havde været øl, vendt hende i den rigtige retning og åbnet hendes mund. Thorning-Schmidt forklarer videre, at hun bagefter talte med ”verdens mindste pige”, uden dog i øvrigt at oplyse mere om dette sensationelt lille barn. Men hvis oplysningerne er korrekte, bør dette rekordtilfælde straks indberettes til Guinness Rekordbog.

Statsministeren oplyser dog, at hun ”blev vred på den lille piges vegne og på min datters vegne – hun var i Fælledparken den dag. Skal det pludselig være sådan, at 1. maj er et så voldsomt sted, at børnene ikke kan være en del af det, som ellers skulle være en fest?” Selv om hun som tidligere nævnt desværre gik glip af øllet, burde Thorning-Schmidt midt i ærgelsen dog nok alligevel have husket, at 1. maj ikke blot er en festdag, men også en kampdag. Hun og den øvrige regering plejer ellers ikke at være blege for lidt klassekamp, også selv om de lidt klodset har fået vendt den den forkerte vej.

Men derudover er det selvfølgelig korrekt, at der 1. maj ikke kun blev sprøjtet med vand. Bl.a. brugte tusindvis af mennesker som bekendt dagen til at protestere mod regeringens nedskæringer. F.eks. forklarede TV2 Østjyllands udsendte reporter på dagen, at ”tusindvis, tusindvis, af mennesker ... højlydt og meget, meget tydeligt har givet udtryk for, at de slet ikke er tilfredse med den politik, regeringen fører.”

Om protesterne generelt udtaler Helle Thorning-Schmidt til Femina: ”Det er 1. maj. Hvis man ikke er enig, kan man bare blive væk, ikke?” - uden dog at uddybe, hvad hun i fremtiden vil bruge sine nu ledige 1. maj-dage til. Men måske er hun alligevel lettere forsinket ved at indstille sig på, at Socialdemokraternes monopol på arbejderbevægelsen blev brudt for knap 100 år siden. Glædeligt, at Socialdemokraterne så småt er ved at omstille sig til en ny virkelighed – f.eks. den, at partiet i flere meningsmålinger står til det dårligste folketingsvalg siden 1898. At antyde, som flere kommentatorer har gjort det, en sammenhæng mellem den kendsgerning og 1.maj-protesterne, må dog betegnes som ondskabsfulde insinuationer.

Man må her heller ikke glemme, at der ved 1. maj i Fælledparken i København faktisk bl.a. blev smidt en røgbombe og opstod lidt skubberi – bl.a. fra S-SF's partisoldater, som forsøgte at mase sig helt op foran scenen. Og selv om det kan forekomme relativt mildt sammenlignet med den behandling regeringen bl.a. har givet arbejdsløse, førtidspensionister, fleksjobbere, studerende samt offentligt ansatte som f.eks. lærere, undervisere, gymnasielærere og SAS-arbejderne, er det hamrende irrelevant. Lige som det er irrelevant, at en stor del af befolkningerne i lande som Irak, Afghanistan, Libyen og Mali nok gerne havde set Danmarks og dets allierede dér anvendte bomber udskiftet med røgbomber og vandpistoler.

Det væsentlige i den her sammenhæng er nemlig, som statsministeren så rigtigt påpeger, at der ikke bør anvendes vandpistoler på en 1. maj, når der er børn til stede. Derfor er det kun godt, at regeringen gennem en af sine seneste reformer har været så fremsynet at sikre, at børnene fremover skal gå i skole det meste af dagen, og derfor undgår at komme i nærheden af vandpistoler og andre farlige genstande - både 1. maj og andre skoledage.

29 millioner er småpenge for en farao

Vor altid sparsommelige dronning har bestilt gravmæle til spotpris.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Intet viser bedre, hvor enestående solidarisk et samfund Danmark er, end den kendsgerning, at de, der tjente fedt på det økonomiske opsving og var ansvarlige for spekulationsboblerne på f.eks. boligmarkedet og i den finansielle sektor – arbejdsløse, førtidspensionister, fleksjobbere, studerende og almindelige lønmodtagere – også er dem, som betaler regningen for krisen. I modsætning dertil har kongehuset som bekendt været igennem det ene magre år efter det andet.

Alligevel er det med det mådehold og den økonomiske snusfornuft, der altid har kendetegnet den royale familie, lykkedes dronningen at begrænse udgifterne til sit gravmæle til beskedne 29 millioner kroner. Og så skal hun endda dele det med Henri Marie Jean André greve de Laborde de Monpezat, som trods de talrige navne dog kun er én person og formentlig kendes bedre under navnet Henrik, Hans Kongelige Højhed Prinsgemalen (og rent faktisk stadig kun er én person).

Det er Ekstra Bladet, der via en aktindsigt har kunnet afsløre prisen på dronningens gravsted, og den vidner om en beskedenhed grænsende til det selvudslettende. Hele herligheden er udformet af Bjørn Nørgaard, der sikkert vil blive kritiseret for manglende kunstneriske ambitioner. Men det er vel blot naturligt, at den tidligere hesteslagter føler behov for at prøve noget radikalt nyt – og i disse dage må han da også føle sig voldsomt gået i bedene af Camilla Plums søn.

Naturligvis kunne man sagtens forestille sig billigere begravelsesmåder for dronningen, såsom Amagerforbrændingen, en hylde på Rigsarkivet eller blot en tur ud over rælingen på Kongeskibet. Men disse kritikere glemmer, at dronningen ikke uden grund er en af landets højest dekorerede personer – vi nævner i flæng: Mindemedaljen i anledning af hundredårsdagen for Kong Frederik IX.s fødsel, Mindemedaljen i anledning af hundredårsdagen for Kong Christian X.s fødsel, Dronning Ingrids Mindemedalje samt ikke mindst Erindringsmedaillen i anledning af 50-års dagen for Hendes Majestæt Dronning Ingrids ankomst til Danmark.

Derfor må de ondsindede rygter om, at kongefamilens økonomiske dispositioner skyldes finansiel rådgivning fra Henriette Kjær og Frederik Fetterlein også forstumme. Det burde fremgå med al ønskelig tydelighed, at Dronningens bedrifter mindst berettiger til et gravmæle på størrelse med Keops-pyramiden. 29 millioner kan lyde af mange penge – men for et gravmæle over den hidtil eneste danske farao er det småpenge.

Messerschmidt: Tåregas mindre skægt end forventet

Morten Messerschmidt har fået en smagsprøve på sit partis egen medicin.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

”Jeg får det ... i ansigtet, og det brænder virkelig, jeg får det i øjnene og kan slet ikke se, mister fuldstændig orienteringen”, forklarede Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt 23. juni til DR-Nyheder. I modsætning til, hvad man måske skulle tro, skyldtes disse udtalelser ikke, at han endnu en gang var blevet personligt forulempet af et af DR's ræverøde programmer, og derfor var ved at genoplive Kritiske Licensbetalere.

I stedet drejede det sig om, at Dansk Folkepartis ariske pragteksemplar var blevet fanget i en demonstration i Istanbul i Tyrkiet, som politiet angreb med vandkanoner tilsat tåregas. Messerschmidt var således i Istanbul for at optage et tv-program, dog ikke en ny sæson af Big Brother VIP, hvor han ellers tidligere har fejret store triumfer, men om det EU-system, den tidligere reality-deltager nu boltrer sig i.

Som bekendt har Messerschmidts eget parti tidligere foreslået at indsætte vandkanoner med tåregas mod demonstranter, og det må derfor have været en grim skuffelse for den unge DF'er, at denne idé, som ellers på papiret virker hysterisk morsom, viser sig ikke at være nær så skæg i virkeligheden. I det mindste vil han dog stadig have mulighed for skærmtid, hvis han skulle blive stemt hjem fra EU-parlamentet. F.eks. vil han med sin racisme-dom være en oplagt kandidat til et af tv-kokken Claus Meyers programmer, hvor man følger tidligere dømtes vej tilbage til samfundet.

Frank Aaens store plan

Enhedslistens Frank Aaen har udtænkt en storstilet og uhørt snedig plan, der med garanti vil jage en skræk i livet på bourgeoisiet.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

I et interview med Dagbladet Information afslørede Frank Aaen 5. januar en intet mindre end sensationel plan. Frank Aaen planlægger nemlig at opkøbe og udkonkurrere kapitalismen! Hvorfor har ingen tænkt på det før? Allerede nu høres lyden af klaprende tænder fra direktionsgangene på landets største virksomheder.

Ifølge Frank Aaen er ejendomsretten ”ukrænkelig”, og man ”kan ikke bare nationalisere en virksomhed uden at give erstatning.” Det forekommer fuldt ud rimeligt. Virksomhedsejerne bør naturligvis tilkendes erstatning for den tort og svie, de har lidt ved at udbytte deres ansatte for merværdi. At nationalisere uden erstatning ville blot være endnu en krænkelse af de i forvejen omsorgssvigtede virksomhedsejere. Godt at nogen endelig taler deres sag.

Hvis staten ved nationalisering skal betale erstatning efter markedsværdien af virksomhederne, bliver det dog en anelse dyrere end de sidste par finanslove, Frank Aaen har forhandlet på plads. F.eks. er markedsværdien af de 20 største danske børsnoterede virksomheder over 1.000.000.000.000 - en billion – kroner.

Ved nærmere eftertanke er det derfor måske alligevel for dyrt og besværligt at opkøbe kapitalismen. Heldigvis har Frank Aaen løsningen klar. Han vil nemlig ”omgå spørgsmålet om nationaliseringer” ved, at staten i stedet for f.eks. at nationalisere TDC ”skal opbygge et alternativ til TDC og levere gratis internet og telefon til alle danskere.”

Befrielsen fra markedets åg går via markedet! Kapitalisterne skal udkonkurreres på det kapitalistiske marked! Det er så meget desto mere realistisk i betragtning af, at man må formode, at Frank Aaen-virksomhederne på forhånd vil afskrive sig konkurrence-fordele såsom at sænke lønnen, øge arbejdstiden, hæve arbejdsintensiteten og mindske trygheden i ansættelsen. På samme måde bør det afvises som borgerlig propaganda, at man ikke både kan blæse og have mel i munden.

Frank Aaens djævelsk udspekulerede ideer bør derfor indskrives i Enhedslistens nye program. Han forklarer, at hans revolution ikke ”bliver … på samme måde som stormen på Vinterpaladset”. Vinterpaladset var som bekendt hovedkvarter for den provisoriske russiske regering i 1917. I dag er det museum. Betryggende, at Frank Aaen ikke vil indlede sin revolution med et væbnet angreb på et museum i Rusland. Det bør således også understreges i Enhedslistens kommende program, at partiet tager kraftigt afstand fra voldelige angreb – ikke mindst på russiske museer!