2015/08/25

Stor ståhej i den rød-grønne vælgerforening


Efter langvarige interne kampe vedtog Enhedslisten sidste år nyt program – som allerede nu undsiges af partiets dominerende højrefløj.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

De havde arbejdet på det længe. Revolutioner, opstande, generalstrejker, ødelæggende krige, økonomisk krise, flygtningestrømme, klodens destruktion og andre mindre betydningsfulde foreteelser kunne selvsagt ikke gøre krav på den store opmærksomhed i mellemtiden. Antydninger om det modsatte måtte derfor henregnes til det venstre-sekteriske overdrev.

I et rasende tempo fulgte papir efter papir, papirer blev til bjerge og bjerge blev til bjergkæder. Det ene mere nervepirrende vigtige forslag afløste det andet, blot for på dramatisk vis at blive fejet af banen af ændringsforslag, der efterfølgende ikke mindre drabeligt måtte bukke under for ændringsforslag til ændringsforslag.

Hvert komma var en skyttegrav og hver bisætning var en fæstning, der kun lod sig indtage efter blodige kampe og i et inferno af gensidig beskydning. Da krudtrøgen lettede og tabstallene var opgjort, havde man fået et nyt partiprogram. Derefter pakkedes det ned i en forseglet kasse og placeredes et sikkert sted på ubestemt tid.

Det havde været demokratisk. På årsmødet havde flere af partiets parlamentariske topfolk sågar suppleret tv-talerne til nationen ved at lade et par ord falde om nogle af forslagene. Det havde været vælgerforeningens største enkeltaktivitet de seneste par år, naturligvis bortset fra den altid allerede påbegyndte valgkamp, og havde stået på siden det på udogmatisk vis vedtoges på et årsmøde både at udarbejde et nyt program og ikke at gøre det.

Sådan kunne en, desværre kun en anelse karikeret, beskrivelse af Enhedslistens proces med vedtagelse af nyt principprogram lyde. I partiets kandidathåndbog til folketingsvalget hed det således på spørgsmålet om, hvorvidt virksomhederne skal ”nationaliseres eller overtages af arbejderne”, at ”[d]et er et meget teoretisk og her og nu ligegyldigt spørgsmål.”

Centrale punkter i principprogrammet såsom ”grundlæggende ændringer i ejendomsretten over produktionsmidlerne”, så ”der ikke produceres efter profithensyn”, vil en bredere offentlighed således i bedste fald først få indblik i en ikke nærmere defineret fremtid. Hvilket er særligt ironisk, eftersom Enhedslistens parlamentariske højrefløj oprindeligt forsikrede, at der blot var tale om en ”ajourføring” af det tidligere program. Med andre ord er programmet blevet ”ajourført”, dvs. ”ført op til i dag”, for først at blive brugt i morgen - eller måske snarere næste år eller næste årti.

Vedtaget som et levn til eftertiden. En gave, en lille betænksomhed, hvis glade giveres intentioner forhåbentlig værdsættes efter fortjeneste, når den højtid oprinder, hvor pakken må åbnes. Derfor betryggende at vide, at Enhedslisten næppe i den mellemliggende periode vil have krævet eller gennemført større ændringer i arveretten. Desværre kan det allerede nu forudses, at store dele af Enhedslisten til den tid vil ligge underdrejet som følge af en heftig omgang af den ondartede virus ved navn parlamentitis.

2015/07/02

Thorning - ligestillet i nedskæringer


Frem for magthavere, hvis køn er eneste forskel til den øvrige herskende klasse, er der brug for et opgør med selve det nuværende ulige system.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

”Jeg er Danmarks første kvindelige statsminister, men ikke den sidste”, lød det i Helle Thorning-Schmidts afskedstale efter valgnederlaget. Men hendes regering løb fra selv de mest beskedne progressive ligestillingsløfter (f.eks. øremærket barsel til mænd) og gennemførte brutale angreb på velfærd, lønninger og arbejdsforhold. På den måde ”ligestillede” hun sig med såvel Foghs som Løkkes regeringer – og gik endda videre.

Det var Thornings regering, der i praksis implementerede dagpengeforringelserne og afskaffede efterlønnen. Dens ”reformamok” betød lavere ydelser og øget kontrol for kontanthjælpsmodtagere. Fleksjob- og førtidsreformen gik løs på de syge. Studerende blev angrebet med lavere SU, fremdriftsreform og dimensioneringsplan. Almindelige lønarbejderes realløn faldt pga. regeringens hårdhændede indgreb i offentlige overenskomstforhandlinger og frie hænder til arbejdsgivernes sociale dumping. Fattigdommen og uligheden øgedes.

Omfordeling til de rigeste mænd (og kvinder)
Ikke bare har Thorning forringet forholdene for befolkningens store flertal. Men endda i højere grad for kvinder end mænd. Flere kvinder end mænd tilhører således arbejderklassen, modtager velfærdsydelser, er ansat i den offentlige sektor, er arbejdsløse osv. Lige som kvinder rammes hårdere af nedskæringer på offentlig omsorg for f.eks. børn og ældre, da de stadig står for hovedparten af disse opgaver såvel på arbejdsmarkedet som i privatlivet.

Derfor har Thornings velfærdsangreb og foræring af skattelettelser til de rigeste og det private erhvervslivet også været en omfordeling fra det store flertal af kvinder til en lille gruppe af især mænd, idet kvinder er voldsomt overrepræsenterede i arbejderklassen og voldsomt underrepræsenterede i den herskende klasse.

Den indbyggede sexisme i det nuværende kapitalistiske samfundssystem giver den herskende klasses kvinder som Thorning en ulempe i forhold til denne klasses mænd. Men typer som Thorning er stadig langt mere priviligerede end det overvældende flertal af kvinder – og mænd. Kampen mod sexisme, uanset de ramtes klassetilhørsforhold, er en forudsætning for et opgør med det klassesamfund, der frembringer den. Det store flertal af kvinder har lige som de fleste mænd – modsat f.eks. Thorning og andre kvindelige og mandlige magthavere – en interesse i denne samfundsomvæltning. Kampen for kvindefrigørelse er derfor klassekamp – og omvendt.

Taburetter uden magt til venstrefløj uden svar


Valgresultaterne for SF, Enhedslisten og Alternativet afspejler på hver sin måde en parlamentarisk venstrefløj uden politisk kompas.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Valget var en brutal afklapsning af SF og straf for deltagelse i Thorning-regeringen og dens slagtning af velfærden. At Enhedslisten kan tilføje to stk. til samlingen af taburetter i folketingssalen, er partiets hidtil bedste resultat ved et folketingsvalg. Men viser også, at næsten hele den store fremgang i meningsmålingerne undervejs i valgperioden er smuldret mellem fingrene på den parlamentariske højrefløj, som har sat sig solidt på magten i partiet.

Det er sket under den alvorligste kapitalistiske krise i syv årtier, med folkelige oprør og revolutioner verden over, mens den øvrige parlamentariske venstrefløj herhjemme sad i en voldsomt upopulær spareregering. Den overvældende del af vælgerprotesten mod krisepolitikken blev således kanaliseret helt uden om SF og Enhedslisten, der af disse vælgere sås som mere integrerede i det etablerede politiske system end f.eks. Alternativet og Dansk Folkeparti.

Udviskning af forskellen til Thorning
Selv Enhedslisten stemte for tre ud af fire af Thornings finanslove, hvis nulvækst i den offentlige sektor har betydet titusindvis af fyringer. Og støttede bl.a. også nedskæringer på arbejdsløses selvvalgte uddannelse, seniorjobs og voksenundervisning til udlændinge samt de imperialistiske stormagters militærinterventioner i Mali og senest Irak.

Frem for at udnytte den parlamentariske platform til at opfordre til protester uden for Borgen, har Enhedslistens folketingsgruppe bl.a. brugt den under lærerlockouten i 2013 til cheerleading for fagbureaukratiet i form af Danmarks Lærerforenings top, hvis defensive linje lod medlemmerne i stikken. Samt bl.a. også til udskældning af den folkelige modstand mod Thorning & Co. 1. maj samme år som ”udemokratisk”. Partitoppen har heller ikke forsøgt at mobilisere imod den hysteriske kampagne mod flygtninge, muslimer og østarbejdere, men tværtimod splittet dette arbejde ved at kræve nul samarbejde med militante anti-fascister.

Løkke stoppes ikke af 30 taburetter
Alternativets retorik om, at ”småjusteringer ikke er nok”, ”ny politisk kultur”, ”nyt vækstbegreb” og nedsat arbejdstid kunne derfor fremstå mere systemoverskridende end både SF og Enhedslisten. Sidstnævntes valgvideo var således nærmest ”socialdemokratisme classic” og fremstillede bl.a. velfærdsstaten som værn mod kapitalismens tilbagevendende kriser.

Alternativet bygger dog på den logisk selvmodsigende idé om ”grøn kapitalisme” og er lige som SF og Enhedslisten primært et parlamentarisk projekt. En vælgerforening. Facit er, at de tre partiers sammenlagt 30 taburetter i Folketinget er magtesløse i forhold til at stoppe den nye regerings og arbejdsgivernes ”reformer” (new speak for forringelser). Løkkes svage mindretalsregering kunne minde om Hartlings Venstre-regering, der 1973-75 sad på blot 22 mandater og blev tvunget fra magten af masseprotester. Noget lignende kan ske igen. Vores opgave er at sørge for det sker.

2015/06/01

Velkommen kritik af valgcirkusset, men...


Ny bog opfordrer til ”vælgerstrejke” i protest mod folketingsvalgets manglende demokratiske indhold – men er det svaret?

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Iflg. bogen ”Hæv stemmen!” af Søren Mau bør man ikke stemme ved det kommende folketingsvalg, da det er at legitimere et udemokratisk politisk system. Her er de demokratiske problemer, der findes i enhver kapitalistisk økonomi (såsom pengemagtens indflydelse) blevet forstærket af de seneste årtiers udvikling.

F.eks. den globale økonomiske integrations underminering af nationalstaternes magt, overflytning af beslutninger fra politikere til embedsmænd i ministerier, EU og ekspertkommissioner, forvandling af partier til private virksomheder, som reproducerer magteliten og ser vælgerne som forbrugere samt den mediemæssige skævvridning af den politiske debat.

Revolutionære må forbinde sig med flertallet
Frem for at stemme bør man derfor ”opfinde nye politiske former”, f.eks. ved at kæmpe for demokrati på arbejdspladser og uddannelsessteder og i boligkvarterer og personlige forhold, hvorfra kampen bør ”vokse og forbinde sig med andre kampe”. Altså en langt mere radikal kritik af det kapitalistiske demokrati end man finder hos et parti som Enhedslisten, og derfor langt tættere på ”ånden” i enhver genuin marxisme. Som sådan er bogen et velskrevet og velkomment bidrag.

Desværre vil abstrakt propaganda kun overbevise en minoritet, mens det overvældende flertal må lære af egne (kamp)erfaringer. Derfor er valgboykot en fejltagelse, idet man afskærer sig fra at opbygge en bevægelse med den store del af de 80-90 % af vælgerne, som stemmer, men er helt eller delvist enige i kritikken af det parlamentariske cirkus. Og trods den minimale forskel mellem ”rød” og ”blå” blok, især i krisetider, er en socialdemokratisk regering mere sårbar over for pres nedefra.

Deres valgkamp og os
Det sås bl.a. i 2012, hvor relativt beskedne protester fra fagbevægelsens græsrødder stoppede regeringens og fagtoppens tyveri af feriedage. Det ville en Venstre-regering bedre kunne ignorere, da fagbevægelsen ikke tilhører dens bagland. En valgsejr til de borgerlige partier vil også svække selvtilliden i dele af arbejderklassen samt gøre det sværere at argumentere mod reformistiske løsninger, da Socialdemokraterne i opposition formentlig til en vis grad vil dreje til venstre. Bogen hævder, at et parti, der brugte den parlamentariske platform til f.eks. at tale for revolutionær kamp, ville falde for spærregrænsen pga. mainstream-mediernes funktionsmåde.

Det er dog ingen selvfølge, da holdninger bl.a. også dannes pga. påvirkning fra kolleger, medstuderende, naboer, venner og familie. En valgfremgang for f.eks. Enhedslisten vil trods partiets reformistiske praksis være udtryk for et venstreskred i dele af befolkningen, dvs. give et større hav for revolutionære at svømme i. Derfor bør man trods alt stemme Enhedslisten – men uendeligt vigtigere er det at organisere den folkelige modstand uden for Folketinget og et revolutionært parti med dette som hovedfokus. Det er sådan et parti, vi ønsker at opbygge i Internationale Socialister.

Søren Mau: Hæv stemmen!. Forlaget Nemo. 94 sider. Udkom 17. april.

Hvad skyldes voldtægt og vold mod kvinder?


Kvindeundertrykkelse og vold mod kvinder kendetegner vores samfund. Men kan vi slippe af med det? Denne artikel ser på sexismens rødder og giver nogle svar på problemet.

AF SADIE ROBINSON

Verden kan være et dårligt sted at være kvinde. Kvinder udgør chokerende 70 % af verdens fattige. At tilhøre det kvindelige køn former alle aspekter af kvinders liv – fra ting såsom arbejde, bolig, sundhed og uddannelse til vores mest intime forhold.

I Storbritannien er det mest åbenlyse bevis på kvindeundertrykkelsen lønkløften på 17 % mellem mænd og kvinder. Men det mest kvalmende tegn på undertrykkelsen er handlinger i form af voldtægt og vold – og den udbredte tendens til at give ofrene skylden.

Den chokerende karakter af kønsmæssig vold kan få mange mennesker til at tro, at brutalitet er en medfødt menneskelig egenskab. De opgiver håbet om nogensinde at skabe en verden uden kønsmæssig vold og systematisk undertrykkelse.

Graden af vold mod kvinder er forfærdende. Det vurderes, at der hvert år voldtages mindst 47.000 kvinder i Storbritannien – hvorimod domfældelsesraten for anmeldte voldtægter blot er 6,5 %.

Men det store flertal af mænd voldtager ikke kvinder. Og de fleste mænd er ikke voldelige mod kvinder.

Voldtægt sker ikke på grund af mænds "naturlige" instinkter. Det udspringer af den måde, klassesamfundet forvrænger seksualitet og fremmedgør mennesker fra hinanden og sig selv.

Kvindeundertrykkelse gavner kapitalismen – den har en ideologisk og økonomisk funktion.

Mennesker skaber de miljøer og samfund, vi lever i – men verden fremtræder som en fremmed genstand, fordi vi ikke føler, vi har nogen kontrol over den.

En ekstrem form for fremmedgørelse
Vi bliver fremmedgjorte fra os selv og fra hinanden. Voldtægt og kønsmæssig vold er nogle af de mest ekstreme former, denne fremmedgørelse antager.

Dette kombineres med et syn på seksualitet, der ser sex som en vare på linje med enhver anden vare, som kan købes og sælges – eller tages.

Næsten en tredjedel af befolkningen i Storbritannien mener, at en kvinde i hvert fald delvist selv var skyld i det, hvis hun blev voldtaget i beruset tilstand.

Fremherskende ideer om seksualitet bebrejder kvinder for at "opmuntre" til voldtægt og behandler mænd som kun en smule forskellige fra dyr, der er ude af stand til at styre sig selv.

Således var justitsminister Kenneth Clarkes udtalelser for nylig [artiklen er fra 2011 - Clarke tilhører det britiske konservative parti, red.], der tilsyneladende negligerede nogle former for voldtægt, såsom "date rape", som dårligt nok en form for voldtægt desværre ikke nogen overraskelse.

Clarkes udtalelser medførte ganske vist et enormt ramaskrig, og hans synspunkter er i høj grad omstridte.

Men de, der befinder sig i samfundets top – politikere, dommere, medieejere osv. - promoverer sexistiske idéer.

De, som ejer aviserne og tv-stationerne, fylder dem med billeder, der skildrer kvinder som sexobjekter, ikke som mennesker af selvstændig værdi.

Og det er almindeligt, at der i voldtægtssager rejses spørgsmål såsom hvordan offeret var påklædt, om hun var sent ude, om hun havde drukket og om hun havde haft sex med voldtægtsmanden før.

Naturligvis er der massevis af kvinder, og mænd, der udfordrer sexistiske idéer og kæmper for reformer for at forbedre kvinders liv.

Men sexistiske idéer er udbredte på grund af kvinders position i samfundet og den måde, vores samfund forvrænger kønsroller.

Den revolutionære socialist Karl Marx beskrev, hvordan de herskende tanker i ethvert samfund er den herskende klasses tanker. Det betyder ikke, at det er de eneste tanker – men det betyder, at det er de mest indflydelsesrige tanker.

Men hvorfor ville den herskende klasse ønske at fremme dette syn på kvinder? Hvad får den ud af det?

Kvindeundertrykkelse har ikke altid eksisteret. Den vandt frem efterhånden som de menneskelige samfund begyndte at blive opdelt i klasser.

Marx og hans samarbejdspartner Friedrich Engels pegede på familien under klassesamfundet som nøglen til kvindeundertrykkelsen. Engels beskrev familiens opkomst som "kvindekønnets verdenshistoriske nederlag".

De forstod, at måden, hvorpå mennesker sikrer deres grundlæggende eksistensvilkår, former menneskelig adfærd og tanker.

Familien opstod side om side med den private ejendom og staten. Før da levede mænd og kvinder i jæger-samler-samfund, hvor de udførte forskelligt, men ligestillet arbejde og havde lige del i beslutningerne. Marx og Engels kaldte det for "urkommunisme".

Efterhånden som samfundene udviklede sig, begyndte de at frembringe et større overskud end nødvendigt for at dække deres grundlæggende behov – et overskud, der kunne lagres og kontrolleres.

Og de produktionsteknikker, det medførte, havde for første gang nogensinde en tendens til at prioritere mænds arbejde frem for kvinders.

Da der først var blevet udviklet en herskende klasse, ønskede de mænd, som kom til at dominere, "legitime" arvinger, som de kunne give overskuddet videre til. Kontrol over kvinder og seksuelle forhold blev centralt for ejerskabet af dette overskud.

Familieenheden udviklede sig sammen med en ideologi, der behandler kvinder som andenrangs-borgere og en form for ejendom, der skal kontrolleres af mænd.

Disse tanker bidrager til at legitimere og fremme vold mod kvinder.

Det betyder ikke, at der aldrig sker ændringer i klassesamfund. En kvindes rolle i familien er under kapitalismen meget forskellig fra, hvordan den var under feudalismen.

Og selv under kapitalismen har kvinder i løbet af det sidste århundrede kæmpet for at ændre deres liv. I dag i Storbritannien arbejder de fleste kvinder uden for hjemmet. Folk har større seksuel frihed end tidligere.

Og ændringerne i kvinders liv og tanker har også haft en effekt på mændene. F.eks. er det langt mere almindeligt, at mænd udfører arbejde, der tidligere blev anset for kvindearbejde, såsom barnepleje.

Kvinder og husarbejde
Mænd bruger mere tid på omsorg for deres børn i dag end de gjorde tidligere. Husarbejde er i mange hjem ikke længere udelukkende kvindernes ansvar.

Store forandringer har fundet sted inden for kapitalismen, delvist på grund af systemets skiftende behov og delvist på grund af almindelige menneskers omfattende pres og kampe.

Disse forandringer viser, at forestillingen om, at mænd og kvinder har én gang for alle fastlagte, uforanderlige roller er forkert.

Men uanset hvor vigtige disse forandringer er, fortsætter kvindeundertrykkelsen. Og vores magthavere forsøger konstant at tilbagerulle de fremskridt, vi har opnået.

F.eks. ses det at være kone og moder stadig som centralt for kvinders identitet.

Samfundet tildeler seksuelle forhold overdreven opmærksomhed – og siger til kvinder, at med mindre de sikrer sig en mand, er de en fiasko.

Og kvinder, der ikke ønsker at få børn, ses stadig ofte som uforklarligt sære.

Kvindeundertrykkelse bidrager, lige som andre former for undertrykkelse, til at splitte arbejderklassen. I stedet for, at almindelige mennesker ser sig som havende fælles interesser mod de rige, kan kvinder og mænd blive indfanget af idéen om hinanden som hovedfjender. Dette er ekstremt nyttigt for vores magthavere – og det ved de.

Familien spiller også en afgørende økonomisk rolle for kapitalismen. Kvinder forventes at vedligeholde den nuværende arbejdsstyrke og opfostre den fremtidige – mens de samtidig ofte selv er del af denne arbejdsstyrke.

Familien som trykkoger
De opfostrer børn, tager sig af syge og ældre slægtninge og opretholder et hjem. De sparer kapitalismen for en formue ved at levere alle disse serviceydelser gratis.

Det betyder ikke, at ethvert hjem og ethvert forhold blot er en vægt om kvinders halse.

Ofte værdsætter folk deres personlige forhold og livet derhjemme mere end alt andet, fordi det tilsyneladende tilbyder et fristed i forhold til den ydre verdens stress.

Men det ændrer ikke den rolle, familien spiller under kapitalismen. Og ofte bliver mennesker, der søger trøst og et fristed i familien, skuffet.

Det fristed, de håbede at finde, ender med at være en trykkoger, hvor opbyggede spændinger slippes løs – og det ofte især rammer kvinder.

Den centrale rolle, familien spiller, forklarer hvorfor vores magthavere afskyer kritik af den og angriber alle, der falder uden for den. Dette er grunden til, at der findes homofobi, panik over enlige forældre og pres på singler for at blive gift.

Dette former også folks holdninger til voldtægt. De fleste kvinder, der voldtages, kender gerningsmanden, og den største risiko for vold findes inden for familien – alligevel er den mest almindelige opfattelse af voldtægt baseret på den ukendte gerningsmand, som springer ud fra et buskads sent om natten.

Sexistiske idéer er så indgroede, fordi kvindeundertrykkelsen har eksisteret i tusindvis af år, lige siden klassesamfundenes opståen. Det er derfor, at den forekommer så naturlig og permanent.

Men nogle af de mennesker, som hævder, at vi ikke kan afskaffe undertrykkelsen, gør det fordi de har en interesse i at opretholde den. Og det hjælper dem at fokusere på individuelle voldshandlinger, fordi det leder opmærksomheden væk fra den systemiske undertrykkelse, som er central i kapitalismen.

Vi kan sætte en stopper for kvindeundertrykkelse – men for at kunne gøre det må vi slippe af med det system, der understøtter den.

Undertrykkelse påvirker alle kvinder, men effekten af den er umådelig forskellig afhængigt af klassetilhørsforhold.

Den er afgørende for et system, som kvinder fra den herskende klasse tjener fedt på – hvilket er grunden til, at vi ikke kan være afhængige af alliancer med rige kvinder i kampen for forandring.

Almindelige mennesker har en fælles interesse i at slippe af med kapitalismen. Den smadrer kvinder og mænd fra arbejderklassens liv.

Den er afhængig af undertrykkelse for at splitte og svække arbejderklassen. Og den atomiserer os og forvrænger selv vores mest intime forhold.

Mennesker ændrer sig selv i processen med at skabe en ny verden. De skaffer sig af med det, Marx kaldte "alt det gamle skidt" og idéer, der har overlevet i århundreder, begynder at blive fortrængt.

Og i alle revolutionære bevægelser træder kvinder i forgrunden i forhold til at lede kampen.

Revolution er ikke en eventyrfortælling. Allerede i år [dvs. 2011, red.] har vi set revolutioner i Egypten og Tunesien, der har smidt diktatorer på porten og rejst perspektivet om arbejderkontrol med samfundet.

Som kollektiv har vi magten til at knuse systemet og skabe ægte lighed og frihed for alle.

Oversat af Lars Henrik Carlskov fra Socialist Worker (UK), nr. 2255, 7. juni 2011.

2015/05/28

Er vi alle splittede af privilegier?


En indflydelsesrig teori, som opdeler folk efter en myriade af ”privilegier”, lader vores magthavere slippe af krogen – og står i vejen for sammenhold mod undertrykkelse, forklarer britisk socialist i denne artikel.

AF ESME CHOONARA

Verden er splittet af mange former for uretfærdighed og undertrykkelse – såsom racisme, sexisme og homofobi. For at kunne bekæmpe dem er det nyttigt at undersøge, hvem disse splittelser gavner og hvem, der har en interesse i at gøre op med dem.

Nogle argumenter kendt som "privilegieteori" har vundet indflydelse på det seneste. Grundlæggende er de baserede på den tanke, at undertrykkelse fungerer gennem en række ufortjente fordele.

Disse fordele stammer angiveligt fra at være mand i et sexistisk samfund, at være hvid i en racistisk verden osv.

Peggy McIntosh er en af pionererne bag denne teori. Hun beskrev "privilegier" som "lige som en usynlig vægtløs rygsæk indeholdende særlige forsyninger, forsikringer, redskaber, kort, rejsehåndbøger, lovbøger, pas, visa, tøj, kompas, nødhjælpsudstyr og blankochecks."

For mange mennesker er det at udtrykke støtte til disse idéer blot en måde at gøre opmærksom på, at der findes undertrykkelse og at den bør bekæmpes. Det er et godt udgangspunkt og mange af dem, der er enige i privilegieteori, vil være allierede i kampen.

Men denne teori er hverken tilstrækkelig til at forstå undertrykkelse eller at pege på en løsning. Hovedproblemet med privilegieteori er, at den overser, hvordan de splittelser, undertrykkelsen skaber, gavner den herskende klasse.

Det er ikke rigtigt, at racisme gavner alle hvide mennesker eller, at sexisme eller homofobi gavner alle mænd eller alle heteroseksuelle. Tag f.eks. racisme. Mange tilhængere af privilegieteori argumenterer for, at alle hvide mennesker er medskyldige i racisme alene fordi der findes racisme.

F.eks. hævder forfatteren Frances Kendall: ”Alle de af os, som har et raceprivilegium, er per definition racister.”

Mange aktivister, især i USA, er holdt op med overhovedet at diskutere racisme. De taler i stedet om ”white supremacy” [hvidt overherredømme, red.], hvilket indirekte siger, at alle hvide mennesker er en del af problemet.

På overfladen kan privilegieteori forekomme at give en vis mening. Hvis man er sort eller asiat oplever man primært racisme fra hvide enkeltpersoner, ikke ”det kapitalistiske system”. Nogle af disse enkeltpersoner er en del af arbejderklassen.

Og racisme betyder, at sorte og asiatiske mennesker kommer bag i køen – i forhold til uddannelse, jobs og retssystemet.

Men at sige, at sorte mennesker kommer bag i køen betyder ikke, at det gavner alle hvide mennesker. Hvide mennesker fra arbejderklassen har ikke gavn af racisme – tværtimod. Racistiske splittelser i arbejdsstyrken presser alles lønninger og arbejdsforhold nedad og gør kampen for højere levestandard sværere for alle.

De amerikanske sociologer Michael Reich og Al Syzmanski undersøgte specifikt dette ved at sammenligne graden af racisme på arbejdspladser og i landsdele forskellige steder i USA.

Racisme giver lavere lønninger og velfærd til alle arbejdere
De konkluderede begge, at jo større kløften var mellem sortes og hvides lønninger – eller jo højere en grad af racisme – jo lavere var lønningerne for alle.

Så selv om sorte arbejdere kommer længere bag i køen, taber hvide arbejdere også på racisme på arbejdspladsen. Den eneste vinder var arbejdsgiveren.

Reich påviste også, hvordan velfærdsydelser såsom uddannelse var dårligere i områder med mere racisme – eftersom racistiske splittelser gjorde det sværere at forsvare dem effektivt.

Racisme opstod på grund af behovet for at retfærdiggøre slavehandelens barbari. Den har overlevet, fordi den er så nyttig for vores magthavere til at levere syndebukke og splitte mennesker fra arbejderklassen.

Politikerne, medierne og resten af den herskende klasse må arbejde hårdt for at oppiske racismen, fordi mange hvide mennesker er modstandere af den.

Der findes en meget lang tradition for, at hvide mennesker fra arbejderklassen udviser solidaritet med dem, der lider under slaveri og kolonial undertrykkelse.

F.eks. under den amerikanske borgerkrig, hvor tusindvis af arbejdere i Manchester og Sheffield førte en kampagne for at stoppe Storbritanniens støtte til de slaveejende Sydstater. Dette satte deres eget levebrød på spil, eftersom slaveejere sluttede sig sammen for at stoppe råbomulds-eksporten til Europa.

Men arbejderne gjorde fælles sag med de udbyttede og undertrykte i udlandet. Den revolutionære socialist Karl Marx hyldede senere ”den engelske arbejderklasses heltemodige modstand”, som medvirkede til at stoppe slaveriet i USA.

Racisme gavner ikke hvide arbejdere – i stedet har de en interesse i at deltage i kampen mod den.

På samme måde har mænd fra arbejderklassen ikke gavn af, at kvinder tvinges til at tage en større byrde i forhold til omsorgsopgaver på grund af nedskæringer på velfærdsstaten. Lige som de heller ikke har gavn af den forvrængning af seksualiteten, som finder sted i en sexistisk og homofobisk verden.

Privilegieteori har en tendens til at fokusere på at udfordre og ændre enkeltpersoner. Men som har vi set med hensyn til racisme, fungerer undertrykkelsen ikke blot gennem en række individuelle forhold.

Den er intimt forbundet med kapitalismen og spredes og fremmes af statens og mediernes institutioner.

Der er intet i galt i, at enkeltpersoner er selvkritiske. Og det er vigtigt at udfordre sexistiske, racistiske og homofobiske personer.

Nogle mennesker argumenterer for, at vi må fjerne menneskers fordomme før de på meningsfuld vis kan blive en del af kampen. Men det forsøger at løse problemet på en omvendt måde. Ofte er det kamp, som åbner folks øjne for, hvordan verden fungerer og udfordrer deres fordomme.

F.eks. deltog kvindelige asiatiske arbejdere i en række strejker i 1970'erne [dvs. i Storbritannien, red.], hvoraf den mest kendte var den på fotoforarbejdnings-fabrikken Grunwick i London.

Disse kampe medvirkede til for en generation af britiske fagforeningsaktivister at tilintetgøre myten om den passive asiatiske kvinde. Disse kampe bidrog til at forene arbejderne. Privilegieteori splitter dem.

Hvis man ser undertrykkelse som fungerende gennem ufortjente fordele, er det muligt at identificere mange kilder til ”privilegier”.

Er det et privilegium ikke at sidde i fængsel?
The Transformative Justice Law Project of Illinois har udarbejdet en liste over et væld af forskellige privilegier. Deriblandt et uddannelses-privilegium, et kropsstørrelses-privilegium og et ”livet uden for tremmerne”-privilegium – hvor det er et privilegium ikke at sidde i fængsel!

Der er også et privilegium baseret på at være i stand til ”at gå for at være” del af mere privilegerede grupper. Der er adskillige problemer i dette. For det første forveksler det symptomer med årsager.

F.eks. er kropsstørrelse ikke en form for undertrykkelse i sig selv. Årsagen til skadelige idéer om kropsstørrelse er sexistiske idéer om normale eller ideelle kropstyper.

For det andet hjælper blot dette at identificere mange forskellige udtryk for ulighed os ikke med at forstå, hvorfor de eksisterer og hvordan vi bekæmper dem.

Mange tilhængere af privilegieteori behandler spørgsmålet om de mange forskellige undertrykkelsesformer ved at tale om ”intersektionalitet”. Dette anerkender, at forskellige undertrykkelsesformer gensidigt påvirker hinanden og ikke blot kan forstås hver for sig.

Idéen trækker især på sorte kvindeaktivisters kritik af en stor del af mainstream-feminismen for at hævde at tale på alle kvinders vegne og for at ignorere racisme.

Mange aktivister bruger også denne teoretiske ramme til anerkende, at der findes klasseforskelle både i de undertrykte og i de angiveligt ”privilegerede” grupper.

Dette kan være et fremskridt, da det anerkender, at de forskellige undertrykkelsesformer er gensidigt forbundne. Det kan dog også føre til en fragmentering af kampene.

Det understreger de undertrykte menneskers forskellige erfaringer i stedet for at forsøge at forene de bredest mulige kræfter i en fælles kamp.

Denne tilgang kan også, lige som privilegieteori, reducere klasse til blot at være en form for ulighed blandt en række forskellige andre former for ulighed. Imidlertid er klasse det grundlæggende forhold, som er systemets drivkraft – og nøglen til at ændre det.

Hvis undertrykkelse fungerer gennem række ufortjente fordele, så må den logiske konklusion da være, at de ”privilegerede” giver afkald på deres fordele.

Adskillige kommentatorer har f.eks. foreslået, at vi bør holde op med at sige, at kvinder er underbetalte i forhold til mænd og i stedet sige, at mænd er overbetalte. Betyder det, at vi skal kæmpe for lønnedgang til alle mænd?

Udryddelsen af undertrykkelse vil ikke ske automatisk – der må være en politisk kamp for at sætte en stopper for den. Men det kræver mere end progressive enkeltpersoners forbedring.

Det kræver brede kampe såsom dem, der gentagne gange har slået nazisterne tilbage i Storbritannien eller som dem, der har tilkæmpet og forsvaret abortrettigheder. Det virkelige spørgsmål er, hvorvidt enhed er mulig – kan sorte og hvide, LGBT-personer [dvs. bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner, red.] og heteroseksuelle kvinder og mænd forene sig?

Sådan en enhed er mulig baseret på klasse, fordi mennesker fra arbejderklassen har en fælles interesse i at tilintetgøre undertrykkelsen og det system, der frembringer den.

Oversat af Lars Henrik Carlskov fra Socialist Worker (UK), nr. 2366, 13. august 2013.

2015/04/10

For hvem er Alternativet et alternativ?


Hvad har det nye parti at tilbyde de mange, der ønsker et opgør med det etablerede politiske system og den såkaldte ”nødvendighedens politik”?

AF LARS HENRIK CARLSKOV

I spidsen for Alternativet står Uffe Elbæk, der måtte træde tilbage som kulturminister pga. nepotisme-anklager. Han har beskrevet partiet som ”mere rødt, mere solidarisk og mere iværksætter-agtigt” end De Radikale, men nærmere dette partis ”grundrødder”, dog ”i en ny tid”. Han vil desuden kombinere ”det bedste” fra Liberal Alliance og Enhedslisten. Altså en form for mellemvej mellem nyliberalisme og socialisme.

Som i socialliberalisme og et borgerligt parti som f.eks. De Radikale, hvor Elbæk og en række af Alternativets andre topfolk da også kommer fra. Modsat De Radikale ønsker Alternativet dog et opgør med stadig økonomisk vækst som samfundsmål. Desværre forestiller man sig det muligt uden et brud med historiens mægtigste vækstmaskine, dvs. den globale kapitalistiske produktionsmåde.

Fanget i vækstmaskinen
Vækst-tvangen er således en del af selve kapitalismens DNA. Marx definerede kapital som "selvekspanderende værdi". Pga. konkurrencen med andre virksomheder må enhver virksomhed vokse eller bukke under. Det gælder også for kapitalismen som helhed, hvor faldende eller negativ vækst er lig med krise. Iflg. Alternativets partiprogram er ”småjusteringer og symptombehandling” ikke nok. Desværre vil partiets politik netop blot betyde en justering, ikke en afskaffelse, af kapitalistisk klimadestruktion og biosfærisk nedsmeltning.

Det gælder forslag om finansskat, stærkere kapitalkontrol samt forbud mod hedgefonde, kapitalfonde og diverse finansielle instrumenter. Det gælder også forslag om et ”fuld reserve”-banksystem (hvor udlån ikke må overstige indlån) og opdeling af finanssektoren mellem ”almindelige” erhvervsbanker og andre finansielle institutioner. Intet af dette er f.eks. mere vidtgående end den socialliberale økonom Keynes' berømte forslag om ”aktiv dødshjælp” til rentenyderne og socialisering af investeringerne.

Middelklassen som ideal
Iflg. Alternativet tvang finanssektoren ”hele den globale økonomi i knæ”. Reelt var det dog blot den umiddelbart udløsende årsag. Den dybereliggende årsag var det fald i produktionssektorens profitrater i de ledende kapitalistiske økonomier, som efter 70'ernes krise førte til en voldsom opsvulmning af investeringer i finanssektoren. Profitratens fald var til gengæld en konsekvens af konkurrencen, hvor virksomhederne som tidligere nævnt må foretage stadig større investeringer.

Alternativet foreslår desuden en skat, hvor miljøbelastningen indgår i vareprisen, så ”markedsmekanismerne fungerer korrekt”. ”Andels- og kooperationsbevægelsen” skal ”genopfindes” i den nye ”fjerde sektor”, dvs. ”det bedste” fra den ”private, den offentlige og den frivillige” sektor. Små ”grønne” virksomheder er idealet, dvs. middelklassen/småborgerskabet. Det går bl.a. igen i ønsket om øget støtte til grupper som kioskejere etc. og ”kreative erhverv” (den såkaldte ”kreative klasse”). Desværre viser netop andelsbevægelsen tydeligt, hvordan enhver virksomhed enten må tilpasse sig markedet eller forsvinde (tænk f.eks. Arla).

”Ny politisk kultur” eller systemskifte?
Alternativet ønsker ”en ny politisk kultur”, der skal fjerne den historisk høje mistillid til politikerne. Bl.a. skal et vist antal online-stemmer betyde, at lovforslag behandles i Folketinget. Men den ”nødvendighedens politik”, der er årsag til politikerleden, skyldes i sidste ende, at uden et brud med kapitalismen vil presset fra finansmarkederne tvinge politikere uanset partifarve til at føre den politik, investorerne ønsker. Alternativet ”tror på det gode i os alle”, men har desværre intet blik for de klasseinteresser, som blokerer for omstilling til bæredygtighed.

Partiet forestiller sig, at omstillingen skal ske via de eksisterende politiske institutioner såsom Folketinget, EU og Verdenshandelsorganisationen (WTO). Det svarer nogenlunde til at ville reformere den katolske kirke til at være protestantisk. Alternativet er i bedste fald et alternativ for den mellemklasse af små virksomhedsejere, der bliver presset af konkurrencen fra storkapitalen. Men deres chance for at vokse fra små til større kapitalister er i forvejen minimal. Som alle andre småborgerlige partier vil Alternativet vakle mellem de stærke klasser: Kapitalen og arbejderklassen. For sidstnævnte har Alternativet intet at tilbyde.

2015/03/04

Skulder ved skulder - med regeringen, kong Henrik og Saudi-Arabien


AF LARS HENRIK CARLSKOV

”Vi står skulder ved skulder”, erklærede statsminister Helle Thorning-Schmidt med patos i stemmen ved mindehøjtideligheden 16. februar for terrorofrene i København. Ved sin skulder havde hun kronprins Frederik. Mon de mindedes, hvordan netop kronprinsen og forsvarsminister Nicolai Wammen tre uger forinden havde stået skulder ved skulder med det saudiarabiske diktatur ved mindehøjtideligheden for den afdøde kong Abdullah?

I Aarhus talte samme Wammen ved mindehøjtideligheden for terrorofrene. Mod den wahhabistiske ideologi, som gerningsmanden fandt hos Islamistisk Stat, som omvendt har fået den og finansiering fra Saudi-Arabien. Altså det Saudi-Arabien, som kronprinsen og Wammen besøgte for at ære den despot, hvis regime hyppigt stod bag bl.a. offentlig piskning, håndsafhugning og halshugning for ”trolddom”.

Grusomheder som dem Islamistisk Stat begår - og som officielt er grunden til Danmarks foreløbig fjerde krig i Irak (1990-1991, 1998, 2003-2007 og 2014-?). Endnu en krig oven i de tre krige, hvorfra Islamistisk Stat opstod. Det danske kongehus, hvis fine fornemmelse for undersåtternes bekymringer ofte er blevet prist, satte det hele i perspektiv, da prinsgemalen på et pressemøde afbrød sine kones udtalelser om terror ved at gentage sit ønske om at blive tituleret konge. Måske er vi alligevel mange, der ikke ønsker at stå skulder ved skulder med Thorning, Wammen, kong Henrik og det saudiske diktatur?

Stormøde i studenter-protestbevægelse


AF LARS HENRIK CARLSKOV

I weekenden 13.-15. marts holder studenterbevægelsen Et Andet Universitet sit første nationale stormøde. Et Andet Universitet har spredt sig fra Københavns Universitet til Aarhus Universitet, Roskilde Universitet (RUC) og senest Aalborg Universitet. Bevægelsen har de seneste måneder bl.a. gjort sig bemærket med blokader, demonstrationer og andre protester mod fremdriftsreformen, dimensioneringsplanen og erhvervslivets indflydelse på uddannelsessystemet.

Stormødet, der finder sted på Aarhus Universitet, er åbent for alle, der kan støtte kravene (”træk nedskæringerne tilbage - væk med fremdriftsreform og dimensioneringsforslag” og ”lad viden og uddannelse være mål for universitetet, ikke erhvervsrelevans”). Uanset om man selv er studerende eller ansat ved et universitet. Stormødets deltagere skal bl.a. diskutere politisk grundlag, organisationsform og kommende aktioner. Bl.a. er der allerede luftet planer om en fælles national aktionsdag med samtidige protester på de forskellige universiteter.

Lørdag aften under stormødet, dvs. 14. marts, er der desuden arrangeret indsamlingsfest for bevægelsen, som ligeledes er åben for alle sympatisører. I Aarhus har Et Andet Universitet desuden planlagt en aktion i forbindelse med den lokale universitetsbestyrelses møde 25. februar (dvs. efter denne avis' deadline). Man kan bl.a. læse mere om Et Andet Universitet på https://www.facebook.com/etandetuniversitet og kontakte bevægelsen via etandetuniversitet@gmail.com.