Det mener Mikkel Bolt, aktuel med bogen Krise til opstand – noter om det igangværende sammenbrud.
AF LARS HENRIK CARLSKOV
Mikkel Bolt er lektor i kunsthistorie ved Københavns Universitet. Med sin seneste bog Krise til opstand leverer han noget så sjældent i en dansk kontekst som en radikal og sammenhængende kapitalisme-kritik. ”Det er et forsøg på at lave en analyse af forløbet fra finanskrisen til protestbevægelserne, der starter i 2011. Et forsøg på at tage den kritik, jeg synes kommer til udtryk i protesterne fra Nordafrika til Sydeuropa og til Occupy-bevægelsen, som udgangspunkt. Jeg synes, at de fleste af de analyser, der har været fremme, har været for dårlige, fordi de to fænomener ikke i særlig høj grad er blevet forbundet”, forklarer Bolt til Socialistisk Arbejderavis.
”Noget af det, jeg beskæftiger mig med i bogen, er den afvikling, der har fundet sted af et kritisk, marxistisk vokabularium [ordforråd/begrebsapparat, red.]. Et sprogligt problem, som gør, at det ikke er muligt at tale om krisen som havende noget at gøre med den neoliberale kapitalisme eller kapitalismen i det hele taget. Massevis af mennesker er ramt af krisen, men det er svært at forbinde alle de forskellige personlige problemer med nogle strukturelle forhold. Det stiller os over for en stor udfordring med, hvordan vi skal organisere os og mobilisere på baggrund af krisen og forvitringen af et kritisk vokabularium, som kan adressere alle disse problemer.”
Krisens dybe rødder
Modsat de gængse forklaringer, der primært ser krisen som finansiel og startende i 2008, mener Mikkel Bolt, at krisens rødder går flere årtier tilbage, herunder til de til faldende profitrater på daværende tidspunkt i de vestlige kapitalistiske økonomier. Her bygger han bl.a. på den amerikanske økonomiske historiker Robert Brenner. ”På nogle måder startede krisen ikke i 2008, men begyndte egentlig tilbage i starten af 1970'erne. Årsagerne til krisen skal findes i opbremsningen i de avancerede økonomier sidst i 1960'erne. Her sker der en overgang fra et keynesiansk akkumulations-regime til neoliberal globalisering,” forklarer Bolt.
”Dette tager form af indrullering af en masse nye lønarbejdere i Sydøstasien og Kina, men også af introduktionen af gæld og kredit og spredningen af arbejdspladser, som betyder, at der finder en stagnation og et fald i reallønnen sted i USA og Vesteuropa. For at muliggøre, at vi stadig har adgang til nogenlunde den samme velfærd og velstand, bliver der introduceret en masse nye kredit- og lånemodeller. Det, jeg forsøger at gøre, er at trække krisen helt tilbage og pege på, at vi har at gøre med nogle langt mere omfattende processer, end nogle af de syndebukteorier, vi almindeligvis præsenteres for i medierne. Hinsides en idé om, at krisen skyldes grådige finansfolk, at den amerikanske middelklasse har boet i for dyre huse eller introduktionen af uigennemsigtige lånemodeller.”
Destruktion og nedsmeltning
Mikkel Bolt vil ikke afvise muligheden for en løsning på krisen inden for kapitalismes rammer, men ”klimaet og biosfærens nedsmeltning sætter en tidsfrist for alle de forskellige forsøg på at fortsætte kapitalakkumulationen. Den stadige stigende eksklusion, der finder sted af millioner af mennesker i verden, peger også på nogle grundlæggende modsigelser mellem kapital og arbejde. Det ser ud til, at vi har nået en form for skifte med en mere opdelt verden, end vi allerede har. Hvor ganske få har rigtig meget og resten skal overleve i en stadig større uformel økonomi”, siger Bolt.
Han fremhæver kombinationen af en form for fascisme og kapitalisme som et muligt (skræk)scenarie. ”Måske er den periode, vi er på vej ind i, ikke ulig perioden fra 1914-1945. Man kan forestille sig en så omfattende destruktion af kapital, at der bliver skabt mulighed for en ny ekspansiv fase”, siger han med henvisning til den kapital-destruktion, som krige og kriser dengang medførte. ”En af ideerne med læsningen af krisen som på en måde startende i 1973, er, at kapitalismen er en form krise for krisestyring. Men klima-destruktionen er en ny faktor, som gør dette endnu sværere end tidligere”.
Den etablerede venstrefløjs fallit
”En del af min analyse er, at venstrefløjen har spillet fallit eller mangler et projekt i dag. I alt for høj grad har den etablerede arbejderbevægelse og venstrefløj ladet sig smelte sammen med en neoliberal diskurs, og derfor er der god grund til at vende tilbage og genopdage en marxistisk kritik af den kapitalistiske produktionsmåde. Problemet er, at den reformistiske arbejderbevægelse og venstrefløj lagde den revolutionære kritik af kapitalismen på hylden for længe siden,” siger Bolt, der også er kritisk over for f.eks. Enhedslisten: ”Jeg synes, at venstrefløjens partier, og i Danmark er det reelt kun Enhedslisten, som er et venstrefløjs-parti i dag, i for høj grad lader sig begrænse af det politiske demokrati og af det politiske demokratis indlejring i en nationalstat.”
”Problemet bliver, at det nationale demokrati kommer til at sætte nogle bestemte rammer op for diskussionen og det, vi forholder os til. Det synes jeg også sagtens, at man kan se hos Enhedslisten. Hele principprogram-diskussionen er udtryk for, at partiet i stadig stigende grad er blevet professionaliseret, og at der sidder nogle politikere på Christiansborg, som formodentlig ikke forstår det principprogram, Enhedslisten egentlig havde. Og at der bliver en modsætning mellem et principprogram og disse politikeres forestilling om stigende vælgertilslutning.”
Det kommunistiske perspektiv
Alternativet til den globale kapitalismes stadig mere destruktive tendenser ser Bolt i det oprindelige ”kommunistiske perspektiv om ophævelse og afvikling af kapitalismen”. Dette bør vel at mærke ikke forveksles med ”det, der fandt sted i Sovjetunionen og Kina, hvor ejerskabet over produktionsmidlerne overgik fra borgerskabet til et partidiktatur under en form for statskapitalisme.” En sejrrig opstand i f.eks. Nordafrika, Mellemøsten eller Sydeuropa må ifølge Bolt sprede sig til resten af verden, som led i en ”permanent verdensrevolution”, hvis ikke den skal ende i ”regionale eller nationale statskapitalistiske projekter”. ”Noget af det interessante i 2011, var, at der faktisk fandt denne spredning sted - fra Nordafrika, til Mellemøsten, til Sydeuropa og til USA.” "Kun ved at blive international kan en revolutionær bevægelse sejre. Hvis vi skal trække det hårdt op, kan vi sige, at kun en global revolution mod kapitalismen kan redde os fra den industrialiserede biosfæriske nedsmeltning, der allerede er i fuld sving."
”Det kommunistiske perspektiv er, at arbejderklassen foretager en radikal selv-negation [ophævelse af sig selv, red.]. Det er illusorisk at forestille, at staten og den lokale kapitalistklasse frivilligt giver magten fra sig. Så i den forstand vil vold, eller snarere mod-vold, formodentlig nødvendigvis være en del af en revolutionær situation, som det har været i alle historiske situationer fra den franske revolution til Pariserkommunen til Oktober-revolutionen i Rusland. Det er ikke noget valg, men snarere fordi man er konfronteret med en kontra-revolutionær dynamik, som vil gøre alt i verden for at undgå, at det revolutionære perspektiv bliver etableret og kan brede sig. Så forestillingen om en form for parlamentarisk overgang til socialismen, som spiller en rolle i Enhedslisten og i et af programudkastene [dvs. udkastet fra skrivegruppen nedsat af partiets hovedbestyrelse, red.], synes jeg simpelt hen er en dårlig analyse.”
Mikkel Bolts bog ”Krise til opstand – noter om det igangværende sammenbrud” kan bl.a. købes på Forlaget Antipyrines hjemmeside: http://antipyrin.blogspot.dk/
Opslag
