Immigration og klasse

Den amerikanske økonom Rick Wolff giver her en marxistisk forklaring på forholdet mellem indvandring og kapitalisme.

Migration mellem lande finder sted, hvis og når den ”løser” sociale og især klassemæssige modsætninger indenfor begge lande. Ét sæt af modsætninger skubber mennesker ud af et land på samme måde som et andet sæt af modsætninger i andre lande trækker dem ind. Endelig, mens migration ”løser” nogle sociale modsætninger, afføder og skærper den ligeledes andre.

Nu om dage dumper den kapitalistiske globalisering (f.eks. amerikanske multinationale selskaber, der producerer eksportvarer i Kina) billige varer i lande, hvis hjemlige producenter ikke kan konkurrere med dem. Den indfører globale detailhandelsvirksomheder (f.eks. Wal Mart), der knuser de hjemlige handlende. Endelig skaber globaliseringens opture og nedture pludselige tilstrømninger og udstrømninger af privat kapital, som yderligere destabiliserer nationale økonomier. På disse måder skærper den kapitalistiske globalisering de sociale modsætninger. Migration følger deraf som én måde, hvorpå mennesker og virksomheder forsøger at klare disse modsætninger.

I mange mindre udviklede økonomier har de to vigtigste hjemlige klassestrukturer været under et ekstremt og stigende pres i nogle år. Små selvstændige producenter kan ikke frembringe nok værdi af det, de producerer og sælger, til at sikre deres virksomheds reproduktion. Hjemlige kapitalistiske virksomheder er sjældent i stand til at konkurrere med de multinationale selskaber, når de sidstnævnte invaderer deres markeder, konkurrerer med dem om tilførsel af råmaterialer, redskaber og udstyr samt presser deres adgang til kredit. De kapitalistiske klassestrukturer – de indtrængende multinationale selskaber og de overlevende hjemlige kapitalister – skaber sjældent nok nye arbejdspladser til at absorbere de menneskemasser, der bliver gjort arbejdsløse af de multinationale selskabers invasion. Når desperate bønder udvandrer til storby- og industriområder internt i landet, får de ikke kun den allerede høje arbejdsløshed som findes der, til at svulme op; de opdager også hurtigt de to mulige ”løsninger”, der er på denne arbejdsløshed.

Én gruppes løsning er at træde ind i den omfattende, fattige og usikre ”uformelle sektor” (en ustabil blanding af legale og illegale småproducenter, der sælger varer og tjenesteydelser til meget lave priser og med meget små fortjenester). Skikkene i denne overbefolkede sektor adskiller sig ofte radikalt fra alt dette, denne gruppe kendte og troede på før deres klasse blev opløst af eller underlagt de invaderende multinationale selskaber. Over hele kloden bliver menneskemasserne i stort omfang traumatiserede under deres gennemgang til de uformelle sektorer. Rodfæstede konventioner om arbejde, påklædning, familieliv, seksuel aktivitet, slægtskab, religiøs aktivitet osv. bryder hurtigt og grundigt sammen. En anden gruppes løsning er emigration – enten i stedet for at træde ind i den uformelle sektor eller efter at have oplevet det.

Det er vigtigt at bemærke, at det ikke er fattigdom, der skaber emigration. Fattigdom har været normen i mange dele af verden i lange tidsrum uden at fremkalde emigration. Emigration er sædvanligvis resultatet af samspillet mellem eksterne og interne betingelser, der opløser dybe produktionsstrukturer og mønstre for det sociale liv i almindelighed. De nyeste bølger af emigration er ingen undtagelse. Katalysatoren var opløsningen af klassestrukturerne for de selvbeskæftigede og mindre kapitalistiske producenter i Den tredje verden. Faktisk støttede de få tredjeverdenskapitalister, der havde økonomisk fremgang – sædvanligvis ved at finde en måde at tjene og dermed overleve de multinationales invasion – også (åbenlyst eller skjult) masseemigration. Deres samfund var ved at blive polariseret til en ”moderne” sektor (de relativt få succesfulde kapitalister og deres vedhæng blandt akademikerne, statslige embedsmænd og arbejdere, forhandlere af eksklusive detailvarer samt diverse leverandører af personlig service) og den ”uformelle” sektor. Det politiske problem overalt var og er, hvordan man styrer og inddæmmer den potentielle eksplosion fra masserne af traumatiserede interne migranter, der lever under ekstremt usikre forhold. De udgjorde et skræmmende spektrum af potentiel politisk opposition til de ”moderniserende” klasser. Hvor meget bedre ville det ikke være at få dem til at forlade landet og måske sende penge tilbage til de desperate slægtninge, der bliver efterladt!

Udsigten til masseemigration forekom modernisatorerne at være den bedste tilgængelige løsning på problemet med deres ”uformelle sektorer”. De ville ikke påtage sig (og i langt mindre grad betale for) beskæftigelsesprogrammer i massiv målestok finansieret, f.eks., ved skatter på hjemlige eller multinationale kapitalister eller en indenlandsk omfordeling af rigdom og indkomster. De turde ikke tage nogle indenrigspolitisk skridt, der kunne risikere at vække fjendskab fra den multinationale ”blok” bestående af virksomheder og de internationale organisationer, som de eller deres hjemlige regering kontrollerede. Sådan et fjendskab kunne føre til kapitalflugt, valutasammenbrud og at der dermed bliver fremkaldt yderligere sociale uro. De overvejede heller ikke muligheden af at tage en konfrontation med den multinationale blok ved en koordination mellem mange tredjeverdensøkonomier (som den, der kæmper for at komme til live i Latinamerika). Således fandt lederne af mange tredjeverdensregeringer, sammen med deres støtter i virksomhederne, måder hvorpå de kunne fremskynde masseemigration.

På samme tid har også globaliseringens anden side – de rige industrielle kapitalistiske økonomier (RIKØ’er) – også oplevet klassemodsætninger og kriser. Global konkurrence driver alle kapitalister i RIKØ’erne til at sænke varepriserne uden at reducere profitten. Et centralt middel i dette indebærer at flytte jobs til billigere arbejdere i udlandet (outsourcing, kapitaleksport etc.). Et andet indebærer at flytte billigere arbejdere, via immigration, til jobs indenfor RIKØ’erne. Således har amerikanske industrier såsom landbrug, byggebranchen, turisme, restauranter og hotel samt hospitaler – alle sammen industrier der ikke let kan outsources – længe rekrutteret og støttet immigration af lavtlønnede arbejdere, legalt eller illegalt. Immigration ”løser” deres konkurrencemæssige problemer.

Imidlertid fremkalder løsningen af et problem et andet. Masseindvandring af lavtlønnede arbejdere har alle mulige former for modsætningsfyldte effekter på værtslandet. De ressourcer, der er tilgængelige for (især lokale) regeringer og efterspørgslen efter offentlige serviceydelser ændrer sig, ofte på måder, der fremkalder konflikter mellem de nye immigranter og deres ikke-immigrant naboer. Konflikter følger også når immigranter hæver og sænker forskellige løn- og prisniveauer, ændrer bosættelsesmønstre og boligforhold, øger profitterne for nogle virksomheder og formindsker andres, ændrer partiernes medlemssammensætning og politik, og ændrer sammensætningen af religiøse institutioner og praksisser, der hvor de bosætter sig.

De amerikanske virksomheder, der rekrutterer og ansætter immigranter, har ikke noget ansvar for at finansiere og dermed lette deres integration i lokalsamfund. Byrden falder dermed over på regeringen på et tidspunkt, hvor de statslige ressourcer – især i USA – allerede er udnyttede til det yderste og genstand for betydelige sociale konflikter. Immigranter og immigration bliver fanget i en skærpet hjemlig konflikt, ofte som syndebukke i et land, der har en lang historisk tradition for at forskyde klassemæssige konflikter til anti-immigrant agitation samt racemæssige, etniske og religiøse spændinger. I dag er immigranter, ligesom dem der kom før dem, udsat for alle mulige former for diskrimination.

I dag, som i fortiden, er spørgsmålet politisk. Vil immigranter og ikke-immigranter forsøge at løse deres økonomiske og sociale problemer ved at bekæmpe hinanden eller vil de forene sig for at lede efter andre løsninger? Vil den socialpolitikken i deres nye lande sørge for, at både immigranter og indfødte får jobs, boliger og skoler af en kvalitet, der kan lette deres integration samtidig med, at den minimerer diskriminationen mod dem? Vil disse indenrigspolitikker blive finansieret af midler, der primært er hentet fra den virksomhedsprofit, som er blevet fed af billig immigrantarbejdskraft? Vil de ledende landes udenrigspolitik lade immigranternes oprindelsesland sørge for anstændige økonomiske muligheder for deres folk, så emigration bliver et reelt valg frem for en desperat sidste udvej? Det er svært at se sådanne forandringer fremkomme så længe, at kapitalismens klassestrukturer og imperativer har overherredømmet i økonomierne i begge ender af migranternes rejse.

Det som immigranterne og de indfødt således har mest brug for – og som derfor måske kan være et grundlag for strategisk enhed – er en forandring i klassestrukturerne i begge ender. At sige, at sådan en strategi ikke er ”realistisk” ser bort fra den kendsgerning, at 200 år med kapitalisme som den hegemoniske klassestruktur og utallige ”realistiske immigrationsreformer” ikke grundlæggende har ændret den moderne migration. Den fortsætter med at være skueplads for masselidelse, sociale og personlige traumer, grotesk uretfærdighed og smertelige kampe, der sætter immigranter op mod ikke-immigranter, mens de kapitalister, som immigrationen er til fordel for, fortsætter med at profitere på den.

Rick Wolff er professor i økonomi ved University of Massachusetts i Armherst. Oversat af Lars Henrik Carlskov fra internet-tidsskriftet MRZine (www.monthlyreview.org/mrzine) 10. maj 2006. Bragt i Tidsskriftet Solidaritet, nr. 5, 2006.

Den nationale befrielses arv

I en tid, hvor vi er vidne til fremkomsten af en ny og aggressiv form for imperialisme, er spørgsmålet om, hvad venstrefløjen kan lære af fortidens erfaringer med nationale befrielsesbevægelser yderst aktuelt. David Finkel, der er redaktør af det amerikanske tidsskrift Against the Current, forsøger i denne artikel at give nogle svar.

For at forstå de forandringer, som 1960’ernes og 1970’ernes nationale befrielsesbevægelser skabte, start med at forestil dig, at du så på et verdensatlas fra omkring 1960. Bare på det afrikanske kontinent ville du finde lande med navne som Tanganyika, Nord-Rhodesia, Syd-Rhodesia, Sydvestafrika, Fransk Ækvatorial-Guinea, Belgisk Congo og lignende. Forvandlingen fra dette kort til Tanzania, Zambia, Namibia etc. går langt videre end til navne på et stykke papir – den markerede praktisk talt en ny epoke, en forandring fuldt ud lige så dybtgående som stalinismens sammenbrud og 1990’ernes overgang fra Den Kolde Krig til den virksomhedsdrevne globalisering.

Nogle af siderne ved denne forandring blev ikke foregrebet af de klassiske marxistiske imperialismeteorier, der blev udviklet i kølvandet på opdelingen af verden i koloniimperier i slutningen af det 19. århundrede. I årtier derefter blev det antaget, at det, som Lenin kaldte for ”kapitalismens højeste stadium”, forudsatte koloniimperier, enten til udplyndring for råstoffer eller til eksport af kapital fra det metropolitanske centrum. Ud fra den præmis så det ud som om, at disse konkurrerende koloniimperier kun ville blive opløst af stødet fra en international socialistisk revolution.

Vi bør starte med at fastslå, at for marxister er landes ret til selvbestemmelse vigtig af flere forskellige grunde. For det første er den en legitim demokratisk rettighed, som er gyldig i sig selv, uanset om den har direkte revolutionære følger eller ej. For det andet er den ofte en nødvendig betingelse for en uafhængig klasse-baseret politik, fordi arbejderklassen i et land, der er en koloni eller er undertrykt, har en tilbøjelighed til anse sig selv for at have fælles interesser med ”sin egen” hjemlige kapitalistklasse. For det tredje kan kampen for national befrielse faktisk bringe revolutionære muligheder frem både i det undertrykte land og i undertrykkerstaten. I hvert fald kan ingen arbejderklasse befri sig selv så længe den selv deltager i undertvingelsen af et andet folk, som Marx bemærkede for længe siden i tilfældet med Storbritannien og Irland.

I hvert fald fra 1960 var afkoloniseringsprocessen i gang – med opløsning af de europæiske imperier, der havde opdelt en stor del af kloden mellem sig i slutningen af det 19. århundrede og trukket den menneskelige civilisation ind i to verdenskrige. Sommetider overdrog kolonimagten mere eller mindre fredeligt herredømmet til lokale eliter, i andre tilfælde først efter flere års voldelig kamp, men generelt skete det uden nogen social eller blot politisk revolution hos den imperialistiske magt.

Algeriet var netop i gang med at opnå uafhængighed fra Frankrig efter flere års oprør og blodig undertrykkelse. Det britiske protektorat i Irak var blevet væltet kort forinden (1958). Det, der var tilbage af såvel det britiske som det franske imperialistiske herredømme i Mellemøsten, var stort set gået i opløsning (bortset fra den britisk- kontrollerede levning Aden[i]), da den amerikanske Eisenhower-regering tvang de to lande til at opgive deres fælles erobring, sammen med Israel, af Suezkanalen (1956).

For at vende tilbage til Afrika, ville du ved den sydlige spids af dit kort fra 1960 finde ”Sydafrikanske Union”. Den skulle netop til at udskille sig fra det britiske Commonwealth og omdøbe sig til en ”republik” til trods for en verdensomspændende fordømmelse af apartheid. Umiddelbart kunne det se ud som om Sydafrika blev isoleret af resten af verden; i virkeligheden strømmede investeringerne ind efter, at den internationale kapital så, hvordan der fulgte ”stabilitet” i kølvandet på apartheids største succes, Sharpeville-massakren.[ii]

De sidste mere eller mindre intakte koloniale besiddelser i Afrika var ”de oversøiske portugisiske provinser” Angola, Mozambique og Guinea (i dag Guinea-Bissau) samt Kap Verde-øerne, Macao, Sao Tome-Principe og Østtimor. Mens det gjorde krav på disse kolonier som ”provinser”, var Portugal blandt de værste af de europæiske magter til at udbytte deres besiddelser af råstoffer, samtidig med, at det intet gjorde for at opbygge en infrastruktur, skabe økonomisk udvikling eller en statslig forvaltning, som de uafhængige lande kunne arve. Kun Belgien, med dets ubeskrivelige historie af folkemord og udplyndring i Congo, kan måske påberåbe sig et mere modbydeligt generalieblad.

Portugals stædige greb om dets afrikanske besiddelser – ”the last to leave”, som en revolutionær portugisisk socialist kaldte det – hang nøje sammen med landets situation som den mest tilbagestående af de resterende kolonimagter. Befrielseskampene i Angola, Mozambique og Guinea-Bissau gav næring til revolutionære omvæltninger, der rystede selve Portugal – og i et lovende øjeblik endda truede kapitalens stabilitet i Vesteuropa – i 1974-75. Dette er dog at springe lidt frem i vores historie.

Mens det tilbagestående Portugal var en anakronisme[iii] da den klassiske kolonialisme var i tilbagegang, var der opstået et nyt paradigme med udgangspunkt i verdens mægtigste imperialistiske stat, USA. Den amerikanske imperialisme havde næsten perfektioneret den nye videnskab om global udbytning uden nogen formelle kolonier. USA havde selvfølgelig sine egne kolonier, navnlig Puerto Rico, men dets herredømme, først og fremmest i Latinamerika, kunne nu udøves gennem formelt uafhængige, men købte og betalte klientregimer. Dette var generelt en højest effektiv strategi, hvor enorme profitter til den metropolitanske kapital blev garanteret af lokale juridiske og undertrykkende klient-maskinerier – mens den magt, som den amerikanske hær, flåde og marinesoldaterne udgjorde, var ude af syne og kun blev tilkaldt som sidste udvej.

Det var en succesfuld model, især på højden af efterkrigstidens lange kapitalistiske boom, men den indeholdt også sine egne vanskeligheder. I selve USA’s ”baggård” så den cubanske revolution 1959, der oprindeligt blev støttet af Washington ud fra en formodning om, at et inkompetent diktatur ville blive erstattet af en pålidelig kapitalistisk koalitionsregering, fra 1960 ud som en uvelkommen udvikling. Og i en anden del af verden, som kun få amerikanere kendte noget til, havde USA overtaget styringen af et land, som den franske kolonialisme for nylig var blevet fordrevet fra – Vietnam.

Den nationale befrielse og venstrefløjen
Lad os fra det globale perspektiv gå over til et par afgørende kamp, der på dramatisk vis formerede 1960’ernes og 1970’ernes venstrefløjs tankegang, mens vi husker på, at begreber som ”national befrielse”, ”national uafhængighed” og sågar ”tredjeverdensbefrielse” blev brugt mere eller mindre synonymt.

Først og fremmest blev det sorte samfund i Nordamerika dybt inspireret af, at de nye afrikanske stater opnåede uafhængighed. Det er værd at notere sig, at Malcolm X efter sin skilsmisse fra Nation of Islam, kaldte sin nye organisation for Organization of Afro-American Unity, et navn inspireret af den Organization of African Unity, der blev oprettet af de afrikanske stater (OAU, for nylig omdøbt til Den Afrikanske Union).

Det var vigtigt, i hvert fald symbolsk, at FN ikke længere kun var de rige landes klub og begyndte at se ud lige som sammensætningen af verdens folkeslag.

Borgerrettighedsbevægelsen i de amerikanske sydstater udviklede meget af sin taktik ud fra masse-ulydighedskampagnerne i Sydafrika og en fortolkning af Gandhis ikke-voldelige modstand i Indien mod den britiske kolonialisme. Da bevægelsens radikale fløj bevægede sig over til ”Black Power” og ”sort befrielse”, inklusive retten til væbnet selvforsvar, fandt man yderligere inspiration i såvel de kinesiske og cubanske revolutioner som væbnede afrikanske befrielseskampe.

Disse forskellige modeller indeholdt utvivlsomt deres egne modsætninger. En absolut insisteren på ikke-vold, som gav god taktisk mening under forholdene i de amerikanske sydstater med terror fra staten og Ku Klux Klan, kunne blive til en fetich og endda støde dele af bevægelsen væk – som det sås med mange afroamerikanere fra nordstaternes vrede afvisning af Martin Luther Kings udtalelse om, at ”hvis der skal flyde blod, så lad det være vores.”

Men også den væbnede kamp kunne blive til en fetich, og det ikke kun i USA. Et element af væbnet selvforsvar for befolkninger, der lider under hård undertrykkelse og terror – afroamerikanere, de indfødte folkeslag i USA og Canada, det nationalistiske (katolske) samfund i Nordirland eller det palæstinensiske folk, der lever under besættelse i deres hjemland og hård undertrykkelse i flygtningelejre i Jordan, Libanon etc. – var præcist dette: en nødvendig defensiv bestanddel i større politisk kamp.

Tragisk nok gav denne dynamik næring til en illusion om, at selve befrielsen kunne opnås af en væbnet avantgarde, der kunne befri de sorte, drive Storbritannien ud af Nordirland, nedkæmpe zionismen etc. Resultaterne af denne forventning om en væbnet revolutionær sejr var ofte ufatteligt destruktive (tænk f.eks. på Black Panther Partys skæbne. Når hvide mennesker fra ”det nye venstre”[iv] uden nogen form for social basis overtog idéen om at ”gribe til våbnene” var resultatet endnu mere frygteligt).

Her er den overordnede pointe imidlertid, at det sorte samfund i USA altid har været mere internationalistisk i sin tankegang end befolkningen som helhed. 1960’ernes genoplivning af den amerikanske venstrefløj startede med inspiration fra borgerrettighedsbevægelsen og de sortes befrielseskamp, bevægelser der allerede så sig selv som del af en international kamp. Og fordi de sortes kamp i sig selv i udpræget grad er en undertrykt nations (eller nationalitet, hvis man foretrækker det sprog) kamp internt i USA, kan man sige, at en national befrielseskamp i hjertet af det amerikanske samfund spillede en afgørende rolle i omdannelsen af 1960’ernes og 1970’ernes venstrefløj.

Derudover var der selvfølgelig én kamp, der mere end nogen anden dominerede bevægelserne i årtiet 1965-75: Vietnam. Her havde USA, i modstrid med dets eget postkoloniale paradigme, overtaget styringen af et land efter, at franskmændene havde lidt nederlag, og prøvede nu ved anvendelse af en overvældende militær magt at undertrykke den vietnamesiske stræben efter national enhed og uafhængighed. Resultaterne af denne fiasko skulle forhindre en gentagelse i næsten 30 år – lige indtil George W. Bushs messiansk-imperialistiske præsidentadministration besluttede, at en erobring af Irak ville begynde en omdannelse af Mellemøsten...men her springer vi igen for langt frem.

Hvad vi lærte af Vietnam
Det er vanskeligt at gengive den fulde betydning af Vietnam-krigens omskabende rolle, men nogle af de afgørende træk kan beskrives kort.

Koldkrigs-baggrunden. 1950’ernes fastfrosne polarisering mellem Øst- og Vestblokkene var ved at tø op efter den kinesisk-russiske splittelse og ”normaliseringen” af den amerikansk-sovjetiske rivalisering efter den cubanske missilkrise i oktober 1962, men i amerikansk indenrigspolitik dominerede diskursen om ”den kommunistiske fare” fortsat endnu mere end nutidens debatkvælende ”global terrorisme-trussel” gør.

Liberalismens rolle. Den massive forøgelse af den amerikanske militære tilstedeværelse i Vietnam fra 1964 og frem, samt den bombning af Sydvietnam der gik forud, blev ikke gennemført af nutidens højrerepublikanere, men af John F. Kennedys og Lyndon B. Johnsons liberale demokratiske regeringer.

Race, klasse og krig. USA indsatte i Vietnam en hær bestående af hundredtusinder af værnepligtige, indkaldt fra arbejderklassen, de sorte og latinoerne, som ikke havde de collegestuderendes mulighed for udsættelse af militærtjenesten eller andre måder at undgå indkaldelse.

Nationalismens politik. Med Tet-offensiven i foråret 1968 stod det klart for den amerikanske offentlighed og de politiske eliter, at krigen ikke kunne ”vindes”, ikke blot fordi, at den værnepligtige hær i felten var i opløsning, men også på grund af nationalismens magt: den sydvietnamesiske befolkning havde forenet sig i sin støtte til Den Nationale Befrielsesfront (FNL) mod den amerikanske besættelse, hvad enten de støttede det kommunistiske parti, som styrede FNL, eller ej.

Massekampe. Students for a Democratic Society[v] indkaldte i 1965 til den første landsdækkende demonstration for en øjeblikkelig tilbagetrækning, og stod snart i spidsen for den radikale fløj af en omfattende anti-krigsbevægelse. Den frygt og afsky, som militærindkaldelserne fremkaldte, skabte store kampe på universitets-campusserne mod værnepligten og antikrigs-caféer, og i slutningen af 1960’erne var dukket stærke anti-krigsholdninger op i geledderne hos militærfolk i aktiv tjeneste. Alt dette faldt sammen med de sorte opstande i storbyerne og fremkomsten af kvindernes befrielseskampe – og udbrud af utilfredshed på gulvplan i fagforeningerne.

Hvilken betydning fik alt dette for en venstrefløj, der netop var ved at genopstå? Der blev indhøstet mange erfaringer på ufattelig kort tid, nogle af dem var positive og andre var dybt modsætningsfyldte. For at opregne nogle få:

(i) Først og fremmest var det utroligt befriende at lære, at det amerikanske imperiums overvældende magt kunne udfordres – og overvindes! Der var intet i vores umiddelbare erfaring, der havde forberedt os på det: Der havde selvfølgelig været invasionen af Svinebugten i 1961, men at selve det amerikanske militær led nederlag i direkte kamp med et lille land, der kæmpede for sin uafhængighed, var overvældende og uden fortilfælde.

(ii) Den amerikanske offentlige mening var ikke monolitisk[vi] i sig selv: Folk kunne bevæges ved en kombination af moralske argumenter og virkningen af de menneskelige og økonomiske omkostninger ved det militære eventyr. Titusinder af soldater, der vendte tilbage i ligposer, betød selvfølgelig noget, ligesom angrebet af krigsforårsaget inflation; men det samme gjorde My Lai-massakren på vietnamesiske landsbyboere og billedet af en ung pige, der flygtede med tøjet brændt væk af napalm.

Vietnam-krigen væltede to amerikanske regeringer, Lyndon B. Johnsons og i sidste ende også Richard Nixons. De Watergate-forbrydelser, der knuste Nixon var trods alt et direkte resultat af den ”blikkenslager-enhed”, som var blevet skabt af inderkredsen i Nixon-regimet for at stoppe, at der blev lækket ufavorable oplysninger om den upopulære krig. Enhver lighed med de narrestreger, der for nylig er blevet afsløret om George W. Bushs bande, er absolut utilfældig.

(iii) 1960’ernes antikrigs- og venstrefløjsaktivister fik stærke lektioner i liberalismens og Demokraternes imperialistiske karakter – realiteter, som det er sværere for en nyere generation at forstå, eftersom nutidens grusomheder-i-”frihedens”-navn bliver begået af republikanere fra partiets yderste højrefløj. Det er en af grundene, at det vigtigt at studere 1960’erne: Dagens demokrater som John Kerry, Hilary Clinton og Joseph Lieberman, der er modstandere af kampen for en øjeblikkelig tilbagetrækning fra Irak, er i høj grad i overensstemmelse med deres partis historie, selvom de er ude af berøring med deres egen vælgerbase, som er imod krigen.

I sin behandling af spørgsmålet om kommunisme begyndte venstrefløjen at have held til at udfordre den nationale konsensus om, at ethvert land eller enhver bevægelse, i udlandet eller i hjemlandet, der måske var ledet af kommunister, fortjente at blive udslettet af den amerikanske magt. Ja, for hele den amerikanske befolkning fik koldkrigsmyten om, at et ”tab” af Vietnam ville føre til ”væltede dominobrikker” over hele Asien nogle alvorlige skud for boven i denne kamp. Denne erfaring var dog også modsætningsfyldt for venstrefløjen.

Højst beklageligt bredte der sig på store dele af venstrefløjen en opfattelse af, at stalinistiske partier, såsom det vietnamesiske kommunistparti, var redskaber til befrielse – ikke bare til national befrielse, men endda til ”socialisme”. Denne opfattelse skilte ikke alene den radikale venstrefløj fra størstedelen af den amerikanske arbejderbefolkning, men var også enormt desorienterende. F.eks. var det en almindelig antagelse, at de nordvietnamesiske og kinesiske kommunistiske regimer kæmpede skulder ved skulder i en ”anti-imperialistisk, anti-revisionist front”. I virkelighedens verden hadede disse regimer og partier hinanden fra 1966-67 og frem, især efter, at Beijing forhindrede, at sovjetisk hjælp nåede frem til Vietnam (for ikke at nævne hvordan Kulturrevolutionens afsindige krig mellem forskellige fraktioner blev set af de vietnamesiske kommunister).

Endvidere blev en stor del af den anti-imperialistiske venstrefløj, ved at gøre den vietnamesiske ledelse til et politisk forbillede, tiltrukket af stalinistiske metoder. F.eks. fremstillede FNL sig i Sydvietnam som en stort set repræsentativ national bevægelse. Det var hvad den var på papiret, og i sit officielle program lovede den at sikre syds autonomi og politisk pluralisme efter sejren. Den virkelige magt lå imidlertid hos et kommunistisk parti, der var fast besluttet på at forene Vietnam under sit eget et-partistyre. Nogle af dem på den amerikanske venstrefløj, der forstod denne realitet, drog den konklusion, at den slags manipulationer var måden at lave politik på, med katastrofale følger.

(v) Den vellykkede vietnamesiske krig mod den imperialistiske besættelse frembragte både en vis tilbedelse af guerillakrig som strategien for en revolutionær sejr (her blev de vietnamesiske og kinesiske erfaringer igen sammenblandet på absurd vis) og en verdensanskuelse, som nogle gange kaldes ”tredje verden-isme”, i følge hvilken de revolutionære masser i den tredje verden ville omringe og overmande de rige lande med deres ”bestukne og privilegerede” arbejderklasse. (Det skal her siges, at de vietnamesiske kommunister ikke selv fremsatte sådan en argumentation, selvom det maoistiske styre i Kina foregav at mene noget i den stil, til fordel for dets udenlandske beundrere. Men i bund og grund var det en illusion, som var fremavlet i Vesten).

(vi) Tredje verden-ismens illusion havde også virkning tilbage på den amerikanske venstrefløjs forsøg på at tage livtag med det vigtigste spørgsmål, vi stod overfor – at forstå og ændre vores eget samfund. Som tidligere bemærket havde en fløj af borgerrettighedsbevægelsen havde udviklet sig til Black Power og hen imod revolutionær politik; og vrede i sorte samfund i nord over politibrutalitet, økonomisk apartheid og Vietnam-krigen frembragte en bølge af ghettoopstande. Det var fuldkommen korrekt at se et potentielt socialt oprør i disse udviklinger, der kunne inddrage grupper af militante sorte arbejdere som en avantgarde i den amerikanske arbejderklasse som helhed.

Det var dog en katastrofal fejltagelse, når både hvide og afroamerikanske revolutionære anså dette for at være den egentlige begyndelse på en revolution, hvor de (mytiske) sorte revolutionære masser udgjorde forlængelsen af den (mytiske) tredjeverdensrevolution ind i et korrupt og dekadent amerikansk samfund. Implicit eller eksplicit fremkom der en forestilling om, at revolutionen ville blive gennemført af et mindretal, støttet af en oplyst revolutionær elite, som allierede sig med den tredje verden, imod det reaktionære flertals (dybest set hvide arbejdere) interesser og ønsker.

På grundlag af denne illusion befandt en stor del af 1960’ernes venstrefløj sig hurtigt i ekstrem social isolation, som blev efterfulgt af selvdestruktion, fuldstændig demoralisering eller et forbløffende hurtigt tilbagefald til liberalisme. Naturligvis er dette en komprimering og forsimpling af et komplekst og vigtigt stykke historie, men dette var i en nøddeskal ”det nye venstres” fremkost og tragiske fiasko.

Fra Vietnam til Centralamerika
Amerika havde i bund og grund tabt sin krig i Vietnam fra foråret 1968, og alligevel fortsatte blodbadet frem til ”Saigons fald” i 1975. I virkeligheden var der sandsynligvis flere vietnamesere, der døde mellem 1969 og 1975 end i de foregående seks år – en lære, der sender en advarsel til nutidens kamp for at slutte Irak-krigen.

Afslutningen på Vietnam-krigens æra medførte imidlertid en ny bølge af befrielseskampe og solidaritetsbevægelser. Portugal var det stærkeste eksempel på en i sandhed organisk alliance mellem befrielsesbevægelser i kolonierne og revolutionære militante i kolonilandet, hvor de førstnævntes igangsatte en proces, der var meget tæt på at kulminere i en arbejderrevolution i selve Portugal.

For den nordamerikanske venstrefløj kom den næste erfaring med national befrielse og solidaritet, der virkelig udviklede den, dog med den nicaraguanske opstand fra 1977-79 og sandinisternes sejr den 19. juli 1979. Den åbnede den bølge af folkelige revolutionære kampe (især i El Salvador og Guatemala), som frembragte den bedste organisering af solidaritet, som denne forfatter har oplevet på den amerikanske venstrefløj

Det faktum, at Den Nationale Sandinistiske Befrielsesfront (FSLN) i dag, efter 15 års nederlag, er blevet et gennemført kynisk politisk parti i et korrupt partnerskab med højrefløjen, må ikke gøre os blinde for det enorme håb, som FSLN’s sejr havde åbnet op for. I virkeligheden bekræfter den kendsgerning, at sandinisternes sociale basis, imod alle odds og praktisk talt uden ledelse, fortsætter kampen for social retfærdighed, i sig selv den vedvarende kraft i denne revolutionære impuls.

De revolutionære bevægelser i Centralamerika kombinerede da de var bedst den nødvendige militære kamp mod dødspatruljer og den amerikanske imperialismes klientregimer med mægtige sociale mobiliseringer af arbejdernes, bøndernes, de indfødtes, kvindernes og lokalsamfundenes organisationer. Der blev bygget stærke solidaritetsbånd mellem centralamerikanske og nordamerikanske samfund, hvad enten det skete gennem kirker, grupper i arbejderbevægelsen eller solidaritetskomiteer. Der dukkede en stærk asylbevægelse op i de amerikanske og canadiske byer for at beskytte vores brødre og søstre på flugt fra dødspatruljerne – en bevægelse hvor tusinder af almindelige borgere sagde til den amerikanske regering: Jeres love og jeres krige er forbrydelser mod menneskeheden, og I kan stikke dem skråt op.

Der kom vigtig lærdom ud af disse års aktivisme. For det første, selvom det er et vigtigt princip at forsvare undertrykte folkeslags ret at gribe til væbnet kamp, overgik graden af solidaritet med Centralamerika langt det, der kunne have været opbygget alene gennem støtte til militær kamp. For det andet begyndte vi, i højere grad end i tidligere bevægelser, at se vigtigheden af, at amerikanske immigrantsamfund (i dette tilfælde salvadoranske og guatemalanske) spillede en afgørende rolle i kampen både for deres hjemlande og internt i USA. For det tredje kunne disse bevægelser, hvor inspirerende de end var, i sidste ende ikke besejre overvældende amerikansk-støttet-og-finansieret undertrykkelse og massemord, medmindre det amerikanske samfund gennemtvang betydelige ændringer af regeringens politik.

Erfaringerne fra de centralamerikanske revolutioner og solidaritetsbevægelser var et uhyre fremskridt i forhold til den militaristiske ”tredje verden-isme”, som opstod på venstrefløjen i løbet af Vietnam-æraen (og den Che Guevara-inspirerede bølge af guerilla-entusiasme i samme overordnede periode). Ganske vist huskede man stadig Vietnams sejr over den amerikanske imperialismes fulde magt og vælde. Men i sidste ende havde den ikke været en sejr for guerillakrig som sådan; FNL var blevet støttet af Nordvietnams mægtige konventionelle hær, der til sidst vandt krigen, og den kunne omvendt regne med ubegrænset støtte fra Sovjetunionen (uanset hvad man politisk måtte mene om denne).

National befrielse i dag - fra Afrika til Irak
Endelig kommer så afslutningen på Den kolde krig og Sovjetunionens endelige sammenbrud, der – blandt meget andet – ændrede de betingelser, hvorunder dagens befrielseskampe må udkæmpes. Nogle på venstrefløjen betragter denne forandring som en ubetinget katastrofe, men den virkelige situation er blandet. Rent faktisk betød ”den kommunistiske trussels” forsvinden, at den amerikanske imperialisme ikke længere havde en interesse i til den bitre ende at forsvare f.eks. apartheid i Sydafrika, Mobutus kleptokrati[vii] i Zaire eller Suhartos gangsterdiktatur i Indonesien. På samme tid har den amerikanske imperialisme, særligt efter 11. september, under navn af ”Den globale krig mod terror” haft et aggressionsniveau, som var praktisk talt umulig at forestille sig i årtierne med relativ stabil ”supermagtsrivalisering”.

Som en afrunding af denne alt for hurtige oversigt, vil jeg pege på tre afgørende træk ved nutidens virkelighed, der angår de nationale befrielseskampes arv og fremtid. Det bør ikke opfattes som færdige konklusioner, men blot som udkast, som peger på vigtige nye diskussioner.

(1) For det første må vi forstå, at retten til national selvbestemmelse i den nye globale kapitalisme er lige så gyldig som tidligere – men at den ikke er ensbetydende med socialisme. Faktisk løser national uafhængighed i sig selv ikke de grundlæggende problemer, der kun kan løses på grundlag af arbejdermagt. Som John Saul formulerer det sin vigtige og tankefulde nye bog, The Next Liberation Struggle (2005), hvor han vurderer arven fra Afrikas befrielseskampe: ”Vi ved også, at befrielsen af det sydlige Afrika ikke har opfyldt meget af det løfte om at ophæve det underudviklende globale kapitalistiske hegemoni, som den revolutionære nationalisme i de tidligere portugisiske kolonier og Zimbabwe og en arbejderklasse-drevet forandring i Sydafrika så ud til muligvis at varsle.”

Sydafrika er her et virkeligt relevant eksempel. ANC har nu været den demokratisk-valgte regering i mere end et årti; alligevel er flertallet af de sorte sydafrikanere fattigere end før på grund af følgerne af de nyliberale privatiseringsprojekter, som ANC har omfavnet på den internationale kapitals diktat.

I Zimbabwe er billedet naturligvis ubeskriveligt meget værre. Intet kan mere malende illustrere de katastrofale konsekvenser af et-partistaten og en-mandsstyret end ZANU-PF’s degenerering fra 1970’ernes befrielsesbevægelse til nutidens fascistiske gangsterkult. Robert Mugabe, der skulle have været sit lands Nelson Mandela, er i stedet blevet til dets Papa Doc[viii] – noget der er særligt smerteligt for dem af os, der var aktive i politisk solidaritet og pengeindsamling til ZANU under befrielseskrigen.

(2) Landene fra ”det globale syds” nutidige kampe har tydeligvis alt at gøre med spørgsmålene om ”frihandel” og den virksomhedsdrevne globalisering. I sagens natur kan disse kampe ikke udkæmpes af enkelte lande på egen hånd. De kræver så afgjort alliancer og blokdannelser mellem landene i den forkerte ende af ”frihandelens” stok, og de kræver forbindelser med de globale retfærdighedsbevægelser, der er brudt frem siden begivenhederne i Seattle i 1999.

Med nogle vigtige undtagelser, som det ovenfornævnte Puerto Rico, er de klassiske kolonier primær et fænomen fra fortiden. Det vi ser i dag er begyndelsen af et lovende anti-nyliberalt oprør. Uanset om de passer ind i standarddefinitionen af ”nationale befrielseskampe” eller ej, må vi se på det indfødte bolivianske folks oprør mod vandprivatiseringen, Guatemalas indfødte befolknings modstand mod Glamis (canadisk-baserede) udplyndrende guldminevirksomhed, og Venezuelas ”bolivariske revolution” under præsident Hugo Chavez, som udtryk for voksende modstand.

I øvrigt er det på ingen måde min hensigt her at identificere Chavez’s regering med socialisme-fra-neden (den er mindst af alt baseret på strukturer for arbejdermagt!). Det er alligevel vigtigt at erkende, at det, der oprindeligt lignede en slags retro-populistisk form for caudillo-politik[ix], er gået langt videre med at åbne plads op for folkelig mobilisering – ironisk nok på samme tid, som Arbejderpartiets regering i Brasilien, valgt på arbejderbevægelsens og de sociale bevægelsers styrke, prøver på at afspærre denne plads. Historien er stadig fuld af overraskelser.

(3) Endelig kommer vi til Bush-bandens amokløb gennem Afghanistan og Irak. Denne regering greb den mulighed, der blev givet 11. september, til at tildele sig selv et messiansk mandat: til at ”gøre Mellemøsten til, hvad Latinamerika plejede at være, en stor amerikansk sø”, som min ven Sam Farber[x] træffende formulerede det. Planen var selvfølgelig et helt festmåltid af ”regimeændringer” med Afghanistan som appetitvækker, Irak som suppen, Iran som hovedretten og så Syrien til dessert. Som vi nu ved har de fået det hele galt i halsen.

Indtil videre er læren katastrofal for alle. Frem for at demonstrere dens ubegrænsede magt, er den amerikanske imperialisme ved at blive kvalt af Irak. Men billedet er heller ikke kønt for ”vores side”. De traditionelle kræfter for national befrielse – venstrefløjen, arbejderbevægelsen, progressiv arabisk nationalisme – er praktisk talt alle blevet knust i Irak og i den arabiske verden som helhed. Dette har overladt kamppladsen primært til baathister, islamister og religiøs-totalitære fanatiske kræfter.

Dynamikken i ”den globale krig mod terror” er blevet beskrevet bedst af den marxistiske forfatter Gilbert Achcar som et symbiotisk ”barbarismernes sammenstød”, hvor fanatisk religiøs terrorisme lever af det ukontrollerede imperialistiske militærs og den virksomhedsdrevne globaliserings katastrofale tilintetgørelse af små nationer og verdens fattige.

I en vis bizar forstand, ser vi ud til at være kommet tilbage til udgangspunktet. I en tidsalder, hvor klassisk kolonial erobring var blevet en anakronisme, har dén imperialistiske stat, der praktisk talt opfandt og perfektionerede ”nykolonialismen”, givet os en brutal påmindelse om, at den nøgne militære erobring og udplyndring af ressourcer (selvfølgelig til de indfødtes bedste, ikke til vores egen grådighed) stadig er på dagsordenen.

Med gamle og stadig uløste spørgsmål om selvbestemmelse og så mange nye fra ”frihandel” til katastrofale klimaforandringer på dagsordenen, tegner det nye århundrede til at blive lige så turbulent som det sidste.

Fra Tidsskriftet Solidaritet, nr. 5, 2006. Artiklen blev første gang bragt i det canadiske tidsskrift New Socialist Magazine (marts 2006). Oversættelse, redigering og noter af Lars Henrik Carlskov.


[i] Aden: en strategisk vigtig havneby ved det Røde Havs udmunding; i dag en del af Yemen. 

[ii] I 1960 blev 70 demonstranter dræbt og flere hundrede såret i forbindelse med en demonstration i Sharpeville mod apartheidregimets racediskriminerende love. 

[iii] Anakronisme: et fænomen der hører hjemme i en anden tidsalder. 

[iv] ”Det nye venstre”: almindelig betegnelse for den venstrefløj, der opstod i forbindelse med tressernes ungdomsoprør. I Danmark var Venstresocialisterne et typisk udtryk for ”det nye venstre”. 

[v] Students for a Democratic Society: en amerikansk studenterorganisation, som spillede en central rolle på 1960’ernes amerikanske venstrefløj. 

[vi] Monolitisk: sammenstøbt, uden sprækker. 

[vii] Kleptokrati: ”tyvevælde”. 

[viii] Papa Doc: usædvanlig brutal amerikansk-støttet diktator, der regerede Haiti 1957-71. 

[ix] Caudillo: betyder egentlig ”leder”. Bruges som betegnelse for de ”stærke mænd”, der traditionelt har domineret 
latinamerikansk politik. 

[x] Sam Farber: amerikansk socialistisk forfatter, der ligesom Finkel er medudgiver af tidsskriftet Against the Current.

Forståelsen af imperialismen - dengang og nu

AF DAVID MCNALLY

Det er i dag banalt, at vi er trådt ind i en ny imperialistisk epoke. Fremkomsten af komplekse globale pengemarkeder, mere og mere integrerede globale produktionssystemer, militant neoliberale politikker påtvunget af institutioner som Verdensbanken og Den Internationale Valutafond samt den amerikanske stats krigeriske militarisme – alt dette bliver opfattet som nye kendetegn ved det kapitalistiske imperium.

For nogen på den radikale venstrefløj har den nye imperialisme ansporet til en tilbagevenden til de analyser, der blev udviklet af store skikkelser på den internationale venstrefløj på 1. verdenskrigs tid. Det er let af forstå hvorfor. I den periode fremkom der en række pionerarbejder om imperialismen, først og fremmest Rosa Luxemburgs Kapitalens akkumulation (1910), Nikolaj Bukharins Imperialismen og verdensøkonomien (1915) og V.I. Lenins Imperialismen som kapitalismens højeste stadium (1917).[1] På trods af deres forskelle havde disse værker en række virkelige styrker til fælles.

For det første forsøgte teoretikerne hver især at kæde de store europæiske nationalstaters ekspansion (ledsaget af USA’s og Japans) sammen med kapitalakkumulationsprocessen. Ved at gøre det, erkendte de, at deres tids imperialisme var mere end en politisk taktik; i stedet beskrev de den som direkte forbundet med strategier for kapitalistisk akkumulation. For det andet, ved at lave denne sammenkædning pegede de på 1. verdenskrig (eller i Luxemburgs tilfælde driften mod denne krig) som en af natur kapitalistisk konflikt, det blodige, rædselsvækkende udtryk for kapitalistisk rivalisering på verdensplan. I stedet for at skildre krigen som et historisk uheld, forklarede disse marxistiske forfattere den som en ekstrem form for kapitalistisk konkurrence. Handelskrige, påpegede de, bliver når alt kommer til alt løst gennem krige med krudt og kugler. I sidste instans, fremførte Bukharin, bliver økonomiske konflikter afgjort ”med våbenmagt... den militære teknik får det sidste ord”. Endelig, som følge af disse analyser udmærkede alle tre revolutionære skribenter sig med kraftige antikrigs-svar på den verdensomspændende militære brand. På en tid, hvor den europæiske socialismes store partier sluttede op om deres regeringers krigspolitik – og dermed forrådte en mangeårig forpligtelse til enhed i den internationale arbejderklasse - reddede disse revolutionære teoretikere, sammen med antikrigs-venstrefløjens aktivister, den internationale socialismes ære.

På trods af alle disse fortjenester, var der ikke desto mindre reelle begrænsninger ved disse teorier – begrænsninger som bliver et særligt stort handicap i vore dage.

Først og fremmest havde de analyser af kapitalakkumulationen, som de fremsatte, betydelige mangler. F.eks. mente Rosa Luxemburg, at imperialismen var baseret på jagten på nye markeder udenfor den kapitalistiske verden. Uden nye eksterne markeder for varer ville kapitalismen bryde sammen på grund af kronisk overproduktion, hævdede hun. For det første er der ikke meget der tyder på, at de nyligt koloniserede territorier udgjorde vigtige eksportmarkeder – hvordan kunne de det i betragtning af de koloniserede folks fattigdom? – men Luxemburg forstod ikke kapitalismens evne til såvel intensiv som ekstensiv vækst. Kort fortalt skaber kapitalismen regelmæssigt nye markeder for både forbrugs- og kapitalvarer indenfor den såkaldte ”udviklede verden” – hvad enten det er for fastfood eller computere. Selv om det er en fordel at finde markeder for både intensiv og ekstensiv vækst, ville det ikke give dødsstødet til kapitalismen, hvis det sidstnævnte forsvandt.

Også Lenins analyse led af reelle fejl. Han argumenterede eksempelvis for, at det centrale i kolonialismen var eksporten af overskydende kapital til kolonierne – kapital der ikke kunne finde noget profitabelt afsætningssted i hjemlandet. Imidlertid viste de selv samme tabeller, som han fremlagde i sin lille bog, ikke noget i den retning; i stedet vidnede de om, at størstedelen af kapitaleksporten gik fra et rigt kapitalistisk land til et andet – som den fortsætter med at gøre det i dag. Hvad angår Bukharin, tog han en historisk set særegen integration mellem kapitalen og nationalstaten i starten af det 20. århundrede og blæste den op til en iboende tendens ved den kapitalistiske udvikling, idet han argumenterede for, at kapitalen og staten smelter sammen med tiden. Imidlertid er forholdet mellem stat og kapital, som de den seneste tids bølger af privatisering og deregulering indicerer, langt mere flydende og foranderligt.

Men den største mangel ved disse imperialismeteorier er måske, at de så stormagternes besættelse af territorium som et nødvendigt træk ved den globale kapitalisme. Det er let at forstå hvorfor. Fra omkring 1875 og frem tog de herskende magter del i et utroligt kapløb om koloniale territorier. I løbet af de næste 40 år føjede Storbritannien 6,5 mio. km² til sit imperium, Frankrig 5,6 mio., og Tyskland, Italien og Belgien omkring 1,6 mio. hver. I verdenssystemet var magt på den tid i høj grad afhængig af kontrol over territorier – og disses indhold af jord, ressourcer, markeder og arbejdskraft. Som følge deraf blev krig mod andre kapitalistiske stater en velovervejet strategi til at samle sig større magt indenfor det globale system – en strategi, der især var attraktiv for Tyskland og Japan, stormagter i svøb, der ikke havde været i stand til at udvikle koloniimperier af betydning. Under disse omstændigheder, hvor de kapitalistiske nationalstaters magt var forbundet med territoriale erobringer, er det forståeligt, at Luxemburg, Lenin og Bukharin så territorialkrige mellem stormagter som et grundlæggende træk ved verdenskapitalismen. Lenin beskrev endda sådanne krige som ”fuldstændig uundgåelige”. Da første verdenskrig 20 år efter blev fulgt af en anden, virkede det som en bekræftelse af deres vurdering. Mens mange marxister således så verdenskapitalismens ekspansion som afhængig af en territorial ekspansion, der konstant fremkaldte inter-imperialistiske krige, udviklede historien sig imidlertid på uventet vis.

Den afgørende ændring skete efter 2. verdenskrig. Ikke bare blev praktisk talt hele den koloniserede verden – mod forventning – afkoloniseret i løbet af de næste 30 år – men kontrol over verden blev i stigende grad baseret på markedsmæssig magt, ikke territoriale erobringer. Afgørende var her fremkomsten af det multinationale selskab (MNC)[2], som gjorde kapitalisterne i de rige lande i stand til at bruge billig arbejdskraft og råstoffer fra den tredje verden som led i integrerede produktionsprocesser. Dette gjorde det muligt for det vestlige forretningsliv at udbytte folkeslag i det globale Syd uden at pådrage sig alle de omkostninger og risici, der var forbundet med at kolonisere deres territorium. Det samme gælder for den nyere eksplosion i långivning og gæld på verdensplan, som tømmer rigdom fra Syd til de finansielle institution i Nord: disse former for tilegnelse af overskud kan også udføres med overvejende økonomiske midler. Og efterhånden som territoriale erobringer er gået tilbage som konkurrenceform mellem kapitalister, er det samme også sket med inter-imperialistiske krige. Efter en periode, hvor stormagterne udkæmpede to verdenskrige indenfor et tidsrum på 30 år (1914-45), er vi nu gået igennem 60 år uden en eneste.

Det her skal selvfølgelig ikke forstås som en påstand om, at krig som sådan er forsvundet. Men krigens omdrejningspunkt er skiftet til slag mellem de imperiale stater og de folkeslag i det globale Syd, der ikke adlyder imperiets befalinger. Vietnam er det åbenlyse eksempel her. Men det samme gælder, på trods af alle de lokale forskelle, for den amerikanske krigsmaskines eventyr i Afghanistan og Irak.

Det er imidlertid afgørende at erkende, at disse krige ikke er om territorial kontrol. Den amerikanske imperialisme håber helt sikkert på at kunne udbytte det globale Syd. Men den foretrækker at gøre det med økonomiske midler, uden at blive pålagt de politiske og militære omkostninger ved neo-kolonial administration og besættelse. Den vil så afgjort intervenere militært. Men hvis den ikke gør det med den hensigt at besætte, hvad driver så vor tids imperialistiske militærinterventioner?

Kapitalens imperium
Det mest kraftfulde og stimulerende svar på dette spørgsmål er kommet fra Ellen Meiksins Wood i hendes nylige bog Empire of Capital (Verso, 2003). I en overdådig historisk analyse argumenterer Wood for, at den non-territoriale form for imperialisme, vi ser i dag, sandsynligvis er den mest typiske kapitalistiske slags. Kapitalistisk udbytning beror jo grundlæggende på økonomisk magt, som er organiseret gennem markeder, påpeger hun. I modsætning til feudalherrerne, hvis evne til at udvinde merværdi var afhængig af politiske privilegier (som gav dem jord, fæsteafgifter og kontrol over domstolene i lenet) sammen med et monopol på militærmagten, behøver kapitalisterne ikke sidde i regering, sidde på domstolene eller bære våben for at kunne udbytte lønarbejde. De opnår i overvejende grad det sidstnævnte med rene økonomiske midler: besiddelsen af ejendom og markedsmæssig magt. Naturligvis tilkalder de lovgiverne, politiet, domstolene og militæret fra tid til en anden for at opretholde deres økonomiske herredømme, men den daglige udbytningsproces kræver ikke magtanvendelse eller indgriben fra domstolene.

En rendyrket kapitalistisk imperialisme kan forventes at fungere på samme måde – ved at bruge ejendomsrettigheder og markedsmæssig magt til at akkumulere merværdi, mens den skyr tanken om politisk administration eller militær kontrol over erobrede territorier.

Men betyder det, at kapitalismen ikke behøver at bekymre sig om territoriale forhold, at den blot kan ignorere de faktiske globale rum og steder, hvor udbytningen og akkumulationen finder sted? Overhovedet ikke. Over for trendy, men overfladiske teorier om nationalstatens forsvinden fastholder Wood, at den globale kapitalisme er mere og mere afhængig af et territorial-baseret nationalstatssystem. I stedet for at opløse staten eller stræbe efter den usandsynlige mulighed for en forenet verdensstat, er den globale kapital godt tilfreds med at forbinde sig med lokale nationalstater, som udøver suverænitet over adskilte territorier. Faktisk er den internationale kapital afhængig af sådan et netværk af stater til at håndhæve ejendomsrettigheder, stabilisere pengeoverførsler, sikre arbejderkraftens underordning, inddæmme social uro og så videre. ”Selve essensen af globaliseringen”, skriver hun, ”er en global økonomi administreret af et utal af stater og lokale former for suverænitet, som er struktureret i et komplekst forhold af dominans og underordning” (s. 141). Om noget, hævder Wood, er det nationalstatslige system mere uundværligt for kapitalen end nogensinde før, eftersom det, og kun det, tilvejebringer de lokale forudsætninger for akkumulation.

Hvad så med krig? Her har Wood igen en anderledes forklaring. Hun hævder på ingen måde, at krige forsvinder i den nye form for kapitalistisk imperium. Hun lader dog forstå, at krige mellem de økonomisk-dominerende nationalstater ikke længere har den uundgåelighed, som Lenin og andre tillagde dem. På samme tid bliver krig som sådan allestedsnærværende på grund af det altid uafsluttede arbejde med at føre politiopsyn i en virkelig global kapitalisme. Eftersom folkelige protester, regionale konflikter og nationalistiske oprør alle kan skabe forhold, der er fjendtlige overfor den imperiale magt, kan den globaliserede kapital ikke altid regne med, at lokale stater kan sikre alle betingelserne for stabil akkumulation. Som følge heraf har de dominerende aktører behov for at sende et afskrækkende budskab ud til alle – særligt de af verdens regioner, der er mest fjendtlige overfor vestlig kapitals og staters magt – at modstand mod de globale kapitalistiske markeders herredømme ikke vil blive tolereret. De har brug for at demonstrere, at den imperiale magt, først og fremmest den amerikanske stat, vil intervenere overalt, til enhver tid. I virkeligheden er det præcis den linie, som George W. Bush lagde i sin berygtede tale efter 11. september, hvor han hævdede, at 40 % af jordens lande kan være på Amerikas likvideringsliste. Amerikanske embedsmænd, der uddybede Bush’s doktrin, erklærede, at den amerikanske stat var trådt ind i en permanent krig ”uden hverken tidsmæssige eller geografiske begrænsninger”.

Og det er præcis, hvad vi bør forvente os af den nye fase af kapitalistisk globalisering, hævder Wood. Frem for at beherske specifikke dele af kloden, handler imperialismen i dag om at føre politiopsyn med hele det globale rum for kapitalistisk akkumulation. ”Den nye imperialisme”, skriver hun, ”stræber ikke efter territorial ekspansion eller fysisk herredømme over handelsruter”. I stedet ”kræver grænseløs herredømme over en global økonomi, og de utallige stater der administrerer den, militær aktion uden ende, formål eller tid” (s. 144). Følgen er en endeløs knopskydning af krige og besættelser, hvis fokus skifter henover tid og rum.

Woods analyse er særligt overbevisende i sin forståelse af den unikke dynamik ved en imperialisme, som overvejende er baseret på ejendom og markedsmæssig magt, frem for direkte kontrol over territorier. Og mens den hævder, at militære rivaliseringer mellem de dominerende magter vil være mindre voldsomme end i løbet af første halvdel af det 20. århundrede, opklarer hendes diskussion nogle af de særlige træk ved de doktriner for krig og militær magt, som kendetegner den amerikanske stat i globaliseringens tidsalder.

Den nye imperialisme
Nogenlunde samtidig med, at Wood udgav Empire of Capital, udsendte den ansete marxistiske geograf David Harvey The New Imperialism (Oxford University Press, 2003). Ved at tage sit udgangspunkt et lidt andet sted end Wood gør, identificerer Harvey to særlige drivkræfter, der er på spil i imperialismen: et økonomisk imperativ (om at akkumulere kapital) og et territorialt imperativ (om at kontrollere rum på en måde, der forøger kapitalens rentabilitet). Harvey påpeger korrekt, at disse to logikker, som han kalder dem, ofte eksisterer i et modsætningsfyldt forhold til hinanden. Omkostningerne ved at følge det territoriale imperativ kan jo godt blive ”ineffektive” ud fra en ren økonomisk målestok (som det kan siges at være tilfældet med den stadig stigende pris på den amerikanske besættelse af Irak). Desuden lader hans analyse klart forstå, at der kan være globale asymmetrier i udøvelsen af disse to former for imperial magt, hvor nogle nationalstater operer mere som økonomiske end territoriale imperialister og vice versa.

Harvey er imidlertid mindre klar, når det kommer den forskel mellem direkte territorial kontrol og markedsbaseret herredømme, som spiller en central rolle i Woods forklaring. Hans analyse synes til tider at hælde imod den opfattelse af territorial ekspansion, som spillede en fremtrædende rolle i Lenins, Luxemburgs og Bukharins analyser. Groft sagt synes Harvey ofte udelukkende at opfatte det territoriale imperativ som besættelse, frem for en udvidelse af de kapitalistiske markeders og ejendomsrettighedernes herredømme.

Det måske mest særegne træk ved Harvey bidrag, er den vægt han lægger på akkumulation via berøvelse[3] som et centralt aspekt ved den nye imperialisme. Idet han minder os om, at kapitalismen opstod ved at berøve bønder deres land (hvilket tvang dem ind på arbejdsmarkedet), påpeger han, at lignende processer finder sted i dag. Mens de klassiske former for berøvelse accelererer (med millioner i Asien, Afrika og Latinamerika, der opgiver livet på landet), gælder det samme for andre former, der er forbundet med privatiseringen af tidligere offentlige værdier og patenteringen af livsformer, især planter og frø. Alle den slags operationer tager ejendom fra det offentlige domæne og overfører den til private ejere.

Centralt for Harveys analyse er også forestillingen om, at spændinger og rivalisering mellem kapitalistiske stormagter (inklusive opkommende af slagsen såsom Kina) spiller en fremtrædende rolle i den nye imperialismes epoke. Selvom han ikke hævder, at disse vil føre til inter-imperialistiske krige, ser han så afgjort dagens imperialisme som hærget af konflikter med rod i konkurrencen om markeder og profitter.

Her kommer Harveys analyse op imod de argumenter, der er blevet udviklet i de senere år i Socialist Register[4] af Leo Panitch og Sam Gindin, hvis arbejde kan siges at indeholde det tredje markante perspektiv på imperialismen blandt engelskskrivende marxister i dag.

Den måske største styrke ved Panitchs og Gindins standpunkt har været deres kritik af sterile gentagelser af Lenins og Bukharins imperialismeteori som om den udgør en fyldestgørende guide til den verden, vi lever i i dag. Deres standpunkt insisterer også korrekt på det gensidige forhold mellem den globale kapital og nationalstaten. Dertil kommer, at deres perspektiv nøje har fulgt særlige institutionelle former for den nye imperialisme, idet de har kortlagt den afgørende rolle, som den amerikanske forbundsbank i særdeleshed har spillet som den institution, der både fører opsyn med systemets finansielle arkitektur og bevarer dollarens hegemoni som verdensvaluta.

Der, hvor deres argumentation er knap så overbevisende, er, vil jeg mene, ved næsten helt at afviser tanken om, at fjendtligheder mellem de herskende kapitalistiske nationalstater former den verden, vi lever i i dag. Panitch og Gindin har en tilbøjelighed til at betegne den amerikanske stat – og kun den – som imperialistisk. Resten af verden, inklusiv Europa, Canada, Japan osv., bliver betragtet som fuldstændig underlagt USA. Når det er værst, nærmer det sig at tage 1960’ernes og 1970’ernes afhængighedstese – som sagde at Den tredje verden var i et afhængighedsforhold til Nord – og udvide den til alle lande på nær USA. Ved at bevæge sig i denne retning, er deres opfattelse imidlertid sårbar over for den samme kritik, der blev rejst mod afhængighedsteorierne for at ignorere klasseformationer og klassekampe internt i Den tredje verden og for at underdrive de vigtige forskelle indenfor det globale system mellem f.eks. Brasilien, i dag verdens 10. største økonomi, og Mali.

Panitchs og Gindins analyse er også på kant med den skelnen mellem imperialismens økonomiske og territoriale logikker, som Harvey fremfører. Det er uden tvivl korrekt, at den amerikanske stat klart er den dominerende militære og territoriale magt – og at det har enorme følger for begivenheder på verdensplan. Men deraf følger ikke, at andre regionale kapitaler opererer udenfor imperialismens økonomiske logik. For brugen af ejendomsrettigheder og markedsmæssig magt til at udbytte arbejde, tilegne sig ressourcer og manipulere markeder er ikke enestående for den amerikanske kapitalisme. Kapitaler i mange af de rigeste lande følger – med støtte fra staten i deres hjemland – lignende akkumulationsstrategier. Det er rigtigt, at disse kapitaler ofte forventer, at den amerikanske stat vil fungere som den globale kapitals vagthund i sidste instans. Men det betyder ikke, at f.eks. Boeings og Airbus’ interesser er identiske – som de amerikansk-europæiske handelsstridigheder om disse virksomheders metoder vidner om.

Ved at nedtone forskellen mellem imperialismens økonomiske og territoriale logikker, har Panitch og Gindin en tendens at afvise tanken om, at andre stormagter – såsom Europa, Japan og Canada – kan optræde i overensstemmelse med det imperiale mønster i deres relationer med underordnede lande. Alligevel er der, for at tage Canada som eksempel, i øjeblikket betydelige protester i Syd mod canadisk-baserede mineselskaber. Folkelige bevægelser i Mexico, Guatemala og utallige afrikanske lande vender sig mod disse canadiske multinationale på grund af deres aggressive, neo-koloniale metoder. Det er svært at se, hvorfor sådanne virksomheder (og den stat der bakker dem op) ikke bør betegnes som imperialistiske. Og det samme gælder for den europæiske og japanske kapitals operationer i Syd.

Til tider antyder Panitchs og Gindins analyse imidlertid, at der er noget anti-imperialistisk (fordi de er anti-amerikanske) over lande som Canada, Japan, selv Frankrig og Tyskland, der hævder deres suverænitet overfor amerikansk pres. Dette synes dog at falde ind under de selv samme problemer, som identificeres med afhængighedsteori: udskiftningen af klasser med lande som akse for kampen i dagens verden.

Dertil kommer, at sådan en teori ofte har en tilbøjelighed til at ignorere den interne kolonialisme, som kendetegner mange af disse stater. I Canada er undertrykkelsen af de oprindelige folkeslag og Quebecs overvejende fransktalende befolkning særligt sigende i den henseende. Alligevel glider forsvaret for national suverænitet (af tilsyneladende anti-imperialistiske grunde) alt for let over i et forsvar for magten hos stater, der baseret på eksproprieringen og undertrykkelsen af andre folk. Det har også en tendens til at nedtone betydningen af immigranters, flygtninges og farvede menneskers anti-racistiske kampe mod nationalstaten. Skildringen af den globale magt som et hierarki af nationalstater (og i høj grad som USA mod alle andre) risikerer dermed at fjerne fokus fra national og racemæssig undertrykkelse såvel som interne klasseskel.

Det skal retfærdigvis siges, at Panitch og Gindin udmærket er klar over den afgørende betydning af klassekampen – og Socialist Register har en stolt tradition for at sætte fokus på arbejderbevægelser på verdensplan (se især 2001-udgaven). De lader helt korrekt forstå, at interne kampe sandsynligvis vil komme til at kendetegne den periode, vi lever i.

Men, selvom Panitch og Gindin rigtigt understreger tilbagegangen i territorial og militære rivalisering af den slags, som kendetegnede første halvdel af det 20. århundrede, fjerner deres polemik mod tanken om ”rivalisering” inter-kapitalistisk konkurrence fra problemkomplekset. Som følge deraf er deres skildring af verdenskapitalismen blevet overdrevent unipolær, og deres imperialismeteori fokuserer udelukkende på Washington. Og ved at nedtone regionale og nationale konflikter blandt de store kapitalistiske nationalstater, risikerer deres teori at fremme et venstre-nationalistisk verdensbillede, hvor kampen mod den amerikanske magt bliver det altoverskyggende fokus for venstrefløjspolitik. Det virker særligt problematisk for socialister, som arbejder i dele af verden med et højtudviklet borgerskab, som nyder godt af udbytningen af det globale Syd. At omarbejde deres teori på en måde, som overvinder disse svagheder, vil kræve en rehabilitering af analysen af kapitalistisk konkurrence på verdensplan.

I lige så høj grad som vi må forstå, hvad der er nyt ved dagens imperialisme – og alle tre tilgange rummer virkelige indsigter i den henseende – må vi også forstå de nye former for inter-kapitalistisk konkurrence og fjendskab, som karakteriserer det kapitalistiske verdenssystem. Fremkomsten af euroen som delvis konkurrent til dollarens rolle som verdensvaluta virker for mig særligt betydningsfuld i den henseende. Og, på længere sigt, kan fremkomsten af Kina som et dynamisk økonomisk center omdanne den globale magts geografi – under forudsætning af, at landets herskere kan inddæmme social uro, udvikle mere sofistikerede finansielle markeder og begrænse skaden fra spekulationsbobler, hvilket på ingen måde er sikkert i nogle af tilfældene.

Wood er væsentlig, fordi hun ved at fokusere på ejendomsrettigheder og markedsmæssig magt - ikke territoriale erobring - som centralt for den nye imperialisme, leverer en fremstilling af nye former for international kapitalistisk konkurrence, det samme gælder Harvey skelnen mellem imperiets to logikker. Panitchs og Gindins analyse af den amerikanske forbundsbanks rolle med hensyn til at frembringe de monetære og finansielle rammer for imperiet tilføjer yderligere indsigter i imperiets mekanismer, selvom der er brug for en mere kompleks redegørelse for andre valutaer, såsom euroen..

Ikke overraskende er der stadig meget arbejde at udføre med hensyn til at udarbejde en teoretisk-omfattende og politisk-aktiverende skildring af den nye imperialisme. Heldigvis er der, som jeg har prøvet at vise, nogle vigtige nyere marxistiske værker at bygge videre på – værker der bedre passer til den nuværende situation end teorier fra næsten et århundrede siden. Men vi får også brug for klare, kammeratlige diskussioner af styrkerne og svaghederne ved nye fortolkninger, mens vi kæmper mod realiteterne under den imperialisme, som vi prøver at udfordre og, endelig, at styrte.

David McNally underviser i politologi ved York University i Toronto og er aktivist i New Socialist Group. Hans seneste bog er ”Another World is Possible: Globalization and Anti-Capitalism”. Fra Tidsskriftet Solidaritet, nr. 4, 2006. Oversættelse og noter ved Lars Henrik Carlskov. Artiklen blev oprindeligt bragt i tidsskriftet Against the Current, nr. 117, juli-august 2005.

[1] Rosa Luxemburg: Kapitalens akkumulation, Rhodos, 1976. V.I. Lenin: Imperialismen som kapitalismens højeste stadium, Udvalgte værker, bind 6, Forlaget Tiden, 1981. Nikolaj Buharins Imperialismen og verdensøkonomien findes ikke i dansk oversættelse.

[2] MNC står for Multinational Corporation.

[3] På engelsk: Accumulation by dispossession.

[4] Socialist Register: Teoretisk tidsskrift, der siden 1964 er udkommet en gang årligt. Det redigeres i dag af Leo Panitch og Colin Leys.

33-dageskrigen og resolution 1701

Den libanesisk-fødte Mellemøst-ekspert Gilbert Achcar giver her en grundig analyse af krigen i Libanon og den indgåede våbenhvile.

Den resolution, som blev vedtaget af FN’s sikkerhedsråd den 11. august, stiller hverken Israel, Washington eller Hizbollah helt tilfreds. Dette betyder ikke, at den er ”fair” og ”afbalanceret”: det betyder blot, at den er et midlertidigt udtryk for et militært dødvande. Hizbollah kunne ikke tilføje Israel et større militært nederlag, en mulighed, der altid var udelukket på grund af det aldeles ulige styrkeforhold, på samme måde som det var umuligt for den vietnamesiske modstandsbevægelse at tilføje USA et større militært nederlag; men heller ikke Israel kunne tilføje Hizbollah et større militært nederlag – eller overhovedet nogen form for nederlag. I den forstand er Hizbollah utvivlsomt den virkelige politiske sejrherre og Israel den virkelige taber i den 33-dageskrig, der brød ud den 12. juli, og ingen tale af Ehud Olmert eller George W. Bush kan ændre ved denne indlysende kendsgerning.[1]

For at forstå, hvad der er på spil, er det nødvendigt at opsummere de amerikansk-støttede mål, som Israel forfulgte i sin offensiv. Det centrale mål i det israelske stormløb var selvfølgelig at tilintetgøre Hizbollah. Israel forsøgte at opnå dette mål ved en kombination af tre centrale metoder:

Den første bestod i at tildele Hizbollah et dræbende slag gennem en intensiv ”post-heroisk”, dvs. kujonagtig, bombekampagne, der udnyttede Israels ”overvældende og asymmetriske fordel” i ildkraft. Kampagnen havde til formål af afbryde Hizbollahs forsyningslinie, at ødelægge en stor del af dets militære infrastruktur (lagre af raketter, raketramper, etc.), at eliminere et stort antal af dets soldater og at skære halsen over på det ved at myrde Hassan Nasrallah og andre vigtige partiledere.

Den anden metode, der blev benyttet, bestod i at sætte Hizbollahs massebasis blandt Libanons shiitter op imod partiet, som Israel gennem en afsindig PSYOP-kampagne [psychological operations, dvs. psykologisk krigsførelse, o.a.] ville udpege som ansvarlig for deres tragiske forhold. Dette indebar naturligvis, at Israel påførte de libanesiske shiitter en kæmpemæssig katastrofe ved en omfattende kriminel bombekampagne, der bevidst jævnede hele landsbyer og boligkvarterer med jorden og dræbte hundreder og atter hundreder af civile.

Det var ikke første gang, at Israel havde tyet til dette kneb – en standard krigsforbrydelse. Dengang PLO var aktiv i det sydlige Libanon, i det der blev kaldt ”Fatahland” før den første israelske invasion i 1978, plejede Israel at skyde løs med tungt skyts på alle beboede områder omkring det sted, hvorfra der var blevet affyret raketter mod dets territorium, selv når raketterne blev affyret fra ødemarken.

Dette kneb havde dengang held til at støde en betydelig del af befolkningen i det sydlige Libanon væk fra PLO, hvilket blev hjulpet på vej af den kendsgerning, at reaktionære ledere stadig spillede en stor rolle dernede, og at de palæstinensiske guerillaer let kunne affærdiges som fremmedelementer, da deres opførsel generelt var katastrofal. Den her gang troede Israel, at det, i betragtning af Hizbollahs uden sammenligning bedre status blandt de libanesiske shiitter, kunne opnå den samme effekt ved blot at øge omfanget af og brutaliteten i den kollektive afstraffelse.

Den tredje metode bestod i at skabe et omfattende og alvorligt kaos i den libanesiske befolkning som helheds liv og i at holde den som gidsel med en luft-, sø- og landblokade for at ophidse befolkningen, især andre grupper end shiitterne, mod Hizbollah, og således skabe et politisk klima, som kunne bidrage til militære handlinger fra den libanesiske hær mod den shiitiske organisation. Det var derfor, at israelske embedsmænd ved starten af offensiven udtalte, at de ikke ønskede nogen anden styrke end den libanesiske hær indsat i det sydlige Libanon, afviste udtrykkeligt en international styrke og spyttede på den eksisterende UNIFIL-styrke [United Nations Interim Force In Lebanon, FN’s styrke i Libanon, o.a.].

Dette projekt har i virkeligheden været Washington og Paris’ mål lige siden de i fællesskab i september 2004 udarbejde FN’s sikkerhedsråds resolution 1559, der krævede tilbagetrækning af de syriske tropper fra Libanon og ”opløsning og afvæbning af alle libanesiske og ikke-libanesiske militser”, dvs. Hizbollah og palæstinensernes organisationer i deres flygtningelejre.

Washington havde troet, at når de syriske tropper blev fjernet fra Libanon, ville den libanesiske hær, som hovedsagligt er blevet udstyret og trænet af Pentagon, være i stand til at ”opløse og afvæbne” Hizbollah. Den syriske hær trak sig i praksis ud af Libanon i april 2005, ikke på grund af presset fra Washington og Paris, men som følge af den politiske uro og de massemobiliseringer, der fulgte efter mordet i februar samme år på den tidligere libanesiske premierminister Rafik Hariri, en meget nær ven af den herskende klasse i Saudi Arabien.

Styrkeforholdet i landet, på baggrund af de massedemonstrationer og moddemonstrationer der fandt sted, gjorde det ikke muligt for den amerikansk-allierede koalition at forestille sig en løsning af Hizbollah-spørgsmålet med magt. De var endda nødt til at føre den efterfølgende parlamentsvalgkamp i maj i en bred koalition med Hizbollah, og derefter styre landet med en koalitionsregering, der inkluderede to Hizbollah-ministre. Dette skuffende resultat tilskyndede Washington til at give grønt lys til Israels militær intervention. Man manglende bare et passende påskud, hvilket Hizbollahs operation over grænsen den 12. juli skaffede.

Set i forhold til det centrale mål og de tre metoder, der blev beskrevet ovenfor, var den israelske offensiv en total og åbenlys fiasko. Mest tydeligt er det, at Hizbollah ikke blev tilintetgjort – langtfra. Det har hovedparten af både sin politiske struktur og militære styrke i behold, og tillod sig den luksus at bombardere det nordlige Israel helt frem til det allersidste øjeblik før våbenhvilen om morgenen den 14. august.

Det er ikke blevet isoleret fra sin massebasis; denne massebasis er snarere blevet udvidet betragteligt, ikke blot blandt de libanesiske shiitter, men også blandt alle de andre religiøse grupper i Libanon, for ikke at tale om den enorme prestige, som denne krig har givet Hizbollah, især i den arabiske region og resten af den muslimske verden. Sidst, men ikke mindst, har alt dette ført til en ændring af det overordnede styrkeforhold i Libanon i en retning, som er det præcis modsatte af, hvad Washington og Israel forventede: Hizbollah kom ud af det meget stærkere og mere frygtet af sine erklærede og uerklærede modstandere, USA’s og det saudiske kongedømmes venner.

Den libanesiske regering tog i alt væsentligt Hizbollahs parti og gjorde protesterne mod den israelske aggression til sin prioritet.[2]

Der er ingen grund til at opholde os længere ved Israels mest åbenlyse fiasko: det er mere end tilstrækkeligt og højst afslørende at læse lavinen af kommentarer fra israelske kilder. En af de skarpeste kommentarer var den, der kom fra Moshe Arens, som tre gange har været ”forsvarsminister”, unægteligt en ekspert. Han skrev i Haaretz [israelsk avis der omtrent svarer til Information herhjemme, o.a.] en kort artikel, der er meget sigende:

”De [Ehud Olmert, Amir Peretz og Tzipi Livni, o.a.] havde nogle få glorværdige dage, hvor de stadig troede, at IAF’s [Israeli Air Force, o.a.] bombning af Libanon ville gøre kort proces med Hizbollah og give os en smertefri sejr. Men efterhånden som den krig, som de forkludrede så voldsomt, skred frem... sivede luften gradvist ud af dem. Nu og da udsendte de stadig nogle krigeriske erklæringer, men de begyndte at se sig om efter en udvej – en måde, hvorpå de kunne vikle sig ud af den begivenhedsrække, som de tydeligvis var ude stand til at kontrollere.

De greb ud efter halmstrå, og hvilket halmstrå var bedre end FN’s sikkerhedsråd. Det var ikke nødvendigt at vinde en militær sejr over Hizbollah. Lad FN erklære våbenhvile, og Olmert, Peretz og Livni kan simpelthen erklære sig som sejrherrer, hvad enten man tror på det eller ej... Krigen, som i følge vores ledere skulle have genoprette Israels afskrækkende position, har i løbet af en måned haft held til at ødelægge den.”[3]

Arens taler sandt: Efterhånden som Israel viste sig mindre og mindre i stand til at opnå nogle af de mål, det havde sat sig ved indledning af sin nye krig, begyndte det at lede efter en ny udvej. Mens det kompenserede for sin fiasko ved en optrapning af det destruktive og hævngerrige raseri, det slap løs på Libanon, skiftede dets amerikanske sponsorer holdning til FN. Efter at have købt Israel tid i mere end tre uger ved at blokere for ethvert forsøg på at diskutere en sikkerhedsrådsresolution, der opfordrede til våbenhvile – et af de mest dramatiske eksempler på handlingslammelse i den 61 år gamle mellemstatslige organisations historie – besluttede Washington sig for at overtage og fortsætte Israels krig med diplomatiske midler.

Ved at skifte mening kom Washington igen i overensstemmelse med Paris i Libanon-spørgsmålet. Paris, der med USA deler en fælles, om end rivaliserende, dedikation til at tilegne sig mest muligt af de saudiske rigdomme, især gennem salg af militært isenkram[4] til de saudiske herskere, bliver regelmæssigt og opportunistisk på den rigtige side i forhold til saudierne hver gang der opstår nogle spændinger mellem Washingtons dagsorden og dets ældste mellemøstlige klienters og protegeers interesser.

Israels nye Libanon-krig var sådan en mulighed: så snart Israels morderiske angreb viste sig at være kontraproduktivt set fra den saudiske herskerfamilies standpunkt, der er rædselsslagen for en stigende destabilisering af Mellemøsten, som kan vise sig at være fatal for deres interesser, opfordrede de til en indstilling af krigshandlingerne og overgang til alternative metoder.

Paris støttede øjeblikkeligt op om denne holdning og Washington fulgte siden hen trop, men først efter at have givet det israelske angreb et par dage mere til at forsøge at opnå nogle militære bedrifter, som kunne redde ansigt for dem. Det første resolutionsudkast, som blev lavet af de to hovedstæder, cirkulerede hos FN den 5. august. Det var et åbenlyst forsøg på at opnå på diplomatisk vis, hvad Israel ikke havde været i stand til med militære midler. Mens dette udkast udtalte sin ”stærke støtte” til Libanons suverænitet, opfordrede det ikke desto mindre til en genåbning af landets lufthavne og havne kun for ”verificerbare og rent civile formål” og tillod oprettelsen af en ”international embargo på salget og forsyningen af våben og beslægtet materiale til Libanon undtagen, når det er autoriseret af dets regering,” med andre ord en embargo mod Hizbollah.

Man genfremsatte resolution 1559, der opfordrede til endnu en resolution, der ville bemyndige ”i henhold til Kapitel VII af Charteret indsættelsen af en international styrke med FN-mandat, der skal støtte Libanons væbnede styrker og regering i at sørge for trygge livsforhold og bidrage til gennemførelsen af en permanent våbenhvile og en langsigtet løsning.” Denne formulering er så vag, at den faktisk kun kan betyde, at en international styrke har fået fuldmagt til militære operationer (Kapitel VII i FN-Charteret) for at gennemføre resolution 1559 med magt, i alliance med den libanesiske hær.

Dertil kom, at der ikke var nogen bestemmelse, som begrænsede denne styrke til området syd for Litani-floden, som efter det oprindelige resolutionsudkast skulle være fri for Hizbollahs styrker, og den zone, som Israel havde krævet blev sikret efter ikke at have været i stand til at slippe af med Hizbollah i resten af Libanon. Dette betød, at FN-styrken kunne tilkaldes for at skride ind overfor Hizbollah i resten af Libanon.

Dette projekt var imidlertid helt uden sammenhæng med, hvad Israel havde opnået på slagmarken, og forslaget blev derfor nedstemt. Hizbollah kritiserede forslaget stærkt og gjorde det klart, at man ikke ville acceptere andre internationale styrker end den eksisterende UNIFIL, den FN-styrke, som har været indsat langs Libanons grænse mod Israel (”Den blå linie”) siden 1978. Den libanesiske regering viderebragte Hizbollahs modstand og ønske om ændringer, støttet af et kor af arabiske stater, inklusive alle de amerikanske klienter. Washington havde da intet andet valg end at ændre i forslaget, eftersom det alligevel ikke ville kunne blive stemt igennem i sikkerhedsrådet.

Desuden havde Washingtons allierede, den franske præsident Jacques Chirac – hvis land forventes at stille med den største del af den internationale styrke og lede den – selv offentligt erklæret to uger inde i kamphandlingerne, at ingen troppeindsættelse var mulig uden en forudgående aftale med Hizbollah.[5]

Udkastet blev derfor ændret og genforhandlet, mens Washington bad Israel om at fremsætte truslen om en stor landoffensiv og faktisk begynde at gennemføre den som et pressionsmiddel, der skulle gøre det muligt for Washington at få den bedst mulige aftale set fra deres synspunkt. For at bane vej for en aftale, der skulle føre til en våbenhvile, som blev mere og mere nødvendig af humanitære årsager, accepterede Hizbollah indsættelsen af 15.000 libanesiske tropper syd for Litani-floden og mildnede sin generelle position. Resolution 1701 kunne således trænge igennem sikkerhedsrådet den 11. august.

Washington og Paris’ største indrømmelse var, at de opgav projektet med at skabe en multinational ad hoc-styrke i henhold til Kapitel VII. I stedet gav resolutionen bemyndigelse til ”en forøgelse UNIFIL-styrken til maksimalt 15.000 tropper”, og således oppynte og oppuste den eksisterende FN-styrke i betydelig grad. Det væsentligste trick var imidlertid at omdefinere mandatet for denne styrke så den nu kunne ”assistere Libanons væbnede styrker i at tage forholdsregler” hen imod ”oprettelsen mellem Den blå linie og Litani-floden af et område uden nogen form for bevæbnet mandskab, våben og tilbehør bortset fra det, der tilhører Libanon og UNIFIL.” UNIFIL kan nu også ”foretage alle de handlinger i de områder, hvor dets styrker er indsat, som det anser for nødvendige og indenfor dets muligheder for at sikre, at dets operationsområde ikke anvendes til fjendtlige aktiviteter af nogen slags.”

Tilsammen kommer de to ovenstående formuleringer ret tæt på et Kapitel VII-mandat, eller kan i det mindste let fortolkes sådan. Desuden bliver UNIFIL’s mandat faktisk udvidet af resolution 1701 udover dets ”indsættelsesområde”, eftersom den nu kan ”assistere den libanesiske regering, hvis den anmoder om det” i dens bestræbelser på, at ”sikre sine grænser og andre adgangsveje for at forhindre, at våben og beslægtet materiale kommer ind i Libanon uden dens samtykke” – en sætning, der afgjort ikke henviser til Libanons grænse til Israel, men til dets grænse til Syrien, som løber på langs i landet, fra nord til syd. Dette er de store fælder i resolution 1701, og ikke formuleringen om tilbagetrækning af den israelske besættelseshær, som mange kommentarer har fokuseret på, da Israels tilbagetrækning i virkeligheden drives frem af Hizbollahs afskrækkende styrke, ikke af nogen FN-resolution.

Hizbollah besluttede sig for at give grønt lys til, at den libanesiske regering kunne godkende Resolution 1701. Hassan Nasrallah holdt en tale den 12. august, hvor han forklarede partiets beslutning om at godkende indsættelsen af tropper med FN-mandat. Den indeholdt en langt mere ædruelig vurdering af situationen end nogle af hans andre taler og en god portion politisk klogskab. ”Idag”, sagde Nasrallah, ”står vi overfor de fornuftige og mulige naturlige resultater af den store urokkelighed, som libaneserne har udtrykt fra deres forskellige positioner.” Denne ædruelighed var nødvendig, da enhver pralende beråbelse af sejren – som dem der på en sølle baggrund blev udtrykt af Hizbollahs støtter i Teheran og Damaskus – ville have krævet, at Nasrallah havde tilføjet, som Kong Pyrrhus i det antikke Grækenland, ”En sådan sejr mere – og jeg er fortabt!” Hizbollahs afviste klogt og tydeligt at gå ind i en polemik om vurderingen af krigens resultater, idet de understregede, at ”vores vigtigste prioritet” er at stoppe angrebet, genvinde det besatte territorium og ”opnå sikkerhed og stabilitet i vores land og flygtningenes og de fordrevne personers tilbagevenden.”

Nasrallah definerede sin bevægelses praktiske standpunkt på følgende måde: at rette sig efter våbenhvilen, fuldt samarbejde med ”alle, der kan bidrage til, at vores fordrevne og flygtede folk kan vende tilbage til deres hjem, til deres huse, og alle der kan hjælpe med humanitære- og redningsaktioner. Det gjorde han samtidig med, at han udtalte, at hans bevægelse var klar til at fortsætte den legitime kamp mod den israelske hær lige så længe som den bliver på libanesisk territorium, om end han tilbød at respektere 1996-aftalen, hvorefter begge siders operationer skulle begrænse sig til militære mål og skåne civile. I den forbindelse understregede Nasrallah, at hans bevægelse først begyndte at bombardere det nordlige Israel som svar på Israels bombning af Libanon efter operationen den 12. juli, og at Israel havde skylden for, at krigen overhovedet blev udvidet til at omfatte civile.

Nasrallah fremførte derefter en holdning til resolution 1791, som, indtil den er blevet efterprøvet i praksis, bedst kan beskrives som godkendelse, men med mange forbehold. Han protesterede mod, at resolutionen var uretfærdig, fordi den i indledningen undlod at komme med nogen form for fordømmelse af Israels angreb og krigsforbrydelser, han tilføjede dog, at resolutionen kunne have været meget værre og udtalte, at han værdsatte de diplomatiske anstrengelser, der havde forhindret, at det var sket. Hans centrale pointe var en understregning af den kendsgerning, at Hizbollah betragter nogle af de spørgsmål, som resolutionen omhandler, som interne libanesiske anliggender, der bør diskuteres og løses af libaneserne selv – hvortil han føjede vigtigheden at opretholde Libanons nationale enhed og solidaritet.

Nasrallahs standpunkt var det rigtigst mulige i betragtning af omstændighederne. Hizbollah var nødt til at give indrømmelser for at bane vej for, at krigen sluttede. Eftersom hele den libanesiske befolkning blev holdt som gidsel af Israel, ville en stejl holdning have haft frygtelige humanitære konsekvenser udover de allerede forfærdende følger af Israels ødelæggende og morderiske raseri. Hizbollah er udmærket klar over, at det afgørende ikke er ordlyden af en FN-resolution, men dens faktiske fortolkning og gennemførelse, og hvad det angår, er det afgørende situationen og styrkeforholdet på slagmarken. For at svare på George W. Bush’s og Ehud Olmerts forfængelige praleri over deres sejr, som hævdes at komme til udtryk i resolution 1701, behøver man blot at citere Moshe Arens forebyggende svar fra den allerede citerede artikel:

”En retorik, der passer til situationen, er allerede i kredsløb. Og hvad så, hvis hele verden opfatter denne diplomatiske aftale – som Israel har indgået mens det stadig modtog en daglig dosis af Hizbollah-raketter – som om Israel har lidt nederlag til et par tusinde Hizbollah-soldater? Og hvad så, hvis ingen tror på, at en ”forstærket” UNIFIL-styrke vil afvæbne Hizbollah, og at Hizbollah, der stadig har et arsenal på tusinder af raketter og som virkelig er blevet forstærket af denne måneds succes mod Israels mægtige væbnede styrker, vil blive en fredspartner?”

Den virkelige ”fortsættelse af krigen med andre midler” er allerede til fulde startet i Libanon. Der er fire hovedspørgsmål på spil, som her bliver gennemgået i omvendt prioriteringsorden. Det første spørgsmål, på det hjemlige libanesiske plan, er regeringens skæbne. Det eksisterende parlamentariske flertal i Libanon udspringer af nogle valg, hvis ufuldkommenheder skyldes en mangelfuld og skævvridende valglov, som det syrisk-dominerede regime har gennemført.

En af dens store konsekvenser har været en skævvridning af antallet af repræsentanter for de kristne vælgere, med en stor underrepræsentation af den bevægelse, der ledes af den tidligere general Michel Aoun, som indgik i en alliance med Hizbollah efter valget. Desuden har den seneste krig påvirket den libanesiske befolknings politiske stemning dybt, og det nuværende parlamentariske flertals legitimitet kan i høj grad anfægtes. Naturligvis vil en ændring af regeringen til fordel for Hizbollah og dets allierede ændre radikalt ved betydningen af resolution 1701, da fortolkningen af i høj grad afhænger af den libanesiske regerings holdning. En stor bekymring er i den henseende at undgå ethvert skridt mod fornyet borgerkrig i Libanon: Det var det Hassan Nasrallah tænkte på, da han understregede vigtigheden af ”national enhed”.

Det andet spørgsmål, også på det hjemlige libanesiske plan, er genopbygningsindsatsen. Hariri og hans saudiske støtter havde opbygget deres politiske indflydelse i Libanon ved at dominere genopbygningsindsatsen efter Libanons 15-årige krig sluttede i 1990. Den her gang vil de møde en intensiv konkurrence fra Hizbollah, der har Iran bag sig og fordel af sin intime forbindelse til Libanons shiitiske befolkning, der var hovedmålet for Israels hævnkrig. Som den højtstående israelske militæranalytiker Ze’ev Schiff formulerede det i Haaretz: ”Meget afhænger også af hvem, der vil give hjælp til genopbygningen af det sydlige Libanon; hvis det bliver gjort af Hizbollah, vil den shiitiske befolkning i syd føle, at den står i gæld til Teheran. Dette bør forhindres.”[6] Dette budskab er blevet forstået til fulde i Washington, Riyadh og Beirut. Iøjnefaldende artikler i den amerikanske mainstream-presse i dag slår alarm, hvad det angår.

Det tredje spørgsmål er naturligvis ”afvæbningen” af Hizbollah i den zone, som er blevet afgrænset i det sydlige Libanon til indsættelsen af den libanesiske hær og det oppyntede UNIFIL. Den maksimale indrømmelse, som Hizbollah er villig til at give i den henseende at ”gemme” sine våben syd for Litani-floden, dvs. undlade at vise dem frem og opbevare dem i skjulte lagre. Ethvert videre skridt, for ikke at tale om en afvæbning af Hizbollah over hele Libanon, bliver af organisationen kædet sammen med en række betingelser, der som udgangspunkt har, at Libanon får Sheeba Farms tilbage og slutter med, at der fremkommer en regering og hær, som er opsat på at forsvare landets suverænitet overfor Israel.

Dette spørgsmål er det første store problem, som implementeringen af resolution 1701 kan strande på, eftersom intet land i verden er i en position, hvor det beredvilligt vil forsøge at afvæbne Hizbollah med magt, en opgave som den mest frygtindgydende moderne hær i Mellemøsten og en af verdens stærkeste militærmagter åbenlyst ikke har været i stand til. Dette betyder, at enhver troppeindsættelse syd for Litani-floden, uanset om det drejer sig om libanesiske eller tropper med FN-mandat, vil være nødt til at acceptere Hizbollahs tilbud, hvad enten det sker i kamufleret form eller ej.

Det fjerde spørgsmål er selvfølgelig sammensætningen af og hensigten med det nye UNIFIL- troppekontingent. Washington og Paris’ oprindelige plan var at gentage det, der finder sted i Afghanistan, hvor en NATO-hjælpestyrke med FN-figenblad fører krig for Washington, i Libanon. Hizbollahs robusthed på det militære såvel som det på politiske område forpurrede denne plan. Washington og Paris troede ikke desto mindre, at de kunne gennemføre den i forklædt form og gradvist, indtil de politiske betingelser var opfyldt i Libanon for en styrkeprøve, hvor NATO og dets lokale allierede stod overfor Hizbollah. Faktisk er de lande, som forventes at sende de vigtigste troppekontingenter, alle NATO-medlemmer: sammen med Frankrig står Italien og Tyrkiet på standby, mens Tyskland og Spanien opfordres til at følge efter. Hizbollah er dog ikke dumme. De er allerede i færd med at prøve at overtale Frankrig til ikke at gennemføre sin plan om at sende elitekamptropper, der skal bakkes op udstationeringen af Frankrigs eneste hangarskib i Middelhavet tæt ved Libanons kyst.

Med hensyn til det sidste spørgsmål, kan antikrigsbevægelsen i NATO-landene hjælpe den libanesiske modstandsbevægelses kamp og fredssagen i Mellemøsten meget ved at mobilisere imod udsendelsen af NATO-tropper til Libanon, og således afskrække deres regeringer fra at gøre Washingtons og Israels beskidte arbejde. Det, Libanon har brug for er, tilstedeværelsen af en virkelig neutral, fredsbevarende styrke ved dets sydlige grænse, og, frem for alt, at dets folk får lov til at løse Libanons interne problemer med fredelige politiske midler.

Alle andre veje fører til en genopblussen af Libanons borgerkrig, på et tidspunkt, hvor Mellemøsten, og hele verden for den sags skyld, allerede har svært ved at klare følgerne af den borgerkrig, som Washington har antændt og hælder benzin på i Irak.

Fra Tidsskriftet Solidaritet, nr. 4, 2006. Gilbert Achcar underviser i politologi ved Université de Paris-VIII og er forfatter til en lang række bøger, bl.a. den internationale bestseller Clash of Barbarisms (Monthly Reviw Press, 2002). Oversat af Lars Henrik Carlskov fra International Viewpoint 16. august 2006. 

[1] For de globale og regionale følger af disse begivenheder, se min artikel ”The Sinking Ship of U.S. Imperial Designs”, der blev bragt på ZNet d. 7. august 2006. 

[2] Som en israelske kommentator formulerede det i en artikel med en temmelig afslørende titel: ”Det var en fejl at tro, at det militære pres kunne frembringe en proces, hvorunder den libanesiske regering ville afvæbne Hizbollah.” Efraim Inbar, ”Prepare for the next round, ” Jerusalem Post, 15. august, 2006. 

[3] Moshe Arens, ”Let the devil take tomorrow,” Haaretz, 13. august, 2006. 

[4] Både USA og Frankrig afsluttede store våbenhandler med saudierne i juli måned. 

[5] Interview med Le Monde, 27. juli, 2006. 

[6] Ze’ev Schiff, ”Delayed ground offensive clashes with diplomatic timetable,” Haaretz, 13. august, 2006.