2011/01/24

Rød-brun demo bør være en lærestreg for venstrefløjen


AF LARS HENRIK CARLSKOV 

Fredag eftermiddag oplevede vi desværre atter det tåkrummende syn af fremtrædende repræsentanter for Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten stående skulder ved skulder med racistiske politikere og erklærede nazister i en demonstration mod den islamistiske organisation Hizb-ut-Tahrir. Velkendte islamofober som Karen Jespersen og Farshad Kholghi var inviteret som talere, og ud over repræsentanter fra venstrefløjen mødte intet mindre end otte ministre op, foruden naturligvis delegationer fra højreradikale grupper som Danmarks Nationale Front og SIAD. Så der blev både heilet og råbt perker ved demonstrationen.

På forhånd havde det vakt voldsom opstandelse, at Hizb-ut-Tahrir i invitationen til arrangementet i Den Sorte Diamant afbilledede en kiste svøbt i dannebrog og forklarede, at mødet ville:

”...sætte fokus på pligten til væbnet modstand for muslimerne i Afghanistan og omegn. Vi anser denne modstand som fuldt ud legitim. I den sammenhæng vil myndighedernes forsøg på at kriminalisere eller intimidere enhver krigsmodstander også blive belyst.”

Dette resulterede som bekendt i, at kulturminister Per Stig Møller forsøgte at forhindre afholdelsen af mødet samt, at justitsminister Lars Barfoed, på opfordring fra De Radikale og SF, bad rigsadvokaten om igen at undersøge muligheden for at forbyde organisationen. Lars Barfoed forklarede endvidere, at det falder uden for ytringsfrihedens rammer at beskrive afghanernes væbnede modstand mod NATO's besættelse som legitim.

Hvis vi skal følge den særegne Barfoed'ske logik, bør det således også være strafbart, som f.eks. den fremtrædende amerikanske jurist Marjorie Cohn har gjort det, at betegne NATO's krig som ”ulovlig”, idet det indebærer, at afghanernes modstand, voldelig såvel som ikke-voldelig, er lovlig. Til kategorien af strafbare handlinger hører det dermed også at citere FN-charterets artikel 51 og FN-resolution 42/159, der begge fastslår retten til at gøre oprør mod en besættelse.

Selvom justitsministeren, tilmed assisteret af De Radikale og SF, vil bruge domstolene til at forhindre udbredelsen af sådanne ytringer, må det være på sin plads at understrege, at retten til modstand mod besættelse og undertrykkende regimer ikke er afhængig af en juridisk forhåndsgodkendelse. Tværtimod vil magthaverne oftest stemple legitim modstand som ”terrorisme”, på samme måde som den danske modstandsbevægelse oplevede det under 2. verdenskrig og som det efterfølgende er sket for nationale befrielsesbevægelser lige fra Algeriet og Vietnam til Sydafrika og Palæstina. Nøjagtig det samme er tilfældet i Afghanistan i dag, på trods af, at selv amerikanske efterretningsrapporter vurderer, at blot omkring 10 % af oprørerne tilhører grupper som Taliban og al-Qaeda.

Fremmer racisternes og krigstilhængernes agenda
Det er pinligt nok i sig selv at se dele af venstrefløjen demonstrere side om side med borgerlige ministre og højreradikale grupper. Men pinligheden bliver bestemt ikke mindre af, at arrangørerne havde opfordret til at medbringe dannebrogsflag og gule ”Støt vore soldater”-sløjfer. Venstrefløjen forsyner således ikke blot racisme og nationalisme med et skær af respektabilitet, men lader sig tilmed indrullere i støtten til den danske krigsførelse.

For netop det påståede hensyn til de udsendte soldater dominerer debatten om den danske krigsdeltagelse og bruges af krigstilhængerne til at forsøge at lukke på munden på kritikkerne, samtidig med, at "fjenden" i Afghanistan frakendes enhver form for legitimitet. De betragtes, for nu at bruge Bush-regeringens betegnelse, som "illegale kombattanter. Hvis politikerne virkelig bekymrer sig om de udsendte soldater, bør de straks trække dem hjem og sikre, at de får den nødvendige hjælp i overgangen til et civilt liv. Ansvaret for eventuelle drab på danske soldater hviler således på de politikere, der har sendt dem i krig for at tjene NATO's geopolitiske interesser.


Betyder alt dette, at venstrefløjen aldrig kan demonstrere mod Hizb-ut-Tahrir? Nej, det ville være lige så tåbeligt som på forhånd at fraskrive sig retten til at demonstrere mod en hvilken som helst anden organisation. Men i en situation, hvor organisationen er komplet marginaliseret og det politiske klima er så betændt, at Danmark er blevet indehaver af Europas strammeste udlændingepolitik og et internationalt symbol på racistisk hetz og diskrimination, flyder sådanne demonstrationer uvægerligt sammen med den generelle fremmedfjendskhed.

Det er således ingen tilfældighed, at et flertal af landets muslimer, trods deres uvilje mod Hizb-ut-Tahrir, ikke brød sig om Villy Søvndals skrid-ad-helvede-til-retorik. Lige så lidt er det tilfældigt, at formanden for soldaterveteranforeningen De Blå Baretter uden at møde den mindste kritik kunne kræve Hizb-ut-Tahrirs medlemmer arresteret med den begrundelse, at i ”alle andre krige har man interneret fjender af nationen”. Med andre ord: Oprettelsen af en form for koncentrationslejre som f.eks. under 2. verdenskrig, hvor danske kommunister blev interneret i Horserødlejren og hvor amerikanere med tysk, italiensk eller japansk baggrund i USA blev interneret i lejre. Når sådan et krav kan passere uden at møde en storm af protester, siger det alt om, hvilken reaktionær dagsorden venstrefløjen fremmer ved at tilslutte sig hylekoret mod Hizb-ut-Tahrir. 

Fascisme?
Men er Hizb-ut-Tahrir da ikke en fascistisk organisation, som vi i lighed med andre højreradikale grupper bør demonstrere imod? Er partiet f.eks. ikke imod demokrati og kvinders og homoseksuelles rettigheder? Sådan lyder en populær indvending på venstrefløjen. Desværre lider dette argument under en helt igennem borgerlig fascisme-forståelse, der udspringer af den primitive totalitarisme-teori, hvor man finder nogle enkelte fællestræk mellem forskellige ideologier og bevægelser (som f.eks. nazismen, kommunismen og islamismen) og på baggrund deraf konkluderer, at der grundlæggende er tale om ét og samme fænomen.

Ud fra en lignende logik kunne man således beskrive 1950'ernes USA som et fascistisk samfund, idet det var præget af storkapitalens dominans, voldsom anti-kommunisme, imperialistisk udenrigspolitik, raceadskillelse osv. osv. Imidlertid er der den afgørende forskel, at der også fandtes parlamentarisk demokrati (selvom det diskriminerede den sorte del af befolkningen), hvilket gav venstrefløjen en række muligheder for legalt arbejde, som ikke findes i fascistiske stater.

For at kunne bekæmpe den virkelige fascistiske trussel, som har gode vækstbetingelser under den kapitalistiske verdensøkonomis nuværende krise, er det afgørende at droppe den sløsede omgang med fascisme-betegnelsen, hvor den snarere bruges som skældsord end analytisk begreb. Fascismen grundlæggende historiske kendetegn var, at den var en massebevægelse baseret på det småborgerskab, der på grund af 1920'ernes og 1930'ernes økonomiske krise truedes af proletarisering, og som borgerskabet derfor, da det ikke længere kunne regere på almindelig parlamentarisk vis, kunne bruge til at smadre arbejderbevægelsens organisationer for at sikre det kapitalistiske systems fortsatte eksistens. Det er derfor meget svært at se, hvad der, bortset fra nogle få overfladiske lighedstegn, kvalificerer Hizb-ut-Tahrir eller andre islamistiske, eller for den sags skyld stalinistiske, partier til fascisme-betegnelsen.

Modsat fascistiske organisationer har Hizb-ut-Tahrir ingen stormtropper, og der findes ingen dokumentation for, at partiet skulle stå bag voldelige overfald, selvom den militante, til tider endda antisemitiske, retorik har indbragt flere medlemmer domme for trusler. I modsætning dertil overfalder højreekstreme grupper jævnligt venstreorienterede, etniske minoriteter og homoseksuelle. Den nutidige trussel om fascisme kommer i dag ikke fra nogen islamistisk gruppe, men derimod snarere fra kredse noget tættere på regeringen og ikke mindst dens parlamentariske støtteparti. Og i den aktuelle sag er det personer som justitsminister Lars Barfoed og kulturminister Per Stig Møller, der har angrebet såvel forsamlingsfriheden og ytringsfriheden som retten til frit at danne partier. 

En lærestreg for venstrefløjen
Hvis venstrefløjen skal formå at tiltrække de muslimer, der måtte føle sig tiltrukket af Hizb-ut-Tahrir og lignende gruppers militante modstand mod den islamofobiske hetz, krigene i Irak og Afghanistan og de vestlige regeringers accept af besættelsen af Palæstina, er det mildest talt en håbløs strategi at istemme racisternes og krigstilhængernes hysteriske fordømmelse af disse grupper, uanset hvor lidt vi i øvrigt bryder os om dem. Som forskeren Kirstine Sinclair påpeger kan sådanne grupper tværtimod "bruge [det] til at sige til andre muslimer, at de alle sammen er uønskede i det danske samfund". 

Fredagens rød-brune sammenrend uden for Den Sorte Diamant burde vise med al ønskelig tydelighed, hvordan venstrefløjen risikerer, at berettiget kritik af reaktionære tendenser, instrumentaliseres til en generel hetz mod muslimer. Og dermed risikerer vi også, at det for det store flertal af muslimerne, der ingen sympati føler for islamistiske strømninger, vil se ud som om venstrefløjen gør fælles front med krigsførende og racistiske politikere.

Den bedste måde venstrefløjen kan forhindre, at grupper som Hizb-ut-Tahrir vinder opbakning, er med andre ord ved at gøre op med den statsracisme og krigspolitik, der udgør deres vigtigste rekrutteringsgrundlag. Som den aktuelle sag viser, har venstrefløjen her meget at lære. Men hvis den ikke lærer det efter fredagens fadæse, kan man frygte, at den aldrig lærer det.

2011/01/13

SF og kapitalismens krise: Spare-marxisme?


AF LARS HENRIK CARLSKOV

I dagens Berlingske Tidende har SF's finansordfører (og kandidat til posten som ny finansminister) Ole Sohn nogle interessante betragtninger om de udfordringer, han mener en kommende S-SF-regering står over for. SF er klar til at skære i velfærdsydelserne, hvis det mod forventning ikke lykkes at skabe mere vækst i den private sektor:

”Hverken vores plan eller regeringens plan giver tilstrækkeligt med penge til at redde økonomien, hvis ikke der kommer gang i væksten. Og så er der kun to svar: Enten skal vi have gang i væksten og genskabe de arbejdspladser, vi har tabt, eller også må vi tilpasse den offentlige sektor. Den offentlige service, vi giver i dag, kan kun fastholdes, hvis vi får gang i den private vækst.”

Den udmelding er for så vidt ikke nogen nyhed, da Sohn for kort tid siden fremsatte samme budskab i Jyllands-Posten. Ved den lejlighed udtalte han:

”Der er kun to muligheder - enten får vi sparket gang i den private vækst eller reduceret den offentlige.”

Begge gange er Sohn blevet bakket op af Socialdemokraternes politiske ordfører Henrik Sass Larsen. Det kan undre, at det lige netop er i landets to største borgerlige aviser, Sohn står frem med dette budskab. Hvem er det, han prøver at berolige?

Faktisk kan det ikke forstås på anden måde end som endnu et signal om, at SF er klar til at udvise ”økonomisk ansvarlighed”, dvs. påtage sig ansvaret for at administrere den globale kapitalistiske krise, som også har ramt Danmark. Hvis det ikke lykkes en S-SF-regering at skabe forøget vækst i Danmark, som vel at mærke er dybt afhængig af udviklinger i den globale økonomi, rammer sparekniven velfærdsydelserne.

Det mest naturlige ville ellers være at sende regningen for krisen retur til de rige, der under den nu bristede økonomiske boble tjente fedt på vild finansiel spekulation. Men i deres fælles økonomiske plan ”Fair Løsning” vil S-SF mere eller mindre lade de rige gå fri. Ganske vist indeholder planen en ”millionærskat”, men det magre resultat af denne skat vil være, at millionærerne slipper billigere end før VK's skattelettelser og at indkomsterne fra 500.000-1.000.000 beholder deres skattelettelser. Endnu værre er som bekendt forslaget om at øge arbejdstiden med 12 minutter om dagen, hvilket vil øge udbytningen af den del af arbejderklassen, der allerede er i arbejde og gøre det sværere for de arbejdsløse at finde beskæftigelse.

I sit principprogram erklærer SF ellers, at partiets ”udgangspunkt er en udogmatisk socialisme, der har sit udspring i arbejderbevægelsens kampe og i den marxistiske samfundsforståelse”. Det kunne ved lejlighed være interessant at høre Ole Sohn redegøre nærmere for, hvordan han ved hjælp af den dialektisk-materialistiske metode har analyseret sig frem til den nye spare-marxistiske inje.

Der er dog et alternativ til at lade velfærden afhænge af kapitalistiske investorers lyst til at investere. Men det kræver, at vi opbygger en udenomsparlamentariske massebevægelse, som kan rykke S-SF til venstre. Et godt udgangspunkt er kampen mod angrebet på efterlønnen. Den kamp er der allerede nogen, der har taget initiativ til at organisere.

2011/01/10

Reklameindustrien er en alvorlig trussel mod klimaet

 
Reklamebranchen fungerer som olie på tandhjulene i den kapitalisme, der har skabt den nuværende tingsliggjorte kultur. Dermed er den også en af hovedårsagerne til klimakrisen. Det forklarer den fransk-brasilianske sociolog Michael Löwy i denne artikel.

Klimaændringerne har bragt den globale miljøkrise til en foreløbig kulmination. Den vigtigste pointe er i den forbindelse, at klimaændringerne accelererer langt hurtigere end tidligere forudsagt. Ophobningen af kuldioxid, stigende temperaturer, smeltningen af polernes iskapper og af de ”evige” islag, tørker, oversvømmelser; alle disse fænomeners tempo stiger, og næppe er blækket tørt på de foregående videnskabelige analyser, før de viser sig at have været for optimistiske. I stigende grad bliver de højeste estimater i forudberegningerne for de næste 10, 20 eller 30 år til det accepterede minimum. Og dertil skal lægges de alt for lidt undersøgte forstærkende faktorer, som i dag repræsenterer en risiko for et kvalitativt spring i drivhuseffekten, som kan føre til en global opvarmning ude af kontrol.

Der er stadig omkring 400 milliarder tons kuldioxid indesluttet i permafrosten, den frosne tundra, som strækker sig fra Canada til Sibirien. Men hvordan kan gletscherne smelte uden, at permafrosten også smelter? Der findes kun få beskrivelser af worst-case scenariet, hvor den globale temperatur stiger med 5-6 grader; videnskabsfolkene undgår at optegne billeder af katastrofer. Men vi ved allerede, hvad der venter: stigende vandstand i havene, med oversvømmelse ikke bare af Dacca og andre asiatiske kystbyer, men også af London, Amsterdam, Venedig og New York; gigantiske ørkendannelser; mangel på drikkevand; gentagne naturkatastrofer. Listen fortsætter. Ved en temperaturstigning på 6 grader bliver det tvivlsomt om kloden stadig vil være beboelig for vores art. Vi har desværre ikke nogen anden planet at flytte til.

Hvem er ansvarlig for denne situation, som er uden fortilfælde i menneskehedens historie? Videnskabsfolkenes svar er – mennesker. Et korrekt svar, men en anelse mangelfuldt. Der har levet mennesker på jorden i adskillige årtusinder, men mængden af kuldioxid i atmosfæren er først blevet farlig for nogle få årtier siden. I virkeligheden ligger skylden hos det kapitalistiske system – med dets absurde og irrationelle logik af ubegrænset ekspansion og kapitalakkumulation; dets tvangsprægede fremstød for at øge den materielle produktion i jagten på profit.

Det kapitalistiske markeds indskrænkede rationalitet, med dets kortsigtede kalkule over profit og tab, står i sit væsen i modsætning til det levende miljøs rationalitet, som opererer efter lange, naturlige cyklusser. Det skyldes ikke, at ”dårlige” miljøfjendske kapitalister står i vejen for ”gode” grønne kapitalister. Det er selve systemet, baseret på ubarmhjertig konkurrence, kravet om afkast på investeringer og jagten på hurtig profit, som ødelægger den økologiske ligevægt.

I modsætning til vareproduktionens fetichisme og de neoliberale økonomers selvregulerende økonomi, drejer det sig om indførelsen af en ”moralsk økonomi” - økonomiske politikker baseret på ikke-monetære og ekstra-økonomiske kriterier, som foreslået af E.P. Thompson [britisk socialist og historiker (1924-1993), red.]: med andre ord om at genintegrere økonomi i dens naturlige miljømæssige, sociale og politiske sammenhæng. Delreformer er fuldstændig utilstrækkeligt. Der er brug for at erstatte profitabilitetskriteriets mikro-rationalitet med en miljømæssig og social makro-rationalitet, hvilket betyder, at den menneskelige civilisation bliver nødt til at følge et andet paradigme. Dette er ikke muligt uden en gennemgribende teknologisk transformation med henblik på at erstatte de nuværende energikilder med ikke-forurenende og vedvarende kilder som direkte sol- og vindenergi. Det første spørgsmål, der melder sig, handler derfor om kontrollen over produktionsmidlerne og ikke mindst over beslutningerne om investeringer og valg af teknologi, som må fratages bankerne og de andre virksomheder for at fungere i samfundets interesse.

Varefetichisme og en tingsliggjort kultur
Naturligvis må der ske radikale ændringer ikke bare af produktionen, men også af forbruget. Alligevel er problemet med den industrielle kapitalistiske civilisation ikke – som nogle miljøforkæmpere ofte hævder – massernes ”overforbrug”, og løsningen er ikke en generel ”begrænsning” af forbruget, ikke engang i de avancerede kapitalistiske samfund. Problemet er den fremherskende forbrugsform, som er baseret på ”kunstige behov”: praleri, spild og varefetichisme. Der er brug for en produktion, som er indrettet efter tilfredsstillelsen af ægte behov, med udgangspunkt i de behov, man kunne kalde ”bibelske”: mad, vand, husly og klæder.

Hvordan kan man skelne mellem disse ægte behov og deres kunstige og uægte modparter? Fordi de sidstnævnte frembringes af det system af åndelig manipulation, som kaldes ”reklamer”. I modsætning til ideologien om det frie markeds påstand, er udbud ikke et svar på efterspørgsel. De kapitalistiske virksomheder skaber normalt efterspørgslen til deres produkter med diverse marketingsteknikker, reklametricks og planlagt forældelse. Reklamebranchen spiller en afgørende rolle i frembringelsen af forbrugerefterspørgsel ved at opfinde kunstige ”behov” og ved at stimulere dannelsen af tvangsprægede forbrugsvaner, der fuldstændig strider mod betingelserne for opretholdelsen af klodens økologiske ligevægt. Det kriterium, som man kan bruge til at skelne et autentisk behov fra et kunstigt, er om det kan forventes at eksistere uden hjælp fra reklamebranchen. Hvor længe ville forbruget af Coca Cola eller Pepsi Cola fortsætte, hvis de evindelige reklamekampagner for disse produkter ophørte? Man kan finde på en uendelighed af nye eksempler.

”Det er selvfølgelig rigtigt”, vil pessimisterne indvende, ”men individer er motiveret af en uendelig række ønsker og aspirationer, og det er dem, der ville skulle kontrolleres og undertrykkes.” Ja, håbet om en ændring af den menneskelige civilisations paradigme er lige præcis baseret på antagelsen, fremsat af Karl Marx, om, at i et samfund befriet fra kapitalismen vil ”væren” blive vurderet højere end ”at have”: at personlig tilfredsstillelse vil blive opnået gennem kulturelle, sportslige, erotiske, politiske, kunstneriske og lystbetonede aktiviteter, frem for gennem den ubegrænsede ophobning af ejendom og produkter. Den type ophobning, som er fremkaldt af det fetichistiske forbrug, som er indbygget i det kapitalistiske system, af den herskende ideologi og af reklamebranchen – og som ikke har det mindste at gøre med en ”evig menneskelig natur”.

Mens kapitalismen, særligt i sin nuværende nyliberalefetichisering af forbrug, reduktionen af alle værdier til penge, den ubegrænsede akkumulation af varer og kapital, og ”forbrugersamfundets” merkantile kultur. De former for rationalitet, som følger af reklamesystemet og det kapitalistiske system, er intimt forbundne, og de er begge dybt perverse.

Reklamerne forurener såvel det mentale landskab som omgivelserne i byen og på landet; de behersker aviserne, filmene, fjernsynet, radioen. Intet undslipper deres nedbrydende indflydelse. I vores tid er vi vidne til, at sport, religion, kultur, journalistik, litteratur og politik styres af reklamen. Alt gennemtrænges af reklamebranchens holdning, dens stil, dens metoder, dens argumentationsform. Samtidig chikaneres vi altid og uafbrudt af reklamer: uden pause, uden hvile, ubønhørligt og aldrig ferierende plager reklamerne os, forfølger os, overfalder os i byen og på landet, på gaden og derhjemme, fra morgen til aften, fra mandag til søndag, fra januar til december, fra vugge til grav.

Alligevel er disse reklamer ikke andet en et værktøj, et redskab, som kapitalen bruger til at afhænde sit output, til at kaste sine tarvelige varer på markedet, til at udvide sine profitmarginer og til at udvide sine ”markedsandele”. Reklamerne eksisterer ikke i et tomrum: De er en nødvendig del, et afgørende tandhjul i det kapitalistiske produktion- og forbrugssystem. Uden kapitalismen ville der ikke være nogen grund til at reklamerne fandtes: de kunne ikke fortsætte blot et sekund i et post-kapitalistisk samfund. Og omvendt ville kapitalismen uden reklamer være som en maskine med grus i maskineriet.

Lad os i forbifarten tilføje, at selv om der ikke var reklamer i de lande, hvis bureaukratiske planøkonomier ophørte efter Berlinmurens fald, fandtes der en løgnagtig politisk propaganda, som ikke var mindre umenneskelig og undertrykkende. Dette må også undgås i enhver overgang til et post-kapitalistisk samfund.

Nutidens allestedsnærværende kommercielle reklamer er dog uløseligt forbundet med kapitalismen. Det er kapitalistiske virksomheder, der udvikler, finansierer og profiterer på reklamekampagner og som ”sponserer” - dvs. gennem reklamer forurener – aviser, fjernsynet, sportskonkurrencer og kulturelle begivenheder. Reklamer spiller rollen som brandtaler, alfons og nidkær tjener for kapitalens interesser: Vores mål, forklarede topchefen for TF1 [Frankrigs førende kommercielle tv-kæde, red.], er at sælge Coca Cola i al den tid, vi har vores seeres hjerner til rådighed. Kapitalismen og reklamebranche er uløseligt forbundne og skaber og promoverer aktivt kommodificeringen af verden, kommercialiseringen af sociale relationer, sjælens forvandling til penge.

Ødelæggelse af miljøet
Hvilke konsekvenser har reklamer så for miljøet? Miljøgrupper er med god grund bestyrtede over reklamebranchens brug af falske ”miljørigtige” argumenter til at vaske hvad som helst grønt: atomkraftværker, genmodificerede organismer, biler og snart – hvorfor ikke? - tung godstransport på landevejen. For modstanderne af reklamer er det ikke ligefrem nogen nyhed; vi har længe vidst, at det falder reklameindustrien lige så naturligt at lyve som at trække vejret. Ikke på grund af en flosset moral hos reklamebranchens gentlemen, men fordi reklamesystemet er sygt af natur. Mystifikation og manipulation af bevidstheden er desværre dens eneste eksistensberettigelse; reklamen, som ikke lyver, er et dyr lige så svært at finde som en krokodille, der er vegetar. Ikke desto mindre udgør falske grønne reklamer blot toppen af isbjerget. Det er af mere fundamentale, strukturelle grunde, at reklamemaskinen er en farlig fjende for miljøet. Her er to af disse grunde:

1. Reklamer er et gigantisk, frygteligt spild af vores klodes begrænsede ressourcer. Alene i Frankrig svarer reklameudgifterne til mere end mange afrikanske landes statsbudget. For et sådant beløb ville man kunne bygge tusindvis af daginstitutioner, hospitaler, skoler og boliger, begynde at løse arbejdsløshedsproblemet og give storstilet hjælp til den tredje verden. Hvor mange millioner hektar skov bliver hvert eneste år fældet for at trykke den stadigt stigende mængde reklamer, som dynger sig op i vores postkasser, eller for at fremstille de tavler og plakater, som fylder husmurene i vores gader og tildækker landområderne? Hvor mange hundreder millioner kilowatttimer bliver hvert eneste år brugt på de neonreklamer, som ”pryder” vores byer, fra Shanghai til New York? Hvor mange tons affald efterlader denne aktivitet? Hvor mange millioner tons drivhusgas udledes for at tilfredsstille reklamecirkussets behov? Og så videre. Skadevirkningerne er, skønt svære at beregne, utvivlsomt gigantiske. Og hvilket formål tjener dette enorme spild? Til at overbevise befolkningen om, at vaskemiddel X vasker hvidere end vaskemiddel Y. Giver det mening? Selvfølgelig ikke, men det skaber profit (for annoncørerne). Hvis man leder efter en økonomisk sektor, som er overflødig, som let kan fjernes uden at skade befolkningen, samtidig med, at man sparer store mængder energi og råmaterialer – hvilket bedre eksempel findes der så end reklameindustrien? Det ville selvfølgelig indebære at fyre ganske mange mennesker, men frem for at dømme dem til arbejdsløshed, kunne de med fordel ansættes i nye ”grønne” jobs.

2. Alle miljøforkæmpere er enige om at fordømme de vestlige (dvs. avancerede kapitalistiske) landes ”forbrugerisme” for at være en af hovedårsagerne til den økologiske katastrofe, der truer os. Men de ved ikke, hvordan man kan ændre på tingenes tilstand. Ved at give forbrugerne skyldfølelse? Med taler, der prædiker mådeholdenhed? Ved frivilligt at gøre ens eget liv til et eksempel på askese? Alt sammen legitime aktiviteter, men de har en meget begrænset virkning på den bredere offentlighed og medfører, i nogle tilfælde, en risiko for at gøre befolkningen mindre villig til at rette sig efter miljørigtige krav. En ændring af forbrugsvanerne vil ikke kunne opnås på én dag; det er en social proces, som vil tage år. Den kan ikke gennemtvinges ovenfra, ligesom den heller ikke blot kan overlades til den private individer ”gode vilje”. Den indebærer en ægte politisk kamp, hvor de offentlige myndigheders aktive uddannelsesaktiviteter må spille en rolle. Men de centrale aktører for forandring vil være oplysning og kampe fra forbrugersammenslutninger, fagforeninger, miljøbevægelser og – hvor ikke? - politiske partier. En af de afgørende fronter i denne kamp er kampen for fuldstændig og definitiv afskaffelse af reklameimperialismen, dette gigantiske forsøg på at kolonisere vores hjerner og vores adfærd, hvis frygtelige effektivitet ikke kan overvurderes.

Som vi har set er reklamerne en af de hovedfaktorer, som er ansvarlige for de moderne samfunds tvangsprægede forbrug; for den stadig mere irrationelle tendens til at ophobe (oftest overflødige) materielle goder; med andre ord, for et fuldstændigt ikke-bæredygtigt forbrugsparadigme. Tvangspræget forbrug er en af de afgørende drivkræfter for den proces af ekspansion og ubegrænset ”vækst”, som altid har karakteriseret den moderne kapitalisme og som nu driver os, med stadig større fart, mod en afgrund af global opvarmning. Det er således ikke nogen tilfældighed, at udgiverne af et af de seneste års mest innovative ”reklamefobiske” blade, Adbusters, også har startet miljømagasinet Objecteurs de Croissance [”vækst-nægtere”, red.]; reklamechikane og ubegrænset vækst udgør to uadskillelige dimensioner i systemet, to brystvorter, som kapitalakkumulationen dier fra. Som følge deraf er omdannelsen af de nuværende forbrugsvaner tæt forbundet med kampen mod reklamens fangarme. Hvordan kan folk overbevises om at opgive forbrugsvaner, som er uforenelige med økologisk ligevægt, uden at sætte en stopper for reklamernes konstante torden, som opfordrer, opmuntrer og tilskynder dem nat og dag til at købe igen og igen? Hvordan kan enkeltpersoner frigøre sig fra den kultur af pralende forbrug – som den amerikanske økonom Thorstein Veblen lavede berømte studier af ved århundredeskiftet - der fortæller dem, at de kun kan bekræfte deres identitet ved at købe og fremvise angiveligt ”eksklusive” produkter; bortset fra ved at befri dem fra de reklamer, som uophørlige reproducerer denne tingsliggjorte kultur? Hvordan kan befolkningen befries fra ”modens” diktatur, som gennemtvinger den hurtige forældelse af produkter, der i selv kun har kort levetid, uden et opgør med reklamens hovedudstopning, for ikke at sige hjernevask? Hvordan kan man sætte en stopper for det tyranni af ”brands”, den neurotiske besættelse af ”logoer”, uden at slå reklamernes skrækkelige, hjernebehandlings-maskine i stykker?

Forudsætninger for et opgør med reklamer og systemet
Den tvangsprægede forbrugeradfærd i det avancerede kapitalistiske samfund er ikke udtryk for ”den menneskelige natur”, heller ikke en eller anden medfødt tendens hos individer til at forbruge mere og mere igen. Der er aldrig blevet fundet noget lignende i præ-kapitalistiske samfund og fællesskaber; den er et særkende ved den kapitalistiske modernitet og uadskillelig fra den herskende fetichistiske ideologi, fra den religiøse kult af varetilbedelse, som reklamesystemet aktivt fremmer. Og det, den frembringer, er ikke blot begæret efter at anskaffe sig dette eller hint produkt – det er en kultur, et verdenssyn, vaner, adfærd. Med andre ord, en hel livsstil.

Frem for at forsøge at tvinge enkeltpersoner til at ”sænke deres levestandard” eller at ”nedsætte deres forbrug” - en abstrakt, blot kvantitativ tilgang – er der behov for at skabe nogle betingelser, hvor folk, lidt efter lidt, kan opdage deres virkelige behov og kvalitativt ændre deres forbrugsvaner; for eksempel ved at vælge mere kultur, uddannelse, sundhed eller boligforbedringer frem for at købe nyt ragelse, nye mindre og mindre nyttige varer. For at opnå dette er standsningen af reklamernes chikanerier en nødvendig betingelse.

Dette alene er selvfølgelig ikke tilstrækkeligt. Tænk f.eks. på den såkaldte ”fordistiske” kapitalismes ikoniske vare, den private bil, hvis skadelighed for miljøet – med luftforurening, asfaltering af grønne rum og frem for alt CO2-udslip – ikke kræver nogen bevisførelse. Den stadige indskrænkning af dens plads i vores byer – der på demokratisk vis skal besluttes af befolkningen selv - vil kun have held til at blive gennemført, hvis byplanlægningen, sideløbende med ophævelsen af de evindelige og løgnagtige bilreklamer, stærkt favoriserer alternative transportformer: kollektiv transport, cykler og fodgængere.

Reklamer er et afgørende tandhjul i den infernalske nyliberale/kapitalistiske spiral med stadig øget, stadigt ekspanderende (”Expansion” er titlen er på et prestigefuldt magasin for erhvervsfolk) produktion/forbrug/akkumulation – den spiral, som via klimaændringer fører os frem til en katastrofe uden fortilfælde i menneskehedens historie. Reklamer kan endda ses som den olie, der smører de frygteligt effektive mekanismer, som tilintetgør kloden og som udmærket, på nogle få årtier, kan gøre den ubeboelig fra mennesker.

Denne histories morale lyder sådan her: en anden verden er mulig, hinsides kapitalismens tingsliggørelse, varefetichisme og reklamer. Men vi kan ikke bare vente på, at den dukker op; kampen for en anden fremtid begynder nu og her. Ethvert tænkeligt forsøg på at sætte grænser for reklamernes agressive fremfærd er – indtil vi, en dag, er i stand til at helt at afskaffe dem – en miljømæssig pligt, et politisk og moralsk imperativ for alle, der håber på at redde vores miljø fra ødelæggelse. Kampen for andet civilisatorisk paradigme skal føres gennem lige præcis den slags initiativer. Vi kæmper for at tøjle reklamevanvidet, på samme måde som anti-kapitalister mobiliserer for reformer – som f.eks. Tobin-skatten – der bremser kapitalens ubegrænsede begær. Hver eneste succes, selv om den er begrænset, er, hvis den opnås gennem kollektiv handling, et skridt i den rigtige retning og frem for alt fremskridt i at opnå folkets bevidstgørelse og selvorganisering – hovedbetingelsen for den totale afskaffelse af systemet.

Artiklen blev bragt i Tidsskriftet Solidaritet, nr. 2+3., maj 2010. Michael Löwy er forskningschef ved Det Nationale Center for Videnskabelig Forskning i Paris og medlem af NPA (Nouveau Parti Anticapitaliste) og IV. Internationale. Han er forfatter til bl.a. Georg Lukács: from Romanticism to Bolchevism (1981), The War of Gods: Religion and Politics in Latin America (1996) og senest (sammen med Olivier Besancenot) Che Guevara: His Revolutionary Legacy (2009). Oversat og redigeret af Lars Henrik Carlskov fra Monthly Review, January 2010, Volume 61, Number 8.

Svar til Kasper Bjering fra SF's landsledelse om regeringens udlændingeaftale


AF LARS HENRIK CARLSKOV

Atter en gang udlægger Kasper Bjering fra SF’s Landsledelse teksten for partiets hastigt stigende antal af tvivlere. I sit blogindlæg hævder Bjering således:

”Men faktum er, at SF-toppen ikke havde andre muligheder end at følge trop. Havde man taget den offentlige konfrontation med S, var oppositionen blevet voldsomt destabiliseret og Løkke havde udskrevet et snarligt valg, som han, Pia og Anders havde vundet. Så alvorlig var situationen.”

I disse blot tre sætninger er komprimeret en lang række opsigtsvækkende påstande. Desværre giver Bjering ikke den mindste smule begrundelse for én eneste af disse mange påstande. Vi får derfor hverken at vide, hvorfor uenighed mellem S og SF på dette punkt havde medført, at oppositionen var ”blevet voldsomt destabiliseret”, hvorfra han ved, at ”Løkke havde udskrevet et snarligt valg” eller hvorfor den borgerlige blok per automatik havde vundet dette valg. Da Bjering ikke fremsætter nogen nærmere begrundelse for alt dette, er der tale om rene og skære postulater. Da det som bekendt bør betragtes som et altoverskyggende hensyn at bevare den gode tone mellem oppositionspartierne, vil jeg dog afstå fra at kalde Bjerings postulater for demagogi og skræmmekampagne.

I Bjerings blog-indlæg kan man desuden læse at:

”Oppositionens to tunge partier, S og SF, må og skal gå ind og ud af en kommende valgkamp på et fuldstændigt klart fælles udlændingepolitisk program. Ellers er endnu en VKO-sejr så sikker, som ammen i kirken.”

Der findes med andre ord ikke længere en selvstændig SF-udlændingepolitik. Den er efterhånden blevet pantsat hos Socialdemokraterne, der omvendt har pantsat sin udlændingepolitik hos Dansk Folkeparti. For hvis der opstår større uenigheder, bliver oppositionen ”voldsomt destabiliseret”, Løkke udskriver ”et snarligt valg”, hvorved ”endnu en VKO-sejr [er] så sikker, som ammen i kirken.” Alt sammen dog kun, hvis Kasper Bjerings ord står til troende (og her bør der være en tyk streg under ”troende”).

Beroligende skriver Bjering om den nuværende regerings udlændingepolitik, at det er et ”faktum”, at:

"... en kommende S-SF-regering ikke vil stramme disse regler yderligere. Tværtimod vil der med meget stor sandsynlighed blive lempet og blødt op på dem. Om det bliver meget eller lidt ved vi i skrivende stund ikke noget om. Forhåbentligt lytter socialdemokraterne til deres kloge borgmestre ude hos os på Vestegnen.”

Desværre fortæller han heller ikke, hvorfra han ved, at det er et ”faktum”, at såvel den socialdemokratiske som folkesocialistiske kvote af udlændingepolitiske stramninger fra dags dato er opbrugt. Desuden vil der i sagens natur altid være en løbende risiko for, at Dansk Folkeparti fremsætter forslag til nye stramninger, der efterfølgende får socialdemokratisk støtte og som SF derfor må acceptere for ikke at ”destabilisere oppositionen”. Ser man på mængden, hyppigheden og karakteren af Socialdemokraternes støtte til udlændingepolitiske stramninger de sidste 10-15 år, er der grund til at tvivle kraftigt på, at denne kvote nu skulle være endegyldigt opbrugt. På samme måde er den kendsgerning, at der ikke i de eksisterende S-SF-udspil er udsigt til yderligere stramninger, ikke ensbetydende med, at de to partier ikke i fremtiden vil kunne enes om nye diskriminerende tiltag. Igen må vi nøjes med blindt at stole på Bjerings løse postulater og fromme ønsker om, at der ”forhåbentligt” vil blive lyttet til ”kloge borgmestre” og strategisk tænkende elevrådsformænd i Ishøj og omegn.

Ud fra det ovenfor skrevne burde det fremgå med al ønskelig tydelighed, præcis hvor stor værdi, man bør tillægge Bjering-udsagn om at have ”et helt isbjerg i maven”, at ”historien vil hylde SF’s ledelse for at have handlet rigtigt”, tynget som denne ledelse var af ”virkelighedens tunge ansvar”.

Bjering fremhæver, at ”SF er et parti der søger politiske resultater”. Findes der noget politisk parti, der ikke ”søger resultater”? Når Bjering har svaret på det, kan han måske forklare den formentlig voksende skare af undrende Modkraft-læsere præcis hvilke resultater, SF har opnået gennem de sidste tre års heftige omklamring af Socialdemokraterne? Jo, SF har såmænd udsigt til regeringsdeltagelse. Men prisen har været en endeløse række af indrømmelser. Og hvad har SF fået som modydelse? Bortset fra netop udsigten til regeringsdeltagelsen, er dette vanskeligt, endog meget vanskeligt, at få øje på andre "resultater". Og jo, det er også korrekt, at S har accepteret den såkaldte ”millionærskat”. Men i betragtning af, at dette forslag betyder, at millionærerne slipper billigere end før VK’s skattelettelser, og at personer med indkomster mellem 600.000 og 1.000.000 kr. får lov at beholde deres skattelettelser, må det siges at være et noget magert udbytte til gengæld for efterhånden at have slugt den samlede bestand af politiske kameler.

Naturligvis er der plads til uenighed i oppositionen, også om væsentlige spørgsmål, som nu f.eks. udlændingepolitikken. Det modsatte ville være lig med politikkens ophør. Større interne uenigheder mellem S, SF og Ø medfører på ingen måde, at oppositionen automatisk bliver ”voldsomt destabiliseret”. Ellers kunne der lige så vel blot være ét stort oppositionsparti. Og dette ændrer selvfølgelig på ingen måde ved, at hovedskytset bør rettes mod den fælles fjende i form af VKO og Liberal Alliance. Men uden, at der fra venstre side er kritik af såvel S-SF-R som VKO og Liberal Alliance (og denne kritik bakkes op af massemobiliseringer fra neden), kan de to store oppositionspartier helt uhindret rykke til højre. Og i betragtning af den økonomiske krises dybde og de to partiers seneste udvikling, er der stor risiko for, at en S-SF-regering vil føre en politik, som ikke er kvalitativt forskellig fra det nuværende borgerlige flertals.

Offentliggjort 15. november 2010 på Modkraft.dk som svar på et blogindlæg, hvor Kasper Bjering Jensen fra SF's landsledelse forsvarer S-SF's "røde" pointsystem ved familiesammenføring.

Sol, sommer og stanken af racisme

 
AF LARS HENRIK CARLSKOV

Gør klar til at holde dig for næsen. For udover sommervarme har den sidste måned budt på et sandt amokløb i racistiske udmeldinger fra Christiansborg-politikerne. Her er et lille udvalg – hvis du ellers kan klare stanken.

Venstres integrationsordfører Karsten Lauritsen foreslog, at udlændinge de første seks måneder på arbejdsmarkedet skal nøjes med det halve af minimumslønnen, altså en løn på ned til 50 kr. i timen. At dette er en fuldstændig grotesk idé, fremgår af, at selv Dansk Folkeparti afviste den som diskrimination. Lauritsen ønskede desuden at indføre en “hollandsk model“, hvor familiesammenføring tildeles på baggrund af om ansøgeren kommer fra et land med risiko for tvangsægteskaber. Det viste sig dog, at denne “model“ ikke findes i Holland eller noget andet sted, bortset fra i Karsten Lauritsens egen diskriminerende fantasi.

De Konservatives integrationsordfører Naser Khader vakte opsigt, da en stening i Iran fik ham til at udtale, at “mange af verdens største idioter er muslimer“, og at han derfor overvejede at forlade islam. For Khader er det åbenbart lige så let at skifte religion som politisk parti, og sidstnævnte har han da også en vis erfaring med.

“Der skal ikke være nogen blødsødenhed“
Spørger man regeringspartierne, findes der dog næsten ikke racisme i Danmark. Da regeringens rapport til FN’s komité til udryddelse af racediskrimination blev kritiseret for at udelade en lang række sager, forklarede Karsten Lauritsen således, at racismen i Danmark er “meget, meget lav sammenlignet med andre lande“, mens Naser Khader mente, at FN i stedet skulle koncentrere sig om “racisme i Iran eller Saudi Arabien, hvor man hverken må medbringe Bibelen eller bygge kristne kirker“.

I juli måned skete der også det, at 23 rumænske romaer udvistes fra Danmark. Deres forbrydelse? De havde overnattet i en park og en nedlagt fabrik. Men “sigøjnere stjæler jo“, som en gammel fordom lyder, og derfor krævede Københavns socialdemokratiske overborgmester Frank Jensen dem udvist, og “der skal ikke være nogen blødsødenhed“, erklærede justitsminister Lars Barfoed. For at pågribe disse farlige roma-campister mente politiet i øvrigt, at det var nødvendigt at sende en hjemmeværnshelikopter på vingerne. Heldigvis har romaerne efterfølgende anlagt sag mod den danske stat for diskrimination.

“Homoseksuelle har løse håndled og elsker tæsk“
Dansk Folkeparti har – blandt meget andet – krævet indførelsen af billeder på sygesikringsbeviset (for at ramme “illegale“ indvandrere), en undersøgelse af om muslimske buschauffører diskriminerer blinde med førerhunde, en undersøgelseskommission af udgifterne til udlændinge, et stop for al “ikke-vestlig“ indvandring og at erstatte den nuværende 24-årsregel med en 28-årsregel. Det sidstnævnte blev kritiseret som grænsende til det racistiske af Folketingets øvrige partier, men nøjagtig det samme kan naturligvis siges om disse partiers, inklusive De Radikale, Socialdemokraterne og SF, accept af 24-årsreglen.

Da en intern DF-mail ved en fejl slap ud i pressen, blev det endegyldigt dokumenteret, at DF ikke bare er et racistisk, men også et homofobisk parti. Her kalder partiets pressemedarbejder Helene MacCormac en angiveligt homoseksuel mand for “journalisten med de løse håndled“ og forklarer, at “de ekstremistiske homoseksuelles fraktionsgrupper skal have nogle tærsk (Jeg håber de ikke kan lide den slags!)“. Efter sådan en sommer er der mere end nogensinde brug for et klart socialistisk alternativ til DF’s og de andre partiers racistiske politik.

Oprindeligt bragt i Socialistisk Arbejderavis nr. 300, 12. august 2010.

Uden borde og stole - en Århus-historie


AF LARS HENRIK CARLSKOV

I Århus har man afskaffet borde og stole. Dog kun kortvarigt, og kun ved eksamen – og naturligvis kun ved eksamen for udlændinge. For at opnå dansk statsborgerskab skal man nemlig bestå en skriftlig ”indfødsretsprøve”. Men da denne prøve 3. juni blev afviklet i Århus, var det lokale, der normalt anvendes, optaget på grund af Dronningens besøg i byen. Derfor måtte de 270 deltagere i stedet tage prøven på tilskuerrækkerne i håndboldhallen NRGi Arena, hvor de måtte bruge skødet som skriveunderlag. Denne særprægede eksamensafvikling er blevet godkendt af Integrationsministeriet. Og da almindelige borde og stole tilsyneladende ikke tillægges nogen særlig betydning, kan det undre, at ministeriets embedsmænd ikke selv for længst har flyttet deres kontorer ind på tilskuerrækkerne i landets håndboldhaller.

Dumpekarakter
Det koster 1660 kr. - ikke at bestille et bord, for dem var der ingen af – men at tage prøven. Der skal nemlig både betales et ”grundgebyr” og ”deltagergebyr” for at få lov at svede, ikke over det manglende eksamensbord, men over selve prøven. Og Integrationsministeriets embedsmænd er trods alt så humane, at de ikke vil fratage udlændinge fornøjelsen ved at svede, eksamensborde eller ej. Det kan dog ikke på forhånd udelukkes, at dette vil være et krav fra Dansk Folkeparti ved de kommende finanslovsforhandlinger. Tidligere på året viste en undersøgelse i Ugebrevet A4, at hver tredje DF-vælger (og en femtedel af befolkningen) ville dumpe indfødsretsprøven og dermed ikke kunne opnå dansk statsborgerskab. Men hvis udlændinge, der i mange tilfælde er født og opvokset i her i landet, ikke består prøven, skyldes det naturligvis, at de har brugt for meget tid i al-Qaeda-terroristtræningslejr eller på at forsøge at proppe deres kone ned i en burka.

Søren Krarups hoved
Også den her gang var det lykkedes at udarbejde prøvespørgsmål, hvor ingen af svarmulighederne var korrekte. Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech har efterfølgende nægtet at give dispensation til dem, der går glip af statsborgerskab på grund af denne fejl. Men alle den slags bagateller bør naturligvis ikke overskygge glæden over vores kongehus. Og hvem har i grunden brug for borde og stole, for når de kongelige er i nærheden skal man, hvis ikke kaste sig i støvet, så dog i hvert fald rejse sig op. Man kan dog også vælge at se hele denne vaskeægte Århus-historie som et eksempel på, hvordan den racistiske og diskriminerende udlændingepolitik virker i praksis. Dertil kommer, at Kongehuset er det ultimative symbol på klassesamfundet, hvor ikke alle er født med blåt blod i årerne og en sølvske i røven. Og mens Århus sættes på den anden ende til ære for kongefamilien, bliver de mindre heldige forvist til tilskuerrækkerne i en håndboldhal af samme betonagtige beskaffenhed som Søren Krarups hoved.

Bragt i Socialistisk Arbejderavis nr. 299, 15. juli 2010.

Pia & Co. er nede - men er de færdige?


AF LARS HENRIK CARLSKOV

Når ord som ”smæk”, ”tæsk” og ”lussing” bruges i sammenhæng med Dansk Folkeparti, handler det normalt om partiets ønske om at genindføre forældres ret til at slå deres børn. Men her er disse ord faktisk hentet fra mediernes beskrivelse af en række meningsmålinger, hvor Pia Kjærsgaard & Co. får prygl på grund af halveringen af dagpengene og beskæringen af børnechecken. DF har ellers haft uafbrudt fremgang siden stiftelsen for 15 år siden, og før deltagelsen i regeringens spareplan var der udsigt til, at den stigende kurve ville fortsætte ved næste valg. Men nu står Pia Kjærsgaards tropper både til mandatmæssig tilbagegang og til at miste rollen som parlamentarisk støtteparti for en siddende regering. DF er blevet taget på fersk gerning i løftebrud i forhold til dagpengeperioden, som partiet flere gange har garanteret ikke at forkorte, og forsøget på at opbygge et image som ”socialt ansvarlig” har fået gevaldige ridser i lakken.

Hvem skal betale?
Det er dog langt fra første gang, at Dansk Folkeparti lægger stemmer til forringelser for almindelige lønmodtagere, studerende, arbejdsløse, førtidspensionister og de ældre. F.eks. har partiet stået last og brast med regeringens skattestop, som i kommunerne har medført store nedskæringer på ældreplejen, børnepasningen, folkeskolerne og det sociale område. Men når det ikke før har givet bagslag, skyldes det, at oppositionens alternativ er så svagt. F.eks. konkurrerer De Radikale på det økonomiske område med regeringen og Liberal Alliance om at have den mest asociale politik. Dertil kommer, at Socialdemokraterne og SF bl.a. både har accepteret skattestoppet, den diskriminerende 24-års regel, det udemokratiske og liberalistiske EU-projekt, krigen i Afghanistan, fokusset på hårdere straffe samt store dele af den DF-inspirerede asylpolitik og retorik omkring flygtninge og indvandrere. Når DF først bliver straffet nu, skyldes det sandsynligvis, at mange mennesker har svært ved at forstå, hvorfor de arbejdsløse og børnefamilierne skal betale for en økonomisk krise, de er uden skyld i.

For tidligt at juble
Selvom DF lige nu er i defensiven, er det vigtigt at huske, at en kommende socialdemokratisk-ledet regering vil lade store dele af den racistiske udlændingepolitik forblive intakt. Den vil også fortsætte Afghanistan-krigen, som fremmer en racistisk forestilling om, at afghanerne ikke kan styre deres eget land uden NATO's imperialisme. Og nok så vigtigt har kapitalismen frembragt en økonomisk krise og en truende klimakatastrofe, både herhjemme og i resten af verden. Dette vil sandsynligvis øge den politiske polarisering, f.eks. over spørgsmålet om, hvem der skal betale for krisen. I den situation øges risikoen for, at de herskende klasser spiller racismekortet for at splitte arbejderklassen og undgå sociale oprør. Dette kan give DF ny vind i sejlene, fordi folk ofte foretrække ”den ægte vare” frem for partier, der nølende efterligner. Med andre ord er racisme-spørgsmålet tæt forbundet med andre politisk-økonomiske kampe. Og findes der et bedre tidspunkt til en anti-racistisk offensiv end nu, hvor Pia & Co. stadig er groggy?

Fra Socialistisk Arbejderavis nr. 299, 15. juli 2010

Årsmøde i Liste Ø: Ingen højredrejning her


AF LARS HENRIK CARLSKOV

I weekenden 14.-16. maj var flere hundrede socialister samlet på Nørrebro til Enhedslistens årsmøde. Hvis man skal tro de borgerlige medier – og det skal man som bekendt sjældent – tog Listen her et ryk til højre og gjorde sig klar til rollen som parlamentarisk støtteparti og sikkerhedsnet for en socialdemokratisk ledet regering. Blandt det store flertal af partiets græsrødder var der intet ønske om at slække på de hidtidige principper. Det blev således vedtaget, at Enhedslisten kun kan stemme for en ny regerings finanslove, hvis der er markante forbedringer i forhold til året før, ingen nye forringelser og der ikke er tale om en opsummering af nedskæringer foretaget tidligere på året.Dette har faktisk altid været partiets holdning. I modsætning dertil havde et flertal i partiets hovedbestyrelse foreslået at stemme for finanslovene, hvis blot de ikke indeholder nye forringelser og er bedre end den nuværende borgerlige regerings. Også i flere andre af årsmødets afstemninger viste græsrødderne sig at have et større ønske end partiets top om en klarere antikapitalistisk profil.

Hovedet, kroppen og de to ben
Enhedslisten er et ret sammensat parti, men lidt firkantet sagt findes der tre forskellige tendenser. Én gruppe medlemmer, ofte centreret omkring folketingsgruppen og Christiansborg-sekretariatet, ser gerne partiet bevæge sig ind på en mere parlamentarisk linje. Omvendt ønsker en anden, cirka lige så stor gruppe, at Enhedslisten udvikler sig i en mere bevægelsesorienteret og revolutionær retning. Endelig er der det store flertal af medlemmerne, der ofte har en tendens til at svinge mellem disse to linjer. Det samme gælder derfor partiets politik. Enhedslisten er desuden kendetegnet ved at have det, man i parti-jargonen kalder et stort “hoved“ (folketingsgruppen, de ansatte og hovedbestyrelsen) og en lille “krop“ (relativt svage partiafdelinger). Dette er naturligvis et stort problem, når Enhedslisten samtidig også taler om at gå på to “ben“, det parlamentariske og det udenomsparlamentariske.

Hvad nu Liste Ø?
Disse svagheder hænger sammen med tendensen til at tillægge det parlamentariske arbejde overdreven betydning. På årsmødet kom dette f.eks. til udtryk ved, at gruppearbejdet oprindeligt kun skulle fokusere på valgkamp, selvom der kan gå op til halvandet år før valget udskrives. Og ved at Hovedbestyrelsens forslag om at gøre partiet “kampklar“ også stort set kun handlede om at gøre sig valgkamp-klar. I stedet er der brug for at styrke partiafdelingerne, f.eks. ved at forsøge at indkalde medlemmerne i de store afdelinger oftere, hvilket også kunne gøre det lettere at koordinere arbejdet i diverse bevægelser. Arbejdet i partiets netværk for faglige aktive må opprioriteres, f.eks. bør der ansættes en faglig sekretær. Der er ikke kun brug for mere aktivisme, men også mere teoretisk debat – for at skabe større politisk afklaring. Og i alt dette har vi som revolutionære socialister en afgørende rolle at spille.

Fra Socialistisk Arbejderavis nr. 298, 2. juni 2010.

SF's retspolitik - et overraskende skridt til venstre?


AF LARS HENRIK CARLSKOV

Retspolitikken er et af de områder, hvor SF er blevet kritiseret mest for at dreje til højre. Alligevel har højtstående SF'ere ved flere lejligheder hævdet, at den nye linje faktisk er mere venstreorienteret og “klassebevidst”. Deres argument lyder, at kriminalitet også rammer “almindelige mennesker”, og at disse mennesker har krav på tryghed. Derfor skal venstrefløjen være klar til at kræve hårdere straffe, fordi den ellers risikerer at beskytte forbryderen på offerets bekostning. Ingen har dog kunnet forklare, hvordan højere straffe gavner offeret, når gerningsmanden i fængslet ofte bliver mere kriminel end før. Desuden er kriminaliteten ikke steget i de sidste 25 år. Når politikerne alligevel igen og igen kræver hårdere straffe, skaber det derfor ikke større tryghed, men blot øget frygt for kriminalitet.

En mere klassebevidst politik?
I virkeligheden afslører SF's nye politiske linje en total blindhed over for retssystemet som en grundpille for det kapitalistiske klassesamfund. Som man kan læse i Grundloven, bygger retssystemet på den private ejendomsret, dvs. kapitalismen. Den skaber social, økonomisk og kulturel ulighed, og derfor kan der ikke være lighed for loven i det nuværende kapitalistiske samfund. F.eks. straffes milliardæren og den fattige formelt set ens for tyveri, selvom deres handlemuligheder har været ekstremt ulige fordelt. Det betyder i praksis, at den fattige relativt set straffes hårdere. Desuden har milliardæren råd til en dyrere advokat, ligesom dommerne, der oftest er født som en del af borgerskabet, aldrig har stået i en situation som den fattige, der “vælger” kriminalitet. Når SF fremover vil fokusere mere på forbryderens “personlige valg”, er det derfor ikke en mere “klassebevidst” politik. Samtidig forstærker hårdere straffe den klasseundertrykkelse, som er indbygget i selve det juridiske system.

Et resultat af parlamentsfiksering
SF's højredrejning, f.eks. i retspolitikken, er et resultat af partiets grundlæggende strategi. SF har altid forestillet sig, at socialismen kunne gennemføres gennem Folketinget, hvor kapitalisterne fredeligt ville acceptere at få frataget deres virksomheder. Som følge af denne parlamentsfiksering har SF altid betragtet det som utænkeligt, at socialismen kunne gennemføres uden Socialdemokraterne. Men siden starten af 1970'erne har den kapitalistiske verdensøkonomi været inde i en relativ nedgang, som de gentagne finansielle bobler ikke har kunnet ændre grundlæggende ved. De socialdemokratiske partier ønsker ikke at bryde med kapitalismen, og derfor har de haft sværere ved at skaffe befolkningen økonomiske forbedringer. De er derfor rykket til højre, og SF er langsomt, men sikkert, fulgt med de danske socialdemokrater i deres vandring mod midten. Heldigvis behøver venstrefløjen ikke rykke til højre for at få magten. Det 20. århundredes historie giver utallige eksempler på, at der kan opbygges udenomsparlamentariske bevægelser, med deres egne demokratiske institutioner, som potentielt kan erstatte kapitalismen, dens parlament og stat med et socialistisk samfund. Det sås bl.a. i Rusland 1917, Spanien 1936-37, Ungarn 1956, Frankrig 1968, Portugal 1974-75 og Polen 1980-81. Senest så vi det i i Bolivia i 2006, hvor en folkelig opstand tvang den borgerlige præsident Mesa fra magten. Der er absolut ingen grund til at tro, at det samme ikke kan lade sig gøre i Danmark. Men det kræver, at venstrefløjen opgiver sin parlamentsfiksering.

Fra Socialistisk Arbejderavis nr. 297, 30. april 2010.

Racisme forklædt som forsvar for ytringsfrihed


AF LARS HENRIK CARLSKOV

Så er danske politikere og medier igen ved at falde over hinanden for at omfavne ytringsfriheden. Den aktuelle anledning er Dagbladet Politikens undskyldning til de muslimer, der har opfattet genoptrykningen af Muhammed-karikaturerne som et angreb på dem som gruppe. Jyllands-Posten forklarede selv, at disse karikaturer havde til formål at vise muslimerne den ”hån, spot og latterliggørelse”, de må finde sig i, naturligvis af hensyn til ytringsfriheden. Tankegangen går igen hos Lars Hedegaard og det såkaldte Trykkefrihedsselskab, hvor kampen for ytringsfrihed foregår med argumenter om, at muslimske fædre voldtager deres døtre. På samme måde hævdede den hollandske politiker Geert Wilders, at hans dybt racistiske film ”Fitna” var et indlæg i debatten om ytringsfrihed.

Ytringsfrihed for hvem?
Påstande om forsvar for ytringsfrihed spiller således en iøjnefaldende rolle i de seneste års anti-muslimske kampagne. Problemet med den nuværende diskussion er dog også, at medierne og politikerne taler om ytringsfrihed på et abstrakt plan, hvor der fokuseres på demokrati versus diktatur og ytringsfrihed som modsætning til censur. Bag dette lurer den liberale myte om, at når alle har den samme juridiske rettighed (f.eks. til at ytre sig), har de også i praksis lige muligheder for at bruge denne rettighed. På papiret har både du og jeg og milliardæren den samme formelle ”ret” til at købe en tv-station eller avis. Men uden for de juridiske paragraffers verden, eksisterer denne mulighed netop kun for milliardæren. Sociale grupper med lav indkomst har derfor dårligere adgang til medierne end rigere mennesker. Danmark er i høj grad et klassesamfund, også med hensyn til ytringsfrihed. Dette problem forstærkes yderligere af de stadig mere ulige ejerforhold og den stigende monopolisering inden for mediebranchen. Ingen af de store medier ligger politisk til venstre for midten, selvom halvdelen af befolkningen gør det. Undersøgelser har da også dokumenteret, at venstreorienterede partier får mindre medieomtale, end deres stemmeandel berettiger til.

At kalde en spade for en spade
Historisk set er kampen for ytringsfrihed og andre demokratiske rettigheder blevet ført fra neden, af fattige og undertrykte grupper, mod de rige og magtfulde. I Danmark især af arbejdernes, bøndernes og husmændenes organisationer. Altså præcis det modsatte af den nuværende diskussion om ytringsfrihed, der bruges af indflydelsesrige personer og grupper som påskud til racistisk hetz mod en lille minoritet uden samme lette adgang til medierne og med dårligere jobs, uddannelser, boliger og mere arbejdsløshed end gennemsnittet. Så når f.eks. Villy Søvndal kritiserer Politiken for at sætte ytringsfriheden ”til forhandling”, fjerner det fokus fra det egentlige problem. Hvis det lyder som racisme og fungerer som racisme, bør vi kalde det racisme. Kun på den måde kan vi komme i offensiven mod racismen og de politikere og grupper, der profiterer på den.

Bragt i Socialistisk Arbejderavis nr. 296, 25. marts 2010.

Burkadebatten er en afledningsmanøvre


AF LARS HENRIK CARLSKOV

På det seneste har en stor del af den politiske diskussion handlet om burkaforbud, burkaundersøgelser og burkaudvalg. Dette er blot et led i en større tendens, hvor ledende - oftest ældre mandlige - politikere og kommentatorer behandler muslimske kvinders tøj som et af samfundets vigtigste problemer. Ikke engang regeringens egen undersøgelse var i stand til at opspore en eneste burkaklædt kvinde i Danmark. Alligevel foreslås det at forbyde denne type påklædning, selvom man udmærket ved, at det ikke kan gennemføres, hvis Grundloven og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention skal overholdes. Regeringspartierne henviste såmænd selv til Grundloven, da de i 2004 afviste et mindre vidtgående forslag fra Dansk Folkeparti om at forbyde kulturbestemt hovedbeklædning blandt offentligt ansatte.

Men hvordan kan det egentlig være, at borgerlige politikere bruger så meget energi på nærmest ikke-eksisterende problemer (f.eks. burkaklædte kvinder) og stiller forslag, de ved ikke kan gennemføres (f.eks. burkaforbud)?

Justitsminister Brian Mikkelsen har selv indirekte besvaret dette spørgsmål. Om burkaforbuddet har han forklaret, at det vigtigste ikke er ”om det kan lade sig gøre eller ej”, men derimod, at ”det skal ses som en værdipolitisk melding”. Som bekendt fungerer det nuværende (kapitalistiske) system sådan, at det på det økonomiske område drejer sig om at maksimere profitten, mens det på det politiske (parlamentariske/liberalt demokratiske) område, der svarer dertil, handler om at maksimere antallet af stemmer. Typiske borgerlige mærkesager om privatisering, udlicitering, markedsomstilling og beskæring af velfærdsydelser er ikke populære hos vælgerne. Derfor forsøger borgerlige politikere og medier at skabe frygt hos vælgerne for, at samfundet er truet af muslimerne og deres kultur. Hele burkadebatten er et led i regeringens ideologiske krig eller såkaldte ”værdipolitik”. Brian Mikkelsen erklærede tilbage i 2005, at ”kulturkampens nye front” var opgøret med det, han kaldte ”middelalderlig muslimsk kultur”. I dag står det desuden stadig mere klart for vælgerne, at regeringen ikke har nogen svar på den økonomiske krise og klimaspørgsmålet samt står med en tabt krig i Afghanistan. Burkaer og andre former for symbolpolitik fungerer som en afledningsmanøvre for de virkelige problemer.

Det er der heldigvis nogen, der har forstået. F.eks. arbejdsløshedsklubben i Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening, 3F, som i en pressemeddelelse skriver, at statsminister Lars Løkke Rasmussen ”holder pressemøde om tre burkaer for at kamuflerer at regeringen ikke kan løse dagen politiske problemer”. A-klubben arbejder på at indkalde til en landsdækkende arbejdsløshedskonference 8. marts og kræver, at regeringen stopper forfølgelsen af de arbejdsløse og sætter gang i beskæftigelsen. De ved dog udmærket godt, at for virkelig at bekæmpe arbejdsløsheden, er der brug for en anden regering, og de opfordrer derfor til landsdækkende protester.

A-klubben i BJMF viser vejen frem for alle, der både ønsker en anden regering og, nok så vigtigt, en anden politik. Der er brug for at erstatte regeringens ”værdikamp” med klassekamp og vise, at hetzen mod arbejdsløse og hetzen mod muslimer hænger sammen. Vi må derfor også tilbagevise argumenterne om, at muslimske kvinder (modsat etnisk danske kvinder) ikke er i stand til at befri sig selv, f.eks. afgøre om bestemte typer tøj er undertrykkende eller ej.

Bragt i Socialistisk Arbejderavis nr. 295, 18. februar 2010.