Kamp og konflikt formede det moderne Danmark

Bogen ”De stridbare danskere” punkterer den nationalromantiske myte om den nuværende samfundsmodels fredsommelige tilblivelse.

Af Lars Henrik Carlskov

Historikeren og sociologen René Karpantschof har således et radikalt andet udgangspunkt end mainstreamfortællingen om konsensuspræget udvikling. Hvor parterne angiveligt ved det bedre arguments kraft og forhandlingsbordet fandt frem til en fællesnævner, som nogenlunde ligeligt tilgodeså de forskellige klassemæssige og andre interesser. I stedet anlægges et langt mere frugtbart konfliktperspektiv på den pågældende periode (1848-1920) af Danmarkshistorien.

Samtidig leveres et fornemt eksempel på historieskrivning nedefra, hvis primære fokus ikke er enkeltpersoner fra den fåtallige overklasse, men i stedet kollektive bevægelser og kollektiv kamp med udspring i brede befolkningslag. Som forfatteren fremhæver, spillede frygten for eller ønsket om underklasserevolution her en væsentlig rolle i disse års politiske og sociale udvikling.

Militant kamp gav reformer
Det medførte en række reformtiltag for at dæmpe den folkelige utilfredshed. Disse reformer var dog ikke blot præventive foranstaltninger ”fra oven”, men ofte også et produkt af langvarige og helt eller delvist sejrrige massekampe mod den herskende klasses forbitrede modstand. Her bør dog også inddrages den nok så væsentlige faktor, som Karl Marx bl.a. påpegede sin berømte analyse af arbejdsdagens længde.

Nemlig, at staten som repræsentant for kapitalistklassen som helhed, kan gennemtvinge reformer i systemets mere langvarige interesse (f.eks. en arbejdsstyrke med fornøden sundhed og uddannelse) som enkeltkapitalisten typisk vil modsætte sig af frygt for at miste en fordel overfor konkurrenterne. Resultatet af disse komplekse årsagssammenhænge var begrænsede, men mærkbare reformer. F.eks. udvidelse af stemmeretten til hovedparten af den voksne befolkning, anerkendelse af fagbevægelsens kollektive forhandlingsret og de spæde skridt til den såkaldte velfærdsstat.

Fortjener bred læserskare
I årene umiddelbart efter 1. verdenskrig og den socialistiske oktoberrevolution 1917 i Rusland mundede dette konfliktfyldte forløb ifølge Karpantschof ud i en ”episk styrkeprøve mellem” politiske kræfter, der kæmpede for to konkurrerende ”samfundssystemer: kapitalisme eller socialisme”. I den forbindelse og generelt understreger bogen internationale begivenheders betydning.

I følge forfatteren kan man omkring 1920 tydeligt identificere mange af det moderne danske samfunds grundtræk: De nuværende grænser, den kapitalistiske produktionsmåde, parlamentarismen, partisystemet og forløberne for mange sociale bevægelser. Trods det høje sideantal, er bogen letlæst, og bør læses af alle historisk interesserede. Ikke mindst dem, der, som denne avis' læsere, ønsker at lære af historien for selv at skabe historie.

René Karpantschof: De stridbare danskere. Efter enevælden og før demokratiet 1848-1920. Gads Forlag. 2019. 544 sider.

Gramsci er vaccine mod et sygt system

Nutidens aktivister kan lære af Antonio Gramscis (1891-1937) idéer om vejen fra protest til social revolution.

Af Lars Henrik Carlskov

”Hele Europa er fyldt af revolutionens ånd. Der er en dyb følelse af ikke bare utilfredshed, men vrede og oprør blandt arbejderne... Fra den ene ende af Europa til den anden stiller befolkningsmasserne spørgsmålstegn ved hele den nuværende orden i dens politiske, sociale og økonomiske aspekter.” Den britiske premierminister Lloyd Georges ord fra 1919 gjaldt ikke mindst Italien. Under ”il biennio rosso” (de to røde år) 1919-1920 skyllede bølger af strejker og besættelser af fabrikker og godser over landet, hvor arbejderne mange steder skabte demokratiske fabriksråd, som overtog produktionen.

Men bevægelsen druknedes i blod af Mussolinis fascister, som kom til magten i 1922. Støttet af store virksomheds- og godsejere, kongen, kirken, borgerlige politikere, generaler, politichefer og dommere. Derfor fængsledes Gramsci, kommunistpartiets generalsekretær og en af fabriksrådsbevægelsens ledere, de sidste 11 år af sit liv. Den hidtil eneste succesfulde socialistiske revolution gennemførtes 1917 i Rusland af bolsjevikpartiet. Anført af bl.a. Lenin og Trotskij og med årtiers erfaring fra den mislykkede 1905-revolution, omfattende strejker og andre massekampe.

Et sådant parti fandtes f.eks. ikke i Italien, Tyskland 1918-1923, Kina 1925-1927 eller ved andre revolutionsforsøg frem til i dag. Det har ført til blodig undertrykkelse af de revolutionære. Mest kendt er nok mordet i 1919 på Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht, som først midt under revolutionen stiftede kommunistpartiet. I Italien oprettedes partiet først i 1921, hvor den revolutionære bølge havde toppet.

Sekterisme får fatale følger
De fleste arbejdere fulgte dog stadig de socialdemokratiske ledere i parlamentet og fagbureaukratiets top. Lenin, Trotskij og KOMINTERN (den nye internationale sammenslutning af revolutionære socialister) vedtog derfor taktikker til at forbinde sig med dette flertal. Et ”overgangsprograms” krav kan bygge bro mellem en revolutionær og flertallets reformistiske bevidsthed. Via ”massekampagner, der kæmper for disse krav uanset om, de kan forenes med det kapitalistiske system”. Krav, som i deres ”helhed udfordrer borgerskabets magt, organiserer proletariatet og markerer de forskellige stadier i dets kamp” for revolution.

Samt enhedsfront, der offentligt opfordrer til fælles kamp mellem revolutionære og socialdemokrater for at forsvare arbejderklassens livsvilkår. Accepterer de reformistiske ledere, styrkes kampen og muligheden for gennem den at vinde flertal for antikapitalistiske løsninger. Afviser disse ledere, kan det bruges til at udstille deres manglende kampvilje. Arbejde indenfor det parlamentariske demokrati og den eksisterende fagbevægelse er en pligt, så længe flertallet stadig har illusioner om disse. Det skal afsløre fagtoppen og parlamentarismen som stopklods for kamp og reelt demokrati. Hvor befolkningsflertallet i stedet for et kryds ca. hver 4. år, dagligt deltager i styringen af samfundet der, de arbejder, bor og går i skole.

Sidstnævnte kaldte Gramsci senere at ophæve skellet mellem ”regerende og regerede”. Men i Italien dominerede Amadeo Bordigas sekterisme partiet. Den afviste disse taktikker. Herunder også arbejde i fabriksråd uden kommunistisk flertal og enhedsfront med socialdemokrater og andre socialister. F.eks. i bevægelsen Arditi del Popolo (”Folkets Stødtropper”), der med succes havde bekæmpet de væbnede fascistiske angreb.

Vejen til hegemoni
Gramsci konkluderede derfor: ”De italienske arbejdere har lært af egen erfaring (1919-1920), at uden et kommunistisk parti, bygget som arbejderklassens parti og revolutionens parti, er en sejrrig kamp for at omstyrte den kapitalistiske orden ikke mulig.” Det er ikke som i Bordigas (og senere stalinismens) bureaukratiske partimodel en oppefra og ned-proces. Men ”en stadig tilpasning af organisationen til den virkelige bevægelse, en sammenføring af fremdrift nedefra med ordrer ovenfra, en vedvarende indsættelse af elementer, der hvirvles op fra den brede befolkningens dyb, i ledelsesapparatets solide ramme, som sikrer kontinuitet og regelmæssig ophobning af erfaring.”

Dette er ”en dialektisk proces, hvor de revolutionæres massers spontane bevægelse flyder sammen med centrums organisatoriske og dirigerende vilje”. Vejen til det, Gramsci kalder ”proletariatets hegemoni”, går gennem ”et system af klassealliancer, som gør det i stand til at mobilisere den arbejdende befolknings flertal mod kapitalismen og den borgerlige stat.” Dvs. ”klassealliancer” med fattige bønder, landarbejdere og andre undertrykte grupper. Ikke med såkaldt ”progressive kapitalister” som i den stalinistiske folkefrontsstrategi.

Ved ”i sit revolutionære overgangsprogram” at indarbejde krav, som kan skabe fælles kamp med andre undertrykte grupper, kan arbejderklassen sikre sin ledende rolle, dvs. ”hegemoni”. Gramscis fængselsnoter var ikke brud med, men uddybning af revolutionær socialisme. Til medfangerne forklarede han f.eks., at den ”voldelige erobring af magten kræver, at arbejderklassens parti skaber en organisation af den militære slags.”

Samfundsomvæltning kræver revolutionært parti
Fra fængslet skrev han, at ”afkald på at give spontane bevægelser en bevidst ledelse” er blandt ”de medvirkende årsager til” reaktionære bevægelser som fascismens magtovertagelse. Samt, at ”den 'rene' spontaneitet ikke findes”, da ”der i enhver 'spontan' bevægelse er et primitivt element af bevidst ledelse”. Diverse strømninger vil i enhver bevægelse konkurrere om den politiske retning. At gøre partiers tilstedeværelse illegitim, viser derfor ”ønske om at erstatte en bestemt ledelse med en anden." Bordigas og senere de stalinistisk-inspirerede kommunistpartiers fokus er ”bevidst ledelse”, mens f.eks. anarkisters er ”spontaneitet”. For Gramsci er revolutionær politik ”enhed mellem 'spontaneiteten' og 'den bevidste ledelse'”.

Han påpegede desuden, at kapitalistklassens hegemoni både skyldes statens voldsapparat og befolkningens samtykke. Sidstnævnte sikres især via bl.a. skoler, medier, religiøse organisationer, partier og andre foreninger. I lande, hvor disse institutioner står stærkere end under Ruslands zarstyre før revolutionen, er det, Gramsci i sin uddybning af enhedsfronten kaldte ”stillingskrig”, særlig vigtigt. Den må dog senere føre til ”bevægelseskrig” (herunder revolutionær opstand).

Efter ”Fyrsten” (1513) af Machiavelli, en af moderne politisk videnskabs grundlæggere, kaldte Gramsci det revolutionære parti for ”den moderne fyrste” og ”den første celle, hvor de kim til kollektiv vilje, der tenderer mod at blive universelle og totale, sammenfattes.” Disse idéer om spontaneitet, stillingskrig, bevægelseskrig, hegemoni, alliance mellem arbejdere og andre undertrykte grupper samt allerede nu begynde revolutionær partiopbygning, er en nødvendig vaccine mod den stadig mere sygdomsramte globale kapitalisme.

Corona spreder kapitalismens autoritære virus

Den globale pandemi har sat turbo på årtiers udhuling af det i forvejen stærkt begrænsede liberale demokrati.

Af Lars Henrik Carlskov

De seneste ugers indskrænkning af grundlæggende demokratiske rettigheder er den suverænt mest vidtgående i landet siden 2. verdenskrig. Uden høringsfase, hvor f.eks. juraeksperter, menneskerettighedsorganisationer og almindelige borgere kunne fremsætte indvendinger. I rekordtempo er der foretaget voldsomme indgreb i bl.a. den personlige frihed, forsamlingsfrihed, bevægelsesfrihed og retten til at bestemme over egen krop.

F.eks. mulighed for forbud mod forsamlinger ned til 2 personer, tvangsundersøgelser, tvangsbehandling, tvangsvaccinering og nedlukning af legepladser og fodboldbaner. I følge en række eksperter er det svært at vurdere, hvad der er sundhedsfagligt begrundet eller blot et politisk ønske fra regeringen. Kloden over smugles et væld af autoritære tiltag ind ad bagdøren.

I Ungarn har Orbáns højreradikale regering f.eks. tildelt sig selv diktatoriske beføjelser uden tidsbegrænsning. Borgere kan fængsles i op til 5 år for at bryde coronakarantæne eller for at offentliggøre "falske" eller "forvrængede" oplysninger, som kan skabe "uro" eller "ophidse" befolkningen. I USA har præsident Donald Trump varslet stop for indvandring. På samme måde blev den danske grænselukning modsagt af sundhedseksperter. Desuden er der bl.a. indført mulighed for dobbelt eller firedobbelt straf for ”corona”-lovovertrædelser.

Garanti for misbrug
Strømmen af såkaldte antiterrorlove siden angrebet 2001 på USA's forsvarsministerium og World Trade Center, viser samtidig den overhængende fare for misbrug af foranstaltninger, der er indført med henvisning til COVID-19. Politiets øgede magtbeføjelser er blevet brugt i sager, som intet har at gøre med terror. Om alt lige fra bander, narko, menneskesmugling, børneporno, økonomisk kriminalitet, brandstiftelse og bedrageri til røveri og drab.

International solidaritet med legitime oprørsbevægelser i f.eks. Colombia, Palæstina og Kurdistan er blevet kriminaliseret. Og det kurdiske Roj TV mistede sendetilladelsen pga. en beskidt handel om tyrkisk støtte til Anders Fogh Rasmussen som NATO-generalsekretær. Derfor er det også naivt at tro, at coronalovene ikke vil blive brugt på alle mulige andre områder. Midlertidige begrænsninger af rettigheder bliver hurtigt permanente.

Længe inden den nuværende pandemi var den globale kapitalisme inficeret af en autoritær virus. Bl.a. steg den amerikanske fængselsbefolkning under især Reagan og Clinton med eksplosiv fart. USA har verdens største antal fængslede pr. indbygger, og stigningen fortsætter stadig. Den danske udvikling er mindre ekstrem, men på mange punkter fulgt i samme spor.

Orwells mareridt er vores virkelighed
Antallet af indsatte i danske fængsler er rekordhøjt. Især i slutningen af Nyrups regeringsperiode fra 1993-2001 accelererede den autoritære udvikling. Der kom maskeringsforbud (senest udvidet med burka- og niqāb-loven). Rockerloven betød forbud mod enkeltpersoners ophold bestemte steder såsom klubhuse. Nu udvidet til zoneforbud mod ophold i f.eks. en hel kommune. Det rammer også f.eks. hjemløse, der samtidig kan få bøder for at tigge.

Senere har vi bl.a. fået civile agenter, visitationszoner, præventive anholdelser og længere varetægtsfængslinger. Plus vandkanoner, heste og peberspray til politiet (sidstnævnte oprindeligt et alternativ til brug af stave og pistoler). Samt mulighed for dobbeltstraf i såkaldte ghettoer og håndtrykstvang for at få statsborgerskab. Arbejdsløse og syge er ramt af mere kontrol og flere sanktioner.

Efterretningstjenesterne kan sammen med techgiganter som Amazon, Apple, Facebook og Google overvåge selv de mest intime detaljer i vores privatliv. Orwells totale overvågningssamfund er på mange måder vores virkelighed.

Autoritær stat er nyliberalismens siamesiske tvilling
De sidste tre årtier har kriminaliteten i Danmark været faldende, så hvad forklarer de evige nye stramninger? Den italienske marxist Antonio Gramsci påpegede, hvordan den herskende klasses hegemoni (”overherredømme”) bygger på en blanding af rå magt og ”konsensus” (samtykke fra befolkningen). Den styrer ikke blot ved hjælp af politi, domstole og militær, men også gennem institutioner som kirker og skoler samt civilsamfundets partier, foreninger, medier osv. Faldende profitrater for de store koncerner førte i 1970'erne til kapitalismens nuværende nyliberale fase. I denne periode er de nævnte institutioner blevet kraftigt undermineret. Det har svækket den herskende klasses folkelige legitimitet (se f.eks. rekordhøj mistillid til medier og politikere).

Derfor har den herskende klasse være tvunget til at styrke statens repressive apparat. Nyliberalismen betyder derfor ikke mindre stat (de offentlige udgifters andel af BNP er tværtimod vokset). Men derimod en omstilling af staten, hvor de mere direkte kontrol- og undertrykkelsesfunktioner vokser på bekostning af f.eks. levering af velfærdsydelser. I takt med, at kapitalismens kriser bliver stadig mere ukontrollable (virusser, økonomiske kriser, klimakatastrofen etc.), vokser kapitalens afhængighed af staten (og f.eks. dens finansielle støttepakker).

Liberalt demokrati versus socialistisk demokrati
Den nuværende situation viser det kan være legitimt at indskrænke nogle individuelle ”friheder” (f.eks. handlinger, der udsætter andre for livsfare). På samme måde forhindrer en lille minoritet af kapitalisters ”ret” til at eje og kontrollere de vigtigste produktionsmidler som maskiner, fabrikker, kontorbygninger og råstoffer i praksis alle andre fra at udøve samme ”ret”. Man kan få ubetinget fængsel for tyveri af en flaske håndsprit, men arbejdsgiverne kan uden straf tvinge ansatte på arbejde under livsfarlig smitterisiko. Og hvert år dør omkring 1.600 mennesker af arbejdsrelateret kræft i Danmark. Og 2.000 mennesker dør årligt af andre arbejdsmiljøfremkaldte sygdomme. I allerværste tilfælde kan et dødsfald koste en arbejdsgiver, ikke fængsel, men en bøde på 500.000 kr.

Forfatteren Anatole France skrev, at den nuværende formelle lighed for loven består i, at ”saavel Rig som Fattig [forbydes] at sove under Broerne, betle på Gaderne og at stjæle Brød.” Karl Marx, hvis idéer den moderne arbejderbevægelse og venstrefløj bygger på, påpegede begrænsningerne i ”menneskerettighederne”. De var et produkt af de borgerlige revolutioner i USA 1776 og Frankrig 1789. De var for Marx ”de rettigheder som tilkommer samfundsmedlemmet, d.v.s. det egoistiske, fra medmennesket og det fælles-menneskelige adskilte mennesker” og ”i praksis... den private ejendomsret.”

Senere påpegede Marx, hvordan udbytningen af arbejdere for merværdi sker efter lovens principper om frihed og lighed (hvor arbejderen ”frit” sælger sin arbejdskraft til kapitalisten). Men under overfladen hersker der reelt ufrihed og ulighed, da arbejderen pga. manglen på produktionsmidler er tvunget til at sælge sin arbejdskraft. Kapitalismen og dens liberale demokrati med formel frihed og lighed befinder sig i en krisetilstand. Som revolutionære socialister må vi derfor kæmpe for at erstatte dem med et reelt demokrati, hvor de væsentligste beslutninger over økonomi og samfund tages kollektivt de steder, folk arbejder, går i skole eller bor.

Socialt oprør eller system-administration?

Enhedslisten forsøger i stigende grad at positionere sig som ”regeringsdueligt” parti. Men uden et revolutionært brud får vi business as usual.

Af Lars Henrik Carlskov

”Jeg ser håb. Og jeg tror, at de opbrudstider vi lever i nu, vil blive set tilbage på som årene for generationen, der lagde stenene til en ny radikal, progressiv og solidarisk forandring", skrev Enhedslistens Pernille Skipper for nylig i en kronik i Dagbladet Information. Bl.a. med henvisning til de senere års fremgang for europæiske venstrefløjskræfter som SYRIZA i Grækenland, Podemos i Spanien og Corbyns Labour i Storbritannien.

Hun fremhævede desuden den samlede opbakning fra 1/5 af befolkningen til Enhedslisten, Alternativet og SF og "et stort ønske om forandring". Det ser hun bl.a. i den seneste overenskomstkamp, unge, som "engagerer sig forbilledligt i klimakampen" og "flere og flere, der siger klart fra over for både den stigende ulighed og den umenneskelige flygtningepolitik." Og Skipper understregede regerings-ambitionerne med henvisning til partiets nye plan "100 dage med Enhedslisten – på vej mod et grønt og solidarisk Danmark".

Til højre for Labour og løsninger via markedet
Her findes 100 forslag, som skal gennemføres de første 100 dage i en regering, hvor partiet har "magt, som vi har agt." Planens indtægter på 58,4 mia. kr. er dog primært "tilbagerulninger" af f.eks. skattelettelser til de rigeste og de store virksomheder. Modsat hos det britiske socialdemokrati (fra hvis manifest, man bl.a. har kopieret layout og slogans som "for de mange, ikke for de få"), er der ingen krav om nationalisering af virksomheder. Blot stop for privatisering og udlicitering og en "arbejdsgruppe", der skal "undersøge mulighederne" for gen-nationalisering at f.eks. DONG, telenettet, Københavns Lufthavn og Statens Serum Instituts vaccineproduktion.

Nationaliserings-spørgsmålet forsøges omgået med en ”almennyttig offentlig bank”, som skal konkurrere på markedet mod de eksisterende finansielle virksomheder. Samt generelt via ”erhvervsstøtteordningerne, skatterne og afgifterne, den offentlige indkøbspolitik og den offentlige kreditgivning” at øge incitamentet til såkaldt ”samfundsgavnlig adfærd” fra erhvervslivet. Forslag fra planen såsom skattelettelser for de laveste indkomster, gratis tandlæge og billigere offentlig transport er selvsagt fornuftige. Det egentlige spørgsmål er imidlertid realismen i Enhedslistens forestilling om planens gennemførelse gennem opnåelse af 50%+1 af folketingstaburetterne.

Strukturelle grænser for reformer
Når venstre-orienterede regeringspartier som f.eks. SF under Thorning eller SYRIZA i Grækenland ender med at stå i spidsen for brutale nedskæringer, selv om de blev valgt på det modsatte, er forklaringen således ikke primært forræderi eller manglende politisk mod. Men i stedet, at enhver nok så ”rød” regering, som forsøger at administrere kapitalismen for at reformere den, må tage hensyn til systemets drivkraft: Profitten. Fører en regering ikke en såkaldt ”erhvervsvenlig” politik, der sikrer kapitalisterne tilstrækkelig profit, tilbageholdes investeringerne, hvilket i sidste ende udløser krise.

Faldende profitrater siden 1970'erne i den danske og de øvrige avancerede kapitalistiske økonomier var den dybereliggende årsag til ”den store recession”, dvs. den globale økonomiske krise, som brød ud 2007-2008. Det desperate forsøg på at genoprette den globale kapitalismes profitabilitet førte til verdens regeringers og arbejdsgiveres blodige offensiv mod lønninger, arbejdsforhold og velfærdsydelser.

Administration af nedskæringer
Det voldsomme økonomiske opsving i årene fra 2. verdenskrigs afslutning og frem til 1970'erne gjorde det i Danmark og andre lande muligt at opbygge den såkaldte ”velfærdsstat”. Men årsagerne til den langvarige højkonjunktur var den omfattende destruktion af kapital i såvel fysisk som værdimæssig forstand, som 1930'ernes økonomiske krise og 2. verdenskrig medførte, samt den kolde krigs militære oprustning. Disse betingelser for reformer inden for systemets rammer er ikke til stede i dag, hvor den danske og de øvrige vestlige kapitalistiske økonomier siden 1970'erne har oplevet relativ stagnation.

En Enhedslisten-regering vil derfor i bedste fald kunne levere bittesmå forbedringer. Og som SF's regeringstid demonstrerede, er selv disse forbedringer langt fra givet uden pres fra stærke folkelige bevægelser. Samtidig risikerer enhver reform, der rammer kapitalisternes profit, at forstærke systemets krisetendenser. Risikoen for, at Enhedslisten som regeringsparti deltager i store velfærdsnedskæringer vil derfor være overvældende. Til dem, der tror en parlamentarisk venstrefløjs-regering er vejen frem, bør vi derfor som revolutionære socialister sige (med den britiske marxist Chris Harmans ord): ”I tror, at en venstrefløjs-regering kan ændre samfundet i arbejderklassens interesse. Det gør vi ikke. Men vi vil kæmpe sammen med jer for at afprøve jeres synspunkt i praksis. Imidlertid gentager vi, at I bør stole på jeres egne kampe, ikke sætte jeres lid til jeres politiske ledere.”

Derfor virker offentlige strejker

Det er tid til én gang for alle at begrave myten om offentlige strejkers manglende effekt.

Af Lars Henrik Carlskov

Det hævdes strejkerne ikke virker, fordi den offentlige arbejdsgiver sparer de ansattes løn. Men så skulle regering og arbejdsgivere ønske omfattende strejke-aktivitet i den offentlige sektor. Også regeringsindgreb i offentlige arbejdskampe bliver uforståelige, hvis disse konflikter ikke netop gør ondt på regering og arbejdsgivere. I stedet er de offentligt ansattes arbejde essentielt for den danske og andre avancerede kapitalistiske økonomiers reproduktion.

Værdiskabelsen på det private arbejdsmarked kræver, at arbejderne sikres uddannelse, pasning af børn og ældre, behandling ved sygdom og eksistensen af velfungerende infrastruktur. Og ingen regering (og mindst af alle en svag af slagsen som Løkkes, der vakler fra finanslov til finanslov) kan i længden overleve hel eller delvis lammelse af statsapparatet og dermed af sin evne til at regere. De seneste offentlige overenskomst-strejker i 2008 gav markant større lønstigninger end normalt (mellem 12,8 % og 14,1 %). Og selv et regeringsindgreb er på ingen måde ensbetydende med nederlag.

Magt bag ordene
Indgrebet i storkonflikten 1956 førte tværtimod til massedemonstrationer og efterfølgende folkepension for alle borgere over 67 år. Og under påskestrejkerne 1985 betød indgrebet opblussende strejke-aktivitet og senere 37 timers-arbejdsugen. I forhold til konflikten i 2008 og lærerlockouten i 2013 står fagbevægelsen som følge af den såkaldte ”musketér-ed” nu langt mere samlet – og dermed stærkere. Og alene truslen om konflikt kan føre til større indrømmelser fra regering og arbejdsgivere end ellers.

Men truslen må være reel for at virke, hvilket den ikke er, hvis der sjældent strejkes og dermed sættes magt bag ordene. Både private og offentlige strejker har historisk set været afgørende for tilkæmpelsen af den velfærd og levestandard, som trods alt findes i det moderne kapitalistiske samfund. Men strejkernes måske vigtigste funktion er bevidstgørelse. I lyntempo lærer mange af de kæmpende politisk set mere end under adskillige års ”normal” udvikling. F.eks. nødvendigheden af kamp, sammenhold, tro på egne organisationsevner og mistillid til arbejdsgiverne, de borgerlige medier, politiet, det fagretslige system – og fagbevægelsens top.

Fælles fjende, fælles kamp
Fagtoppen spiller nemlig en modsætningsfyldt rolle. Den er styret af egne interesser, som dels er at forsvare fagforeningerne mod angreb fra f.eks. regering og arbejdsgivere, som underminerer dens egen privilegerede livsstil. Og dels at inddæmme de menige medlemmers selvstændige aktivitet, f.eks. strejker, den ikke kontrollerer, og som derfor kan overflødiggøre dens eksistensgrundlag som forhandlingspartner med arbejdsgiverne. Deraf det skrigende behov for at opbygge et alternativt fagligt lederskab. F.eks. et netværk af tillidsfolk og faglige klubber, som kan udfordre fagbureaukratiet. Under påskestrejkerne 1985 viste den daværende Tillidsmandsringen potentialet for dette.

Chefen i den offentlige sektor er i sidste ende regeringen. Det kan betyde hurtigere politisk generalisering fra de strejkende (fra vrede mod ledelsen på den lokale arbejdsplads til vrede mod systemet). Netop selve det kapitalistiske systems perverse profitlogik skaber den evige strøm af brutale angreb på arbejdsforhold, lønninger og velfærd, selvom samfundets samlede rigdom aldrig har været større. Denne fælles fjende for både offentlige og private arbejdere, arbejdsløse, pensionister og studerende bør mødes med fælles kamp.

Kampen var hans element

Filmen ”Den unge Karl Marx” skildrer en af verdenshistoriens vigtigste skikkelsers forvandling fra borgerlig humanist til kommunist og revolutionær.

Af Lars Henrik Carlskov

Instruktøren Raoul Peck kendes bl.a. for den kritikerroste dokumentar ”I Am Not Your Negro” om den sorte amerikanske forfatter og borgerrettighedsaktivist James Baldwin. Denne gang dramatiserer han den berømte filosof, økonom, socialistleder m.m.'s politisk formative ungdomsår. Dvs. perioden fra jobbet som redaktør af en liberal avis gør Marx til flygtning frem til udgivelsen af "Det Kommunistiske Manifest".

Vi ser mødet med medtænkeren og medkæmperen Friedrich Engels. En rig fabrikants søn, som gennem diskussioner, fælles politisk handling, venskab og økonomisk støtte får afgørende betydning for Marx. Centrale for hans intellektuelle udvikling og forståelse af arbejderklassen og den økonomiske analyses nødvendighed var bl.a. to skrifter af Engels ("Rids af en kritik af nationaløkonomien" og "Den arbejdende klasses stilling i England"). Også de mange politiske møder og diskussioner med diverse arbejderforeninger og pionerer i socialismens historie såsom Proudhon, Bakunin og Weitling vækkes her til live på det store lærred.

Ikke nogen lænestols-teoretiker
Udover at være filmisk interessant, er én af "Den unge Karl Marx's" forcer netop fremhævelsen af Marx som en handlingens mand med hyppig kontakt og diskussioner med datidens mest fremtrædende socialister og arbejderledere. Modsat det gængse billede af en lænestols-teoretiker med næsen begravet i bøger. Sidstnævnte havde han selvsagt ofte. Men de sidste fire årtier af sit liv spillede han tillige en uvurderlig aktivistisk rolle i den spirende arbejderbevægelse.

Han var ikke bare forfatter til værker som "Det Kommunistiske Manifest" og "Kapitalen". Men også hovedrolleindehaver i sammenslutningen "1. Internationale", som førte til oprettelsen af socialistiske partier og fagforeninger i en række lande. Herhjemme i form af det socialdemokrati, som ironisk nok i dag lukker grænsen for flygtninge som Marx selv. Og sammen med Engels fungerede han, bl.a. via omfattende brevkorrespondance, også som den nye internationale arbejderbevægelses politiske rådgiver.

Fremfor alt revolutionær
Som tidligere nævnt omhandler filmen dog kun begivenhederne frem til den knap 30-årige Marx på vegne af "Kommunisternes Forbund" skriver en af verdenshistoriens mest indflydelsesrige politisk tekster. Nemlig "Manifestet", som udkom på tærsklen til Europas revolutionære bølge i 1848. Som bl.a. i Danmark førte til (en begrænset og borgerlig form for) demokrati. "Den unge Karl Marx" formår den svære balancegang mellem præsentation af politiske idéer og underholdende historiefortælling.

Desuden er skuespillerpræstationerne glimrende og personkarakteristikkerne virker virkelighedstro. Og på nær nogle få detaljer, der sagtens kan forsvares som nødvendige dramaturgiske greb, er filmen også historisk korrekt. Det gælder også fremstillingen af Marx's kone Jenny og Engels partner Mary som stærke og politiske personligheder. Og den arbejderklasse, der skulle give kapitalismen dødsstødet, findes i allerhøjeste grad stadig. Nemlig defineret som alle, der pga. manglende ejendom må sælge deres arbejdskraft eller overleve på usle sociale ydelser. Derfor er filmen politisk højaktuel. Ikke mindst fordi den viser den Marx, om hvem Engels sagde, at han "var fremfor alt revolutionær" og "kampen var hans element".

"Den unge Karl Marx”, Frankrig/Tyskland/Belgien, 2017, 118 min., premiere 9. november.

Fra 1917 til 2017 mod et nyt samfundssystem

Accelererende klimaødelæggelse og nye bølger af krige, racisme og nedskæringer kan skabe fortvivlelse, men bør ikke føre til resignation.

For som bl.a. den russiske oktoberrevolution 1917, hvis jubilæum fejres i år, viste, er radikale samfundsomvæltninger mulige. Også selvom en blodig kontrarevolution senere førte til stalinismens rædsler. For dette nederlag var ikke givet på forhånd, men resultatet af en kamp, der kunne have været vundet ved revolutionens spredning til andre lande.

Revolutionen viste, at alle dem, der pga. manglende ejendom må arbejde (eller overleve på usle sociale ydelser), kan tage magten i egne hænder og begynde opbygningen af et bedre samfund. Det kan ske igen. Men ikke uden organisering og koordinering af de forskellige sociale kampe, som der allerede i dag findes et væld af.

Ingen sejr uden samlet kamp
F.eks. forårets kampagne og strejker mod den nye overenskomst, Uddannelsesalliancens demonstrationer mod uddannelsesbesparelser, diverse fagforeningers initiativ ”Danmark for velfærd” og protesterne mod behandlingen af arbejdsløse og syge. Desuden er Danmark tæt forbundet med den øvrige verden, hvor mange lande har set omfattende folkelige oprør og protester de senere år.

Herhjemme har vi langt fra set sådanne bevægelser, men de protester, der trods alt har været, viser, at et betydeligt mindretal af befolkningen er klar til at kæmpe. Samtidig havde disse protesters effektivitet været væsentligt større, hvis der ikke kæmpedes hver for sig. Endelig er de blevet yderligere svækket af manglen på aktiv støtte fra fagtop og den etablerede venstrefløj.

Den etablerede venstrefløjs fallit
Det gælder desværre selv Enhedslisten, hvor mange enkeltmedlemmer udfører et godt politisk arbejde, men hvis fokus alligevel primært er Borgens taktiske forhandlingsspil og nærmest permanent valgkamp. Budgetforlig i kommuner og regioner viser også, at man i stigende grad ser sig som administrator af systemet. Det understreges af en aktuel kampagne, der kalder politiet ”velfærdens helte”. Også selvom Enhedslisten er mindst ringe alternativ på valgdagen. Derfor må det mindretal, som allerede i dag ser behovet for en revolutionær omvæltning af det nuværende profitsystem, gå sammen i en selvstændig organisation for at vinde flertallet over på sin side.

Her er Internationale Socialister de første beskedne skridt til en sådan organisation. Vi må også opbygge magt dér, hvor systemet kan sættes i stå. På arbejdspladserne, hvor der skabes den profit, som er kapitalismens drivkraft. Magt i form af netværk på gulvplan, som kan udfordre regering, arbejdsgivere og fagtop. F.eks. også ved overenskomstforhandlinger som de kommende i den offentlige sektor. Men det kræver overvindelse af den giftige racisme, Overdanmark bruger til at splitte alle os i Underdanmark. Her er den internationale aktionsdag mod racisme 17. marts en oplagt mulighed for at danne nye netværk for folkelig modstand.

Anti-kapitalistisk modstand i Trumps æra

Aktuelle bøger af Naomi Klein og Mikkel Bolt analyserer Trump-fænomenet og potentialet for kampen mod de højrepopulistiske kræfter.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Her anvender Kleins ”No is not Enough” de analyser og begreber, hun har udviklet i tidligere værker såsom ”No Logo”, ”Chokdoktrinen” og ”Intet bliver som før” til at forstå årsagerne til hans sejr. Således beskrives Trumps ”brand” (eller varemærke) og hans forsøg på at fusionere sidstnævnte med ”det ultimative symbol på magt og autoritet: Det Hvide Hus”. Samtidig repræsenterer han for Klein en ny form for nyliberal ”chok-politik”, der beskrives som en særlig ekstrem version af kapitalismen. Denne chok-metafor kan i nogle tilfælde være nyttig til at beskrive de ofte brutale metoder, gennemtvingelsen af nyliberale politikker om privatisering, udlicitering og angreb på velfærdsydelser, lønninger og arbejdsforhold har krævet i en række lande.

F.eks. Chile under Pinochets militærdiktatur, det tidligere Sovjetunionen efter murens fald eller Irak i kølvandet på 2003-invasionen. Men det afgørende skifte til nyliberalisme i f.eks. Storbritannien, USA, Danmark samt en række lande i den såkaldte ”tredje verden” skete ikke i kølvandet på noget tilsvarende ”chok”. Det afgørende var her oftest den svækkede selvtillid i arbejderklasen efter nederlag i afgørende konfrontationer med staten og kapitalen (f.eks. den britiske minearbejderstrejke eller flykontrollørernes tilsvarende i USA).

Identificering af fjenden
Sammen med en tendens til at fokusere på aktører og idéer på bekostning af, hvordan nutidens chok og kriser udspringer af kapitalismens grundlæggende strukturer, fører det til en tvetydighed, der også kendes fra Kleins tidligere værker: Er fjenden det kapitalistiske system som sådan eller blot en særlig (nyliberal) variant af samme? Således beskrives Trumps magtovertagelse som et ”kup” fra de store virksomheders side. I modsætning dertil understreges det senere, at der ikke er tale om et ”brud”, men en ”kulmination” på ”katastrofekapitalismens” politik.

Med en vis nostalgi beskrives f.eks. 1930'ernes amerikanske ”New Deal” under Roosevelt og efterkrigstidens "keynesianske" epoke i verdensøkonomien frem til 1970'ernes ”nyliberale revolution”. Men det var netop keynesianismens manglende evne til at løse den daværende profitabilitetskrise i de avancerede kapitalistiske økonomier, som skabte betingelserne for nyliberalismens fremmarch. En tilbagevenden til keynesianisme, heller ikke i en imaginær version med demokratisering, økologisk bæredygtighed og ligestilling af kvinder, LGBT+-personer og etniske mindretal, er derfor ikke et reelt svar.

I modsætning dertil tager Mikkel Bolts ”Trumps kontrarevolution” netop udgangspunkt i, hvordan rødderne til den nuværende globale fremgang for højrenationalistiske og fascistiske kræfter skal findes i kapitalismens strukturelle krise i 1970'erne og nyliberalismens indtog som konsekvens deraf. I den henseende ligger bogen i forlængelse af forfatterens ”Krise til opstand” fra 2013.

Trump som fascist
Ligesom Klein ser Bolt Trumps valgsejr som et oprør mod status quo og begge understreger, at den er led i en international trend. For Bolt er Trump udtryk for en ”antisystemisk protest fra højre” mod ”den såkaldte neoliberale globalisering” og et miskrediteret politisk system samt dets forvaltere. Men som følge af den etablerede venstrefløjs fallit, kommer i hvert fald dele af denne protest til udtryk i en forvrænget form med støtte til f.eks. racistiske kræfter, der ikke repræsenterer et reelt opgør med det nuværende system.

Trump repræsenter for Bolt ”senkapitalistisk fascisme” og en ”præventiv kontrarevolution” mod f.eks. ”de arabiske revolter, pladsbesættelsesbevægelserne og Black Lives Matter” og den ”begyndende afvisning af kapitalismen”, de repræsenterer. En korrekt sammenkædning af kapitalismens stadig mere autoritære tendenser med systemets stigende vanskeligheder ved at fungere på ”normal” vis som følge af bl.a. økonomisk svaghed og folkelige protester. Ikke desto mindre har disse protester på internationalt plan endnu ikke nået samme styrke, som f.eks. i slutningen af 1960'erne og 1970'erne. Og selv i denne situation kunne kapitalismen overleve uden at ty til sin fascistiske kriseløsning.

Derfor er beskrivelsen af Trump som fascist også misvisende, selvom der ligesom hos andre højrepopulister er fællestræk. Trump-regeringens politik har endnu ikke i praksis brudt afgørende med de republikanske og demokratiske forgængere. Modsat f.eks. den tyske og italienske fascisme er han heller ikke kommet til magten som et aktivt tilvalg fra den herskende klasse (hvis store flertal støttede Hillary Clinton) og ved forinden at have opbygge stormtropper på gadeplan, der kan bruges til at knuse arbejderbevægelsens og de øvrige demokratiske institutioner. Sidstnævnte er dog ikke nødvendigt ifølge Bolt pga. Trumps besiddelse af statsmagten. Men konsekvensen af dette er inflation i brugen af fascisme-begrebet, som ud fra samme logik kunne anvendes om et væld af højreorienterede regeringer, der enten har indskrænket demokratiet eller indført et decideret diktatur. Og som nævnt er denne fascistiske kriseløsning endnu ikke nødvendig for at sikre kapitalistklassens mulighed for fortsat at regere.

Menneskehedens fremtid på spil
Ikke desto mindre udgør Trump en alvorlig trussel, der har givet højreorienterede og egentlige fascistiske kræfter øget selvtillid. Som begge forfattere understreger befinder vi os i en nødsituation med en række overlappende kriser, som alle direkte eller indirekte udspringer af det nuværende profitsystem. Hurtige og radikale samfundsomvæltninger er derfor nødvendige, ikke mindst på grund af den truende klimakatatrofe. Med henvisning til intersektionalistisk feminisme understreger Klein, hvordan de forskellige kampe og former for undertrykkelse er gensidigt forbundne og advarer samtidig mod gøre oplistningen af forskellige former for privilegier til en intern konkurrence blandt de undertrykte.

Men for at forstå, hvorfor de forskellige former for undertrykkelse er opstået og derfor kan afskaffes, har vi brug for den marxistiske klasseanalyse. Denne peger samtidig på den afgørende strategiske rolle, arbejderklassen (det store flertal af befolkningen, der ikke ejer og kontrollerer produktionsmidlerne) spiller pga. sin evne til at stoppe kapitalismens drivkraft, profitten, ved at strejke. Dette element er dog desværre enten fraværende eller underprioriteret hos Klein og Bolt.

Intet af dette ændrer dog på, at såvel Bolt som Klein leverer væsentlige bidrag til forståelsen af betingelserne for kampen mod Trump og tilsvarende kræfter i andre lande. Og som begge forfattere understreger, afhænger en leveværdig fremtid for klodens befolkning bogstaveligt talt af et succesfuldt udfald af denne kamp.

Naomi Klein: No is Not Enough. Defeating the New Shock Politics. Allen Lane (UK), 2017 (dansk udgave: Nej er ikke nok. Modstand mod Trump og højrepopulismens chok-politik, Forlaget Klim, 2017). Mikkel Bolt: Trumps kontrarevolution, Forlaget Nemo, 2017.

Skipper & Co. mellem modstand og tilpasning

Enhedslisten stemmer ofte som eneste parti i Folketinget imod racisme, krig og nedskæringer, men er ikke stedet at opbygge en revolutionær venstrefløj.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

13 sekunder. Det fyldte kampen uden for den parlamentariske arena i Enhedslistens politiske ordfører Pernille Skippers mere end 17 minutter lange årsmødetale for nylig: ”I onsdags, der så vi Velfærdsalliancen demonstrere for vores velfærd en gang til. Og til alle, der var med ude i hele landet, tusind tak, godt gået, det er en hamrende vigtig kamp”. Det var alt – men også symptomatisk.

For selv om der internt i partiet tales om at ”gå på to ben”, det parlamentariske og det udenomsparlamentariske, fylder arbejdet i Folketinget, byråd osv. i praksis suverænt mest. Bl.a. går hovedparten af budgettet til valgkamp og ansættelser på Christiansborg, lige som partiets topfolk sjældent eller aldrig understreger behovet for at opbygge den folkelige modstand uden for Borgen. Det gælder også partiets materiale, der som regel blot opfordrer til at blive medlem og vælger.

Parlamentarisk fokus giver passive medlemmer
Resultatet er et overvældende flertal af ikke-aktive medlemmer. Og en del af de aktive er det kun i forbindelse med valgkampe. Mange medlemmer er gode aktivister i andre sammenhænge, men dette sker uden fælles koordinering og strategi. Da dette arbejde sker som enkeltpersoner frem for som del af et politisk kollektiv, reduceres den samlede slagkraft kraftigt. I Enhedslisten findes der ganske vist også revolutionære socialister, men partiets venstrefløj er internt for uenig til organiseret samarbejde.

I stedet siver de revolutionære medlemmer ud af partiet enkeltvis. Samtidig forsøger partitoppen at undgå opstilling af revolutionære kandidater ved valg og, hvis det mislykkes, at underminere deres kandidatur. Nogle gange lykkes det de menige medlemmer på årsmøder at få nedstemt nogle af toppens forsøg på at dreje partiet i en mere ”ansvarlig” (læs: systembevarende) retning. Men når det virkelig gælder, som f.eks. spørgsmålet om Thorning-regeringens finanslove, sættes årsmødevedtagelser ud af kraft. Enhedslistens venstrefløj fører derfor en defensiv kamp for at bevare status quo – et parti, som i forvejen primært er en vælgerforening.

Systemskifte kræver anden type parti
De fleste henvisninger til revolution er udraderet fra principprogrammet, der understreger, at ”revolutionen” skal ske via en ”socialistisk grundlov” i Folketinget. På samme måde udlagde en af partiets strateger, finansordfører Pelle Dragsted, for nylig i et interview med magasinet RÆSON revolution som summen af en række reformer. Men al historisk erfaring viser, at kapitalistklassen ved at tilbageholde investeringerne, indskrænke produktionen, kapitalflugt, spekulation mod valutaen og i sidste ende også væbnede kup vil bekæmpe enhver nok så demokratisk valgt regering, der for alvor udfordrer dens magt.

Derfor kan et systemskifte kun ske ved, at en socialistisk massebevægelse i en revolutionær situation erstatter Folketinget og resten af den kapitalistiske statsmagt med sine egne demokratiske organer baseret på f.eks. arbejdspladser, uddannelsessteder og i boligkvarterer. Enhedslisten kan derfor bedst beskrives som ”venstre-reformistisk” ligesom partier som Die Linke i Tyskland, SYRIZA i Grækenland og Podemos i Spanien. Dvs. til venstre for klassisk socialdemokratisme, men stadig baseret på strategien om en reformvej til socialismen.

Men da det er en blindgyde, vil det i længden føre til gradvis tilpasning til det eksisterende kapitalistiske system. Ikke mindst hvis Enhedslisten i fremtiden kommer til at administrere systemet som deltager i en parlamentarisk regering. Så selv om vi i Internationale Socialister ofte samarbejder med mange enkeltmedlemmer af Enhedslisten, er det ikke indenfor Listens rammer, at et kæmpende venstrefløjsparti kan opbygges. Et revolutionært parti, hvis vigtigste kampplads ikke er Christiansborgs parlamentariske cirkus, men den daglige folkelige modstandskamp mod kapitalens angreb.

Er arbejderklassen blevet til et prekariat?

Et kig på modeteorien om, at arbejderklassen i stigende grad erstattes af et ”prekariat” med mere usikre (”prekære”) jobs.

AF JOSEPH CHOONARA

“Nu mere end syv millioner briter i prekær beskæftigelse”, erklærede en artikel på forsiden af avisen The Guardian tidligere på måneden. Den hævdede, at stigende prekariatet skyldes, at ”virksomhederne insisterer på at bruge flere arbejdere med status som selvstændige og i stigende grad rekrutterer ansatte på midlertidige og nul-time-kontrakter.”

Sådanne påstande er hverdagskost. I 2011 hævdede Guy Standings bog ”Prekariatet”, at ”vi kan måske formode, at lige nu er i mange lande mindst en fjerdedel af den voksne befolkning en del af prekariatet.” Sidste år erklærede to akademikere, der deler dette teoretiske udgangspunkt, at i “Storbritannien tilhører næsten to tredjedele af kvinderne prekariatet” sammen med “en tredjedel af mændene”.

En artikel for nylig i New Statesman af Labours finansordfører John McDonnell hævder, at ”prekære jobs og nul-time-kontrakter er blevet normen inden for store dele af arbejdsmarkedet.”

Det er vigtigt at udstille forholdene for arbejdere på nul-time-kontrakter og arbejdere, der af skruppelløse arbejdsgivere tvinges til en vildledende status som selvstændige.

Mindre velkommen var en tale fra arbejdsminister Damian Green i sidste uge. Han priste, at det var slut med jobs, som indebærer ”en fast månedsløn med faste timer, betalt ferie, løn under sygdom, en pensionsordning og andre kontraktmæssige goder.”

Green hyldede fremkomsten af ”opgaveøkonomien” og ”hverdagsentreprenøren”.

Imidlertid kan de generaliserende påstande om stigende prekariatet – fra begge sider af det politiske spektrum – være stærkt misvisende. Når folk tænker på prekært arbejde, tænker de ofte på midlertidig ansættelse. Faktisk har andelen af sådanne kontrakter været usædvanligt stabil.

I løbet af de sidste tre årtier er midlertidig beskæftigelse kun steget med 0,3 % til 6,3 % af arbejdsstyrken.

Nul-time-kontrakter, der ikke garanterer et vist antal timers arbejde, er først blevet fremtrædende for nylig, og dataene om dem er mindre pålidelige. Men de ser dog ud til at blive brugt stadig hyppigere.

Alligevel er der to vigtige begrænsninger på brugen af nul-time-kontrakter.

For det første kan de udfordres. Tidligere på året lovede sportsudstyrsfirmaet Sports Direct at tilbyde butiksansatte et garanteret timetal efter fagforeningsprotester, medieafsløringer og kritik fra regeringen.

Løftet gælder ikke lagerarbejdere ansat via jobbureauer, men selv her er arbejdere ikke magtesløse. Fagforeningen Unites ret til at forhandle overenskomst med ledelsen ved Sport Directs store lager i Shirebrook har været anerkendt siden 2008.

Desuden vil der, når nul-time-kontrakter bruges på store arbejdspladser såsom universiteter eller hospitaler, være andre arbejdere med mere sikre ansættelsesforhold. De kan potentielt slutte sig til en kamp for at udvide bedre ansættelsesforhold til alle.

For det andet er nul-time-kontrakter, selv om de bruges på et væld af forskellige arbejdspladser, stærkt koncentrerede inden for to sektorer – ”hoteller og restauranter” og ”sundheds- og socialsektoren”.

Den første af disse led under et høje niveauer af løsansættelser længe før nul-time-kontrakterne – tænk f.eks. på studerende, der arbejder sort på barer eller caféer, mens de studerer.

Gensidig afhængighed
Det andet område omfatter hospitaler, hvor tilkaldevikarer, der dækker midlertidige behov for personale, i stigende grad sættes på nul-time-kontrakter.

Det omfatter også et stort antal af dem, som arbejder med hjemmepleje af syge og ældre.

Dette er et område, som rovdyrs-lignende private aktieselskaber går efter som en kilde til let profit, og plejeindustrien i Storbritannien bliver i vide kredse set som en krise, som venter på bryde ud.

Personaleudskiftningen i hjemmeplejen kan være så høj som en fjerdedel af de ansatte årligt, et lignende tal som ved Sports Direct-arbejdsstyrken.

Men de fleste arbejdspladser kan ikke drives på denne måde. At fyre arbejdere, at ansætte erstatninger og at oplære disse er en dyr forretning. Det kan også skabe kaos og indebærer at miste know-how og færdigheder, der er opbygget gennem år.

Selv i kølvandet på den seneste økonomiske krise, hvor arbejdsgiverne gladeligt angreb lønninger og arbejdsforhold, gjorde de sig ofte umage for at minimere antallet af fyringer.

Dette afslører en grundlæggende sandhed om, hvordan kapitalismen fungerer. Den udbytning, arbejderne lider under, er ikke blot en form for undertrykkelse, men et gensidigt afhængighedsforhold.

Arbejderen er afhængig af sin arbejdsgiver for at få en løn. Men arbejdsgiveren er også afhængig af at være i stand til at presse arbejde, og dermed profit, ud af arbejderen.

I en moderne kapitalistisk økonomi er arbejdsgiverne også afhængige at få den rette slags arbejdere med den rette uddannelse og ekspertise – og når de får dem, forsøger de ofte at holde på dem.

Hvad med dem, der ikke formelt er ansat af et firma? Den seneste vækst i selvstændige er ubestridelig og er nået op på en hidtil uset andel på 15 % af arbejdsstyrken – om end tallet var 13 % i slutningen af 1980’erne.

Der er en bekymring, som kom til udtryk i sidste uges The Guardian-artikel, for, at en stor del af den seneste stigning skyldes en udvidelse af ”opgaveøkonomien”.

En potentiel styrkeposition
Hvis dette betyder folk, som har flere jobs på samme tid, er der ikke meget belæg.

En undersøgelse for nylig fra tænketanken Resolution Foundation viste, at kun én ud af 250 arbejdere har to jobs som selvstændige. Og ca. én ud af 100 har et hovedjob som lønarbejder sammen med et bijob i rollen som selvstændig.

Ydermere arbejder de fleste selvstændige ikke i ”opgaveøkonomien”. Det store flertal af dem beskriver sig selv som ”leder af egen virksomhed”. Kun ca. én ud af fem angiver deres primære jobbetegnelse som ”udførelse af freelancearbejde”, og én ud af 10 angiver den til at være ”underleverandør eller kontraktarbejder”.

Flertallet er også tilfreds med at være selvstændig og leder ikke efter job med en arbejdsgiver. En temmelig stor del af den seneste stigning skyldes, at arbejdsstyrken bliver ældre. Ældre mennesker er mere tilbøjelige til at være selvstændige og bliver ofte selvstændige op til de går på pension.

Det betyder ikke at ignorere misbrug, der finder sted på dette område. En arbejdsretssag, som for nylig blev anlagt af Uber-taxichauffører, udfordrede firmaets kategorisering af sine arbejdere som selvstændige.

Kendelsen fastslog: “Den opfattelse, at Uber i London udgør en mosaik af 30.000 små virksomheder forbundet af en fælles “platform” er efter vores mening lettere latterlig.”

Selv på disse områder er arbejderne dog ikke magtesløse. Dette kan man se af kampen hos Deliveroo, madudbringningsfirmaet, hvor budene tvang firmaets ejere til et ydmygende tilbagetog i forhold til nye arbejdsbetingelser ved at anvende en meget traditionel kampmetode – en strejke.

Overordnet set er billedet af den britiske arbejdsstyrke domineret af sikre, permanente jobs, med lommer af usikkerhed – ikke omfattende prekariatet. I gennemsnit kan en arbejder i Storbritannien forvente at være hos sin nuværende arbejdsgiver i 16 år, omkring det samme som i 1975.

Der har været et beskedent fald i fastansættelse for mænd, men det udlignes af en stigning i fastansættelse for kvinder, som i dag udgør halvdelen af arbejdsstyrken.

Dette afspejler forbedringer i barselslovgivning, men også den voksende stabilitet i deltidsarbejde, der i høj grad udføres af kvinder.

Dette klumpes ofte sammen med midlertidigt arbejde som en form for prekær beskæftigelse. Men i gennemsnit vil kvindelige deltidsarbejdere være lige så længe ved en arbejdsgiver som fuldtidsbeskæftigede kvindelige arbejdere.

Deltidsarbejde har været en form, hvorved et stort antal kvinder er blevet trukket ind i stabil, langvarig beskæftigelse.

Den relative stabilitet i beskæftigelse i Storbritannien har to følger.

For det første har vi ikke kun brug for en kamp for at sikre et mindretal af prekære arbejderes rettigheder. Der er masser af arbejdere med sikkerhed i ansættelsen, der lider under elendig løn, stadig mindre selvbestemmelse på arbejdspladsen, lange arbejdsdage, tyranniske chefer osv.

For det andet kan vi udkæmpe disse kampe fra en potentiel styrkeposition. Vi lever stadig i en verden, hvor kapitalisternes profitter afhænger af den fortsatte udbytning af arbejdere, der er koncentrerede på store arbejdspladser.

Dette betyder, at arbejderne har magten til at stoppe systemet ved at få det til at styrte sammen. Udfordringen er at udøve denne magt, ikke at lade den forsvinde mellem vores fingre.

Oversat fra Socialist Worker (UK), nr. 2531, 22.11.2016.

Smilets by giver racismen det røde kort

Aarhus protesterer også 18/3 mod nationalismens fremmarch.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

”Valget af Donald Trump til amerikansk præsident for nylig var blot et af mange tegn på, at nationalistiske og fremmedfjendske kræfter har vind i sejlene over en stor del af verden. Det gælder også herhjemme, hvor Dansk Folkeparti er Folketingets næststørste parti og det endnu mere yderliggående Nye Borgerlige i flere målinger står til valg. Samtidig har mistænkeliggørende retorik og diskriminerende politik, som tidligere var forbeholdt den nationalistiske højrefløj, i dag vundet indpas langt inde i den politiske mainstream.

Derfor ønsker vi at samle alle gode kræfter til en fælles manifestation, f.eks. med taler og musikalske og kunstneriske indslag, mod den truende politiske udvikling. Vores mål er at samle alt lige fra politiske partier til fagforeninger, uddannelsesorganisationer græsrodsorganisationer og interesserede enkeltpersoner til en stor og folkelig markering af, at ”nok er nok”, og at vi ønsker en by og et samfund præget af mangfoldighed og respekt for forskellighed.”

Sådan lyder indkaldelsen i Aarhus til aktionsdag mod racisme 18/3. Bl.a. revolutionære socialister, socialdemokrater, kvindesvømmere fra Gellerup, fagforeninger, elev- og studenterorganisationer samt ”humanitære” foreninger, står bag en bred manifestation mod racisme og diskrimination. Følg med på Aarhus for Mangfoldigheds Facebook-side eller skriv til formangfoldighed@gmail.com.

Danmark har slaveblod på sit flag

I anledning af 100-året for salget af de vestindiske øer til USA bringes her historien om Danmark som slavehandlernation og voldelig kolonimagt i Caribien og Afrika.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Fra midten af 1600-tallet til starten af 1800-tallet blev ca. 111.000 slaver kidnappet og under dansk flag sejlet fra Afrika til Caribien. I disse år stod Danmark for ca. 2,3 % af og var 7. største aktør i den atlantiske slavehandel. De caribiske øer Skt. Croix, Skt. Thomas og Skt. Jan, hvor europæiske kolonialister i forvejen havde udryddet den indfødte befolkning, blev danske kolonier. Især Skt. Thomas’ havn blev internationalt centrum for slavehandel, og det er en myte, at danske slaver havde bedre forhold, hvilket alle kolonimagter hævder om egne slaver.

Slaverne blev brændemærket, og under den 2-3 måneder lange sejlads over Atlanterhavet sad den enkelte slave lænket på mindre plads end en ligkiste. Ca. hver 6. slave døde under overfarten, og mange andre inden for første år på øerne. I et dansk 1700-talsreglement var straffen til slaver for tyveri at blive knebet tre gange med gloende tænger og derefter hængning. For flugtforsøg var den amputation af benet, men hvis slaven blev tilgivet af sin herre, var den i stedet 150 piskeslag og afskæring af øret. For en slave, der slog, truede eller talte hårdt til en hvid, var den at blive knebet tre gange med gloende tænger og bagefter hængning, hvis den hvide ønskede det. Ellers afhugning af slavens hånd. Ét ”retskaffent” hvidt vidne var nok til at få en slave dømt, og ved ”formodninger” i sagen skulle slaven tortureres.

Med vold og blod blev land bygget
Enorme formuer blev skabt af den såkaldte ”trekantshandel”, hvor bl.a. våben byttedes til slaver i den danske koloni Guldkysten i nutidens Ghana, hvorefter slaverne fragtedes til Caribien til tvangsarbejde på plantager. Derfra blev bl.a. sukker og rom sendt til Danmark.

Profitten fra slavehandel byggede en stor af del af København, bl.a. Christian IX’s palæ (hvor Dronningen bor), Det Gule Palæ (der huser Kongehusets administration), Odd Fellow Palæet, Dehns Palæ og Admiral Hotel. Det gælder også statsministerboligen Marienborg og en række andre danske landsteder. Slaveprofitterne var en af de økonomiske motorer for ”den florissante” (dvs. blomstrende) handelsperiode, som gjorde borgerskabet til en afgørende magtfaktor i det danske samfund.

”Opdagelsen af guld- og sølvlandene i Amerika, udryddelsen, trældommen og begravelsen af den indfødte befolkning i bjergværkerne, den begyndende erobring og udplyndring af Ostindien, Afrikas forvandling til et indelukke for handelsjagt på sorthudede, kendetegner den kapitalistiske produktionsæras morgenrøde. Disse idylliske processer er hovedmomenter i den oprindelige akkumulation.” Sådan beskrev Karl Marx kolonialisme og slaveri som afgørende faktorer i kapitalismens gennembrud.

”Den oprindelige akkumulation” betød også af, at europæiske bønder voldeligt fik frataget jorden, hvilket skabte et besiddelsesløst landproletariat, som senere blev til den industrielle arbejderklasse. Racismen opstod som ideologi for at legitimere slavehandelen og blev sammen med råsukker bragt til Danmark i det 18. århundrede.

Allerede som ung formulerede Marx et krav om at ”omstyrte alle forhold”, hvor mennesket er ”fornedret” og ”kuet”, og han anså desuden slaveriet for en hindring for arbejderklassens befrielse, uanset hudfarve, lige som han forstod amerikansk slavebomulds betydning for tekstilindustrien i kapitalismens daværende britiske centrum. Han skrev, at i USA ”var enhver selvstændig arbejderbevægelse lammet, så længe slaveriet skæmmede en del af republikken. Arbejdet kan ikke frigøre sig i hvid hud, hvor det er brændemærket i sort hud.”

Oprør og revolutioner stopper slaveriet
Et af de første og mest langvarige slaveoprør på de to amerikanske kontinenter brød i 1733 ud på den danske koloni Skt. Jan. Her overtog slaverne det meste af øen, men med udenlandske tropper blev oprøret kvalt efter ni måneder. Oprørere blev tortureret og henrettet, men de fleste valgte selvmord frem for overgivelse. Flere selvstændige amerikanske stater havde allerede forbudt slaveri i 1770’erne og 1780’erne, Frankrig forbød det i 1794 og Storbritannien frigav slaverne i 1834. I kølvandet på den franske revolution 1789 og slaverevolutionen på Haiti 1791 forbød Danmark i 1792 handel med nye slaver fra Afrika. Ikke handel med slaver i Caribien. Danmark frygtede et britisk forbud, og desuden døde slaverne hurtigere end de kunne reproducere sig selv. Det danske forbud indførtes med varsel på 10 år, hvor danske plantageejere med favorable statslige lån og tilskud importerede flere slaver end nogensinde før for at blive selvforsynet.

På de danske øer i Caribien blev slaveriet først ophævet i det europæiske revolutionsår 1848, hvor enevælden faldt i Danmark. Kort før var der slaveoprør på de franske øer Martinique og Guadeloupe. På Skt. Croix marcherede 8.000 slaver til byen Frederiksted og krævede øjeblikkelig frigivelse, frem for gradvis løsladelse over 12 år som lovet året før. Slaverne var bevæbnede med knive og knipler og deres leder, som de kaldte General Buddo, truede guvernør von Scholten med generalstrejke, hvorefter denne frigav dem. Under von Scholtens efterfølger henrettedes 17 af oprørerne. General Buddo overgav sig efter løfter om frit lejde, men blev deporteret til Trinidad, mens plantageejerne fik erstatning for krænket ejendomsret over slaverne.

Arbejderkamp og dansk menneskehandel
De tidligere slaver arbejdede videre på plantagerne, hvor de nu i stedet var bundet af langvarige arbejdskontrakter. Forholdene på øerne var så miserable, at i 1870’erne døde 1.433 børn for hver 1.000 fødte børn. Ved arbejderopstanden Fireburn på Skt. Croix i 1878 blev bl.a. butikker, pakhuse, varehuse, godser og sukkerraffinaderier plyndret og antændt. 12 oprørere blev straks henrettet til skræk og advarsel. Tre kvindelige oprørsledere (kaldet ”queens”) fik dødsdom, senere ændret til fængsel med hårdt arbejde på livstid. Op mod 250 arbejdere blev dræbt, og et medlem af plantageejernes væbnede korps skrev, at ”[d]er blev omtrent skudt 10 eller 12 Negro og 3 eller 4 paa Plantagen Work & Rest, hvorefter vi ikke havde den fornøielse at skyde flere før om Eftermiddagen paa Plantagen Glynn.”

Det danske socialdemokrati støttede i sin avis de sorte arbejdere, idet ”[d]e Rige Plantere har som overalt, hvor Kapitalisterne regerer og huserer, gjort Øen til et Helvede for dem, som maa arbejde.” Den fortsatte elendighed førte i 1916 til en succesrig generalstrejke blandt de sorte landarbejdere anført af David Hamilton Jackson, der havde organiseret dem i fagforening. Sidstnævnte blev set som så stor en trussel, at der blev sendt et krigsskib fra Danmark. I 1917 blev øerne uden folkeafstemning blandt deres befolkning solgt til USA for 25 mio. dollars (svarende til 1/3 af den danske stats årsindtægt).

Jackson kaldte det ”en Skandale, at Danmark gaar ind herpaa, hellere end at give Folket dets fulde Frihed!” Den danske revolutionære Gerson Trier protesterede i et brev til Stauning, der var trådt ind i regeringen under 1. verdenskrig, over den manglende afstemning på øerne som et brud på folkenes selvbestemmelsesret og krævede Socialdemokratiets hovedbestyrelse indkaldt øjeblikkeligt. Fra udlandet skrev Lenin om salget: ”Hvem har sagt, at man ikke sælger mennesker i vor tid? Det gør man ganske glimrende”. Det er denne skamplet på Danmarkshistorien, der i 2017 fylder 100 år.

Lenin og Luxemburg - det er ikke enten-eller

Enhedslisten-strateg bag ny bog om den fremtrædende marxistiske teoretiker og revolutionære leder Rosa Luxemburg.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Forfatteren er Per Clausen, fhv. formand for partiets folketingsgruppe og nuværende byrådsmedlem i Aalborg, der supplerer sin gennemgang af Luxemburgs liv og værk med personlige anekdoter.

Desværre mest med polemiske udfald mod andre dele af venstrefløjen, der sjældent sættes navn på, hvorfor det mest minder om skyggeboksning.

Per gentager Luxemburgs kritik fra 1904 af Lenins “ultra-centralistiske” partiteori, men overser bl.a. Hal Drapers påvisning af den som en fejludlægning af Lenins synspunkter.

Paul Le Blanc har desuden vist, at det socialdemokratiske parti i Polen-Litauen (hvis ledelse Luxemburg var et fremtrædende medlem af) ikke var mindre “centralistisk” end Lenins bolsjevikker. I begge tilfælde fordi partierne måtte arbejde illegalt under det russiske zarregime.

“Rigtig linje findes ikke”
Det sås også, da Lenin efter 1905-revolutionen og dens langt bedre muligheder for at arbejde i åbenhed, talte for at “åbne portene” for nye partimedlemmer.

Per fremstiller Luxemburg som “spontanist”, men hun understregede netop i sin pjece om massestrejken, at socialister ikke med “korslagte arme” skal vente på en revolutionær situation, men må give bevægelsen politisk ledelse for at sikre en sejrrig revolution.

Alligevel forsøger Per at bruge Luxemburg til et opgør med forestillingen om en “korrekt” og “forkert” politisk linje. Han hævder, at reformismen er noget, “vi alle” er underlagt, men nævner ikke, at Luxemburg specifikt forbinder den med “borgerlig parlamentarisme”.

Det stinkende lig
Der er al mulig grund til at læse eller genlæse Rosa Luxemburg i dag.

Langt klarere end f.eks. Lenin beskrev hun massestrejkens dynamik og dens rolle som forløber for en revolutionær opstand. Lige som hun leverede en uovertruffen analyse af reformismen, dvs. den traditionelle socialdemokratiske idé om, at man gradvist kan reformere kapitalisme til socialisme.

Men at se disse to giganter i arbejderbevægelsens historie som modsætninger giver ingen mening. Tværtimod supplererer de hinanden.

Per henviser til det tyske Socialdemokrati anno 1910 og erklærer sig smigret over sammenligninger med Enhedslisten.

Men han glemmer, for det første, at Luxemburg få år senere karakteriserede det som “et stinkende lig”, især på grund af dets støtte til den imperialistiske 1. verdenskrig.

For det andet glemmer han, at da revolutionen kom – i både Rusland og Tyskland – så havde en Lenin en organisation, der kunne levere det politisk lederskab, både Luxemburg og Lenin mente var nødvendigt for at vinde.

Det havde Luxemburg ikke i den tyske revolution. Det betød både revolutionens nederlag – og at Luxemburg og mange af hendes kampfæller blev dræbt. Det er den vigtigste lære for socialister i dag.

Per Clausen: Rosa Luxemburg, Forlaget Solidaritet, 70 sider, 20 kr.

Masseprotester ryster den franske regering

Vi kan lære af Frankrig, hvor velfærdsangreb er blevet mødt af en storm af protester, der også forbinder sig med kampen mod racisme.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Bevægelsen kaldes "Nuit debout" (oversættes normalt til "oppe hele natten") og består bl.a. af almindelige lønarbejdere, studerende og pensionster. Den er opstået pga. en lov fra landets socialdemokratiske regering, der vil hæve arbejdstiden, gøre det lettere at fyre ansatte og gøre det muligt for lokale aftaler at overtrumfe nationale aftaler og love, der beskytter lønmodtagernes rettigheder. Fra den centrale plads Place de la République i Paris, som blev besat af aktivister og brugt til at afholde natlige stormøder, har bevægelsen spredt sig til resten af Frankrig og andre lande.

Med sine pladsbesættelser og stormøder med en flad demokratisk struktur minder bevægelsen om f.eks. Indignados-bevægelsen i Spanien og Occupy Wall Street. På disse stormøder har tusinder af aktivister diskuteret alt lige fra den praktiske organisering af besættelserne til hvordan det nuværende samfundssystem fungerer, politiets rolle og spørgsmålet om vold samt nedsat komitér til planlægning af nye aktioner. Siden terrorangrebene mod Charlie Hebdo og 13. november i Paris har magthaverne forstærket den racistiske og islamofobiske hetz mod Frankrigs befolkning med immigrant- eller flygtningebaggrund. Nuit debout-bevægelsen har udbygget båndene til disse grupper, bl.a. via fælles aktioner med tusinder af deltagere.

Udfordrer systemets logik
Der har desuden været en række strejker samt demonstrationer med hundredtusinder af fremmødte. Bl.a. over en million 31. marts og op mod 200.000 9. april. Her er der blevet sunget sange fra de franske revolutioner og 2. verdenskrigs modstandsbevægelse og råbt slagord som "nej til arbejdsgivernes lov, ja til revolutionen". Denis Godard fra besættelsen på Place de la Républiques aktionskomité har beskrevet, hvordan bevægelsen kan vinde:

“Besættelserne giver bevægelsen en retning, stiller spørgsmål ved hele logikken i systemet og skaber mulighed for at samle de forskellige fronter i kampen. Det kan ikke fortsætte og udvikle sig uden at forbinde bevægelsen på pladserne med kampen på hver eneste arbejdsplads, alle universiteter og colleges og hver eneste boligkvarter. Grundloven for en ny verden vil ikke blive skrevet af tusinder, men af millioner. Og ikke bare ved at tale, men ved at angribe magtens højborge – og ved at vinde sejre startende med tilbagetrækning af arbejdsloven.”

Stor ståhej i den rød-grønne vælgerforening

Efter langvarige interne kampe vedtog Enhedslisten sidste år nyt program – som allerede nu undsiges af partiets dominerende højrefløj.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

De havde arbejdet på det længe. Revolutioner, opstande, generalstrejker, ødelæggende krige, økonomisk krise, flygtningestrømme, klodens destruktion og andre mindre betydningsfulde foreteelser kunne selvsagt ikke gøre krav på den store opmærksomhed i mellemtiden. Antydninger om det modsatte måtte derfor henregnes til det venstre-sekteriske overdrev.

I et rasende tempo fulgte papir efter papir, papirer blev til bjerge og bjerge blev til bjergkæder. Det ene mere nervepirrende vigtige forslag afløste det andet, blot for på dramatisk vis at blive fejet af banen af ændringsforslag, der efterfølgende ikke mindre drabeligt måtte bukke under for ændringsforslag til ændringsforslag.

Hvert komma var en skyttegrav og hver bisætning var en fæstning, der kun lod sig indtage efter blodige kampe og i et inferno af gensidig beskydning. Da krudtrøgen lettede og tabstallene var opgjort, havde man fået et nyt partiprogram. Derefter pakkedes det ned i en forseglet kasse og placeredes et sikkert sted på ubestemt tid.

Det havde været demokratisk. På årsmødet havde flere af partiets parlamentariske topfolk sågar suppleret tv-talerne til nationen ved at lade et par ord falde om nogle af forslagene. Det havde været vælgerforeningens største enkeltaktivitet de seneste par år, naturligvis bortset fra den altid allerede påbegyndte valgkamp, og havde stået på siden det på udogmatisk vis vedtoges på et årsmøde både at udarbejde et nyt program og ikke at gøre det.

Sådan kunne en, desværre kun en anelse karikeret, beskrivelse af Enhedslistens proces med vedtagelse af nyt principprogram lyde. I partiets kandidathåndbog til folketingsvalget hed det således på spørgsmålet om, hvorvidt virksomhederne skal ”nationaliseres eller overtages af arbejderne”, at ”[d]et er et meget teoretisk og her og nu ligegyldigt spørgsmål.”

Centrale punkter i principprogrammet såsom ”grundlæggende ændringer i ejendomsretten over produktionsmidlerne”, så ”der ikke produceres efter profithensyn”, vil en bredere offentlighed således i bedste fald først få indblik i en ikke nærmere defineret fremtid. Hvilket er særligt ironisk, eftersom Enhedslistens parlamentariske højrefløj oprindeligt forsikrede, at der blot var tale om en ”ajourføring” af det tidligere program. Med andre ord er programmet blevet ”ajourført”, dvs. ”ført op til i dag”, for først at blive brugt i morgen - eller måske snarere næste år eller næste årti.

Vedtaget som et levn til eftertiden. En gave, en lille betænksomhed, hvis glade giveres intentioner forhåbentlig værdsættes efter fortjeneste, når den højtid oprinder, hvor pakken må åbnes. Derfor betryggende at vide, at Enhedslisten næppe i den mellemliggende periode vil have krævet eller gennemført større ændringer i arveretten. Desværre kan det allerede nu forudses, at store dele af Enhedslisten til den tid vil ligge underdrejet som følge af en heftig omgang af den ondartede virus ved navn parlamentitis.

Thorning - ligestillet i nedskæringer

Frem for magthavere, hvis køn er eneste forskel til den øvrige herskende klasse, er der brug for et opgør med selve det nuværende ulige system.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

”Jeg er Danmarks første kvindelige statsminister, men ikke den sidste”, lød det i Helle Thorning-Schmidts afskedstale efter valgnederlaget. Men hendes regering løb fra selv de mest beskedne progressive ligestillingsløfter (f.eks. øremærket barsel til mænd) og gennemførte brutale angreb på velfærd, lønninger og arbejdsforhold. På den måde ”ligestillede” hun sig med såvel Foghs som Løkkes regeringer – og gik endda videre.

Det var Thornings regering, der i praksis implementerede dagpengeforringelserne og afskaffede efterlønnen. Dens ”reformamok” betød lavere ydelser og øget kontrol for kontanthjælpsmodtagere. Fleksjob- og førtidsreformen gik løs på de syge. Studerende blev angrebet med lavere SU, fremdriftsreform og dimensioneringsplan. Almindelige lønarbejderes realløn faldt pga. regeringens hårdhændede indgreb i offentlige overenskomstforhandlinger og frie hænder til arbejdsgivernes sociale dumping. Fattigdommen og uligheden øgedes.

Omfordeling til de rigeste mænd (og kvinder)
Ikke bare har Thorning forringet forholdene for befolkningens store flertal. Men endda i højere grad for kvinder end mænd. Flere kvinder end mænd tilhører således arbejderklassen, modtager velfærdsydelser, er ansat i den offentlige sektor, er arbejdsløse osv. Lige som kvinder rammes hårdere af nedskæringer på offentlig omsorg for f.eks. børn og ældre, da de stadig står for hovedparten af disse opgaver såvel på arbejdsmarkedet som i privatlivet.

Derfor har Thornings velfærdsangreb og foræring af skattelettelser til de rigeste og det private erhvervslivet også været en omfordeling fra det store flertal af kvinder til en lille gruppe af især mænd, idet kvinder er voldsomt overrepræsenterede i arbejderklassen og voldsomt underrepræsenterede i den herskende klasse.

Den indbyggede sexisme i det nuværende kapitalistiske samfundssystem giver den herskende klasses kvinder som Thorning en ulempe i forhold til denne klasses mænd. Men typer som Thorning er stadig langt mere priviligerede end det overvældende flertal af kvinder – og mænd. Kampen mod sexisme, uanset de ramtes klassetilhørsforhold, er en forudsætning for et opgør med det klassesamfund, der frembringer den. Det store flertal af kvinder har lige som de fleste mænd – modsat f.eks. Thorning og andre kvindelige og mandlige magthavere – en interesse i denne samfundsomvæltning. Kampen for kvindefrigørelse er derfor klassekamp – og omvendt.

Velkommen kritik af valgcirkusset, men...

Ny bog opfordrer til ”vælgerstrejke” i protest mod folketingsvalgets manglende demokratiske indhold – men er det svaret?

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Iflg. bogen ”Hæv stemmen!” af Søren Mau bør man ikke stemme ved det kommende folketingsvalg, da det er at legitimere et udemokratisk politisk system. Her er de demokratiske problemer, der findes i enhver kapitalistisk økonomi (såsom pengemagtens indflydelse) blevet forstærket af de seneste årtiers udvikling.

F.eks. den globale økonomiske integrations underminering af nationalstaternes magt, overflytning af beslutninger fra politikere til embedsmænd i ministerier, EU og ekspertkommissioner, forvandling af partier til private virksomheder, som reproducerer magteliten og ser vælgerne som forbrugere samt den mediemæssige skævvridning af den politiske debat.

Revolutionære må forbinde sig med flertallet
Frem for at stemme bør man derfor ”opfinde nye politiske former”, f.eks. ved at kæmpe for demokrati på arbejdspladser og uddannelsessteder og i boligkvarterer og personlige forhold, hvorfra kampen bør ”vokse og forbinde sig med andre kampe”. Altså en langt mere radikal kritik af det kapitalistiske demokrati end man finder hos et parti som Enhedslisten, og derfor langt tættere på ”ånden” i enhver genuin marxisme. Som sådan er bogen et velskrevet og velkomment bidrag.

Desværre vil abstrakt propaganda kun overbevise en minoritet, mens det overvældende flertal må lære af egne (kamp)erfaringer. Derfor er valgboykot en fejltagelse, idet man afskærer sig fra at opbygge en bevægelse med den store del af de 80-90 % af vælgerne, som stemmer, men er helt eller delvist enige i kritikken af det parlamentariske cirkus. Og trods den minimale forskel mellem ”rød” og ”blå” blok, især i krisetider, er en socialdemokratisk regering mere sårbar over for pres nedefra.

Deres valgkamp og os
Det sås bl.a. i 2012, hvor relativt beskedne protester fra fagbevægelsens græsrødder stoppede regeringens og fagtoppens tyveri af feriedage. Det ville en Venstre-regering bedre kunne ignorere, da fagbevægelsen ikke tilhører dens bagland. En valgsejr til de borgerlige partier vil også svække selvtilliden i dele af arbejderklassen samt gøre det sværere at argumentere mod reformistiske løsninger, da Socialdemokraterne i opposition formentlig til en vis grad vil dreje til venstre. Bogen hævder, at et parti, der brugte den parlamentariske platform til f.eks. at tale for revolutionær kamp, ville falde for spærregrænsen pga. mainstream-mediernes funktionsmåde.

Det er dog ingen selvfølge, da holdninger bl.a. også dannes pga. påvirkning fra kolleger, medstuderende, naboer, venner og familie. En valgfremgang for f.eks. Enhedslisten vil trods partiets reformistiske praksis være udtryk for et venstreskred i dele af befolkningen, dvs. give et større hav for revolutionære at svømme i. Derfor bør man trods alt stemme Enhedslisten – men uendeligt vigtigere er det at organisere den folkelige modstand uden for Folketinget og et revolutionært parti med dette som hovedfokus. Det er sådan et parti, vi ønsker at opbygge i Internationale Socialister.

Søren Mau: Hæv stemmen!. Forlaget Nemo. 94 sider. Udkom 17. april.

Hvad skyldes voldtægt og vold mod kvinder?

Kvindeundertrykkelse og vold mod kvinder kendetegner vores samfund. Men kan vi slippe af med det? Denne artikel ser på sexismens rødder og giver nogle svar på problemet.

AF SADIE ROBINSON

Verden kan være et dårligt sted at være kvinde. Kvinder udgør chokerende 70 % af verdens fattige. At tilhøre det kvindelige køn former alle aspekter af kvinders liv – fra ting såsom arbejde, bolig, sundhed og uddannelse til vores mest intime forhold.

I Storbritannien er det mest åbenlyse bevis på kvindeundertrykkelsen lønkløften på 17 % mellem mænd og kvinder. Men det mest kvalmende tegn på undertrykkelsen er handlinger i form af voldtægt og vold – og den udbredte tendens til at give ofrene skylden.

Den chokerende karakter af kønsmæssig vold kan få mange mennesker til at tro, at brutalitet er en medfødt menneskelig egenskab. De opgiver håbet om nogensinde at skabe en verden uden kønsmæssig vold og systematisk undertrykkelse.

Graden af vold mod kvinder er forfærdende. Det vurderes, at der hvert år voldtages mindst 47.000 kvinder i Storbritannien – hvorimod domfældelsesraten for anmeldte voldtægter blot er 6,5 %.

Men det store flertal af mænd voldtager ikke kvinder. Og de fleste mænd er ikke voldelige mod kvinder.

Voldtægt sker ikke på grund af mænds "naturlige" instinkter. Det udspringer af den måde, klassesamfundet forvrænger seksualitet og fremmedgør mennesker fra hinanden og sig selv.

Kvindeundertrykkelse gavner kapitalismen – den har en ideologisk og økonomisk funktion.

Mennesker skaber de miljøer og samfund, vi lever i – men verden fremtræder som en fremmed genstand, fordi vi ikke føler, vi har nogen kontrol over den.

En ekstrem form for fremmedgørelse
Vi bliver fremmedgjorte fra os selv og fra hinanden. Voldtægt og kønsmæssig vold er nogle af de mest ekstreme former, denne fremmedgørelse antager.

Dette kombineres med et syn på seksualitet, der ser sex som en vare på linje med enhver anden vare, som kan købes og sælges – eller tages.

Næsten en tredjedel af befolkningen i Storbritannien mener, at en kvinde i hvert fald delvist selv var skyld i det, hvis hun blev voldtaget i beruset tilstand.

Fremherskende ideer om seksualitet bebrejder kvinder for at "opmuntre" til voldtægt og behandler mænd som kun en smule forskellige fra dyr, der er ude af stand til at styre sig selv.

Således var justitsminister Kenneth Clarkes udtalelser for nylig [artiklen er fra 2011 - Clarke tilhører det britiske konservative parti, red.], der tilsyneladende negligerede nogle former for voldtægt, såsom "date rape", som dårligt nok en form for voldtægt desværre ikke nogen overraskelse.

Clarkes udtalelser medførte ganske vist et enormt ramaskrig, og hans synspunkter er i høj grad omstridte.

Men de, der befinder sig i samfundets top – politikere, dommere, medieejere osv. - promoverer sexistiske idéer.

De, som ejer aviserne og tv-stationerne, fylder dem med billeder, der skildrer kvinder som sexobjekter, ikke som mennesker af selvstændig værdi.

Og det er almindeligt, at der i voldtægtssager rejses spørgsmål såsom hvordan offeret var påklædt, om hun var sent ude, om hun havde drukket og om hun havde haft sex med voldtægtsmanden før.

Naturligvis er der massevis af kvinder, og mænd, der udfordrer sexistiske idéer og kæmper for reformer for at forbedre kvinders liv.

Men sexistiske idéer er udbredte på grund af kvinders position i samfundet og den måde, vores samfund forvrænger kønsroller.

Den revolutionære socialist Karl Marx beskrev, hvordan de herskende tanker i ethvert samfund er den herskende klasses tanker. Det betyder ikke, at det er de eneste tanker – men det betyder, at det er de mest indflydelsesrige tanker.

Men hvorfor ville den herskende klasse ønske at fremme dette syn på kvinder? Hvad får den ud af det?

Kvindeundertrykkelse har ikke altid eksisteret. Den vandt frem efterhånden som de menneskelige samfund begyndte at blive opdelt i klasser.

Marx og hans samarbejdspartner Friedrich Engels pegede på familien under klassesamfundet som nøglen til kvindeundertrykkelsen. Engels beskrev familiens opkomst som "kvindekønnets verdenshistoriske nederlag".

De forstod, at måden, hvorpå mennesker sikrer deres grundlæggende eksistensvilkår, former menneskelig adfærd og tanker.

Familien opstod side om side med den private ejendom og staten. Før da levede mænd og kvinder i jæger-samler-samfund, hvor de udførte forskelligt, men ligestillet arbejde og havde lige del i beslutningerne. Marx og Engels kaldte det for "urkommunisme".

Efterhånden som samfundene udviklede sig, begyndte de at frembringe et større overskud end nødvendigt for at dække deres grundlæggende behov – et overskud, der kunne lagres og kontrolleres.

Og de produktionsteknikker, det medførte, havde for første gang nogensinde en tendens til at prioritere mænds arbejde frem for kvinders.

Da der først var blevet udviklet en herskende klasse, ønskede de mænd, som kom til at dominere, "legitime" arvinger, som de kunne give overskuddet videre til. Kontrol over kvinder og seksuelle forhold blev centralt for ejerskabet af dette overskud.

Familieenheden udviklede sig sammen med en ideologi, der behandler kvinder som andenrangs-borgere og en form for ejendom, der skal kontrolleres af mænd.

Disse tanker bidrager til at legitimere og fremme vold mod kvinder.

Det betyder ikke, at der aldrig sker ændringer i klassesamfund. En kvindes rolle i familien er under kapitalismen meget forskellig fra, hvordan den var under feudalismen.

Og selv under kapitalismen har kvinder i løbet af det sidste århundrede kæmpet for at ændre deres liv. I dag i Storbritannien arbejder de fleste kvinder uden for hjemmet. Folk har større seksuel frihed end tidligere.

Og ændringerne i kvinders liv og tanker har også haft en effekt på mændene. F.eks. er det langt mere almindeligt, at mænd udfører arbejde, der tidligere blev anset for kvindearbejde, såsom barnepleje.

Kvinder og husarbejde
Mænd bruger mere tid på omsorg for deres børn i dag end de gjorde tidligere. Husarbejde er i mange hjem ikke længere udelukkende kvindernes ansvar.

Store forandringer har fundet sted inden for kapitalismen, delvist på grund af systemets skiftende behov og delvist på grund af almindelige menneskers omfattende pres og kampe.

Disse forandringer viser, at forestillingen om, at mænd og kvinder har én gang for alle fastlagte, uforanderlige roller er forkert.

Men uanset hvor vigtige disse forandringer er, fortsætter kvindeundertrykkelsen. Og vores magthavere forsøger konstant at tilbagerulle de fremskridt, vi har opnået.

F.eks. ses det at være kone og moder stadig som centralt for kvinders identitet.

Samfundet tildeler seksuelle forhold overdreven opmærksomhed – og siger til kvinder, at med mindre de sikrer sig en mand, er de en fiasko.

Og kvinder, der ikke ønsker at få børn, ses stadig ofte som uforklarligt sære.

Kvindeundertrykkelse bidrager, lige som andre former for undertrykkelse, til at splitte arbejderklassen. I stedet for, at almindelige mennesker ser sig som havende fælles interesser mod de rige, kan kvinder og mænd blive indfanget af idéen om hinanden som hovedfjender. Dette er ekstremt nyttigt for vores magthavere – og det ved de.

Familien spiller også en afgørende økonomisk rolle for kapitalismen. Kvinder forventes at vedligeholde den nuværende arbejdsstyrke og opfostre den fremtidige – mens de samtidig ofte selv er del af denne arbejdsstyrke.

Familien som trykkoger
De opfostrer børn, tager sig af syge og ældre slægtninge og opretholder et hjem. De sparer kapitalismen for en formue ved at levere alle disse serviceydelser gratis.

Det betyder ikke, at ethvert hjem og ethvert forhold blot er en vægt om kvinders halse.

Ofte værdsætter folk deres personlige forhold og livet derhjemme mere end alt andet, fordi det tilsyneladende tilbyder et fristed i forhold til den ydre verdens stress.

Men det ændrer ikke den rolle, familien spiller under kapitalismen. Og ofte bliver mennesker, der søger trøst og et fristed i familien, skuffet.

Det fristed, de håbede at finde, ender med at være en trykkoger, hvor opbyggede spændinger slippes løs – og det ofte især rammer kvinder.

Den centrale rolle, familien spiller, forklarer hvorfor vores magthavere afskyer kritik af den og angriber alle, der falder uden for den. Dette er grunden til, at der findes homofobi, panik over enlige forældre og pres på singler for at blive gift.

Dette former også folks holdninger til voldtægt. De fleste kvinder, der voldtages, kender gerningsmanden, og den største risiko for vold findes inden for familien – alligevel er den mest almindelige opfattelse af voldtægt baseret på den ukendte gerningsmand, som springer ud fra et buskads sent om natten.

Sexistiske idéer er så indgroede, fordi kvindeundertrykkelsen har eksisteret i tusindvis af år, lige siden klassesamfundenes opståen. Det er derfor, at den forekommer så naturlig og permanent.

Men nogle af de mennesker, som hævder, at vi ikke kan afskaffe undertrykkelsen, gør det fordi de har en interesse i at opretholde den. Og det hjælper dem at fokusere på individuelle voldshandlinger, fordi det leder opmærksomheden væk fra den systemiske undertrykkelse, som er central i kapitalismen.

Vi kan sætte en stopper for kvindeundertrykkelse – men for at kunne gøre det må vi slippe af med det system, der understøtter den.

Undertrykkelse påvirker alle kvinder, men effekten af den er umådelig forskellig afhængigt af klassetilhørsforhold.

Den er afgørende for et system, som kvinder fra den herskende klasse tjener fedt på – hvilket er grunden til, at vi ikke kan være afhængige af alliancer med rige kvinder i kampen for forandring.

Almindelige mennesker har en fælles interesse i at slippe af med kapitalismen. Den smadrer kvinder og mænd fra arbejderklassens liv.

Den er afhængig af undertrykkelse for at splitte og svække arbejderklassen. Og den atomiserer os og forvrænger selv vores mest intime forhold.

Mennesker ændrer sig selv i processen med at skabe en ny verden. De skaffer sig af med det, Marx kaldte "alt det gamle skidt" og idéer, der har overlevet i århundreder, begynder at blive fortrængt.

Og i alle revolutionære bevægelser træder kvinder i forgrunden i forhold til at lede kampen.

Revolution er ikke en eventyrfortælling. Allerede i år [dvs. 2011, red.] har vi set revolutioner i Egypten og Tunesien, der har smidt diktatorer på porten og rejst perspektivet om arbejderkontrol med samfundet.

Som kollektiv har vi magten til at knuse systemet og skabe ægte lighed og frihed for alle.

Oversat af Lars Henrik Carlskov fra Socialist Worker (UK), nr. 2255, 7. juni 2011.

For hvem er Alternativet et alternativ?

Hvad har det nye parti at tilbyde de mange, der ønsker et opgør med det etablerede politiske system og den såkaldte ”nødvendighedens politik”?

AF LARS HENRIK CARLSKOV

I spidsen for Alternativet står Uffe Elbæk, der måtte træde tilbage som kulturminister pga. nepotisme-anklager. Han har beskrevet partiet som ”mere rødt, mere solidarisk og mere iværksætter-agtigt” end De Radikale, men nærmere dette partis ”grundrødder”, dog ”i en ny tid”. Han vil desuden kombinere ”det bedste” fra Liberal Alliance og Enhedslisten. Altså en form for mellemvej mellem nyliberalisme og socialisme.

Som i socialliberalisme og et borgerligt parti som f.eks. De Radikale, hvor Elbæk og en række af Alternativets andre topfolk da også kommer fra. Modsat De Radikale ønsker Alternativet dog et opgør med stadig økonomisk vækst som samfundsmål. Desværre forestiller man sig det muligt uden et brud med historiens mægtigste vækstmaskine, dvs. den globale kapitalistiske produktionsmåde.

Fanget i vækstmaskinen
Vækst-tvangen er således en del af selve kapitalismens DNA. Marx definerede kapital som "selvekspanderende værdi". Pga. konkurrencen med andre virksomheder må enhver virksomhed vokse eller bukke under. Det gælder også for kapitalismen som helhed, hvor faldende eller negativ vækst er lig med krise. Iflg. Alternativets partiprogram er ”småjusteringer og symptombehandling” ikke nok. Desværre vil partiets politik netop blot betyde en justering, ikke en afskaffelse, af kapitalistisk klimadestruktion og biosfærisk nedsmeltning.

Det gælder forslag om finansskat, stærkere kapitalkontrol samt forbud mod hedgefonde, kapitalfonde og diverse finansielle instrumenter. Det gælder også forslag om et ”fuld reserve”-banksystem (hvor udlån ikke må overstige indlån) og opdeling af finanssektoren mellem ”almindelige” erhvervsbanker og andre finansielle institutioner. Intet af dette er f.eks. mere vidtgående end den socialliberale økonom Keynes' berømte forslag om ”aktiv dødshjælp” til rentenyderne og socialisering af investeringerne.

Middelklassen som ideal
Iflg. Alternativet tvang finanssektoren ”hele den globale økonomi i knæ”. Reelt var det dog blot den umiddelbart udløsende årsag. Den dybereliggende årsag var det fald i produktionssektorens profitrater i de ledende kapitalistiske økonomier, som efter 70'ernes krise førte til en voldsom opsvulmning af investeringer i finanssektoren. Profitratens fald var til gengæld en konsekvens af konkurrencen, hvor virksomhederne som tidligere nævnt må foretage stadig større investeringer.

Alternativet foreslår desuden en skat, hvor miljøbelastningen indgår i vareprisen, så ”markedsmekanismerne fungerer korrekt”. ”Andels- og kooperationsbevægelsen” skal ”genopfindes” i den nye ”fjerde sektor”, dvs. ”det bedste” fra den ”private, den offentlige og den frivillige” sektor. Små ”grønne” virksomheder er idealet, dvs. middelklassen/småborgerskabet. Det går bl.a. igen i ønsket om øget støtte til grupper som kioskejere etc. og ”kreative erhverv” (den såkaldte ”kreative klasse”). Desværre viser netop andelsbevægelsen tydeligt, hvordan enhver virksomhed enten må tilpasse sig markedet eller forsvinde (tænk f.eks. Arla).

”Ny politisk kultur” eller systemskifte?
Alternativet ønsker ”en ny politisk kultur”, der skal fjerne den historisk høje mistillid til politikerne. Bl.a. skal et vist antal online-stemmer betyde, at lovforslag behandles i Folketinget. Men den ”nødvendighedens politik”, der er årsag til politikerleden, skyldes i sidste ende, at uden et brud med kapitalismen vil presset fra finansmarkederne tvinge politikere uanset partifarve til at føre den politik, investorerne ønsker. Alternativet ”tror på det gode i os alle”, men har desværre intet blik for de klasseinteresser, som blokerer for omstilling til bæredygtighed.

Partiet forestiller sig, at omstillingen skal ske via de eksisterende politiske institutioner såsom Folketinget, EU og Verdenshandelsorganisationen (WTO). Det svarer nogenlunde til at ville reformere den katolske kirke til at være protestantisk. Alternativet er i bedste fald et alternativ for den mellemklasse af små virksomhedsejere, der bliver presset af konkurrencen fra storkapitalen. Men deres chance for at vokse fra små til større kapitalister er i forvejen minimal. Som alle andre småborgerlige partier vil Alternativet vakle mellem de stærke klasser: Kapitalen og arbejderklassen. For sidstnævnte har Alternativet intet at tilbyde.

Velfærdsstaten var ikke et socialistisk projekt

Velfærdsstaten er både en serviceordning for kapitalen og et resultat af arbejderbevægelsens kamp.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Den moderne velfærdsstats forbillede var den tyske kansler Bismarcks sociallovgivning i 1880'erne. Nemlig en række forsikringsordninger mod alderdom, arbejdsløshed, sygdom og ulykker. Samtidig, under ”socialistloven” 1878-1890, gjordes det tyske socialdemokrati delvist illegalt. Bismarcks socialpolitik var et forsøg på hindre socialismens spredning, f.eks. en arbejderopstand som Pariserkommunen 1871 i Frankrig, og undgå udvandring af arbejdskraft til USA.

Også i Danmark var borgerskabet skrækslagent pga. Pariserkommunen og stiftelsen af Socialdemokratiet. Derfor nedsattes i 1875 en ”arbejderkommission”, dog uden de store resultater. Samme motiv sås ved socialreformen 1891-1892. Her ændredes fattigloven ved at indføre statsstøtte til begravelser og besøg hos læge og jordemoder. Desuden indførtes alderdomsunderstøttelse til de ”værdigt trængende”, der nu ikke ville miste stemmeret, hvis de ikke tidligere havde fået fattighjælp. Endelig vedtoges en lov, hvor betaling til sygekasse gjorde det muligt at få støtte under sygdom.

Forsikring mod uroligheder
Den anden store socialreform kom i 1933 efter ”Kanslergadeforliget”. Kommunisterne var lige kommet i folketinget for første gang, og arbejdsgiverne krævede 20 % lønnedgang og varslede lockout. Statsminister Stauning forudså ”en mere urolig konflikt, end vi nogensinde tidligere har set”. Om socialreformen forklarede socialminister Steincke, at ”gennem skatterne til sociallovgivningen betaler de besiddende altså en risikopræmie for om muligt at sikre en fortsat rolig samfundsudvikling”.

Der var primært tale om videreførelse og forenkling af eksisterende love. Dog ville modtagelsen af socialhjælp (med undtagelse af drankere, hjemløse og de ”arbejdssky”) nu ikke længere betyde indskrænkning af borgerrettigheder. Bagsiden var tvangsforlængelse af overenskomsterne og strejkeforbud, hvilket sammen med en valutadevaluering betød en lønnedgang tæt på de 20 %, arbejdsgiverne havde krævet. En tredje helt central reform kom i 1956, nemlig folkepensionen. Den udlagdes af den socialdemokratiske regering som kompensation for indgrebet i massestrejkerne under overenskomstkonflikten samme år.

Kontrol og reproduktion af arbejdskraft
Dette lille udsnit af myriaden af velfærdsreformer, viser, at frygt for klassekamp og revolution var led i flere af de største reformer. Set fra kapitalens synspunkt sikrer et relativt udbygget socialvæsen, sundhedsvæsen, uddannelsessystem og netværk af daginstitutioner også reproduktion af en arbejdsstyrke med et fornødent niveau af sundhed og kvalifikationer. Staten, der repræsenterer kapitalistklassen som helhed, kan gennemtrumfe de reformer, de enkelte kapitalister ikke vil indføre for deres egne arbejdere af frygt for at miste en fordel over for konkurrenterne.

Mange velfærdsydelser indeholder også vigtige elementer af social kontrol (f.eks. skal arbejdsløse ”stå til rådighed for arbejdsmarkedet” og børn skal via disciplin, eksamener, tests osv. gøres klar til livet som lønarbejdere). Omvendt har arbejderbevægelsens kamp utvivlsomt betydet højere velfærd end ønsket af kapitalen. Mange velfærdsfunktioner vil blive videreført og forbedret under socialismen. Men ikke den nuværende kapitalistiske (velfærds)stat, hvor velfærden indebærer ekstrem social kontrol og bureaukrati og i sidste ende er underlagt profit.