Dræningen af Afrikas rigdomme

Patrick Bond, der er økonom ved KwaZulu Natal University i Sydafrika og forfatter til en række bøger om Afrika, fortæller i dette interview om imperialisme og modstand på det afrikanske kontinent i dag.

Hvad er dynamikken i plyndringen af Afrika?

Lad os begynde med den proces, hvor den nye imperialisme er afhængig af udvindingen af ressourcer til stadig lavere priser.

Vi befinder os i en meget forvirret periode, for siden 2002 er varepriserne - mineraler, energi, selv salgsafgrøder – steget. Men der er mange mennesker, som vil erklære sig enige, at der er tale om en lille fremgang i en varepriscyklus, som siden 1970’erne har været ude for en dramatisk tilbagegang. Det er i den forstand, at de multinationale selskabers magt, og de afrikanske eliters lydighed over for denne magt, nu har nået enestående højder.

Det er blevet så ekstremt, at selv Verdensbanken har erkendt, at der ikke er noget grundlag for økonomisk udvikling baseret på den nuværende styreforms udvinding af ressourcer. En ret ukendt rapport fra Verdensbanken, Where is the Wealth of Nations?, som blev offentliggjort på dens hjemmeside i 2005, har erkendt denne dræning af rigdom.

For eksempel var Gabons bruttonationalprodukt (BNP) per capita i 2002 på 3370 dollars, hvilket er relativt højt på grund af olierigdommene. Men nettoopsparingen per capita var på minus 1183 dollars. Det er det mest ekstreme tilfælde. Men mønsteret går igen i stort set alle de afrikanske økonomier, der er baseret på udvinding af ressourcer. I øvrigt er de to mest intensive tilfælde, Angola og Den Demokratiske Republik Congo (DRC), ikke engang talt med, fordi de ikke har tilstrækkelige data.

Her kan man se processen med udvinding af Afrikas rigdomme uden geninvesteringer. Dette bliver kombineret med de afrikanske eliters kapitalflugt – samt den ufatteligt høje GINI-koefficient [statistisk redskab til at måle ulighed, red.]. Disse lande er virkelig de værste i verden med hensyn til ulighed, til relativ kapitalflugt og til udvinding af ressourcer uden geninvestering.

I den henseende er Sudan et mere ekstremt tilfælde, men stadig en del af den overordnede proces, hvor den multinationale kapital i stedet for at flyde til Afrika hopper fra det ene mineraludvindingssted til det næste. Det er den måde, hvorpå Afrika er integreret.
Der er to andre faktorer, der skal nævnes. Den ene er den amerikanske imperialisme og den anden er den kinesiske faktor.

Udover den amerikanske imperialisme har vi har også fået en sydafrikansk sub-imperialisme, og USA og Sydafrika opererer – bortset fra nogle få retoriske forskelle i ny og næ – i temmelig stor overensstemmelse om at etablere strukturerne til at dræne Afrika for rigdom. En af disse strukturer er New Partnership for Africa’s Development – NEPAD – hvis filosofi beskrives præcist det amerikanske udenrigsministeriums navnevalg, fordi den udvider det nyliberale projekt.

Den tidligere amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfeld bekendtgjorde i 2005, at der skulle være en ny Afrika-kommando. Indtil for nylig er Afrika blevet afpatruljeret af Middelhavs-kommandoen, Europas sydlige kommando.

Den anden faktor, Kina, er afgørende på grund af det nye handelsregime, der er kommet med Kinas indtræden i WTO. Før i tiden var der en form for minimal fordel i at have fremstillingsvirksomhed i Afrika på grund af den amerikanske lov ved navn Africa Growth and Opportunity Act (AGOA), som tillod nogle få lande, som f.eks. Lesotho, at eksportere nogle få fremstillingsvarer, især beklædningstekstiler, ind i USA.

Det er nu en saga blot, og den store historie er, at praktisk talt hele Afrikas tøj- og tekstilkapacitet bliver tilintetgjort af importvarer. Det gælder også for fodtøj og elektronik i et utal af sektorer. Den kinesiske importbølge har simpelt hen tilintetgjort en stor del af Afrikas kapacitet.

Hvad er den kinesiske regerings politik i Afrika?

Den ser ud til at være et forhold baseret på opportunisme og klientelisme.

I 2005 gav den kinesiske regering et lån på 200 millioner dollars til Zimbabwes regering. Dette skete mere eller mindre præcis et år efter, at Zimbabwe havde afslået et lån på 500 millioner dollars fra den sydafrikanske regering på grund af betingelser, som efter sigende ville kunne give mere plads til opposition og konfrontationer med regimet. Derudover ville det have indebåret en større liberalisering af Zimbabwes økonomi i forhold til Sydafrikas.

Hvad kineserne har gjort, ved vi ikke i detaljer. Men det kan sammenlignes med et andet arrangement, som blev lavet i 2005, hvor Kina kautionerede for Angolas regering, der, selvom den har meget store olieindtægter, havde kraftigt brug for to milliarder dollars.
Angolas regering henvendt sig til Den Internationale Valutafond, og IMF havde et utal af betingelser. Kineserne gav lånet, formodentlig til samme eller næsten samme udlånsrente – jeg har ikke de detaljer – men uden disse betingelser.

Og på samme måde er der i Sudan masser af kinesiske investeringer i infrastrukturen for at støtte olieudvindingen – i omegnen af otte milliarder dollars, har jeg hørt.

I disse tre tilfælde, plus mange flere, hvor vi nu kender detaljerne, ser Kina ud til at udvide sine relationer med undertrykkende afrikanske regimer, og det ser ud til at ske uden nogen indflydelse fra progressive, som på den ene eller den anden måde ønsker at stille betingelser for disse relationer.

For lige at illustrere det: Græsrodsbevægelsen i Zimbabwe opfordrer til intelligente sanktioner mod Robert Mugabe. Sydafrikas forhold til Zimbabwe er også frygteligt vigtigt, fordi så stor del af de materielle ressourcer og den ideologiske støtte til Mugabe-regimet kan findes hos det officielle Sydafrika.

I Zimbabwe forekom der i september en forfærdelig tortur af fagforeningsaktivister, fængslinger af kvindeaktivister og tæv og fortsat undertrykkelse. Det er virkelig vigtigt at forstærke de progressives stemme i Zimbabwe for at få den internationale solidaritet op at køre. Pambazuka, den førende progressive afrikanske hjemmeside, er kommet med en større udgivelse om Kina, Afrika og alternativer fra neden, i stedet for de elitære, klientbaserede systemer, som ser ud til at have fundet fodfæste fra oven.

Hvordan er den politiske situation i Sydafrika?

Efter en meget forvirrende periode gav fagforeningerne, der mødtes på en konference i 2005, igen deres støtte til Jacob Zumas kandidatur i det kommende ledervalg i African National Congress (ANC).

Zuma måtte også undskylde for en ufattelig homofobisk bemærkning, han kom med til en traditionel Zulu-forsamling. Men han blev også noteret for at sige, at hvis han bliver præsident, ville han genudnævne den nyliberale finansminister, Trevor Manuel, og at det går helt fint med den økonomiske politik.

Den måde, som Zuma er blevet omfavnet af COSATU – Congress of South African Trade Unions – og det sydafrikanske kommunistparti (SACP), SACP’s ungdomsforbund og ANC’s ungdomsforbund, giver grund til en vis bekymring. Der er ingen venstrefløjskandidat.

Hvori består Zumas bagland?

Han har et mærkværdigt bagland, som det sydafrikanske kommunistpartis strateg Jeremy Cronin beskriver som dem med noget at klage over. Præsident Thabo Mbeki har optrådt så arrogant og egenrådigt, centraliseret magten, og påtvunget partistrukturen – selv byråd - sine håndplukkede bureaukrater og politikere fra oven. Et omfattende oprør har vundet fodfæste. Selvom ANC stadig er et populært parti, og Mbeki klarer sig overraskende godt i meningsmålingerne, afspejler den faktiske gensidigt ødelæggende dynamik en dyb splittelse.

Zumas bagland er til den største etniske gruppe, zulu-folket, som har haft en etnisk-baseret bekymring for, at deres underudvikling i en af de tre fattigste provinser, KwaZulu Natal, kan have noget at gøre med etnisk frygt. Jeg ved ikke om der er nogen sandhed i det, men den etniske chauvinisme er bestemt i fremgang, fordi Zuma bruger zulu-kortet så meget som muligt.

”One hundred percent Zulu boy” er en af de måder, det er kommet til udtryk som slogan. Det har optrådt på plakater og i nogle etnisk-baserede angreb på ham som zulu i nogle falske e-mails, der cirkulerede i de ledende kredse i ANC i slutningen af 2005.

Det andet, og langt vigtigere, er, at fagforeningernes ledelse – eller i det mindste den største fraktion – støttede op om Zuma. Det skyldes efter min mening til dels frustration over Mbeki og den nyliberale klike omkring ham – især Manuel, finansministeren, og Alec Erwin, minister for offentlige virksomheder.

Disse fagforeningsledere er på fortvivlelsens rand efter, at de har arbejdet for en social kontrakt mellem arbejderbevægelsen og regeringen. Den er ikke blevet opfyldt, eftersom regeringen har brudt praktisk talt alle sine løfter til dem, særligt med hensyn til den økonomiske politik.

Derfor har fagforeningslederne, der også har følge af det meste af kommunistpartiets ledelse – selvom der er nogle vigtige undtagelser – følt, at Zuma udgør en bedre vej til ANC’s ledelse.

Der er altid snak om, at med Zuma som præsident vil der måske være ministerposter, og den såkaldte stige mellem fagforeningerne og regeringen har været et meget stærkt incitament. En række af de øverste fagforeningsledere er gået fra COSATU eller beslægtede organisationer til ministerposter i regeringen.

Dette er altid en faktor – den måde som den tredelte alliance mellem ANC, SACP og COSATU reproducerer sin egen ledelsesmæssige og politiske elite uden, at der nødvendig er nogen ideologisk ramme. Zuma udgør en bedre rute for den proces end nogen, der er tættere på Mbeki.

Der er en sidste faktor, som er en ægte følelse af, at Zuma blev gjort fortræd [ved at blive tiltalt for voldtægt], og at de statslige organer blev brugt på ulovlig vis til at prøve at knuse ham.

En anden alvorlig beskyldning er, at Zuma fjernede en stor del af presset fra en parlamentarisk undersøgelse af våbenhandel, især fordi han skrev et brev til parlamentet, der lukkede et af parlamentets store undersøgelsesorganer.

Det havde angiveligt noget at gøre med en bestikkelse på 70.000 dollars, som Zuma skulle have fået af et fransk våbenfirma, Thint.

Det forlyder, at brevet var forfattet af Mbeki og blot underskrevet af Zuma. Denne våbenhandel, til en værdi af omkring én milliard dollars i angrebsvåben, placerede Sydafrika i en meget stærk sub-imperialistisk position til at foretage alle mulige slags aktiviteter over hele kontinentet.

Denne våbenhandel – som et parlamentsmedlem allerede er blevet sendt i fængsel for – kendetegner også den måde, som Zuma er blevet gjort til syndebuk for et meget bredere fænomen.

Så dette er et meget kringlet tidspunkt, hvor hæderlige mennesker sikkert støtter Zuma af nogle af disse årsager.

Selvom Zuma for nylig blev renset for anklagerne om voldtægt, findes der alle mulige beviser, som tyder på, at det han gjorde var, som Ærkebiskop Desmond Tutu sagde, at udnytte en kvinde han var dobbelt så gammel som – en HIV-positiv kvinde, som han risikerede at smitte igen, og for at beskytte sig selv mod at blive smittet, tog han sig et bad. På den måde er Zuma blevet til grin.

Der en blok i ANC, som bakker kraftigt op om Mbeki. Der er en blok i ANC og blandt fagforeningsfolkene, som bakker kraftigt op om Zuma. Og der er en uafhængig venstrefløj, som væmmes over dem begge. Hvem kender disse blokkes indbyrdes styrkeforhold? Vi kender de første tos, når Mbeki offentliggør sin egen kandidat til at erstatte sig som præsident for ANC og senere, i 2009, som landets præsident.

Hvilke sociale bevægelser er de vigtigste i Afrika i dag?

De fleste af de kampagner, som har en form for progressiv eller antikapitalistisk fokus, har været begrænset til enkelte af den nyliberale trussels projekter eller sektorer. Der er syv eller otte kampe, som er værd at holde øje med.

Der er kampen for adgang til anti-retroviral medicin [lægemiddel der forhindrer HIV-smitten i at udvikle sig yderligere, red.]. AIDS-behandlingsaktivister har brudt medicinalfirmaernes greb om deres patenterede medicin, så der nu findes mere kopimedicin i Afrika, selv om det er noget der må holdes nøje øje med.

En anden vigtig kamp er den mod presset for genmodificering – især fra Monsanto, der 
bruger Sydafrika og Kenya som affyringsrampe for GMO-afgrøder.

En tredje ville være bloddiamant-ofrenes kampe, deriblandt en i Kimberly, Sydafrika, hjemsted for en af de største diamantminer, hvor De Beers [verdens største diamantkoncern, red.] havde hovedkvarter. En anden beslægtet kamp er om diamanter og andre mineraler i Botswana, hvor Basarwa San buskmændene i Kalahari-ørkenen har kæmpet meget indædt mod De Beers og Verdensbanken for at undgå at blive tvangsforflyttet.

Dertil kommer, at Lesothos bønder gør modstand mod store vandkraft-projekter og projekter for omlægning af vandløb. Bujugali-vandkraftdæmningen nær Kampala, Uganda, møder også modstand blandt de lokale. Det er nogle meget effektive kampe, som kæder kampe for de indfødtes rettigheder og jord sammen med bekymringer over de måder vandkraft fortsat bliver fremmet gennem prestigeprojekter for dæmninger, især af Verdensbanken.

Og så har vi de olie- og energi-relaterede kampe i Tchad og Cameroun, som skyldes en stor rørledning, som er blevet bekæmpet af miljøaktivister, indfødte der er blevet fordrevet fra deres jord og menneskerettighedsaktivister, som er bekymret over, at diktaturet i Tchad får adgang til våben på grund af tilstrømningen af ressourcer.

Der har fundet en lille dans sted mellem diktaturet i Tchad og Verdensbanken om korruptionsspørgsmålet, og den endte for nylig med, at Verdensbankens præsident Paul Wolfowitz godkendte den tchadiske regerings misbrug af midler, der stammer fra nye olieindtægter.

På samme måde i Niger-deltatet, hvor den måske mægtigste kamp i Afrika mod kapitalen finder sted – især guerillagruppers skridt med at kidnappe oliearbejdere, hvilket afspejler præcis hvor håbløst og vanskeligt, det er blevet at udføre noget legalt arbejde.

Vi har set, at kvinder har ført an i dette arbejde, og besat olievirksomhedernes anlæg for at opnå miljømæssig retfærdighed og få ressourcerne til at flyde tilbage til Niger-deltaet. Det er ikke lykkedes, så nu er der grupper, som skrider til kidnapning af oliearbejdere – der så vidt jeg kan se får en anstændig behandling og er kommet ud af oplevelsen, i nogle offentligt kendte tilfælde, som tilhængere af aktivisternes krav.

Endelig vil jeg pege på de ghanesiske og sydafrikanske aktivister, der kæmper imod privatisering, især vandprivatisering. Et sydafrikansk firma er involveret i det ghanesiske projekt i hovedstaden Accra, hvilket har ført til højere priser og dårligere service.

I Sydafrika har kampen for vandet nået et punkt, hvor store retslige søgsmål bliver indgivet af venstreorienterede kræfter, som The Anti-Privatization Forum, for at forsøge at forhindre vandmålere med forudbetaling. Det viser i hvilket omfang,varegørelsen breder sig til hvert eneste aspekt af livet – selv luften, med Kyoto-aftalens handel med CO₂.

De sydafrikanske aktivister gør – selvom der er splittelser i bevægelsen undervejs – et storslået arbejde med at gøre opmærksom på alle den slags problemer, som opstår ved privatisering. De fremsætter også en socialistisk strategi med ophævelse af varegørelsen gennem gennationalisering af vand, telekommunikation, elektricitet og sundhedssystemet, og virkelig gøre det langt bedre i stand til at tjene fattige mennesker, som en meget udtalt krav.

Den kortsigtede strategi indebærer, hvad nogen autonomister vil kalde en selvaktivitet bestående af gentilslutning. Efter afbrydninger af elektricitet eller vand har Soweto Electricity Crisis Committee fået hold af blikkenslagere og elektrikere fra townshipsene til ulovligt at slutte det til igen.

I hvor stor udstrækning, at det kan fortsætte, afhænger af disse bevægelsers styrke, som indtil videre er ganske imponerende. Men det der vil ske på længere sigt, er tydeligvis udviklingen af et mere omfattende venstrefløjsprogram.

Forhåbentlig vil det i løbet af de kommende fem år få tilslutning fra fagforeninger, der har brudt med ANC – og måske vil kommunistpartiet slutte sig til dem, i et nyt venstrefløjsparti, et arbejderparti. Men det ligger et par år ude i fremtiden.

Patrick Bonds forfatterskab tæller bøger som Looting Africa: The Economics of Exploitation (2006), Talk Left, Walk Right: South Africa’s Frustrated Global Reform (2004) og Elite Transition: From Apartheid to Neoliberalism in South Africa (2000). Bond blev interviewet af Lee Sustar fra den amerikanske ugeavis Socialist Worker, hvor interviewet blev bragt 19. januar 2007. Oversættelse og noter af Lars Henrik Carlskov.

Lenin og det revolutionære demokratis udfordring

I år har den russiske revolution 90-års jubilæum. Den amerikanske historiker Paul Le Blanc giver her en kritisk evaluering af arven fra Lenin.

Vladimir Iljitj Lenins marxisme udgør en mægtig kraft for politisk frihed og ægte demokrati. Alligevel blev den afløst af det morderiske, bureaukratiske tyranni, som forbindes med Josef Stalin. Stalinismens tilhængere, der måske ønskede at se den lovende begyndelse til socialisme i dette regime, tilsluttede sig naturligvis den opfattelse, at Lenin førte til Stalin – men efter sammenbruddet af den sociale orden, der byggede på et så forrådnet og fordummende grundlag, er Stalins tilhængeres troværdighed bestemt blev undermineret. Modstanderne af socialisme og revolution (samt trætte, desillusionerede, forhenværende partisoldater) har også understreget en tæt forbindelse mellem Lenin og Stalin – for at forhindre, at den revolutionære socialistiske vej er noget et tænksomt, humanistisk-indstillet menneske kunne finde på at overveje.

Problemet ved det er, som jeg argumenterer for i Marx, Lenin, and the Revolutionary Experience, at hvis der ikke er tilstrækkelig mange tænksomme, humanistisk-indstillede mennesker, som er parate til at skabe en revolutionær socialistisk vej til fremtiden, vil politisk frihed, ægte demokrati, et anstændigt liv for alle mennesker, for ikke at tale om den menneskelige kultur og jordklodens overlevelse, ikke være en del af fremtiden.[1] Jeg vil i de følgende bemærkninger fokusere på de positive aspekter af Lenins arv til nutidens aktivister – både i hans opfattelse af det revolutionære parti og af revolutionær socialistisk strategi. Jeg vil derefter antyde, hvordan den post-revolutionære udvikling ikke udgjorde kulminationen for Lenins perspektiver, men deres tragiske nederlag.

Lenins parti 
Som Lars Lih har dokumenteret, så Lenin ikke sig selv som en, der udviklede et særligt ”parti af en ny type”, som ville være bedre end det, Karl Marx og Friedrich Engels talte om i Det Kommunistiske Manifest eller det, Karl Kautsky talte om i sin redegørelse for det tyske socialdemokratis Erfurt-program.[2] I modsætning til Kautsky nægtede Lenin imidlertid at bøje sig for den reformistiske, stadig mere bureaukratiske, ”moderate” socialismes tilpasning til den kapitalistiske virkelighed.

Lenin er væsentlig for revolutionære aktivister på grund af det, Georg Lukács betonede som kernen i hans tænkning – en dyb overbevisning om ”revolutionens aktualitet”. I modsætning til så mange såkaldte socialister, ser han ikke det kapitalistiske status quo som det solide og urokkelige fundament for vores tilværelse. Hans udgangspunkt er snarere det modsatte – at kapitalismens fortsatte udvikling skaber grundlaget for en arbejderklasserevolution. Dette betyder ikke, at revolutionen er på nippet til at bryde ud på ethvert givent tidspunkt, men at enhver person og ethvert spørgsmål må ses i forhold til det grundlæggende praktiske problem at fremme kampen for revolutionen. For en marxist som Lenin vil det sige at bruge sin revolutionære marxisme til, som Lukács formulerede det, ”at opstille sikre retningslinier for alle spørgsmål på dagsordenen, hvad enten de var politiske eller økonomiske, var forbundet med teori eller taktik, agitation eller organisation.”[3]

Lenins udgangspunkt er en forståelse af den nødvendige gensidige forbindelse mellem socialistisk teori og praksis og arbejderklassen og arbejderbevægelsen. Uløseligt forbundet dermed er en grundlæggende forståelse af arbejderklassen som den er, hvilket indebærer en klar opfattelse af den ufattelige variation og ujævnhed i arbejderklassens erfaring og bevidsthed. Dette kræver udviklingen af en praktisk, revolutionær tilgang til denne virkelighed: at forsøge at sætte sig i forbindelse, på en seriøs og vedvarende måde, med udsnit og lag af arbejderklassen. Det indebærer en forståelse af, at der kræves forskellige tilgange og mål for at nå ud til og inddrage forskellige arbejdere, eller en gruppe, et udsnit eller lag af arbejdere. De mere ”avancerede” eller avantgardistiske lag må ikke blive trukket mod snævre og begrænsede mål, men mod en fornemmelse af solidaritet og en fælles sag, som har potentialet til at trække klassen som helhed ind i kampen for dens kollektive interesser.

Uløseligt forbundet med denne position var udviklingen af en tilgang til ”at medvirke til arbejderklassens politiske udvikling og politiske organisering” på en måde, som ville sikre optagelsen af ”disse krav om enkelte indrømmelser i den systematiske og uforbeholdne kamp, som det revolutionære arbejderparti fører mod selvherskerdømmet” såvel som ”mod hele det kapitalistiske samfund”. Lenin insisterede på, at ”vi må uddanne folk, der helliger sig revolutionen ikke blot på deres friaftener, men i hele deres liv, vi må opbygge en organisation så stor, at der i den kan gennemføres en omhyggelig arbejdsdeling mellem de forskellige sider af vort arbejde.”[4]

Lenin mente, at selvom ”partiet, som arbejderklassens avantgarde, ikke må forveksles… med hele klassen”, gjaldt det, at ”et varieret, rigt, frugtbart” gensidigt forhold til arbejderklassen som helhed må fremmes af ”den fulde anvendelse af det demokratiske princip i partiorganisationen”. Det betød, at organisationen skulle fungere efter ”principperne om demokratisk centralisme.” Partiets enhed og sammenhængskraft må være præget af ”garantier for alle mindretals og loyale oppositioners rettigheder… alle [lokale] partiorganisationers autonomi… og anerkendelse af, at alle partifunktionærer må være valgte og kunne tilbagekaldes”, og at ”der må være omfattende og frie diskussioner af partispørgsmål, fri kammeratlig kritik og bedømmelse af begivenheder i partilivet.” Dette ville hjælpe den proletariske avantgarde til at forbinde sig ”og – om man vil smelte sammen, i en vis forstand, med de bredeste lag af det arbejdende folk”, men (som Lenin forklarede i 1920) kun gennem langvarig og dyrekøbt erfaring, der ville blive ”hjulpet på vej af en korrekt revolutionær teori… som ikke er et dogme, men først finder sin endelig form i tæt forbindelse med en virkelig omfattende og virkelig revolutionær bevægelses praktiske aktivitet”.[5]

Lenins strategi
Indtil 1. verdenskrigs udbrud var Lenin, som leder af den bolsjevikiske fløj af Ruslands Socialdemokratiske Arbejderparti, tilbøjelig til at følge den ”ortodokse marxistiske” opfattelse, at en socialistisk arbejderklasserevolution ikke ville være mulig i et tilbagestående, i overvældende grad landsbrugsbaseret Rusland, der vansmægtedes under den tsaristiske enevældes åg og knut. På 1905-opstandens tid var han enig med den mensjevikiske fraktion (og uenig med den revolutionære enegænger Leon Trotskij) i argumenterne om, at ”under den nuværende sociale og økonomiske orden vil denne demokratiske revolution i Rusland ikke svække, men styrke borgerskabets herredømme” og ”vil, for første gang, gøre det muligt for borgerskabet at herske som klasse”. Samtidig insisterede Lenin og de andre bolsjevikiske teoretikere på, at ”den demokratiske revolution… baner vej for en fornyet klassekamp”, og at for arbejderklassen ”er kampen for politisk frihed og en demokratisk republik i et borgerligt samfund kun én af de nødvendige etaper i kampen for den sociale revolution, som vil omstyrte det borgerlige system”.[6]

En afgørende forskel mellem Lenins bolsjevikker og mange mensjevikker i 1905 (og i endnu højere grad senere) var det faktum, at han, i modsætning til dem, var modstander af at satse på en alliance mellem arbejdere og kapitalister til at omstyrte tsarismen. Arbejderklassens udbyttere, fastholdt han, kunne man ikke regne med ville hjælpe med at fremme arbejdernes interesser. De pro-kapitalistiske liberale kunne man kun regne med ville indgå, hvad Lenin kaldte et ”fordærveligt forlig” med de monarkistiske og reaktionære kræfter (som de f.eks. havde gjort det i 1848 i Vesteuropa). I stedet talte han for en alliance mellem arbejdere og bønder. Som han udtrykte det. “For at undgå at stå med bundne hænder i kampen mod det inkonsekvente borgerlige demokrati, må proletariatet være tilstrækkeligt klassebevidst og stærkt til at vække bønderne til revolutionær bevidsthed, lede dets kamp, og dermed uafhængigt følge linien om konsekvent proletarisk demokratisme. … Kun proletariatet kan være en konsekvent forkæmper for demokrati. Det kan kun sejrrigt kæmpe for demokrati, hvis bondemasserne slutter sig til dets kamp.”[7] Denne revolutionære alliance, hævdede Lenin, skulle resultere i et revolutionært arbejder-bonde styre (det han kaldte for ”proletariatets og bøndernes revolutionær-demokratiske diktatur”), som ville gennemføre den mest konsekvente ødelæggelse af den gamle tsaristiske orden. Derefter kunne forholdene ændres til en borgerlig republik baseret på en industrialiserende kapitalistisk økonomi, som – til gengæld – ville muliggøre fremvæksten af et arbejderklasseflertal, som kunne presse på for mere og mere demokrati, gennem kampe som ville medføre en socialistisk orden baseret på industriel overflod.

I forbindelse med 1. verdenskrigs imperialistiske blodbad kapitulerede Tysklands såkaldte ”ortodokse” socialdemokratiske parti – hvis normer Lenin troede, at han tilpassede til russiske forhold – til krigsindsatsen, sammen med de fleste andre partier i 2. Internationale. Dette fik Lenin til at reevaluere og revidere sin marxisme. Det er i denne periode, at han, i sine Filosofiske Notesbøger, beskæftigede sig seriøst med Hegels dialektiske tænkning. Det er blevet hævdet, at dette på afgørende vis bidrog til hans analyse af imperialismen, til hans skærpede forståelse af nationalismens komplekse dynamik (og af undertrykte nationers ret til selvbestemmelse), og til hans dybere forståelse af spørgsmålet om staten og revolutionen.[8]

Ikke desto mindre forblev han tro mod sit engagement for revolutionært demokrati og for dettes uløselige forbindelse til klassekampen og kampen for socialisme. På en måde, der mindede om Leon Trotskijs formulering i 1906 af teorien om den permanente revolution, fremførte Lenin en tilgang, der integrerede reformkampe i revolutionær strategi og, i kombination dermed, en teori om, hvordan demokratiske kampe steg til en socialistisk revolution – alt sammen indenfor en internationalistisk ramme. Dette kom f.eks. til udtryk i hans i polemik i 1915 mod det, han anså for at være nogle kammeraters ultra-venstre og sekteriske tilgang til spørgsmålet om national undertrykkelse. Han mente, at et ”demokratisk imperativ” sammenvævede ”den revolutionære kamp mod kapitalismen med et revolutionært program og med en revolutionær taktik, som er forbundet med alle demokratiske krav: en republik, en milits, folkevalgte embedsmænd, lige rettigheder for kvinder, nationernes selvbestemmelse etc. … Idet vi baserer os på det demokrati, der allerede findes, og afslører dets mangelfuldhed under kapitalismen, agiterer vi for omvæltning af kapitalismen og ekspropriering af borgerskabet som det nødvendige grundlag både for ophævelsen af massernes fattigdom og den fulde og mangfoldige realisering af alle demokratiske former.”[9]

Kort tid derefter komponerede Lenin sin ufuldendte teoretiske symfoni, Staten og revolutionen. Dette værk udgør – for det første – et strålende bidrag til marxistisk videnskab, men idet han tager udgangspunkt i en sammenstykning af Marx og Engels’ faktiske synspunkter, præsenterer Lenin en betagende vision om en arbejderstat, hvor regeringen er et direkte og ægte udtryk for ”styre ved folket” – en moderne marxistisk version af det atheniensiske demokrati.[10] Dette er i overensstemmelse med hans utrolige, radikal-demokratiske offentlige skriverier og polemikker frem til de bolsjevikisk-ledede sovjetters (demokratiske arbejderråd) magtovertagelse i oktober/november, og med hans opfordring til Ruslands arbejdende masser, da magtovertagelsen havde fundet sted:

Kammerater, arbejdere, soldater, bønder – alle arbejdende! Tag øjeblikkelig al lokal magt i jeres hænder… Lidt efter lidt skal vi med flertallet af bøndernes samtykke, fast og uden tøven marchere frem mod socialismens sejr, som vil styrke arbejderklassens avantgarder i de mest civiliserede lande og give folkene en varig fred og befri dem for ethvert slaveri og enhver udbytning.[11]

Lenins nederlag 
Den bolsjevikiske revolution indvarslede ikke en æra af sovjetdemokrati og politisk frihed. I stedet, for nu at udtrykke det vulgært, men uhyre præcist, stod bolsjevikkerne i lort til halsen. Lenin havde forudset noget af det, men det var meget værre end nogen kunne vide på forhånd. Husk Goethes bemærkning, som Lenin elskede at citere: ”Teori, min ven, er gråt, men livets træ er stedsegrønt”. Normalt tænker på ”livets stedsegrønne træ” som noget, der er bedre end teorien – men i dette tilfælde var rædslerne langt værre end i nogen af Lenins forventninger og teoretiseringer. Som hermed antydet kan ansvaret for alt det, der skete i kølvandet på 1917, ikke tilskrives Lenin. Der var meget større kræfter i spil end en stor revolutionærs tanker. Alligevel var Lenins positive kvaliteter en stor del af baggrunden for bolsjevismens succes, og den succesrige bolsjevisme havde en mægtig indvirkning på den russiske revolutions forløb. Det samme havde både bolsjevismens og Lenins begrænsninger.

Nogle af Lenins kritikere har været tilbøjelige til at fokusere på noget, der både udgjorde en styrke og en svaghed – hans utrolige målbevidsthed og viljestyrke. Hans kammerat Anatolij Lunatjarskij bemærkede en gang, at ”det dominerende karaktertræk” hos Lenin, ”den egenskab som udgjorde halvdelen af hans personligheden, var hans vilje: en ekstremt fast, ekstremt energisk vilje, som var i stand til at fokusere på den nærmeste opgave, men som aldrig afveg fra den radius, der var blevet tegnet af hans mægtige intellekt og som tildelte ethvert enkeltproblem sin plads som et led i en enorm, verdensomspændende politisk kæde.” På lignende vis skrev en tidligere kammerat, Nikolaj Valentinov, om Lenins ”urokkelige tro på sig selv, som jeg mange år senere kaldte hans tro på sin skæbne, med hans overbevisning om, at han var forudbestemt til at udføre en stor historisk mission.”[12]

En mensjevik, der arbejdede i Lenins regering i revolutionens første år, Simon Liberman, bemærkede: ”Lenin havde en dyb tro på revolutionens ”godhed”… Det vil sige, at han troede på arbejderklassens ophøjede befriende mission. Men han fastholdte også, at arbejderklassen i sin daglige eksistenskamp var ude af stand hæve sig over sine umiddelbare økonomiske behov. Det var ifølge Lenin her, at proletariatets ledere kom ind i billedet. Han sagde, at sådanne lederes opgave var at ”skubbe” til arbejderne. Hvis disse ledere var ægte revolutionære, ville de vejlede proletariatet undervejs på klassebevidsthedens, på den revolutionæres kamps vej.” På samme måde som sådanne ledere var umådeligt selvopofrende, ”måtte også arbejderklassen muligvis bringe ofre under sin revolutionære kamp. Den kunne endda blive nødt til at ofre en hel generation af sine egne; dog ville de kommende generationer som kompensation herfor leve et lykkeligere liv.”[13]

Der er åbenlyse styrker ved alt dette, uanset hvor rystende arrogant, det kan forekomme kritikerne at være. Hvordan kan et relativt lille antal mennesker håbe, at de kan frembringe grundlæggende politiske, sociale og økonomiske forandringer – særligt overfor enorme, upersonlige kræfter og de mægtige elementer i samfundet og staten, som er modstandere af sådanne forandringer? Det er nødvendigt med et teoretisk fundament, som hjælper med at finde mening i virkeligheden samt en stærk vilje, der kan bruge denne teori til at frembringe de ønskede forandringer. Den klare og selvsikre politiske indstilling hos både Lenin og hans parti var nødvendige elementer i at samle arbejderklassens mest bevidste og aktivistiske lag, og for en tid flertallet af befolkningen, om den revolutionære sag. Som mensjevikken Liberman tankefuldt udtrykte det: ”Lenin var den solide, faste kerne, som de andre samlede sig om, i sluttede geledder. Lenin havde en dyb, urokkelig tro på den russiske revolution. Hans tro var smittende – til tider.”[14]

Troen på, at man ved mere end, man faktisk ved eller kunne vide, er næppe noget unikt kendetegn ved Lenin og bolsjevikkerne, og den entusiasme og optimisme, som en sådan selvtillid frembringer, er heller ikke noget unikt for den russiske revolution. Der er også andre eksempler på, hvad der kan ske, når positive forventninger kolliderer med en brutal og kompleks virkelighed. I en vigtig komparativ undersøgelse af vold og terror under den franske og den russiske revolution med titlen The Furies [Furierne – hævngudinde i romersk mytologi, o.a.], skitserer Arno Mayer dialektikken mellem revolution og kontrarevolution, økonomisk kaos og udenlandsk intervention, som afføder vold og terror. I modsætning til mange andre, som blot fordømmer Lenin og bolsjevikkernes morderiske vold, ser Mayer den ikke mindre morderiske vold fra de magtfulde anti-bolsjevikker som en væsentlig bestanddel af problemkomplekset. Han bemærker, at bolsjevikkerne ”var uforberedte krisens enorme omfang”, og at de også blev overrasket af dens furier, som de ikke var alene om at anspore.” Samtidig reflekterer han: ”Det er meget muligt, at denne beslutning om at udkæmpe en borgerkrig, i af kraft af dens senere omkostninger og grusomheder, blev det bolsjevikiske styres arvesynd eller medfødte forbandelse under den russiske revolutions fødselsveer.”[15]

Den vidunderlige egenskab ved Lenins marxisme, især i 1915-17, var foreningen af den revolutionære strategi og det revolutionære mål – begge dele var gennemsyret af en levende, kompromisløs arbejderklassemilitans, oprørsånd og radikalt demokrati. Den hører til blandt de største af de symfonier af historieskrivning og analyse, som de mest fremragende repræsentanter for den revolutionære marxistiske tradition har frembragt. Den var Lenins triumf, som kulminerede i den bolsjevikiske revolution.[16]

Lenins tragedie er, at dette brød sammen i praksis i 1918 – ikke blot på grund af den svækkende og morderiske vold, men fordi den enkle løsning med ”arbejderdemokrati” blev problematisk, da de abstrakte visioner blev bragt ned på den konkrete virkeligheds niveau. Arbejderkomitéer- og råd på fabrikkerne og i boligområderne havde ikke tilstrækkelige oplysninger og viden til at udforme praktiske beslutninger eller tilstrækkelige evner og praktisk erfaring til at gennemføre beslutninger med henblik på at lede en national økonomi, udvikle tilstrækkelige, landsdækkende sociale tjenester, formulere en sammenhængende udenrigspolitik eller lede en fabrik. Dette gjaldt særlig under en kontekst med 1. verdenskrigs overvældende destruktivitet, de forskellige og ubarmhjertige udenlandske militærinterventioner mod revolutionen, den økonomiske blokade og borgerkrigens rædsler.

Og under disse forhold kunne retten til ytringsfrihed, til fri presse, til at forsamle sig og danne foreninger – som gav mulighed for at sprede forvirring, eller at fremsætte superrevolutionære, men uigennemførlige alternativer, eller at anstifte kontrarevolution – ikke tolereres. Dette betød undertrykkelse af mensjevikkerne, anarkisterne, venstre-socialrevolutionære, højre-socialrevolutionære, liberale, præster og andre. Kun det kommunistiske partis diktatur kunne tolereres. Dette insisterede Lenin på fra 1919.

I visse henseender afspejlede dette et stærkt element af sandhed i situationen – men det førte til frygtelig modsætninger, der uundgåeligt førte til overgreb, forbrydelser og korruption. En af bolsjevikkernes tidligere allierede, den store venstre-socialrevolutionære leder Maria Spiridonova, skrev et åbent brev fra et bolsjevikisk fængsel, som giver en fornemmelse af denne moralske katastrofe: ”Jeres parti stod overfor store opgaver og påbegyndte dem på fremragende vis”, mindede hun om. ”Oktoberrevolution, hvori vi marcherede side om side, var bestemt til at sejre, fordi dens fundament og paroler bundede i den historiske virkelighed og havde solid støtte blandt alle de arbejdende masser.” Men i november 1918 havde dette ændret sig fuldstændigt: ”I proletariatets navn har I tilintetgjort alle vores revolutions moralske bedrifter. Ting som skriger højt til Himlen er blevet gjort af Tjeka’erne i provinsen, og af den alrussiske Tjeka. En blodtørstig hån mod menneskers sjæle og kroppe, tortur og forræderi, og så – mord, mord uden ende, begået uden afhøring, alene på anklager, uden at vente på noget bevis på skyld.”[17]

Dette blev erkendt selv af tilhængere af den bolsjevikiske sag, selv når de forsvarede bolsjevikkerne. For eksempel skrev Albert Rhys Williams i sin klassiker fra 1921, Through the Russian Revolution:

”Undertrykkelse, tyranni og vold”, klager fjenderne. ”De har ophævet ytringsfriheden, pressefriheden og den frie forsamlingsret. De har gennemtvunget drastiske militærudskrivninger og tvangsarbejde. De er inkompetente i regering, og ineffektive i industrien. De har underlagt sovjetterne kommunistpartiet. De har slækket på deres kommunistiske idealer, ændret og omlagt deres program og gået på kompromis med kapitalisterne.”

Nogle af disse anklager er overdrevne. Andre kan forklares. Men de kan ikke alle bortforklares. Sovjets venner sørger over dem. Deres fjender har sammenkaldt verden til gysen og protester mod dem…

Mens hadet mod bolsjevikkerne som de nye ”fjender af civilisationen” voksede dag for dag i udlandet, kæmpede de selv samme bolsjevikker for at redde civilisationen i Rusland fra det totale sammenbrud.[18]

Victor Serge mindedes senere:

Ordet ”totalitarisme” fandtes endnu ikke; men det begyndte at blive barsk virkelighed for os, uden at vi var os det bevidst. ... På grund af det politiske monopol, Tjekaen og den røde armé var det eneste, der nu eksisterede af vores drømmes ”kommunestat”, en teoretisk myte. Krigen, det interne forsvar mod kontrarevolutionen og hungersnøden (som havde skabt et bureaukratisk rationeringsapparat) havde tilintetgjort det sovjetiske demokrati. Hvordan kunne det genoplives og hvornår? Partiet levede i en sikker overbevisning om, at den mindste svækkelse af dets magt ville medføre sejr for reaktionen.[19]

Det dilemma, som bestod i, at et styre, som var blevet grundlagt i en ånd af socialistisk demokrati, udviklede sig til et bureaukratisk diktatur, som Lenin selv erkendte, kunne kun blive løst af en revolution, der bragte mere industrielt udviklede lande ind i det socialistiske kredsløb, og dermed skabte den materielle basis for den økonomiske og kulturelle udvikling af det socialistiske samfund. Da udbredelsen af de socialistiske revolutioner blev blokeret, overvældede de voksende modsætninger imidlertid det revolutionære Rusland. Moshe Lewin har bemærket, at ”året 1924 [markerer] enden for ”bolsjevismen””, og tilføjer:

I nogle få år endnu var den ene gruppe gamle bolsjevikker efter den anden indblandet i retrætekampe for på den ene eller den anden måde at rette op på begivenhedernes gang. Men deres politiske tradition og organisation, som havde rødder i de russiske og europæiske socialdemokratiers historie, blev hurtigt fejet til side af den masse af nye medlemmer og nye organisatoriske strukturer, som pressede denne formation ind i en ganske anden skabelon. Denne proces, hvor partiet blev omdannet til et apparat – med karriere, disciplin, rangklasser og ophævelse af alle politiske rettigheder – var for oppositionsgrupperne 1924-28 en ubetinget skandale.[20]

Men disse chokerede dissident-kommunister blev fejet til side og grusomt undertrykt af det, som Michel Reiman passende har beskrevet som ”et herskende socialt lag, adskilt fra folket og fjendtligt indstillet overfor det”, selvom (vil jeg tilføje), at dette lag hævdede at tale i folkets navn og med retorik fra Marx og Lenin.[21]

Konklusion
De, der tror på socialismens nødvendighed, men benægter behovet for den type parti og strategi, som Lenin forsøgte at fremme, har en forpligtelse til at forklare, rent praktisk, hvordan de mener, at socialismen vil blive opnået.

De, der identificerer sig med den leninistiske tradition, har også nogle forpligtelser. Ikke bare må de forklare hvordan og hvorfor leninisme blev afløst af stalinisme, men også hvad den praktiske følge af denne forklaring kan være for de fremtidige holdninger hos folk, der ønsker at være leninister.

Ikke mindre vigtig er forpligtelsen til at vise, hvordan en leninistisk organisation faktisk kan udvikle sig, ikke til en prætentiøs sekt, men til en aktiv kraft, der kan have vedvarende politisk relevans i arbejderklassen.[22]

Paul Le Blanc er lektor i historie ved La Roche College i Pittsburgh og forfatter til mange bøger, bl.a. Marx, Lenin, and the Revolutionary Experience: Studies of Radicalism in the Age of Globalization (2006), A Short History of the U.S. Working Class: From Colonial Times to the Twenty-First History (1999) og Lenin and the Revolutionary Party (1993). Denne artikel er baseret på et oplæg holdt ved konferencen Rethinking Marxism i 2006 og oversat af Lars Henrik Carlskov fra Europe Solidaire Sans Frontiéres, november 2006.

[1] Paul Le Blanc: Marx, Lenin, and the Revolutionary Experience: Studies of Communism and Radicalism in the Age of Globalization (New York: Routledge, 2006).

[2] Lars T. Lih: Lenin Rediscovered: ‘What Is To Be Done?’ in Context (Leiden, Holland: Brill, 2006).

[3] Georg Lukács: Lenin: A Study on the Unity of His Thought (Cambridge, MA: MIT Press, 1971), s. 9-13.

[4] V.I. Lenin: “Urgent Tasks of Our Movement” (1900), i Paul Le Blanc: From Marx to Gramsci, A Reader in Revolutionary Marxist Politics (Amherst, NY: Humanity Books 1996), s. 203-204. Dansk oversættelse: V.I. Lenin: ”Vor bevægelses mest nødvendige opgaver” (1900), i Lenin: Udvalgte værker, bind 2 (København: Tiden, 1979), s.13-18.

[5] Ibid., s. 59; Paul Le Blanc: Lenin and the Revolutionary Party, revideret paperback udgave (Amherst, NY: Humanity Books, 1993), s. 341-342.

[6] Citeret i Le Blanc: Lenin and the Revolutionary Party, s.103-104.

[7] Ibid., s. 104.

[8] Se Michael Löwy: “From the Great Logic of Hegel to the Finland Station in Petrograd,” Critique no. 6, Spring 1976, og Kevin Anderson: Lenin, Hegel, and Western Marxism, A Critical Study (Urbana: University of Illinois Press, 1995).

[9] V. I. Lenin: “The Revolutionary Proletariat and the Right of Nations to Self-Determination”, uddrag i Le Blanc: From Marx to Gramsci, A Reader in Revolutionary Marxist Politics, s. 206. Se også Michael Löwy: The Politics of Combined and Uneven Development (London: Verso, 1981).

[10] For diskussion af Lenins værk, se Ralph Miliband: “Lenin’s The State and Revolution” i Class Power and State Power, Political Essays (London: Verso, 1983), s. 154-166. Om den marxistiske idealisering af det atheniensiske demokrati, se Richard N. Hunt: The Political Ideas of Marx and Engels, bind 1 (Pittsburgh: University of Pittsburgh Press, 1974), s. 82-84, og The Political Ideas of Marx and Engels, bind 2 (Pittsburgh: University of Pittsburgh Press, 1984), s. 253-256, samt også C.L.R. James: Any Cook Can Govern (Detroit: Bewick, 1988).

[11] Citeret i John Reed: Ten Days That Shook the World (New York: International Publishers, 1926), 363-364. Dansk udgave: John Reed: 10 dage der rystede verden (USSR: Sputnik, 1982), s. 366.

[12] Anatoly Vasilievich Lunacharsky: Revolutionary Silhouettes (New York: Hill & Wang, 1968), s. 39; Nikolay Valentinov: Encounters With Lenin (London: Oxford University Press, 1968), s. 114.

[13] Simon Liberman: Building Lenin’s Russia (Chicago: University of Chicago Press, 1945), s. 10-11.

[14] Ibid., s. 4.

[15] Arno J. Mayer: The Furies: Violence and Terror in the French and Russian Revolutions

[16] Se for eksempel Leon Trotsky: History of the Russian Revolution, Three Volumes in One (New York: Simon and Schuster, 1936). En senere socialhistorie-undersøgelse, som er i overensstemmelse med sådan en analytisk fortælling er at finde i Ronald G. Suny: “Toward a Social History of the October Revolution”, American Historical Review, vol. 88, no. 1, February 1983. Et fremragende stykke nyere forskning, Kevin Murphys Revolution and Counterrevolution: Class Struggle in a Moscow Metal Factory (New York: Berghahn Books, 2005), udvider denne analyseform ind i den post-revolutionære periode.

[17] Isaac Steinberg: Spiridonova, Revolutionary Terrorist (Freeport, NY: Books for Libraries Press, 1971), s. 235-236. For detaljeret dokumentation, se George Leggett: The Cheka: Lenin’s Political Police (Oxford: Clarendon Press, 1981).

[18] Albert Rhys Williams: Through the Russian Revolution (New York: Monthly Review Press, 1967), s. 276-277, s. 278.

[19] Victor Serge: Memoirs of a Revolutionary (London: Writers and Readers, 1984), 132-133. Her dog efter Victor Serge: En revolutionærs erindringer (København: Politisk Revy, 1976-77), 1. bind, s. 189-90.

[20] Moshe Lewin: The Soviet Century (London: Verso, 2005), s. 308.

[21] Michel Reiman: The Birth of Stalinism: The USSR on the Eve of the “Second Revolution”

[22] Le Blanc: Marx, Lenin, and the Revolutionary Experience, s. 141-151, s. 174-175, s. 245-258. (Bloomington, IN: Indiana University Press, 1987), s. 119. (Princeton, NJ: Princeton University Press, 2000), s. 230.

Rusland 1917 og den globale revolution

Hvorfor slog den russiske revolution fejl? Var Rusland overhovedet klar til en socialistisk revolution? Og hvordan kan man forklare, at Stalin kom til magten? Det er nogle af de spørgsmål, den russiske sociolog Boris Kagarlitskij forsøger at besvare i denne artikel.

Der findes hele biblioteker af bøger om den russiske revolution, dens konsekvenser og den historiske lære fra den.

De fleste af de bøger, der blev skrevet i Sovjetunionen, er ikke bare noget vås, men modsiger hinanden – selv i de løgnehistorier, de fortæller. Hele tidsperioder og politisk betydningsfulde personer blev simpelthen visket ud. Ikke bare personer som Trotskij og Bukharin, men ironisk nok også Stalin i Krustjov-tiden. Der var ikke blot tale, om, at der ikke var en kritisk diskussion af Stalin i den tids litteratur, men snarere, at han fra midten af 1950’erne overhovedet ikke nævnes. Det er en af historiens ironier, at Stalin post mortem blev offer for den stalinistiske forfalskningsskole.

Det her er dog ikke et spørgsmål om forskellige personer, og jeg mener ikke, at det er nødvendigt at diskutere de forskellige politikker og forskellige strategier, som stod overfor hinanden i 1917, særligt detaljeret. Vores opgave er trods alt ikke bare at diskutere historien eller at analysere de nye arkiver, som er blevet frigivet i det tidligere Sovjetunionen. Der kom bestemt noget interessant materiale frem i første halvdel af 1990’erne, men det blev udgivet af folk, som var interesserede i at sprede anti-kommunistisk propaganda, hvilket stillede spørgsmålstegn ved deres forsknings objektivitet. Imidlertid har situationen i Rusland ændret sig siden da – og sammen med det også atmosfæren i det akademiske samfund, og det har gjort det stadig vanskeligere at få adgang til disse arkiver.

Frem for personer vil jeg gerne diskutere de generelle historiske konsekvenser af den russiske revolution. Vi kan afvise forestillingen om, at revolutionen blot var en sammensværgelse, en historisk afvigelse eller ”simpelthen en fejltagelse”, som mange liberale tænkere hævder.

Hvorfor Rusland?

Vores udgangspunkt bør være, at fra 1916 stod den gamle orden overfor et sammenbrud i Rusland. Det var ikke bare den tsaristiske regering, ikke bare det politiske system, der var ved at falde fra hinanden, men hele den sociale og økonomiske orden. F.eks. var transportsystemet ved at bryde sammen – granater og ammunition kunne ikke blive transporteret til fronten, og det gjaldt også for fødevarer til byer som Skt. Petersborg. Dette førte til den fødevarekrise, som fremkaldte Februarrevolutionen.

Men der var ikke blot tale om, at det politiske og økonomiske system blev bragt i knæ af 1. verdenskrig – både liberal og socialister er enige om, at krigen var en katastrofe for Rusland: krisen var meget dybere end som så. Selve den russiske kapitalismes karakter, som den opstod i slutningen af det 19. århundrede, blev formet på en sådan måde, at det førte til en uundgåelig katastrofe. Som det var tilfældet i Sovjetunionen under Stalin, blev der lagt stor vægt på en hurtig industrialisering for at indhente og overhale det industrialiserede Vesten.

Grunden til, at det ikke virkede, var, at den russiske kapitalisme udviklede sig ret sent og ikke bare var tilbagestående, men en del af den kapitalistiske periferi. Hvis man undersøger det russiske imperiums historie, er det virkelig forbløffende i hvor høj grad, det russiske imperiums udvikling siden det 17. århundrede var baseret på beslutninger, der blev bestemt af det britiske imperium. Den russiske kapitalisme var faktisk afhængig af udviklinger indenfor den vestlige kapitalisme. Dette er naturligvis problematisk. Hvis Rusland kun havde været tilbagestående, kunne det bare have prøvet at ”løbe hurtigere” og indhente Vesten. Da det imidlertid var afhængigt af Vesten, hjalp det ikke at ”løbe hurtigere” – Ruslands forhold til den vestlige kapitalisme mindede meget mere om forholdet mellem hest og rytter, end om to løbere i samme løb.

Et vigtigt aspekt deraf var, at Rusland ikke bare bevarede godsejervældets strukturer - livegenskabet blev først ophævet i 1861 (blot for at se visse aspekter af dette sociale forhold blive genindført i 1880’erne). Men disse præ-kapitalistiske elementer blev faktisk med held integreret i det kapitalistiske system og i kapitalakkumulationsprocessen.

Rosa Luxemburgs Kapitalens akkumulation giver en rigtig god beskrivelse af alt dette, selvom den ikke er blevet tilstrækkeligt værdsat af venstrefløjen. Det er ganske vist en lang bog, som er svær at læse. Ikke desto mindre er den et af de vigtigste bidrag til marxismen i starten af det 20. århundrede. Ud fra den bog kan man se, at tingene ikke udviklede sig helt som Marx forestillede sig i 1848, hvor han og Engels i Det Kommunistiske Manifest skrev, at borgerskabet ”skaber sig en verden i sit eget billede”. Mario Koestler, en anden tysk marxist, bemærkede senere, at borgerskabet ikke skabte en verden i sit eget billede, men snarere efter sine egne behov, og dette var tilfældet med Rusland – denne halvfeudale, godsejerstyrede økonomi blev ret vellykket integreret i den nye markedsøkonomi og i kapitalakkumulationsprocessen.

For eksempel blev bønderne udbyttet på feudal vis, men kornet blev solgt på verdensmarkedet og de penge, der blev tjent, gik til de finansielle markeder, som igen finansierede bankerne. Disse banker var også involveret i finansieringen af den russiske industri. Derudover var der den franske kapital, som ikke kun havde betydning for den økonomiske udvikling, men også for Ruslands politiske udvikling: ud fra et fransk synspunkt var et halv-feudalt system uden demokrati en god investering, der også kunne påvirke de politiske beslutninger i Rusland, såsom beslutningen om at kæmpe på samme side som Frankrig i 1. verdenskrig.

Disse feudalistiske og kapitalistiske elementer var så integrerede, at den russiske kapitalisme og godsejervældet var som siamesiske tvillinger – når den ene dør, er den anden dødsdømt. Så i den forstand kan vi sige, at den tilbagestående russiske stats sammenbrud skyldtes krisen i 1916. Da krigen startede, var den russiske stat så teknologisk og organisatorisk svag, at denne ikke kunne føre en vellykket krig mod en magt som Tyskland. Pointen er dog, at det ikke kun var de præ-kapitalistiske strukturer, der brød sammen i Rusland: deres sammenbrud dræbte uundgåeligt også den russiske kapitalisme, som på så organisk vis var forbundet med disse strukturer.

I den forstand er der en lighed til Latinamerika i dag. Latifundismo er snarere et post-feudalistisk fænomen eller forbundet med godsejersystemet end med kapitalismen. Det er så integreret i kapitalakkumulationsprocessen, at når der indføres reformer – selv reformer der ikke er anti-kapitalistiske i sig selv - giver det hele systemet et stød. Dette forklarer hvorfor selv moderat venstreorienterede regeringer som Lulas er så bange for landbrugsreformer: de ved ikke hvad følgerne kan være – måske en revolution! En der kunne gå videre end til socialdemokratisme.

Så det var ikke kapitalismens udvikling, der førte til denne anti-kapitalistiske revolution i Rusland, men snarere dens underunderudvikling. Pludselig var der en situation, hvor ikke bare den præ-kapitalistiske stat er brudt sammen, men hvor kapitalismen ikke er i stand til at erstatte de præ-kapitalistiske former og strukturer efter de klassiske franske eller engelske forbilleder. I Rusland brød borgerskabet sammen samtidig med de præ-borgerlige klasser!

Hvilken slags revolution?

Omvendt var Rusland ikke klar til socialisme. Det erkendt brede lag af den marxistiske bevægelse, fra Lenin og Trotskij til Kautsky og Martov. Her var det et punkt, hvor Lenin så afgjort var enig med Kautsky. Hvem kan så indføre orden i samfundet, når kapitalismen er brudt sammen? Kun et radikalt socialistisk parti kunne levere psykologisk, politisk og moralsk ledelse – uanset hvor lille det (eller arbejderklassen) var. Alle de andre partier havde ikke bare fejlet, men var en total katastrofe. Arbejderklassen, med dens alternative samfundsopfattelse og alternative forståelse af hvordan produktionen og distributionen kunne organiseres, var den eneste sociale kraft, som var i stand til at handle. På denne måde kunne en revolutionær proces blive startet i et land, der ikke var klar til socialisme.

Her er jeg uenig med Hillel Ticktin [redaktør af det marxistiske tidsskrift Critique, o.a.]. Desværre vil vi stadig se revolutioner, som starter i lande, som endnu ikke er klar socialisme – i øjeblikket finder der ingen revolutioner sted i lande, der er klar. Dette er en del af historiens dialektik – historien følger ikke de kautskyanske lærebøger eller et velkendt spor som en jernbane.

Svaret på dette paradoks er ret åbenlyst, og det bliver drøftet af Trotskij, Lenin, Kamenev og endda Bukharin. De sagde alle, at der ikke kan opnås virkelig socialisme med mindre, der fandt en revolution sted i Vesten. Det er muligt at tage det første skridt og starte overgangen til socialisme, men denne overgang kan ikke lykkes med mindre revolutionen spreder sig. Selvom revolutionen i et land som Rusland kan vare ved et stykke tid, vil den efter et vist tidsrum uundgåeligt slå fejl. Den vil enten trække sig tilbage til en form for Thermidor-løsning eller bryde helt sammen.

Dette var tydeligt allerede i 1918-19. Selv da Bukharin begyndte at skrive om ”socialisme i ét land” tilbage i 1920’erne, blev han ved med at sige, at det nødvendigvis ville være en ”tilbagestående”, ”tidlig” form. Først når der f.eks. kom en revolution i Tyskland ville den russiske socialisme endelig realisere sit fulde potentiale. Dette var beslægtet med at argumentere for den samme lange overgangsperiode, men med en anelse anderledes definition.

By mod land

Mens det, jeg har omtalt indtil videre, har været genstand for megen marxistisk analyse, er der dog et andet aspekt ved den russiske revolution, og især den russiske borgerkrig, som normalt ikke bliver behandlet. Problemet i borgerkrigen var ikke bare, at det var en krig mellem de røde og de hvide, men at det var en krig mellem byerne og landområderne. Dette aspekt har en forbindelse tilbage til det, jeg nævnte tidligere – da den kapitalistiske økonomi brød sammen, hvad skete der så på landet? Man vendte tilbage til den såkaldte ”naturlige” subsistensøkonomi. Man kan ikke forestille sig byer, der eksisterer uden en ”økonomi” i den moderne betydning af ordet. Men man kan let forestille sig et landområde, som eksisterer på basis af en subsistensøkonomi, og det kan vare ved i en årrække, under forudsætning af, at det tøj, der blev købt før krisen, stadig kan bruges og at der stadig kan produceres mad.

Den russiske kapitalisme, især den industrielle kapitalisme, modtog i perioden 1880-1914 massiv statslig støtte, og Rusland var verdens mest protektionistiske økonomi – dets toldmure var meget højere end selv Amerikas. Denne situation førte til systematisk omfordeling fra landområderne til byerne. Politisk set stod landområderne meget svagt – godsejerne levede i byerne og var en del af den urbane elite. Denne systematiske omfordeling fra bøndernes landområder til borgerskabets byer skabte en situation, hvor der var en kløft mellem industripriserne og landbrugspriserne.

Men i 1916, hvor den kapitalistiske økonomi faktisk brød sammen, var situationen blevet vendt om – det er muligt at leve uden luksusvarer og selv nyt tøj, men det er ikke muligt at leve uden føde. I 1917 var den finansielle krise så slem, at Kerenskij var nødt til at trykke penge på ruller som var det toiletpapir. Når arbejderne fik løn, modtog de en rulle papirpenge, og de måtte selv klippe sedlerne af.

Der blev vendt op og ned på priserne. I den før-revolutionære periode kostede et par støvler omtrent det samme som eksempelvis 20 brød, men for at få et brød i 1918 måtte man skaffe fire par støvler! Dette gjorde kapitalistisk produktion umulig, fordi der ikke var nogen mulighed for profit.

Kapitalisterne lukkede virksomhederne og forlod landet allerede før Oktoberrevolutionen – de forstod, at der politisk set måske var noget frygteligt i vente, men var allerede ved at rejse på grund af deres økonomiske situation. Det forklarer, hvorfor så lidt af modstanden mod den russiske revolution kom fra borgerskabet – faktisk kom det meste fra de gamle præ-kapitalistiske eliter – fra godsejerne, det gamle bureaukrati og militæret.

Dette førte til en situation, hvor der kun var én mulig kraft, der kunne holde det urbane og industrielle samfund i gang – staten. Og den eneste mulige klasse, som var i stand til at bruge staten på denne måde, var den industrielle arbejderklasse – den boede i byerne, havde en direkte interesse i industriens overlevelse og havde opbygget sin egen politiske repræsentation.

Det var det, der førte til konflikten mellem byerne og landområderne. Oprindelig havde bolsjevikkerne opbakning på landet, fordi de var imod krigen, imod godsejerne og for vidtgående jordreformer. Alligevel stod de overfor et fuldstændig andet dilemma: hvordan kunne de skaffe arbejderne midlerne til fysisk overlevelse uden at bryde de løfter, de havde givet til bønderne?

Paradoksalt nok lykkedes det grundlæggende set for bolsjevikkerne at løse dette dilemma – men det hjalp dem ikke til at undgå borgerkrigen. Hvis nogle bønder ønskede noget jord, fik de den. Godsejerne blev fjernet og godserne blev overtaget af bønderne. Der findes mange eksempler på den grad af klassehad, som fandtes på landet i 1917. Min far var medlem af en sovjetisk forfatterfagforening, som byggede en kooperativ dacha [en form for feriebolig, o.a.] et sted, der tidligere havde været i en godsejers besiddelse. Godset var blevet fuldstændig tilintetgjort – absolut intet af det, der havde været der før de tidlige 1920’ere, var intakt.

Det, bolsjevikkerne gjorde, var at give bønderne deres jord, men så begyndte de at konfiskere deres produkter. Disse kunne ikke blive købt eller blot byttes til noget brugbart. Imidlertid havde byerne noget af enorm betydning: våben og ammunition, hvilket gav bysamfundet en kolossal fordel i forhold til landsamfundet

Interessant nok havde allerede den gamle tsaristiske regering overvejet konfiskationer. Man frygtede dog, at det ville føre til en revolution, og det blev ikke gennemført. Også den provisoriske regering overvejede det som den eneste mulighed for at brødføde byerne – igen frygtede man dog, at revolutionens tempo og militans ville blive forøget. Det var bolsjevikkerne der som den mest radikale kraft var i stand til at gennemføre denne politik, men den førte ikke desto mindre til borgerkrig.

Selvfølgelig havde borgerkrigen en anden årsag – modstanden fra den gamle tsaristiske elite. Men uden bøndernes oprør mod bolsjevikkerne ville den gamle ordens opstand ikke have udgjort et problem – disse mennesker udgjorde en lille minoritet på landet. Den kendsgerning, at bønderne gradvist vendte sig mod bolsjevikkerne, blev brugt af de kontrarevolutionære styrker. Disse styrker fortsatte imidlertid politikken med konfiskering af mad – der hvor de hvide erobrede byerne, stod de med det samme problem og gennemførte de fleste steder den samme politik som bolsjevikkerne. Så mange bønder stod overfor et valg mellem to onder. Men det ser ud til, at bolsjevikkerne var det mindste onde, eftersom de i det mindste sagde, at bønderne havde ret til deres egen jord. I slutningen af 1918-19 stod dette mere eller mindre klart.

Autoritært styre

Da borgerkrigen var overstået ønskede bolsjevikkerne nå frem til en form for ordning med landområderne, trods ågerpriserne, og indførte den ny økonomiske politik, som var et kompromis. Det resulterede igen i en kløft mellem landbrugspriser og industripriser, men skabte markant bedre resultater end blot at konfiskere alt fra landområderne. Fra starten af 1920’erne virkede landområderne mere eller mindre tilfredse med den nye ordning.

Imidlertid var Rusland som følge af borgerkrigen ikke bare tilbagestående sammenlignet med Vesten, men var blevet et stadig mere autoritært samfund.

Vi kan tale om Ruslands autoritære traditioner, men der fandtes altid også demokratiske traditioner. Sådanne tendenser er ikke kulturelle, men sociale fænomener, og vi må forstå, at det netop var borgerkrigens traumatiske erfaringer, som tvang bolsjevikkerne til i stigende grad at organisere sig på militær vis. Partiet udkæmpede en krig, og dette tvang den bolsjevikiske regering til at afbryde forbindelserne med og blive isoleret fra andre, småborgerlige, partier. Disse partier, som i et bondeland selvfølgelig havde deres basis på landet, begyndte at gøre oprør mod bolsjevikkerne.

Det var det, som førte til at bolsjevikkerne oprettede et-partistaten. Det siger selv, at dette ikke var en del af Lenins projekt. Hvis man læser hans tekster fra 1917, vil man ikke finde et eneste ord om oprettelsen af et etpartisystem, men fra 1919 blev det åbenlyst, at det var den eneste måde at overleve på.

Et er at tale om den måde, Lenin forestillede sig et arbejderklassestyre i f.eks. Staten og revolutionen, og noget andet er at baseret dette styre på et meget lille proletarisk mindretal i befolkningen, hvilket uundgåeligt fører til en autoritær styreform. Og efterhånden som styret blev mere og mere autoritært, var det mere og mere afhængigt af bureaukratiet. 

Bolsjevikkernes oprindelige mål var at være autoritære udadtil, men demokratiske indadtil – med andre ord: en autoritær organisation, som internt havde åbne debatter og diskussioner. Jeg vil ikke påstå, at det er en umulighed, men vil sige, at det er et spørgsmål om proportioner, der afhænger af graden af pres. Hvor stort er det ”eksterne” i sammenligning med det ”interne”? Det interne blev mindre og mindre, efterhånden som folk blev dræbt og arbejderne forlod deres arbejdspladser for at blive soldater, bureaukrater og partiledere. Den faktiske klasse blev svagere, og denne klasses kapacitet til selvforvaltning og selvkontrol blev mindre og mindre. Behovet for bureaukrati blev større og større.

Resultatet af borgerkrigen var altså bureaukratisering og det bolsjevikiske styres autoritære degeneration. Dette blev tydeligt for Lenin. Hvis man læser hans skrifter, ser man, at han er mere end opmærksom på denne proces. Men hvad kunne der gøres? Hvordan kunne problemet med en fjendtlig ydre verden overvindes? Glem ikke, at det er en ydre verden, som domineres af britisk og amerikansk imperialisme og utallige andre regeringer, som ikke just ivrer efter den bolsjevikiske revolution. Så i den forstand mener jeg, at arbejderstatens berømte degeneration blev næsten uundgåelig som følge af de omgivende forhold og begrænsningen af revolutionen.

Var den stalinistiske vej at lede revolutionen imidlertid den eneste mulige? For de fleste historikere, venstreorienterede såvel som højreorienterede, forekom det at være tilfældet. Vi kan dog nu se, især i lyset af nogle af oplysningerne fra arkiverne, at situationen faktisk ikke var så simpel. Den type NEP-system, som blev grundlagt i 1920’erne, kunne have fortsat og udviklet sig et stykke tid. Dette system var autoritært, men bestemt ikke totalitært – der var en meget mindre grad af kontrol end der kom senere. 1920’ernes bolsjevikiske styre var ikke mere autoritært end de fleste af regimer, som opstod efter de borgerlige revolutioner – i den henseende var der ikke noget specielt ved styret.

1920’ernes økonomiske resultater var ikke så dårlige, selvom der var modsætninger, som skabte problemer for NEP som sådan. NEP var, som mange marxister vil være på det rene med, en slags ”markedssocialistisk” projekt, som var baseret på alle mulige modsætninger. Så der var en meget tydelig bevægelse af disse modsætninger indenfor dette system, og det må vi have baghovedet. Trotskijs kritik var i den forstand temmelig præcis – i modsætning til Bukharins standpunkt, som byggede på en idealisering af NEP, idet han hævdede, at det var fri for nogle større modsætninger. Fra starten af 1920’erme virkede systemet dog, og økonomien var i bedring.

Global krise

Så omkring 1928-29, omkring den tid hvor den store depression begyndte, skete der noget, som i nogen tid forblev ret ubemærket af historikerne. Både i den russiske og i den vestlige historieskrivning var det meget vanskeligt at overveje, at den kendsgerning, at disse to ting skete samtidig, ikke bare var en tilfældighed. Det var det ikke. Jeg brugte en del tid på at studere arkiverne om den sovjetiske økonomi, som nu kaldes De Russiske Regeringsarkiver om Økonomi (tidligere Folkets Økonomiske Arkiver).

Jeg opdagede, at den store depression var et stort tilbageslag for hele det sovjetiske industrialiseringsprojekt, som baseret på korneksport og import af teknologi med henblik på udvikling. Denne plan blev ødelagt af den store depression.

For det andet bragte den globale krise hurtigt mange af NEP’s indbyggede modsætninger til overfladen, deriblandt priskløften mellem industriprodukter og landbrugsprodukter. I denne nye situation holdt bønderne simpelthen op med at producere de produkter, som var mindst profitable i forhold til denne priskløft. For eksempel begyndte de at gå over fra korn til kartofler, fordi kornet blev solgt på det udenlandske marked, og selvom prisen var raslet ned prøvede den bolsjevikiske regering at skaffe så meget korn så billigt som muligt for at kompensere for tabet på det globale marked. Bønderne gik simpelthen over til kartofler, som ikke blev solgt til udlandet, og dette førte til den berømte ”brødforsyningskrise”, hvor brødproduktionen ikke bare var for lille til eksport, men også til hjemligt forbrug.

Når man læser arkiverne er det tydeligt, hvor bange den sovjetiske ledelse var for, at hele systemet faldt fra hinanden. Der var en reel mulighed for, at den sovjetiske stat gik fuldstændig i opløsning under den store depression. Det blev løst under den anden runde af konfiskationer – den første var startet under krigskommunismen. Denne gang handlede konfiskationerne ikke om at brødføde de proletariske byer, men om at eksportere bøndernes produkter til det globale kapitalistiske marked til foræringspris.

Hvordan blev det gennemført? Igen var det gennem vold og undertrykkelse, men denne gang stod det klart, at en tilbagevenden til NEP ville være umulig bagefter. Så det eneste virkelige resultat var oprettelsen af et system, som vi som nu kalder stalinisme – eller Sovjetunionen, eftersom det faktisk udviklede sig.

Dette system blev derfor ikke grundlagt i 1917, men omkring 1930-31. Omkring på denne tid begynder stemningen at ændre sig. Alle de aviser og den korrespondance, som er tilgængelig i arkiverne, siger, at det værste er overstået og at Sovjetunionen går en bedre tid i møde. Det var et kvalitativt anderledes samfund. Der var kollektivisering, men også en meget højere grad af kontrol og undertrykkelse.

Bureaukratiet havde endelig etableret sig som den herskende samfundsmæssige kraft uden rivaler, end ikke potentielle af slagsen. Arbejderklassens rolle blev også kraftigt formindsket – den blev udslettet som social gruppe af ”de nyankomne”: der skete en drastisk stigning i antallet af mennesker, der flyttede fra landet til byerne. Så der var store mængder af bønder organiseret omkring industriel produktion, som muliggjorde en situation med atomisering og social kontrol.

Modernisering

Det er dog nødvendigt med en mere dialektisk tilgang end kun at se på de negative aspekter ved erfaringerne fra Sovjetunionen - undertrykkelsen og ineffektiviteten. Min personlige mening er, at der stadig var en form for revolutionær impuls, som på en eller anden måde stadig virkede og afspejlede sig i mange samfundsinstitutioner, såsom udannelsessystemet, sundhedsvæsenet og i det såkaldte velfærdssystem, der var et af de første i verden. Mange progressive forandringer blev gennemført. Disse forandringer var ikke socialistiske, men folk var enige i, at der skete fremskridt i social, kulturel og teknologisk henseende og støttede mange aspekter af systemet.

Problemet er dog, at revolutionen slog fejl som socialistisk revolution. På en måde havde den succes med at opnå det, der mislykkedes for det tsaristiske regime, en vellykket modernisering. Til sidst var det sovjetiske samfund dog ikke blot ved at bryde sammen: det blev opløst af den bureaukratiske elite i toppen, som korrekt erkendte, at den kun behøvede at tage et sidste skridt for at blive et ægte borgerskab og træde ind i de globale eliters klub. Og den sovjetiske økonomis demodernisering og tilbagegang startede øjeblikkeligt. Fra dag til dag mister vi under denne synlige primitivisering af samfundet en stor del af det, vi opnåede i det 20. århundrede. Det er til dels fordi den globale kapital barbariserer nutidens Rusland, men ikke kun derfor.

Rusland vil ikke overvinde dette problem uden en ny revolution. Det lyder en lille smule ekstremt, for hvis man taler om en ny revolution i Rusland i dag, vil en del mennesker sige, at det er ønskværdigt, men der er ikke mange, der vil sige, at det er muligt – selvom det samme selvfølgelig også gælder for mange andre lande. Om det er ønskværdigt eller muligt er dog ikke pointen. Pointen er, at den er objektiv nødvendig. Hvis vi ikke får et nyt revolutionært gennembrud vil Rusland fortsætte ned ad demoderniseringens vej.

Revolutionens etaper

Det ser ud til, at alle store revolutioners – den engelske revolution i det 17. århundrede, den franske revolutionen i det 18. og den russiske revolution i det 20. – udvikling eller forløb har en egen generel logik. Vi skal selvfølgelig være meget varsomme og ikke simplificere for meget ved at sammenligne borgerlige revolutioner med socialistiske eller proletariske revolutioner på grund af deres forskellige klassekarakter. Ikke desto mindre kan der laves sammenligninger. Det er f.eks. ikke tilfældigt, at Lenin talte om bolsjevikkerne som ”russiske jakobinere” eller at Trotskij brugte betegnelserne ”Thermidor” og ”Bonaparte” med henvisning til Stalin.

Disse revolutioner havde et generelt forløb til fælles, med en reformistisk-demokratisk start, som gik videre til en radikalisering og så endte med en form for revolutionært diktatur. Dette er muligvis revolutionens højdepunkt, men på mange måder også starten på dens forfald på grund af indre modsætninger. Derefter følger den thermidorianske eller bonapartistiske etape og endelig etapen med restauration, hvilket også skete i Sovjetunionen.

Er restaurationen imidlertid den sidste etape? Det er den ikke. Efter restaurationen i England fulgte The Glorius Revolution [den glorværdige revolution, o.a.] og efter restaurationen i Frankrig var der talrige revolutioner, såsom i 1830 og 1848, helt frem til Pariserkommunen. Hele denne række af revolutioner forsøgte at fuldende de ufuldstændige dele af den oprindelige revolution.

På samme måde er det en objektiv nødvendighed at fortsætte det, jeg kalder den glorværdige socialistiske russiske revolution. Men den kan kun være vellykket på baggrund af den globale revolution – ellers vil vi falde i den samme, håbløse fælde med socialisme i ét land.

Boris Kagarlitskij er leder af Institute of Globalization and Social Movements i Moskva og rådgiver for Føderationen af Uafhængige Fagforeninger i Rusland. Han har bl.a. skrevet Russia under Yeltsin and Putin: Neoliberal Autocracy (2002), New Realism, New Barbarism: Socialist Theory in the Era of Globalization (1999) og The Thinking Reed: Intellectuals and the Soviet State from 1917 to the Present (1988). Artiklen er oversat af Lars Henrik Carlskov og blev oprindelig bragt i Weekly Worker 26. oktober 2006.