Problemet er ikke bankerne, men kapitalismen

Den australske politolog og økonom Rick Kuhn forklarer her, hvordan det spekulative vanvid opstod og hvorfor en tilbagevenden til keynesianisme ikke vil løse de grundlæggende problemer.

Gå ikke i panik! Sådan lyder det paniske skrig fra regeringer og nationalbankdirektører over hele verden. Samtidig viser deres opførsel, at de forventer en meget, meget dyb recession.

Efter i mere end et kvart århundrede at være blevet gentaget – af mainstream-økonomer, ministre, Verdensbanken og Den Internationale Valutafond – er de neoliberale floskler blevet glemt. I dag hører vi ganske enkelt intet om markedernes effektivitet, vigtigheden af balancerede budgetter, endsige budgetoverskud.

Bush i USA og Brown i Storbritannien har været villige til at spendere milliarder for at understøtte det finansielle system. Mønstret gentager sig, med lokale variationer, i hele den udviklede verden.

I Australien forsikrede Kevin Rudd for mindre et år siden, før det valg der gjorde ham til premierminister, erhvervslivet om, at han var en "finanspolitisk konservativ". Men Labor-regeringen besluttede sig for at gøre en dyd ud af forsigtighed ved at øge udgifterne til offentlig infrastruktur med penge fra den offentlige Future Fund. Endnu gang var hensigten at berolige det australske forretningsliv: Labor vil gør hvad som helst for at sikre væksten og, i særdeleshed, deres profitter.

I lyset af krisen blev der set bort fra en mere omhyggelig vurdering af, hvordan fondens milliarder af dollars kunne bruges på konkurrerende projekter. Det var nødvendigt at få pengene til at flyde for at modvirke det forventede fald i australske investeringer, forbrug og indtægter fra eksporten af mineraler til Kina.

Den australske nationalbanks bestyrelse, hvor finansministeren sidder sammen et flertal af de tunge drenge fra erhvervslivet, nærer den samme frygt som regeringen. Derfor blev den officielle rentesats 7. oktober beskåret med en hel procent, for første gang siden 1992.

Australien følger et mønster, som er blevet skabt i USA, Storbritannien og andre lande i Europa.

Det ligner keynesiansk nationaløkonomi, hvor regeringen griber ind for at opretholde væksten ved at kompensere for markedets mangler. Men den massive ændring i økonomisk politik som er i gang, går længere end keynesianismen, da staterne nu overtager nogle meget store virksomheder.

Regeringerne i verdens mest velstående lande har givet to- og trecifrede milliardbeløb i dollars til kaution for private og statslige banker. I USA, Storbritannien, Belgien, Luxemburg, Holland og Island er nødstedte banker blevet nationaliseret.

Vil disse politikker virke? Det er ikke sandsynligt.

Efter det bratte fald i forbindelse med Den Store Depression i de tidlige 1930'ere, stagnerede den amerikanske økonomi et par år og påbegyndte derefter en ny nedgang. Det var i virkeligheden 2. verdenskrig, ikke præsident Franklin D. Roosevelts økonomiske politik under "New Deal", som stoppede depressionen.

Det var aldrig nødvendigt at benytte hardcore keynesianistiske politikker i 1950'erne og 1960'erne, fordi økonomierne af andre årsager tøffede fint af sted. I stedet var økonomerne i denne periode optaget af at "finjustere" eller, mere præcist, fuske med politikken.

Da det lange efterkrigstidsboom sluttede i midten af 1970'erne og det tunge keynesianske skyts blev rullet frem, var dets virkning mere at sammenligne med en fis end en eksplosion. Der var stigende arbejdsløshed og inflation, hvilket ifølge den tids keynesianistiske ortodoksi skulle være en umulighed.

Allerede nu udtrykker republikanere i USA og borgerlige kræfter andre steder bekymring for en "snigende" socialisme i takt med at regeringerne overtager nogle af bankerne og lover at regulere resten langt mere nøje. Der vil helt sikkert komme endnu mere åbenlys statslig involvering i den økonomiske aktivitet efterhånden som krisen bliver dybere.

Faktisk mente den berømte socialdemokratiske økonom Rudolf Hilferding, at det var muligt for arbejderklassen at overtage statsmagten med parlamentariske midler og på vejen mod socialismen overvinde mønstret med boom og krise. To gange i 1920'erne var han tysk finansminister. Han mente, at større og større virksomheders voksende magt over produktionen betød, at en regering som fremsatte et ægte reformprogram kunne opnå dette mål ved at lede den kapitalistiske økonomi og særligt gennem statslig kontrol over banksystemet.

Man bør imidlertid være opmærksom på, at neoliberale politikker med at frigøre markeder, privatisere, markedsomstille og udlicitere statslige aktiviteter i sig selv er statslige politikker, som primært har til formål at lægge byrden over på arbejderne, som i virkeligheden producerer den rigdom, som profitterne er baseret på. I Australien gik den konservative Howard-regerings markedsfrigørende aktiviteter hånd i hånd med en større rolle for regeringen i at kontrollere befolkningen i almindelighed og fagligt aktive i særdeleshed.

Der er to årsager til, at det er usandsynligt, at selv en voldsom forøget statslig intervention kan løse verdens økonomiske problemer.

For det første er problemerne ikke bare finansielle. Som Henryk Grossman formulerede det i 1929, før krakket på aktiemarkedet: "Selve den kapitalistiske akkumulations love giver akkumulationen en cyklisk form, og denne cykliske bevægelse griber ind i cirkulationssfæren (pengemarkederne og børserne). Det førstnævnte er den uafhængige variabel, det sidstnævnte den afhængige variabel."

Med andre ord fremkalder den måde, den kapitalistiske produktion er organiseret på, nødvendigvis økonomiske kriser. Udviklinger i produktion påvirker direkte og indirekte det finansielle system.

Mere "gennemsigtighed" og bedre regulering af banksektoren vil ikke løse det tilgrundliggende problem, som er lave gennemsnitlige profitrater overalt i den globale økonomi.

Under det lange boom efter 2. verdenskrig betød kapitalintensive investeringer, at virksomhedernes udgifter til beskæftigelse af arbejdere faldt sammenlignet med erhvervslivets udgifter til maskineri, udstyr, bygninger, råstoffer og andre varer, som bruges i produktionen.

Imidlertid er det kun arbejdernes arbejde, som skaber nye værdier. Profitraten faldt, og i perioden mellem midten af 1970'erne og starten af 1990'erne var der de dybeste globale recessioner siden 1930'erne. Profitraterne er i nogen grad blev genoprettet, hovedsageligt takket være neoliberale politikker, som pressede mere arbejde ud af de ansatte og, særligt i USA, førte til faldende reallønninger.

Alligevel blev profitraten ikke genoprettet til niveauet under det lange boom frem til starten af 1970'erne.

Derfor foretrækker de, der ejer og leder virksomheder, ofte at investere i spekulative finansielle aktiver frem for i aktiviteter, som producerer virkelige varer, som folk har brug for. De fleste af transaktionerne på de finansielle markeder er et nulsum-spil: spillerne vinder kun på hinandens bekostning. Mens den amerikanske finanssektor kun tjente 10 % af erhvervslivets samlede profitter i 1980, var tallet på 40 % i 2007.

Så udviklinger i realøkonomien forklarer det spekulative vanvid, som førte til kreditstramningen. Kapitalen flokkedes om stærkt profitable og stærkt risikable investeringer i den uproduktive finansielle sektor, fordi profitraten i realøkonomien var lav. Den finansielle krise bringer dette tilgrundliggende problem med en lav profitrate til frem til overfladen.

Kapitalismen har en tendens til at bryde sammen, som kommer til udtryk i dybe kriser, som den nuværende. Grossman argumenterede for, at "den kapitalistiske produktion er kendetegnet af uløselige konflikter. Uhelbredelige systemiske rystelser opstår nødvendigvis . . . fra den iboende modsætning mellem værdi og brugsværdi, mellem profitabilitet og produktivitet, mellem begrænsede muligheder for valorisering og produktivkræfternes ubegrænsede udvikling.".

Den kendsgerning, at produktionen ikke er organiseret for at opfylde menneskelige behov, men for at skabe profitter til kapitalistklassen, er i sidste ende årsag til systemets gentagne kriser.

Finansiel regulering og selv en udvidelse af statsligt ejerskab, som borgerlige og tilhængere af traditionel socialdemokratisme kalder "socialisme", kan ikke overvinde denne tendens. Regeringerne vil snart forlange, at "alle" spænder livremmen. Arbejdsløsheden vil stige, mens arbejdsgiverne og regeringerne vil forsøge at øge profitterne ved at presse lønningerne ned.

I Australien vil dette være lettere at gøre, fordi premierminister Kevin Rudd har lovet ikke at røre ved centrale elementer i forgængeren John Howards arbejdsmarkedslove. Disse indbefatter hemmelige afstemninger under strejker, restriktioner på fagforeningsansattes muligheder for at tale med deres medlemmer på arbejdspladserne og forbuddet mod standardoverenskomster, dvs. kampagner der gælder for en hel industri. I takt med at krisen bliver dybere vil regeringens prioritering af at understøtte erhvervslivet blive forstærket og den vil komme under pres for at beskære offentlige ydelser og udgifterne til sundhed, uddannelse og velfærd, som er til gavn for den australske arbejderklasse, der udgør omtrent 2/3 af befolkningen.

Alternativet er ægte socialisme, hvor arbejderne erstatter produktion for profit med produktion for at opfylde menneskelige behov og den despotiske struktur i alle virksomheder med demokratisk kontrol over arbejdspladser og samfundet som helhed. Nu hvor neoliberalismen ikke længere er common sense, er det værd at overveje.

Rick Kuhn underviser i politologi ved Australian National University. Hans bog Henryk Grossman and the Recovery of Marxism har netop modtaget den prestigefyldte Isaac Deutscher-pris. Oversat af Lars Henrik Carlskov fra MRZine, 17. oktober 2008.

SF's fremgang - en styrkelse af venstrefløjen?

Opinionstallene har på det seneste været usædvanlig gode for SF. Men hvilken dagsorden fremmer SF og Villy Søvndal med de voldsomme angreb på Hizb ut-Tahrir og Islamisk Trossamfund – og er SF's fremgang udtryk for et reelt venstreskred i befolkningen?

AF LARS HENRIK CARLSKOV

I de seneste måneder er SF stormet frem i opinionsmålingerne, efter i forvejen at være gået markant frem ved sidste års folketingsvalg. I enkelte målinger har partiet tilmed overhalet det traditionelle storebroderparti, Socialdemokraterne. Udover store vælgervandringer fra S til SF, viser flere målinger også en mandatfremgang for den samlede oppositionsblok. Det kunne således umiddelbart ligne et klart venstreskred blandt vælgerne, men er det rimeligt at tolke SF’s fremgang som en reel styrkelse af venstrefløjen?

En politisk kolbøtte

Hvis Villy Søvndal er så fladpandet, at han virkelig ønsker socialismen indført, så er han kommet til det forkerte land... Der er – hvilket i sig selv er tragisk – lande i verden, som er tættere på denne tosses våde drøm. Så hvis ønsket er socialisme – så er potentialet meget, meget større i lande som f.eks. Nordkorea og i Cuba. Så herfra en klar opfordring: Du må videre – og det kan kun gå for langsomt!

Sådan lyder Villy Søvndal nu berømte udfald mod Hizb ut-Tahrir og Islamisk Trossamfund, hvis man bytter ordene ”kalifat” og ”sharia” ud med ”socialisme”, landene ”Iran” og ”Saudi Arabien” ud med ”Nordkorea” og ”Cuba” osv. I Morgenavisen Jyllands-Posten uddybede Søvndal budskabet til en opfordring om at ”skride ad helvede til”. Som enhver kan se er det en type retorik, som hørte til den kolde krig – og som Dansk Folkeparti har gjort til sit varemærke i dag. Ekstern lektor i strategisk og politisk kommunikation ved Københavns Universitet Mads Christian Esbensen betegnede da også i Nyhedsavisen udtalelserne som ”klassisk DF-retorik”.

Den konkrete anledning til denne bandbule fra Søvndals side var en demonstration mod JP’s berygtede tegning af profeten Muhammed med en bombe i turbanen. Oprindelig havde Søvndal kaldt disse tegninger ”befriende”, men da vreden spredte sig til den muslimske verden og skabte en krise for Fogh-regeringen, foretog han en decideret kovending og kaldte nu karikaturerne for ”stupide” og ”ondskabsfulde”. Forståeligt nok vakte det derfor en vis undren, at protester mod de selv samme tegninger kunne få SF’s formand til at lyde som en kopi af Dansk Folkeparti. Villy Søvndal fornemmede hvilken vej vinden blæste og fuldendte sin politiske kolbøtte ved i et interview med netavisen Altinget at kalde karikaturerne for ”nødvendige”. Han begrundede her sin oprindelige holdningsændring med, at Jyllands-Postens Flemming Rose havde luftet tanker om et samarbejde med iranske medier om Holocaust-karikaturer. Imidlertid glemmer Villy Søvndal i sin populistiske bersærkergang, at han allerede 31. januar 2006 kritiserede Anders Fogh for ikke før at have taget afstand fra tegningerne – hvorimod det først var 8. februar at Rose fremsatte ideen om Holocaust-samarbejdet med de iranske medier.

Til gavn for?

Et oplagt spørgsmål er hvilken dagsorden – en progressiv eller reaktionær – disse angreb på Hizb ut-Tahrir og Islamisk Trossamfund egentlig fremmer. I forhold til at bekæmpe Hizb ut-Tahrir er det højst tvivlsomt om de har en positiv effekt. Således siger Kirstine Sinclair, der er medforfatter til bogen ”Hizb ut-Tahrir i Danmark”, at foreningen kan bruge ”Villy Søvndals udfald... til at sige til andre muslimer at de alle sammen er uønskede i det danske samfund”. Angrebene på Islamisk Trossamfund er til gengæld i en kategori for sig. Søvndal vurderer selv på sin weblog at denne forening repræsenterer omkring 1/5 af landets muslimer, hvilket i realiteten vil sige at han beder 20 % af landets muslimer om at rejse. Er det virkelig meningen at vi skal acceptere dette som en progressiv dagsorden?

Et andet spørgsmål er hvordan Søvndals ”værdi- og kulturkamp” på afgørende vis adskiller sig fra den ”kulturkampens nye front”, vendt imod ”middelalderlig muslimsk kultur”, som kulturminister Brian Mikkelsen proklamerede i 2005? Det er formentlig også en overvejelse værd, hvad der får ærkereaktionære aviser som Berlingske Tidende og Jyllands-Posten til at rydde forsiden på grund af Villy Søvndal - næppe for at fremme en specielt venstreorienteret dagsorden.

Et opgør med slaphed

Sideløbende med denne ”værdi- og kulturkamp” udbrød der rundt omkring i landet uroligheder i bydele med en høj koncentration af etniske minoriteter. En gruppe, der underskrev sig som ”Drengene fra Indre Nørrebro”, offentliggjorde en erklæring, der om optøjerne forklarede:

”I bund og grund handler urolighederne om måden vi bliver mødt af politiet, som både er brutale, racistiske og fuldstændigt uacceptabelt krænkende... Der bliver blandt andet snakket grimt til os, og vi bliver visiteret flere gange om dagen af samme betjent, og disse visitationer er meget æreskrænkende, fordi de vil have os til at smide tøjet, og de lyser med deres lygter i vores private dele offentligt... Det der fik os til at reagere på den måde er, at en ældre og respekteret mand fra lokalområdet fra lokalområdet blev skubbet omkuld, og derefter slået med knipler af politiet.”

Det er langt fra noget nyt problem, de unge påpeger i deres erklæring. Allerede i 1998 måtte Københavns Politi i et internt nyhedsbrev erkende at have et problem med fordomme over for etniske minoriteter. Imidlertid afviste SF fuldstændigt denne vinkel på urolighederne og beskrev dem i stedet som et ”opgør om narkomarkedet”. Integrationsordfører Astrid Krag kritiserede såvel regering som politi for ”slaphed”, og SF lancerede en såkaldt ”akutplan mod nye uroligheder”, som bl.a. indeholdt brug af rockerloven, ”mandsopdækning” af ballademagere, øget brug af tvangsfjernelser og tvungen forældreopdragelse (”familie-coaching”).

Den fremadskridende socialdemokratisering

I de seneste årtier har verdens socialdemokratiske partier alle gennemløbet en parallel udvikling, hvor enhver tanke om socialisme er blevet erstattet af en neoliberal økonomisk politik, en konservativ lov og orden-politik på retsområdet, kombineret med stribevis af stramninger af udlændingelovgivningen og en ofte fremmedfjendsk retorik.

I den henseende har det danske socialdemokrati været klassens duks. Eksempelvis privatiserede Nyrup-regeringen otte gange så meget som den foregående borgerlige regering, foretog op imod 40 stramninger af udlændingelovgivningen og indførte den berygtede rockerlov sammen en lang række andre markante stramninger på retspolitiske område. Som den konservative tyske avis Frankfurter Allgemeine Zeitung bemærkede i februar 2000 i forbindelse med den diplomatiske krise som følge af Jörg Haiders regeringsdeltagelse i Østrig: ”Haiders teser er regeringspolitik i Danmark”.

Et centralt element i SF’s strategi har alle dage været at fungere som ”katalysator” for en venstredrejning af Socialdemokraterne, eksempelvis gennem et regeringssamarbejde. Men da SF i årene 1988 og 2005 gik tilbage ved samtlige folketingsvalg, og S altid har hældt mere mod midten end mod venstre, er det snarere Socialdemokraterne, der har fungeret som katalysator for en højredrejning af SF end omvendt.

I et interview med Weekendavisen fra november sidste år fortalte Villy Søvndal, at SF’s projekt er, ikke at erstatte kapitalismen, men at ”tøjle” kapitalen, dvs. et klassisk socialdemokratisk projekt. De seneste måneders udvikling viser at den fremadskridende socialdemokratisering af SF ikke kun foregår på det økonomiske område, men nu også på det retslige og udlændingepolitiske område.

Så selvom SF i de seneste måneder har kunnet sole sig i gode i meningsmålinger, ville det være absurd at tolke det som en styrkelse af venstrefløjen, når fremgangen er foregået på baggrund af en entydig højredrejning.

Undertrykkelse og modstand i Kina

I Kina har undertrykkelse og en kompleks historisk arv hidtil forhindret en forenet arbejderbevægelse i at opstå. Men der er nu tegn på at det er ved at ændre sig.

AF JOHN CHEN OG MICHAEL LIU

Den 27. november blokerede omkring 1.500 arbejdere den vigtigste hovedvej til den sydkinesiske by Dongguan. De arbejder for Alco, et stort Hong Kong-baseret transnationalt selskab, som producerer forbrugerelektronik.

Arbejderne er primært indenlandske migranter fra landområderne, som tjener minimumslønnen, som i Dongguan er cirka 430 kr. om måneden.

De unge arbejdere havde nedlagt arbejdet efter at firmaet – som af arbejdsgivermagasinet Forbes er blevet udråbt til en af Asiens ”bedste” virksomheder – havde gennemført en 75 % stigning på kantinepriserne.

Selvom der på det seneste er sket en opblødning af politiets syn på strejker i et-partistaten, følte ordensmagten sig tvunget til at rykke ind med hunde, stave og skjolde for at fjerne arbejderne fra hovedvejen.

Ledelsen, der blev forskrækket over arbejdernes selvtillid og muligheden for en eskalering – og utvivlsomt var under pres fra nervøse regeringsembedsmænd – gav imidlertid efter og ophævede stigningen i priserne på et måltid mad.

Tusinder af kilometer derfra i Shandong-provinsen, på omtrent samme tid, strejkede hundredvis af oliearbejdere fra Qilu Petro Chemical Corporation for en lønforhøjelse.

Tidligere ansatte i virksomheden, hvis arbejdsliv blev afbrudt af de massefyringer som fulgte en delvis privatisering i 2001, sluttede sig til mange strejkevagter foran virksomhedens hovedkvarter.

De strejkendes lønkrav skal ses på baggrund af stigende inflation og virksomhedens rekordhøje profitter, som især skyldes høje globale oliepriser. Politiet iagttog de strejkende, men skred ikke ind. Arbejderne på Qilu-fabrikken er hovedsageligt lokale folk, som har haft en stolt tradition for at opbygge ”socialisme” siden 1949-revolutionen, og de tjener mellem 625 og 1250 kr. om måneden.

Det Kinas herskere frygter mest er potentialet for enhed mellem disse to halvdele af Kinas hastigt voksende arbejderklasse – migranter fra landområderne og etablerede arbejdere i byerne.

Det ville være tåbeligt at komme med forudsigelser, men der er noget der tyder på at et interessesammenfald rykker længere op på dagsorden i takt med at barriererne for enhed bortfalder under Kinas umættelige trang til fortsat vækst og akkumulation.

En af de store tilbageværende hindringer for enhed er de drakoniske restriktioner på bosættelsesmulighederne. Hukou-systemet (husstands-registrering) binder folk fra landet til deres fødselssted og tillader dem kun at bo i byerne, hvis de er i arbejde og har papirerne i orden.

I det sidste årti har regeringen været tvunget til at lempe disse regler efter pres fra kapitalisterne, der behøver en stor reservehær af arbejdsløse til at holde lønningerne nede.

Samtidig har både erhvervslivet og staten set hukou-systemet som et vigtigt kontrolredskab, som gør det muligt at tvinge militante arbejdere tilbage til landområderne.

I 1990’erne og starten af dette årtusinde havde arbejdsgiverne og direktørerne for de statslige virksomheder, der for nylig var blevet uafhængige, det som blommen i et æg. Op imod 45 millioner arbejdere blev afskediget i byerne og op imod 150 millioner migranter fra landområderne forlod markerne for at lede efter arbejde i byerne.

I takt med at Kina omfavnede den kapitalistiske globalisering skabte statens politik et uimodståeligt klima for investorer og multinationale selskaber.

Dette gjaldt især i de sydlige og østlige kystprovinser, som har stået i spidsen for landets forvandling fra en økonomi, der primært producerer til hjemmemarkedet, til en økonomi der producerer til de globale markeder. Der er ingen retslig beskyttelse af strejkeretten og ingen foreningsfrihed.

Alle fagforeninger må være tilsluttet den Al-kinesiske Fagforeningssammenslutning (ACFTU). Denne organisation var dybt involveret i at lave udkastene til en række love arbejderbeskyttelseslove. Men dens forfatningsmæssige underordning i forhold til Kommunistpartiet forhindrer den i at gøre et seriøst forsøg på at sikre håndhævelsen af disse love.

Partiets ledende rolle i forhold til ACFTU sikrede at sidstnævnte ikke gjorde modstand mod privatiseringer og massefyringer i statssektoren. ACFTU har lagt vægt på at oprette fagforeninger i den private sektor – som ofte ledes af cheferne eller deres stråmænd – i modsætning til at organisere arbejderne på gulvplan på kontorerne og i fabrikkerne.

Dette har gjort ACFTU ude af stand til at udfordre lokale alliancer mellem griske kapitalister og embedsmænd, der har en interesse i at sikre fortsatte investeringer.

Arbejderne har selv ført en energisk, men spredt modstand mod afskedigelserne i statssektoren. Et vendepunkt var de omfattende uroligheder i 2002 – navnlig i de strategisk vigtige oliefelter – efter at olieselskaberne afskedigede arbejdere for at kunne hamle op med den udenlandske konkurrence, som fulgte efter WTO-medlemskabet.

Militærenheder blev sat på standby i den nordøstlige by Daqing da op imod 80.000 arbejdere demonstrerede i mere end ti dage for bedre fyringskompensation.

Deres aktioner blev kopieret i mindre grad i mindst tre andre oliefelter. Men en kombination af undertrykkelse, overtalelse, historiske splittelser og nøje udvalgte lønstigninger forhindrede statssektor-arbejdere fra forskellige områder i at slutte sig sammen.

I de sjældne tilfælde hvor det skete, frembragte det en voldsom reaktion fra myndigheder, som uddelte arrestationer og fængselsstraffe til arbejdernes ledere.

Omvendt har migrantarbejdernes kampe i eksportzonerne og boom-byerne været handikappet af drakoniske chefer, autoritære embedsmænd, interne splittelser og manglende erfaring med fabrikssystemet.

Lovende tegn

I de seneste år er de forhold, som har bidraget til at forhindre fremkomsten af en arbejderbevægelse, imidlertid blevet fortrængt af et langt mere lovende scenario.

I 2004 begyndte der at opstå mangel på arbejdskraft – et passende vidnesbyrd om kapitalismens manglende evne til at skabe virkelige fremskridt i et land med en gennemsnitlig national arbejdsløshedsprocent på otte procent.

Der blev mangel på faglært og erfarne arbejdere efterhånden som Yangtze-floddeltaet og regeringens urbaniseringspolitik begyndte at trække arbejderne væk fra de traditionelle magnetområder i Fuijan- og Guandong-provinserne.

Dette har tvunget cheferne til at forbedre forholdene og lokalregeringerne til at hæve niveauet på minimumslønnen, samtidig med at NGO’er, der arbejder med at forbedre arbejdsforholdene melder om en generel stigning i bevidstheden om rettigheder blandt migrantarbejderne.

Faglærte arbejdere og værkførere har spillet en afgørende rolle. De har brugt deres erfaring og favorable markedsposition til at tilkæmpe sig indrømmelser fra arbejdsgiverne ved at organisere strejker og protester.

De privatiserede tidligere statsvirksomheder oplever også, at modstanden fra arbejdere i beskæftigelse, i modsætning til defensive kampe fra allerede fyrede arbejdere, gradvist er ved at genopstå.

Omkring 7.000 tekstilarbejdere opretholdt en 24-timers strejkevagt i seks uger – muligvis den længste kendte strejke i Kinas historie siden 1949-revolutionen – uden for Xianyang Huarun-fabrikken. De kæmpede imod dårligere nye kontrakter og tab af anciennitet over for vandkanoner og kampklædt politi efter et opkøb fra det Hong Kong-baserede fastlandskonglomerat China Ressources.

Siden der blev indført økonomiske reformer i landbrugssektoren i 1978 har Kinas vækst været vedvarende og spektakulær efter enhver standard. Efter at have overhalet USA i 2003 er landet verdens største modtager af udenlandske direkte investeringer.

I 2005 blev Kina verdens tredje største handelsnation og i 2006 nåede bruttonationalproduktet op på 2,2 milliarder dollars, kun overgået af USA, Japan og Tyskland. Men politikken om ”vækst for enhver pris” støder nu på alvorlige forhindringer. 

Den kinesiske borgerrettighedsbevægelse, Weiquan, omfatter nu såvel bønder, der kæmper 
mod voldelige udviklingsprojekter for at bevare deres jord, som strejkende arbejdere, der ønsker at få del i landets vækst.

Denne bevægelse har tvunget den nye ledelse bestående af kommunistpartiets sekretær Hu Jintao og premierminister Wen Jiabao til at ændre regimets retorik fra ”vækst for enhver pris” til opbygningen af et ”harmonisk samfund” baseret på ”videnskabelig udvikling”. 

Denne ændring har ikke inddæmmet den voksende utilfredshed blandt bønderne og arbejderne, der sammenligner deres egen vedvarende forarmelse og hårde arbejdsliv med det spektakulære privatforbrug hos Kinas nouveau riche.

En afgørende fase

Kinas udvikling er på vej ind i en afgørende fase, hvor eksterne og interne faktorer truet med at støde sammen i 2008. Mens partiet forbereder sig på at fremvise sit ”økonomiske mirakel” – grundlæggende set en gradvis og forsigtig gennemføring af neoliberale politikker – ved de olympiske lege i Beijing, skælver den amerikanske økonomi.

I december sprøjtede centralbankerne i Nordamerika og Europa et uhørt beløb på 100 milliarder dollars ind i det finansielle system som led i det analytikere fra BNP Paribas [stor fransk bank, red.] har kaldt ”en drastisk handling for at forhindre kreditmæssige spændinger i at sprede sig til en større del af markederne og blive katalysator for en global økonomisk krise”.

Sådan en krise vil have alvorlige følger for Kinas eksport-drevne vækst og yderligere underminere den kinesiske regerings bestræbelser på at fremme beskæftigelse og social harmoni.

Som en Beijing-baseret advokat for arbejderbevægelsen for nylig fortalte os: ”Mens der fortsat er vækst kan regeringen sandsynligvis holde en dæmper på protesterne. Men hvis der kommer en recession vil de blive meget vanskeligt at styre.”

Det berygtede ”farvel” til arbejderklassen kort før de store franske strejker i 1968 tjener stadig som en advarsel imod spådomme om klassekampens udvikling. De kinesiske arbejderes voksende vilje til at begrænse deres udbytning repræsenterer imidlertid en central udfordring for den kapitalistiske globaliserings modstandere.

I Kina har åben undertrykkelse kombineret med en kompleks historisk arv forhindret fremkomsten af en forenet arbejderklassebevægelse.

Dette er fortsat de vigtigste barrierer som møder arbejderklassen og de militante aktivister, som potentielt kunne lede den. Uden for Kina, og særligt i lande som Storbritannien, har arbejderne for længst vundet retten til at organisere sig.

Det er vores opgave at vise aktiv solidaritet med vores brødre og søstre i Kina. Det er i vores alles fælles interesse at gøre det.

Oversat og redigeret af Lars Henrik Carlskov fra den britiske ugeavis Socialist Worker 22. december 2007. Læs mere om Kinas nye arbejderbevægelse på China Labour Bulletin (www.china-labour.org.hk/en).

Bag om Kosovos selvstændighed

Kosovo erklærede sig i januar selvstændigt og blev hurtigt anerkendt af en række lande, herunder USA og Danmark. Lee Sustar ser her på den rolle, som diverse stormagtsinterventioner har spillet i dannelsen af den nye stat.

AF LEE SUSTAR

Kosovos erklæring om uafhængighed fra Serbien markerer det seneste – men ikke sidste – imperialistiske magtspil på Balkan.

Kosovo-albanernes legitime kamp for selvbestemmelse er blevet forvandlet til et redskab for stormagtspolitik – og det passer ind i et mønster, som tidligere har ført til megen blodudgydelse i regionen.

Kosovos uafhængighed kommer ni år efter den amerikansk-ledede NATO-krig mod Serbien, der dengang var den dominerende magt i det tidligere Jugoslavien, efter at Serbien slog hårdt ned på det etnisk albanske flertal i sin sydlige provins.

Siden da er Kosovo blevet administreret af FN og afpatruljeret af NATO-tropper, hvilket har skabt en kvasi-stat under vestligt formynderskab. I dag er kun et lille antal serbere tilbage i Kosovo, og de er truet af det albanske flertal.

Kosovo lå i hjertet af middelalderens serbiske kongerige, men det har været befolket af et albansk flertal i mindst 300 år. På den tid, da NAT0’s 1999-krig fandt sted, var omkring 90 procent af Kosovos befolkning på 2 millioner albanere.

Efter oprettelsen af Jugoslavien var kosovo-albanerne udsat for den værste fattigdom og underudvikling i landet og oplevede diskrimination i uddannelses-, arbejds- og boligmæssig diskrimination.

Den jugoslaviske forfatningsreform i 1974 førte til en vis styrkelse af Kosovos autonomi. Men disse reformer blev rullet tilbage efter 1989, da den tidligere jugoslaviske præsident Slobodan Milosevic, en serber, brugte Kosovo-spørgsmålet til at genoplive serbisk nationalisme. 

Milosevic valgte at begynde denne kampagne på årsdagen for et historisk slag i middelalderen mellem serberne og det tyrkiske osmanniske imperium, som endte med at sætte en stor del af nutidens Serbien under osmannisk herredømme.

Både på den kosovo-albanske og serbiske side fremsætter nationalistiske historikere stridende påstande om, hvilken gruppe der oprindelig udgjorde befolkningsflertallet. I virkeligheden levede de to gruppe side om side i århundreder, og både albanere og serbere gjorde oprindelig modstand mod osmannerne.

Ikke desto mindre blev Kosovo et afgørende symbol for serbisk nationalisme i det 19. århundrede, da serberne optrappede deres kamp mod det osmanniske styre – og, senere, det østrigsk-ungarske imperiums herredømme.

For Milosevic var serbisk nationalisme og en opfordring til en ”tilbagevenden” til Kosovo en velkommen erstatning for den miskrediterede stalinistiske politik, som styrede Jugoslavien helt frem til omvæltningerne i Østeuropa i 1989.

Milosevics nationalistiske vending blev matchet af lederne for de andre etniske gruppe i Jugoslaviens føderal struktur af ”republikker” – Franjo Tudjman, som blev præsident for Kroatien og Milan Kucan, som blev Sloveniens leder. Begge lande erklærede sig uafhængige af Jugoslavien og løsrev sig efter kortvarige militære konflikter med den serbisk-dominerede resterende del af Jugoslavien. Desuden rev også Makedonien sig løs.

Denne nationalistiske dynamik førte til en rædselsvækkende borgerkrig i den jugoslaviske republik Bosnien, som blev opdelt mellem serbere, kroater og muslimer. Fra 1992 til 1995 blev titusinder dræbt og mindst 2 millioner fordrevet.

Vestens rolle

 Krigen i Bosnien og den øvrige vold på Balkan blev fremstillet i mainstream-medierne som en fortsættelse af ældgammelt ”etnisk had”. I virkeligheden satte de store europæiske lande og USA deres fingeraftryk overalt på 1990’ernes Balkan-krige.

I starten reagerede Vesten på spændingerne i Jugoslavien ved at give Milosevic grønt lys til at holde landet sammen under serbisk dominans. Men da landet alligevel brød sammen, gik det nyligt genforenede Tyskland enegang ved at anerkende Kroatien, som havde været en lydstat under 2. verdenskrigs nazistiske besættelse.

Dette optrappede krisen – og førte blandt andet til en uafhængighedserklæring fra det serbiske mindretal i Krajina-regionen i Kroatien. ”Etnisk udrensning” – tvangsflytningen af mennesker på grund af deres nationalitet, sprog eller religion – blev en del af verdens ordforråd.

I 1994 truede blodbadet i Bosnien med at komme ud af kontrol. To af regionens NATO-partnere overvejede at intervenere – på hver sin side, da Grækenland støttede serberne og Tyrkiet bakkede op om de bosniske muslimer.

Til sidst pressede Bill Clinton Frankrig og Storbritannien til at opgive deres pro-serbiske position og til at intervenere for at inddæmme Milosevic og forhindre krisen i at sprede sig. Dette gav sig udtryk i skabelsen af en alliance mellem de bosniske kroater og muslimer mod serberne, som blev fuldendt ved at arrangere våben og penge fra Iran og arabiske og muslimske lande.

Det var Clintons centrale udsending i regionen Peter Galbraith, som organiserede krigen efter Washingtons målsætninger. Galbraith samarbejdede med ”pensionerede” amerikanske militærofficerer om at opbygge Kroatiens væbnede styrker som modvægt til Serbien, selvom den kroatiske præsident Tudjman var nøjagtig lige så stor en autoritær nationalist som Milosevic.

Den 4. august 1995 fejede den kroatiske hær under Operation Storm ind over det serbiske territorium i Krajina. ”Det var den første etape i det, der i løbet af de næste par dage skulle blive den største tvangsflytning af mennesker i Europa siden 2. verdenskrig”, skrev journalisterne Laura Silber og Allan Little. I sidste ende blev omkring 200.000 serbere tvunget til at flygte fra Krajina, hvor de havde boet i århundreder.

Krigen sluttede efter at amerikanske krigsfly havde bombet serbiske mål i Bosnien. På det tidspunkt så Milosevic at styrkeforholdene havde vendt sig imod ham og slog hånden af de bosniske serbere og underskrev en fredsaftale på en amerikansk luftbase uden for Dayton i Ohio. Kort tid efter strømmede 60.000 NATO-tropper ind i Bosnien som ”fredsbevarere” – dvs. ordenshåndhævere for en FN-kommissær der besad den reelle politiske magt i Bosnien, som forblev etnisk opdelt.

Milosevic var svækket, men holdt fast ved magten som leder af Jugoslavien – som på det tidspunkt var reduceret til Serbien, Montenegro og Kosovo, en autonom serbisk provins.

Der blev slået hårdt ned på en ikke-voldelig borgerrettighedsbevægelse blandt albanerne. 

Unge kosovo-albanere sluttede i stigende grad op om Kosovos Befrielseshær (UCK), der oprindelig havde været en venstreorienteret og maoistisk gruppe, men havde udviklet sig til en nationalistisk styrke under beskyldning for indblanding i narkosmugling.

Fra 1998 optrappede UCK de militære angreb på serbiske mål. Milosevic svarede igen med endnu en bølge af arrestationer og undertrykkelse. Endnu en gang så Balkan ud til at befinde sig på randen af en større krig, hvor Tyrkiet og Grækenland støttede hver sin side.

Med udsigt til en konflikt, der kunne komme ud af kontrol, gik Clinton-regeringen i gang med at organisere en Kosovo-krig på sine betingelser. Den beskyldte Milosevic for at planlægge et folkemord på albanerne, og udenrigsminister Madeleine Albright kom på banen for at lave et ”kompromis” i den franske by Rambouillet.

Der var tale om et tilbud, som Milosevic måtte afvise – aftalen ville have tilladt NATO-tropper fuldstændig bevægelsesfrihed over hele Jugoslavien. Milosevic havde tilbudt en ny aftale om Kosovos autonomi; Albright svarede igen ved at kræve at Jugoslavien accepterede en reel invasion.

En brik i et større spil

Da Milosevic nægtede, påbegyndte NATO en tre måneder lang bombning af Jugoslavien, hvor civile mål blev angrebet og skønsmæssigt 2.000 serbere blev dræbt.

Men krigen forværrede forholdene for de 850.000 kosovo-albanere, som allerede havde var flygtet fra deres hjem i kølvandet på den serbiske undertrykkelse. Omkring 10.000 albanere blev dræbt af de serbiske styrker i denne periode.

NATO’s luftkrig blev komplementeret på landjorden af UCK, som foretog mindre angreb på Jugoslaviens serbisk-dominerede hær. Milosevic kapitulerede – igen, for at overleve.

Efter endelig at blive tvunget fra magten i 2000, blev Milosevic til sidst tilfangetaget af NATO-styrker og fængslet i Haag for krigsforbrydelser, men han døde før retssagen var færdig.

Ligesom i Bosnien har NATO-styrker og en FN-kommissær haft den reelle politiske magt i Kosovo, hvor tidligere UCK-leder Hashim Thaci nu er premierminister. Ved nærmere eftersyn er Kosovos selvstændighed efter uafhængighedserklæringen dog begrænset.

EU vil stadig spille en stor rolle i det, FN kalder en ”overvåget uafhængighed”, og NATO-tropperne vil blive i landet på ubestemt tid. Sigende nok blev der dannet en ny nationalistisk kosovo-albansk gruppe, kendt som Selvbestemmelse, i protest mod FN’s koloni-agtige administration – og to af dens medlemmer er blevet dræbt af FN-politi og dens leder er blevet fængslet. Camp Bondsteel, som før invasionen af Irak var den største nye amerikanske militærbase siden Vietnam-krigen, vil fortsat være i Kosovo.

I praksis forsøger USA og dets allierede at manipulere kosovo-albanernes kamp for selvbestemmelse efter deres egne formål – ligesom USA har gjort med kurderne i Irak.  

USA møder en vis modstand, da Rusland – Serbiens traditionelle støtte – modsætter sig Kosovos uafhængighed, ligesom det er tilfældet med andre stater, såsom Kina og Spanien, der selv udfordres af nationalistiske bevægelser.

Imod nationalisme og imperialisme

Men disse imperialistiske manøvrer betyder ikke at Kosovos selvstændighed ikke er et legitimt politisk mål. Som en gruppe serbiske socialister for nylig formulerede det, spiller serbiske ”nationalistiske krav på Kosovo en afgørende rolle i at ”legitimere” Serbiens herskende klasse. Og truslen fra Serbien ligger til grund for den kosovo-albanske støtte til USA, som har planer om en olierørledning på Balkan (...) Nationalisme og imperialisme er på farlig vis sammenvævet i Kosovo. Det er grunden til at serbiske revolutionære socialister både må være anti-nationalistiske og anti-imperialistiske (...) Vi mener at serbiske revolutionære socialister bør respektere Kosovos ret til selvbestemmelse. Ved at gøre det trækker vi en klar skillelinie mellem os selv og vores herskende klasse. Vi argumenterer for at ved at række en internationalistisk og venskabelig hånd til kosovo-albanerne, findes der en måde at løse vores problemer uden at blive til skakbrikker for hverken østlig eller vestlig imperialisme.”

Oversat og redigeret af Lars Henrik Carlskov fra den amerikanske ugeavis Socialist Worker 9. marts 2008.

Marx og den globale miljøkrise

Det er almindeligt at betragte marxismen som en miljøfjendtlig filosofi. Men i virkeligheden var Marx og Engels pionerer inden for den økologiske tænkning, forklarer tidsskriftet Monthly Reviews redaktør John Bellamy Foster i denne artikel.

Økologi opfattes ofte som en nyere opfindelse. Men tanken om at kapitalismen nedbryder miljøet på en måde, som har de værste følger for de fattige og de koloniserede folk, blev allerede i det 19. århundrede udtrykt i Karl Marx og Friedrichs Engels værker. Da Marx i 1867 i Kapitalen skrev om Englands økologiske imperialisme over for Irland, erklærede han, at ”England gennem de sidste 150 år har eksporteret Irlands jord i indirekte form, uden at give jordens dyrkere så meget som midlerne til at erstatte jordens bestanddele”. Marx trak her på den tyske kemiker Justus von Liebigs arbejde. I indledningen til den 7. udgave (1862) af sin Organisk kemi anvendt på jordbrug og fysiologi havde Liebig argumenteret for, at ”Storbritannien berøver alle lande betingelserne for deres frugtbarhed” og fremhævet Storbritanniens systematiske udplyndring af Irlands jord som det tydeligste eksempel. For Liebig kunne et produktionssystem, der tog mere fra naturen end det gav igen, kaldes et ”udplyndringssystem” – et udtryk han brugte til at beskrive det industrielle kapitalistiske landbrug.[1]

I tilslutning til Liebig og andre analytikere af det 19. århundredes jordbundskrise, fremførte Marx at jordens næringsstoffer (kvælstof, fosfor og kalium) som mad og fibre blev sendt hundreder og tusinder af kilometre til byerne, hvor disse næringsstoffer – i stedet for at blive genanvendt og vende tilbage til jorden, endte med at forurene byerne, med katastrofale følger for menneskenes sundhed. Samtidig importerede Storbritannien, som Liebig påpegede, på grund af en stadig mere forpint jordbund knogler fra Napoleonskrigenes slagmarker, romerske katakomber samt guano fra Peru i et desperat forsøg på at gengive markerne næringsstoffer. (Senere bidrog opfindelsen af kunstgødning til at afhjælpe manglen på næringsstoffer, men dette medførte andre miljøproblemer, såsom kvælstofudledning.)

I sin behandling af disse miljøspørgsmål overtog Marx begrebet Stoffwechsel eller stofskifte fra Liebig[2] og beskrev den økologiske modsætning mellem naturen og det kapitalistiske samfund som ”et uoprettelig brud i det sociale, af livets naturlov foreskrevne stofskifte”. Faktisk kan ”den kapitalistiske produktion”, forklarede Marx, ”kun udvikle teknikken og kombinationen af de forskellige processer til et socialt hele samtidig med, at den undergraver de kilder, som al rigdom udspringer af: jorden og arbejderen”. Dette brud i stofskifte-forholdet mellem menneskeheden og naturen kunne kun overvindes, argumenterede han for, ved at man systematisk ”genopretter” stofskiftet mellem menneskeheden og naturen som ”som en lov for den samfundsmæssige produktions styring”. Men dette forudsatte de associerede producenters rationelle regulering af arbejdsprocessen (der selv defineres som menneskets stofskifte-forhold til naturen) i overensstemmelse med de kommende generationers behov. ”Ikke engang et helt samfund, en nation, ja ikke engang alle samtidig samfund taget under ét”, erklærede Marx, ”ejer jordkloden. De er kun dens besiddere, har kun brugsret til den, og som boni patres familias [gode familiefædre, red.] må de overlade den i forbedret stand til de efterfølgende generationer”.[3]

Marx’s overvejelser omkring økologi, der var forbundet med dem hos Engels, gik derfor langt videre end generelle forståelse på hans tid. I dag lyder de økologiske spørgsmål, som Marx og Engels behandlede (om end undertiden kun flygtigt) som en lang opremsning af mange af vores mest presserende miljøproblemer: skellet mellem land og by, nedbrydning af jordbunden, landlig isolation og affolkning, overbefolkning i byerne, urban spildevandsudledning, industriel forurening, spildevandsgenbrug i industrien, faldet i ernæring og sundhed, forkrøblingen af arbejderne, formøblingen af naturressourcerne (deriblandt fossilt brændstof i form af kul), afskovning, oversvømmelser, ørkendannelse, vandmangel, regionale klimaændringer, energibesparelse, forskellige arters afhængighed af skiftende omgivelser, historisk-betingede overbefolkningstendenser og hungersnød.

Marx anså den materialistiske historieopfattelse for at være forbundet med den materialistiske naturopfattelse, historievidenskaben for at være forbundet med naturvidenskaben. Han fyldte sine naturvidenskabelige notesbøger med studier i geologi, kemi, agronomi, fysik, biologi, antropologi og matematik. Han overværede på The Royal Institution i London den irsk-fødte fysiker John Tyndalls forelæsninger. Marx var fascineret af Tyndalls eksperimenter med strålevarme, deriblandt spredningen af solens stråler.[4] Det er endda muligt at han var blandt tilskuerne, da Tyndall i starten af 1860’erne fremlagde resultaterne af sine eksperimenter, der for første gang demonstrerede at vanddamp og kuldioxid var forbundet med en drivhuseffekt, som bidrog til at holde varme tilbage inden for Jordens atmosfære. (Der var selvfølgelig ingen på den tid, der havde mistanke om at drivhuseffektens samspil med kuldioxid fra menneskers afbrænding af fossile brændstoffer kunne føre til menneskeskabte globale klimaændringer – en hypotese der først i 1896 blev lanceret af den svenske videnskabsmand Svante Arrhenius.)

I dag bliver den dialektiske forståelse af vekselvirkningen mellem natur og samfund, som Marx og Engels tilsluttede sig, i stigende grad påtvunget os alle som følge af en accelererende global økologisk krise, der frem for alt symboliseres af den globale opvarmning. Nyere forskning inden for miljøsociologi har anvendt Marx’s teori om et stofskifte-brud på nutidige miljøproblemer såsom kunstgødning, døende verdenshave og klimaændringer. Brett Clark og Richard York, der skriver om de samfundsmæssige årsager til nutidens stofskifte-brud mht. kul, som stammer fra den hurtige opbrænding af fossile brændstoffer, har demonstreret at der ikke findes nogen magisk kur på dette problem, uden ændringer i de grundlæggende samfundsforhold. Det er usandsynligt at teknologien kan afhjælpe problemet i større grad, da effektivitetsstigninger under kapitalismen, i følge det der kaldes ”Jevons paradoks” (efter William Stanley Jevons som skrev The Coal Question i 1865), uvægerligt fører til udvidelse af produktionen, og den dermed forbundne stigning i forbruget af naturressourcer og energi og en yderlig belastning af biosfæren. ”Den teknologiske udvikling”, konkluderer Clark og York derfor, ”kan ikke bidrage til at udbedre stofskifte-bruddet mht. kul før den befries fra kapitalrelationernes diktater”.[5]

Den eneste virkelige, dvs. bæredygtige, løsning på det globale miljømæssige stofskifte-brud kræver, med Marx’s ord, et samfund af de ”associerede producenter”, der ”regulerer dette deres stofskifte med naturen rationelt, at de bringer det under deres fælles kontrol i stedet for at beherskes af det som en blind magt; at de fuldbyrder det med mindst mulige energiforbrug og under betingelser, der er deres menneskelige natur mest værdige og adækvate”.[6] Målene om menneskelig frihed og økologisk bæredygtig er således uløseligt forbundet, og en nødvendig betingelse for at opfylde dem er opbygningen af en socialisme for det 21. århundrede.

John Bellamy er professor i sociologi ved University of Oregon, forfatter til bl.a. Marx’s Ecology og Ecology Against Capitalism samt redaktør af tidsskriftet Monthly Review. Oversat af Lars Henrik Carlskov fra MRZine 28/11/2007.

[1] Karl Marx, Capital, vol. 1 (New York, Vintage, 1976), 860; John Bellamy Foster, Marx's Ecology (New York, Monthly Review Press, 2000), 164. Se også Erland Mårald, "Everything Circulates: Agricultural Chemistry and Recycling Theories in the Second Half of the Nineteenth Century", Environment and History, vol. 8 (2002), 65-84. [Ved oversættelsen af Marx-citaterne i denne artikel er overalt benyttet den danske udgave af Kapitalen I-III (Rhodos, København, 1972), o.a.].

[2] Som det angives af redaktørernes note til Penguin/Vintage udgaven af Kapitalens 3. bog: ”Der henvises adskillige gange til Liebig både i denne bog og i 1. bog, og det ser ud til Marx fra Liebig overtog begrebet stofskifte (Stoffwechsel), som han her anvender i en passende form til analysen af arbejdsprocessen (Kapitel 7)”. Karl Marx, Capital, vol. 3 (New York, Vintage, 1981), s. 878.

[3] Foster, Marx's Ecology, 155-70. Se også Paul Burkett, Marx and Nature (New York, St. Martin's Press, 1999); Paul Burkett and John Bellamy Foster, "Metabolism, Energy, and Entropy in Marx's Critique of Political Economy", Theory & Society, vol. 35 (2006), 109-56.

[4] Spencer R. Weart, The Discovery of Global Warming (Cambridge, Massachusetts, Havard University Press, 2003), s. 3-4; Y.M. Uranovsky, “Marxism and Natural Science”, i Nikolai Bukharin et. al., Marxism and Modern Thought (New York, Harcourt, Brace, and Co., 1935), s. 140. I 1865 berettede Friedrich Engels at en kemiker han lige havde mødt – sandsynligvis Carl Schorlemmer, som skulle blive en af Engels og Marx’s nærmeste venner, medlem af Det kongelige videnskabelige selskab og den første i England til at besidde et professorat i organisk kemi – havde forklaret Tyndalls ”solstråleeksperiment” for ham. Se W.O. Henderson, The Life of Friedrich Engels, (London, Frank Cass, 1976), vol. 1, s. 262.

[5] Brett Clark og Richard York, “Carbon Metabolism: Global Capitalism, Climate Change, and the Biospheric Rift”, Theory & Society, vol. 34 (2005), s. 419. For yderligere analyse af det stofskiftemæssige brud og den globale økologiske krise, se Rebecca Clausen og Brett Clark, ”The Metabolic Rift and Marine Ecology”, Organization & Environment, vol. 18, no. 4 (2005), s. 422-44; Philip Mancus, ”Nitrogen Fertilizer Dependency and Its Contradictions”, Rural Sociology, vol. 72, no. 2 (June 2007).

[6] Marx, Capital, vol. 3, s. 959.

En ødelæggende krise udfolder sig

Den førende marxistiske økonom og historiker Robert Brenner analyserer her den økonomiske krise. Regeringerne står nu over for vanskeligheder af et uhørt omfang, skriver Brenner.

Den nuværende krise kan godt vise sig at være den mest ødelæggende siden den store depression. Den åbenbarer dybe og uløste problemer i realøkonomien, der i årtier – bogstaveligt talt – er blevet dækket til med papir af gæld samt en mere kortsigtet kreditstramning af et omfang, som ikke er set siden 2. verdenskrig. Kombinationen af den underliggende kapitalakkumulations svaghed og banksystemets nedsmeltning er det, der har gjort den nedadgående spiral så svær at håndtere for de politiske planlæggere og dens katastrofepotentiale så alvorligt. En pest bestående af tvangssolgte og forladte huse – som ofte har været udsat for indbrud og rippet for alt, inklusive kobberwirer – hærger Detroit i særdeleshed samt andre byer i Midtvesten.

Den menneskelige katastrofe, det betyder for hundredtusinder af familier og deres samfund, er måske kun det første tegn på hvad sådan en kapitalistisk krise indebærer. De finansielle markeders historiske bull runs [betegnelse for et hurtigt stigende aktiemarked, red.] i 1980’erne, 1990’erne og 2000’erne – med deres skelsættende overførsel af indkomst og rigdom til den rigeste 1 % af befolkningen – har bortledt opmærksomheden fra den faktiske langtidssvækkelse af de avancerede kapitalistiske økonomier. Den økonomiske præstation i USA, Vesteuropa og Japan er efter praktisk talt alle standardindikatorer – væksten i output, investeringer, beskæftigelse og lønninger – blevet forringet årti for årti, konjunkturcyklus for konjunkturcyklus, siden 1973.

Årene siden begyndelsen på den nuværende cyklus, som går tilbage til starten af 2001, har været de værste af dem alle. Væksten i USA’s BNP (Bruttonationalprodukt) har været den langsomste i noget sammenligneligt interval siden slutningen af 1940’erne, mens stigningen i nyt maskineri og udstyr og jobskabelse har været henholdsvis 1/3 og 2/3 under efterkrigstidens gennemsnit. Realtimelønningerne for arbejdere i produktionen eller uden ledelsesmæssige funktioner, omkring 80 % af arbejdsstyrken, har stort ikke rokket sig ud af stedet og hensygner omkring deres 1979-niveau.

Heller ikke den økonomiske ekspansion i hverken Vesteuropa eller Japan har været signifikant stærkere. Den aftagende økonomiske dynamik i den kapitalistiske verden udspringer af et større fald i profitabiliteten, som primært skyldes en kronisk tendens til overkapacitet i verdens fremstillingssektor, der går tilbage til slutningen af 60’erne og starten af 70’erne. I år 2000 havde profitraten i den private økonomi i USA, Japan og Tyskland ikke fået noget comeback og steg ikke højere i 1990’ernes cyklus end i 1970’ernes.

Med lavere profitabilitet havde firmaerne mindre profitter at tilføje deres maskineri og udstyr samt mindre incitament til at ekspandere. Det vedvarende fald i profitabiliteten siden 1970’erne førte til en stadig formindskelse af investeringernes andel af BNP i de avancerede kapitalistiske økonomier, samt trinvise reduktioner af væksten i output, produktionsmidler og beskæftigelse.

Det lange fald i kapitalakkumulationens tempo og virksomhedernes undertrykkelse af lønningerne for at genoprette forrentningen har sammen med regeringernes beskæring af sociale udgifter for at opretholde kapitalistiske profitter resulteret i en sænkning af væksten i investeringer, forbrugernes og den offentlige efterspørgsel og følgelig i efterspørgslens vækst som helhed. Svagheden i den samlede efterspørgsel, i sidste ende konsekvensen af den reducerede profitabilitet, har længe udgjort den væsentligste hindring for vækst i de avancerede kapitalistiske økonomier.

For at modvirke den vedvarende svaghed i den samlede efterspørgsel har regeringerne, med USA i spidsen, haft svært ved at se anden mulighed end at stifte gæld i stadig større mængder, gennem stadig mere forskelligartede og barokke kanaler, for at holde økonomien i svingninger. Oprindelig, i 1970’erne og 1980’erne, var staterne nødsaget til at pådrage sig stadig større offentlige underskud for at opretholde væksten. Men selvom disse underskud sikrede en relativt stabil økonomi, gjorde de den også mere og mere stillestående: Med den tids sprogbrug fik regeringerne mindre og mindre smæk for skillingen, mindre vækst i BNP for en hvilken som helst stigning i låntagningen.

Fra budgetnedskæringer til bubblenomics

I starten af 1990’erne forsøgte regeringerne, både i USA og Europa, der bevægede sig til højre og fulgte neoliberal tænkning (privatisering og beskæring af sociale programmer), med Bill Clinton, Robert Rubin og Alan Greenspan [tidligere ledere af den amerikanske forbundsbank, red.] i spidsen at overvinde stagnationen ved at prøve at gå over til balancerede budgetter. Men selvom denne kendsgerning ikke fylder meget i de fleste skildringer af perioden, gav denne dramatiske kursændring et voldsomt bagslag.

Da profitabiliteten stadig ikke var blevet genoprettet førte de underskudsreduktioner, som fulgte af balancerede budgetter, til et enormt slag mod den samlede efterspørgsel, hvilket medførte at både Europa og Japan i første halvdel af 1990’erne oplevede ødelæggende recessioner, de værste i efterkrigstiden, og at den amerikanske økonomi oplevede det såkaldte jobløse opsving. Siden midten af 1990’erne har USA som følge deraf måtte gribe til kraftigere og mere risikable former for stimulanter for at modvirke tendensen til stagnation. Man har især erstattet den traditionelle keynesianismes offentlige underskud med private underskud og asset [aktiver, red.] inflation i det, der kan kaldes asset price keynesianisme, eller bare bubblenomics.

Under 1990’ernes store boble på aktiemarkedet oplevede virksomhederne og de velhavende husstande at deres rigdom på papiret blev voldsomt forøget. De blev derfor i stand til at indlade sig på en rekordhøj stigning i låntagningen, og på basis deraf, at opretholde en kraftig udvidelse af investeringerne og forbruget. Det boom, der var forbundet med den såkaldte Ny Økonomi, var det direkte udtryk for den historiske aktiepris-boble i årene 1995-2000. Men eftersom aktiepriserne steg til trods for faldende profitrater og eftersom nyinvesteringerne forværrede den industrielle overkapacitet, fulgte hurtigt derefter børskrakket og recessionen 2000-2001, som trykkede profitabiliteten i den ikke-finansielle sektor ned til det laveste niveau siden 1980.

Greenspan og den amerikanske forbundsband lod sig ikke afskrække og modvirkede, støttet af andre større nationalbanker, den nye cykliske nedgang med endnu en runde af asset price inflation, og dette har i bund og grund bragt os hvor vi er i dag. Ved at sænke rentefoden for kortvarige lån til nul i tre år banede de vej for en eksplosion i husstandenes låntagning uden historisk fortilfælde, der bidrog til og fik næring af at huspriserne og husstandenes rigdom røg i vejret.

I følge The Economist var den globale boligboble mellem 2000 og 2005 den største nogensinde, større end selv den i 1929. Den muliggjorde en vedvarende stigning i husstandenes forbrug og ejendomsinvesteringer, som tilsammen drev ekspansionen fremad. Personligt forbrug plus boligbygning stod i de første fem år af den nuværende konjunkturcyklus for 90-100 % af væksten i det amerikanske BNP. I løbet af det samme interval stod boligsektoren, i følge Moody’s Economy.com, alene for at øge væksten i BNP med næsten 50 % mere end den ellers ville have været – 2,3 % i stedet for 1,6 %.

På denne måde lykkedes det for en rekordhøj gæld hos husstandene, sammen med G.W. Bush’s Reagan-agtige budgetunderskud, at tilsløre præcis hvor svagt det underliggende økonomiske opsving faktisk var. Stigningen i gældsunderstøttet forbrugerefterspørgsel, samt den superbillige kredit i almindelighed, genoplivede ikke bare den amerikanske økonomi, men drev også – især ved at føre til en ny importbølge og den rekordhøje stigning i underskuddet på betalingsbalancens løbende poster (balancen mellem afbetaling og handel) – hvad der har forekommet at være en imponerende global økonomisk ekspansion fremad.

Brutal offensiv fra virksomhederne

Men hvis forbrugerne gjorde deres del, kan det samme ikke siges om det private erhvervsliv, på trods af den rekordstore økonomiske stimulans. Greenspan og forbundsbanken havde pustet boligboblen op for at give virksomhederne tid til at afsætte deres overskydende kapital og at genoptage investeringerne. Men i stedet indledte virksomhederne, der fokuserede på at genoprette deres profitrater, en brutal offensiv mod arbejderne. Virksomhederne hævede produktivitetsvæksten, ikke så meget ved at øge investeringerne i avanceret maskineri og udstyr som ved radikale beskæringer af arbejdspladser og ved at tvinge de tilbageværende ansatte til at øge tempoet. Ved at holde lønningerne nede mens de pressede mere output pr. person ud, tilegnede de sig i form af profit en historisk stor andel af den stigning, der skete i det ikke-finansielle BNP.

De ikke-finansielle virksomheder har under denne ekspansion hævet deres profitrater betydeligt, men stadig ikke op til det i forvejen lavere niveau i 1990’erne. Desuden har der i lyset af i hvor høj grad profitratens stigning blev opnået ved blot at hæve udbytningsgraden – ved at få arbejderne til at arbejde mere og betale dem mindre pr. time – været grund til at tvivle på hvor længe det kunne fortsætte. Men frem for alt har det amerikanske erhvervsliv, ved at øge profitabiliteten ved at holde jobskabelse, investeringer og lønninger nede, holdt væksten i den samlede efterspørgsel nede og dermed undergravet deres eget incitament til at ekspandere.

Samtidig har firmaerne, i stedet for at øge investeringerne, produktiviteten og beskæftigelse for at øge profitterne, forsøgt at udnytte de ultra-lave låneomkostninger til at forbedre deres egen og deres aktionærers position ved hjælp af finansiel manipulation – ved at afbetale deres gæld, udbetale dividender og opkøb af egne aktier for at drive deres værdi op, især i form af en enorm bølge af fusioner og virksomhedsopkøb. I USA er både dividenders og tilbagekøb af aktiers andel af overskudshenlæggelsen eksploderet til det højeste niveau i efterkrigstiden. Det samme er sket over hele verdensøkonomien – i Europa, Japan og Korea.

Boblerne brister

Sagens kerne er at vi siden år 2000 har været vidne til den langsomste vækst i realøkonomien i USA og resten af den avancerede kapitalistiske verden siden 2. verdenskrig og den største udvidelse af den finansielle økonomi eller papirøkonomien i amerikansk historie. Man behøver ikke en marxist til at fortælle, at det ikke kan fortsætte.

Ligesom 1990’ernes boble på aktiemarkedet til sidst bristede, styrtede boligboblen selvfølgelig til sidst sammen. Som følge deraf kører den film med en ekspansion drevet af boligsektoren, som vi så under det cykliske opsving, nu baglæns. I dag er huspriserne allerede faldet med 5 % i forhold til deres højdepunkt i 2005, men dette er kun begyndelsen. Moody’s vurderer at når boligboblen er faldet helt sammen i starten af 2009, vil huspriserne nominelt være faldet med 20 % - og endnu mere i realpriser – klart det største fald i amerikansk efterkrigshistorie.

Ligesom den positive velstandseffekt af boligboblen drev økonomien fremad, driver den negative effekt af boligkrakket den tilbage. Når værdien af deres boliger falder, kan husstandene ikke længere betragte deres huse som kontantautomater, husstandes lån bryder sammen, og følgelig bliver husstandene nødt til at forbruge mindre.

Den underliggende fare er at de amerikanske husstande, der ikke længere kan lave en såkaldt opsparing gennem deres stigende boligværdier, pludselig vil begynde en reel opsparing, og hæve niveauet af den personlige opsparing, som nu er historisk lav, og trække forbruget ned. Firmaerne, der forstod hvordan enden på boligboblen ville påvirke forbrugernes købekraft, skar ned på nyansættelserne, hvilket førte til at beskæftigelsesvæksten faldt betydeligt fra starten af 2007.

Takket være den voksende boligkrise og beskæftigelsens lavere tempo var den reale pengestrøm ind i husstandene, som var steget med omkring 4,4 % i 2005 og 2006, allerede i anden kvartal af 2007 faldet til næsten nul. Med andre ord, hvis man lægger husstandenes reale disponible indkomst sammen med hævningen af deres friværdi, plus deres forbrugerkreditlån plus kapitalgevinstrealisationer, kommer man frem til at de penge, som husstandene faktisk havde at bruge, var holdt op med at vokse. Længe før den finansielle krise brød ud sidste sommer sang ekspansionen på sidste vers.

Det der gør nedturen så uhyre kompliceret og gør den så utrolig farlig er selvfølgelig subprime-sammenbruddet, som opstod som en direkte forlængelse af boligboblen. De mekanismer, som forbinder skrupelløs pantebelåning i titanisk målestok, massive boligtvangsauktioner, sammenbruddet for et værdipapirmarked som blev holdt oppe af subprime-lån [en særlig risikabel type lån til husstande med dårlig økonomi, red.] med krisen for de store banker, som direkte besad store mængder af disse værdipapirer, kræver en særskilt diskussion.

Man kan ganske enkelt konkluderende sige at økonomien, fordi bankernes tab er så alvorlige, allerede enorme, og sandsynligvis vil vokse sig meget større mens nedturen forværres, står med udsigten til en udtømning af kreditmulighederne i selv samme øjeblik som den glider ind i en recession, hvilket er uden fortilfælde i efterkrigstiden – og at regeringerne for at forhindre dette resultat står med et problem af et omfang uden sidestykke.

Robert Brenner er professor i historie ved UCLA (University of California, Los Angeles) og forfatter til bl.a. The Economics of Global Turbulence og The Boom and the Bubble. Oversat af Lars Henrik Carlskov fra Against the Current, nr. 132 (January/February 2008).