2009/11/30

En økologisk-social revolution


Nutidens økologiske krise udspringer af kapitalens voldsomme ekspansion ind på alle livets områder. En økologisk omstilling indebærer derfor også et opgør med det kapitalistiske system af global irrationalitet. Det skriver John Bellamy Foster i dette uddrag fra sin seneste bog The Ecological Revolution: Making Peace with the Planet, som vi bringer med tilladelse fra Foster og Monthly Review Press.

Målet om en økologisk revolution, som jeg her vil fremlægge det, har som indledende præmis, at vi befinder os midt i en global miljøkrise af et så enormt omfang, at hele klodens livsvæv er truet og dermed civilisationens fremtid.

Dette er ikke længere nogen særlig kontroversiel påstand. Der findes ganske vist forskellige opfattelser af størrelsen på den udfordring, som det rejser. Det ene ekstrem udgøres af dem, der mener, at eftersom der er tale om menneskelige problemer, som er fremkaldt af menneskelige årsager, lader de sig let løse. Det eneste, vi har brug for, er opfindsomhed og viljen til at handle. Det andet ekstrem udgøres af dem, der mener, at verdens økologiske tilstand forværres i et omfang og tempo, som overgår vores kontrolmidler, hvilket fører til de dystrest tænkelige forudsigelser. Selvom disse to synspunkter ofte ses som polære modsætninger, har de ikke desto mindre et fælles grundlag. Som Paul Sweezy bemærkede afspejler de begge ”den opfattelse, at hvis den nuværende udvikling fortsætter, er det kun et spørgsmål om tid før menneskeslægten uigenkaldeligt har besudlet sin egen rede.”[i]

Faresignaler
Jo mere vi lærer om den nuværende miljøudvikling, jo mere står det klart for os, at den nuværende kurs ikke er bæredygtig. Faresignalerne omfatter:

* Der er nu praktisk talt vished for, at den afgørende grænse i form af en temperaturstigning på 2 °C over det før-industrielle niveau snart vil blive overskredet på grund af ophobningen af drivhusgasser i atmosfæren. Videnskabsfolk mener, at klimaforandringer i denne størrelsesorden vil have betydningsfulde konsekvenser for verdens økosystemer. Spørgsmålet er ikke længere, om der vil ske betydelige klimaændringer, men hvor store de bliver.[ii]

* I det videnskabelige miljø er der stigende bekymring for, at vurderingerne fra FN’s klimapanel (IPCC), som i det værst tænkelige scenario projicerede en stigning på 5,8 °C i verdens gennemsnitlige temperatur i år 2100, er for optimistiske. For eksempel indicerer resultaterne fra verdens største klimamodelleringseksperiment, tilknyttet Oxford Universitet i Storbritannien, at den globale opvarmning kan stige næsten dobbelt så hurtigt som IPCC har vurderet.[iii]

* Eksperimenter ved bl.a. The International Rice Institute har fået videnskabsfolk til at konkludere, at hver temperaturstigning på 1 °C kan få udbyttet på ris, hvede og korn til at falde med 10 %.

* Det er nu en stadig mere udbredt opfattelse, at verden nærmer sig den maksimale produktion af råolie. Verdensøkonomien har derfor udsigt til mere begrænsede olieforsyninger, trods den hastigt stigende efterspørgsel. Alt dette peger i retning af en voksende global energikrise og iværksættelsen af krige om ressourcer.[iv]

* Kloden har udsigt til vandmangel på globalt plan på grund af aftapningen af uerstattelige grundvandmagasiner, som udgør hovedparten af verdens ferskvandsbeholdning. Dette udgør en trussel mod den globale landbrugssektor, som er blevet forvandlet til en bobleøkonomi baseret på en ikke-bæredygtig rovdrift på grundvandet. I dag har et ud af fire mennesker i verden ikke adgang til rent vand.[v]

* 2/3 af verdens store fiskebestande bliver i dag fisket ved eller over deres kapacitet. I løbet af det sidste halve århundrede er 90 % af verdenshavenes de store rovfisk blevet udryddet.[vi]

* Niveauet for udryddelse af arter er det højeste i 65 millioner år, med udsigt til en kaskade af udryddelser efterhånden som de sidste levn af intakte økosystemer fjernes. Allerede nu er udryddelsesraten i nogle tilfælde (som f.eks. fuglearter) 100 gange højere end ”normen” eller den ”naturlige” rate. Videnskabsfolk har udpeget 25 brændpunkter på landjorden, som kun udgør 1,4 % af verden jordoverflade, men rummer 44 % af karplantearter og 35 % af alle arter i fire hvirveldyrgrupper. Alle disse brændpunkter trues nu af hurtig udslettelse som følge af menneskelig aktivitet. Ifølge Stephen Pimm og Clinton Jenkins i Scientific American: ”Der findes stadig betydelige områder med intakt vildnis: fugtige tropiske skove som Amazon eller Congo, Afrikas mere tørre træstrækninger og Canadas og Ruslands nåleskove. Hvis fældningen af disse vildmarksskove fortsætter i det nuværende tempo, vil den sammenlagte udryddelsesrate for dem og brændpunkterne rundt omkring i verden snart være 1000 højere end målsætningen på én ud af en million.”[vii]

* Ifølge en undersøgelse offentliggjort af det amerikanske videnskabsakademi i 2002 overskred verdensøkonomien jordklodens gendannelseskapacitet i 1980 og havde i 1999 oversteget den med op til 20 %. Dette betyder, ifølge rapportens forfattere, at ”det ville kræve 1,2 jordkloder, eller en jordklode for hvert 1,2 år, for at gendanne det, menneskeheden forbrugte i 1999.”[viii]

* Spørgsmålet om forgangne civilisationers økologiske kollaps, fra Påskeøerne til Maya-indianerne, bliver i dag i stigende grad anset for også at omfatte nutidens globale kapitalistiske system. Dette synspunkt, som længe har været udbredt blandt miljøforkæmpere, er blevet populariseret af Jared Diamond i hans bog Collapse.[ix]

Disse og andre faresignaler indicerer, at menneskehedens nuværende forhold til miljøet ikke længere kan opretholdes. De mest udviklede kapitalistiske lande har de største økologiske fodaftryk per capita, hvilket demonstrerer, at i dag repræsenterer hele den globale kapitalistiske udviklingskurs en blindgyde.

Den herskende kapitalistklasses primære svar på den voksende miljøudfordring er fiflerier samtidig med, at Rom står i flammer. I det omfang der er en strategi, består den i at satse på en revolutionering af produktivkræfterne samtidig med, at det eksisterende system af sociale relationer bevares intakt. Det var Karl Marx, der i Det kommunistiske manifest som den første fremhævede ”de stadige omvæltninger i produktionen” som et kendetegn ved det kapitalistiske samfund. Nutidens velbeslåede interesser sætter deres lid til, at denne indbyggede proces af revolutionære teknologiske forandringer kombineret med markedets højt berømmede magi vil løse miljøproblemerne når og hvor det bliver nødvendigt.

I stærk kontrast dertil mener mange miljøforkæmpere nu, at teknologisk revolution alene ikke vil være tilstrækkeligt til at løse problemerne, og at der er behov for en mere vidtgående social revolution med det formål at transformere den nuværende produktionsmåde.

Great Transition-scenarier
I et historisk perspektiv kræver løsningen på spørgsmålet om samfundets økologiske transformation, at vi må fastslå: (1) i hvilken retning det globale kapitalistiske system for tiden bevæger sig; (2) hvilket omfang det kan ændre sin kurs gennem teknologiske og andre midler som svar på nutidens konvergerende økologiske og sociale kriser; og (3) de historiske alternativer til det eksisterende system. Det hidtil mest ambitiøse forsøg på at foretage sådan en bred vurdering er kommet fra The Global Scenario Group, som er et projekt lanceret af Stockholms Miljøinstitut for at undersøge overgangen til global bæredygtighed. The Global Scenario Group har udsendt tre rapporter – Branch Points (1997), Bending the Curve (1998) og den afsluttende undersøgelse Great Transition (2002). I det følgende vil jeg fokusere på den sidste af disse rapporter, Great Transition.[x]

Som navnet antyder, benytter The Global Scenario Group sig af forskellige alternative scenarier til at undersøge de mulige veje, samfund fanget i økologisk bæredygtighedskrise kan slå ind på. Deres afsluttende rapport fremlægger tre kategorier af scenarier: Conventional Worlds, Barbarization og Great Transition. Hvert af disse scenarier indeholder to varianter. Conventional Worlds består af Market Forces og Policy Reform. Barbarization kommer til udtryk i form af Breakdown og Fortress World. Great Transitions er opdelt i Eco-communalism og The New Sustainability Paradigm. Hvert scenario forbindes med forskellige tænkere: Market Forces med Adam Smith; Policy Reform med John Maynard Keynes og forfatterne til Brundtland Kommissionens rapport fra 1987; Breakdown med Thomas Malthus; Fortress World med Thomas Hobbes; Eco-communalism med William Morris, Mahatma Gandhi og E.F. Schumacher; og The New Sustainability Paradigm med John Stuart Mill.[xi]

Inden for Conventional Worlds-scenarierne står Market Forces for den utæmmede kapitalisme eller nyliberalismen. Den repræsenterer, med Great Transition-rapportens ord, ”den kapitalistiske ekspansions ildstorm.”[xii] Market Forces er en uindskrænket kapitalistisk verdensorden indrettet efter kapitalens akkumulation og hurtig økonomisk vækst uden hensyn til sociale eller økologiske omkostninger. Det afgørende problem, dette scenario rejser, er dets rovdyrs-agtige forhold til menneskeheden og jordkloden.

Det pres for at ophobe kapital, som er central i et Market Forces-regime, beskrives bedst med Marx almene formel for kapitalen (selvom den ikke omtales i selve Great Transition-rapporten). I et samfund med simpel vareproduktion (et abstrakt begreb for præ-kapitalistiske økonomiske formationer, hvor penge og marked spiller en underordnet rolle), eksisterer varernes og pengenes kredsløb i en form, V-P-V, hvor bestemte varer eller brugsværdier udgør slutpunktet for den økonomiske proces. En vare (V), som legemliggør en specifik brugsværdi, sælges for penge (P), der bruges til at købe en anden vare (V). Hvert eneste af sådanne kredsløb afsluttes med forbruget af en brugsværdi.

Når det kommer til kapitalismen, eller den generaliserede vareproduktion, begynder og slutter pengenes og varernes kredsløb imidlertid med penge, eller P-V-P. Dertil kommer, at eftersom penge blot er et kvantitativt forhold, ville sådan en udveksling ikke give mening, hvis der blev erhvervet den samme mængde penge i slutningen af processen som der blev udvekslet i begyndelsen, hvorfor kapitalens almene formel i realiteten antager formen P-V-P’, hvor P’ er lig med P + ∆P, eller merværdien. Det iøjnefaldende sammenlignet med simpel vareproduktion, er, at der ikke er noget egentligt slutpunkt for processen, eftersom målet ikke er det endelig forbrug, men akkumulationen af merværdi eller kapital. P-V-P’ i ét år fører derfor til, at ∆P bliver geninvesteret, hvilket resulterer i P-V-P’’ det følgende år og P-V-P’’’ året derefter ad infinitum. Med andre ord er kapital af natur selvekspanderende værdi.[xiii]

Drivkraften bag dette pres for at akkumulere er konkurrence. Konkurrencekampen sikrer, at hver eneste kapital eller virksomhed må vokse og, som følge deraf, må geninvestere sin ”fortjeneste” for at overleve. Sådan et system tenderer mod eksponentiel vækst ledsaget af kriser eller midlertidige afbrydelser af akkumulationsprocessen. Det pres, det sætter på naturomgivelserne, er umådeligt stort og vil kun mindskes med selve kapitalismens svækkelse eller ophør. I løbet af det sidste halve århundrede er verdensøkonomien vokset mere end syvfoldigt, hvorimod biosfærens kapacitet til at opretholde sådan en ekspansion, om noget, er blevet formindsket som følge af menneskets økologiske ødelæggelser.[xiv]

Hovedantagelsen hos dem, der taler for en Market Forces-løsning på miljøproblemerne, er, at den vil føre til stigende effektivitet i forbruget af miljømæssige input takket være teknologiske revolutioner og stadig markedstilpasninger. Forbruget af energi, vand og andre naturressourcer pr. enhed økonomisk output vil falde. Dette beskrives ofte som ”dematerialisering”. Imidlertid er den centrale implikation af dette argument forkert. Dematerialiseringen har, i det omfang den kan siges at finde sted, vist sig at være en langt svagere tendens end P-V-P’. Som Global Transition-rapporten formulerer det ”overhales ”vækst-effekten” af ”effektivitetseffekten””.[xv]

Dette kan forstås konkret ud fra det, der er blevet benævnt som Jevons-paradokset, opkaldt efter William Stanley Jevons, som udgav The Coal Question i 1865. Jevons, der var en af den neoklassiske økonomis grundlæggere, forklarede, at forbedringer af dampmaskinerne, som mindskede kulforbruget pr. outputenhed, også bevirkede en stigning i produktionens størrelse efterhånden som der blev bygget flere og større fabrikker. Som følge deraf havde den øgede effektivitet i brugen af kul også den paradoksale effekt at udvide det samlede kulforbrug.[xvi]

Farerne ved Market Forces-modelllen ses tydeligt af miljøødelæggelserne i de to århundreder, der er forløbet siden den industrielle kapitalismes fremkomst, især det sidste halve århundrede. ”Frem for at aftage”, erklærer Great Transition-rapporten, ”vil den ikke-bæredygtige miljønedbrydningsproces fortsat intensiveres. Faren for at overskride afgørende grænser i globale systemer vil forøges, hvilket vil kunne udløse begivenheder, som radikalt omformer klodens klima og økosystemer.” Selvom den er ”de fleste internationale institutioners uudtalte ideologi”, vil Markets Forces uundgåeligt føre til økologisk og social katastrofe, endda sammenbrud. Fortsættelsen af ””business-as-usual” er en utopisk fantasi”.[xvii]

Et langt mere rationelt grundlag for håb, fremhæver rapporten, kan findes i Policy Reform-scenariet. ”Scenariets kerne er fremkomsten af den politiske vilje til gradvist at bøje udviklingskurven i retning af en omfattende række af mål for bæredygtighed”, deriblandt fred, menneskerettigheder, økonomisk udvikling og miljøkvalitet.”[xviii] Dette er i bund og grund den Global Keyenesianisme-strategi, som blev fremført af Brundtland Kommissionens rapport i slutningen af 1980’erne – udvidelse af velfærdsstaten, der nu opfattes som en miljøvelfærdsstat, til hele verden. Den repræsenterer løftet om, hvad miljøsociologer kalder for ”økologisk modernisering”.

Policy Reform-tilgangen er indbygget i diverse internationale aftaler, såsom Kyoto-protokollen om global opvarmning og de miljøreformtiltag, der blev fremsat på Klimatopmøderne i Rio i 1992 og Johannesburg i 2002. Policy Reform ville indebære forsøg på at mindske global ulighed og fattigdom gennem udviklingsprogrammer, som udspringer fra de rige lande og internationale institutioner. Den ville fremme miljømæssige ”best practices” gennem statsunderstøttede markedsincitamenter. Trods potentialet for begrænset økologisk modernisering, fremhæver Great-Transition-rapporten, at Policy Reform ville kollidere med kapitalismens realiteter. Det skyldes, at Policy Reform stadig er et Conventional Worlds-scenario – hvor det kapitalistiske systems underliggende værdier, livsstile og strukturer fortsætter. ”Der er et modsætningsforhold mellem bæredygtighedens logik og det globale markeds logik. Det gensidige forhold mellem akkumulation af rigdom og koncentrationen af magt underminerer det politiske grundlag for forandringer.” Under disse omstændigheder vil ”Mammonguden og den Almægtige dollars dragende magt” herske.[xix]

Da begge Conventional World-scenariernes er ude af stand til at mindske problemet med økologisk tilbagegang, medfører det en trussel om Barbarization: enten Breakdown eller Fortress World. Breakdown forklarer sig selv og må undgås for enhver pris. Fortress World opstår når ”magtfulde regionale og internationale aktører forstår de farlige kræfter, der fører til Breakdown”, og er i stand til at beskytte deres egne interesser i tilstrækkelig grad til at oprette ”beskyttede enklaver.”[xx] Fortress World er et verdensomspændende apartheidsystem, som er indhegnet og opretholdes med magt, hvor skellet mellem de rige og fattige på globalt plan konstant uddybes, og hvor den ulige adgang til miljømæssige ressourcer og goder øges kraftigt. Den består af ”bobler af privilegier midt imellem oceaner af elendighed... Eliterne har stoppet barbarismen ved deres porte og gennemtvunget en form for miljøstyring og flygtig stabilitet.”[xxi] Klodens generelle miljøtilstand vil imidlertid fortsat forringes i dette scenario, hvilket enten vil føre til et fuldstændigt økologisk Breakdown eller gennem revolutionær kamp til et mere egalitært samfund, såsom Eco-communalism.

Denne beskrivelse minder bemærkelsesværdigt meget om det scenario, som blev fremlagt i Pentagon-rapporten Abrupt Climate Change and Its Implications for United States National Security fra 2003.[xxii] Denne Pentagon-rapport forestillede sig, at global opvarmning muligvis ville føre til afbrydelse af den thermohaline cirkulation, som opvarmer Nordatlanten, hvilket ville slynge Europa og Nordamerika ind i forhold som i Sibirien. Det beskrives hvordan de relativt velstående befolkninger under sådanne usandsynlige, men dog plausible, omstændigheder opfører ”defensive forter” omkring sig for at holde strømme af potentielle immigranter ude. De militære konfrontationer over knappe ressourcer intensiveres.

Man kan argumentere for, at utæmmet kapitalisme og ressourcekrige allerede i dag driver verden i denne retning, selvom det ikke har en så umiddelbart jordrystende årsag som pludselige klimaændringer. Med ”Krigen mod terror”, som siden 11. september 2001 er blevet udløst af USA mod det ene land efter det andet, har et ”barbarismens imperium” gjort sin tilstedeværelse nærværende.[xxiii]

Ikke desto mindre spiller Barbarization-scenarierne, i Global Scenario Groups perspektiv, blot den rolle at advare os om de værst tænkelige farer i form af økologisk og social nedgang. Great Transition er nødvendig, hævdes det, hvis Barbarization skal undgås.

I teorien forestiller sig Global Scenario Group sig to Great Transitions: Eco-communalism og The New Sustainability Paradigm. Eco-communalism-scenariet bliver dog overhovedet ikke diskuteret detaljeret, med den begrundelse, at frembringelsen af dette scenario ville kræve , at verdenssamfundet først gennemgik Barbarization. Global Scenario Groups forfattere ser Eco-communalisms sociale revolution som noget, der lægger hinsides Jack Londons Iron Heel. Diskussionen af Great Transition-scenarierne indskrænkes dermed til The New Sustainability Paradigm.

Kernen i The New Sustainability Paradigm består af en radikal økologisk transformation, som går imod det uindskrænkede ”kapitalistiske hegemoni”, men viger tilbage for en fuldstændig social revolution. Den skal primært gennemføres via en ændring af værdier og livsstil frem for transformationen af sociale strukturer. De politiske og teknologiske fremskridt, som begyndte med Policy Reform-scenariet, men som på grund af grådighedens normers dominans var ude af stand til at skabe tilstrækkelige miljøreformer, bliver her suppleret af et ”livsstilsbrud”.[xxiv]

I det eksplicit utopiske New Sustainability Paradigm-scenario omdannes FN til ”Verdensunionen”, som er en ægte global føderation. Globaliseringen er blevet ”civiliseret”. Verdensmarkedet er fuldt integreret og tæmmet til at frembringe lighed og bæredygtighed, i stedet for blot rigdom. Krigen mod terrorismen har resulteret i terroristernes nederlag. Civilsamfundet, der repræsenteres af de ikke-statslige NGO’er, spiller både nationalt og globalt plan en ledende rolle i samfundet. Stemmeafgivelsen foregår elektronisk. Fattigdom er blevet udryddet. Den almindelige ulighed er mindsket er drastisk. Dematerialiseringen finder faktisk sted, ligesom det er tilfældet med ”forureneren betaler”-princippet. Reklameindustrien er forsvundet af syne. Der er sket en overgang til solenergi-baseret økonomi. Lange rejser mellem bolig og arbejdspladser hører fortiden til; i stedet findes der ”integrerede bosættelser”, hvor bolig, arbejde, detailforretninger og fritidsfaciliteter er i nærheden af hinanden. De gigantiske virksomheder er blevet fremsynede sociale organisationer, i stedet for blot private enheder. De er længere udelukkende optaget af den økonomiske bundlinje, men har ændret sig til også at indarbejde miljømæssige bæredygtighed og social økologi som målsætninger uafhængige af profit.

Det hævdes, at fire former for aktører tilsammen har frembragt alt dette: (1) de gigantiske transnationale virksomheder; (2) mellemstatslige organisationer som FN, Verdensbanken, Den Internationale Valutafond og World Trade Organization; (3) civilsamfundet der handler gennem NGO’erne; og (4) en verdensbefolkning, som har globalt udsyn, er miljøbevidst samt demokratisk organiseret.[xxv]

Til grund for dette ligger økonomisk set begrebet om en stationær tilstand, der er beskrevet af Mill i hans værk Principles of Political Economy fra 1848, og i dag fremføres af den økologiske økonom Herman Daly og den Whitehead-inspirerede procesfilosof John Cobb. De fleste klassiske økonomer – deriblandt Adam Smith, David Ricardo, Thomas Malthus og Karl Marx – anså udsigten til en stationær tilstand som et forvarsel om den borgerlige politiske økonomis undergang. I modsætning dertil anså Mill, som Marx (i efterskriftet til den 2. tyske udgave af Kapitalen) beskyldte for ”åndløs synkretisme”, den stationære tilstand for på en eller anden måde at være kompatibel med de eksisterende produktionsforhold, hvilket medførte, at der kun var brug for ændringer i distributionen.[xxvi]

I New Sustainability Paradigm-scenariet, der som inspiration har Mills opfattelse af den stationære tilstand, forbliver kapitalismens grundlæggende institutioner intakte, ligesom det er tilfældet med de fundamentale magtforhold, men en ændring af livsstil og forbrugernes orientering betyder, at økonomien ikke længes er indstillet efter økonomisk vækst og højere profitter, men efter effektivitet, retfærdighed og kvalitative livsforbedringer. Et kapitalistisk samfund, som tidligere blev drevet frem til udvidet reproduktion gennem investeringen af merproduktet (eller merværdien), er blevet erstattet af et system bygget på simpel reproduktion (Mills stationære tilstand), hvor overskuddet går til forbrug frem for investeringer. Der er tale om en vision, hvor en kulturel revolution supplerer teknologisk revolution og radikalt ændrer det kapitalistiske samfunds økologiske og sociale landskab, uden grundlæggende at røre ved de produktions-, ejendoms- og magtforhold, som karakteriserer dette system.

Efter min mening er der både logiske og historiske problemer forbundet med denne prognose. Den kombinerer de svageste elementer i utopisk tænkning (nemlig at konstruere en fremtid udelukkende ud fra håb og ønsker) med et ”praktisk” ønske om at undgå et skarpt brud med det eksisterende system.[xxvii] Global Scenario Groups manglende evne til at udforske sit eget Eco-communalism-scenario er uløselig forbundet med dette perspektiv, som forsøger at undvige spørgsmålet om den mere gennemgribende social transformation, som ville være forudsætningen for en Great Transition.

Resultatet deraf er en fremtidsvision, som er ekstrem fyldt med selvmodsigelser. Private virksomheder har ét og kun ét formål: jagten på profit. Forestillingen om at kunne omstille dem til fuldstændig anderledes og modsatte sociale mål minder om det for længst forladte begreb om ”the soulful corporation”, der en kortvarigt dukkede op i 1950’erne og dernæst forsvandt i lyset af den barske virkelighed. Mange af ændringer, der er forbundet med The New Sustainability Paradigm, ville for at kunne gennemføres kræve en klassebaseret revolution. Og dog udelukker scenarioet selv dette. I stedet giver Global Scenario Group-forfatterne sig i kast med en form for magisk tænkning – og benægter, at grundlæggende ændringer af produktionsforholdene må ledsage (og undertiden endda gå forud for) ændringen af værdier. Ligesom det er tilfældet med Policy Reform-scenariet vil ”Mammonguden” – som Great Transition-rapporten selv påpeger – uundgåeligt overvinde en værdibaseret Great Transition, som forsøger at undgå den udfordring, der består i den revolutionære transformation af hele samfundet.

En økologisk-social revolution
Mere simpelt formuleret er det min påstand, at en global økologisk revolution, der lever op til navnet, kun kan finde sted som led i en større social – og, vil jeg hævde, socialistisk – revolution. Sådan en revolution ville for at kunne frembringe betingelserne for den lighed, bæredygtighed og menneskelig frihed, som er en ægte Great Transition værdig, nødvendigvis få sin største drivkraft fra arbejderbefolkningen og samfundene på bunden af det globale kapitalistiske hierarki. Den ville kræve, som Marx fremførte, at de associerede producenter på rationel vis regulerer det menneskelige stofskifte-forhold med naturen. Det ville anvende en radikalt anderledes målestok for rigdom og menneskelig udvikling end det kapitalistiske samfund.

Når vi skal forestille os sådan en social og økologisk revolution, kan vi, som Marx, hente inspiration i det det gamle epikuræiske begreb om ”naturlig rigdom”. Som Epikur bemærkede i sin Grundlæggende læresætninger: ”Naturlig rigdom er både begrænset og let opnåelig; unyttige grillers rigdom fortsætter for evigt.” Det er den unaturlige og ubegrænsede karakter af sådan en fremmedgjort rigdom, der er problemet. På samme måde erklærede Epikur i det, der er blevet kendt som Vatikanske sentenser: ”Fattigdom er, når den sammenlignes med livets naturlige formål, stor rigdom; men ubegrænset rigdom er stor fattigdom.”[xxviii] Den frie menneskelige udvikling, som opstår i et klima af naturlige begrænsninger og bæredygtighed, er det sande grundlag for rigdom, for en rig og mangesidet eksistens; den grænseløse jagt på rigdom er den primære årsag til menneskelig fattigdom og lidelse. Det er overflødigt at påpege, at denne bekymring for naturligt velvære, i modsætning til kunstige behov og stimulanter, udgør det kapitalistiske samfunds antitese og er forudsætningen for et bæredygtigt menneskeligt samfund.

En Great Transition må derfor have de kendetegn, som følger af det scenario, Global Scenario Groups sprang let henover: Eco-communalism. Den må hente inspiration hos William Morris, en af Karl Marx’s mest originale og økologisk-bevidste tilhængere, fra Gandhi og fra andre radikale, revolutionære og materialistiske personligheder, deriblandt Marx selv, helt tilbage til Epikur. Målet må være skabelsen af bæredygtige samfund indrettet efter udviklingen af menneskelige behov og evner, fri for det altopslugende pres for at akkumulere rigdom (kapital).

Som Marx skrev, starter det nye system med ”samfundenes selvforvaltning”.[xxix] Skabelsen af en økologisk civilisation kræver en social revolution, der, som Roy Morrison forklarer, må være demokratisk-organiseret fra neden. ”Samfund efter samfund… region efter region”. Den må sætte tilfredsstillelsen af grundlæggende menneskelige behov – ren luft, uforurenet vand, ordentlig sanitet, sociale transportformer samt universelle sundheds- og uddannelsesydelser, der hver især forudsætter et bæredygtigt forhold til kloden - før alle andre behov og ønsker. ”En økologisk dialektik” efter disse retningslinjer, fremhæver Morrison, ”forkaster ikke kamp, men den industrielle negations endeløse slagteri” i den ubegrænsede profits interesse.[xxx]

Sådan en revolutionær omvæltning af de menneskelige forhold kan måske virke usandsynlig. Men fortsættelsen af det nuværende kapitalistiske system over et længere tidsrum vil vise sig umulig – hvis den eksisterende menneskelige civilisation og livsvævet skal opretholdes.


John Bellamy Foster er professor i sociologi ved University of Oregon og er foruden The Ecological Revolution forfatter til bl.a. Naked Imperialism (2006) og Marx's Ecology (2000), som alle er udgivet af Monthly Review Press. Oversat af Lars Henrik Carlskov.


--------------------------------------------------------------------------------

[i] Paul M. Sweezy, “Capitalism and the Environment,” Monthly Review 41, no. 2 (June 1989), 4.

[ii] International Climate Change Task Force, Meeting the Climate Challenge, January 2005, http://www.americanprogress.org.

[iii] The Times (London), January 27, 2005.

[iv] Se kapitel 4.

[v] Bill McKibben, “Our Thirsty Future,” New York Review of Books, September 25, 2003.

[vi] Worldwatch, Vital Signs 2005, http://www.worldwatch.org; Brett Clark og Rebecca Clausen, “The Oceanic Crisis,” Monthly Review 60, no. 3 (July-August 2008): 91, 94–97.

[vii] Stuart L. Pimm og Clinton Jenkins, “Sustaining the Variety of Life,” Scientific American, September 2005, 66–73; Stuart L. Pimm og Peter Raven, “Extinction by Numbers,” Nature, February 24, 2000, 843–45.

[viii] Mathis Wackernagel et al., “Tracking the Ecological Overshoot of the Human Economy,” Proceedings of the National Academy of Sciences 99, no. 14 (July 9, 2002): 9268.

[ix] Jared Diamond, Collapse (New York: Viking, 2005).

[x] Paul Raskin, Tariq Banuri, Gilberto Gallopín et al., Great Transition: The Promise and Lure of the Times Ahead (Boston: Stockholm Environment Institute, 2002), http://www.gsg.org.

[xi] Raskin et al., The Great Transition, 17–18.

[xii] Raskin et al., Great Transition, 7.

[xiii] Karl Marx, Capital, vol. 1 (New York: Vintage, 1976), 247–57; Paul M.Sweezy, Four Lectures on Marxism (New York: Monthly Review Press, 1981), 26–36. En stor del af Marx’s analyse i Kapitalen beskæftiger med, hvor ∆P eller merværdien kommer fra. Han argumenter for, at det for at besvare dette spørgsmål er nødvendigt at gå ned under udvekslingsprocessen og udforske den kapitalistiske produktions skjulte kroge – hvor det afsløres, at kilden til merværdien skal findes i processen, hvor arbejderklassen udbyttes.

[xiv] Lester Brown, Outgrowing the Earth (New York: W.W. Norton, 2004).

[xv] Raskin et al., Great Transition, 22.

[xvi] Se kapitel 6.

[xvii] Raskin et al., Great Transition, 22–24, 29.

[xviii] Ibid., 33.

[xix] Ibid., 41, 77.

[xx] Ibid., 25.

[xxi] Ibid., 27.

[xxii] Se kapitel 5.

[xxiii] John Bellamy Foster, Naked Imperialism (New York: Monthly Review Press, 2006), 147–60.

[xxiv] Raskin et al., Great Transition, 47.

[xxv] Ibid., 71–90.

[xxvi] Mill opfattede på den tid ganske vist sig selv som en slags socialist. Se John Stuart Mill, Principles of Political Economy (New York: Longmans, Green, and Co., 1904), 452–55.

[xxvii] Se Bertell Ollman’s diskussion i “The Utopian Vision of the Future (Then and Now),” Monthly Review 57, no. 3 (July-August 2005): 78–102.

[xxviii] Epicurus, The Extant Remains, translated by Cyril Bailey (New York: Limited Editions Club, 1947), 161. Om Marx’s forhold til Epikur se John Bellamy Foster, Marx’s Ecology (New York: Monthly Review Press, 2000).

[xxix] Marx and Engels, Collected Works, vol. 24 (New York: International Publishers, 1975), 519; Paul Burkett, “Marx’s Vision of Sustainable Human Development” i Monthly Review 57, no. 5 (October 2005): 34–62.

[xxx] Roy Morrison, Ecological Democracy (Boston: South End Press, 1995), 80, 188.

2009/09/30

Tilbage til Marx og ”Kapitalen” - interview med Andrew Kliman


Den nuværende økonomiske krise udspringer ikke af faldende lønninger, men af faldende profitrater. Derfor vil økonomisk omfordeling ikke kunne løse krisen. Det siger den amerikanske professor i økonomi Andrew Kliman i dette interview, hvor han også fortæller om sin bog Reclaiming Marx’s Capital, der tilbageviser en række populære myter om Marx’s økonomiske teori.

Du er en stor fortaler for Marx’s teori om profitratens faldende tendens, og du har forsket meget inden for dette område. Kan du give et kort resumé af din udlægning af teorien om den faldende profitrate?

Marx sagde, at det er den moderne politiske økonomis vigtigste lov, og det mener jeg, at vi for tiden ser i praksis. Grunden til, at værdi hos Marx er så vigtig er, at den er udtryk for kapitalismens fundamentale modsigelse, nemlig på den ene side voldsomme produktionsmuligheder og voksende og hastige teknologiske forandringer, især sammenlignet med andre samfund. Derfor har kapitalismen en tendens til at vokse og vokse uden begrænsninger. På den anden side er kapitalismen et selvbegrænsende system, fordi produktionens formål er værdiens selvekspansion. Derfor sker der meget hurtige teknologiske fremskridt, som møder deres egen barriere i form af en utilstrækkelig værdiproduktion, hvilket fører til kriser. Faktisk er det en meget simpel pointe, som forklarer denne interne modsigelse: Når produktiviteten stiger, falder vareværdierne, og varepriserne har også en tendens til at falde. Dette er simpelthen kapitalismens natur. Ud fra den enorme vækst skulle man tro, at profitraten ville stige, men det modvirkes af et prisniveau, der nu er lavere sammenlignet med før. Eller af en voksende inflation, som vil have samme effekt.

Der tales ofte om de tendenser, der modvirker den faldende profitrate. En af dem er en øget udbytningsgrad, f.eks. i form af lavere lønninger. Faktisk siger nogle meget prominente marxistiske økonomer, at profitraten ikke spiller en rolle for den nuværende krise, fordi lønningerne er stagneret eller faldet i løbet af de sidste 20-30 år. Hvad er dit syn på denne modvirkende tendens og dens relevans for den nuværende krise?

En øget udbytningsgrad kan naturligvis hæve profitraten. Hvis man ser på dataene for USA siden 1929, eller de sidste ca. tre årtier, kan jeg ikke se noget, der tyder på, at den øgede udbytningsgrad på lang sigt har hævet profitabiliteten. Den øgede udbytningsgrad spiller en rolle i en analyse, men den ser ikke ud til at haft en stor effekt på profitraten. Profitratens tendens har været faldende siden det boom, som startede med 2. verdenskrig. I løbet af de sidste ca. 25 år er profitraten ikke faldet yderligere, men den er heller aldrig blevet genoprettet til det tidligere niveau. Vi har altså været vidne til en form for stagnation, og her taler jeg ikke om stagnation i samme betydning, som tilhængerne af teorier om underkonsumption og manglende effektiv efterspørgsel. De siger, at profitraten ikke er en faktor i den nuværende situation, fordi profitraten ikke i den forudgående periode er styrtdykket og derefter har udløst en krise. Men den lavere profitabilitet og den manglende genopretning af profitratens niveau, er en faktor, som har betinget det sidste kvarte århundrede og har ført til forsøgene på at få økonomien til at vokse hurtigere via gældsstiftelse og midler som øget udbytning. Men dette har ikke virket og har ført til gentagne bobler, hvor den nuværende krise er den alvorligste af disse.

Ikke nogen Star Trek-verden
En anden modvirkende tendens, der ofte nævnes, er de faldende priser på maskiner, altså konstant kapital. Hvis faldet sker hurtigt nok, vil det modvirke den faldende profitrate. Hvordan ser du på denne modvirkende tendens?

Dette er en modvirkende tendens, men den må forstås korrekt. Med andre ord, hvis man kan købe en maskine for 80.000 kroner i stedet for 100.000 kroner, ville det tendere til at hæve profitraten, fordi det investerede beløb er 20 % mindre. Dette er blevet systematisk misbrugt af de forfattere, som vi [dvs. økonomer der ligesom Kliman tilhører den såkaldte Temporal Single-system Interpretation-skole, red.] kalder for simultanister, fordi de er tilhængere af simultan værdibestemmelse og tilskriver Marx tanken om simultan værdibestemmelse. Vi kalder dem også fysikalister, fordi følgen af simultan værdibestemmelse er en fysisk bestemt profitrate. Men det som billiggørelsen af konstant kapital ikke kan gøre, er med tilbagevirkende kraft at reducere den værdi, der blev investeret i fortiden, og dette er afgørende i forhold til den faldende profitrate. Forholdsmæssigt investerede kapitalisterne for meget værdi i fortiden, fordi der er en tendens til, at inflationsraten trykkes ned på grund af hastigheden på de teknologiske forandringer. Derfor er billiggørelsen af produktionsmidler en modvirkende kraft, men den virker ikke i forhold til tidligere investeringer, kun i forhold til nye investeringer. Derfor er denne modvirkende tendens ikke så vigtig som folk gør den til. Hvis man lever i en Star Trek-verden, hvor fortiden kan ændres, kan man ganske vist hæve profitraten, fordi det i nutiden er billigere at producere. I virkelighedens verden forholder det sig ikke sådan, for kapitalisterne interesserer sig for afkastet på det faktiske beløb, de har investeret, ikke afkastet sammenlignet med, hvad de kunne have købt produktionsmidler for i dag.

Kan automatiseringen nogensinde nå et niveau, hvor det vil være umuligt at komme ud af en krise?

Hvis værdierne og priserne på aktiver, finansielle aktiver og realaktiver som maskiner osv., falder nok, på grund af destruktionen af kapital eller værdiforringelse, kan der i princippet altid komme et nyt boom. Det er lige meget, hvor lidt merværdi der produceres, hvis værdiansættelsen og den investerede kapital er lille i forhold dertil. Det er forholdet mellem disse to faktorer, der er afgørende.

Økonomer som Robert Brenner fremfører en teori om profitratens fald og konkurrencen mellem allerede etablerede kapitalister og kapitalister, der træder ind på markedet. Hvad er din kritik af denne teori?

Jeg mener, at Brenners teori bygger på en grundlæggende misforståelse, der i høj grad udspringer af de
påståede selvmodsigelser hos Marx og af Okishio-teoremet [efter den japanske økonom Nobuo Okishio 1927-2003, red.], der angiveligt har modbevist Marx’s synspunkt. I modsætning til Marx hævder Okishio-teoremet, at teknologiske fremskridt hæver profitraten. Den afgørende fejl Brenner begår, er at hævde, at faldende priser ikke sænker profitraten, hvis der er tilstrækkelig efterspørgsel. Der kan altså være en form for gavnlig deflation som følge af teknologiske fremskridt. Ifølge Brenner vil faldende priser i en situation med manglende efterspørgsel have en modvirkende tendens på den faldende profitrate. Dette holder simpelthen ikke stik. Profitraten bekymrer sig ikke om, hvorfor priserne falder. Faldende priser vil have den samme effekt på profitraten, uanset hvad prisfaldet skyldes. Jeg mener derfor, og det skriver jeg også i min bog Reclaiming Marx’s Capital, at Brenner er blevet ført på afveje af fysikalistiske, simultanistiske marxistiske økonomer, som er tilhængere af Okishio-teoremet. Det han forsøger at gøre, er at frembringe en teori om den faldende profitrate, men under en selvpålagt begrænsning om, at profitraten ikke kan falde som følge af arbejdsbesparende teknologiske forandringer, og her mener jeg, at han går galt i byen. Dette får ham til at tro, at faldende priser og en faldende inflationstendens ikke vil have en effekt, hvis den blev frembragt af teknologiske forandring i stedet for konkurrence. Dette mener jeg simpelthen ikke holder stik på et teoretisk plan.

Inden for Temporal Single-system Interpretation-skolen siger I, at priserne bestemmes af produktionspriserne, ikke af værdi. Hvordan kan værdi være relevant i dag, hvis det er produktionspriserne, der formidler priserne?

Det vil jeg give et meget kort og simpelt svar på. På den enkelte industris niveau bliver priserne ikke bestemt af værdier, men løsningen på det såkaldte transformationsproblem, eller hvad Marx’s teori siger, er, at samlet set, når man ser på samfundet som helhed, er totalen af alle priser lig med totalen af de producerede værdier, og summen af alle profitter er lig med merværdien. Så på et samlet, systemisk niveau hersker værdiforholdene stadig. Hvis der ikke produceres tilstrækkelig værdi, hvis der ikke produceres nok merværdi, sætter det en grænse for landets samlede indkomst, for den samlede pris på al output, på den samlede profit.

Omfordeling kan ikke løse krisen
Det er i dag en udbredt opfattelse på venstrefløjen, at den aktuelle krise er et resultat af stagnerende lønninger eller manglen på effektiv efterspørgsel, men det mener du ikke. Hvad er din kritik af denne opfattelse, og hvordan stemmer den kendsgerning, at lønningerne har stagneret, overens med din teori?

Det er en kendsgerning, at almindelige arbejderes realløn faldt i 1970’erne, men kapitalismen lever af profit. Dens drivkraft er profit, selvekspanderende værdi, merværdi, så når lønningerne falder, stiger profitten, forstået på den måde, at hvis arbejderne får en mindre del af kagen, får kapitalisterne en større. Det siges derfor typisk, at hvis arbejderne ikke får nok i løn, kan de ikke købe hele produktet, der derfor angiveligt ikke kan sælges. Imidlertid forbruger rige mennesker også. De får dividender, de modtager renteafkast og de køber ting. Men derudover findes der efterspørgsel i form af virksomhedernes investeringer. De bygger fabrikker, de bygger kontorbygninger, de bygger storcentre, de installerer maskiner og de installerer computersystemer med deres profitter. Så dette er altså også efterspørgsel. Fejltagelsen består altså i at tro, at efterspørgsel kun kan være forbrugerefterspørgsel. Kapitalisterne er ligeglade hvordan de tjener deres profitter, hvem de sælger til, om det er til forbrugere eller andre kapitalister. Her indvender underkonsumptionistiske økonomer altid, at al produktion i sidste ende er produktion for menneskeligt forbrug. Dette understreges f.eks. meget kraftigt i Paul Sweezys The Theory of Capitalist Development, men han fremsætter ikke noget argument til at underbygge det, så det er blot en påstand. Jeg er aldrig stødt på andet end en påstand i den henseende, og der er ingen grund til at tro, at det skulle være korrekt. Man kan have mineudstyr til at udvinde jern, hvoraf der produceres stål, som bruges til at bygge maskiner, hvilket kan gentage sig i et cirkulært mønster, så kapitalen i første afdeling [dvs. den afdeling, hvor der produceres produktionsmidler, modsat anden afdeling der producerer forbrugervarer, red.] kan vokse internt, uden at være begrænset af forbrugerefterspørgsel. Der findes altså efterspørgsel, som ikke i sidste ende er forbrugerefterspørgsel. Sådan lyder en stor del af forklaringen. Pointen er altså, at lavere lønninger ikke sætter nogle grænser, for i princippet kan der være tilstrækkelig efterspørgsel i form af investeringer. Hvis arbejderne får mindre, er der mere profit, som kan investeres, hvis det ikke uprofitabelt at gøre det. Der kan altså være tilstrækkelig investeringsefterspørgsel, og der vil ikke være nogen krise. Krisen udspringer af noget andet, nemlig fra en forudgående situation med manglende profitabilitet. Jeg mener, at dette spørgsmål lige nu har stor politisk betydning, fordi mange mennesker siger, at krisen er forårsaget af manglende effektiv efterspørgsel på grund af lavere lønninger, og dette fører frem til at sige, at vi kan løse krisen ved at omfordele indkomsterne til fordel for de lavestlønnede. Der kan altså eksistere en kapitalisme, som fungerer bedre for flertallet af befolkning og som kan komme ud af krisen via politiske tiltag, som er progressive, men holder sig inden for kapitalismens rammer. Det tror jeg ikke vil kunne lade sig gøre. Jeg mener ikke, at et mindre, frem for et mere, profitabelt kapitalistisk system vil kunne komme ud af krisen. Kapitalismen behøver profitabilitet for at overleve. Kapitalisterne behøver profitincitamentet for at investere, udlåne penge osv. Jeg tænker derfor på, hvad der ville ske, hvis Obama havde nogle venstreorienterede rådgivere, og man afprøvede denne trickle-up strategi med at hæve lønningerne - og dette ikke mindskede krisen, men gjorde profitabiliteten endnu lavere og destabiliserede systemet yderligere. Hvad ville der så ske? Der vil komme en alvorlig reaktion, og det må befolkningen være forberedt på. Men den vil ikke forberedt på det, hvis den får at vide, at det, der er godt for arbejderklassen, er godt for det kapitalistiske Amerika.

De frygter gentagelse af 1930’erne
Hvordan kom kapitalismen så ud af Den Store Depression i 1930’erne?

Det var destruktionen af kapital, som fik kapitalismen ud af den store depression, ligesom det er sket i alle dens andre større kriser. Det anderledes dengang var, at dette ikke skete via markedskræfterne, men krævede statskapitalisme, statsintervention i økonomien og i sidste ende 2. verdenskrig til at destruere kapital i fysisk og værdimæssig forstand. En af måderne, man kan se det på, er ved at se på vækstraterne i per capita BNP efter krigen. Disse var højest i de lande, som havde været udsat for mest ødelæggelse, i Europa og Japan, og lavere i de engelsk-talende lande, som USA, Canada, Australien og Storbritannien. Destruktionen af kapital er altså den mekanisme, som skaber et nyt opsving. Men den særlige form, det antager, er historisk specifik, og sidste gang antog det en meget, meget destruktiv og antisocial form, og dette mener jeg bør vække bekymring i dag.

Hvorfor skete det ikke i 1970’erne? Hvorfor blev der ikke destrueret kapital?

Jeg tror, at den herskende klasse simpelthen var bange for at lade Den Store Depression gentage sig, og de tænker på samme måde i dag. Kapitalismen sættes under et betydeligt pres og systemets stabilitet trues, hvis man lader kapital blive destrueret. Konservative økonomer talte ellers for sådan en løsning, og det samme gjaldt angiveligt også Hoovers finansminister Andrew Mellon, men dette stiller politisk spørgsmålstegn ved systemet, for hvor meget ødelæggelse kan systemet rumme? Under Den Store Depression så man også en utrolig radikalisering, især blandt arbejderbefolkningen, og de kan jo give systemet dødsstødet. Det tror jeg ikke, at man vil risikere at gentage. Det man i stedet har gjort, er at forsøge at tildække krisen, og det forhindrer ødelæggelser i gigantisk målestok, men forlænger også krisen. Det klassiske eksempel på dette, er det, der skete i Japan under deres såkaldte ”forspildte årti”, hvor regeringen afviste at lade usikker gæld blive nedskrevet, banker krakke osv. Den prøvede at holde det hele kørende, og i stedet for en udrensning af de gamle værdier, en udrensning, der ville være meget ødelæggende ved, at de gamle ejere mistede penge, arbejdspladser gik tabt osv., men hvor der så ville komme et nyt opsving, styrede de ind på en vej med stagnation. Og dette kan betragtes som en slags metafor for alt det, der også er sket i de andre dele af den udviklede kapitalistiske verden.

Angreb på Marx fra venstre side
De fleste af angrebene på Marx kommer fra neo-klassiske økonomer eller tilhængere af den østrigske skole. Men i dit arbejde er modstanderne ofte neo-ricardianere eller sraffianere, som de fleste uden for den akademiske verden end ikke har hørt om. Hvorfor er det så vigtigt for dig at beskæftige dig med disse retninger?

Først og fremmest har disse mennesker indflydelse, selvom det er gennem andre. F.eks. nævnte du Robert Brenner. Han har skrevet det mest omdiskuterede marxistiske værk i de sidste to eller tre årtier [The Economics of Global Turbulence fra 1998, red.], og det er et marxistisk værk om kriseteori. Det er på 250 sider, og alligevel spiller Marx’s kriseteori dårligt nok nogen rolle i bogen. Den afvises på et tidligt tidspunkt, i en fodnote i 1. kapitel. Og det eneste Brenner behøver at gøre for at afvise den, er at skrive, at Okishio og John Roemer [amerikansk økonom og politolog, red.] har vist, at Marx’s profitrate simpelthen hen ikke kan være korrekt og strider imod sund fornuft. Brenners teori er altså kendt og bliver diskuteret, så selvom man måske ikke kender navnet Okishio eller end ikke har hørt om John Roemer, har de altså indflydelse. De såkaldte neo-ricardianere og sraffianere spiller en central rolle, fordi det er dem, der angiveligt har påvist Marx’s selvmodsigelser. Og det er dem, som forhindrer Marx’s egen oprindelige teori fra at være en del af det offentlige rum. Man får således i stedet en korrektion, som de kalder det, eller en revision, men det er en anden teori. Derfor spiller sraffianerne en utrolig vigtig rolle i den akademiske verden og andre steder, hvor sådanne idéer frembringes. Et andet eksempel, er, at når man først skrotter Marx’s værditeori, som han selv formulerede den, må man stille spørgsmålet: Er udbytningen af arbejdere virkelig kilden til al profit, som Marx sagde? Her siger fysikalisterne, sraffianerne og ricardianerne, at der ikke er grund til bekymring, for de har opfundet noget ved navn ”the fundamental marxian theorem”, som viser, at udbytning er den eneste kilde til profit, selvom Marx’s værditeori må smides på historiens losseplads. Rent faktisk er dette ”fundamental marxian theorem”, som de fremsætter, ikke korrekt. Når først man skrotter Marx’s værditeori, som han selv formulerede den, kan man ikke længere vise, at profitten stammer fra udbytning. Alt dette kommer også til udtryk i mere populære værker som The ABCs of Political Economy af Robin Hahnel, som udgives af Pluto og findes som paperback. Det er et meget sraffiansk værk og inspireret af John Roemers arbejde. Jeg har derfor været meget opsat på at lade Marx få muligheden for at tale på egne vegne. Jeg mener, at han bør have muligheden for at få sin teori hørt og behandlet på sine egne præmisser. Vi har ikke brug for en eller anden mellemmand til at fortælle os, hvad Marx sagde eller ændre det til, hvad denne mellemmand gerne vil have til at tro. Der findes mange sider af Marx, som endnu ikke blevet assimileret. Marx’s værk er vanskeligt, så folk er tilbøjelige til at tro, at de kan læse en popularisering, men det går ikke. Folk giver det en subjektiv hældning. Den eneste måde at tilegne sig Marx’s værk er ved at opsøge originalen. Det er der intet alternativ til. Det er dette, jeg gerne vil gøre muligt. Når man prøver at tale om Marx’s seriøse arbejde, møder man konstant den barriere, der hedder, at det er blevet påvist, at Marx modsiger sig selv. Hvis man f.eks. vil skrive en akademisk afhandling eller publicere en forskningsartikel, bliver man nødt til at svare på det. Dette er kernen i det hele. Jeg er ikke så optaget af at vise, hvem der har ret, som af at skabe rum, så Marx’s egen teori og Marx’s eget arbejde kan blive accepteret som en legitim kandidat. Og det er fra venstrefløjen, at dette er blevet grundlæggende anfægtet af sraffianske, fysikalistiske eller simultanistiske radikale teoretikere.

Hvordan er din Temporal Single-system Interpretation blevet modtaget i den akademiske verden og udenfor?

Det har glædet mig meget at se den modtagelse, som bogen har fået fra mennesker med en ægte interesse for disse spørgsmål, som søger svar, har et åbent sind og ikke har deres egne kartofler at hyppe. Dette er især unge mennesker og mennesker, som har en vis forståelse af marxismen som akademisk disciplin – hvad den egentlig ikke er – og mennesker som forsøger at skabe et forhold mellem teori og praksis og betragter disse idéer som nogle, der bidrage til at ændre verden. På den politiske marxistiske venstrefløj, som vi ikke har meget af her i landet, er bogen blevet meget fint modtaget. Inden for den akademiske verden er bogen i bund og grund blevet ignoreret. De akademiske marxistiske økonomer har virkelig følt lede ved bogen, og jeg tror ikke, at de vil skænke den nogen opmærksomhed, med mindre de er tvunget til det. Den generelle regel er, med et par undtagelser, at de mennesker, som har formuleret en position på spørgsmål som den faldende profitrate og transformationen af værdier til produktionspriser, ikke ønsker at skænke den noget opmærksomhed. Jeg mener, at årsagerne dertil, er dem jeg giver i bogen. Det der også bekymrer mig er, at marxistiske akademikere uden for økonomi, inden for discipliner som sociologi, filosofi og politisk videnskab, heller ikke virker til at ænse bogen. Jeg er usikker på årsagen til det, men jeg tror, at det hænger sammen med, at projektet med marxismen som totalitet er brudt sammen og at marxismen er blevet forvandlet efter den akademiske verdens behov, hvor der er skarpt adskilte discipliner, hvor folk gør karriere og alle har deres egen særlige position. Derfor bliver et værk som mit, der forsøger at tale for at lade Marx have sin egen position, betragtet som en trussel mod deres eksistens.

Et emancipatorisk alternativ til kapitalismen
Hvad er det næste emne, som du vil behandle teoretisk efter at din bog er udkommet?

Lige nu arbejder jeg på at frembringe en forklaringsramme til forståelse af den nuværende økonomiske krise, og i den forbindelse laver jeg en masse empirisk arbejde. Jeg mener, at der kan gøres meget inden for dette område. Jeg mener, at udbredelsen af disse idéer til mennesker, som ikke tager en uddannelse i økonomi, er ekstremt vigtig. Jeg har brugt lang tid på at skrive bogen for at nå ud til et nyt publikum, og jeg mener, at der er behov for at dette arbejde fortsætter. Jeg anser det for meget vigtigt fortsat at bekæmpe myten om Marx’s selvmodsigelser, for det er en sand kamp. Om Marx vil kunne blive lyttet til, afhænger af det, der sker lige nu. Og hvilken rolle, Marx’s idéer vil spille i den nuværende krise og svaret på den, handler i høj grad om denne myte om logisk inkonsistens. Det er på tide at sætte tingene på plads og jeg mener ikke, at bogen kan gøre det alene, men den kan bidrage til at bane vejen. Dette er altså endnu vigtigere end ren forskning. Der er andre spørgsmål, jeg mener er meget vigtige at udforske. Et af dem er om der findes et levedygtigt emancipatorisk alternativ til kapitalismen. Den bevægelse, der opstod i Seattle, sagde, at en anden verden er mulig og udfordrede opfattelsen af, at der ikke findes noget alternativ. Men jeg mener ikke, at dette emne på nogen måde er blevet udforsket fuldt ud, og det mener jeg, at der er behov for at gøre. Sammen med andre forsøger jeg at udforske det, som Marx sagde i Kritik af Gotha-programmet og i hans skrifter mod proudhonismen. Hans giver os ikke svarene, men jeg mener, at han giver et frugtbart udgangspunkt for at tackle disse spørgsmål. Grundlæggende set var det, som Marx opnåede gennem sine studier af den klassiske politiske økonomi, en meget dyb forståelse af kapitalismen som system, hvor dette systems resultat ikke er en simpel oversættelse af individuelle intentioner. Her findes der i den klassiske politiske økonomi den usynlige hånd, hvor alle handler for egen vindings skyld, men der på en eller anden måde opstår orden og resultater til gavn for samfundet. Dette tager Marx fat i og siger, at resultatet ikke er summen af menneskenes individuelle intentioner, for systemet fungerer anderledes og ikke til fordel for det store flertal af menneskeheden. Tanken om, at der er et system og økonomiske love hinsides individerne og den politiske sfæres kontrol og ønsker, spiller en ekstremt vigtig rolle for Marx i hans kritik af Proudhon og hans kritik af Gotha-programmet. Og dette element mangler i mange forestillinger om et alternativ til kapitalismen. Man tror, at man tager magten og har nye prioriteter, som man bare gennemtvinger. Men dette er en mangelfuld forståelse af kapitalismen som system, og det er en mangelfuld forståelse af kapitalismens økonomiske love, som vil genopstå hvis ikke systemet gennemgribende transformeres på nogle måder, som må gennemtænkes meget nøje. Det er vanskeligt at se, hvordan kapitalismens økonomiske love sætter sig igennem. Der mangler en masse arbejde for at gennemtænke dette.

Transskriberet, oversat og redigeret af Lars Henrik Carlskov fra et online videointerview (http://kapitalism101.wordpress.com/2009/05/07/interview-with-andrew-kliman/), foretaget af Brendan M. Cooney. Andrew Kliman er professor i økonomi ved Pace University, og hans bog Reclaiming Marx’s Capital: A Refutation of the Myth of Inconsistency udkom på Lexington i 2007. På Klimans hjemmeside http://akliman.squarespace.com kan en række af hans artikler downloades.

2009/04/12

Verdensøkonomien foran afgrunden - interview med Robert Brenner


Den marxistiske økonomiske historiker Robert Brenner svarer i dette interview på spørgsmål om krisen og bl.a. finansialisering, Obama, regulering, USA’s hegemoni og Kinas situation.

De fleste medier og kommentatorer har betegnet den nuværende krise som en ”finansiel krise”. Er du enig i denne betegnelse?

Det er forståeligt nok, at analytikere af krisen har taget udgangspunkt i nedsmeltningen i bankverden og på værdipapirmarkederne. Men problemet er, at de ikke gået dybere end det. Anført af Henry Paulson og Ben Bernanke [hhv. Bushs finansminister og lederen af den amerikanske forbundsbank, red.], argumenterer de for, at man kan nøjes med at forklare krisen ud fra problemer i den finansielle sektor. Samtidig hævder de, at den underliggende realøkonomi er stærk, og at de såkaldte ”fundamentals” er sunde. Intet kunne være mere misvisende.

Den grundlæggende årsag til den nuværende krise er de avancerede økonomiers stigende svagelighed siden 1973, og særligt efter år 2000. Efter alle makroøkonomiske standardindikatorer – BNP, investeringer, reallønninger osv. – er den økonomiske præstation i USA, Vesteuropa og Japan blevet stadig værre, erhvervscyklus efter erhvervscyklus. Meget sigende var den netop afsluttede erhvervscyklus, fra 2001 til 2007, suverænt den svageste i efterkrigstiden, og det til trods for den største statsfinansierede økonomiske stimulans i amerikansk historie i fredstid.

Hvordan vil du forklare den langsigtede svækkelse af realøkonomien siden 1973, det du i dine bøger kalder for ”den lange tilbagegang”?


Den kan hovedsageligt forklares med det dybe og vedvarende fald i forrentningen på kapitalinvesteringer siden slutningen af 1960’erne. Den manglende genopretning af profitratens niveau er så meget desto mere bemærkelsesværdig i betragtning af det enorme fald i reallønningernes vækst, der er sket i samme periode.

Den primære årsag, skønt ikke den eneste, til profitratens fald har været en vedvarende tendens til overkapacitet i de globale fremstillingsindustrier. Der skete det, at den ene nye industrimagt efter den anden trådte ind på verdensmarkedet – Tyskland og Japan, de nordøstasiatiske, nyligt industrialiserede lande, de sydøstasiatiske tigre og til sidst den kinesiske leviathan [et gigantisk uhyre i Gamle Testamente, red.].

Disse senere-udviklede økonomier producerede de samme varer, som allerede blev fremstillet af de tidligere-udviklede lande, bare billigere. Resultatet var for stort udbud i forhold til efterspørgslen i den ene industri efter den anden, og dette pressede priserne og dermed profitten ned. Dertil kom, at de virksomheder, som oplevede dette pres på deres profitter, ikke forlod deres industrier uden kamp. De forsøgte at beholde deres position ved at falde tilbage på deres kapacitet for innovation og forøgelse af investeringerne i ny teknologi. Men dette gjorde naturligvis bare overkapacitetsproblemet værre.

På grund af faldet i forrentningen fik kapitalisterne mindre overskud på investeringer. De havde derfor ikke andet valg end at sænke væksten i fabrikker og maskineri og beskæftigelse. For at genoprette profitabiliteten blev de ansattes lønninger samtidig holdt nede, mens regeringerne reducerede væksten i de sociale udgifter. Men konsekvensen af disse beskæringer af udgifterne har været et langvarigt problem med den samlede efterspørgsel. Den vedvarende svaghed i den samlede efterspørgsel har været den umiddelbare årsag til økonomiens langvarige svaghed.

Krisen blev faktisk udløst af sprængningen af den historiske boligboble, som var vokset i et helt årti. Hvad er dit syn på denne bobles betydning?

Boligboblen må forstås i sammenhæng med den række af bobler på aktivpriser, som økonomien har oplevet siden midten af 1990’erne, og særligt den amerikanske forbundsbanks rolle i at opmuntre til disse bobler.

Lige siden begyndelsen på den lange tilbagegang har de statslige økonomiske myndigheder forsøgt at tackle problemet med manglende efterspørgsel ved at tilskynde til øget låntagning, både privat og offentlig. I starten tyede man til offentlige budgetunderskud, og på denne måde undgik man de virkeligt dybe recessioner. Men som efterhånden som tiden gik, fik regeringerne stadig mindre vækst ud af den samme mængde låntagning. For at afværge de dybe kriser, som historisk set har plaget det kapitalistiske system, måtte man i praksis acceptere en gradvis overgang til stagnation.

I starten af 1990’erne forsøgte USA og Europa, med Clinton-regeringen i spidsen, som bekendt at slippe ud af deres afhængighed af låntagning ved sammen at gå over til balancerede budgetter. Tanken var at lade det frie marked styre økonomien. Men fordi profitabiliteten stadig ikke var blevet genoprettet, lagde underskudsreduktionerne en stor dæmper på efterspørgslen, og bidrog til at fremkalde recessionerne og den langsomme vækst mellem 1991 og 1995.

For at få økonomien til at ekspandere igen, endte de amerikanske myndigheder med at overtage en fremgangsmåde, som først var blevet benyttet af Japan i slutningen af 1980’erne. Ved at holde rentesatserne nede, gjorde den amerikanske forbundsbank det let at låne penge for at opmuntre til investeringerne i finansielle aktiver. Aktivprisernes himmelflugt betød, at virksomhederne og husstandene oplevede enorme velstandsstigninger, i det mindste på papiret. De var derfor i stand til at låne i en titanisk målestok, forøge deres investeringer og forbrug voldsomt og på den måde drive økonomien fremad.

Altså blev offentlige underskud erstattet af private. Det, der kan kaldes ”aktivpris-keynesianisme” [asset price keynesianism, red.], erstattede traditionel keynesianisme. Vi har derfor i det sidste dusin år eller deromkring været vidne til en bemærkelsesværdig situation med en verdensøkonomi, hvor den fortsatte kapitalakkumulation er kommet til at afhænge af historiske bølger af spekulation, som omhyggeligt er blevet plejet og forsvaret af statslige myndigheder – og regulatorer! – først den historiske aktieboble i slutningen af 1990’erne, og dernæst boblerne på boligområdet og kreditmarkederne i starten af årtusindet.

Finansialisering og nyliberalisme
Mange hævder at den nuværende krise er en typisk finansiel krise, ikke er en ”marxistisk” med overproduktion og faldende profit, og de argumenterer for, at den bristede finansielle spekulationsboble har spillet den centrale rolle i den her krise. Hvordan er dit syn på denne tese?

Jeg mener ikke, at det er nyttigt på den måde at modstille krisens realøkonomiske og finansielle aspekter. Som jeg fremhævede, er der tale om en marxistisk krise i og med, at den udspringer af det langvarige fald i profitraten og det mislykkede forsøg på at genoprette den, hvilket er den grundlæggende årsag til kapitalakkumulationens markant langsommere tempo frem til i dag. I 2001 var de ikke-finansielle amerikanske virksomheders profitrate den laveste i efterkrigstiden, bortset fra i 1980. Virksomhederne havde derfor ikke andet valg end at være tilbageholdende med investeringer og ansættelser, hvilket yderligere forværrede forretningsklimaet.

Det er dette, som forklarer den ultra-langsomme vækst i den erhvervscyklus, som netop er sluttet. Ikke desto mindre må man for at forstå det nuværende sammenbrud påvise sammenhængen mellem realøkonomiens svaghed og den finansielle nedsmeltning. Den vigtigste forbindelse mellem disse to ting er økonomiens stadig større afhængighed af låntagning for at holde sig i gang, samt regeringernes stadig større afhængighed af run-ups på aktivpriser for at gøre det muligt for denne låntagning at fortsætte.

Den grundlæggende betingelse for boblerne på boligområdet og kreditmarkederne var opretholdelsen af lave udgifter til låntagning. Verdensøkonomiens svaghed, især efter kriserne 1997-1998 og 2001-2002, samt de østasiatiske regeringerne enorme opkøb af dollars for at holde deres valutaer nede og det amerikanske forbrug voksende, bidrog til at skabe usædvanligt lave satser på den lange rente. Samtidig holdte den amerikanske forbundsbank satserne på den korte rente lavere end på noget tidspunkt siden 1950’erne. Fordi de kunne låne så billigt, var bankerne villige til at give lån til spekulanter, hvis investeringer drev priserne på aktiver af enhver slags stadig højere op og afkastet på udlån (rentesatsen på obligationer) stadig længere ned.

Symptomatisk nok skød boligpriserne i vejret, mens afkastet i faste priser på obligationer fra det amerikanske finansministerium dykkede. Men fordi afkastet blev stadig lavere, fik de institutioner over hele verden, som var afhængig af afkastet på udlån, stadig vanskeligere ved at tjene nok profit. Pensionsfonde og forsikringsselskaber blev særligt hårdt ramt, men hedgefonde og investeringsbanker blev også påvirket.

Disse institutioner var derfor mere end villige til at foretage omfattende investeringer i værdipapirer, som blev bakket op af stærkt tvivlsomme sub-prime pantebreve, på grund af det usædvanligt høje afkast de tilbød, mens de ignorerede den usædvanligt høje risiko. Faktisk kunne de ikke få nok af dem. Deres køb af pantebreve-understøttede værdipapirer gjorde det muligt for pantudstederne at fortsætte med at låne til stadig dårligere låntagere. Boligboblen nåede historiske proportioner, og den økonomiske ekspansion fik lov at fortsætte. Naturligvis kunne dette ikke fortsætte særlig længe. Da boligpriserne faldt, kom realøkonomien i recession, og den finansielle sektor oplevede en nedsmeltning, fordi de begge havde fået deres dynamik fra boligboblen. I dag gør recessionen nedsmeltningen værre, fordi den uddyber boligkrisen. Nedsmeltningen intensiverer recessionen, fordi den gør adgangen til kredit så vanskelig. Det er den gensidigt forstærkende vekselvirkning mellem kriserne i realøkonomien og i den finansielle sektor, som har gjort denne nedafgående bevægelse så uhåndterlig for politikere og embedsmænd og katastrofepotentialet så åbenlyst.

Selv hvis man medgiver, at efterkrigstidens kapitalisme trådte ind i en periode med en langvarig tilbagegang i 1970’erne, forekommer det ubestrideligt, at den nyliberale kapitalistiske offensiv siden 1980’erne har forhindret en forværring af nedturen.

Hvis du med nyliberalisme mener vendingen mod finans og deregulering, kan jeg ikke se, at det har hjulpet økonomien. Men hvis du mener arbejdsgivernes og regeringernes forstærkede angreb på arbejdernes lønninger, arbejdsforhold og velfærdsstaten, hersker der næppe nogen tvivl om, at det forhindrede en forværring af profitratens fald.

Imidlertid startede arbejdsgivernes offensiv før den såkaldte nyliberale æra i 1980’erne. Den begyndte i kølvandet på den faldende profitabilitet, der opstod i starten af 1970’erne, samtidig med keynesianismen. Dertil kommer, at den ikke førte til en genopretning af profitraten, og blot yderligere forværrede problemet med den samlede efterspørgsel. Svækkelsen af den samlede efterspørgsel tvang til sidst de økonomiske myndigheder til at gå over til kraftigere og farligere former for økonomisk stimulans, den ”aktivpris-keynesianisme”, som førte til den nuværende katastrofe.

Det er blevet hævdet, at et nyt paradigme med ”finansialisering” eller ”finansdrevet kapitalisme” har understøttet en såkaldt ”genopstanden kapital” (Gérard Duménil) fra 1980’erne og frem til i dag. Hvad mener du om denne tese?

Forestillingen om en finansdrevet kapitalisme er en selvmodsigelse, fordi generelt set – der findes vigtige undtagelser såsom forbrugerlån – er vedvarende finansiel profitindtjening afhængig af vedvarende profitindtjening i realøkonomien. Som modsvar på profitratens fald i realøkonomien opmuntrede nogle regeringer, med USA i spidsen, til en vending mod finans ved at deregulere den finansielle sektor. Men fordi realøkonomien fortsatte med at sygne hen, var det vigtigste resultat af dereguleringen en forstærket konkurrence i den finansielle sektor, hvilket gjort profitindtjeningen stadig vanskeligere og opmuntrede til stadig mere spekulation og stadig mere risikable investeringer.

Topcheferne i investeringsbankerne og hedgefondene var i stand til at tjene eventyrligt store formuer, fordi deres løn afhang af kortsigtet profit. De var midlertidigt i stand til at sikre høje afkast gennem en udvidelse af deres firmaers aktiver/udlån og øge risiciene. Men denne måde at drive forretning skete, i det lange løb, på bekostning af topchefernes egne virksomheders langsigtede økonomiske sundhed, hvoraf den mest spektakulære konsekvens var, at Wall Streets førende investeringsbanker brød sammen.

Hver eneste såkaldte finansielle ekspansion siden 1970’erne er meget hurtigt endt med en katastrofal finansiel krise og behovet for en omfattende redningsaktion fra staten. Dette var tilfældet med lånboomet til den tredje i 1970’erne og starten af 1980’erne, savings and loan run-up’et, den lånefinansierede opkøbsmani og boblen i erhvervsejendomme i 1980’erne, aktiemarkedsboblen i anden halvdel af 1990’erne, samt naturligvis boblerne på boligområdet og kreditmarkederne i 2000’erne. Den finansielle sektor forekom kun dynamisk, fordi regeringerne var villige til hvad som helst for at støtte den.

Statsregulering og det amerikanske præsidentvalg

Det synes givet at keynesianisme eller statsinterventionisme vil få et comeback som tidens ånd. Kan det bidrage til at løse eller i det mindste lindre krisen?

I dag har regeringerne i virkeligheden ikke andet valg end en vending mod keynesianismen og staten for at prøve at redde økonomien. Det frie marked har trods alt vist sig totalt ude af stand til at forhindre eller håndtere den økonomiske katastrofe, for ikke at tale om at sikre stabilitet og vækst. Det er grunden til, at verdens politiske eliter, som så sent som i går hyldede de deregulerede finansielle markeder, nu pludselig alle er keynesianister.

Men det er tvivlsomt om keynesianisme, forstået som store offentlige budgetunderskud og let kreditadgang for at pumpe efterspørgslen op, vil have den virkning som mange forventer. I de sidste syv år har vi, takket være den låntagning og det forbrug, som blev tilskyndet af den amerikanske forbundsbanks boligboble og Bush-regeringens budgetunderskud, trods alt været vidne til, hvad der i praksis sandsynligvis er den største form for keynesianistisk økonomiske stimulans i fredstidshistorie. Alligevel oplevede økonomien sin værste erhvervscyklus i efterkrigstiden.

I dag er udfordringen meget større. I takt med at boligboblen brister og det bliver sværere at få kredit, skærer husstandene ned på forbrug og investeringer i bolig. Som følge deraf oplever virksomhederne faldende profitter. De skærer derfor i lyntempo ned på lønninger og fyrer arbejdere, hvilket udløser en nedadgående spiral med faldende efterspørgsel og faldende profitabilitet.

Husstandene har længe været afhængige af stigende boligpriser, som gjorde dem i stand til at låne mere og kunne stå for deres opsparing. Men på grund af den opbyggede gæld vil de nu, hvor deres forbrug er mest nødvendigt for økonomien, blive nødt til at mindske låntagningen og øge opsparingen. Vi kan forvente, at en stor del af de penge, som den amerikanske regering giver dem i hænderne, vil blive opsparet i stedet for at blive brugt. I betragtning af at keynesianismen dårligt nok kunne holde økonomien i gang under ekspansionen, hvad kan vi så forvente af den under den værste recession siden 1930’erne?

For at have en effekt af betydning på økonomien, må Obama-regeringen sandsynligvis overveje en enorm bølge af direkte eller indirekte offentlige investeringer, i praksis en form for statskapitalisme. Den faktiske gennemførelse af dette vil imidlertid kræve en overvindelse af nogle gigantiske politiske og økonomiske forhindringer.

Den amerikanske politiske kultur er enormt fjendtlig over for statslig virksomhed. Samtidig ville det niveau af udgifter og statslig gældssætning, der ville være nødvendigt, kunne true dollaren. Indtil nu har de østasiatiske regeringer villigt finansieret det amerikanske underskud på handelsbalancen og budgettet, for at opretholde det amerikanske forbrug og deres egen eksport. Men nu, hvor krisen rammer selv Kina, vil disse regeringer muligvis miste evnen til at finansiere det amerikanske underskud, især i takt med at det når en størrelse uden fortilfælde. Det virkeligt skræmmende perspektiv med et stormløb mod dollaren toner frem i baggrunden.

Hvad er din generelle vurdering af Obamas sejr i det amerikanske præsidentvalg? Mange betragter Obama som det 21. århundredes Franklin D. Roosevelt, som vil skabe en ny ”New Deal”. Kan antikapitalistiske og progressive kræfter give kritisk støtte til dele af hans politik?

Obamas valgsejr bør bydes velkommen. En sejr til McCain ville have været en sejr for det republikanske parti og givet et enormt boost til de mest reaktionære kræfter på den politiske scene i USA. Det ville blive set som en blåstempling af Bush-regeringens hyper-militarisme og imperialisme, samt dens eksplicitte dagsorden om at eliminere det, der er tilbage af fagforeninger, velfærdsstat og miljøbeskyttelse.

Når det er sagt, er Obama ligesom Roosevelt en midtersøgende Demokrat, som ikke af sig selv kan forventes at gøre meget for at forsvare det store flertal af arbejderes interesser, som vil blive underkastet et voksende angreb fra virksomheder, der forsøger kompensere for deres svindende profitter ved at beskære antallet af ansatte, løn osv.

Obama støttede den gigantiske redningspakke til den finansielle sektor, som måske udgør det største røveri af amerikanske skatteyderes penge i USA’s historie, især fordi der ikke blev stillet nogen betingelser til bankerne. Han støttede også redningspakken til bilindustrien, selvom den bygger på omfattende beskæringer i bilarbejdernes løn.

Det korte af det lange er, at Obama, ligesom Roosevelt, kun kan forventes at tage skridt af betydning til forsvar for arbejderklassen, hvis han presses til det af organiseret direkte aktion fra neden. Roosevelt-regeringen gennemførte først New Deals vigtigste progressive lovtiltag, såsom The Wagner Act [gav bl.a. arbejderne ret til at organisere sig, red.] og Social Security, efter at være blevet presset til det af store bølger af massestrejker. Vi kan forvente det samme af Obama.

Systemrensende kriser
Ifølge Rosa Luxemburg, og senest David Harvey, overvinder kapitalismen sine krisetendenser gennem geografisk ekspansion. I følge Harvey bliver dette ofte hjulpet på vej af omfattende statslige investeringer i infrastruktur, der skal støtte private kapitalinvesteringer, ofte udenlandske direkte investeringer. Kan kapitalismen finde en udvej fra den nuværende krise gennem det, Harvey kalder et ”temporalt-spatialt” fix?

Det er et komplekst spørgsmål. Først og fremmest mener jeg, at det korrekt og væsentligt at sige, at geografisk ekspansion har været en uundværlig del af hver eneste store bølge af kapitalakkumulation. Man kan måske sige, at vækst i arbejdsstyrken og vækst i systemets geografiske rum er en uundværlig del af kapitalistisk vækst. Efterkrigstidens boom er et godt eksempel, med en bemærkelsesværdig kapitalekspansion ind i USA’s sydlige og sydvestlige stater og ind i det krigshærgede Vesteuropa og Japan.

De amerikanske virksomheders investeringer spillede en afgørende rolle i denne periode, ikke bare i USA, men også i Vesteuropa. Der hersker ingen tvivl om, at denne udvidelse af arbejdsstyrken og af kapitalismens geografiske område var en uundværlig del af de høje profitrater, som gjorde efterkrigstidens boom så dynamisk. Fra et marxistisk synspunkt var det en klassisk bølge af kapitalakkumulation og indebar nødvendigvis både en indsugning af enorme mængder arbejdskraft udenfor systemet, især fra de prækapitalistiske landområder i Tyskland og Japan, og en massiv indlemmelse eller genindlemmelse af ekstra geografisk rum.

Ikke desto mindre mener jeg, at mønstret for den lange tilbagegang, siden slutningen af 1960’erne og starten af 1970’erne, i det store og hele har været anderledes. Det er korrekt, at kapitalen svarede igen på faldende profitabilitet med yderligere ekstern ekspansion, hvor den forsøgte at kombinere avanceret teknologi med billig arbejdskraft. Østasien er selvfølgelig det klassiske eksempel, og har utvivlsomt verdenshistorisk betydning, som en grundlæggende transformation, for kapitalismen.

Selvom ekspansionen ind i Østasien var et svar på den faldende profitabilitet, mener jeg ikke, at den har skabt en tilfredsstillende løsning. Når alt kommer til alt duplikerer den nye fremstillingsvirksomhed, der på så bemærkelsesværdig vis opstod i Østasien, i vid udstrækning den fremstillingsvirksomhed, som allerede findes andetsteds, bare billigere. Efter systemets målestok løser den ikke, men udvider overkapacitetsproblemet.

Med andre ord har globaliseringen været et svar på faldende profitabilitet, men fordi de nye industrier grundlæggende set ikke supplerer den globale arbejdsdeling, men er overflødige, har vi set en fortsættelse af profitabilitetsproblemet.

For faktisk at løse det profitabilitetsproblem, der så længe har pint systemet – og ført til langsommere kapitalakkumulation og fremkaldt større mængder gældsstiftelse for at opretholde stabiliteten – har systemet brug for den krise, som så længe er blevet udskudt. Fordi problemet er overkapacitet, som er blevet massivt forværret af opbygningen af gæld, er der ligesom i det klassiske perspektiv brug for en rensning af systemet for firmaer med høje omkostninger og lave profitter, den efterfølgende billiggørelse af produktionsmidler samt nedsættelse af prisen på arbejdskraft.

Det er gennem kriserne, at kapitalismen historisk set har genoprettet profitraten og etableret de nødvendige betingelser for mere dynamisk kapitalakkumulation. I efterkrigstiden er kriserne blevet afværget, men prisen har været en manglende evne til at genoplive profitabiliteten, hvilket har ført til en forværret stagnation. Den nuværende krise handler om den udrensning, der aldrig fandt sted.

Du mener altså at kun krisen kan løse krisen? Det er et klassisk marxistisk svar.


Jeg mener, at det sandsynligvis er tilfældet. Analogien ville lyde sådan her: Til at begynde med, i starten af 1930’erne, var New Deal og keynesianismen ineffektive. Faktisk lykkedes det ikke gennem det meste af 1930’erne at skabe betingelser for et nyt boom, hvilket blev demonstreret da økonomien faldt tilbage i den dybe recession 1937-1938. Men efterhånden, som følge af den lange krise i 1930’erne, blev de produktionsmidler med høje omkostninger og lave profitter udrenset, hvilket skabte de grundlæggende betingelser for høje profitrater.

Man kan sige, at ved slutningen af 1930’erne var der potentiale for høje profitrater, og at det eneste der manglede var et stød til efterspørgslen. Denne efterspørgsel blev selvfølgelig tilvejebragt af de enorme udgifter til oprustning i forbindelse med 2. verdenskrig. Altså var der under krigen høje profitrater, og disse høje profitrater skabte de nødvendige betingelser for efterkrigstidens boom. Men selv hvis de keynesianistiske budgetunderskud var blevet afprøvet i 1933, mener jeg ikke, at det ville have virket, fordi der først, i marxistisk forstand, var brug for en systemrensende krise.

Udfordringer til USA’s hegemoni

Vil den nuværende krise føre til en til udfordring af USA’s hegemoni? Verdenssystem-teoretikere som Immanuel Wallerstein argumenterer for, at den amerikanske imperialismes hegemoni er i tilbagegang.

Det er igen et meget komplekst spørgsmål. Måske tager jeg fejl, men jeg mener, at mange af dem, der anser det amerikanske hegemoni for at være i tilbagegang, i bund og grund ser USA’s dominans primært som udtryk for geopolitisk magt og, i sidste ende, tvang. Ifølge dette synspunkt er det primært amerikansk dominans, der skaber dets lederskab, det er amerikansk magt over og i modsætning til andre lande, som bevarer USA’s førerposition.

Jeg ser USA’s hegemoni på den måde. Jeg anser verdens elite, især eliterne i den kapitalistiske kerne i bred forstand, for at være meget glade for det amerikanske hegemoni, fordi det for dem betyder, at USA påtager sig rollen som global politibetjent og de udgifter, som er forbundet med det. Dette tror jeg gælder selv for eliterne i de fleste fattige lande.

Hvad er den globale amerikanske politimands rolle? Ikke at angribe andre lande – den er primært at bevare den sociale ro, at skabe stabile betingelser for global kapitalakkumulation. Dens hovedformål er at udslette enhver folkelig udfordring mod kapitalismen, at støtte de eksisterende klasseforholds strukturer.

Gennem det meste af efterkrigstiden var der nationalistiske, statsinterventionistiske udfordringer, især fra neden, mod kapitalens frie herredømme. De blev uden tvivl mødt af den mest brutale amerikanske magt, de mest åbne udtryk for amerikansk dominans. Selvom der i systemets centrum herskede hegemoni [her forstået som en generel konsensus, som kun i sidste ende håndhæves af truslen om militær magt, red.], skete dominansen andre steder gennem vold.

Men med Sovjetunionens sammenbrud, den kapitalistiske udvikling i Kina og Vietnam og de nationale befrielsesbevægelsers nederlag steder som det sydlige Afrika og Centralamerika, blev modstanden mod kapitalen i udviklingslandene stærkt svækket, i hvert fald for en tid. Derfor vil regeringerne ikke bare i Vest- og Østeuropa, Japan og Korea, men også i Brasilien, Indien og Kina – de fleste steder der kan nævnes – foretrække, at USA’s hegemoni fortsætter.

Det amerikanske hegemoni vil ikke forsvinde ved, at der opstår en anden stormagt, som er i stand til at konkurrere om det globale herredømme. Frem for alt foretrækker Kina amerikansk hegemoni. USA har ingen planer om at angribe Kina og har, indtil videre, holdt sine markeder vidt åbne for kinesisk eksport. På grund af den globale amerikanske politimand, som har sikret stadig friere handel og kapitalbevægelser, har Kina fået lov til at konkurrere på produktionsomkostninger, på lige betingelser, og dette har været ekstremt fordelagtigt for Kina – det kunne ikke være bedre.

Kan det amerikanske hegemoni fortsætte under den nuværende krise? Dette er et meget sværere spørgsmål. Men jeg tror, at svaret, i første omgang, er ja. Verdens eliter ønsker frem for alt at bevare den nuværende, globaliserende orden, og her spiller USA en afgørende rolle. Ingen af verdens eliter forsøger at udnytte krisen eller USA’s enorme økonomiske problemer til at udfordre hegemoniet.

Kina siger hele tiden: ”Vi vil ikke blive ved med at betale for, at USA kan fortsætte sin udsvævende facon”, med henvisning til Kinas dækning af USA’s rekordstore betalingsbalanceunderskud det sidste årti og de gigantiske budgetunderskud, som for tiden bliver skabt. Tror du, at Kina har smækket kassen i over for USA? Overhovedet ikke. Kina fortsætter med at hælde så mange penge som muligt i at holde den amerikanske økonomi kørende og dermed sikre, at Kina fortsat kan udvikle sig som hidtil.

Selvfølgelig er det ønskværdige ikke altid muligt. Kinas krise kan være så dyb, at der ikke længere er råd til at finansiere det amerikanske underskud – eller også kan dette underskuds opsvulmning og USA’s forbundsbanks trykning af penge føre til dollarens sammenbrud, hvilket ville udløse en sand katastrofe.

Hvis dette skete, måtte der skabes en ny orden. Men i en situation med en dyb krise ville dette være ekstremt vanskeligt. Faktisk kunne USA og andre stater under sådanne omstændigheder sagtens finde på at gå over til økonomisk protektionisme, nationalisme og endda krig. Jeg tror at, i øjeblikket, forsøger verdens eliter stadig at undgå dette – de er ikke klar til det. De ønsker at holde markederne åbne og holde handelen åben.

De forstår, at sidste gang staterne greb til protektionisme for at løse problemerne var under den store depression, og dette gjorde depression langt værre, for da nogle stater gik i protektionistisk retning, fulgte alle de andre hurtigt efter, og verdensmarkedet blev lukket ned. Bagefter fulgte selvfølgelig militarisme og krig. Lukningen af verdensmarkedet ville naturligvis være katastrofal i dag, og derfor gør eliterne og regeringerne deres ypperste for at forhindre et protektionistisk, statsinterventionistisk, nationalistisk og militaristisk scenario.

Men politik er ikke kun et udtryk for hvad eliterne ønsker, og hvad eliterne ønsker ændrer sig over tid. Eliterne er desuden generelt splittede, og politik har autonomi. Derfor kan det f.eks. næppe udelukkes, at hvis krisen bliver virkelig slem – hvilket på nuværende tidspunkt ikke ville være nogen stor overraskelse – kan vi blive vidne til en tilbagevenden til højreradikal politik med protektionisme, militarisme, udlændingefjendskhed og nationalisme.

Denne type politik kunne ikke blot have bred folkelig appel. Stigende dele af erhvervslivet ville måske se det som den eneste udvej, i takt med at de ser deres markeder bryde sammen, ser systemet i depression, ser et behov for beskyttelse mod konkurrence og statslig støtte til efterspørgslen gennem militæroprustning. Dette var naturligvis i mellemkrigstiden det almindelige svar i store dele af Europa og i Japan. I dag er højrefløjen på hælene, på grund af Bush-regeringens fiasko og på grund af krisen. Men hvis Obama-regeringen ikke er i stand til at modvirke det økonomiske sammenbrud, ville højrefløjen sagtens kunne komme igen…især fordi Demokraterne i realiteten ikke tilbyder noget ideologisk alternativ.

Den kinesiske krise
Du talte om en potentiel krise i Kina. Hvordan vurderer du den kinesiske økonomis nuværende tilstand?

Der er to hovedårsager til, at jeg mener, at den kinesiske krise vil blive meget værre end folk forventede. Den første er, at den amerikanske krise, og mere generelt den globale krise, er langt mere alvorlig end folk forventede, og sidste ende er den kinesiske økonomis skæbne uløseligt forbundet med den amerikanske og den globale økonomis skæbne. Dette skyldes ikke kun, at Kina har været så afhængig af eksport til det amerikanske marked. Det meste af resten af verden er også afhængig af USA, og dette gælder særligt Europa.

Hvis jeg ikke tager fejl, blev Europa for nylig Kinas største eksportmarked. Men efterhånden som den krise, der udsprang i USA, trækker Europa ned, vil Europas marked for kinesiske varer også blive indskrænket. Derfor er Kinas situation langt værre end folk forventede, fordi den økonomiske krise er langt værre end folk forventede.

For det andet har folk i deres begejstring over Kinas i sandhed spektakulære økonomiske vækst overset boblernes rolle i at drive den kinesiske økonomi fremad. Kina har grundlæggende set haft vækst gennem eksport, især via et voksende handelsoverskud i forhold til USA. På grund af dette overskud har den kinesiske regering indført politiske foranstaltninger, som skal holde den kinesiske valuta nede og holde den kinesiske fremstillingsindustri konkurrencedygtig. Mere specifikt har den kinesiske regering foretaget gigantiske opkøb af omsættelige aktiver i dollars ved at trykke enorme mængder af renminbi, den kinesiske valuta. Men resultatet har været at sprøjte store mængder af penge ind i den kinesiske økonomi, hvilket i en lang periode har betydet stadig lettere kreditadgang.

På den ene side har virksomheder og lokalregeringer brugt denne lette kreditadgang til at finansiere massive investeringer. Men dette har ført til stadig større overkapacitet. På den anden side har de brugt den lette kreditadgang til at opkøbe jord, boliger, aktier og andre typer finansielle aktiver. Men dette har medført omfattende bobler på aktivpriserne, der ligesom i USA har bidraget til at muliggøre mere låntagning og forbrug.

I takt med at de kinesiske bobler brister, vil niveauet af overkapacitet blive tydeligt. Efterhånden som de kinesiske bobler brister, vil man – ligesom i en stor del af resten af verden – se en stor dæmper på forbrugerefterspørgslen og en ødelæggende finansiel krise. Så det korte af det lange er, at den kinesiske krise er meget alvorlig og kan gøre den globale krise langt voldsommere.

Vil nyliberalismens fiasko skabe en åbning for verdens progressive kræfter?

Nyliberalismens nederlag skaber bestemt store muligheder, som venstrefløjen ikke havde før. Nyliberalismen havde aldrig rigtig appel til store dele af befolkningen. Arbejderklassen identificerede sig aldrig med frie markeder, fri finans og alt det der. Men jeg tror, at store dele af befolkning var overbevist om TINA, ”There is No Alternative”.

Men nu har krisen afsløret den nyliberale økonomiske organisationsforms totale bankerot, og man kan allerede se ændringen komme meget kraftigt til udtryk i de amerikanske arbejderes modstand mod redningsaktionerne for bankerne og den finansielle sektor.

Folk siger i dag: ”Vi får at vide, at nøglen til at genoprette økonomien og velstanden er at redde de finansielle institutioner og finansmarkederne. Men det tror vi ikke på. Vi vil ikke give flere penge til disse mennesker, som bare stjæler fra os.”

Der er et ideologisk tomrum, og som følge deraf er en åbning for venstrefløjens idéer. Problemet er, at der ikke er meget organisation af arbejderklassen, for ikke at tale om politiske udtryk. Man kan sige, at der med ændringen af det politiske miljø, af det ideologiske klima, er blevet skabt en stor mulighed, men at det i sig selv ikke vil skabe et progressivt resultat.

Derfor er hovedprioriteten for progressive kræfter – for alle venstrefløjsaktivister – at være aktive i at forsøge at genoplive arbejderklassens organisationer.

Uden en genskabelse af arbejderklassemagt vil kun få progressive ændringer være mulige, og den eneste måde at genskabe denne magt er gennem mobiliseringer for direkte aktion. Kun hvis arbejderklassen laver kollektive masseaktioner vil den være i stand til at skabe den organisation og magt, som er nødvendig for at skabe den sociale basis for en transformation af deres egen bevidsthed og for politisk radikalisering.

Robert Brenner er professor i historie ved UCLA (University of California, Los Angeles) og forfatter til bl.a. The Boom and the Bubble og The Economics of Global Turbulence. Oversat og forkortet af Lars Henrik Carlskov fra Against the Current, nr. 139, March-April 2009.

En ny socialistisk strategi?


AF LARS HENRIK CARLSKOV

I forbindelse med sidste nummers tema om Dansk Folkeparti (Solidaritet, nr. 1, 2009) opstiller Mattias Tesfaye i artiklen ”Praktisk socialisme i punktform” en række teser for en ny venstrefløjsstrategi. Da han samtidig foretager et radikalt opgør med mange af venstrefløjens hidtidige positioner, vil vi i det følgende undersøge, hvordan hans forskellige forslag stemmer overens med hans to centrale præmisser, nemlig at ”politik er klassekamp” og at ”arbejderfamiliernes kamp for bedre livsvilkår” bør stå i fokus for venstrefløjens politiske arbejde.

Trade-unionisme og socialistisk klassebevidsthed
Som nævnt ønsker Tesfaye at tage udgangspunkt i klassekampen. Desværre afslører hans artikel en højst besynderlig og én-dimensional opfattelse af, hvad klassekamp er. Han skriver således, at ”kategorier” som ”køn, etnicitet, tro og seksualitet” kun er ”interessante som en del af samfundets sociale struktur”. Ifølge Tesfaye er det derfor ”i bedste fald forstyrrende, og i værste fald direkte skadeligt for kampen for social retfærdighed”, hvis venstrefløjen beskæftiger sig med andre former for undertrykkelse end den rent økonomiske udbytning af arbejderklassen. Tesfaye har såmænd ikke uret i, at ”køn, etnicitet, tro og seksualitet” spiller en stærkt ”forstyrrende” og ”skadelig” rolle i klassekampen. Men når det er tilfældet, er det ikke et resultat af, at venstrefløjens agitatorer på en eller anden måde har indpodet disse ”kategorier” i arbejdernes bevidsthed. Forklaringen er snarere, at kapitalismen har en iboende tendens til at fremme den indbyrdes konkurrence mellem arbejderne, hvilket giver grobund for diverse fordomme mod dele af klassen. I det omfang der også i arbejderklassen findes eksempelvis racisme, sexisme og homofobi, må det således primært ses som en konsekvens af det relativt lave klassekampsniveau under de seneste årtiers nyliberale offensiv.

Når socialister må bekæmpe fordomme mod kvinder, etniske grupper og seksuelle mindretal, skyldes det derfor den simple indsigt, at en arbejderklasse, som er splittet efter disse og andre skillelinier, ikke er i stand til at stå sammen og organisere et effektivt forsvar mod arbejdsgiverne. Omvendt er det en forudsætning for at kunne overbevise arbejderne om deres fælles interesser, at venstrefløjen også tager den særlige form for undertrykkelse, som dele af klassen oplever, alvorligt. Det burde desuden sige sig selv, at for de arbejdere, der f.eks. er udsat for racisme, er kampen mod denne undertrykkelse en uadskillelig del af deres ”kamp for bedre livsvilkår”. Når en socialistisk strategi må baseres på arbejderklassen, er det fordi denne klasse udgør det store flertal af befolkningen og indtager en strategisk vigtig rolle i produktionen. Men naturligvis indebærer den grundlæggende socialistiske lighedstanke, at venstrefløjen også må bekæmpe undertrykkelse, hvis den rammer grupper uden for arbejderklassen.

Alt dette lyder måske temmelig banalt og velkendt. Når det her er nødvendigt at gentage disse selvfølgeligheder, skyldes det, at Tesfaye ikke nået videre end til den rene ”økonomisme”. Som enhver, der har læst ”Hvad må der gøres?”, vil vide angreb Lenin i denne bog heftigt den såkaldte ”økonomistiske” retning i arbejderbevægelsen, der ligesom Tesfaye i dag ville reducere klassekampen til den snævre faglige kamp for højere løn og bedre arbejdsbetingelser. Lenin påpegede her, at arbejdere, som kun har indset behovet for at tilslutte sig en fagforening og strejke for mere i løn, endnu befinder sig på det såkaldte trade-unionistiske stadium. Først hvis disse arbejdere f.eks. også er klare til at strejke på grund af forfølgelsen af studenter eller jøder, har de udviklet en ægte socialistisk klassebevidsthed. Imidlertid løber det som en rød tråd gennem de fleste af Tesfayes forslag, at han stadig befinder sig på det trade-unionistiske stadium og derfor kun fokuserer på de mest nærtliggende mål.

Klassekamp og nationalstat
Dette kommer også indirekte til udtryk i forhold til det nationale spørgsmål. Tesfaye ønsker på dette område et ”opgør med venstrefløjens antinationale tendenser”. Dette indebærer at ”elske Danmark” og at ”flage med Dannebrog”, fordi ”kærligheden til os selv er forudsætningen for at kunne elske andre”. Spørgsmålene hober sig naturligvis op efter sådan en svada. Er det statsborgerskab, man tilfældigvis er udstyret med, ikke et lidt spinkelt grundlag for national selvglæde? Er danskerne da en forskelsløs, homogen masse uden klasser med modstridende interesser? Er Tesfayes forestilling om et ”nationalt fællesskab” ikke et udtryk for den tankegang, der har så ødelæggende en virkning på klassekampen, nemlig, at vi alle, arbejdere såvel som kapitalister, er i ”samme båd”? Og er Dannebrog ikke netop symbolet på dette postulerede nationale fællesskab, som ophæver konflikterne mellem de forskellige klasser?

Tesfaye fortsætter i samme spor ved at tale for at ”begrænse indvandringen”. Derfor ønsker han i forhold til udenlandsk arbejdskraft en politik, der ”sikrer at de rejser hjem igen, når arbejdsløsheden igen begynder at stige”. I stedet for at placere ansvaret for undermineringen af danske arbejderes løn- og arbejdsforhold hos arbejdsgiverne, gør Tesfaye udenlandske arbejdere til syndebukke. Dermed frikender han indirekte det globale kapitalistiske system, som konstant frembringer en ”industriel reservehær” af arbejdsløse, der naturligvis søger arbejde, hvor det findes. Tesfayes indskrænkede trade-unionisme fører ham således til at opfatte klasseinteresser som nationale interesser, der står i modsætning til udenlandske arbejderes. Som følge deraf er det måske ikke så overraskende, Tesfaye også hævder, at ”meget af det Dansk Folkeparti (giver udtryk for at mene) er godt”, at venstrefløjen ”ikke stillede nok integrationskrav”, ”spiste for mange af med sociale ydelser” og ”godkendte familiesammenføringer” i for stort omfang. Af pladsmæssige hensyn må vi dog her gå over til at se på, hvad Tesfaye i grunden forstår ved ”praktisk socialisme”.

Socialisme og magt
Tesfaye mener, at venstrefløjen i stedet for at være ”vagthund” skal være ”arbejderklassens magthund”. Han skriver endvidere, at folk ”støtter op om de kolleger og de partier, der kan skaffe resultater”. Dette er muligvis korrekt, men hvordan skaffer man så bedst resultater? Tesfaye ser det som et spørgsmål om at være ”kompromissøgende” i faglige og parlamentariske sammenhænge. Vi vil nøjes med et enkelt aktuelt eksempel på, at dette er en absurd opfattelse. Når partier som Socialdemokraterne og SF f.eks. accepterer skattestoppet for at få større indflydelse på parlamentariske forlig, kan det måske give visse kortsigtede gevinster. Men samtidig har disse to partier forstærket det liberale hegemoni og dermed bidraget til at underminerer mulighederne for mere langsigtede resultater. Når Socialdemokraterne og SF i årtier har udvist denne parlamentariske ”kompromisvillighed”, har konsekvensen været, at selve den oprindelige grundidé om et socialistisk samfund langsomt er gledet ud af begge partiers programmer. Det samme er gennem historien sket for samtlige andre socialistiske partier i udlandet, der også har set parlamentarisk ”kompromisvillighed” som en smutvej til grundlæggende forandringer. Tesfaye allestedsnærværende trade-unionisme munder således endnu en gang ud i, at arbejderklassens langsigtede interesser ofres til fordel for kortsigtede forbedringer for dele af klassen.

Det grundlæggende problem med denne parlamentariske ”kompromisvillighed” er, at den overser, at magten i et kapitalistisk samfund ikke ligger i parlamentet, men snarere i de multinationale selskabers bestyrelseslokaler. Vejen til varige og grundlæggende forandringer må derfor gå over opbygningen af udenomsparlamentariske bevægelser, med særlig vægt på organiseringen på arbejdspladserne. Kampen mod kapitalen vil efterhånden nødvendiggøre, at disse udenomsparlamentariske bevægelser udvikler deres egne demokratiske koordineringsorganer, som når tiden moden må tage magten og erstatte parlamentet og resten af den borgerlige stat. Tesfaye tror, at det betyder, at venstrefløjen indtil da skal nøjes med at skråle op om revolution. Imidlertid ser revolutionære socialister reformkampe som nødvendige, både for at skabe resultater nu og her, men ikke mindst for at skabe den grad af organisation og bevidsthed, som er nødvendig for at arbejderklassen kan overtage magten og starte overgangen til socialismen.

I modsætning hertil anser Tesfaye socialisme for at være noget, der ”lever i de forandringer vi kan skabe lige nu og her. En legeplads fri for kanyler, en bedre gadebelysning i villakvarteret, et køleskab i skurvognen”. Her kunne man naturligvis indvende, at arbejdere, der har adgang til et køleskab på jobbet, stadig i allerhøjeste grad bliver udbyttet. Men det er ikke det væsentligste i denne sammenhæng. Pointen er derimod, at enhver reform, den være nok så beskeden, konstant vil skulle forsvares mod arbejdsgivernes angreb, så længe arbejderklassen ikke har overtaget magten over produktionsapparatet. Så længe man ikke arbejder for afskaffelsen af det kapitalistiske lønsystem, bekæmper man kun virkninger, ikke årsagen. I sit opgør med Bernstein kaldte Rosa Luxemburg dette for et ”sisyfosarbejde”. Ligesom denne græske sagnskikkelse må Tesfaye således igen og igen rulle stenen op af bjerget, hvis bare han skal bevare sine ”socialistiske” køleskabe og legepladser.

Vi er nu ved vejs ende og må konkludere, at Tesfayes målsætning om at føre klassekamp til fordel for ”arbejderfamiliernes livsvilkår” blokeres af, at han ikke ser opgøret med racisme, sexisme, nationalisme og homofobi som en uadskillelig del af klassekampen. Og hans ”praktiske” socialisme er ikke et alternativt samfundssystem, men er snarere beslægtet med almindelig borgerlig socialreformatorisk virksomhed. Det er muligt, at hans forslag kan føre til et køleskab i skurvognen eller ministertaburetter til partifællerne i SF. Men så heller ikke til ret meget mere.

Bragt i tidsskriftet Solidaritet, nr. 2, 2009.