2017/06/15

"Reformer" koster titusinder dagpengene


AF LARS HENRIK CARLSKOV

I 2010 forkortede et flertal bestående af Venstre, Konservative, Radikale og Dansk Folkeparti dagpengeperioden fra fire til to år og fordoblede genoptjeningsperioden fra seks måned til et år. En ny analyse fra 3F viser, at siden 2013, hvor aftalen trådte i kraft, har 82.553 personer, eller i snit 1.720 om måneden, mistet dagpengene. I 2016 skete det for 12.287 personer. Før forringelserne i 2010 skete det årligt for 1.000-2.000 mennesker, og Finansministeriet hævdede, at tallet fremover ville blive 2.000-4.000. I modsætning dertil var dagpengeperioden frem til 1993 ubegrænset, hvorefter den nedsattes til syv år.

3F-toppen i ynkeligt tilbagetog om pensionsalder


AF LARS HENRIK CARLSKOV

3F dropper kampagnen ”Fair pensionsalder”, trods støtte fra 217.000 underskrifter. Trods modstand fra 59 % af befolkningen i en meningsmåling mod at lade pensionsalderen stige i takt med længere levetid (og blot 20 % på tilhængersiden). Trods modstand fra 69 % af de socialdemokratiske vælgere og næsten tre ud af fire DF-vælgere. Og trods nederlaget for regeringens planer om at hæve pensionsalderen et halvt år mere end allerede aftalt.

3F hævder i stedet at ville være ”løsningsorienteret” og har derfor opgivet at ændre de tidligere forlig, som betyder, at en nyfødt i dag har udsigt til en pensionsalder på 76,5 år. Når fagtoppen trods overvældende folkelig opbakning til kampen mod højere pensionsalder alligevel opgiver kampen, er det naturligvis bl.a. for at holde hånden over Socialdemokratiet, som støtter disse forlig. Samt fordi fagtoppen frygter ikke at kunne styre sine menige medlemmer, hvis de mobiliseres. Det viser endnu engang behovet for et netværk på fagbevægelsens bund, der kan udfordre de håbløse pampere i toppen.

Nu igen: Medier og politikere amok i roma-hetz


Mens milliarderne fosser i skattely, ønsker magthaverne fokus på flaskesamlere.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

”Jøderne har magtet at sætte et nyt lavmål for, hvor uciviliseret man kan opføre sig. Jeg vil gøre alt for at stoppe jøde-besættelsen. Det er på tide, at vi sætter ordentligt ind mod jøde-plagen. Et jøde-opgør er uundgåeligt.” Et udpluk af udtalelser fra Venstres udlændingeordfører Marcus Knuth, hvis man udskifter ”roma” med ”jøde”.

Også romaerne blev under 2. verdenskrig udsat for et folkemord af nazismen, der udryddede mellem 250.000 og 1,5 millioner af dem. Herhjemme afvistes de ved grænsen og endte i kz-lejr. Racisme mod jøder regnes heldigvis ikke længere for acceptabelt i den offentlige debat. Det modsatte er desværre tilfældet, hvad angår romaer.

Det viser ikke kun førnævnte Knuths retorik, men også den hos andre ledende politikere og mainstream-medierne, som har stået i kø for at hælde benzin på roma-hadets bål. For at ”løse” påståede problemer med (et mindretal af) roma-hjemløse har regeringen samt DF og S indført 14 dages ubetinget fængsel for tiggeri. Inspireret deraf har et nazistisk tæskehold været på ”roma-jagt”.

Men som forskere og hjælpeorganisationer påpeger, er der tale om et fattigdomsproblem, som ikke løses med bøder og fængsel. Udover fattigdom, kommer hjemløse romaer til Danmark, fordi de også i deres hjemland rammes af systematisk diskrimination. Derfor holder mange velfungerende romaer i Danmark og andre lande ofte deres roma-baggrund skjult. Og mens medier og politikere – igen - spreder gift mod en forfulgt etnisk minoritet, griner overklassen hele vejen til skattely.

2017/06/14

Kontanthjælpschok: Familie må klare sig for 5.500 kr.'s shopping i timen


En grum historie om livet på velfærdsdanmarks skyggeside.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Ingen i Margrethe Alexandrine Þórhildur Ingrids familie har nogensinde haft et almindeligt lønarbejde. Tilværelsen på offentlige ydelser er gået i arv. Generation efter generation parkeret på kontanthjælp. Der kunne laves rystende dokumentarer om prinsesserne fra blokken (og prinserne og dronningen selv) på Amalienborg Slotsplads. Også kendt som blokken på bistand, der er helt på røven i København K.

Så fattige, at familien har sparet efternavnet væk. Og kommer der gæster til middag, må de nøjes med til maden at få serveret en praktisk talt udrikkelig hjemmelavet vin. Og for nylig kom det frem, at familien i 2016 måtte klare sig for blot 5.500 kr.’s shopping i timen, 24 timer i døgnet.

De økonomiske bekymringer, når man lever på et sultebudget, kan gøre det svært at finde overskud til at deltage i ganske almindelige fritidsaktiviteter såsom at køre i guldkaret, gå med sabel, tage fjerprydede sovsekander på hovedet, iføre sig uniform og ordener, posere med en stabel nedskudte dyr og private søndagsudflugter i forsvarets helikoptere. Rigelige forsyninger med foie gras er her en ringe trøst.

Den psykiske spidsbelastning fra livet på et eksistensminimum har nu ført til, at Margrethe Alexandrine Þórhildur Ingrids mand er flyttet fra hende. Man har splittet en familie. Det er som om systemet først er tilfreds, når familien er helt nede at ligge i rendestenen. Kun jævnlige økonomiske tilskud fra landets rigeste familier har afværget den totale sociale deroute.

Men når landets 40 rigeste familier selv må vende hver en krone af de 487.263.000.000 kroner, de har, kan man ikke fortænke dem i, hvis de på et tidspunkt også begynder at tænke en smule på sig selv.

Og det er da heller ikke ukendt i disse kredse at måtte modtage almisser for at holde nøden fra døren – f.eks. bankpakkernes 3.500.000.000.000 kr. i garantier og lån for 46.000.000.000. kr. Så selv om det sociale sikkerhedsnet trods alt ikke er helt væk, betyder det selvsagt ikke, at vi som de uansvarlige socialister foreslår bare kan bruge løs på velfærd og flygtningehjælp - for hvor vil de finde pengene?

2017/06/12

Skipper & Co. mellem modstand og tilpasning


Enhedslisten stemmer ofte som eneste parti i Folketinget imod racisme, krig og nedskæringer, men er ikke stedet at opbygge en revolutionær venstrefløj.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

13 sekunder. Det fyldte kampen uden for den parlamentariske arena i Enhedslistens politiske ordfører Pernille Skippers mere end 17 minutter lange årsmødetale for nylig: ”I onsdags, der så vi Velfærdsalliancen demonstrere for vores velfærd en gang til. Og til alle, der var med ude i hele landet, tusind tak, godt gået, det er en hamrende vigtig kamp”. Det var alt – men også symptomatisk.

For selv om der internt i partiet tales om at ”gå på to ben”, det parlamentariske og det udenomsparlamentariske, fylder arbejdet i Folketinget, byråd osv. i praksis suverænt mest. Bl.a. går hovedparten af budgettet til valgkamp og ansættelser på Christiansborg, lige som partiets topfolk sjældent eller aldrig understreger behovet for at opbygge den folkelige modstand uden for Borgen. Det gælder også partiets materiale, der som regel blot opfordrer til at blive medlem og vælger.

Parlamentarisk fokus giver passive medlemmer
Resultatet er et overvældende flertal af ikke-aktive medlemmer. Og en del af de aktive er det kun i forbindelse med valgkampe. Mange medlemmer er gode aktivister i andre sammenhænge, men dette sker uden fælles koordinering og strategi. Da dette arbejde sker som enkeltpersoner frem for som del af et politisk kollektiv, reduceres den samlede slagkraft kraftigt. I Enhedslisten findes der ganske vist også revolutionære socialister, men partiets venstrefløj er internt for uenig til organiseret samarbejde.

I stedet siver de revolutionære medlemmer ud af partiet enkeltvis. Samtidig forsøger partitoppen at undgå opstilling af revolutionære kandidater ved valg og, hvis det mislykkes, at underminere deres kandidatur. Nogle gange lykkes det de menige medlemmer på årsmøder at få nedstemt nogle af toppens forsøg på at dreje partiet i en mere ”ansvarlig” (læs: systembevarende) retning. Men når det virkelig gælder, som f.eks. spørgsmålet om Thorning-regeringens finanslove, sættes årsmødevedtagelser ud af kraft. Enhedslistens venstrefløj fører derfor en defensiv kamp for at bevare status quo – et parti, som i forvejen primært er en vælgerforening.

Systemskifte kræver anden type parti
De fleste henvisninger til revolution er udraderet fra principprogrammet, der understreger, at ”revolutionen” skal ske via en ”socialistisk grundlov” i Folketinget. På samme måde udlagde en af partiets strateger, finansordfører Pelle Dragsted, for nylig i et interview med magasinet RÆSON revolution som summen af en række reformer. Men al historisk erfaring viser, at kapitalistklassen ved at tilbageholde investeringerne, indskrænke produktionen, kapitalflugt, spekulation mod valutaen og i sidste ende også væbnede kup vil bekæmpe enhver nok så demokratisk valgt regering, der for alvor udfordrer dens magt.

Derfor kan et systemskifte kun ske ved, at en socialistisk massebevægelse i en revolutionær situation erstatter Folketinget og resten af den kapitalistiske statsmagt med sine egne demokratiske organer baseret på f.eks. arbejdspladser, uddannelsessteder og i boligkvarterer. Enhedslisten kan derfor bedst beskrives som ”venstre-reformistisk” ligesom partier som Die Linke i Tyskland, SYRIZA i Grækenland og Podemos i Spanien. Dvs. til venstre for klassisk socialdemokratisme, men stadig baseret på strategien om en reformvej til socialismen.

Men da det er en blindgyde, vil det i længden føre til gradvis tilpasning til det eksisterende kapitalistiske system. Ikke mindst hvis Enhedslisten i fremtiden kommer til at administrere systemet som deltager i en parlamentarisk regering. Så selv om vi i Internationale Socialister ofte samarbejder med mange enkeltmedlemmer af Enhedslisten, er det ikke indenfor Listens rammer, at et kæmpende venstrefløjsparti kan opbygges. Et revolutionært parti, hvis vigtigste kampplads ikke er Christiansborgs parlamentariske cirkus, men den daglige folkelige modstandskamp mod kapitalens angreb.