Ikke nødvendigt at vælge "det mindste onde"

Kamp mod skolelukning i Århus viser, at folkelige protester kan stoppe nedskæringer.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Flere af Enhedslistens topfolk har hævdet, at det var nødvendigt at indgå en dårlig finanslovsaftale med regeringen, fordi alternativet havde været en endnu værre aftale mellem regeringen og Venstre. Med andre ord en tankegang om, at Enhedslisten bør vælge ”det mindste onde” for at undgå et større onde. Altså den samme argumentation, som Socialdemokraterne og SF traditionelt set har benyttet til at forsvare diverse nedskæringer.

Problemet er her, at det tages for givet, at det eneste, der er at vælge imellem, er en række onder. I virkeligheden er der dog altid et alternativ til disse onder, nemlig gennem udensomsparlamentariske bevægelser at ændre styrkeforholdene og dermed udvide rammerne for, hvad der er ”muligt” i den givne situation. Det viser f.eks. bevægelsen mod lukningen af Rundhøjskolen i Århus.

Med eller imod de folkelige protester? 
Her støttede Enhedslistens byrådsmedlem Jette Jensen oprindeligt sammen med De Radikale, Socialdemokraterne og SF besparelser for 10-15 millioner kroner på skoleområdet og lukning af Rundhøjskolen sammen med to andre skoler. Et af argumenterne var her, at der ellers var blevet lukket endnu flere skoler. Imidlertid fik voldsom modstand fra Enhedslistens Århus-afdeling partiets byrådsmedlem til at trække sin støtte til nedskæringerne.

I stedet tog Enhedslisten derefter aktivt del i den bevægelse mod lukning af Rundhøjskolen, der 16. november fik byrådsflertallet til at droppe planerne om lukning. Det skete efter en månedlang kamp med bl.a. 7.000 indsamlede underskrifter, mere end 300 læserbreve, flere demonstrationer foran rådhuset og stormøder på skolen med hundredvis af deltagere.

Kamp kan fjerne onderne
Efterfølgende interviewede JPAarhus en række ”eksperter”, der frygtede, at det kunne danne præcedens, at politikerne havde bøjet sig for det folkelige pres. Bl.a. Andreas Rasch-Christensen, forsknings- og udviklingschef ved VIA University College Aarhus, der forklarede: ”Det bliver sværere for politikerne at træffe den slags beslutninger i fremtiden. Det viser sig jo, at det kan betale sig at protestere”.

Kampen mod lukningen af Rundhøjskolen i Århus er således et glimrende eksempel på, at det ikke er nødvendigt at vælge mellem to eller flere onder, f.eks. større eller mindre nedskæringer. Tværtimod kan det med den bekymrede eksperts ord ”betale sig at protestere”, fordi folkelig mobilisering kan sikre, at onderne helt fjernes.

Oppositionen der forsvandt

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Enhedslisten har godkendt den blå regerings samlede økonomiske prioriteringer ved at stemme for finansloven.

Mens der få måneder før taltes om ”ikke-eksisterende” tillid til regeringen og ”krone for krone”-kompensation til de grupper, der blev ramt af regeringens nedskæringer, lagdes selv kravet om dagpengeforlængelse ”på hylden” under finanslovs-forhandlingerne.

Den tidligere brudte tillid til regeringen er således blevet genoprettet i samme periode som den har intensiveret sin klapjagt på fleksjobbere og førtidspensionister og barslet med planer om nye forringelser af kontanthjælpen samt SU'en.

Stemmen for finansloven er derudover i lodret modstrid med den årsmødevedtagne politik, nemlig, at en finanslov ikke må ”indeholde forringelser”, skal indeholde ”markante forbedringer” og ikke må ”opsummere et års nedskæringspolitik”.

Finansloven ”opsummerer” således i udpræget grad ”et års nedskæringspolitik”, da det sidste år har budt på en endeløs række af nedskæringer og forringelser gennemført med højrefløjen. Og er der f.eks. nogen, der seriøst mener, at alle de grupper, der er blevet ramt af regeringens nedskæringer, i finansloven får forbedringer, der opvejer disse forringelser? Det er ellers, hvad der hidtil har været vores politik. Dertil kommer bl.a. de løbende forringelser via regeringens nul-vækst i det offentlige, hvilket de facto betyder nedskæringer.

Enhedslistens ledelse har tilmed ignoreret den strøm af protester, der er kommet fra baglandet. Der er derfor på næste årsmøde brug for en grundig udskiftning i Hovedbestyrelsen og blandt de øverste folketingskandidater, så vi får en ledelse, der er lydhør overfor baglandet, respekterer årsmødebeslutninger og udviser langt mere rygrad under forhandlinger.

Og det bør nu stå klart, at vi ikke får væsentlige forbedringer alene via parlamentariske forhandlinger, hvorfor vores hovedfokus bør være på at opbygge de udenomsparlamentariske massemobiliseringer, der kan skabe et brud med den nuværende politik - og i sidste ende også et andet samfundssystem.

Vores alternativ til finansloven og frygten for Løkke

Svaret på Thornings og Løkkes blå politik ligger uden for Folketinget. 

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Finanslovforhandlingerne er langt fra overståede, men allerede nu står det klart, at der ligesom de foregående år blot forhandles om ca. 1 % af det samlede budget. Lige så klart står det, at den kommende finanslov vil indeholde alle det forløbne års mange nedskæringer. Derfor vil det være en alvorlig svækkelse af venstrefløjen, også uden for Christiansborg, hvis Enhedslisten lader sig afpresse af frygten for at få Lars Løkke tilbage som statsminister til at stemme for finansloven.

Det vil betyde, at modstanden mod den nedskæringsdagsorden, som regeringen og den borgerlige opposition har til fælles, ikke længere har en klar parlamentarisk stemme. Det vil i den folkelige bevidsthed forstærke myten om, at der ikke findes noget alternativ til den nuværende politik. Det vil styrke de borgerlige kræfter, ikke mindst den yderste højrefløj. For hvis selv erklærede socialister stemmer for velfærdsforringelser, hvorfor så ikke vælge den ”ægte” borgerlige vare?

Kamp fra neden giver resultater
Modsvaret til regeringens offensiv mod velfærdsydelserne er derfor ikke at lade sig skræmme til at stemme for finansloven. Svaret er nemlig slet ikke parlamentarisk, men består derimod i at organisere den folkelige utilfredshed, der findes uden for Borgens mure. Selve den levestandard og det velfærdsniveau, vi har i dag, er nemlig i høj grad et resultat af en sådan udenomsparlamentarisk kamp fra neden. Det understreges f.eks. af historikeren Søren Mørch.

I sin bog Den sidste Danmarkshistorie skriver han således om det ”påfaldende sammenfald mellem … generende eller ligefrem truende samfundsomdannende aktiviteter og mere eller mindre storstilede socialpolitiske tiltag.”. Et lille glimt af sådanne ”generende” aktiviteter så vi ved trepartsforhandlingerne før sommerferien, hvor presset fra tillidsmands- og fagforenings-møderne i Horsens og København fik Dansk Metals ledelse til at blokere for regeringens planer om at forhøje arbejdstiden.

Potentialet er til stede 
Bare de sidste to år har budt på en lang række eksempler på, at viljen til udenomsparlamentarisk kamp er til stede i befolkningen. F.eks. mødtes 3.500 tillidsfolk 20. maj 2010 i Fredericia for at protestere mod offentlige besparelser. 8. juni samme år var der landsdækkende demonstrationer, herunder 50.000 mennesker på Christiansborg Slotsplads, mod VKO's beskæring af dagpenge og børnecheck.

Sidste år var ingen undtagelse med de 5.000 tillidsfolk, 4.000 flere end forventet, der 2. februar samledes i Odense for at vise deres modstand mod afskaffelsen på efterlønnen. Af samme årsag udbrød der dagen efter de første politiske strejker i Danmark i mange år. Også i 2012 har vi set ret store mobiliseringer. F.eks. 31. marts i Århus, hvor 6.000-8.000 mennesker deltog i den største anti-racistiske demonstration i Danmark i 20 år. Senest demonstrerede 2.000 mennesker 4. august i Vejle mod restauranten Vejlegårdens forsøg på at underminere det nuværende overenskomstsystem. 

Modstanden skal organiseres
Potentialet for et brud med den nuværende krisepolitik er således til stede. Det placerer imidlertid et kolossalt ansvar hos Enhedslisten for at udnytte sine enorme ressourcer, i form af medlemmer, ansatte, økonomiske midler og folketingsgruppens medieadgang, til at leve op til partiprogrammets ord om at ”virke som inspirator og organisator i de folkelige bevægelser”. Det kræver dog et opgør med det hidtidige og voldsomt overdrevne fokus på parlamentariske forhandlinger.

Her har det revolutionære venstre, i og uden for Listen, en dobbelt opgave: 1) I praksis vise, at vores metoder er den bedste måde at sikre længere dagpengeperiode, flere praktikpladser og alle de andre reformkrav. 2) Overbevise vores medkæmpere i disse spørgsmål om, at der blot er tale om mindre kampe i et større slag, som i sidste ende handler om hvem, der skal betale regningen for det nuværende kapitalistiske produktionssystems krise.

Hvis lov, hvis politi, hvis militær?

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Sommerens medievirak om Enhedslistens program og holdning til revolution har afsløret vigtige strategiske uenigheder internt i partiet.

En central diskussion har her været partiprogrammets ord om ”opløsning af politiet og militæret”, idet flere af Enhedslistens topfolk har undsagt dette programpunkt. Bagved dette lurer naturligvis en diskussion, som gang på gang er dukket op i løbet af arbejderbevægelsens historie, nemlig hvorvidt den nuværende stat, inklusive dens parlament, politi, militær osv., kan bruges til at gennemføre socialismen.

Dette er ikke et abstrakt akademisk spørgsmål, men har allerede i den aktuelle politiske situation store praktiske konsekvenser. F.eks. vil man naturligt have en tendens til at tillægge arbejdet i Folketinget og andre parlamentariske forsamlinger større betydning på bekostning af udenomsparlamentarisk mobilisering, hvis man mener, at socialismen kan indføres via de eksisterende statslige institutioner.

Strukturelle begrænsninger
I sit hovedværk Kapitalen skrev Karl Marx om staten: ”Det er altid de umiddelbare relationer mellem produktionsbetingelsernes ejere på den ene side og de umiddelbare producenter på den anden side ... hvori vi finder den inderste hemmelighed, det skjulte grundlag for hele samfundets opbygning og derfor også … for den til enhver tid herskende specifikke statsform.” I dagens Danmark og resten af verdens lande er det, der i ovenstående citat kaldes ”produktionsbetingelsernes ejere”, lig med kapitalistklassen, der ejer og kontrollerer produktionsmidlerne (fabrikker, kontorbygninger, maskiner, råstoffer osv.).

Det, Marx ovenfor kalder ”de umiddelbare producenter”, er i det moderne samfund arbejderklassen, der udgør det store flertal af befolkningen, men pga. sin mangel på produktionsmidler er tvunget til at sælge sin arbejdskraft. Men arbejderklassen skaber mere værdi end den får løn for. Resten, som Marx kalder merværdien, beholder kapitalistklassen, og derfra stammer den profit, som er kapitalismens drivkraft. Staten er en ”overbygning” på denne grundlæggende økonomiske struktur. Staten er derfor ikke neutral, men en kapitalistisk stat. Dette er stadig tilfældet, selv om det i Danmark og en række andre lande gennem tiden er lykkedes arbejderklassen at tilkæmpe sig forbedrede levestandarder og forskellige demokratiske og sociale rettigheder.

Kontrollerer staten kapitalen?
Enhver regering, der forsøger at bruge den kapitalistiske stats parlament til at føre en anti-kapitalistisk politik, vil blive mødt af økonomisk sabotage i form af indskrænkninger af produktionen, tilbageholdelse af investeringerne, kapitalflugt og spekulation mod valutaen. Men det er ikke blot økonomien, som ikke er under demokratisk kontrol. Det gælder også størstedelen af staten, som på ingen måde er demokratisk. Staten er opbygget på en stærkt bureaukratisk og hierarkisk måde, og embedsmændene som f.eks. departementschefer, dommere og ledelsen af politiet og militæret er ikke demokratisk valgte. Og via deres løn samt oftest også deres familiebaggrund, uddannelse og sociale omgangskreds har de tætte bånd til kapitalistklassen.

Intet viser tydeligere statsmagtens egentlige funktion end arbejdskonflikter. Det er gang på gang sket, at politiet og militæret er blevet sat ind mod arbejdernes demonstrationer, strejker, blokader eller arbejdspladsbesættelser. Derimod er selve tanken om at indsætte politiet og militæret mod arbejdsgivere, der nedlægger arbejdspladser, lockouter arbejdere eller står bag kapitalflugt absurd under det nuværende system. Det skyldes, at loven netop beskytter den private ejendomsret til produktionsmidlerne, som betyder, at arbejderklassen må sælge sin arbejdskraft og lade sig udbytte for merværdi.

Revolutionen mod den kapitalistiske stat
Derfor har spørgsmålet om, hvorvidt man kan bruge den nuværende stat til at indføre socialismen lige siden Marx's tid været en afgørende skillelinje mellem revolutionære socialister og reformister. Når socialismen kun kan indføres via en revolution, der indebærer et opgør med den kapitalistiske stat, skyldes det ikke ”marxistisk dogmatik”, men en grundlæggende analyse, som igen og igen er blevet bekræftet af de historiske erfaringer. Hvis en socialistisk massebevægelse for alvor truer kapitalistklassens privilegier, vil det overvældende flertal af ledelsen i politiet, militæret og de forskellige andre dele af statsapparatet tilslutte sig forsøgene på at nedkæmpe denne bevægelse.

De hidtidige revolutionære erfaringer viser, at arbejderklassen i sådanne situationer kan udvikle en ny form for demokrati, der potentielt kan erstatte det eksisterende statsapparat. Den russiske revolution 1917, den spanske revolution 1936, den ungarske revolution 1956, den iranske revolution 1978-1979 og Solidarność-bevægelsen i Polen 1980-1981 er blot de mest kendte eksempler på dette. Gennem demokratisk valgte råd på arbejdspladserne, uddannelsesstederne og i boligkvartererne, kan arbejderklassen selv styre økonomien og resten af samfundet samt varetage de politi- og militærfunktioner, der stadig er nødvendige. Men for ikke at blive kvalt i fødslen, må en sådan socialistisk revolution opløse det nuværende politi og militær.

Stueren - det bliver hun aldrig

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Dette budskab er værd at gentage i anledning af Pia Kjærsgaards exit som partileder for Dansk Folkeparti. Tværtimod har hun overalt på sin vej gennem dansk politik efterladt sig et søle af nyliberalisme, nationalisme og racisme tilsat en hæslig stank af demagogi og opportunisme. Hvis man tror, at Pia Kjærsgaard på en eller anden måde repræsenterer en røst fra "folkedybet", skulle man måske overveje, hvorfor Landsforeningen af Erhvervsinteresser har kåret hende til "årets politiker", hvorfor Dronningen har udnævnt hende til Ridder af Dannebrog, hvorfor Mærsk har støttet Dansk Folkeparti økonomisk, hvorfor hun og ægtefællen statsrevisor Henrik Thorup tilsammen har en indtægt på omkring 2 millioner kroner om året og er bosat i det mondæne Gentofte samt ikke mindst, hvilke sociale grupper, der især har haft gavn af DF's politik. Og til alle dem, der besværgende erklærer sig uenige med Pia Kjærsgaards holdninger, men ikke desto mindre beundrer hendes evner som politiker, vil vi nøjes med at påpege, at vi er nogle stykker, der har haft en anelse svært ved at stå på sidelinjen og beundre den rent tekniske udførelse af den statsracisme og institutionaliserede diskrimination, som Dansk Folkeparti har været en drivkraft bag og fortsætter under den nye regering.

Derfor fortsætter de den fejlslagne krisepolitik

Hvorfor fortsætter regeringer, centralbanker og internationale institutioner den nedskæringspolitik, der ser ud til ikke at virke? Svaret skal findes i den globale kapitalismes systemiske modsætninger.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Det er nu snart tre år siden, at Den Internationale Valutafond (IMF) officielt erklærede den økonomiske krise, også kendt som ”Den store recession”, for overstået. Denne prognose viste sig som bekendt at være lige så himmelråbende forkert som den strøm af tilsvarende profetier, der både før og siden med jævne mellemrum er flydt fra politikere, økonomer, erhvervsfolk, mainstream-medier og internationale institutioner.

Tværtimod befinder vi os nu i det femte år af den verdensomspændende økonomiske krise, som indledtes med nedturen på det amerikanske boligmarked 2006-2007, efterfulgtes af den såkaldte ”kreditstramning” og accelererede efter bankgiganten Lehman Brothers’ kollaps i efteråret 2008. Den nuværende gældskrise er en direkte konsekvens af de finansielle redningsaktioner i en størrelsesorden uden historisk fortilfælde, som stater og internationale institutioner foretog i kølvandet på den økonomiske nedsmeltning i 2008 og siden har gentaget adskillige gange.

Disse ”bailouts” har betydet, at verdens regeringer har måttet finansiere store underskud ved at sælge statsobligationer på de internationale gældsmarkeder. Den astronomiske mængde offentlig gæld har, sammen med mistede skatteindtægter som følge af højere arbejdsløshed, gjort investorerne nervøse over mange regeringers evne til at betale tilbage. Som følge deraf er renten på f.eks. græske, irske, italienske, portugisiske og spanske statsobligationer skudt i vejret, hvilket blot forværrer gældskrisen i disse lande yderligere.

Deres politik forværrer krisen
De gigantiske mængder statsintervention ved krisens start forhindrede på kort sigt en yderligere destabilisering af verdensøkonomien. Resultatet har imidlertid været den nuværende gældskrise og den dermed forbundne trussel om statsbankerotter og euroens sammenbrud. For at kunne afdrage på gælden skærer verdens regeringer kraftigt ned på deres udgifter, bl.a. ved at fjerne eller reducere velfærdsydelser og gennemtvinge store fyringsrunder i den offentlige sektor, hvilket imidlertid blot skærper krisen ved at mindske såvel den offentlige som den private efterspørgsel. Det kunne med andre ord se ud som om, at de herskende klassers krisepolitik selv på sine egne præmisser er en fiasko.

Derfor er der blandt keynesianistiske økonomer som f.eks. Paul Krugman, Joseph Stiglitz og Robert Reich en tendens til at se denne politik som en følge af ideologisk blindhed og manglende mod hos de politiske beslutningstagere, dvs. de giver psykologiske mekanismer skylden frem for at forklare nedskæringspolitikkens paradoksale konsekvenser med kapitalismens iboende modsætninger. Imidlertid er verdens regeringer på grund af deres voksende underskud afhængige af at skaffe penge på de finansielle markeder, hvor renten afhænger af en vurdering af sandsynligheden for tilbagebetaling af lånene.

Presset fra de globale markeder tvinger derfor regeringer, der ikke er klar til et revolutionært brud med kapitalismen, til at gennemføre massive nedskæringsrunder for at nedbringe deres gæld, også selv om det forstærker krisen på længere sigt. Dette er i sidste ende blot udtryk for, at kapitalismens drivkraft er kortsigtede profithensyn, ikke menneskelige behov.

Behov for et revolutionært brud
Også en regering, der i stedet for den nuværende aggressive nyliberalisme forsøgte at gennemføre keynesianske politikker, ville komme under den samme type pres fra finansmarkederne, som er beskrevet ovenfor. Når politikere, centralbanker og internationale institutioner fortsætter en krisepolitik, der ser ud til ikke at virke, er årsagen således ikke primært psykologisk, men bunder derimod i sociale strukturer.

Traditionel keynesianisme kan ikke løse det grundlæggende problem under den nuværende krise, nemlig, at virksomhederne tilbageholder investeringerne eller spekulerer i råvarer som f.eks. fødevarer, guld og olie. Det skyldes, at virksomhedernes udnyttelse af deres nuværende produktionskapacitet stadig er langt lavere end normalt samt, at den mindskede offentlige og private efterspørgsel ikke gør det tilstrækkeligt profitabelt at investere i nye fabrikker og maskiner. Så længe det er tilfældet, vil investeringerne blive tilbageholdt.

Løsningen på den situation blev faktisk fremsat af Keynes selv, selvom han ikke indså de radikale konsekvenser af sit forslag. Han foreslog, modsat sine senere disciple, at socialisere investeringerne, men overså, at dette reelt indebærer at overtage kontrollen med, hvad kapitalisternes profit skal bruges til. Med andre ord kan investeringerne ikke socialiseres uden også at tage magten over produktionen. Men sådanne socialistiske skridt vil naturligvis møde voldsom modstand fra den herskende klasse, hvorfor de forudsætter, at vi vinder en revolutionær kamp om magten i samfundet. Kun sådan kan vi sikre en løsning på krisen, hvor arbejderklassen ikke kommer til at betale regningen igen og igen.

Derfor sørger jeg ikke over Mærsks død

Glansbilledet i de fleste nekrologer over den døde skibsreder svarer ikke til virkeligheden.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

16. april døde Arnold Mærsk Mc-Kinney Møller eller ”Hr. Møller” som mainstream-medierne, med sædvanlig underdanighed over for landets rigeste og mest magtfulde personer, omtalte ham. Ved sin død i en alder af 98 år var han med en formue på omkring 100 milliarder kr. en af verdens rigeste mennesker og den suverænt mest velhavende her i landet.

Han forstod at udnytte sin enestående magt til at indrette lovgivningen så den maksimerede hans erhvervsimperiums profit. F.eks. i forhold til Nordsø-olien, hvor staten siden 2003 har mistet ca. 75 milliarder kr. på grund af slap lovgivning. Et andet eksempel er, at shipping-delen af Mærsk-koncernen, der udgør den største del, kun betaler et mindre millionbeløb årligt i skat.

Mærsk formede også i høj grad dansk udenrigspolitik, bl.a. ved under såvel første som anden Irak-krig at bidrage til massemyrderierne med våbentransporter for den amerikanske hær. Mærsk forsøgte desuden at få adgang til Iraks eftertragtede olie. Her blev koncernen selv af amerikanske embedsmænd beskyldt for at optræde som en ”kolonimagt” og som en af de mest skrupelløse krigsprofitører. I sidste ende jagede modstand fra lokalbefolkningen dog Mærsk ud af Irak.

I Danmark cementerede Mærsk Mc-Kinney sin indflydelse gennem store donationer til de borgerlige partier, inklusive det racistiske Dansk Folkeparti. Han nærede desuden et indædt had til fagforeninger. Dette har f.eks. i El Salvador betydet brug af løgnedetektorer under afhøringen af ansatte om bl.a. fagforenings-medlemskab og seksuel orientering. I Mumbai i Indien får fagligt aktive på Mærsks havneterminal tæsk.

Operaen på Holmen bliver stående som et monument over den døde skibsreder. Efter at have tromlet dette byggeri igennem, krævede, og fik, Mærsk Mc-Kinney på forhånd den daværende Nyrup-regerings officielle ”takkebrev” til gennemsyn. Det skete selv om skatteyderne direkte eller indirekte har finansieret operahuset og fortsat kommer til at betale et kæmpe millionbeløb for drift. De kinesiske arbejdere, der under livsfarlige forhold forarbejdede granitten til Mærsks operahus, sørger næppe over hans død. Det gør jeg heller ikke.

En nordkoreansk statsbegravelse

AF LARS HENRIK CARLSKOV

I Den Demokratiske Folkerepublik Korea (tidl. Danmark) blev en større parade afviklet i går i forbindelse med begravelsen af landets enevældige hersker gennem de sidste årtier.

Det statslige tv transmitterede hele dagen fra begravelsen af ”Den store leder” Ma Kee-Nee, også kendt som Marsk (betyder ”hærleder” på det lokale sprog) Ma Kee-Nee.

I de nationale medier blev Ma Kee-Nee beskrevet som den fødte leder, der allerede i en ung alder viste sig som et multigeni inden for områder som bl.a. skibsfart, detailhandel og olieudvinding.

For uafhængige iagttagere var det vanskeligt at afgøre, hvor udbredt den store sorg, landets medier rapporterede om, var i befolkningen samt i hvor høj grad den skyldtes massiv propaganda.

Men mange håber, at Ma Kee-Nees død kan igangsætte en demokratiseringsproces.

Hverken moderne, praktisk eller socialisme

SF’eren Mattias Tesfaye har vakt stor røre både i medierne og sit eget parti med sine teser om en ”moderne” og ”praktisk” socialisme.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Forud for SF’s landmøde 13.-15. april har et bittert opgør om partiets næstformandspost påkaldt sig stor opmærksomhed. Tidligere folketingsmedlem Pernille Frahm har således angrebet ledelsens foretrukne kandidat til posten, Mattias Tesfaye, for at have synspunkter, der snarere hører hjemme ”i et af de kommunistiske partier”.

Det skyldes en række ”teser om praktisk socialisme”, som Tesfaye skrev tilbage i 2008 og som han efter den megen kritik for nylig opdaterede i Politiken. Såvel i medierne som på store dele af venstrefløjen bliver Tesfaye set som talsmand for en væsentlig mere venstreorienteret linje end den, SF står for i dag.

Lad os derfor prøve at se på om hans teser, de gamle og de nye, virkelig repræsenter en ”moderne” og ”praktisk” socialisme.

Ikke kun økonomi
I begge versioner af teserne fremhæver Tesfaye, at venstrefløjens opgave er at føre klassekamp. Dette undermineres imidlertid af en gennemgående tendens til at se klassekampen som en rent økonomisk kamp for bedre løn og arbejdsvilkår. F.eks. skriver han i sine oprindelige teser, at ”kategorier” som ”køn, etnicitet, tro og seksualitet” udelukkende er ”interessante som en del af samfundets sociale struktur”. Med andre ord synspunkter, der er nært beslægtede med den såkaldte ”økonomisme”, som Lenin leverede en sønderlemmende kritik af.

Lenin påpegede, at arbejdere, der blot har indset behovet for at kæmpe for mere i løn og forbedrede arbejdsforhold, endnu kun har opnået en såkaldt ”trade-unionistisk” (fagforenings) bevidsthed. Først hvis arbejderne også er villige til f.eks. at strejke på grund af forfølgelsen af jøder eller studenter, har de ifølge Lenin en ægte socialistisk klassebevidsthed. Her foretager Tesfaye et kraftigt tilbagetog i den nye version af sine teser, idet han skriver, at fokuset på arbejderklassens kamp ikke skal forstås sådan, at ”kampen for ligestilling og mod diskrimination er mindre vigtig”.

Her medfører Tesfayes økonomisme dog igen, at han beskriver denne kamp som et rent økonomisk spørgsmål om, hvorvidt man primært skal prioritere ligeløn for ”sosu-assistenten” eller ”økonomidirektøren”. Ganske rigtigt findes der klare klassemodsætninger inden for de forskellige køn, etniske minoriteter og seksuelle grupper, men kampen mod f.eks. sexisme, racisme og homofobi kan på ingen måde reduceres til blot økonomi. Frem for hinandens modsætninger, bør disse kampe derfor, som det f.eks. er tilfældet i den klassiske marxisme (Marx, Engels, Luxemburg, Lenin, Trotskij, Gramsci m.fl.), ses som en integreret del af klassekampen.

Dannebrogs-socialisme?
I modsætning til hos Tesfaye findes der således i den klassiske marxisme en klar forståelse af, at splittelserne i arbejderklassen (f.eks. faglærte/ufaglærte, mænd/kvinder, indfødte/migrantarbejdere, privatansatte/offentligt ansatte) har eksisteret lige så længe som den kapitalistiske produktionsmåde. Det skyldes, at kapitalismen fremmer den interne konkurrence mellem forskellige dele af arbejderklassen om løn, jobs osv.

Den aktive, ikke kun økonomiske, kamp mod f.eks. racisme, sexisme og homofobi er derfor nødvendig for at overvinde disse splittelser i arbejderklassen. Og uden et opgør med det kapitalistiske produktionssystem, hvilket Tesfaye karakteristisk nok ikke nævner, vil disse fordomme blive reproduceret igen og igen. Ud over at undlade at konfrontere disse splittelser, medvirker Tesfaye endda selv til at skabe dem. Han har således beskrevet østeuropæiske migrantarbejdere som ”nasserøve”.

Både i sine nye og gamle teser slår han desuden til lyd for, at venstrefløjen flager med Dannebrog, men glemmer her, at dette flag er et symbol på et ”nationalt fællesskab”, der angiveligt skulle overskride kampen mellem forskellige klasser med modstridende interesser. Tesfayes såkaldte klassekamp bliver her til ren og skær nationalisme, lige som det er tilfældet for hans forslag om at ”begrænse indvandringen”, hvor han ud over igen at skabe skel mellem ”danske” og ”udenlandske” arbejdere, overser, at der kun under kapitalismen og dens iboende tendens til at skabe en ”reservehær” af arbejdsløse kan være for meget arbejdskraft.

Moderne og praktisk?
Tesfaye beskriver selv sine synspunkter som ”moderne” og ”praktisk” socialisme. I virkeligheden er de hverken moderne, praktiske eller socialisme.

Ikke moderne, fordi der i den klassiske marxisme findes en langt mere nuanceret forståelse af klassekampen. Ikke praktiske, fordi han ikke bidrager til at overvinde splittelsen i arbejderklassen, hvilket er en forudsætning for både at vinde reformer og på længere sigt at indføre et socialistisk samfundssystem. Og ikke socialistiske, fordi hans teser ikke indbefatter et brud med kapitalismen.

I stedet for et systemskifte er ”praktisk socialisme” for Tesfaye ”de forandringer, vi kan skabe lige nu og her. En legeplads fri for kanyler, en bedre gadebelysning i villakvarteret, et køleskab i skurvognen”. Med andre ord svarer Tesfayes ”praktiske socialisme” nogenlunde til programmet for organisationer som Kattens Værn derved, at der er tale om bittesmå forbedringer inden for det nuværende system.

Som revolutionære socialister støtter vi selv den mindste reform, dels for at skabe forbedringer for arbejderklassen nu og her, men primært fordi denne kamp er en forudsætning for at skabe den organisationsevne og klassebevidsthed, som gennemførelsen af den socialistiske revolution kræver. Uden dette nødvendige systemskifte nøjes vi med, som Marx skrev, lige som Tesfaye at bekæmpe virkninger frem for årsager.

Regeringen freder banker og spekulanter - igen

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Debatten om beskatning af finansielle transaktioner viser endnu en gang, at S-R-SF ikke har tænkt sig at lade banker og spekulanter betale regningen for krisen.

Forslaget om en skat på finansielle overførsler har skabt voldsom debat både i Danmark og i de øvrige EU-lande. EU-Kommissionen har således foreslået at indføre en såkaldt Tobin-skat, opkaldt efter den amerikanske økonom og nobelpristager James Tobin. Konkret foreslår Kommissionen en skat på én promille af handler med aktier og obligationer samt 0,1 promille på salg af derivater. Et stort flertal af EU’s regeringer, anført af Frankrig og Tyskland, støtter ideen om en finansskat, mens især Storbritannien tegner sig for modstanden.

At den danske regering på EU-plan hører til de få modstandere skyldes især Det Radikale Venstre, der da også får økonomisk støtte fra bankernes brancheforening Finansrådet, hvis toplobbyist hedder Lars L. Nielsen og repræsenterer De Radikale i DR’s bestyrelse. Netop De Radikales ihærdige forsvar for bankernes interesser ønskede ungdomsorganisationerne DSU, SFU og SUF at sætte fokus på i en annonce-kampagne med overskriften ”Margrethe Vestager er i lommen på bankerne”. Da S-SF havde banket deres ungdomsorganisationer på plads, blev den dog aflyst i sidste øjeblik.

Opgør med markedslogikken
Regeringens bekæmpelse af den foreslåede finansskat er ikke første eksempel på regeringens modstand mod yderligere beskatning af finanssektoren. Som bekendt forsvandt S-SF’s foreslag om en bankskat på beskedne 2 milliarder under regeringsforhandlingerne. Regeringen begrunder sin modstand mod Tobin-skatten med påstået svækkelse af EU’s konkurrenceevne over for resten af verden. Dette er blot en zombieagtig gentagelse af de seneste årtiers altdominerende argument for de utallige angreb på velfærdsydelser, lønninger og arbejdsforhold, der har fundet sted i samme periode. Som socialister må vi dog aldrig lade os indfange af markedets logik.

Hvorvidt vi støtter et givent politisk krav bør derfor ikke afhænge af om det øger eller mindsker lysten hos private investorer, som regel store multinationale virksomheder, til at investere kapital. Modsat private investorer, hvis beslutninger i sidste ende tages ud fra snævre profit-hensyn, skal vi derfor basere vores krav på, om de opfylder menneskelige behov eller ej. F.eks. er behovet for nødvendige forbrugsgenstande fra industrien og landbruget samt pleje, pasning, undervisning osv. fra den offentlige sektor ikke blevet mindre på grund af kapitalismens krise. Tværtimod.

Forhindrer ikke nye kriser
Derfor skal vi kræve, at samfundets økonomi indrettes efter tilfredsstillelsen af disse grundlæggende menneskelige behov og ikke efter om det øger private investorers profit. Samme holdning bør vi have til den foreslåede beskatning af den finansielle sektor. Hvis indtægterne fra denne skat, 420 milliarder kroner årligt ifølge Kommissionens seneste beregninger, bruges på nye nødhjælpspakker til trængte spekulanter, har den ikke vores støtte. Hvis den derimod går til oprettelsen af nye arbejdspladser, praktikpladser, til at forbedre velfærdsordningerne osv., vil vi til enhver tid kæmpe for det.

Den nuværende økonomiske krise udspringer i sidste ende af faldende profitrater i den såkaldte ”realøkonomi”. Det var dét, der var årsagen til den finansielle sektors, herunder diverse spekulative aktiviteters, eksplosive vækst de sidste årtier. Derfor vil den foreslåede finansskat ikke forhindre nye kriser. Men den kan være med til at sikre, at de, der tjente fedt på den bristede økonomiske boble, også betaler regningen for krisen. Danmarks EU-formandskab i første halvdel af 2012 er en oplagt lejlighed til at mobilisere for dette krav.

Bragt i Socialistisk Arbejderavis nr. 317, 12. februar 2012.

Det havde vi aldrig klaret uden hende

AF LARS HENRIK CARLSKOV

I midten af januar kunne Dronningen fejre 40-års jubilæum som officielt statsoverhoved for Danmark.

Det blev fejret efter alle kunstens regler, og de førende danske medier leverede såkaldt “væg-til-væg-dækning”, hvilket vist nok er den journalistiske pendant til en vild bytur, hvor man brænder hele månedens budget af på én gang.

Under alle omstændigheder var det sikkert underholdende, i hvert fald hvis man selv var til stede, og selv om begivenheden efterhånden ligger flere uger tilbage, har de ru tunger og brune næser næppe endnu fortaget sig hos Jes Dorph, Ulla Terkelsen og de andre journalister, der dækkede jubilæet.

Inden da truede et skændigt attentat mod monarkiet dog med helt at spolere festlighederne, idet et flertal i Københavns Borgerrepræsentation ikke ville bevillige de 400 servietter til en beskeden samlet pris på 40.000 kr., som Dronningen ønskede sig og endda selv havde designet.

Hun måtte derfor nøjes med selvdesignede servietter for 20.000 kr., ikke mindst til De Konservatives store fortørnelse, og Dronningens servietunderforsyning er da bestemt også et spørgsmål, der kan banke partiet op over spærregrænsen ved næste valg.

Også fra denne avis skal der lyde et stort og varmt til lykke til majestæten. Som ingen anden har hun nemlig perfektioneret den ædle kunst at overklippe røde snore i forbindelse med officielle åbninger og indvielser. Hun har lært håndværket af sin far, der lærte det af sin af far osv..

Med lige dele træningsiver og nedarvet talent har hun gennem årene raffineret sin overklipningsteknik til et niveau, der tangerer det sublime. En sand ekvilibrist på sit felt. Én ting er i hvert fald sikkert: Vi havde aldrig klaret alle de snore uden hende.

Bragt i Socialistisk Arbejderavis nr. 317, 12. februar 2012.