tag:blogger.com,1999:blog-28628477793439498442024-02-23T08:44:26.242+01:00Lars Henrik CarlskovLars Henrik Carlskovhttp://www.blogger.com/profile/16871090792611594851noreply@blogger.comBlogger139125tag:blogger.com,1999:blog-2862847779343949844.post-68588056137434394392021-01-19T13:55:00.003+01:002021-01-19T15:37:46.973+01:00Kamp og konflikt formede det moderne Danmark <br /><b>Bogen ”De stridbare danskere” punkterer den nationalromantiske myte om den nuværende samfundsmodels fredsommelige tilblivelse.</b><br /><br /><i>Af Lars Henrik Carlskov<br /></i><br />Historikeren og sociologen René Karpantschof har således et radikalt andet udgangspunkt end mainstreamfortællingen om konsensuspræget udvikling. Hvor parterne angiveligt ved det bedre arguments kraft og forhandlingsbordet fandt frem til en fællesnævner, som nogenlunde ligeligt tilgodeså de forskellige klassemæssige og andre interesser. I stedet anlægges et langt mere frugtbart konfliktperspektiv på den pågældende periode (1848-1920) af Danmarkshistorien.<br /><br />Samtidig leveres et fornemt eksempel på historieskrivning nedefra, hvis primære fokus ikke er enkeltpersoner fra den fåtallige overklasse, men i stedet kollektive bevægelser og kollektiv kamp med udspring i brede befolkningslag. Som forfatteren fremhæver, spillede frygten for eller ønsket om underklasserevolution her en væsentlig rolle i disse års politiske og sociale udvikling.<br /><br /><b>Militant kamp gav reformer<br /></b>Det medførte en række reformtiltag for at dæmpe den folkelige utilfredshed. Disse reformer var dog ikke blot præventive foranstaltninger ”fra oven”, men ofte også et produkt af langvarige og helt eller delvist sejrrige massekampe mod den herskende klasses forbitrede modstand. Her bør dog også inddrages den nok så væsentlige faktor, som Karl Marx bl.a. påpegede sin berømte analyse af arbejdsdagens længde.<br /><br />Nemlig, at staten som repræsentant for kapitalistklassen som helhed, kan gennemtvinge reformer i systemets mere langvarige interesse (f.eks. en arbejdsstyrke med fornøden sundhed og uddannelse) som enkeltkapitalisten typisk vil modsætte sig af frygt for at miste en fordel overfor konkurrenterne. Resultatet af disse komplekse årsagssammenhænge var begrænsede, men mærkbare reformer. F.eks. udvidelse af stemmeretten til hovedparten af den voksne befolkning, anerkendelse af fagbevægelsens kollektive forhandlingsret og de spæde skridt til den såkaldte velfærdsstat.<br /><br /><b>Fortjener bred læserskare<br /></b>I årene umiddelbart efter 1. verdenskrig og den socialistiske oktoberrevolution 1917 i Rusland mundede dette konfliktfyldte forløb ifølge Karpantschof ud i en ”episk styrkeprøve mellem” politiske kræfter, der kæmpede for to konkurrerende ”samfundssystemer: kapitalisme eller socialisme”. I den forbindelse og generelt understreger bogen internationale begivenheders betydning.<br /><br />I følge forfatteren kan man omkring 1920 tydeligt identificere mange af det moderne danske samfunds grundtræk: De nuværende grænser, den kapitalistiske produktionsmåde, parlamentarismen, partisystemet og forløberne for mange sociale bevægelser. Trods det høje sideantal, er bogen letlæst, og bør læses af alle historisk interesserede. Ikke mindst dem, der, som denne avis' læsere, ønsker at lære af historien for selv at skabe historie.<br /><br /><i>René Karpantschof: De stridbare danskere. Efter enevælden og før demokratiet 1848-1920. Gads Forlag. 2019. 544 sider.</i>Lars Henrik Carlskovhttp://www.blogger.com/profile/16871090792611594851noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2862847779343949844.post-87409872704869445002020-08-14T14:33:00.002+02:002020-08-14T18:45:53.604+02:00Coronalove som hegemoniudøvelse<br /><b>Trods regeringens historisk favorable opinionstal, begynder hverdagen og slagsmålet om coronaregningen nu for alvor.<br /></b><br /><i>Af Lars Henrik Carlskov<br /></i><br />De 34 % i Berlingske Barometers seneste vægtede snit af målinger 6/7 ville være bedste socialdemokratiske folketingsvalg siden 1998. En voldsom omvæltning i forhold til sidste års valgresultat på 25,9 % med tilbagegang på 0,4 %, og som kun var marginalt (0,3 %) bedre end det katastrofale jordskredsvalg i 1973. COVID19-pandemiens politiske positionskamp er således udnyttet til en midlertidig cementering af det parlamentariske overherredømme (eller hegemoni, med den italienske marxist Gramscis begreb).<br /><br />Hjulpet på vej af tendensen til, at pludseligt indtrufne krisesituationer indledningsvist medfører øget opbakning til den siddende regering. Forstærket af den hastigt indgåede politiske borgfred, hvor de øvrige partier fredede regeringen for andet end detailkritik. Som de erklærede borgerlige partier efterfølgende erstattede med pres for hurtig genåbning af hensyn til de store virksomheders økonomiske bundlinje, hvilket forståeligt nok manglede folkelig appel. Hvorimod partierne på Mette Frederiksens venstre flanke stadig føler sig bundne af underskrifterne på sidste års uforpligtende ”forståelsespapir” om regeringens politiske kurs.<br /><br /><b>Udmanøvreret opposition<br /></b>Dermed reduceret til i heldigste tilfælde regeringens juniorpartnere, hvor åben opposition ses som en trussel mod en plads ved forhandlingsbordet. Hvor de alligevel reelt ingen trumfer har at spille, da SF-Enhedslisten hverken tør vælte regeringen eller reelt arbejder for den folkelige mobilisering uden for Borgens mure, der kan forrykke styrkeforholdene. Regeringen er med DR’s politiske analytiker Jens Ringberg ord ”den mest topstyrede, vi nogensinde har haft”. I regeringens og Socialdemokratiets rækker betyder det en hypercentraliseret beslutningsproces, hvor f.eks. ikke engang partiets ordførere må udtale sig på eget område uden grønt lys helt fra toppen.<br /><br />En autoritær tendens, der går igen udadtil. F.eks. i coronalovene, hvor regeringen i flere tilfælde har tilsløret, om diverse tiltag er sundhedsfagligt begrundede eller blot udtryk for et politisk ønske. Hurtigt afsløredes det f.eks., at grænselukningen udelukkende var politisk begrundet. Et andet autoritært tiltag uden sundhedsfaglig begrundelse er f.eks. dobbelt eller firedobbelt straf for såkaldte corona-forbrydelser, hvor f.eks. tyveri af en flaske håndsprit kan give ubetinget fængsel.<br /><br /><b>Udfordringer til hegemoni<br /></b>På pressemødet om nedlukning 11/3 brugte Mette Frederiksen intet mindre end 17 gange i sin indledning begreberne ”Danmark” og ”danskerne”, og opfordrede til national samling. Altså forestillingen om et nationalt fællesskab, der overtrumfer modstridende klasseinteresser. Der ligesom grænselukning og drakoniske coronastraffe indskriver sig i regeringens egenfortælling som handlekraftig og villig til at gå til ekstremer for at beskytte det imaginære nationale fællesskab mod forestillede indre og især ydre trusler.<br /><br />Men denne fortælling og dermed regeringens hegemoni er skrøbelig, da efteråret byder på en række politiske opgør om bl.a. hjælpepakker, klima, minimumsnormeringer, ældrevelfærd, pensionsalder og selve finansloven. Her skal regningen for coronanedlukning og den økonomiske krise, der allerede forinden stod for døren, fordeles. Da kapitalismens drivkraft er stadig større profit, og mindre profit betyder krise, er den eneste ”løsning” inden for systemets rammer forøgelse af de store virksomheders overskud på bekostning af almindelige lønmodtagere, arbejdsløse, studerende og syge. Men masseprotester i form af demonstrationer og strejker kan afværge dette scenario og udfordre kapitalsystemets hegemoni. Lars Henrik Carlskovhttp://www.blogger.com/profile/16871090792611594851noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2862847779343949844.post-83843118747410719422020-05-18T14:38:00.001+02:002020-05-18T16:32:12.861+02:00Gramsci er vaccine mod et sygt system<br />
<b>Nutidens aktivister kan lære af Antonio Gramscis (1891-1937) idéer om vejen fra protest til social revolution.</b><br />
<br />
<i>Af Lars Henrik Carlskov</i><br />
<br />
”Hele Europa er fyldt af revolutionens ånd. Der er en dyb følelse af ikke bare utilfredshed, men vrede og oprør blandt arbejderne... Fra den ene ende af Europa til den anden stiller befolkningsmasserne spørgsmålstegn ved hele den nuværende orden i dens politiske, sociale og økonomiske aspekter.” Den britiske premierminister Lloyd Georges ord fra 1919 gjaldt ikke mindst Italien. Under ”il biennio rosso” (de to røde år) 1919-1920 skyllede bølger af strejker og besættelser af fabrikker og godser over landet, hvor arbejderne mange steder skabte demokratiske fabriksråd, som overtog produktionen.<br />
<br />
Men bevægelsen druknedes i blod af Mussolinis fascister, som kom til magten i 1922. Støttet af store virksomheds- og godsejere, kongen, kirken, borgerlige politikere, generaler, politichefer og dommere. Derfor fængsledes Gramsci, kommunistpartiets generalsekretær og en af fabriksrådsbevægelsens ledere, de sidste 11 år af sit liv. Den hidtil eneste succesfulde socialistiske revolution gennemførtes 1917 i Rusland af bolsjevikpartiet. Anført af bl.a. Lenin og Trotskij og med årtiers erfaring fra den mislykkede 1905-revolution, omfattende strejker og andre massekampe.<br />
<br />
Et sådant parti fandtes f.eks. ikke i Italien, Tyskland 1918-1923, Kina 1925-1927 eller ved andre revolutionsforsøg frem til i dag. Det har ført til blodig undertrykkelse af de revolutionære. Mest kendt er nok mordet i 1919 på Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht, som først midt under revolutionen stiftede kommunistpartiet. I Italien oprettedes partiet først i 1921, hvor den revolutionære bølge havde toppet.<br />
<br />
<b>Sekterisme får fatale følger</b><br />
De fleste arbejdere fulgte dog stadig de socialdemokratiske ledere i parlamentet og fagbureaukratiets top. Lenin, Trotskij og KOMINTERN (den nye internationale sammenslutning af revolutionære socialister) vedtog derfor taktikker til at forbinde sig med dette flertal. Et ”overgangsprograms” krav kan bygge bro mellem en revolutionær og flertallets reformistiske bevidsthed. Via ”massekampagner, der kæmper for disse krav uanset om, de kan forenes med det kapitalistiske system”. Krav, som i deres ”helhed udfordrer borgerskabets magt, organiserer proletariatet og markerer de forskellige stadier i dets kamp” for revolution.<br />
<br />
Samt enhedsfront, der offentligt opfordrer til fælles kamp mellem revolutionære og socialdemokrater for at forsvare arbejderklassens livsvilkår. Accepterer de reformistiske ledere, styrkes kampen og muligheden for gennem den at vinde flertal for antikapitalistiske løsninger. Afviser disse ledere, kan det bruges til at udstille deres manglende kampvilje. Arbejde indenfor det parlamentariske demokrati og den eksisterende fagbevægelse er en pligt, så længe flertallet stadig har illusioner om disse. Det skal afsløre fagtoppen og parlamentarismen som stopklods for kamp og reelt demokrati. Hvor befolkningsflertallet i stedet for et kryds ca. hver 4. år, dagligt deltager i styringen af samfundet der, de arbejder, bor og går i skole.<br />
<br />
Sidstnævnte kaldte Gramsci senere at ophæve skellet mellem ”regerende og regerede”. Men i Italien dominerede Amadeo Bordigas sekterisme partiet. Den afviste disse taktikker. Herunder også arbejde i fabriksråd uden kommunistisk flertal og enhedsfront med socialdemokrater og andre socialister. F.eks. i bevægelsen Arditi del Popolo (”Folkets Stødtropper”), der med succes havde bekæmpet de væbnede fascistiske angreb.<br />
<br />
<b>Vejen til hegemoni</b><br />Gramsci konkluderede derfor: ”De italienske arbejdere har lært af egen erfaring (1919-1920), at uden et kommunistisk parti, bygget som arbejderklassens parti og revolutionens parti, er en sejrrig kamp for at omstyrte den kapitalistiske orden ikke mulig.” Det er ikke som i Bordigas (og senere stalinismens) bureaukratiske partimodel en oppefra og ned-proces. Men ”en stadig tilpasning af organisationen til den virkelige bevægelse, en sammenføring af fremdrift nedefra med ordrer ovenfra, en vedvarende indsættelse af elementer, der hvirvles op fra den brede befolkningens dyb, i ledelsesapparatets solide ramme, som sikrer kontinuitet og regelmæssig ophobning af erfaring.”<br />
<br />
Dette er ”en dialektisk proces, hvor de revolutionæres massers spontane bevægelse flyder sammen med centrums organisatoriske og dirigerende vilje”. Vejen til det, Gramsci kalder ”proletariatets hegemoni”, går gennem ”et system af klassealliancer, som gør det i stand til at mobilisere den arbejdende befolknings flertal mod kapitalismen og den borgerlige stat.” Dvs. ”klassealliancer” med fattige bønder, landarbejdere og andre undertrykte grupper. Ikke med såkaldt ”progressive kapitalister” som i den stalinistiske folkefrontsstrategi.<br />
<br />
Ved ”i sit revolutionære overgangsprogram” at indarbejde krav, som kan skabe fælles kamp med andre undertrykte grupper, kan arbejderklassen sikre sin ledende rolle, dvs. ”hegemoni”. Gramscis fængselsnoter var ikke brud med, men uddybning af revolutionær socialisme. Til medfangerne forklarede han f.eks., at den ”voldelige erobring af magten kræver, at arbejderklassens parti skaber en organisation af den militære slags.”<br />
<br />
<b>Samfundsomvæltning kræver revolutionært parti</b><br />Fra fængslet skrev han, at ”afkald på at give spontane bevægelser en bevidst ledelse” er blandt ”de medvirkende årsager til” reaktionære bevægelser som fascismens magtovertagelse. Samt, at ”den 'rene' spontaneitet ikke findes”, da ”der i enhver 'spontan' bevægelse er et primitivt element af bevidst ledelse”. Diverse strømninger vil i enhver bevægelse konkurrere om den politiske retning. At gøre partiers tilstedeværelse illegitim, viser derfor ”ønske om at erstatte en bestemt ledelse med en anden." Bordigas og senere de stalinistisk-inspirerede kommunistpartiers fokus er ”bevidst ledelse”, mens f.eks. anarkisters er ”spontaneitet”. For Gramsci er revolutionær politik ”enhed mellem 'spontaneiteten' og 'den bevidste ledelse'”.<br />
<br />
Han påpegede desuden, at kapitalistklassens hegemoni både skyldes statens voldsapparat og befolkningens samtykke. Sidstnævnte sikres især via bl.a. skoler, medier, religiøse organisationer, partier og andre foreninger. I lande, hvor disse institutioner står stærkere end under Ruslands zarstyre før revolutionen, er det, Gramsci i sin uddybning af enhedsfronten kaldte ”stillingskrig”, særlig vigtigt. Den må dog senere føre til ”bevægelseskrig” (herunder revolutionær opstand).<br />
<br />
Efter ”Fyrsten” (1513) af Machiavelli, en af moderne politisk videnskabs grundlæggere, kaldte Gramsci det revolutionære parti for ”den moderne fyrste” og ”den første celle, hvor de kim til kollektiv vilje, der tenderer mod at blive universelle og totale, sammenfattes.” Disse idéer om spontaneitet, stillingskrig, bevægelseskrig, hegemoni, alliance mellem arbejdere og andre undertrykte grupper samt allerede nu begynde revolutionær partiopbygning, er en nødvendig vaccine mod den stadig mere sygdomsramte globale kapitalisme. <br />
<div class="yj6qo">
</div>
Lars Henrik Carlskovhttp://www.blogger.com/profile/16871090792611594851noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2862847779343949844.post-13283655547318271492020-04-27T11:44:00.000+02:002020-04-27T14:53:06.270+02:00Corona spreder kapitalismens autoritære virus<br />
<b>Den globale pandemi har sat turbo på årtiers udhuling af det i forvejen stærkt begrænsede liberale demokrati. </b><br />
<br />
<i>Af Lars Henrik Carlskov </i><br />
<br />
De seneste ugers indskrænkning af grundlæggende demokratiske rettigheder er den suverænt mest vidtgående i landet siden 2. verdenskrig. Uden høringsfase, hvor f.eks. juraeksperter, menneskerettighedsorganisationer og almindelige borgere kunne fremsætte indvendinger. I rekordtempo er der foretaget voldsomme indgreb i bl.a. den personlige frihed, forsamlingsfrihed, bevægelsesfrihed og retten til at bestemme over egen krop. <br />
<br />
F.eks. mulighed for forbud mod forsamlinger ned til 2 personer, tvangsundersøgelser, tvangsbehandling, tvangsvaccinering og nedlukning af legepladser og fodboldbaner. I følge en række eksperter er det svært at vurdere, hvad der er sundhedsfagligt begrundet eller blot et politisk ønske fra regeringen. Kloden over smugles et væld af autoritære tiltag ind ad bagdøren. <br />
<br />
I Ungarn har Orbáns højreradikale regering f.eks. tildelt sig selv diktatoriske beføjelser uden tidsbegrænsning. Borgere kan fængsles i op til 5 år for at bryde coronakarantæne eller for at offentliggøre "falske" eller "forvrængede" oplysninger, som kan skabe "uro" eller "ophidse" befolkningen. I USA har præsident Donald Trump varslet stop for indvandring. På samme måde blev den danske grænselukning modsagt af sundhedseksperter. Desuden er der bl.a. indført mulighed for dobbelt eller firedobbelt straf for ”corona”-lovovertrædelser. <br />
<br />
<b>Garanti for misbrug</b><br />
Strømmen af såkaldte antiterrorlove siden angrebet 2001 på USA's forsvarsministerium og World Trade Center, viser samtidig den overhængende fare for misbrug af foranstaltninger, der er indført med henvisning til COVID-19. Politiets øgede magtbeføjelser er blevet brugt i sager, som intet har at gøre med terror. Om alt lige fra bander, narko, menneskesmugling, børneporno, økonomisk kriminalitet, brandstiftelse og bedrageri til røveri og drab. <br />
<br />
International solidaritet med legitime oprørsbevægelser i f.eks. Colombia, Palæstina og Kurdistan er blevet kriminaliseret. Og det kurdiske Roj TV mistede sendetilladelsen pga. en beskidt handel om tyrkisk støtte til Anders Fogh Rasmussen som NATO-generalsekretær. Derfor er det også naivt at tro, at coronalovene ikke vil blive brugt på alle mulige andre områder. Midlertidige begrænsninger af rettigheder bliver hurtigt permanente. <br />
<br />
Længe inden den nuværende pandemi var den globale kapitalisme inficeret af en autoritær virus. Bl.a. steg den amerikanske fængselsbefolkning under især Reagan og Clinton med eksplosiv fart. USA har verdens største antal fængslede pr. indbygger, og stigningen fortsætter stadig. Den danske udvikling er mindre ekstrem, men på mange punkter fulgt i samme spor. <br />
<br />
<b>Orwells mareridt er vores virkelighed</b><br />
Antallet af indsatte i danske fængsler er rekordhøjt. Især i slutningen af Nyrups regeringsperiode fra 1993-2001 accelererede den autoritære udvikling. Der kom maskeringsforbud (senest udvidet med burka- og niqāb-loven). Rockerloven betød forbud mod enkeltpersoners ophold bestemte steder såsom klubhuse. Nu udvidet til zoneforbud mod ophold i f.eks. en hel kommune. Det rammer også f.eks. hjemløse, der samtidig kan få bøder for at tigge.<br />
<br />
Senere har vi bl.a. fået civile agenter, visitationszoner, præventive anholdelser og længere varetægtsfængslinger. Plus vandkanoner, heste og peberspray til politiet (sidstnævnte oprindeligt et alternativ til brug af stave og pistoler). Samt mulighed for dobbeltstraf i såkaldte ghettoer og håndtrykstvang for at få statsborgerskab. Arbejdsløse og syge er ramt af mere kontrol og flere sanktioner. <br />
<br />
Efterretningstjenesterne kan sammen med techgiganter som Amazon, Apple, Facebook og Google overvåge selv de mest intime detaljer i vores privatliv. Orwells totale overvågningssamfund er på mange måder vores virkelighed. <br />
<br />
<b>Autoritær stat er nyliberalismens siamesiske tvilling </b><br />
De sidste tre årtier har kriminaliteten i Danmark været faldende, så hvad forklarer de evige nye stramninger? Den italienske marxist Antonio Gramsci påpegede, hvordan den herskende klasses hegemoni (”overherredømme”) bygger på en blanding af rå magt og ”konsensus” (samtykke fra befolkningen). Den styrer ikke blot ved hjælp af politi, domstole og militær, men også gennem institutioner som kirker og skoler samt civilsamfundets partier, foreninger, medier osv. Faldende profitrater for de store koncerner førte i 1970'erne til kapitalismens nuværende nyliberale fase. I denne periode er de nævnte institutioner blevet kraftigt undermineret. Det har svækket den herskende klasses folkelige legitimitet (se f.eks. rekordhøj mistillid til medier og politikere). <br />
<br />
Derfor har den herskende klasse være tvunget til at styrke statens repressive apparat. Nyliberalismen betyder derfor ikke mindre stat (de offentlige udgifters andel af BNP er tværtimod vokset). Men derimod en omstilling af staten, hvor de mere direkte kontrol- og undertrykkelsesfunktioner vokser på bekostning af f.eks. levering af velfærdsydelser. I takt med, at kapitalismens kriser bliver stadig mere ukontrollable (virusser, økonomiske kriser, klimakatastrofen etc.), vokser kapitalens afhængighed af staten (og f.eks. dens finansielle støttepakker). <br />
<br />
<b>Liberalt demokrati versus socialistisk demokrati </b><br />
Den nuværende situation viser det kan være legitimt at indskrænke nogle individuelle ”friheder” (f.eks. handlinger, der udsætter andre for livsfare). På samme måde forhindrer en lille minoritet af kapitalisters ”ret” til at eje og kontrollere de vigtigste produktionsmidler som maskiner, fabrikker, kontorbygninger og råstoffer i praksis alle andre fra at udøve samme ”ret”. Man kan få ubetinget fængsel for tyveri af en flaske håndsprit, men arbejdsgiverne kan uden straf tvinge ansatte på arbejde under livsfarlig smitterisiko. Og hvert år dør omkring 1.600 mennesker af arbejdsrelateret kræft i Danmark. Og 2.000 mennesker dør årligt af andre arbejdsmiljøfremkaldte sygdomme. I allerværste tilfælde kan et dødsfald koste en arbejdsgiver, ikke fængsel, men en bøde på 500.000 kr. <br />
<br />
Forfatteren Anatole France skrev, at den nuværende formelle lighed for loven består i, at ”saavel Rig som Fattig [forbydes] at sove under Broerne, betle på Gaderne og at stjæle Brød.” Karl Marx, hvis idéer den moderne arbejderbevægelse og venstrefløj bygger på, påpegede begrænsningerne i ”menneskerettighederne”. De var et produkt af de borgerlige revolutioner i USA 1776 og Frankrig 1789. De var for Marx ”de rettigheder som tilkommer samfundsmedlemmet, d.v.s. det egoistiske, fra medmennesket og det fælles-menneskelige adskilte mennesker” og ”i praksis... den private ejendomsret.” <br />
<br />
Senere påpegede Marx, hvordan udbytningen af arbejdere for merværdi sker efter lovens principper om frihed og lighed (hvor arbejderen ”frit” sælger sin arbejdskraft til kapitalisten). Men under overfladen hersker der reelt ufrihed og ulighed, da arbejderen pga. manglen på produktionsmidler er tvunget til at sælge sin arbejdskraft. Kapitalismen og dens liberale demokrati med formel frihed og lighed befinder sig i en krisetilstand. Som revolutionære socialister må vi derfor kæmpe for at erstatte dem med et reelt demokrati, hvor de væsentligste beslutninger over økonomi og samfund tages kollektivt de steder, folk arbejder, går i skole eller bor.Lars Henrik Carlskovhttp://www.blogger.com/profile/16871090792611594851noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2862847779343949844.post-3260219308785687652019-04-23T20:06:00.002+02:002019-04-23T20:10:02.336+02:00Ministerier afsløret i racistisk propaganda<br />
<b>Fra samfundstoppen spredes dæmoniserende påstande om borgere med såkaldt ”ikke-vestlig baggrund”.</b><br />
<br />
<i>Af Lars Henrik Carlskov</i><br />
<br />
Bl.a. fra ministerierne. F.eks. Finansministeriets rapport om udgifter til ikke-vestlige ”indvandrere” og ”efterkommere”. Der skulle give 33 mia. kr. i underskud årligt, mens ”danskere” gav overskud på 56 mia. kr.. Men kun ved at vælge året 2014, hvor fremrykket beskatning af kapitalpensioner betød ekstraordinær indtægt på 75 mia. kr. fra skat på udbetalinger. Uden dette gav også ”danskerne” underskud (17 mia. kr.). Og større udgifter til ”indvandrere” og ”efterkommere” skyldes bl.a. disses større andel af børn og unge, som derfor endnu ikke betaler skat.<br />
<br />
F.eks. også Udlændinge- og integrationsministeriets og Undervisningsministeriets rapport om, at såkaldte ”3. generationsindvandrere” ikke klarer sig bedre end generationen før. Men der var social slagside, bl.a. var danskgifte fjernet fra gruppen af ”3. generationsindvandrere”, som også havde oprindelse i andre lande end de to generationer før. Danmarks Statistik havde advaret om ”væsentlige metodiske fejlslutninger”.<br />
<br />
Nu hævder en rapport fra Økonomi- og Indenrigsministeriet, at 76.400 personer i landet bor i parallelsamfund. Efter kriterier som beskæftigelse, børn uden for dagtilbud og beboerandel med ”ikke-vestlig baggrund”. Men med professor Hans Skifter Andersen fra AAU's ord, har dette intet at gøre med ”parallelsamfund”: ”Når man bruger begrebet parallelsamfund, er det under den forudsætning, at beboerne er søgt sammen for bevidst at isolere sig uden for samfundet. Og det er der ingen evidens for er tilfældet” (Altinget 11/4). Som det fremgår kræver leveringen af ideologisk skyts til Løkkes og Støjbergs statsracisme grov talmanipulation.Lars Henrik Carlskovhttp://www.blogger.com/profile/16871090792611594851noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2862847779343949844.post-27507314232111114032019-04-23T17:44:00.000+02:002019-04-24T09:31:03.012+02:00Ufologi i Ørestaden<br />
<b>For nylig afbrød undervisningsminister Merete Riisager besøget på Ørestad Gymnasium.</b><br />
<i><br />Af Lars Henrik Carlskov</i><br />
<br />
Bagefter beskrevet af ministeren, spindoktoren, præsten Kathrine Lilleør og vanligt servile medier som havde de været udsat for omtrent akut livsfare. Præsten var der som formand for regeringens såkaldte ”Råd til Demokratisk Dannelse”. Og er med sin baggrund i Tidehverv, hvis lære er blevet defineret som ”Gud er alt, jeg er intet – og du er en idiot”, en fornem repræsentant for princippet om demokratisk dialog.<br />
<br />
Riisager og Lilleør havde endvidere sikret optimalt udgangspunkt for ligeværdig dialog ved at ankomme til det nedskæringsramte gymnasium i BMW og Porsche. En dialogorienteret tilgang, som siden fortsatte med ministeriel indberetning til Politiets Efterretningstjeneste og krav om sanktioner mod eleverne. Der havde begået den demokratisk set utilgivelige handling at give udtryk for deres mening om nedskæringer og lærerfyringer. Ved at demonstrere mod den ansvarlige minister.<br />
<br />
Først hævdedes det, at der blev råbt luder og kastet mønter. Der blev til én mønt. Som blev til et dødsensfarligt og lemlæstende mordvåben i form af en kapsel. ”Jeg kan i hvert fald bekræfte, at der faldt noget ned oppefra,” lød det til sidst fra Lilleør. Altså en form for Uidentificeret Flyvende Objekt. En UFO. Hun har nu suppleret teologien med ufologien. Hvilket måske alligevel ikke er en helt overraskende udvikling. Men den pågældende elev bør selvsagt ikke bruge et sexistisk skældsord. Og i stedet have kaldt ministeren en<i> Merete Riisager</i>. Den ikke-kønsspecifikke betegnelse for en løgnagtig, neoliberal nedskæringsentusiast.Lars Henrik Carlskovhttp://www.blogger.com/profile/16871090792611594851noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2862847779343949844.post-69040958111275932632019-04-23T15:49:00.001+02:002019-04-25T00:25:39.975+02:00Dansk Folkepartis fupopgør med eliten <br />
<b>Kristian Thulesen Dahl og hans tropper elsker at fremstille sig som i opposition til eliten, hvis interesser de tjener og selv er en del af.</b><br />
<i><br />Af Lars Henrik Carlskov</i><br />
<br />
Netop pga. medlemskab af elitens eksklusive klub overdænger Kongehuset DF-toppen med ordener. F.eks. Thulesen Dahls ”ridder af 1. grad af Dannebrogordenen”, gruppeformand Peter Skaarups ”ridder af Dannebrogordenen” og ”ridder af Dannebrogordenen af 1. grad” og Pia Kjærsgaards ”ridder af Dannebrogordenen”, ”ridder af 1. grad af Dannebrogordenen”, ”kommandørkorset af Dannebrogordenen” og ”kommandør af 1. grad af Dannebrogordenen”.<br />
<br />
Eliteinteresser ligger også bag, at A.P. Møller-Mærsk siden 1998 har foræret millioner af kr. til partiet. Der til gengæld konsekvent har stemt for skattelettelser til de store koncerner, millionærer og milliardærer. F.eks. blev olie- og gasmillionerne fra A.P. Møller-Mærsk i 2017 vekslet til DF-støtte til seneste aftale om Nordsø-rigdommene med skatterabat på 5 mia. kr. til Mærsk og resten af Dansk Undergrunds Consortium.<br />
<br />
<b>DF-toppen rager til sig</b><br />
Imens lever DF-toppen et liv i sus og dus. Thulesen Dahl scorer som folketingsmedlem og partiformand over 1 mio. kr. om året. DF's Mikkel Dencker indkasserer også mere end 1 mio. kr. årligt som folketingsmedlem og viceborgmester i Hvidovre. Hele 17 af 22 politikere, der benytter sig af finten med løn fra både Folketinget og byråd, er DF'ere.<br />
<br />
Som folketingsformand skovler Pia Kjærsgaard 3 mio. kr. ind om året. Plus fryns som luksuslejlighed, fri bil med chauffør og fornemt kontor. Samtidig har ægtefællen Henrik Thorup raget en række fede politiske ”ben” til sig, der indbringer over 1 mio. kr. årligt. Så er der også råd til både villaen i mondæne Gentofte og sommerhus på den græske ø Santorini med tårnhøje kvadratmeterpriser.<br />
<br />
<b>Mens de fjerner din velfærd</b><br />
I 2010 lovede Thulesen Dahl ”under ingen omstændigheder [at] støtte reformer, der skærer i efterlønnen eller sænker dagpengeperioden”. Hvorefter DF stemte for begge dele. Og i 2015 ville han ”gøre det helt krystalklart, at vi ikke er med på at skære i folks ydelser” såsom "førtidspensionen, kontanthjælpen, dagpengene og så videre." Og forsikrede i både DR's partilederrunde og kandidattest om sin modstand mod kontanthjælpsloftet. Igen stemte DF bagefter for.<br />
<br />
I 2015 kom det frem, at DF havde stemt for i 57 ud af 66 kommuner med nedskæring i udgift pr. ældre de foregående fire år. Året efter viste det sig, at partiet havde lagt stemmer til i 24 ud af 29 kommuner med besparelser på ældre i seneste budgetforlig. Under Thorning-regeringen 2012-2015 faldt kommunernes udgifter pr. borger over 65 år med 9,2 %. Endnu værre var dog 11,8 %-nedskæringen i foregående treårsperiode med DF som VK-regeringens støtteparti. Rundbarberingen fortsætter bl.a. med støtte til seneste finanslov og dens udgiftsloft, hvor kommunerne får 500 mio. mindre pr. år til bl.a. ældre, daginstitutioner og skoler.<br />
<br />
<b>Og udsulter "Udkantsdanmark"</b><br />
Også det, der nedladende kaldes "Udkantsdanmark", rammes brutalt af DF's sparekniv. Siden VK-regeringens strukturreforms kommunesammenlægninger i 2007 (som Lars Løkke Rasmussen som indenrigs- og sundhedsminister stod i spidsen for og DF sikrede flertal for) er 20 (eller næsten hver fjerde) sygehuse lukket. Ligesom 400 skoler, 800 daginstitutioner og 100 biblioteker.<br />
<br />
I samme periode er andelen af svage ældre, der modtager hjemmehjælp faldet fra 43 % til 25 %. Med direktør i Ældre Sagen Bjarne Hastrups ord: ”Kommunalreformen åbnede op for den største nedskæring i den danske velfærdsstat siden anden verdenskrig”. Konklusionen er derfor klar: Din velfærd trues ikke af muslimer, romaer eller østeuropæiske arbejdere, men af Dansk Folkeparti og den øvrige politisk-økonomiske elite.Lars Henrik Carlskovhttp://www.blogger.com/profile/16871090792611594851noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2862847779343949844.post-51792143900210043142019-03-03T23:27:00.003+01:002019-03-03T23:30:00.648+01:00"Den diskrimination, vi ser, gør mig vred"<br />
<i>Af Lars Henrik Carlskov<br /></i><br />
<b>Det fortæller Jonathan Zacho Bruun, som i Aalborg er medarrangør af den internationale aktionsdag mod racisme 16. marts.</b><br />
<br />
Han er 30 år, underviser på den lokale pædagoguddannelse og aktiv i netværket Stay Human, som på landsplan indgår i Fællesinitiativet mod Racisme og Diskrimination.<br />
<br />
”Størstedelen af det etablerede danske politiske system har valgt at sætte en dagsorden, som ikke stemmer overens med mange almindelige danskeres forhold til både flygtninge og indvandrere. Den diskrimination, vi ser til daglig, gør mig vred. Og den skal vi lave om på”, forklarer han til <i>Socialistisk Arbejderavis</i>.<br />
<br />
I Aalborg har man da også allerede planlagt næste aktivitet, så demonstrationen 16. marts ”ikke bare bliver en engangsforestilling”, fortæller han. ”Ugen efter inviterer vi til et åbent aktivismemøde, så de mennesker, der kommer til demonstrationen, også kan se, at der fortsat sker noget.” Om kort tid er der valg til både Folketinget og EU, og også derfor er det ifølge Jonathan Zacho Bruun vigtigt at forsætte aktiviteterne:<br />
<br />
”Vi skal have et andet paradigmeskift, og det er nu, vi skal i gang, for vi er oppe imod nogle store kræfter i det danske samfund, som ændrer måden, man må snakke om tingene på, så det bliver okay at diskriminere.” Lars Henrik Carlskovhttp://www.blogger.com/profile/16871090792611594851noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2862847779343949844.post-8148424810816492372018-11-15T21:14:00.000+01:002018-11-15T21:15:35.290+01:00Nidkær jagt på de små fisk, mens de store går fri <b><br />Ressourcerne bruges på at jagte små millionbeløb, der i det store billede er peanuts. </b><br />
<i><br />Af Lars Henrik Carlskov</i> <br />
<br />
I forbindelse med de hyppige skandaler om overklassesvindel i form af bl.a. hvidvask, udbytteskat og brug af skattely, hører vi om manglende ressourcer hos staten til at forhindre disse forbrydelser. Men i virkeligheden er det ikke manglende ressourcer, men manglende vilje hos ledende politikere og embedsmænd, der er problemet. <br />
<br />
F.eks. blev der i januar måned indsat intet mindre end 130 ansatte fra Skat, Arbejdstilsynet, Fødevarestyrelsen og politiet i en samlet aktion i Bazar Vest i Aarhus-bydelen Gellerup. Det skyldtes angiveligt mistanke om bl.a. socialt bedrageri og sort arbejde hos stedets mange små forretninger (hvis ejere og ansatte oftest har etnisk minoritetsbaggrund). Alle indgange blev spærret for at sikre, at ingen ”forbrydere” undslap. <br />
<br />
Men hvis du venter på, at der vil blive indsat en mindre hær på 130 ansatte fra forskellige statslige myndigheder i en samtidig aktion mod Danske Bank og resten af overklassens svindel for milliarder og atter milliarder af kroner, kommer du til at vente længe.Lars Henrik Carlskovhttp://www.blogger.com/profile/16871090792611594851noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2862847779343949844.post-19670284043964663552018-08-15T02:46:00.000+02:002018-08-15T03:26:58.950+02:00Socialt oprør eller system-administration?<br />
<b>Enhedslisten forsøger i stigende grad at positionere sig som ”regeringsdueligt” parti. Men uden et revolutionært brud får vi business as usual.</b><i><br /><br />Af Lars Henrik Carlskov</i><br />
<br />
”Jeg ser håb. Og jeg tror, at de opbrudstider vi lever i nu, vil blive set tilbage på som årene for generationen, der lagde stenene til en ny radikal, progressiv og solidarisk forandring", skrev Enhedslistens Pernille Skipper for nylig i en kronik i Dagbladet Information. Bl.a. med henvisning til de senere års fremgang for europæiske venstrefløjskræfter som SYRIZA i Grækenland, Podemos i Spanien og Corbyns Labour i Storbritannien.<br />
<br />
Hun fremhævede desuden den samlede opbakning fra 1/5 af befolkningen til Enhedslisten, Alternativet og SF og "et stort ønske om forandring". Det ser hun bl.a. i den seneste overenskomstkamp, unge, som "engagerer sig forbilledligt i klimakampen" og "flere og flere, der siger klart fra over for både den stigende ulighed og den umenneskelige flygtningepolitik." Og Skipper understregede regerings-ambitionerne med henvisning til partiets nye plan "100 dage med Enhedslisten – på vej mod et grønt og solidarisk Danmark".<br />
<br />
<b>Til højre for Labour og løsninger via markedet</b><br />
Her findes 100 forslag, som skal gennemføres de første 100 dage i en regering, hvor partiet har "magt, som vi har agt." Planens indtægter på 58,4 mia. kr. er dog primært "tilbagerulninger" af f.eks. skattelettelser til de rigeste og de store virksomheder. Modsat hos det britiske socialdemokrati (fra hvis manifest, man bl.a. har kopieret layout og slogans som "for de mange, ikke for de få"), er der ingen krav om nationalisering af virksomheder. Blot stop for privatisering og udlicitering og en "arbejdsgruppe", der skal "undersøge mulighederne" for gen-nationalisering at f.eks. DONG, telenettet, Københavns Lufthavn og Statens Serum Instituts vaccineproduktion.<br />
<br />
Nationaliserings-spørgsmålet forsøges omgået med en ”almennyttig offentlig bank”, som skal konkurrere på markedet mod de eksisterende finansielle virksomheder. Samt generelt via ”erhvervsstøtteordningerne, skatterne og afgifterne, den offentlige indkøbspolitik og den offentlige kreditgivning” at øge incitamentet til såkaldt ”samfundsgavnlig adfærd” fra erhvervslivet. Forslag fra planen såsom skattelettelser for de laveste indkomster, gratis tandlæge og billigere offentlig transport er selvsagt fornuftige. Det egentlige spørgsmål er imidlertid realismen i Enhedslistens forestilling om planens gennemførelse gennem opnåelse af 50%+1 af folketingstaburetterne.<br />
<br />
<b>Strukturelle grænser for reformer</b><br />
Når venstre-orienterede regeringspartier som f.eks. SF under Thorning eller SYRIZA i Grækenland ender med at stå i spidsen for brutale nedskæringer, selv om de blev valgt på det modsatte, er forklaringen således ikke primært forræderi eller manglende politisk mod. Men i stedet, at enhver nok så ”rød” regering, som forsøger at administrere kapitalismen for at reformere den, må tage hensyn til systemets drivkraft: Profitten. Fører en regering ikke en såkaldt ”erhvervsvenlig” politik, der sikrer kapitalisterne tilstrækkelig profit, tilbageholdes investeringerne, hvilket i sidste ende udløser krise.<br />
<br />
Faldende profitrater siden 1970'erne i den danske og de øvrige avancerede kapitalistiske økonomier var den dybereliggende årsag til ”den store recession”, dvs. den globale økonomiske krise, som brød ud 2007-2008. Det desperate forsøg på at genoprette den globale kapitalismes profitabilitet førte til verdens regeringers og arbejdsgiveres blodige offensiv mod lønninger, arbejdsforhold og velfærdsydelser.<br />
<br />
<b>Administration af nedskæringer</b><br />
Det voldsomme økonomiske opsving i årene fra 2. verdenskrigs afslutning og frem til 1970'erne gjorde det i Danmark og andre lande muligt at opbygge den såkaldte ”velfærdsstat”. Men årsagerne til den langvarige højkonjunktur var den omfattende destruktion af kapital i såvel fysisk som værdimæssig forstand, som 1930'ernes økonomiske krise og 2. verdenskrig medførte, samt den kolde krigs militære oprustning. Disse betingelser for reformer inden for systemets rammer er ikke til stede i dag, hvor den danske og de øvrige vestlige kapitalistiske økonomier siden 1970'erne har oplevet relativ stagnation.<br />
<br />
En Enhedslisten-regering vil derfor i bedste fald kunne levere bittesmå forbedringer. Og som SF's regeringstid demonstrerede, er selv disse forbedringer langt fra givet uden pres fra stærke folkelige bevægelser. Samtidig risikerer enhver reform, der rammer kapitalisternes profit, at forstærke systemets krisetendenser. Risikoen for, at Enhedslisten som regeringsparti deltager i store velfærdsnedskæringer vil derfor være overvældende. Til dem, der tror en parlamentarisk venstrefløjs-regering er vejen frem, bør vi derfor som revolutionære socialister sige (med den britiske marxist Chris Harmans ord): ”I tror, at en venstrefløjs-regering kan ændre samfundet i arbejderklassens interesse. Det gør vi ikke. Men vi vil kæmpe sammen med jer for at afprøve jeres synspunkt i praksis. Imidlertid gentager vi, at I bør stole på jeres egne kampe, ikke sætte jeres lid til jeres politiske ledere.”Lars Henrik Carlskovhttp://www.blogger.com/profile/16871090792611594851noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2862847779343949844.post-61198052965068456072018-06-03T21:29:00.001+02:002018-06-03T21:38:08.818+02:00En ekstraordinær præstation, der bør belønnes <br />
<i>Af Lars Henrik Carlskov</i><br />
<i><br /></i>
<b>Jørgen Mads Clausen er en plaget mand.</b> <br />
<br />
Han er tvunget i knæ af en nådesløs tilværelse. Knockoutet af en hård og ubarmhjertig skæbne. Tildelt kort af livet, hvor han sad tilbage med sorteper. En brik i det store eksistentielle ludo, der brutalt blev slået hjem. Omstændigheder uden for hans kontrol rottede sig sammen mod ham. De gav ham aldrig en chance. Nu åbner han op om den familietragedie, som ramte hans søskendeflok: De arvede milliarder. <br />
<br />
Ikke desto mindre rider tanken om, at formuen havde været større uden arveafgift stadig Danfoss' bestyrelsesformand som en mare. 7. maj lagde Berlingske Business spalter til denne lidelseshistorie. Fortalt af manden selv med al den sociale indignation, det er menneskeligt muligt at mobilisere som milliardær tronende på sit kontor i en zebra-stol og med en udstoppet løve ved sin side (naturligvis alt sammen arvet, som det fremgår af billedteksten). ”Den ulykkelige familie er altid på sin måde ulykkelig”, bemærkede Tolstoj i <i>Anna Karenina</i>. Og Jørgen Mads Clausens familie er tilsyneladende ulykkelig på den dér milliardær-i-zebrastol-med-udstoppet-løve-agtige måde. <br />
<br />
Han forklarer, at uden arveafgift kan virksomhederne ”investere pengene i vækst og beskæftigelse frem for at frygte for, om man må lukke”. Med en familieformue på 13,1 mia. kr. og et Danfoss-overskud på 5,1 mia. kr. sidste år (700 mio. højere end året før), må man således forstå, at kampen mod arveafgiften er en desperat handling fra en desperat mand. Drevet helt ud til kanten af systemet. Det virker derfor småligt grænsende til det ondskabsfulde at påpege (som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har gjort), at flertallet af de afdøde danskere (55 %) sidste år efterlod sig gæld eller værdier under bundgrænsen for arveafgift på 289.000 kr.<br />
<br />
Kun et menneske blottet for empati kan undgå at blive berørt af Mads Jørgen Clausens hjerteskærende beretning om sit livs jammerdal. Uvægerligt ser man for sit indre blik hans ansigt indsat på et af de malerier af grædende børn, som tidligere prydede væggene i landets hjem. Og vi skal huske at værdsætte dem, der gør en særlig indsats. Som udviser risikovillighed. Der iværksætter. F.eks. i dette tilfælde egen fødsel ind i en af landets rigeste familier. En ekstraordinær præstation, der bør belønnes med milliarder og forhåbentlig kan tjene som inspiration for andre ambitiøse fostre.Lars Henrik Carlskovhttp://www.blogger.com/profile/16871090792611594851noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2862847779343949844.post-64290933923118104652018-06-03T21:11:00.000+02:002018-06-03T21:16:22.123+02:00Hvidvaskede milliarder - straffes med et ”fy"<br />
<b>Vi har to forskellige retssystemer: Èt for overklassen og ét for alle os andre.<br /></b><br />
<i>Af Lars Henrik Carlskov</i><br />
<br />Det ses bl.a. i skandalen om Danske Banks hvidvask af astronomiske summer gennem sin estiske filial. Bl.a. 18 mia. kr. fra det korrupte regime i Aserbajdsjan samt 7 mia. kr. fra den russiske præsident Putins familie og landets efterretningstjeneste FSB. Bankens ansatte har endda hjulpet med at skjule kundernes identitet for myndighederne. Både i 2013 og 2014 blev banken advaret om ulovligheder, men iværksatte først i september sidste år en undersøgelse. Iflg. Finanstilsynet har banken i mindst 16 tilfælde brudt reglerne. Alligevel fører det hverken til politianmeldelse eller bøde.<br />
<br />
På grund af den negative omtale har Danske Bank dog ofret en af sine direktører, Lars Mørch. Med sig ud af døren får han 15 mio. kr. og kan derfor formentlig lige akkurat holde den værste nød fra døren. De ansvarlige for kriminalitet i milliardklassen går altså fri og forgyldes endda. Til sammenligning indførtes for nylig bl.a. øget kontrol i lufthavne af arbejdsløse, som anklages for socialt bedrageri, hvis de tager på ferie uden at give kommunen besked. Lars Henrik Carlskovhttp://www.blogger.com/profile/16871090792611594851noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2862847779343949844.post-82966174100900937662018-04-23T22:28:00.001+02:002018-04-24T03:37:07.228+02:00Den apolitiske "danske model" er ren fiktion<br />
<b>Overenskomst-forhandlinger og faglig kamp er altid dybt politiske. </b><br />
<br />
<i>Af Lars Henrik Carlskov</i><br />
<br />
Da 3F-formand Per Christensen 14/4 var gæstetaler på SF's landsmøde var det med den løftede pegefinger fremme: ”Jeg er nødt til at sige: Lad være med at blande jer fra Christiansborgs side. Og selv om I gør det ud fra den bedste mening. Med støtte”, lød det fra talerstolen. Og i et interview med Dagbladet Information samme dag hævdede S-formand Mette Frederiksen også, at selv sympati-tilkendegivelser fra politiske partier undergraver ”den danske model”. <br />
<br />
Få dage forinden havde den trofaste partisoldat og redaktør af det socialdemokratiske net-medie Piopio.dk Jens Jonatan Steen angrebet især Enhedslisten for utidig indblanding i overenskomst-forhandlingerne, hvilket angiveligt var særligt kritisabelt i betragtning af det, han kaldte Socialdemokratiets ”stålsatte kurs for at holde hånden over den danske model.” <br />
<br />
<b>Stålsatte socialdemokratiske regeringsindgreb</b> <br />
Denne ”stålsatte kurs” for at beskytte retten til at forhandle overenskomst uden politisk indblanding er i bedste fald af nyere dato. Det har nemlig snarere været reglen end undtagelsen, at Socialdemokratiet har foretaget regeringsindgreb i overenskomst-konflikter. Startende med den første socialdemokratiske regerings planlagte indgreb i storkonflikten 1925, over Staunings tvangsforlængelse af overenskomsterne i 1930'erne, H.C. Hansens berygtede indgreb i 1956, Anker Jørgensen-regeringernes hele tre indgreb, Nyrups tilsvarende i 1998 og Thornings i 2013. <br />
<br />
Og Mette Frederiksen, som angiveligt ønsker at beskytte fagbevægelsen mod politisk indblanding, fremlagde såmænd selv som beskæftigelsesminister i 2013 i Folketinget regeringsindgrebet i lærerlockouten. Og 3F-formand Per Christensen er reelt en socialdemokratisk politiker i fagbevægelsen. I et portræt i Kristeligt Dagblad sidste år beskrives han således som ”en aktiv spiller i opstarten af Danmarks Socialdemokratiske Ungdom [i Aalborg, red.], hvis lokale afdeling han som 15-årig senere blev formand for.” <br />
<br />
<b>”Enhver klassekamp er en politisk kamp”</b><br />
Og i 2016 skrev samme Christensen i Politiken, at ”[f]agbevægelsen og Socialdemokratiet har fælles rødder, og som forbundsformand for 3F har jeg den opfattelse, at netop Socialdemokratiets rolle som regeringsbærende og ansvarligt parti er afgørende for det danske samfund.” På samme måde er det en slet skjult hemmelighed, at en formandspost i mange fagforeninger kræver socialdemokratisk partibog. Det nyopfundne argument om, at politisk påvirkning af det faglige arbejde strider mod ”den danske model” er blot et desperat forsøg fra pressede socialdemokratiske politikere og fagbosser på at bevare deres partis kontrol over bevægelsen. Først i 1995 brydes de formelle bånd mellem Socialdemokratiet og fagbevægelsen. Betyder det, at ”den danske model” først er opfundet dér? <br />
<br />
Ved dette års overenskomst-forhandlinger er modparten staten, regionerne og kommunerne, hvilket fra starten gør dem politiske. Men allerede i Det Kommunistiske Manifest påpegede Marx og Engels, at ”enhver klassekamp er en politisk kamp.” Og senere forklarede Marx, at ud af ”økonomiske bevægelser” (f.eks. krav til de enkelte kapitalister om lavere arbejdstid), vokser ”alle vegne” ”politiske bevægelser” (f.eks. krav om lavere arbejdstid fastsat ved lov). Med andre ord kan fagbevægelsens arbejde ikke undgå at være politisk. Det egentlige spørgsmål er i stedet, hvilken politisk retning (f.eks. socialdemokratisk reformisme eller revolutionær socialisme), der dominerer. <br />
<br />Lars Henrik Carlskovhttp://www.blogger.com/profile/16871090792611594851noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2862847779343949844.post-87735621031647848732018-03-06T18:05:00.000+01:002018-03-10T16:14:07.452+01:00Derfor virker offentlige strejker <br />
<b>Det er tid til én gang for alle at begrave myten om offentlige strejkers manglende effekt.</b><br />
<br />
<i>Af Lars Henrik Carlskov</i> <br />
<br />
Det hævdes strejkerne ikke virker, fordi den offentlige arbejdsgiver sparer de ansattes løn. Men så skulle regering og arbejdsgivere ønske omfattende strejke-aktivitet i den offentlige sektor. Også regeringsindgreb i offentlige arbejdskampe bliver uforståelige, hvis disse konflikter ikke netop gør ondt på regering og arbejdsgivere. I stedet er de offentligt ansattes arbejde essentielt for den danske og andre avancerede kapitalistiske økonomiers reproduktion.<br />
<br />
Værdiskabelsen på det private arbejdsmarked kræver, at arbejderne sikres uddannelse, pasning af børn og ældre, behandling ved sygdom og eksistensen af velfungerende infrastruktur. Og ingen regering (og mindst af alle en svag af slagsen som Løkkes, der vakler fra finanslov til finanslov) kan i længden overleve hel eller delvis lammelse af statsapparatet og dermed af sin evne til at regere. De seneste offentlige overenskomst-strejker i 2008 gav markant større lønstigninger end normalt (mellem 12,8 % og 14,1 %). Og selv et regeringsindgreb er på ingen måde ensbetydende med nederlag. <br />
<br />
<b>Magt bag ordene</b><br />
Indgrebet i storkonflikten 1956 førte tværtimod til massedemonstrationer og efterfølgende folkepension for alle borgere over 67 år. Og under påskestrejkerne 1985 betød indgrebet opblussende strejke-aktivitet og senere 37 timers-arbejdsugen. I forhold til konflikten i 2008 og lærerlockouten i 2013 står fagbevægelsen som følge af den såkaldte ”musketér-ed” nu langt mere samlet – og dermed stærkere. Og alene truslen om konflikt kan føre til større indrømmelser fra regering og arbejdsgivere end ellers.<br />
<br />
Men truslen må være reel for at virke, hvilket den ikke er, hvis der sjældent strejkes og dermed sættes magt bag ordene. Både private og offentlige strejker har historisk set været afgørende for tilkæmpelsen af den velfærd og levestandard, som trods alt findes i det moderne kapitalistiske samfund. Men strejkernes måske vigtigste funktion er bevidstgørelse. I lyntempo lærer mange af de kæmpende politisk set mere end under adskillige års ”normal” udvikling. F.eks. nødvendigheden af kamp, sammenhold, tro på egne organisationsevner og mistillid til arbejdsgiverne, de borgerlige medier, politiet, det fagretslige system – og fagbevægelsens top. <br />
<br />
<b>Fælles fjende, fælles kamp</b><br />
Fagtoppen spiller nemlig en modsætningsfyldt rolle. Den er styret af egne interesser, som dels er at forsvare fagforeningerne mod angreb fra f.eks. regering og arbejdsgivere, som underminerer dens egen privilegerede livsstil. Og dels at inddæmme de menige medlemmers selvstændige aktivitet, f.eks. strejker, den ikke kontrollerer, og som derfor kan overflødiggøre dens eksistensgrundlag som forhandlingspartner med arbejdsgiverne. Deraf det skrigende behov for at opbygge et alternativt fagligt lederskab. F.eks. et netværk af tillidsfolk og faglige klubber, som kan udfordre fagbureaukratiet. Under påskestrejkerne 1985 viste den daværende Tillidsmandsringen potentialet for dette.<br />
<br />
Chefen i den offentlige sektor er i sidste ende regeringen. Det kan betyde hurtigere politisk generalisering fra de strejkende (fra vrede mod ledelsen på den lokale arbejdsplads til vrede mod systemet). Netop selve det kapitalistiske systems perverse profitlogik skaber den evige strøm af brutale angreb på arbejdsforhold, lønninger og velfærd, selvom samfundets samlede rigdom aldrig har været større. Denne fælles fjende for både offentlige og private arbejdere, arbejdsløse, pensionister og studerende bør mødes med fælles kamp.Lars Henrik Carlskovhttp://www.blogger.com/profile/16871090792611594851noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2862847779343949844.post-18143782706528650462018-01-23T06:45:00.000+01:002018-01-23T06:54:59.898+01:00Man tager sig til hovedet: Alka solgt til Tryg<br />
<b>I huj og hast og uden medlemsdebat solgte fagbevægelsen i december forsikringsselskabet Alka for 8,2 mia. kr.<br /></b><br />
<i>Af Lars Henrik Carlskov</i><br />
<br />
Inkl. dets over 500 ansatte og 380.000 kunder. Men måske er det heller ikke nødvendigt med medlemsdebat, når man som formand for Alkas bestyrelse og HK Kim Simonsen har "kunder" frem for "medlemmer" ("vores rolle i dag [er] ikke at eje det her selskab, men at sørge for, at vores kunder har nogle gode tilbud"). Han forsvarer på bedste solkonge-vis manglende medlemsinddragelse med, at sagen skam har været oppe på et enkelt hovedbestyrelsesmøde. <br />
<br />
Alka har ellers tilhørt fagbevægelsen siden 1903 og sikrer den hvert år hundrede millioner af kr. i overskud. Selvom Alkas kunder er lovet samme vilkår de næste fem år, er det logik for burhøns, at priserne senere sættes i vejret, når et børsnoteret selskab med fokus på aktionærudbytte overtager et firma som Alka med fokus på lave priser. Som samtidig har været med til at holde priserne nede for alle andre forsikringsselskabers kunder ved at lægge markedets bundniveau. <br />
<br />
Der er med andre ord tale om en ny Dong-sag i form af socialdemokratisk magtarrogance af den corydon'ske slags. Som ser stort på demokratisk debat til fordel for milliardsalg til rovgriske kapitalister. Aktivister fra Facebook-siden "Nej til 42 timer - VORES OK20" demonstrerede mod salget foran 3F's hovedkvarter. Og viste dermed endnu engang svælget mellem fagbevægelsens top og bund. Lars Henrik Carlskovhttp://www.blogger.com/profile/16871090792611594851noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2862847779343949844.post-70839821388146437762018-01-23T05:14:00.000+01:002018-01-23T05:28:34.633+01:00Kampen var hans element<br />
<b>Filmen ”Den unge Karl Marx” skildrer en af verdenshistoriens vigtigste skikkelsers forvandling fra borgerlig humanist til kommunist og revolutionær.</b> <br />
<br />
<i>Af Lars Henrik Carlskov</i><br />
<br />
Instruktøren Raoul Peck kendes bl.a. for den kritikerroste dokumentar ”I Am Not Your Negro” om den sorte amerikanske forfatter og borgerrettighedsaktivist James Baldwin. Denne gang dramatiserer han den berømte filosof, økonom, socialistleder m.m.'s politisk formative ungdomsår. Dvs. perioden fra jobbet som redaktør af en liberal avis gør Marx til flygtning frem til udgivelsen af "Det Kommunistiske Manifest". <br />
<br />
Vi ser mødet med medtænkeren og medkæmperen Friedrich Engels. En rig fabrikants søn, som gennem diskussioner, fælles politisk handling, venskab og økonomisk støtte får afgørende betydning for Marx. Centrale for hans intellektuelle udvikling og forståelse af arbejderklassen og den økonomiske analyses nødvendighed var bl.a. to skrifter af Engels ("Rids af en kritik af nationaløkonomien" og "Den arbejdende klasses stilling i England"). Også de mange politiske møder og diskussioner med diverse arbejderforeninger og pionerer i socialismens historie såsom Proudhon, Bakunin og Weitling vækkes her til live på det store lærred. <br />
<br />
<b>Ikke nogen lænestols-teoretiker</b> <br />
Udover at være filmisk interessant, er én af "Den unge Karl Marx's" forcer netop fremhævelsen af Marx som en handlingens mand med hyppig kontakt og diskussioner med datidens mest fremtrædende socialister og arbejderledere. Modsat det gængse billede af en lænestols-teoretiker med næsen begravet i bøger. Sidstnævnte havde han selvsagt ofte. Men de sidste fire årtier af sit liv spillede han tillige en uvurderlig aktivistisk rolle i den spirende arbejderbevægelse. <br />
<br />
Han var ikke bare forfatter til værker som "Det Kommunistiske Manifest" og "Kapitalen". Men også hovedrolleindehaver i sammenslutningen "1. Internationale", som førte til oprettelsen af socialistiske partier og fagforeninger i en række lande. Herhjemme i form af det socialdemokrati, som ironisk nok i dag lukker grænsen for flygtninge som Marx selv. Og sammen med Engels fungerede han, bl.a. via omfattende brevkorrespondance, også som den nye internationale arbejderbevægelses politiske rådgiver. <br />
<br />
<b>Fremfor alt revolutionær</b><br />
Som tidligere nævnt omhandler filmen dog kun begivenhederne frem til den knap 30-årige Marx på vegne af "Kommunisternes Forbund" skriver en af verdenshistoriens mest indflydelsesrige politisk tekster. Nemlig "Manifestet", som udkom på tærsklen til Europas revolutionære bølge i 1848. Som bl.a. i Danmark førte til (en begrænset og borgerlig form for) demokrati. "Den unge Karl Marx" formår den svære balancegang mellem præsentation af politiske idéer og underholdende historiefortælling. <br />
<br />
Desuden er skuespillerpræstationerne glimrende og personkarakteristikkerne virker virkelighedstro. Og på nær nogle få detaljer, der sagtens kan forsvares som nødvendige dramaturgiske greb, er filmen også historisk korrekt. Det gælder også fremstillingen af Marx's kone Jenny og Engels partner Mary som stærke og politiske personligheder. Og den arbejderklasse, der skulle give kapitalismen dødsstødet, findes i allerhøjeste grad stadig. Nemlig defineret som alle, der pga. manglende ejendom må sælge deres arbejdskraft eller overleve på usle sociale ydelser. Derfor er filmen politisk højaktuel. Ikke mindst fordi den viser den Marx, om hvem Engels sagde, at han "var fremfor alt revolutionær" og "kampen var hans element". <br />
<br />
<i> "Den unge Karl Marx”, Frankrig/Tyskland/Belgien, 2017, 118 min., premiere 9. november.</i>Lars Henrik Carlskovhttp://www.blogger.com/profile/16871090792611594851noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2862847779343949844.post-71294901341166440652018-01-18T02:13:00.000+01:002018-01-18T02:37:22.118+01:00Catalonien og det nationale spørgsmål<br />
<b>Venstrefløjen må forbinde sig med selvstændighedsbevægelser som den catalanske og lede dem i en radikal og revolutionær retning. </b><br />
<br />
<i>Af John Molyneux</i> <br />
<br />
Generelt bør socialister støtte nationers ret til selvbestemmelse, inklusive deres ret til at løsrive sig fra større stater og etablere selvstændighed. Det skyldes ikke, at socialister støtter nationalisme, men er præcis fordi de er internationalister og ønsker at arbejde henimod international enhed mellem alle arbejdere. <br />
<br />
De forstår, at for at opnå denne internationale enhed, er det nødvendigt at bekæmpe alle former for national undertrykkelse. International enhed må være fuldstændig frivillig. Den kan ikke bygges på tvang. At undlade at støtte en nations ret til selvbestemmelse indebærer næsten altid i realiteten at støtte undertrykkerstatens langt værre nationalisme. <br />
<br />
For det andet støtter socialister selvbestemmelse, fordi de forstår, at mindre nationers selvstændighedskampe har en tendens til at svække de herskende kapitalistklasser i de større imperialistiske lande og dermed fremme arbejderklassens sag på internationalt plan. <br />
<br />
<b>Handler ikke om ledelsens politiske farve</b><br />
F.eks. svækkede kampen for irsk selvstændighed fra 1916-1922 britisk imperialisme og fremmede dengang den internationale revolutions sag. Det samme gjaldt indisk selvstændighed i 1947 og senere de afrikanske selvstændighedsbevægelser. Det var derfor enhver britisk socialists pligt at støtte irsk, indisk og afrikansk selvstændighed. <br />
<br />
Kun på dette grundlag kunne der være ægte enhed mellem britiske socialister og britiske arbejdere og irske socialister og irske arbejdere eller indiske og afrikanske arbejdere. <br />
<br />
Det er rigtigt, at Carles Puigdemont [den catalanske leder, red.] og hans regering er højreorienterede, men det ændrer ikke ved det catalanske folks ret til selvbestemmelse. Forsvar for retten til selvbestemmelse afhænger på ingen måde af støtte til regeringen eller den politiske karakter af ledelsen for den nationale bevægelse: Det er et spørgsmål om det brede lag af befolkningens demokratiske rettigheder. <br />
<br />
Socialister kritiserer ganske vist Puigdemont og Cataloniens borgerligt-nationalistiske ledere, men vi kritiserer dem fra venstre for at undlade at mobilisere masserne og virkeligt kæmpe for selvstændighed, for deres vilje til at gå på kompromis og endda forråde kampen, ikke for at vove at trodse Rajoy [den spanske premierminister, red.] og den spanske stat, som er langt større og mere reaktionære nationalister med en lang historie som imperialistiske undertrykkere. <br />
<br />
<b>Spanien er undertrykkerstaten</b><br />
Det er sandt, at Catalonien er en af de mere velstående dele af den spanske stat, ligesom Baskerlandet er, men forskellen i levestandarder til f.eks. Madrid og Castilien [regionen omkring hovedstaden, red.] er marginal. Derudover er det catalanske storborgerskab, de virkeligt rige, hårdnakkede modstandere af selvstændighed. <br />
<br />
Dette er et oprør, som kommer nedefra, fra det brede lag af almindelige mennesker i Catalonien. Det er tydeligt ud fra bevægelsens karakter med dens massedemonstrationer og generalstrejker. Derudover gør selve knægtelsen, inklusive med vold som 1. oktober, hvor det spanske politi angreb vælgere, af det catalanske folks ret til at løsrive sig og deres ret til en folkeafstemning Catalonien til en undertrykt nation. <br />
<br />
Med kapitalismens generelle forfald og EU's krise, vil vi sandsynligvis se flere og flere forsøg fra mindre nationer på at løsrive sig. Dette er netop, hvad den europæiske herskende klasse og EU-bureaukraterne frygter, men socialister bør byde dette fænomen velkomment og vide, hvordan de bør forbinde sig med det og kanalisere det i en radikal og revolutionær retning. <br />
<br />
<i>Oversat og forkortet fra socialistworkeronline.net 20. november 2017.</i>Lars Henrik Carlskovhttp://www.blogger.com/profile/16871090792611594851noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2862847779343949844.post-1845642614675797192017-11-24T17:11:00.000+01:002017-11-25T04:32:08.688+01:00Skuffelse over EL må føre til forstærket kamp<br />
<b>Enhedslisten er kommet i politisk stormvejr på grund af valget af borgmesterpost i København. </b><br />
<br />
AF LARS HENRIK CARLSKOV<br />
<br />
Reformramte, bl.a. fra grupper som Jobcentrets Ofre og Næstehjælperne, måber over partiets valg af teknik- og miljøborgmesterposten frem for beskæftigelsesområdet. Mange er rasende og taler om forræderi. <br />
<br />
Det var ellers disse grupper, som med deres utrættelige aktivisme fik sat spotlys på Københavns Kommunes menneskefjendske behandling af syge og arbejdsløse. Og bidrog til at underminere den radikale beskæftigelsesborgmester Anna ”Ansvarsløs” Mee Allerslev (selvom medierne foretrak at gøre det til et spørgsmål om bryllupslokaler). <br />
<br />
Mange har fået indtryk af, at Enhedslisten ville vælge beskæftigelsesborgmester-posten. Dette er blevet bestyrket af tvetydige udmeldinger fra partiets topfolk, som formentlig af valgtaktiske grunde ikke klart har sagt, at beskæftigelsesborgmesterposten i bedste fald var 2. prioritet. <br />
<br />
Forsøg på at få Enhedslisten til at præcisere sine prioriteter overfor jobcenterbevægelsen er enten blevet ignoreret eller nedtysset som skadelige for partiets valgkampsstrategi. Og efter at have talt ved Jobcentrets Ofres og Næstehjælpernes demonstration 8. august understregede den lokale spidskandidat Ninna Hedeager Olsen, at ”det er kun borgmesteren, der kan ændre på hvilken kultur, der gennemstrømmer forvaltningen oppefra, og hvilke retningslinjer, der administreres efter.” <br />
<br />
<b>Forståelig frustration og skuffelse</b> <br />
Efter denne logik var det oplagt at tro, at Enhedslisten satsede på at overtage borgmesterposten på området. Det skete som bekendt ikke, og i stedet gik den til Venstres Cecilia Lonning-Skovgaard, der for nylig krævede, at arbejdsløse skal tvangsrengøre København. <br />
<br />
Det er i lyset af alt dette, at man skal forstå frustrationen blandt de reformramte. ”Snedige”, men fortænkte valgkampstaktiske overvejelser er endt med at give bagslag og resultere i en større shitstorm. Dette har man desværre kun sig selv at takke for. <br />
<br />
Som fagborgmester for et bestemt område risikerer man som socialist hurtigt at ende som gidsel i administrationen af en lovgivning, man egentlig er imod, og som er dikteret af kommunens politiske flertal og Christiansborg. Det skete f.eks. i høj grad for Enhedslistens Mikkel Warming i dennes tid som socialborgmester, hvor han i offentligheden kædedes sammen med en række skandalesager. <br />
<br />
I det parlamentariske arbejde må socialister derfor placere sig i en position, hvor vores grundlæggende modstand mod den nuværende lovgivning og det nuværende system fremstår tydeligst muligt. Vores opgave er ikke at administrere systemet marginalt anderledes end socialdemokraterne og de borgerlige partier, men at omstyrte det og indføre et andet. <br />
<br />
Hvor galt det kan gå, når man forsøger at administrere systemet har vi også set skræmmende eksempler på både herhjemme med bl.a. SF's regeringsdeltagelse og i udlandet, hvor f.eks. Enhedslistens græske søsterparti SYRIZA nu blot viderefører de brutale nedskæringer, det tidligere hævdede at ville bekæmpe. <br />
<br />
<b>Hvad byrådstaburetterne kan bruges til</b><br />Omvendt kan posten som menigt byrådsmedlem bruges til at afsløre ulovligheder og skandaler på jobcentrene og forbinde sig med det gryende folkelige oprør, hvilket f.eks. Enhedslistens egen Ulf Harbo har vist i Norddjurs Kommune. Men det kræver bl.a., at Enhedslisten i København dropper sit tætte parløb med den socialdemokratiske overborgmester Frank Jensen og hans økonomiske prioriteter, som partiet har lagt stemmer til gennem utallige budgetforlig.<br />
<br />
Ikke desto mindre bør vi fortsat kræve, at Københavns Kommune dropper sin praksis med f.eks. at tildele langt færre førtidspensioner pr. indbygger end andre steder i landet. Dette er selvsagt muligt indenfor den nuværende lovgivning. Men vi bør også kræve, at venstrefløjens politikere stiller sig i spidsen for et kommunalt oprør, der sprænger de regeringsdikterede rammer. Rammer, der bogstaveligt talt koster menneskeliv. <br />
<br />
Men sker ikke uden et massivt pres folkeligt pres, f.eks. fra jobcenterbevægelsen, fagbevægelsen og andre protestbevægelser. Her var det et skridt i den rigtige retning, at 41 fagforbund i august gik ud og krævede ændringer af den forhadte fleks- og førtidsreform fra 2013. Men enlig svale gør som bekendt ingen sommer. <br />
<br />
Kampen mod forringelser og overgreb mod de reformramte bør være central for hele fagbevægelsen, som derfor må vågne af sin hidtidige tornerosesøvn. Her kan den bl.a. lære noget af den københavnske fagforening LFS (Landsforeningen af Socialpædagoger), der aktivt har støttet jobcenterprotesterne. <br />
<br />
<b>Forstærket kamp mod reform-amok-politikken</b> <br />
De løbende angreb på syge og arbejdsløse er også med til at underminere fagbevægelsens egen kamp for sine medlemmer i job, idet fattiggørelsen får flere til at droppe medlemskab af fagforening og a-kasse, og fordi frygten for at blive udsat for samme uværdige behandling som de syge og arbejdsløse får færre i job til at sige fra overfor dårlige løn- og arbejdsforhold. <br />
<br />
Den kapitalistiske stat, som kommunerne er en del af, er ikke sat i verden for at være flink mod de arbejdsløse og syge, men først og fremmest for at undgå social uro og sikre forsyningen af arbejdskraft til kapitalejerne. Derfor er den ikke en allieret i kampen mod sociale forringelser. <br />
<br />
Men som den seneste tid viser, kan protester fra samfundets gulvplan føre til både borgmester-afgange og et begyndende oprør mod den såkaldte ”nødvendighedens politik” og dens ”reform-amok”. Her kan Enhedslisten være en vigtig allieret, hvis fokus flyttes fra forhandlinger og det politiske spil på rådhuse og i Folketinget til kampen uden for de bonede gulve. Lars Henrik Carlskovhttp://www.blogger.com/profile/16871090792611594851noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2862847779343949844.post-7443685471066559622017-11-07T10:09:00.001+01:002017-11-08T15:15:10.003+01:00Løkkes finanslov er en åben krigserklæring<br /><b>Gaveregn over de rigeste og fingeren til resten. Så kort kan regeringens finanslovsforslag opsummeres.</b><br /><br />AF LARS HENRIK CARLSKOV<br /><br />Finansloven kaldes ofte samfundets ”husholdningsbudget”. Men vi er naturligvis ikke én stor familie, men i stedet opdelt i sociale klasser med fjendtlige interesser. Finansloven er årsbudgettet for den kapitalistiske stat, hvis primære funktion er at beskytte de dominerende klasseinteresser. Nemlig ejerne af de store koncerner, disses bestyrelsesmedlemmer og de herskende grupper i staten.<br /><br />Reelt er det blot nogle få procent af finansloven (næste år mere end 716.000.000.000 kr.), partierne forhandler om. Hovedparten af finanslovens udgifter er aftalt mellem ministeriernes embedsmænd længe inden partierne inviteres til officielle forhandlingsmøder. Som derfor ofte er politisk teater til ære for de rullende kameraer. Ikke desto mindre betyder Løkkes finanslovsudspil et sandt blodbad på en lang række i forvejen pressede grupper.<br /><br /><b>Massakre på uddannelse og velfærd</b><br />Der regnes med offentlig vækst på 0,5 % i 2018, men der er (pga. flere børn og ældre) brug for vækst på mindst 0,7 % for at opretholde velfærden. For at velfærdsudviklingen følger velstandsudviklingen skulle tallet være 1,1 %. Kun omkring halvdelen af den planlagte vækst går til ”kernevelfærd”. Resten går til mere politi og militær. Og 1 mia. ud af de ekstra 2,5 mia. kr. til kernevelfærd er genbrug af penge fra kommunale sparerunder.<br /><br />Vækst i det offentlige forbrug på 0,5 % næste år og 0,3 % derefter frem til 2025, betyder 24.700 færre offentlige ansatte til den tid. Uddannelsesområdet får kniven af regeringen og skal frem mod 2021 spare 4,2 mia. kr. Det svarer i 2018 til 6.000 kr. pr. gymnasieelev og 4.000 kr. pr. erhvervsskoleelev – og endnu mere i 2021. Og universiteter, professionshøjskoler og erhvervsakademier rundbarberes med hhv. 1,1, 0,6 og 0,2 mia. kr. frem til 2021.<br /><br /><b>Favoriserer overklassen</b><br />Fremover får kun de to første børn børnecheck, 3. barn kun 75 % og resten intet, hvilket ligesom brugerbetaling på danskundervisning er designet til at ramme etniske minoriteter. DSB udsultes med yderligere 2 mia. kr. I 2019 vil antallet af offentlige ansatte, der bekæmper social dumping, være nede på fem (mod 139 i 2015). Arbejdstilsynet går fra 677 årsværk i 2015 til 487 i 2021. Bøder for at overtræde arbejdsmiljøloven mindskes med 25 % i 2018 og forventes fremover kun at være det halve af 2015-niveauet.<br /><br />De ansattes protester fik for nylig fjernet kravet om 2 % årlig produktivitetsstigning på sygehuse, men regeringens aftale med DF lægger op til flere ”effektiviseringer” og kompenserer ikke for tidligere besparelser. Alt dette skal finansiere overklassepolitikken med skattelettelser og lavere registreringsafgift på luksusbiler, som favoriserer landets rigeste. I august viste en Wilke-måling, at 50,5 % af befolkningen ønsker velfærd frem for skattelettelser og kun 10,4 % for det modsatte. Dette flertal må organiseres til aktiv modstand. Lars Henrik Carlskovhttp://www.blogger.com/profile/16871090792611594851noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2862847779343949844.post-3120530648253322622017-11-07T10:05:00.000+01:002017-11-08T14:40:02.737+01:00Fra 1917 til 2017 mod et nyt samfundssystem<br /><b>Accelererende klimaødelæggelse og nye bølger af krige, racisme og nedskæringer kan skabe fortvivlelse, men bør ikke føre til resignation.</b><br /><br />For som bl.a. den russiske oktoberrevolution 1917, hvis jubilæum fejres i år, viste, er radikale samfundsomvæltninger mulige. Også selvom en blodig kontrarevolution senere førte til stalinismens rædsler. For dette nederlag var ikke givet på forhånd, men resultatet af en kamp, der kunne have været vundet ved revolutionens spredning til andre lande. <br /><br />Revolutionen viste, at alle dem, der pga. manglende ejendom må arbejde (eller overleve på usle sociale ydelser), kan tage magten i egne hænder og begynde opbygningen af et bedre samfund. Det kan ske igen. Men ikke uden organisering og koordinering af de forskellige sociale kampe, som der allerede i dag findes et væld af. <br /><br /><b>Ingen sejr uden samlet kamp</b><br />F.eks. forårets kampagne og strejker mod den nye overenskomst, Uddannelsesalliancens demonstrationer mod uddannelsesbesparelser, diverse fagforeningers initiativ ”Danmark for velfærd” og protesterne mod behandlingen af arbejdsløse og syge. Desuden er Danmark tæt forbundet med den øvrige verden, hvor mange lande har set omfattende folkelige oprør og protester de senere år. <br /><br />Herhjemme har vi langt fra set sådanne bevægelser, men de protester, der trods alt har været, viser, at et betydeligt mindretal af befolkningen er klar til at kæmpe. Samtidig havde disse protesters effektivitet været væsentligt større, hvis der ikke kæmpedes hver for sig. Endelig er de blevet yderligere svækket af manglen på aktiv støtte fra fagtop og den etablerede venstrefløj. <br /><br /><b>Den etablerede venstrefløjs fallit </b><br />Det gælder desværre selv Enhedslisten, hvor mange enkeltmedlemmer udfører et godt politisk arbejde, men hvis fokus alligevel primært er Borgens taktiske forhandlingsspil og nærmest permanent valgkamp. Budgetforlig i kommuner og regioner viser også, at man i stigende grad ser sig som administrator af systemet. Det understreges af en aktuel kampagne, der kalder politiet ”velfærdens helte”. Også selvom Enhedslisten er mindst ringe alternativ på valgdagen. Derfor må det mindretal, som allerede i dag ser behovet for en revolutionær omvæltning af det nuværende profitsystem, gå sammen i en selvstændig organisation for at vinde flertallet over på sin side. <br /><br />Her er Internationale Socialister de første beskedne skridt til en sådan organisation. Vi må også opbygge magt dér, hvor systemet kan sættes i stå. På arbejdspladserne, hvor der skabes den profit, som er kapitalismens drivkraft. Magt i form af netværk på gulvplan, som kan udfordre regering, arbejdsgivere og fagtop. F.eks. også ved overenskomstforhandlinger som de kommende i den offentlige sektor. Men det kræver overvindelse af den giftige racisme, Overdanmark bruger til at splitte alle os i Underdanmark. Her er den internationale aktionsdag mod racisme 17. marts en oplagt mulighed for at danne nye netværk for folkelig modstand. Lars Henrik Carlskovhttp://www.blogger.com/profile/16871090792611594851noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2862847779343949844.post-23342257249595221702017-10-28T06:01:00.000+02:002017-10-29T13:06:37.442+01:00Anti-kapitalistisk modstand i Trumps æra<br />
<b>Aktuelle bøger af Naomi Klein og Mikkel Bolt analyserer Trump-fænomenet og potentialet for kampen mod de højrepopulistiske kræfter.</b><br />
<br />
AF LARS HENRIK CARLSKOV<br />
<br />
Her anvender Kleins ”No is not Enough” de analyser og begreber, hun har udviklet i tidligere værker såsom ”No Logo”, ”Chokdoktrinen” og ”Intet bliver som før” til at forstå årsagerne til hans sejr. Således beskrives Trumps ”brand” (eller varemærke) og hans forsøg på at fusionere sidstnævnte med ”det ultimative symbol på magt og autoritet: Det Hvide Hus”. Samtidig repræsenterer han for Klein en ny form for nyliberal ”chok-politik”, der beskrives som en særlig ekstrem version af kapitalismen. Denne chok-metafor kan i nogle tilfælde være nyttig til at beskrive de ofte brutale metoder, gennemtvingelsen af nyliberale politikker om privatisering, udlicitering og angreb på velfærdsydelser, lønninger og arbejdsforhold har krævet i en række lande.<br />
<br />
F.eks. Chile under Pinochets militærdiktatur, det tidligere Sovjetunionen efter murens fald eller Irak i kølvandet på 2003-invasionen. Men det afgørende skifte til nyliberalisme i f.eks. Storbritannien, USA, Danmark samt en række lande i den såkaldte ”tredje verden” skete ikke i kølvandet på noget tilsvarende ”chok”. Det afgørende var her oftest den svækkede selvtillid i arbejderklasen efter nederlag i afgørende konfrontationer med staten og kapitalen (f.eks. den britiske minearbejderstrejke eller flykontrollørernes tilsvarende i USA).<br />
<br />
<b>Identificering af fjenden</b><br />
Sammen med en tendens til at fokusere på aktører og idéer på bekostning af, hvordan nutidens chok og kriser udspringer af kapitalismens grundlæggende strukturer, fører det til en tvetydighed, der også kendes fra Kleins tidligere værker: Er fjenden det kapitalistiske system som sådan eller blot en særlig (nyliberal) variant af samme? Således beskrives Trumps magtovertagelse som et ”kup” fra de store virksomheders side. I modsætning dertil understreges det senere, at der ikke er tale om et ”brud”, men en ”kulmination” på ”katastrofekapitalismens” politik.<br />
<br />
Med en vis nostalgi beskrives f.eks. 1930'ernes amerikanske ”New Deal” under Roosevelt og efterkrigstidens "keynesianske" epoke i verdensøkonomien frem til 1970'ernes ”nyliberale revolution”. Men det var netop keynesianismens manglende evne til at løse den daværende profitabilitetskrise i de avancerede kapitalistiske økonomier, som skabte betingelserne for nyliberalismens fremmarch. En tilbagevenden til keynesianisme, heller ikke i en imaginær version med demokratisering, økologisk bæredygtighed og ligestilling af kvinder, LGBT+-personer og etniske mindretal, er derfor ikke et reelt svar.<br />
<br />
I modsætning dertil tager Mikkel Bolts ”Trumps kontrarevolution” netop udgangspunkt i, hvordan rødderne til den nuværende globale fremgang for højrenationalistiske og fascistiske kræfter skal findes i kapitalismens strukturelle krise i 1970'erne og nyliberalismens indtog som konsekvens deraf. I den henseende ligger bogen i forlængelse af forfatterens ”Krise til opstand” fra 2013.<br />
<br />
<b>Trump som fascist</b><br />
Ligesom Klein ser Bolt Trumps valgsejr som et oprør mod status quo og begge understreger, at den er led i en international trend. For Bolt er Trump udtryk for en ”antisystemisk protest fra højre” mod ”den såkaldte neoliberale globalisering” og et miskrediteret politisk system samt dets forvaltere. Men som følge af den etablerede venstrefløjs fallit, kommer i hvert fald dele af denne protest til udtryk i en forvrænget form med støtte til f.eks. racistiske kræfter, der ikke repræsenterer et reelt opgør med det nuværende system.<br />
<br />
Trump repræsenter for Bolt ”senkapitalistisk fascisme” og en ”præventiv kontrarevolution” mod f.eks. ”de arabiske revolter, pladsbesættelsesbevægelserne og Black Lives Matter” og den ”begyndende afvisning af kapitalismen”, de repræsenterer. En korrekt sammenkædning af kapitalismens stadig mere autoritære tendenser med systemets stigende vanskeligheder ved at fungere på ”normal” vis som følge af bl.a. økonomisk svaghed og folkelige protester. Ikke desto mindre har disse protester på internationalt plan endnu ikke nået samme styrke, som f.eks. i slutningen af 1960'erne og 1970'erne. Og selv i denne situation kunne kapitalismen overleve uden at ty til sin fascistiske kriseløsning.<br />
<br />
Derfor er beskrivelsen af Trump som fascist også misvisende, selvom der ligesom hos andre højrepopulister er fællestræk. Trump-regeringens politik har endnu ikke i praksis brudt afgørende med de republikanske og demokratiske forgængere. Modsat f.eks. den tyske og italienske fascisme er han heller ikke kommet til magten som et aktivt tilvalg fra den herskende klasse (hvis store flertal støttede Hillary Clinton) og ved forinden at have opbygge stormtropper på gadeplan, der kan bruges til at knuse arbejderbevægelsens og de øvrige demokratiske institutioner. Sidstnævnte er dog ikke nødvendigt ifølge Bolt pga. Trumps besiddelse af statsmagten. Men konsekvensen af dette er inflation i brugen af fascisme-begrebet, som ud fra samme logik kunne anvendes om et væld af højreorienterede regeringer, der enten har indskrænket demokratiet eller indført et decideret diktatur. Og som nævnt er denne fascistiske kriseløsning endnu ikke nødvendig for at sikre kapitalistklassens mulighed for fortsat at regere.<br />
<br />
<b>Menneskehedens fremtid på spil</b><br />
Ikke desto mindre udgør Trump en alvorlig trussel, der har givet højreorienterede og egentlige fascistiske kræfter øget selvtillid. Som begge forfattere understreger befinder vi os i en nødsituation med en række overlappende kriser, som alle direkte eller indirekte udspringer af det nuværende profitsystem. Hurtige og radikale samfundsomvæltninger er derfor nødvendige, ikke mindst på grund af den truende klimakatatrofe. Med henvisning til intersektionalistisk feminisme understreger Klein, hvordan de forskellige kampe og former for undertrykkelse er gensidigt forbundne og advarer samtidig mod gøre oplistningen af forskellige former for privilegier til en intern konkurrence blandt de undertrykte.<br />
<br />
Men for at forstå, hvorfor de forskellige former for undertrykkelse er opstået og derfor kan afskaffes, har vi brug for den marxistiske klasseanalyse. Denne peger samtidig på den afgørende strategiske rolle, arbejderklassen (det store flertal af befolkningen, der ikke ejer og kontrollerer produktionsmidlerne) spiller pga. sin evne til at stoppe kapitalismens drivkraft, profitten, ved at strejke. Dette element er dog desværre enten fraværende eller underprioriteret hos Klein og Bolt.<br />
<br />
Intet af dette ændrer dog på, at såvel Bolt som Klein leverer væsentlige bidrag til forståelsen af betingelserne for kampen mod Trump og tilsvarende kræfter i andre lande. Og som begge forfattere understreger, afhænger en leveværdig fremtid for klodens befolkning bogstaveligt talt af et succesfuldt udfald af denne kamp.<br />
<br />
<i>Naomi Klein: No is Not Enough. Defeating the New Shock Politics. Allen Lane (UK), 2017 (dansk udgave: Nej er ikke nok. Modstand mod Trump og højrepopulismens chok-politik, Forlaget Klim, 2017). Mikkel Bolt: Trumps kontrarevolution, Forlaget Nemo, 2017.</i>Lars Henrik Carlskovhttp://www.blogger.com/profile/16871090792611594851noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2862847779343949844.post-84061236336425908322017-08-15T22:13:00.000+02:002017-08-16T13:00:57.755+02:00Lars Seier skaber jobs og pleasure<br />
<b>Hvis du tilfældigvis skulle have 75.000 euro (eller ca. 560.000 kr.) tilovers i feriebudgettet (og hånden på hjertet, hvem har ikke det i disse tider?), kan du leje Saxo Bank-stifter Lars Seier Christensens luksusyacht en uge. </b><br /><br />
AF LARS HENRIK CARLSKOV<br />
<br />
Denne helt uundværlige forbrugerinformation kan man læse i livsstilsmagasinet Børsen Pleasure, der at dømme ud fra navnet sandsynligvis henvender sig til en hidtil overset målgruppe, som forbinder en særlig form for lyst med aktier, obligationer og andre værdipapirer. <br />
<br />
Og da få ting som bekendt ligger os mere på sinde her på avisen end netop finansverdenens lyst, nydelse og genelle velbefindende, er denne oplysning hermed videregivet. Men hæderen for at have opstøvet denne for offentligheden helt afgørende information bør naturligvis tilfalde det frimarkedselskende Dagbladet Børsen, hvis årlige statsstøtte på 17,5 millioner kr. derfor forekommer en anelse i underkanten. Demokratiet havde været fattigere uden. <br />
<br />
Børsen forklarer, at ”alene bådens størrelse betyder, at personalet må kommunikere via walkie-talkie.” Lars Seier er det, man kalder en jobskaber, for hvem kan benægte, at uden ham og andre milliardærer og millionærer ville produktionen af walkie-talkies til luksusyachter falde markant? ”På båden er der hele tiden styr på, hvor vi er, og hvad vi laver”, kan Børsen endvidere oplyse. Denne tilsyneladende luksuriøse betjening skal dog nok snarere ses som en præventiv foranstaltning for at undgå livsfarlige situationer, hvor f.eks. Hella Joof kommer på besøg og i nærheden af tændstikker. <br />
<br />
Det beskrives desuden, hvordan der spises frokost ved den franske riviera blandt russiske oligarker, dvs. folk, som er kommet lige så ærligt til deres penge som Lars Seier Christensen. Men særligt én detalje ved Seiers yacht giver Børsen ægte pleasure: ”Et besøg på toilettet afslører, at det yderste stykke af toiletpapiret er sirligt foldet i en kvadratisk fold over den gyldne metallåge, der dækker over toiletpapiret. Sådan er det på ethvert toiletbesøg ombord på båden.” <br />
<br />
Her ser vi igen Seier som jobskaber - og endda i vitale samfundsfunktioner såsom wc-papirfoldere for rigmænd, der skal en tur på tønden. Men desværre formår den typiske danske misundelsessyge ikke at værdsætte folk som Seier, der har arbejdet sig hele vejen op fra sidegadevekselerer til stiftelsen af fondsmæglerselskabet Midas med selskabstømmerpenge til Saxo Bank, hvis forretningsmodel med Bagmandspolitiets ord har ”en særlig høj risiko” for ”hvidvask eller terrorfinansiering”. <br />
<br />
Tanken om at leve i et samfund, der ikke belønner den type adfærd, bør vække rædsel i os alle.Lars Henrik Carlskovhttp://www.blogger.com/profile/16871090792611594851noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2862847779343949844.post-17390252580913279602017-08-14T17:02:00.000+02:002017-08-14T17:26:25.489+02:00Idéer til at forstå og styrte systemet<br />
<b>Interview med Joseph Choonara om marxismens relevans i dag.</b> <br />
<br />
AF LARS HENRIK CARLSKOV<br />
<br />
”Det ville være tåbeligt at sige, at verden er præcis som Marx beskrev den i Kapitalen. Imidlertid er det også vigtigt at forstå, at Marx i ”Kapitalen” havde et specifikt projekt om i generelle vendinger at afdække det kapitalistiske samfunds bevægelseslove, frem for at beskrive Victoriatidens kapitalisme i Storbritannien”. Det siger Joseph Choonara, medlem af Internationale Socialisters britiske søsterparti SWP og forfatter til en ny introduktion til Karl Marx's hovedværk ”Kapitalen”. <br />
<br />
”I den forbindelse trækker Marx en del på sin tids kapitalisme og bruger det til at illustrere og føre sin argumentation gennem bogen. Men selv her, er én af de ting, som slår mig ved genlæsning af "Kapitalen" 150 år senere, ikke så meget, at alt er ændret, men, at der fortsat er slående paralleller.<br />
<br />
Oplevelsen af fornedrelse og fremmedgørelse på arbejdspladsen, selv om den ikke er så slem som Victoriatidens Storbritannien, vækker helt sikkert genklang i nutidens Storbritannien. Og i nogle henseender er de metoder, som anvendes i traditionelle kapitalistiske fabrikker, blevet generaliseret ind i områder af økonomien som servicesektoren, den offentlige sektor osv. <br />
<br />
Og hvis man ser på kapitalismen som globalt system, er der tydeligvis elementer af den fornedrelse af den britiske arbejderklasse, som Marx beskrev, der bliver gentaget. Man kan f.eks. se på tæppeindustrien i Pakistan, hvor der er omfattende brug af børnearbejde eller endda fabrikker i Kina, hvor arbejdsforholdene er så forfærdelige, at der opsættes ”selvmordsnet” for at forhindre folk i at begå selvmord ved at hoppe ud fra taget”, forklarer Choonara. <br />
<br />
<b>Udbytning er indbygget i systemet</b><br />
”Marx forsøger at redegøre for den måde, hvorpå kapitalisme af natur er er et udbyttende system. I den forstand er kapitalismen det seneste i en række af klassedelte samfund, der går tilbage til de antikke slavesamfund i Grækenland og Rom eller de feudale samfund, der fandtes før kapitalismen i store dele af Europa. <br />
<br />
Marx siger, at vi har en ny type samfund, der også er udbyttende, og ydermere kritiserer han andre venstrefløjstilgange, der så kapitalismen som blot en form for svindel. Så hvis man ser på Marx's venstrefløjsrivalers skrifter, f.eks. Proudhons, behandles udbytning som en form for trick – et almindeligt synspunkt i datidens venstrefløjslitteratur. Logikken i det er at konkludere, at kapitalismen potentielt kan styres på en måde, der ikke er udbyttende. <br />
<br />
Marx siger, at det ikke rigtigt. Så snart man har et system, hvor et mindretal bestående af kapitalister ejer produktionsmidlerne og arbejderne sælger deres arbejdskraft til disse kapitalister for at få adgang til produktionsmidlerne, har man denne af natur af udbyttende proces, hvor værdi pumpes fra én klasse og over i hænderne på en herskende klasse, der udgør et mindretal. Marx siger, at dette er uløseligt forbundet med det kapitalistiske system, og hvis man vil stoppe udbytningen, må man i sidste ende omstyrte kapitalismen.” <br />
<br />
<b>Det ”prekære” arbejde</b> <br />
Ifølge Choonara kan man også bruge Marx til at analysere den nutidige ”prekæritet”, dsv. usikre forhold på og udenfor arbejdsmarkedet. <br />
<br />
”Niveauet af prekæritet i arbejderklassen var uendeligt højere på Marx's tid end i dag. Ikke desto mindre er der nogle interessante paralleller. Den første og mest indlysende er, at Marx taler om et system, hvor kapitalen altid er afhængig af at sikre sin adgang til arbejdskraft, den kan udbytte. Dette er et gensidigt afhængighedsforhold. Ofte tales der i den nutidige litteratur om, hvordan arbejderne er afhængige kapitalen. Men den udelader fra ligningen det omfang, som kapitalen er afhængig af arbejderne – og den kollektive magt, som har arbejderne har, er et resultat deraf. <br />
<br />
For det andet er der nogle mere detaljerede argumenter, som Marx fremsætter, der er interessante. F.eks. diskuterer han gennemførelsen af fabrikslovene, der begrænsede arbejdstiden i fabrikkerne. De blev indført efter enorme kampe fra arbejderbefolkningen, men afspejlede også et modsætningsfyldt pres på kapitalen selv. <br />
<br />
På den side ønskede de kapitalister, der styrede fabrikkerne, at presse arbejdskraften så hårdt som muligt. På den anden side begyndte dele af den herskende klasse, især dem forbundet med staten, at bekymre sig om det kapitalistiske systems behov for at kunne reproducere sig selv på lang sigt. Med andre ord, hvordan bevarer man en arbejderklasse, som er sund nok til at blive udbyttet? Denne komplicerede tresidige kamp mellem forskellige grupper inden for den herskende klasse og arbejderklassen førte i sidste ende til indførelsen af fabrikslovene i midten af det 19. århundrede. <br />
<br />
Her er en interessant pointe, Marx fremsætter, at så snart man har gennemført disse love i fabrikkerne, er der et pres på staten for at udvide disse love til andre områder af økonomien såsom mere primitive industrigrene for at sikre ens spilleregler på arbejdsmarkedet og for at forhindre disse industrigrene i at få en konkurrencefordel i forhold til det langt mere avancerede fabrikssystem. Man kan se nogle paralleller i den måde, hvorpå selv temmelig ondartede højreorienterede regeringer er tvunget til, i en vis udstrækning, at regulere dele af arbejdsmarkedet.” <br />
<br />
<b>Marx må bruges kreativt</b><br />
”Marx er involveret i et projekt med at stige fra de abstrakte begreber, han udvikler i ”Kapitalens” første bind, især i de første kapitler, til de langt mere konkrete begreber, han udvikler mod slutningen af værket, især i tredje bind. I princippet kan vi fortsætte denne proces i dag, og bruge denne metode til at forstå den meget anderledes kapitalisme, der findes i dag. <br />
<br />
Hvis man ser på den generation af marxister, der fulgte efter Friedrich Engels, var de tvunget til at håndtere fremkomsten af imperialismen, i takt med, at kapitalens enheder blev større og mere sammenfiltrede med staten, og kapitalismen blev et system med global konkurrence, der fører til militærkonflikt mellem stormagterne. En hel generation af marxister, der omfattede Rosa Luxemburg, Leon Trotskij, Lenin, Bukharin, Hilferding osv., var tvunget til at tumle med dette spørgsmål. Det gjorde de i det store og hele med de kategorier, som Marx udvikler i Kapitalen, men de forsøgte på kreativ vis at anvende denne forståelsesmetode til en verden, der var under forandring. Efter min mening må vi fortsætte denne proces i dag. <br />
<br />
Vi lever stadig i en verden, der styres af kapitalismens sociale relationer, men det er en meget anderledes verden, så vi bliver nødt til at være kreative i måden, vi anvender teorien på. <br />
<br />
Den nuværende radikale venstrefløj er opstået på et tidspunkt, hvor marxismen ideologisk set er relativt perifer på en måde, den ikke var tidligere i det 20. århundrede. Så det store paradoks er, at vi ser denne enorme revival for radikalisme under et fravær af nogle af de mest effektive idéer, som kan være en guide for og forme denne radikalisme – marxismens idéer præget af begrebet om arbejderklassens selvbefrielse. <br />
<br />
Så jeg mener, at det pålægger den nuværende generation af marxister at forsøge at gøre disse idéer tilgængelige og sikre sig, at de er blandt de ressourcer, som folk, der bliver radikaliserede i dag, kan trække på i deres forsøg på at forstå, og sidste ende styrte, kapitalismen”, slutter Joseph Choonara. <br />
<br />
<i>Oversat, redigeret og forkortet fra Socialist Review nr. 426. Joseph Choonaras bog ”A Reader’s Guide to Marx’s Capital” kan inden længe købes på Internationale Socialisters forlag www.modstand.org. </i>Lars Henrik Carlskovhttp://www.blogger.com/profile/16871090792611594851noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2862847779343949844.post-26057253134408635532017-06-15T18:35:00.002+02:002017-06-16T03:59:14.696+02:00"Reformer" koster titusinder dagpengene <br />
AF LARS HENRIK CARLSKOV <br />
<br />
I 2010 forkortede et flertal bestående af Venstre, Konservative, Radikale og Dansk Folkeparti dagpengeperioden fra fire til to år og fordoblede genoptjeningsperioden fra seks måned til et år. En ny analyse fra 3F viser, at siden 2013, hvor aftalen trådte i kraft, har 82.553 personer, eller i snit 1.720 om måneden, mistet dagpengene. I 2016 skete det for 12.287 personer. Før forringelserne i 2010 skete det årligt for 1.000-2.000 mennesker, og Finansministeriet hævdede, at tallet fremover ville blive 2.000-4.000. I modsætning dertil var dagpengeperioden frem til 1993 ubegrænset, hvorefter den nedsattes til syv år. Lars Henrik Carlskovhttp://www.blogger.com/profile/16871090792611594851noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2862847779343949844.post-69943004682591283412017-06-15T17:26:00.003+02:002017-06-16T04:21:13.289+02:003F-toppen i ynkeligt tilbagetog om pensionsalder <br />
AF LARS HENRIK CARLSKOV<br />
<br />
3F dropper kampagnen ”Fair pensionsalder”, trods støtte fra 217.000 underskrifter. Trods modstand fra 59 % af befolkningen i en meningsmåling mod at lade pensionsalderen stige i takt med længere levetid (og blot 20 % på tilhængersiden). Trods modstand fra 69 % af de socialdemokratiske vælgere og næsten tre ud af fire DF-vælgere. Og trods nederlaget for regeringens planer om at hæve pensionsalderen et halvt år mere end allerede aftalt. <br />
<br />
3F hævder i stedet at ville være ”løsningsorienteret” og har derfor opgivet at ændre de tidligere forlig, som betyder, at en nyfødt i dag har udsigt til en pensionsalder på 76,5 år. Når fagtoppen trods overvældende folkelig opbakning til kampen mod højere pensionsalder alligevel opgiver kampen, er det naturligvis bl.a. for at holde hånden over Socialdemokratiet, som støtter disse forlig. Samt fordi fagtoppen frygter ikke at kunne styre sine menige medlemmer, hvis de mobiliseres. Det viser endnu engang behovet for et netværk på fagbevægelsens bund, der kan udfordre de håbløse pampere i toppen. Lars Henrik Carlskovhttp://www.blogger.com/profile/16871090792611594851noreply@blogger.com0