2007/01/27

Hvad Marx i virkeligheden sagde


Det lykkedes ikke den amerikanske revolutionære socialist og Marx-forsker Hal Draper at færdiggøre sit banebrydende værk ”Karl Marx’s Theory of Revolution” før han døde i 1990. Her anmelder Simon Basketter det nyudkomne femte bind af værket.

Den holdning, venstrefløjen indtager til imperialismen, bliver oftest dannet ud fra, hvad den tror er den marxistiske teoris grundlag. Det seneste bind i en vigtig serie bøger af Hal Draper, Karl Marx’s Theory of Revolution[1], undersøger hvad Marx og Engels skrev om det gensidige forhold mellem krig og revolution. Vigtigt er det, at han undersøger, hvordan fejlfortolkninger i årenes løb endda har fået nogle socialister til at fordreje Marx’s tænkning til at være for imperialistisk krig.

I 1848 brød en revolutionær bølge løs over Europa. Den startede i Paris i februar og skyllede hen over Tyskland og de ungarsk-talende byer i det østrigske imperium. Revolutionerne i 1848 var langt mere end blot en simpel kamp mellem klasser. De gennemskar fire store imperiers ambitioner. Det betød, at den revolutionære proces var direkte forbundet med krig.

Marx og Engels havde ikke de store illusioner om revolutionens ledere. De var klar over, at det tyske borgerskab, højest, forsøgte at gøre det, som det franske og det engelske borgerskab havde gjort i de foregående århundreder, at forene landet under herskende kredse, der var indstillet på kapitalismens frie udvikling. De troede ikke, at dette ville føre direkte til arbejderklassens eller bondestandens befrielse. De sent modnede [i forhold til de franske og engelske kapitalister, red.], opkommende kapitalister måtte ikke bare kæmpe mod adelen over dem, men også bekymre sig om arbejderklassen og bønderne under dem.

Marx og Engels var mest optaget af at fungere som bevægelsens ekstreme venstrefløj og, gennem organisering fra neden, skubbe bevægelsen så langt som muligt.

Dette rejste spørgsmålet om de slaviske folkeslags befrielseskamp i en situation med konkurrerende europæiske imperier. Marx og Engels erkendte, at der ikke kunne komme nogen national selvbestemmelse ud af en kamp, der hele vejen igennem var organiseret af det russiske imperium mod den tyske revolution. De afskærmede sig derfor i forhold dem, der som Bakunin [russisk anarkist, red.] ønskede, at alle slavernes kampe skulle forenes under panslavismens fane – hvilket betød de slaviske massers underordning under et slavisk land, der på det tidspunkt ikke kunne spille nogen progressiv rolle, den russiske enevælde.

I modsætning til noget af den kritik, der senere har været af ham, bebrejdede Engels ikke de undertrykte nationer for deres holdning til tyskerne. Han påpeger, at de overfor valget mellem at slutte sig sammen med tyskerne i revolutionen og at bekæmpe tyskerne, ville gøre det sidstnævnte. Dette blev bekræftet af virkeligheden. Som en del af denne debat giver Draper en nyttig diskussion af Roman Rosdolskys [afdød ukrainsk trotskist og Marx-forsker, kendt for værket Kapitalens tilblivelseshistorie, der udkom i to bind på Modtryk i 1975, red.] mishandling af Engels brug af begrebet om ikke-historiske folkeslag.[2]

Marx og Engels havde dog en tendens til i kapitalismen at se en udvikling, hvor de forskellige nationer blev undertrykt og derfor bortvisnede. Det er blevet modbevist, men kun på grund af faktorer, som først dukkede op senere. Tilbagestående landes evne til at udvikle en sammenhængende national befrielsesbevægelse afhang af, at der var en klasse som småborgerskabet, der kunne udgøre et politisk tiltrækningspunkt. Dette var et fænomen, som først udviklede sig i slutningen af det 19. århundrede.

Engels’ senere diskussioner med andre i den socialistiske bevægelse om holdningen til en europæisk krig kaster et fascinerende lys over den måde, som den europæiske kapitalisme i slutningen af det 19. århundrede var i gang med at udvikle en inter-imperialistisk rivalisering. Draper skriver: ”I de sidste år af sit liv var Engels optaget af at udarbejde et politisk svar på den truende krigsfare. Han udarbejdede tjenstdygtigt en tilgang, som revolutionære socialister blev nødt til at genopfinde i løbet 1. verdenskrig, fordi Socialdemokratiets ledelse gjorde deres bedste for at begrave Engels’ politik efter, at han selv var blevet kremeret”.[3]

Det er jævnligt blevet hævdet, at Engels i sin sidste leveår støttede de første tegn på reformisme, der dukkede op i det tyske socialdemokrati og 2. Internationale, som det var en sektion af. For Engels var problemet, hvordan socialistiske tanker kunne bryde ud af den venstrefløjsghetto, som kun en håndfuld engagerede arbejdere og intellektuelle var indbyggere i.

Han fæstede sin lid til bevægelsen i Tyskland, hvor marxisterne havde haft held til at udtrykke stemningen hos brede lag af arbejderne, og dermed opnå pladser i parlamentet og påvirke politikken på landsplan. Dette indebar dog ikke, at Engels på nogen måde havde forladt sin egen overbevisning om revolutionens nødvendighed.

Det skal ikke forstås sådan, at Engels havde ret i alle sin påstande. Han baserede sit syn på de internationale begivenheder på en analyse, der var korrekt i 1840’erne, men som ikke var det et halvt århundrede senere – at Rusland var den største trussel mod de progressive kræfter over hele Europa. Det var en fejlanalyse, som 20 år efter hans død blev brug til at retfærdiggøre støtte til imperialistisk krigsførelse.

Engels nåede selv et stykke af vejen frem til en erkendelse af dette: ”Også jeg har, siden 1848, jævnligt udtalt, at den russiske tsarisme er den europæiske reaktions sidste bolværk og største reservearmé. Ikke desto mindre er der meget, der har ændret sig i Rusland i løbet af de sidste 20 år. Den såkaldte frigørelse af bønderne har skabt en dybt revolutionær situation”.[4]

Draper argumenterer for, at ”Engels, måske tidligere end nogen anden, erkendte, at statssystemet i Europa havde ændret sig dramatisk som følge af den fransk-tyske krig. Med dette politiske svar var han langt foran sine samtidige og foregreb antikrigs-venstrefløjen i 2. Internationale, men han satte sig aldrig ned og gennemtænke, hvad denne forandring betød på det teoretiske plan. Han gjorde ikke det, som Lenin senere gjorde med sin Imperialismen som kapitalismens højeste stadium. Og det betød, at når han måtte forsvare sit politiske synspunkt...stod han i en svær position”.[5]

Som følge af denne svære position giver Draper en detaljeret redegørelse for, hvordan Engels protesterede kraftigt, da redaktørerne for den tyske partiavis Vorwärts, angiveligt for at undgå retsforfølgelse, klippede de revolutionære udtryk ud af hans indledning til Marx’s Klassekampene i Frankrig.

Det er bestemt rigtigt, at Engels understregede vigtigheden af ”langsomt propagandaarbejde og parlamentarisk virksomhed”. Imidlertid skrev Engels et bitter protestbrev til Karl Kautsky, der dengang var redaktør for det tyske socialdemokratis tidsskrift, Neue Zeit: ”Til min forbavselse ser jeg i dag i Vörwärts et udtog af min indledning, trykt uden min viden, og i den grad barberet, at jeg står over for offentligheden som fredelig tilbeder af lovlighed for enhver pris.”.[6]

Bogen er blevet sammensat af Drapers mangeårige samarbejdspartner E. Haberkern, og til tider fremstår den som en samling udvidede noter (som følge deraf passer diskussionen af Marx og Engels’ holdning til den amerikanske borgerkrig ikke rigtig til resten af bogen). Til stede er også Drapers tendens til at tillægge nogle diskussioner uforholdsmæssig stor vægt ud fra spor i dokumenterne frem for deres væsentlighed. Men samlet set er den en værdifuld tilføjelse til et allerede uvurderligt værk.

Hal Draper and Ernie Haberkern: Karl Marx’s Theory of Revolution, Volume V: War and Revolution (Monthly Review Press, 2005), $17.99.

Simon Basketter er medlem af Socialist Workers Party i Storbritannien. Oversat af Lars Henrik Carlskov fra International Socialism 110, Spring 2006.

[1] Hal Draper and E Haberkern, Karl Marx’s Theory of Revolution, bind 5: War and Revolution (Monthly Review Press, 2005. De tidligere bind er: The State and Bureaucracy (1979); The Politics of Social Classes (1986); The ”Dictatorship of the Proletariat” (1986); Critique of Other Socialisms (1989) (alle udgivet på Monthly Review Press). Draper var bedre til at forstå, hvad Marx stod for, end til at analysere hvilken situation verden befandt sig i. Desuden havde Drapers politik endnu en central mangel – han var klar spørgsmålet om, hvad det tidligere sovjetiske styre ikke var, men han kunne ikke forklare, hvad det var. Det her bind lider mindre under følgerne af dette end bind 3, og er overordnet set ikke så godt som bind 1 og 2. Forholdet mellem Drapers position i den trotskistiske bevægelse og dens indvirkning på hans værker, bliver diskuteret udførligt i Steve Wright, ”Hal Draper’s Marxism”, i International Socialism 47 (Summer 1990) og i Derek Howl, ”The Legacy of Hal Draper”, International Socialism 52 (Autumn 1991). 

[2] H Draper, ”Rosdolsky v Rosdolsky, special note on Karl Marx’s Theory of Revolution, bind 5, som ovenfor, s. 199. 

[3] Som ovenfor, s. 187. 

[4] Engels til Salo Farber, 22. oktober 1885, citeret, som ovenfor, s. 169. 

[5] Som ovenfor, ss. 185-186. 

[6] Engels til Karl Kautsky, 1. april 1895, Selected Correspondence (Moskva, 1975), s. 461. [Her dog citeret efter Karl Marx og Friedrich Engels: Udvalgte skrifter i to bind, Forlaget Tiden, 1973, bind 1, s. 112, red.]

Ingen kommentarer:

Send en kommentar