2019/04/23

Ministerier afsløret i racistisk propaganda


Fra samfundstoppen spredes dæmoniserende påstande om borgere med såkaldt ”ikke-vestlig baggrund”.

Af Lars Henrik Carlskov

Bl.a. fra ministerierne. F.eks. Finansministeriets rapport om udgifter til ikke-vestlige ”indvandrere” og ”efterkommere”. Der skulle give 33 mia. kr. i underskud årligt, mens ”danskere” gav overskud på 56 mia. kr.. Men kun ved at vælge året 2014, hvor fremrykket beskatning af kapitalpensioner betød ekstraordinær indtægt på 75 mia. kr. fra skat på udbetalinger. Uden dette gav også ”danskerne” underskud (17 mia. kr.). Og større udgifter til ”indvandrere” og ”efterkommere” skyldes bl.a. disses større andel af børn og unge, som derfor endnu ikke betaler skat.

F.eks. også Udlændinge- og integrationsministeriets og Undervisningsministeriets rapport om, at såkaldte ”3. generationsindvandrere” ikke klarer sig bedre end generationen før. Men der var social slagside, bl.a. var danskgifte fjernet fra gruppen af ”3. generationsindvandrere”, som også havde oprindelse i andre lande end de to generationer før. Danmarks Statistik havde advaret om ”væsentlige metodiske fejlslutninger”.

Nu hævder en rapport fra Økonomi- og Indenrigsministeriet, at 76.400 personer i landet bor i parallelsamfund. Efter kriterier som beskæftigelse, børn uden for dagtilbud og beboerandel med ”ikke-vestlig baggrund”. Men med professor Hans Skifter Andersen fra AAU's ord, har dette intet at gøre med ”parallelsamfund”: ”Når man bruger begrebet parallelsamfund, er det under den forudsætning, at beboerne er søgt sammen for bevidst at isolere sig uden for samfundet. Og det er der ingen evidens for er tilfældet” (Altinget 11/4). Som det fremgår kræver leveringen af ideologisk skyts til Løkkes og Støjbergs statsracisme grov talmanipulation.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar