Hverken moderne, praktisk eller socialisme

SF’eren Mattias Tesfaye har vakt stor røre både i medierne og sit eget parti med sine teser om en ”moderne” og ”praktisk” socialisme.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Forud for SF’s landmøde 13.-15. april har et bittert opgør om partiets næstformandspost påkaldt sig stor opmærksomhed. Tidligere folketingsmedlem Pernille Frahm har således angrebet ledelsens foretrukne kandidat til posten, Mattias Tesfaye, for at have synspunkter, der snarere hører hjemme ”i et af de kommunistiske partier”.

Det skyldes en række ”teser om praktisk socialisme”, som Tesfaye skrev tilbage i 2008 og som han efter den megen kritik for nylig opdaterede i Politiken. Såvel i medierne som på store dele af venstrefløjen bliver Tesfaye set som talsmand for en væsentlig mere venstreorienteret linje end den, SF står for i dag.

Lad os derfor prøve at se på om hans teser, de gamle og de nye, virkelig repræsenter en ”moderne” og ”praktisk” socialisme.

Ikke kun økonomi
I begge versioner af teserne fremhæver Tesfaye, at venstrefløjens opgave er at føre klassekamp. Dette undermineres imidlertid af en gennemgående tendens til at se klassekampen som en rent økonomisk kamp for bedre løn og arbejdsvilkår. F.eks. skriver han i sine oprindelige teser, at ”kategorier” som ”køn, etnicitet, tro og seksualitet” udelukkende er ”interessante som en del af samfundets sociale struktur”. Med andre ord synspunkter, der er nært beslægtede med den såkaldte ”økonomisme”, som Lenin leverede en sønderlemmende kritik af.

Lenin påpegede, at arbejdere, der blot har indset behovet for at kæmpe for mere i løn og forbedrede arbejdsforhold, endnu kun har opnået en såkaldt ”trade-unionistisk” (fagforenings) bevidsthed. Først hvis arbejderne også er villige til f.eks. at strejke på grund af forfølgelsen af jøder eller studenter, har de ifølge Lenin en ægte socialistisk klassebevidsthed. Her foretager Tesfaye et kraftigt tilbagetog i den nye version af sine teser, idet han skriver, at fokuset på arbejderklassens kamp ikke skal forstås sådan, at ”kampen for ligestilling og mod diskrimination er mindre vigtig”.

Her medfører Tesfayes økonomisme dog igen, at han beskriver denne kamp som et rent økonomisk spørgsmål om, hvorvidt man primært skal prioritere ligeløn for ”sosu-assistenten” eller ”økonomidirektøren”. Ganske rigtigt findes der klare klassemodsætninger inden for de forskellige køn, etniske minoriteter og seksuelle grupper, men kampen mod f.eks. sexisme, racisme og homofobi kan på ingen måde reduceres til blot økonomi. Frem for hinandens modsætninger, bør disse kampe derfor, som det f.eks. er tilfældet i den klassiske marxisme (Marx, Engels, Luxemburg, Lenin, Trotskij, Gramsci m.fl.), ses som en integreret del af klassekampen.

Dannebrogs-socialisme?
I modsætning til hos Tesfaye findes der således i den klassiske marxisme en klar forståelse af, at splittelserne i arbejderklassen (f.eks. faglærte/ufaglærte, mænd/kvinder, indfødte/migrantarbejdere, privatansatte/offentligt ansatte) har eksisteret lige så længe som den kapitalistiske produktionsmåde. Det skyldes, at kapitalismen fremmer den interne konkurrence mellem forskellige dele af arbejderklassen om løn, jobs osv.

Den aktive, ikke kun økonomiske, kamp mod f.eks. racisme, sexisme og homofobi er derfor nødvendig for at overvinde disse splittelser i arbejderklassen. Og uden et opgør med det kapitalistiske produktionssystem, hvilket Tesfaye karakteristisk nok ikke nævner, vil disse fordomme blive reproduceret igen og igen. Ud over at undlade at konfrontere disse splittelser, medvirker Tesfaye endda selv til at skabe dem. Han har således beskrevet østeuropæiske migrantarbejdere som ”nasserøve”.

Både i sine nye og gamle teser slår han desuden til lyd for, at venstrefløjen flager med Dannebrog, men glemmer her, at dette flag er et symbol på et ”nationalt fællesskab”, der angiveligt skulle overskride kampen mellem forskellige klasser med modstridende interesser. Tesfayes såkaldte klassekamp bliver her til ren og skær nationalisme, lige som det er tilfældet for hans forslag om at ”begrænse indvandringen”, hvor han ud over igen at skabe skel mellem ”danske” og ”udenlandske” arbejdere, overser, at der kun under kapitalismen og dens iboende tendens til at skabe en ”reservehær” af arbejdsløse kan være for meget arbejdskraft.

Moderne og praktisk?
Tesfaye beskriver selv sine synspunkter som ”moderne” og ”praktisk” socialisme. I virkeligheden er de hverken moderne, praktiske eller socialisme.

Ikke moderne, fordi der i den klassiske marxisme findes en langt mere nuanceret forståelse af klassekampen. Ikke praktiske, fordi han ikke bidrager til at overvinde splittelsen i arbejderklassen, hvilket er en forudsætning for både at vinde reformer og på længere sigt at indføre et socialistisk samfundssystem. Og ikke socialistiske, fordi hans teser ikke indbefatter et brud med kapitalismen.

I stedet for et systemskifte er ”praktisk socialisme” for Tesfaye ”de forandringer, vi kan skabe lige nu og her. En legeplads fri for kanyler, en bedre gadebelysning i villakvarteret, et køleskab i skurvognen”. Med andre ord svarer Tesfayes ”praktiske socialisme” nogenlunde til programmet for organisationer som Kattens Værn derved, at der er tale om bittesmå forbedringer inden for det nuværende system.

Som revolutionære socialister støtter vi selv den mindste reform, dels for at skabe forbedringer for arbejderklassen nu og her, men primært fordi denne kamp er en forudsætning for at skabe den organisationsevne og klassebevidsthed, som gennemførelsen af den socialistiske revolution kræver. Uden dette nødvendige systemskifte nøjes vi med, som Marx skrev, lige som Tesfaye at bekæmpe virkninger frem for årsager.

Regeringen freder banker og spekulanter - igen

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Debatten om beskatning af finansielle transaktioner viser endnu en gang, at S-R-SF ikke har tænkt sig at lade banker og spekulanter betale regningen for krisen.

Forslaget om en skat på finansielle overførsler har skabt voldsom debat både i Danmark og i de øvrige EU-lande. EU-Kommissionen har således foreslået at indføre en såkaldt Tobin-skat, opkaldt efter den amerikanske økonom og nobelpristager James Tobin. Konkret foreslår Kommissionen en skat på én promille af handler med aktier og obligationer samt 0,1 promille på salg af derivater. Et stort flertal af EU’s regeringer, anført af Frankrig og Tyskland, støtter ideen om en finansskat, mens især Storbritannien tegner sig for modstanden.

At den danske regering på EU-plan hører til de få modstandere skyldes især Det Radikale Venstre, der da også får økonomisk støtte fra bankernes brancheforening Finansrådet, hvis toplobbyist hedder Lars L. Nielsen og repræsenterer De Radikale i DR’s bestyrelse. Netop De Radikales ihærdige forsvar for bankernes interesser ønskede ungdomsorganisationerne DSU, SFU og SUF at sætte fokus på i en annonce-kampagne med overskriften ”Margrethe Vestager er i lommen på bankerne”. Da S-SF havde banket deres ungdomsorganisationer på plads, blev den dog aflyst i sidste øjeblik.

Opgør med markedslogikken
Regeringens bekæmpelse af den foreslåede finansskat er ikke første eksempel på regeringens modstand mod yderligere beskatning af finanssektoren. Som bekendt forsvandt S-SF’s foreslag om en bankskat på beskedne 2 milliarder under regeringsforhandlingerne. Regeringen begrunder sin modstand mod Tobin-skatten med påstået svækkelse af EU’s konkurrenceevne over for resten af verden. Dette er blot en zombieagtig gentagelse af de seneste årtiers altdominerende argument for de utallige angreb på velfærdsydelser, lønninger og arbejdsforhold, der har fundet sted i samme periode. Som socialister må vi dog aldrig lade os indfange af markedets logik.

Hvorvidt vi støtter et givent politisk krav bør derfor ikke afhænge af om det øger eller mindsker lysten hos private investorer, som regel store multinationale virksomheder, til at investere kapital. Modsat private investorer, hvis beslutninger i sidste ende tages ud fra snævre profit-hensyn, skal vi derfor basere vores krav på, om de opfylder menneskelige behov eller ej. F.eks. er behovet for nødvendige forbrugsgenstande fra industrien og landbruget samt pleje, pasning, undervisning osv. fra den offentlige sektor ikke blevet mindre på grund af kapitalismens krise. Tværtimod.

Forhindrer ikke nye kriser
Derfor skal vi kræve, at samfundets økonomi indrettes efter tilfredsstillelsen af disse grundlæggende menneskelige behov og ikke efter om det øger private investorers profit. Samme holdning bør vi have til den foreslåede beskatning af den finansielle sektor. Hvis indtægterne fra denne skat, 420 milliarder kroner årligt ifølge Kommissionens seneste beregninger, bruges på nye nødhjælpspakker til trængte spekulanter, har den ikke vores støtte. Hvis den derimod går til oprettelsen af nye arbejdspladser, praktikpladser, til at forbedre velfærdsordningerne osv., vil vi til enhver tid kæmpe for det.

Den nuværende økonomiske krise udspringer i sidste ende af faldende profitrater i den såkaldte ”realøkonomi”. Det var dét, der var årsagen til den finansielle sektors, herunder diverse spekulative aktiviteters, eksplosive vækst de sidste årtier. Derfor vil den foreslåede finansskat ikke forhindre nye kriser. Men den kan være med til at sikre, at de, der tjente fedt på den bristede økonomiske boble, også betaler regningen for krisen. Danmarks EU-formandskab i første halvdel af 2012 er en oplagt lejlighed til at mobilisere for dette krav.

Bragt i Socialistisk Arbejderavis nr. 317, 12. februar 2012.

Det havde vi aldrig klaret uden hende

AF LARS HENRIK CARLSKOV

I midten af januar kunne Dronningen fejre 40-års jubilæum som officielt statsoverhoved for Danmark.

Det blev fejret efter alle kunstens regler, og de førende danske medier leverede såkaldt “væg-til-væg-dækning”, hvilket vist nok er den journalistiske pendant til en vild bytur, hvor man brænder hele månedens budget af på én gang.

Under alle omstændigheder var det sikkert underholdende, i hvert fald hvis man selv var til stede, og selv om begivenheden efterhånden ligger flere uger tilbage, har de ru tunger og brune næser næppe endnu fortaget sig hos Jes Dorph, Ulla Terkelsen og de andre journalister, der dækkede jubilæet.

Inden da truede et skændigt attentat mod monarkiet dog med helt at spolere festlighederne, idet et flertal i Københavns Borgerrepræsentation ikke ville bevillige de 400 servietter til en beskeden samlet pris på 40.000 kr., som Dronningen ønskede sig og endda selv havde designet.

Hun måtte derfor nøjes med selvdesignede servietter for 20.000 kr., ikke mindst til De Konservatives store fortørnelse, og Dronningens servietunderforsyning er da bestemt også et spørgsmål, der kan banke partiet op over spærregrænsen ved næste valg.

Også fra denne avis skal der lyde et stort og varmt til lykke til majestæten. Som ingen anden har hun nemlig perfektioneret den ædle kunst at overklippe røde snore i forbindelse med officielle åbninger og indvielser. Hun har lært håndværket af sin far, der lærte det af sin af far osv..

Med lige dele træningsiver og nedarvet talent har hun gennem årene raffineret sin overklipningsteknik til et niveau, der tangerer det sublime. En sand ekvilibrist på sit felt. Én ting er i hvert fald sikkert: Vi havde aldrig klaret alle de snore uden hende.

Bragt i Socialistisk Arbejderavis nr. 317, 12. februar 2012.

Nasserøvene er politikerne, bankerne og de store virksomheder

Det er ikke arbejdsløse og førtidspensionister, der lider af ”krævementalitet”.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Danske medier og politikere er i vildt oprør over arbejdsløses og førtidspensionisters forhold. Årsagen til opstandelsen er dog ikke den kendsgerning, at Danmark er et af de europæiske lande, hvor fattigdommen de sidste 10 år er steget hurtigst. Tværtimod er det arbejdsløses og førtidspensionister angiveligt alt for lette hverdag, der har hensat medier og politikere i en ophidselse, som ellers normalt forbindes med diverse gorilla-arters parringsritualer.

”Jeg brækker mig” lød således Joachim B. Olsen fra Liberal Alliances kommentar til til et forslag fra SF om ekstra statslig hjælp til fattige familier, som ikke har råd til at holde jul. I følge Olsen er det altid selvforskyldt, hvis nogle danskere ikke har råd til julegaver- og mad. Så når velgørenhedsorganisationerne de senere år har kunnet berette om en kraftig stigning i ansøgningerne om julehjælp skulle det således intet have at gøre med hverken den tidligere VK-regerings politik eller den økonomiske krise.

Ingen fattige?
Hvis man følger Liberal Alliances folketingsmedlems tvivlsomme logik må det således betyde, at pludselig, nærmest som et lyn fra en klar himmel, har mageligheden bredt sig i befolkningen, der derfor i stigende grad søger om julehjælp. Hvorfor og hvordan denne ”magelighed” så pludseligt har spredt sig har Joachim B. Olsen ikke givet nogen forklaring på. Og hvem havde forventet andet af en mand, hvis fordomme om fattige danskere bedst kan beskrives som, ja, en gang bræk?

En stor del af debatten har som bekendt handlet om kontanthjælpsmodtageren Carina, der af SF’s Özlem Cekic blev fremhævet som et eksempel på fattigdom, men som angiveligt tværtimod skulle bevise, at ingen lider nød i Danmark. Imidlertid har forskningsinstituttet CASA påpeget, at den nævnte Carina godt kan tilhøre kategorien af fattige, ligesom hun i følge Dansk Folkehjælp også er fattig nok til at modtage julehjælp.

Mange er endnu fattigere
Dog er mange danskere endnu fattigere. I følge en rapport fra Rockwool Fonden fra 2009 har en enlig på starthjælp således 2188 kr. om måneden efter husleje til mad og alt det øvrige. Da mad og dagligvarer købt i discountbutikker ifølge rapporten koster 3118 kr. om måneden, betyder det, at der mangler omkring 1000 kr. i budgettet. Også tidligere omtalte CASA har undersøgt leveforholdene for mennesker på nedsatte sociale ydelser som følge af starthjælp, kontanthjælpsloft og 450-timers regel.

”Over halvdelen har oplevet ikke at have råd til sko, tøj, tandlæge eller frisk frugt og grøntsager dagligt. Og omkring hver fjerde har måttet opgive at spise tre måltider mad om dagen eller at købe lægeordineret medicin”, forklarede Finn Kenneth Hansen fra CASA således til Dagbladet Arbejderen i forbindelse med præsentationen af rapporten ”Livet på de laveste sociale ydelser” fra 2009. I følge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd lever 65.000 børn og i alt 346.000 mennesker i fattigdom i Danmark.

Regeringen hetzer løs 
Selv om den nye regering vil afskaffe de såkaldte fattigdomsydelser (starthjælp, kontanthjælpsloft osv.) har den samtidig i yderst skingre toner varslet en hårdere kurs over for arbejdsløse og førtidspensionister. Socialminister Karen Hækkerup hævder således, at der skulle eksistere en ”krævementalitet”, hvor f.eks. de arbejdsløse fokuserer mere på, hvad de kan få end hvad de selv yder, hvilket bakkes op af statsminister Helle Thorning-Schmidt, der kalder dette påståede ”normskred” en ”stærk provokation”.

Desuden vil beskæftigelsesminister Mette Frederiksen bruge flere hundrede millioner kroner på at genundersøge alle de svageste lediges arbejdsevne, tvinge arbejdsløse under 30 år til at tage en uddannelse, stoppe tildelingen af førtidspension til personer under 35 år, tvinge arbejdsløse ud i særlige kontanthjælpsjobs som f.eks. havearbejde og erstatte samtaler med krav om fremmøde i et arbejde, der skal afprøve de arbejdsløses arbejdsevne.

Politikere og erhvervsliv nasser 
”Der må være en krisebevidsthed, som vi må se at få italesat noget mere”, forklarer Karen Hækkerup i sit opgør med ”krævementaliteten”. Med andre ord handler det om, at arbejdsløse og førtidspensionister mentalt skal indstille sig på at betale for den økonomiske krise, som er fremkaldt af de rige, bankerne, de store virksomheder og det kapitalistiske system, de profiterer på. Den nye regering har som bekendt valgt at frede de rige og erhvervslivet.

Det er ellers netop de sidstnævnte, og ikke arbejdsløse og førtidspensionister, der gang på kræver bankpakker og skattelettelser samtidig med, at deres egen skattebetaling de senere år er dalet kraftigt. Samme ”krævementalitet” har folketingspolitikerne lige udvist ved at fastholde deres mulighed for at gå tidligere på pension end resten af befolkningen. Og som nævnt vil de rige, erhvervslivet og politikerne tilmed sende regningen for deres økonomiske systems krise videre til os. Hvem sagde nasserøve?