Hvad kan revolutionære bruge parlamentet til?

Socialismen kan ikke gennemføres via Folketinget, men pladserne derinde kan bruges til at styrke kampen uden for Borgens mure.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

I et kapitalistisk samfund som det danske ligger den virkelige magt ikke i parlamentet, men på store multinationale virksomheders direktionsgange. Derfor er ”den parlamentariske vej til socialismen” en illusion. Men socialister kan udnytte den medieadgang, taburetterne i Folketinget, byråd og regionsråd giver, til at inspirere til udenomsparlamentariske protester.

Det gælder selv i parlamenter, som ikke er baserede på almindelige demokratiske valg. Det viste f.eks. Lenin og det russiske bolsjevikparti i zar-tidens Duma, hvorfra de agiterede for strejker, demonstrationer osv. Når revolutionære taler i parlamentet er det derfor ikke for at overbevise de andre politikere, men er med Rosa Luxemburgs ord en ”tale gennem vinduet”, dvs. til befolkningen.

Støtte de folkelige protester 
Et klassisk eksempel på, hvordan man gør det, gav den tyske socialist Karl Liebknecht under 1. verdenskrig, hvor han ved at stemme imod militærbevillingerne og tordne imod den imperialistiske krig, satte krigsmodstanden på dagsordenen. Derfor kan et parti som Enhedslisten også under de langt lettere forhold i dag bruge den parlamentariske platform på lignende vis. Det er desværre langt fra det, Enhedslistens parlamentarikere gør.

F.eks. tog Enhedslistens folketingsgruppe med Johanne Schmidt-Nielsen i spidsen afstand fra protesterne 1. maj, hvor titusindvis af mennesker – f.eks. op imod 30.000 alene i Aarhus – viste deres utilfredshed med regeringen. Og så endda en så mild protestform som at buhe og pibe af talerne fra regeringen. I stedet burde man selvfølgelig have opfordret til at organisere og udbygge protesterne.

Forhandlingsløsninger eller kamp?
Faktisk er det yderst sjældent, at Johanne Schmidt Nielsen & Co. overhovedet taler om nødvendigheden af at opbygge folkelig modstand uden for Christiansborg. I stedet udtrykker de tiltro til, at regeringens nedskæringer kan fjernes ved at vise ”forhandlingsvillighed” og ”kompromisvilje”. Men det virker demobiliserende i forhold til at skabe bevægelse på gader, arbejdspladser og uddannelsessteder. For hvis forringelserne kan fjernes blot ved, at nogle politikere forhandler, hvorfor er det så nødvendigt, at folk går på gaden og protesterer?

Betoningen af rene forhandlingsløsninger sås også under forårets lærer-lockout, hvor Enhedslistens topfolk, i stedet for f.eks. at opfordre til sympati-konflikter, nøjedes med at opfordre Kommunernes Landsforening til at gå tilbage til forhandlingsbordet. På samme måde var der heller ingen kritik af Danmarks Lærerforenings ledelse, som endda opfordrede til regeringsindgreb og hvis Forsigtig-Per-strategi svigtede lærerne. Heller ikke den øvrige fagtops passivitet var der nogen kritik af.

Ikke den vigtigste kampplads
Revolutionære skal arbejde i parlamentet, fordi det store flertal i befolkningen endnu ikke er overbevist om nødvendigheden af at erstatte det borgerlige demokrati med socialistisk demokrati. Desuden forsvarer vi det nuværende indskrænkede demokrati mod forsøg på at indskrænke det yderligere. Det ændrer dog ikke ved, at vi må vise, hvor begrænset demokratiet er i dag. F.eks. ved at udstille, at regeringens nedskæringskurs først og fremmest skyldes, at man lader sin politik diktere af frygten for reaktionen hos ikke-demokratiske instanser som de finansielle markeder.

Samtidig må vores modstand mod det kapitalistiske system altid fremstå krystalklar – hvorfor man selvfølgelig bør stemme imod den kapitalistiske stats budget i form af finansloven. Enhedslistens folketingsmedlemmer skal naturligvis ikke undlade at forhandle og stemme for eventuelle forbedringer ved delforlig. Men større sejre opnås ikke uden et massivt folkeligt pres. Derfor er det parlamentariske arbejde altid underordnet det udenomsparlamentariske arbejde. De bonede gulve på Christiansborg er aldrig den vigtigste kampplads.