Ikke mod, men sammen med østarbejderne

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Østarbejderne er en udfordring og en mulighed for venstrefløjen. En udfordring, fordi arbejdsgiverne har let ved at udbytte disse arbejdere på grund af deres lave organiseringsgrad - og dermed også kan bruge dem til at presse danske arbejdere på deres løn- og arbejdsvilkår. Og en mulighed, fordi venstrefløjen, hvis vi formår at organisere disse udenlandske arbejdere, har taget et vigtigt skridt i bekæmpelsen af de forskellige splittelser i arbejderklassen.

Det er disse interne splittelser blandt arbejderne, som forklarer, hvorfor kapitalisterne, der kun udgør et lille mindretal, alligevel kan fortsætte med at udbytte arbejderklassen, selv om den er det store flertal af befolkningen. I forhold til denne splittelse, er det dummeste man overhovedet kan gøre at skabe fjendebilleder af andre arbejdere. Det er desværre præcis det, som f.eks. SF har gjort. Det gælder ikke bare de forskellige udfald mod muslimer, men også i forhold til østeuropæiske arbejdere.

Udenlandske arbejdere som syndebukke 
F.eks. har Villy Søvndal udtalt, at det ”ikke [er] nogen undskyldning for nasseri at komme fra Østeuropa”. På samme måde har Mattias Tesfaye fra SF's Landsledelse kaldt østeuropæiske arbejdere for ”nasserøve” og foreslået at lukke grænserne for dem. Det var dog intet imod partiets integrationsordfører Astrid Krag, der i et interview med Politiken, under henvisning til nogle katolikkers reaktionære holdninger til kvinders og homoseksuelles rettigheder, udnævnte polske gæstearbejdere til en potentiel trussel på linje med Hizb-ut-Tahrir.

Som socialister kan vores løsning aldrig være at lukke grænserne for udenlandske arbejdere. Kun under kapitalismen kan der være ”for meget” arbejdskraft. Selv om der på grund af den økonomiske krise lige nu er stor arbejdsløshed, er der ikke siden krisen brød ud blevet mindre behov for at pleje de ældre, passe børnene, undervise i skolerne, fremstille de nødvendige produkter i industrien osv. osv. Problemet er derfor ikke mængden af arbejdskraft, men den kapitalistiske produktionsmåde, der, som Karl Marx påpegede allerede i midten af 1800-tallet, har en indbygget tendens til at frembringe en ”reservehær” af arbejdsløse.

Den virkelige fjende 
I stedet for de udenlandske arbejdere bør vi derfor rette skytset mod det globale kapitalistiske system, hvor millioner og atter  millioner af mennesker er arbejdsløse, udelukkende fordi det efter kapitalisternes profithensyn ikke kan betale sig at ansætte dem. Det er således ikke udenlandske arbejderes, men kapitalistiske arbejdsgiveres, skyld, at danske arbejdere fyres eller får forringet deres løn- og arbejdsforhold.

Fra Norge kan den danske fagbevægelse hente vigtige erfaringer i at organisere østeuropæiske arbejdere. F.eks. hos Oslo Bygningsarbeiderforening, der har flere udlændinge som medlemmer end nordmænd. En af de afgørende forskelle er, at ”illegale” arbejdere her ikke meldes til myndighederne og at der aktioneres og laves blokader sammen med, men ikke mod, de udenlandske arbejdere. Den slags erfaringer er vigtige at lære af, når vi skal organisere os til kamp mod det kapitalistiske system af udbytning og opsplitning af arbejdere efter nationalitet.