Samlet angreb kræver samlet modsvar

Regeringen ser sine nedskæringer som en samlet pakke – derfor må de forskellige protester mod dens politik forenes til en samlet kamp. 

AF LARS HENRIK CARLSKOV

”Vi er gået reformamok”, pralede statsminister Helle Thorning-Schmidt tidligere i år på den internationale magtelites møde i World Economic Forum. Og regeringen har da også gennemført ”reformer” (dvs. brutale forringelser) for set stort alle grupper i samfundet – naturligvis lige bortset fra den lillebitte, men ekstremt magtfulde gruppe af milliardærer, millionærer, banker og multinationale selskaber. Nu står de studerende så for skud.

Den røde tråd i en stor del af regeringens overklasse-politik er målet om øget arbejdsudbud. Trods høj arbejdsløshed skal den i forvejen hårde konkurrence om de få ledige jobs forstærkes. Det skal presse lønningerne endnu længere ned, og dermed give dansk kapitalisme en ”konkurrencefordel” i det globale kapløb mod bunden. Et kapløb, hvis konsekvenser allerede i dag ses i f.eks. Tyskland, hvor fattigdommen det seneste årti er vokset eksplosivt.

Isolerede protester ikke nok
Det er realiteterne bag finansminister Bjarne Corydons udtalelser om ”konkurrencestaten som den moderne velfærdsstat”. Imidlertid ville regeringens og arbejdsgivernes felttog mod almindelige lønarbejdere, dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere, efterlønnere, fleksjobbere, førtidspensionister og studerende ikke få et ben til jorden, hvis disse grupper kæmpede sammen i stedet for som hidtil hver for sig.

Regeringen lægger ikke skjul på, at de mange nedskæringer er del af en samlet ”reform-politik”. Derfor bør de studerende, der nu på inspirerende vis siger fra over for ”hurtigere-ud-reformen”, også se denne ”reform” som led i en bredere kamp mod ”konkurrence-staten”. De studerende må således opbygge alliancer med alle de andre befolkningsgrupper, der rammes af den aktuelle offensiv mod velfærdsydelser, lønninger og arbejdsforhold.

Kan lamme regeringen
Det gælder ikke mindst arbejderklassen i bredeste forstand – dvs. det store flertal af befolkningen, både i den offentlige og den private sektor, som må sælge sin arbejdskraft, fordi det ikke ejer og kontrollerer produktionsmidlerne (fabrikker, kontorbygninger, maskiner, jord osv.). Arbejderklassen skaber den merværdi, hvorfra den profit stammer, som er kapitalismens motor. Dermed kan arbejderklassen også ved f.eks. at strejke sætte samfundet i stå.

Grupper som f.eks. transportarbejdere har desuden større potentiel magt end andre dele af arbejderklassen til at lamme samfundet – og dermed også regeringens handlemuligheder. Ikke bare har arbejderne, inklusive dem uden job, og studerende en fælles interesse i at stoppe regeringens nedskæringer, fordi begge grupper er under angreb. Men også fordi gennemførelsen af forringelser for én gruppe, gør det lettere bagefter at gennemføre forringelser for den næste. Og endelig har stort set alle arbejdere i job venner eller familie, der er arbejdsløse eller studerende – og omvendt.

Systemisk alternativ
Den samlede rigdom i Danmark er større end nogensinde før. Alligevel ser vi nu et forsøg på at slagte de historiske fremskridt, arbejderbevægelsen har tilkæmpet sig. Det skyldes Thorning & Co.'s forsøg på at administrere en kapitalisme i sin alvorligste krise i syv årtier. I den kapitalistiske produktionsmåde overskygger profit-hensynet som bekendt alle andre hensyn, såsom menneskelige behov. I uddannelsessystemet betyder det ”uddannelse for erhvervslivet” (profitmaksimering) - ”ikke for livet” (menneskelige behov).

Den igangværende kapitalistiske systemkrise og de systematiske angreb på arbejderklassens levestandard, der udspringer derfra, viser behovet for et systemisk alternativ – et socialistisk samfund baseret på menneskelige behov frem for profit. For at koordinere og organisere de forskellige delkampe til en samlet bevægelse, er det nødvendigt med et revolutionært socialistisk parti, der løbende kan forsøge at opsummere og generalisere erfaringerne fra disse kampe. Det er sådan et parti, vi prøver at opbygge i Internationale Socialister.

"Jeg vil understøtte kampene imod nedskæringer"

Det siger Peter Iversen, medlem af Internationale Socialister og nummer fire på Enhedslistens kandidatliste ved kommunalvalget i Aarhus. 

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Han er 58 år, ansat som grafisk medarbejder og har især sin baggrund i det faglige arbejde. ”Det har været alt fra sikkerhedsrepræsentant til tillidsmand og fællestillidsmand, jeg har været formand for Trykkernes Landssammenslutning, jeg har siddet i Grafisk Forbunds hovedbestyrelse, siddet i sektorbestyrelse i HK, branchesektions bestyrelse og den lokale bestyrelse i HK-Østjylland. Det har været rigtig meget forskelligt”, fortæller Peter Iversen. ”Inden for de sidste 5-6 år er jeg også blevet aktiv i beboer-arbejdet i min boligforening. Først som bestyrelsesmedlem i en afdelingsbestyrelse og nu som bestyrelsesmedlem i Brabrand Boligforening”.

”Men min langt vigtigste aktivist-erfaring er tilbage fra påskestrejkerne i 1985, hvor den daværende Schlüter-regering greb ind i overenskomst-forhandlingerne, hvilket førte til omfattende aktioner. Jeg var med til at planlægge blokader og strejker dengang. På den korte bane førte det ikke umiddelbart til noget, men i de efterfølgende overenskomstforhandlinger fik vi nedsat den ugentlige arbejdstid”, forklarer han, der dengang var ansat på en større grafisk arbejdsplads, Purup, som i dag er lukket.

Ingen studehandler
”Der er altid en fare for, at velmenende folk, som bliver valgt ind i byrådet, bliver fanget ind i det parlamentariske spil. Det væsentligste er her at have et parti og gode kammerater til at holde en på rette vej, så man ikke kommer til at spille med på en nedskærings-dagsorden. Det har vi set for mange gøre gennem tiden”, mener Peter Iversen og uddyber:

”I byrådsarbejde er man helt klart i opposition til systemet, som kommunen er en del af. Politikken bør være, at vi går ind for enhver forbedring og imod enhver forringelse. Hvis man begynder at føle sig ”ansvarlig”, dvs. ansvarlig over for det nuværende system og ikke ansvarlig over for de folk, som er ofre for systemet, så svigter man, og det er det, der sker, når man begynder at lave studehandler.”

Talerør for dem krisen rammer
Hvis Peter Iversen skulle blive valgt, har han på forhånd fastlagt sine prioriteter: ”Jeg vil understøtte de kampe, der foregår imod nedskæringspolitikken. For mig vil de tre væsentligste ting være at fungere som talerør for de folk, der mærker krisen og mærker nedskæringspolitikken, at bruge den platform, som en byrådspost giver, til aktivt at støtte de kampe, som opstår uden for byrådet og at bruge byrådsarbejdet til at grave ting frem, som er med til at afsløre systemet”, siger han og tilføjer:

”De store forandringer kommer udefra. Derfor er det udenomsparlamentariske ”ben” langt det vigtigste. Der kommer ikke socialisme via byrådet. Den kamp bliver nødt til at blive taget uden for byrådet. Men ved, at der er socialister, som bliver valgt ind i byråd rundt omkring i landet, kan vi understøtte de kampe, der foregår og propagandere for anti-kapitalistiske løsninger.”

”Det handler om at få folk til selv at handle”

Interview med irsk og tysk socialist om at være revolutionær i det borgerlige parlament.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Christine Buchholz sidder i det tyske parlament for det socialistiske parti Die Linke og er desuden tilknyttet den revolutionære gruppe Marx21, mens Richard Boyd Barrett er medlem af Socialist Workers Party i Irland (søsterparti til IS, som udgiver denne avis), hvor han repræsenterer venstrefløjs-koalitionen People Before Profit i landets parlament. Her fortæller de, om hvordan de som revolutionære socialister bruger deres plads i parlamentet.

”Parlamentet er en del af statsmaskinen, som fuldstændig beherskes af kapitalist-klassen. Mens der i teorien tales om magtens tredeling, om adskillelse af magten, er det den udøvende magt, der dominerer den lovgivende magt [parlamentet, red.]. Og den udøvende magt, dvs. hæren, politiet, statsbureaukratiet, regeringsmaskinen osv., beherskes af klasse-interesser, som står i modsætning til det store flertal af befolkningen. Dette fører til en situation, hvor partierne hvert fjerde år forsøger at indfange stemmer ved at love alt muligt for derefter at gøre alt, hvad de tror er i ”den nationale interesse”, dvs. kapitalens interesse", forklarer Christine Buchholz om sin daglige arbejdsplads, den tyske forbundsdag. Richard Boyd Barrett er ikke mindre kritisk over for det irske parlament, The Dáil:

”Det grundlæggende problem er, at parlamentet ikke står til ansvar for befolkningen til daglig, og at vi derfor har brug for en form for demokrati, der er langt mere direkte og baseret på deltagelse, ja, i virkeligheden taler jeg om et demokrati, hvor vi ikke har professionelle politikere, men snarere har folk, der på organisk vis repræsenterer arbejderklassen og almindelige mennesker – hvor folk kan stilles til regnskab på ugentlig, ja, daglig basis, og kan erstattes, hvis de ikke formår at gennemføre den politik, de hævder at stå for.”

Eliten ikke interesseret i argumenter
"Hovedprioriteten er at bruge parlamentet som en platform til at organisere modstand uden for parlamentet. At bruge det til at koordinere og forbinde forskellige kampe, som finder sted uden for parlamentet - på arbejdspladserne, i lokalsamfundene samt diverse kampe mod nedskæringer. Men parlamentet i sig selv er ikke modtageligt for forandring, og det står meget klart for mig efter to et halvt år derinde, at det eneste tidspunkt, regeringen påvirkes af, hvad vi siger i parlamentet, er, når der er mange mennesker på gaderne uden for parlamentet, for regeringen og landets eliter er ikke interesserede i gode argumenter", forklarer Boyd Barrett, mens Buchholz siger:

”Min vigtigste prioritet er at understøtte klassekampen og bevægelserne i Tyskland og at styrke Die Linkes venstrefløj. Jeg mener, at det er vigtigt at prioritere. Et eksempel: Da jeg sad i undersøgelses-komiteen om Kundus-bombningen [hvor 140 civile afghanere i 2009 blev dræbt af NATO, red.], organiserede jeg sammen med en kammerat en rejse til Afghanistan for at mødes med ofrene. Da vi havde en intern debat om, hvorvidt vi skulle stemme imod en fredsbevarende FN-styrke i Sudan eller stemme blankt, rejste jeg til Sudan for at styrke argumenterne hos dem, som var imod enhver form for militærintervention. Men jeg deltog aldrig i officielle parlamentariske delegationer eller lignede rejser, som ikke er forbundet med debatterne og aktiviteterne i bevægelserne og på venstrefløjen.”

Den parlamentariske boble
Med andre ord ser de to socialister det som deres opgave at støtte de udenomsparlamentariske protester. Om erfaringerne med dette siger Buchholz: ”Ligesom de andre parlamentsmedlemmer fra Die Linke stemte jeg imod finanspagten og redningspakkerne til de europæiske banker. Men det vigtigste arbejde bestod i at mobilisere aktivt imod trojkaens [Den Internationale Valutafond, EU-kommissionen og Den Europæiske Centralbank, red.] politik og Merkel [den tyske forbundskansler, red.] til en landsdækkende demonstration i Frankfurt. Da politiet forbød at demonstrere i byen i 2012, holdt jeg en tale i forbundsdagen, der fordømte det. Da politiet angreb en del af ”Blockupy”-demonstrationen i 2013, brugte jeg og andre Die Linke-medlemmer parlamentet til at stille regeringen til regnskab. Sammen med andre parlamentsmedlemmer brugte jeg min position til at deltage i sit-down protester for at blokere nazisternes march i Dresden. For nogle af parlamentsmedlemmerne betød det, at deres parlamentariske immunitet blev fjernet. Det handler om gennem sin position som parlamentsmedlem at stå til rådighed for de udenomsparlamentariske aktiviteter – og ikke omvendt.”

Boyd Barrett supplerer: ”Det handler om, hvor mange mennesker, man kan mobilisere for at presse forandringer igennem. Jeg synes, at vi har gjort dette ganske godt på en række områder, ikke mindst gennem kampagnen for nylig for at stoppe privatiseringen af offentlig skovdrift her i landet. Her stod vi spidsen for kampagnen uden for parlamentet, men brugte parlamentet som fokuspunkt til at koordinere det hele. Der har også været en række succesrige protester imod nedskæringer på handikappede, udsatte skoler, lokale kampe for at forhindre et oliefirma i at placere en boreplatform i bugten ud for Dublin, hvor jeg igen mener, at vi brugte parlamentet på en god måde til at opbygge og støtte modstandsbevægelser uden for. Så det kan godt lade sig gøre, men det er afgørende ikke at blive suget ind i den parlamentariske boble.”

Forandring kommer nedefra 
Som revolutionær socialist arbejder man på en anden måde end andre parlamentsmedlemmer, hvilket Buchholz beskriver på denne måde: "Som revolutionær prioriterer jeg alle former for mobiliseringer – ikke kun krigsmodstanden, som jeg dækker som Die Linkes fredspolitiske ordfører - men også f.eks. i forhold til de store anti-kapitalistiske protester. Vigtigst af alt er, at jeg som revolutionær ikke bare kan arbejde på egen hånd. Jeg er forbundet med mange inden for partiet og bevægelsen, og jeg er del af et netværk af andre revolutionære inden for Die Linke, hvilket betyder, at man bevarer jordforbindelsen og hvilket fungerer som en ramme for kollektive diskussioner."

Boyd Barrett fortæller, at de andre venstrefløjs-medlemmer af det irske parlament "har en tendens til først og fremmest at formulere en alternativ politik, og mene, at hvis man får tilstrækkelig mange til at stemme for den politik, kan man ændre tingene gennem parlamentet. Det mener jeg ikke. Jeg mener, at det er folkemagt og arbejdermagt, der kan ændre tingene. Jeg mener, at uanset om det er bevidst eller ej, sælger man folk en illusion, hvis man siger "stem på mig og jeg ændrer det for dig" til dem. Derfor understreger jeg altid i alt, jeg gør, folks magt til at skabe forandringer. Når vi har haft mest succes med kampagner, har det ikke været fordi, at jeg har holdt gode taler i parlamentet, men fordi, at disse taler har fået styrke og vægt af det, der er sket uden for. Det mener jeg er det afgørende, at forandring kommer nedefra, og at venstreorienteredes rolle i parlamentet er at opmuntre almindelige mennesker til at handle selv – ikke at erstatte dem."

Oversat og redigeret fra tidsskriftet Irish Marxist Review, Vol 2, No 7, 2013:
http://www.irishmarxistreview.net/index.php/imr/article/view/82/84

Hvad kan revolutionære bruge parlamentet til?

Socialismen kan ikke gennemføres via Folketinget, men pladserne derinde kan bruges til at styrke kampen uden for Borgens mure.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

I et kapitalistisk samfund som det danske ligger den virkelige magt ikke i parlamentet, men på store multinationale virksomheders direktionsgange. Derfor er ”den parlamentariske vej til socialismen” en illusion. Men socialister kan udnytte den medieadgang, taburetterne i Folketinget, byråd og regionsråd giver, til at inspirere til udenomsparlamentariske protester.

Det gælder selv i parlamenter, som ikke er baserede på almindelige demokratiske valg. Det viste f.eks. Lenin og det russiske bolsjevikparti i zar-tidens Duma, hvorfra de agiterede for strejker, demonstrationer osv. Når revolutionære taler i parlamentet er det derfor ikke for at overbevise de andre politikere, men er med Rosa Luxemburgs ord en ”tale gennem vinduet”, dvs. til befolkningen.

Støtte de folkelige protester 
Et klassisk eksempel på, hvordan man gør det, gav den tyske socialist Karl Liebknecht under 1. verdenskrig, hvor han ved at stemme imod militærbevillingerne og tordne imod den imperialistiske krig, satte krigsmodstanden på dagsordenen. Derfor kan et parti som Enhedslisten også under de langt lettere forhold i dag bruge den parlamentariske platform på lignende vis. Det er desværre langt fra det, Enhedslistens parlamentarikere gør.

F.eks. tog Enhedslistens folketingsgruppe med Johanne Schmidt-Nielsen i spidsen afstand fra protesterne 1. maj, hvor titusindvis af mennesker – f.eks. op imod 30.000 alene i Aarhus – viste deres utilfredshed med regeringen. Og så endda en så mild protestform som at buhe og pibe af talerne fra regeringen. I stedet burde man selvfølgelig have opfordret til at organisere og udbygge protesterne.

Forhandlingsløsninger eller kamp?
Faktisk er det yderst sjældent, at Johanne Schmidt Nielsen & Co. overhovedet taler om nødvendigheden af at opbygge folkelig modstand uden for Christiansborg. I stedet udtrykker de tiltro til, at regeringens nedskæringer kan fjernes ved at vise ”forhandlingsvillighed” og ”kompromisvilje”. Men det virker demobiliserende i forhold til at skabe bevægelse på gader, arbejdspladser og uddannelsessteder. For hvis forringelserne kan fjernes blot ved, at nogle politikere forhandler, hvorfor er det så nødvendigt, at folk går på gaden og protesterer?

Betoningen af rene forhandlingsløsninger sås også under forårets lærer-lockout, hvor Enhedslistens topfolk, i stedet for f.eks. at opfordre til sympati-konflikter, nøjedes med at opfordre Kommunernes Landsforening til at gå tilbage til forhandlingsbordet. På samme måde var der heller ingen kritik af Danmarks Lærerforenings ledelse, som endda opfordrede til regeringsindgreb og hvis Forsigtig-Per-strategi svigtede lærerne. Heller ikke den øvrige fagtops passivitet var der nogen kritik af.

Ikke den vigtigste kampplads
Revolutionære skal arbejde i parlamentet, fordi det store flertal i befolkningen endnu ikke er overbevist om nødvendigheden af at erstatte det borgerlige demokrati med socialistisk demokrati. Desuden forsvarer vi det nuværende indskrænkede demokrati mod forsøg på at indskrænke det yderligere. Det ændrer dog ikke ved, at vi må vise, hvor begrænset demokratiet er i dag. F.eks. ved at udstille, at regeringens nedskæringskurs først og fremmest skyldes, at man lader sin politik diktere af frygten for reaktionen hos ikke-demokratiske instanser som de finansielle markeder.

Samtidig må vores modstand mod det kapitalistiske system altid fremstå krystalklar – hvorfor man selvfølgelig bør stemme imod den kapitalistiske stats budget i form af finansloven. Enhedslistens folketingsmedlemmer skal naturligvis ikke undlade at forhandle og stemme for eventuelle forbedringer ved delforlig. Men større sejre opnås ikke uden et massivt folkeligt pres. Derfor er det parlamentariske arbejde altid underordnet det udenomsparlamentariske arbejde. De bonede gulve på Christiansborg er aldrig den vigtigste kampplads.