Socialisme, pacifisme og krig

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Enhedslistens beslutning om at stemme for bombningen af Libyen rejser spørgsmålet om, hvordan vi som socialister forholder os til krig. Den revolutionære marxistiske tradition, som vi i Internationale Socialister betragter os selv som en del af, har udviklet en nyttig metode til at afgøre om en given krig fortjener vores støtte eller ej. Vi er nemlig ikke pacifister, da vi mener, at vold desværre kan være et nødvendigt onde. Alle historiske erfaringer viser således, at den herskende klasse ikke skyr nogen midler for at forsvare sin magt og rigdom.

Den herskende klasse, som har vist sig villig til den mest ekstreme vold i form af Irak-krigen og derigennem at ofre hundredtusinder af menneskeliv for at få kontrol over et andet land og dets olie, vil være så meget desto villigere til at bruge vold mod en socialistisk massebevægelse, der (modsat f.eks. Saddam Hussein-regimet) udgør en direkte trussel mod dens ejendom og privilegier. I sådanne situationer risikerer vi at blive slagtet, hvis vi udelukkende fokuserer på sit-down aktioner og andre former for ikke-voldelig civil ulydighed.

Krig som politikkens fortsættelse
I stedet for pacifistisk modstand mod enhver krig, har vi som nævnt en marxistisk analysemetode til afgøre vores stillingtagen. Denne metode er måske bedst af alle blevet beskrevet af den russiske socialist og revolutionære leder V.I. Lenin, der forklarede, at vi i hvert enkelt tilfælde konkret må undersøge ”krigens klassekarakter: Hvad er årsagen til denne krig, hvilke klasser fører den og hvilke historiske og historisk-økonomiske forhold banede vej for den”. Lenin forklarede desuden om ”dialektikken” (dvs. vores metode) at:

”Med hensyn til krig er dialektikkens hovedtese... at ”krig blot er politikkens fortsættelse med andre [dvs. voldelige] midler”. Sådan lyder formlen hos Clausewitz, en af de største skribenter om krigens historie, hvis tænkning blev stimuleret af Hegel. Og dette var altid synspunktet hos Marx og Engels, der betragtede enhver krig som en fortsættelse af politikken hos de pågældende magter – og hos de forskellige klasser inden for disse lande – i en bestemt periode.”

Når ”krig blot er politikkens fortsættelse med andre midler”, betyder det, at de involverede stater og regeringer i sådanne situationer er drevet af de samme grundlæggende interesser og motiver, som driver deres politik på hjemmefronten og deres mere ”fredelige” udenrigspolitiske initiativer. Det forklarer også, hvorfor det er komplet absurd (som f.eks. Enhedslisten har gjort i forhold til Libyen) at forvente en ”humanitær aktion” fra en række regeringer, herunder den danske regering, der på hjemmefronten står for asocial nedskæringspolitik, forgyldning af millionærerne og milliardærerne og stribevis af racistiske love.

Forskellen mellem politisk og militær støtte
Som socialister betragter vi de imperialistiske stormagter som hovedfjenden. Derfor kan vi i nogle tilfælde, som f.eks. krigen 1980-1988 mellem Irak og Iran, finde på at støtte ”sub-imperialistiske” magter mod imperialismen. Sub-imperialistiske lande er placeret på et lavere trin i hierarkiet mellem verdens forskellige stater og er f.eks. blot regionale stormagter. I denne krig mellem to sub-imperialistiske lande smed USA sin vægt ind bag Irak. Derfor betød Iraks sejr også en sejr for imperialismen og dens muligheder for at intervenere i andre lande og et nederlag for de progressive kræfter overalt i verden, herunder også de folkelige forhåbninger og aktioner, der havde væltet Shahens styre i Iran i 1979 og trods det brutale præstestyre stadig prægede landet. Vi støtter desuden altid ubetinget, men kritisk nationale befrielseskrige mod imperialismen, som f.eks. tidligere i Algeriet, Vietnam og Sydafrika og i dag i bl.a. Palæstina, Irak og Afghanistan.

Vi skelner derudover mellem politisk og militær støtte. Politisk støtte giver vi kun til bevægelser, partier eller regeringer, der lige som os selv er revolutionære socialister. Selv om vi omvendt kan finde på at støtte militær sejr for kræfter, som vi i øvrigt er dybt uenige med, betyder det på ingen måde, at vi pludselig opgiver vores politiske kritik af dem. Militær støtte betyder støtte til militær sejr for den ene part i en krig. I praksis kan militær støtte betyde alt lige fra blot propaganda for den parts sejr i en krig, til våbenhjælp og i yderste konsekvens udsendelsen af uafhængige militære brigader af socialister på den ene side i en krig.

Men i alle tilfælde gælder det, at vi aldrig kan give hverken politisk eller militær støtte til verdens førende imperialistiske staters krige, som f.eks. NATO's bombning af Libyen.

Bragt i Socialistisk Arbejderavis nr. 308, 8. april 2011.

Giv ferie til nogle andre!

AF LARS HENRIK CARLSKOV

I intet af regeringens mange ministerier trives de højtsvævende og banebrydende visioner bedre end i det, som meget passende er blevet døbt ”Videnskabsministeriet”. I spidsen for dette ministerium har regeringen sat unikt innovative og dynamiske personligheder som først Helge Sander og senest Charlotte Sahl-Madsen; to ministre, hvis skyhøje personlige kvalifikationer må være helt åbenlyse, hvis man kender disse kvalifikationer (og muligvis findes der et eller andet sted faktisk nogen, der gør det).

Det var f.eks. føromtalte Helge Sander, der lancerede det legendariske slogan om, at universiteterne skulle forkorte vejen ”fra forskning til faktura”. Oversat fra Sanders særegne herningensiske uldkræmmer-prosa til normaldansk betød dette reklameslogan, at universiteterne skulle målrettes efter det private erhvervslivs ønsker og udsigt til kortsigtet profit, hvilket da også er sket. Og som et vellykket ejer- eller generationsskifte i en købmandsbutik, har Charlotte Sahl-Madsen videreført denne politik, siden hun overtog posten som videnskabsminister.

En politik det tager århundreder at forstå
Chou En-lai, en af Mao Tse-tungs ledende ministre, blev efter sigende engang spurgt, hvordan han vurderede betydningen af den franske revolutionen i 1789, hvortil han angiveligt svarede, at ”det er for tidligt at sige”. På samme måde vil vi almindelige mennesker sikkert først om flere århundreder blot tilnærmelsesvist forstå det fulde omfang af de storstilede planer og initiativer, der i vor egen tid udgår fra Videnskabsministeriet, og vi må derfor nok overlade det til langt senere generationer at bedømme disse initiativer og planers verdenshistoriske betydning.

Der findes dog mennesker, der hævder allerede nu at kunne skimte, i hvert fald i det små og brudstykkevist, konturerne af nogle af de mere umiddelbare konsekvenser af regeringens kulturrevolution på universiteterne. Hvor besynderlig det end kan lyde, findes der således blandt masserne af studerende og universitets-ansatte flere oppositionelle grupper, som ikke deler begejstringen for den parole om ”fra forskning til faktura”, de ellers har fået udstukket af den politiske avantgarde i Videnskabsministeriet.

En ferie der aldrig slutter
Til disse regime-kritiske elementer hører f.eks. de studerende på Københavns Universitet, som på det seneste har lavet flere blokader af deres egne institutter - og det endda med opbakning fra de ansatte. De undrer sig bl.a. over, at ”uddannelse og forskning i verdensklasse”, en anden af regeringens paroler beregnet på folkemasserne, indebærer færre undervisningstimer og kortere semestre. Ved at sige nej til dette, siger de således også nej til længere ferie. Til gengæld kan du være nogenlunde sikker på, at de gerne vil give ferie til nogle helt andre, nemlig regeringen – og helst en ferie, der varer så længe som muligt og aldrig slutter. 

Bragt i Socialistisk Arbejderavis nr. 308, 8. april 2008.

Ikke mod, men sammen med østarbejderne

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Østarbejderne er en udfordring og en mulighed for venstrefløjen. En udfordring, fordi arbejdsgiverne har let ved at udbytte disse arbejdere på grund af deres lave organiseringsgrad - og dermed også kan bruge dem til at presse danske arbejdere på deres løn- og arbejdsvilkår. Og en mulighed, fordi venstrefløjen, hvis vi formår at organisere disse udenlandske arbejdere, har taget et vigtigt skridt i bekæmpelsen af de forskellige splittelser i arbejderklassen.

Det er disse interne splittelser blandt arbejderne, som forklarer, hvorfor kapitalisterne, der kun udgør et lille mindretal, alligevel kan fortsætte med at udbytte arbejderklassen, selv om den er det store flertal af befolkningen. I forhold til denne splittelse, er det dummeste man overhovedet kan gøre at skabe fjendebilleder af andre arbejdere. Det er desværre præcis det, som f.eks. SF har gjort. Det gælder ikke bare de forskellige udfald mod muslimer, men også i forhold til østeuropæiske arbejdere.

Udenlandske arbejdere som syndebukke 
F.eks. har Villy Søvndal udtalt, at det ”ikke [er] nogen undskyldning for nasseri at komme fra Østeuropa”. På samme måde har Mattias Tesfaye fra SF's Landsledelse kaldt østeuropæiske arbejdere for ”nasserøve” og foreslået at lukke grænserne for dem. Det var dog intet imod partiets integrationsordfører Astrid Krag, der i et interview med Politiken, under henvisning til nogle katolikkers reaktionære holdninger til kvinders og homoseksuelles rettigheder, udnævnte polske gæstearbejdere til en potentiel trussel på linje med Hizb-ut-Tahrir.

Som socialister kan vores løsning aldrig være at lukke grænserne for udenlandske arbejdere. Kun under kapitalismen kan der være ”for meget” arbejdskraft. Selv om der på grund af den økonomiske krise lige nu er stor arbejdsløshed, er der ikke siden krisen brød ud blevet mindre behov for at pleje de ældre, passe børnene, undervise i skolerne, fremstille de nødvendige produkter i industrien osv. osv. Problemet er derfor ikke mængden af arbejdskraft, men den kapitalistiske produktionsmåde, der, som Karl Marx påpegede allerede i midten af 1800-tallet, har en indbygget tendens til at frembringe en ”reservehær” af arbejdsløse.

Den virkelige fjende 
I stedet for de udenlandske arbejdere bør vi derfor rette skytset mod det globale kapitalistiske system, hvor millioner og atter  millioner af mennesker er arbejdsløse, udelukkende fordi det efter kapitalisternes profithensyn ikke kan betale sig at ansætte dem. Det er således ikke udenlandske arbejderes, men kapitalistiske arbejdsgiveres, skyld, at danske arbejdere fyres eller får forringet deres løn- og arbejdsforhold.

Fra Norge kan den danske fagbevægelse hente vigtige erfaringer i at organisere østeuropæiske arbejdere. F.eks. hos Oslo Bygningsarbeiderforening, der har flere udlændinge som medlemmer end nordmænd. En af de afgørende forskelle er, at ”illegale” arbejdere her ikke meldes til myndighederne og at der aktioneres og laves blokader sammen med, men ikke mod, de udenlandske arbejdere. Den slags erfaringer er vigtige at lære af, når vi skal organisere os til kamp mod det kapitalistiske system af udbytning og opsplitning af arbejdere efter nationalitet.

Udenlandske arbejdere under slavelignende forhold

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Stort set hver eneste dag byder på nye eksempler på grotesk, ofte slavelignende, udnyttelse af de titusindvis af udenlandske arbejdere, der særligt siden EU's østudvidelse er søgt til Danmark. Ingen har overblik over det præcise antal af arbejdere fra de nye central- og østeuropæiske EU-lande. I starten af sidste år angav beskæftigelsesminister Inger Støjberg og Arbejdsmarkedsstyrelsen antallet til ca. 25.000, men Avisen.dk har i samarbejde med forskere fra Københavns Universitet fundet frem til, at det reelle tal snarere er 44.000.

Arbejdsgivernes hæmningsløse udbytning af disse migrant-arbejdere lettes af, at kun ca. 3 % af dem er fagligt organiseret. Denne udbytning er vel at mærke godkendt fra officiel statslige side. Det fremgår bl.a. af den vejledning, som Arbejdsmarkedsstyrelsen gennem flere år har givet til landmænd på jagt efter billig udenlandsk arbejdskraft.

”Lad dem sove hos dyrene i stalden” 

På hjemmesiden seasonalwork.dk skrev Styrelsen således: "Det er en fordel, hvis der er en stald til rådighed, hvor de ansatte kan overnatte i tilfælde af heftig regn". Et andet råd lød: "Skulle der opstå utilfredshed eller uoverensstemmelser, er det vigtigt lynhurtigt at få løst problemet, evt. ved at udvise ballademagere”. Opfordringerne til arbejdsgiverne om at lade de ansatte sove hos dyrene i stalden, hurtigt skille sig af med ”ballademagere” og mange andre lignende råd trak Arbejdsmarkedsstyrelsen først tilbage efter mere end tre år, og først efter voldsom offentlig kritik.

Et andet frisk eksempel på de horrible forhold, der møder migrant-arbejdere i Danmark, er sagen om de polske håndværkere, som kæden Fitness World sidste år via en underentreprenør havde ansat til at bygge og renovere fitnesscentre. Mindst fire af dem fik i Danmark tæsk efter at have brokket sig over urimelige huslejekrav, og mindst fire andre blev, efter at være flygtet hjem til Polen, udsat for trusler, fordi de kontaktede Malernes Fagforening i København for at klage over arbejdsgiveren.

Gyldne løfter og slavelignende forhold 

Der er desværre ikke tale om enkeltstående tilfælde. Ifølge Ugebrevet A4 siger hver tredje polske arbejder i København således selv, at de blevet er blevet snydt én eller flere gange af deres arbejdsgiver. Fra fagbevægelsens side lyder vurderingen dog, at det snarere drejer sig om mere end 80 %. En del af de udenlandske arbejdere er blevet kørt i bus til Danmark og får ud over kost og logi måske blot 5 kr. i timen, hvilket gør dem dybt afhængige af deres arbejdsgiver.

Disse slavelignende forhold svarer til det billede, Center mod Menneskehandel for nylig tegnede af udenlandske arbejdere, der med gyldne løfter lokkes til landet via vikarbureauer og praktikantaftaler, men i stedet må arbejde stort set i døgndrift, næsten uden løn og noget at spise og under tæsk, trusler og kummerlige indkvarteringsforhold. Det er sådanne forhold, vi som socialister må kæmpe sammen med de udenlandske arbejdere for at stoppe.