Ikke mod, men sammen med østarbejderne

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Østarbejderne er en udfordring og en mulighed for venstrefløjen. En udfordring, fordi arbejdsgiverne har let ved at udbytte disse arbejdere på grund af deres lave organiseringsgrad - og dermed også kan bruge dem til at presse danske arbejdere på deres løn- og arbejdsvilkår. Og en mulighed, fordi venstrefløjen, hvis vi formår at organisere disse udenlandske arbejdere, har taget et vigtigt skridt i bekæmpelsen af de forskellige splittelser i arbejderklassen.

Det er disse interne splittelser blandt arbejderne, som forklarer, hvorfor kapitalisterne, der kun udgør et lille mindretal, alligevel kan fortsætte med at udbytte arbejderklassen, selv om den er det store flertal af befolkningen. I forhold til denne splittelse, er det dummeste man overhovedet kan gøre at skabe fjendebilleder af andre arbejdere. Det er desværre præcis det, som f.eks. SF har gjort. Det gælder ikke bare de forskellige udfald mod muslimer, men også i forhold til østeuropæiske arbejdere.

Udenlandske arbejdere som syndebukke 
F.eks. har Villy Søvndal udtalt, at det ”ikke [er] nogen undskyldning for nasseri at komme fra Østeuropa”. På samme måde har Mattias Tesfaye fra SF's Landsledelse kaldt østeuropæiske arbejdere for ”nasserøve” og foreslået at lukke grænserne for dem. Det var dog intet imod partiets integrationsordfører Astrid Krag, der i et interview med Politiken, under henvisning til nogle katolikkers reaktionære holdninger til kvinders og homoseksuelles rettigheder, udnævnte polske gæstearbejdere til en potentiel trussel på linje med Hizb-ut-Tahrir.

Som socialister kan vores løsning aldrig være at lukke grænserne for udenlandske arbejdere. Kun under kapitalismen kan der være ”for meget” arbejdskraft. Selv om der på grund af den økonomiske krise lige nu er stor arbejdsløshed, er der ikke siden krisen brød ud blevet mindre behov for at pleje de ældre, passe børnene, undervise i skolerne, fremstille de nødvendige produkter i industrien osv. osv. Problemet er derfor ikke mængden af arbejdskraft, men den kapitalistiske produktionsmåde, der, som Karl Marx påpegede allerede i midten af 1800-tallet, har en indbygget tendens til at frembringe en ”reservehær” af arbejdsløse.

Den virkelige fjende 
I stedet for de udenlandske arbejdere bør vi derfor rette skytset mod det globale kapitalistiske system, hvor millioner og atter  millioner af mennesker er arbejdsløse, udelukkende fordi det efter kapitalisternes profithensyn ikke kan betale sig at ansætte dem. Det er således ikke udenlandske arbejderes, men kapitalistiske arbejdsgiveres, skyld, at danske arbejdere fyres eller får forringet deres løn- og arbejdsforhold.

Fra Norge kan den danske fagbevægelse hente vigtige erfaringer i at organisere østeuropæiske arbejdere. F.eks. hos Oslo Bygningsarbeiderforening, der har flere udlændinge som medlemmer end nordmænd. En af de afgørende forskelle er, at ”illegale” arbejdere her ikke meldes til myndighederne og at der aktioneres og laves blokader sammen med, men ikke mod, de udenlandske arbejdere. Den slags erfaringer er vigtige at lære af, når vi skal organisere os til kamp mod det kapitalistiske system af udbytning og opsplitning af arbejdere efter nationalitet.

Udenlandske arbejdere under slavelignende forhold

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Stort set hver eneste dag byder på nye eksempler på grotesk, ofte slavelignende, udnyttelse af de titusindvis af udenlandske arbejdere, der særligt siden EU's østudvidelse er søgt til Danmark. Ingen har overblik over det præcise antal af arbejdere fra de nye central- og østeuropæiske EU-lande. I starten af sidste år angav beskæftigelsesminister Inger Støjberg og Arbejdsmarkedsstyrelsen antallet til ca. 25.000, men Avisen.dk har i samarbejde med forskere fra Københavns Universitet fundet frem til, at det reelle tal snarere er 44.000.

Arbejdsgivernes hæmningsløse udbytning af disse migrant-arbejdere lettes af, at kun ca. 3 % af dem er fagligt organiseret. Denne udbytning er vel at mærke godkendt fra officiel statslige side. Det fremgår bl.a. af den vejledning, som Arbejdsmarkedsstyrelsen gennem flere år har givet til landmænd på jagt efter billig udenlandsk arbejdskraft.

”Lad dem sove hos dyrene i stalden” 

På hjemmesiden seasonalwork.dk skrev Styrelsen således: "Det er en fordel, hvis der er en stald til rådighed, hvor de ansatte kan overnatte i tilfælde af heftig regn". Et andet råd lød: "Skulle der opstå utilfredshed eller uoverensstemmelser, er det vigtigt lynhurtigt at få løst problemet, evt. ved at udvise ballademagere”. Opfordringerne til arbejdsgiverne om at lade de ansatte sove hos dyrene i stalden, hurtigt skille sig af med ”ballademagere” og mange andre lignende råd trak Arbejdsmarkedsstyrelsen først tilbage efter mere end tre år, og først efter voldsom offentlig kritik.

Et andet frisk eksempel på de horrible forhold, der møder migrant-arbejdere i Danmark, er sagen om de polske håndværkere, som kæden Fitness World sidste år via en underentreprenør havde ansat til at bygge og renovere fitnesscentre. Mindst fire af dem fik i Danmark tæsk efter at have brokket sig over urimelige huslejekrav, og mindst fire andre blev, efter at være flygtet hjem til Polen, udsat for trusler, fordi de kontaktede Malernes Fagforening i København for at klage over arbejdsgiveren.

Gyldne løfter og slavelignende forhold 

Der er desværre ikke tale om enkeltstående tilfælde. Ifølge Ugebrevet A4 siger hver tredje polske arbejder i København således selv, at de blevet er blevet snydt én eller flere gange af deres arbejdsgiver. Fra fagbevægelsens side lyder vurderingen dog, at det snarere drejer sig om mere end 80 %. En del af de udenlandske arbejdere er blevet kørt i bus til Danmark og får ud over kost og logi måske blot 5 kr. i timen, hvilket gør dem dybt afhængige af deres arbejdsgiver.

Disse slavelignende forhold svarer til det billede, Center mod Menneskehandel for nylig tegnede af udenlandske arbejdere, der med gyldne løfter lokkes til landet via vikarbureauer og praktikantaftaler, men i stedet må arbejde stort set i døgndrift, næsten uden løn og noget at spise og under tæsk, trusler og kummerlige indkvarteringsforhold. Det er sådanne forhold, vi som socialister må kæmpe sammen med de udenlandske arbejdere for at stoppe.

S-SF til tjeneste for erhvervslivet

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Udsigten til snart at kunne overtage regeringsmagten har fået S-SF til at indlede et kraftigt bejleri til erhvervslivet. Politikens økonomiske kommentator Niels Lunde kunne således for nylig afsløre, at de to partier i dybeste hemmelighed har holdt en række møder med erhvervslivets topchefer.

S-SF har her bl.a. mødtes med Allan Søgaard Larsen (Falck), Jeff Gravenhorst (ISS), Peter Torstensen (Symbion), Stine Bosse (Tryg), Thomas Hofman-Bang (NKT), Lars Nørby Johansen (Falck og regeringens vækstforum), Torben Möger Pedersen (Pension Danmark) samt ikke mindst en af verdens største lobbyorganisationer for erhvervslivets interesser, nemlig American Chamber of Commerce, hvor personer som Kim Østrup (IBM), Bill Allen (Mærsk) og Lene Skole (Coloplast) sidder i den danske afdelings bestyrelse.

Derudover har Socialdemokraterne nedsat en erhvervspolitisk arbejdsgruppe bestående af bl.a. Lars Goldschmidt (Dansk Industri), Lars Aagaard (Dansk Energi) og tidligere Danfoss-direktør Hans Kirk. På samme måde har SF arrangeret flere seminarier for erhvervsfolk og opbygget et tæt forhold til Grundfos' bestyrelsesformand Niels Due Jensen. Disse seminarier fulgte i kølvandet på, at mangemillionær og topchef for Novozymes Steen Riisgaard sidste år talte ved SF's landsmøde, efter forinden bl.a. at have skrevet en fælles kronik med Villy Søvndal i Berlingske Tidende.

Endelig hører det med til billedet af S-SF's bånd til erhvervslivet, at Stine Bosse, der i januar forlod Tryg-koncernen mod et gyldent håndtryk på 11 millioner kroner, er blevet nævnt som ministeremne i en kommende centrum-venstre regering, hvilket hun dog selv pt. afviser som uaktuelt.

Ansvarlighed over for hvem? 
Denne hektiske mødeaktivitet skal ses som endnu et led i de to partiers forsøg på at positionere sig som ”ansvarlige” og ”regeringsduelige” partier. I den her sammenhæng betyder det dybest set ”ansvarlige” over for de kapitalistiske investorer, som ikke vil tolerere en regering, der for alvor truer deres interesser, og som i givet fald er klar til at banke en sådan regering på plads, f.eks. ved at indskrænke produktionen, tilbageholde investeringerne, spekulere mod valutaen og iværksætte kapitalflugt.

Et andet helt centralt skridt i SF's forsøg på at fremstå som ”regeringsegnet” har været, at partiet er begyndt at stemme for finansloven, også under borgerlige regeringer, og også selv om det indebærer støtte til NATO og krigen i Afghanistan, ja, endda i tilfælde, hvor partiet selv betegner den pågældende finanslov som ”uansvarlig”. Men som det også fremgår af S-SF's økonomiske plan ”Fair løsning” er der snarere tale om ”ansvarlighed” over for erhvervslivet end over for arbejderklassen.

”Fair løsning” freder således stort set millionærerne og milliardærerne, som har tjent fedt på den nu bristede økonomiske boble, hvorimod planen vil sætte arbejdstiden i vejret for ganske almindelige lønmodtagere, hvilket betyder øget udbytning af dem, der allerede i arbejde og gør det sværere for arbejdsløse at finde beskæftigelse. Det er i samme ”ansvarlige” lys man bør se SF's gruppeformand (og finansministerkandidat) Ole Sohns udtalelser til hhv. Jyllands-Posten og Berlingske Tidende om, at hvis det ikke lykkes en ny centrum-venstre regering at skabe forøget vækst, er S-SF klar med nedskæringer på velfærdsydelserne.

Tankegangen om, at det er venstrefløjens opgave at redde kapitalismen fra sin krise ved at skabe øget vækst går igen i den økonomiske plan, som SF fremlagde i midten af januar. Oprindeligt skulle ”Ny vækst – nye job” have været et fælles udspil mellem de to store oppositionspartier, men Socialdemokraterne har formentlig også kunnet se behovet en selvstændig SF-markering ovenpå balladen om regeringens pointsystem. Socialdemokraterne har da også givet planen sin helhjertede opbakning, lige som en række erhvervsledere, hvilket har udløst hvidglødende raseri hos regeringen.

Kapitalistisk vækstpolitik eller anti-kapitalistisk mobilisering? 
Det grundlægende problem ved SF's vækstplan er, at den ikke løser det profitabilitetsproblem, der siden slutningen af 1960'erne har præget de fleste af verdens avancerede kapitalistiske økonomier i såvel Danmark og resten af Vesteuropa som Japan og USA. Den såkaldte ”finanskrise” udspringer således af, at kapitalisterne, pga. den lave profitabilitet i ”realøkonomien”, har kanaliseret en større andel af deres kapital over i stærkt risikable investeringer i den uproduktive finansielle sektor. Ved at pumpe milliarder og atter milliarder ind i økonomien, har verdens herskende klasser i første omgang forhindret, at krisen er blevet så dyb som i 1930'erne.

Men de har samtidig forhindret en udrensning af de uprofitable virksomheder, hvilket sammen med drastisk lønnedgang, øgning af arbejdstid- og tempo eller demontering af en stor del af velfærdsydelserne er det eneste, der kan genoprette profitabiliteten og og skabe et nyt varigt økonomisk opsving. Samtidig har de nu brugt en stor del af deres økonomiske skyts, hvilket gør verdens regeringer ekstremt sårbare over for en ny finansiel nedsmeltning.

Venstrefløjens opgave er derfor ikke at optræde ”ansvarligt” over kapitalistiske investorers jagt på profit eller det globale kapitalistiske system, der har udløst den nuværende krise. I stedet skal vi kæmpe for politiske krav, der i den aktuelle situation kan skabe mobilisering og løse en række påtrængende behov, f.eks. oprettelse af arbejdspladser, praktikpladser og højere dagpenge. Kun via denne kamp kan vi sætte spørgsmålet om et socialistisk alternativ til kapitalismens profitjagt på dagsordenen.

Rød-brun demo bør være en lærestreg for venstrefløjen

AF LARS HENRIK CARLSKOV 

Fredag eftermiddag oplevede vi desværre atter det tåkrummende syn af fremtrædende repræsentanter for Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten stående skulder ved skulder med racistiske politikere og erklærede nazister i en demonstration mod den islamistiske organisation Hizb-ut-Tahrir. Velkendte islamofober som Karen Jespersen og Farshad Kholghi var inviteret som talere, og ud over repræsentanter fra venstrefløjen mødte intet mindre end otte ministre op, foruden naturligvis delegationer fra højreradikale grupper som Danmarks Nationale Front og SIAD. Så der blev både heilet og råbt perker ved demonstrationen.

På forhånd havde det vakt voldsom opstandelse, at Hizb-ut-Tahrir i invitationen til arrangementet i Den Sorte Diamant afbilledede en kiste svøbt i dannebrog og forklarede, at mødet ville:

”...sætte fokus på pligten til væbnet modstand for muslimerne i Afghanistan og omegn. Vi anser denne modstand som fuldt ud legitim. I den sammenhæng vil myndighedernes forsøg på at kriminalisere eller intimidere enhver krigsmodstander også blive belyst.”

Dette resulterede som bekendt i, at kulturminister Per Stig Møller forsøgte at forhindre afholdelsen af mødet samt, at justitsminister Lars Barfoed, på opfordring fra De Radikale og SF, bad rigsadvokaten om igen at undersøge muligheden for at forbyde organisationen. Lars Barfoed forklarede endvidere, at det falder uden for ytringsfrihedens rammer at beskrive afghanernes væbnede modstand mod NATO's besættelse som legitim.

Hvis vi skal følge den særegne Barfoed'ske logik, bør det således også være strafbart, som f.eks. den fremtrædende amerikanske jurist Marjorie Cohn har gjort det, at betegne NATO's krig som ”ulovlig”, idet det indebærer, at afghanernes modstand, voldelig såvel som ikke-voldelig, er lovlig. Til kategorien af strafbare handlinger hører det dermed også at citere FN-charterets artikel 51 og FN-resolution 42/159, der begge fastslår retten til at gøre oprør mod en besættelse.

Selvom justitsministeren, tilmed assisteret af De Radikale og SF, vil bruge domstolene til at forhindre udbredelsen af sådanne ytringer, må det være på sin plads at understrege, at retten til modstand mod besættelse og undertrykkende regimer ikke er afhængig af en juridisk forhåndsgodkendelse. Tværtimod vil magthaverne oftest stemple legitim modstand som ”terrorisme”, på samme måde som den danske modstandsbevægelse oplevede det under 2. verdenskrig og som det efterfølgende er sket for nationale befrielsesbevægelser lige fra Algeriet og Vietnam til Sydafrika og Palæstina. Nøjagtig det samme er tilfældet i Afghanistan i dag, på trods af, at selv amerikanske efterretningsrapporter vurderer, at blot omkring 10 % af oprørerne tilhører grupper som Taliban og al-Qaeda.

Fremmer racisternes og krigstilhængernes agenda
Det er pinligt nok i sig selv at se dele af venstrefløjen demonstrere side om side med borgerlige ministre og højreradikale grupper. Men pinligheden bliver bestemt ikke mindre af, at arrangørerne havde opfordret til at medbringe dannebrogsflag og gule ”Støt vore soldater”-sløjfer. Venstrefløjen forsyner således ikke blot racisme og nationalisme med et skær af respektabilitet, men lader sig tilmed indrullere i støtten til den danske krigsførelse.

For netop det påståede hensyn til de udsendte soldater dominerer debatten om den danske krigsdeltagelse og bruges af krigstilhængerne til at forsøge at lukke på munden på kritikkerne, samtidig med, at "fjenden" i Afghanistan frakendes enhver form for legitimitet. De betragtes, for nu at bruge Bush-regeringens betegnelse, som "illegale kombattanter. Hvis politikerne virkelig bekymrer sig om de udsendte soldater, bør de straks trække dem hjem og sikre, at de får den nødvendige hjælp i overgangen til et civilt liv. Ansvaret for eventuelle drab på danske soldater hviler således på de politikere, der har sendt dem i krig for at tjene NATO's geopolitiske interesser.


Betyder alt dette, at venstrefløjen aldrig kan demonstrere mod Hizb-ut-Tahrir? Nej, det ville være lige så tåbeligt som på forhånd at fraskrive sig retten til at demonstrere mod en hvilken som helst anden organisation. Men i en situation, hvor organisationen er komplet marginaliseret og det politiske klima er så betændt, at Danmark er blevet indehaver af Europas strammeste udlændingepolitik og et internationalt symbol på racistisk hetz og diskrimination, flyder sådanne demonstrationer uvægerligt sammen med den generelle fremmedfjendskhed.

Det er således ingen tilfældighed, at et flertal af landets muslimer, trods deres uvilje mod Hizb-ut-Tahrir, ikke brød sig om Villy Søvndals skrid-ad-helvede-til-retorik. Lige så lidt er det tilfældigt, at formanden for soldaterveteranforeningen De Blå Baretter uden at møde den mindste kritik kunne kræve Hizb-ut-Tahrirs medlemmer arresteret med den begrundelse, at i ”alle andre krige har man interneret fjender af nationen”. Med andre ord: Oprettelsen af en form for koncentrationslejre som f.eks. under 2. verdenskrig, hvor danske kommunister blev interneret i Horserødlejren og hvor amerikanere med tysk, italiensk eller japansk baggrund i USA blev interneret i lejre. Når sådan et krav kan passere uden at møde en storm af protester, siger det alt om, hvilken reaktionær dagsorden venstrefløjen fremmer ved at tilslutte sig hylekoret mod Hizb-ut-Tahrir. 

Fascisme?
Men er Hizb-ut-Tahrir da ikke en fascistisk organisation, som vi i lighed med andre højreradikale grupper bør demonstrere imod? Er partiet f.eks. ikke imod demokrati og kvinders og homoseksuelles rettigheder? Sådan lyder en populær indvending på venstrefløjen. Desværre lider dette argument under en helt igennem borgerlig fascisme-forståelse, der udspringer af den primitive totalitarisme-teori, hvor man finder nogle enkelte fællestræk mellem forskellige ideologier og bevægelser (som f.eks. nazismen, kommunismen og islamismen) og på baggrund deraf konkluderer, at der grundlæggende er tale om ét og samme fænomen.

Ud fra en lignende logik kunne man således beskrive 1950'ernes USA som et fascistisk samfund, idet det var præget af storkapitalens dominans, voldsom anti-kommunisme, imperialistisk udenrigspolitik, raceadskillelse osv. osv. Imidlertid er der den afgørende forskel, at der også fandtes parlamentarisk demokrati (selvom det diskriminerede den sorte del af befolkningen), hvilket gav venstrefløjen en række muligheder for legalt arbejde, som ikke findes i fascistiske stater.

For at kunne bekæmpe den virkelige fascistiske trussel, som har gode vækstbetingelser under den kapitalistiske verdensøkonomis nuværende krise, er det afgørende at droppe den sløsede omgang med fascisme-betegnelsen, hvor den snarere bruges som skældsord end analytisk begreb. Fascismen grundlæggende historiske kendetegn var, at den var en massebevægelse baseret på det småborgerskab, der på grund af 1920'ernes og 1930'ernes økonomiske krise truedes af proletarisering, og som borgerskabet derfor, da det ikke længere kunne regere på almindelig parlamentarisk vis, kunne bruge til at smadre arbejderbevægelsens organisationer for at sikre det kapitalistiske systems fortsatte eksistens. Det er derfor meget svært at se, hvad der, bortset fra nogle få overfladiske lighedstegn, kvalificerer Hizb-ut-Tahrir eller andre islamistiske, eller for den sags skyld stalinistiske, partier til fascisme-betegnelsen.

Modsat fascistiske organisationer har Hizb-ut-Tahrir ingen stormtropper, og der findes ingen dokumentation for, at partiet skulle stå bag voldelige overfald, selvom den militante, til tider endda antisemitiske, retorik har indbragt flere medlemmer domme for trusler. I modsætning dertil overfalder højreekstreme grupper jævnligt venstreorienterede, etniske minoriteter og homoseksuelle. Den nutidige trussel om fascisme kommer i dag ikke fra nogen islamistisk gruppe, men derimod snarere fra kredse noget tættere på regeringen og ikke mindst dens parlamentariske støtteparti. Og i den aktuelle sag er det personer som justitsminister Lars Barfoed og kulturminister Per Stig Møller, der har angrebet såvel forsamlingsfriheden og ytringsfriheden som retten til frit at danne partier. 

En lærestreg for venstrefløjen
Hvis venstrefløjen skal formå at tiltrække de muslimer, der måtte føle sig tiltrukket af Hizb-ut-Tahrir og lignende gruppers militante modstand mod den islamofobiske hetz, krigene i Irak og Afghanistan og de vestlige regeringers accept af besættelsen af Palæstina, er det mildest talt en håbløs strategi at istemme racisternes og krigstilhængernes hysteriske fordømmelse af disse grupper, uanset hvor lidt vi i øvrigt bryder os om dem. Som forskeren Kirstine Sinclair påpeger kan sådanne grupper tværtimod "bruge [det] til at sige til andre muslimer, at de alle sammen er uønskede i det danske samfund". 

Fredagens rød-brune sammenrend uden for Den Sorte Diamant burde vise med al ønskelig tydelighed, hvordan venstrefløjen risikerer, at berettiget kritik af reaktionære tendenser, instrumentaliseres til en generel hetz mod muslimer. Og dermed risikerer vi også, at det for det store flertal af muslimerne, der ingen sympati føler for islamistiske strømninger, vil se ud som om venstrefløjen gør fælles front med krigsførende og racistiske politikere.

Den bedste måde venstrefløjen kan forhindre, at grupper som Hizb-ut-Tahrir vinder opbakning, er med andre ord ved at gøre op med den statsracisme og krigspolitik, der udgør deres vigtigste rekrutteringsgrundlag. Som den aktuelle sag viser, har venstrefløjen her meget at lære. Men hvis den ikke lærer det efter fredagens fadæse, kan man frygte, at den aldrig lærer det.