Irak: Fire år senere

Den amerikanske forfatter og antikrigs-aktivist Anthony Arnove gør her status over foreløbig fire års krig og besættelse i Irak.

Når du læser dette er det fire år siden, at Bush-regeringen indledte sit ”shock-and-awe” angreb på Irak og påbegyndte 48 måneders bemærkelsesværdig non-stop ødelæggelse af dette land… og tiden løber stadig. Det er et væsentligt tidspunkt at gøre status over Operation Iraqi Freedom. 

Her er en kort oversigt over noget af det, som George Bushs krig og besættelse har udrettet:


Intet sted på kloden findes der en værre flygtningekrise end i Irak i dag. Ifølge FN’s Flygtningehøjkommissariat er omkring to millioner irakere flygtet fra deres land og er nu spredt fra Jordan, Syrien, Tyrkiet og Iran til London og Paris. (Næsten ingen er nået frem til USA, som intet har gjort for at løse den flygtningekrise, det har skabt.) Yderligere 1,9 millioner skønnes at være internt fordrevne, der er blevet jaget væk fra deres hjem og nabolag af den amerikanske besættelse og den ondartede borgerkrig, den har udløst. Læg disse tal sammen – og de bliver værre dag for dag – og man når frem til, at næsten 16 % af den irakiske befolkning er blevet rykket op med rode. Læg de døde til de fordrevne, og dette tal stiger til næsten én ud af fem irakere. Lad dette sive ind et øjeblik.

Grundlæggende næringsmidler og fornødenheder, som selv Saddam Husseins brutale regime var i stand til at tilvejebringe, er nu i stigende grad udenfor almindelige irakeres rækkevidde, takket være inflationens himmelflugt, som er blevet udløst af besættelsen tilintetgørelse af den allerede skrøbelige irakiske økonomi, beskæringer af statstilskud på tilskyndelse fra Den Internationale Valutafond og Den Provisoriske Koalitionsmyndighed, og olieindustriens sammenbrud. Priserne på grønsager, æg, te, mad- og fyringsolie, benzin og elektricitet er røget i vejret. Arbejdsløsheden bliver almindeligvis vurderet til at ligge fra 50-70 %. En måde at måle virkningen af alt dette har været den signifikante stigning i børneunderernæring, som er blevet registreret af FN og andre organisationer. Ikke overraskende er adgangen til rent vand og regelmæssig elektricitet fortsat et godt stykke under niveauet før invasionen, som i forvejen var katastrofalt efter mere end et årtis omfattende sanktioner mod, og periodiske bombninger af, et land rystet af en katastrofal krig med Iran i 1980’erne og den første Golfkrig.

I en vedvarende krise, hvor hundredtusinder af irakere allerede er døde, har de sidste par måneder vist sig at være nogle af de blodigste hidtil. Alene i oktober blev mere end seks tusinde civile dræbt i Irak, de fleste af dem i Bagdad, hvor tusinder af ekstra amerikanske tropper blev sendt til i august (under Bush-regeringens første officielle ”surge”) med påstanden om, at de ville genoprette orden og stabilitet i byen. I sidste ende skabte de blot mere vold. Disse tal – og de bliver generelt anset for at være for lave – er mere end dobbelt så høje som niveauet i 2005. Andre ting er mere eller mindre fordoblet i de sidste år, deriblandt, for blot at nævne to, antallet af daglige angreb på amerikanske soldater og det samlede antal dræbte eller sårede amerikanske soldater. FN’s særlige udsending Manfred Nowak noterer sig også, at torturen ”er fuldstændig ude af kontrol” i Irak. ”Situationen er så slem, at mange mennesker siger, at det er værre end i Saddam Husseins tid.”

I betragtning af katastrofens omfang i Irak i dag, kunne man blive ved med at opremse forfærdelige statistikker indtil ens hjerne blev lammet. Men her er en anden måde at sætte de sidste fire år i kontekst. I den samme periode har der faktisk været et stort antal døde i et fjernt land, som mange mennesker i USA har i tankerne: Darfur. Siden 2003 er omkring 200.000 mennesker, ifølge FN-vurderinger, blevet dræbt i Darfur-regionen i Sudan i en brutal etnisk udrensningskampagne og yderligere to millioner er blevet gjort til flygtninge.

Hvor kan man vide det fra? Ja, i hvert fald hvis man bor i New York, kan man dårligt tage en tur i metroen uden at se en reklame med ordene: ”400.000 døde. Millioner går sammen om at redde Darfur.” New York Times har med jævne mellemrum haft helsidesannoncer, der beskriver ”folkemordet” i Darfur og opfordrer til en intervention ”under en kommandostruktur der muliggør nødvendige og betimelige militære operationer uden godkendelse fra tilbageholdende politisk eller civilt personel.”

I de samme år siger den bedste tilgængelige vurdering, det britiske lægetidsskrift The Lancets dør-til-dør undersøgelse af det irakiske dødstal, at omkring 655.000 irakere er døde af krigen, besættelsen og borgerkrigen mellem marts 2003 og juni 2006. (Undersøgelsen giver et minimumstal på 392.000 og et maksimumstal på 943.000.) Men man kan rejse fra kyst til kyst uden at se noget der svarer til reklametavler, plakater i metroen, helsidesannoncer eller lignende for de døde irakere. Og man vil bestemt ikke se, som det er tilfældet med Darfur, se kendisser på Good Morning America tale om deres engagement for at stoppe ”folkemordet” i Irak.

Hvordan kan det være, at vi tæller og tænker på de døde sudanesere som led i en højt profileret, kendis-drevet kampagne for at ”redde Darfur”, mens de irakiske dødsfald i praksis ikke bliver talt, og sjældent ser ud til at fremkalde moralsk forargelse, for ikke at tale om offentlige kampagner for at stoppe drabene? Og hvorfor bliver tallene for dræbte i Darfur citeret uden diskussion, mens tallene for døde irakere, bortset fra hvis de er jammerligt små, straks bliver draget i tvivl – eller affærdiget?

I vores verden ser der ud til at være de værdige ofre og de uværdige. For at komme frem til forskellen, prøv at overvej USA’s holdning til Sudan og Irak. Ifølge Bush-regeringen er Sudan en ”slyngelstat”; den er på udenrigsministeriets liste over ”stater der sponsorerer terrorisme”. Det er anklaget for at have angrebet USA gennem dets rolle i selvmordsbombningen med en båd af USS Cole i 2000. Og så passer Darfur selvfølgelig – som Mahmood Mamdani påpegede for nylig i London Review of Books – nydeligt ind i fortællingen om ”muslimsk vold mod andre muslimere”, om et ”folkemord begået af arabere”, en argumentation som har kraftig appel til dem, der gerne vil skifte emnet væk fra, hvad USA har gjort – og gør – i Irak. At tale om det amerikanske ansvar for de døde irakere, som vi angiveligt befriede, er et langt mindre komfortabelt emne.

Det er okay at diskutere amerikansk ”medskyld” i menneskerettighedskrænkelser, men kun så længe man bevarer fokus på undladelsessynder, ikke på begåede synder. Vi svigter Darfurs befolkning ved ikke at intervenere militært. Hvis bare vi havde brugt vores militær på en mere aggressiv måde. Når vi imidlertid faktisk intervenerer, og skaber ødelæggelse undervejs, er det en anden sag.

Frem for alt tjener fokuset på Darfur til at legitimere tanken om en amerikansk intervention, om at optræde mere som et imperium, ikke mindre, på selv samme tidspunkt som det blodbad, en sådan interventioner forårsager, er alt for tydeligt og forkastes af vide kredse over hele kloden. Dette har også bidraget til en situation, hvor den voldsudgydelse som USA er mest ansvarlig for, Irak, er den det bliver gjort mindst ansvarlig for derhjemme.

Hvis der gik noget galt i Irak, hører vi nu establishment-kritikere af invasionen og besættelsen hævde, var det virkelige problem den amerikanske regerings inkompetence eller George Bushs overdrevent optimistiske tro på, at han kunne bringe demokrati til arabiske og muslimske mennesker, som, får vi at vide, ”ikke har nogen tradition for demokrati”, som er fra et ”sygt” og ”nedbrudt samfund” – og som, med deres brutal adfærd overfor hinanden i en borgerkrig, nu viser deres sande natur.

Der hersker generel enighed i en stor del af det politiske spektrum om, at vi kan give irakerne skylden for de problemer, de står overfor. I en meget rost tale til Chicago Council on Global Affairs [amerikansk tænketank, red.] udtrykte senator Barack Obama sin kritik af Bush-regeringens politik med en opfordring til ”ikke mere pylren” om den irakiske regering: USA, fastholdte han, ”vil ikke holde sammen på dette land til evig tid.” Richard Perle, en af de neokonservative arkitekter bag invasionen af Irak, siger nu, at han ”undervurderede fordærvelsen” hos irakerne. Senator Hillary Clinton, Demokraternes spidskandidat i præsidentvalget 2008, spurgte for nylig: ”Hvor er meget vi villige til at ofre [for irakerne]?” Som om irakerne bad os om at invadere deres land og gør deres liv til et helvede og nu svigter os.

Det er hvad der sker når den imperiale byrde bliver for tung. De indfødte står til en omgang prygl.

Den katastrofe, USA har skabt i Irak, forværres fra dag til dag og virkningerne af den vil være langvarige. Hvor længe de vil vare ved og hvor langt de vil sprede sig udenfor Irak, afhænger af hvor hurtigt vores regering kan blive tvunget til at stoppe sin besættelse. Det vil også afhænge af, hvordan vi alle reagerer næste gang, vi hører, at vi må angribe et andet land for at sikre verden mod masseødelæggelsesvåben, ”udbrede demokrati” eller foretage en ”humanitær intervention”. I mellemtiden er det værd at tænke på, hvordan alle disse rædselsvækkende tal vil se ud til marts næste år, på fem-årsdagen for invasionen, og til næste marts, på seks-årsdagen, og til marts året efter det…

Sæt det op på en tavle – inde i dit hoved, om ikke andet.

Anthony Arnove er forfatter til bl.a. Iraq: The Logic of Withdrawal (2006) og, sammen med Howard Zinn, Voices of a People’s History of the United States (2004). Oversat af Lars Henrik Carlskov fra Tomdispatch.com 19. marts 2007.

Alternativer til nyliberalismen

Det hævdes ofte, at modstanderne nyliberalismen ikke har noget alternativ. Her argumenterer den britiske politolog Alex Callinicos for et alternativ baseret på demokratisk planlægning af økonomien.

Oprørsbølgen mod nyliberalismen fortsætter med at stige. I Europa er dette mest tydeligt i Frankrig. Indenfor et tidsrum af knap et år har den nyliberale pensée unique (enerådende ideologi) lidt to vældige nederlag – først med sejren for det venstreorienterede nej i folkeafstemningen om EU-forfatning, så det sociale oprør mod CPE-loven, der havde til formål at indskrænke rettighederne for unge arbejdere.

Men disse sejre rejser endnu tydeligere spørgsmålet om, hvad der skal være alternativet til nyliberalismen. Den gamle, slidte hånlighed mod bevægelsen for en anden globalisering – at den udelukkende er imod status quo og mangler enhver form for eget positivt program – får mere bid efterhånden som bevægelsen vinder nogle virkelige sejre.

Der er visse bestræbelser i gang indenfor bevægelsen for at tage denne udfordring op. For eksempel igangsatte aktivister fra altermondialiste-bevægelsen (bevægelsen for en anden verden) efter den franske folkeafstemning et projekt om at udarbejde et Principcharter for Det Andet Europa som alternativ til den nyliberale forfatningstraktat. Efter en konference i Firenze i november sidste år, var der viet et seminar til emnet ved det seneste European Social Forum i Athen.

De udkast, der hidtil er blevet lavet til charteret, er temmelig ukontroversielle. De koncentrerer sig om en udvidelse af de eksisterende menneskerettigheder ved at give præcise definitioner på en række ”fælles sociale rettigheder”, der for eksempel ville beskytte offentlige tjenesteydelser mod at blive et bytte for de transnationale selskaber, som er begærlige efter at profitere af den privatiseringspolitik, der bliver gennemført af så godt som samtlige regeringer i verden.

Charteret hører så afgjort til indenfor efterkrigstidens socialdemokratis ideologiske verden. I et klassisk essay fulgte sociologen T.H. Marshall den måde, som begrebet om borgerrettigheder er blevet udvidet i løbet af de to århundreder – fra civile rettigheder (f.eks. personlig frihed, privat ejendom) over politiske rettigheder (først og fremmest almindelig stemmeret) til sociale rettigheder (eks. beskæftigelse, velfærdsydelser og uddannelse). Den nyliberale ”modreformation” forsøger ved at fjerne de sociale rettigheder, der blev repræsenteret af efterkrigstidens velfærdsstat, i bund og grund at tilbagerulle denne proces med stadig mere omfattende borgerrettigheder.

På denne baggrund er det afgørende at forsvare disse rettigheder. Men en ting at gøre dette, noget ganske andet er det at forestille, at disse rettigheder, i sig selv, udgør et alternativ til nyliberalismen. Den herskende Washington-konsensus udgør en meget rendyrket version af selve kapitalens logik, hvor alt det er muligt at gøre til en vare, bliver købt og solgt. At forkaste dette kræver indførelsen af en anden samfundsmæssig logik, men charteret siger intet om, hvordan den kan se ud.

Udfordring af den private ejendom
Her er ejendomsrettigheder et vigtigt spørgsmål. Hvis stort set alt kan gøres til en vare, må der gøres indgreb i enkeltpersoners og virksomheders ret til at eje ting – inklusive abstrakt ejendom såsom gener – og at udelukke andre mennesker fra brugen af dem. Et af de centrale temaer i den nyliberale dagsorden, der er blevet fulgt med stor iver af internationale finansielle institutioner såsom Verdensbanken og World Trade Organization, har været at forstærke og udvide retten til uindskrænket privat ejendom.

Hvad har bevægelsen for en anden form for globalisering så at sige til det? Hvilken ejendomsopfattelse fremhæver den som alternativ til den nyliberale offensiv for at opdele verden i parceller, ejet af virksomhederne og de rige? Dette er ikke et akademisk spørgsmål. Den 1. maj 2006 indsatte Evo Morales, den nyvalgte præsident for Bolivia, hæren for at komme i besiddelse af olie- og gasanlæg, for at gennemføre hans dekret om, at staten skulle genovertage kontrollen over landets kulbrinteindustri. Nationalisering af denne industri var hovedkravet i den masseopstand i maj-juni 2005, der tvang den højreorienterede præsident Carlos Mesa væk fra magten.

Faktisk har mange altermondialistes det ikke godt med sådan et krav. I oktober sidste år befandt jeg mig i en minibus, der manøvrerede sig igennem Mexico Citys tilstoppede trafik, mens dens passagerer – intellektuelle og aktivister fra hele verden – lidenskabeligt diskuterede om det var rigtigt af den bolivianske bevægelse af fremsætte kravet om nationalisering. På samme måde er udkastet til Principcharteret tåget på ejendomsspørgsmålet:

”For at disse offentlige tjenesteydelser kan fungere og de fælles goder – jord, luft, vand og energi – kan bruges, er der behov for at gennemføre sociale ejendomsprojekter. Det, vi må gøre, er at opfinde en ny form for socialisering, der ikke er lig med statslig eller regeringsmæssig ejendom, og som gør det muligt for mennesker og medarbejdere at deltage i beslutningsprocessen om disse offentlige tjenesteydelsers organisation, funktionsmåde og opbygning.”

Disse kringlede formuleringer afspejler ikke kun den måde, som engelsk tit må stille til tjeneste for den multi-sprogede bevægelse, der kæmper for at kommunikere med sig selv og med verden. Bag mistænksomheden overfor nationalisering ligger minderne om den bureaukratiske statslige ejendomsform, der blev indført af stalinismen i øst og socialdemokratismen i vest. Men større umiddelbar indflydelse har den autonomistiske ideologi, som opsummeres af titlen på John Holloways berømte bog Change the World Without Taking Power. Med andre ord skal vi ikke tænke på staten og i stedet forsøge at udvikle lokalbaserede alternativer til nyliberalismen.

Holloways fremgangsmåde er håbløs som generel strategi. Den er lige så håbløs med hensyn til emne, vi beskæftiger os med her. Det bolivianske folk ønskede at omstøde privatiseringen af olie- og gasindustrien. Dette rejser spørgsmålet om, at hvad der skal ske med denne industri, når den tages fra udenlandske multinationale selskaber såsom Repsol YPF og Petrobras. Dette rejser uundgåeligt spørgsmålet om ejerskab. Til at begynde med ser der ikke ud til at være noget alternativ til nationalisering (Morales kan snarere kritiseres for at for at genoprette den statslige kontrol på et grundlag, der ikke er 100 procent statslig ejerskab).

Staten er en national organisation, som både har den tvangsmagt og politiske legitimitet som er nødvendig for at kunne gennemføre noget så ambitiøst som overtagelse af olie- og gasindustrien. Denne legitimitet afhænger endvidere på afgørende vis af, at staten er i stand til at fremstå som lydhør over for folkelige krav. Dette gør den modtagelig over for pres fra neden – fra massebevægelser som den i Bolivia. Før han blev præsident var Evo Morales, lederen af Bevægelsen for socialisme [Movimiento al Socialismo, forkortes oftest MAS, red.], faktisk imod kravet om nationalisering af olie- og gasindustrien. Han blev påtvunget dette forslag af den bevægelse, som bragte ham til magten.

Intet af alt dette betyder, at vi skal gentage den traditionelle socialdemokratismes gamle fejltagelse og betragte den eksisterende stat som det primære middel til progressive sociale forandringer. Den er en kapitalistisk stat, som kan være modtagelig for massepres, men ikke desto mindre vil den forsøge at opretholde kapitalens herredømme. Med dette formål er den organiseret på en bureaukratisk og hierarkisk måde, som først og fremmest forsøger at udelukke folkelige deltagelse, initiativer og kontrol. Det er derfor, at den revolutionære marxistiske tradition altid har argumenteret for, at en vellykket revolution mod kapitalen må tilintetgøre denne stat og erstatte den med institutioner baseret på basisdemokrati, hvorigennem det arbejdende folk regerer sig selv.

Så nationalisering er ikke nok i sig selv. Dette ændrer ikke ved betydningen af det, der skete i Bolivia. Efter årtier, hvor offentlige goder blev solgt billigt til privat profit, har et folkeligt oprør mod nyliberalismen faktisk tvunget en regering til føre noget tilbage – og ikke hvad som helst, som det fremgår af de forpinte skrig, som det globale politiske og forretningsmæssige establishment udsendte, da Morales-regeringen satte sig i besiddelse af olie- og gasindustrien.

Denne erfaring bekræfter de følgende bemærkninger fra Antoine Artous fra Ligue Communiste Révolutonnaire [dvs. den trotskistiske 4. Internationale, o.a.] i Frankrig: ”Jeg kan ikke se, hvordan vi kan slippe en dynamik af social forandring løs uden at, om ikke straks at omstyrte, i det mindste grundlæggende ændre visse ejendomsforhold.” Artous påpeger videre, at nationalisering ikke er tilstrækkeligt: ”Hele begrebet om samfundsmæssig overtagelse kan ikke reduceres til blot den juridiske overdragelse af ejendomstitler. Der kræves en omfattende udfordring af den kapitalistiske arbejdsdeling (den hierarkiske organisering af produktionen) og dens udskiftning med kooperative produktionsformer.”

Marked eller planlægning?
Ja, for virkelig at bryde med den neoliberale kapitalisme logik må enhver udvidelse af den statslige ejendoms omfang indebære indførelsen af former for demokratisk selvforvaltning, hvorigennem arbejderne i de nationaliserede industrier sammen med dem, der forbruger deres produkt, kollektivt kan bestemme, hvordan de skal drives til det fælles bedste. Igen er det mere end et akademisk spørgsmål. Radikaliseringen af situationen i Venezuela, hvor præsident Hugo Chavez gør sig til talsmand for en ”socialisme for det 21. århundrede” trods USA, har sat spørgsmålet om alternative former for økonomisk organisation på dagsordenen.

En seriøs behandling af dette spørgsmål indebærer at bryde endnu et tabu og tale ikke blot om statslig ejerskab, men også om planlægning. Fra 1930’erne og frem blev planlægning identificeret med den bureaukratiske kommando-økonomi i Sovjetunionen og dens klientstater. Så længe disse stater blomstrede, nød planlægning stor prestige og blev for eksempel efterlignet af postkoloniale stater såsom Indien. USSR’s tilbagegang og fald miskrediterede planlægning totalt og bidrog til at legitimere nyliberalismen. Den herskende økonomiske ortodoksi skjuler systematisk i hvilket omfang nogle af den nutidige verdens mest succesrige økonomi – Kina og Sydkorea – har været afhængig af statslig intervention.

Reaktionen mod planlægning har betydet, at selv nogle af dem, der har prøvet at udvikle alternativer til kapitalismen som sådan, har opfattet en eller anden form for markedsøkonomi som umulig at undgå. Dette gælder mest åbenlyst for den markedssocialisme som for eksempel filosoffen David Miller og økonomen John Roemer gør sig til talsmænd for. Her konkurrerer kollektivt-ejede kooperativer om at sælge deres produkter på markedet. Selv den marxistiske filosof Tony Smith hævder i sin nye bog Globalization: a Systematic Marxian Account, at det er muligt at demokratisere markedet.

Det grundlæggende problem med denne form for strategi er, at det er et nødvendigt træk ved enhver markedsøkonomi, at den er baseret på konkurrence. For at udtrykke det en smule mere teknisk, er allokeringen af ressourcer i en markedsøkonomi det utilsigtede resultat af konkurrencen mellem firmaer, der tilsammen, men ikke kollektivt, kontrollerer økonomien. Med andre ord afhænger det enkelte firmas andel af ressourcerne af, hvor dygtigt det er til at sælge sine varer og tjenesteydelser på markedet. Samfundet som helhed har ikke taget nogen kollektiv beslutning om, hvordan ressourcerne skal fordeles. Og hvis et firma ikke er konkurrencedygtigt mister det sin andel af ressourcerne – det går konkurs. Så der er en tendens i en markedsøkonomi til, at de enkelte enheder er under et systematisk pres for at beskære deres produktionsomkostninger og dermed nedsætte priserne på deres produkter for at forblive konkurrencedygtige.

Per definition kan denne model ikke organiseres ikke demokratisk, når det kommer til økonomien som helhed, eftersom der ikke er nogen kollektive beslutninger, demokratiske eller ej, om fordelingen af ressourcer. Men det er også meget vanskeligt at opretholde en demokratisk organisation indenfor det enkelte firma. Michael Albert fra ZNet [progressiv amerikansk hjemmeside, red.] forklarer dette meget godt. Lad os forestille os, foreslår han, en arbejderkontrolleret virksomhed, der er organiseret på demokratisk og egalitær basis, men som ikke er i stand til at sælge sine produkter. Hvad gør arbejderne?

I sådan en situation har de, idet vi antager, at de afviser at gå konkurs, groft sagt to valg. De vælge at sænke deres egne lønninger, forringe deres egne arbejdsforhold og hæve deres eget arbejdstempo, hvilket er en meget fremmedgørende fremgangsmåde, som de ikke er særlig godt rustet til følelsesmæssigt og psykologisk set. Eller, de kan ansætte ledere til at gennemføre disse omkostningsbesparende og udbytte-forstørrende politikker, mens disse ledere på samme tid isoleres fra at føle politikkernes negative effekter. I praksis er det, meget forudsigeligt, det sidste der sker. Markeder har derfor et indbygget pres for at organisere en arbejdsstyrke i to grupper – et stort flertal, der adlyder og et lille mindretal, der tager beslutningerne, hvor den sidstnævnte nyder større indkomst, magt og beskyttelse mod de negative effekter af de omkostningsbesparende beslutninger, som de vil pålægge andre.

En markedsøkonomis logik har derfor en tendens til at underminere og siden hen overvælde enhver ø af demokrati og lighed, der måtte opstå indenfor den. Dette betyder, at der vil være en tendens til, at socialister som Roemer og Smith, der mener, at det er muligt at demokratisere markedet, vil stå overfor deres eget dilemma. Enten pålægger de markedets funktionsmåde alle mulige former for restriktioner for at forhindre den i at udhule demokratiet, hvilket sandsynligvis vil betyde, at en økonomi baseret på de principper, de foreslår, vil bryde sammen, fordi de forhindrer konkurrencens logik i at virke ordentligt, eller også, hvis de prøver at sikre, at denne logik virker, vil den knuse de socialistiske idealer, de prøver at virkeliggøre.

Deraf følger, at et bæredygtigt alternativ til nyliberalismen må baseres, ikke på markedet, men på demokratisk planlægning. Der findes nogle modeller for hvordan dette kan fungere. En af dem er Michael Alberts Parecon, eller deltagelsesøkonomi [participatory economics, red.]. Det indebærer en økonomi med arbejder- og forbrugerråd, hvor enkeltpersoner og virksomheder indleverer forslag til deres andel af samfundets ressourcer. Derefter finder der en proces med gradvise justeringer sted (Albert kalder dem ”gentagelser” [iteration, red.), mens tekniske eksperter fremlægger en plan, der vil give alle så meget som muligt af det, de ønsker.

Den primære svaghed ved denne model er, at den i lidt for høj graf efterligner en markedsøkonomis funktionsmåde, hvor krav på ressourcer bliver drevet af individuel efterspørgsel. Albert er anarkist, og hans engagement for decentralisering går her for langt. Fordelingen af samfundets ressourcer er ikke et neutralt, teknisk spørgsmål. Det er et politisk spørgsmål, hvor det er nødvendigt med en form for kollektiv og demokratisk beslutningsproces for at vælge mellem det, der ofte vil være konkurrerende holdninger til det pågældende samfunds prioriteringer.

Ud fra det synspunkt tilbyder den britiske venstrefløjsøkonom Pat Devine en bedre model, som han kalder forhandlet koordination [negotiated coordination, red.]. Her er fordelingen af ressourcer primært et resultat af diskussioner mellem producenter, forbrugere og andre berørte grupper, men indenfor en ramme af overordnede beslutninger om økonomiske prioriteringer, der er taget på demokratisk vis på det nationale og internationale niveau.

Der er åbenlyst meget mere at sige – og, frem for alt, at gøre – med hensyn til demokratisk planlægning. Ikke desto mindre er betydningen af den slags arbejde, der bliver udført af Albert, Devine og andre, at de begynder at nedbryde fordommene mod planlægning og at skitsere, hvordan en økonomi, der har forkastet markedet, kan være i stand til både at være demokratisk og effektiv.

Kampen om magten
Men intet brud med kapitalismen kan finde sted som et øjeblikkeligt spring ind i en fuldstændig planlagt økonomi. Marx argumenterede for længe siden i Kritik af Gotha-programmet, at en ny arbejderstat ville arve et samfund, der er dybt præget af kapitalismen. Til at begynde med vil den være nødt til at indgå kompromisser med den gamle orden og gradvist bevæge sig henimod et samfund, der ledes efter det kommunistiske princip ”Fra enhver efter evne, til enhver efter behov!”

På samme måde ville et samfund i dag, der var i gang med at bryde med kapitalismen, være nødt til at foretage en afgørende ændring i retning af en økonomi, hvor prioriteringerne blev besluttet demokratisk frem at være overladt til konkurrencens anarki. Det vil være afgørende, at det indebærer overtagelsen af kontrollen med de finansielle markeder, nationalisering under arbejderkontrol af økonomiens nøglesektorer og udvidelse af de sociale ydelser på grundlagt af et progressivt skattesystem, der omfordeler rigdom og indkomst fra rig til fattig.

Disse forholdsregler, hvor radikale de end er, ville stadig lade mange af trækkene ved en markedsøkonomi være intakte. Store sektorer ville stadig være på private hænder. Vedvarende pres og indførelse af nye forholdsregler vil være nødvendigt for at bevæge hele økonomien i retning af den demokratiske planlægnings principper. Et centralt skridt vil være at svække det kapitalistiske arbejdsmarkeds magt, som i dag styrer i vores liv.

Efter min mening vil den bedste måde at gøre det, være ved at indføre en universel direkte indkomst. Med andre ord ville alle landets indbyggere modtage, som en ret, en indkomst på et relativt lav, men dog anstændigt niveau, der dækker deres grundlæggende behov. Dette ville tjene to formål. For det første ville det sikre alle et basalt velfærdsniveau meget mere effektivt end de eksisterende sociale ydelser – mennesker med et større behov, fordi de har børn, er handikappede eller hvad det nu måtte være, ville modtage en højere grundindkomst.

For det andet ville det at have en garanteret grundindkomst fjerne en stor del af presset på folk til acceptere et hvilket som helst job, der udbydes på arbejdsmarkedet. En af kapitalismens centrale forudsætninger – at arbejderne ikke har noget acceptabelt alternativ til lønarbejde – ville blive fjernet. Magtbalancen mellem arbejde og kapital ville ændre sig til fordel for arbejderne, uanset hvilken slags arbejdsgiver de har.

På det mere generelle plan er spørgsmålet om magt afgørende. En indlysende indvending mod en vision for forandring, som den jeg lige har skitseret, er hvordan man sikrer, at forandringens retning går henimod en demokratisk planøkonomi i stedet for tilbage til markedskapitalisme eller måske den form for statskapitalisme, der endte med at herske i Sovjetunionen. Den eneste garanti der tæller er, at de politiske magthåndtag er i hænderne på arbejderne selv.

Så længe staten har den form den har i dag – en bureaukratisk organiseret, hierarkisk række af apparater, hvis lederes interesser er uløseligt forbundet med kapitalens – kan ethvert fremskridt i samfundet kun være midlertidigt og skrøbeligt. Det er derfor, at den strategi med at ignorere staten, som Holloway og andre taler for, er så tåbelig. Hvis vi skal bevæge os imod en demokratisk planøkonomi, må den eksisterende stat konfronteres og nedbrydes.

Dette mål kan kun opnås gennem udviklingen af en anden form for magt, en magt der er baseret på arbejdernes og andre fattige menneskers selvorganisering, som udvikler sig ud af deres kampe mod kapitalen. Det 20. århundredes store revolutionære bevægelser bød på nogle glimt af denne magt – fra den russiske revolution 1917’s arbejder- og soldaterråd til arbejder-shora’erne under den iranske revolution 1978-9. Den selvorganisering, der blev fremvist af den folkelige bevægelse i Bolivia under oprørerne i oktober 2003 og maj-juni 2005 viser, at nutidens bevægelse også kan frembringe denne form for magt.

En demokratisk planøkonomi ville være et selvstyrende samfund, et samfund hvor direkte valgte arbejdsplads- og boligkvarterråd tog ansvaret for deres egne anliggender og stod i forbindelse med hinanden for at tage beslutninger om samfundet som helhed. Den centrale indsigt som Marx havde under Pariserkommunen i 1871 var, at sådanne organisationsformer ville udvikle sig før det nye samfund var blevet skabt, under processen hvor det gamle samfund bekæmpes.

Omvæltningen af kapitalen er i sig selv en proces. Det dilemma, som Albert forestiller sig, at et arbejderkooperativ står overfor i en markedsøkonomi, ville ethvert samfund, der var ved at begynde at indføre den demokratisk planlægnings principper i en verden, der stadig var behersket af kapitalismen, stå overfor. Det samme dilemma var skyld i forrådnelsen og senere undergang for den russiske revolution oktober 1917. Et gennembrud i én del af verden kan kun overleve ved at sprede sig og i stigende grad vælte kapitalens logik på globalt plan.

Det kan måske virke som hårde betingelser, men kapitalens globalisering har fremkaldt en globalisering af modstanden. Kampe i forskellige dele af verden smitter af på hinanden. Chiapas og Seattle gav genlyd på globalt plan. Den store kamp mod CPE i Frankrig har bidraget til at inspirere en studenterbevægelse i Grækenland, der lige har besejret den højreorienterede regering. Bevægelsen i Latinamerika er blevet et forbillede for alle dem, der bekæmper nyliberalismen.

Vi er stadig langt fra at vælte nyliberalismen blot i et enkelt land. Men den verdensomspændende modstand mod det uindskrænkede marked sætter ikke blot tanken om et alternativ til kapitalismen tilbage på dagsorden. Den hjælper også med at skabe de betingelser, hvorunder dette alternativ kan vinde.


Alex Callinicos er professor i europæiske studier på King’s College i London og forfatter til adskillige bøger, bl.a. Against the Third Way (2001), An Anti-Capitalist Manifesto (2002) og senest Resources of Critique (2006). Oversat af Lars Henrik Carlskov fra Socialist Review, juli 2006.

Immigration og klasse

Den amerikanske økonom Rick Wolff giver her en marxistisk forklaring på forholdet mellem indvandring og kapitalisme.

Migration mellem lande finder sted, hvis og når den ”løser” sociale og især klassemæssige modsætninger indenfor begge lande. Ét sæt af modsætninger skubber mennesker ud af et land på samme måde som et andet sæt af modsætninger i andre lande trækker dem ind. Endelig, mens migration ”løser” nogle sociale modsætninger, afføder og skærper den ligeledes andre.

Nu om dage dumper den kapitalistiske globalisering (f.eks. amerikanske multinationale selskaber, der producerer eksportvarer i Kina) billige varer i lande, hvis hjemlige producenter ikke kan konkurrere med dem. Den indfører globale detailhandelsvirksomheder (f.eks. Wal Mart), der knuser de hjemlige handlende. Endelig skaber globaliseringens opture og nedture pludselige tilstrømninger og udstrømninger af privat kapital, som yderligere destabiliserer nationale økonomier. På disse måder skærper den kapitalistiske globalisering de sociale modsætninger. Migration følger deraf som én måde, hvorpå mennesker og virksomheder forsøger at klare disse modsætninger.

I mange mindre udviklede økonomier har de to vigtigste hjemlige klassestrukturer været under et ekstremt og stigende pres i nogle år. Små selvstændige producenter kan ikke frembringe nok værdi af det, de producerer og sælger, til at sikre deres virksomheds reproduktion. Hjemlige kapitalistiske virksomheder er sjældent i stand til at konkurrere med de multinationale selskaber, når de sidstnævnte invaderer deres markeder, konkurrerer med dem om tilførsel af råmaterialer, redskaber og udstyr samt presser deres adgang til kredit. De kapitalistiske klassestrukturer – de indtrængende multinationale selskaber og de overlevende hjemlige kapitalister – skaber sjældent nok nye arbejdspladser til at absorbere de menneskemasser, der bliver gjort arbejdsløse af de multinationale selskabers invasion. Når desperate bønder udvandrer til storby- og industriområder internt i landet, får de ikke kun den allerede høje arbejdsløshed som findes der, til at svulme op; de opdager også hurtigt de to mulige ”løsninger”, der er på denne arbejdsløshed.

Én gruppes løsning er at træde ind i den omfattende, fattige og usikre ”uformelle sektor” (en ustabil blanding af legale og illegale småproducenter, der sælger varer og tjenesteydelser til meget lave priser og med meget små fortjenester). Skikkene i denne overbefolkede sektor adskiller sig ofte radikalt fra alt dette, denne gruppe kendte og troede på før deres klasse blev opløst af eller underlagt de invaderende multinationale selskaber. Over hele kloden bliver menneskemasserne i stort omfang traumatiserede under deres gennemgang til de uformelle sektorer. Rodfæstede konventioner om arbejde, påklædning, familieliv, seksuel aktivitet, slægtskab, religiøs aktivitet osv. bryder hurtigt og grundigt sammen. En anden gruppes løsning er emigration – enten i stedet for at træde ind i den uformelle sektor eller efter at have oplevet det.

Det er vigtigt at bemærke, at det ikke er fattigdom, der skaber emigration. Fattigdom har været normen i mange dele af verden i lange tidsrum uden at fremkalde emigration. Emigration er sædvanligvis resultatet af samspillet mellem eksterne og interne betingelser, der opløser dybe produktionsstrukturer og mønstre for det sociale liv i almindelighed. De nyeste bølger af emigration er ingen undtagelse. Katalysatoren var opløsningen af klassestrukturerne for de selvbeskæftigede og mindre kapitalistiske producenter i Den tredje verden. Faktisk støttede de få tredjeverdenskapitalister, der havde økonomisk fremgang – sædvanligvis ved at finde en måde at tjene og dermed overleve de multinationales invasion – også (åbenlyst eller skjult) masseemigration. Deres samfund var ved at blive polariseret til en ”moderne” sektor (de relativt få succesfulde kapitalister og deres vedhæng blandt akademikerne, statslige embedsmænd og arbejdere, forhandlere af eksklusive detailvarer samt diverse leverandører af personlig service) og den ”uformelle” sektor. Det politiske problem overalt var og er, hvordan man styrer og inddæmmer den potentielle eksplosion fra masserne af traumatiserede interne migranter, der lever under ekstremt usikre forhold. De udgjorde et skræmmende spektrum af potentiel politisk opposition til de ”moderniserende” klasser. Hvor meget bedre ville det ikke være at få dem til at forlade landet og måske sende penge tilbage til de desperate slægtninge, der bliver efterladt!

Udsigten til masseemigration forekom modernisatorerne at være den bedste tilgængelige løsning på problemet med deres ”uformelle sektorer”. De ville ikke påtage sig (og i langt mindre grad betale for) beskæftigelsesprogrammer i massiv målestok finansieret, f.eks., ved skatter på hjemlige eller multinationale kapitalister eller en indenlandsk omfordeling af rigdom og indkomster. De turde ikke tage nogle indenrigspolitisk skridt, der kunne risikere at vække fjendskab fra den multinationale ”blok” bestående af virksomheder og de internationale organisationer, som de eller deres hjemlige regering kontrollerede. Sådan et fjendskab kunne føre til kapitalflugt, valutasammenbrud og at der dermed bliver fremkaldt yderligere sociale uro. De overvejede heller ikke muligheden af at tage en konfrontation med den multinationale blok ved en koordination mellem mange tredjeverdensøkonomier (som den, der kæmper for at komme til live i Latinamerika). Således fandt lederne af mange tredjeverdensregeringer, sammen med deres støtter i virksomhederne, måder hvorpå de kunne fremskynde masseemigration.

På samme tid har også globaliseringens anden side – de rige industrielle kapitalistiske økonomier (RIKØ’er) – også oplevet klassemodsætninger og kriser. Global konkurrence driver alle kapitalister i RIKØ’erne til at sænke varepriserne uden at reducere profitten. Et centralt middel i dette indebærer at flytte jobs til billigere arbejdere i udlandet (outsourcing, kapitaleksport etc.). Et andet indebærer at flytte billigere arbejdere, via immigration, til jobs indenfor RIKØ’erne. Således har amerikanske industrier såsom landbrug, byggebranchen, turisme, restauranter og hotel samt hospitaler – alle sammen industrier der ikke let kan outsources – længe rekrutteret og støttet immigration af lavtlønnede arbejdere, legalt eller illegalt. Immigration ”løser” deres konkurrencemæssige problemer.

Imidlertid fremkalder løsningen af et problem et andet. Masseindvandring af lavtlønnede arbejdere har alle mulige former for modsætningsfyldte effekter på værtslandet. De ressourcer, der er tilgængelige for (især lokale) regeringer og efterspørgslen efter offentlige serviceydelser ændrer sig, ofte på måder, der fremkalder konflikter mellem de nye immigranter og deres ikke-immigrant naboer. Konflikter følger også når immigranter hæver og sænker forskellige løn- og prisniveauer, ændrer bosættelsesmønstre og boligforhold, øger profitterne for nogle virksomheder og formindsker andres, ændrer partiernes medlemssammensætning og politik, og ændrer sammensætningen af religiøse institutioner og praksisser, der hvor de bosætter sig.

De amerikanske virksomheder, der rekrutterer og ansætter immigranter, har ikke noget ansvar for at finansiere og dermed lette deres integration i lokalsamfund. Byrden falder dermed over på regeringen på et tidspunkt, hvor de statslige ressourcer – især i USA – allerede er udnyttede til det yderste og genstand for betydelige sociale konflikter. Immigranter og immigration bliver fanget i en skærpet hjemlig konflikt, ofte som syndebukke i et land, der har en lang historisk tradition for at forskyde klassemæssige konflikter til anti-immigrant agitation samt racemæssige, etniske og religiøse spændinger. I dag er immigranter, ligesom dem der kom før dem, udsat for alle mulige former for diskrimination.

I dag, som i fortiden, er spørgsmålet politisk. Vil immigranter og ikke-immigranter forsøge at løse deres økonomiske og sociale problemer ved at bekæmpe hinanden eller vil de forene sig for at lede efter andre løsninger? Vil den socialpolitikken i deres nye lande sørge for, at både immigranter og indfødte får jobs, boliger og skoler af en kvalitet, der kan lette deres integration samtidig med, at den minimerer diskriminationen mod dem? Vil disse indenrigspolitikker blive finansieret af midler, der primært er hentet fra den virksomhedsprofit, som er blevet fed af billig immigrantarbejdskraft? Vil de ledende landes udenrigspolitik lade immigranternes oprindelsesland sørge for anstændige økonomiske muligheder for deres folk, så emigration bliver et reelt valg frem for en desperat sidste udvej? Det er svært at se sådanne forandringer fremkomme så længe, at kapitalismens klassestrukturer og imperativer har overherredømmet i økonomierne i begge ender af migranternes rejse.

Det som immigranterne og de indfødt således har mest brug for – og som derfor måske kan være et grundlag for strategisk enhed – er en forandring i klassestrukturerne i begge ender. At sige, at sådan en strategi ikke er ”realistisk” ser bort fra den kendsgerning, at 200 år med kapitalisme som den hegemoniske klassestruktur og utallige ”realistiske immigrationsreformer” ikke grundlæggende har ændret den moderne migration. Den fortsætter med at være skueplads for masselidelse, sociale og personlige traumer, grotesk uretfærdighed og smertelige kampe, der sætter immigranter op mod ikke-immigranter, mens de kapitalister, som immigrationen er til fordel for, fortsætter med at profitere på den.

Rick Wolff er professor i økonomi ved University of Massachusetts i Armherst. Oversat af Lars Henrik Carlskov fra internet-tidsskriftet MRZine (www.monthlyreview.org/mrzine) 10. maj 2006. Bragt i Tidsskriftet Solidaritet, nr. 5, 2006.

Den nationale befrielses arv

I en tid, hvor vi er vidne til fremkomsten af en ny og aggressiv form for imperialisme, er spørgsmålet om, hvad venstrefløjen kan lære af fortidens erfaringer med nationale befrielsesbevægelser yderst aktuelt. David Finkel, der er redaktør af det amerikanske tidsskrift Against the Current, forsøger i denne artikel at give nogle svar.

For at forstå de forandringer, som 1960’ernes og 1970’ernes nationale befrielsesbevægelser skabte, start med at forestil dig, at du så på et verdensatlas fra omkring 1960. Bare på det afrikanske kontinent ville du finde lande med navne som Tanganyika, Nord-Rhodesia, Syd-Rhodesia, Sydvestafrika, Fransk Ækvatorial-Guinea, Belgisk Congo og lignende. Forvandlingen fra dette kort til Tanzania, Zambia, Namibia etc. går langt videre end til navne på et stykke papir – den markerede praktisk talt en ny epoke, en forandring fuldt ud lige så dybtgående som stalinismens sammenbrud og 1990’ernes overgang fra Den Kolde Krig til den virksomhedsdrevne globalisering.

Nogle af siderne ved denne forandring blev ikke foregrebet af de klassiske marxistiske imperialismeteorier, der blev udviklet i kølvandet på opdelingen af verden i koloniimperier i slutningen af det 19. århundrede. I årtier derefter blev det antaget, at det, som Lenin kaldte for ”kapitalismens højeste stadium”, forudsatte koloniimperier, enten til udplyndring for råstoffer eller til eksport af kapital fra det metropolitanske centrum. Ud fra den præmis så det ud som om, at disse konkurrerende koloniimperier kun ville blive opløst af stødet fra en international socialistisk revolution.

Vi bør starte med at fastslå, at for marxister er landes ret til selvbestemmelse vigtig af flere forskellige grunde. For det første er den en legitim demokratisk rettighed, som er gyldig i sig selv, uanset om den har direkte revolutionære følger eller ej. For det andet er den ofte en nødvendig betingelse for en uafhængig klasse-baseret politik, fordi arbejderklassen i et land, der er en koloni eller er undertrykt, har en tilbøjelighed til anse sig selv for at have fælles interesser med ”sin egen” hjemlige kapitalistklasse. For det tredje kan kampen for national befrielse faktisk bringe revolutionære muligheder frem både i det undertrykte land og i undertrykkerstaten. I hvert fald kan ingen arbejderklasse befri sig selv så længe den selv deltager i undertvingelsen af et andet folk, som Marx bemærkede for længe siden i tilfældet med Storbritannien og Irland.

I hvert fald fra 1960 var afkoloniseringsprocessen i gang – med opløsning af de europæiske imperier, der havde opdelt en stor del af kloden mellem sig i slutningen af det 19. århundrede og trukket den menneskelige civilisation ind i to verdenskrige. Sommetider overdrog kolonimagten mere eller mindre fredeligt herredømmet til lokale eliter, i andre tilfælde først efter flere års voldelig kamp, men generelt skete det uden nogen social eller blot politisk revolution hos den imperialistiske magt.

Algeriet var netop i gang med at opnå uafhængighed fra Frankrig efter flere års oprør og blodig undertrykkelse. Det britiske protektorat i Irak var blevet væltet kort forinden (1958). Det, der var tilbage af såvel det britiske som det franske imperialistiske herredømme i Mellemøsten, var stort set gået i opløsning (bortset fra den britisk- kontrollerede levning Aden[i]), da den amerikanske Eisenhower-regering tvang de to lande til at opgive deres fælles erobring, sammen med Israel, af Suezkanalen (1956).

For at vende tilbage til Afrika, ville du ved den sydlige spids af dit kort fra 1960 finde ”Sydafrikanske Union”. Den skulle netop til at udskille sig fra det britiske Commonwealth og omdøbe sig til en ”republik” til trods for en verdensomspændende fordømmelse af apartheid. Umiddelbart kunne det se ud som om Sydafrika blev isoleret af resten af verden; i virkeligheden strømmede investeringerne ind efter, at den internationale kapital så, hvordan der fulgte ”stabilitet” i kølvandet på apartheids største succes, Sharpeville-massakren.[ii]

De sidste mere eller mindre intakte koloniale besiddelser i Afrika var ”de oversøiske portugisiske provinser” Angola, Mozambique og Guinea (i dag Guinea-Bissau) samt Kap Verde-øerne, Macao, Sao Tome-Principe og Østtimor. Mens det gjorde krav på disse kolonier som ”provinser”, var Portugal blandt de værste af de europæiske magter til at udbytte deres besiddelser af råstoffer, samtidig med, at det intet gjorde for at opbygge en infrastruktur, skabe økonomisk udvikling eller en statslig forvaltning, som de uafhængige lande kunne arve. Kun Belgien, med dets ubeskrivelige historie af folkemord og udplyndring i Congo, kan måske påberåbe sig et mere modbydeligt generalieblad.

Portugals stædige greb om dets afrikanske besiddelser – ”the last to leave”, som en revolutionær portugisisk socialist kaldte det – hang nøje sammen med landets situation som den mest tilbagestående af de resterende kolonimagter. Befrielseskampene i Angola, Mozambique og Guinea-Bissau gav næring til revolutionære omvæltninger, der rystede selve Portugal – og i et lovende øjeblik endda truede kapitalens stabilitet i Vesteuropa – i 1974-75. Dette er dog at springe lidt frem i vores historie.

Mens det tilbagestående Portugal var en anakronisme[iii] da den klassiske kolonialisme var i tilbagegang, var der opstået et nyt paradigme med udgangspunkt i verdens mægtigste imperialistiske stat, USA. Den amerikanske imperialisme havde næsten perfektioneret den nye videnskab om global udbytning uden nogen formelle kolonier. USA havde selvfølgelig sine egne kolonier, navnlig Puerto Rico, men dets herredømme, først og fremmest i Latinamerika, kunne nu udøves gennem formelt uafhængige, men købte og betalte klientregimer. Dette var generelt en højest effektiv strategi, hvor enorme profitter til den metropolitanske kapital blev garanteret af lokale juridiske og undertrykkende klient-maskinerier – mens den magt, som den amerikanske hær, flåde og marinesoldaterne udgjorde, var ude af syne og kun blev tilkaldt som sidste udvej.

Det var en succesfuld model, især på højden af efterkrigstidens lange kapitalistiske boom, men den indeholdt også sine egne vanskeligheder. I selve USA’s ”baggård” så den cubanske revolution 1959, der oprindeligt blev støttet af Washington ud fra en formodning om, at et inkompetent diktatur ville blive erstattet af en pålidelig kapitalistisk koalitionsregering, fra 1960 ud som en uvelkommen udvikling. Og i en anden del af verden, som kun få amerikanere kendte noget til, havde USA overtaget styringen af et land, som den franske kolonialisme for nylig var blevet fordrevet fra – Vietnam.

Den nationale befrielse og venstrefløjen
Lad os fra det globale perspektiv gå over til et par afgørende kamp, der på dramatisk vis formerede 1960’ernes og 1970’ernes venstrefløjs tankegang, mens vi husker på, at begreber som ”national befrielse”, ”national uafhængighed” og sågar ”tredjeverdensbefrielse” blev brugt mere eller mindre synonymt.

Først og fremmest blev det sorte samfund i Nordamerika dybt inspireret af, at de nye afrikanske stater opnåede uafhængighed. Det er værd at notere sig, at Malcolm X efter sin skilsmisse fra Nation of Islam, kaldte sin nye organisation for Organization of Afro-American Unity, et navn inspireret af den Organization of African Unity, der blev oprettet af de afrikanske stater (OAU, for nylig omdøbt til Den Afrikanske Union).

Det var vigtigt, i hvert fald symbolsk, at FN ikke længere kun var de rige landes klub og begyndte at se ud lige som sammensætningen af verdens folkeslag.

Borgerrettighedsbevægelsen i de amerikanske sydstater udviklede meget af sin taktik ud fra masse-ulydighedskampagnerne i Sydafrika og en fortolkning af Gandhis ikke-voldelige modstand i Indien mod den britiske kolonialisme. Da bevægelsens radikale fløj bevægede sig over til ”Black Power” og ”sort befrielse”, inklusive retten til væbnet selvforsvar, fandt man yderligere inspiration i såvel de kinesiske og cubanske revolutioner som væbnede afrikanske befrielseskampe.

Disse forskellige modeller indeholdt utvivlsomt deres egne modsætninger. En absolut insisteren på ikke-vold, som gav god taktisk mening under forholdene i de amerikanske sydstater med terror fra staten og Ku Klux Klan, kunne blive til en fetich og endda støde dele af bevægelsen væk – som det sås med mange afroamerikanere fra nordstaternes vrede afvisning af Martin Luther Kings udtalelse om, at ”hvis der skal flyde blod, så lad det være vores.”

Men også den væbnede kamp kunne blive til en fetich, og det ikke kun i USA. Et element af væbnet selvforsvar for befolkninger, der lider under hård undertrykkelse og terror – afroamerikanere, de indfødte folkeslag i USA og Canada, det nationalistiske (katolske) samfund i Nordirland eller det palæstinensiske folk, der lever under besættelse i deres hjemland og hård undertrykkelse i flygtningelejre i Jordan, Libanon etc. – var præcist dette: en nødvendig defensiv bestanddel i større politisk kamp.

Tragisk nok gav denne dynamik næring til en illusion om, at selve befrielsen kunne opnås af en væbnet avantgarde, der kunne befri de sorte, drive Storbritannien ud af Nordirland, nedkæmpe zionismen etc. Resultaterne af denne forventning om en væbnet revolutionær sejr var ofte ufatteligt destruktive (tænk f.eks. på Black Panther Partys skæbne. Når hvide mennesker fra ”det nye venstre”[iv] uden nogen form for social basis overtog idéen om at ”gribe til våbnene” var resultatet endnu mere frygteligt).

Her er den overordnede pointe imidlertid, at det sorte samfund i USA altid har været mere internationalistisk i sin tankegang end befolkningen som helhed. 1960’ernes genoplivning af den amerikanske venstrefløj startede med inspiration fra borgerrettighedsbevægelsen og de sortes befrielseskamp, bevægelser der allerede så sig selv som del af en international kamp. Og fordi de sortes kamp i sig selv i udpræget grad er en undertrykt nations (eller nationalitet, hvis man foretrækker det sprog) kamp internt i USA, kan man sige, at en national befrielseskamp i hjertet af det amerikanske samfund spillede en afgørende rolle i omdannelsen af 1960’ernes og 1970’ernes venstrefløj.

Derudover var der selvfølgelig én kamp, der mere end nogen anden dominerede bevægelserne i årtiet 1965-75: Vietnam. Her havde USA, i modstrid med dets eget postkoloniale paradigme, overtaget styringen af et land efter, at franskmændene havde lidt nederlag, og prøvede nu ved anvendelse af en overvældende militær magt at undertrykke den vietnamesiske stræben efter national enhed og uafhængighed. Resultaterne af denne fiasko skulle forhindre en gentagelse i næsten 30 år – lige indtil George W. Bushs messiansk-imperialistiske præsidentadministration besluttede, at en erobring af Irak ville begynde en omdannelse af Mellemøsten...men her springer vi igen for langt frem.

Hvad vi lærte af Vietnam
Det er vanskeligt at gengive den fulde betydning af Vietnam-krigens omskabende rolle, men nogle af de afgørende træk kan beskrives kort.

Koldkrigs-baggrunden. 1950’ernes fastfrosne polarisering mellem Øst- og Vestblokkene var ved at tø op efter den kinesisk-russiske splittelse og ”normaliseringen” af den amerikansk-sovjetiske rivalisering efter den cubanske missilkrise i oktober 1962, men i amerikansk indenrigspolitik dominerede diskursen om ”den kommunistiske fare” fortsat endnu mere end nutidens debatkvælende ”global terrorisme-trussel” gør.

Liberalismens rolle. Den massive forøgelse af den amerikanske militære tilstedeværelse i Vietnam fra 1964 og frem, samt den bombning af Sydvietnam der gik forud, blev ikke gennemført af nutidens højrerepublikanere, men af John F. Kennedys og Lyndon B. Johnsons liberale demokratiske regeringer.

Race, klasse og krig. USA indsatte i Vietnam en hær bestående af hundredtusinder af værnepligtige, indkaldt fra arbejderklassen, de sorte og latinoerne, som ikke havde de collegestuderendes mulighed for udsættelse af militærtjenesten eller andre måder at undgå indkaldelse.

Nationalismens politik. Med Tet-offensiven i foråret 1968 stod det klart for den amerikanske offentlighed og de politiske eliter, at krigen ikke kunne ”vindes”, ikke blot fordi, at den værnepligtige hær i felten var i opløsning, men også på grund af nationalismens magt: den sydvietnamesiske befolkning havde forenet sig i sin støtte til Den Nationale Befrielsesfront (FNL) mod den amerikanske besættelse, hvad enten de støttede det kommunistiske parti, som styrede FNL, eller ej.

Massekampe. Students for a Democratic Society[v] indkaldte i 1965 til den første landsdækkende demonstration for en øjeblikkelig tilbagetrækning, og stod snart i spidsen for den radikale fløj af en omfattende anti-krigsbevægelse. Den frygt og afsky, som militærindkaldelserne fremkaldte, skabte store kampe på universitets-campusserne mod værnepligten og antikrigs-caféer, og i slutningen af 1960’erne var dukket stærke anti-krigsholdninger op i geledderne hos militærfolk i aktiv tjeneste. Alt dette faldt sammen med de sorte opstande i storbyerne og fremkomsten af kvindernes befrielseskampe – og udbrud af utilfredshed på gulvplan i fagforeningerne.

Hvilken betydning fik alt dette for en venstrefløj, der netop var ved at genopstå? Der blev indhøstet mange erfaringer på ufattelig kort tid, nogle af dem var positive og andre var dybt modsætningsfyldte. For at opregne nogle få:

(i) Først og fremmest var det utroligt befriende at lære, at det amerikanske imperiums overvældende magt kunne udfordres – og overvindes! Der var intet i vores umiddelbare erfaring, der havde forberedt os på det: Der havde selvfølgelig været invasionen af Svinebugten i 1961, men at selve det amerikanske militær led nederlag i direkte kamp med et lille land, der kæmpede for sin uafhængighed, var overvældende og uden fortilfælde.

(ii) Den amerikanske offentlige mening var ikke monolitisk[vi] i sig selv: Folk kunne bevæges ved en kombination af moralske argumenter og virkningen af de menneskelige og økonomiske omkostninger ved det militære eventyr. Titusinder af soldater, der vendte tilbage i ligposer, betød selvfølgelig noget, ligesom angrebet af krigsforårsaget inflation; men det samme gjorde My Lai-massakren på vietnamesiske landsbyboere og billedet af en ung pige, der flygtede med tøjet brændt væk af napalm.

Vietnam-krigen væltede to amerikanske regeringer, Lyndon B. Johnsons og i sidste ende også Richard Nixons. De Watergate-forbrydelser, der knuste Nixon var trods alt et direkte resultat af den ”blikkenslager-enhed”, som var blevet skabt af inderkredsen i Nixon-regimet for at stoppe, at der blev lækket ufavorable oplysninger om den upopulære krig. Enhver lighed med de narrestreger, der for nylig er blevet afsløret om George W. Bushs bande, er absolut utilfældig.

(iii) 1960’ernes antikrigs- og venstrefløjsaktivister fik stærke lektioner i liberalismens og Demokraternes imperialistiske karakter – realiteter, som det er sværere for en nyere generation at forstå, eftersom nutidens grusomheder-i-”frihedens”-navn bliver begået af republikanere fra partiets yderste højrefløj. Det er en af grundene, at det vigtigt at studere 1960’erne: Dagens demokrater som John Kerry, Hilary Clinton og Joseph Lieberman, der er modstandere af kampen for en øjeblikkelig tilbagetrækning fra Irak, er i høj grad i overensstemmelse med deres partis historie, selvom de er ude af berøring med deres egen vælgerbase, som er imod krigen.

I sin behandling af spørgsmålet om kommunisme begyndte venstrefløjen at have held til at udfordre den nationale konsensus om, at ethvert land eller enhver bevægelse, i udlandet eller i hjemlandet, der måske var ledet af kommunister, fortjente at blive udslettet af den amerikanske magt. Ja, for hele den amerikanske befolkning fik koldkrigsmyten om, at et ”tab” af Vietnam ville føre til ”væltede dominobrikker” over hele Asien nogle alvorlige skud for boven i denne kamp. Denne erfaring var dog også modsætningsfyldt for venstrefløjen.

Højst beklageligt bredte der sig på store dele af venstrefløjen en opfattelse af, at stalinistiske partier, såsom det vietnamesiske kommunistparti, var redskaber til befrielse – ikke bare til national befrielse, men endda til ”socialisme”. Denne opfattelse skilte ikke alene den radikale venstrefløj fra størstedelen af den amerikanske arbejderbefolkning, men var også enormt desorienterende. F.eks. var det en almindelig antagelse, at de nordvietnamesiske og kinesiske kommunistiske regimer kæmpede skulder ved skulder i en ”anti-imperialistisk, anti-revisionist front”. I virkelighedens verden hadede disse regimer og partier hinanden fra 1966-67 og frem, især efter, at Beijing forhindrede, at sovjetisk hjælp nåede frem til Vietnam (for ikke at nævne hvordan Kulturrevolutionens afsindige krig mellem forskellige fraktioner blev set af de vietnamesiske kommunister).

Endvidere blev en stor del af den anti-imperialistiske venstrefløj, ved at gøre den vietnamesiske ledelse til et politisk forbillede, tiltrukket af stalinistiske metoder. F.eks. fremstillede FNL sig i Sydvietnam som en stort set repræsentativ national bevægelse. Det var hvad den var på papiret, og i sit officielle program lovede den at sikre syds autonomi og politisk pluralisme efter sejren. Den virkelige magt lå imidlertid hos et kommunistisk parti, der var fast besluttet på at forene Vietnam under sit eget et-partistyre. Nogle af dem på den amerikanske venstrefløj, der forstod denne realitet, drog den konklusion, at den slags manipulationer var måden at lave politik på, med katastrofale følger.

(v) Den vellykkede vietnamesiske krig mod den imperialistiske besættelse frembragte både en vis tilbedelse af guerillakrig som strategien for en revolutionær sejr (her blev de vietnamesiske og kinesiske erfaringer igen sammenblandet på absurd vis) og en verdensanskuelse, som nogle gange kaldes ”tredje verden-isme”, i følge hvilken de revolutionære masser i den tredje verden ville omringe og overmande de rige lande med deres ”bestukne og privilegerede” arbejderklasse. (Det skal her siges, at de vietnamesiske kommunister ikke selv fremsatte sådan en argumentation, selvom det maoistiske styre i Kina foregav at mene noget i den stil, til fordel for dets udenlandske beundrere. Men i bund og grund var det en illusion, som var fremavlet i Vesten).

(vi) Tredje verden-ismens illusion havde også virkning tilbage på den amerikanske venstrefløjs forsøg på at tage livtag med det vigtigste spørgsmål, vi stod overfor – at forstå og ændre vores eget samfund. Som tidligere bemærket havde en fløj af borgerrettighedsbevægelsen havde udviklet sig til Black Power og hen imod revolutionær politik; og vrede i sorte samfund i nord over politibrutalitet, økonomisk apartheid og Vietnam-krigen frembragte en bølge af ghettoopstande. Det var fuldkommen korrekt at se et potentielt socialt oprør i disse udviklinger, der kunne inddrage grupper af militante sorte arbejdere som en avantgarde i den amerikanske arbejderklasse som helhed.

Det var dog en katastrofal fejltagelse, når både hvide og afroamerikanske revolutionære anså dette for at være den egentlige begyndelse på en revolution, hvor de (mytiske) sorte revolutionære masser udgjorde forlængelsen af den (mytiske) tredjeverdensrevolution ind i et korrupt og dekadent amerikansk samfund. Implicit eller eksplicit fremkom der en forestilling om, at revolutionen ville blive gennemført af et mindretal, støttet af en oplyst revolutionær elite, som allierede sig med den tredje verden, imod det reaktionære flertals (dybest set hvide arbejdere) interesser og ønsker.

På grundlag af denne illusion befandt en stor del af 1960’ernes venstrefløj sig hurtigt i ekstrem social isolation, som blev efterfulgt af selvdestruktion, fuldstændig demoralisering eller et forbløffende hurtigt tilbagefald til liberalisme. Naturligvis er dette en komprimering og forsimpling af et komplekst og vigtigt stykke historie, men dette var i en nøddeskal ”det nye venstres” fremkost og tragiske fiasko.

Fra Vietnam til Centralamerika
Amerika havde i bund og grund tabt sin krig i Vietnam fra foråret 1968, og alligevel fortsatte blodbadet frem til ”Saigons fald” i 1975. I virkeligheden var der sandsynligvis flere vietnamesere, der døde mellem 1969 og 1975 end i de foregående seks år – en lære, der sender en advarsel til nutidens kamp for at slutte Irak-krigen.

Afslutningen på Vietnam-krigens æra medførte imidlertid en ny bølge af befrielseskampe og solidaritetsbevægelser. Portugal var det stærkeste eksempel på en i sandhed organisk alliance mellem befrielsesbevægelser i kolonierne og revolutionære militante i kolonilandet, hvor de førstnævntes igangsatte en proces, der var meget tæt på at kulminere i en arbejderrevolution i selve Portugal.

For den nordamerikanske venstrefløj kom den næste erfaring med national befrielse og solidaritet, der virkelig udviklede den, dog med den nicaraguanske opstand fra 1977-79 og sandinisternes sejr den 19. juli 1979. Den åbnede den bølge af folkelige revolutionære kampe (især i El Salvador og Guatemala), som frembragte den bedste organisering af solidaritet, som denne forfatter har oplevet på den amerikanske venstrefløj

Det faktum, at Den Nationale Sandinistiske Befrielsesfront (FSLN) i dag, efter 15 års nederlag, er blevet et gennemført kynisk politisk parti i et korrupt partnerskab med højrefløjen, må ikke gøre os blinde for det enorme håb, som FSLN’s sejr havde åbnet op for. I virkeligheden bekræfter den kendsgerning, at sandinisternes sociale basis, imod alle odds og praktisk talt uden ledelse, fortsætter kampen for social retfærdighed, i sig selv den vedvarende kraft i denne revolutionære impuls.

De revolutionære bevægelser i Centralamerika kombinerede da de var bedst den nødvendige militære kamp mod dødspatruljer og den amerikanske imperialismes klientregimer med mægtige sociale mobiliseringer af arbejdernes, bøndernes, de indfødtes, kvindernes og lokalsamfundenes organisationer. Der blev bygget stærke solidaritetsbånd mellem centralamerikanske og nordamerikanske samfund, hvad enten det skete gennem kirker, grupper i arbejderbevægelsen eller solidaritetskomiteer. Der dukkede en stærk asylbevægelse op i de amerikanske og canadiske byer for at beskytte vores brødre og søstre på flugt fra dødspatruljerne – en bevægelse hvor tusinder af almindelige borgere sagde til den amerikanske regering: Jeres love og jeres krige er forbrydelser mod menneskeheden, og I kan stikke dem skråt op.

Der kom vigtig lærdom ud af disse års aktivisme. For det første, selvom det er et vigtigt princip at forsvare undertrykte folkeslags ret at gribe til væbnet kamp, overgik graden af solidaritet med Centralamerika langt det, der kunne have været opbygget alene gennem støtte til militær kamp. For det andet begyndte vi, i højere grad end i tidligere bevægelser, at se vigtigheden af, at amerikanske immigrantsamfund (i dette tilfælde salvadoranske og guatemalanske) spillede en afgørende rolle i kampen både for deres hjemlande og internt i USA. For det tredje kunne disse bevægelser, hvor inspirerende de end var, i sidste ende ikke besejre overvældende amerikansk-støttet-og-finansieret undertrykkelse og massemord, medmindre det amerikanske samfund gennemtvang betydelige ændringer af regeringens politik.

Erfaringerne fra de centralamerikanske revolutioner og solidaritetsbevægelser var et uhyre fremskridt i forhold til den militaristiske ”tredje verden-isme”, som opstod på venstrefløjen i løbet af Vietnam-æraen (og den Che Guevara-inspirerede bølge af guerilla-entusiasme i samme overordnede periode). Ganske vist huskede man stadig Vietnams sejr over den amerikanske imperialismes fulde magt og vælde. Men i sidste ende havde den ikke været en sejr for guerillakrig som sådan; FNL var blevet støttet af Nordvietnams mægtige konventionelle hær, der til sidst vandt krigen, og den kunne omvendt regne med ubegrænset støtte fra Sovjetunionen (uanset hvad man politisk måtte mene om denne).

National befrielse i dag - fra Afrika til Irak
Endelig kommer så afslutningen på Den kolde krig og Sovjetunionens endelige sammenbrud, der – blandt meget andet – ændrede de betingelser, hvorunder dagens befrielseskampe må udkæmpes. Nogle på venstrefløjen betragter denne forandring som en ubetinget katastrofe, men den virkelige situation er blandet. Rent faktisk betød ”den kommunistiske trussels” forsvinden, at den amerikanske imperialisme ikke længere havde en interesse i til den bitre ende at forsvare f.eks. apartheid i Sydafrika, Mobutus kleptokrati[vii] i Zaire eller Suhartos gangsterdiktatur i Indonesien. På samme tid har den amerikanske imperialisme, særligt efter 11. september, under navn af ”Den globale krig mod terror” haft et aggressionsniveau, som var praktisk talt umulig at forestille sig i årtierne med relativ stabil ”supermagtsrivalisering”.

Som en afrunding af denne alt for hurtige oversigt, vil jeg pege på tre afgørende træk ved nutidens virkelighed, der angår de nationale befrielseskampes arv og fremtid. Det bør ikke opfattes som færdige konklusioner, men blot som udkast, som peger på vigtige nye diskussioner.

(1) For det første må vi forstå, at retten til national selvbestemmelse i den nye globale kapitalisme er lige så gyldig som tidligere – men at den ikke er ensbetydende med socialisme. Faktisk løser national uafhængighed i sig selv ikke de grundlæggende problemer, der kun kan løses på grundlag af arbejdermagt. Som John Saul formulerer det sin vigtige og tankefulde nye bog, The Next Liberation Struggle (2005), hvor han vurderer arven fra Afrikas befrielseskampe: ”Vi ved også, at befrielsen af det sydlige Afrika ikke har opfyldt meget af det løfte om at ophæve det underudviklende globale kapitalistiske hegemoni, som den revolutionære nationalisme i de tidligere portugisiske kolonier og Zimbabwe og en arbejderklasse-drevet forandring i Sydafrika så ud til muligvis at varsle.”

Sydafrika er her et virkeligt relevant eksempel. ANC har nu været den demokratisk-valgte regering i mere end et årti; alligevel er flertallet af de sorte sydafrikanere fattigere end før på grund af følgerne af de nyliberale privatiseringsprojekter, som ANC har omfavnet på den internationale kapitals diktat.

I Zimbabwe er billedet naturligvis ubeskriveligt meget værre. Intet kan mere malende illustrere de katastrofale konsekvenser af et-partistaten og en-mandsstyret end ZANU-PF’s degenerering fra 1970’ernes befrielsesbevægelse til nutidens fascistiske gangsterkult. Robert Mugabe, der skulle have været sit lands Nelson Mandela, er i stedet blevet til dets Papa Doc[viii] – noget der er særligt smerteligt for dem af os, der var aktive i politisk solidaritet og pengeindsamling til ZANU under befrielseskrigen.

(2) Landene fra ”det globale syds” nutidige kampe har tydeligvis alt at gøre med spørgsmålene om ”frihandel” og den virksomhedsdrevne globalisering. I sagens natur kan disse kampe ikke udkæmpes af enkelte lande på egen hånd. De kræver så afgjort alliancer og blokdannelser mellem landene i den forkerte ende af ”frihandelens” stok, og de kræver forbindelser med de globale retfærdighedsbevægelser, der er brudt frem siden begivenhederne i Seattle i 1999.

Med nogle vigtige undtagelser, som det ovenfornævnte Puerto Rico, er de klassiske kolonier primær et fænomen fra fortiden. Det vi ser i dag er begyndelsen af et lovende anti-nyliberalt oprør. Uanset om de passer ind i standarddefinitionen af ”nationale befrielseskampe” eller ej, må vi se på det indfødte bolivianske folks oprør mod vandprivatiseringen, Guatemalas indfødte befolknings modstand mod Glamis (canadisk-baserede) udplyndrende guldminevirksomhed, og Venezuelas ”bolivariske revolution” under præsident Hugo Chavez, som udtryk for voksende modstand.

I øvrigt er det på ingen måde min hensigt her at identificere Chavez’s regering med socialisme-fra-neden (den er mindst af alt baseret på strukturer for arbejdermagt!). Det er alligevel vigtigt at erkende, at det, der oprindeligt lignede en slags retro-populistisk form for caudillo-politik[ix], er gået langt videre med at åbne plads op for folkelig mobilisering – ironisk nok på samme tid, som Arbejderpartiets regering i Brasilien, valgt på arbejderbevægelsens og de sociale bevægelsers styrke, prøver på at afspærre denne plads. Historien er stadig fuld af overraskelser.

(3) Endelig kommer vi til Bush-bandens amokløb gennem Afghanistan og Irak. Denne regering greb den mulighed, der blev givet 11. september, til at tildele sig selv et messiansk mandat: til at ”gøre Mellemøsten til, hvad Latinamerika plejede at være, en stor amerikansk sø”, som min ven Sam Farber[x] træffende formulerede det. Planen var selvfølgelig et helt festmåltid af ”regimeændringer” med Afghanistan som appetitvækker, Irak som suppen, Iran som hovedretten og så Syrien til dessert. Som vi nu ved har de fået det hele galt i halsen.

Indtil videre er læren katastrofal for alle. Frem for at demonstrere dens ubegrænsede magt, er den amerikanske imperialisme ved at blive kvalt af Irak. Men billedet er heller ikke kønt for ”vores side”. De traditionelle kræfter for national befrielse – venstrefløjen, arbejderbevægelsen, progressiv arabisk nationalisme – er praktisk talt alle blevet knust i Irak og i den arabiske verden som helhed. Dette har overladt kamppladsen primært til baathister, islamister og religiøs-totalitære fanatiske kræfter.

Dynamikken i ”den globale krig mod terror” er blevet beskrevet bedst af den marxistiske forfatter Gilbert Achcar som et symbiotisk ”barbarismernes sammenstød”, hvor fanatisk religiøs terrorisme lever af det ukontrollerede imperialistiske militærs og den virksomhedsdrevne globaliserings katastrofale tilintetgørelse af små nationer og verdens fattige.

I en vis bizar forstand, ser vi ud til at være kommet tilbage til udgangspunktet. I en tidsalder, hvor klassisk kolonial erobring var blevet en anakronisme, har dén imperialistiske stat, der praktisk talt opfandt og perfektionerede ”nykolonialismen”, givet os en brutal påmindelse om, at den nøgne militære erobring og udplyndring af ressourcer (selvfølgelig til de indfødtes bedste, ikke til vores egen grådighed) stadig er på dagsordenen.

Med gamle og stadig uløste spørgsmål om selvbestemmelse og så mange nye fra ”frihandel” til katastrofale klimaforandringer på dagsordenen, tegner det nye århundrede til at blive lige så turbulent som det sidste.

Fra Tidsskriftet Solidaritet, nr. 5, 2006. Artiklen blev første gang bragt i det canadiske tidsskrift New Socialist Magazine (marts 2006). Oversættelse, redigering og noter af Lars Henrik Carlskov.


[i] Aden: en strategisk vigtig havneby ved det Røde Havs udmunding; i dag en del af Yemen. 

[ii] I 1960 blev 70 demonstranter dræbt og flere hundrede såret i forbindelse med en demonstration i Sharpeville mod apartheidregimets racediskriminerende love. 

[iii] Anakronisme: et fænomen der hører hjemme i en anden tidsalder. 

[iv] ”Det nye venstre”: almindelig betegnelse for den venstrefløj, der opstod i forbindelse med tressernes ungdomsoprør. I Danmark var Venstresocialisterne et typisk udtryk for ”det nye venstre”. 

[v] Students for a Democratic Society: en amerikansk studenterorganisation, som spillede en central rolle på 1960’ernes amerikanske venstrefløj. 

[vi] Monolitisk: sammenstøbt, uden sprækker. 

[vii] Kleptokrati: ”tyvevælde”. 

[viii] Papa Doc: usædvanlig brutal amerikansk-støttet diktator, der regerede Haiti 1957-71. 

[ix] Caudillo: betyder egentlig ”leder”. Bruges som betegnelse for de ”stærke mænd”, der traditionelt har domineret 
latinamerikansk politik. 

[x] Sam Farber: amerikansk socialistisk forfatter, der ligesom Finkel er medudgiver af tidsskriftet Against the Current.