De vælter sig i luksus, mens vi skal spare

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Debatten om politikerlønninger viser, at den herskende klasse ser sig selv som en slags overmennesker højt hævet over os andre.

Ramaskriget over Vederlagskommissionens vilde lønfest til landets politikere førte til et af de hurtigste tilbagetog i nyere politisk Danmarkshistorie. De partier, der hidtil havde sværget at ville følge kommissionens anbefalinger (V-K-R-S-SF), fik pludseligt kolde fødder.

I december måned nedstemte et folketingsflertal ellers Enhedslistens forslag om at lade folketingsmedlemmers og ministres pensionsalder svare til det øvrige arbejdsmarked. Forslaget afvistes netop med henvisning til, at man ville følge Vederlagskommissionens indstillinger. Ved samme lejlighed hævedes pensionsalderen for den øvrige befolkning med et år (til 68 år og gældende fra 2030).

Vederlagskommissionen blev håndplukket for at tildele politikerne lønforhøjelser og samtidig kunne tørre ansvaret af på en ”uafhængig” gruppe af såkaldte ”eksperter”. Eller som kommissionens formand Michael Christiansen, nr. 27 på listen over magteliten i Grau Larsens, Ellersgaards og Bernsens bog af samme navn fra 2015, forklarede dengang: "Man tager jo ikke løn fra folk".

Straf til os, belønning til dem
Den påstand vil de almindelige lønarbejdere, arbejdsløse, førtidspensionister, fleksjobbere, studerende m.fl., der som følge af de seneste års angreb fra politikere og arbejdsgivere har oplevet faldende indkomst, formentlig have ualmindeligt svært ved at genkende. Kommissionsformandens udtalelse viser, hvordan den herskende klasse i Danmark opfatter sig selv som en slags overmennesker, der konstant skal have større gulerødder for at bevare motivationen.

Samtidig docerer Overdanmark stadig flere pisk til Underdanmark, der ellers angiveligt ikke gider arbejde. ”Arbejde” betyder her som fodsoldater i den ”konkurrencestat”, tidligere finansminister Bjarne Corydon beskrev som ”den moderne velfærdsstat”. Derfor har vi siden den økonomiske krises udbrud set en sand gaveregn til de rigeste, de ledende banker og øvrige store virksomheder. Dvs. dem, der sammen med det kapitalistiske system, de tjener fedt på, var ansvarlige for krisen. Den brede befolkning, der var uden skyld i krisen, har i samme periode oplevet en nærmest uendelig række af nedskæringer og forringelser.

Derfor må det nuværende parlamentariske pampervælde og nedskæringsregime erstattes med et ægte, socialistisk demokrati. Hvor magten ligger hos menneskerne på gulvplan, og hvor ”magthaverne” til enhver tid kan tilbagekaldes og ikke tjener mere end en almindelig arbejder. Hvis du er enig i det perspektiv, bør du gå med i Internationale Socialister og sammen med os kæmpe for, at det bliver til virkelighed.

Stor ståhej i den rød-grønne vælgerforening

Efter langvarige interne kampe vedtog Enhedslisten sidste år nyt program – som allerede nu undsiges af partiets dominerende højrefløj.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

De havde arbejdet på det længe. Revolutioner, opstande, generalstrejker, ødelæggende krige, økonomisk krise, flygtningestrømme, klodens destruktion og andre mindre betydningsfulde foreteelser kunne selvsagt ikke gøre krav på den store opmærksomhed i mellemtiden. Antydninger om det modsatte måtte derfor henregnes til det venstre-sekteriske overdrev.

I et rasende tempo fulgte papir efter papir, papirer blev til bjerge og bjerge blev til bjergkæder. Det ene mere nervepirrende vigtige forslag afløste det andet, blot for på dramatisk vis at blive fejet af banen af ændringsforslag, der efterfølgende ikke mindre drabeligt måtte bukke under for ændringsforslag til ændringsforslag.

Hvert komma var en skyttegrav og hver bisætning var en fæstning, der kun lod sig indtage efter blodige kampe og i et inferno af gensidig beskydning. Da krudtrøgen lettede og tabstallene var opgjort, havde man fået et nyt partiprogram. Derefter pakkedes det ned i en forseglet kasse og placeredes et sikkert sted på ubestemt tid.

Det havde været demokratisk. På årsmødet havde flere af partiets parlamentariske topfolk sågar suppleret tv-talerne til nationen ved at lade et par ord falde om nogle af forslagene. Det havde været vælgerforeningens største enkeltaktivitet de seneste par år, naturligvis bortset fra den altid allerede påbegyndte valgkamp, og havde stået på siden det på udogmatisk vis vedtoges på et årsmøde både at udarbejde et nyt program og ikke at gøre det.

Sådan kunne en, desværre kun en anelse karikeret, beskrivelse af Enhedslistens proces med vedtagelse af nyt principprogram lyde. I partiets kandidathåndbog til folketingsvalget hed det således på spørgsmålet om, hvorvidt virksomhederne skal ”nationaliseres eller overtages af arbejderne”, at ”[d]et er et meget teoretisk og her og nu ligegyldigt spørgsmål.”

Centrale punkter i principprogrammet såsom ”grundlæggende ændringer i ejendomsretten over produktionsmidlerne”, så ”der ikke produceres efter profithensyn”, vil en bredere offentlighed således i bedste fald først få indblik i en ikke nærmere defineret fremtid. Hvilket er særligt ironisk, eftersom Enhedslistens parlamentariske højrefløj oprindeligt forsikrede, at der blot var tale om en ”ajourføring” af det tidligere program. Med andre ord er programmet blevet ”ajourført”, dvs. ”ført op til i dag”, for først at blive brugt i morgen - eller måske snarere næste år eller næste årti.

Vedtaget som et levn til eftertiden. En gave, en lille betænksomhed, hvis glade giveres intentioner forhåbentlig værdsættes efter fortjeneste, når den højtid oprinder, hvor pakken må åbnes. Derfor betryggende at vide, at Enhedslisten næppe i den mellemliggende periode vil have krævet eller gennemført større ændringer i arveretten. Desværre kan det allerede nu forudses, at store dele af Enhedslisten til den tid vil ligge underdrejet som følge af en heftig omgang af den ondartede virus ved navn parlamentitis.

Thorning - ligestillet i nedskæringer

Frem for magthavere, hvis køn er eneste forskel til den øvrige herskende klasse, er der brug for et opgør med selve det nuværende ulige system.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

”Jeg er Danmarks første kvindelige statsminister, men ikke den sidste”, lød det i Helle Thorning-Schmidts afskedstale efter valgnederlaget. Men hendes regering løb fra selv de mest beskedne progressive ligestillingsløfter (f.eks. øremærket barsel til mænd) og gennemførte brutale angreb på velfærd, lønninger og arbejdsforhold. På den måde ”ligestillede” hun sig med såvel Foghs som Løkkes regeringer – og gik endda videre.

Det var Thornings regering, der i praksis implementerede dagpengeforringelserne og afskaffede efterlønnen. Dens ”reformamok” betød lavere ydelser og øget kontrol for kontanthjælpsmodtagere. Fleksjob- og førtidsreformen gik løs på de syge. Studerende blev angrebet med lavere SU, fremdriftsreform og dimensioneringsplan. Almindelige lønarbejderes realløn faldt pga. regeringens hårdhændede indgreb i offentlige overenskomstforhandlinger og frie hænder til arbejdsgivernes sociale dumping. Fattigdommen og uligheden øgedes.

Omfordeling til de rigeste mænd (og kvinder)
Ikke bare har Thorning forringet forholdene for befolkningens store flertal. Men endda i højere grad for kvinder end mænd. Flere kvinder end mænd tilhører således arbejderklassen, modtager velfærdsydelser, er ansat i den offentlige sektor, er arbejdsløse osv. Lige som kvinder rammes hårdere af nedskæringer på offentlig omsorg for f.eks. børn og ældre, da de stadig står for hovedparten af disse opgaver såvel på arbejdsmarkedet som i privatlivet.

Derfor har Thornings velfærdsangreb og foræring af skattelettelser til de rigeste og det private erhvervslivet også været en omfordeling fra det store flertal af kvinder til en lille gruppe af især mænd, idet kvinder er voldsomt overrepræsenterede i arbejderklassen og voldsomt underrepræsenterede i den herskende klasse.

Den indbyggede sexisme i det nuværende kapitalistiske samfundssystem giver den herskende klasses kvinder som Thorning en ulempe i forhold til denne klasses mænd. Men typer som Thorning er stadig langt mere priviligerede end det overvældende flertal af kvinder – og mænd. Kampen mod sexisme, uanset de ramtes klassetilhørsforhold, er en forudsætning for et opgør med det klassesamfund, der frembringer den. Det store flertal af kvinder har lige som de fleste mænd – modsat f.eks. Thorning og andre kvindelige og mandlige magthavere – en interesse i denne samfundsomvæltning. Kampen for kvindefrigørelse er derfor klassekamp – og omvendt.

Taburetter uden magt til venstrefløj uden svar

Valgresultaterne for SF, Enhedslisten og Alternativet afspejler på hver sin måde en parlamentarisk venstrefløj uden politisk kompas.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Valget var en brutal afklapsning af SF og straf for deltagelse i Thorning-regeringen og dens slagtning af velfærden. At Enhedslisten kan tilføje to stk. til samlingen af taburetter i folketingssalen, er partiets hidtil bedste resultat ved et folketingsvalg. Men viser også, at næsten hele den store fremgang i meningsmålingerne undervejs i valgperioden er smuldret mellem fingrene på den parlamentariske højrefløj, som har sat sig solidt på magten i partiet.

Det er sket under den alvorligste kapitalistiske krise i syv årtier, med folkelige oprør og revolutioner verden over, mens den øvrige parlamentariske venstrefløj herhjemme sad i en voldsomt upopulær spareregering. Den overvældende del af vælgerprotesten mod krisepolitikken blev således kanaliseret helt uden om SF og Enhedslisten, der af disse vælgere sås som mere integrerede i det etablerede politiske system end f.eks. Alternativet og Dansk Folkeparti.

Udviskning af forskellen til Thorning
Selv Enhedslisten stemte for tre ud af fire af Thornings finanslove, hvis nulvækst i den offentlige sektor har betydet titusindvis af fyringer. Og støttede bl.a. også nedskæringer på arbejdsløses selvvalgte uddannelse, seniorjobs og voksenundervisning til udlændinge samt de imperialistiske stormagters militærinterventioner i Mali og senest Irak.

Frem for at udnytte den parlamentariske platform til at opfordre til protester uden for Borgen, har Enhedslistens folketingsgruppe bl.a. brugt den under lærerlockouten i 2013 til cheerleading for fagbureaukratiet i form af Danmarks Lærerforenings top, hvis defensive linje lod medlemmerne i stikken. Samt bl.a. også til udskældning af den folkelige modstand mod Thorning & Co. 1. maj samme år som ”udemokratisk”. Partitoppen har heller ikke forsøgt at mobilisere imod den hysteriske kampagne mod flygtninge, muslimer og østarbejdere, men tværtimod splittet dette arbejde ved at kræve nul samarbejde med militante anti-fascister.

Løkke stoppes ikke af 30 taburetter
Alternativets retorik om, at ”småjusteringer ikke er nok”, ”ny politisk kultur”, ”nyt vækstbegreb” og nedsat arbejdstid kunne derfor fremstå mere systemoverskridende end både SF og Enhedslisten. Sidstnævntes valgvideo var således nærmest ”socialdemokratisme classic” og fremstillede bl.a. velfærdsstaten som værn mod kapitalismens tilbagevendende kriser.

Alternativet bygger dog på den logisk selvmodsigende idé om ”grøn kapitalisme” og er lige som SF og Enhedslisten primært et parlamentarisk projekt. En vælgerforening. Facit er, at de tre partiers sammenlagt 30 taburetter i Folketinget er magtesløse i forhold til at stoppe den nye regerings og arbejdsgivernes ”reformer” (new speak for forringelser). Løkkes svage mindretalsregering kunne minde om Hartlings Venstre-regering, der 1973-75 sad på blot 22 mandater og blev tvunget fra magten af masseprotester. Noget lignende kan ske igen. Vores opgave er at sørge for det sker.