Hvis lov, hvis politi, hvis militær?

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Sommerens medievirak om Enhedslistens program og holdning til revolution har afsløret vigtige strategiske uenigheder internt i partiet.

En central diskussion har her været partiprogrammets ord om ”opløsning af politiet og militæret”, idet flere af Enhedslistens topfolk har undsagt dette programpunkt. Bagved dette lurer naturligvis en diskussion, som gang på gang er dukket op i løbet af arbejderbevægelsens historie, nemlig hvorvidt den nuværende stat, inklusive dens parlament, politi, militær osv., kan bruges til at gennemføre socialismen.

Dette er ikke et abstrakt akademisk spørgsmål, men har allerede i den aktuelle politiske situation store praktiske konsekvenser. F.eks. vil man naturligt have en tendens til at tillægge arbejdet i Folketinget og andre parlamentariske forsamlinger større betydning på bekostning af udenomsparlamentarisk mobilisering, hvis man mener, at socialismen kan indføres via de eksisterende statslige institutioner.

Strukturelle begrænsninger
I sit hovedværk Kapitalen skrev Karl Marx om staten: ”Det er altid de umiddelbare relationer mellem produktionsbetingelsernes ejere på den ene side og de umiddelbare producenter på den anden side ... hvori vi finder den inderste hemmelighed, det skjulte grundlag for hele samfundets opbygning og derfor også … for den til enhver tid herskende specifikke statsform.” I dagens Danmark og resten af verdens lande er det, der i ovenstående citat kaldes ”produktionsbetingelsernes ejere”, lig med kapitalistklassen, der ejer og kontrollerer produktionsmidlerne (fabrikker, kontorbygninger, maskiner, råstoffer osv.).

Det, Marx ovenfor kalder ”de umiddelbare producenter”, er i det moderne samfund arbejderklassen, der udgør det store flertal af befolkningen, men pga. sin mangel på produktionsmidler er tvunget til at sælge sin arbejdskraft. Men arbejderklassen skaber mere værdi end den får løn for. Resten, som Marx kalder merværdien, beholder kapitalistklassen, og derfra stammer den profit, som er kapitalismens drivkraft. Staten er en ”overbygning” på denne grundlæggende økonomiske struktur. Staten er derfor ikke neutral, men en kapitalistisk stat. Dette er stadig tilfældet, selv om det i Danmark og en række andre lande gennem tiden er lykkedes arbejderklassen at tilkæmpe sig forbedrede levestandarder og forskellige demokratiske og sociale rettigheder.

Kontrollerer staten kapitalen?
Enhver regering, der forsøger at bruge den kapitalistiske stats parlament til at føre en anti-kapitalistisk politik, vil blive mødt af økonomisk sabotage i form af indskrænkninger af produktionen, tilbageholdelse af investeringerne, kapitalflugt og spekulation mod valutaen. Men det er ikke blot økonomien, som ikke er under demokratisk kontrol. Det gælder også størstedelen af staten, som på ingen måde er demokratisk. Staten er opbygget på en stærkt bureaukratisk og hierarkisk måde, og embedsmændene som f.eks. departementschefer, dommere og ledelsen af politiet og militæret er ikke demokratisk valgte. Og via deres løn samt oftest også deres familiebaggrund, uddannelse og sociale omgangskreds har de tætte bånd til kapitalistklassen.

Intet viser tydeligere statsmagtens egentlige funktion end arbejdskonflikter. Det er gang på gang sket, at politiet og militæret er blevet sat ind mod arbejdernes demonstrationer, strejker, blokader eller arbejdspladsbesættelser. Derimod er selve tanken om at indsætte politiet og militæret mod arbejdsgivere, der nedlægger arbejdspladser, lockouter arbejdere eller står bag kapitalflugt absurd under det nuværende system. Det skyldes, at loven netop beskytter den private ejendomsret til produktionsmidlerne, som betyder, at arbejderklassen må sælge sin arbejdskraft og lade sig udbytte for merværdi.

Revolutionen mod den kapitalistiske stat
Derfor har spørgsmålet om, hvorvidt man kan bruge den nuværende stat til at indføre socialismen lige siden Marx's tid været en afgørende skillelinje mellem revolutionære socialister og reformister. Når socialismen kun kan indføres via en revolution, der indebærer et opgør med den kapitalistiske stat, skyldes det ikke ”marxistisk dogmatik”, men en grundlæggende analyse, som igen og igen er blevet bekræftet af de historiske erfaringer. Hvis en socialistisk massebevægelse for alvor truer kapitalistklassens privilegier, vil det overvældende flertal af ledelsen i politiet, militæret og de forskellige andre dele af statsapparatet tilslutte sig forsøgene på at nedkæmpe denne bevægelse.

De hidtidige revolutionære erfaringer viser, at arbejderklassen i sådanne situationer kan udvikle en ny form for demokrati, der potentielt kan erstatte det eksisterende statsapparat. Den russiske revolution 1917, den spanske revolution 1936, den ungarske revolution 1956, den iranske revolution 1978-1979 og Solidarność-bevægelsen i Polen 1980-1981 er blot de mest kendte eksempler på dette. Gennem demokratisk valgte råd på arbejdspladserne, uddannelsesstederne og i boligkvartererne, kan arbejderklassen selv styre økonomien og resten af samfundet samt varetage de politi- og militærfunktioner, der stadig er nødvendige. Men for ikke at blive kvalt i fødslen, må en sådan socialistisk revolution opløse det nuværende politi og militær.

Stueren - det bliver hun aldrig

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Dette budskab er værd at gentage i anledning af Pia Kjærsgaards exit som partileder for Dansk Folkeparti. Tværtimod har hun overalt på sin vej gennem dansk politik efterladt sig et søle af nyliberalisme, nationalisme og racisme tilsat en hæslig stank af demagogi og opportunisme. Hvis man tror, at Pia Kjærsgaard på en eller anden måde repræsenterer en røst fra "folkedybet", skulle man måske overveje, hvorfor Landsforeningen af Erhvervsinteresser har kåret hende til "årets politiker", hvorfor Dronningen har udnævnt hende til Ridder af Dannebrog, hvorfor Mærsk har støttet Dansk Folkeparti økonomisk, hvorfor hun og ægtefællen statsrevisor Henrik Thorup tilsammen har en indtægt på omkring 2 millioner kroner om året og er bosat i det mondæne Gentofte samt ikke mindst, hvilke sociale grupper, der især har haft gavn af DF's politik. Og til alle dem, der besværgende erklærer sig uenige med Pia Kjærsgaards holdninger, men ikke desto mindre beundrer hendes evner som politiker, vil vi nøjes med at påpege, at vi er nogle stykker, der har haft en anelse svært ved at stå på sidelinjen og beundre den rent tekniske udførelse af den statsracisme og institutionaliserede diskrimination, som Dansk Folkeparti har været en drivkraft bag og fortsætter under den nye regering.

Derfor fortsætter de den fejlslagne krisepolitik

Hvorfor fortsætter regeringer, centralbanker og internationale institutioner den nedskæringspolitik, der ser ud til ikke at virke? Svaret skal findes i den globale kapitalismes systemiske modsætninger.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Det er nu snart tre år siden, at Den Internationale Valutafond (IMF) officielt erklærede den økonomiske krise, også kendt som ”Den store recession”, for overstået. Denne prognose viste sig som bekendt at være lige så himmelråbende forkert som den strøm af tilsvarende profetier, der både før og siden med jævne mellemrum er flydt fra politikere, økonomer, erhvervsfolk, mainstream-medier og internationale institutioner.

Tværtimod befinder vi os nu i det femte år af den verdensomspændende økonomiske krise, som indledtes med nedturen på det amerikanske boligmarked 2006-2007, efterfulgtes af den såkaldte ”kreditstramning” og accelererede efter bankgiganten Lehman Brothers’ kollaps i efteråret 2008. Den nuværende gældskrise er en direkte konsekvens af de finansielle redningsaktioner i en størrelsesorden uden historisk fortilfælde, som stater og internationale institutioner foretog i kølvandet på den økonomiske nedsmeltning i 2008 og siden har gentaget adskillige gange.

Disse ”bailouts” har betydet, at verdens regeringer har måttet finansiere store underskud ved at sælge statsobligationer på de internationale gældsmarkeder. Den astronomiske mængde offentlig gæld har, sammen med mistede skatteindtægter som følge af højere arbejdsløshed, gjort investorerne nervøse over mange regeringers evne til at betale tilbage. Som følge deraf er renten på f.eks. græske, irske, italienske, portugisiske og spanske statsobligationer skudt i vejret, hvilket blot forværrer gældskrisen i disse lande yderligere.

Deres politik forværrer krisen
De gigantiske mængder statsintervention ved krisens start forhindrede på kort sigt en yderligere destabilisering af verdensøkonomien. Resultatet har imidlertid været den nuværende gældskrise og den dermed forbundne trussel om statsbankerotter og euroens sammenbrud. For at kunne afdrage på gælden skærer verdens regeringer kraftigt ned på deres udgifter, bl.a. ved at fjerne eller reducere velfærdsydelser og gennemtvinge store fyringsrunder i den offentlige sektor, hvilket imidlertid blot skærper krisen ved at mindske såvel den offentlige som den private efterspørgsel. Det kunne med andre ord se ud som om, at de herskende klassers krisepolitik selv på sine egne præmisser er en fiasko.

Derfor er der blandt keynesianistiske økonomer som f.eks. Paul Krugman, Joseph Stiglitz og Robert Reich en tendens til at se denne politik som en følge af ideologisk blindhed og manglende mod hos de politiske beslutningstagere, dvs. de giver psykologiske mekanismer skylden frem for at forklare nedskæringspolitikkens paradoksale konsekvenser med kapitalismens iboende modsætninger. Imidlertid er verdens regeringer på grund af deres voksende underskud afhængige af at skaffe penge på de finansielle markeder, hvor renten afhænger af en vurdering af sandsynligheden for tilbagebetaling af lånene.

Presset fra de globale markeder tvinger derfor regeringer, der ikke er klar til et revolutionært brud med kapitalismen, til at gennemføre massive nedskæringsrunder for at nedbringe deres gæld, også selv om det forstærker krisen på længere sigt. Dette er i sidste ende blot udtryk for, at kapitalismens drivkraft er kortsigtede profithensyn, ikke menneskelige behov.

Behov for et revolutionært brud
Også en regering, der i stedet for den nuværende aggressive nyliberalisme forsøgte at gennemføre keynesianske politikker, ville komme under den samme type pres fra finansmarkederne, som er beskrevet ovenfor. Når politikere, centralbanker og internationale institutioner fortsætter en krisepolitik, der ser ud til ikke at virke, er årsagen således ikke primært psykologisk, men bunder derimod i sociale strukturer.

Traditionel keynesianisme kan ikke løse det grundlæggende problem under den nuværende krise, nemlig, at virksomhederne tilbageholder investeringerne eller spekulerer i råvarer som f.eks. fødevarer, guld og olie. Det skyldes, at virksomhedernes udnyttelse af deres nuværende produktionskapacitet stadig er langt lavere end normalt samt, at den mindskede offentlige og private efterspørgsel ikke gør det tilstrækkeligt profitabelt at investere i nye fabrikker og maskiner. Så længe det er tilfældet, vil investeringerne blive tilbageholdt.

Løsningen på den situation blev faktisk fremsat af Keynes selv, selvom han ikke indså de radikale konsekvenser af sit forslag. Han foreslog, modsat sine senere disciple, at socialisere investeringerne, men overså, at dette reelt indebærer at overtage kontrollen med, hvad kapitalisternes profit skal bruges til. Med andre ord kan investeringerne ikke socialiseres uden også at tage magten over produktionen. Men sådanne socialistiske skridt vil naturligvis møde voldsom modstand fra den herskende klasse, hvorfor de forudsætter, at vi vinder en revolutionær kamp om magten i samfundet. Kun sådan kan vi sikre en løsning på krisen, hvor arbejderklassen ikke kommer til at betale regningen igen og igen.

Derfor sørger jeg ikke over Mærsks død

Glansbilledet i de fleste nekrologer over den døde skibsreder svarer ikke til virkeligheden.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

16. april døde Arnold Mærsk Mc-Kinney Møller eller ”Hr. Møller” som mainstream-medierne, med sædvanlig underdanighed over for landets rigeste og mest magtfulde personer, omtalte ham. Ved sin død i en alder af 98 år var han med en formue på omkring 100 milliarder kr. en af verdens rigeste mennesker og den suverænt mest velhavende her i landet.

Han forstod at udnytte sin enestående magt til at indrette lovgivningen så den maksimerede hans erhvervsimperiums profit. F.eks. i forhold til Nordsø-olien, hvor staten siden 2003 har mistet ca. 75 milliarder kr. på grund af slap lovgivning. Et andet eksempel er, at shipping-delen af Mærsk-koncernen, der udgør den største del, kun betaler et mindre millionbeløb årligt i skat.

Mærsk formede også i høj grad dansk udenrigspolitik, bl.a. ved under såvel første som anden Irak-krig at bidrage til massemyrderierne med våbentransporter for den amerikanske hær. Mærsk forsøgte desuden at få adgang til Iraks eftertragtede olie. Her blev koncernen selv af amerikanske embedsmænd beskyldt for at optræde som en ”kolonimagt” og som en af de mest skrupelløse krigsprofitører. I sidste ende jagede modstand fra lokalbefolkningen dog Mærsk ud af Irak.

I Danmark cementerede Mærsk Mc-Kinney sin indflydelse gennem store donationer til de borgerlige partier, inklusive det racistiske Dansk Folkeparti. Han nærede desuden et indædt had til fagforeninger. Dette har f.eks. i El Salvador betydet brug af løgnedetektorer under afhøringen af ansatte om bl.a. fagforenings-medlemskab og seksuel orientering. I Mumbai i Indien får fagligt aktive på Mærsks havneterminal tæsk.

Operaen på Holmen bliver stående som et monument over den døde skibsreder. Efter at have tromlet dette byggeri igennem, krævede, og fik, Mærsk Mc-Kinney på forhånd den daværende Nyrup-regerings officielle ”takkebrev” til gennemsyn. Det skete selv om skatteyderne direkte eller indirekte har finansieret operahuset og fortsat kommer til at betale et kæmpe millionbeløb for drift. De kinesiske arbejdere, der under livsfarlige forhold forarbejdede granitten til Mærsks operahus, sørger næppe over hans død. Det gør jeg heller ikke.