Giv ferie til nogle andre!

AF LARS HENRIK CARLSKOV

I intet af regeringens mange ministerier trives de højtsvævende og banebrydende visioner bedre end i det, som meget passende er blevet døbt ”Videnskabsministeriet”. I spidsen for dette ministerium har regeringen sat unikt innovative og dynamiske personligheder som først Helge Sander og senest Charlotte Sahl-Madsen; to ministre, hvis skyhøje personlige kvalifikationer må være helt åbenlyse, hvis man kender disse kvalifikationer (og muligvis findes der et eller andet sted faktisk nogen, der gør det).

Det var f.eks. føromtalte Helge Sander, der lancerede det legendariske slogan om, at universiteterne skulle forkorte vejen ”fra forskning til faktura”. Oversat fra Sanders særegne herningensiske uldkræmmer-prosa til normaldansk betød dette reklameslogan, at universiteterne skulle målrettes efter det private erhvervslivs ønsker og udsigt til kortsigtet profit, hvilket da også er sket. Og som et vellykket ejer- eller generationsskifte i en købmandsbutik, har Charlotte Sahl-Madsen videreført denne politik, siden hun overtog posten som videnskabsminister.

En politik det tager århundreder at forstå
Chou En-lai, en af Mao Tse-tungs ledende ministre, blev efter sigende engang spurgt, hvordan han vurderede betydningen af den franske revolutionen i 1789, hvortil han angiveligt svarede, at ”det er for tidligt at sige”. På samme måde vil vi almindelige mennesker sikkert først om flere århundreder blot tilnærmelsesvist forstå det fulde omfang af de storstilede planer og initiativer, der i vor egen tid udgår fra Videnskabsministeriet, og vi må derfor nok overlade det til langt senere generationer at bedømme disse initiativer og planers verdenshistoriske betydning.

Der findes dog mennesker, der hævder allerede nu at kunne skimte, i hvert fald i det små og brudstykkevist, konturerne af nogle af de mere umiddelbare konsekvenser af regeringens kulturrevolution på universiteterne. Hvor besynderlig det end kan lyde, findes der således blandt masserne af studerende og universitets-ansatte flere oppositionelle grupper, som ikke deler begejstringen for den parole om ”fra forskning til faktura”, de ellers har fået udstukket af den politiske avantgarde i Videnskabsministeriet.

En ferie der aldrig slutter
Til disse regime-kritiske elementer hører f.eks. de studerende på Københavns Universitet, som på det seneste har lavet flere blokader af deres egne institutter - og det endda med opbakning fra de ansatte. De undrer sig bl.a. over, at ”uddannelse og forskning i verdensklasse”, en anden af regeringens paroler beregnet på folkemasserne, indebærer færre undervisningstimer og kortere semestre. Ved at sige nej til dette, siger de således også nej til længere ferie. Til gengæld kan du være nogenlunde sikker på, at de gerne vil give ferie til nogle helt andre, nemlig regeringen – og helst en ferie, der varer så længe som muligt og aldrig slutter. 

Bragt i Socialistisk Arbejderavis nr. 308, 8. april 2008.

Ikke mod, men sammen med østarbejderne

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Østarbejderne er en udfordring og en mulighed for venstrefløjen. En udfordring, fordi arbejdsgiverne har let ved at udbytte disse arbejdere på grund af deres lave organiseringsgrad - og dermed også kan bruge dem til at presse danske arbejdere på deres løn- og arbejdsvilkår. Og en mulighed, fordi venstrefløjen, hvis vi formår at organisere disse udenlandske arbejdere, har taget et vigtigt skridt i bekæmpelsen af de forskellige splittelser i arbejderklassen.

Det er disse interne splittelser blandt arbejderne, som forklarer, hvorfor kapitalisterne, der kun udgør et lille mindretal, alligevel kan fortsætte med at udbytte arbejderklassen, selv om den er det store flertal af befolkningen. I forhold til denne splittelse, er det dummeste man overhovedet kan gøre at skabe fjendebilleder af andre arbejdere. Det er desværre præcis det, som f.eks. SF har gjort. Det gælder ikke bare de forskellige udfald mod muslimer, men også i forhold til østeuropæiske arbejdere.

Udenlandske arbejdere som syndebukke 
F.eks. har Villy Søvndal udtalt, at det ”ikke [er] nogen undskyldning for nasseri at komme fra Østeuropa”. På samme måde har Mattias Tesfaye fra SF's Landsledelse kaldt østeuropæiske arbejdere for ”nasserøve” og foreslået at lukke grænserne for dem. Det var dog intet imod partiets integrationsordfører Astrid Krag, der i et interview med Politiken, under henvisning til nogle katolikkers reaktionære holdninger til kvinders og homoseksuelles rettigheder, udnævnte polske gæstearbejdere til en potentiel trussel på linje med Hizb-ut-Tahrir.

Som socialister kan vores løsning aldrig være at lukke grænserne for udenlandske arbejdere. Kun under kapitalismen kan der være ”for meget” arbejdskraft. Selv om der på grund af den økonomiske krise lige nu er stor arbejdsløshed, er der ikke siden krisen brød ud blevet mindre behov for at pleje de ældre, passe børnene, undervise i skolerne, fremstille de nødvendige produkter i industrien osv. osv. Problemet er derfor ikke mængden af arbejdskraft, men den kapitalistiske produktionsmåde, der, som Karl Marx påpegede allerede i midten af 1800-tallet, har en indbygget tendens til at frembringe en ”reservehær” af arbejdsløse.

Den virkelige fjende 
I stedet for de udenlandske arbejdere bør vi derfor rette skytset mod det globale kapitalistiske system, hvor millioner og atter  millioner af mennesker er arbejdsløse, udelukkende fordi det efter kapitalisternes profithensyn ikke kan betale sig at ansætte dem. Det er således ikke udenlandske arbejderes, men kapitalistiske arbejdsgiveres, skyld, at danske arbejdere fyres eller får forringet deres løn- og arbejdsforhold.

Fra Norge kan den danske fagbevægelse hente vigtige erfaringer i at organisere østeuropæiske arbejdere. F.eks. hos Oslo Bygningsarbeiderforening, der har flere udlændinge som medlemmer end nordmænd. En af de afgørende forskelle er, at ”illegale” arbejdere her ikke meldes til myndighederne og at der aktioneres og laves blokader sammen med, men ikke mod, de udenlandske arbejdere. Den slags erfaringer er vigtige at lære af, når vi skal organisere os til kamp mod det kapitalistiske system af udbytning og opsplitning af arbejdere efter nationalitet.

Udenlandske arbejdere under slavelignende forhold

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Stort set hver eneste dag byder på nye eksempler på grotesk, ofte slavelignende, udnyttelse af de titusindvis af udenlandske arbejdere, der særligt siden EU's østudvidelse er søgt til Danmark. Ingen har overblik over det præcise antal af arbejdere fra de nye central- og østeuropæiske EU-lande. I starten af sidste år angav beskæftigelsesminister Inger Støjberg og Arbejdsmarkedsstyrelsen antallet til ca. 25.000, men Avisen.dk har i samarbejde med forskere fra Københavns Universitet fundet frem til, at det reelle tal snarere er 44.000.

Arbejdsgivernes hæmningsløse udbytning af disse migrant-arbejdere lettes af, at kun ca. 3 % af dem er fagligt organiseret. Denne udbytning er vel at mærke godkendt fra officiel statslige side. Det fremgår bl.a. af den vejledning, som Arbejdsmarkedsstyrelsen gennem flere år har givet til landmænd på jagt efter billig udenlandsk arbejdskraft.

”Lad dem sove hos dyrene i stalden” 

På hjemmesiden seasonalwork.dk skrev Styrelsen således: "Det er en fordel, hvis der er en stald til rådighed, hvor de ansatte kan overnatte i tilfælde af heftig regn". Et andet råd lød: "Skulle der opstå utilfredshed eller uoverensstemmelser, er det vigtigt lynhurtigt at få løst problemet, evt. ved at udvise ballademagere”. Opfordringerne til arbejdsgiverne om at lade de ansatte sove hos dyrene i stalden, hurtigt skille sig af med ”ballademagere” og mange andre lignende råd trak Arbejdsmarkedsstyrelsen først tilbage efter mere end tre år, og først efter voldsom offentlig kritik.

Et andet frisk eksempel på de horrible forhold, der møder migrant-arbejdere i Danmark, er sagen om de polske håndværkere, som kæden Fitness World sidste år via en underentreprenør havde ansat til at bygge og renovere fitnesscentre. Mindst fire af dem fik i Danmark tæsk efter at have brokket sig over urimelige huslejekrav, og mindst fire andre blev, efter at være flygtet hjem til Polen, udsat for trusler, fordi de kontaktede Malernes Fagforening i København for at klage over arbejdsgiveren.

Gyldne løfter og slavelignende forhold 

Der er desværre ikke tale om enkeltstående tilfælde. Ifølge Ugebrevet A4 siger hver tredje polske arbejder i København således selv, at de blevet er blevet snydt én eller flere gange af deres arbejdsgiver. Fra fagbevægelsens side lyder vurderingen dog, at det snarere drejer sig om mere end 80 %. En del af de udenlandske arbejdere er blevet kørt i bus til Danmark og får ud over kost og logi måske blot 5 kr. i timen, hvilket gør dem dybt afhængige af deres arbejdsgiver.

Disse slavelignende forhold svarer til det billede, Center mod Menneskehandel for nylig tegnede af udenlandske arbejdere, der med gyldne løfter lokkes til landet via vikarbureauer og praktikantaftaler, men i stedet må arbejde stort set i døgndrift, næsten uden løn og noget at spise og under tæsk, trusler og kummerlige indkvarteringsforhold. Det er sådanne forhold, vi som socialister må kæmpe sammen med de udenlandske arbejdere for at stoppe.

S-SF til tjeneste for erhvervslivet

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Udsigten til snart at kunne overtage regeringsmagten har fået S-SF til at indlede et kraftigt bejleri til erhvervslivet. Politikens økonomiske kommentator Niels Lunde kunne således for nylig afsløre, at de to partier i dybeste hemmelighed har holdt en række møder med erhvervslivets topchefer.

S-SF har her bl.a. mødtes med Allan Søgaard Larsen (Falck), Jeff Gravenhorst (ISS), Peter Torstensen (Symbion), Stine Bosse (Tryg), Thomas Hofman-Bang (NKT), Lars Nørby Johansen (Falck og regeringens vækstforum), Torben Möger Pedersen (Pension Danmark) samt ikke mindst en af verdens største lobbyorganisationer for erhvervslivets interesser, nemlig American Chamber of Commerce, hvor personer som Kim Østrup (IBM), Bill Allen (Mærsk) og Lene Skole (Coloplast) sidder i den danske afdelings bestyrelse.

Derudover har Socialdemokraterne nedsat en erhvervspolitisk arbejdsgruppe bestående af bl.a. Lars Goldschmidt (Dansk Industri), Lars Aagaard (Dansk Energi) og tidligere Danfoss-direktør Hans Kirk. På samme måde har SF arrangeret flere seminarier for erhvervsfolk og opbygget et tæt forhold til Grundfos' bestyrelsesformand Niels Due Jensen. Disse seminarier fulgte i kølvandet på, at mangemillionær og topchef for Novozymes Steen Riisgaard sidste år talte ved SF's landsmøde, efter forinden bl.a. at have skrevet en fælles kronik med Villy Søvndal i Berlingske Tidende.

Endelig hører det med til billedet af S-SF's bånd til erhvervslivet, at Stine Bosse, der i januar forlod Tryg-koncernen mod et gyldent håndtryk på 11 millioner kroner, er blevet nævnt som ministeremne i en kommende centrum-venstre regering, hvilket hun dog selv pt. afviser som uaktuelt.

Ansvarlighed over for hvem? 
Denne hektiske mødeaktivitet skal ses som endnu et led i de to partiers forsøg på at positionere sig som ”ansvarlige” og ”regeringsduelige” partier. I den her sammenhæng betyder det dybest set ”ansvarlige” over for de kapitalistiske investorer, som ikke vil tolerere en regering, der for alvor truer deres interesser, og som i givet fald er klar til at banke en sådan regering på plads, f.eks. ved at indskrænke produktionen, tilbageholde investeringerne, spekulere mod valutaen og iværksætte kapitalflugt.

Et andet helt centralt skridt i SF's forsøg på at fremstå som ”regeringsegnet” har været, at partiet er begyndt at stemme for finansloven, også under borgerlige regeringer, og også selv om det indebærer støtte til NATO og krigen i Afghanistan, ja, endda i tilfælde, hvor partiet selv betegner den pågældende finanslov som ”uansvarlig”. Men som det også fremgår af S-SF's økonomiske plan ”Fair løsning” er der snarere tale om ”ansvarlighed” over for erhvervslivet end over for arbejderklassen.

”Fair løsning” freder således stort set millionærerne og milliardærerne, som har tjent fedt på den nu bristede økonomiske boble, hvorimod planen vil sætte arbejdstiden i vejret for ganske almindelige lønmodtagere, hvilket betyder øget udbytning af dem, der allerede i arbejde og gør det sværere for arbejdsløse at finde beskæftigelse. Det er i samme ”ansvarlige” lys man bør se SF's gruppeformand (og finansministerkandidat) Ole Sohns udtalelser til hhv. Jyllands-Posten og Berlingske Tidende om, at hvis det ikke lykkes en ny centrum-venstre regering at skabe forøget vækst, er S-SF klar med nedskæringer på velfærdsydelserne.

Tankegangen om, at det er venstrefløjens opgave at redde kapitalismen fra sin krise ved at skabe øget vækst går igen i den økonomiske plan, som SF fremlagde i midten af januar. Oprindeligt skulle ”Ny vækst – nye job” have været et fælles udspil mellem de to store oppositionspartier, men Socialdemokraterne har formentlig også kunnet se behovet en selvstændig SF-markering ovenpå balladen om regeringens pointsystem. Socialdemokraterne har da også givet planen sin helhjertede opbakning, lige som en række erhvervsledere, hvilket har udløst hvidglødende raseri hos regeringen.

Kapitalistisk vækstpolitik eller anti-kapitalistisk mobilisering? 
Det grundlægende problem ved SF's vækstplan er, at den ikke løser det profitabilitetsproblem, der siden slutningen af 1960'erne har præget de fleste af verdens avancerede kapitalistiske økonomier i såvel Danmark og resten af Vesteuropa som Japan og USA. Den såkaldte ”finanskrise” udspringer således af, at kapitalisterne, pga. den lave profitabilitet i ”realøkonomien”, har kanaliseret en større andel af deres kapital over i stærkt risikable investeringer i den uproduktive finansielle sektor. Ved at pumpe milliarder og atter milliarder ind i økonomien, har verdens herskende klasser i første omgang forhindret, at krisen er blevet så dyb som i 1930'erne.

Men de har samtidig forhindret en udrensning af de uprofitable virksomheder, hvilket sammen med drastisk lønnedgang, øgning af arbejdstid- og tempo eller demontering af en stor del af velfærdsydelserne er det eneste, der kan genoprette profitabiliteten og og skabe et nyt varigt økonomisk opsving. Samtidig har de nu brugt en stor del af deres økonomiske skyts, hvilket gør verdens regeringer ekstremt sårbare over for en ny finansiel nedsmeltning.

Venstrefløjens opgave er derfor ikke at optræde ”ansvarligt” over kapitalistiske investorers jagt på profit eller det globale kapitalistiske system, der har udløst den nuværende krise. I stedet skal vi kæmpe for politiske krav, der i den aktuelle situation kan skabe mobilisering og løse en række påtrængende behov, f.eks. oprettelse af arbejdspladser, praktikpladser og højere dagpenge. Kun via denne kamp kan vi sætte spørgsmålet om et socialistisk alternativ til kapitalismens profitjagt på dagsordenen.